Tag-arkiv: forplejning

14. maj 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Hindenburglinien er stærk”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

1. Gennem B. (ny Mand, navnet opgivet)

a. Det bekræftes, at næsten alt Rytteri fra Haderslev og Omegn er paa Foraarsarbejde i Mecklenburg.

b. I Aabenraa er kun ”meget lidt” Fodfolk.

c. Arbejdet paa den befæstede Linie i Nordslesvig fortsættes meget ivrigt; det er væsenligst Jernbanearbejder.

d. Nøden i Tyskland er meget stor, navnlig i Byerne; en Soldat, der fra Vestfronten er hjemme paa Orlov, meddeler, at Hindenburglinien er stærk, men at det tyske Artilleri er det engelske ganske underlegen. En Svoger til ovennævnte Soldat er hjemme fra Østfronten (Riga) og meddeler, at der fraterniseres stærkt med Russerne. De fleste tyske Tropper er her ført bort. Nøden paa Østfronten er overordentlig stor, og han (Svogeren) var saa udsultet, at alle hans Paarørende græd, da de fik ham at se, og hans egen Børn kunde ikke kende ham.
En nordslesvigsk Redaktør meddeler, at Befolkningen i Berlin er saa udsultet, at den ikke synes at kunne gøre Oprør.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

14. maj 1917 – Thyge Thygesen: “Sådan et Bysbarn er vist ikke meget bevendt på Landet!?”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 14. 5. 1917.

Kære Alle sammen! Mange Tak for Eders kære Brev.
I spørger efter Marius! Ja, jeg har heller ikke hørt fra ham i meget længe. Så længe jeg er her vist kun 2 Gange, han var jo altid lidt sliden med at skrive. At han vist snart fik Orlov, skrev han allerede da jeg endnu var på Lazarettet. Jeg kan ikke vide om han er i eet af Brændpunkterne nu, men komme der skal han jo nok – 36erne er aldrig bleven forskånede. Det eneste er, om, da han nu er ved Minekasterne, ikke bør med. Ja, når man tænker på, hvadfor et Liv de fører derude og vi går her i Ro og Mag – taknemmelig nok kan vi aldrig være!

Havde Brev fra lille Vips i Dag. Hun er jo udmærket tilfreds, det er nu da godt for hende. At I ingen nye Rekl. må indsende, har jeg jo skrevet, nu er jeg meget spændt på hvad det bliver til. Hvad er det for en Pige I har fået? Får hun Løn? Sådan et Bysbarn er vist ikke meget bevendt på Landet!? Hvorledes er Karlen til Arbejdet? Har I så Mikael endnu? Har I da så koldt endnu at Kreaturene ikke kan komme ud? Der er måske heller ikke meget Græs!? Hvorledes har Fodret ellers slået til? Skal Lisbeth snart fole? Der er vel da ikke Tanke om, at de også skulde komme efter Jutta?

Undertrøjerne sender jeg hjem engang ved Lejlighed, jeg bruger dem nemlig ikke. Hvis I har nogle korte Strømper var de mig også kære nu, men lad det nu kun vente en rum Tid for om jeg da ikke selv skulde komme. Jeg skrev en Gang, at jeg havde for megen Smørelse, det er desværre ikke Tilfældet nu længere. I de sidste 3 Uger har vi fået for 26 pf. Smør. Men i den sidste Pakke jeg fik med Smør, var det blevet meget blød. Den var jo nu meget længe under Vejs, ellers ved jeg snart ingen Råd.

Kærligste Hilsener, Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

12. maj 1917. Heldig madbærer til forreste linje

Christian Hach, Padborg, læste på seminariet i Haderslev ved krigens udbrud. I november 1916 blev han indkaldt som rekrut  og i januar 1917 tildelt Regiment 464.

Da det blev forår, var vi »einsatzbereit«, og den 13. april dampede vi af sted til Vestfronten, hvor der var brug for nyt »Kanonenfutter«.

(…)

Den 17. april nåede vi frem til fronten og var med i flere træfninger ved Siegfried-linjen og i Artois-området, men i maj blev vi forflyttet til stillingerne foran Arras, da vi skulle være med til at standse de fjendtlige angreb i forårsoffensiven 1917.

Vort kompagni blev stationeret ved en lille by, Brebieres; herfra sendtes afløsning til det foranliggende frontafsnit, og hver nat blev der bragt forsyninger af forskellig art til mandskabet i skyttegravene. Jeg blev udtaget som »Essenträger«, og en aften startede vi som sædvanlig med madspandene på ryggen.

Det gik kun langsomt frem, thi vi måtte stadig gå i dækning for den kraftige spærreild fra de fjendtlige kanoner, og vi var klar over, at der var noget alvorligt i gære forude.

Ved ankomsten til reservestillingerne modtog vi også den alvorlige meddelelse, at fjenden havde foretaget et heftigt angreb, løbet første og anden linje overende, den var blevet fuldstændig oprevet, mens frontkæmperne var blevet taget til fange eller dræbt.

Vi afleverede hurtigt madspandene, skyndte os bort fra de farlige omgivelser og nåede frem til vort forhenværende fredelige kvarter med liv og lemmer i god behold.

DSK-årbøger 1971

11. Maj 1917 – Milert Schulz: ”Es hörte sich fast so an wie das donnern eines Gewitters”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde d.11.5.17 (Abends)

Meine lieben Eltern und Geschwister! Gottes Friede zum Gruss! 

Habe Euch heute eine Karte geschrieben, die Ihr hoffentlich schon bekommen habt. Habe dort geschrieben, was ich in diesen Tagen erhalten habe und brauche ich es ja hier im Briefe nicht zu wiederholen. Wir sind nämlich wieder ein paar Tage auf dem Marsche gewesen und erst vor 2-3- Tagen in Ruhe gekommen und hat sich deshalb mein Schreiben um paar Tagen verlängert.

Wo wir jetzt sind geht es ein bischen heiss her. Die Franzossen  versuchen auch hier durchzubrechen aber unsere Infanterie und Artillerie lasst sie so leicht so leicht nicht durch. Die F. sind jedes mal mit blutigen und schweren Verlusten zurückgetrieben worden. Sie haben hier 3 Tage und Nächte getrommelt. Es hörte sich fast so an wie das donnern eines Gewitters. Unheimlich hört das sich an. Unsere Komp. Hat nur einen Toten u. 1 Verwundeten gehabt. Der Tote bekam ein Volltreffer alo eine Granate direkt bei ihm eingeschlagen und schlug den Mann gleich in Fetzen. Gott sei Lob und Dank, dass ich hier hinter der Front sein kann und mich ruhig und frei bewegen kann. Ich lebe ja auch ganz gut hier und braucht Ihr hungern brauche. Vielleicht lebe ich noch besser wie Ihr meine Lieben was die Nahrung anbetrifft. Wie bekommen nämlich alle 2 Tage Brot 3 Eier und denn was es sonst noch gibt an Schmalz. Schinken oder eingemachtes Rindfleisch. Das Mittagessen ist auch ganz gut. Heute bekamen wir Graupen. Mitunter gibt es denn Reiss oder Nudel oder was es sonst noch für Militärkost gibt, und meistens mit Hammelfleisch.

Also wenn man hier wohnte gäbe es Wolle genug liebe Mutter. Hier haben wir jetzt eine kollasale Hitze. Die Sonne steht bald senkrecht über uns.  Mittag ist es ungefähr 50 Grad. Sonst bin ich noch immer Gott sei dank gesund und wohlauf.

Viele herzl. Grüsse u. Küsse an Euch allen meine Lieben von mir Euer Sohn und Bruder Milert.

(Brev i privateje)

8. maj 1917 – Thyge Thygesen: “Mig er de temmelig underdanige”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 8. 5. 1917.

Kære Forældre og Søstre!
Har nu lige fået ”Onnen.” Vi har fået Nudler i Går og jeg har nu kogt nogle i Dag. Det går udmærket med Kogningen, det er jo slet ikke så slemt. Det eneste er, der går altid en hel Del af Fritiden dermed, men så har jeg jo til gengæld også altid hvad jeg lige har Appetit på. – Ansøgningen må I altså foreløbig ikke sende ind, den gamle er jo da så ikke helt ude af Verden, hvad det nu bliver til, skal Tiden nu vise.

– Sæbe har jeg foreløbig også nok af. Fangerne får lidt sendt hjemme fra og nogle af dem betænker jeg somme Tider med lidt Mad eller Brød og de har så givet mig lidt Sæbe. Mig er de temmelig underdanige, de kalder mig endogså ”Herr Posten.”

Vi har det dejligste Forår her, nu begynder alt at blive grønt. Men den dejlige Bøgeskov mangler her. Her i dette Ufrugtbare Land gror der kun Fyr og Birk.

Nu de kærligste Hilsener fra Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

4. maj 1917. En frontrotte på køkkentjans

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Harnes, ved Lens, den 4. Maj 1917
Efter endt Jernbanerejse og en længere Marchtur er vi ankommet til Arrasegnen, hvor der forude udfægtes haarde Kampe. Vi skal dog ikke i Stilling endnu, men foreløbig blive her i Byen i Beredskab.

Jeg er blevet Køkkenchef. Den tidligere Chef med samt sin hele Stab og Køkkenredskaber blev taget til Fange ved Soisson. De havde indrettet sig i en Hule og havde ikke opdaget, at Franskmanden  havde omgaaet dem.

Denne Plads var mig ikke uvelkommen, særlig ikke, da der var Udsigt til at beholde den, og saa for Resten sørge for at lade Livet forme sig noget behageligere.

Jeg skulde dog snart erfare, at det ikke var saa helt lige til at være Køkkenchef. Der skulde holdes ordentlig Hus, thi de udleverede Rationer var smaa og stod ikke i rimeligt Forhold til Sulten.  Appetitten var altid glimrende, og selv da jeg fandt paa at hælde mere Vand paa, slog Maden ikke til. Det varede heller ikke længe, før Folkene klagede over Kosten. De mente, at den var for tynd, og at de bedst selv kunde hælde Vand paa.

I Dag gik det galt. Jeg har tit ærgret mig over, at d’Hrr. Oppassere  hver Morgen hentede den bedste Kaffe, og at de om Formiddagen  atter stillede og skulde hente denne eller hins Frokost. Der var  nemlig ikke beregnet noget ekstra til „Herrerne”, men for at gøre gode Miner til slet Spil, sørgede jeg altid for at have „lidt varmt” til  Frokost, lidt ristet Brød, eller hvad jeg kunde finde paa.

Men nu i Dag, da mødte de igen alle, som de plejede, endda det er kødløs Dag, og forlangte Bøffer. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulde tage dem fra.

Gal i Hovedet og fast bestemt paa, at nu skulde der gøres en Ende paa denne Svindel, gik jeg til Feldveblen.

Efter at jeg havde  gjort Rede for min Opfattelse og paa en meget lempelig Maade  udbedt mig hans Mening om Sagen for Fremtiden, erklærede han, at han allerede længe havde set, at jeg ikke egnede mig til denne  Tjeneste. Jeg svarede: „Javel, Hr. Feldvebel” og gik.

Dog saaledes vilde jeg ikke give Slip, hverken paa min Trykpost eller paa mit Forehavende. Jeg vidste, at Kompagniføreren aldrig vilde taale den uretfærdige Fordeling af Maden og gik derfor til ham. Jeg bankede paa. „Kom ind!” raabte han. „De kommer, som om De var kaldet!”

Jeg var forbavset og vidste ikke, hvad der nu kunde være paa Færde.
„Jeg har lige faaet Meddelelse om,” begyndte han, „at orlovsspærringen er hævet, og De er jo den første paa Listen!”

„Javel, Hr. Løjtnant’ ” svarede jeg.
„De kan faa Deres Pas og rejse med det samme. Passer det Dem?”
„Javel, Hr. Løjtnant,” var Svaret, og ud af Døren forsvandt jeg med et Spring.

Jeg har pakket. Af de smaa Portioner har jeg skaaret mig en forsvarlig Frokost, og „Bratkartoflerne”, der ellers var beregnet til Officererne, er pakket i Kogekarret. Jeg venter endnu kun paa at sige Farvel til et Par gode Venner, saa gaar det hjemad. Hjem — hjem, ud af Skidtet for et Stykke Tid og hjem.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

2. maj 1917 – Thyge Thygesen: “… død en Russer for os”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 2. 5. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Har næsten ingen Tid til at skrive i, men Tiden til et Brev tager jeg mig nu. Jeg er jo kommandofører i denne Uge og nu skal da også alt muligt indtræffe lige udregnet, da Underoffz. fejler. For det første er der død en Russer for os. På Torsdag kom han i Sygehuset, på Lørdag døde han, Mandag Aften fik jeg det først at vide. I Går har jeg så havt et Løberi som er til at blive tosset over. Jeg skal melde det an alle mulige og umulige Steder, sørge for Kiste, Grav, Begravelse, katolsk Præst o.s.v. o.s.v. I Aften Kl. 7 finder Begravelsen så Sted. Nå, Hovedsagen er, at de får ham i Jorden, enten det så er på den foreskrevne Måde eller ej!

Takker mange Gange for Pakken med Flæsket og Ærterne, har i Dag kogt Ærter som efter min Mening og også efter en Russers Udsagn, som jeg gav en Tallerkenfuld, smagde helt udmærkede. Vi har i Dag fået 1 pund Sukker. Nå, I er nu af med lille Vipsen , at I vil komme til at savne hende, kan jeg så godt forstå. Gid hun nu må få det godt. Hun skrev i det sidste Brev, at hun troede helt bestemt jeg fik fri – ja, gid hun havde Ret, jeg tror det næppe. Til nu er jeg jo da her, men nu skal vi jo see hvad de næste Dage vil bringe!

Det er en slem Malheur for Peters, at de nu også har mistet en Hest, så høj som Værdien er nu, er den naturligvis ikke forsikret for!! Blot det nu må gå godt med Lisbeth når hun skal fole!

2 Russere har jeg sendt til Lazarettet i Wittenberg i Dag og så klager de enda alle: ”kaput, kaput,” Men jeg kan jo ikke, som jeg helst vilde, sende hele Flokken derhen.

Nu de kærligste Hilsener, Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

12. april 1917. Fra Willemoës’ notesbøger: A.S.’ beretning fra Vestfronten

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. Nedenstående beretning blev kun delvist bragt i Ribe Stiftstidende den 11. april 1917.

(delvis optaget i Ribe Stifts Tidende for 11. april 1917)

A.S. blev taget til soldat den 15. marts 1916 i Flensborg, sendtes straks til Rostock, fik der 6-7 ugers uddannelse og sendtes derfra til Beverloo ved den belgisk hollandske grænse, hvor han var i 4½ uge for derfra at blive dirigeret til Sommefronten ved Sailly-Sailliset i slutningen af maj 1916. Da var alt roligt på det sted. Var der i 14 dage.

I Rostock var forplejningen god nok: daglig kogte og blandede retter f.eks. ærtesuppe med kød i, bønnesuppe med kød eller sødsuppe med spegesild i! Om aftenen gaves foruden brødet hver anden dag et stykke pølse eller ost, om søndagen sødsuppe uden spegesild, steg med asparges og kartofler.

I Beverloo, hvor lønningen var 10 mark 30 pfg. hver 10. dag, levede soldaterne særlig godt, og soldaterne kunne dér få næsten alt, hvad de ønskede. Lønningerne var så høj – den er ellers 5 mark 30 pfg. Hver 5. dag – fordi der ingen pølse eller aftenportioner blev udbetalt. I de sidste uger i Beverloo blev der udleveret pølse og ost, røget sild eller lign. om aftenen, og lønningerne blev så sat til 8 mark 21 pfg.

Fra Sailly-Sailliset kom afdelingen til le Prêtre skoven ved Rambecourt n.ø. for Jaulny og var der til begyndelsen af september 1916. Her var der jævnt roligt. Skuddene, der kom fra det franske artilleri blev talt, og franskmændene fik det samme antal skud tilbage fra os den næste dag. – Forplejningen var god om end ikke så god som tidligere. Om aftenen fik vi 3-4 skefulde marmelade.

Skyttegravene var her næsten alle udmurede med cement i bunden og udrustningerne (til værn mod granaterne). Væggene var stivet af med fletværk, understand – opholdsrummene var udmærkede, næsten som stuer og lå 15-20 meter under jorden. Sengen bestod af brædder, over hvilken der var spændt hønsetråd (trådfletning), og enkelte steder var der endog elektrisk lys.

På enkelte steder lå de franske og tyske skyttegrave kun ca. 30 meter fra hinanden, og det hændte sædvanlig hver morgen, at de tyske og franske soldater så op over skyttegravene i brysthøjde og hilste godmorgen ganske venskabeligt. Der blev ikke skudt af infanteriet dér, medens vi var der.

Den 2. september kom jeg sammen med en underofficer og en mand til Metz og derfra til Goudech [?] for at søge kvarter til kompagniet (2. kompagni og 363. reg.) I Goudech lå vi i 8 dage, derefter førtes vi fra bane i løbet af 5 dage til den østrigske grænse, da der imidlertid om natten kom ordre om at vende tilbage til Sommefronten.

Så kørte vi i en uges tid tilbage og kom til Fressin, hvor vi var i 4 dage for derefter at blive dirigeret til Sailly-Salliset, hvor vi var til slutningen af september. Her gik det meget hårdt til. Der blev stormet hver dag omtrent 5-6 gange fra tysk side, og englænderne brasede på endnu oftere. Det gik uafbrudt frem og tilbage. Den første dag, da tyskerne stormede, mistede 2. kompagni ved det første angreb 145 mand faldne, sårede og fangne af 235 mand.

Side 521
Kompagniføreren blev fuldstændigt gennemskudt af maskingeværer. Den dag gik tyskerne omtrent 150 meter frem. De nåede ikke frem til de engelske linjer, men lå i åbne granathuller. Skydningen var frygtelig, og det engelske artilleri bragte hurtig det tyske til tavshed. – om natten kl. 12 sprængte engelske granater det tyske ammunitionsdepot t luften 7-8 km fra Sailly med et vældigt brag. Et pragtfuldt men frygteligt syn.

Natten mellem den 23. og 24. september skød kun artilleriet, med den 24. om morgenen tog infanteriet fat igen, og man havde intet øjeblik ro for de engelske flyvere, der sværmede om i stort antal. – Jeg kunne se ca. 60 fra det sted, hvor jeg lå – og undertiden gik de ned til en højde af 30 meter og skød med maskingeværer og kastede håndgranater, hvor de så nogen røre sig i de åbne granathuller. Vi lå derfor ganske stille, som om vi var faldet. Atter stormedes der fra begge sider uden noget resultat. Sådan gik også den 25. og 26. sept.
Om natten mellem den 26. og 27. sept. Gravede vi os fra granathullerne ud til siderne for at lave lidt løbegrave – vi måtte ikke gå tilbage, og den 28. om morgenen kl. 67 stormedes igen; men der faldt da så mange af regimentet, at dette måtte afløses og trak sig tilbage til Sailly – Sailliset, medens et livjægerregiment nr. 12 rykkede ud i stedet for.

Side 522 – 526
Da vor regiment gik tilbage, så vi levnedsmidlerne ligge i dynger på åben mark, således som de var læsset af vognene, men man lod det ligge. Soldaterne havde overhovedet ingen videre appetit i de dage, de lå ude i den forreste linje og nøjedes med deres brød. Derimod lod soldaterne meget af tørst, og havde kun haft at drikke det snavsede vand, der stod i granathullerne. Da de på tilbagevejen opdagede, at bl.a. var henslængt en mængde flasker vin, tømte de disse og var næsten alle berusede, en del endog fuldstændig døddrukne, da de nåede tilbage til Sailly-Sailliset. Da kompagniet næste dag, den 29. sept. Blev talt op, var der mødt i alt 50 mand.
Dagen derpå, den 30 sept., blev hvert kompagni forstærket med 80 mand, og den 1. oktober gik det atter frem. 3-4 km fra frontlinjen stak soldaterne imidlertid af i små hold på 5-6 mand, og da kompagniet nåede ud i nærheden af linjen, var der kun 60 mand tilbage. Da kompagnichefen intet kunne udrette med en sådan klat folk, beordrede han tilbage.

Sådan gik det også den næste dag; kompagniet ville ikke gå frem.

Den 3. oktober kommanderedes så hele regimentet frem på én gang og nåede helt ud til linjen. Kl. 10 om formiddagen begyndte englænderne at skyde med gas i en halv times tid, men de blev slået tilbage. Om eftermiddagen kl. 2 fornyede englænderne deres gasangreb, først artilleriet med gasgranater og derefter blæste infanteriet sine gasbølger ud, og bag disse gasbølger trængte englænderne frem. Gassen bevirkede en stærk kløe bag de tyske soldaters gasmasker, så at de måtte rive sig, og derved trængte gassen ind i maskerne og fremkaldte stærk hoste og rindende øjne, så at de pågældende intet kunne se. Da vi mærkede det, lod vi være med at klø os. –

På nogle steder kom også franske flammesprøjter, og for disse ildstråler trak tyskerne sig tilbage på de pågældende steder. Ved dette angreb måtte tyskerne gå 500-600 meter tilbage.

Den 5. oktober blev regimentet afløst og gik tilbage. På vejen gennem en landsby bag Sailly-Sailliset gik nogle af soldaterne ind i husene for at få noget at spise, men traf beboerne liggende døde i sengene, kvalte af gas; de var opsvulmede i ansigtet, der havde antaget forskellige farver.

På et gods – guvermenentsfarmen – var jeg nede i en stor kælder, der af tyskerne var indrettet som lazaret. Her lå der en mængde hårdt sårede f.eks. folk, der havde fået armene skudt af. Når en granat slog ned på gårdspladsen – der blev af englænderne her skudt væsentligst med 38 cmt. kanoner – så fór de sårede op og ville bort, og det så frygteligt ud.

I nærheden af godset sås hovedløse kroppe hænge i træerne – formentlig ligene af tyske observationsfortr.
4 kammerater drev omkring i 3 dage uden at bryde sig om noget som helst – helt tummelumske af alle begivenhederne og erfarede da, at regimentet var kommanderet tilbage til Præsteskoven. De kørte så tilbage til Metz, blev der i 2 dage, og meldte sig derefter til regimentet.

Nu lå vi i Præsteskoven til 8. nov., da det gik tilbage til Somme, denne gang til Haglincourt øst for Bapaume. Her lå vi i ro i 8 dage og gik så i stilling lige overfor Gucudecourt, hvor vi lå forholdsvis roligt indtil midt i januar 1917. Under opholdet her var skyttegravene gode, så længe frosten holdt, men da tøvejret indtraf og englænderne fyrede med granater, blev de til et fuldstændigt morads og styrtede sammen. Alt arbejde på at istandsætte dem viste sig forgæves. Et par soldater kvaltes i mudderet.

Mellem de engelske og tyske linjer lå mængder af lig, som det var umuligt at begrave. – De fleste, der faldt i denne tid, var ordonanser, der skulle over fri mark og blev skudt ned af engelske skarpskytter, som skyder forbløffende roligt og sikkert, ofte med snadden i munden.

Omkring midten af januar 1917 kom vi tilbage til Hermies mellem Bapaume og Cambrai; var der i 6 dage for så at afgå til Betheniville i Champagne. Her meldte jeg mig syg og kom på lazaret i Rethst i 14 dage, men da jeg egentlig ikke fejlede noget, sendtes jeg tilbage til kompagniet den 16. februar. Dagen efter gik vi i stilling ved Reine øst for Reims. Samme dag, den 17/2 blev der spurgt, hvem der ville melde sig frivillig til udforskning af den fjendtlige linje lige overfor. Der blev lovet orlov straks til dem, som kom tilbage med oplysninger. Der meldte sig en 60 mand af hele bataljonen. De gik så frem om aftenen kl. 8, medens artilleriet søgte at vildlede fjenden. Ca. 30 mand nåede ned i den forreste franske skyttegrav, udforskede den og nåede tilbage, men dog med mange af dem sårede. En kammerat og jeg bar således 15 sårede tilbage. Jeg fik min orlov den 19. februar og rejste hjem til Gram, hvortil jeg nåede den 23/2. 17 og den 27. marts gik jeg over grænsen ved Aarupgaard.

Forplejningen ved fronten ved Somme er upåklagelig ude i forreste linje, hvor der således gives hver mand 250 gr. rugbrød, dertil varm mad om middagen f.eks. ærter med kød, nudler, bønner, ris eller lignende. Til brødet lidt smør, pølse eller ost. På stormdagene leveres tillige 1 liter øl og ½ liter snaps – ikke nogen egentlig stærk spiritus – samt daglige 2 cigarer og cigaretter.
Bag fronten var forplejningen derimod meget dårlig og utilstrækkelig.

Den 24. april 1916 havde bayerne ved Somme taget et par engelske flammekastere til fange, som de i raseri slog dræbte med spaderne. Englænderne. Der formentlig har hørt dette og havde taget 14-15 mand til fange, stillede disse op på linje og skød dem ned på stedet.
Mellem Hermiers og Chambrai er der bygget meget stærke skyttegravssystemer – udført af russiske fanger – med pigtrådes forhindringer af et par kilometer i dybden. Disse [???] er så stærke, at de vil blive yderst vanskeligt at tage.

Af redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

3. april 1917. Retur til dødens hule: “Fra alle Sider lød Stønnen, Klagen og Raab om Hjælp.”

Den hule, hvori H.C. Brodersen opholdt sig sammen med adskillige hundrede andre soldater, er braset sammen og mange er blevet knust. Men Brodersen og hans nærmeste kammerater er sluppet ud.

De fleste af os fandt sammen nede i Dalen, hvor ogsaa en Løjtnant fra Kompagniet, men som vi ikke havde set i Hulen, blev antruffet. Han samlede sammen paa Resterne af dem, der hørte til  Kompagniet, og da han hørte, at vi var løbet fra det hele og ikke en Gang havde bjerget hverken Maskingeværer eller Gasmasker, gav han omgaaende Ordre til, at vi skulde hente det hele tilbage.

Berliner Justav, Skorstensfejeren og jeg samlede alt, hvad der var i Nærheden af Mandskab, og paany gik det tilbage til Hulen.

Skydningen var imidlertid aftaget betydeligt, og uden Tab naaede vi Hulen. Vi samlede, hvad vi mente, vi kunde bære og skyndte os  forøvrigt med at komme ud.

Opholdet var uhyggeligt. Fra alle Sider lød Stønnen, Klagen og Raab om Hjælp. Mange Gange lød det, som om Raabene kom fra Gravens Dyb. „Hier Hauptmann Reich,” lød det fra et Sted. „Hier Hauptmann Reich,” ikke mere, men det var nok til at vide, at Hauptmanden var indeklemt et Sted imellem Stenene og ikke ‘kunde slippe fri ved egen Hjælp.

Vi søgte at finde Stedet, hvorfra Raabene lød, men kunde ikke finde, hvorfra de kom. Det var som i en stor Grav, og Raabene gav Genlyd til alle Sider.

Under vor Vandring i Hulen kom vi forbi Døren til Spisekamret. Den var revet af sine Hængsler, og der var uhindret Adgang. Her var alt tænkeligt spiseligt opmagasineret, og selv under disse uhyggelige Forhold kunde Skorstensfejeren ikke lade være med at aflægge  Spisekamret et Besøg.

Det var ogsaa Anstrengelserne værd. Det  varede heller ikke længe, før vi havde tømt vore Tornystre for alt overflødigt Indhold, og Brød, Skinker og Pølser forsvandt ned i dem i Stedet for. Store Kurveflasker fyldt med Rom og Cognak blev hældt over i mindre Vandflasker og fordelt i alle Lommer.

Det sidste vi hørte, forinden vi forlod Hulen, var: „Hier Hauptmann Reich.”

Da vi naaede Dalen, laa denne fyldt med Gas. De afhentede Gasmasker kom os nu til god Nytte, og med dem for Ansigtet søgte  vi at finde Kammeraterne. De var dog ikke til at finde noget Steds, i hvert Fald ikke samlet, men enkelte traf vi, som, væltende sig i  Smerter, allerede nu havde indaandet saa meget Gas, at de var prisgivet denne snigende Død. Af og til hørte vi dette velkendte  „Plump” fra en Gasgranat, der eksploderede med en Lyd, som om en  Tallerken smadres. Gassen, der strømmede ud fra Granaten, var gulIiggraa, men efterhaanden antog Farven samme Farve som Luften og var nu saa meget farligere, da den nu ikke kunde ses.  Smagen var sødlig, men vi skulde helst lade være med at smage paa den.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

1. april 1917 – Thyge Thygesen: “Den meste ægrelse har vi med Russerne”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer Søndag d. 1. 4. 1917.

Kære Forældre og Søstre!
Har i Dag modtaget 4 Breve fra Eder, de 2 har både været i Eisl. og W. Hav mange Tak for dem alle. Her er jeg udmærket tilfreds. Skal der være Krig så kan den ikke være bedre som her. Når vi har stået 6 Timer Vagt er vi 12-18 Timer fri. For det meste 18 hvis alle er her, så det kan vi jo sagtens holde ud. Hvis bare Vejrliget må være nogenlunde, for giver det Regn bliver her et bundløst Føre.

Med Kogningen går det også helt godt – hvis der bare er noget at Koge af. I Går har vi fået Kød. Her af Værket får vi 600 gr. (2,35 Mk.) Så har vi endda hos Slagteren hented hver et ½ pund det bliver 850 gr. På så meget Kød kan vi jo koge Suppe hver Dag. Sukkerkort har vi også fået, så nu kan vi hente 750 gr. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre med alt det Sukker for Kaffen drikker jeg lige så gerne uden. Lidt Smør kan vi også hente hver uge, (for 39 pf.) I Går fik vi Forplejningspenge. Jeg fik fra Tirsdag af, det blev 15,85 Mk. Brød og Kød fratrådt. Nu da jeg har købt omtrent alt hvad jeg bruger, kan jeg nok spare lidt over i denne Uge. Det værste er at vi slet ingen Kartofler kan få. Brødet er jo i Forvejen lidt knap, nogle Kartofler kunde jo spare meget derpå.

Verdipakken har jeg, som jo allerede meddelt fået. Hav mange Tak for det alt, kære Forældre. Æggene lugter desværre ikke godt, men på Smagen har de ikke lidt. Når I nu sender lidt, overdriv det så ikke, lille Moder. Betænk at Kød har jeg nok af!! Hellere lidt Kartofler eller Nudler eller lignende, at jeg ikke altid behøver at koge Suppe. Så kan jeg jo da stege Kødet, eller bruge det på anden Måde.

– – Den meste ægrelse har vi med Russerne. Sidste Nat er der løben een bort. Ham det er sket for, får jo sagtens en 3 Dage i Kasten. Det er nu for resten slet ikke at hindre. Vi har for det meste 20-30 Mand at holde Opsyn over. Det værste er så at de ikke arbejder sammen. Når man så er ved den ene Kolonne er der Lejlighed nok til at løbe for den anden. De arme Fanger, de har det ikke godt og så den usle Forplejning til! Der kom i Går 50 pund Kød til hele Ugen. Deraf skulde vi tage vores. Vi er 11 Mand, altså over 13 pund. Fangerne 110 Mand fik så Resten 0,40 pund. Vi tager naturligvis ikke Knogerne .

Det var da godt, lille Far, at Du fik Chr. Jacobsen til at hjælpe Dig og at Du senere kan få M. Tandrup. Skån Dig nu selv, lille Far, at Du da kan beholde Sundheden, ellers kommer det da til at see helt sørgeligt ud. Jeg er jo nu bange for at det ikke lykkes med Rekl. så til Forårsarbejdet må I sagtens ikke regne med min Hjælp. Men nu, må jeg så få Lov at blive kan jeg jo ikke klage. Nå, Chr. fik Ubehageligheder, det var jo ikke så rart for ham, så bliver hans Rekl. jo vist ikke bevilliget. Det er da godt at det er bedre med Dig lille Didde og ligeledes Morbr. Hans.

Hils dem nu alle, alle, og selv være I hilset på det kærligste fra Eders Søn og Broder Thyge.

Her kommer en Kone som vasker for Fangerne og os. Så sende hjem gør jeg ikke.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

Priser på bælgfrugter

Forordning ang. priser på bælgfrugter, 1. april 1917. Findes på Sønderborg Slot.

 

Preise für Hülsenfrüchte.

Die Reichshülsenfruchtstelle hat im Einverständnis mit dem Kriegsernährungsamt die inzwischen verfügte Preiserhöhung für Hülsenfrüchte, die vom 1. April tatsächlich vom Kreiskommunal-
verband übernommen werden, wegfallen lassen.

Für alle nach dem 1. April vom Landwirt ab-
gelieferten Hülsenfrüchte gelten mithin die früheren Preise. Auch
für Hülsenfrüchte, über die vor dem 1. April Abmachungen ge-
troffen sind, die aber nach dem 1. April erst vom Landwirt ab-
geliefert werden, dürfen nur frühere Preise von der Getreide-
ankaufstelle gezahlt werden. 
Die Gemeindebehörden ersuche ich um ortsübliche Bekannt-
machung. 

Sonderburg, den 1. April 1917. 

Der Vorsitzende des Kreisausschusses.
Schönberg

28. marts 1917 – Thyge Thygesen: “Uden Knubs og hårde Ord går det ikke her”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 28. 3. 1917.

Kære Forældre og Søstre!
Har Tjeneste her i Barakkerne i Eftermiddags (6 Timer og så 12 Timer fri) og får så lidt Tid til at skrive lidt til Eder. Ja, sikke Stillinger, sikke Stillinger, som Steffen Overbeck sagde. Det er snart til både at lee og græde over.

Hvad Tjenesten angår så har vi det jo helt godt her. Vi er delte i 2 Hold. Eet Hold har skiftevis Barakketjeneste, det andet må med ved Arbejdet. Der skiftes hver Uge. Af Fangerne arbejder 1 Hold om Dagen og 1 om Natten. 12 Timer Arbejde og er så 12 Timer fri.

I Formiddags var jeg oppe i Byen og hentede mig et Par Gryder. Jeg købte lidt Kartofler af ham der var på Orlov, så har jeg i Middags kogt Kartofler og atter lidt Suppe. Jeg har ingen Mærker endnu, så jeg kan ikke købe det mindste. Vil I, kære Forældre, ikke sende mig lidt af alle Slags. Det er vist ikke let at få noget til Købs. Bruger jeg så ikke alle Pengene, sender jeg dem hjem. For Eks. Lidt Nudler, lidt Løg, Kartofler især o.s.v.

Thyge Thygesen (øverst til venstre) som krigsfangevogter på brunkulsværket i Lauchhammer, 1917 (I privateje)
Thyge Thygesen (øverst til venstre) som krigsfangevogter på brunkulsværket i Lauchhammer, 1917 (I privateje)

Jeg vilde også være Dig, lille Mor, meget taknemmelig for nogle Opskrifter til noget hvad der er let at lave. Jeg troede altid at jeg var mægtig bevandret i Kogekunsten, men nu mærker jeg min Afmagt. Kaffeerstatning og ”Tut” har jeg også købt. Kaffen blev for resten god. Brændsel får vi så meget vi vil have, (Briketter) Ilden lader vi aldrig gå ud.

Det er et kolosalt Værk her. Rigtige Kul er det ikke. Det er snart som Tørvejord og bliver lavet i Briketter. Lejerne ligger ikke dybt. Den øverste Jord bliver bare rømmet væk og så bliver der med Bakkere og Gravemaskiner taget vist et halvt Hundrede m. dybt som alt bliver lavet til Briketter. Det Hele seer altså snart ud som en mægtig stor Grusgrav ca. 50 m. dyb. Kun at Jorden er helt sort. Lejren ligger her midt i al den gennemrodede Jord næsten en ½ Time fra alle Byer. Hvis det regner må her næsten være ufremkommelig.

Med Fangerne giver det endda lidt Kævleri, især Russerne, Englænderne og Franskm. er mere flinke. I Middags havde vi 6 Russere indespærrede her, de skulde så ikke have noget at spise. De andre havde så naturligvis sørget for dem også, der stod ikke mindre en 15 Vaskefaderfulde skjult til dem. Vi undersøgte alt og har så taget det fra dem. Uden Knubs og hårde Ord går det ikke her.

Nu de kærligste Hilsener fra Eders Søn og Broder Thyge.

Hvorledes går det Mbr. Hans og dig lille Didde? Jeg længes efter at høre fra Eder.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

23. marts 1917 – Milert Schulz: “… Kugeln pfeifen ja hier auch”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 23/3 1.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Gottes Friede zum Gruss! Zuerst meinen besten Dank für erhaltene Briefe vom 12 u. 14. und Karte vom 14/3 liebe Eltern.

Entschuldige, dass ich nicht früher geschrieben habe. Wir sind nämlich auf dem Marsch nach anders wo. Von Besista sind wir am 20/3 abmarschiert und liegen nun erst noch auf halben Wege im Biwak unter Zelte und habe Euch deshalb nicht schreiben können. Wo wir hin kommen weis ich selber nicht. Aber wie Ihr ja wisst ist es hier auf dem Balkan ja nicht so gefährlich als auf den andern Kriegs schauplätzen[,] aber Kugeln pfeifen ja hier auch.

Mir geht es ja noch immer Gott sei Dank gut bin gesund und wohl. Von Schwester Mie habe ich auch Brief gehabt worin sie mir geschrieben hat, dass sie ihr Herz dem lieben Herrn und Heiland auch gegeben hat. Ja dass ist etwas herrliches sich in Gottes Hand geborgen zu wissen. Der Herr gebe, dass wir alle seine treuen Nachfolger werden und einst bei ihm in ewiger Herrlichkeit sammeln.

Du schreibst wegen Urlaub liebe Mutter. Ja da muss ich die leider mitteilen, dass die jenigen nur auf Urlaub fahren können, welche schon ein Jahr hier im Felde gewesen sind. Natürlich gibt es ja auch ausnahmen z.B. bei Todesfällen oder sonst irgend ähnliches. Na hoffenlich ist der Krieg bald zu Ende[,] dann bekommen wir einen grossen Urlaub.

Aber klagen könne wir ja auch nicht hier draussen[,] wiewohl wir vieles entbehren müssen, aber wir haben immer genug zu essen und trinken. Wie ich Euch schon mal geschrieben habe, wir leben viel besser wie manche Städter. Wir haben genug zu schmieren aber bloss keine Butter.

Und mit diesen Strafen lieber Vater, da brauchst du für michkeine Angst zu haben[,] ich werde mir schon keine Strafen zuziehen dazu habe ich zuviel Ehre im Leibe.

Hier ist es in der letzten Zeit ziemlich warm gewesen und könnt Ihr Euch wohl das mar schieren in solcher Hitze vorstellen. Vielleicht kannst du mir ein paar Strümpfe oder Fusslappen schicken liebe Mutter.

Sons für diesmal nichts mehr. Viele herzl. Grüsse und Küsse und auf ein frohes Wiedersehn hoffend von mir Euer Sohn und Bruder Milert.

Die Sachen habe ich noch nicht abgeschickt.

(Brev i privateje)

15. marts 1917 – Thyge Thygesen: “… en helt fornuftig Underoffz.”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. I februar fik han orlov, og vendte først tilbage til kompagniet midt i marts.

Eisleben d. 15. 3. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Håber I har modtaget mit Kort fra Wittenbg. Rejsen blev jo snart et helt Eventyr, vil nu fortælle Eder alt udførligt. Altså Kl. 12 kom jeg til Hamborg og måtte så vente der til Kl. 6 om Morgenen. Kom så til W. Kl. 9½ og kunde først køre videre Kl. 3.15. Jeg gik så til Kommandantinen. Der skulde jo have gået et Tog til Magdeburg Kl. 9 men det er ”weggefallen.” Jeg havde jo så egentlig ingen Undskyldning for at jeg ikke kunde komme videre. Men der var en helt fornuftig Underoffz. Han skrev så alligevel på, at på Grund af Togforsinkelse kunde jeg ingen Tilslutning få, jeg var jo så reddet.

Men så Kl. 12 gik der et Godstog og der kom jeg i en Pakvogn og var så i Mgdbg. Kl. 5 havde jeg ventet til Kl. 3.15 var jeg først været der Kl. 6.40 Nu gik der fra Mgbg. til Gysten et Tog Kl. 6.28 så kom jeg jo med det. Men Kl. 8 holdt det i Güsten og gik så ikke videre den Nat. Nu går der fra Gysten til Mansfeld en Sporvogn og fra Eisleben til Mansfeld går også een. Jeg kørte så med og kom hertil Eisl. Kl. ½11. Jeg kom altså tidlig nok og var jo så fri for Ubehageligheder!

– I Formiddags blev jeg så undersøgt af Lægen. Han var i helt godt Humør og, Gud ske Lov, tror jeg nok at jeg er ”a.v.” endnu. Jeg sagde naturligvis at jeg endnu så dårlig. Han eksperimenterede så lidt med Øjnene og sagde så, at det ellers havde bedret sig betydelig. – før sagde han jo ellers: ”Seehstörung nicht vorhanden.” Nervesystemet havde også bedret sig meget. Helt bestemt ved jeg rigtignok ikke om jeg er ”a.v.” men jeg tror det. Jeg skal nu ved Lejlighed have en Skriver til at see efter i Papirerne. –

Feldw. har ikke sagt noget om – I ved nok hvad! Skriveren overfaldt mig derimod straks om jeg ikke havde lidt S. til dem. Jeg kan jo nu give een lidt og så få ham til at see efter hvad jeg er skreven. Brødet slog godt til. Hav Tak, lille Mor, at Du betænkte mig så rigelig. Kolraberne, som vi straks fik i Dag, smagde ikke rigtig ovenpå Eders gode Køkken, men jeg kan jo så nu spise mig mæt af Eders gode Brød. Det kommer jo alt lidt sær for, efter den skønne Orlov.

O, kunde vi bare snart komme hjem for stedse!! Blot det nu må gaa godt med Reklamationen og det ikke varer alt for længe. O, hvor jeg vilde blive glad hvis det skulde lykkes! Sneen er nok kun nået til Hamborg, på den anden Side lå der ingen. Her er heller ingen af Betydning.

Nu de kærligste Hilsener til Eder alle og alle Bekendte.
Eders egen Thyge.

Hvorledes er det med Mbr. Hans? Hils dem mange Gange!

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

14. marts 1917 – Lorens Jepsen: “Kampen fra vor Side er udsigtsløs”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev indkaldt sommeren 1915 og i januar 1916 tildelt Infanterie-Regiment nr. 75. Regimentet befandt sig i foråret lige syd for Arras.

Achi le Grand
den 14de III.17.

Min Kære Anne!
Jeg kan i Dag takke for en hel Del Post, som jeg modtog i Aftes, deriblandt flere tyske Kort. At denne Post har været saa længe under Vejs, ligger i, at den først har været i Rek.-Dep., ja, et Brev har endog været først ved Kompagniet, derefter ved Rekrut Depotet, og kommer nu atter til Kompagniet, saa paa denne Maade bliver Posten jo temmelig gammel inden man faar den i Hænde. Du nævner i Brevet, at Boy har sendt mig et Brev, en Pakke og en Bog. Jeg har dog intet som helt modtaget fra ham endnu. Har Du afsendt Pakker i Februar, saa faar jeg dem vel endnu. Godt er det, at jeg for Øjeblikket intet savner.

Forplejningen ved Kompagniet er i disse Dage slet ikke saa daarlig. Naar Stillingen er daarlig, bliver Forplejningen gerne bedre og Livet friere, saa er man vel bange for, at Soldaterne helt skal tabe Modet. Smør fik vi saaledes i Gaar saa meget, at jeg slet ikke bruger det til mit halve Brød. Noget giver det jo altid, enten Marmelade, et Stykke Pølse, Sul eller Kød, saa Nød lider man ikke just, om man ogsaa under Tiden er meget sulten. Men det er nu en Gang vor Lod herude, sjælden har vi nok og oftere for lidt, men lever gør vi dog og, det er antager jeg for sikkert, vistnok meget bedre end de fleste i Hjemmet.

Disse Tosser, at de lader sig skuffe af Skraaleriet i Pressen som nu under Krigen er en Regeringsindretning, at de tror de forvanskede Fremstillinger, som paa denne Maade spredes ud over Landet, at de endnu gør sig store Forventninger af den hensynsløse Ubaadskrig, eller, er der mon endnu noget Menneske, der tænker, at den daarlige, krigstrætte Landhær skal udrette noget? Kampen fra vor Side er udsigtsløs. Tabe gør vi, det er lige saa sikkert, som at to og to er fire. Sørgeligt er det, at det skal vare saa længe og at Nøden skal blive saa stor, førend vi faar Fred.

Hermed de hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene fra Din egen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

19. februar 1917 – Milert Schulz: “Ja Herren skal have Tak for saavidt …”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Skreven d. 19/2 17.
Mine kjere Allesammen! Guds Fred til Hilsen!
Mange Tak for Pakken No 7 med Pölse og- 2 Stykker Sösterkage som jeg i Forgaars har modtaget med Glæde. Kagen har jeg spiset strax. Det var jo naturligvis tör. Men her hvor man ikke nyder saadan noget saa tidt smager det alligevel. Pölsen har jeg spist det sidste Stykke idag. Det har smaget mig rigtig godt.

laften giver det jo Post igjen saa venter jeg jo noget at höre igjen fra Eder mine kjære. Jeg beder Eder sende mig igjen noget Skrivepapier ikke for lidt[.] Det andet har jeg allerede opskrevet.

Ellers gaar det mig jo endnu rigtig godt, er sund og rask. Ja Herren skal have Tak for saavidt han vil ogsaa holde sin beskÿtende Haand over mig i Fremtiden. Igaar blev vi beskudt af den fjentlige Artelleri. Ommendtrent 5 Meter fra vor Understandt slog en Granat ned. Nu har vi jo en Bombenfast Understand[,] saa han kan godt skyde saameget han vil. Jeg stod lige Posten[,] da kom den förste Granat og slog ned i Nærheden paa Bjerget. Jeg löb saa i en hast ned i vor Understand. Lige var jeg kommen ind da kom den neste Granat og slog endnu nermere ned. Lidt efter kom den tredie og slog 5 meter ned for vor Understand. Den slog lige ned i Klippen saa Stenene og Sprengstykker flöj omkring. En Steen floj ind i vor Understand.

Saa midt om Natten kl. 2 gjorde Fjenden en Ildoverfald. Da skoj Fjenden med Geverer og M.G. og Miner og Artelleri hvad Rem og Toj kun holde. Saadan blev han hved en halv Time. Herefter hvad [dvs. var] det alt rolig saa vi kunde legge os hen og sove igjen. Saadan bliver man jo lidt forstyrret i sin Sövn[,] hvor I derimod ligger trÿgt og godt i Federsengen og vi paa Halmen med en dekke over Hovedet. Ja jeg skal nok forteile Eder alt naar jeg engang[]kommer godt hjem. Herren give dog at Freden snart maatte komme over Landene og vi maatte komme lykkelig hjem igjen.

Altsaa er Fetter Anton fra Brede nu ogsaa dö. Jeg kan snart ikke tro at han nu oqsaa er borte. Han har ogsaa skrevet mig flittig og nu er han dö. Ja det gjelder om at vare rede til en hver Tid. Men lykkelig den som har sin Sjel frelst. Send mig dog ogsaa den lille Lommesangbog med.

Nu til Slut mange kjerlige Hilsener til Eder alle og paa snarlig Gjensyn fra mig Eders Sön og Broder
Milert

(Brev i privateje)

21. januar 1917 – Ankersen: “et eventyrland”

Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i januar befandt sig på østfronten.

Rusland tiltalte mig lige fra starten, fred og stilhed overalt, et eventyrland for nerver og lunger.

Barakkerne vi boede i, var bygget af militæret, ret bekvemme og frem for alt herligt varme. Det sørgede en stor muret ovn for, i hvilken der til stadig knitrede en lys lue. Træ var der jo nok af, og det kostede oven i købet intet. Kort og godt, jeg havde forestillet mig det ugæstfri Rusland helt anderledes, men man må dog ikke glemme, at vi lå i faste, udbyggede stillinger, på fremmarchen gik det vel anderledes til.

Vores forplejning var god, men alligevel ikke så god som på vestfronten. Rusland blev betragtet som en etape. Kamp var der stort set intet af, derfor blev rationerne sat ned. Da sulten ved kraftig kulde er mere mærkbar, var det et misforhold, som vi ved given lejlighed søgte at afhjælpe. Hos de russiske bønder og jøder kunne man købe alt muligt, smør, kød, æg og vel også kartofler. De priser de krævede, var ikke ligefrem lave, men alligevel vel købte vi en hel del. Desværre rakte mandskabets lønninger ikke langt, og jeg er bange for, at de brave overschlesier, der generelt er gode spiserer, en gang i mellem ikke blev helt mætte. I forhold til hvad man fik i hjemstavnen, var det, vi fik, dog storartet, og jeg har ofte benyttet lejligheden til at sende lidt kød eller smør hjem, på trods af risikoen for at pakkerne skulle blive stjålet.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

9. januar 1917. På hovedet lige i latrinen!

M. Levisen gjorde krigstjeneste som pionersoldat i 9. Pionier-Batailon på Vestfronten.

Når soldaten er sulten, sådan som vi tit var det, så tager han det ikke så nøje med et rask lille tyveri. Vi kaldte det dengang at rekvirere, det lød lidt pænere.

En anden gang, det var i vinteren 1916-17, efter at vi igen havde været indsat ved Somme og var havnet i Poelkapelle i Flandern med stilling ved Langemark.

Det frøs hårdt den vinter, og når man er skrupsulten, så føles kulden dobbelt så hård. En af kammeraterne havde fået opsnuset, at nogle artillerister, der lå ca. 10 km nord for os, havde nogle dejlige kaniner.

En aften var vi fire sultne sjæle, der i mulm og mørke startede en vandring med artilleristernes kaniner som mål. Artilleristerne boede i en villa, der lå lige op ad en stor skov.

Vi sneg os på indianervis hen imod huset og kaninstaldene, der stod i haven. Da vi var nået så langt, at vi lige kunne skimte kanin staldene, gik døren i villaen pludselig op, og ud kom nogle artillerister og en stor hund.

Pokker tog ved os. Vi styrtede af sted, alt hvad vi kunne, ind i skoven.

Men ak, der er noget, der hedder nemesis. Den ene kammerat var så uheldig, at han i mørket rendte mod den velbekendte siddebom med grube bag ved og gik på hovedet ned i gruben. Han kom dog ved egen hjælp ret hurtigt op og slap heldigt bort sammen med os andre.

Vi, der havde undgået berøringen med den sanitære indretning, brød os dog ikke om at følges med ham på hjemvejen.

Kaninsteg fik vi ikke, men i en kantine var vi så heldige, at vi kunne købe et halvt, røget grisehoved og lidt gryn. Det blev kogt sammen til en herlig ret.

DSK-årbøger, 1968

8. januar 1917. Peter Madsen i militærfængslet: “Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.”

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917. Han kom til det berygtede tyske militærfængsel Wesel den 6. januar 1917.

Forplejningen var følgende: Morgen 125 gr Brød og ½ Liter Kaffe, men det var rigtig Kaffe, Middag Roer kogt paa Vand og 125 gr Brød, Aften 125 gr Brød og The eller tynd Suppe, Kød saa vi overhovedet ikke. Disciplinen var uhyre streng, ved den allermindste Forseelse røg vi i Spjældet.

Om Morgenen, inden vi blev ført over til Arbejdssalene, hvor vi syede Militærtøj, blev Stuerne inspicerede. En Morgen fandt den vagthavende Feldwebel et Halmstraa paa et Par Centimeter fra en af vore Straasække, som vi skulde ryste hver Morgen. Sikken Spektakel der blev. Nu havde han været ansat ved Fæstningen Wesel i 12 Aar, men aldrig havde han oplevet Mage til Svineri, men vi skulde nok faa lært Orden.

Om Middagen, da vi kom ind for at spise, laa alt, som var i Stuen, i en Dynge midt paa Gulvet. Halmen fra Straasækkene var taget ud og strøet rundt omkring, deri laa Sengetøj, Børster, Skamler og Borde smidt hulter til bulter. Vi fik Ordre til at bringe alt i Orden før vi spiste. Da vi var færdige, skulde vi træde an til Tjeneste, Middagsmaden maatte vi lade staa. Om Aftenen, da vi kom tilbage, var den smidt i Svinetønden. Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.

En Dag skulde vi optages i Straffeprotokollen. I den Anledning stod vi en 10-12 Mand udenfor en Skrivestue. Det var en Feldwebel Koppermann, der stod for Straffeprotokollen.

Jeg var den første, der kom ind, og meldte: „Militärgefangener Madsen meldet sich zur Verbüssung von 5 Jahren Militärgefängnis wegen Fahnenflucht”. Han betragtede mig skarpt og spurgte „Er De ikke II. Kl.s Soldat?“ — „Jo!“ — „Hvorfor bærer De saa Kokarder?” Hertil svarede jeg, at Huen var blevet mig udleveret her, og ifølge Reglementet havde vi ikke Lov til selv at forandre paa den os udleverede Uniform.

Han tog en Kniv og skar Kokarderne af. De var for Resten blevet fjernet ved en mindre Højtidelighed i Strassborg. Naar vi var færdige, fik vi Ordre til at stille os op i den anden Ende af Stuen, og den næste kom for. En af de sidste, der kom for, var Sømand i Civil. Paa Feldwebelens Spørgsmaal om særlige Kendetegn svarede han, at han var tatoveret. Lad mig se, sagde han. Sømanden viste sine Arme og Ben, der var tatoveret i Mønstre, frem. Om han havde mere. Ja, han havde en tremastet Skonnert tatoveret paa Brystet. Træk Tøjet af, befalede Feldwebelen. Paa Brystet var der et flot Skib, der straalede i alle Regnbuens Farver, men Ankerkættingen snoede sig en Gang om Livet paa ham og endte neden for Halebenet, hvor man saa Ankerøjet stikke frem. Der gik en Antydning af et Smil over Feldwebelens Ansigt, og opmuntret deraf fortsatte Sømanden, idet han pegede bagud med Tommelfingeren: „Lagde Feldweblen Mærke til den Bøffelkamp, jeg har paa Ryggen”, hvortil denne bemærkede: „Træk Tøjet paa, dit Svin, jeg har set nok”.

Ved Eksercitsen blev vi inddelt i tre Klasser. I første Klasse kom de allerbedste, i anden de fleste, i tredie Eksercitsklasse var vi til at begynde med kun tre, en degraderet Feldwebel-Løjtnant paa 54 Aar med en dobbelt Brok, en halvtosset Skomager og saa mig. Af tredie Eksercitsklasse var jeg den bedste og skulde optages i anden Klasse — men jeg naaede det aldrig.

DSK-årbøger, 1942

6. januar 1917. Desertøren Peter Madsen i tysk militærfængsel: “Her lades alt håb ude!”

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917.

Efter 5 Maaneder, i hvilken Tid min Sag blev behandlet, først for Krigsretten, derefter for Overkrigsretten og til Slut for Rigsmilitærretten i Leipzig, fik jeg min Dom,  som kom til at lyde paa 5 Aars Fæstningsfængsel og Degradation til anden Klasses Soldat.

Jeg sad under Undersøgelsen i Strassborg og kunde faa Madvarer hjemmefra. Derfor blev jeg ogsaa ved med at appellere, thi jeg vidste, at naar først Dommen var afsagt, fik Piben en anden Lyd.

DSK-årbøger, 1941

Dommen faldt i begyndelsen af januar 1917.

I tysk Militærfængsel

Først i januar 1917 blev jeg fra Strassborg sendt til Fæstningen Wesel for at begynde Afsoningen af en Fæstningsstraf paa 5 Aar. Blandt de tyske Militærfængsler var Wesel berygtet paa Grund af sin haarde Disciplin. De fleste Fanger var der for det meste kun i kort Tid, vel nærmest for at faa en Opstrammer, der kunde holde et Stykke ind i Fremtiden — og at melde sig snarest muligt ud til Fronten igen, hvad de allerfleste ogsaa gjorde. Men tre Maaneder var det mindste, man skulde have afsonet af en længere Straf, før man kunde komme i Betragtning og faa Strafnedsættelse.

Wesel ligger i det nordvestlige Tyskland ved Floden Weser. Selve Fæstningen var en gammel Enetages Bygning, som laa tæt op ad Voldene.

Fra Strassborg var der sendt en Feldwebel og en Gefreiter med for at føre mig derop. Rejsen varede to Døgn, idet vi kun maatte benytte Persontog. Ved Ankomsten til Fæstningen ringede Transportføreren paa ved Porten, som er af Jern. Den blev åbnet af Vagten, og da vi var kommet ind, blev den straks lukket igen. Det gav et ordentlig Sæt i mig, da den smækkede til. Jeg tænkte: Her lades alt Haab ude.

En Underofficer med et Nøgleknippe i Haanden var der med det samme og sagde: „Fangen følger med mig!“ Saa var jeg altsaa Fange. Det var første Gang, jeg hørte det og det gjorde nu alligevel et mærkeligt Indtryk. Jeg blev ført ind i en Slags Forstue, hvor jeg skulde vente.

Underofficeren gik ind i et Kontor for at melde min Ankomst. Ude i Forstuen stod ca. 30 Fanger, som skulde paa Transport til et eller andet Fængsel eller Fangelejr, opstillet. Da der ingen Opsyn var i Øjeblikket, var deres første Spørgsmaal til mig: „Har du Brød?” Da jeg svarede benægtende, trak en af dem sit Ur op af Lommen og sagde: „Hvis du har et Stykke, vil jeg give dig mit Ur for det”.

Jeg blev nu kaldt ind paa Kontoret og maatte aflevere alt, hvad jeg havde. Dernæst skulde jeg bades. Af en anden Underofficer blev jeg ført til „Badet”, det vil sige, jeg blev ført ind i Vaskerummet, hvor to Mand stod og vaskede Tøj. Fangen skal bades — sagde Underofficeren. Den ene af dem greb ned i Gruekedlen med et Vaskefad og tog lidt af det skidne Vand, gav mig det og sagde „Træk Tøjet af og bad dig”. Jeg trak Tøjet af, stak Tæerne i Vandet, tørrede mig over hele Kroppen og vilde trække i Tøjet igen, men da var mine hjemmestrikkede Strømper forsvunden.

Jeg spurgte, hvor mine Strømper var bleven af, men fik ikke noget Svar. Et Par gamle Sokker, der mest bestod af Klude, blev kastet hen til mig. Jeg protesterede, og sagde, naar de ikke kom med mine egne Strømper, trak jeg ikke i Tøjet. Inden jeg vidste hvordan, laa Strømperne hvor jeg havde lagt dem.

Jeg blev saa lukket ind i en tom Celle. Lidt efter lidt kom der flere til. Det var en Lørdag og Revier-Rengøring. Kalfaktoren kom ind med en Blikbeholder og sagde til mig, at jeg skulde pudse den.

Jeg fik en Klud og pudsede og gned med Sand alt det jeg kunde, men lige sort blev den. Efter en Stunds Forløb gav jeg de andre den og sagde, at nu kunde de nok afløse. Ikke Tale om, sagde de, det var dig, der skulde pudse den og ikke os. Jeg satte Blikdaasen ned paa Gulvet og sagde, at jeg gjorde ikke et Slag mere ved den, nu kunde de gøre Resten. Vi stod alle midt paa Gulvet, da vi hørte Trin i den anden Ende af Korridoren. Jeg bemærkede, at nu kom Kalfaktoren nok efter Tingesten. „Hvad saa” spurgte de andre, „saa faar I Tærsk” sagde jeg, „for jeg har været her før og kender Manden”. Det kan nok være der kom Gang i Pudse­ kluden.

Lidt efter blev Daasen afhentet. De andre stak den i Haanden paa mig. Kalfaktoren synede den fra alle Kanter, gik og kom igen med en trebenet Stol, som han gav mig at jeg skulde sidde paa, som en Slags Belønning, men Herligheden var ikke forbi dermed, thi lidt efter kom han med Middagsmaden, frosne Roer, kogt i Vand. Det smagte væmmeligt, syntes jeg. Efter et Par Skefulde spurgte jeg mine Lidelsesfæller, hvad jeg skulde gøre ved det Stads, for jeg kunde ikke spise det. „Maa jeg faa det” raabte de i Munden paa hinanden og i en Haandevending var det væk.

Kalfaktoren kom igen og sagde, at den Mand der pudsede Daasen kunde faa Resten af Maden, som jeg tog og gav mine Kammerater, da han var borte.

Hen imod Aften blev vi indklædte og indlagt paa Stuerne. Det var store Stuer til en 25-30 Mand. Vi kom 5-6 Nybegyndere ind i en Stue. En Fange, der fungerede som „Stubenälteste” tog imod os og anviste os vor Seng og hver en Hylde til vort Tøj. Da det var besørget, skulde alle Nybegyndere komme hen i en Krog, han — Skroget — vilde tale til os.

Han saa paa os med et Feltherreblik (i Civil var han Skrædder et Sted i Westfalen) og begyndte at sige, at det jo ikke var et Børnehjem eller „Erholungsheim”, men et preussisk Militærfængsel og fra i Dag var vi Militærfanger og ikke andet. Men naar vi ellers opførte os godt, kunde vi sagtens være der.

En af mine Fæller hviskede til mig: Her kan vi let være. — Jeg betvivlede det; militært set var det just ikke for vore Dyders Skyld, at vi; var der. Saa skulde vi have vore Senge ordnet, det tog lang Tid, de gamle blev ved med at vælte Sengetøjet ned, tilsidst gad de ikke længere og de lod os i Fred.

Da det var en Lørdag Aften, skulde vi have rent Linned paa. En efter en kom hen og fik Skjorte og Underbukser udleveret. Det var nogle værre Pjalter, vi var naaet den tredie Krigsvinter og her var ikke bleven noget fornyet. Da jeg saa Laserne, meldte jeg, at jeg lige havde faaet rent Linned paa. Jeg slap – for denne gang.

Da Bunken var uddelt, var der en Skjorte — ogsaa den ringeste — tilbage. Stueældsten saa sig om og blev en lille sortsmudsket Fyr var, der skjulte sig bag de andre, „er det dig, din lille beskidte Ulv, der vil snyde igen“ raabte han. — „Træk den paa straks, at vi kan se, at den da ikke klemmer dig“ med disse Ord smed han Skjorten i Hovedet paa Synderen. Han skiftede, det eneste der var hel, var Halslinningen, Ryggen manglede totalt, Ærmerne var Frynser. Linnedet var ogsaa det værste, Uniformen var god.

DSK-årbøger, 1942

 

5. januar 1917 – Milert Schulz: “Bin heute auf Wache”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han også befandt sig ved årsskiftet.

Geschr. d. 5/1 17.
Meine lieben Eltern und Geschw.!
Für erhaltenen Brief vom 28[.,] liebe Mutter[,] sowie Karten fom 27. u. 28. [,]lieber Vater[,] meinen besten Dank. Wie ich daraus ersehe habt Ihr ja Weihnachten gut überstanden. Wie ich aus deinen Briefe dass Festessen lass meine geliebte Mutter[,] ist mir doch das Wasser zu den Zähnen gelaufen[,] aber es freut mich dass Ihr noch nicht hunqern braucht. Zu meiner Freude sind da ja nun verschiedene Paketchen fur mich unterwegs.

Eier brauchst du nicht zu schicken liebe Mutter[,] da dieselben unterwegs doch kaput gehen, und Wünsche habe ich ja sonst nicht, aber schickt mir was Ihr wollt liebe Eltern[,] ich nehme alles gern an, aber nur was haltbares. Pakete habe ich sonst noch keine erhalten. Wir sind noch in Ruhe aber Montag geht es wohl wieder nach vorne. Bin heute auf Wache als Wachthabender.

Gestern war es hier furchtbar heiss, heute ist es wolkig. Die Bevölkerung ist hier in diesem Orte[,] wo wir in Ruhe sind[,] zum grossten Teil alle wieder da. Das Volk sieht aber sehr Elend aus. Morgen haben sie hier Weihnachten. Die haben schon Kuchen gebacken aus Mehl und Wasser. Habe schon geschmeckt.

Bin sonst noch immer gesund und wohl. Das Dorf heist Besista falls Ihr eine Karte habt. Hoffentlich haben wir bald Frieden.
Viele herzl. Grusse an Euch allen Euer
Sohn und Bruder Milert.

(Brev i privateje)

4. januar 1917 – Milert Schulz: “Über Berg und Steine”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 4/1 17.

Meine lieben Eltern und Geschw.!
Deine Briefe vom 9/1[2] u. 23/12 vorgestern dankend erhalten lieber Vater[,] sowie Mutters vom 24 u. Karte vom 21/12 und ein Brief von Dres vom 24. Das war ja ein ganzer Haufen auf einmal[,] gefreut daruber habe ich mich doch.

Ich habe nicht gleich schreiben konnen, da wir grade den Abend abgelöst wurde und die ganze Nacht marschiert bis morgens um 4 Uhr. Ihr konnt Euch wohl denken, dass wir gestern den ganzen Tag müde waren und hatte ich keine Lust zum schreiben.

Das war auch eine Tour von der Front bis ins Quatier. Über Berg und Steine gings. Wie wir über ein Bach gingen[,] mussten wir auf Steine durchs Wasser gehen, da bin ich doch so unglucklich ins Wasser gefallen[,] dass ich auf der einen Seite ganz nass war und meine Knie so gestossen[,] dass es nachher ganz dick wurde. Heute ist es wieder besser.

Heute Nachmittag habe ich grosse Wäsche. Ein Hemd[,] Unterhose und Strümpfe muss ich waschen. Ein Satz trage ich schon ein Monat und konnt Ihr wohl denken dass da Lause drin sind. Jeden Tag werden da welche geknakst. Bin noch immer gesund und wohl. Bleibe 6 Tage in Ruhe. Sonst ist da nicht viel neues.
Viele herzl. Grusse an Euch allen Euer
Sohn und Bruder Milert.

(Brev i privateje)

30. december 1916. Levende begravet ved Somme-fronten

N.A. Christensen, Graasten, var indsat i Somme-slaget tre gange.

(… fortsat)

To Dage før vor Afløsning foretages der en Linieforskydning, og vor Gruppe kommer i en tilbagetrukket Reservestilling paa et mindre Højdedrag, 400 Meter bag forreste Linie. Her faar vi anvist Plads i en 6-7 Meter dyb Understand.

Vi anser den for bombesikker og er glade for den; den er 25 Trin dyb. Den sidste Dag før Afløsningen er der meget uroligt i vort Naboafsnit hos Mecklenborg- Grenadererne, hvor der foretages et Skin-Angreb. Ogsaa os bombarderer Fjenden uden Ophør.

Sammen med en Feldwebel ligger jeg og mine 8 Mand nede i den dybe Dækning og venter paa, at Uroen skal stilne af, saa vor Afløsning kan naa frem, og vi helskindet tilbage. Da pludseligt, — et Ildhav og et glohedt Pust! Jorden ryster og hæver sig, – et forfærdeligt Brag! Vi gisper efter Luft, – bidende Stank, Stønnen, Raab om Hjælp.

En Granat af meget svær Kaliber, en saakaldt „Stollenbrecher”, har ramt vor sikre Dækning og har trykket den ned over os og vore otte Kammerater. Vi to ligger uskadte i vort lille Hul, men vi er fuldstændigt afskaaret og begravet.

Rædslen griber os. Vi kan ikke røre os det mindste. Heldigvis kan vi dog faa en Smule Luft gennem en Revne i Jordskorpen. Kammeraterne jamrer og klager hjerteskærende. Vi formaar ikke at hjælpe dem.

Efter uendelig lange Timer, mens vore Kammeraters Liv ebber ud, er Artillerikampen omsider stilnet af.

Andre Kammerater bliver klar over vor Ulykke. Redningsarbejdet tager fat, og efter flere Timers haardt Slid kan vi halvkvalte hentes op til Dagslyset.

Af vore otte Kammerater i Dækningen kan to reddes. De er lettere saaret. For de andre seks af min Gruppe blev den dybe Dækning det sidste Hvilested.

Samme Nat kommer Afløsningen, og vi vandrer bort fra Rædslernes Verden, tilbage til Livet. Om Natten marcherer vi 30 km tilbage til X, hvor Resten af Kompagniet kommer i Massekvarter i Kirken. Saa hen til Feltkøkkenet. Hvor de gule Ærter smagte os, efter at vi i ti Dage ikke havde faaet et varmt Maaltid. Vi faar Juleposten udleveret med Breve og Pakker fra Hjemmet; de sidste Dages Lidelser og Savn skydes længere tilbage, og Livet ligger atter lysere foran os .

Det var kun ti Dage af vor Fronttilværelse; men de var uendelig lange, en eneste Række af Savn, Kulde og Strabadser, og Aar efter Aar ved Jul dukker de uhyggelige Minder frem og bliver levende paany.

DSK-årbøger 1951

29. december 1916. Claus Eskildsen: “Næsten fem Døgn har vi siddet i Toget: Alles aussteigen!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Toget snegler af Sted. Den halve Tid holder vi for at lade de ordinære Tog passere forbi. Men vi holder kun ved Stationerne, naar vi skal have Forplejning, ellers altid ude paa Strækningen, saa man undgaar med pinlig Nøjagtighed al Berøring med Publikum.

Anden Juledags Morgen er vi kun naaet til Konitz i Vestpreussen, Morgenen efter vaagner vi og opdager, at vi ikke er kommet videre end til Güstrow i Meklenborg.

Vi passerer Lübeck. Det er en forrykt Vej! — Vi skal da vel ikke føre Krig mod Danmark? Macedonien kan der ikke mere være Tale om.

Saa forandres Retningen. I en Bue kører vi uden om Hamborg. Det var drøjt for vore mange ”Hummel-Hummel”, de lystige Hamborgere.

Da vi den 28. Kl. 7 Morgen purres ud til Forplejning — man serverer for syvende Gang de græsselige, graa Gryn — opdager vi, at vi allerede har naaet Crefeld og altsaa om Natten har Passeret Rhinen.

Nu går det hurtigt. Vi hilser i Forbikørslen paa Aachens stejle Bjergkegle og smukke Taarne og kører fra Liege til Namur i den vidunderlige Meuse-Dal, hvor By ved By slutter Kæde, saa man ikke kan sige, hvor den ene hører op og den anden begynder; mørke Tunneller veksler med pragtfuld Udsigt til stejle Kalkklipper og grønne Marker.

I Rusland laa alt under det hvide Snetæppe, her i Belgien er Markerne grønne, og vi ser Kreaturer gaa paa Græs!

I Liege faar vi Forplejning, rent Vand kogt med rene Kaalroer, ikke saa ilde en Afveksling. Kl. 11 Aften faar vi i Mons den sidste Forplejning, for ottende Gang Byggrynssuppen.

Næsten fem Døgn har vi siddet i Toget, da det den 29. Kl. 3 om Morgenen hedder: ”Alles aussteigen!”

Vi er i Somain, to Stationer foran den lille By Douai, som ligger fire Mil Syd for Lille. I Mørke og i strømmende Regn famler vi os frem til vort første Kvarter paa fransk Jord, Slottet Villers-Campeau.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

26. december 1916 – Milert Schulz: “Gefährlich ist es hier grade nicht”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde, den 26. Dez 1916.

Meine lieben Eltern u. Geschw. !
Werde Euch heute mal wieder ein Briefchen schreiben und Euch ein wenig erzählen wie wir Weinachten verlebt haben. Wir haben hier jeden Tag das schönste Sonnenwetter. Heute ist es ausnahmsweise sehr warm. Keine Wolke am Himmel, die liebe Sonne sendet ihre warmen Strahlen hernieder so dass man Oberhaupt nichts von Winter merkt.

Weihnachtsabend verlief ganz schön jedoch ohne Tannenbaum. Als Liebesgabe bekam ich eine Shagpfeife, Schokolade, Cigarren, Cigaretten, 1 Schachtel Streichhölzer und einen halben Apfel. Die Andern haben je einen andern Gegenstand bekommen. Zu Essen bekamen wir Reis mit Fleisch. Gestern bekamen wir Butter, Speck, Marmelade, Cigarren und eine Flasche Wein. Zu Essen gab es es Kohl mit Kartoffel und Fleisch. Schmeckte tadellos. Dies ist das zweite Mal wo ich hier im Felde Kartoffel gegessen habe. Was es heute gibt, weiss ich noch nicht, da das Essen ja nur Abends, wenn es dunkel ist, rann kommen kann.

Trotzdem es aber Weihnachten ist, wird doch geschossen. Gestern Nacht also vom 24-25 haben die Serben und Franzosen uns 2 Mal beschossen. Dass erste mal um 11 Uhr Abends, da[s] zweite mal um 4 Uhr morgens. Wir in unsere Unterstand liessen uns nicht weiter dadurch stören. Na, hoffentlich wird es hier wohl bald Schluss sein. Wenn die Griechen mitkommen, wird es nicht lange mehr dauern, dann sind wir hier fertig. Der Friede wird wohl auch nicht mehr fern sein. Man bekommt hier garnichts zu wissen.

Schade dass ich nicht mein Photographierapparat hier habe. Dann konnte ich Euch allerhand schöne Bilder von hier senden. Post habe ich noch nicht erhalten. Na, hoffentlieh kommt da bald was.

Laure natürlich jeden Tag drauf. Ich sitze hier auf einen hohen Felsen und schreibe. Die Uhr ist gleich 12 und ist es ja warm, dass ich schwitze. Also könnt Ihr Euch vorstellen, wie warm es hier ist. Schneeberge giebt es hier auch. Sind natürlich kollosal hoch. Sonst ist da ja nicht viel neues zu schreiben. Bin noch immer gesund und wohl, geschossen haben wir noch nicht mit unseren Masch. Gew. Gefährlich ist es hier grade nicht.

Nun zum Schluss seid Ihr alle recht herzl. gegrösst und geküsst auf ein baldiqes frohes Wiedersehn hoffend und dem Herrn befohlen
von mir Euer Sohn und Bruder
Milert.

(Brev i privateje)