Tag-arkiv: fraternisering

16. december 1917. Marseillaisen på violin for en kop kaffe

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste i Ballonzug 33. I julen 1917 fik ham mulighed for at besøge sin bror, overlærer Jens Andersen, Gråsten, der sammen med en andre nordslesvigere gjorde krigstjeneste i Maskingeværafdeling 69.

Vi havde oprettet en lille Sangforening paa ca. 40 Medlemmer, og vi øvede os paa alle mulige Sange i Anledning af Julen. Juleaften lagde vor Tropfører Beslag paa Kirken, og her blev holdt Julegudstjeneste. — En af vore nye Løjtnanter, Lt. Bäumer, var protestantisk Præst, og han holdt en lille Juleandagt. Der var stillet et Gave­bord op inde i Kirken, og vi fik hver en lille Gave. Bagefter sang Sangforeningen. Jeg synes nu ikke, at en af Sangene med Omkvædet: „Wirt, roll das Fass herein, heut wollen wir lustig sein, heut ist heut“ just passede til denne Lejlighed og i disse Omgivelser.

Vi havde ogsaa lavet et lille Schrammel-Orkester. Jeg spillede 2. Violin. Det var helt morsomt en Gang imellem at lave ordentlig Støj. —

Vore Værtsfolk fik tildelt Levnedsmidler fra den amerikanske Hjælpekomité, der fordelte Levnedsmidler. Jeg tror, det var over Holland, disse Levnedsmidler uddeltes til de franske og belgiske Familier, der var bosat i det af Tyskerne besatte Omraade. Ofte lugtede det noget saa dejligt af frisklavet, ægte Kaffe, og vi gik og snøftede Lugten i os.

En Søndag Eftermiddag, da det igen lugtede noget saa livsaligt af Kaffe, sagde jeg til et Par af mine Kammerater, der var hjemme den Eftermiddag: „Hør, nu skal jeg prøve paa at skaffe os alle en Kop god Kaffe, men I maa love mig at finde jer i, hvad jeg foretager mig, og I maa love mig at holde absolut tæt med det.“

Jo, der var jo ingen Ende paa, hvad de vilde love og finde sig i, hvis de kunde faa Kaffe. Saa hentede jeg min Violin ned i Stuen, hvor vi sad ved vor Telefoncentral. Værtsfolkene opholdt sig sammen med nogle Gæster i den anden Stue ved Siden af.

Og saa spillede jeg Marseillaisen med Fynd og Klem og al den Følelse, jeg kunde lægge i min Præstation. Da jeg havde spillet tre Vers, holdt jeg op. Nu skulde Virkningen vise sig. Jo — rigtigt, et Øjeblik efter gik Døren op, og vi blev inviteret paa dejlig Kaffe og Kager i lange Baner.

DSK-årbøger 1951

9. december 1917 – Chr. Jensen Christensen: Forbrødring

Christian Jensen Christensen gjorde tjeneste ved Landwehr-Infanterie-Regiment Nr. 31, der længe havde ligget på østfronten ved Stochod. Våbenhvilen mellem Rusland og Centralmagterne den 6. december ændrede hurtigt forholdet mellem de russiske og tyske soldater, der nu mødtes ude i ingenmandsland og lod sig Læs videre 9. december 1917 – Chr. Jensen Christensen: Forbrødring

3. august 1917. Regiment 84 til Flandern: “Det flamske lyder jo som vor plattyske dialekt”

C. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.

Mens vort regiment i de varme sommermåneder 1917 lå i skyttegraven i Champagne voran St. Marie-à-Py, gentog sig næsten daglig i de sidste uger af juli meldingen fra den øverste hærledelse: “Over vore stillinger i Flandern ligger der heftig trommeild.”

Da nu det i nogen tid verserende rygte om snarlig afløsning blev til virkelighed, sagde vor flerårige erfaring, efter hvilken vi altid var dér, hvor det fik hedest til, at det nu nok skulle gå til Flandern; vort håb om igen engang at komme til Rusland, som vi havde næret siden vor offensiv i sommeren 1915, blev ikke opfyldt.

Efter nogle dages hvil i egnen omkring Charleville, stod II bataljon den 2. august om aftenen rejseklar på godsbanegårdens rampe i nævnte by. Over Hirson, Avesnes, Mons, som vi den 23. august 1914 havde hjulpet med til at erobre, gik det ind i Flandern. “Iseghem” – sådan står der skrevet med store bogstaver på den banegård, foran hvilken vi sent om eftermiddagen den næste dag gør holdt.

Vi stiger ud og strækker de stive lemmer. Efter et længere hvil bliver der trådt an.

Gennem den mørke nat marcherer vi ad en fortræffelig vej til Abeele; her bliver drejet af til venstre; II bataljon kommer i kvarter i Ouckene, I og III bataljon i Rumbeke. –

Velgørende, næsten hjerteligt er civilbefolkningens modtagelse; vi bliver optaget som var vi landsmænd; dertil kommer, at man forstår hinanden godt; det flamske lyder jo som vor plattyske dialekt. –

Vi kan ikke forbavses nok over landets  frugtbarhed; ikke en plet er udyrket. Befolkningen er uhyre flittig, nøjsom og solid. Alle forbavses over husmødrenes renlighed; forstue og køkken, der har flisegulv, bliver vasket og skrubbet to gange dagligt – det var næsten for meget for os!

Af Regiment 84’s historie

14. maj 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Hindenburglinien er stærk”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

1. Gennem B. (ny Mand, navnet opgivet)

a. Det bekræftes, at næsten alt Rytteri fra Haderslev og Omegn er paa Foraarsarbejde i Mecklenburg.

b. I Aabenraa er kun ”meget lidt” Fodfolk.

c. Arbejdet paa den befæstede Linie i Nordslesvig fortsættes meget ivrigt; det er væsenligst Jernbanearbejder.

d. Nøden i Tyskland er meget stor, navnlig i Byerne; en Soldat, der fra Vestfronten er hjemme paa Orlov, meddeler, at Hindenburglinien er stærk, men at det tyske Artilleri er det engelske ganske underlegen. En Svoger til ovennævnte Soldat er hjemme fra Østfronten (Riga) og meddeler, at der fraterniseres stærkt med Russerne. De fleste tyske Tropper er her ført bort. Nøden paa Østfronten er overordentlig stor, og han (Svogeren) var saa udsultet, at alle hans Paarørende græd, da de fik ham at se, og hans egen Børn kunde ikke kende ham.
En nordslesvigsk Redaktør meddeler, at Befolkningen i Berlin er saa udsultet, at den ikke synes at kunne gøre Oprør.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

12. april 1917. Fra Willemoës’ notesbøger: A.S.’ beretning fra Vestfronten

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. Nedenstående beretning blev kun delvist bragt i Ribe Stiftstidende den 11. april 1917.

(delvis optaget i Ribe Stifts Tidende for 11. april 1917)

A.S. blev taget til soldat den 15. marts 1916 i Flensborg, sendtes straks til Rostock, fik der 6-7 ugers uddannelse og sendtes derfra til Beverloo ved den belgisk hollandske grænse, hvor han var i 4½ uge for derfra at blive dirigeret til Sommefronten ved Sailly-Sailliset i slutningen af maj 1916. Da var alt roligt på det sted. Var der i 14 dage.

I Rostock var forplejningen god nok: daglig kogte og blandede retter f.eks. ærtesuppe med kød i, bønnesuppe med kød eller sødsuppe med spegesild i! Om aftenen gaves foruden brødet hver anden dag et stykke pølse eller ost, om søndagen sødsuppe uden spegesild, steg med asparges og kartofler.

I Beverloo, hvor lønningen var 10 mark 30 pfg. hver 10. dag, levede soldaterne særlig godt, og soldaterne kunne dér få næsten alt, hvad de ønskede. Lønningerne var så høj – den er ellers 5 mark 30 pfg. Hver 5. dag – fordi der ingen pølse eller aftenportioner blev udbetalt. I de sidste uger i Beverloo blev der udleveret pølse og ost, røget sild eller lign. om aftenen, og lønningerne blev så sat til 8 mark 21 pfg.

Fra Sailly-Sailliset kom afdelingen til le Prêtre skoven ved Rambecourt n.ø. for Jaulny og var der til begyndelsen af september 1916. Her var der jævnt roligt. Skuddene, der kom fra det franske artilleri blev talt, og franskmændene fik det samme antal skud tilbage fra os den næste dag. – Forplejningen var god om end ikke så god som tidligere. Om aftenen fik vi 3-4 skefulde marmelade.

Skyttegravene var her næsten alle udmurede med cement i bunden og udrustningerne (til værn mod granaterne). Væggene var stivet af med fletværk, understand – opholdsrummene var udmærkede, næsten som stuer og lå 15-20 meter under jorden. Sengen bestod af brædder, over hvilken der var spændt hønsetråd (trådfletning), og enkelte steder var der endog elektrisk lys.

På enkelte steder lå de franske og tyske skyttegrave kun ca. 30 meter fra hinanden, og det hændte sædvanlig hver morgen, at de tyske og franske soldater så op over skyttegravene i brysthøjde og hilste godmorgen ganske venskabeligt. Der blev ikke skudt af infanteriet dér, medens vi var der.

