Tag-arkiv: fritid

28. december 1917. Frederik Tychsen puster lus på intendanten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 27. december blev vi afløst. Imod reglen blev vi afløst om aftenen, for vi skulle tilbringe Nytårsaften og nytårsdagen i kvarteret. Det var en dejlig tur at gå tilbage denne aften mellem jul og nytår. Vi havde ikke haft nogen tab, og tanken om at tilbringe 5 dage i kvarteret satte humøret op, og vi sang næsten hele vejen tilbage. Det var klart frostvejr, og sangen rungede gennem gaderne i Hochlede, så folket kom ud for at se efter os. Det var mørkt, da vi kom til kvarteret, men barakkerne var varmet op, og vi lagde os straks til ro, efter at vi havde indtaget et måltid mad.

 Dagen efter gjorde vi tøjet i stand, ordnede karabineren og sablen osv., men der var julestemning i barakken. De, der havde fejret juleaften der, havde haft et lille juletræ, og det stod endnu pyntet og pæn, og der var ikke nogen tjeneste, så vi nød tilværelsen, dagene gik med spil, læsning og sang, og kanoner Steinmann var en dygtig mandolinspiller. Vi samledes jævnlig om ham, og så sang vi af hjertens lyst: Volkesange, fædrelandssange og så krigssangene, specielt dem, der var knyttet til kampene i Flandern, ”Die Deutschen haben Mut, die Deutschen schiessen gut, fur ein Komisbrot und frir einen Franc, schiessen sie Tage lang” osv. (Den har samme melodi, som den på samme tid her i landet meget sungne vise “Under den hvide bro”). Og s. sang vi også: „In Flandern sind viele Soldaten, in Flandern sind viele gefallen” osv. Denne sang var skrevet af kanoner Treptau, han var ved vort batteri; han blev såret og døde på lazarettet.Vi havde i det hele taget udmærkede dage mellem jul og nytår. Kosten var tilstrækkelig, og når soldaten blot fik nok at spise, steg humøret af sig selv.

En dag kom intendanten (han stod for forplejningsvæsenet i hele bataljonen) ind i barakken, det var en sjælden gæst i frontområdet. Han var en ualmindelig vigtig fyr, der altid sagde: ”3 skridt fra livet, for ellers besmitter I mig med lus, og disse tingester vil jeg ikke have”, og derfor havde vi morskab af at putte de største lus, vi kunne finde i halmstrå, og så puste dem hen på intendanten. Vi sad og ladede ”halmbøsseme” i smug, og så snart det heldige øjeblik var inde, blev der skudt. Intendantens tjener klagede altid over, at chefen var så befængt med lus, og han kunne slet ikke forstå, hvor han fik dem fra; det kunne vi derimod nok.

En af dagene gik Obergefreiter Maas, sergent Felix Plozaichik og jeg ned til Gitsberg for at se levende billeder. Her var en stor barak, der var indrettet til biograf, og den kunne vel rumme ca. 1000 mennesker. Det kostede 10 Pfennig at komme ind. Midt under forestillingen kom der fjendtlige fly og kastede bomber ned over byen. Der var dog ingen, der ramte biografen, hvilket ville have været uhyggeligt. Da forestillingen var til ende, gik vi tilbage til kvarteret i Goed.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

31.oktober 1917 – Milert Schulz: ”Heute haben wir Feiertag und Dienstfrei aus Anlass des 400 Jährigen Reformationsfestes”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 31.10.17.

Meine lieben Eltern u. Geeschw.

Endlich komme ich wieder mal dazu Euch ein paar Wåorter zu schreiben. Habe Mutters Brief vom 21. Und Pappa vom 22.10 dankend erhalten. Sehe dass es Euch ja noch immer recht gut geht Hause im lieben Heim. Mir geht es ja soweit recht gut. Aber mein Magen will garnicht in Ordnung kommen, dauernd immer durchfall. Wie ich Euch im Kartenbrief geschrieben habe bin ich ja nun beim Telephon als Truppführer. Auch ein ganz schöner Posten. Liege doch nicht vorne im vordersten Graben sondern einige hundert Meter dahinter gewöhnlich da wo der Komp. Führer wohnt, und da sind wir doch ziemlich sicher.

Ich bin beinahe froh dass ich abgelöst bin denn es ist doch zu bezwungen dort zu sein. Von morgens bis Abends dauernd dasein. Aber hier beim 7. Ist mehr sein freier Mann. Kann tun und lassen wie man will. Jetzt könnte ich ja wohl ab und zu mal ein kleines Fettpaketchen gebrauchen liebe Mutter. Danke heute an Tante Mie u. Onkel Jens. Die sind wohl jetzt fort. Weder Morgen einen Brief an sie schreiben. Heute haben wir Feiertag und Dienstfrei aus Anlass des 400 Jährigen Reformationsfestes. Von 10-11 heute vorm. hat unser Major eine Ansprache gehalten dazu hat denn die Regts. Musik gespielt. Zuerst sangen wir: Aus tiefer Not schrei ich zu dir und zum Schluss das schöne Lied: “Ein feste Burg ist unser Gott“. Dann sind wir nach Hause in unsere Erchütte gegangen. Welche aus 4 Mauern aus Grasstücke und grosse Steine besteht darüber ein Zelt gespannt ist. Taucht aber nicht viel, denn wenn es regnet dann kommt es gleich durch. Aber man ist doch froh dass man eine solche Hütte hat. Nachts schlafe ich ganz gut. Morgens um 6 Uhr stehen wir auf dann wird gleich Kaffe getrunken und denn eine Cigarette geraucht. Dann wird sich gewaschen und die Hütte gemütlich gemacht. Dann habe ich frei den ganzen Tag brauche kein Dienst mit zu machen. Um 12 Uhr giebts Mittag und um 5 Uhr Tee. Das ist so der ganze Betrieb was ich mache. Nun sei denn herzl. Gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

