Tag-arkiv: Frontliv

2.december 1917 – Milert Schulz: ”Aber wenn wir fortkommen sollten möchte ich noch gerne die Reise mitmachen nach Palästina…”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den. 2.12.17.

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Endlich nach langer Zeit komme ich wieder dazu Euch einen Brief zu schreiben. Habe vor 2 Tagen das Paket mit Butter und Wurst vielmals dankend erhalten. Ebenfalls Vaters Brief vom 21. U. Karte vom 19. Sowie Diddes Karte vom 21. Dankend erhalten. Sehe ja das noch alles wohl ist zu Hause was mich sehr freut.

Hier ist auch noch alles beim alten. Wir liegen immernoch in Ruhe. Aber übermorgen wird es wohl in Stellung gehen. Wie ich aber gehört habe. sollen wir von hier ganz wegkommen. Da wir auf Tropendienstfähigkeit untersucht worden sind wird ja viel davon gesprochen dass wir nach Palästina kommen sollen. Ob das aber zutrifft kann ich nicht sagen. Am liebsten wollten wir ja natürlich hier bleiben. Nun werden wir ja sehen wie es wird. Wenn es soweit kommen sollte werde ich es Euch schon schreiben. Jedenfalls braucht Ihr Euch weiter nicht darum den Kopf zerbrechen denn eher wir da sind dauert noch bis nächstes Jahr bis dahin kann sich ja vieles verändern.

Hoffentlich kommt es zum Frieden jetzt wo die Sache mit Russland so steht. Mit dem Waffenstillstand ist ja doch wenigstens ein Anfang begonnen. Hier an der Front ist es auch ziemlich ruhig.

Mit meiner Gesundheit geht es auch so leidlich. In den letzten Tagen habe ich Zweimal Schüttelfrost Anfälle gehabt. Hoffentlich wird es kein Malaria. Aber wenn wir fortkommen sollten möchte ich noch gerne die Reise mitmachen nach Palästina und wenn es denn nicht besser wird melde ich mich krank und fahre wieder zurück. Sonst ist hier ja weiter nichts neues. Heute hat das Bataillon ein Sportfest veranstaltet. Da müssen wir ja denn mit. Es wird dort Wettlaufen, Hindernislaufen. Springen u. f. w. gemacht. Dazu spielt denn die Regts. Musik.

Vorgestern hatte ich Briefe von Schwester Mie u. Tante Mie mit Vetter Nielses Bild. Gestern einen Brief vom Bruder Matthias.

Muss ja nun   heute Fleissig schreiben.

Sei denn recht Sohn u. Bruder

Milert.

Auf Wiedersehn.  

 

     

 

16. juli 1916. Kresten Andresen: “…Vor dækning er fuld af rotter”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i sommeren 1916 befandt sig ved Douai.

Den 16. juli 1916

Kære forældre!
Jeg har det godt. Nu er jeg snart færdig med min 21 dages skyttegravstilværelse og kommer så tilbage en uge i ro. Jeg glæder mig meget dertil, for her gror man jo næsten til mos i enhver henseende.

Vaskning er en absolut luksus her. Jeg har ikke fået mig vasket de sidste otte dage, så det svier ordentlig i øjnene nu. Men det er så meget mere ækelt, som vor dækning er fuld af rotter. De laver et vældigt påstyr under og over én, når man sover; det er store sorte tingester med lang manke. Man er undertiden i tvivl med sig selv, om det er rotter eller ildere. Men hvad det end er, så laver de et vældigt svineri.

IMG_2011_11_30_6416 Rotter_cropped

Utøj er der også så fuldt af, så det vrimler. I kan tro, det er ingen hyggelig tilværelse, og 21 dage er jo sådan en halv evighed, inden de får ende. Jeg vil håbe, at I får ret med, at det snart har ende. Men når man sådan daglig går og ser, hvor store kræfter der er i bevægelse, og hvor indgående det hele er organiseret, og hvor dan stillingen er udbygget, så forstår man slet ikke, at det nogensinde kan høre op. Så går man til sidst og bilder sig ind, at det er livet og samfundet, der har antaget andre former, end vi før var vant til. Men lad os ikke håbe det.

