Tag-arkiv: Fredslængsel

7.december 1917 – Milert Schulz: “Gott gebe dass es bald zum ersehnten Frieden kommen möge”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 7.12.17.

Meine lb. Eltern u. Geschw.!

Für dass gestern erhaltene Paket mit Butter und Kuchen sage ich Euch meinen besten Dank. Selbiges kam grade zur rechten Zeit, da ich mit der an der Butter schon auf der neige war. Der Kuchen hat mir sehr gut bekommen trotzdem es an Zucker und sonstiges mangelt. Aber das macht auch weiter nichts, hauptsache ich habe Kuchen.

Hoffentlich kommt da bald wieder eins mit Kuchen, denn das ist immer eine ganz schöne Abwechselung. Auch habe ich Mutters. Olgas u. Tonnes sowie Ellas Zeilen vom 29/11. dankend erhalten. Wie bei Euch zu Hause so ist auch bei mir noch alles beim alten. Bin jetzt so ziemlich wieder hergestellt mit meinem Magen. Wir liegen immer noch in Ruhe und weder wohl hier auch nicht mehr in Stellung gehen. Wie ich gehört habe soll es am 12 oder 13 von hier losgehen, aber das ist noch unbestimmt. Eher wir denn nach dort hinkommen vergeht auch noch einen Monat und wir sowie Ihr zu Hause hoffen doch dass in diesem oder nächsten Monat etwas entscheidendes kommt. In dieser Zeit hofft ja alles doch auf Frieden unddich kann doch nicht wissen ob es nicht bald zum Frieden kommen sollte. Aber wir müssen ja geduldig abwarten. Hier an der Front ist auch nicht viel los. Jetzt in diesen Tagen wo es so friert fällt fast kein Schuss. Gott gebe dass es bald zum ersehnten Frieden kommen möge.

Gestern hatte ich auch einen Brief von Cousine Thilde von Onkel Sören aus Hadersleben, sie schrieb dass Pappa dort gewesen war. Du schreibst es ja auch iebe Mutter. Ja es ist nicht leicht für die armen Leute wo Armut u. Krankheit zu Hause ist. Der Herr helfe sie in ihrer Not.

Sonst wäre da ja weiter nichts für diesmal. Wie kommst du mit dem Pabrika zurecht liebe Mutter? Sei denn für diesmal recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert.  

19. november 1917 – Mathias Damm: “… hvad andre kaldte skønne Piger”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i begyndelsen af november 1917 blev forlagt fra øst- til vestfronten.

Mandag den 19. Nov. 17.

Kære Veninde!
Mange Tak for Dit Brev som jeg har modtaget. Jeg er nu ikke mere i Rusland, men i samme Land som Anton og Peder, og omtrent midt imellem, hvor de var. Jeg har det godt og er sund og rask og haaber at jeg her maa vedblive at være det og slippe ligesaa godt gjennem alle Farer som i Rusland.

Jeg har før hørt meget om, hvor skønt det her skulde være, men jeg har intet skønt fundet her, og det er intet imod de skønne Egne ved Mosel og Rhin, og især af alle vort kære Nordslesvig. Vel har det ingen af de herlige Vinbjærge og storslaaede Bjærglandskaber, men det har sin egen fængslende og høitidsfulde Skønhed. Det være paa Heden i Høisommer eller ved Østersøen i Forsommer. Og jeg vil ikke bytte med dem ved Mosels Strande, om det ogsaa er nok saa skønt. Og jeg har set mange, hvad andre kaldte skønne Piger, men min Interesse har de aldrig kunnet vække. Det vil heller aldrig lykkes en, som ikke kan vort Modersmaal.

Du skriver, om jeg kan huske hvordan det er at gaa i Seng med Følelsen, at man kan sove tryg til Dag. Jeg troer nok at jeg lægger mig mere rolig til her end mangen af eder derhjemme. Jeg har ligget i Stilling i Rusland paa “Teufelsberg” fra 17 Sept. – 20 August, 17 med 4 Ugers Afbrydelse og aldrig har jeg gjort mig den Tanke, at der kunde passere mig noget i Søvne, trods det Bjærget ikke uden Grund har faaet sit Navn. Men det var dog med en mærkelig Følelse at jeg den første Aften lagde mig i Sengen, da jeg i Juni var paa Orlov. Af Angst at Sengen sank væk under mig, gjorde jeg et vældig Hop op paa Sengekanten. Jeg var da ikke vant til at Madratsen gav efter. Dog naar blot Krigen vilde faa en Ende, saa skulde Man jo nok vænne sig til det.

Og jeg troer at alle i kære Piger derhjemme, vilde glæde jer ligesaa meget, som vi, den Dag vi kunne vende hjem til jer. For mangen en har Krigen været rigtig til Gavn. Der var for mange “Frøken” Døttre og “Herre” Sønner, og jeg har saa tidt ærgret mig grøn blot af at se en eller anden Modedukkes Hovmod, uden at det paa nogen Maade kom mig ved.

Nu er Brevet nok fuld og jeg vil slutte med Haabet om at den Dag ei maa være fjærn, da vi alle sunde og raske maa samles i vort kære Nordslesvig, for aldrig mere at forlade det og sikkert vil der saa oprinde bedre Tider for os alle. Mange Hilsner sender
Mathias D.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

22. oktober 1917 – Mathias Damm: Far har været soldat længe nok som 47-årig.

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 22 Okt. 17.

Kære Moder!
Mange Tak for Pakke 20 og et Kort fra den 16. Jeg har idag Stuetjeneste og god Tid til at skrive. Det er lidt koldt idag, men det er ogsaa snart November og det er jo ved den Tid det bliver koldt. Vi have nu faaet et Dækken mere og Trøier faar vi nok ogsaa snart. Det er jo ærgeligt at Rasmus ikke faar sine Pakker, mine kommer nu temmelig godt igjen, og det er glædelig. Der er intet der kan ærgre mig mere, end naar de ikke kommer.

I har vel faaet mit Kort fra igaar. Jeg fik jo Jærnkorset igaar Middags. Det var jo en Maaned siden Angrebet og det er jo ogsaa netop 8 Aar siden Søster Anne blev begravet. Hvor dog Tiden gaar rask. For to Aar siden kom jeg fra Augustow til Suwalki og for et Aar siden kom vi fra Ykskyll herop. Gid jeg nu til næste Aar maa være hjemme, men Udsigterne ere foreløbig ikke gode.

Dog en Gang maa det dog komme, da Fredens Klokker ringe og vi kunne sætte Bøssen væk og gaa hjem. Hvor vil der blive glæde den Dag. Dog saa mangen en vil ikke vende tilbage mere, han har forlængst Ro i fremmed Jord. Han behøver ikke at gaa og ængste sig eller slide og slæbe mere. Hans Vagt er forbi. Og desværre alt for mange unge Mænd er bleven derude, de vil savnes over alt.

Naar blot Fader blev hjempermitteret engang i Vinter. Saa han kunde hjælpe til Foraaret. Han har været Soldat længe nok. 2 Aar maa være nok for en 47-aarig Familiefader. Jeg skal nu efter Middag. Derfor mange Hilsner fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)