Tag-arkiv: forplejning

28. marts 1917 – Thyge Thygesen: “Uden Knubs og hårde Ord går det ikke her”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. Herfra blev han i slutningen af marts udkommanderet til at bevogte krigsfanger.

Lauchhammer d. 28. 3. 1917.

Kære Forældre og Søstre!
Har Tjeneste her i Barakkerne i Eftermiddags (6 Timer og så 12 Timer fri) og får så lidt Tid til at skrive lidt til Eder. Ja, sikke Stillinger, sikke Stillinger, som Steffen Overbeck sagde. Det er snart til både at lee og græde over.

Hvad Tjenesten angår så har vi det jo helt godt her. Vi er delte i 2 Hold. Eet Hold har skiftevis Barakketjeneste, det andet må med ved Arbejdet. Der skiftes hver Uge. Af Fangerne arbejder 1 Hold om Dagen og 1 om Natten. 12 Timer Arbejde og er så 12 Timer fri.

I Formiddags var jeg oppe i Byen og hentede mig et Par Gryder. Jeg købte lidt Kartofler af ham der var på Orlov, så har jeg i Middags kogt Kartofler og atter lidt Suppe. Jeg har ingen Mærker endnu, så jeg kan ikke købe det mindste. Vil I, kære Forældre, ikke sende mig lidt af alle Slags. Det er vist ikke let at få noget til Købs. Bruger jeg så ikke alle Pengene, sender jeg dem hjem. For Eks. Lidt Nudler, lidt Løg, Kartofler især o.s.v.

Thyge Thygesen (øverst til venstre) som krigsfangevogter på brunkulsværket i Lauchhammer, 1917 (I privateje)
Thyge Thygesen (øverst til venstre) som krigsfangevogter på brunkulsværket i Lauchhammer, 1917 (I privateje)

Jeg vilde også være Dig, lille Mor, meget taknemmelig for nogle Opskrifter til noget hvad der er let at lave. Jeg troede altid at jeg var mægtig bevandret i Kogekunsten, men nu mærker jeg min Afmagt. Kaffeerstatning og ”Tut” har jeg også købt. Kaffen blev for resten god. Brændsel får vi så meget vi vil have, (Briketter) Ilden lader vi aldrig gå ud.

Det er et kolosalt Værk her. Rigtige Kul er det ikke. Det er snart som Tørvejord og bliver lavet i Briketter. Lejerne ligger ikke dybt. Den øverste Jord bliver bare rømmet væk og så bliver der med Bakkere og Gravemaskiner taget vist et halvt Hundrede m. dybt som alt bliver lavet til Briketter. Det Hele seer altså snart ud som en mægtig stor Grusgrav ca. 50 m. dyb. Kun at Jorden er helt sort. Lejren ligger her midt i al den gennemrodede Jord næsten en ½ Time fra alle Byer. Hvis det regner må her næsten være ufremkommelig.

Med Fangerne giver det endda lidt Kævleri, især Russerne, Englænderne og Franskm. er mere flinke. I Middags havde vi 6 Russere indespærrede her, de skulde så ikke have noget at spise. De andre havde så naturligvis sørget for dem også, der stod ikke mindre en 15 Vaskefaderfulde skjult til dem. Vi undersøgte alt og har så taget det fra dem. Uden Knubs og hårde Ord går det ikke her.

Nu de kærligste Hilsener fra Eders Søn og Broder Thyge.

Hvorledes går det Mbr. Hans og dig lille Didde? Jeg længes efter at høre fra Eder.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

23. marts 1917 – Milert Schulz: “… Kugeln pfeifen ja hier auch”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 23/3 1.

Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Gottes Friede zum Gruss! Zuerst meinen besten Dank für erhaltene Briefe vom 12 u. 14. und Karte vom 14/3 liebe Eltern.

Entschuldige, dass ich nicht früher geschrieben habe. Wir sind nämlich auf dem Marsch nach anders wo. Von Besista sind wir am 20/3 abmarschiert und liegen nun erst noch auf halben Wege im Biwak unter Zelte und habe Euch deshalb nicht schreiben können. Wo wir hin kommen weis ich selber nicht. Aber wie Ihr ja wisst ist es hier auf dem Balkan ja nicht so gefährlich als auf den andern Kriegs schauplätzen[,] aber Kugeln pfeifen ja hier auch.

Mir geht es ja noch immer Gott sei Dank gut bin gesund und wohl. Von Schwester Mie habe ich auch Brief gehabt worin sie mir geschrieben hat, dass sie ihr Herz dem lieben Herrn und Heiland auch gegeben hat. Ja dass ist etwas herrliches sich in Gottes Hand geborgen zu wissen. Der Herr gebe, dass wir alle seine treuen Nachfolger werden und einst bei ihm in ewiger Herrlichkeit sammeln.

Du schreibst wegen Urlaub liebe Mutter. Ja da muss ich die leider mitteilen, dass die jenigen nur auf Urlaub fahren können, welche schon ein Jahr hier im Felde gewesen sind. Natürlich gibt es ja auch ausnahmen z.B. bei Todesfällen oder sonst irgend ähnliches. Na hoffenlich ist der Krieg bald zu Ende[,] dann bekommen wir einen grossen Urlaub.

Aber klagen könne wir ja auch nicht hier draussen[,] wiewohl wir vieles entbehren müssen, aber wir haben immer genug zu essen und trinken. Wie ich Euch schon mal geschrieben habe, wir leben viel besser wie manche Städter. Wir haben genug zu schmieren aber bloss keine Butter.

Und mit diesen Strafen lieber Vater, da brauchst du für michkeine Angst zu haben[,] ich werde mir schon keine Strafen zuziehen dazu habe ich zuviel Ehre im Leibe.

Hier ist es in der letzten Zeit ziemlich warm gewesen und könnt Ihr Euch wohl das mar schieren in solcher Hitze vorstellen. Vielleicht kannst du mir ein paar Strümpfe oder Fusslappen schicken liebe Mutter.

Sons für diesmal nichts mehr. Viele herzl. Grüsse und Küsse und auf ein frohes Wiedersehn hoffend von mir Euer Sohn und Bruder Milert.

Die Sachen habe ich noch nicht abgeschickt.

(Brev i privateje)

15. marts 1917 – Thyge Thygesen: “… en helt fornuftig Underoffz.”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. I februar fik han orlov, og vendte først tilbage til kompagniet midt i marts.

Eisleben d. 15. 3. 17.

Kære Forældre og Søstre!
Håber I har modtaget mit Kort fra Wittenbg. Rejsen blev jo snart et helt Eventyr, vil nu fortælle Eder alt udførligt. Altså Kl. 12 kom jeg til Hamborg og måtte så vente der til Kl. 6 om Morgenen. Kom så til W. Kl. 9½ og kunde først køre videre Kl. 3.15. Jeg gik så til Kommandantinen. Der skulde jo have gået et Tog til Magdeburg Kl. 9 men det er ”weggefallen.” Jeg havde jo så egentlig ingen Undskyldning for at jeg ikke kunde komme videre. Men der var en helt fornuftig Underoffz. Han skrev så alligevel på, at på Grund af Togforsinkelse kunde jeg ingen Tilslutning få, jeg var jo så reddet.

Men så Kl. 12 gik der et Godstog og der kom jeg i en Pakvogn og var så i Mgdbg. Kl. 5 havde jeg ventet til Kl. 3.15 var jeg først været der Kl. 6.40 Nu gik der fra Mgbg. til Gysten et Tog Kl. 6.28 så kom jeg jo med det. Men Kl. 8 holdt det i Güsten og gik så ikke videre den Nat. Nu går der fra Gysten til Mansfeld en Sporvogn og fra Eisleben til Mansfeld går også een. Jeg kørte så med og kom hertil Eisl. Kl. ½11. Jeg kom altså tidlig nok og var jo så fri for Ubehageligheder!

– I Formiddags blev jeg så undersøgt af Lægen. Han var i helt godt Humør og, Gud ske Lov, tror jeg nok at jeg er ”a.v.” endnu. Jeg sagde naturligvis at jeg endnu så dårlig. Han eksperimenterede så lidt med Øjnene og sagde så, at det ellers havde bedret sig betydelig. – før sagde han jo ellers: ”Seehstörung nicht vorhanden.” Nervesystemet havde også bedret sig meget. Helt bestemt ved jeg rigtignok ikke om jeg er ”a.v.” men jeg tror det. Jeg skal nu ved Lejlighed have en Skriver til at see efter i Papirerne. –

Feldw. har ikke sagt noget om – I ved nok hvad! Skriveren overfaldt mig derimod straks om jeg ikke havde lidt S. til dem. Jeg kan jo nu give een lidt og så få ham til at see efter hvad jeg er skreven. Brødet slog godt til. Hav Tak, lille Mor, at Du betænkte mig så rigelig. Kolraberne, som vi straks fik i Dag, smagde ikke rigtig ovenpå Eders gode Køkken, men jeg kan jo så nu spise mig mæt af Eders gode Brød. Det kommer jo alt lidt sær for, efter den skønne Orlov.

O, kunde vi bare snart komme hjem for stedse!! Blot det nu må gaa godt med Reklamationen og det ikke varer alt for længe. O, hvor jeg vilde blive glad hvis det skulde lykkes! Sneen er nok kun nået til Hamborg, på den anden Side lå der ingen. Her er heller ingen af Betydning.

Nu de kærligste Hilsener til Eder alle og alle Bekendte.
Eders egen Thyge.

Hvorledes er det med Mbr. Hans? Hils dem mange Gange!

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

14. marts 1917 – Lorens Jepsen: “Kampen fra vor Side er udsigtsløs”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev indkaldt sommeren 1915 og i januar 1916 tildelt Infanterie-Regiment nr. 75. Regimentet befandt sig i foråret lige syd for Arras.

Achi le Grand
den 14de III.17.

Min Kære Anne!
Jeg kan i Dag takke for en hel Del Post, som jeg modtog i Aftes, deriblandt flere tyske Kort. At denne Post har været saa længe under Vejs, ligger i, at den først har været i Rek.-Dep., ja, et Brev har endog været først ved Kompagniet, derefter ved Rekrut Depotet, og kommer nu atter til Kompagniet, saa paa denne Maade bliver Posten jo temmelig gammel inden man faar den i Hænde. Du nævner i Brevet, at Boy har sendt mig et Brev, en Pakke og en Bog. Jeg har dog intet som helt modtaget fra ham endnu. Har Du afsendt Pakker i Februar, saa faar jeg dem vel endnu. Godt er det, at jeg for Øjeblikket intet savner.

Forplejningen ved Kompagniet er i disse Dage slet ikke saa daarlig. Naar Stillingen er daarlig, bliver Forplejningen gerne bedre og Livet friere, saa er man vel bange for, at Soldaterne helt skal tabe Modet. Smør fik vi saaledes i Gaar saa meget, at jeg slet ikke bruger det til mit halve Brød. Noget giver det jo altid, enten Marmelade, et Stykke Pølse, Sul eller Kød, saa Nød lider man ikke just, om man ogsaa under Tiden er meget sulten. Men det er nu en Gang vor Lod herude, sjælden har vi nok og oftere for lidt, men lever gør vi dog og, det er antager jeg for sikkert, vistnok meget bedre end de fleste i Hjemmet.

Disse Tosser, at de lader sig skuffe af Skraaleriet i Pressen som nu under Krigen er en Regeringsindretning, at de tror de forvanskede Fremstillinger, som paa denne Maade spredes ud over Landet, at de endnu gør sig store Forventninger af den hensynsløse Ubaadskrig, eller, er der mon endnu noget Menneske, der tænker, at den daarlige, krigstrætte Landhær skal udrette noget? Kampen fra vor Side er udsigtsløs. Tabe gør vi, det er lige saa sikkert, som at to og to er fire. Sørgeligt er det, at det skal vare saa længe og at Nøden skal blive saa stor, førend vi faar Fred.

Hermed de hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene fra Din egen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

19. februar 1917 – Milert Schulz: “Ja Herren skal have Tak for saavidt …”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Skreven d. 19/2 17.
Mine kjere Allesammen! Guds Fred til Hilsen!
Mange Tak for Pakken No 7 med Pölse og- 2 Stykker Sösterkage som jeg i Forgaars har modtaget med Glæde. Kagen har jeg spiset strax. Det var jo naturligvis tör. Men her hvor man ikke nyder saadan noget saa tidt smager det alligevel. Pölsen har jeg spist det sidste Stykke idag. Det har smaget mig rigtig godt.

laften giver det jo Post igjen saa venter jeg jo noget at höre igjen fra Eder mine kjære. Jeg beder Eder sende mig igjen noget Skrivepapier ikke for lidt[.] Det andet har jeg allerede opskrevet.

Ellers gaar det mig jo endnu rigtig godt, er sund og rask. Ja Herren skal have Tak for saavidt han vil ogsaa holde sin beskÿtende Haand over mig i Fremtiden. Igaar blev vi beskudt af den fjentlige Artelleri. Ommendtrent 5 Meter fra vor Understandt slog en Granat ned. Nu har vi jo en Bombenfast Understand[,] saa han kan godt skyde saameget han vil. Jeg stod lige Posten[,] da kom den förste Granat og slog ned i Nærheden paa Bjerget. Jeg löb saa i en hast ned i vor Understand. Lige var jeg kommen ind da kom den neste Granat og slog endnu nermere ned. Lidt efter kom den tredie og slog 5 meter ned for vor Understand. Den slog lige ned i Klippen saa Stenene og Sprengstykker flöj omkring. En Steen floj ind i vor Understand.

Saa midt om Natten kl. 2 gjorde Fjenden en Ildoverfald. Da skoj Fjenden med Geverer og M.G. og Miner og Artelleri hvad Rem og Toj kun holde. Saadan blev han hved en halv Time. Herefter hvad [dvs. var] det alt rolig saa vi kunde legge os hen og sove igjen. Saadan bliver man jo lidt forstyrret i sin Sövn[,] hvor I derimod ligger trÿgt og godt i Federsengen og vi paa Halmen med en dekke over Hovedet. Ja jeg skal nok forteile Eder alt naar jeg engang[]kommer godt hjem. Herren give dog at Freden snart maatte komme over Landene og vi maatte komme lykkelig hjem igjen.

Altsaa er Fetter Anton fra Brede nu ogsaa dö. Jeg kan snart ikke tro at han nu oqsaa er borte. Han har ogsaa skrevet mig flittig og nu er han dö. Ja det gjelder om at vare rede til en hver Tid. Men lykkelig den som har sin Sjel frelst. Send mig dog ogsaa den lille Lommesangbog med.

Nu til Slut mange kjerlige Hilsener til Eder alle og paa snarlig Gjensyn fra mig Eders Sön og Broder
Milert

(Brev i privateje)

21. januar 1917 – Ankersen: “et eventyrland”

Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i januar befandt sig på østfronten.

Rusland tiltalte mig lige fra starten, fred og stilhed overalt, et eventyrland for nerver og lunger.

Barakkerne vi boede i, var bygget af militæret, ret bekvemme og frem for alt herligt varme. Det sørgede en stor muret ovn for, i hvilken der til stadig knitrede en lys lue. Træ var der jo nok af, og det kostede oven i købet intet. Kort og godt, jeg havde forestillet mig det ugæstfri Rusland helt anderledes, men man må dog ikke glemme, at vi lå i faste, udbyggede stillinger, på fremmarchen gik det vel anderledes til.

Vores forplejning var god, men alligevel ikke så god som på vestfronten. Rusland blev betragtet som en etape. Kamp var der stort set intet af, derfor blev rationerne sat ned. Da sulten ved kraftig kulde er mere mærkbar, var det et misforhold, som vi ved given lejlighed søgte at afhjælpe. Hos de russiske bønder og jøder kunne man købe alt muligt, smør, kød, æg og vel også kartofler. De priser de krævede, var ikke ligefrem lave, men alligevel vel købte vi en hel del. Desværre rakte mandskabets lønninger ikke langt, og jeg er bange for, at de brave overschlesier, der generelt er gode spiserer, en gang i mellem ikke blev helt mætte. I forhold til hvad man fik i hjemstavnen, var det, vi fik, dog storartet, og jeg har ofte benyttet lejligheden til at sende lidt kød eller smør hjem, på trods af risikoen for at pakkerne skulle blive stjålet.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

9. januar 1917. På hovedet lige i latrinen!

M. Levisen gjorde krigstjeneste som pionersoldat i 9. Pionier-Batailon på Vestfronten.

Når soldaten er sulten, sådan som vi tit var det, så tager han det ikke så nøje med et rask lille tyveri. Vi kaldte det dengang at rekvirere, det lød lidt pænere.

En anden gang, det var i vinteren 1916-17, efter at vi igen havde været indsat ved Somme og var havnet i Poelkapelle i Flandern med stilling ved Langemark.

Det frøs hårdt den vinter, og når man er skrupsulten, så føles kulden dobbelt så hård. En af kammeraterne havde fået opsnuset, at nogle artillerister, der lå ca. 10 km nord for os, havde nogle dejlige kaniner.

En aften var vi fire sultne sjæle, der i mulm og mørke startede en vandring med artilleristernes kaniner som mål. Artilleristerne boede i en villa, der lå lige op ad en stor skov.

Vi sneg os på indianervis hen imod huset og kaninstaldene, der stod i haven. Da vi var nået så langt, at vi lige kunne skimte kanin staldene, gik døren i villaen pludselig op, og ud kom nogle artillerister og en stor hund.

Pokker tog ved os. Vi styrtede af sted, alt hvad vi kunne, ind i skoven.

Men ak, der er noget, der hedder nemesis. Den ene kammerat var så uheldig, at han i mørket rendte mod den velbekendte siddebom med grube bag ved og gik på hovedet ned i gruben. Han kom dog ved egen hjælp ret hurtigt op og slap heldigt bort sammen med os andre.

Vi, der havde undgået berøringen med den sanitære indretning, brød os dog ikke om at følges med ham på hjemvejen.

Kaninsteg fik vi ikke, men i en kantine var vi så heldige, at vi kunne købe et halvt, røget grisehoved og lidt gryn. Det blev kogt sammen til en herlig ret.

DSK-årbøger, 1968

8. januar 1917. Peter Madsen i militærfængslet: “Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.”

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917. Han kom til det berygtede tyske militærfængsel Wesel den 6. januar 1917.

Forplejningen var følgende: Morgen 125 gr Brød og ½ Liter Kaffe, men det var rigtig Kaffe, Middag Roer kogt paa Vand og 125 gr Brød, Aften 125 gr Brød og The eller tynd Suppe, Kød saa vi overhovedet ikke. Disciplinen var uhyre streng, ved den allermindste Forseelse røg vi i Spjældet.

Om Morgenen, inden vi blev ført over til Arbejdssalene, hvor vi syede Militærtøj, blev Stuerne inspicerede. En Morgen fandt den vagthavende Feldwebel et Halmstraa paa et Par Centimeter fra en af vore Straasække, som vi skulde ryste hver Morgen. Sikken Spektakel der blev. Nu havde han været ansat ved Fæstningen Wesel i 12 Aar, men aldrig havde han oplevet Mage til Svineri, men vi skulde nok faa lært Orden.

Om Middagen, da vi kom ind for at spise, laa alt, som var i Stuen, i en Dynge midt paa Gulvet. Halmen fra Straasækkene var taget ud og strøet rundt omkring, deri laa Sengetøj, Børster, Skamler og Borde smidt hulter til bulter. Vi fik Ordre til at bringe alt i Orden før vi spiste. Da vi var færdige, skulde vi træde an til Tjeneste, Middagsmaden maatte vi lade staa. Om Aftenen, da vi kom tilbage, var den smidt i Svinetønden. Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.

En Dag skulde vi optages i Straffeprotokollen. I den Anledning stod vi en 10-12 Mand udenfor en Skrivestue. Det var en Feldwebel Koppermann, der stod for Straffeprotokollen.

Jeg var den første, der kom ind, og meldte: „Militärgefangener Madsen meldet sich zur Verbüssung von 5 Jahren Militärgefängnis wegen Fahnenflucht”. Han betragtede mig skarpt og spurgte „Er De ikke II. Kl.s Soldat?“ — „Jo!“ — „Hvorfor bærer De saa Kokarder?” Hertil svarede jeg, at Huen var blevet mig udleveret her, og ifølge Reglementet havde vi ikke Lov til selv at forandre paa den os udleverede Uniform.

Han tog en Kniv og skar Kokarderne af. De var for Resten blevet fjernet ved en mindre Højtidelighed i Strassborg. Naar vi var færdige, fik vi Ordre til at stille os op i den anden Ende af Stuen, og den næste kom for. En af de sidste, der kom for, var Sømand i Civil. Paa Feldwebelens Spørgsmaal om særlige Kendetegn svarede han, at han var tatoveret. Lad mig se, sagde han. Sømanden viste sine Arme og Ben, der var tatoveret i Mønstre, frem. Om han havde mere. Ja, han havde en tremastet Skonnert tatoveret paa Brystet. Træk Tøjet af, befalede Feldwebelen. Paa Brystet var der et flot Skib, der straalede i alle Regnbuens Farver, men Ankerkættingen snoede sig en Gang om Livet paa ham og endte neden for Halebenet, hvor man saa Ankerøjet stikke frem. Der gik en Antydning af et Smil over Feldwebelens Ansigt, og opmuntret deraf fortsatte Sømanden, idet han pegede bagud med Tommelfingeren: „Lagde Feldweblen Mærke til den Bøffelkamp, jeg har paa Ryggen”, hvortil denne bemærkede: „Træk Tøjet paa, dit Svin, jeg har set nok”.

Ved Eksercitsen blev vi inddelt i tre Klasser. I første Klasse kom de allerbedste, i anden de fleste, i tredie Eksercitsklasse var vi til at begynde med kun tre, en degraderet Feldwebel-Løjtnant paa 54 Aar med en dobbelt Brok, en halvtosset Skomager og saa mig. Af tredie Eksercitsklasse var jeg den bedste og skulde optages i anden Klasse — men jeg naaede det aldrig.

DSK-årbøger, 1942

6. januar 1917. Desertøren Peter Madsen i tysk militærfængsel: “Her lades alt håb ude!”

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917.

Efter 5 Maaneder, i hvilken Tid min Sag blev behandlet, først for Krigsretten, derefter for Overkrigsretten og til Slut for Rigsmilitærretten i Leipzig, fik jeg min Dom,  som kom til at lyde paa 5 Aars Fæstningsfængsel og Degradation til anden Klasses Soldat.

Jeg sad under Undersøgelsen i Strassborg og kunde faa Madvarer hjemmefra. Derfor blev jeg ogsaa ved med at appellere, thi jeg vidste, at naar først Dommen var afsagt, fik Piben en anden Lyd.

DSK-årbøger, 1941

Dommen faldt i begyndelsen af januar 1917.

I tysk Militærfængsel

Først i januar 1917 blev jeg fra Strassborg sendt til Fæstningen Wesel for at begynde Afsoningen af en Fæstningsstraf paa 5 Aar. Blandt de tyske Militærfængsler var Wesel berygtet paa Grund af sin haarde Disciplin. De fleste Fanger var der for det meste kun i kort Tid, vel nærmest for at faa en Opstrammer, der kunde holde et Stykke ind i Fremtiden — og at melde sig snarest muligt ud til Fronten igen, hvad de allerfleste ogsaa gjorde. Men tre Maaneder var det mindste, man skulde have afsonet af en længere Straf, før man kunde komme i Betragtning og faa Strafnedsættelse.

Wesel ligger i det nordvestlige Tyskland ved Floden Weser. Selve Fæstningen var en gammel Enetages Bygning, som laa tæt op ad Voldene.

Fra Strassborg var der sendt en Feldwebel og en Gefreiter med for at føre mig derop. Rejsen varede to Døgn, idet vi kun maatte benytte Persontog. Ved Ankomsten til Fæstningen ringede Transportføreren paa ved Porten, som er af Jern. Den blev åbnet af Vagten, og da vi var kommet ind, blev den straks lukket igen. Det gav et ordentlig Sæt i mig, da den smækkede til. Jeg tænkte: Her lades alt Haab ude.

En Underofficer med et Nøgleknippe i Haanden var der med det samme og sagde: „Fangen følger med mig!“ Saa var jeg altsaa Fange. Det var første Gang, jeg hørte det og det gjorde nu alligevel et mærkeligt Indtryk. Jeg blev ført ind i en Slags Forstue, hvor jeg skulde vente.

Underofficeren gik ind i et Kontor for at melde min Ankomst. Ude i Forstuen stod ca. 30 Fanger, som skulde paa Transport til et eller andet Fængsel eller Fangelejr, opstillet. Da der ingen Opsyn var i Øjeblikket, var deres første Spørgsmaal til mig: „Har du Brød?” Da jeg svarede benægtende, trak en af dem sit Ur op af Lommen og sagde: „Hvis du har et Stykke, vil jeg give dig mit Ur for det”.

Jeg blev nu kaldt ind paa Kontoret og maatte aflevere alt, hvad jeg havde. Dernæst skulde jeg bades. Af en anden Underofficer blev jeg ført til „Badet”, det vil sige, jeg blev ført ind i Vaskerummet, hvor to Mand stod og vaskede Tøj. Fangen skal bades — sagde Underofficeren. Den ene af dem greb ned i Gruekedlen med et Vaskefad og tog lidt af det skidne Vand, gav mig det og sagde „Træk Tøjet af og bad dig”. Jeg trak Tøjet af, stak Tæerne i Vandet, tørrede mig over hele Kroppen og vilde trække i Tøjet igen, men da var mine hjemmestrikkede Strømper forsvunden.

Jeg spurgte, hvor mine Strømper var bleven af, men fik ikke noget Svar. Et Par gamle Sokker, der mest bestod af Klude, blev kastet hen til mig. Jeg protesterede, og sagde, naar de ikke kom med mine egne Strømper, trak jeg ikke i Tøjet. Inden jeg vidste hvordan, laa Strømperne hvor jeg havde lagt dem.

Jeg blev saa lukket ind i en tom Celle. Lidt efter lidt kom der flere til. Det var en Lørdag og Revier-Rengøring. Kalfaktoren kom ind med en Blikbeholder og sagde til mig, at jeg skulde pudse den.

Jeg fik en Klud og pudsede og gned med Sand alt det jeg kunde, men lige sort blev den. Efter en Stunds Forløb gav jeg de andre den og sagde, at nu kunde de nok afløse. Ikke Tale om, sagde de, det var dig, der skulde pudse den og ikke os. Jeg satte Blikdaasen ned paa Gulvet og sagde, at jeg gjorde ikke et Slag mere ved den, nu kunde de gøre Resten. Vi stod alle midt paa Gulvet, da vi hørte Trin i den anden Ende af Korridoren. Jeg bemærkede, at nu kom Kalfaktoren nok efter Tingesten. „Hvad saa” spurgte de andre, „saa faar I Tærsk” sagde jeg, „for jeg har været her før og kender Manden”. Det kan nok være der kom Gang i Pudse­ kluden.

Lidt efter blev Daasen afhentet. De andre stak den i Haanden paa mig. Kalfaktoren synede den fra alle Kanter, gik og kom igen med en trebenet Stol, som han gav mig at jeg skulde sidde paa, som en Slags Belønning, men Herligheden var ikke forbi dermed, thi lidt efter kom han med Middagsmaden, frosne Roer, kogt i Vand. Det smagte væmmeligt, syntes jeg. Efter et Par Skefulde spurgte jeg mine Lidelsesfæller, hvad jeg skulde gøre ved det Stads, for jeg kunde ikke spise det. „Maa jeg faa det” raabte de i Munden paa hinanden og i en Haandevending var det væk.

Kalfaktoren kom igen og sagde, at den Mand der pudsede Daasen kunde faa Resten af Maden, som jeg tog og gav mine Kammerater, da han var borte.

Hen imod Aften blev vi indklædte og indlagt paa Stuerne. Det var store Stuer til en 25-30 Mand. Vi kom 5-6 Nybegyndere ind i en Stue. En Fange, der fungerede som „Stubenälteste” tog imod os og anviste os vor Seng og hver en Hylde til vort Tøj. Da det var besørget, skulde alle Nybegyndere komme hen i en Krog, han — Skroget — vilde tale til os.

Han saa paa os med et Feltherreblik (i Civil var han Skrædder et Sted i Westfalen) og begyndte at sige, at det jo ikke var et Børnehjem eller „Erholungsheim”, men et preussisk Militærfængsel og fra i Dag var vi Militærfanger og ikke andet. Men naar vi ellers opførte os godt, kunde vi sagtens være der.

En af mine Fæller hviskede til mig: Her kan vi let være. — Jeg betvivlede det; militært set var det just ikke for vore Dyders Skyld, at vi; var der. Saa skulde vi have vore Senge ordnet, det tog lang Tid, de gamle blev ved med at vælte Sengetøjet ned, tilsidst gad de ikke længere og de lod os i Fred.

Da det var en Lørdag Aften, skulde vi have rent Linned paa. En efter en kom hen og fik Skjorte og Underbukser udleveret. Det var nogle værre Pjalter, vi var naaet den tredie Krigsvinter og her var ikke bleven noget fornyet. Da jeg saa Laserne, meldte jeg, at jeg lige havde faaet rent Linned paa. Jeg slap – for denne gang.

Da Bunken var uddelt, var der en Skjorte — ogsaa den ringeste — tilbage. Stueældsten saa sig om og blev en lille sortsmudsket Fyr var, der skjulte sig bag de andre, „er det dig, din lille beskidte Ulv, der vil snyde igen“ raabte han. — „Træk den paa straks, at vi kan se, at den da ikke klemmer dig“ med disse Ord smed han Skjorten i Hovedet paa Synderen. Han skiftede, det eneste der var hel, var Halslinningen, Ryggen manglede totalt, Ærmerne var Frynser. Linnedet var ogsaa det værste, Uniformen var god.

DSK-årbøger, 1942

 

5. januar 1917 – Milert Schulz: “Bin heute auf Wache”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han også befandt sig ved årsskiftet.

Geschr. d. 5/1 17.
Meine lieben Eltern und Geschw.!
Für erhaltenen Brief vom 28[.,] liebe Mutter[,] sowie Karten fom 27. u. 28. [,]lieber Vater[,] meinen besten Dank. Wie ich daraus ersehe habt Ihr ja Weihnachten gut überstanden. Wie ich aus deinen Briefe dass Festessen lass meine geliebte Mutter[,] ist mir doch das Wasser zu den Zähnen gelaufen[,] aber es freut mich dass Ihr noch nicht hunqern braucht. Zu meiner Freude sind da ja nun verschiedene Paketchen fur mich unterwegs.

Eier brauchst du nicht zu schicken liebe Mutter[,] da dieselben unterwegs doch kaput gehen, und Wünsche habe ich ja sonst nicht, aber schickt mir was Ihr wollt liebe Eltern[,] ich nehme alles gern an, aber nur was haltbares. Pakete habe ich sonst noch keine erhalten. Wir sind noch in Ruhe aber Montag geht es wohl wieder nach vorne. Bin heute auf Wache als Wachthabender.

Gestern war es hier furchtbar heiss, heute ist es wolkig. Die Bevölkerung ist hier in diesem Orte[,] wo wir in Ruhe sind[,] zum grossten Teil alle wieder da. Das Volk sieht aber sehr Elend aus. Morgen haben sie hier Weihnachten. Die haben schon Kuchen gebacken aus Mehl und Wasser. Habe schon geschmeckt.

Bin sonst noch immer gesund und wohl. Das Dorf heist Besista falls Ihr eine Karte habt. Hoffentlich haben wir bald Frieden.
Viele herzl. Grusse an Euch allen Euer
Sohn und Bruder Milert.

(Brev i privateje)

4. januar 1917 – Milert Schulz: “Über Berg und Steine”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 4/1 17.

Meine lieben Eltern und Geschw.!
Deine Briefe vom 9/1[2] u. 23/12 vorgestern dankend erhalten lieber Vater[,] sowie Mutters vom 24 u. Karte vom 21/12 und ein Brief von Dres vom 24. Das war ja ein ganzer Haufen auf einmal[,] gefreut daruber habe ich mich doch.

Ich habe nicht gleich schreiben konnen, da wir grade den Abend abgelöst wurde und die ganze Nacht marschiert bis morgens um 4 Uhr. Ihr konnt Euch wohl denken, dass wir gestern den ganzen Tag müde waren und hatte ich keine Lust zum schreiben.

Das war auch eine Tour von der Front bis ins Quatier. Über Berg und Steine gings. Wie wir über ein Bach gingen[,] mussten wir auf Steine durchs Wasser gehen, da bin ich doch so unglucklich ins Wasser gefallen[,] dass ich auf der einen Seite ganz nass war und meine Knie so gestossen[,] dass es nachher ganz dick wurde. Heute ist es wieder besser.

Heute Nachmittag habe ich grosse Wäsche. Ein Hemd[,] Unterhose und Strümpfe muss ich waschen. Ein Satz trage ich schon ein Monat und konnt Ihr wohl denken dass da Lause drin sind. Jeden Tag werden da welche geknakst. Bin noch immer gesund und wohl. Bleibe 6 Tage in Ruhe. Sonst ist da nicht viel neues.
Viele herzl. Grusse an Euch allen Euer
Sohn und Bruder Milert.

(Brev i privateje)

30. december 1916. Levende begravet ved Somme-fronten

N.A. Christensen, Graasten, var indsat i Somme-slaget tre gange.

(… fortsat)

To Dage før vor Afløsning foretages der en Linieforskydning, og vor Gruppe kommer i en tilbagetrukket Reservestilling paa et mindre Højdedrag, 400 Meter bag forreste Linie. Her faar vi anvist Plads i en 6-7 Meter dyb Understand.

Vi anser den for bombesikker og er glade for den; den er 25 Trin dyb. Den sidste Dag før Afløsningen er der meget uroligt i vort Naboafsnit hos Mecklenborg- Grenadererne, hvor der foretages et Skin-Angreb. Ogsaa os bombarderer Fjenden uden Ophør.

Sammen med en Feldwebel ligger jeg og mine 8 Mand nede i den dybe Dækning og venter paa, at Uroen skal stilne af, saa vor Afløsning kan naa frem, og vi helskindet tilbage. Da pludseligt, — et Ildhav og et glohedt Pust! Jorden ryster og hæver sig, – et forfærdeligt Brag! Vi gisper efter Luft, – bidende Stank, Stønnen, Raab om Hjælp.

En Granat af meget svær Kaliber, en saakaldt „Stollenbrecher”, har ramt vor sikre Dækning og har trykket den ned over os og vore otte Kammerater. Vi to ligger uskadte i vort lille Hul, men vi er fuldstændigt afskaaret og begravet.

Rædslen griber os. Vi kan ikke røre os det mindste. Heldigvis kan vi dog faa en Smule Luft gennem en Revne i Jordskorpen. Kammeraterne jamrer og klager hjerteskærende. Vi formaar ikke at hjælpe dem.

Efter uendelig lange Timer, mens vore Kammeraters Liv ebber ud, er Artillerikampen omsider stilnet af.

Andre Kammerater bliver klar over vor Ulykke. Redningsarbejdet tager fat, og efter flere Timers haardt Slid kan vi halvkvalte hentes op til Dagslyset.

Af vore otte Kammerater i Dækningen kan to reddes. De er lettere saaret. For de andre seks af min Gruppe blev den dybe Dækning det sidste Hvilested.

Samme Nat kommer Afløsningen, og vi vandrer bort fra Rædslernes Verden, tilbage til Livet. Om Natten marcherer vi 30 km tilbage til X, hvor Resten af Kompagniet kommer i Massekvarter i Kirken. Saa hen til Feltkøkkenet. Hvor de gule Ærter smagte os, efter at vi i ti Dage ikke havde faaet et varmt Maaltid. Vi faar Juleposten udleveret med Breve og Pakker fra Hjemmet; de sidste Dages Lidelser og Savn skydes længere tilbage, og Livet ligger atter lysere foran os .

Det var kun ti Dage af vor Fronttilværelse; men de var uendelig lange, en eneste Række af Savn, Kulde og Strabadser, og Aar efter Aar ved Jul dukker de uhyggelige Minder frem og bliver levende paany.

DSK-årbøger 1951

29. december 1916. Claus Eskildsen: “Næsten fem Døgn har vi siddet i Toget: Alles aussteigen!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Toget snegler af Sted. Den halve Tid holder vi for at lade de ordinære Tog passere forbi. Men vi holder kun ved Stationerne, naar vi skal have Forplejning, ellers altid ude paa Strækningen, saa man undgaar med pinlig Nøjagtighed al Berøring med Publikum.

Anden Juledags Morgen er vi kun naaet til Konitz i Vestpreussen, Morgenen efter vaagner vi og opdager, at vi ikke er kommet videre end til Güstrow i Meklenborg.

Vi passerer Lübeck. Det er en forrykt Vej! — Vi skal da vel ikke føre Krig mod Danmark? Macedonien kan der ikke mere være Tale om.

Saa forandres Retningen. I en Bue kører vi uden om Hamborg. Det var drøjt for vore mange ”Hummel-Hummel”, de lystige Hamborgere.

Da vi den 28. Kl. 7 Morgen purres ud til Forplejning — man serverer for syvende Gang de græsselige, graa Gryn — opdager vi, at vi allerede har naaet Crefeld og altsaa om Natten har Passeret Rhinen.

Nu går det hurtigt. Vi hilser i Forbikørslen paa Aachens stejle Bjergkegle og smukke Taarne og kører fra Liege til Namur i den vidunderlige Meuse-Dal, hvor By ved By slutter Kæde, saa man ikke kan sige, hvor den ene hører op og den anden begynder; mørke Tunneller veksler med pragtfuld Udsigt til stejle Kalkklipper og grønne Marker.

I Rusland laa alt under det hvide Snetæppe, her i Belgien er Markerne grønne, og vi ser Kreaturer gaa paa Græs!

I Liege faar vi Forplejning, rent Vand kogt med rene Kaalroer, ikke saa ilde en Afveksling. Kl. 11 Aften faar vi i Mons den sidste Forplejning, for ottende Gang Byggrynssuppen.

Næsten fem Døgn har vi siddet i Toget, da det den 29. Kl. 3 om Morgenen hedder: ”Alles aussteigen!”

Vi er i Somain, to Stationer foran den lille By Douai, som ligger fire Mil Syd for Lille. I Mørke og i strømmende Regn famler vi os frem til vort første Kvarter paa fransk Jord, Slottet Villers-Campeau.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

26. december 1916 – Milert Schulz: “Gefährlich ist es hier grade nicht”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Im Felde, den 26. Dez 1916.

Meine lieben Eltern u. Geschw. !
Werde Euch heute mal wieder ein Briefchen schreiben und Euch ein wenig erzählen wie wir Weinachten verlebt haben. Wir haben hier jeden Tag das schönste Sonnenwetter. Heute ist es ausnahmsweise sehr warm. Keine Wolke am Himmel, die liebe Sonne sendet ihre warmen Strahlen hernieder so dass man Oberhaupt nichts von Winter merkt.

Weihnachtsabend verlief ganz schön jedoch ohne Tannenbaum. Als Liebesgabe bekam ich eine Shagpfeife, Schokolade, Cigarren, Cigaretten, 1 Schachtel Streichhölzer und einen halben Apfel. Die Andern haben je einen andern Gegenstand bekommen. Zu Essen bekamen wir Reis mit Fleisch. Gestern bekamen wir Butter, Speck, Marmelade, Cigarren und eine Flasche Wein. Zu Essen gab es es Kohl mit Kartoffel und Fleisch. Schmeckte tadellos. Dies ist das zweite Mal wo ich hier im Felde Kartoffel gegessen habe. Was es heute gibt, weiss ich noch nicht, da das Essen ja nur Abends, wenn es dunkel ist, rann kommen kann.

Trotzdem es aber Weihnachten ist, wird doch geschossen. Gestern Nacht also vom 24-25 haben die Serben und Franzosen uns 2 Mal beschossen. Dass erste mal um 11 Uhr Abends, da[s] zweite mal um 4 Uhr morgens. Wir in unsere Unterstand liessen uns nicht weiter dadurch stören. Na, hoffentlich wird es hier wohl bald Schluss sein. Wenn die Griechen mitkommen, wird es nicht lange mehr dauern, dann sind wir hier fertig. Der Friede wird wohl auch nicht mehr fern sein. Man bekommt hier garnichts zu wissen.

Schade dass ich nicht mein Photographierapparat hier habe. Dann konnte ich Euch allerhand schöne Bilder von hier senden. Post habe ich noch nicht erhalten. Na, hoffentlieh kommt da bald was.

Laure natürlich jeden Tag drauf. Ich sitze hier auf einen hohen Felsen und schreibe. Die Uhr ist gleich 12 und ist es ja warm, dass ich schwitze. Also könnt Ihr Euch vorstellen, wie warm es hier ist. Schneeberge giebt es hier auch. Sind natürlich kollosal hoch. Sonst ist da ja nicht viel neues zu schreiben. Bin noch immer gesund und wohl, geschossen haben wir noch nicht mit unseren Masch. Gew. Gefährlich ist es hier grade nicht.

Nun zum Schluss seid Ihr alle recht herzl. gegrösst und geküsst auf ein baldiqes frohes Wiedersehn hoffend und dem Herrn befohlen
von mir Euer Sohn und Bruder
Milert.

(Brev i privateje)

24. december 1916. Claus Eskildsen: ” Midt i den hellige Julenat smider man os ud i Kulden”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Den 20. December forlader vi Narocz-Søen. Det er russisk Vinter, Snefog, bidende Kulde. Vi har en March paa 25 Kilometer. For første Gang siden Masurslaget faar jeg Hul paa Fødderne, inden vi naar Maalet, Godset Komorrovsczisna.

Skrivere, Oppassere, Telefonister faar her anvist to tomme Stuer. Saa kan vi heller ikke arbejde. Vi spiller ”Mauschel” og ”Gottes Segen bei Cohn” i to Dage.

Juleaftensdag Kl. 1 ½ om Morgenen staar vi ude i Sneen. Vi marcherer til Konstantinov, hvor vi faar Plads i en kold Kreaturvogn. En Flaske Brændevin gaar rundt, en Mundharmonika spiller op, to Mand danser i Vognen for at holde Varmen.

I Lyntupy staar vi fire Timer ude i Sneen og fylder saa det Transporttog, som skal være vort Hjem denne Jul. Nogle Grangrene og et lille Grantræ tager vi med ind i Vognen. De skal fremtrylle en fattig Julestemning.

Det er allerede mørkt, da vi kører gennem Vilna. Vi prøver lidt forsagte paa at synge Julesalmer. Kl. 6 holder vi i Landvarovo.

– ”Alle Mand ud til Forplejning!”

– Nu skal vi have vor Juleaftensnadver!

Den blev en af vort Livs bitreste Skuffelser. Vi træder ind i en Bølgebliksbarak og faar her tynd Vandsuppe med nogle Byggryn, og ser vi nøje til, opdager vi enkelte udkogte Kødtrævler. Det er alt!

Henne i et Hjørne staar der et lille forpjusket Juletræ med et — eet — Lys. Hvorfor kan man ikke denne ene Gang om Aaret give et gennemrejsende Frontregiment ordentlig Mad, en Cigar, et Glas varm Punch?

Officererne kommer ud af Barakken ved Siden af, med Cigarer i Munden. *Udmærket Mad!” siger de og stryger sig over Maven. Stemningen er bitter.

Kl. 7½ lægger vi os til at sove i vor Jernbanevogn.

Midt i den hellige Julenat smider man os ud i Kulden. Vi har naaet Grænsestationen Eydtkuhnen og skal nu gennemgaa den store Lyskningsproces [aflysning, red.] , der tager Resten af Natten!

Vi afleverer vort Tøj, kommer splitternøgne ind i Styrtebadet, faar ved Siden af udleveret ny Vask og skubbes saa i den bare Skjorte ind i en Spisesal, hvor vi Kl. 5½ om Morgenen faar vort næste Julemaaltid.

Det er igen tynd Vandsuppe med nogle Byggryn og enkelte udkogte Kødtrævler. Men lidt forandring er der dog: den er endnu mere sveden end Forgangeren i Landvarovo.

Vort Tøj kommer varmt ud af Ovnen, og vi kastes ud i kulden, hvor vi fryser nogle timer. Kl. 12 middag damper Toget videre.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

 

24. december 1916. Jul i forreste mudderhul ved Somme

N.A. Christensen, Graasten, var indsat i Somme-slaget tre gange.

(fortsat …)

Tilsølede fra Top til Taa, med en tyk brun Lerskorpe, fuldstændigt udasede, gennemsvedte og gennemvaade, dumper vi ned i vor Stilling. Her er vi altsaa den yderste Forpost. Ja, i Grunden er det slet ingen Stilling, kun en Række dybe Granathuller, som i allerbedste Tilfælde er gjort endnu dybere ved Hjælp af 3-4 Trærammer.

En Gruppe paa otte Mand i hvert Hul. Ingen Tag over Hovedet, ingen Ovn, knapt nok en Siddeplads, som er nogenlunde tør. Ovenfra løber Vandet ned til os, saa en Mand maa øse uafbrudt Dag og Nat.

Her skal vi tilbringe de næste ti Dage, altsaa baade Jul og Nytaar. Fjenden ligger ca. 300 m borte bag det øde Ingenmandsland, og ved vor mindste synlige Bevægelse pisker Maskingeværilden straks over til os. Større Kamphandlinger ventes forøvrigt ikke i dette vanskelige Terræn midt om Vinteren, nærmest kun Skinangreb og Artilleridueller under Masseanvendelse af Ammunition.

Forplejning kan kun tilføres hver tredie eller fjerde Dag, og kun det allernødvendigste af Tørkost og Drikkevand. Hovedmaaltidet er den saakaldte „Jern-Ration“. Vort gennemblødte Tøj maa tørres paa Kroppen.

 Straks den første Formiddag faar vort Frontafsnit en rigelig Overhaling af Fjendens Skyts, og en stor 21 cm. Granat slaar ned foran vort Hul og borer sig ind under Afstivningen. Vi venter at ryge i Luften allesammen, — men nej, den lægger sig til Ro uden at eksplodere. Afstivningen er knækket, og Jord styrter ned omkring os, men vi har ingen Skade taget. Heldigvis er der mange Blindgængere i dette opblødte Terræn, alligevel er det en ejendommelig Fornemmelse at sidde oven paa saadan en Fyr.

Juleaften lader Fjenden os i Ro. Der høres næppe et eneste Geværskud paa hele Afsnittet. Alligevel er Freden sikkert endnu langt borte. Skiftevis staar Kammeraterne paa Vagt og spejder ud i Ingenmandsland. Vi andre sidder i vort vaade Hul og ryster af Kulde og Feber.

Der er saavist ingen Julestemning hos os, dertil er vore Forhold og Omgivelser alt for trøstesløse. Den, der endnu er saa lykkelig at eje en Smule Tørsprit, varmer sit sidste Bæger Kaffe-Erstatning eller gør sig til gode med den allersidste Cigaret, som er opsparet til denne Aften.

Breve og Pakker samt Forplejningen naar ikke frem til os, for Tilførselsmulighederne er saa fortvivlede. Vi trykker os ind mod den vaade Lervæg, indhyllet i Kappe og Tæppe, og kritiserer vor Tilværelse. Vi er udmarvede og krigstrætte og mangler alt.

Vi tænker tilbage paa vor første Jul herude i 1914. Den fejrede vi i Ro langt bag Fronten i en stor Lade med rigtigt Juletræ og med Overflod af gode Levnedsmidler; vi sang de gamle, kære Julesange, og en stor Del af den franske Civilbefolkning fra Byen beundrede vort Juletræ og modtog Gaver af vore rigelige Portioner, nu har vi selv intet.

Vore Tanker gaar mod Hjemmet i det fjerne Nord, hvor længe skal vi endnu friste denne elendige Tilværelse? Krigen hører sikkert ikke op, førend der ikke mere findes Menneskemateriale.

Hvor mange Kammerater er allerede gaaet bort, og – hvornaar bliver det min Tur? I Slutningen af vor Periode slaar Vejret om til Frost, og det bliver bidende koldt; men vi er dog fri for at øse Vand.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1951

18. december 1916 – Philip Møller: “… fjollede Pigebörn”

Brev  fra Philip Møller, Hammelev, til hans broder boghandler Hans Chr. Møller, Haderslev, der gjorde tjeneste på østfronten.

Hammeleff den 18 Des.

Kjære Broder!
Naa, Du maatte saa alligevel vandre ud til Ruslands öde Sletter og friste lidt af Krigens Rædsler og Ödelæggeser. Der hvor Du nu er har der jo staaet mangen en haard Dÿst i den Tid, jeg var i Rusland, jeg var jo langt længere mod nord. Naar Du nu blot kan holde Dig der bag Fronten til Freden kommer, saa var det jo godt og for Dig lidt interessant, at sætte Dig lidt ind i den Befolknings Sæd og Skik, endskjöndt som Soldat, har man dog ingen Interesse for noget andet end Pligten der stadig kalder og minder én. Ja, jeg kan jo desværre ogsaa regne med og komme i den feltgraa Frakke igjen. Jeg har dog Udsættelse til först i Februar Maaned! Jeg blev jo dog overskreven til kjörende Tropper, det er bedre som Infanterist. Blot ikke dertil.

Ja, for et Aar siden, var jeg jo i Altona ved den her Tid og skrælle Kartofler og Du var i Civil og havde Juletravl. [H]vor Tiderne skifter for os. I[]aar kan jeg dog fejre Julen hjemme, hvad jeg forresten har gjort hvert Aar, Krigen har varet. Jeg er jo Gud ske Lov sluppen godt endnu. Der har jo i de sidste otte Dage, været stærk Tale om Fred, men om den kommer, hved man jo ikke? O, hvor var det önskeligt om det Massemÿrderi kunde ophöre og enhver af de Overlevende kunde komme hjem til Sine igjen. Det er en tung Tid, ogsaa for enhver herhjemme.

Der findes ingen lÿse Öjeblikke, i hvert fald ikke for mig, Tanken om, atter at komme med knuger een stadig, og lader een aldrig komme til Ro.

Det Menneske jeg finder mest lÿkkelig og veltilfreds det er Frederik. I hvor haardt han er bleven ramt, saa föler han sig dog befriet for Krigens videre Rædsler og Elendighed. han sidder jo nu helt hÿggelig og rolig der hjemme paa Kontoret og arbejder i sine Korrespondancer[,] kjöber lidt Halm og Hö og lidt Hestehaar, og faar sin gode Mad og udforstÿrrede Ro, det passer han saa udmærket alt sammen. Ja, hvor er det godt for ham, eftersom han blev ramt af Skjæbnen!

Naa, Du kom saa til Kontorarbejde, bare Du nu kunde blive der, saa gaar det jo nok. Föden i faar, er vel nogenlunde, efter Soldatermaner at være, jeg kjender jo nok Suppen fra Gullaschkanonen.

Er der nu mange Jöder i Biala, dem er det jo overfyldt af i Polen. De har jo saadanne Smaabutikker, hvor der kun kan være en 2-3 Personer, alt saa tilsmurt og beskidt. De er vel ogsaa i deres lange Frakker. Ja sikken en Forretningsverden i et ukultiveret Land, som Russisk Polen. Nej, saa staar vi dog paa et höjere Kulturtin en disse[.] Men hvad er det man gjör ved dette höje Kulturtrin vi staar paa, det bliver nu traadt under Födder og Naturfolkene kan nikke paa Hovedet af det højt oplÿste Europa. Ja, hvor skrækkelig, naar man betænker det!

Herhjemme gaar alt ved det gamle. Vi var igaar Söndag kjörende i Haderslev med Börnene og see paa Juleudstillingerne. Der var en Mængde Folk ud. Jeg var ogsaa hos Karl Nielsen, Butikken stuvende fuld af Mennesker, men ingen Betjening. Han var der selv sammen med sin Kone og hel ny, ung Lærling[.] Ja det er jo overalt smaat med Betjeningsfolk, man seer overalt en mængde fjollede Pigebörn i Butikkerne, som hverken hveed ud eller ind og fræk oven i Kjöbet. I sidste Uge, blev gamle Nis Lund Hammelev jordet, ham kjender Du jo vist nok. Vi sendte Dig for nogle Dage siden en lille Julepakke, haaber at Du maa modtage den og nÿde den med god Appetit! Du maa jo nu finde Dig i Skjæbnen og fejre Jul langt borte fra Hjemmet, men det er der jo Millioner der maa.

Nu önsker vi Dig, at det maa gaa dig godt, og at vi snart maa sees igjen her i vort kjære Hjemland. Freden er forhaabentlig ikke fjerne.

Lev nu vel og hold stadig Modet oppe. Endnu en glædelig Jul og et godt og velsignet Nytaar! Din kjære Broder Philip

Mange Hilsner fra Thora [og] Börnene.

(Brev i Hans Chr. Møllers Arkiv, LAA)

14. december 1916 – Milert Schulz: “Läusse hab ich jetzt auch schon.”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschr. d. 14. Dez. 1916.
Meine lieben Eltern und Geschw.!
Noch immer ohne Nachricht von zu Hause, kann aber wohl noch nicht hier sein. Meine ersten Briefe habt Ihr wohl schon erhalten, sind noch immer in diesen Dorfe in Reserve. Hier können wir es ja noch lanqe aushalten, wenn wir hier bleiben könnten.

Gestern waren 4 feindliche Flieger über und der Eine hat bomben geworfen, jedoch ohne erfolg. Neues ist da ja sonst nicht viel, da hier immer jeden Tag dasselbe ist.

Schreibmaterial habt Ihr hoffentlich abgesandt, da ich nicht mehr viel habe. Sende mir auch bei Gelegenheit ein paar Zeitungen mit, da man hier garnichts zu wissen bekommt. Die Verpflegung ist nach den Umstanden ziemlich gut. Wir bekommen jeden Tag ein halbes Brot. Mittag, 2 Cigarren und Cigaretten, und was es denn sonst noch giebt. entweder Marmelade oder Wurst oder Schinken, oder Fett oder irgend so etwas Fettigkeiten. Reicht aber nur für eine Mahlzeit. Hunger hab ich bis jetzt noch nicht gelitten.

Das schlimmste ist nur diese Marsche, die wir mitunter machen sollen und denn hier in diesen Gebirge. (Läusse hab ich jetzt auch schon. )

Nun zum Schluss, wünsche ich Euch ein von Gott gesegnetes Weihnachtsfest. Hoffentlich haben wir bald Frieden. Wie Ihr wohl auch wist hat der Kaiser den Feinden den Frieden angeboten.

Viele herzl. Grüsse an Euch allen Euer Sohn und Bruder
Milert

(Brev i privateje)

8. december 1916 – Thomas Thomsen: “… Livfuld stegte Kartofler”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i slutningen af 1916 befandt sig i Galizien.

Den 8/12 1916.

Kære lille Moder!
Rigtig mange Tak for 2 Breve som jeg modtog i Gaard Aften[.] Der var Skrivepapir i dem begge. Det var meget heldig for ellers skulde jeg have skrevet et Kort til dig igen. Nu kan jeg da skrive et Brev[.]

Jeg har lige nu faaet mig et ordentlig Livfuld stegte Kartofler. Det manglede lidt Løg. Kan du ikke sende mig en lille Pakke Løg, dersom du kan undvære nogle. Jeg vilde være meget glad ved dem[.] Du sendte mig for nogen Tid siden to Par Dingser til at trække over Stromperne. Det ene Par var med et Vandtædt Stof om. Det er noget saa storartet, saa varmt de holder Fødderne. Dersom du kan faa fat i to Par mere med Vandtædt Stoff, koste hvad de koste vil saa send mig dem.

Lædervesten skriver du om igen[.] Jo jeg har faaet den og er meget glad for den. Den passer stortartet jeg har den paa hver Dag.

Det er da kedeligt at du ikke er rask lille Mor, jeg har nok haft det paa fornemmelsen at det ikke var godt med dig. Det er heller ikke lædt for dig med Indkvarteringer og alt det Vrövl[.] Ja bare at vi snart kunde faa Fred og komme hjem til dig. Det skulde nok hjælpe paa dig. De spiser dig vel snart ud af Huset alle de Soldater. Det er da godt det er en flink Officer du har[,] men du mangler jo din lille Stue Du skal have Tak for Hilsenen fra ham. Jeg giver ellers ikke meget for en Hilsen af en tysk Officer, for de mener dog ikke noget med det. Nok om det. I Haab om at i alle har det godt sender eder alle de kærligste Hilsner fra din Søn

Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens Samling)

 

6. december 1916 – Milert Schulz: “… 4 Bomben auf uns geworfen”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschreiben d. 6. Dez. 1916.
Meine lieben Eltern u. Geschw.!
Endlich mal wieder Gelegenheit zum schreiben. Wir sind nämlich von der alten Reservestellung auf dem Marsche zu einer andren. Wohin das geht weis ich nicht. 2 Tage marschieren wir schon hier im Gebirge herum.

Es ist sehr interessant hier im Gebirge zu wandern, aber furchtbar schwer. Die Bagage kann kaum den Wegen längskommen. Ein Wagen von uns konnte nicht mitkommen. Die armen Pferde hatten keine Kraft mehr den Wagen zu ziehen. Da  musste ich und ein paar Mann mehr zurück bleiben bei den Wagen, Da haben wir da unter freiem Himmel geschlafen. Nachts hat es denn auf uns geregnet.

Gestern wo wir Mittag machten, kamen 2 feindliche Flieger an. Der eine hat 4 Bomben auf uns geworfen, aber keine hat getroffen.

Gestern Abend reichten wir ein Dorf und haben wir hier ein Zelt gebaut, wo wir vielleicht heute etwas Ruhe haben werden. Die Sonne scheint so warm und die Kanonen donnern feste. Meinen ersten Brief habt Ihr wohl erhalten Die Verpflegung ist hier besser wie in der Garnison nur es gibt keine Kartoffel. Sonst noch alles wohl.

Viele herzl. Grüsse und Küsse Euer Sohn u. Brd.
Milert.

Nun feiere ich ja bald mein Geburtstag

18. november 1916. Hans Hostrup i Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Nogle Gange var der fjendtlige Flyvere over os. De smed Bomber ned i Nærheden. Saa var det bare med at komme væk, for sæt, at det hele røg i Luften. Vi havde ingen Antiluftskyts, kun vore Karabiner, som vi knaldede lystigt med, men det hjalp jo ikke ret meget.

Det eneste effektive „Værn“ vi havde, var et Feltlazaret med det røde Kors, liggende lige i Nærheden. (Meget snildt hittet paa). Flyverne maa have respekteret Flaget, for det havde været en let Sag at sprænge det hele i Luften.

Her ved Lazarettet traf jeg en Landsmand, en Saniteter, (fra Borg ved Bredebro), som en Dag var ved at skrive Navne af efter nogle Trækors, der var sat paa nogle nye Grave. Hvordan det gik til, ved jeg ikke, men vi opdagede snart, at vi var Landsmænd.

Som før omtalt gik det haardt til ved Monastir. Tyskerne trak sig tilbage [18. november 1916]. Levnedsmidler og Ammunition blev hentet tilbage, og en skønne Dag laa der et lille Bjerg af røget Flæsk og Kød paa Baneterrænet- Det var bare med at faa fat i noget af det, inden der blev sat Vagt ved det, og det varede heller ikke længe. En Mand fra Skrivestuen kom for Sent, men han mente, at Vagtposten godt kunde se en anden Vej, mens han tog et Stykke, men her kom han til den forkerte! En-to-tre, afsikret og Bøssen til Kinden, og saa var det for den anden om at faa Følehornene til sig i en Fart, ellers var han blevet skudt paa Stedet.

Brød var det knapt med, og kunde vi se vort Snit til at hugge et fra Lastbilerne, der kørte Brødet bort fra Feltbageriet i Prilep, gjorde vi det. Det var om at være hurtig i Vendingen. Saa snart Bilen var begyndt at køre, de gjorde nu tit Holdt hos os, saa op paa Trinbrættet, Haanden ind under Presenningen, et Brød ud og ind under Frakken og væk hurtigst muligt. Det skete ogsaa, at vi blev nappet ved det og kønt maatte aflevere Rovet igen.

Den Slags regnede vi ikke for Tyveri; derimod tog vi aldrig noget fra Befolkningen. Havde de noget, vi kunde bruge, betalte vi for det. De var for Resten meget skikkelige, og vi mærkede aldrig noget til Had eller Modvilje hos dem. Tilsyneladende fandt de sig taalmodigt i deres Skæbne, men de havde jo nok set paa os paa samme Maade, som vi saa paa Tyskerne under Besættelsen af vort Land under sidste Krig.

Der var mange Lighedspunkter. Hele Landet var besat af en overmægtig Fjende; Modstandsbevægelse, Sabotage m. m. og Værnemagere har der vel ogsaa været.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

16. november 1916 – Thomas Thomsen: “Mælk i Stædet”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i efteråret 1916 befandt sig i Galizien.

Wikskova den 16/11 1916
Kære lille Moder!
Mange Tak for dine Pakker og Breve som jeg har modtaget. Du skrev at du havde sendt 6 afsted dem har jeg kun faaet 5 af. I Gaard Aften fik jeg en med Knepkager. Du kan tro de var velkomne. Det er sløjt med Kosten[.] Nu vil jeg være glad hvis du vil sende mig en Pakke med Brød en Gang imellem[,] 2 Pakke i hver Uge, mer skal du ikke sende. Vi er nok indkvarteret paa en Bondegaard. Men Folkene har heller ikke selv noget at spise. De lever kun af Kartofler lidt Brød og Mælk. Forfærdelig fattig har de det. Gaar endnu i bar Ben baade gamle og unge, Mænd og Kvinder. Og sikke Tøj de har, det skrækkeligt. Men de er ved godt Humør og synes at befinde sig vel, med alle deres Lus og Skidt.

Hvorledes har du det ellers lille Mor. Jeg ved nok det er strenkt [sic!] for dig med Hans. Jeg vilde saa gerne gøre noget for at glæde dig. Men jeg kan jo ikke andet end at skrive til dig og sende dig en lille Blomst engang imellem. Jeg sendte en lille Buket den anden Dag, men det var saa mørkt at jeg ikke kunde se at skrive saa sendte jeg den saadan afsted. Jeg ved ikke, lille Mor, men jeg synes det staar for mig, som om du ikke har det godt. Du har vist ogsaa for meget at bestille med indkvartering, hvor mange Mand har i egentlig? Har i Roerne hjemme og har i begyndt at tærske, eller vil i ikke tærske endnu. Jeg ved snart ikke mere at skrive om nu.

Hvorledes gaar det Kristian, har han ikke faaet Orlov endnu. Jeg havde Brev fra ham igaar.

Nu har jeg lige haft en lille afbrydelse i min Skrivning. Hvor Madmoder kom nemlig med en Skaal Kartofler til os, saa var jeg nødt til at holde på med Skrivningen for ellers spiser de nok dem alle. I Forgaards fik vi en ny Regimentskommandør[.] I den Anledning faar vi i Aften hver en liter Øl. Jeg har nu købt mig en liter Mælk i Stædet for det holder jeg mer af.

Ja nu vil jeg slutte med mine kærligste Hilsner til Eder alle din Søn
Thomas Thomsen

(Kåre Pedersens Samling)

4. november 1916. Fraternisering med rumænerne – og en løbsk rulle pigtråd

Füsilier K. Tastesen, kom i efteråret 1916 til fronten i Rumænien.

Morgenen efter skulde jeg og en anden hente Vand til Kaffen. Vi vidste ikke, hvor der var noget, og kom temmelig langt bort. Endelig fandt vi en Kilde, hvor Vandet flød ud af Klipperne. Jeg laa ned og fyldte Vand i Kedlerne, da vi fik Øje paa to Rumænere, som ogsaa skulde hente Vand. De stod ganske fredelig bag nogle Buske med Geværet over Nakken og saa paa os.

Vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulde gøre, for de kunde lige saa hurtigt komme til at skyde som vi, og vi kunde ikke fjerne os saa hurtigt, at de ikke kunde skyde os bagfra. De stod ganske fredeligt, og for os var der ikke andet at gøre end at indtage samme Standpunkt. Vi satte saa Bajonetten i Jorden og vinkede af dem, at de skulde komme. De kom hen til os. Vi kunde jo ikke tale sammen, men trykkede hinanden i Haanden og var gode Venner. Derpaa fik de deres Kedler fyldte, og vi gik hver til sit.

Jeg kogte Vandet i en lille Lavning bag ved Stillingen, og da en Underkorporal var ovre at hente et Par Kedler og skulde tilbage over en lille Høj, blev han ramt i Underlivet af en Kugle, og samtidig blev en Soldat ramt i Halsen og døde med det samme. Underkorporalen blev forbunden, og nu skulde han bæres ned til et Lazaret neden for Bjerget.

Jeg og tre andre blev sat til at bære ham ned, efter at han var bunden fast til Baaren. Det var en meget besværlig Vej at komme ned ad, og af og til maatte vi sætte ham ned for at hvile, medens han klagede sig af Smerter. Henved 2-Tiden naaede vi Lazarettet, hvor han blev indlagt.

Dernede var flere Graders Varme, hvorimod vi havde flere Graders Kulde oppe paa Bjerget. Da vi skulde op igen, maatte vi have hver en Rulle Pigtraad med. Vi satte en Stok gennem Rullen og bar den paa Nakken. Da vi var kommen Halvvejen, var jeg saa uheldig at tabe Rullen, saa den trillede ned ad Bjerget. Det var jo kedeligt, men jeg var ikke saa ked af det endda, for jeg lod den løbe, og saa skiftedes jeg og en anden til at bære den, han havde.

Da vi naaede op, var Klokken halvelleve, men vi fandt dog ned i vore Huller igen og sov til om Morgenen. Der var nu roligt om Dagen, men om Aftenen foretog Rumænerne et lille Angreb, som dog hurtigt blev slaaet tilbage.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

30. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “Det tyske Militær sulter”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i efteråret 1916 lå i stilling mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. 30.X.1916

Min egen kære Anne!
Min allerhjerteligste [tak] for et Brev og for to Pakker, som jeg har modtaget. Det smager mig storartet, med Sulet har Du ligefrem haft Held, det er jo et dejligt Stykke. Naa, os herude smager for Resten alt, om det ogsaa er mindre lækkert, thi Forplejningen bliver altid knappere, saa der er vist ikke en eneste her ude ved Fronten, som ikke sulter, han maatte da modtage Pakker hver eneste Dag.

Vi faar et halvt Brød daglig, ligesom før, men det er saa løst og sløjt, saa det ikke forslaa noget, og vor Middagsmad er jo altid Suppe, altsaa mest Vand, som oftest Kaal eller Kaalrabisuppe, næsten uden Kød og med en enkelt forfløjen Kartoffel, thi Kartoflerne er jo ogsaa ved at blive Delikatesse. For nogen Tid siden kunde vi endnu hente os nogle smaa Kartofler, som de ved Køkkenet ikke fandt Umagen værd at skrælle. Dem kogte vi og spiste dem med lidt Salt, og som de smagte os storartet, men det er nu ogsaa forbi. Mæt er man aldrig. Det tyske Militær sulter, undtagen vel dem, som lever bag fronten paa Etappen, og som der snapper de Smuler, som med Rette tilkom os.

Men som det gaar os herude, saaledes gaar det jo ogsaa den store Del af Befolkningen der hjemme. At det vedblivende gaar godt, det er næsten ikke til at forstaa, men vent kun Underet vil nok komme, lykkes det ogsaa at holde Folket roligt nu, saa vi det dog give Staahej efter Krigen, det er vel tæmmelig Sikkert. Lad de Mænd som igjennem Aar er blevet vænnet til det raa Liv herude en Gang vende hjem og lad dem saa stadig lide Savn, hvilket der jo er mest Udsigt til, saa skal Du en Gang se Løjer. Lykkes det ikke Engelskmanden at give den prøjsiske Militarismus et ordentlig Tryk, saa vil Folket nok selv sørge derfor. Man taler saa ofte om Russerne, men Slaveriet kan sandelig ikke være større end det nu er hos os.

Er Hans egentlig kommen hjem paa Orlov? eller er det ikke blevet til noget endnu.

De hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene sender
Din egen Lorens

28. oktober – Ellen Jensen: “Reden din er lun og varm”

Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg den 28-10-1916

Min egen Kæreste!
”Reden din er lun og varm”, nu har vi saagar´16°, jeg er alligevel en Kone, der kan ordne Paragraferne! Synes du ikke? Tak for dit Brev af 24, modtaget i Dag. Og du er nu flyttet igen, det var kedeligt, du laa saa rart der, synes jeg hele Tiden, men Reserven er nok ikke lang. Bare i nu ikke kommer ind midt i ”Helvedet” igen. – Og Hansen er paa Kvægtransport, ja det holder han jo nok ud.

-Maaske kan du naa at komme til Jul, siger du. Det skulde dog være et mærkeligt Træf, om det blev saaledes. Men hvor dejligt, hvis det blev. Nu er det tre Aar side vi holdt rigtig Jul, begge to. Det er en lang Tid, og dog er den jo gaaet hurtigt. Men det er jo da ikke givet, at Orloven bliver stan[d]set saa længe, og saa kommer du jo da nok inden saa længe. Havde man Garanti for, at du kom til Jul, saa maatte det jo hellere vente, men det har man jo ikke, og saa maa man jo sige, at én Fugl i Haanden er bedre en[d] ti paa Taget. Jeg længes forfærdelig efter dig, lille Kæreste. –

– Maries Far er ogsaa hjemme i disse Dage, der venter Ole[?] det 10de Barn, tror jeg nok det er, hvis det ikke er det elvte. – Det er heller ikke let. Og Konen har kun lige Krigeunderstøttelsen at slaa sig igennem med. Det maa rigtignok knibe. Men de faar heller ikke det de kan spise, for hvad Marie kan fortælle, det er aldeles storslaaet. Somme Tider tænker jeg, at det kan snart ikke gaa an at have hende, for alt det hun spiser. Men saa synes jeg heller næsten ikke jeg kan undvære hende, og saa gør jeg da ogsaa noget godt med at have hende. Hun er nu en lille god Pige, som jeg gerne vil beholde, men nu skal hun konfirmeres til Foraaret, saa er det jo Spøgsmaalet, om hun ikke skal have en Plads. Hun er saa gennem solid og trofast, at man helt kan stole paa hende, det har meget at sige. Saadan en lille Pige, er mere værd end en voksen.

– – Lis har sin Efteraarsmavepine i denne Tid. Hænder saa, og det hænder ikke saa sjældent, at der passerer noget for i Bukserne, siger hun forundret; hvorfor smækker du ikke Søster [kælenavn for Lis], Mor? Pus synger en lille tysk Vise, men der er nu ingen af dem begavet med Toner, lille Kæreste! Maaske kan det komme. Pus er forfærdelig grinagtig nu.

– I Dag fik jeg igen en Prøve hjemme fra, med Kød. Jeg tænkte først, at jeg maatte vist skrive, at det skulde de ikke, men saa tænkte jeg igen, at vi kan forhaabentlig efter Krigen give dem noget igen til Tak. Det er jo dejligt nu, med alt dette.

Hvorledes mon det gaar dig, hører du fra Joh. eller skal jeg tage Affære og sende dig det jeg faar hjemme fra? Kjems sagde, at de lever som Lus i Skurrer, der hvor han var, alt var saa rigeligt og godt, dog dog [sic!] var han alligevel mager. Han beklagede mig at skulde gaa alene her i Fl. det vilde han nødig. Han havde et Fotografi af Joh. Juhl, hvor han sidder og spiser med sin kunstige Haand, det er trist at se. Han har forsk. Apparater til de forskellige Arbejder, han skal til. I Morgen tager vi saa vist til Elsa.

Saa kysser jeg min egen Ven til god Nat, og drømmer dig hjem til mig.
Din egen Pige

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)