Hvor vidt er I nu med arbejde? Høslætten er vel færdig nu, og rughøsten, for så vidt I har nogen, kan vel snart begynde? Jeg tror ikke, der er nogen udsigter til, at jeg kan komme hjem og hjælpe jer. Jeg tror ikke, der kan undværes ret mange folk på fronterne for øjeblikket. Men jo hårdere pine, des snarere ende. Nu næste gang skal jeg gøre mig umage og skrive jer et længere brev.

Med mange hilsner til Johanne og Bodil

Eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

13. juni 1916. Kresten Andresen: “I dag har jeg mineret ude under engelskmanden”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 13. juni 1916

Kære forældre!
I dag er det mors fødselsdag. Jeg har ikke haft så megen tid at tænke på den, for jeg har i dag oplevet noget nyt.

Jeg er kommen ud i stilling. Ligger i reserve i en sammen skudt by i en bombesikker kælder. Der er roligt ved fronten. I dag har jeg mineret ude under engelskmanden. Det var en meget uhyggelig historie; toogtyve meter under jordens overflade. Stenhård kridt. Den bliver båret op i sandsække; det er et arbejde, som man nok kan komme til at svede ved.

Indgangen til minen var fra en sappe; tyve meter fra denne sappe ligger den engelske sappe. Nu er man med ét kommet ind i den moderne krig; hvor er der ikke en forskel fra dengang, jeg sidst var med; man kender næsten ikke krigen mere.

Her ser der meget romantisk ud. Et bakket terræn med røde ruiner, som titter frem af et grønt vildnis; her gror alt, som det vil, og midt i det alenhøje græs finder man salat og ribs. Men man må ikke glemme sig selv og ikke vise sig for meget, for foran hæver sig den berømte Lorettehøj.

Nå, dette skal altså være begyndelsen til mit tredje felttog; gid det må ende lige så godt som de to andre. Mange hilsner til jer alle fra

jer søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

6. juni 1916. Ak ja, frænde er frænde værst.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“Frænde er frænde værst”

Den 48. reservedivision var hjemmehørende i Hessen, og man skulle tro, at de fleste af mandskabet var fra denne landsdel. Det var dog langtfra tilfældet, mindst halvdelen var fra andre provinser. Denne sammenblanding fandtes for øvrigt inden for alle regimenter. En undtagelse dannede dog de bayriske tropper. Det var forholdsvis få bayrere, man traf uden for de bayriske regimenter. Det skyldtes måske, at Bayern var et kongerige, eller fordi bayrerne og prøjserne forholdt sig til hinanden som ild til vand. 

Bayrernes benævnelse for prøjserne var »Sau-preussen« (Svineprøjsere). Prøjserne sagde så til gengæld om bayrerne: »De har en stor kæft, men ingen tænder i munden.« Ak ja, frænde er frænde værst – . 

Denne karakteristik af bayrerne passede særdeles godt på ham, som Thomas og jeg havde stiftet bekendtskab med. Det var imidlertid, som om det lille opgør, vi havde haft med ham, havde »tappet gassen« af ham, så han blev til at være i stue sammen med. 

I øvrigt havde jeg endnu et lille og sidste opgør med fyren. Det gik således til: En nat var vi på forpost sammen. Uheldet ville , at han fik en kugle gennem det ene skinneben. Man kunne just ikke sige, at han tog det som et mandfolk, han skreg nærmest som en stukket gris.

Jeg fik ham forbundet og læsset på skulderen for at bære ham tilbage, men han kunne stadig ikke beherske sig og blev ved med at klage og skrige, så russerne efterhånden koncentrerede deres skydning mod det område, hvor vi opholdt os.

Jeg lod manden glide ned på jorden igen og gjorde ham meget eftertrykkeligt opmærksom på, at hvis han ikke holdt op med sit skrigeri, kunne han blive liggende her og rådne op. Det var vel ikke min mening, men jeg var nødt til at få kæften stoppet på ham, og det hjalp; under resten af transporten var han stille som en mus. 

Det var mit første – og det blev også mit sidste møde med bayrisk mentalitet. 

Om Hindenburg, den tyske hærfører og senere præsident, fortælles der, at han engang skal have sagt, at han skulle have de bayriske regimenter til at storme en stilling, og de slesvig-holstenske til at holde den. De sidstnævnte var nemlig for dovne til at løbe væk. Mon det ikke var den jyske stædighed, han forvekslede med dovenskab? 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)