Tag-arkiv: FR86

17. september 1917. Regiment 86 ankommer til fronten i Flandern

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Regimentet skulle i tiden fra 15.-18. september afløse reserveinfanteriregiment 119 ved Houthulster skoven. Det hørte nu under 4. armé.

Bataljonerne blev lastet i rækkefølgen III, II, I i Steenbrügge og steg ud i St. Joseph. Så afløste de i samme rækkefølge først hvilebataljonen, så beredskabsbataljonen og endelig frontbataljonen af det nævnte regiment.

I natten fra den 17.- 18. september var afløsningen tilendebragt. Den forløb glat til trods for livlig spredt ild dybt ind i baglandet.

Opmarchvejen førte gennem Houthulster-skoven. I mange hærberetninger havde den allerede været nævnt, og til dens navn var knyttet samme uudtalte gru som tidligere til eventyrenes forheksede skove. ”Houthulster-skoven er ensbetydende med ødelagte skovstumper, brækkede grene, styrtende træer og stumper uden rod, med højt sprøjtende slamvand, vandfyldte kratere, betyder røg, os, helvedesild og giftgas”, således hedder det i regimentshistorien for naboregimentet 85.

Denne skov ville i løbet af kort tid være blevet ufremkommelig, hvis ikke dertil udkommanderede grupper bestandigt holdt veje og brandbælter fri. Talrige æreskirkegårde mindede en om tidligere kampe. Nu bekymrede granaterne sig ikke om de dødes ro.

Regimentet lå på højre fløj af indbrudsstedet, blev altså mindre stærkt ramt af hovedfremstødet og kunne gribe flankerende ind. Til højre var 119. division, til venstre regimenterne 31 og 85 sat ind; så kom 208. division.

Terrænet ved fronten var næsten helt fladt, kun brudt af nogle træstumper og forrevne trægrupper. Foran fronten strakte sig engarealer, og derigennem løb Steen-bækken, 1½ – 2 meter dyb. Bækkens løb var fuldstændig udvisket af granatild, hele området var forvandlet til et vandfyldt kraterlandskab. Omvendt havde de svære granater også skabt vadesteder i bækken.

Til angreb var det et ugunstigt terræn. Tanks var her udelukket.

Bag ved Steenbækkens engdrag lå kompagnierne, på den højre halvdel i kraterterrænet, på den venstre bag en stærkt sammenskudt jordvold. Grundvandet tillod ikke nogen dækningsrum her. Beskyttelse mod artilleri fik man ved en række betonklodser bag stillingen. De blev så vidt muligt kamoufleret, d.v.s. overtrukket med grenværk for at gøre dem mindre synlige.

Regimentet lå dybt echelonneret. Den forreste bataljon havde tre kompagnier i front, et i reserve. En kilometer bag fronten lå beredskabssbataljonen, ligeledes echelonneret. Hvilebataljonen var anbragt i Mispelareik.

Regimentsstaben logerede i en betonklods i Houthulster skoven. Lige som ved Ancre så blev også her fjerde-delingerne udskilt til at bære mad og materiel.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

28. maj 1917 – FR86: Sprængningen af Slottet ved Havrincourt

I maj 1917 sprængte tyskerne slottet ved Havrincourt, hvor Füsilier-Reigment Nr. 86 på det tidspunkt lå i stilling. Regimentshistorien beretter:

[…] ca. 13 km sydvest for Cambrai, lå den smukke plet Havrincourt og på dens sydside Marquisen af Havrincourt’s vidunderlige slot med tilhørende park. Slottet, en lille fyrste-residens, stammede fra nyere tid. Et sandt paradis var parken, der over ca. 1 km blidt skrånede ned mod en bæk. Fra slottet tillod parken en henrivende udsigt ned til denne bæk og op på højderne bagved, hvor Havrincourt-skovens mægtige kroner engang susede, men som nu i sin forreste del lå fældede.

Slottet i Havrincourt før sprængningen (Willy Holz Album, privateje)
Slottet i Havrincourt før sprængningen (Willy Holz album, privateje)

Parken var meget gammel. Man sagde, at allerede Vauban, Ludvig IV’s fæstningsbygmester, som Marquisens gæst havde spadseret her. Ud over vidtstrakte græsplæner bredte ældgamle elme, ege, linde, cedre og tujaer deres kroner. Slyngede stier førte gennem yppig underskov til skjulte bænke og havehuse, i hvilke der engang formentlig er drøftet andre ting end skyttegrave og pigtrådsspærringer. Under tætte nåletræsbestande trivedes skovjordbærrene i en aldrig før set størrelse og fylde og vederkvægede om sommeren parkbesætningen. Hvilken füsilier tænker ikke tilbage på de vidunderlige forårs- og sommermåneder i denne park, når artilleriilden på begge sider tav, og skovduft, solskin og fuglesang et øjeblik lod ham glemme krig og krigstummel.

Sprængningen af slottet ved Havrincourt, juni 1917 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)
Sprængningen af slottet ved Havrincourt, juni 1917 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Den hårde krigsnødvendighed havde fordret, at Siegfried-stillingen blev anlagt gennem parken og umiddelbart foran slottet. De afløste tropper fortalte, at Marquisen havde tilbudt den øverste hærledelse 20 mill. Francs, hvis de holdt hans slot uden for kampzonen. Man havde ikke kunnet acceptere hans tilbud. Vore soldaters liv og sikkerhed var mere værd. Hele beliggenheden gjorde det også klart, hvorfor det ikke gik. Bag Havrincourt steg Flesquières-højderne, som indtog en lige så beherskende stilling som den allerede nævnte vejgaffel ved Le Pavé.

Slottet i Havrincourt efter spræningen (Willy Holz album, privateje)
Slottet i Havrincourt efter spræningen (Willy Holz album, privateje)

Alligevel blødte hver 86’ers hjerte ved tanken om, at parkens grønne kjole om nogle måneder ville være revet i stumper og stykker af engelske granater og miner. På selve slottet havde de engelske projektiler allerede begyndt deres arbejde. Da skyttegravsbesætningen hele tiden var i fare på grund af splinter fra granater, der eksploderede mod murene, blev slottet den 28. maj demoleret ved sprængning.

18. marts 1917. Operation “Alberich”

I marts 1917 foretog tyskerne en strategisk tilbagetrækning på Vestfronten til den såkaldte Siegfried-stilling. Alt foran den nye stilling blev sprængt eller brændt ned. Füsilierregiment 86 var med til ødelæggelserne.

Den følgende nat begyndte divisionens tilbagetog til Siegfried-stillingen. 

Da frigørelsen fra en opmærksom fjende er meget vanskelig, var den foreskrevet i mindste detalje. Hvilebataljonen besatte denne nat bagtrop-stillingen ved Ervillers bag for Gomiécourt. Beredskabsbataljonen, den I bataljon, gik som beredskab for bagtroppen til Mory og besatte de veje, der derfra førte sydpå. Frontbataljonen, III bataljon, forlod den forreste linje, R1-stillingen, og marcherede gennem de to andre bataljoner på en nattemarch til Lagnicourt bag ved Siegfried-stillingen.

Sikringen af denne tilbagetrækning varetog sikringsafdeling Simon for divisionen, fra hvert regiment ét kompagni, fra regiment 86 var det 5. kompagni (løjtnant Harms). Det forblev om natten i R1, afgav skud støttet af artilleriet, skød lyskugler op og snød således fjenden under bataljonernes tilbagetrækning.

Den følgende dag holdt det R2 besat ind til kl. 8 om aftenen, gik så skridtvis tilbage og forenede sig med II bataljon i Baralle, 12 km vest for Cambrai, hvor den 18. marts division og 2. garde-reservedivision havde indtaget en stilling.

Tilbagetrækningen var et grusomt smukt syn. ”Alberich” begyndte sit værk. Allerede uger i forvejen havde man truffet forberedelser til at vanskeliggøre fjendens fremstød. Indbyggerne var i forvejen sendt bort.

Så blev samtlige vejkryds undermineret, kældre, dækningsrum og brønde fyldt med sprængstof. Hele ødelæggelsesværket var opkaldt efter dybets mørke dæmon ”Alberich”.

Dagen i forvejen var man begyndt med sprængningen. Nu flammede landsbyerne op og lyste uhyggeligt gennem den tykke røg, der bredte sig vidt ud over markerne. Hvert øjeblik gennemrystedes luften af det dumpe knald fra en ny sprængning.

Terrænet skulle forvandles til en ørken, som fjenden kun med stort besvær kunne krydse, hvor han ikke kunne finde vand, ingen beskyttelse og ingen dækning.

Forholdsreglerne var hårde, men i krig betyder enhver skade, som man kan tilføje fjenden, at egne folks liv og helbred skånes. Her er der ikke plads til medfølelse.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

15. marts 1917. Patruljekampe ved Gomiecourt

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i februar 1917 endelig afløst fra stillingerne ved Ancre. Men længe varede hvilen ikke.

Den 7. marts var også dette afsluttet, og regimentet blev endnu engang sendt til fronten. Tilbagetoget var allerede begyndt nord for Ancre. Tropperne var gået tilbage til den flere gange nævnte R 1 stilling.

Bataljonerne marcherede til Gomiécourt.

Den 8. marts afløste II bataljon infanteriregiment 96 fra 38. division i forreste linje, mens III bataljon besatte R 2 og den bagved liggende Logeast skov, I bataljon blev i Gomiécourt. Stilling og skov lå 5 km nord for Miraumont. Alle bataljonens fire kompagnier lå i fronten, som yderligere var sikret af to feltvagtenheder. Bevægelseskrigen satte ind igen. Den nye stilling var noget mudret, men dækningsrummene og pigtrådsspærringerne var gode.

Englænderen forsøgte at støde frem efter os og bevare følingen med os. Allerede i den første nat gik en engelsk patrulje på ca. 50 mand mod vor feltvagtenhed. De blev afvist. To sårede englændere faldt i 5. kompagnis hænder. Et angreb af en stærk fjendtlig patrulje blev af den samme feltvagtenhed afvist den 12. marts om aftenen.

Den 14. drev 10. kompagni en stærkere afdeling tilbage. Denne havde én død og efterlod os 3 geværer. Det samme kompagni tog dagen efter 5 englændere til fange. Nu blev disse forsigtigere og holdt deres forreste linje på 6-800 m afstand.

Den 16. marts lykkedes det 11. kompagni at tage endnu en englænder til fange.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

4. marts 1917. FR86 bygger på “Siegfried-stillingen”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom blev i februar 1917 endelig afløst fra stillingerne ved Ancre. Men længe varede hvilen ikke.

Når kvartererne er gode, så er soldatens hvile for det meste kort. Således også her. Den 23. februar var regimentsstaben, II og III bataljon allerede på march igen. Den førstnævnte gik til Bullecourt, den senere så hedt omstridte landsby sydøst for Arras, III bataljon til Ecoust St. Mein, sydvest derfor. I bataljon kom til Epinoy nordvest for Cambrai med henblik på uddannelse og byttede den 4. marts med III bataljon.

Kvartererne i Bullecourt og Ecoust St. Mein var meget dårlige. Opgaven for begge bataljoner var udbygningen af den nye Siegfried-stilling. Om den lige et par ord.

Princippet, der satte sig igennem, efter at Hindenburg og Ludendorff havde overtaget Den Øverste Hærledelse, var det, at forsvaret ikke måtte klamre sig stift og ubevægeligt til terrænet. Ved den uhyre kraftige artillerivirksomhed var et forsvar af hver fodsbredde jord enten umuligt eller forbundet med kostbare blodofre.

Derfor besluttede man sig allerede i det sene efterår 1916 til at prisgive en del af terrænet og trække sig tilbage til en udbygget stilling, som afskar vore skyttegraves fremspringende vinkel og gik nogenlunde fra Arras over St. Quentin til Aisne-floden.

Denne ”Siegfried-stilling”, 125 km lang, skulle udbygges med alle den moderne feltbefæstnings midler.

Det havde følgende fordele: Man trak sig bort fra fjenden, der antageligt om foråret 1917 ville gennemføre et nyt, vældigt slag ved Somme. Man kunne så vente på fjenden i en godt udbygget stilling, mens denne måtte ligge i åbent, ørkenagtigt terræn. Endeligt sparede man jo ved frontforkortelsen et betragteligt antal divisioner.

Det hele kom an på at begynde tilbagetrækningen, før han var klar til et nyt slag. Siegfried-stillingen var imidlertid ikke engang færdig i rå træk i februar, selvom man havde trukket alle tænkelige arbejdskræfter til. Derfor regimentets korte hviletid.

Dets opgave var at grave skyttegrave samt huller til betonbyggeri og bunkers. Det var tungt, fordi jorden efter den sjældent hårde vinter endnu var frosset dybt ned.

Den 7. marts var også dette afsluttet, og regimentet blev endnu engang sendt til fronten.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

18. februar 1917. Endelig afløsning for Füsilierregiment 86

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage i nye stillinger.

Om eftermiddagen den 18. februar blev III bataljon, som endnu var blevet fastholdt som reserve 1½ dag i Miraumont, frigjort. I bataljon kunne imidlertid først vende ryggen til det gyselige terræn natten til den 19. februar, fordi dens afløsning blev taget under ild af fjenden.

Aldrig har en troppeafdeling åndet så lettet op som denne bataljon. Begge bataljoner fik bad og blev afluset i Cambrai, så gik III bataljon til hvile i Escaudoeuvres, II bataljon i Naves ved Cambrai.

Kvartererne var gode. Bortset fra vedligeholdelse af grej samt appeller blev der ikke gjort tjeneste. Füsiliererne havde fortjent hvilen og nød den fulde drag. Store, overvældende erindringer bød denne Ancre-vinter ikke på, og alligevel kunne regimentet igen være stolte over at have udholdt og præsteret noget overmenneskeligt.

Når 86’erne i tilbageblik spurgte sig selv, hvad der havde været værst, trommeilden ved Somme eller vinteren ved Ancre, så var meningerne delte. Ikke så få foretrak Somme.

Af tab har regimentet ved Ancre lidt: 2 officerer døde, 3 sårede, 63 mand døde, 232 sårede, 30 savnede. Derimod var 855 mand syge! Et tegn på den gode ånd i regimentet var, at antallet af syge gik betydeligt tilbage på den sidste uges kampdage. Når det kniber, tænker den rigtige soldat ikke mere på sig selv og undertrykker sine lidelser.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

17. februar 1917. Englænderne angriber!

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage i nye stillinger.

II bataljon blev afløst af III bataljon, kørte til Cambrai for at få bad og blive afluset og kom så i kvarter i Cagnoncles ved Cambrai. De to andre bataljoner skulle endnu ikke finde hvile. De blev fastholdt af et engelsk angreb.

I natten fra 16 til 17. februar forblev I bataljon endnu på det højre regimentsafsnit i front, den II bataljon blev på det venstre afsnit afløst af III bataljon fra regiment 395.

I den samme nat tog løjtnant Hasselmann en englænder til fange, der angiveligt var gået vild. Han forklarede, at fjenderne næste morgen ville angribe med en brigades styrke. Meldingen gik videre til divisionen og artilleriet.

Oppe foran blev antallet af mænd forøget. Hen mod kl. 4 om morgenen kunne man ved lyskuglers skær 150 meter foran fronten se tætte skyttelinjer.

Nu blev der rekvireret tilintetgørelsesild. Den lå fortræffeligt. Kl. 6.45, altså ved daggry, ramte et svært ildoverfald den forreste linje. Allerede efter 4 minutter blev ilden forlagt, og englænderen gik i tre bølger frem mod fronten af infanteripionerkompagniet og 4. kompagni. Lyskugler og spærreild. Den slog ned midt blandt angriberne. Så gik de lige ind i de to kompagniers infanteriild.

Sergent Carstensens maskingevær fik en særlig blodig høst. Fjenden kom op på ca 80 m afstand, så forsvandt han i kraterne. Hans tab må have været meget betydelige.

Desværre lykkedes det englænderen at trænge ind i det venstre afsnit ved III bataljon af regiment 395. Bataljonen var først for få timer siden kommet i stilling og var slet ikke orienteret. Moulin ruiné gik tabt. Den største del af bataljonen blev taget til fange.

Således var I bataljons venstre fløj sammen med 4. kompagni udækket og var i fare for at blive omringet bagfra. Begunstiget af den opstigende morgentåge svingede 4. kompagni nu om mod syd, og også infanteripionerkompagniet bøjede sin venstre fløj mod syd. Om aftenen blev hullet lukket af resten af III bataljon regiment 395 og 2 kompagnier fra reserveregiment 19.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

12. februar 1917. Engelsk patrulje på raid i 86’ernes skyttegrav!

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage i nye stillinger.

Fjenden fortsatte med sine delangreb for at gøre fronten mør. Næsten hver nat blev der angrebet ved en ny division.

Om natten fra den 11. til den 12. februar blev regimentet ramt. Hele dagen slog der svære granater ned på regimentets højre fløj og på den venstre fløj af infanteriregiment 32 ved siden af. Med flyverobservation.

Hen mod kl. 9 om aftenen begyndte et kraftigt ildoverfald, svære shrapnels, så styrtede mørke skikkelser over klippelandskabet og trængte overraskende ind i den slørede post fra 8. kompagni.

Men her er man vågen. Den røde lyskugle udløser vor spærreild, den ligger godt.

Så går kompagniføreren løjtnant Reich straks til modangreb. Han befrier sine vagtposter og tager en premierløjtnant og 32 mand til fange, to Lewis-geværer tager han også som bytte. Fra 8. kompagni faldt løjtnant Bönning og én mand, 21 var sårede.

Den fjendtlige artilleriild øgedes endnu engang denne nat, men fjenden vovede ikke en gentagelse af angrebet.

Den 12. februar melder regimentet, at officerer og mandskab er udmattet til det yderste. Heller ikke reservebataljonerne har fundet hvile.

Som følge af angreb på nabodivisionerne hørte alarmeringer til dagens orden eller rettere til nattens orden. Men stærkest havde den tolv timer lange dagsvagttjeneste tæret på kræfterne.

I de første ti dage af februar var der alene kommet 204 ny sygdomstilfælde til. Antallet af syge var kommet op på 716.

Der kunne slet ikke mere være tale om nogen nævneværdig kampkraft. Endelig kom den forløsende ordre, at divisionen fra 14. februar skulle afløses af 9. reservedivision.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

10. februar 1917. “Den nye stilling havde et mærkeligt, ja grotesk udseende”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage.

Den nye stilling havde et mærkeligt, ja grotesk udseende. For at ramme dækningsrummene havde englænderne skudt med granater med forsinket tænding. Disse eksploderer ikke ved anslaget, men først når de er trængt ned i jorden. Den dybfrosne jord bliver så revet op. Forrevet, skarpkantet som store kvadre indtil mandstørrelse lå de frosne jordklumper, sommetider i ligefrem forheksede former. Det hele var som frit rullende klippestykker efter et stenskred. Svært var det at komme forbi, hænder og støvler kunne blive forrevet af det. Området var forhekset. Intet træ, ingen stump, intet hus, intet tårn nær og fjern. Kilometervidt vandrede øjnene hen over den brune stenørken. Orientering om dagen var allerede vanskelig, om natten uden hjælpemidler umulig. Langs et hvidt sporbånd følte posterne sig om natten frem og tilbage fra deres dækningsrum. Dagposterne derimod måtte som følge af mangel på løbegrave holde ud hele dagen, og den varede dengang nøjagtig 12 timer. Ved fem til otte graders kulde, i åbne kratere! Hindenburgbrænderen [slags flagmuslygte med et fyrfadslys], der har gjort megen gavn i denne krig, var deres eneste formildende omstændighed.

I et sådant terræn hørte det at fare vild med til dagsordenen. Poster forsvandt. Formodentlig var de let såret og havde så ikke kunnet finde vejen tilbage. Den 11. februar forsvandt en løjtnant og en oversergent sporløst efter kontrol af en post. Naturligvis forvildede også tommyer sig ind i vores forpostlinje og blev så taget til fange. Det nøjagtige forløb af den forreste linje kunne kun fastlægges af en infanteriflyver. Sådan en skød to lyskugler, hvorpå den forreste linje svarede ved afbrænding af magnesiumfakler.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

8. februar 1917. Füsiliererne ved Ancre led frygteligt af sult og kulde

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage.

En betydelig frontforkortelse var opnået. Regiment 86 blev derved fri og skulle være gået i hvilestilling, men måtte give afkald derpå til fordel for det stærkt rystede infanteriregiment 31. Allerede den følgende nat blev I bataljon indsat længere til højre, nemlig ved hulvejen, der fra Grandcourt fører mod nord til Puisieux, venstre fløj ved Moulin ruiné, næste nat II bataljon til højre ved siden af. III bataljon blev som regimentsreserve dels i R1-stillingen, dels i den nylig opdagede hule ved Irles, 2 km nordvest for Miraumont.

Natten mellem den 7. og 8. februar foretog fjenden et angreb på infanteriregiment 85. Sydenden af hulvejen med gården Baillescourt gik tabt. Vor I bataljon var tvunget til at bøje den venstre fløj mod syd. 2. kompagni fik til opgave at genoprette følingen med regiment 85. Det lykkedes med stort besvær. Kompagniet lå hele dagen igennem uden forplejning i kraterne og kunne ikke blive afløst. De led frygteligt af sult og kulde. Om aftenen blev de trukket tilbage til R1.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

3. februar 1917. Englænderne angriber ved Ancre

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme.

Hen mod slutningen af måneden [januar 1917, RR] blev den fjendtlige artilleriild stærkere, fordi der i det klare frostvejr kunne observeres bedre.

Den 31. januar havde fjenden med succes angrebet til højre for divisionen og klemt stillingen dér noget sammen. Derved var Grandcourts situation endnu mere truet. Der var derfor allerede siden midten af januar forudset en rømning af denne fremspringende vinkel. Den skulle finde sted natten mellem den 4. og 5. februar.

Natten før angreb englænderne ved infanteriregiment 31.

Omkring midnat begyndte der heftig beskydning af dette afsnit med overvejende svære kalibre. Den greb over på regiment 85 og en del af 86. Ved 9. kompagni bliver samtlige dækningsrum skudt sammen, ved 11. kompagni bliver en sergent og 14 mand begravet. Det lykkedes ikke at redde dem.

Efter en times kanonade var fjenden trængt ind ved regiment 31 og havde besat den førte grav. 6. kompagni 86ere blev kaldt til hjælp.

De overskred om natten Ancre på træstammer og isflager, men kom ikke til indsats og blev sendt tilbage af 31erne.

Ved tilbagetoget næste formiddag [4. februar] led de betydelige tab p.g.a. artilleri.

I den følgende nat frigjorde divisionen sig fra fjenden, rømmede Grandcourt og trak sig tilbage til den nordlige bred af Ancre.

Alle dækningsrum blev først sprængt. Stærke patruljer med maskingeværer sikrede tilbagetrækningen. Først to dage senere, den 7. februar, rykkede englænderen forsigtigt frem til Grandcourt.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

19. januar 1917. Patruljetjeneste på Vestfronten

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme.

De uklare forhold ved fronten nødvendiggjorde en livlig patruljevirksomhed. Allerede juleaften krøb en patrulje gennem mudderet for at indhente efterretning om tropperne i en foranliggende skyttegrav, den såkaldte ”Saale-spærring”.  De fandt den ubesat, men opdagede spor efter lejlighedsvis brug.

I begyndelsen af 1917 følte løjtnant Hasselmann sig frem med en patrulje. De stødte på en stærkere engelsk patrulje og tvang den med deres ild til at gå tilbage.

Den 6. januar jagede en fælles patrulje fra 5. og 6. kompagni den svage engelske besætning ud af Saale-spærringen og holdt denne besat en kort tid. Et vellykket resultat opnåede en patrulje i natten fra en 19. til den 20. januar, en patrulje fra 9. og 10. kompagni under ledelse af løjtnant Kirchner fra 3. maskingeværkompagni, sergent Höweler fra 10. kompagni og korporal Spörer fra 9. kompagni. Kirchner havde i den to dage gamle sne opdaget et spor, som førte ind i Saale-spærringen. Som jægere lagde patruljens deltagere sig på lur ikke langt fra stedet. Da de havde ligget der nogle timer, kom der en engelsk patrulje på syv mand krybende ud af Saale-spærringen. Skyd! To englændere blev såret, to overgav sig, og resten trak sig skydende tilbage.

Den 19. januar blev det frostvejr, og det blev ved helt til afløsning af regimentet. Det betød en afgørende lettelse.

Antal tab ved sygdom forblev ganske vist stadig højt. Det androg alene i januar 494 mand. For det meste var det forkølelse, mave- og tarmsygdomme. Tabene som følge af kamp var betydeligt færre.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

22. december 1916. Med materiel til skyttegravene

Christen Reggelsen, Errested, gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86

Vi havde ligget i Ro nogle Uger før Jul i 1916, men den 21. December marcherede vi atter af Sted. Det var et frygteligt Regnvejr, og da vi naaede vort Bestemmelsessted, var vi gennemblødte. Det var ud paa Natten.

Vort Kvarter var ikke det bedste. Det var en stor Kornlade, som havde huset et Rekrutdepot, men nu havde Granaterne raseret det. Den ene Halvdel af Taget var revet af, saa det var et meget luftigt Opholdssted paa denne Tid af Aaret. Midt i det store Rum stod en muret Kamin. Vi tændte naturligvis straks op, og saa stillede vi os op omkring den for at tørre vort Tøj.

Den næste Dags Eftermiddag kom der Bud om, at vi skulde stille med tredive Mand, som skulde slæbe Materiel frem til Linierne. Da jeg altid har hørt til dem, det gik ud over, undrede det mig slet ikke, at ogsaa jeg omgaaende befandt mig mellem de udvalgte.

Vi stillede ved Depotet for at modtage de Ting, der skulde transporteres frem. Jeg skulde tage en af de Rister af Træ, som vi brugte til at lægge i Bunden af en af de ofte meget snavsede Skyttegrave. Den var omkring ved tre Meter lang og meget tung.

Vi fulgte en Jernbanelinie og passerede en dræbt Soldat. Da vi skulde igennem Miraumont, mødte vi de første Besværligheder. Vi skulde igennem Byen, men den laa under Spærreild. Der var ikke andet at gøre end at smide Byrden fra sig og foreløbig søge Dækning.

Da det igen var blevet roligere, tog vi atter fat. Vi løb, saa hurtigt vi kunde, igennem Byen. Vi kom godt fra det, men paa den, anden Side af Byen var vi blevet saa trætte af at løbe med den tunge Byrde, at i hvert Fald jeg sagde til mig selv: „Nu kan det gaa, som det vil; jeg tager den med Ro!“ — Omsider naaede vi ud til Stillingen. Vi afleverede Materiellet og begav os tilbage.

Da vi naaede Miraumont, laa Byen igen under Spærreild. Jeg søgte Dækning op ad en Mur, der gik langs med en Have. Pludselig sprang en Granat i min Nærhed. En Splint slog en stor Sten ud af Muren. Den ramlede lige ned paa min Staalhjelm. Som paa Udturen løb vi i et roligt Øjeblik i fuldt Firspring gennem Byen. Vi kom helskindet tilbage. Det var Meningen, at vi skulde gøre Turen én Gang til samme Dag, men det fik vi heldigvis udsat til næste Dag, og da gik det let, for hele Fronten var rolig.

Vi var saa heldig at ligge i Ro Juleaften. Til at fejre Julen med havde vi faaet udleveret tolv Flasker Rom. Af dem lavede vi en ordentlig Balle Punch, og saa blev der festet. Man havde anmodet om, at vi af Hensyn til de Tropper, der passerede forbi vor Lade paa Vej mod Fronten, skulde „feste” i Stilhed, men man kan nu ikke paastaa, at det blev en stilfærdig Julefest.

Kort efter Jul fortalte en af mine Kammerater mig, at den Mur, jeg i Miraumont havde søgt Dækning ved, under en ny Granateksplosion var styrtet om. I Faldet havde den dræbt en Mand. Jeg havde altsaa for en Gangs Skyld været heldig.

DSK-årbøger 1953

20. december 1916. “Noget mere trøstesløst havde füsilierne endnu ikke set …”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme.

Noget mere trøstesløst havde füsilierne endnu ikke set.

Vidt og bredt ikke et halmstrå, ikke et træ, ikke en stilk, en ørken af gråbrunt ler bredte sig for deres øjne. Stillingen fortjente ikke navn af stilling. Den bestod på visse strækninger blot af en række kratere, som var forbundet af en ca. trekvart meter dyb rende. Den var fyldt med mudder i knæhøjde.

Størstedelen var ikke mere genkendelig som en stilling. Posterne stod i nødtørftigt rensede granatkratere. Pigtrådsspærringen bestod af 1-2 rækker hurtigt opsat hegn. Da den mange steder var skudt sammen, var den så godt som ikke-eksisterende. 

Nogle dækningsrum, gamle artilleridækningsrum, var der ganske vist. Men de var utætte og mudret til. Folk kunne kun hvile siddende.

Ganske særligt deprimerende var manglen på belysning. I dagevis sad füsiliererne i mørke. Først regimentets indtrængende anmodninger bragte afhjælpning af disse mangler.

Stillingen lå i en ret vinkel rundt om Grandcourt og var derfor truet fra tre sider. I tilfælde af et dobbeltsidet angreb kunne den smalle tilbagetogsvej langs Ancre let holdes under ild og afskære besætningen af Grandcourtspærringen, sådan hed den forreste stilling, tilbagetoget. Løbegrave førte ikke bagud, derfor den mærkværdige indretning kaldet ”sanitetspause”.

Den varede fra 8 til 10 om formiddagen og var vist opstået ved en stiltiende overenskomst. Så tav artilleriet på begge sider, og de sårede kunne uden at blive beskudt blive bragt bagud over åbent terræn ledsaget af et Røde Kors flag.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

19. december 1916. Vinter ved Ancre

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme.

Hvor længe skal den elendighed endnu vare? Hvornår bliver vi mennesker igen? Aldrig! Den enkelte er intet mere, er mindre end en dråbe i dette folkehavs brænding. Om han bliver revet til en blodig klump af en granat, bliver begravet i et krater, om han bliver mast i et dækningsrum, om han synker ned i mudder og skidt og rådner op, alt er ligegyldigt! På et tidspunkt sker det jo alligevel, på den ene eller den anden måde.

Det var, hvad mange füsilierer følte, da de om natten og i regnvejr vadede i knæhøjt mudder til deres nye stilling. Det lyder ikke som et gammelt helteepos og også anderledes, end det står at læse i krigskorrespondenternes artikler. Men det er ikke så mærkeligt, når man gik den tredje krigsvinter i åbent terræn i møde.

Hvor ikke blot artilleriild ødelægger den sidste rest af individualitet, men også skidt, væde, kulde, utøj, og afsavn. Værst var det altid under vejs, når man først var midt i ubehagelighederne, så mærkede man ikke meget til sådanne stemninger.

Turen gik til Ancre, en biflod til Somme på den yderste højre fløj af indbruddet. Mens fronten i de andre dele af Somme-området i november begyndte at stivne, fortsatte det med at syde og boble her. Den 13. november havde englænderne ved erobringen af Beaumont-Hamel opnået en større sejr, der måtte forudses at opmuntre til videre operationer mod det næste mål, byen Bapaume.

III bataljon blev den 19. december kørt til Sapignies, 7 km nord for Bapaume, med lastbiler, og indsat to dage efter i Achiet-Petit, i og ved Miraumont.

De to andre bataljoner kørte den 20. og 21. december med banen til St. Leger. II bataljon blev foreløbigt som divisionsreserve i Sapignies og kunne, så godt det gik, fejre jul dér i uhørt dårlige kvarterer. I bataljon besatte natten før jul i silende regn den forreste stilling.

Afløst blev infanteriregiment 231 fra 50. reservedivision. Regimentet hørte nu til 1. armé. Marchen ind i stillingen vil blive husket af alle 86’ere.

Alle opmarchveje var bundløse, også landevejene var kværnet i stykker og skudt sammen. Som det eneste var der banedæmningen.

Også den bød på ikke ringe vanskeligheder, for den var ofte blevet ramt, sveller og skinner hang i luften. I den fuldstændig ødelagte by Miraumont udspringer Ancre med en stærk kilde og flyder gennem et bredt, træklædt engdrag mod Somme floden. Her blev banedæmningen forladt. Det gik ad stejle skrænter langs Ancredalen mod Grandcourt.

Opmarchvejen blev stadig vanskeligere. Landevejen til Grandcourt var dækket af et lag fint, ankelhøjt mudder, og derunder fuldstændig usynlige granatkratere. Forudseende kompagnier havde bevæbnet sig med lange bjergstokke og følte sig forsigtigt frem skridt for skridt. Uden dette hjælpemiddel faldt mange i et krater til brystet og risikerede at forsvinde, hvis ikke hjælpsomme kammerater, ofte under grove vittigheder, havde trukket dem op igen. Det blev fortalt, at adskillige ordonnanser og sendebud fra det afløste regiment skulle være druknet i de bedrageriske kratere. Videre vadede man gennem det helt sammenskudte Grandcourt til en stilling, der lå på højene foran.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

10. december 1916. Füsilierregiment 86 afløses ved Arras

I efteråret 1916 lå Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i stilling ved Arras. Det var en forholdsvis rolig stilling.

I begyndelsen af december øgedes artilleri- og mineilden navnlig på det højre afsnit. Saperne 4 og 5 blev stærkt beskadiget. Den 6. december forsøgte tommyerne med stærke patruljer at angribe sape 5; Besætningen var imidlertid på deres post og skød dem tilbage. En halv time senere kom de endnu engang – med samme resultat. I de næste dage blev artilleri- og mineilden igen svagere.

For at skaffe klarhed over, om denne fjendtlige patruljevirksomhed skulle danne optakten til en større operation, forsøgte tre patruljer fra 8. kompagni nogle dage derpå uden artilleristøtte at trænge ind i den fjendtlige grav for at hente et par fanger ud. Kun den midterste patrulje trængte ind, men fandt posternes standplads tom og vendte tilbage, da de ingen støtte havde fra højre og venstre.

Så rolig og behagelig stillingen end var, så havde den den ulempe, at den lå betænkelig nær ved den nordlige rand af indbrudsstedet. Hver nat så 86’erne bag sig mundingsilden fra kampene ved Ancre omkring Combles og Sailly. Frygten lurede for, at den opfyldte og dårligt restituerede 18. division for tredje gang skulle kastes ind i heksekedlen, for der at brænde helt til slagger.

Virkelig, sådan blev det. Fra den 10. til den 12. december blev regimentet afløst af infanteriregiment 392. Meget ugerne forlod füsiliererne denne behagelige stilling, i hvilken de havde håbet at kunne tilbringe vinteren. De efterlod af døde én officer og otte mand. Af sårede var der i de otte uger 2 officerer og 87 mand.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918.

8. september 1916. “Aldrig havde regimentet forladt en kampplads med sværere tab”. FR86 gør status ved Somme.

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Resterne af regimentet samlede sig i Ugny og Lanchy, hvor der i landsbyerne sydøst for St. Quentin blev tilstået dem én dags hvile.

Aldrig havde regimentet forladt en kampplads med sværere tab. 15 officerer og 204 mand var døde, 15 officerer og 1063 mand var sårede, 7 officerer og 298 mand var savnede, og 299 var blevet syge af strabadserne. Af de savnede kunne en betragtelig del anses for døde.

Hvor lå de? Dels på kirkegården i Pargny ved Somme, dels på slagmarken spredt i grave og kratere.

Regimentets samlede tab i dette andet Somme-slag androg 37 officerer og 1943 mand. Det var fulde to tredjedele af regimentet, der da var rykket ud med en kampstyrke på 73 officerer og 2927 mand. Regner man det første Somme-slag med, androg summen af alle tabene 78 officerer og 3361 mand; d.v.s. at mere end regimentets almindelige kampstyrke var opbrugt på to måneder.

Hvor uhyrlige disse tab end var, så var fjendens tab, efter det indtryk, regimentet under kampen fik, ikke mindre. Da regimentet efter martsoffensiven 1918 igen kom i nærheden af de gamle Somme-slagmarker, kunne regimentets mandskab på mængden af de med blå-hvid-rød kokarde forsynede franske krigergrave måle de forfærdelige fjendetab, der efter det første indtryk at dømme syntes at være endnu større end vore.

De, der som ved et under kunne forlade stillingen, gjorde det også denne gang med rejst hoved. Selvom fjenden havde fået en lille terrænvinding, så havde han udkæmpet denne succes over for en sønderskudt, dødtræt og en til næsten det halve decimerede styrke bestående af ung forstærkning, der slet ikke var storkampens frygtelige indtryk voksen. To dage senere var en afværgesucces opnået, og dermed var fjendens hovedmål, det strategiske gennembrud, i den sværeste og mest kritiske stund blevet forpurret.

Anerkendelsen fra divisionskommandøren general von Blottnitz – den nåede først regimentet i den nye stilling – lød:

”Den hurtige indrykning i den nye stilling har hindret mig i at hilse på tropperne efter de umenneskelige anstrengelser ved Somme og udtale min anerkendelse af de fremragende præstationer i de sidste ugers svære kampe. Takket være jeres seje og dødsforagtende udholdenhed i den sværeste artilleri- og mineild, som fortsatte med uformindsket styrke i ti dage, har man hindret fjenden i at få en større terrænvinding syd for Somme. Fjendens terrængevinst står ikke mål med det uhørte opbud af mennesker, ammunition og materiel, som han har sat ind. Slaget ved Somme vil for altid udgøre et mindeblad i 18. division og dens regimenters historie”.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

7. september 1916. “Da natten faldt på var der igen stønnen og skrigen fra kraterne …”

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Da natten faldt på var der igen stønnen og skrigen fra kraterne. Ingen hænder var til overs til at bringe hjælp til de sårede fjender. Den nye linje, der var nået ved fremstødet måtte graves ud.

Når tørsten herved plagede, blev de faldne franskmænds feltflasker undersøgt.

Dragoner og rekrutter, de sidste uden officerer, gruppeførere blev indsat til at understøtte arbejdet, et tegn på, hvor stor nøden var.

I skyndingen havde man ikke givet dem identitetsmærker; faldt de, så kendte ingen de døde.

På to nætter var den nye skyttegrav færdig, og en spærring trukket.

Om aftenen den 7. september rasede endnu engang trommeilden. Et angreb udeblev. I denne nat foretoges afløsning ved infanteriregiment 369.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

6. september 1916. Somme: Kl. 4 stiger fjenden ud af sine grave i tætte linjer!

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Om morgenen rettes der tunge kalibre, ind til 28 cm, mod fronten og Berny.

Fra kl. 2 om eftermiddagen raser trommeilden som en orkan.

Kl. 4 stiger fjenden ud af sine grave i tætte linjer.

Angrebet bliver straks erkendt både af infanteriet og artilleriet. Foran 8., 5. og 7. kompagni bliver han holdt nede med artilleri- og infanteriild. Foran 1. kompagni og 5/68 bølger kampen frem og tilbage, ind til også her modstanderen viger. 6. kompagni består nu kun af tre stærkt spredte grupper på hver 10 mand.

For den midterste lykkes det med heftig ild at rive den fjendtlige linje op foran deres front, de to andre grupper bliver rendt over ende og nedkæmpet efter et heftigt håndgemæng. Her var gennembruddet altså næsten lykkedes.

Da iler i nødens stund 3. kompagni ud af Berny-slugten.

Franskmanden går tilbage, resten af 6. kompagni bliver befriet fra en delvis omringning. Begge kompagnier forfølger modstanderen ind til tæt foran den gamle K3 og besætter her nogle gamle stykker skyttegrav.

Til højre derfor var ligeledes løjtnant Knutz med 1. kompagni og dele af 68’erne gået frem ca. 300 meter ad ”Dronningevejen,” havde dér taget fanger og taget et maskingevær som bytte.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

5. september 1916. Somme: “En tynd linje af totalt udmarvede tropper skulle standse fjenden …”

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Om dagen tung beskydning. II bataljon havde alene den 5. september, 19 døde og 61 sårede.

I natten til den 6. blev den nye grav med en sidste kraftanstrengelse gjort endnu dybere. Et nyt tomrum var opstået på højre fløj. 90’erne havde forrige nat uden kamp skudt deres front frem uden at underrette regimentet. 8. kompagni genoprettede i denne nat forbindelsen mellem de to regimenter.

En hel tynd linje af totalt udmarvede tropper næsten uden reserver skulle den 6. september standse fjenden, som forberedte et yderligere spring. Det var 8., 5., 7. og 1. kompagni, 5. og 6. kompagni fra regiment 68 samt 4. og 3. kompagni lå i anden linje.

Ville dette bånd kunne holde?  Hvis ikke, så ville fjenden stå i åbent terræn, for yderligere reserver var først under vejs. For nogle dage siden havde et fransk fly nedkastet nyheden om Rumæniens tilslutning til fjenden over vor stilling. Den værste krise for Tyskland var nu virkelig brudt ud, skæbnen på vestfronten balancerede på en knivsæg.

Den 6. september tidligt stod det klart, at fjenden forberedte et afgørende stød.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

4. september 1916. Angreb ved Somme! Forreste linje rendt over ende!

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Den 4. september gryr. Tung ild ved fronten, deriblandt sværme af tunge miner.

Fra kl. 11 formiddag trommeild. Kl. 12,15 springer fjenden frem i tætte formationer.

Den fuldstændig rystede og sønderskudte forreste linje, der består af 13., 2., 11., 12. kompagni, bliver rendt over ende og for største parten taget til fange. Også K3 måtte prisgives overmagten. Til højre bliver mellemstillingen holdt af 4. kompagni og en deling fra 3. kompagni. På

det venstre afsnit kaster sig en lille flok under ledelse af løjtnant Jepsen og oversergent Schultz med dødsforagt mod fjenden for at generobre K3. Forgæves. Begge førere falder. Men her støder fjenden dog ikke længere frem.

Ved middagstid får II bataljon ordre til at rykke frem. Fremrykningen i den lange løbegrav, der allerede begyndte ved Miséry, kunne kun foregå langsomt og krævede hele eftermiddagen. Hen mod aften stod det klart, at de tilkaldte reserver ikke slog til over for det angreb, der blev ført over en bred front og med voldsom overmagt. Modstødet blev opgivet.

Det gjaldt nu om at udfylde de huller, som angrebet havde revet. Som nævnt blev mellemstillingen nordøst for Berny holdt af 3. og 4. kompagni, bagved i anden linje 1. kompagni. Til højre gabte et hul over til 90erne, her blev 7. og 5. kompagni sat ind. Bagved dem 8. kompagni. Til venstre for 4. kompagni måtte 6. kompagni udfylde et 500 m bredt hul, som strakte sig fra 4. kompagnis venstre fløj og til vejgaflen nord for Berny. Bagved dem 6. kompagni fra regiment 85.

I strømmende regn, der varede hele natten, og under bestandig artilleriild gravede kompagnierne sig ned i det helt åbne terræn. Om morgenen er deres grav knædyb.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

3. september 1916. Somme: En ny dag med svære tab

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Den 3. september var der igen kraftig ild mod fronten og baglandet. Mad og levnedsmidler kom kun delvist frem, og det med svære tab.

Denne dag kostede regimentet 24 døde og 96 sårede.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

2. september 1916. Gasangreb ved Somme!

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Umiddelbart efter afløsningen, den 2. september, kl. 4 om morgenen, brød trommeilden løs.

Fronten forblev uskadt, og de svage knald lød mærkelige. Det var gasgranater.

Da dagen oprandt svømmede alle sænkninger, hulveje og bagudvendte grave i et hvidligt tågehav, af hvilke skovpartier og højder tittede op som øer.

Således troede fjenden at have isoleret fronten og lod sin trommeild være rettet mod de forreste linjer.

Alle reserver blev alarmeret, den afløste II bataljon blev standset under marchen.

Men der kom ikke noget angreb, sandsynligvis fordi den begyndende morgenvind fik fjenden til at tvivle på gassens virkning.

Ved fronten tager beskydningen af. Alarmen bliver afblæst, II bataljon går i sit hvilekvarter i Epénancourt og Falvy. Men så langt når de fjendtlige granater.

Om natten slår en granat ned i et skur, 5 mand døde, 12 sårede, 3 heste døde, 6 sårede.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

1. september 1916. Det trækker op til et nyt helvede ved Somme

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten. Under konstant beskydning og i øsende regnvejr forsøgte soldaterne at vedligeholde stillingerne.

Den 31. voksede arbejdet dem over hovedet. En udeltagende ligegyldighed truede med at gribe om sig. Fem dage og nætter uden søvn, i en åben grav, hele dagen denne forfærdelige ild. Er vi overhovedet mennesker længere? Er vi ikke omvandrende spøgelser?

Den 1. september smadrede tunge miner tunnelen.

Om natten til den 2. september blev II bataljon, der havde ligget i stilling i ti dage, afløst af III bataljon. 9. kompagnis forsyningsfolk blev begravet, netop som de havde overtaget stillingen. Ved opmarchen blev kompagniets fører, løjtnant Iversen, dræbt af en granat. For nu fyrede fjenden hele natten.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.

29. august 1916. Somme: Tegn på et nyt engelsk angreb

I august 1916 kom Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 retur til Somme-fronten.

Den 27. august tog ilden påfaldende til, hulveje, løbegrave og K3 blev betænkt. Det gav overvejelser.

Om natten fra 27. til 28. blev III bataljon afløst af I bataljon, II bataljon afløste internt. I de følgende dage faldt granaterne og minerne stadig tættere. Fjendtlige fly kom i tætte sværme, observationsballoner rakte deres nysgerrige halse stadig højere.

Tabene blev større; eksempelvis bragte den 29. august, 18 døde og 54 sårede.

Den dag kom der om eftermiddagen et skybrud af usædvanlig styrke. Gravene stod stedvist under ½ m vand; de små underjordiske gange, som var anlagt i den foregående uge, blev for en stor del fyldt med vand. Kraterne blev til små søer.

Tropperne var gennemvåde til skindet og blev dybt udmattede stillet foran nye, tunge arbejdsopgaver. I de følgende dage rev tung artilleri- og mineild nye smertelige huller.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her.