Tag-arkiv: forplejning

21. februar 1918 – Mathias Damm: “… to Mand hjælper en tredie at trække Støvlerne ud af Skiddet”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 21.2.18.
Kære Moder!
Vil idag sende eder et par Ord. Jeg havde snart ventet at faa Pakke 50 idag eller igaar, men den kom ikke, blot den ikke er borte. Jeg har det saavidt godt og er sund og rask. Vi have nu faaet Tø og et godt Smadder er det igjen.

Jeg saa idag i Bladet at de ikke kunde undvære de gamle Karle over 45. Det er intet godt Tegn og der jo forresten ingen Udsigter til at det snart giver Fred. Her er der intet Godt at hente, og jeg har ingen Lyst mere. Det er et led Haandværk. Cathrine vilde gærne vide, hvordan to Mand hjælper en tredie at trække Støvlerne ud af Skiddet. Der gaar en ved hver Side og har fat i hver en Støvle og med den anden Haand trækker de deres egne Støvler ud.

Her er det meget maadelig med Forpleiningen. Da det alt bliver bragt os i Kander. Men forhaabentlig varer det kun 8 Dage. Jeg ved ikke meget at fortælle, hvad der kan interessere eder. Derfor vil jeg slutte med mange Hilsner til eder alle fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

 

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

16. februar 1918 – Milert Schulz: “Vi er jo nu bleven indklædet til at komme bort. Men hvornaar det gaar lös ved jeg ikke”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien og videre til Konstantinopel i 1918.

Den 16.2.18.

Min kj. Elskede Fader! Guds Fred til Hilsen!

Til din 47. Aars Födselsdag önsker jeg dig Herrens rige Velsignelse og at du maa faa Lov at fejre denne Dag endnu i mange Aar. Herren skee Lov og Tak for alt godt hvad han har velsignet Dig med indtil nu. Han vil ogsaa i Fremtiden velsigne dig og dit Foretagen. Naar der ogsaa imellem kommer Trengsler saa maa vi dog altid tænke paa Salmen at ”Alt staar i Guds Faderhaand”.

Maatte det ogsaa være den sidste Födselsdag du fejrer i Krigen. Gud giver at vi snart maatte få Fred. Den 11. Febr. Fik vi Telegramm her at Freden nu hvar sluttet med Rusland forhaabentlig böjer sig da andre Magter sig ogsaa snart. Ligeledes önsker jeg ogsaa dig min lille Bror Konrad Guds rige Velsignelse til din Födselsdag.

Undskyld at först kommer til at skrive idag. I de sidste Dage har jeg næmlig ingen Tid haft dertil. Den 13. havde vi nu stor Marsch paa 50 klm. med en stor Gefegtsövelse. Det varede fra Morgenen kl. ½ 4 til om Aftenen kl.9. Saa kan I vel nok tænke at vi har været godt trædt da vi kom hjem. Inden vi rykkede ud havde jeg spiset 2 Stykker Bröd og fik först Middag om Eftermiddagen kl.4.

Jeg var godt hungrig da vi fik vor Ærter. Den 14. Skulde jeg igjen til Tandlægen. Da fik jeg en Kindtand udtrukket smertelös. Det var ogsaa godt for Tanden sad saa fast at Lægen knækkede den 3 Gange. Men jeg har ikke merket noget til Smerte. Men derefter kom Smerterne först. Jeg gik heele Eftermiddagen med Smerte og fölgen deraf hvar at jeg fik et tyk Hoved. I morgen skal jeg atter have en Kindtand udtrukket. Nu haar jeg da min Mund 1 Orden paa en Gang. I Overmunden har jeg snart tabt alle mine kindtand men om jeg faar et Gebiss ved jeg ikke. Ifölge at mit tykke Hoved har jeg ogsaa Tjenestefri. Jeg sidder i min gode varme Stue og skriver. Undenfor har det sneet tæmmelig meget sidste Nat. Vejret har slaaet om paa en Gang.

Vi er jo nu bleven indklædet til at komme bort. Men hvornaar det gaar lös ved jeg ikke. Vor Indklædning bestod af fölgende Sager:

1 Drilligjakke

3 Sæt Vintervask

3 – Sommervask.

6 par Strömper

2 – Snörestövler

1 – Sejltöjstövler

1 Ruksak

1 Wäschesack

2 Telter

1 par Stävbriller

1 Kompass.

1 Tropenhelm.

1 Slör i form af en stor Kasten 1 m höj 1 m bred og 2 m lang altsaa saadan i form (en lille tegning). Det bliver opstillet og saa sover man derunder. Saadan har vi ogsaa faaet en heelt deel andet Skrammel med. Saavidt jeg vel haar hver 4 Mand en lille Hest til at bære disse Sager. Hver Mand koster med sin indklædning henved 1200 Mark. Nu, det var saa dette Nyt.

For et par dage siden har jeg ogsaa modtaget 3 Pakker et med Pölse og Skinke, et med Kage og et med Smör. Alt godt ankommen. Nu hvor jeg hr de nye Sager mangler jeg blodt at komme på Orlov. Men forhaabentlig kan man snart træde den store Orlov an. Gud give det.

For denne Gang vlre saa hjerteligt Hilset og Kysset fra mig Eders Sön og Broder

Milert

Mange tak for dit Brev kj. Söster Olga.

(Breve i privateje)

9. februar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “… i Nat ret livlig Skydning”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Frcia-

1.a. Den stedfortrædende Kommanderende General for IX´A.K. I Altona er Generalleutnant Exellenz v. Falk. Chefen for 1´Landstormsinspektion i Flensborg er Generalmajor v. Ritzlau og har Tilsynet med Omraadet N.f. Flensborg, baade langs Grænsene og Kysterne. 2´ Landstormsinspektion har Sæde i Byen Slesvig og Tilsynet med den øvrige Del af Slesvig, Holsten og Kielerkanalen. Chefens Navn har Detachmentet ikke kunnet faa at vide.

b. Mandskabet ved 41´Landstormbatl. (den vestligste Grænsebatl) lider mest af Sygdom p.G.af Overanstrængelse og Underernæring.

Det paastaas, at Tjenesten her ved Grænsen – med de 8 Timers Vagttjeneste i Døgnet og den megen Eksercits udenfor Vagttiderne – er langt mere anstrængende, ligesom Kosten er meget ringere end ved Fronten. I forrige Uge var saaledes af 1/41´B 70 Md sygemeldt og ved 2/41´B. meldtes i Løbet af 2 Dage 40 Md. syge.

c. I Nat kl. 12,20 slog et Geværprojektil, der kom fra tysk Side over Grænsen fra Egnen om Farris, ned i Jorden umiddelbart foran en af vores Rytterpark. Paa andre Steder – navnlig ved de 2 østligste Grænsebatlr – hørtes ogsaa i Nat ret livlig Skydning; derimod var der i Vest ikke megen Skydning de sidste Nætter.

En tysk Flyver, der har deltaget i Flyvertogtet mod Paris, er i dag kommen med Orlov til Vejen, idet hans Hustru har været død skal være død herover. Han har til en af Detachmentets Rytterposteringsførere fortalt, at den tyske Offensiv p.G. af forskellige Omstændigheder først [-] ventes i Begyndelsen af Marts. Paa Vestfronten var der baade tyrkisk og bulgarsk Rytteri.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

6. februar 1918 – Hans Paulsen: “Der sidder de fineste Folk og slikker deres Tallerkner …”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i februar.

33
Berlin S.W. den 6.II.18.
Kære forældre, Marie og Muddi!
Igaar modtog jeg Mors lange interessante Brev. Mange Tak! Jeg seer deri, at ved Eder er alt som før. Krigen har vel hidtil Gud ske Lov! – ikke formaaet at forjage Gæsterne fra Huset. Her i Berlin er saadan noget ikke mere mulig. Naar man et fremmed Sted faar et Kop sort tynd Krigskaffee, maa man være taknemmelig.

Netop i Aften kommer jeg fra Krigskøkkenet, (Mittelstandsküche) hvor jeg har spist mig fuld af ilde smagende ”Kohlrüben”, kogt i Vand med Kartofler. Der sidder de fineste Folk og slikker deres Tallerkner saa rene, at ikke en Atom ”Kohlrüben” er at se paa Tallerkenet. Selv Bedstemor vilde ikke kunde gøre det bedre!

– Paa Grund af Spærren har jeg hidtil ikke skrevet til Peter, men, da jeg seer, hvad I har gjort ud af Jubilæet, vil jeg straks i Aften sende ham et par Ord.

– Medfølgende 3 Billeder, som er optaget af en Underofficer. Det første er vores Kaserne i Snee, seet fra Parkpladsen, hvor alle immobile Kolonner har deres Plads. De to andre er det 17. Korporalskab, de Etaarige, i Søndagsstads. Desværre er hverken Hinrichs eller Krakes med derpaa. – Næste Uge faar I et Billede, som jeg selv har optaget, men som Drogisten hidtil ikke har faaet færdig. –

Man taler om, at vi i den næste Tid med Køreskolen skal gøre en større Biltur paa 2 Dage til Mecklenburg. Kan man tænke sig noget bedere, end at gøre en stor Partié i de fjerne i en lækker Bil? Det er en af de Ting, som for et Øjeblik lader Soldaten forglemme sine Sorger. – Men hidtil er der ingen offiziel Meddelelse kommet herom.

– Jeg gaar straks i Seng, Klokken er først 8. Men senere end 7 gaar vi sjælden i Seng, da vi af Tjenesten altid er meget træt. Jeg har efter Kasernespærren egentlig heller ikke faaet rigtigt sovet ud, til Trods for, at jeg den Dag straks, da jeg kom hjem, Kl. 5 gik Sengen og sov lige igennem til næste Morgen Kl. 7.

– Hjertelig Hilsen
fra Eders Hans!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

27. januar 1918 – Ernst Christiansen: En armeringssoldats glade liv

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 27. Januar.
En venlig Hilsen tilforn paa denne dejlige Kejser-fødselsdag! Nær havde vi faaet Surkaal igen i Da­gens Anledning ligesom i Fjor i Rusland, da vi fik Surkaal med Vand; men den kom i Gaar i Steden for, og i Dag lød Spisesedlen paa »Backobst«, hvil­ket er nogle Stykker tørre Smaapærer med lange Stilke, svømmende i en tynd, lidt sød og lidt salt Suppe. — Dünn, aber kräftig! sagde en paa Vejen til Barakken. Andet vanker der saa ikke den Middag. Og saa har vi faaet Løfte om en Festgave paa 50 Penning hver; men de kommer først senere; de kan ikke være der endnu. Som Ekstra-Festgave har jeg faaet en Generalforkølelse. Saa du mener, jeg skulde tage paa Udflugt om Søndagen og se mig om i Verden eller i Flandern! Hidtil har jeg haft det saaledes her, at jeg var glad for hver Dag, jeg kunde være i Fred. Den Slags Turistlængsler taber sig under en Armeringssoldats glade Liv. Naar han har slaaet en Dag ihjel med alle dens mange smaa, Behageligheder, en Dag og en Nat, saa er han tilfreds, og allerede er Bekymringen begyndt for at faa Bugt med den næste. I Gaar var jeg saa med paa Arbejde og blandede Grus og Cement ved en Dækning en Times Vej her­fra. Raakold Taage, svært Arbejde. Snuenæse, hæs Hals, men rigtig fornøjeligt. Udendørs Arbejde kvik­ker altid op. Da der kom nogle Belgiere med frisk Grusforsyning, var det selvfølgelig Folk af mit eget tidligere Korporalskab. Vi hilste venligt paa hin­anden, og de fik nogle Cigaretter.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 170-1)

24. januar 1918 – Mathias Damm: “… chikanerer andres værgeløse Kvindfolk”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I begyndelsen af 1918 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

den 24.1.18.
Kære Søster!
Mange Tak for Dit Brev som jeg modtog igaar. Jeg har det godt og er sund og rask. Ser at det gaar ligesaadan hjemme, at de store ser til, naar andre arbeider, og tilmed for dem.

Men som Du skriver, det er jo Krig, og hvad det angaar, saa arbeider man tidt for en, man hjemme vilde smide ud, naar man skulde arbeide. Men P.H. skal ikke undre sig, om han en skønne Dag faar Tak for al hans Venlighed med Krigskoner. Han er jo snart værre end “Fædrelandspartiet” og Storagrareme. Kanske han regner sig til de sidste, men tøv kun, nogen af os, som stadig er i Felten, kommer dog hjem, om ikke alle, og saa ved vi jo hvordan vi har at forholde os.

Jeg tænker Fader er af samme Mening. Han er i hvertfald ikke af førnævnte Parti. Mangen en af d’ Hr som nu spiller sig op og chikanerer andres værgeløse Kvindfolk, vil bittert komme til at angre det, de vil dog nok komme til den Erkendelse, hvor var jeg dog et stort Fæ.

Man har her lært at bruge Snuden kanske lidt mere end godt er, og naar man engang kommer godt hjem, saa rappler det, naar nogen vil puste sig op, saadan har man lært det, og hvad man lærer ved Prøisseme er mønsterværdigt!!!: For Eks. at spise hveranden Dag, Dörrgemüse og Sauerkraut. Det skulde i ogsaa gøre saa sparede i en mængde Flæsk og Kartofler o.s.v. Og naar i saa vasker jer en Gang i Ugen sparer i Sæbe. Naar eders Pjalter ere ubrugelige, venter i endnu i ¼ Aar inden i anskaffer ny, til Gengæld skriver i det op i en Notitsbog og naar nogen mener, at de ere for gamle, siger i blot at det er noteret. Imorgen er der atter Appel med daarlige Klæder. Dennegang fik jeg jo ingen Trøie, kan nu atter blive noteret for et par Maaneder. Jeg har den, jeg havde paa Orlov. Bukser fik jeg forleden og de var nye da jeg var paa Orlov.

Jeg fik Kort fra R idag, han mente nu først at faa Orlov til Foraarsarbeidet. De sidste, her kørte paa Orlov var kun 7 Dage undervejs. De har nok faaet Efterorlov. Nu er det helt spærret. Det gaar godt. Men Hovedsagen at man er sund og rask. Det bedste Barometer for tyk Luft er hvor tidt man kommer paa Orlov. Naar man taber ¾ af Komp. er det klart, at man kommer før paa Orlov. H. Kallesen mener jo ogsaa snart at faa Orlov igjen. I overmorgen reiser vi atter ud igjen, eller rettere ned. Du ved nok hvorhen, jeg troer nok det gaar den Vei til Helvede!

Her er i Aften Ballade. I Eftermiddag blev Liebesgaben fordelt, de skulde være til Jul, men kom den Dag vi gik i Stilling efter Nytaar. Hver Mand fik et Nummer. Jeg fik saa en (en af de Bedste) Pakke med 6 Papirshaandtørklæder, en Notitsbog, Koperstiften, jeg skriver med, et lille St. Sæbe, en Bønnebog-(Kløver Knægt og Sorte Pær) der er god til at spille Skat med, 10 Feltpostbreve til at skrive til mine mange Kærester, et Lommespeil med Skægbørste og do. Kam. Jeg har jo ogsaa et vældigt Skæg, 7½ Dun i 11¾ Rade!!! Saa var der et par Nummere tilovers. De blev saa given til den, der kunde gøre en bestemt Gymnastikøvelse, og hvad et par andre kunne kan jeg ogsaa, og saa fik jeg en Pakke Tobak-”Ersatz” som jeg forærede bort, en Tandbørste med tilhørende Tandpulver, som jeg solgte og en halv Snes Cigaretter. Andre fik lignende, et par Papirs Hængsler eller en Lommekniv, andre Mundharmonikaer, og de ere nu alle i Gang, saa man kan godt gaa hen og blive nærvøs og tummelumsk. Skade at man er det i Forveien. Ellers havde de da havt noget ud af deres Musik.

Vi har faaet en god Formaning om at se at fange et par Naboer, thi vi skulle dog være Uge saa gode som andre, saa faar man Orlov og Belønning o.s.v. Men vi mener, at naar blot vor Nabo ikke fanger os, er alting godt. Rasmus mener jo at han snart kommer herover. Det er jo meget tænkelig. Hvad skal en Kriger gøre, hvor der ingen Krig er, han kunde jo gæme gaa hen og gaa i Hundene af Sorg over, at han ikke kan leve sit vante Liv og skyde sine Medmennesker. Imorgen er der Kino her. Jeg er jo naturligvis ogsaa blandt dem, der er saa dum at gaa hen, det koster 30 pf. Forleden fik vi hver et Pund Kunsthonning, Vi Pund Sukker og Vi Pakke Keks for 1 M. og nu lige ½ l Øl (25 pf). Ja, vi lever som “gott in Frankreich” som Tyskerne siger. Men jeg troer dog at vi løb hjem, om det skulde være i bare Ben og Skjorte, naar de gav os Lov at stikke af. Forleden fik jeg forresten ogsaa et Pund Pølse for 5 M. Her sparer jeg ikke mange Penge, men de slaar godt til.

Jeg sendte R en rød en i Julen i et Blad, og lagde en Seddel ved. Nu skrev han at det var et Under at hans Kamerater ikke havde brugt dem til noget ekstra noget bagfra, thi han lagde altid Bladene paa Hylden og fik dem tidt ikke læst, far de var væk. Sedlen maa han ikke have fundet. Naa, godt at han fik den, ellers havde jeg dog ærgret mig over det Kludderhoved.

De ryger og smøger her, saa jeg er ved at faa Hovedpine. Det er ogsaa nogle rigtige Giftstængler nutildags. Den Pakke “Ersatz” jeg havde var lutter Hummel, som Du før brugte til Øl. Saa, nu faar Du nøies med dette. Hvis Du bliver træt inden Du er færdig, kan Du jo læse det andet en anden Dag. Jeg vil nu slutte med mange Hilsner til eder alle. Din Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

22. januar 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: “Der skydes med skarpt … over Grænsen”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia

1. Der skal foruden den nuværende Postkæde langs den danske Grænse i nær Fremtid etableres endnu en bevogtet Linie c. 1 Mil sydligere, og for den østlige Del gaaende fra Bæltet S. om Fjelstrup over Hjerndrup. Dens videre vestlige Forløb kendes endnu ikke. Folk, der er bosiddende Syd for denne Linie, skulde saa have Pas i Flensborg, hvis de vilde over Grænsen til Danmark.

2. Det hedder sig, at den østlige Grænsebataillon (N. 21), der kom fra Rendsborg, i en nær Fremtid skal ombyttes, da Mandskabet – som Følge af Underernæring – ikke kan taale Vagttjenest. Forleden Dag fandt man ved Afløsningen om Morgenen 1 Md død og 2 besvimede. Af et Komp. skal c 80 Md være syge, da Komp i 14 Dage ikke havde faaet Brød men væsenligt kun Kartofler og Kaalrabi. Diagnosen Underernæring maa ikke officielt støttes.

3. Der skydes med skarpt af de tyske Poster over Grænsen til stor Gene og ikke ringe Fare for de danske Beboere ved Grænsen. Det skal være en befalet Signalskydning, hvorved Posterne skal holde Forbindelse indbyrdes. Hver Post siges i Løbet af Natten at skulle afgive 3 Skud.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

22. januar 1918 – Hans Paulsen: “… at køre magelig tilbagelænet i vor Bil”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W., den 22. I. 1918.

Kære Forældre, Marie og Muddi!
Igaar fik jeg Eders Pakke 37 med Cigarerne og Lysene etc. Mange Tak! Det var jo alt overordentlig brugbar og ønskede Ting. Jeg blev virkelig glad derover. Er Kopfschützeren en Foræring fra Fru Sievers? Mor skrev noget om, at hun maatte give Kartoffelmel derfor. Jeg vilde gerne vide, om jeg skal takke hende derfor.

– Idag fik jeg Mors Frikandellepakke. Frikandeller har vist sig at være meget praktisk, de holder sig længe, (længere end det rene Kød) smager udmærket og er et meget nærende Brødpaalæg, der især er godt om Morgenen til Fundament for Dagen. – Hvad mener Mor med Peters Jubilæum?? Underbukser har jeg nok af. Jeg har 4 Skjorter og 4 Underbukser.

Naar det passer Far bedere , at sende Pengene pr. Postcheck, staar der ikke noget i Vejen derfor. Som Indskrivningsbrev ankommer det jo raskere og har den Fordel, at Summens Størrelse ikke er tilgængelig for Offentligheden. Men en Ubehagelighed for mig fører den førstnævnte Methode heller ikke med sig. – Pakket med 3 Paar Strømper har jeg faaet mellem Juul og Nyaar.

Vi kører nu hver Dag i Bil. Det er anstrengende, men ogsaa rart. Vi lærer Berlin paa den Maade at kende. Idag har jeg mærkværdigvis ikke bestilt andet, end paa Militærets Bekostning i en tyk Pels at køre magelig tilbagelænet i vor Bil gennem Berlins flotte Gader. Naar det altid gik paa denne Maade, vilde det ikke være saa galt, at spille Soldat.

Kære Far, til Slut beder jeg Dig nu omgaaende at besvare mig, om Du kender en født Flensborger, med Navn Jensen, som ejer en Likørfabrik og Vinhandel her i Berlin?

Hjertelig Hilsen fra
Eders Hans.

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

20. januar 1918 – Hans Paulsen: “… at købe nogle Levnedsmidler under Haanden”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar. Nedenstående brev er som det eneste af hans bevarede breve hjem ikke sendt som feltpost, men med den civile post.

Berlin S.W., den 20. januar 1918.

Kære Forældre, Marie og Muddi!
Mange Tak for Pakke Nr. 37! Det lækkere Hvedebrød og den dejlige Kunsthonning levere mig hver Morgen et delikat Stykke Brød til Eders Kaffee. Westen kommer mig ogsaa meget belejeligt, da jeg kan bruge den paa Vognen, hvor det altid trækker stærkt i den raske Fart. Frikandellerne og Lammekødet tjener baade til Lækker Kødpaalæg som ogsaa som kraftig, fed Kost til alle mine Maaltider.

Imorges var vi alle paa Kommando i Kirke. Jeg synes, at vor Kirker derhjemme nok kan maale sig med de berlinske, som næsten mange fuldstændig er hvidkalkede indeni. Interessen for Kirkegang synes ogsaa at være lille her. Derfor er Kinoerne og Theatrene saa fuldere.

I Eftermiddag var jeg med Hinrichs i Deutsches Theater til ”Die Deutschen Kleinstädter.” Det var udmærked. Desværre kunde vi ikke see godt, thi vi havde Plads paa den høje ”Olymp” i kvælende Varme lige under Loftet.

– I den kommende Tid kunde det maaske lykkes mig, gennem vore Køreskoleture at faa Lejlighed til at købe nogle Levnedsmidler under Haanden. Det er naturligvis tildels til høje Priiser, som for Ex. Fornylig frisk Oksekød til m 4.50 pr. lb. Jeg beder Eder altsaa, at skrive mig, til hvad højeste Pris jeg maa købe Mel, Smør, Flæsk etc. Som sagt, gælder det alt kun, naar der engang gennem Tilfælde skulde byde sig en Lejlighed til en lille Handel.

– Her ligger dyb Snee paa Gaderne og Tøvejr skifter med Frost, saa det enten er et stort Søle paa Gaden eller ogsaa Glatis, saa det næsten er livsfarlig at gaa ude. Berlinerne er nemlig ikke mere saa flinke til at strø og rense Gaderne og ”Schneeschippgesetz”, deres store Sorg og Harme, er foruden Krigen og Ernæringsspørgsmaalet altid Hovedthemaet i Samtalerne. Et Sted i Theaterstykket i Eftermiddag, som kunde hentyde paa de nuværende Sneskovlerforhold, hilstes med stærk Latter og Raaben af Publikummet. Og igaar var jeg til Forandring i ”Hammerlichtspiele”, hvor Soldater har gratis Adgang, og saa en Film, som hed ”Ersatz”. Den gjorde Glodser over vort ”Ersatzlevned”.
Jeg vil slutte.

Hjertelig Hilsen fra Eders Hans

P.S.

Pakke Nr. 33 har jeg altsaa faaet!!!!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

18. januar 1918 – Ernst Christiansen: “Man maa tage Situationen fra den mor­somme Side”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 18. Januar.
Forlod saa Sygestuen i Gaar Eftermiddags, ud­skreven med nogle Dages Indentjeneste. Der var levnet 15 Centimeter af min gamle Sengeplads. Der lagde jeg min Halmsæk og mine Tæpper og min Kasse paa Højkant og halvt laa, halvt sad, lidt util­pas, i »Empfangs«-Mylret. Hver tredje Dag faar vi for tre Dage Marmelade, Cigarer, Brændevin, Pølse, Sukker osv. og skal hente hver Ting for sig med nogle Minutters Mellemrum og have Beholderne rede, mens der knap er Plads til at staa paa Gulvet. Hvor skulde jeg hen med mit tilsmurte Marmelade-bæger? Man maa tage Situationen fra den mor­somme Side. Omsider, da man knap kunde se mere, rykkede de andre lidt, og jeg fik kneben Halmsæk-Plads.

Om Morgenen vader man i foddybt Lerælte. Belgierne vil ikke ud af Barakken. Paa Appel-pladsen gaar Vandet oven i deres Træsko. Da jeg vel havde faaet mine meldt, blev jeg kaldt til Kom­pagniets Skrivestue og beordret til at gøre Tjeneste ved Kompagniet igen. Naa, saa sættes man til at skrælle Roer og save tykke Træstammer igennem. Den Rekreation er mere legemlig anstrengende end Arbejdet ellers; men det gjorde helt godt, og lidt at se paa var der ligeledes. I Rusland morede »Maks« sig ogsaa med at lade de sygemeldte save tykke Knuder igennem paa Lejrens mest blæsende Hjørne i Snefog, og saa stillede han sig op med Hænderne i Lommen og spurgte med haanlig Medynk til vort Befindende.

I Morges stod endnu et lille pynteligt nyt Hus paa den anden Side Vejen med røde Tagsten. Be­boerne har maattet rykke ud. Nu blev i Formid­dagens Løb Taget revet løs og hevet ned, Murene halvt væltede, Vindueskarme og Døre slæbte bort, og der staar en sørgelig Ruin igen — alt for at faa noget Brænde.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 169-70)

17. januar 1918 – Thomas Thomsen: “Det værste er Tænderne”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i efteråret 1917 var blevet transporteret fra østfronten og indsat i Lothringen.

Den 17/1 1918

Kære Moder!
Mange Tak for dit Pakke med Smør og Frikadeller jeg modtog i Gaard. Du gaar vist og er urolig for mig, jeg er jo ogsaa en rigtig Skidt. jeg har ikke skrevet til jeg i 8 Dage nu, men du maa undskylde mig, jeg gaar nemlig hver Dag og har Tandpine og vi er ogsaa kommen i Stilling igen[.] Det skal du nu ikke være ked af for hos os er helt roligt. Jeg har været i Stilling siden den 11 og endnu er der ikke falden et Skud i Skoven hvor vi ligger.

Det værste er Tænderne[.] Jeg har været hene og faa to mere trukket ud, saa i det hele har jeg faaet 5 ud nu.I Gaard var jeg i Mühlhausen og skulde have de andre daarlige Plomberet, Herfra og til Mülhausen og tilbage igen er lige 34 km saa det er en temmelig god tur til Fods, og saa var der saa mange hos Lægen saa jeg kom slet ikke for, saa jeg kunde gaa hjem med uforrettet Sag. En Regn og Storm var det saa jeg var gennemvaade da jeg kom hjem. I Morgen skal jeg hen igen. Forhaabentlig giver det ingen Regn i Morgen[.] Ellers har jeg det godt[,] haaber ogsaa at i har det godt[.] Jeg skal vist paa Post nu.

Mange kærlige Hilsner sender Eder alle din Søn
Th Thomsen

Du maa undskylde Papiret men jeg har ikke noget bedre for Tiden.

(Kåre Pedersens samling)

15. januar 1918 – Milert Schulz: “Jetzt ist hier das Wetter etwas milder geworden. Tagsüber warmen Sonnenschein”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 15.1.18.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!

Endlich vor 2 Tagen brachte uns eine Ordonanz unsere Postaachen hierher. Es waren 3 Briefe von Euch meine Lieben vom 23.12., 28.12. u. 2.1. und denn im Ganzen 6 Pakete mit Wurst, Kuchen, Äpfel, Handtuch, Kamm, u.s.w.

Für alles meinen besten Dank. Wie ich aus Eueren Briefen sehe geht es Euch ja noch immer recht wohl im lieben Heim. Habe am 7.Jan ganz u gar Idas u. Br. Oskars Geburtstag vergessen. Hier mit nachträglich meinen herzl. Glückwunsch liebe Ida. Mir geht es ja immer noch recht gut hier in Kumanovo. Gestern Abend ist das 1. Bataillon gekommen. Morgen soll unser Bataillon kommen. Habe nun hier faule 14 Tage verlebt, aber dass wird ja bald aufhören, wenn erst die Komp. hier ist. Habe nun soeben mein selbstgekochtes Mittagessen vertilgt. Ich habe nämlich heute Nudel mit Büchsenfleisch gekocht. Tadellos hats geschmeckt. Jetzt ist hier das Wetter etwas milder geworden. Tagsüber warmen Sonnenschein.    

Sonst ist hier ja auch nicht viel neues. Unser Quartierswirt hat gestern sein Schwein geschlachtet 150 Pund kann es wohl gewogen haben. Ja wie ich Euch schon im letzten Brief geschrieben hatte waren wir ja auch zu Weihnachten hier. Wir wurden ja höflichst eingeladen. Zuerst bekam man eine Art Marmelade, 1 Glas Wasser u. Teelöffel vorgestellt. Davon sollte jeder en Teelöffel voll essen u. danach Wasser trinken. Wenn die Runde fertig war bekam jeder abwechselnd ein Glas Rotwein.

So feiern sie Weihnachten mit Besuch. Denn in der Hauptstrasse der Stadt hatte sich eine Zigeunerkappelle von 3 Mann (hier sind nämlich viele Zigeuner in dieser Stadt.) aufgestellt u. dann ging das Tanzen los. Hier tanzen die Leute so um den Weihnachtsbaum in einer Kette, dann hopsen so wie nicht ganz normale herum.

Ja so bekommt man vieles zu sehen. Sonst alles wohl viele herzl. Grüsse u. Küsse Euer Sohn u. Br.

Milert. 

(Breve i privateje)

14. januar 1918 – Hans Paulsen: “Jeg kan nemlig ikke godt lide Berlinerne”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W.47. den 14. januar 1917 [fejl for 1918]
Kære derhjemme!
Vi har Middagspause fra 12-2. Lige har jeg spist til Middag. Menuet var lidt knap. Det lød: ”Fleischlos, Nudeln 100 g.” Deraf kan man jo næppe blive mæt, da de kun er kogt i Vand. Men derfor har jeg jo de hjemlige Pakker.

– Lige har jeg faaet Mors Brev. Mange Tak. Jeg bringer vist næppe i mine Breve helt til Udtryk, hvor glad jeg bliver, naar jeg faar et Brev hjemmefra, men I kan tro, at, naar man er saadan ene i en stor By blandt lutter fremmede mest usympatiske Mennesker (Jeg kan nemlig ikke godt lide Berlinerne), saa er et Brev hjemmefra en Ting, som kan hæve Humøret for en hel Dag. Desværre er det mig helt umulig, prompt at svare derpaa. Derfor skriver jeg hyppigere til Eder Alle.

– Endelig! idag har jeg tilbragt de første Timer paa Køreskolen. Det gaar temmelig gemytlig til der. Vi har 2 Timer sat 2 Slanger paa et Hjul (5 Mand), den 3. Time forsvandt vi stiltiende og spiste vor Nudelportion. Naar jeg kunde tælle alle de Timer sammen, som jeg har trykked mig ved Militæret, vilde det sikkert blive mange Dage. Forleen har jeg med flere andre ”schwänzed” en hel Dag. Det er en temmelig pirrende, men fylder en med Fryd, naar det er fuldbragt og godt overstaaet.

Forleden spiste jeg med Hinrichs i en ”Mittelstandsküche” [suppekøkken for middelklassen/red.] til Aften. Priis 0.90 M. Vi fik et Tallerken med Kartofler, en Skaal med Sup (udefinerbar, smagløs, grøn, tilsyneladende lavet af Roerstilke) og et Tallerken med Kunstsauce og et Stykke Blodpølse. Det smagte ikke godt, men naar vi atter er i Nød, kan vi jo altid ty derhen. Det er saa gunstig, da Soldater ingen Levnedsmiddelkort bruger at give af der.

– Vi har ogsaa Vinter her. Sneen ligger saa dyb, at hele Sporvognenfærdslen i Byen er standsed. Vore Biler har ogsaa svært Arbejde, Afslæbningskommandoerne har fuldtop at gøre. Snart har vi Frost, snart Tøvejr. Det var ingen behagelig Vejr at staa Vagt i igaar, Fødderne blev gennemvaade. Vi var saa træt og kaput deraf igaar, at vi gik Kl. 6 i Seng.

– Desværre synes Muddis Pakke at være tabt! Paa Frikadellerne glæder jeg mig meget, jeg er for Øjeblikket nemlig kuns anvist paa den knappe Kasernekost.

– Til Slut gratulerer jeg Far til Hussalget.
Hjertelig Hilsen fra
Eders Hans

Jeg haaber, i den næste Tid, at kunde sende Eder nogle Billeder med mig i Arbejdsdragt. I kan tro, at jeg ser flot ud deri. –
Kære Far, kan Du ikke sende mig ved Lejlighed til Privatadresse S.W. 47. et Pakke med nogle Kasser gode Cigarer? Jeg kunde faa Brug derfor!

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

12. januar 1918 – Hans Paulsen: “… hellere vil miste et Ben end en Arm”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin-Schönberg, den 12.1.18.

Kære derhjemme!
Atter er jeg paa Vagt og atter paa en Søndag. Da det næsten er bleven Tradition at skrive til Eder paa Vagt, vil jeg denne Gang ogsaa sende Eder et Par Ord, trods Skrivelejligheden her er daarlig. Brevet ligger nemlig paa mit Skød, derfor er Skriften saa daarlig.

Muddis Pakke med Honningkage, Strømper og Marzipanbrød er ikke ankommet endnu. Derimod fik jeg i dag 2 Bøger fra Tante Laura. – Kan I ikke sende det næste Pakke lidt før afsted, da det imidlertid er bleven lidt knap her? Helst maa I ingen Fiskedaase sende mere, da de let bliver daarlig, naar de staar aaben saalænge, jeg kan jo ikke tømme Daasen saa rask. Fornylig blev jeg nemlig daarlig deraf.

– Besichtigung gennem vor Hauptmann har ikke fundet Sted endnu. Desværre! –

Jeg har købt et einfach Skakspil hos Wertheim [berlinsk stormagasin/red.] til 4.- og spiller saa med Hinrichs. Det er en dejlig Underholdning! – Kan jeg ved Lejlighed faa et Pakke (rødt) Sæbepulver, da jeg gerne vil vadkse mine Strømper og Fodlapper, da de ruinere i Vadskerierne? Fru Wienicke har tilbudt sit Hjælp.

– Fornylig traf jeg i vor Kantine gennem Tilfælde en Skolekammerat, Felix Thomsen, Apotekerens Søn fra Leck. Berlin er dog ogsaa kun lille!

– Her i Vagtstuen er for Øjeblikket en livlig Underholdning i Gang. Vor Vaghavende, med forskudte Fingre, og en 48 aarig Soldat kommer endelig til Resultatet, at de hellere vil miste et Ben end en Arm i Krigen –

Naa, det er nok et Godt Sammelsurium, som jeg har smurt sammen. Men det ligger i Forholdene.

Hjertlig Hilsen fra
Eders Hans

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

6. januar 1918 – Hans Paulsen: “…. og lidt prøjsisk Historie”

Hans Paulsen var grosserersøn fra Flensborg, og indtrådte i sommeren 1917 nitten år gammel  i den tyske hær. Han kom til Berlin for at blive uddannet til chauffør, og der befandt han sig endnu i januar.

Berlin S.W., den 6. Januar 1916.

Kære Forældre Marie og Muddi!
Igaar fik jeg Eders Pakke, hvorfor jeg takker Eder mangen Gange. Maa jeg bede Eder, næste Gang at sende et Brød, som ikke er saa gammel, hvis det da er mulig, fordi det, som jeg fik igaar, er fuldstændig tør og stenhaard.

Hvor rar af Fru Mikkelsen at sende mig et halvt Hvedebrød! Jeg fik ogsaa et Nytaarskort af hende. Paa Fredag fik jeg ogsaa et Brev af Fru Lenschau.

I Overmorgen har vi Besichtigung gennem vor Hauptmann. Det bliver en stram Tour, men værst er dog Forberedelserne. Morgen har vi gennem Feldwebelen ”Vorbesichtigung” og Examiner i alt, hvad en Soldat skal vide, og i ”Unser strategische Lage”, ”Ursachen und Anlass des Krieges”, ”Unser Verfassung” og lidt prøjsisk Historie.

Paa Onsdagmorgen Kl. 8 skal vi saa træde an i Køreskolen og saa begynder forhaabentlig den gode Tid som Belønning for den overstaaede stramme Tid.

Brevet fortsættes

(P285-1, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

 

3. januar 1918 – Chresten Lysbeck: “… et uhyggeligt Besøg”

Landmand Chresten Lysbeck blev indkaldt ved krigsudbruddet og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Sanitäts-Kompagni Nr. 13, der i januar 1918 befandt sig i Flandern.

Kort efter Nytaar havde vi en Nat et uhyggeligt Besøg. Det kunde til Tider Hænde, at Vandet pressede paa Nyrerne, og saa maate man jo ud selv om det var Nattetide. Kosten var nemlig temmelig vandet og næsten uden Indhold af Næring og Søvnen som Følge deraf lidt urolig.

Saadan gik det mig en Nat jeg var uden for, og da jeg lyttede, kunde jeg høre Flyverne. Paa lyden kunde man ganske tydeligt høre, det var en engelsk Flyver. Lidt efter gik jeg ind igen, lagde mig i “Sengen” og trak Dækket over Hovedet. Hele Kompagniet havde Opholdsrum i Kælderen. Kort efter lød et Brag uden for vort Kældervindue og Vinduesskærmen kom ind i Kælderen til os. Min gode Ven, W. Jensen, laa ved Siden af mig og jeg tiltalte ham med; Sover du, Willi! Træk tæppet over Ørerne, der er Flyvere uden for.

Flyene smed 9 Bomber rundt omkring Hospitalet. Da Uvejret var drevet over, gik vi ud for at se paa Skaden. Værst var det gaaet ud over en af Træbarakkerne, hvor 10 Heste laa saarede og døde. Hele Barakken var saa gennemhullet som et Si. P. Grevsens Apotekervogn var heller ikke bleven skaanet, og om den kunde transporteres videre var et Spørgsmaal.

Da det blev Dag, blev alle ti Heste flaaede og parterede; det gav nu rigeligt med Hestebøf og transporteret tilbage til Føde og for Krigsfangerne, som mange Steder var beskæftiget ved et eller andet Arbejde.

(fra: Chresten Lysbeck: Under Genferkorset, mine Oplevelser mellem Slagene, Haderslev 1933, s. 128-30)

1. januar 1918 – Ernst Christiansen: “… kun faa blev virkelig fulde”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 1. Januar 1918.
Solen skinner mildt og fint paa den snepudrede Jord. Fra Morgenstunden har Kanonerne dundret næsten som i Trommeild. Nyaarsaften gik bedre end ventet. Der var ikke Lejlighed til at faa saa mange Drikkevarer som Jule­aften, og kun faa blev virkelig fulde. En Mand fra en anden Barakke kom dog dinglende ind og vilde absolut kysse enhver af os, mens han smilede huld­saligt over hele Ansigtet. Og saa kom de første Julepakker ad Omvejen over Rusland, og jeg laa og rodede med de smaa Overraskelser paa mit Leje, som ogsaa her er det eneste Sted, jeg har til Raadighed. En Tid var der næsten mennesketomt i Barakken, og man kunde sidde og se ind i Ovnens klare Luer og tænke paa det Aar, der trods alt var gaaet taaleligt. Kl. 12 vækkedes jeg ved, at Folk styrtede ud for at se et Fyrværkeri, der afbrændtes ved Fronten. Nyaarsdags Menu var ikke indbydende, Kaalrabisuppe med store Stykker utilstrækkelig kogte Roer med skarp Smag. For i Morgen staar den paa Surkaal.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 167-8)

28. december 1917 – Mathias Damm: “Parademarsch ved Maaneskin”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Fredag den 28.12.17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for et Brev fra den 20 og et Kort fra den 22. Jeg har det godt og er sund og rask. I Aftes havde vi Julefest. Vi fik hver ½ Pund Pølse, en Æske Delikatesse Ost, et Æble, 2 Cigarer og 20 Cigaretter, desuden 2 l Øl. Det var for 5 Mark. Tilsidst lavede vi en Parademarsch ved Maaneskin med Kogepotten og Drikkebæger i Haanden og Musik dertil. Om det nogensinde har set sin Lige i det prøissiske Militærs Historie, tvivler jeg om, da vi ikke engang havde Kobbel om eller Bøsse med. Men det klappede trods det.

Jeg kan ikke forstaa, hvordan Rasmus bærer sig ad med sine Strømper. De bedste jeg havde med paa Orlov, (de ere med nu fra Beutedepot) har jeg ikke brugt siden, To Par har jeg i Brug og et par venter paa “Ersatz” med et militærisk Udtryk. Man skal altid aflevere et par gamle for at faa ny. Desuden har jeg et par Fodlapper af et Dækken i Brug og et par i Reserve. Hvis jeg ingen havde lavede jeg Radav og naar det ikke hjalp, saa meldte jeg mig syg. Jeg gad dog vide, om jeg ingen fik. Jeg kan ikke forstaa det, thi han har da ellers aldrig været tabt bag af en Vogn.

Smergellerred har jeg nok af foreløbig. Havde snart haabet at faa Pakker idag, men pyt. Der maa endnu komme 4 i det hele, naar de ikke er fløiten, men den fra Anne har jeg snart opgivet Haabet om at faa. Haaber ogsaa vor kære Fader snart maa komme hjem, for os er der dog ingen Slut at se og vi kunne nok ogsaa bedre end han.

Her har vi ogsaa en god Stilling, og naar man blot ikke sluger Gas, er man efter menneskelig Beregning temmelig sikker. Med Gassen skal man passe paa. Frans skyder snart mere med Gas end med Sprænggranater. Jeg skal nu have lidt malet til R og her er der forresten ikke meget at fortælle om. Barakken er bedre end de andre vi har gjort Bekendtskab med her paa Egnen. Efter Nytaar gaar vi atter i Jorden 14 Dage.

Haaber i alle derhjemme har det godt og at Krigen snart maa faa en Ende, saa F ikke behøver at gøre Bekendtskab med den Slags Boliger, inden han har aflagt sine Drengebukser. Foreløbig er der heller ingen Fare, da de jo nu har en Mængde Tropper tilovers i Rusland og Italien, og Rumænien ogsaa. Slutter nu med mange Hilsner og Ønsker om et godt Nytaar eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

25. december 1917 – Milert Schulz: “Ja meine lieben wir Ihr wohl denken könnt waren meine Gedanken gestern Abend natürlich zu Hause…”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 25.12.17.

Meine lieben Eltern u. Geschwister!

Gottes Friede zum Gruss.

Für erhalten Briefe vom 13. u. 17.12. sowie Diddes Karte vom 14. u. Olgas vom 15. sage ich Euch allen meinen besten dank.

Weihnachtsabend haben wir ja den überstanden. Unser Festessen bestand aus Dörrgemüse ohne Fleisch u. Kartoffel dazu habe ich 3 Stück trockenes Brot gegessen u. I Tasse Punsch u. heissen Tee. Also könnt Ihr Euch wohl vorstellen dass es nicht so besonders gewesen ist.

Ihr habt sohl Brant u. dergl. gegessen. Dann kam die Kantine. Da haben wir ein paar Cigaretten, Cigarren u. 1 Flasche Bier gratis bekommen. Gekauft haben wir 1 Flasche Wein. Dann kam die Weihnachtsbescherung. Jeder Mann bekam fast ein Paket. In meinem war 1 pund Honig, 1 Mundharmonika 1 Bartbürste – 20 Cigaretten 5 Cigarren u. ein paar Wallnüsse. Dieses war unsere ganze Weinachtsfreude.   

Der Honig u. diese Sachen ist eine Weihnachtsbescherung der Heersverwaltung. Aber ich glaube es kommen noch noch Liebesgaben von der Stadt Allenstein wo unser Regiment in Garnison liegt. Ja meine lieben wir Ihr wohl denken könnt waren meine Gedanken gestern Abend natürlich zu Hause u. die Euern wohl in Mazedonien. Aber in Stillen habe ich auch meine Weihnachten gefeiert u. der Herr hat mir das Fest auch hier draussen reichlich gesegnet. Euch ist heute der Heiland geboren”

Das Wort hat doch noch immer seinen alten lieben Klang. trotz Krieg u. Allem. Der Herr gebe dass wir nächstes Jahr das liebe Weihnachtfest in Ruhe u. Frieden feiern dürfen. Gestern hatte ich noch bei der Post ein Paket von Tante Mie aus Düppel u. 1 Breif von Kousine Methe aus Bredebro. Sonst ist hier alles wohl, der Franzmann ist auch ziemlich ruhig.

Sei denn recht herzl. Gegrüsst u. geküsst von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

23. december 1917. Hestegullasch – men hesten hævner sig …

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

En søndag eftermiddag, medens vi lå i ro i Goed, gik vi til en biografforestilling. Det var i en stor barak i nærheden af Gitsberg. Salen kunne rumme 4-500 mennesker. Der var fin musik.

Vi fulgtes ad. Obergefreiter Maas, sergeant Felix Ploschaischik og jeg. Det var meget velgørende at se noget andet en gang imellem, og musik havde en mærkelig indflydelse på en; og det gjorde så godt at se noget fra det civile liv, om end kun på billeder.

Når vi lå i barakkerne i Goed, så lavede vi ikke meget i disse korte dage. Det regnede meget hver eneste uge, og jordsmonnet rundt omkring barakkerne var i et ælte. Vi havde nogle løberister (Laufrosten), som gik fra den ene barak til den anden og til staldene og køkkenet m.m.

Jeg fandt et sted, hvor jeg kunne købe lidt brød, det var hos belgiske civilfolk. Det var rugbrød, runde af form og det var velsmagende.

Endvidere besøgte jeg jævnlig en gammel træskomand. Han lavede
træsko sammen med sin søn. Vi handlede om et hornhåndtag til en stok. Jeg skulle skaffe ham noget læder, og det fik jeg også fat på ude i stillingen, jeg skar det af sadler og seletøj, og da jeg havde faet
en passende portion, fik jeg håndtaget. Jeg lavede mig en solid kæp, og meningen var, at den skulle med hjem, men den blev senere stjålet fra mig.

En dag lidt før jul, slagtede de en hest i køkkenet. Hesten var blevet skudt på vejen ud til fronten; da det var en god hest, tog et par mand ud og parterede den, og så kom den med hjem på en ammunitionsvogn. Hele hesten blev lavet til gullash, og vi fik hver en god portion.

Vi havde imidlertid ingen kartofler og kun ganske lidt brød, og derfor nød vi den gode, men skarpe gullash uden videre tilsætning. Vi fik en ekstra snaps den aften, og der blev en hel fest. Der blev sunget af fuld hals: „So ein Happen, so ein Happen von hi au hi au hot, so ein Happen von Pferd sin Fut“.

Om natten fik vi alle sammen diarré, og der blev et frygtelig løben frem og tilbage til latrinen.

Klimaet var meget fugtigt. Men vi sørgede for at have rigeligt med tøj. Man kunne sagtens finde noget. Der lå frakker og kapper og tæpper alle vegne. Man fik så disse beklædningsgenstande tørret,
og så havde vi dem til at dække os til med om natten og skifte med i regnvejr.

Utøjet var noget værre om vinteren end om sommeren, da vi ikke havde så gode vaskeforhold, men desto oftere måtte vi trække af undertøjet og løske os.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

18. december 1917 – Ernst Christiansen: Mine belgiere 1

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien. Herfra skrev han i julen et feltpostbrev til Flensborg Avis, men censuren forbød at trykke det.

Elle, Julen 1917.

En halv Snes Dage har jeg nu haft dem, og de halvanden Uge staar for mig som en hel Evighed. Det var en fæl Søndag. Faa Dage havde jeg været i Flandern og skulde nu bruge den første Fri­dag til at bringe lidt Orden i mine Ting. Men det blev kun til nogle Breve. Om Middagen udpegedes jeg blandt nogle andre til en særlig Kommando, Korporalskabsfører for belgiske Civilarbejdere.

De var komne om Morgenen, før det blev lyst. Vi havde hørt de klaprende Træsko, hørt en Summen og Snakken og Raaben og set et Tog af mørke Skik­kelser med store Bylte eller Sække paa Nakken. Et endeløst Tog. De første var inde i Baraklejren, og paa Vejen helt deroppe ved Landsbyen dukkede der stadig nye Bugtninger op paa den store Slangekrop.

Den Eftermiddag sled paa Nerverne. Der var Masser af Ting at tage Vare paa, ingen rigtig Op­lysning at faa, en lille Flok til at ordne alt for 1900 Mand. Mørket faldt paa, og jeg, der skulde vejlede de andre, kendte ikke selv Planen i den store Lejr, hvor det ene Hus er nøjagtig som det andet, uden at der staar noget skrevet paa dem.

I Mørke blev alle purrede ud og stillede op i Rækker paa fem Mand, hvad der voldte utrolig Ulej­lighed. Man saa straks, at de ikke havde Begreb om militær Orden og lige Rækker og om at blive staaende der, hvor de var stillede hen. Naar man havde faaet en Række i Orden og tog fat paa den næste, sværmede de straks ud igen. Og saa talte de et fremmed Tungemaal, der til at begynde med lød som Indiansk, og syntes fuldkommen uforstaaende over for os.

Naa, omsider blev de afdelte i Korporalskaber paa et halvt Hundrede. Med Møje fik jeg dannet et lille Skillerum fra Naboafdelingerne, fandt en, der saa ud til at være flink til at skrive, og fik ham til at skrive Navne. Han var halvfærdig, saa blev hele Inddelingen i Korporalskaber kuldkastet og lavet om igen. Men naar det bliver lidt vel broget, gen­vinder man sin Ro. En ny Skriver findes, og alle Navne anbringes paa en Stump Papir, flamske Navne alle sammen, vanskelige at læse, naar man har dem tydeligt opskrevne, men ikke til at forstaa, naar Belgierne selv siger dem med halvfransk Udtale: Prosper Vercauteren, Jean Clauwert, Romain Verstraetberg, Ferdinand De Schryver, Arthur Hoeg-huys osv. osv.
Jeg begynder ogsaa at gøre mig forstaaelig for dem. Jeg bruger det Plattysk, jeg har lært som Dreng blandt flensborgske Skolekammerater. Det vigtigste forstaar de fleste. Enkelte, der ikke kan følge med, belæres af de andre: men rigtignok foregaar det under en Haløj, saa det ikke kan være værre paa noget Marked.

Omsider kan jeg følge dem til deres Barakker i Udkanten af Lejren, og Resten af Aftenen gaar med Instruks og Ventetid.

Et Par Dage senere skal jeg notere deres Alder. De ældste er i Trediverne, de yngste 16, den store Flok er paa 17—21 (belgiske værnepligtige, der paa denne Maade holdes under Tilsyn). Næsten alle er de fra Fabriksbyerne ved Antwerpen, og de taler Østflamsk, som er noget vanskeligere at forstaa end Vestflamsk, der tales her. —

Øre i Hovedet lægger vi os paa vort Leje med Ordre til at stille næste Morgen med vore Folk.

Fortsættes…

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 155-8)

16. december 1917 – Milert Schulz: “An der Front auch alles ruhig”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 16.12.17.

Meine Lieben!

Gestern Abend 2 Pakete mit Freuden Dankend erhalten. Eins war mit Pfefferkuchen u. Keks u. das Andere mit Butter u. Wurst u. ein grosser Kecks. Habe mich auch auch schon lange auf den Kuchen u. die Wurst gefreut. Habe schon die Hälfte davon aufgegessen. Ja solange man noch sowas zu essen hat leidet man ja keine Not. Dem Herrn sei dank für alles Gute und dass wir noch kein Hunger leiden brauchen. Unsere Verpflegung hier draussen ist ja auch och immer recht gut. Aber so wie zu Hause ist es ja natürlich nicht.

Wie ich Euch ja schon geschrieben habe liegen wir immernoch in Stellung. Wir können aber unsern Apparat nicht aufbauen da es hier verboten ist zu Telephonieren, weil der Franzman Ablausch Apparate aufgebaut hat und so kann er alles hören was wir sprechen. Selbstredend haben wir auch solche Apparate Also liegen wir hier und tun wir garnichts. Man weis beinahe nicht wie man den Tag vertreiben soll. Wie schön hätte man solche Zeit zu Hause verbringen können. Wie Ihr Euch wohl denken könnt ärgert einem das natürlich. Aber das hilft ja doch nichts. Sonst ist ja noch alles wohl hier. An der Front auch alles ruhig.

Heute kam das Telegramm hierher dass mit Russland einen weiteren 28 tägigen Waffenstillstand beschlossen wurde. Hoffentlich kommt denn auch bald der langersehnte Friede worauf alles gespannt ist. Gott gebe es dass es doch bald endlich mal Schluss wird. Sonst wüsste ich für Diesmal nichts mehr.

Wünsche Euch nun alle ein recht fröhliches und gesegnetes Weihnachtsfest nebst vielen herzl. Grüssen von mir Euer Sohn u. Bruder

Milert.

(Breve i privateje)

13. december 1917 – Ernst Christiansen: “Her forbandede Underofficerer og menige Krigen”

Ernst Christiansen var redaktør på Flensborg Avis i slutningen af 1916 blev han 39 år gammel indkaldt til hæren. Efter uddannelse i Alsace blev han sendt til Rusland, hvor han gjorde tjeneste ved en arbejdsbataljon. I december 1917 kom han til Belgien.

Elle, 13. December 1917.
Det var nyt for mig at høre Berlinerne tale i Orlovstoget. I de Kompagnier, jeg har været i, var der nok Utilfredshed; men man vogtede paa sine Ord. Her forbandede Underofficerer og menige Krigen og ønskede Slut paa den, selv om Tyskland gik Pokker i Vold.
— Er der ved Vestfronten mange, der tænker saadan?
— I vor Division hver eneste een.

En i Soldat, der har rejst med hele Vejen, fortæl­ler Historier. Hans Afdeling fik forleden Udfyld­ning, delvis udskrevne fra Lazaretterne. En af disse sprang paa en polsk Station ud af Toget, snubbede en stor Gris og styrtede ind i Kupeen med den. De overdøvede Grisens Dødsskrig ved at brøle »O, Deutschland, hoch in Ehren«. Grisen blev parteret, og ved Ankomsten til Juratishki fik man travlt med at brase.

En anden Sidemand fortæller gravalvorlig, at hans Svoger har haft det »Schwein« (Svineheld) at drive 1000 Faar bort fra Rumænien. Han solgte seks til Bulgarerne for egen Regning og sendte Pen­gene hjem.
— Og tænk saa! fortsætter Manden forarget, som Pointen i Historien, — saa puttede det Asen af en Bank, som vekslede den fremmede Mønt, en hel Masse af de surt erhvervede Penge i sin egen Lomme for noget, de kaldte Valutaen!

Klemt inde med Kappen paa, stegende Varme, tæt Cigarrøg. Benene sover, ikke faaet mig rigtig va­sket i flere Dage. Nogle Kanoner undervejs paa Jern­banevogne, et langt, øjensynlig meget brugt Lazaret­tog, det er det hele, jeg i øvrigt mærker til Krig. Mørkekørslen i Forbindelse med Bevidstheden om Flyverfaren var noget nyt. Men naar man har rejst i flere Døgn, er man nærmest ligeglad.

Efter Natten i Ventesalen i Courtrai gik jeg ud paa Perronen. Man kan se, at det er rigtigt med Flyverfaren. Næsten alle Ruder i den store Perron­hal er knuste og afløste af Brædder. Histhenne endnu et stort Hul fra den sidste Bombe. Men Hundreder og Tusinder af Soldater, orlovsrejsende osv. trænges paa Perronerne.

Glædelige og sørgelige Overraskelser i Barakken. Da jeg kommer ind, staar nogle Soldater med blot­tet Overkrop og ser deres Skjorte efter. Utøjsplagen er langt værre her end i Rusland. Næsten umuligt at slippe, siger mine gamle Kendinge. I hvert Fald maa en lille halv Time hver Dag bruges til Eftersyn.

Kosten er langt rigeligere og bedre her end mod Øst. Ingen behøver at sulte. Vi bygger Dækninger, Reservestillinger osv. og ligger i en Del af en stor tom Barakby, hvortil der ventes belgiske Civilarbejdere. I Depoterne, til Ek­sempel Elsenbeeke her i Nærheden, er der ophobet uhyre Forraad af alle Slags, og desuden staar mange Jernbanevogne fulde af Feltbaneskinner, Pigtraad, Træuld osv. Hver Morgen samles Tusinder af Sol­dater og Fanger ved et saadant Oplagssted, og det er tit komisk at se, at man somme Tider tilsyne­ladende har vanskeligt ved at hitte paa noget Ar­bejde til dem alle, hvad der igen bevirker, at ingen tager sin Opgave alvorlig.

(Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923, s. 153-5)

4. december 1917. En nøjeregnende idiot fra Østfronten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Dagen før var jeg inde ved “Protzensammelstelle” efter post og lønning. Et par km. længere tilbage lå et lignende kommando. Jeg kom forbi, men da var der lige blevet dræbt to mand, der lå på en brix inde i huset. Vi syntes ellers altid, at de var mere sikker i dette kommando, fordi de lå betydeligt længere tilbage, men granaten slog ind, og to mand døde.

Jeg kom tilbage med post, og undervejs købte jeg tobak, cigarer og cigaretter samt nogle honningkager og et stykke pølse i et  marketenderi, der lå lige bag ved fronten. Det var altid rart at få lidt ekstra en gang imellem.

Vi blev omsider afløst. Der kom et batteri nede fra Karpaterne, og de skulle overtage stillingen. De havde ligget i en rolig stilling ved østfronten i et par år, men efter fredsslutningen med russerne, der var blevet fuldbyrdet i dette efterår i Brest-Litavsk, kom tropperne over til Vestfronten.

Der kom en Ammunitionsunteroffizier og skulle overtage  beholdningen. Han var meget nøjeregnende og gav sig til at tælle granaterne, idet han satte et kryds på dem, han havde talt.

Jeg gjorde ham opmærksom på, at jeg havde intet talt, da jeg overtog dem, og at de nok skulle være der, men han mente ikke, at det vedkom ham, hvad jeg havde overtaget, men kun det, han skulle overtage.

Han var ret ubehagelig, men så begyndte englænderne at skyde. De satte et par granater hen i nærheden af haven, det bragte en anden stemning over fyren. Han spurgte, om de skød med sådant noget kram hver dag? Jeg svarede, at det blev meget værre.

Han ville så op i understanden, men jeg mente, at vi hellere måtte gøre det færdig. Jeg kunne tydeligt mærke på manden, at han var ikke vant til skydningen. Han krøb ned bag ved havediget, jeg stod op og så spurgte jeg, om han havde kanonfeber, og det indrømmede han.

Englænderne holdt op med at skyde, og så blev han helt fræk og talte videre, og kom til det resultat, at der manglede et par hundrede granater. Jeg talte med ham om at ordne den slags småting i mindelighed, som vi altid plejede her ved Vestfronten, men det kunne ikke lade sig gøre.

Jeg havde tænkt at henføre de manglende granater på den sædvanlige konto: “Tilintetgjort af fjendtlig ild”. Han afslog det og meldte det til bataljonen.

Jeg ringede straks til batteriet og kom til at tale med Offizierstelvertreter Würstenhagen. Jeg forklarede ham sammenhængen, og han svarede mig, at det var godt, jeg meddelte det så tidlig. Han skældte ud over de idioter, der kom fra østfronten, og som ikke havde begreb om krigsførelsen i vesten. Han sluttede med at sige, at vi anfører det manglende beløb som: “Tilintetgjort af fjendtlig ild”.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

27.november 1917 – Milert Schulz: ”Wir liegen ja immer noch in Ruhe”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 27.11.17.

Meine lieben Eltern u. Geschwister!

Besten Dank für Vaters Karte vom 19. Sowie deinen Brief vom 20 liebe Mutter. Sehe gleich zu Anfang das Briefes dass du mir ein Paket mit Kuchen abgeschickt hast. Nun warte ich ja darauf mit Freuden. Hier ist noch alles heim alten. Ich bin Gott sei dank soweit gesund munter. Sehe aus deinem Schreiben das zu Hause im lieben Heim dasselbe der Fall ist. Nein liebe Mutter mit meinen Magen habe ich noch nicht krank gemeldet. Es wird auch nur wenig Zweck haben, da man doch bloss ein paar Tage Schonung bekommt und am liebsten möchte ich auch hier bei der Komp. bleiben. Denn wenn man ins Laz. kommt wird man zum Ersatz Truppenteil nach Arys geschickt wenn man wieswe gesund ist. Und von dort geht es denn wieder gleich ins Feld und denn noch womöglich nach Frankreich. dann will ich doch lieber hier bleiben. Heute bin ich beim Zahnarzt gewesen.

Ich wollte den Zahn eigentlich rausziehen lassen aber der Arzt meinte er wäre noch zu schade und hat er mir ihn blombiert. Am 1. Dez. muss ich wieder hin zum 2ten mal bohren. Hoffentlich wird ér mir nicht so sehr schmerzen mehr. Das dicke Kinn ist auch bald wieder verschwunden.

Wir liegen ja immer noch in Ruhe. Am 4 Dez. geht es ja wieder in Stellung, ich glaube ich habe es Euch schon letztes Mal geschrieben. Das Wetter ist auch ziemlich milde jetzt. In dieser Zeit ist die Verpflegung auch ziemlich gut. Wir bekommen schon seid langer Zeit jeden 2.ten Tag 125 Gram Butter. Ist ganz gut nicht wahr. Bloss der nötige Belag fehlt. Aber hoffentlich hast du wieder ein Paketchen mit der schönen Wurst abgeschickt liebe Mutter, denn die schmeckt doch zu schön. Aber Kuchen ist mir auch sehr lieb. Ja meine Lieben man möchte ja gerne so manches haben, aber ich bin immer zufrieden mit dem was ich bekomme. Sonst wäre ja weiter nichts neues zu erzählen. Sei denn für diesmal recht herzl. Gegrüsst und geküsst vn mir Euer Sohn und Bruder

Milert.

(Breve i privateje)