6. januar 1917. “Mademoiselle?” – et frækt tilbud på Vestfronten

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Natten mellem den 5. og 6. Januar — alle Transporter paa Vestfronten foregaar ved Nattetid — kører man os fire Mil længere frem, ud bag Fronten ved Lens. Vore Kvarterer staar rede i Fouquiéres, men i sidste Øjeblik forandres det som sædvanligt, og vi staar hjemløse i Henin-Liétard.

Jeg faar omsider ved en Fejltagelse et Officerskvarter. En venlig Kone, som nu i 2 1/2 Aar ikke har hørt fra Manden — han blev ved Krigens Udbrud indkaldt som Pioner — giver mig et Værelse med en Seng.

Tænk, en Seng!

Det var to Aar siden, man havde budt mig en Seng ude i Felten; men en Seng som denne har jeg aldrig før eller senere ligget i. Den havde to bløde Madrasser, to vidunderlig bløde Underdyner, snehvidt Linned. — Jeg tror, Prinsessen paa Ærten har været en fransk Prinsesse.

Desværre kan jeg kun benytte den et Par Timer, thi tidligt om Morgenen maa vi søge Kvarterer til Staben. Der er optaget overalt, og ingen vil hjælpe os. Ved Middagstid vaagner den mægtige Stadskommandant, og da vi opdager, at han er en kendt flensborgsk Sagfører, og han opdager, at der er dumpet Landsmænd ind i hans lille Rige, kan det nok være, at der er Plads til os.

Staben faar et helt Fabriksejerslot midt i Byen, — »Divisionen har tilladt, at det undtagelsesvis benyttes. Manden skaanes ellers altid for Indkvartering, fordi han er saa flink!« ———–Vestfront!

Vore Folk arbejder hver Nat ude i den anden Stilling, og Regimentet har i Løbet af et Par Nætter 3 døde og 10 Saarede. Efter en Uges Forløb transporteres vi tilbage til Villers-Campeau.

Prostituerede
Prostituerede på Vestfronten

Vi staar paa Banegaarden og venter paa Toget. De andre gaar lidt i Byen; jeg gaar ud for at søge dem. Jeg lukker Døren op til den nærmeste Knejpe og stikker Hovedet indenfor.

Konen hvisker straks: »Mademoiselle?« og giver mig et Vink. Hvad betyder det?

Jeg følger hende op ad Trappen. Her staar tre Soldater og venter paa, at en fjerde skal komme ud fra »Mademoiselle«.

Jeg gør hurtigt omkring og forsvinder.

Vestfront!

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

Se også leksikonopslaget om prostitution

7. maj 1916. Kresten Andresen: Problemer med fingeren og ernæringstilstandene

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i foråret 1916 befandt sig ved Montigny.

Søndag den 7. maj 1916

Kære forældre!
Samme dag, som jeg sendte sidste brev afsted, faldt jeg og fik det yderste led af venstre langemand af led, som I måske har hørt af Misse. Den transport, som jeg skulde have været med, er nu væk. Men en uges tid endnu, så vil fingeren vel nok være kommet sig igen. Den blev nemlig straks sat i lave igen; men nogle dage vil det da alligevel tage, inden jeg kan tage fat igen.

Nu er der vel sket den omvæltning hjemme, at Johanne er kommen væk, og i stedet for har I fået Bodil. Det er da godt, at I ikke har bare fremmede folk om jer. Bodil er vel ikke så bange på sig som Elisabeth i krigens første dage.

Jeg går omkring og nyder livet og naturen. Min vaskekone har lånt mig en god fransk roman, og bliver jeg træt af at læse, så sætter jeg mig hen og skitserer; jeg vil også sende jer et par små tegninger med hjem – en har jeg sendt til moster Dorthea.

Ret meget dur de ikke, man duer overhovedet til ingenting mere, for dette liv her er så umådelig sløvende. Jeg ved ikke, hvad man skal gøre; men jeg tror ligefrem, det ligger deri, at man aldrig får andet end havresuppe; denne evige havresuppe! og krigsbrød og den uudtømmelige marmelade. Marmelade forekommer de fleste hernede så komisk: Wo sind die ganzen Fettig kasten? Og så synger man den berømte vise: Marmelade, Marmelade, das ist das schonste Fett im deutschen Staate…

Mange tak for smørret og skinken. To pakker smør har jeg fået og en pakke med honningkager og kabalekort; tak for det alt sammen. Det er jo rigtignok sin egen sag at få noget tilsendt; for når alle andre spiser tørt brød, så kommer misundelsen jo let, og dele med en halv snes mand kan man jo heller ikke godt i disse tider.

Hvornår mon dog disse tider får ende? Det ender såmænd med, at mange vil pådrage sig sygdomme på grund af underernæring. Det er vist noget meget farligt – mere farligt end sår, for det tærer på maven.

Med mange hilsner fra jeres hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve