Tag-arkiv: forplejning

5. maj 1918: Frederik Tychsen – Marchen fortsætter

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis, var han nu igen sammen med sit batteri.

Den 5. maj gik vi en lille march og nåede Mezieres hen på eftermiddagen. Det regnede hele dagen, og vi var efterhånden gennemblødte. Her i Mezieres fik vi nødkvarter, vi blev fritaget for at gå i teltene, og sammen med Hulsmann, Skurnia, Neumann og nogle flere fik vi en gedestald anvist til sovested.

Der var gammelt halm i stalden, og vi diskuterede, om halmen ikke var for urent og fyldt med lus osv. Men Neumann, der var bankmand fra Berlin, mente, at vi rolig kunne lægge os i halmen, vi kunne højest forurene det endnu mere, og det skal indrømmes, at lusene havde taget frygtelig overhånd i den sidste tid.

Efter ankomsten tændte vi ild, kogte lidt kartofler, og samtidigt tørrede og varmede vi os ved ilden, og efterhånden blev vi tørre. Bagefter kravlede vi i halmen og sov ganske udmærket hele natten.

 Dagen efter, den 6. maj marcherede vi til Proix, en lille by i nærheden af Guise. Det var en dejlig marchtur gennem en smuk egn. Solen skinnede hele dagen, og humøret stod højt. Landevejen gik ved siden af Oise floden, og på den anden side af floden gik jernbanen Noyon – Guise – Le Cateau.

Af og til kom transporttog, soldaterne vinkede, og kom der et tog med civil befolkning, og der var piger med, der vinkede, så hylede hele batteriet. Det var på denne strækning Gefreiter Gans løb forud for batteriet og trådte til højre og satte sig på naturens vegne. Gans løb ned – foran, sådan at alle kunne se ham.

Først så sad han på hug og forrettede det mere alvorlige, det gik hurtigt, så rejste han sig op og knappede bukserne, og imens kom vi op ved siden af ham. Da han så havde bukserne knappet og var tilsyneladende færdig med alt, gav han sig til at pisse.

Det vakte imidlertid vild jubel hos hele batteriet, så de udbrød i en mægtig latter. De klappede, råbte og så smed de sand og små jordknolde efter ham, men Gans fortsatte sit arbejde, indtil han var færdig, mens jord og sand røg ham om ørerne. Gefreiter Gans var en morsom og godmodig fyr, derfor virkede det så komisk. I Proix lå vi natten over, og dagen efter tog vi den sidste tørn til Malzy.

Hen på formiddagen kom vi igennem Guise. En ret stor landsby med gamle huse. Vi kom over torvet. Her var soldaterne netop i færd med at vælte en statue af bronze af en eller anden person. Statuen var en civilklædt mand med en høj hat i hånden. Det gik sikkert med denne statue ligesom med kirkeklokkerne, at den skulle til Tyskland og smeltes om.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

2. maj 1918: Asmus Andresen – Sulten skal stilles

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han tilbage ved fronten.

Vi kom uskadt gennem Lavningen og naaede hen til vort Batteri. Officeren gik til Feltveblen og meldte os tilbage. Vi gik derimod til Køkkenet for at faa vor Sult stillet, men vi kunde intet faa før Middag, hvorfor vi gik hen for at finde os et Hvilested, som vi ogsaa fandt i et bombesikkert Rum.

Om Eftermiddagen gik vi hen til Vognen for at finde vort Tøj, men vi ogsaa fandt i en stor Dynge gamle Sager, som i en daarlig Forfatning. Karabinerne var rustne og Tornystrene tomme, og da vi meddelte dette til Feltvedlen, blev vi affærdigede med det Svar, at hvis vi havde taget det hele med os, havde vi haft det i Behold. Med dette Svar kunde vi gaa igen.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

1. maj 1918: Frederik Tychsen – Uventet tilbagetrækning

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter en længere indlæggelse på lazarettet med difteritis,var han nu igen sammen med sit batteri. Fra starten af maj 1918 var batteriet på march mod en endnu ukendt destination.

Den 1. maj 1918 om eftermiddagen fik vi besked på, at vi skulle bryde op dagen efter tidlig om morgenen. Batteriet blev gjort marchberedt – enhver havde sine sager at ordne. Kun teltene blev stående til om morgenen. Der var altid en ekstra stemning, når man stod over for noget nyt. Gik det mod fronten, var stemningen trykket, men høj, når vi vidste, at det gik tilbage, og vi vidste, at vi skulle tilbage.

Tidligt om morgenen den 2. maj blæste hornisten signalet, og vi kravlede mere eller mindre søvnige ud af teltene. Dog kom der hurtigt liv i lejren. Alt blev pakket og bragt på plads, hestemandskabet fik dyrene sadlet og en times tid senere var batteriet færdig til afmarch.

Med undtagelse af en “bremser” ved de enkelte fartøjer, stod alle kanonererne først (foran alle køretøjer med heste spændt for). Et par minutter før kl. 5 kom batterichefen i strakt galop efterfulgt af løjtnant Lücker og løjtnant Hermansen; vi stod ret.

Chefen, leutnant Wiederholdt, løftede graciøst hånden til huen, og medens han red lang med siden: “Guten Morgen, 1. Batterie!” Fra et par hundrede struber lød der et: “Guten Morgen, Hr. Løjtnant” tilbage. Chefen modtog meldingerne – alt i orden, og lidt efter kommanderede han: “Batterie: Aufgesessen!” Alle ryttere stak venstre fod i stigbøjlen og svang sig på hestene. Derefter lød et: “Batterie – march!” og batteriet satte sig i bevægelse.

Lidt efter sluttede 2. og 3. batteri sig til, og dermed var hele bataljonen samlet på en række på ca. 5km. Efter at vi havde gået en halv time, gjorde vi det sædvanlige “Pishalt” på 5 – 10 minutter og så fortsatte vi 2 – 3 timer i træk uden at standse.

Efter at vi havde gået 40 – 45 km. gjorde vi holdt ved byen Sancourt. Kl. var ca. 2. Vi fik først middagsmad. Den blev kogt alt imens vi kørte, og uddelt straks efter ankomsten. Vi fik også brød, lidt ost og pølse, snaps, tobak, cigarer og cigaretter. I reglen 2 cigarer og 4 cigaretter. Dernæst byggede vi teltene, det tog ikke mere end et kvarter.

Vi hvilede os, sov måske lidt, og hen imod aften fik vi kaffe, og vi spiste vor aftensmad. Vi kogte også tit kartofler eller pandekager, alt eftersom man havde sult og proviant til. Om aftenen ved mørkets frembrud kom der et musikorkester og spillede for os. Musikerne stillede op i en rundkreds på en fri plads inde i skoven, og vi samledes rundt omkring. De spillede en række marcher, og når de spillede nogen, der var alment kendt, sang vi med alle sammen.

Det var meget stemningsfuldt med musik sådan en smuk forårsaften i en skov som soldat i fremmet land. Dog måtte vi give afkald på det, der giver den smukkeste stemning, nemlig Lagerilden (lejrbålet). Det var af hensyn til fjendtlige flyvere og observationer.

Aftenen sluttede med den store tappenstreg: først nogle trommehvirvler, så en fløjte – hornsignaler og en bøn: et helt musikværk. Før bønnen blev der kommanderet: ”Helm ab zum Gebet” (hjelm af til bøn), og så spillede musikken den bekendte koral: ”Ich bete an die Macht der Liebe!” ”Helm auf!” Så kom afslutningen og vi begav os til teltene.

Vi lå som regel 3 i hvert telt. Her var ikke halm eller hø, men vi lagde et par tæpper nogle sække eller lignende på jorden, og så dækkede vi os til med overfrakkerne, men vi trak aldrig af tøjet. Støvlerne trak vi af og så løsnede vi selerne og knapperne hist og her.

Vi lagde os så helt nær til hinanden som smågrisene. Jeg havde næsten altid et ekstra tæppe, som jeg fik transporteret på kanonens Protzer (forvogn) mellem havresækkene. I almindelighed var der “krig” mellem kanonererne og hestemandskabet, men jeg havde det altid til vens med dem, for så kunne jeg altid få min privat bagage anbragt mellem sækkene eller i furagevognene. Jeg gav dem også ofte et par cigaretter, et stykke brød eller lign.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

30. april 1918: Asmus Andresen – På jagt efter vand

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Næste Dag vaagnede jeg først Kl. 9, og da jeg ikke havde noget at bestille gik jeg ud for at søge efter Vand, som jeg ogsaa fandt i Nærheden af en Ruin. Jeg slukkede først min Tørst, fyldte derefter min Kogespand med Vand, som jeg bragte mine Kammerater.

Da jeg kom ind i Hulen, spurgte de mig straks efter, hvor jeg havde fundet Vand, da de Dagen i Forvejen havde ledt og intet fundet. Jeg meddelte dem, hvor Vandet var at finde, men da de troede, de ikke kunde finde det, maatte jeg sammen med 2 andre af Sted igen. Det var ikke nogen Fornøjelsestur; thi der blev stadig skudt, og mange Granater faldt i Nærheden af os.

Vor Opgave var at udlægge Telefontraad til en Hule oppe paa Bakken, et Sted, hvor fra vi kunde holde Øje med Fjenden, men da Bakken blev stærkt beskudt, var det umuligt at holde Telefonen i Orden. Om Eftermiddagen skulde vi saa danne en Løberpost.

En Kammerat fra Hamburg og jeg blev anvist en Lavning bag Bakken; der skulde vi rejse en Stang op med en Daase paa Toppen til Tegn paa, at her var Løberposten. Vi fik straks travlt med at grave et Hul i Jorden, hvor vi kunde dække os for Granaterne, som her faldt i stor Mængde. En Lavning i Terrænet bliver altid stærkt beskudt, fordi Fjenden ikke kan se, hvad der foregaar i den.

Henad kl. 4kom det første Telegram fra Bakken; det skulde saa bringes videre saa hurtigt som muligt. Jeg tog den første Tur. Der var 20 Minutters Løb til den næste Post. Da jeg kom tilbage sad min Kammerat i Hullet med et Telegram i Haanden og ventede paa mig. Han sagde, at han var bleven syg, derfor kunde han ikke løbe med Telegrammet. Jeg maatte saa af Sted igen.

Da jeg atter var paa Tilbagevejen blev Lavningen beskudt med Granater; da 2 af disse faldt i Nærheden af mig, fik jeg snart fat i Gasmasken, og saa løb jeg, alt hvad jeg kunde, for ikke at komme i for tætte Gasskyer. Jeg kom ogsaa godt tilbage til min Kammerat. Vi søgte nu efter nogle Tæpper og Kapper, hvormed vi kunde dække os for Natten.

Kl. 7 kom der atter et Telegram, og Posten, som bragte det, spurgte, om vi havde faaet noget at spise. Vi meddelte ham da, at vi ikke havde faaet Mad i 2 Dage. Han fortalte os endvidere, at Officeren havde lovet os Jærnkorset, saafremt vi holdt ud en Dag til.

Da Posten var gaaet, vilde min Kammerat liste mig af Sted igen, men det skulde jeg nu ikke have mere af, han maatte selv se at komme af Sted, og han maatte skynde sig, da det ellers vilde blive mørkt inden han kom tilbage,Kl. 7½ løb han, og imens lagde jeg nogle Brædder og en Del Jord over Hullet, som vi havde gravet, og nu ventede jeg efter, at han skulde komme igen.

Tiden blev imidlertid lang. Ved Ottetiden kunde han være naaet tilbage, men da Kl. var 9, var han hverken til at høre eller se, hvorfor jeg begyndte at blive urolig for ham. Jeg kravlede ud af Hullet for at se efter ham, men da han endnu ikke var til at øjne, mente jeg, at han havde forvildet sig eller var kommen til Skade. Jeg lagde mig til at sove, men jeg kunde ikke falde i Søvn.

Kl. 11 hørte jeg en raabe »Arras«! Det var ikke mit Navn, men Stemmen lød mig bekendt. Jeg kravlede da atter ud af Hullet og gik i den Retning, hvorfra Raabet kom, og efter 10 Minutters Forløb opdagede jeg den raabende Mand, som jeg paa Grund af Mørket ikke kunde kende; men det viste sig at være min Kammerat.

Ved min Tilsynekomst blev han i den Grad glad, at han teede sig som et Barn, og jeg begyndte at tvivle om hans Forstand, thi han var i den Grad medtaget, at jeg maatte støtte ham hen til Hullet, hvor han straks faldt i Søvn.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

28. april 1918. En granat dræbte de omkringstående og ødelagde maden

Füsilier K. Tastesen blev i juli 1917 overført til Infanteriregiment 59, der lå i Rumænien, men i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten.

Nu kom vi tilbage i en forladt Fangelejr. Der laa vi til den 23. April om Aftenen. Da skulde vi afløse et Regiment, der laa 4 km foran Amontier, en lille By 7-8 km fra Armentieres. Der kom vi igen ud i fladt Terræn og havde ikke anden Dækning, end hvad vi selv lavede os. Der blev ikke skudt saa slemt, kun engang imellem fik vi en lille Skylle.

Den 27. April om Natten skulde jeg hente Middagsmad ved Køkkenet, som holdt 4 km tilbage ved et Hus. Jeg kom lige inde fra Huset, hvor jeg havde talt med nogle Soldater, da en Granat slog ned midt i Gaarden og dræbte de omkringstaaende og ødelagde Maden og Vognen, hvorpaa den stod. Vi fik ingen Mad den Aften, men maatte vente til Natten efter.

Den 28. om Aftenen angreb Englænderne os efter en heftig Granatild, og vi maatte trække os 1 km tilbage. Angrebet kom saa pludseligt, at jeg hverken fik Maskingevær eller Tornyster med.

Aftenen efter angreb de igen, men vi havde faaet ny Forsyning af Ammunition og friske Reserver, og vi holdt Stillingen. De Saarede, som faldt mellem Skyttegravene, kunde jo ikke reddes, men om Morgenen kom en halv Snes Englændere, som ikke var saa haardt Saarede, kravlende over til os; deriblandt var der ogsaa en Kaptajn.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

 

23. april 1918 – Ernst Christiansen: “I Gaar laa der endnu døde i den tyske Grav”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. I foråret 1918 befandt han sig i Frankrig.

23. April.
Endeløse Marcher ud i det erobrede Terræn vest for Neuvechapelle og lidt Pilleri derude ved Vejene. I Gaar laa der endnu døde i den tyske Grav, lige ved den nye Feltbane. Saaledes gaar det til! Hjemme lever de i Angst og Spænding for de savnedes Skæbne, og her ligger Ligene langt bag den nye tyske Front, og ingen bryder sig om dem.

I Dag første Gang i Uger fri. Rygtet bebuder nye Fremstødsforsøg fra La Bassée. Den store »Sejr« har nok været et mislykket Foretagende. Sagen er, at Loretto-Højdedraget, som vi i Gaar saa første Gang tydeligt i Horizont-Disen, er et farligt Flankefremspring mod den nye tyske Linje. Det har skullet tages ved Omgaaelse nord og syd fra; men det er ikke lykkedes. Mit Indtryk er, at den nye Front her stivner og nu skal befæstes paa sædvanlig Maade. Der er taget et Stykke Land, Fronten er bulnet ud; der er bragt store Ofre af Penge og Materiel og Menneskeliv, og hvad er der opnaaet? En ny, stærkt bugtet Front i Steden for den gamle, der for kort Tid siden var gjort lige. Men Fremtidsudsigterne?

Lad det Emne hvile: Dagene maa fremdeles tages en for en.

I Gaar var jeg første Gang med ude paa Tiggergang fra Arbejdsstedet og opnaaede at faa nogle Skefulde Grubbesuppe; det hjælper altsammen til. Der er stadig fuldt af bivuakerende Tropper og Feltkøkkener; men der er kun lidt at »arve«, og jeg veed nu, hvad »Kohldampf« er. Men alligevel er jeg glad for min Ulvehunger og det legemlige Velbefindende, som den vidner om.

Mange er Mulighederne herude; men i Procenttal har jeg dog vist endnu mest Udsigt til at slippe godt fra det. Og Held har jeg jo haft med mig i Livet. Eller vidner det, at jeg fik dig, mod min Teori?  Se til at holde dig ung! En Spaseretur fra Flensborg til Graasten langs Stranden er nu en Hverdagsbegivenhed for mig.

Det har været helt spændende at komme hjem hver Aften, vi spejdede langt borte fra, om vort Hus stod der endnu; somme Tider har vi set en Granat slaa ned ved Byen og en vældig Jordfontæne staa i Vejret.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 215-7)

 

23. april 1918 – Mathias Damm: “… snart 3 Aar siden jeg drog i Trøien”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der siden begyndelsen af april havde befundet sig ved Noyon i Frankrig.

den 23.4.18.

Kære Moder!
Blot et par Ord i morgen. Jeg er nu i Byen og har et par gode Dage. Jeg bor i Kælderen under en Boghandel og har derfor en Mængde Skrivemateriale. Du skal nu ingen Kuverter sende mig mere. I Eftermiddag eller i Aften skriver jeg et Brev, da jeg nu i 3 Dage ikke har skreven. Jeg ved knap selv hvordan det er gaaet til. Igaar vilde jeg skrive men maatte saa gaa forud med Bræder. Haaber i alle har det godt og ere sunde og raske og slutter med mange Hilsner eders
Mathias.

Tak for Kort fra d 11 og Brev fra den 14 med Bladet. Heimdal har jeg ikke faaet i 8 Dage.

den 23.4.18. Eftm.

Kære Moder og Sødskende
Jeg vil nu skrive lidt mere. Jeg har nu faaet Middagsmad, Bønnesuppe. Det er jo noget af det bedste man faar her i Krigen. Vi har jo fundet nogle. Ellers er det ikke saa glænsende mere. Det hed, at vi skulde faa lidt mere Fedt og Smørelse til Brødet i Offensiven, men det er ved at blive det modsatte. Enkelte har jo fundet lidt, men det maa man jo ikke regne med. Nu lader det ogsaa til, at de vil trække os Rygevareme af. Det er det værste kan i tro. Mig gør det knap saa meget, men det er dog afregnet i Lønningen, og tilkommer os.

Jeg har her lagt et par Kort ved her fra Byen. Huset jeg boer under, er ikke at se, det har været bag Fotografen, der hvor jeg har gjort Pilen. Jeg boer under en Boghandel, vi have Madrats, Underdyne, Hovedpude med hvid Betræk og Sove- dækkener, saa vi ere som i Paradis, naar der blot ikke var Krig udenfor. Husene til venstre paa Billedet ere alle afbrændt og sammenskudt. De her over os ere nogenlunde holdne, men imorges lod en Fugl et Æg falde herude i Gaarden og det ødelagte os vor Pumpe og Haandværkemes Arbeidsværelse, de kom netop ind af Porten, og slap med Skrækken. Der hang en Del Linned oppe paa Taget, og det var vist det, der gjorde det galt. Hele Byen er omtrent i Ruiner, Den store smukke Kathedrale er ramponeret og Taamet sammenskudt.

Om et par Dage gaar jeg jo vist atter ud paa Bjærget. Haaber vi saa maa have godt Veir, saa er det hele halvt saa slemt. Jeg har pakket noget Brevpapir sammen til eder, hvis der gaar Pakker bort, hvad jeg troer afsender jeg det i Eftm. en med Papir og en med Kuverter. Det koster da kun en 10 Penning, hvis det er futsch. Jeg har ogsaa sendt Fader noget i et Brev, og et par mere sender jeg. Han skal jo vist købe det.

Hvad her forskellige har pakket sammen, og sender hjem, er skrækkeligt. De fordærver det blot for andre, der er fornuftige. Hvad nytter Gods og Guld, deraf kan dog ingen leve og naar de engang kommer hjem, er der nok af fortjene naar de blot vil. Det er dyre Sager, der driver rundt, men hvad nytter nogle Nipsgenstande eller ogsaa Sølv eller forgyldte. Det hjælper dog intet til at afværge Nød. Haaber jeg maa vedblive at være sund og rask og at Krigen denne Sommer faar en Ende, saa jeg kan komme hjem, saa lad kun Franskmændene have deres Skidt. Jeg kan godt give dem noget til, naar det kunde hjælpe noget til at faa Fred.

Naar i modtager dette er det vel atter Mai og snart 3 Aar siden jeg drog i Trøien. Hvor er den Tid gaaet og saa ond en Tid, og ingen ved om Nøden ikke kan vare tre Aar endnu. Vil nu slutte for idag med mange Hilsner til eder alle eders Søn og Broder
Mathias.

Kan i ikke sende mig en Stoppenaal og en lille Ende hvid tråd.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

18.april 1918 – Milert Schulz: ”Herren give at vi snart maatte blive befriet af denne Elendighed. Ellers er alt vil hos mig”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og i foråret 1918 videre til Istanbul (Konstantinopel).

Den 18.4.18

Mine kj. Forældre og Söskende!

Guds Fred til Hilsen!

Dit kj. Brev fra den 7.4. med Tak modtaget kj. Fader ligeleedes igaar dit Kort fra den 11. vor du var i Hamborg. Som jeg seer har du jo godt begÿndt med at forandre dit Værksted om til Butik. Kör har du ogsaa köbt, med Tiden bliver du nok Landmand og Köbmand. Vad agter du egentlig at handle med? Forhaabentlig kommer det godt i gang med Handlen eller skal denne Spekulation först udföres efter Krigen.

Jeg har det jo rigtig godt her i K. og er Gud skee Tak sund og rask og seer tÿk og Fed ud om Hovedet. Vis man nu blodt kunde holde sig saadan men naar det förste gaar ned i det varme saa svinder det jo vist igjen. Som jeg har hört bliver vi vistnok forladet paa Mandag saa har vi igjen en 14 Dages Bahnfart for Haanden inden vi naar Damaskus. Derfra har vi saa en Marsch at gaa paa henved 200 klm. Som vor Major sagde. Med Orloven er der ikke mere at rejse med troer jeg. Udsigterne er skidt og som jeg har hört bliver den nok spærret for os.

Har I modtaget mit Kort fra igaar?

Vi havde en herlig Udflugt til Krigsskibe ”Göben”. Om Morgenen kl. 1/2 8 kjörte vi bort med Damperen til K. og steg der om i en Damper hvor vi saa kjörte en Timestid til vi naaede vort ”Ziel”. Vi gik saa op til Marinehjemmet vor jeg har skrevet dette Kort og drak der et Kop Kaffe. Saa gik vi til Skibet og fik det saa at see ud- og indvending. Det er heelt interessant at se saadan et Skib. Paa Skorstenen har der slaaet en Flÿverbombe ned og saa var Skibet ogsaa löbet paa 3 Miner. Efter at vi havde seet det gik vi igjen tilbage til Hjemmet vor vi spiste til Middag. Vi fik steget Nudel, Salat og et Spejlæg og en Tallerken Griisssuppe. Det heele koster 3 Mark. Efter Maaltiden spillede vi saa lidt Klaver. Der er nemlig 4 Söstrer i Hjemmet som forvalter det. Derefter spurgte di os om vi havde Lÿst ag læge lidt med dem. ja det havde vi jo nok. Saa rÿdede vi Stole og Bordene ud af Stuen og saa gik spillet lös. Vi legede 3 Leg. Derefter blev saa Panterne indlöst vor der gav mangen en latter. Til Sludt spillede saa en af Sösterne paa Guitaren og sang 3 Sanger dertil. Det var saa dejlig at höre disse Toner og Sangen. Saa gik det igjen kl.4 hjemad. En saadan herlig dag har jeg ikke haft her ved Militäret saalænge jeg har været Soldat. Men det gode varer jo altid kun forkort.

Herren give at vi snart maatte blive befriet af denne Elendighed. Ellers er alt vil hos mig.

Vær saa hjertelig Hilset og Kÿsset af mig Eders Sön og Broder

Milert.

(Breve i privateje)  

Note: Den tyske slagkrydser SMS Goeben var sammen med krydseren SMS Breslau undsluppet den britiske flådes forfølgelse og havde søgt tilflugt i Det Osmanniske Rige. Her overdrog tyskerne skibene til Osmannerne, der omdøbte dem til Yavuz Sultan Selim og Midilli.

5. marts 1918 – Mathias Damm: “… med Døden for Øie hvert Øieblik”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 5.3.18.

Kære Moder!
Mange Tak for Dit Brev fra den 23. som jeg endelig har modtaget. Det er alle Postsagerne fra en Dag, der mangler. Avisen og Pakken fra d. 16 er endnu ikke kommen og kommer vist heller ikke. Brevet har været ved 7. Comp.

Jeg vil nok tro at de ogsaa længes, som er i Fangenskab, men det maa dog være Guld imod dette her, hvor man slider og slæber, som om det gav 10 M Dagløn og saa endda med Døden for Øie hvert Øieblik, og hvad for en Død. Naar det saa endda var en ærlig Kugle, men Krigen nutildags er det rene Snigmord som aldrig før.

Du mener at R kommer vist ikke bort fra Rusland nu. Den Slags Krig gad jeg ogsaa være med til. Der kunde Fader gaa med Egestokken, som han før sagde. M.W. har de ingen Brug for der blot et godt Mundtøj, det er Hovedsagen, og saa et par gode Ben, at man kan holde ud. Det er jo det rene Væddeløb.

Vi have idag faaet 100 gr. Brød mere, hvorlænge det varer, ved jeg ikke. Nu mangler der kun 50 gr i fuld Portion (750 gr) Men derfor gør det intet, om Du har sendt Pakken. Mange Hilsner sendes eder alle af eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

25. februar 1918: Frederik Tychsen – Spande reddes op af brønden

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra slutningen af januar 1918 var batteriet midlertidigt indlogeret ved Liége i Belgien, efter flere måneder ved Rosebeke i Flandern.

Der var en uhyre dyb brønd ved det gamle slot. Den var bygget af granitsten og målte ca. 3 m i gennemsnit (diameter). Her skulle vi hente vand, og vi trak det op i en spand, der hang i enden af et langt tov. Der var også en krog i enden af tovet, og da en del med lidet praktisk sans nøjedes med at hænge spanden over krogen, tabte de spanden i vandet. Sådan tabte Johan Vinkler begge de spande, som hørte til vor stue i brønden. Han blev ganske vist skældt ud af alle mand, men det bragte os ikke spandene tilbage.

 Vi androg om at få et par andre spande, men det kunne vi ikke få, vi kunne komme til at betale dem, vi havde mistet. Der var altså ikke andet for end se at få spandene op på en eller anden måde. Vi lavede en plan. Der skulle en mand ned i brønden, han skulle sidde over skrævs på tværpinden, der var i enden af de lange kanontove, fires langsomt ned, og ved hjælp af en lang stang med en forsvarlig krog på enden, skulle han så trække spandene op.

 Vi havde i forvejen målt vandstanden, der androg sig til 2 – 3 m., vi havde også haft et lys nede i brønden og konstateret, at ingen giftige gasarter forefandtes. Det var en middagsstund i klart solskin, Karl Skurnia ville nok stige ned i brønden, og alle de andre skulle fire i tovet, medens jeg overtog kommandoen. Med stangen i hånden satte Skurnia sig over tværpinden, og langsomt sank han dybere og dybere. Det varede dog ikke ret længe, før han råbte “holdt”, det var disse granitstene, der hang så truende over hans hoved, – der gjorde ham bange. Men det nyttede ikke noget, han måtte helt ned, nu da vi var kommet så vidt.

 Han skændte og bandede, truede med klø, men der var intet at gøre, han måtte sørge for at få et par spande med op. “Holdt” råbte han, ”jeg er nede ved vandet” men det passede ikke, og havde blot dette til følge, at da han virkelig var ved vandet, troede vi ham ikke, vi fik ikke standset rettidigt, så han fik benene i vandet, men da han begyndte med at plaske, kunne vi høre det.

Karl Skurnia var imidlertid blevet meget vred, men det nyttede ikke noget, at han nægtede at bestille noget, vi havde mere tid end han, og lidt efter lidt begyndte han at søge med stangen, og dette var ikke uden resultat, han fik fat i den ene spand efter den anden, og inden vi trak ham op, havde han fået fat i elleve spande, nogle var lidt rustne, men de var gode nok til almindelig brug. Da Karl kom op, var han både våd og vred, men vreden gik hurtigt over, og han tog så noget andet tøj på.

 Vi skulle kun bruge to spande, de 9 solgte vi for 1 Mark pr. styk, og pengene delte vi. Det blev jo ikke nogen stor kapital til den enkelte, men dog bedre end ingenting.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

21. februar 1918 – Mathias Damm: “… to Mand hjælper en tredie at trække Støvlerne ud af Skiddet”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 21.2.18.
Kære Moder!
Vil idag sende eder et par Ord. Jeg havde snart ventet at faa Pakke 50 idag eller igaar, men den kom ikke, blot den ikke er borte. Jeg har det saavidt godt og er sund og rask. Vi have nu faaet Tø og et godt Smadder er det igjen.

Jeg saa idag i Bladet at de ikke kunde undvære de gamle Karle over 45. Det er intet godt Tegn og der jo forresten ingen Udsigter til at det snart giver Fred. Her er der intet Godt at hente, og jeg har ingen Lyst mere. Det er et led Haandværk. Cathrine vilde gærne vide, hvordan to Mand hjælper en tredie at trække Støvlerne ud af Skiddet. Der gaar en ved hver Side og har fat i hver en Støvle og med den anden Haand trækker de deres egne Støvler ud.

Her er det meget maadelig med Forpleiningen. Da det alt bliver bragt os i Kander. Men forhaabentlig varer det kun 8 Dage. Jeg ved ikke meget at fortælle, hvad der kan interessere eder. Derfor vil jeg slutte med mange Hilsner til eder alle fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

 

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

16. februar 1918 – Milert Schulz: “Vi er jo nu bleven indklædet til at komme bort. Men hvornaar det gaar lös ved jeg ikke”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

Den 16.2.18.

Min kj. Elskede Fader! Guds Fred til Hilsen!

Til din 47. Aars Födselsdag önsker jeg dig Herrens rige Velsignelse og at du maa faa Lov at fejre denne Dag endnu i mange Aar. Herren skee Lov og Tak for alt godt hvad han har velsignet Dig med indtil nu. Han vil ogsaa i Fremtiden velsigne dig og dit Foretagen. Naar der ogsaa imellem kommer Trengsler saa maa vi dog altid tænke paa Salmen at ”Alt staar i Guds Faderhaand”.

Maatte det ogsaa være den sidste Födselsdag du fejrer i Krigen. Gud giver at vi snart maatte få Fred. Den 11. Febr. Fik vi Telegramm her at Freden nu hvar sluttet med Rusland forhaabentlig böjer sig da andre Magter sig ogsaa snart. Ligeledes önsker jeg ogsaa dig min lille Bror Konrad Guds rige Velsignelse til din Födselsdag.

Undskyld at först kommer til at skrive idag. I de sidste Dage har jeg næmlig ingen Tid haft dertil. Den 13. havde vi nu stor Marsch paa 50 klm. med en stor Gefegtsövelse. Det varede fra Morgenen kl. ½ 4 til om Aftenen kl.9. Saa kan I vel nok tænke at vi har været godt trædt da vi kom hjem. Inden vi rykkede ud havde jeg spiset 2 Stykker Bröd og fik först Middag om Eftermiddagen kl.4.

Jeg var godt hungrig da vi fik vor Ærter. Den 14. Skulde jeg igjen til Tandlægen. Da fik jeg en Kindtand udtrukket smertelös. Det var ogsaa godt for Tanden sad saa fast at Lægen knækkede den 3 Gange. Men jeg har ikke merket noget til Smerte. Men derefter kom Smerterne först. Jeg gik heele Eftermiddagen med Smerte og fölgen deraf hvar at jeg fik et tyk Hoved. I morgen skal jeg atter have en Kindtand udtrukket. Nu haar jeg da min Mund 1 Orden paa en Gang. I Overmunden har jeg snart tabt alle mine kindtand men om jeg faar et Gebiss ved jeg ikke. Ifölge at mit tykke Hoved har jeg ogsaa Tjenestefri. Jeg sidder i min gode varme Stue og skriver. Undenfor har det sneet tæmmelig meget sidste Nat. Vejret har slaaet om paa en Gang.

Vi er jo nu bleven indklædet til at komme bort. Men hvornaar det gaar lös ved jeg ikke. Vor Indklædning bestod af fölgende Sager:

1 Drilligjakke

3 Sæt Vintervask

3 – Sommervask.

6 par Strömper

2 – Snörestövler

1 – Sejltöjstövler

1 Ruksak

1 Wäschesack

2 Telter

1 par Stävbriller

1 Kompass.

1 Tropenhelm.

1 Slör i form af en stor Kasten 1 m höj 1 m bred og 2 m lang altsaa saadan i form (en lille tegning). Det bliver opstillet og saa sover man derunder. Saadan har vi ogsaa faaet en heelt deel andet Skrammel med. Saavidt jeg vel haar hver 4 Mand en lille Hest til at bære disse Sager. Hver Mand koster med sin indklædning henved 1200 Mark. Nu, det var saa dette Nyt.

For et par dage siden har jeg ogsaa modtaget 3 Pakker et med Pölse og Skinke, et med Kage og et med Smör. Alt godt ankommen. Nu hvor jeg hr de nye Sager mangler jeg blodt at komme på Orlov. Men forhaabentlig kan man snart træde den store Orlov an. Gud give det.

For denne Gang vlre saa hjerteligt Hilset og Kysset fra mig Eders Sön og Broder

Milert

Mange tak for dit Brev kj. Söster Olga.

(Breve i privateje)

9. februar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… i Nat ret livlig Skydning”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Frcia-

1.a. Den stedfortrædende Kommanderende General for IX´A.K. I Altona er Generalleutnant Exellenz v. Falk. Chefen for 1´Landstormsinspektion i Flensborg er Generalmajor v. Ritzlau og har Tilsynet med Omraadet N.f. Flensborg, baade langs Grænsene og Kysterne. 2´ Landstormsinspektion har Sæde i Byen Slesvig og Tilsynet med den øvrige Del af Slesvig, Holsten og Kielerkanalen. Chefens Navn har Detachmentet ikke kunnet faa at vide.

b. Mandskabet ved 41´Landstormbatl. (den vestligste Grænsebatl) lider mest af Sygdom p.G.af Overanstrængelse og Underernæring.

Det paastaas, at Tjenesten her ved Grænsen – med de 8 Timers Vagttjeneste i Døgnet og den megen Eksercits udenfor Vagttiderne – er langt mere anstrængende, ligesom Kosten er meget ringere end ved Fronten. I forrige Uge var saaledes af 1/41´B 70 Md sygemeldt og ved 2/41´B. meldtes i Løbet af 2 Dage 40 Md. syge.

c. I Nat kl. 12,20 slog et Geværprojektil, der kom fra tysk Side over Grænsen fra Egnen om Farris, ned i Jorden umiddelbart foran en af vores Rytterpark. Paa andre Steder – navnlig ved de 2 østligste Grænsebatlr – hørtes ogsaa i Nat ret livlig Skydning; derimod var der i Vest ikke megen Skydning de sidste Nætter.

En tysk Flyver, der har deltaget i Flyvertogtet mod Paris, er i dag kommen med Orlov til Vejen, idet hans Hustru har været død skal være død herover. Han har til en af Detachmentets Rytterposteringsførere fortalt, at den tyske Offensiv p.G. af forskellige Omstændigheder først [-] ventes i Begyndelsen af Marts. Paa Vestfronten var der baade tyrkisk og bulgarsk Rytteri.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

6. februar 1918 – Hans Paulsen: “Der sidder de fineste Folk og slikker deres Tallerkner …”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i februar.

33
Berlin S.W. den 6.II.18.
Kære forældre, Marie og Muddi!
Igaar modtog jeg Mors lange interessante Brev. Mange Tak! Jeg seer deri, at ved Eder er alt som før. Krigen har vel hidtil Gud ske Lov! – ikke formaaet at forjage Gæsterne fra Huset. Her i Berlin er saadan noget ikke mere mulig. Naar man et fremmed Sted faar et Kop sort tynd Krigskaffee, maa man være taknemmelig.

Netop i Aften kommer jeg fra Krigskøkkenet, (Mittelstandsküche) hvor jeg har spist mig fuld af ilde smagende ”Kohlrüben”, kogt i Vand med Kartofler. Der sidder de fineste Folk og slikker deres Tallerkner saa rene, at ikke en Atom ”Kohlrüben” er at se paa Tallerkenet. Selv Bedstemor vilde ikke kunde gøre det bedre!

– Paa Grund af Spærren har jeg hidtil ikke skrevet til Peter, men, da jeg seer, hvad I har gjort ud af Jubilæet, vil jeg straks i Aften sende ham et par Ord.

– Medfølgende 3 Billeder, som er optaget af en Underofficer. Det første er vores Kaserne i Snee, seet fra Parkpladsen, hvor alle immobile Kolonner har deres Plads. De to andre er det 17. Korporalskab, de Etaarige, i Søndagsstads. Desværre er hverken Hinrichs eller Krakes med derpaa. – Næste Uge faar I et Billede, som jeg selv har optaget, men som Drogisten hidtil ikke har faaet færdig. –

Man taler om, at vi i den næste Tid med Køreskolen skal gøre en større Biltur paa 2 Dage til Mecklenburg. Kan man tænke sig noget bedere, end at gøre en stor Partié i de fjerne i en lækker Bil? Det er en af de Ting, som for et Øjeblik lader Soldaten forglemme sine Sorger. – Men hidtil er der ingen offiziel Meddelelse kommet herom.

– Jeg gaar straks i Seng, Klokken er først 8. Men senere end 7 gaar vi sjælden i Seng, da vi af Tjenesten altid er meget træt. Jeg har efter Kasernespærren egentlig heller ikke faaet rigtigt sovet ud, til Trods for, at jeg den Dag straks, da jeg kom hjem, Kl. 5 gik Sengen og sov lige igennem til næste Morgen Kl. 7.

– Hjertelig Hilsen
fra Eders Hans!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

27. januar 1918 – Ernst Christiansen: En armeringssoldats glade liv

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 27. Januar.
En venlig Hilsen tilforn paa denne dejlige Kejser-fødselsdag! Nær havde vi faaet Surkaal igen i Da­gens Anledning ligesom i Fjor i Rusland, da vi fik Surkaal med Vand; men den kom i Gaar i Steden for, og i Dag lød Spisesedlen paa »Backobst«, hvil­ket er nogle Stykker tørre Smaapærer med lange Stilke, svømmende i en tynd, lidt sød og lidt salt Suppe. — Dünn, aber kräftig! sagde en paa Vejen til Barakken. Andet vanker der saa ikke den Middag. Og saa har vi faaet Løfte om en Festgave paa 50 Penning hver; men de kommer først senere; de kan ikke være der endnu. Som Ekstra-Festgave har jeg faaet en Generalforkølelse. Saa du mener, jeg skulde tage paa Udflugt om Søndagen og se mig om i Verden eller i Flandern! Hidtil har jeg haft det saaledes her, at jeg var glad for hver Dag, jeg kunde være i Fred. Den Slags Turistlængsler taber sig under en Armeringssoldats glade Liv. Naar han har slaaet en Dag ihjel med alle dens mange smaa, Behageligheder, en Dag og en Nat, saa er han tilfreds, og allerede er Bekymringen begyndt for at faa Bugt med den næste. I Gaar var jeg saa med paa Arbejde og blandede Grus og Cement ved en Dækning en Times Vej her­fra. Raakold Taage, svært Arbejde. Snuenæse, hæs Hals, men rigtig fornøjeligt. Udendørs Arbejde kvik­ker altid op. Da der kom nogle Belgiere med frisk Grusforsyning, var det selvfølgelig Folk af mit eget tidligere Korporalskab. Vi hilste venligt paa hin­anden, og de fik nogle Cigaretter.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 170-1)

24. januar 1918 – Mathias Damm: “… chikanerer andres værgeløse Kvindfolk”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 24.1.18.
Kære Søster!
Mange Tak for Dit Brev som jeg modtog igaar. Jeg har det godt og er sund og rask. Ser at det gaar ligesaadan hjemme, at de store ser til, naar andre arbeider, og tilmed for dem.

Men som Du skriver, det er jo Krig, og hvad det angaar, saa arbeider man tidt for en, man hjemme vilde smide ud, naar man skulde arbeide. Men P.H. skal ikke undre sig, om han en skønne Dag faar Tak for al hans Venlighed med Krigskoner. Han er jo snart værre end “Fædrelandspartiet” og Storagrareme. Kanske han regner sig til de sidste, men tøv kun, nogen af os, som stadig er i Felten, kommer dog hjem, om ikke alle, og saa ved vi jo hvordan vi har at forholde os.

Jeg tænker Fader er af samme Mening. Han er i hvertfald ikke af førnævnte Parti. Mangen en af d’ Hr som nu spiller sig op og chikanerer andres værgeløse Kvindfolk, vil bittert komme til at angre det, de vil dog nok komme til den Erkendelse, hvor var jeg dog et stort Fæ.

Man har her lært at bruge Snuden kanske lidt mere end godt er, og naar man engang kommer godt hjem, saa rappler det, naar nogen vil puste sig op, saadan har man lært det, og hvad man lærer ved Prøisseme er mønsterværdigt!!!: For Eks. at spise hveranden Dag, Dörrgemüse og Sauerkraut. Det skulde i ogsaa gøre saa sparede i en mængde Flæsk og Kartofler o.s.v. Og naar i saa vasker jer en Gang i Ugen sparer i Sæbe. Naar eders Pjalter ere ubrugelige, venter i endnu i ¼ Aar inden i anskaffer ny, til Gengæld skriver i det op i en Notitsbog og naar nogen mener, at de ere for gamle, siger i blot at det er noteret. Imorgen er der atter Appel med daarlige Klæder. Dennegang fik jeg jo ingen Trøie, kan nu atter blive noteret for et par Maaneder. Jeg har den, jeg havde paa Orlov. Bukser fik jeg forleden og de var nye da jeg var paa Orlov.

Jeg fik Kort fra R idag, han mente nu først at faa Orlov til Foraarsarbeidet. De sidste, her kørte paa Orlov var kun 7 Dage undervejs. De har nok faaet Efterorlov. Nu er det helt spærret. Det gaar godt. Men Hovedsagen at man er sund og rask. Det bedste Barometer for tyk Luft er hvor tidt man kommer paa Orlov. Naar man taber ¾ af Komp. er det klart, at man kommer før paa Orlov. H. Kallesen mener jo ogsaa snart at faa Orlov igjen. I overmorgen reiser vi atter ud igjen, eller rettere ned. Du ved nok hvorhen, jeg troer nok det gaar den Vei til Helvede!

Her er i Aften Ballade. I Eftermiddag blev Liebesgaben fordelt, de skulde være til Jul, men kom den Dag vi gik i Stilling efter Nytaar. Hver Mand fik et Nummer. Jeg fik saa en (en af de Bedste) Pakke med 6 Papirshaandtørklæder, en Notitsbog, Koperstiften, jeg skriver med, et lille St. Sæbe, en Bønnebog-(Kløver Knægt og Sorte Pær) der er god til at spille Skat med, 10 Feltpostbreve til at skrive til mine mange Kærester, et Lommespeil med Skægbørste og do. Kam. Jeg har jo ogsaa et vældigt Skæg, 7½ Dun i 11¾ Rade!!! Saa var der et par Nummere tilovers. De blev saa given til den, der kunde gøre en bestemt Gymnastikøvelse, og hvad et par andre kunne kan jeg ogsaa, og saa fik jeg en Pakke Tobak-”Ersatz” som jeg forærede bort, en Tandbørste med tilhørende Tandpulver, som jeg solgte og en halv Snes Cigaretter. Andre fik lignende, et par Papirs Hængsler eller en Lommekniv, andre Mundharmonikaer, og de ere nu alle i Gang, saa man kan godt gaa hen og blive nærvøs og tummelumsk. Skade at man er det i Forveien. Ellers havde de da havt noget ud af deres Musik.

Vi har faaet en god Formaning om at se at fange et par Naboer, thi vi skulle dog være Uge saa gode som andre, saa faar man Orlov og Belønning o.s.v. Men vi mener, at naar blot vor Nabo ikke fanger os, er alting godt. Rasmus mener jo at han snart kommer herover. Det er jo meget tænkelig. Hvad skal en Kriger gøre, hvor der ingen Krig er, han kunde jo gæme gaa hen og gaa i Hundene af Sorg over, at han ikke kan leve sit vante Liv og skyde sine Medmennesker. Imorgen er der Kino her. Jeg er jo naturligvis ogsaa blandt dem, der er saa dum at gaa hen, det koster 30 pf. Forleden fik vi hver et Pund Kunsthonning, Vi Pund Sukker og Vi Pakke Keks for 1 M. og nu lige ½ l Øl (25 pf). Ja, vi lever som “gott in Frankreich” som Tyskerne siger. Men jeg troer dog at vi løb hjem, om det skulde være i bare Ben og Skjorte, naar de gav os Lov at stikke af. Forleden fik jeg forresten ogsaa et Pund Pølse for 5 M. Her sparer jeg ikke mange Penge, men de slaar godt til.

Jeg sendte R en rød en i Julen i et Blad, og lagde en Seddel ved. Nu skrev han at det var et Under at hans Kamerater ikke havde brugt dem til noget ekstra noget bagfra, thi han lagde altid Bladene paa Hylden og fik dem tidt ikke læst, far de var væk. Sedlen maa han ikke have fundet. Naa, godt at han fik den, ellers havde jeg dog ærgret mig over det Kludderhoved.

De ryger og smøger her, saa jeg er ved at faa Hovedpine. Det er ogsaa nogle rigtige Giftstængler nutildags. Den Pakke “Ersatz” jeg havde var lutter Hummel, som Du før brugte til Øl. Saa, nu faar Du nøies med dette. Hvis Du bliver træt inden Du er færdig, kan Du jo læse det andet en anden Dag. Jeg vil nu slutte med mange Hilsner til eder alle. Din Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

22. januar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Der skydes med skarpt … over Grænsen”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia

1. Der skal foruden den nuværende Postkæde langs den danske Grænse i nær Fremtid etableres endnu en bevogtet Linie c. 1 Mil sydligere, og for den østlige Del gaaende fra Bæltet S. om Fjelstrup over Hjerndrup. Dens videre vestlige Forløb kendes endnu ikke. Folk, der er bosiddende Syd for denne Linie, skulde saa have Pas i Flensborg, hvis de vilde over Grænsen til Danmark.

2. Det hedder sig, at den østlige Grænsebataillon (N. 21), der kom fra Rendsborg, i en nær Fremtid skal ombyttes, da Mandskabet – som Følge af Underernæring – ikke kan taale Vagttjenest. Forleden Dag fandt man ved Afløsningen om Morgenen 1 Md død og 2 besvimede. Af et Komp. skal c 80 Md være syge, da Komp i 14 Dage ikke havde faaet Brød men væsenligt kun Kartofler og Kaalrabi. Diagnosen Underernæring maa ikke officielt støttes.

3. Der skydes med skarpt af de tyske Poster over Grænsen til stor Gene og ikke ringe Fare for de danske Beboere ved Grænsen. Det skal være en befalet Signalskydning, hvorved Posterne skal holde Forbindelse indbyrdes. Hver Post siges i Løbet af Natten at skulle afgive 3 Skud.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

22. januar 1918 – Hans Paulsen: “… at køre magelig tilbagelænet i vor Bil”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W., den 22. I. 1918.

Kære Forældre, Marie og Muddi!
Igaar fik jeg Eders Pakke 37 med Cigarerne og Lysene etc. Mange Tak! Det var jo alt overordentlig brugbar og ønskede Ting. Jeg blev virkelig glad derover. Er Kopfschützeren en Foræring fra Fru Sievers? Mor skrev noget om, at hun maatte give Kartoffelmel derfor. Jeg vilde gerne vide, om jeg skal takke hende derfor.

– Idag fik jeg Mors Frikandellepakke. Frikandeller har vist sig at være meget praktisk, de holder sig længe, (længere end det rene Kød) smager udmærket og er et meget nærende Brødpaalæg, der især er godt om Morgenen til Fundament for Dagen. – Hvad mener Mor med Peters Jubilæum?? Underbukser har jeg nok af. Jeg har 4 Skjorter og 4 Underbukser.

Naar det passer Far bedere , at sende Pengene pr. Postcheck, staar der ikke noget i Vejen derfor. Som Indskrivningsbrev ankommer det jo raskere og har den Fordel, at Summens Størrelse ikke er tilgængelig for Offentligheden. Men en Ubehagelighed for mig fører den førstnævnte Methode heller ikke med sig. – Pakket med 3 Paar Strømper har jeg faaet mellem Juul og Nyaar.

Vi kører nu hver Dag i Bil. Det er anstrengende, men ogsaa rart. Vi lærer Berlin paa den Maade at kende. Idag har jeg mærkværdigvis ikke bestilt andet, end paa Militærets Bekostning i en tyk Pels at køre magelig tilbagelænet i vor Bil gennem Berlins flotte Gader. Naar det altid gik paa denne Maade, vilde det ikke være saa galt, at spille Soldat.

Kære Far, til Slut beder jeg Dig nu omgaaende at besvare mig, om Du kender en født Flensborger, med Navn Jensen, som ejer en Likørfabrik og Vinhandel her i Berlin?

Hjertelig Hilsen fra
Eders Hans.

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

20. januar 1918 – Hans Paulsen: “… at købe nogle Levnedsmidler under Haanden”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar. Nedenstående brev er som det eneste af hans bevarede breve hjem ikke sendt som feltpost, men med den civile post.

Berlin S.W., den 20. januar 1918.

Kære Forældre, Marie og Muddi!
Mange Tak for Pakke Nr. 37! Det lækkere Hvedebrød og den dejlige Kunsthonning levere mig hver Morgen et delikat Stykke Brød til Eders Kaffee. Westen kommer mig ogsaa meget belejeligt, da jeg kan bruge den paa Vognen, hvor det altid trækker stærkt i den raske Fart. Frikandellerne og Lammekødet tjener baade til Lækker Kødpaalæg som ogsaa som kraftig, fed Kost til alle mine Maaltider.

Imorges var vi alle paa Kommando i Kirke. Jeg synes, at vor Kirker derhjemme nok kan maale sig med de berlinske, som næsten mange fuldstændig er hvidkalkede indeni. Interessen for Kirkegang synes ogsaa at være lille her. Derfor er Kinoerne og Theatrene saa fuldere.

I Eftermiddag var jeg med Hinrichs i Deutsches Theater til ”Die Deutschen Kleinstädter.” Det var udmærked. Desværre kunde vi ikke see godt, thi vi havde Plads paa den høje ”Olymp” i kvælende Varme lige under Loftet.

– I den kommende Tid kunde det maaske lykkes mig, gennem vore Køreskoleture at faa Lejlighed til at købe nogle Levnedsmidler under Haanden. Det er naturligvis tildels til høje Priiser, som for Ex. Fornylig frisk Oksekød til m 4.50 pr. lb. Jeg beder Eder altsaa, at skrive mig, til hvad højeste Pris jeg maa købe Mel, Smør, Flæsk etc. Som sagt, gælder det alt kun, naar der engang gennem Tilfælde skulde byde sig en Lejlighed til en lille Handel.

– Her ligger dyb Snee paa Gaderne og Tøvejr skifter med Frost, saa det enten er et stort Søle paa Gaden eller ogsaa Glatis, saa det næsten er livsfarlig at gaa ude. Berlinerne er nemlig ikke mere saa flinke til at strø og rense Gaderne og ”Schneeschippgesetz”, deres store Sorg og Harme, er foruden Krigen og Ernæringsspørgsmaalet altid Hovedthemaet i Samtalerne. Et Sted i Theaterstykket i Eftermiddag, som kunde hentyde paa de nuværende Sneskovlerforhold, hilstes med stærk Latter og Raaben af Publikummet. Og igaar var jeg til Forandring i ”Hammerlichtspiele”, hvor Soldater har gratis Adgang, og saa en Film, som hed ”Ersatz”. Den gjorde Glodser over vort ”Ersatzlevned”.
Jeg vil slutte.

Hjertelig Hilsen fra Eders Hans

P.S.

Pakke Nr. 33 har jeg altsaa faaet!!!!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

18. januar 1918 – Ernst Christiansen: “Man maa tage Situationen fra den mor­somme Side”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 18. Januar.
Forlod saa Sygestuen i Gaar Eftermiddags, ud­skreven med nogle Dages Indentjeneste. Der var levnet 15 Centimeter af min gamle Sengeplads. Der lagde jeg min Halmsæk og mine Tæpper og min Kasse paa Højkant og halvt laa, halvt sad, lidt util­pas, i »Empfangs«-Mylret. Hver tredje Dag faar vi for tre Dage Marmelade, Cigarer, Brændevin, Pølse, Sukker osv. og skal hente hver Ting for sig med nogle Minutters Mellemrum og have Beholderne rede, mens der knap er Plads til at staa paa Gulvet. Hvor skulde jeg hen med mit tilsmurte Marmelade-bæger? Man maa tage Situationen fra den mor­somme Side. Omsider, da man knap kunde se mere, rykkede de andre lidt, og jeg fik kneben Halmsæk-Plads.

Om Morgenen vader man i foddybt Lerælte. Belgierne vil ikke ud af Barakken. Paa Appel-pladsen gaar Vandet oven i deres Træsko. Da jeg vel havde faaet mine meldt, blev jeg kaldt til Kom­pagniets Skrivestue og beordret til at gøre Tjeneste ved Kompagniet igen. Naa, saa sættes man til at skrælle Roer og save tykke Træstammer igennem. Den Rekreation er mere legemlig anstrengende end Arbejdet ellers; men det gjorde helt godt, og lidt at se paa var der ligeledes. I Rusland morede »Maks« sig ogsaa med at lade de sygemeldte save tykke Knuder igennem paa Lejrens mest blæsende Hjørne i Snefog, og saa stillede han sig op med Hænderne i Lommen og spurgte med haanlig Medynk til vort Befindende.

I Morges stod endnu et lille pynteligt nyt Hus paa den anden Side Vejen med røde Tagsten. Be­boerne har maattet rykke ud. Nu blev i Formid­dagens Løb Taget revet løs og hevet ned, Murene halvt væltede, Vindueskarme og Døre slæbte bort, og der staar en sørgelig Ruin igen — alt for at faa noget Brænde.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 169-70)

17. januar 1918 – Thomas Thomsen: “Det værste er Tænderne”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i efteråret 1917 var blevet transporteret fra østfronten og indsat i Lothringen.

Den 17/1 1918

Kære Moder!
Mange Tak for dit Pakke med Smør og Frikadeller jeg modtog i Gaard. Du gaar vist og er urolig for mig, jeg er jo ogsaa en rigtig Skidt. jeg har ikke skrevet til jeg i 8 Dage nu, men du maa undskylde mig, jeg gaar nemlig hver Dag og har Tandpine og vi er ogsaa kommen i Stilling igen[.] Det skal du nu ikke være ked af for hos os er helt roligt. Jeg har været i Stilling siden den 11 og endnu er der ikke falden et Skud i Skoven hvor vi ligger.

Det værste er Tænderne[.] Jeg har været hene og faa to mere trukket ud, saa i det hele har jeg faaet 5 ud nu.I Gaard var jeg i Mühlhausen og skulde have de andre daarlige Plomberet, Herfra og til Mülhausen og tilbage igen er lige 34 km saa det er en temmelig god tur til Fods, og saa var der saa mange hos Lægen saa jeg kom slet ikke for, saa jeg kunde gaa hjem med uforrettet Sag. En Regn og Storm var det saa jeg var gennemvaade da jeg kom hjem. I Morgen skal jeg hen igen. Forhaabentlig giver det ingen Regn i Morgen[.] Ellers har jeg det godt[,] haaber ogsaa at i har det godt[.] Jeg skal vist paa Post nu.

Mange kærlige Hilsner sender Eder alle din Søn
Th Thomsen

Du maa undskylde Papiret men jeg har ikke noget bedre for Tiden.

(Kåre Pedersens samling)

15. januar 1918 – Milert Schulz: “Jetzt ist hier das Wetter etwas milder geworden. Tagsüber warmen Sonnenschein”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 15.1.18.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!

Endlich vor 2 Tagen brachte uns eine Ordonanz unsere Postaachen hierher. Es waren 3 Briefe von Euch meine Lieben vom 23.12., 28.12. u. 2.1. und denn im Ganzen 6 Pakete mit Wurst, Kuchen, Äpfel, Handtuch, Kamm, u.s.w.

Für alles meinen besten Dank. Wie ich aus Eueren Briefen sehe geht es Euch ja noch immer recht wohl im lieben Heim. Habe am 7.Jan ganz u gar Idas u. Br. Oskars Geburtstag vergessen. Hier mit nachträglich meinen herzl. Glückwunsch liebe Ida. Mir geht es ja immer noch recht gut hier in Kumanovo. Gestern Abend ist das 1. Bataillon gekommen. Morgen soll unser Bataillon kommen. Habe nun hier faule 14 Tage verlebt, aber dass wird ja bald aufhören, wenn erst die Komp. hier ist. Habe nun soeben mein selbstgekochtes Mittagessen vertilgt. Ich habe nämlich heute Nudel mit Büchsenfleisch gekocht. Tadellos hats geschmeckt. Jetzt ist hier das Wetter etwas milder geworden. Tagsüber warmen Sonnenschein.    

Sonst ist hier ja auch nicht viel neues. Unser Quartierswirt hat gestern sein Schwein geschlachtet 150 Pund kann es wohl gewogen haben. Ja wie ich Euch schon im letzten Brief geschrieben hatte waren wir ja auch zu Weihnachten hier. Wir wurden ja höflichst eingeladen. Zuerst bekam man eine Art Marmelade, 1 Glas Wasser u. Teelöffel vorgestellt. Davon sollte jeder en Teelöffel voll essen u. danach Wasser trinken. Wenn die Runde fertig war bekam jeder abwechselnd ein Glas Rotwein.

So feiern sie Weihnachten mit Besuch. Denn in der Hauptstrasse der Stadt hatte sich eine Zigeunerkappelle von 3 Mann (hier sind nämlich viele Zigeuner in dieser Stadt.) aufgestellt u. dann ging das Tanzen los. Hier tanzen die Leute so um den Weihnachtsbaum in einer Kette, dann hopsen so wie nicht ganz normale herum.

Ja so bekommt man vieles zu sehen. Sonst alles wohl viele herzl. Grüsse u. Küsse Euer Sohn u. Br.

Milert. 

(Breve i privateje)

14. januar 1918 – Hans Paulsen: “Jeg kan nemlig ikke godt lide Berlinerne”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W.47. den 14. januar 1917 [fejl for 1918]
Kære derhjemme!
Vi har Middagspause fra 12-2. Lige har jeg spist til Middag. Menuet var lidt knap. Det lød: ”Fleischlos, Nudeln 100 g.” Deraf kan man jo næppe blive mæt, da de kun er kogt i Vand. Men derfor har jeg jo de hjemlige Pakker.

– Lige har jeg faaet Mors Brev. Mange Tak. Jeg bringer vist næppe i mine Breve helt til Udtryk, hvor glad jeg bliver, naar jeg faar et Brev hjemmefra, men I kan tro, at, naar man er saadan ene i en stor By blandt lutter fremmede mest usympatiske Mennesker (Jeg kan nemlig ikke godt lide Berlinerne), saa er et Brev hjemmefra en Ting, som kan hæve Humøret for en hel Dag. Desværre er det mig helt umulig, prompt at svare derpaa. Derfor skriver jeg hyppigere til Eder Alle.

– Endelig! idag har jeg tilbragt de første Timer paa Køreskolen. Det gaar temmelig gemytlig til der. Vi har 2 Timer sat 2 Slanger paa et Hjul (5 Mand), den 3. Time forsvandt vi stiltiende og spiste vor Nudelportion. Naar jeg kunde tælle alle de Timer sammen, som jeg har trykked mig ved Militæret, vilde det sikkert blive mange Dage. Forleen har jeg med flere andre ”schwänzed” en hel Dag. Det er en temmelig pirrende, men fylder en med Fryd, naar det er fuldbragt og godt overstaaet.

Forleden spiste jeg med Hinrichs i en ”Mittelstandsküche” [suppekøkken for middelklassen/red.] til Aften. Priis 0.90 M. Vi fik et Tallerken med Kartofler, en Skaal med Sup (udefinerbar, smagløs, grøn, tilsyneladende lavet af Roerstilke) og et Tallerken med Kunstsauce og et Stykke Blodpølse. Det smagte ikke godt, men naar vi atter er i Nød, kan vi jo altid ty derhen. Det er saa gunstig, da Soldater ingen Levnedsmiddelkort bruger at give af der.

– Vi har ogsaa Vinter her. Sneen ligger saa dyb, at hele Sporvognenfærdslen i Byen er standsed. Vore Biler har ogsaa svært Arbejde, Afslæbningskommandoerne har fuldtop at gøre. Snart har vi Frost, snart Tøvejr. Det var ingen behagelig Vejr at staa Vagt i igaar, Fødderne blev gennemvaade. Vi var saa træt og kaput deraf igaar, at vi gik Kl. 6 i Seng.

– Desværre synes Muddis Pakke at være tabt! Paa Frikadellerne glæder jeg mig meget, jeg er for Øjeblikket nemlig kuns anvist paa den knappe Kasernekost.

– Til Slut gratulerer jeg Far til Hussalget.
Hjertelig Hilsen fra
Eders Hans

Jeg haaber, i den næste Tid, at kunde sende Eder nogle Billeder med mig i Arbejdsdragt. I kan tro, at jeg ser flot ud deri. –
Kære Far, kan Du ikke sende mig ved Lejlighed til Privatadresse S.W. 47. et Pakke med nogle Kasser gode Cigarer? Jeg kunde faa Brug derfor!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

12. januar 1918 – Hans Paulsen: “… hellere vil miste et Ben end en Arm”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin-Schönberg, den 12.1.18.

Kære derhjemme!
Atter er jeg paa Vagt og atter paa en Søndag. Da det næsten er bleven Tradition at skrive til Eder paa Vagt, vil jeg denne Gang ogsaa sende Eder et Par Ord, trods Skrivelejligheden her er daarlig. Brevet ligger nemlig paa mit Skød, derfor er Skriften saa daarlig.

Muddis Pakke med Honningkage, Strømper og Marzipanbrød er ikke ankommet endnu. Derimod fik jeg i dag 2 Bøger fra Tante Laura. – Kan I ikke sende det næste Pakke lidt før afsted, da det imidlertid er bleven lidt knap her? Helst maa I ingen Fiskedaase sende mere, da de let bliver daarlig, naar de staar aaben saalænge, jeg kan jo ikke tømme Daasen saa rask. Fornylig blev jeg nemlig daarlig deraf.

– Besichtigung gennem vor Hauptmann har ikke fundet Sted endnu. Desværre! –

Jeg har købt et einfach Skakspil hos Wertheim [berlinsk stormagasin/red.] til 4.- og spiller saa med Hinrichs. Det er en dejlig Underholdning! – Kan jeg ved Lejlighed faa et Pakke (rødt) Sæbepulver, da jeg gerne vil vadkse mine Strømper og Fodlapper, da de ruinere i Vadskerierne? Fru Wienicke har tilbudt sit Hjælp.

– Fornylig traf jeg i vor Kantine gennem Tilfælde en Skolekammerat, Felix Thomsen, Apotekerens Søn fra Leck. Berlin er dog ogsaa kun lille!

– Her i Vagtstuen er for Øjeblikket en livlig Underholdning i Gang. Vor Vaghavende, med forskudte Fingre, og en 48 aarig Soldat kommer endelig til Resultatet, at de hellere vil miste et Ben end en Arm i Krigen –

Naa, det er nok et Godt Sammelsurium, som jeg har smurt sammen. Men det ligger i Forholdene.

Hjertlig Hilsen fra
Eders Hans

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

6. januar 1918 – Hans Paulsen: “…. og lidt prøjsisk Historie”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W., den 6. Januar 1916.

Kære Forældre Marie og Muddi!
Igaar fik jeg Eders Pakke, hvorfor jeg takker Eder mangen Gange. Maa jeg bede Eder, næste Gang at sende et Brød, som ikke er saa gammel, hvis det da er mulig, fordi det, som jeg fik igaar, er fuldstændig tør og stenhaard.

Hvor rar af Fru Mikkelsen at sende mig et halvt Hvedebrød! Jeg fik ogsaa et Nytaarskort af hende. Paa Fredag fik jeg ogsaa et Brev af Fru Lenschau.

I Overmorgen har vi Besichtigung gennem vor Hauptmann. Det bliver en stram Tour, men værst er dog Forberedelserne. Morgen har vi gennem Feldwebelen ”Vorbesichtigung” og Examiner i alt, hvad en Soldat skal vide, og i ”Unser strategische Lage”, ”Ursachen und Anlass des Krieges”, ”Unser Verfassung” og lidt prøjsisk Historie.

Paa Onsdagmorgen Kl. 8 skal vi saa træde an i Køreskolen og saa begynder forhaabentlig den gode Tid som Belønning for den overstaaede stramme Tid.

Brevet fortsættes

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

 

3. januar 1918 – Chresten Lysbeck: “… et uhyggeligt Besøg”

Landmand Chresten Lysbeck blev indkaldt ved krigsudbruddet og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Sanitäts-Kompagni Nr. 13, der i januar 1918 befandt sig i Flandern.

Kort efter Nytaar havde vi en Nat et uhyggeligt Besøg. Det kunde til Tider Hænde, at Vandet pressede paa Nyrerne, og saa maate man jo ud selv om det var Nattetide. Kosten var nemlig temmelig vandet og næsten uden Indhold af Næring og Søvnen som Følge deraf lidt urolig.

Saadan gik det mig en Nat jeg var uden for, og da jeg lyttede, kunde jeg høre Flyverne. Paa lyden kunde man ganske tydeligt høre, det var en engelsk Flyver. Lidt efter gik jeg ind igen, lagde mig i “Sengen” og trak Dækket over Hovedet. Hele Kompagniet havde Opholdsrum i Kælderen. Kort efter lød et Brag uden for vort Kældervindue og Vinduesskærmen kom ind i Kælderen til os. Min gode Ven, W. Jensen, laa ved Siden af mig og jeg tiltalte ham med; Sover du, Willi! Træk tæppet over Ørerne, der er Flyvere uden for.

Flyene smed 9 Bomber rundt omkring Hospitalet. Da Uvejret var drevet over, gik vi ud for at se paa Skaden. Værst var det gaaet ud over en af Træbarakkerne, hvor 10 Heste laa saarede og døde. Hele Barakken var saa gennemhullet som et Si. P. Grevsens Apotekervogn var heller ikke bleven skaanet, og om den kunde transporteres videre var et Spørgsmaal.

Da det blev Dag, blev alle ti Heste flaaede og parterede; det gav nu rigeligt med Hestebøf og transporteret tilbage til Føde og for Krigsfangerne, som mange Steder var beskæftiget ved et eller andet Arbejde.

(fra: Chresten Lysbeck: Under Genferkorset, mine Oplevelser mellem Slagene, Haderslev 1933, s. 128-30)

1. januar 1918 – Ernst Christiansen: “… kun faa blev virkelig fulde”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 1. Januar 1918.
Solen skinner mildt og fint paa den snepudrede Jord. Fra Morgenstunden har Kanonerne dundret næsten som i Trommeild. Nyaarsaften gik bedre end ventet. Der var ikke Lejlighed til at faa saa mange Drikkevarer som Jule­aften, og kun faa blev virkelig fulde. En Mand fra en anden Barakke kom dog dinglende ind og vilde absolut kysse enhver af os, mens han smilede huld­saligt over hele Ansigtet. Og saa kom de første Julepakker ad Omvejen over Rusland, og jeg laa og rodede med de smaa Overraskelser paa mit Leje, som ogsaa her er det eneste Sted, jeg har til Raadighed. En Tid var der næsten mennesketomt i Barakken, og man kunde sidde og se ind i Ovnens klare Luer og tænke paa det Aar, der trods alt var gaaet taaleligt. Kl. 12 vækkedes jeg ved, at Folk styrtede ud for at se et Fyrværkeri, der afbrændtes ved Fronten. Nyaarsdags Menu var ikke indbydende, Kaalrabisuppe med store Stykker utilstrækkelig kogte Roer med skarp Smag. For i Morgen staar den paa Surkaal.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 167-8)

28. december 1917 – Mathias Damm: “Parademarsch ved Maaneskin”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Fredag den 28.12.17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for et Brev fra den 20 og et Kort fra den 22. Jeg har det godt og er sund og rask. I Aftes havde vi Julefest. Vi fik hver ½ Pund Pølse, en Æske Delikatesse Ost, et Æble, 2 Cigarer og 20 Cigaretter, desuden 2 l Øl. Det var for 5 Mark. Tilsidst lavede vi en Parademarsch ved Maaneskin med Kogepotten og Drikkebæger i Haanden og Musik dertil. Om det nogensinde har set sin Lige i det prøissiske Militærs Historie, tvivler jeg om, da vi ikke engang havde Kobbel om eller Bøsse med. Men det klappede trods det.

Jeg kan ikke forstaa, hvordan Rasmus bærer sig ad med sine Strømper. De bedste jeg havde med paa Orlov, (de ere med nu fra Beutedepot) har jeg ikke brugt siden, To Par har jeg i Brug og et par venter paa “Ersatz” med et militærisk Udtryk. Man skal altid aflevere et par gamle for at faa ny. Desuden har jeg et par Fodlapper af et Dækken i Brug og et par i Reserve. Hvis jeg ingen havde lavede jeg Radav og naar det ikke hjalp, saa meldte jeg mig syg. Jeg gad dog vide, om jeg ingen fik. Jeg kan ikke forstaa det, thi han har da ellers aldrig været tabt bag af en Vogn.

Smergellerred har jeg nok af foreløbig. Havde snart haabet at faa Pakker idag, men pyt. Der maa endnu komme 4 i det hele, naar de ikke er fløiten, men den fra Anne har jeg snart opgivet Haabet om at faa. Haaber ogsaa vor kære Fader snart maa komme hjem, for os er der dog ingen Slut at se og vi kunne nok ogsaa bedre end han.

Her har vi ogsaa en god Stilling, og naar man blot ikke sluger Gas, er man efter menneskelig Beregning temmelig sikker. Med Gassen skal man passe paa. Frans skyder snart mere med Gas end med Sprænggranater. Jeg skal nu have lidt malet til R og her er der forresten ikke meget at fortælle om. Barakken er bedre end de andre vi har gjort Bekendtskab med her paa Egnen. Efter Nytaar gaar vi atter i Jorden 14 Dage.

Haaber i alle derhjemme har det godt og at Krigen snart maa faa en Ende, saa F ikke behøver at gøre Bekendtskab med den Slags Boliger, inden han har aflagt sine Drengebukser. Foreløbig er der heller ingen Fare, da de jo nu har en Mængde Tropper tilovers i Rusland og Italien, og Rumænien ogsaa. Slutter nu med mange Hilsner og Ønsker om et godt Nytaar eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

25. december 1917 – Milert Schulz: “Ja meine lieben wir Ihr wohl denken könnt waren meine Gedanken gestern Abend natürlich zu Hause…”

Senest ændret den 27. december 2017 12:07

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 25.12.17.

Meine lieben Eltern u. Geschwister!

Gottes Friede zum Gruss.

Für erhalten Briefe vom 13. u. 17.12. sowie Diddes Karte vom 14. u. Olgas vom 15. sage ich Euch allen meinen besten dank.

Weihnachtsabend haben wir ja den überstanden. Unser Festessen bestand aus Dörrgemüse ohne Fleisch u. Kartoffel dazu habe ich 3 Stück trockenes Brot gegessen u. I Tasse Punsch u. heissen Tee. Also könnt Ihr Euch wohl vorstellen dass es nicht so besonders gewesen ist.

Ihr habt sohl Brant u. dergl. gegessen. Dann kam die Kantine. Da haben wir ein paar Cigaretten, Cigarren u. 1 Flasche Bier gratis bekommen. Gekauft haben wir 1 Flasche Wein. Dann kam die Weihnachtsbescherung. Jeder Mann bekam fast ein Paket. In meinem war 1 pund Honig, 1 Mundharmonika 1 Bartbürste – 20 Cigaretten 5 Cigarren u. ein paar Wallnüsse. Dieses war unsere ganze Weinachtsfreude.   

Der Honig u. diese Sachen ist eine Weihnachtsbescherung der Heersverwaltung. Aber ich glaube es kommen noch noch Liebesgaben von der Stadt Allenstein wo unser Regiment in Garnison liegt. Ja meine lieben wir Ihr wohl denken könnt waren meine Gedanken gestern Abend natürlich zu Hause u. die Euern wohl in Mazedonien. Aber in Stillen habe ich auch meine Weihnachten gefeiert u. der Herr hat mir das Fest auch hier draussen reichlich gesegnet. Euch ist heute der Heiland geboren”

Das Wort hat doch noch immer seinen alten lieben Klang. trotz Krieg u. Allem. Der Herr gebe dass wir nächstes Jahr das liebe Weihnachtfest in Ruhe u. Frieden feiern dürfen. Gestern hatte ich noch bei der Post ein Paket von Tante Mie aus Düppel u. 1 Breif von Kousine Methe aus Bredebro. Sonst ist hier alles wohl, der Franzmann ist auch ziemlich ruhig.

Sei denn recht herzl. Gegrüsst u. geküsst von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

23. december 1917. Hestegullasch – men hesten hævner sig …

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

En søndag eftermiddag, medens vi lå i ro i Goed, gik vi til en biografforestilling. Det var i en stor barak i nærheden af Gitsberg. Salen kunne rumme 4-500 mennesker. Der var fin musik.

Vi fulgtes ad. Obergefreiter Maas, sergeant Felix Ploschaischik og jeg. Det var meget velgørende at se noget andet en gang imellem, og musik havde en mærkelig indflydelse på en; og det gjorde så godt at se noget fra det civile liv, om end kun på billeder.

Når vi lå i barakkerne i Goed, så lavede vi ikke meget i disse korte dage. Det regnede meget hver eneste uge, og jordsmonnet rundt omkring barakkerne var i et ælte. Vi havde nogle løberister (Laufrosten), som gik fra den ene barak til den anden og til staldene og køkkenet m.m.

Jeg fandt et sted, hvor jeg kunne købe lidt brød, det var hos belgiske civilfolk. Det var rugbrød, runde af form og det var velsmagende.

Endvidere besøgte jeg jævnlig en gammel træskomand. Han lavede
træsko sammen med sin søn. Vi handlede om et hornhåndtag til en stok. Jeg skulle skaffe ham noget læder, og det fik jeg også fat på ude i stillingen, jeg skar det af sadler og seletøj, og da jeg havde faet
en passende portion, fik jeg håndtaget. Jeg lavede mig en solid kæp, og meningen var, at den skulle med hjem, men den blev senere stjålet fra mig.

En dag lidt før jul, slagtede de en hest i køkkenet. Hesten var blevet skudt på vejen ud til fronten; da det var en god hest, tog et par mand ud og parterede den, og så kom den med hjem på en ammunitionsvogn. Hele hesten blev lavet til gullash, og vi fik hver en god portion.

Vi havde imidlertid ingen kartofler og kun ganske lidt brød, og derfor nød vi den gode, men skarpe gullash uden videre tilsætning. Vi fik en ekstra snaps den aften, og der blev en hel fest. Der blev sunget af fuld hals: „So ein Happen, so ein Happen von hi au hi au hot, so ein Happen von Pferd sin Fut“.

Om natten fik vi alle sammen diarré, og der blev et frygtelig løben frem og tilbage til latrinen.

Klimaet var meget fugtigt. Men vi sørgede for at have rigeligt med tøj. Man kunne sagtens finde noget. Der lå frakker og kapper og tæpper alle vegne. Man fik så disse beklædningsgenstande tørret,
og så havde vi dem til at dække os til med om natten og skifte med i regnvejr.

Utøjet var noget værre om vinteren end om sommeren, da vi ikke havde så gode vaskeforhold, men desto oftere måtte vi trække af undertøjet og løske os.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.