Den 2. september kom jeg sammen med en underofficer og en mand til Metz og derfra til Goudech [?] for at søge kvarter til kompagniet (2. kompagni og 363. reg.) I Goudech lå vi i 8 dage, derefter førtes vi fra bane i løbet af 5 dage til den østrigske grænse, da der imidlertid om natten kom ordre om at vende tilbage til Sommefronten.

Så kørte vi i en uges tid tilbage og kom til Fressin, hvor vi var i 4 dage for derefter at blive dirigeret til Sailly-Salliset, hvor vi var til slutningen af september. Her gik det meget hårdt til. Der blev stormet hver dag omtrent 5-6 gange fra tysk side, og englænderne brasede på endnu oftere. Det gik uafbrudt frem og tilbage. Den første dag, da tyskerne stormede, mistede 2. kompagni ved det første angreb 145 mand faldne, sårede og fangne af 235 mand.

Side 521
Kompagniføreren blev fuldstændigt gennemskudt af maskingeværer. Den dag gik tyskerne omtrent 150 meter frem. De nåede ikke frem til de engelske linjer, men lå i åbne granathuller. Skydningen var frygtelig, og det engelske artilleri bragte hurtig det tyske til tavshed. – om natten kl. 12 sprængte engelske granater det tyske ammunitionsdepot t luften 7-8 km fra Sailly med et vældigt brag. Et pragtfuldt men frygteligt syn.

Natten mellem den 23. og 24. september skød kun artilleriet, med den 24. om morgenen tog infanteriet fat igen, og man havde intet øjeblik ro for de engelske flyvere, der sværmede om i stort antal. – Jeg kunne se ca. 60 fra det sted, hvor jeg lå – og undertiden gik de ned til en højde af 30 meter og skød med maskingeværer og kastede håndgranater, hvor de så nogen røre sig i de åbne granathuller. Vi lå derfor ganske stille, som om vi var faldet. Atter stormedes der fra begge sider uden noget resultat. Sådan gik også den 25. og 26. sept.
Om natten mellem den 26. og 27. sept. Gravede vi os fra granathullerne ud til siderne for at lave lidt løbegrave – vi måtte ikke gå tilbage, og den 28. om morgenen kl. 67 stormedes igen; men der faldt da så mange af regimentet, at dette måtte afløses og trak sig tilbage til Sailly – Sailliset, medens et livjægerregiment nr. 12 rykkede ud i stedet for.

Side 522 – 526
Da vor regiment gik tilbage, så vi levnedsmidlerne ligge i dynger på åben mark, således som de var læsset af vognene, men man lod det ligge. Soldaterne havde overhovedet ingen videre appetit i de dage, de lå ude i den forreste linje og nøjedes med deres brød. Derimod lod soldaterne meget af tørst, og havde kun haft at drikke det snavsede vand, der stod i granathullerne. Da de på tilbagevejen opdagede, at bl.a. var henslængt en mængde flasker vin, tømte de disse og var næsten alle berusede, en del endog fuldstændig døddrukne, da de nåede tilbage til Sailly-Sailliset. Da kompagniet næste dag, den 29. sept. Blev talt op, var der mødt i alt 50 mand.
Dagen derpå, den 30 sept., blev hvert kompagni forstærket med 80 mand, og den 1. oktober gik det atter frem. 3-4 km fra frontlinjen stak soldaterne imidlertid af i små hold på 5-6 mand, og da kompagniet nåede ud i nærheden af linjen, var der kun 60 mand tilbage. Da kompagnichefen intet kunne udrette med en sådan klat folk, beordrede han tilbage.

Sådan gik det også den næste dag; kompagniet ville ikke gå frem.

Den 3. oktober kommanderedes så hele regimentet frem på én gang og nåede helt ud til linjen. Kl. 10 om formiddagen begyndte englænderne at skyde med gas i en halv times tid, men de blev slået tilbage. Om eftermiddagen kl. 2 fornyede englænderne deres gasangreb, først artilleriet med gasgranater og derefter blæste infanteriet sine gasbølger ud, og bag disse gasbølger trængte englænderne frem. Gassen bevirkede en stærk kløe bag de tyske soldaters gasmasker, så at de måtte rive sig, og derved trængte gassen ind i maskerne og fremkaldte stærk hoste og rindende øjne, så at de pågældende intet kunne se. Da vi mærkede det, lod vi være med at klø os. –

På nogle steder kom også franske flammesprøjter, og for disse ildstråler trak tyskerne sig tilbage på de pågældende steder. Ved dette angreb måtte tyskerne gå 500-600 meter tilbage.

Den 5. oktober blev regimentet afløst og gik tilbage. På vejen gennem en landsby bag Sailly-Sailliset gik nogle af soldaterne ind i husene for at få noget at spise, men traf beboerne liggende døde i sengene, kvalte af gas; de var opsvulmede i ansigtet, der havde antaget forskellige farver.

På et gods – guvermenentsfarmen – var jeg nede i en stor kælder, der af tyskerne var indrettet som lazaret. Her lå der en mængde hårdt sårede f.eks. folk, der havde fået armene skudt af. Når en granat slog ned på gårdspladsen – der blev af englænderne her skudt væsentligst med 38 cmt. kanoner – så fór de sårede op og ville bort, og det så frygteligt ud.

I nærheden af godset sås hovedløse kroppe hænge i træerne – formentlig ligene af tyske observationsfortr.
4 kammerater drev omkring i 3 dage uden at bryde sig om noget som helst – helt tummelumske af alle begivenhederne og erfarede da, at regimentet var kommanderet tilbage til Præsteskoven. De kørte så tilbage til Metz, blev der i 2 dage, og meldte sig derefter til regimentet.

Nu lå vi i Præsteskoven til 8. nov., da det gik tilbage til Somme, denne gang til Haglincourt øst for Bapaume. Her lå vi i ro i 8 dage og gik så i stilling lige overfor Gucudecourt, hvor vi lå forholdsvis roligt indtil midt i januar 1917. Under opholdet her var skyttegravene gode, så længe frosten holdt, men da tøvejret indtraf og englænderne fyrede med granater, blev de til et fuldstændigt morads og styrtede sammen. Alt arbejde på at istandsætte dem viste sig forgæves. Et par soldater kvaltes i mudderet.

Mellem de engelske og tyske linjer lå mængder af lig, som det var umuligt at begrave. – De fleste, der faldt i denne tid, var ordonanser, der skulle over fri mark og blev skudt ned af engelske skarpskytter, som skyder forbløffende roligt og sikkert, ofte med snadden i munden.

Omkring midten af januar 1917 kom vi tilbage til Hermies mellem Bapaume og Cambrai; var der i 6 dage for så at afgå til Betheniville i Champagne. Her meldte jeg mig syg og kom på lazaret i Rethst i 14 dage, men da jeg egentlig ikke fejlede noget, sendtes jeg tilbage til kompagniet den 16. februar. Dagen efter gik vi i stilling ved Reine øst for Reims. Samme dag, den 17/2 blev der spurgt, hvem der ville melde sig frivillig til udforskning af den fjendtlige linje lige overfor. Der blev lovet orlov straks til dem, som kom tilbage med oplysninger. Der meldte sig en 60 mand af hele bataljonen. De gik så frem om aftenen kl. 8, medens artilleriet søgte at vildlede fjenden. Ca. 30 mand nåede ned i den forreste franske skyttegrav, udforskede den og nåede tilbage, men dog med mange af dem sårede. En kammerat og jeg bar således 15 sårede tilbage. Jeg fik min orlov den 19. februar og rejste hjem til Gram, hvortil jeg nåede den 23/2. 17 og den 27. marts gik jeg over grænsen ved Aarupgaard.

Forplejningen ved fronten ved Somme er upåklagelig ude i forreste linje, hvor der således gives hver mand 250 gr. rugbrød, dertil varm mad om middagen f.eks. ærter med kød, nudler, bønner, ris eller lignende. Til brødet lidt smør, pølse eller ost. På stormdagene leveres tillige 1 liter øl og ½ liter snaps – ikke nogen egentlig stærk spiritus – samt daglige 2 cigarer og cigaretter.
Bag fronten var forplejningen derimod meget dårlig og utilstrækkelig.

Den 24. april 1916 havde bayerne ved Somme taget et par engelske flammekastere til fange, som de i raseri slog dræbte med spaderne. Englænderne. Der formentlig har hørt dette og havde taget 14-15 mand til fange, stillede disse op på linje og skød dem ned på stedet.
Mellem Hermiers og Chambrai er der bygget meget stærke skyttegravssystemer – udført af russiske fanger – med pigtrådes forhindringer af et par kilometer i dybden. Disse [???] er så stærke, at de vil blive yderst vanskeligt at tage.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

24. januar 1917. På latrinen med maskingeværkuglerne susende om ørerne

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen. Han lå i vinteren 1916-1917 i Galicien.

Vi lå et sted, hvor skyttegraven på et par hundrede meters længde gik igennem en dal.

Efter flere dages regnvejr skulle jeg en morgen hente vand til  kaffekogning fra en kilde et stykke borte. Jeg gik i vand omtrent til knæene for at hente vand, og da det komiske heri gik op for mig, kunne jeg ikke lade være med at grine ad livets mange mærkværdige
pudsigheder.

Ovre ved russerne, hvis skyttegrav lå endnu lavere end vor, må det have været helt galt. E n dag begyndte de at stikke hovederne op af graven, og da vi ikke skød på dem, varede det ikke længe, før de kom helt frem.

De var vel en 5-600 meter fra os. E n forvoven fyr, der hed Anton, greb sin feltflaske med rom i og gik over mod russerne. Vi var spændt på, hvordan det ville gå. Da russerne så den ensomme vandrer, skilte der sig også et par stykker ud fra dem, og Anton og russerne mødtes på »midten«.

Anton serverede rom og fik til gengæld  tobak hos russerne.

Det blev selvfølgelig ikke det eneste møde; de følgende dage var der en livlig trafik, men kun til »midten«. Blandt russerne var der én, der kunne tale tysk, og der blev aftalt visse signaler til brug, når der var ugler i mosen.

Det kunne jo ikke undgås, at ledelsen fik nys om episoden, og det blev omgående på det strengeste forbudt at søge samkvem med fjenden. Møderne på »midten« måtte aflyses, men der gik endnu nogle dage, hvor der var »fred i dalen«.

Der blev ikke vekslet skud, kun artilleriet »gøede« lidt fra begge  sider.

Når vi havde ærinde bag ude, benyttede vi ikke mere løbegraven,
men gik »over land«. Men hvor længe var Adam i paradiset?

En dag var det atter min tur til at hente vand, og jeg benyttede selvfølgelig genvejen »over land«.

Jeg havde den dag »tynd mave« og trængte egentlig til at gå på  latrinen; men da jeg på min vej skulle igennem et tæt egekrat, ca. 100 meter borte, besluttede jeg at udsætte mit »ærinde«, til jeg  nåede krattet.

Jeg var nået knap halvvejen, så suste de russiske MG-kugler mig om ørerne. De slog ned i jorden til alle sider, og jeg må sige, at den  russiske skytte havde mig på kornet.

Dog svigtede heldet mig ikke, jeg sprang som en hjort og nåede krattet i god behold.

Men anstrengelsen havde været for meget for min dårlige mave. Mine bukser var ikke så pæne mere – indvendig.

Mine kammerater, der havde fulgt episoden fra skyttegraven, sendte straks en mand gennem løbegraven over til krattet for at se,  hvordan  et var gået mig. Han fandt mig med bukserne om hælene, og vi  fik os en fælles latter, der dog var lidt anstrengt fra min side.

Da jeg kom tilbage til vort opholdsrum, sagde min underofficer til mig : »Det var da godt, at det var dig, der skulle hente vand i dag, – denn Dich hat der Esel ja im Gallopp verloren«, hvilket omskrevet til dansk betyder, at jeg altid var svineheldig.

Sådan endte »freden« for denne gang. De fredelige russere var sikkert i nattens løb blevet afløst og erstattet med nogle mere krigeriske.

For øvrigt blev vort regiment også trukket tilbage. Om fraterniseringen med russerne var skyld heri, skal jeg lade være usagt.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

17. januar 1917 – Ribe Stiftstidende: spis kaalrabien først…

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Kartoffelrationen sættes ned

Officielt meddeles: Kartoffelknapheden gør den størst mulige benyttelse af kaalrabi uundgaelig nødvendig, kaalrabi holder sig i modsætning til kartofler kun til midt hen i marts som duelige til menneskeføde. Derfor maa der, for at der senere kan være kartofler nok, eftertrykkeligt virkes til en saa rigelig anvendelse af kaalrabi som mulig i de første maaneder.

I Prøjsen er der blevet udstedt en forordning om, at kartoffelrationen skal sættes ned til 3 pund pro mand om ugen alle steder, hvor der er kaalrabi nok, og at den bortfaldende kartoffelration skal erstattes af mindst det dobbelte kvantum kaalrabi. Kartoffel-tillægget for haardtarbejdende bliver bestaaende. I de øvrige forbundstater er der anbefalet en lignende fremgangsmaade, saavidt forholdene tillader det.

Udsmugling af breve

Generalkommandoen i Altona bekendtgør: Hvem der tager imod breve og skriftstykker fra krigsfanger og forsøger paa en eller anden maade at ekspedere dem videre til udlandet – f.eks. i breve og pakker til krigsfangne tyskere i udlandet – straffes med fængsel indtil 1 aar og, naar der foreligger formildende omstændigheder, med pengebøder paa indtil 1500 mark.

16. januar 1917. Kvinder dømt for ulovlig omgang med krigsfanger

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

For ulovlig omgang med krigsfanger 

stod en tjenestepige Katrine Otte fra Løjt Kirkeby. født 1898, og en i 1893 født kone fra Hamborg Dora Hansen, født Quast i fredags anklaget for landsretten i Flensborg. Sidste aar i august maaned var konen Hansen i besøg paa Løjt Vestermark, hvor hun sluttede venskab med den anklagede tjenestepige Otte. Begge anklagede sigtedes for i denne tid at have haft ulovlig omgang med en paa en nabogaard sysselsat russisk krigsfange. Statsadvokaten androg for konens vedkommende med hensyn til, at hun er gift, paa 2 maaneders fængsel og for pigen Otte 1 maaneds fængsel. Dommen lød paa henholdsvis 3 og 2 maaneders fængsel.

Faldne

Ifølge tabslisten er Peter Nielsen fra Hørup paa Als, der før har været opført som saaret, falden; Christian Petersen fra Branderup død paa et lazaret af sygdom.

Saarede

Laurits Peter Andersen fra Brorsbøl ved Haderslev er saaret.

20. december 1916. “Noget mere trøstesløst havde füsilierne endnu ikke set …”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme.

Noget mere trøstesløst havde füsilierne endnu ikke set.

Vidt og bredt ikke et halmstrå, ikke et træ, ikke en stilk, en ørken af gråbrunt ler bredte sig for deres øjne. Stillingen fortjente ikke navn af stilling. Den bestod på visse strækninger blot af en række kratere, som var forbundet af en ca. trekvart meter dyb rende. Den var fyldt med mudder i knæhøjde.

Størstedelen var ikke mere genkendelig som en stilling. Posterne stod i nødtørftigt rensede granatkratere. Pigtrådsspærringen bestod af 1-2 rækker hurtigt opsat hegn. Da den mange steder var skudt sammen, var den så godt som ikke-eksisterende. 

Nogle dækningsrum, gamle artilleridækningsrum, var der ganske vist. Men de var utætte og mudret til. Folk kunne kun hvile siddende.

Ganske særligt deprimerende var manglen på belysning. I dagevis sad füsiliererne i mørke. Først regimentets indtrængende anmodninger bragte afhjælpning af disse mangler.

Stillingen lå i en ret vinkel rundt om Grandcourt og var derfor truet fra tre sider. I tilfælde af et dobbeltsidet angreb kunne den smalle tilbagetogsvej langs Ancre let holdes under ild og afskære besætningen af Grandcourtspærringen, sådan hed den forreste stilling, tilbagetoget. Løbegrave førte ikke bagud, derfor den mærkværdige indretning kaldet ”sanitetspause”.

Den varede fra 8 til 10 om formiddagen og var vist opstået ved en stiltiende overenskomst. Så tav artilleriet på begge sider, og de sårede kunne uden at blive beskudt blive bragt bagud over åbent terræn ledsaget af et Røde Kors flag.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

27. november 1916. H.C. Brodersen i en gas-stilling

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I Stillingen ved Conde, den 27. November 1916

Her er Stillingen efter Mønster „F. F . ” . Det har i lang Tid været Frostvejr, og Skyttegraven, der er nyudbygget, er ren, og vi har Fornøjelse af at pudse vore Støvler engang imellem. Understandene er dybe og bombesikre, og er forsynet med elektrisk Lys. De er endvidere forsynet med Kakkelovne, og vi faar udleveret Kul til at fylde i dem.

Det kan ogsaa nok gøres behov, eftersom det lader til, at Vinteren rigtig har taget fat. Vi — Skatklubben — dyrker denne ædle Sport og har et godt Tidsfordriv.

Understand_Fritz_Schwartz
Kortspil ved fronten

Særlig den nye Delingsfører er en gemytlig Mand, og ved altid Udvej til lidt i Flasken. Her har vi det godt, det  eneste, der i Grunden har vakt vort Ubehag, er, at der i Stillingen er indbygget Gas.

Disse, saakaldte Gasbatterier, er forbundet med hinanden i et Antal af indtil 6 Flasker, der er nedgravet i Bunden af Skyttegraven, og hvorfra der er lagt en Rørledning ud gennem Pigtraadsforhegningen, ad hvilken Gassen i paakommende Tilfælde skal ledes. V i har hver Dag afventet gunstig Vind. Gassen skal nemlig afblæses, saa snart Vindretningen er rigtig.

Men vi har hidtil været heldige; thi enten har Vinden ikke været i den rigtige Retning, eller ogsaa har den været for stærk. I  Skyttegraven er der anbragt en Vindstyrkemaaler, og det er Underofficerernes Pligt under Gravtjenesten at efterse Maaleren og at melde, naar Vinden synes at være passende.

Det har undertiden vist sig, at naar Officererne mente, Vinden var i den rigtige Retning, var Maaleren i Stykker, og det er godt muligt, at det er gjort med Villie. Vi havde nemlig ingen Interesse i at faa  ødelagt det gode Forhold, som vi nu engang stod i til Franskmanden paa dette Sted.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

Vi forlader nu for en stund H.C. Brodersen – og vender tilbage til ham til marts 1917, da hans dagbogsoptagenelser atter begynder.

4. november 1916. Fraternisering med rumænerne – og en løbsk rulle pigtråd

Füsilier K. Tastesen, kom i efteråret 1916 til fronten i Rumænien.

Morgenen efter skulde jeg og en anden hente Vand til Kaffen. Vi vidste ikke, hvor der var noget, og kom temmelig langt bort. Endelig fandt vi en Kilde, hvor Vandet flød ud af Klipperne. Jeg laa ned og fyldte Vand i Kedlerne, da vi fik Øje paa to Rumænere, som ogsaa skulde hente Vand. De stod ganske fredelig bag nogle Buske med Geværet over Nakken og saa paa os.

Vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulde gøre, for de kunde lige saa hurtigt komme til at skyde som vi, og vi kunde ikke fjerne os saa hurtigt, at de ikke kunde skyde os bagfra. De stod ganske fredeligt, og for os var der ikke andet at gøre end at indtage samme Standpunkt. Vi satte saa Bajonetten i Jorden og vinkede af dem, at de skulde komme. De kom hen til os. Vi kunde jo ikke tale sammen, men trykkede hinanden i Haanden og var gode Venner. Derpaa fik de deres Kedler fyldte, og vi gik hver til sit.

Jeg kogte Vandet i en lille Lavning bag ved Stillingen, og da en Underkorporal var ovre at hente et Par Kedler og skulde tilbage over en lille Høj, blev han ramt i Underlivet af en Kugle, og samtidig blev en Soldat ramt i Halsen og døde med det samme. Underkorporalen blev forbunden, og nu skulde han bæres ned til et Lazaret neden for Bjerget.

Jeg og tre andre blev sat til at bære ham ned, efter at han var bunden fast til Baaren. Det var en meget besværlig Vej at komme ned ad, og af og til maatte vi sætte ham ned for at hvile, medens han klagede sig af Smerter. Henved 2-Tiden naaede vi Lazarettet, hvor han blev indlagt.

Dernede var flere Graders Varme, hvorimod vi havde flere Graders Kulde oppe paa Bjerget. Da vi skulde op igen, maatte vi have hver en Rulle Pigtraad med. Vi satte en Stok gennem Rullen og bar den paa Nakken. Da vi var kommen Halvvejen, var jeg saa uheldig at tabe Rullen, saa den trillede ned ad Bjerget. Det var jo kedeligt, men jeg var ikke saa ked af det endda, for jeg lod den løbe, og saa skiftedes jeg og en anden til at bære den, han havde.

Da vi naaede op, var Klokken halvelleve, men vi fandt dog ned i vore Huller igen og sov til om Morgenen. Der var nu roligt om Dagen, men om Aftenen foretog Rumænerne et lille Angreb, som dog hurtigt blev slaaet tilbage.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

Tønder, julefreden 1914 og en helt fantastisk historie

I denne weekend løber Tønder Festival af stablen – sådan som den har gjort hvert år siden 1974.

I 1988 gæstede den amerikanske sangskriver John McCutcheon festivalen. Han havde nogle år tidligere haft et kæmpe hit med sangen “Christmas in the Trenches”, der handler om de spontane våbenhviler, der opstod på de tysk-britiske frontafsnit ved juletid 1914.

Mens han spillede på festivalen, lagde han mærke til en lille flok meget gamle mænd, der kom trissende op og stillede sig lige foran scenen – og som forlod koncerten, da han havde spillet netop dette nummer.

Da de havde gjort det ved to koncerter, hoppede han resolut ned fra scenen, løb efter dem og spurgte dem, hvem de var?

Svaret er gjort af det samme stof som myter: De havde selv som unge soldater oplevet netop denne julefred tilbage i 1914.

Han fortæller selv historien til indledning i sangen nedenfor.

Om sønderjyder og julefreden se også i vores leksikon

Tak til Alan Klitgaard for at have leveret lydsporet til filmen, der er sat sammen af René Rasmussen.

12. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: omgang med krigsfanger

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Straf for venlighed mod en russisk fange

For nævningeretten i Læk stod i følge Hejmdal to unge piger fra B., anklagede for usædelig omgang med en russisk krigsfange. Begge nægtede imidlertid at have haft en saadan omgang med russeren; derimod indrømmede de at have vist ham andre tegn paa imødekommenhed. De idømtes hver en uges fængsel.

En mærkelig masse som sukker

Der hersker blandt husmødrene i Haderslev almindelig skuffelse for ikke at benytte et endnu skarpere udtryk over det raa-sukker som de har faaet til 22 pfennig pundet til syltetiden, skriver Dannevirke. Aabner man posen for sukkeret, ser man en masse, der ligner malet halm eller Avner eller hvad det nu er, og hvori man kan skimte nogle smaa sukkerkrystaller, og massen lugter som gammel halm. Det ligner mere dyrefoder end menneskeføde. Man kan ikke forstaa, at Rigssukkerstedet – eller hvad det nu er for et sted – vil sende saadan noget ud til befolkningen. Og skal man rense det, saaledes som opskriften lyder paa sukkerkortets bagside,  vil der vist nok kun blive lidt sukker tilbage. Prisen, man betaler herfor – 22 pfennig – , bliver altsaa dyr nok. 

Faldne

Gaardejer Peter Hansen Petersen og hustru i Torp ved Aabenraa har modtaget efterretning om, at deres søn Rasmus er falden i Frankrig den 1. juli, 30 aar gl.

Martin Jørgen Jensen fra Toft ved Graasten er falden den 24. juni, 27 aar gl. Han efterlader sig hustru og barn.

Laurits R. Bertelsen fra Arnitlund ved Over Jerstal er den 1. juli falden i sit 32.  aar.  Han efterlader sig enke og en gammel moder.

Degn Palmus og hustru i Tandslet paa Als har modtaget efterretning om, at deres eneste, stud. theol. Heinrich Palmus er falden den 1. juli under et engelsk stormløb.

Rentier Chr. Schrøder i Nørre Vilstrup har faaet meddelelse om, at hans søn er falden den 23. juni.

Landboelsmand Jakob Hansen fra Arnitlund ved Over Jerstal er falden ved vestfronten; han efterlader enke og to smaa børn.

Snedkermester Andreas Hansen fra Over Jerstal er ligeledes falden ved Vestfronten. Han efterlader sig enke og tre smaa børn.

Viktor Gundesen, søn af lærer Gundesen fra Styding ved Hammelev, er den 30. juni falden paa slagmarken, 24 aar gl.

Landmand Bernhard Clausen fra Kastrup i Gram sogn er falden ved Verdun den 28. juni. En af den faldnes kammerater har sendt Clausens hustru meddelelse – I alt er der faldet omkring en  halv snes mænd fra Kastrup.

Gaardejer Jørgen Jørgensen i Knorborg ved Hygum, der som landstormmand deltog i krigen i Frankrig, er falden ved Verdun.

Saarede

I den prøjsiske tabsliste meddeles, at Jes Speggers fra Elstrup er haardt saaret.

Bager Christian Roth i Aabenraa har meddelt sin unge hustru, at han den 4. juli er blevet saaret under et stormløb i Frankrig.

Andreas Ravn fra Løjt Kirkeby, som for omtrent et aars tid siden blev indkaldt som ikke uddannet landstormsmand, er bleven saaret i Rusland.

Peter Jepsen, søn af lærer Jepsen i Over Jerstal, er under kampene ved Vestfronten bleven haardt saaret.

Paul Hansen fra Grønnebæk ved Jels er bleven saaret. Der menes dog, at han er uden for fare.

I den sidste tabsliste meddeles, at Hans Dahl fra Haderslev er haardt saaret.

Christen Karstensen fra Kær ved Sønderborg er bleven saaret den 25. september 1914.

23. juni 1916. Hans Callesen nænner ikke at skyde en franskmand

Hans J. Callesen fra Avnbøl fortæller om denne hændelse en St. Hans nat på patrulje ved Reims.

Her i Skoven ligger 3. Bataillon i Reserve, den er underbragt i Blokhuse, som er lavet af lutter Træstammer, godt forankrede og bedækket med Jord. Hele Skoven er levende, der lyder Sang og Mund- harmonikamusik op fra Jordhulerne.

Vi naar Kantinen og faar os nogle Glas Øl og vender saa hjemad igen til vor underjordiske Beboelse. Da vi kommer tilbage til Kampstillingen, kommer vor Korporal og siger til Grün og mig, at vi skal paa Patrulje i Nat.

Vi protesterer, men det nytter jo intet, en Befaling er en Befaling. Klokken 12 skal vi starte, vi skulde se, om vi kunde hente et fransk Maskingevær. Franskmændene havde hentet et hos os i sidste Uge. Korporalen, en Berliner, var heller ikke saa stolt af Bestillingen, men vi skulde jo forsøge det.

Vi gik sammen ned ad alle de mange Trapper og fik Sagerne ordnet, Revolverne efterset og hver 3 Haandgranater stoppet i en Sandsæk. Vi spiste vor Aftensmad og satte os derefter paa vore Tornystre for at afvente Tiden.

Tankerne er saa urolige, man tænker de skrækkeligste Ting, og misunder sine Kammerater, der sidder og spiller Kort og slaar i Bordet ved den tarvelige Belysning, Hindenburglyset spreder om sig.

Klokken er næsten 12, da vi kommer op i Skyttegraven. Kompagnierne er paa Plads. Geværerne er stukket igennem de lange Huller i Panserpladerne, alle staar parate, i Fald det skulde udarte sig til Angreb fra Franskmændenes Side, alle staar i Alarmberedskab. Minekastere staar tavse med Mundingen lige i Vejret, mens Mandskabet staar og venter paa, hvad der skal komme.

Korporalen hopper op over Brystværnet, og vi to følger efter.

Denne skønne Sommernat; Stjernerne blinker ned til os, der er Ro over hele Linjen, ikke et Skud er der at høre, og nu skal Roen forstyrres.

Med Traadsaksene foran kryber vi langsomt fremad. Vi har jo Tid nok, der er jo ikke noget, der haster. Vi kommer tidsnok i Fare for at blive skudt, saaret eller taget til Fange.

Det gaar kun langsomt. Pigtraaden snor sig paa Kryds og tværs fra Pæl til Pæl. Vi har allerede forskellige Rifter paa Hænder og Tøj.

Vi lander alle tre i et Granathul. Vi bliver liggende for at hvile lidt og samle nyt Mod til det sidste Fremstød. Korporalen mener, vi er godt halvvejs.

Langt til Venstre sendes der en Lyskugle i Vejret. Langsomt daler den ned mod Jorden og bliver hængende i Pigtraadene. Vi kan se, at vi nærmer os den franske Skyttegrav.

Korporalen hvisker, at vi skal af Sted. Langsomt, langsomt, hvisker han, I maa ikke blive nervøse nu. Saa lydløst som muligt, saa de franske Vagtposter ikke mærker noget, før vi er over dem.

Vi kryber af Sted ingen. Det er forfærdelig med den Pigtraad, at faa den klippet og lagt tilside, men vi skrider dog fremad. Korporalen er stadig foran. Grün er ikke med mere, han bliver liggende, ser jeg, han vinker. Jeg holder Korporalen i Benet og vinker til ham, saa kryber jeg tilbage til Grün. Han har faaet en lang Rift i Laaret af Pigtraadene. Jeg hvisker i Øret paa ham, at han skal krybe tilbage til Granathullet og se at forbinde Saaret, og vente der, til vi kommer tilbage.

Saa vender jeg om, kryber hen paa Siden af Korporalen og ryster paa Hovedet. Saa kryber vi videre frem ad, Side om Side.

Korporalen tager fat i mig, vi bliver liggende og lyt­ter.

Vi ser op mod Himlen. Det er St. Hans Aften, det er i Aften, alle Blus bliver tændte, det er i Aften at Hekse bliver fordrevet og rider til Bloksbjerg paa deres Kosteskafte. Og nu ligger vi her i Frankrig paa et far­ligt Sted, med de franske Bøssepiber og Maskingeværer kun nogle faa Meter foran os, og bag os Tyskerne, som staar parate med Haandgranater og Miner. De skyder løs saa snart det mindste viser sig.

Korporalen rører paa sig. Han faar sin Revolver frem og gør Tegn til mig om at gøre ligesaa, og saa al Sted igen. Nu er vi lige ved Maalet. Et Gevær ligger foran os, en Staalhjelm ved Siden af. Lydløse nærmer vi os Skyttegraven.

Vagtposten maa have forladt sin Post, eller han sover.

Vi kigger ned.                                                                                 .

Et ejendommeligt Syn. Paa det nederste Trappetrin op til Brystværnet sidder den franske Post. Lommelygten, som han har hængende paa Brystet, er tændt og straaler ned paa et Billede eller Fotografi, som han holder i Haanden, kanske hans Hustru og Børn, vi kan ikke rigtig skimte det. Han sidder og stirrer paa Billedet, har glemt alt omkring sig.

Der sidder han og aner ikke, at Fjen­den er over ham, at Døden er saa nær. Der sidder han og har glemt Krigen og hele Tilværelsen; kun det ene drejer Tankerne sig om, Hustru, Hjem og Børn.

Krigen er forfærdelig. Her ligger vi to paa Skyttegravskanten og ser paa, at han kærtegner sit Billede. Han har ikke kun­net holde ud at staa de Timer uden at skulle se sine Kære.

Korporalen rækker sin Arm frem, men jeg holder den tilbage. Vi ser hinanden i Øjnene, en Taare triller ned paa den kolde Jord. Langsomt kryber vi tilbage og tager hans Gevær med.

I Granathullet ligger Grün, han har faaet sit Ben forbundet. Vi rækker ham det franske Gevær.

Han studser. — Var I helt derovre, spørger han?

Korporalen fortæller ham det hele. Vi giver hinanden Haanden paa ikke at fortælle til nogen, hvordan vi havde baaret os ad. For det var jo ikke Meningen med Patruljen, at vi skulde lade Fjenden sidde i Ro, vi skulde da i det mindste have taget ham med tilbage som Fange.

Korporalen løsner for Sækken og tager en Haandgranat, skruer Kapslen af og trækker i Snoren, og kaster den over mod den franske Skyttegrav. Den eksploderer med et vældigt Brag, som høres viden om i den stille Sommernat.

Vagtmanden derovre er nok faldet ned af Forskrækkelse og sprunget op til sit Gevær, men det var borte. Han aner ikke, at hans Fjender har taget det. Det er sikkert en Gaade for ham endnu, hvis han lever. Den Historie skal han nok ofte have fortalt i Familiens og Venners Kreds. Her er Gaadens Løsning.

Korporalen kaster endnu i Hast en Granat, og snart begynder Lyskuglerne at hænge i Luften og oplyse Terrænet. Men vi ligger godt i Granathullet.

Saa begynder de saa smaat at skyde fra begge Sider, Minerne farer afsted fra Skyttegrav til Skyttegrav. Artilleriet sætter ind, Granaterne suser i Luften, mens vi kryber tilbage og kommer velbeholdne ned i Skyttegraven.

Nattens Stilhed er brudt, St. Hans Aftenens Hekse farer gennem Luften i Form af Miner og Granater.

DSK-Årbøger, 1942

 

5. maj 1916. Duel på trompeter ved Yserkanalen

N. L., Spandet, lå i maj 1916 ved Yser-kanalen

En fredelig Duel
Det var i Maj. I Krigsaaret 1916, jeg oplevede denne fredelige og ret enestaaende Duel, hvorom jeg her kort vil berette.

Stillingen, vi laa i, strakte sig ud fra Byen Dixmuidens søndrede Ruiner. Vore Skyttegrave var mange Steder yderst primitive, da disse strakte frem over de lave og fugtige Engarealer langs Yserkanalens Bred.

Det var en livsalig og forfriskende Morgen. Solen var lige staaet op, og den tætte Taage, der havde indhyllet os med sit Slør Natten over, maatte skyndsomst  fortrække.

Solens Straaler funklede og skinnede i det endnu dugvaade Græs og — nej, se dog bare — Engblommernelignede næsten Gulddukater . . . . Naturen var vidunderlig en saadan Morgen. Lærkerne svang sig syngende højt mod Sky, og fra de mange smaa Vandløb hørtes Frøernes frelige Krak — krak!

Ogsaa hos os i Gravens Dyb herskede der endnu en vis Ro. Et Par af Mændene stod i Adamskostume — Jagten efter de smaa graabenede Fyre var allerede i fuld  Gang.

Solen skinnede paa Mændenes nøgne Kroppe. Jagten foregik under munter Snakken, afbrudt af enkelte Latterudbrud. Et Par af Kammeraterne var beskæftiget med at gøre deres Vaaben i Stand. Og der, noget borte, stod en større Klynge og drøftede en Sag ret højlydt. Det drejede sig i Virkeligheden vist om — alt og ingenting.

Pludselig blev Stilheden afbrudt af et Horns skrattende Toner. Lyden naaede over til os fra den anden Skyttegrav. En Belgier, eller hvem det var, sad nu der og lod Tonerne rulle. Vi sad eller stod andægtige og lyttede til Musikkens Toner. Musikken standsede, men efter en kort Pavse fortsatte Manden derovre sin musiceren.

Han blæste nu en ogsaa hos os kendt Døgnmelodi — en „Schlager“, kalder Tyskerne det, og vi lyttede igen; nogle af os tillod os at nynne svagt med.

I min umiddelbare Nærhed stod ogsaa Fidde Jøhnk, Kompagniets Spasmager, og lyttede. Fidde var en saakaldt Altmuligmand. Han kunde synge og more andre med Vitser og den Slags’ Ting, og han kunde rigtig drille en ikke afholdt Kammerat eller Befalingsmand, naar det endelig kom an paa det. Foruden alle disse Færdigheder forstod Manden sig paa Musik — sa’ han da. En Gang har han fortalt mig lidt fra sit omtumlede Liv. Han havde bl. a. været med et omrejsende Cirkus, hvor han havde haft sin Plads i Orkestret.

Som en Mindelse fra denne Tid havde han endnu Trompeten i Behold, og ved enkelte Lejligheder lod han os nyde godt af sin Musik. — Om hans Kvalifikationer kunde der godt siges baade det ene og det andet. Men nu tilbage til Sagen.

Som vi stod der allerbedst og lyttede til Musikkens Toner, fo’r det pludseligt ud af Fiddes Mund: Hov — hov — du, den er gal. — Det skal være et „F“ .

Hva’ for noget, sa’ Fischer. — Du vil maaske lære ham derover, hvordan det skal være?

— Fischer var ogsaa en Slags Fagmand. Han var Hornblæser. — Fidde optog straks Handsken. — Ja, sa’ han, jeg skal lære ham, jeg skal give ham en Lektion, som han kan nemme, og derved trak Fidde sig ud af Klyngen og forsvandt ned i Dækningen.

Lidt efter stod han da der med det for ham saa dyrebare Eje i Haanden. Maaske var det blanke Instrument det eneste, Manden ejede.

Med en Mine som nogen romersk Sejrherre besteg den gode Fidde den ret interimistiske Tribune — der her bestod af Gravens Græsbænk. Snart rullede Tonerne ud over Graven og dens Omgivelser. De endnu sovende kom farende ud af deres Huler og saa sig forskrækkede omkring.

Men det var jo bare den tossede Fidde, der stod derhenne og spillede.

Selv vor gode Løjtnant Maas kom et Øjeblik til Syne. Skønt dette her var lidt udenfor Reglementet, lod han staa til. Allerede en Gang før havde han prøvet Kræfter med Spasmageren Fidde Johnk, men han maatte ærlig indrømme, at han der havde fundet sin Overmand. Den gode Løjtnant trak sig derfor ganske stille tilbage.  Han skulde ikke nyde noget.

Det kunde vel ikke helt nægtes, at den gode Fidde med en vis dilettantisk Færdighed behandlede sit Instrument. Kampen bølgede frem og tilbage. Snart blæste den ene og snart den anden af de to Kamphaner et Stykke.  Vi morede os kosteligt og opildnede den gode Fidde. — Ha, det kan du da gøre meget bedre, ikke Fidde? —  Hæng i — skaan ham bare ikke — og andre Udraab lød fra Kammeraternes Side.

Fidde blæste og blæste, saa Øjnene næsten var ved at trille ham ud af Hovedet. Endelig fandt Fidde, at nu kunde det være nok. Han blæste til Slut Strofer af en March og sluttede af med en lang og for os frydefuld Tirade. Lidt uforsigtigt stak han Hovedet op over Skyttegravens Rand og udslyngede med sin sidste Kraft følgende Hilsen: „Saa, nu har du vel faaet nok for denne Gang — Hva’ !“

Med en Mine, som om han havde vundet en stor Sejr, traadte den godt forpustede Fidde atter ned blandt os i Gravens Bund.

Den fredelige Duel havde fundet sin Afslutning.

DSK-årbøger 1947

17. april 1916. Påskefred på Østfronten

Chr. Ohrt, Bredebro, fortæller:

Jeg blev indkaldt den 8. 12. 1915, var dengang 42 år og havde ikke tidligere været soldat.

Jeg gik dog først med indkaldelsessedlen om til amtsforstanderen for om muligt at få ham til at ansøge for mig, så jeg kunne blive hjemme som »uundværlig«. Jeg var eneste sadelmager mellem Tønder og Skærbæk og havde tillige kone og fem børn at forsørge.

Men amtsforstanderen var afvisende. Han »trøstede« mig med, at man nok ville sende mig hjem igen fra garnisonen. Der er vist ingen tvivl om, at mine kendte danske sympatier var medvirkende til amtsforstanderens stejle holdning.

Så måtte jeg da af sted, først til Flensborg, derfra til Lybæk, hvor jeg fik en kortvarig uddannelse. Allerede den 23. marts 1916 ankom jeg til skyttegraven på den anden side af Wilna. Vi skulle udfylde en landstormsbataillon.

Der havde været kampe i afsnittet kort tid forinden, og tre tyske døde lå på den anden side af floden, som løb mellem stillingerne. Råde vi og russerne lå i en skov. Der blev skudt en del. Vi havde også sårede. Men ellers var stillingen for tiden rolig.

Lige før påske kom ved højlys dag nogle russere frem af skyttegraven med et hvidt flag og vinkede over mod os. En fra vort kompagni, en thyringer, fulgte straks opfordringen og gik ned til floden for at mødes med russerne. Sproget hindrede dog en samtale. Thyringeren fik da sendt bud efter en anden tysker i  nabokompagniet, som han vidste kunne tale russisk. Der gik så flere tyskere med ned til floden, en halv snes stykker, deriblandt også jeg.

De to parter blev her enige om først at få de tre døde tyskere bragt over floden. Russerne gik hen til ligene, korsede sig efter deres skik og bar dem så én efter én i en teltdug ad en lille bro lidt længere oppe ad flodløbet over til os, uden dog at komme ned i vore skyttegrave. Vi sørgede for viderebefordring til kirkegården bag fronten.

Officererne var i første omgang ikke vidende om vort forehavende. Det var det ene. Men dernæst blev vi enige om at holde påskefred, først i den tyske og dernæst i den russiske påske en uges tid senere.

Hver dag mødtes tyskere og russere ved floden og udvekslede gaver. Russerne kom med brød, vi gav cigaretter. Intet skud faldt.

Officererne var ikke tilfredse, men kunne intet stille op og greb heller ikke ind. Underofficererne var indforståede.

Fredsslutningen blev respekteret fra begge sider. Freden holdt 4 til 5 uger.

Der skete da det, at en tysker i et naboregiment skød en russer. Og så var det slut med freden. Vi blev snart udskiftede og forflyttedes en 20 km længere nordpå.

DSK-årbøger, 1958.

16. marts 1916. Kvinde får bøde for at ligge med en krigsfange – og andre nyheder fra et Sønderjylland i krig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Kirken og krigen.

Konsistoriet i Kiel har til sogneforbund, menigheder og andre kirkelige korporationer samt de under kirkeligt tilsyn stående stiftelser, anstalter og foreninger sendt opfordring om at tage del i tegningen af det fjerde krigslån. Det bemærkes, oplyser ”Hejmdal”, at der ingen betænkeligheder foreligger mod at bebyrde kirkelige ejendomme i den hensigt for de rejste lån at tegne krigslån.

Desuden anmodes præsterne om at virke hen overalt, hvor der ikke kan tegnes større lån, at søge tilvejebragt mindre bidrag.

Afgift ved opkøb af kvæg.

Formanden for bestyrelsen af den slesvig-holstenske kvæghandelsforening, landråd Dr. Scheiff, bekendtgør, at foreningen af medlemmerne for ethvert efter vedtægternes bestemmelser underkastes opkøb af kvæg i provinsen Slesvig-Holsten vil opkræve en afgift på 1/10 % af regningsbeløbet.

Mangel på smede.

Krigen har medført en betydelig mangel på håndværkere på landet, da de fleste yngre mænd er indkaldte til hæren. Navnlig savnes ifølge ”Hejmdal” smede og hjulmagere, der vel nok er dem, landbruget mindst kan undvære, navnlig nu i forårs- og sommertiden.

Ingen kaffeselskaber mere!

Fra officiel side opfordres til i krigstiden at standse alt gæsteri, især også kvindernes kaffe- og teselskaber.

Kvæget.

”Flensborg Avis ” meddeler:

”Store kvægtransporter er siden den 23. februar igen blevet befordrede fra statsbanegården ud til søkarantænen ved Flensborg, som på grund af forholdene i lang tid har måttet ligge stille. Kvæget, der kommer hertil nordfra, sendes efter noget ophold videre til fronten; hvert tog ledsages af en underofficer og 20 mand. Alene i sidste uge er der kommet henved 3000 stykker kvæg gennem Flensborg. Blandt de fordele, byen har af disse kvægtransporter, er den, at der daglig bliver henved 1000 liter mælk i byen”.

En bøde.

”Flensborg Avis” meddeler fra landsretten i Flensborg:

For overtrædelse af belejringsloven var konen Magdalene Gregersen, født Nissen, af Høgelfeldt ved Brecklum anklaget. Hendes mand var faldet i april 1915. Hun havde slet ingen hjælp på gården, der ligger ensomt, og fik så en belgisk krigsfange til hjælp.

Med ham havde hun levet sammen. Hun hævdede, at han havde lovet at gifte sig med hende. Konen er 29, fangen 23 år.

Statsadvokaten androg på 3 måneders fængsel. Retten tilkendte den anklagede formildende omstændigheder og idømte hende en pengebøde på 100 mark.

For hjælp til faneflugt.

Ved landsretten i Flensborg forhandledes i tirsdags en sag mod tjenestekarl Karl Nicolajsen af Rådager. Den anklagede er født den 20. januar 1898. Den 20. januar i år havde han efter aftale hjulpet to værnepligtige med at flygte, nemlig en hjemløs Jensen, som havde været soldat, men var sendt hjem igen, og en Christensen. Flugten udførtes på den måde, at man kørte over grænsen med en vogn, som om man ville hente roer. Under halmen i bunden af vognen lå Jensen skjult, mens Christensen var kusk. Den anklagede kørte så alene tilbage. Han tilstod grædende alt, og undskyldte sig med, at en af de flygtede havde sagt, at der ingen straf var for en sådan handling. Den anklagedes far, som var til stede, oplyste, at anklagede i begyndelsen af krigen havde villet melde sig frivilligt.

Statsadvokaten androg på 8 mdrs. Fængsel.

Retten idømte den anklagede 4 mdrs. Fængsel, idet den ifølge ”Flensborg Avis” tog hensyn til, at han var mindreårig, da han udførte handlingen, og at det var sandt, at han havde villet melde sig frivilligt, da krigen begyndte, så han ikke havde handlet af tyskfjendtlig sindelag.

Læderpriserne.

I går, den 15. marts, trådte en ny bekendtgørelse vedrørende højestepriser og beslaglæggelse af læder i kraft i stedet for den hidtilværende bekendtgørelse om højestepriser for læder af 1. december 1915; derved nedsættes de hidtil gældende grundpriser betydeligt for et helt antal sorters vedkommende.

 Kamp om smørret.

Smørret er der stort begær efter i Haderslev. Foran det udsalgssted, som Mastrup mejeri har åbnet hver mandag og torsdag eftermiddag på Jomfrustien, samledes ifølge ”Dannevirke” forleden eftermiddag ved tretiden så mange købelystne, at gaden udenfor var propfuld, og man måtte låse døren for at få ro til at betjene dem, der var sluppet ind. Men når døren så igen blev åbnet, opstod der en kamp mellem dem. Der skulle ud, og dem, der ville se at slippe først ind.

Da trængslen blev ligefrem livsfarlig for dem, som havde færrest kræfter, blev der sendt bud til politikontoret, og to betjente kom for at ordne adgangen til at få den begærede vare.

Hvem der var med i trængslen bringer hårrejsende beskrivelser af de scener, der forefaldt. Kvinder hvinede, og småbørn, som mødre havde med, skreg.

Der fortælles også pudsige scener fra al bedrøveligheden. Blandt dem, der stod udenfor og søgte at komme ind, var der også en temmelig svær dame. Da en militærklædt mand kom ud med to pund, begyndte man at gøre ophævelser herover, og den svære dame var nok en af dem, der var mest højrøstet. Soldaten gav imidlertid svar på tiltale og sagde til den svære dame: ”De skulle overhovedet slet ikke have noget, De kunne gå hjem og tære af Deres eget fedt”.

For fremtiden vil enhver kunde kun få ét pund smør, som i forvejen er afvejet; det nytter ikke at sige, at man skal have med til naboer.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Landmand Chr. Frisk og hustru i Branderup modtog i lørdags efterretning om, at deres søn er faldet ved Verdun. De har allerede mistet en søn i krigen og har endnu en søn mere ved hæren.

Chr. M. Frandsen og hustru i Friskmark ved Gram har modtaget efterretning om, at deres søn Boy er faldet den 24. februar, 24 år gammel.

Snedker Jens Wismar fra Klostret i Haderslev er den 28. februar blevet såret.

Den eneste søn af gårdejer Lausen i Ringtved, der har været savnet siden de første kampe i Belgien og Nordfrankrig, befinder sig i fransk fangenskab, sandsynligvis i kolonierne.

7. marts 1916. Våbenhvile på Østfronten: “Foran vort Pigtraad laa ligefrem Dynger af Lig.”

Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv. I marts 1916 indledte Russerne et stormangreb.

Af Allan Otto Wagner

Vi var endnu 40 Mand af vort Kompagni. Vi maatte først begrave vore egne døde, men de fleste var begravet under Jorden af Granaterne. Bagefter hjalp vi Russerne.

Foran vort Pigtraad laa ligefrem Dynger af Lig. De fleste af de Saarede var frosset ihjel, da det jo var 5 Dage siden Stormløbet. Enkelte var jo dog endnu i Live, de, der havde været saa heldige at komme til at ligge under nogle Døde eller Saarede.

Det var et rædselsfuldt Arbejde. Naar man slæbte en Død væk, kunde man maaske se en Saaret, fuldstændig gennemblødt af Blod, og Øjnene og Ansigtet fordrejet — og ofte var de gaaet fra Forstanden. Andre Steder kunde man finde Dynger af afskudte Ben, Hoveder, Hænder og Indvolde, ofte begravet i Sne, hvor Blodet havde smeltet Sneen, saa det var en blodig Masse det hele.

Der blev gravet store Grave, hvor der kunde være 50 á 60 Lig i hver.

Herned blev paa ligegyldig Maade det hele kastet mellem hinanden, som om det var Kreaturer, der blev begravet.

Da de tre Dage var gaaet, blev der afgivet tre Varselsskud, og saa var Krigen udbrudt igen.

Der var ca. 100 Russere ovre hos os: de blev og lod sig tage til Fange. Nu blev der ikke skudt ret meget, men vi maatte arbejde strengt paa nye Skyttegrave. Der var saa fredeligt, at vi gik sammen og talte med hinanden. Naar vi fløjtede efter dem, kom de gerne over til os, eller ogsaa gik vi over til dem.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

24. januar 1916. Slut med fraterniseringen: “Fændrikken blev hængende såret i pigtråden i to dage.”

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118. I januar 1916 havde hans gruppe etableret en uofficiel våbenhvile med franske soldater, der lå i en sapespids blot 3-4 meter borte.

Idyllen i Sappe 3 fik en brat Afslutning, og vi var selv Skyld i det. Fændrikken overraskede os en Dag ved, at vi sad og spiste Franskbrød. Noget saadant fik vi jo ikke udleveret, og hans Nysgerrighed var vakt. Vi indbød ham til en beskeden Frokost, og under denne var vi saa uheldige at fortælle ham om Forholdene. Han sladrede om Tingenes Tilstand, og Enden blev, at Gruppen er blevet afløst, og de gamle Tilstande med døde og saarede hver Dag er atter indtraadt.

Franskmændene kan sikkert ikke forstaa vor svigagtige Opførsel. Men ikke nok hermed. Fændrikken fik Kompagniførerens Tilladelse til at drive Franskmanden 15 Meter tilbage, og med den Begrundelse, at det hidtidige, umilitære og landsforræderiske Forhold ikke ønskedes gentaget. Han førte Angrebet frem, men det gik ud over ham selv. Store var Tabene, der ikke syntes at staa i Forhold til det opnaaede Resultat.

Da de om Aftenen havde været ude for at trække Pigtraad, havde Fændrikken ikke været varsom nok med Hensyn til Lysraketterne, og havde været for sén til at kaste sig ned, da de oplyste Terrænet.

Franskmanden havde straks haft et Par Haandgranater ved Haanden, og dødelig saaret blev Fændrikken hængende derude i Pigtraaden. Der blev gjort flere Forsøg paa at bjerge ham ind i Skyttegraven, men han sad uhjælpelig fast.

I 2. Dage og Nætter kunde vi høre hans ynkelige Jamren og Bønner om Hjælp, og Skorstensfejeren besluttede sig da til at vove endnu et Forsøg.

Med en lang Staaltraad slæbende efter sig kravlede han ud til Fændrikken, og det lykkedes ham at faa den gjort fast i hans Livrem, og
naa tilbage til Graven. Med mange Hænder halede vi i Staaltraaden, men den Larm, der opstod, forplantede sig videre gennem Pigtraaden over til Franskmanden, der besvarede vore Anstrengelser med en Byge Haandgranater.

Forsøget maatte opgives, og fra imorges er det roligt derude. En, blot nogenlunde kristelig, Begravelse kan vi ikke give ham, og han gaar, som saa mange andre „til Rotterne”.

Vi skal imorgen tilbage i Reservestilling og have 10 Dages Ro. Jeg har atter overtaget Ledelsen af Delingen, og det er Skomageren glad for, thi han faar af og til en Trykpost [“Druckposten] og skal ikke med ud om Natten.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

22. januar 1916. Fraternisering: Om kapitalister og farlige kvinder

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

I januar 1916 havde hans gruppe etableret en uofficiel “våbenhvile” med franskmændene i en sape, blot 3-4 meter borte.

Vi havde ellers haft mange gemytlige Aftener ovre hos Franskmanden, og der var ikke en Aften, uden at vi var hos ham, eller han hos os. Af Tobak havde vi rigeligt, medens hans var monopoliseret og derfor knap.

De havde rigeligt og godt Brød, medens vores var Rugbrød og Portionerne smaa, og der kom derfor en udstrakt Byttehandel istand.

Underholdningen blev ført ved Finger- og Tegnsprog og med enkelte tillærte Brokker af hinandens Sprog, og det gik udmærket. Vi vidste snart, hvem der var gift; hvormange Børn enhver havde; hvorlænge
de havde været med i Krigen; hvad vi mente om hinandens Artilleri; og meget andet.

Alle var vi enige om, at Krigen var „Grand Malør”, og at „La grande Kapitalist” var Skyld i det hele. Det var der kun een Mening om, og den blev yderligere understreget ved, at vi paa Ordet „Kapitalist” slog os paa Lommen, og ved en betegnende Bevægelse omkring Halsen opnaaede Tilslutning til Meningen om, hvad vi mente om dem.

Den sidste Aften vi var derovre, udfoldede Skomageren sig i hele sin socialistiske Indstilling. Han mente, at hvis alle Socialister hele Verden over havde været enige, kunde Krigen, der kun førtes i Storkapitalens Interesser, ikke være opstaaet. Om Diplomaterne erklærede han, at „de hænger sammen som Ærtehalm”. „De laver Traktater og Overenskomster, og bagefter hjælper de ved Intriger til at skabe Forvirring. Saaledes opstaar Krige,” sluttede han, men tilføjede hviskende, „men jeg har nu hørt fortælle, at for skellige, højtstaaende Personers Interesse for een og samme Kvinde har fremkaldt denne Krig ; dog, det er noget man ikke maa tale alt for højt om.”

Vi vilde alle vide noget nærmere Besked angaaende denne lumske Dame, men Skomageren erklærede, at det kunde vi faa at vide en anden Gang. „Jeg siger bare, vogt jeg for Kvinderne,” sagde han, og dermed var der intet mere at hente ud af ham om den Ting.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

15. januar 1916. “Der er kun 3-4 meter over til franskmanden.” Udveksling af cigaretter og franskbrød

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Ripont, den 15. Januar 1916. Det er Frostvejr og Sne. I 10 Dage har vi været i Ro, og har faaet Forstærkning; og er nu atter kommet i Stilling, denne Gang lidt mere til højre. Jeg har været saa uheldig at have faaet anvist et „Sappehoved”, hvor der aldrig er Ro. Haandgranaterne flyver frem og tilbage, thi der er kun 3-4 Meter over til Franskmanden, der har modarbejdet Sappen.

Sappehovedet er naturligvis godt indhegnet med Pigtraad, men der skal dog passes godt paa, for at være sikker mod Overrumplinger. Altid er der døde eller saarede, men i Forgaars besluttede Max, at dette her skulde høre op. Han kunde tale og skrive fransk, og af den Grund blev han enstemmigt valgt til at føre de Vaabenstilstandsforhandlinger, som han havde udklækket. Han fandt særlig Tilslutning hos Skomageren, og ogsaa Skorstensfejeren erklærede, at det var „Famos”.

I Gaar Morges var Forberedelserne færdige. Til en stor Klump Kridt blev der bundet 8 Pakker med Cigaretter, og til et andet Stykke blev der bundet et Brev med Betingelserne. De gik ud paa, at hvis de vilde lade være med at fortrædige os, skulde de hver Morgen faa en Pakke Cigaretter, og vi lovede dem saa Ro til at ryge dem.

Max kastede selv sit Forslag over til dem, og efter den Tid vi mente, Brevet kunde være læst, fulgte Cigaretterne.

Vi afventede i største Spænding, hvad Fredstilbudet vilde føre til, men da vi kort efter kiggede ud gennem Skydeskaaret i Staalpladen, kunde vi se, at der var gaaet Ild i Cigaretterne. Duften af dem naaede over til os, og vi var glade over det gode Paafund, der syntes at vinde Tilslutning.

Pludselig kom en større Pakke susende igennem Luften der ovre fra. Skrækslagne flygtede vi til alle Sider og søgte Dækning, hvor der var nogen at finde, men Skomageren, der ikke lige straks havde opdaget Faren, faldt over Pakken og blev liggende med denne under sig. Vi ventede hvert Øjeblik paa at se Skomageren ryge i Luften. „Løb, dit dumme Svin!”, raabte Skorstensfejeren.

Da vi i det samme saa omkring Hjørnet af Skulderværnet, saa vi Skomageren sidde ganske rolig paa sin Bag, og i færd med at løsne Pakkens Baand. Drevet af Nysgerrighed, kom vi alle tilstede, og stor var Glæden, da Pakken viste sig at indeholde et dejligt, stort Franskbrød. Det var dog et rigtig „Fransk”brød, og det varede ikke længe, før det var omdelt og fortæret. Max’s Forslag om lokal Vaabenhvile viste sig at være vel anbragt, og Skorstensfejeren kunde da heller ikke lade være med at trykke ham til sit Bryst.

I Aftes var Max og Skorstensfejeren ovre paa den anden Side, og var blevet godt modtaget af Franskmanden. De syntes selv, at det var bedre, som vi nu havde det, og havde trakteret med Vin og mere Franskbrød, der blev taget med over til os. I Aften vil jeg med et Smut derover for at hilse paa dem. Bare det bliver ved med at gaa godt.

I Middags havde vi Besøg af Fændrikken, der jo er Delingsfører, men af og til kommer for at indhente Oplysninger og Raad. Trods sin Ungdom er han saamænd et prægtigt Menneske og synes nu at have lært, at uden Kammeratskab kan den enkelte intet udrette. Kun syntes han at være utilfreds med, eller var dog i hvert Fald yders forbavset over, at der aldrig forelaa Melding om saarede fra „Sappe 3″, og mente, at vi vel hellere maatte foretage en Patrouille over for at se, om der i det hele taget var nogen derovre.

Det raadede jeg ham dog meget indtrængende fra, og forklarede ham Forholdet med, at der muligvis var kommet Afløsning derovre, og at de ikke var interesseret i denne evindelige Haandgranatkamp. Det syntes han ogsaa at kunne forstaa, og han blev endnu bedre i Humør, da jeg viste ham „Kölnische Zeitung”, i hvilken der under „Heeresbericht” stod, at der Juleaftensdag i Stillingen 12 Kilometer østlig Tahure var stormet og indtaget stærke, fjendtlige Stillinger.

Han fik Udklippet med sig, og sender vel nu dette hjem til Forældrene, medens han selv venter sig rykket nærmere Løjtnantstitlen, som han jo engang skal have.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

29. december 1915. Byttehandel med tobak og appelsiner over 20 meter ingenmandsland

Jørgen Hansen fra Kolstrup ved Aabenraa blev efter ankomsten til fronten tildelt Regiment 90

3. Juledag kom vi til Semide, hvor vi blev tildelt Regiment 90, det meklenborgske, og alle vi syv Danske kom sammen i det 12. Komp.

4. Juledag om Eftermiddagen gik det i Marchkolonneforbi den store Kirkegaard „Kaisertreu” til Sommepy, som allerede dengang var fuldstændig sammenskudt og mennesketom, gennem Byen og ud til Fronten. Inden vi naaede derud, fik vi endnu paahængt Haandgranater og tre Remme med Patroner.

Allerede Dagen efter havde Franskmændene bemærket, at der var kommet Afløsning i Graven, og de vinkede til os. Vi syntes, det var dog besynderligt, vi var dog Fjender — men vi vinkede igen. Afstanden mellem Gravene var kun en Snes Meter. Men det blev meget bedre.

Den næste Dag kom der en Haand til Syne med en Pibe, og da Pegefingeren uafbrudt blev stoppet ned i Piben, forstod vi jo nok, at de manglede Tobak derovre. Vi kastede saa nogle Pakker „Heer und Flotte” over til dem, som Franskmændene belønnede med at kaste Chokolade og Appelsiner over til os.

Hele den Tid, vi laa i Champagne, løsnede vi ikke et Skud. Vi var gode Venner med Franskmanden.

Ja, det var Julen 1915, som jeg aldrig glemmer.

DSK-årbøger, 1944.

20. oktober 1915. Ved Loretto: “Bon camerade! Nicht schiessen!”

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. I oktober 1915 lå regimentet ved Loretto.

Det regnede nu næsten hver dag, og vi øste og udbedrede, for gravene styrtede hele tiden sammen. Så fyldte vi pløret i sandsække og byggede på ny, men når vandet så var løbet fra, var sækkene jo kun halvfulde, og så faldt det hele igen sammen, eller der gik en granat ned og væltede det hele, og så var der ikke mere til at stikke spaden i.

Vi stod og sled sækkene fra hinanden med hakker; men det hele var så håbløst. Vi var sultne og gennemblødte, og det var næsten mørkt hele døgnet rundt. Mad fra køkkenet nåede sjældent ud til os, men vi kunne da samle lidt drikkevand i vore teltsejl.

En nat silede regnen ned. Jeg havde spændt mit teltsejl op mellem fire stokke for at få lidt husly; men det havde ikke fald nok; og snart samlede vandet sig ovenpå og trykkede sejlet ned, så det til sidst hang helt ned over mit hoved og spærrede udsigten.

Jeg var ganske apatisk og gad ikke gå i gang med den våde stads. — Pludselig hørte jeg én soppe i sølet foran mig, og en stemme sagde: »Bon kammerat! Nicht schiessen!«

— I næste øjeblik hoppede en fransk soldat ned til mig. Han var blevet træt af legen og ville nu hellere i fangenskab.

Mange gange har jeg tænkt på at følge mandens eksempel, men var altid bange for, at soldaten derovre stod med fingeren på aftrækkeren.

DSK-årbøger, 1960

1. juli 1915. Ligstanken uudholdelig – begravelser i ingenmandsland

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262, der i 1915 kæmpede på Østfronten.

Det var nu blevet højsommer ca. 30° + og vi kom i en anden stilling, hvor andre havde ligget før os for der lå en hel del lig derude i ingenmandsland og i den forfærdelige varme gik de i opløsning, og da vinden for det meste var østlig drev denne liglugt lige i næsen på os, den var så ubehagelig, at jeg næsten kan lugte den endnu 50 år efter.

Der var da også en modig saniteter, der havde genferkorset på venstre arm, han stod op på dækningen holdt en spade i vejret, pegede på det røde kors og samtidig på ligene, russerne forstod henvendelsen, vi lå kun 100 m fra hinanden, en mand sprang over dækningen og begyndte at begrave ligene og et øjeblik efter var der mange fra begge sider om den samme opgave, der blev byttet cigaretter, vodka, og snaps alt i største fordragelighed.

Efter et par små timers forløb, blev der skudt et par shrapnels højt over vore hoveder. Russerne løb nu tilbage og vi ligeledes, og da der ingen mere var derude peb kuglerne igen frem og tilbage.

Næste morgen stod den samme mand igen op på dækningen og ville begynde på ny, der kom igen en soldat op derovre, men han vinkede tyskeren tilbage med store armbevægelser og så var der uforsonlig krig igen.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig