Tag-arkiv: forplejning

21. oktober 1917. Peter Poulsen mavesyg af Bøf, Kartofler og Øl

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres. Efter flere dages sult og tørst blev hans endelig trukket ud af linjen.

Efter nogle faa Dages Forløb begyndte Lægen at skrive os raske. Vi skulde atter ud i Stilling.

Det var netop den Dag en af mine gode Kammeraters Fødselsdag, og da han fortalte mig det, sagde jeg til ham: „Kunde vi bare faa et ordentlig Maaltid Mad!”

„Ja, han havde da opdaget et Sted, hvor det kunde lade sig gøre at faa en Bøf med brunede Kartofler samt et Glas Øl; men han betroede mig, at det var meget dyrt.

Vi var tre eller fire Kammerater sammen, og jeg sagde til ham: „Kan du finde Maden, skal jeg betale den,” for Penge var det ikke knapt paa den Gang. Han førte os saa hen til en Beværtning, hvor vi fik Bøf, Kartofler og Øl, som jeg betalte; men da vi gik derfra, viste det sig, at det var mere, end min Mave kunde fordøje. Jeg maatte ofre det hele i Rendestenen og følte mig rigtig syg og elendig; og i Stedet for at komme med ud i Stilling om Aftenen blev jeg tilbage og meldte mig igen næste Morgen hos Lægen.

Han var forfærdelig arrig, skældte mig ud for Simulant og sagde, at jeg fejlede ingenting, og kommanderede mig straks ud i Stilling.

Jeg mente, at hvor syg jeg var, følte jeg bedst selv, bad mig fritaget for hans Udtryk om Simulant og lignende og lod ham vide, at jeg havde aldrig nægtet at gaa, hvorhen jeg blev befalet at gaa; men at jeg i Dag ikke gik med i Stilling, fordi jeg var syg, hvad enten han saa vilde indrømme det eller ikke.

Det kom til et lille heftigt Ordskifte mellem os. Jeg skyndte mig derfra, saa hurtigt jeg kunde, og vilde gaa ned i en anden Gade i Byen og klage min Nød for Feltvebelen og bekende, at jeg havde baaret mig galt ad; men førend jeg naaede saa vidt, kom Lægen susende paa sin langbenede Hest, red mig forbi og kom før til Feltvebelen end jeg.

Jeg trak mig tilbage til Parken. Saasnart Lægen gik ud, gik jeg ind, og det var ikke blide Ord og Blikke, jeg blev modtaget med. Feltvebelen sagde, at jeg var et gammelt Fæ, der ikke engang kunde dy sig overfor sin høje Overordnede, og forkyndte, at jeg havde rørt mig selv en dejlig Suppedas sammen. Lægen havde indgivet en Klage, der gik ud paa utilbørlig Opførsel, som nu skulde sendes videre opad, og det kunde blive en slem Historie for mig.

Jeg fortalte Feltvebelen, hvordan det hang sammen, men han sagde: „Du er da saa gammel, at du ogsaa godt kunde være lidt klogere. Gaa nu ikke mere til Lægen, men find dig et Sted, hvor du kan være under Tag, og gaa saa hen og lad dig behandle af Sygepasseren; naar du saa føler dig rask, kan du jo gaa ud i Stilling til Kompagniet.” Det gjorde jeg saa.

Der var rømmet 6 Mand Natten i Forvejen, som havde tømt min Madpose for Fødevarer og mit Tornyster for Underbenklæder, Strømper og en Skjorte, saa jeg havde ikke saa farlig meget at bære paa.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

18. oktober 1917 – Mathias Damm: “Du maa ikke tro, kære Moder, at jeg skal gøre nogen Fortræd uden at det er nødvendig.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 18. Oktober 17.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Brevet fra d 12 og Søsters Kort fra den 11. Jeg har det stadig godt, blot Tandpine som sædvanlig. Jeg gad nok vide hvorfor jeg den 4 har skreven i stor Hast, kanske har vi lige skullet afsted efter Middag, eller jeg har- havt Tandpine og skidt Humør. Thi de to Ting følges gjæme ad.

Du maa ikke tro, kære Moder, at jeg skal gøre nogen Fortræd uden at det er nødvendig. Dertil er jeg da for længe Soldat, at jeg af Overmod for at vise mig skal skyde en ned, som jeg saa en gøre. Det Bæst havde nær gjort mig ulykkelig med. Jeg kunde blot smøre Haser om Hjørnet, saalænge Haandgranaten var kreperet. Du kan slet ikke sætte Dig ind i saadanne Forhold, om jeg ogsaa vilde forklare Dig det. For det først skal man tænke paa sig selv og for det andet paa Kameraterne. Det nytter kun lidt at jeg bjærger mig og de faar “Dunst”.

Naar vi med de par Mand Stosstrup (500) skal jage 30-35.000 Mand i Flugt og bringe dem i Forvirring, kan det ikke gaa skaansomt til og jo mere de taber Besindelsen, desto lettere har de andre at tage dem til Fange og følge med. Og at det gik godt ses deraf at vi paa den lille Plet tog over 4000 Fanger, mens de ved Riga kun tog 5500. Vi hentede dem alle ud af deres Unterstande og at det ikke altid kan klares med Ord, er en Selvfølge. Dog har, jeg saavidt muligt blot skræmmet dem.

Enhver Befaling maa man ogsaa udføre. Naar de løber bort, maa man ogsaa skyde. Ellers kommer de atter i Tanker om at værge sig, og hvordan gjorde de i Galizien? Og paa Teufelsberg ligesaa, blot de saa en Hjelm gik det løs, og vi lod dem løbe blot de ikke kom os for nær. Jeg gad nok vide hvordan Du mener det med den ekstra Dag til at slaas? Det gaar over min Forstand.

Jeg har vel atter skreven Din adresse paa et Kort til Anna B. Det maa vel komme af at det er til Gøtterup begge. Jeg har idag atter været henne at felde Træer og da jeg har Dagværket gjort, har jeg fri i Eftermiddag. Her lever man forresten ikke daarlig, naar man blot havde havt den gode Forpleining fra forrige Maaned. Vi faar jo nu kun 600 Gr. Brød igjen imod i 750 i Sept og 500 i Sommer.

Jeg takker ogsaa mange Gang for Pakke 19, det havde jeg nær glemt. Den var god og velbeholden. Hvad var der i 14. Da Du havde ekstra Brugsanvisning ilagt? Du kan hilse Cathrine at det skidt Billede var ikke værd at takke saa mange Gange for. Men naar jeg engang faar nogle bedre faar hun et andet, og de andre to Hr. Forvalteren og Røgteren ogsaa. Jeg har ogsaa sendt Ret af de første (af de andre ogsaa) han mente det var en fra 1870 eller fra sidste Krigslaan (Blecht uns siegen), der formanede til Fred. Jeg vil nu have skreven til Anna, jeg skal saa passe paa ikke at forveksle adresserne. Saa driller hun mig endnu mere. Godt at jeg ikke er i Nærheden. Mange Hilsner sendes eder alle af eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

14. oktober 1917 – Mathias Damm: ” Forleden søgte de Folk til Tyrkiet”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der efteråret 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

Søndag den 14. Oktober 17.

Kære Søster!
Mange Tak for Dit Kort. Jeg modtog igaar. Jeg har det stadig, men en saadan deilig Søndag morgen længes jeg dog efter Hjemmet. Gid det maatte faa en Ende med dette Myrderi inden Foraar. Jeg er led paa det hele, og især her ved dette Regiment. Forleden søgte de Folk til Tyrkiet. Jeg havde den største Lyst til at melde mig, men saa var Moder vist bleven ulykkelig, skønt man kan ligesaa godt blive truffen her som der, og her har jeg længst havt Næsen fuld, skønt det ikke er ringere end ved 3 Komp. Til Stosstrup er man god, men bagefter vide de ikke, om man overhovedet eksisterer.

Nu faar vi atter, som jeg nok kunde tænke mig, mindre Brød. Nu har de jo ogsaa faaet, hvad de vilde og saa lønner det sig ikke at fede os. Jeg har i de sidste 14 Dage havt godt med en lille Pose Mel (2/4 Pund) som jeg fik at købe ved Komp. Jeg har bagt Pandekager og rørt noget i Maden, naar den var for tynd og kogt det op, saa det sommetider kunde gøres nødig at have en Spedspade til at skære af med, men det staar da i alfald i Maven. Nu er det ogsaa snart opbrugt.

Der er idag Gudstjeneste. Jeg har snart Angst at gaa hen, thi jeg har Gigt i Hovedet og Tænderne, og naar man kommer derhen og staa i Blæsten, bliver det vist helt forrykt. Det gaar vist saadan, at man bliver tandløs som en Oldemoder fra 1870 inden man engang kommer hjem. Jeg har nu faaet tre ud det sidste Aar. Og der gaar vist en mere i Vinter. Den begynder at gaa itu.

Solen skinner ellers saa deilig idag, men her er det en snart ligegyldig, blot det er godt Veir naar man arbeider. Man ved snart ikke, hvad man skal drive den lange Søndag hen med. Maatte dette elendige Myrderi dog snart faa en Ende. Saa vidste man da, hvad man skulde fordrive en Søndag med. Jeg kan ikke forstaa at nogle kunne være saa dumme at blive ved Militæret. Jeg kunde gøre Luftsving til Maanen, den Dag jeg kan hugge af. Jeg ynker heller ingen, som er falden 14. Heller ikke C.S. Han har da Ro. Hvad har jeg ud af de 2lA Aars Slæb og Fam. Dengang havde jeg ordentlige Klæder, nu har jeg Pjalter og Panjestøvler. Det er det hele. Dengang var man heller ikke saa led paa det hele, thi jeg skulde jo dog spille Soldat. Nu gaar man her og slider i 2 1/4  Aar og Sundheden og de bedste Ungdomsaar er borte og man har intet havt deraf. Man har blot set en Hob af Elendighed og Uretfærdighed, Og saa skal man endnu have Lyst til at slaas. Nu har jeg vrøvlet nok dennegang.

Mange Hilsner sendes eder alle derhjemme af Din Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

9. oktober 1917 – Milert Schulz: ”Sonst geht es mir ja immer noch recht gut hier bin auch soweit gesund und wohl nur mein Magen will nicht richtig funktionieren. Aber hoffentlich. wird es besser”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 9/10.17.

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Gottes Friede zum Gruss!

Für erhaltene 2 Pakete mit Gebäck und meine Bilder meinen besten Dank. Von den grossen Bildern waren bloss 8 hier, habt Ihr denn schon 4 ausgenommen? Schreibe mir doch wer die bekommen hat. I Bild habt Ihr ja selbstverständlich behalten liebe Eltern. hoffentlich habt Ihr das beste rausgesucht. Einst hat Schwester Mie nicht? Und die andern 2 wer hat die? Bitter um bescheid. von den kleinen habe ich 6 bekommen. 7 hatte ich ja bestellt. Hat Bruder Drees denn eins von die? Nun bitte ich Euch das Geld für dieselben abzuschickken da ich hier nicht so viel habe. Die grossen Bilder sind ganz schön geworden nur das Format hätte etwas kleiner sein können nicht wahr? Aber so ist es wohl modern, ich weiss ja nicht. Der Kuchen in dem Paket wo die Bilder waren, war schon verschimmelt und konnte ich die nicht geniessen. Den Kranz oder wie ich den andern nennen soll habe ich heute morgen zum Kaffe gegessen.

Sonst geht es mir ja immer noch recht gut hier[,] bin auch soweit gesund und wohl nur mein Magen will nicht richtig funktionieren. Aber hoffentlich. wird es besser. In den letzten Tagen musste ich noch Nachts raus. Sonst schmerzen habe ich nicht dabei. Na in 10 Tagen kommt wohl die Kantine wieder dann werde ich sehn ob ich etwas Rotwein bekommen kann und Euer Rat mal versuchen liebe Mutter.

Viel neues kann ich Euch ja nicht erzählen. Jetzt fängt es hier an kalt zu werden. Heute habe ich ein senig gefroren. Etwas Regen haben wir auch gehabt in den letzten Tagen. An der Front ist es auch ziemlig ruhig was Ihr ja auch in der Zeitung lesen tut. Hatte heute Abend eine Karte von Cousine Methe aus Bredebro. Es freut mich sehr dass Bruder Matth. nach Flensburg gekommen ist.

Hoffentlich kann er das Masch. Gew. in den Kopf kriegen, denn da ist ziemlich viel drann zu lernen. Aber wenn er ins Feld kommen sollte hat er es ja auch viel besser beim M.G. als bei der Inf. Aber hoffentlich ist bald Frieden dass er nicht raus braucht und das wir nach Hause können. Gott gebe das in seiner Gnade. Sei denn für diesmals recht herzl. gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert.

14. september 1917. Hans Hostrup hjemme på orlov – og over Kongeåen

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan. Her tilbragte han det meste af 1917 ved fronten i Makedonien nær Gevgeli. I august 1917 blev han imidlertid syg af malaria og kom på lazaret. Efter endt ophold kom han hjem til Nordslesvig på orlov.

Anderledes var det, da jeg kom til Tønder og maatte blive Natten over hos en Gæstgiver. Her, hos de rare Gæstgiverfolk, mærkede jeg det første Pust af hjemlig Hygge. De var ikke bange for at give mig en god Seng at sove i. Det var jo ogsaa danske Landsmænd.

Næste Morgen begyndte det først at gaa op for mig, at jeg var ved at vaagne op til en bedre Tilværelse. Det tog mere og mere Form, eftersom Toget kørte forbi de kendte Stationer paa den hjemlige Vestkyst, Døstrup-Skærbæk-Brøns og – endelig Rejsby.

Efter fire Døgns uafbrudt Kørsel var jeg hjemme igen efter et Aars Forløb. Gensynsglæden var selvfølgelig stor, og der blev disket op med det bedste, Huset formaaede. Mager og afpillet, som jeg var, nærmest lignende „Døden fra Lybæk”, kunde det jo nok se ud til, at jeg kunde trænge til noget. Men pyt, hele Herligheden kom omgaaende igen. Maven var ikke indstillet paa den hjemlige Kost. En Erfaring, som vistnok ogsaa andre Kammerater har gjort. Herefter var jeg mere forsigtig med, hvad jeg spiste.

Min Farbroder var tilfældigvis ogsaa kommet paa Orlov. Da han nu var over 45 Aar, gjorde han ikke mere Fronttjeneste, men laa i Königsberg. Han var meget pligttro og vilde slet ikke høre Tale om at gaa over Grænsen. Det gik mig nemlig saadan, at efterhaanden som Tiden nærmede sig, at jeg skulde af Sted igen, fik jeg ligesom en Forudfølelse af, at jeg ikke kom hjem mere.

Da jeg „forsvandt”, det var Dagen før jeg skulde rejse, var min Farbror blevet meget ophidset over det og forlangte, at det skulde meldes straks. „Ja, ja,” sagde min Far til ham, „tag det nu med Ro.” — „Ja,” sagde han opbragt, „i Gaar var jeg hans Farbror, men i Dag er jeg Soldat.” Han har maaske været bange for, at han nu ikke mere kunde komme hjem paa Orlov, men saa vidt jeg ved, var Frygten ubegrundet.

Der blev saa Dagen efter ringet til Vagtstuen, at jeg var forsvundet, og det eneste, de interesserede sig for, var, om Uniformen og Udrustningen var i Behold. Det blev saa afhentet, og dermed var mit Krigseventyr Slut.

DSK-årbøger 1951

29. august 1917. På kartoffelskud med skarpladte geværer

M. Levisen gjorde krigstjeneste i 9. Pionier-Bataillon.

Det var et år sidst på sommeren, når og hvor husker jeg ikke mere. Vi havde opdaget, at der i nærheden af vort kvarter fandtes en mægtig stor mark med kartofler. Det værste var, at der stod en »blindgænger« (feltgendarm) vagt ved marken.

Et par kartofler havde vi nok fået hugget i ny og næ, men det battede ikke rigtig. Så fandt vi på en list. Vi delte os i to hold, det ene hold sneg sig temmelig åbenlyst hen imod markens ene ende, medens det andet hold godt skjult styrede mod markens modsatte ende.

Feltgendarmen opdagede planmæssigt det første hold og skyndte sig derhen for at jage dem bort. Imens benyttede vi i det andet hold tiden til at få ranet de kartofler, vi ville have.

Inden vi kom bort, blev vi dog opdaget af gendarmen, og denne skød nu et skud efter os – uden dog at ramme nogen.

Vi blev nu ikke så lidt forargede på den »blindgænger«, der tillod sig at skyde efter gamle frontsoldater. Den næste dag tog vi selv geværer med på kartoffelrov, og et enkelt varselsskud var nok til at holde gendarmen i dækning så længe, at vi fik taget de kartofler, vi ville have.

Jeg tror nu nok, at det var heldigt, at vort kompagni dagen efter blev flyttet til et andet sted. Der blev skumlet noget om streng undersøgelse og krigsret, men da vi havde leveret kartoflerne til køkkenet, og alle, både officerer og menige, havde nydt godt af kartoflerne, blev sagen vistnok syltet.

Vi var efterhånden slet ikke kræsne med hensyn til madvarer. Jeg husker således fra stillingerne ved Arras, at der lå en gammel vandmølle, og i alle dens skakter og render skrabede vi det gamle mel ud og brugte det til mad på en eller anden måde.

En meget eftertragtet spise var hestekød. Det skete jævnligt, at en hest under ammunitionstransporten ud til fronten blev ramt og døde. Så var soldaterne rundt om fra der straks, og det varede ikke længe, så var der kun det kødløse skelet tilbage. Jeg lærte dog aldrig, hvordan man skulle stege eller koge det hestekød, så det blev mørt. Det, jeg tilberedte, var altid så sejgt som sålelæder.

DSK-årbøger 1968

26. august 1917 – Mathias Damm: ” … saa kunde 10 Heste ikke bevæge mig til at blive Soldat”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

v. Markensen Leiren Søndag den 26.8.

Kære Moder og Sødskende!
Mange Tak for Kortet fra d 24, som jeg fik idag. Jeg er endnu her. Imorges kom der anden Besked. Sandsynligvis gaar det for sig imorgen. I Aftes havde vi atter Torden og Regn, dog ikke saa slem, at jeg maatte til at bygge Telt igjen. Idag er det lidt kølig, rigtig godt Veir, at flytte, blot det nu ikke bliver for hedt i Morgen.

Haaber ogsaa imorgen at faa No. 6. Du skal saamænd ikke sørge, fordi det blev en Dags Tid længere end sædvanlig inden Du sendte igjen. Nu gaar det nogenlunde. Vi har de sidste Par Gange faaet Fedt. Det rækker videre end Pølsekonserver. Det skal man ogsaa helst spise straks. Vi faar altid for 3 Dage af Gangen, en Dag faar vi altid Marmelade, det er friske Varer, hvad vi nu faar og lidt stærk.

Ellers maa Du nu ikke tro, at det halve Brød volder mig Bryderi. Især naar vi har Spasereture. Mine Fødder har i den sidste Tid ikke været saa slemme, da det ikke har været saa varmt. Igaar var de lidt laadne som en Pillekartoffel, men idag er det atter godt om det saa er Melet der har hjulpen, ved jeg ikke.

Jeg fik igaar Kort fra Toftlund. Det er jo slemt nok at Hans har havt det Uheld og saa nu lige i Høsten. Det kan jo blive langvarig, blot det ikke sætter Ondt og bliver Blodforgiftning. Og det værste er jo vist for ham, at holde sig rolig, som det er nødvendig. At faa Hans hjem paa Orlov, vil jo vist næppe lykkes. Ellers kunde det jo nok gøres Behov. Det har nok givet Svind i Annes Havre, naar der har været saa mange Rovfugle deri.

Nis kan alligevel være glad, at han er hjemme, om Foden og er stiv. Det gør ikke saa meget for ham, der behøves ingen Væddeløber til at Arbeide paa Lygtepold. Det er jo ingen Dagsreise til Marks der. Og saa har han i Grunden kun set lidt af Krigens Rædsel og Gru. Og det er heller ikke værd, at længes efter. Nu kunne de jo ogsaa bedre hjælpe Anne. Kan Nis ikke, saa kan Onkel og Nis hjemme. Han har da heller ikke behov at gaa og tænke paa nu, hvor de vel trækker hen med ham imorgen, og det er godt, for den, der er fri.

At Fader ikke fik Orlov, som lovet, anede jeg nok. Det skulde jo ogsaa været første Gang, at en af os havde faaet Orlov, uden at blive holdt for Nar først, og det var jo galt nok at komme af Vanen. At andre har lettere ved at faa Orlov, rager jo ikke os. Blot det hele havde en Ende, saa man raadede selv, saa kunde 10 Heste ikke bevæge mig til at blive Soldat.

Nu mange Hilsner til eder alle fra eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

22. august 1917 – Mathias Damm: “… og Artelleri bumser, saa der er Musik nok.”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 22.8.17.
Kære Moder!
Mange Tak for Dit Kort, frad 17. som jeg modtog idag. Havde ogsaa haabet at faa Pakken fra d 14, men der var ikke en eneste til hele Compagniet. Vi har idag ekserseret lidt, men ikke saa slemt. Nu regner og tordner det for Øieblikket. Vi har ellers Støvleappel om lidt. Vi faar nu mere Brød, saa Humøret er godt blandt de graa. I Forgaars fik vi 600 gr (mod 500), og samme Aften kom der Bud om at hente mere. Vi skulde have 750 gr, Vi Brød, som vi fik sidste Vinter. Nu behøver Du ikke at sende mig Brød, kære Moder. I hvertfald ikke før til Vinters. Skulde jeg virkelig faa mere Hunger end Brød, er jeg ikke bange for at skrive det. – Men de ved vist ogsaa nok, hvorfor de giver os mere, med slappe Karle lader der sig intet udrette. En Hest bliver ogsaa godt fodret om Vinteren, for at den kan arbeide til Foraar.

Orlov er spærret nu, saa jeg kan kun være glad, at jeg har faaet min og til en saa passende Tid. Jeg vil gæme tro, at F. kan høste rigtig kønt, han er jo baade stor og stærk, men drille lidt er tilladt. Tyskerne driller ogsaa Englænderne. I har vel meget travlt i disse Dage. Haaber vor kære Fader nu er hjemme og kan hjælpe eder med at faa Komet ind. Maatte dog den Dag snart komme, at han kan blive hjemme og saa kunne vi ogsaa haabe at komme hjem engang, naar der først er Fred. Men der er jo lange Udsigter. Dog vi kunne kun haabe det bedste.

Vi har nu Appellen overstaaet og ikke et Minut for tidlig, thi det begyndte netop at skylle paa Kraft igjen. Naa, for mig gjæme, jeg har Tid til det bliver Tørveir. Om lidt lægger jeg mig i Loppekassen og lytter efter, om Græsset groer. Det er helt mørkt, skønt Kl er 7. Det lyner og tordner og Artelleri bumser, saa der er Musik nok.
Nu mange Hilsner til eder alle fra eders
Mathias.

d 23. Form.
Men ak og Ve, det gik mig ikke bedre, end de smaa Børn. De kunne heller ikke ligge tør i Sengen. Jeg maatte have Telt spændt over Leiet, for ikke at seile til Sovsted, Fjederholm kan man ikke kalde det. Vi har nu havt Marsch med gefægt ved og er nu kommen hjem med revne Pjalter og godt beskidt og vaad om Benene.
Nu blot de bedste Hilsner til eder alle eders

Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

19. august 1917. “Kan I taale en lille Dram,« spurgte Kokken og kom med et Kogekar fuldt af Brændevin”

Adolf Nielsen fra Egernsund gjorde krigstjeneste ved IR91 og RIR465. Med det sidstnævnte regiment kom han til fronten ved Ypres i august 1917.

Det var det nye Regiments første Kamp; men vi skulde snart faa mere. I fire Dage lod han os ikke i Ro. Granater fik vi rigeligt af; men han stormede ikke.

Vore Fødevarer var sluppet op, og nogle Mand maatte til Reserven for at hente nye Spisevarer. Hvem kendte Vejen, og hvem vilde gaa?  Vor Kompagnifører kom frem og spurgte: »Er der ingen, der ved Vejen?«

Vejen vidste vi vel nok, men ingen turde gaa, for Fjenden bestrøg Terrænet med Granater og Mitrailløser [dvs maskingeværer, RR], saa det var farligt at vove sig ud af sit Hul.

Kompagniføreren kom hen til mig: »Du ved nok Vejen, Nielsen, ikke sandt?«

Jo, det kunde jeg jo ikke nægte.

»Naa, saa søg Du fire Mand ud og tag dem med og hent os Proviant.«
Ti Minutter senere krøb vi ud af Graven og krøb saa fra det ene Granathul til det andet og naaede paa den Maade Hovedgraven.

Nu kunde vi dog gaa og behøvede ikke mere at krybe. Vi havde nu 3½ Km. til Marketenderiet.

Da vi havde gaaet ca. 500 Meter, begyndte Engelskmanden at lade Granaterne regne. »Pas paa, nu griber han sikkert an igen, det er godt, at vi ikke er der i dette Øjeblik.«

Vi skyndte os, det vi kunde, for Granaterne blev os for nærgaaende. Vi naaede uskadt til Marketenderiet. Kokken havde lige faaet en Del Mad færdig.

»Nu, sæt jer ned og faa noget i Livet, for I er vist sultne.«

Vi spiste, saa vi var ved at revne.

»Kan I taale en lille Dram,« spurgte Kokken og kom med et Kogekar fuldt af Brændevin (2 Liter).

»Nu, drik I kun, det kan gøre godt oveni paa den Tur, I har taget.«
Og vi drak af Hjertens Lyst, saa han log den fra os, for at vi ikke skulde blive fulde, saa vi ikke kunde finde Vejen til Kammeraterne igen.

Kokken fyldte Maden i store Transport spande, og imens fyldte vi Feltflaskerne med Brændevin. Da vi skulde til at gaa, kom en Saaret og fortalte, at Fjenden havde stormet, og at vi skulde passe paa.

To Mand kom med fire Æsler, som vi læssede Provianten paa. Saa gik Turen tilbage til vore Kammerater.

Det var en besværlig Vej, for Dyrene kunde jo ikke krybe, da vi naaede dertil, hvor det ikke kunde gaa an at gaa, og Spandene var for tunge, til at vi Par Mand kunde bære dem.

Vi maatte se at finde paa noget, men paa hvad. Der stod nogle Graner, dem huggede vi af, og nogle af os bar Granerne foran os. Saa gik det frem igen. Og naar Engelskmanden brugte Lyskasterne, stod vi stille, saa det saa ud, som der stod nogle Graner.

Da vi var en 100 Meter fra Kammeraterne, gjorde vi Holdt, og jeg krøb hen, hvor de skulde være og gav en Lyd fra mig.

Jeg fik det Svar: Gaa til venstre! Til højre har Fjenden taget Graven. Jeg krøb saa tilbage til Provianten.

»Den er gal, vi maa til venstre, til højre er Fjenden kommet.« Vi kom ned i Graven og gik i den et Stykke til højre, til vi naaede Kompagniet, der ventede med Længsel.

Det varede kun et Øjeblik, saa var Maden fordelt og spist.

»I har haft Heldet med jer, for medens I har været borte, har Englænderne stormet og ligger nu paa Siden af os, men der er ikke saa mange, højst et halvt Hundrede Mand I Morgen Aften skal vi nok drive ham ud igen.

Adolf Nielsen: Fire Aar i Felten under den tyske Ørn. Oplevelser og Krigserindringer. 

14. august 1917. Efter indsatsen: To dages driverliv bag fronten ved Ypres

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Den 13. august om morgenen kom afløsningen. Det var dejligt at komme tilbage og få lidt ro, og vi trængte så sandelig til det.

Vi havde alt pakket sammen, vi afleverede kanonen, og ved 5 tiden gik vi tilbage, og efter en lille times march, var vi ved vognene, de holdt bag nogle træer og buske, i en fart kom vi på vognene og så kørte vi tilbage. Det varede ikke længe, inden vi lå hulter til bulter nede på bunden af vognen og sov.

Vi kørte ikke til Morslede, men til Beythem; Morslede var blevet skudt i brand i de dage, vi lå i ildstillingen. Da englænderne begyndte at beskyde den med svært kaliber, flygtede alt tilbage og tog kvarter i Beythem. Dette var gengældelse, fordi tyskerne havde skudt kvartererne i stykker bag den engelske front.

Da vi kom til Beythem, steg vi ned af vognen og fik et loft anvist på en bondegård. Det var en ret stor gård, hvor der kunne ligge 50 mand på loftet af stuehuset. Når vi kom til kvarteret, var klokken omkring 7-8 .

Først drak vi kaffe og spiste. Så vaskede vi os grundigt og så lagde vi os til at sove og sov fra kl. 9 – kl. 4. Vi stod så op, gabede, strakte os, og ved 5 tiden fik vi så middagsmad.

Om aftenen spadserede vi en tur, gik rundt i byen, drak et glas øl i kantinen, sad i vejgrøften og røg tobak, skrev breve m.m.

Ved 10 tiden gik vi til ro og sov så til om morgenen ved 8 tiden, stod op, vaskede os, drak kaffe, så gjorde vi støvlerne i stand, rensede vort tøj, syede, pudsede sabelen og karabineren, og hen på eftermiddagen stillede vi til parade med påklædning og våben. Spiste så til middag ved 5 tiden.

Tit kogte vi pærer eller æbler i denne tid om eftermiddagen, for der hørte en stor frugthave med til gården. Man kunne også komme til at skrælle kartofler, pille bønner eller komme med til at hente (plukke) bønner rundt omkring på markerne.

Man kunne også komme med hen til proviantdepotet for at hente brød og andre levnedsmidler, et sådant depot lå temmelig langt bag fronten. Eller vi begravede de faldne på en eller anden kirkegård. Ved 7-8 tiden gik vi så til ro, for ved 2 tiden blev vi vækket, og så gik det ud til ildstillingen igen.

Efter 2 døgns ro var vi udhvilet, men mindre kunne heller ikke gøre det, for når vi kom tilbage fra ildlinjen, var vi helt overtrætte.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

12. august 1917. Artillerist ved Ypres: “Englænderne angreb hårdt i denne måned.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Jeg blev altså aftrækker eller Kan. 1 ved 4. Skütz. Jeg var glad for, at jeg fik denne bestilling der, og i forhold til omstændighederne kunne jeg ikke fa det bedre. Dog opdagede jeg, at telefonisterne havde det ikke så svært, som vi havde det ved Verdun.

En geschützbetjening holdt sammen i tykt og tyndt, og vi var de samme hver dag med undtagelse af de omskiftelser, som tabene måtte medføre, og det var ret hyppigt, at der kom andre.

Stillingen lå ved en korsvej, og det eneste tilflugtssted var en hvælving i et brændt hus. Hvælvingen kunne rumme ca. 10 mand, og når vi havde lidt tid til hvile, så kravlede vi ind under hvælvingen; her lå vi og sov, men i det hele og store gav det ikke ret megen ro i ildstillingen.

De fleste timer tilbragte vi ved Skützet, havde vi en ildpause, så arbejdede vi med at udbedre stillingen. Det var engbund, vi stod på, derfor stod kanonerne på “Bettung” dvs. de stod på svære egetræsplanker under, mens Lafettenswanzen (bagenden) borede sig dybt ned i jorden. Bag ved der fyldte vi så op med jord, sten, faskiner, men det vældige pres, gjorde, at vi måtte arbejde med kanonstandpladsen næsten hver dag.

Om natten gik hele tiden med at bære ammunition; skulle vi skyde samtidig, måtte 2-3 mand passe kanonen, resten bære ammunition, men var der hurtig i måtte alle ”ans Geschütz”.

Hver aften ved 10-11 tiden kom der 6 -8 lastbiler, de holdt på landevej og så skulle kanonererne bære granaterne 100-200 m.

Det drejede sig om et forbrug på ca. 1000 stk. daglig, og når så hver granat vejede ca. 50 kg, så betød det et mægtigt arbejde.

Var der så en smule ekstra tid, skulle vi frem og trække pigtråd foran stillingen.

Vi lå i ildstillingen 2 døgn ad gangen; så blev vi afløst af det andet hold og var så i ro to døgn.

Men de 2 døgn, vi lå i ildstillingen, kunne man ikke regne med nogen hvile, det kunne ske, at man kunne lægge sig et par timer et eller andet steds, men det var sjælden.

Officererne havde deres ophold i et hjørne af det brændte hus, der havde de noget bølgeblik over hovedet. Englænderne angreb flere gange hver eneste dag; når vi forlod kanonerne, blev de altid ladt og stod indstillet på spærreild, dvs. lige foran de engelske infanteristillinger.

Når det engelske infanteri gik af gravene og frem til storm, tog det kun nogle få sekunder (10-30) så fyrede samtlige kanoner og batterier, dvs. at i så kort tid kunne stilheden blive forandret til det mest øredøvende spektakel man til tider dårligt kunne råbe hverandre op.

Signalsystemet blev ordnet gennem telefonen, eller hvis denne svigtede, hvilket man kunne regne med under enhver større skærmydsel, så skete underretningen pr. ordonnans og lyssignaler.

Lyssignalerne bestod af lyskugler, der med en lille pistol blev skudt i vejret. Der var flere slags. Hvide, røde, gule, og hvide der opløste sig i perler, når de var på højdepunktet. Hver sort havde sin betydning.

De hvide var kun til at oplyse terrænet med. De andres betydning skiftede hver dag, tit flere gange om dagen.

De betød f.eks. gul: Fjenden angriber, mange på en gang: Fjenden angriber ganske voldsomt. Rød: Vi går frem, læg ilden længere frem. Hvid med perler: Vi går tilbage, læg ilden længere tilbage.

Så snart vi holdt op med at skyde, var der altid en, der holdt vagt. Han skulle holde øje med lyssignaler, der forekom i vort divisionsafsnit.

For at få dette konstateret, havde vi et bræt med søm, når vi stod bag dette og sigtede langs de to katedere, så var mellemrummet vort divisionsafsnit f.eks.

Englænderne angreb hårdt i denne måned. De begyndte som regel om aftenen ved 11-12 tiden. Så varede angrebet til ca. 4-5 om morgenen. Så gik de 3-4 km frem.

Om morgenen gjorde tyskerne et modangreb, dette tog ligeledes en 4-5 timer, og så var englænderne kastet tilbage igen. Disse kampe var ualmindelig hårdnakket.

Vi begyndte som regel med at skyde på 8000 m. – gik langsomt ned på 2000 – 3000 m. og så langsomt med at lægge 50 m. til ad gangen op på 8000 m. igen. Når englænderne var kastet tilbage, blev der en lille ildpause. Så kunne der ved middagstid blive ganske stille et par timer.

Vi fik os så noget at spise, tændte en cigar eller piben, men så måtte vi på benene igen og arbejde med ammunitionen, smøre og rense kanonen, pudse låsen, ordne alt til natskydningen, udbedre kanonstandpladsen, bære sårede tilbage osv.

Hen på eftermiddagen skød vi os ind efter nye mål. Det skete efter ordre fra iagttagelsesstanden, luftballonen, en flyvemaskine eventuelt ved lydmåling (når vejret var derefter) og ved vinkelmåling.

Det drejede sig om en 15-30 skud, men der var som regel 5-10 minutter mellem hvert skud, til gengæld kunne 3-4 mand betjene kanonen.

I mørkningen kom spisevognen, dvs. når den kunne komme ind for beskydningen. Den bragte varm mad, brød, tobak, lidt pålæg og 1/10 liter snaps, og når vi havde “Grosskampftage” (dage med voldsomme kampe), fik vi dobbelt ration, ja, til tider mer, end vi kunne spise.

Vi fik tit 10 cigarer og 20 cigaretter daglig, medens vi bag ved fronten fik 2 cigarer og 4 cigaretter daglig. Af vin og spiritus fik vi kun 1/10 liter på storkampdagene; men så fik vi så meget mere, når vi kom i ro.

Suppen fra køkkenvognen var varm.

Køkkenvognen medførte også postsækken. Det var jo altid spændende at få et brev eller en pakke hjemmefra. Pakkerne måtte veje indtil 500 g. Det tog ca. 8 dage med en pakke eller et brev, før man havde det. Pakkerne indeholdt som regel levnedsmidler såsom: flæsk, æg, brød. smør, fedt, lagkage, småkager, strømper, skjorter, undertøj osv. Levnedsmidlerne smagte vidunderlig.

Selv om det tit var muggen, det blev spist alligevel. Det, der kom hjemmefra, blev nydt med anden ærbødighed, end den, man nød kommismaden med. Så snart vi havde spist, tog køkkenvognen af sted, medtagende breve og andre papirer, der skulle tilbage. Køkkenvognen var den daglige forbindelse med ”Protzensammelstelle”.

Lige til venstre for stillingen gik landevejen. Her var der altid livlig trafik, den tog stærk til om natten.

Den strøm, der gik til og fra fronten, både af mennesker og materiel, var ganske kolossal. Menneskene gik endog mest tværs over markerne, hvorimod vognene og skytset måtte holde sig mest på landevejene.

Om aftenen kunne vi tælle 20 – 30 luftballoner ovre hos englænderne, om morgenen var det tyskerne, der havde ballonerne oppe (de så bedst med solen).

Den 11. og 12. august var jeg altså med i ildlinjen, og det gik i grunden bedre, end jeg havde regnet med. Alt var nyt, der var meget at se efter, og man stod jo ret fremmed over for frontlivet i førstningen.

Se foregående afsnit her

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

9. august 1917. Frederik Tychsen nærmer sig fronten: “Det var en underlig tanke at tænke sig om få timer var man måske midt i det hele”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten til Fuss-Artillerie-Bataillon 407.

Den 8. august fik vi besked på, at vi skulle til fronten. Det blev en transport på ca. 20 mand. Det gik nemt med indklædningen, det eneste, det drejede sig om var den smule forplejning, som vi skulle have med på transporten, den fik vi udleveret om aftenen den 8. august.

Om morgenen den 9. august gik vi til Maubeuge til banegården.

Vi skulle med toget til Flandern til et bataljon 407, der lå et eller andet sted ved fronten i Flandern, altså det vestlige Belgien.

Til forplejningen hørte pr. dag, når man kørte med toget som selvstændig transport: 3/4 kg brød, 100 g pølse, 100 g smør, et lille stykke ost og måske en lille dåse med 50-100 g sylte – sardiner, leverpostej el.lign.

Feltflasken fik vi fyldt med kaffe før afrejsen. I tornysteren havde vi den såkaldte “Eiserne Portion” – jernportion, dvs. ½ kg kød (konservesdåse), 2 lærredsposer med beskøjter ca. 300g i hver.

Denne portion måtte vi kun spise, når vi havde fået tilladelse til det.

Meningen med denne var, at selv om vi blev afskåret fra køkkenet eller anden proviantering, så kunne vi holde livet oppe et stykke tid ved Jernportionen.

Toget førte os fra Maubeuge til Valencienne, Lille, Menin, Courtrai og Iseghem. Her steg vi ud og så kom vi med et lille tog til Vinkel St. Eloy. Fra Vinkel St. Eloy gik vi til Morslede og var der ved aftenstid. (I Vinkel St. Eloy lå bataljonsstaben).

Vi kom til 1. batteri, der havde deres Protzensammel-stelle i Morslede.

Vi kørte parallel med fronten om eftermiddagen, og kanonerne drønede ganske kolossalt.

Det var en underlig tanke at tænke sig om fa timer var man måske midt i det hele. Erindringen fra Verdun kom op i en, og i det hele og store var man en lille karl, når det gik mod fronten.

Det sidste tog, der bragte os fra Iseghem til Vinkel St. Eloy var præget af krigens ødelæggende vederstyggelighed. Vinduerne var i stykker i alle vogne. Maskinen var medtaget. Et sådant tog gik efter omstændighed.

Se foregående afsnit her

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

9. august 1917. Ved Verdun: ” Regimentet kommer ind i en stor tragikomisk Kartoffelkrig, fuld af dramatiske Momenter.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. En uges tid efter ankomsten ved Verdun, trækkes Eskildsens regiment tilbage til Villé-Cloye, hvor manglen på mad udløser en mindre skandale.

Efter en Uges Forløb trækker man os længere tilbage til den lille By Villé-Cloye, kun 3 Kilometer fra Montmédy.

Herfra kan vi hurtigt gribe ind ved Verdun, men kan ogsaa hurtigt transporteres med Banen andre Steder hen.

Vi ser herfra over til det maleriske Montmédy. Oppe paa en stejl og høj Bjergkegle ligger den gamle Fæstning med stærke Mure og Volde og knejsende Kirke, ved Foden af Bjerget ligger den nye Stad Montmédy. Villé-Cloye ligner de andre Byer her.

Officerskokken kom straks i stor Forlegenhed, thi i hele Byen fandtes der intet Komfur og ikke saa meget som en Arne. Paa Gulvet ligger der en Jernplade, og her tænder Familien det Baal, som skal varme Maden. I alle Husene har man Stole med særlig lave Ben, saa man kan sidde rundt om Husbaalet.

Det er en mærkelig Familie, Skæbnen har ført os ind til. Manden er godmodig, men Konen er den værste Heks, vi endnu har truffet, gammel, grim, ondskabsfuld. Hun skriger og skænder hele Dagen og huserer med Manden og Børnene, en 18-aarig bleg Knøs, der fejer ud og koger Mad og ellers ikke bestiller noget, og en 13-aarig snavset Datter. Hele Familien synes at være stærkt angrebet af Tuberkulose.

De er saa fattige, saa fattige.

Vi selv har ikke rigeligt. Smør har vi ikke faaet udleveret i et Par Uger, Kartofler har vi ikke smagt i mange Uger. Men vi kan alligevel ikke udholde at se paa deres Nød og deler en Dag vort Kød med dem. Da fortæller de os, at de ikke har smagt Kød i mange Maaneder!

Vore Soldater er graadige efter Kartofler og begynder at stjæle fra Markerne om Natten. Derved kommer Regimentet ind i en stor tragikomisk Kartoffelkrig, fuld af dramatiske Momenter.

Den mæskede Bykommandant, en tyk Trainkolonneløjtnant, vaager over Markernes og Træernes Frugter med skarpt Blik og streng Haand. En Mand fra Regimentsstaben i dømmer han 8 Dages Arrest, fordi han har rystet tre Blommer ned af et Træ, en anden Mand, ligeledes fra Staben, fanges en Nat i en Kartoffelhave og faar 14 Dages Arrest.

Oberstløjtnanten er vred, fordi det er hans Stab, der staar som Tyveknægte, og kommanderer hele Staben til en Straffeparade. Alle 86 Mand stiller op, feltmæssig, med langskaftede Støvler paa Benene, Gasmasker i Bæltet, Tornyster paa Ryggen, Staalhjelm over Helteansigterne, et frygtindgydende Kompagni af Skrivere, Oppassere, Kokke, Kuske og Ordonnanser.

Saa holder Stabens Feldwebel efter Kommando en Tordentale, — min første og eneste Tale under hele Krigen.

Denne første Akt af Kartoffelkrigen var meget morsom. Mine strenge Ord virkede aabenbart ikke. Kommandanten klager igen, Forestillingen gentager sig, men denne Gang var det Løjtnant v. Oven, der skulde holde Tordentalen. Kommandanten klager til Divisionen, og nu kommer den alvorligere tredje Akt.

Generalen har længe haft et Horn i Siden paa vor selvstændige, umedgørlige Oberstløjtnant og befaler ham at komme til Divisionsstaben. Her bliver Oberstløjtnanten saa rasende over den Behandling, han faar, at han paa staaende Fod nedlægger Kommandoen over Regimentet. Stor Opstandelse!

Brigadekommandøren, General v. Monteton, iler straks til Villé-Cloye. Vi stiller op for tredje Gang og faar nu af selve Generalen den tredje Skylle gydt ud over vore syndige Hoveder. Derpaa gaar den gamle, rare Monteton ind for at snakke Oberstløjtnanten til Rette.

Denne er stædig; men omsider kommer Forliget i Stand. Oberstløjtnanten faar »paa Grund af Sygdom« tre Ugers Orlov og lover saa at overtage Regimentet, naar han kommer tilbage fra sin Lieschen. — Den menige Soldat fik Fæstning og Straffelejr, naar han smed Geværet og ikke vilde lege med længere.

En Husundersøgelse i Byen viser et Par Dage senere, at det var Trainsoldaterne og Civilindbyggerne, der stjal Kartoflerne. Det havde vi uskyldige Lam paastaaet hele Tiden.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 177-179

8. august 1917. Hundesteg i Champagne

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33

Her i Champagne skete det ogsaa, at jeg for første Gang spiste Hundesteg. En af Løjtnanterne havde en Hund, der hed Karo. Den var i god Foderstand.

En Sachser havde faaet Øje paa den, og da man siger, at de fleste Harestege, man dengang spiste i Dresden og Leipzig, i levende Live havde gaaet rundt paa Tagene og sagt Miav-Miav, var det jo ikke noget særlig nyt for ham, og hans Tænder løb i Vand ved at se denne Hund i disse paa Kød og „Fettigkeiten” saa magre Tider.

Han fik den aflivet, og en lille Kreds af Kammerater blev indbudt til Festmiddag paa Karo. Jeg maa sige, den smagte egentlig rigtig godt. Jeg fik et Stykke Ribbensteg og et Stykke Nyresteg, godt med brun Vov-Vov Sauce til.

Havde jeg ikke vidst, at det var en Hund, vilde Stegen have smagt endnu bedre. Dog har jeg aldrig senere gjort Forsøget om — trods det, at min Pudel, Skipper, for Tiden er i lækker Foderstand.

DSK-årbøger 1951

6. august 1917. Artillerist Frederik Tychsen på vej til fronten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var, efter et længere lazaretophold, i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten. Han havde tilhørt Reserve-Fußartillerie-Regiment 20, men blev ved sin tilbagekomst tildelt Bataljon 407.

Når man har været en gang ved fronten, været såret og gennemgået alle de lidelser, der følger med, og kommet tilbage, så holder man ikke af at komme til fronten igen. Dertil kom, at jeg havde kun dårlige minder og uhyggelige forestillinger om livet ved Vestfronten.

Medens den tid ved Verdun står for mig som en kæde af lidelser og angst, så må jeg indrømme, at i de 13-14 måneder, jeg herefter tilbragte ved fronten, oplevede jeg mange, mange bitre dage, ja til tider onde dage, men der var lyspunkter iblandt. Der var dage, hvor det var helt morsomt, jeg oplevede uhyre meget, og heldigvis er man mest tilbøjelig til at tænke tilbage på de lyse dage med morsomme og interessante oplevelser.

Krigen gik i langdrag, og man kunne overhovedet ikke skimte en udvej til, at massemyrderiet skulle få en ende. Amerika var gået ind i krigen som Tysklands modstandere, men foreløbig betød det ikke så meget. Virkningen kom først senere.

Nu er det ikke meningen, at jeg vil omtale de politiske begivenheder, dem kan man læse i krigsbøgeme, men mine egne oplevelser.

Medens man i garnisonen havde et regelmæssigt levnet med den sædvanlige nattero, undtagen når man var på vagt, så var der ved fronten ingen forskel på arbejdet, enten det var nat eller dag, søndag eller søgnedag. Man hvilede og sov, når der var tid og lejlighed, fik maden, når den kunne skaffes, spiste, når der kom noget, men det meste tid var man sulten.

Den 28. juli 1917 forlod jeg altså Wahn, vi var kun en ganske lille transport – 12 mand – og vi havde en Gefreiter som transportfører. Vi skulle først til et lille Ersatz depot, der lå i nærheden af Maubeuge og hed ‘Terriere la Grande”, en lille landsby omtrent som Agerskov.

Jeg kendte ingen af de andre, der var med i samme transport, men der var en, man måtte lægge mærke til, han hed Fritz Klohs, han var rhinlænder og havde ret godt med penge. Han sad på beværtningen “Zum Bienenhaus” hele tiden og bad mig om at sige besked, når vi skulle til banegården.

Ved middagstid fik vi besked om at vi skulle gøre os færdig. Jeg hentede Fritz Klohs, og han var temmelig fuld. Han sang, mens jeg fik tomisteren spændt fast på ham, og så gik vi til banegården.

Vi kørte først til Køln, og her havde vi et ophold på flere timer. Klohs benyttede tiden til at drikke i, og vi andre stavrede omkring på den mægtige banegård. Hele 4. klasses ventesal samt en stor kælder var reserveret for militærets menige og underofficerer. Her lå soldaterne på bænke og gulvet i hundredvis og sov og ventede på togene.

For 50 Pfennig kunne man købe en skål suppe, dvs. når man rejste på orlov eller hørte til en transport. Suppen var god, og man kunne godt blive mæt af en sådan portion.

Ved aftenstid steg vi ind i toget, der gik over Dirren, Aachen, Herbestal til Liittig (Liége). Vi kom ind i vogne, der medførte civil befolkning.

Fritz Klohs kom straks i gang med nogle unge piger, der skulle til Aachen. Han havde en flaske vin i hver lomme. Dem drak de af, Fritz kyssede pigerne osv.

Toget holdt 5 minutter i Duren. Jeg mindes de mange smukke tegltage og den smukke domkirke, der ragede op over det hele. Her lå Johannes’ Ersatzbataljon 258.

Transport igennem og ophold i Belgien Da vi kom til Aachen, var der mørkt, men hen på natten nåede vi Herbesthal, grænsebyen mellem Tyskland og Belgien. Alt og alle blev underkastet et streng revision, så fik vi kaffe ved “Røde Kors”.

Det var damer, der uddelte den. De bad os om at synge en sang for dem, og vi stemte så alle mand i med: “Argonnerwald in stiller Nacht’’.

Ved 9 tiden om formiddagen var vi i Lüttig. Vi gik ind på banegården og ventede til kl. 6.43 om eftermiddagen. I denne tid sov vi nogle timer, gik lidt rundt i byen i nærheden af banegården.

Klöhs fandt straks et horehus i en smal sidegade, han fortalte om sin smudsige håndtering, da han kom tilbage.

Prostituerede kvinder på vestfronten

Kl. 6.43 rejste vi videre og var i Namur ca. kl. 10. Toget gik ikke længere. Vi gik banegården hen til den belgiske Ulankaseme og blev der om natten.

Dagen efter gik toget videre her­på eftermiddagen og kl. 8 om aftenen var i Maubeuge.

Vi gik så gennem porten og gitterværket i jordvolden og et par km uden for byen lå Ferriere la Grande. Her kom vi til en Ersatz Abteilung, dvs. en afdeling, der var oprettet til at sende udfyldningsmandskab til det svære artilleri. Adressen var Fuhs Art. Ersatz Abteilung II. II Batterie. Deutsche Feldpost 44.

Opholdet i Ferriere la Grande varede ikke ret længe, 10 dage i alt.

Vi lavede ikke meget i disse 11 dage. Vi havde nogen eksercits om formiddagen med nogle gamle 9 cm kanoner. Vi havde en del instruktion om brug af gasmasker af forskellig art, og ved et af Maubeuges forter, ‘Terriere la petite’. havde vi karabinerskydning med gasmaske.

Vi var indkvarteret i en skole. Der var franske lærere og lærerinder, der underviste børnene i et par af klasserne, medens vi lå i de øvrige klasser.

En aften, den 7. august var jeg med på en hestetransport. Vi fik hver 2 heste. Vi skulle hen til er hestedepot med dem. Det lå i nærheden af den belgiske grænse. Det hed Udasolve. Vi kom gennem en by der hed Colleret.

Vi red til at begynde med, men det varede ikke længe, før vi blev ømme af at sidde på de nøgne hesterygge, så vi stod af og trak dem.

Det var en transport, der varede 6-7 timer De kørte os tilbage på en vogn, og vi var i Ferriere la Grande om morgenen. Vi fik så lov at sove til middag.

Søndagen den 5. august gik jeg ind i Maubeuge. Jeg travede hele dagen rundt i byen for at få den rigtig at se. Den havde mest snævre gader.

Jeg købte lidt brød og en ost i en butik, og om aftenen gik jeg i biograf i Ferriere la Grande. En sådan forestilling kostede 10 Pfennig. De fremviste en film fre havet, der viste, hvorledes de tyske ubåde skød handelsskibe i sænk. Endvidere blev der spillet er cowboyfilm med Henny Porten i hovedrollen.

Privattryk, venligst stillet til rådighed af familien.

4. august 1917. Hønsekødsuppe i grøften: “Så trist som at følge én af sine kære til det sidste hvilested.”

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

(… fortsat)

Dage i Stilling vekslede nu med Ro i Landsbyerne i Baglandet. Var vi i Ro, blev der ekserceret med os for at holde Disciplinen vedlige. I Stilling havde vi det betydeligt bedre. Stillingerne var rolige. Der var kun lidt Skyderi.

Een Gang til blev vi alarmeret. Vi var i de tidlige Morgentimer blevet afløst og marcherede fra Stillingen – til en af Landsbyerne – langt tilbage. Det var en lang Marchtur. Vi nåede først over Middag Bestemmelsesstedet.

Vi var fuldstændig færdige af Træthed. Vi kunde næsten ikke mere gå på vore Ben, men sultne var vi, og der var mange Høns i disse Egne – „Kochgeschirraspiranten“, som vi kaldte dem. Vi sluttede os 2-3 eller 4 sammen, travede rundt på vore ømme Fødder og fik ”besørget” Høns. Så blev disse plukket, og Indvoldene taget ud. Det var et uvant Arbejde.

Vi fik lavet et provisorisk Ildsted i Læ af et Hegn, Hønen puttet i et Kogekar, og så skulde det snart blive til en dejlig Hønsesuppe. Det varede heller ikke lange, før Fedtøjnene viste sig. Vandet løb sammen i Munden på os. Det skulde vel nok smage.

Trætte var vi, usigelig trætte, men først vilde vi spise og så endelig tage os en ordentlig Lur. Den løb jo ikke bort — vi var jo i Havn.

Imens var det blevet Eftermiddag, Hønsesuppen var færdig. Vi skulde til at tage Kogekarret af Ilden, da en Ordonnans kom løbende og råbte „Alarm“ — om 10 Minutter færdig til Afmarch.

Først var vi som lamslåede, men så gav vi Luft for vor Harme. Det var ikke blide Ord, der faldt. Jeg har aldrig hørt nogen bande så nederdrægtigt, som vi gjorde det de næste 5 Minutter. Der var ikke een indenfor de „ansvarlige”, som ikke fik sig en ordentlig Omgang. Det havde sikkert været nok til at blive idømt Fæstning, hvis det var blevet meldt.

Lettede gjorde det unægteligt i Øjeblikket, men det hjalp nu ikke. 10 Minutter er kun en kort Tid, når man skal have alt pakket, og når man skal forlade Stedet for aldrig mere at vende tilbage dertil. Suppen var skoldhed. Det var umuligt, at få en Skefuld ned. Jeg ved ikke, om nogen kan forestille sig, med hvilke Følelser vi hældte det hele i Grøften. Det var næsten ligeså trist, som at følge en af sine kære til det sidste Hvilested.

Men Tanken om at skulle marchere hele den lange Vej tilbage igen var ligeså deprimerende. Det varede 20 Minutter, inden vi alle var til Stede og kunde begynde Marchen.

Jeg tror ikke, at Tilskuerne har fået Indtrykket af, at det var kampbegejstrede Tropper, der drog af Sted mod Fronten, hvorfra Kanontordenen kunde høres. Det var nærmest et Sørgetog.

I Begyndelsen gik det nogenlunde, men efterhånden kunde vi ikke mere. Kompagniføreren gav omsider Ordre til at søge Plads på Geværvognene. Der er ikke megen Plads på Maskingeværvognene. På alle mulige og umulige Måder forsøgte vi at komme til at sidde. Jeg fik Plads helt inde på Vognstangen og måtte holde mig fast ved Vognen for ikke at falde ned. Så længe det gik i Skridt, kunde det jo nok gå an. Men da det blev mørkt, og vi var kommen ind i et Område, der kunde beskydes, blev der kommanderet „Carrache“ . Hestene fik Pisken, og nu gik det i Galop over Stok og Sten og gennem Granathuller.

Jeg havde alle Kræfter behov for at holde mig fast ved Vognen for ikke at blive slynget ned under den, men næsten værre endnu var det med Hestehovene. Øjnene fulgte som hypnotiseret Hestenes Bevægelser. Bagbenene gik op og ned, og Hovene hver Gang i betænkelig Nærhed af mine Ben. Hvor længe vilde det gå godt? Hvornår vilde Slaget komme, der fik mig til at lande under Vognen og dermed også under de efterfølgende Heste og Vogne? Det var et eneste Mareridt, som jeg aldrig vil glemme, men en højere Hånd bevarede mig for den Skæbne, som jeg ustandseligt havde for Øjnene. Jeg slap fra det med Livet i Behold.

Ved et Ophold undervejs tabte vi vor Geværfører. I et Ærinde forsvandt han i Mørket. Der fortaltes bagefter, at han havde skudt sig selv i Hånden. Jeg har aldrig set ham eller hørt om ham siden. Hvis det passede, er det jo nok blevet en alvorlig Sag for ham. Sådan noget blev ikke dømt mildt.

DSK-årbøger, 1945

31. juli 1917. Held i uheld – og stegte æbler på træerne.

Mathias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917, hvor det deltog i de hårde kampe i Galizien i juli 1917. Efter sammenbruddet af den russiske offensiv gik det mod øst.

Imens kom også de sidste fremstormende Styrker i Dækning. Vor Kompagnifører, som sammen med Ordonnansen var gået frem i Grøften ved Landevejen, havde fået et Skud gennem Halspulsåren og var død.

Kommandoen blev overtaget af den næste Officer, en yngre Løjtnant.

Han havde imidlertid også fået Besked på, at der Klokken 8 skulde angribes og fik derfor samlet Kompagniets Mandskab. Derefter begav vi os på Vandring i Retning mod Floden, det eneste Overgangssted. Der skulde være et stort Træ, som var faldet således, at Toppen nåede den anden Flodbred. At nogen skulde kunne nå over, var meget usandsynligt, når man tager i Betragtning, at Russerne lå 70 m ovenover på Højene. Efter hvad man havde fortalt os, var det hidtil heller ikke lykkedes. Enhver, der havde vist sig på Stammen, var blevet ramt, faldet ned i Floden og druknet. Vi var naturligvis ikke glade for Situationen.

Undervejs traf vi vor M. G. O., Overløjtnanten, som havde Kommando over Regimentets tre Maskingeværkompagnier.

„Hvor skal De hen?“, spurgte han Løjtnanten.

Løjtnanten gav Melding. „Er De blevet tosset, Mand”, skreg Overløjtnanten. „De søger med det samme Stilling til Deres Geværer i Hus eller Have og holder Fjendens Skyttegrav under Ild, sålænge Aktionen varer.”

Hvor blev vi lettet! Vi takkede Forsynet, der lod Overløjtnanten krydse vor Vej. Vi var ikke lange om at forsvinde. Hvert Gevær blev anbragt i en gunstig Stilling. Vi søgte ind i et Hus, fra hvis ene Vindue vi havde den bedste Udsigt og frit Skudfelt mod Fjendens Stilling. Vi fik slæbt Borde hen til Vinduet og fik Maskingeværet stillet op med Mundingen ud i det fri.

Klokken 8 blev der Uro, og Skyderiet begyndte. Maskingeværerne rasede, og langs med Kanten af den russiske Stilling sprøjtede Sand og Jord fra de utallige Projektiler, som slog ned der. Hvad der foregik nede ved Floden, kunde vi ikke se, men i vor Synskreds kom ingen Tropper frem.

Pludselig begyndte det russiske Artilleri at beskyde Byen med Sprang- og Brandgranater. De havde opdaget Maskingeværrederne.

Flere Ejendomme, almindelige stråtækte Huse, gik op i Luer. Også vi måtte retirere ud i en Majsmark. Vor Geværfører var forsvundet. Efter en Times Tid flovede Ilden af til spredt Geværild. Angrebet var ikke kommet i Gang. Der var sikkert ikke kommet nogen over Floden, hvad vi heller ikke havde ventet.

Vi søgte nu efter vor Geværfører og fandt ham i en Kælder i en af Naboejendommene. Han var en stor kraftig Fyr, Slagter fra Køln, og sikkert ingen Kujon i almindelig Forstand. Han havde varet med fra Begyndelsen i Sept. 1914, og Nerverne var ikke mere helt, som de skulde vare. De var i Årenes Løb blevet tyndslidte.

Jeg tror, at mange har gjort den Erfaring, at Års Frontindsats tog på Nerverne, og at Nerverne til Slut ikke mere var de samme som i Begyndelsen. Jeg ved i hvert Fald af Erfaring, at man kunde tage Begivenhederne med Ro, – men efterhånden, som Årene gik, kostede det Anstrengelse at bevare Roen.

Vi undersøgte nu Ejendommen og Kælderen. Der fandtes Sække fulde af det fineste Mel, der var Svin i Stalden og Høns i Hønsegården. Befolkningen var borte. Køer og Heste løb rundt på Marken og i Haven. Vi fik fat i en Gris på en ca. 60-70 Pund, og Slagteren måtte i Funktion.

Vagtposterne måtte om Natten også passe Køkkenet. Der blev bagt Pandekager, stegt Flæskesteg og kogt Kartofler.

Og Desserten hang på Træer. Ja — du ler. Men ikke desto mindre er det sandt. Naboejendommen var brændt ned, efter at den var skudt i Brand af Russerne. Få Meter fra Huset stod et stort Træ, fyldt med de dejligste Æbler. Den stærke Varme fra Branden havde gennemstegt Æblerne så fuldkommen og så fint, som ingen Ovn kunde have gjort det. De var fine, runde, skare og velsmagende, og vi behøvede bare, at plukke dem. Den Tid har altid stået for mig, som om vi havde været i Slaraffenland.

Men desværre udeblev Følgerne jo ikke. Vi var jo ikke vant til så fed, rigelig og god Kost, for vi tog godt for os af Retterne. Vi fik allesammen Dysenteri.

Den næste Dag skulde vi have haft Hønsesuppe. Vi havde jo lukket for Hønsegården. Men — uha —, da vi kom, havde der varet ubudne Gaster. Vi fandt kun Hønsehoveder, men det tog vi ikke så tragisk. Der var jo nok andet.

Men hvor lange var Adam i Paradiset? Det gode varer aldrig ret lange ad Gangen. Vi fik snart en ny Stilling.

DSK-årbøger, 1945

23. juli 1917 – Thyge Thygesen: “nu har jeg da havt en god ”Trykposten”…”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben. I maj blev han hjemsendt, men blev allerede kaldt tilbage i juli.

Eisleben d. 23. 7. 17.

Kære Far og Mor og lille Didde!
Mange Tak for Eders kære store Pakke. Jeg er meget glad for Kagerne, lille Mor, men I skal nu ellers ikke sende for jeg kommer godt nok ud med mit Brød. Småkager og sådan lidt Lækkerbidskerne siger jeg naturligvis, ikke nej til. Lidt Smørelse skal jeg vel også tænke på igen. Endnu har jeg omtrent Blikdåsen fuld, men før det kommer herned er den vel tom. Jeg kan ikke, som de andre der stadig spiser tørt, vænne mig dertil.

I Kasinoet går jeg nu ikke mere, men nu har jeg da havt en god ”Trykposten” i den Tid. Nu i Aften ved Parolen blev de meste afkommanderet. Jeg var jo vel også nok blevet det. Men så spurgte Feldweblen mig om jeg atter havde rakt Ansøgning ind. Da jeg jo da antager at I har gjordt det, sagde jeg ja. Så kom jeg ikke med på Kommando. Det seer jo snart ud, som om Feldwbl. tror at det bliver bevilliget og ikke varer så længe. Aa, gid det må være sandt!!

Jeg og 3 andre blev så sendt til Godsbanegården, hvor vi skal være i Morgen Kl. 6 og lade Hø ud af Jernbanevogne. Det er for en Furagehandler som sælger det her i Staden. Det er måske kun for i Morgen, eller højst et Par Dage. Når det ikke er alt for strængt har jeg ikke noget derimod, her sidde og dovne gider jeg heller ikke.

– – Marius kommer jeg nok, desværre, ikke til at tale med denne Gang, det vilde jeg ellers gerne have gjort. Nå, 1200 Mk. fik I for Klokken – gid det måtte være sandt at I snart kunde få den tilbage, men den tror jeg ikke på. Det har jo vist hjulpen godt på alt med Regnen? Hvorledes står Roerne?

Kærligste Hilsener, Eders Thyge.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

22. juli 1917 – Mathias Damm: “Det er temmelig haard Flæsk …”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I sensommeren 1915 deltog han i kampene på østfronten, hvor han blev såret. Efter knap et års lazaretophold kom han til IR129, der i sommeren 1917 lå ved Düna-floden overfor Jacobstadt (i dag Jakabpils, Letland).

den 22 Juli 17.

Kære Moder og Sødskende!
Da det er Søndag, vil jeg skrive eder et par Ord. Jeg fik intet fra eder idag. Dog I har vel travlt med et eller andet. Det mærkeligste er dog at hverken R eller Fader skriver. Man kanske R er undskyldt, men Fader har jeg ikke havt en Stavelse fra siden jeg var hjemme. Godt, at han ikke er i Fronten mere, thi det lader til at blive allehaande Bedrift, naar vore nu ogsaa gør Offensiv.

Her lader det ogsaa snart, som der er Krig. Blot sørgeligt, for dem, der maa bløde derfor. Det er temmelig haard Flæsk som det giver af de russiske sorte Søer. Dog haaber jeg, det snart maa blive roligere igjen. Det er jo snart som i Vinter, da han havde Nykker.

Mine Sulevarer skal nok slaa til 14 Dage endnu. De sidste Æg har jeg spist i Aften. Nu har jeg jo ogsaa havt Æg i fjorten Dage, hvis de havde været kogte alle kunde de nok ikke have holdt ud saa længe. Brødet har jeg ogsaa skaaret Hul paa. Det er godt sur og frisk endnu. Det synes vist blot sur, fordi man er vant til dette Kleseri her. Til 15 August skal vi jo have mere Brød og i vel ogsaa. Skade kan det ikke. Jeg vil nu skrive til R og Fader, saa kommer der vel ogsaa Svar.

Nu mange Hilsner til eder alle eders
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.113)

16. Juli 1917 – Milert Schulz:” Ja schlecht leben wir nicht”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Den 16. Juli 17

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Ja nun wird es wohl bald wieder mal Zeit, dass ich mal einen Brief schreibe. Habe gestern Pappas Brief vom 5/7 und heute Mutters Brief vom 8/7 dankend erhalten. Wie ich ja sehe erwartet Ihr mich ja auf Urlaub. Na nun wird es wohl auch mehr lange dauern. Habe schon mit meinem Feldw. gesprochen ist nämlich vor ein paar Tagen wieder zurückgekehrt – wegen meinen Urlaub. Da sagte er. Ja Sie können im August fahren Schulz. Also meine Lieben hoffe ich nun endlich mal Euch sprechen zu können. Nun wird es aber auch bald Zeit. Sehne mich nämlich auch danach. Besonders sehne ich mich danach mal die kleine Anni zu sehen. Ja denn werde ich in Rendsburg aussteigen und Bruder Matth. Gleich mitnehmen. Hoffentlich hast du denn genug in der Küche liebe Mutter.

Wenn wir beide ankommen dass du denn eine Pfanne Brattkartoffel für uns Soldaten hast. Ja meine Lieben wären wir bloss erst da, na das wird schon werden. Gott gebe seinen Segen dazu. Sonst geht es mir ja noch immer tadellos hier. Jetzt wurde grade an der Küche gepfiffen, dann heisst es Essenholen. Heute gibt es Nudel mit Backobst. Also Augenblick jetzt muss ich essen und sehen wie es schmeckt. Habe soeben gegessen. Also tadellos hats geschmeckt. Ja schlecht leben wir nicht.

Dein Paket mit Kuchen vom 3/7 habe ich auch vor 2 Tagen Dankend erhalten liebe Mutter Vom 1. Aug. ab sollt Ihr mir nichts mehr schicken da ich wohl Mitte August von hier wegfahre. Aber schreiben könnt Ihr ruhig. Hier ist es immer noch so fürchterlich heiss. Und mein Magen ist auch noch nicht richtig in orden, aber es geht noch. Sonst wüsste ich ja für diesmal nicht viel neues zu erzählen. Habe auch eine Karte an Br. Matth. Und Schw. Thilde geschrieben. Ja sonst wüsste ich für diesmal nicht viel neues zu erzählen. Wenn ich nach Hause Komme werde ich schon Pfeffer mitnehmen das heisst den Bulgarischen bis aufs Wiedersehn recht herzl. gegrüsst von mir Euer Sohn und Bruder

Milert 

30. Juni 1917 – Milert Schulz: ” …. ikke saa slemt naar blodt den forferdelige Krieg havde en ende”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Skrevet den 30.6.17

Mine kjære Derhjemme i det kjære Nordsleswig!
Guds Fred til Hilsen!

Ja nu er der jo et par dage siden jeg har skreven til Eder og føler jeg mig nødsaget til at skrive et paar Ord igjen, hvad jeg jo ogsaa gjør med Glæde. Denne gang paa Dansk.

Har i dag modtaget dit Kort fra den 23/6 Kjære Moder med Tak. Mig gaar det jo endnu altid rigtig godt og er Gud skee Tak sund og rask. Vi lever jo ogsaa heelt godt her i Felden. Til Middag bager jeg Pandekager og til Aften steger jeg et par Frekadeller. Det smager jo heelt godtil Saa kann du jo nok forstsaa at vi lever heelt godt. Med det er jo kun Feldw. og jeg der saadan lever og saa ogsaa Offiseerne. Derfor tør du ikke sende mig nogen Pakker kjære Moder, send det saa hellere til Broder M. han har det meere behov end jeg. Naar jeg mangler noget skal jeg nok skrive derom. Blodt skriv flittig at jeg altid hved hvordan det gaar Eder mine kære.

Jeg haaber jo nu da sterkt at jeg kommer igjen paa Orlov i 14 dage sidst i neste Maaned. Men naar jeg ikke kommer saa kommer jeg sidst i August. Nu faar vi jo at see. Naar jeg saa kommer igjennem Rendsb. Stiger jeg ud og tager Br. M. med hjem i en 8 Dage. Jeg ved slet ikke sin Adresse endnu. Kedelig at di faar saa lidt at spise i Garnisonen.

Her er det jo endnu altid saa forferdelig warm. Vi løber i Skjorter herom, og saa en masse Fluer saa man kan næpper værne sig mod dem. Men nu det er jo altsammen ikke saa slemt naar blodt den forferdelige Krieg havde en ende. Gud give dog at Freden dog snart maatte holde sin Indtog i Landene.

Jeg lenges efter at see og tale med Eder igjen mine Elskede. Mit Klaverspil har jeg jo vist heelt forglemt. Hvem spiller nu derpaa. Der kan vel ingen som Babba. Men nu han kan jo ogsaa spille heelt fin og smukke Stykker.

Kommer Heise snart hjem paa Orlov eller han ikke skrevet derom endnu? Nu til Slut være I alle hjerteligt Hilset og Kysset fra mig Eder Søn og Broder.

Milert

Skriver snart

(Breve i privateje)

21. juni 1917 – Paul Paulsen: “… jeg er saa kaput”

Paul Paulsen blev indkaldt i slutningen af 1915 og kom først til at tjene ved Infanterie-Regiment Nr. 85. Efter i oktober 1916 at være blevet såret, blev han i foråret 1917 overført til Infanterie-Regiment Nr. 163.

Kjære Forældre og Søskende!
I længes jo vist meget efter at høre fra mig. Først siger jeg mange Tak for Pakken No 9 med Flæsk og for Middes Brev. Jeg er jo glad[,] naar i sender mig noget, men troe mig kjære Forældre[,] at Appetitten gaar helt bort. Det er næsten ikke til at holde ud her i Granathullerne[.]

Vi har nud ligget 7 Dage derude i en Tur og kom inat ud af Stelling. Jeg mo[d]tog da Post fra 7 Dage[,] for der komme ingen Post ud og vi kan heller ikke skrive[.] Jeg vil bede eder ikke at sende mig for meget[,] da jeg er saa kaput [,]at jeg dog ikke kann spise det. Om et paar Dage skal vi vist der ud igjen.

Ja vis da Krigen snart va[r] til Ende[.] Denne Sommer koster mange Meneske Livet. Men vi vil bede Gud at han vil holde sin Hand over os og føre os vel hjem til eder igjen.

Jeg seer ogsaa[,] at Broder Martin ikke er saa rask, men [h]vis det ikke er for slimt, kan han vist slippe en Tur for at komme med i Stelling[.] Ja at man kan holde det alt ud[,] er til at undre sig over[,] men vi maa altid sætte vor Lid til Gud, han vil dog føre alt til det be[d]ste for os Jeg ved idag ikke andet at skrive maaske meere imorgen[,] naar jeg kommer lidt til Ro.

Nu de kjærligste Hilsener til eder alle fra Paul.

(HBA8033, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

19. Juni 1917 – Milert Schulz: “… beim einem Angriff 500 Tote“

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien. Og nu håber han, at kunne komme hjem i august eller september.

Im Felde d.19.6.17

Meine lieben Eltern und Geschwister!

Gottes Friede zum Gruss!

Meinen besten Dank für Eure lieben Briefe vom 11.6.17. liebe Mutter und Vater. En hat mich sehr gefreut mal wieder etwas aus der lieben Heimat zu bekommen. Wie ich ja aus alle Euren Briefen sehen kann habt Ihr’s ja noch immer recht gut. Ihr schrieb mir letzt ob ich nicht Kaffee oder Wolle besorgen kann. Ja meine lieben mit Kaffee wird es wohl nicht so leicht sein. Aber mit Wolle liesse sich vielleicht etwas machen. Ich werde mich mal nach salchen Sachen umsehen. Vielleicht kann ich doch etwas auftreiben.

Mir geht es ja noch immer recht gut hier unten. Bin noch immer gesund und munter.  Hier haben wir jeden Tag Gewitter und viel Regen. Gestern regnete es so stark, dass wir kaum in unsern Zelt aufhalten konnten. Also regen genug. Ich wünschte dass dieser Regen zu Hause gefallen wäre.

Gestern bekammen wir Telegram von unsern Feldwebel, dass er zu Hause erkrankt war. Na hoffentlich kommt er noch wieder, dass ich auch nach Hause fahren kann. Wenn’s Glückt komme ich vielleicht im September oder Ende August. Nun wollen wir erstmal die Zeit ruhig abwarten. Ende diesen Monat fahren 5 Mann von der Komp. in Urlaub und denn Ende Juli wieder 5 Mann.  Diese sind noch die altesten bei der Komp. die schon ein Jahr im Felde sind. Nun den sind noch End August 2 Mann von den alteren übrig und da hoffe ich mitfahren zu können. Na vielleicht ist der krieg auch bisdahin zu End das kann man ja nun garnicht wissen. Got gebe es in seiner Gnade dass es doch bald Schluss wird mit diesen Kämpfen und Ringen um Leben und Tod. Wenn ich an die schweren Kämpfe denken welche wir hier Mitte Mai hatten da haben die Franzosen beim einem Angriff 500 Tote vor unserer Stellung verloren und wie viele verwundete sind nicht zurück  gelaufen. Ja es ist schrecklich mit so einer Mörderei.

Jetzt ist es fast ganz ruhig an der Front. Nur ab und zu fällt ein Artellerieschuss. Ich freue mich bloss, dass ich hier auf der Schreibstube sein kann. Hab jeden Tag mein gutes Essen und jede Nacht meinen ruhigen Schlaff. Jeden zweiten Tag essen wir „Frekadeller“ mit Butter gebraten und wenn das nicht da ist in Schmalz. So, nun zum  Schluss seid Ihr alle recht herzl. Gegrüsst und geküsst von mir Euer Sohn und Bruder.

Milert

Auf Wiedersehn im September

(Breve i privateje)

Feltbrev: “Infanteriet og Artilleriet i Slaget ved Arras”

Infanteriet og Artilleriet i Slaget ved Arras.
(Feltbrev til ”Flensborg Avis”)

Jeg læste forleden en Artikel om Feltartilleriet ved Arras, skreven af ”Köllnische Volkszeitung´s” Krigskorrespondent, Hr. Hermann Kätsch, der begyndte saaledes: ”Artilleristen har det jo meget lettere end Infanteristen derude i Graven. Det er saadan en Mening, man altid hører; han skyder blot af, og Granaten flyver over til Fjenden osv.”

Hr. Kätsch, der i sin Artikel søger at stille Artilleriets Arbejde, Mod, Savn og Anstrengelser lige med dem, om ikke højere end Infanteristens, skriver videre, hvorledes Artilleristen, naar Munitionsvognen ikke kan kommer hen til Batteriet, maa slæbe Munition i sine Arme for det meste over fri Mark, 100 Meter, ja endnu længere, og ned i Munitionsdækningen, og alt dette om Natten, da der paa Grund af Lænkeballon og Flyver ikke kan arbejdes om Dagen.

Under Ild ligger Batteriet naturligvis, saa godt som Infanteristens Grav, saa et let Arbejde er det ikke for Betjeningsmandskabet; dog tror jeg ikke, ja kan godt paastaa det, at Kätsch selv har været ude i Ildstillingen hos det lette Artilleri, endsige hos Infanteristen i Graven, naar der gives Spærreild. Det er jo klart, at ingen Vaabenart udspurgt derom, forringer sine Ydelser, Arbejde og Anstrengelser, og jeg vil heller ikke i det efterfølgende forringe Artilleriets; tværtimod maa vi være glade ved, at det er saa godt; jeg vil kun forsøge at skildre Infanteriets Levned herude, og da jeg som Sygebærer ligger ved Infanteriet, ogsaa har været afkommanderet ved Artilleriet (der, naar det gaar hedt til, forlanger Sygebærere), kender jeg saa temmelig begge Vaabenarters Ydelser.

Som sagt er Batterierne selvfølgelig stærkt udsatte for Fjendens Ild, men der skydes jo ogsaa paa Gravstillingen med Artilleriet, og det ikke blot med let og mellemsvært, men ogsaa med svært Skyts, og herude er Dækningerne for det meste ikke nær saa gode og stærke som ved Batterierne. Infanteristen kan heller ikke gaa i Dækning; de, der er bestemte til at staa Vagt, maa blive for at holde et vaagent Øje med Fjenden og forhindre et pludseligt Overfald; han ligger maaske kun 20-30 Meter borte. Kammeraterne nede i Dækningen stoler paa, at der passes godt paa, saa han maa holde ud, til Afløsningen kommer.

Gravene er udsatte for Fjendens Mineild; falder en saadan paa en Dækning, skal denne være temmelig stærk for at modstaa Trykket; kan den ikke det, er han begravet dernede, og hvad det koster for Arbejde og Anstrengelser at grave Mandskabet ud af en saadan sammenskudt Dækning, for ikke at tale om Faren derved, kan jeg af egen Erfaring tale med om. Hvor ofte er Infanteristen ikke, ved Sprængningen af Gravstillingen, som Fjenden har undermineret, revne i Stykker og slyngede højt i Vejret eller begravede under Jordmasserne, og saa begynder for dem, der er slupne heldige derfra, Kampen om Sprængtragten. Gevær-, Maskingeværild og Haandgranatkamp raser nu heftigt fra begge Sider. Til andre Tider gaar han ud paa farlige Patrouillegange, maa ofte storme Fjendens godt befæstede Stillinger eller afværge hans rasende Angreb; han er paa første Haand udsat for Gasangrebene og alle andre moderne Angrebsvaaben, der bruges i denne Krig.

Nu kommer Arbejdet. Traadforhindringen og Graven er skudt sammen af Fjendens Granater og Miner og skal nu udbedres saa rask som muligt i Nattens Løb. Der skal nye Dækninger mineres, saa Infanteristen faar ikke den velfortjente Hvile; han maa nu med Spade og Hakke arbejde i flere Timer. Alt, hvad der bruges af Materiel, saasom Pigtraad, Pæle, Træ, Cement osv., skal hen selv slæbe ud i Stillingen; hvad der bruges af Munition og Haandgranater, maa han ogsaa selv skaffe derud, og det er ikke en-to Hundrede Meter, men lige saa mange Kilometer, somme Steder endnu længere. Han har heller ikke altid en Løbegrav, hvor han kan gaa saa nogenlunde sikker, men maa ogsaa gaa, som vi siger oven paa Dækningen. Det sidste Stykke, hvor den forreste Gravstilling begynder, har han maaske mere Dækning, dog maa alt foregaa med største Ro for ikke at henlede Fjendens Opmærksomhed derpaa.

Er han nu endelig saa vidt, saa han kan tænke paa Maden, ja saa maa denne jo ogsaa hentes. Mindst to Mand [a]f hver Gruppe (8 Mand) maa af Sted ned til Køkkevognen, der kommer saa langt frem som muligt; hvert Bæger Kaffe, hvert Stykke Brød, han nyder, maa han selv hente sig. Vil han vaske sig, maa Vandet ogsaa hentes, eller han faar vente, til han kommer tilbage i Ro.

Tit er det umuligt at faa Levnedsmidler hentet; Fjenden lægger Spærreild bag ved Stillingen for at forhindre Forstærkninger i at komme ind i Graven; saa maa han nøjes med det Forraad af Kødkonserver, Kiks og Seltervand, der altid ligger parat for saadanne Tilfælde ude i Stillingen.
Dette er Infanteriets Levned herude i forreste Linje. Megen Tid til Søvn er der ikke, et Par Timer paa en Halmsæk, naar han er saa lykkelig at have en, indviklet i sin Kappe eller et Tæppe, og han er igen frisk og kan staa sin Mand i denne forfærdelige Kamp mod Overmagten.

H.F.

(Bragt i Flensborg Avis 12. juni 1917]

9. juni 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: Britiske agenter

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

Der er fra engelsk Side iværksat en meget detailleret Spionage i Grænseegnen; det er særlig Forholdene i Slesvig, -Troppe, Skyttegravsanlæg, Artilleristillinger, Feltbaner, Luftskibsstationer, Pasforhold o.l., der interesserer Agenterne.

En Overløber beretter:
Ved 9. Rgt. i Itzehoe ligger f.T. 400 Md. og 800 Heste; Mandskabet gaar til Fronten efter 6 Ugers Uddannelse.

En Soldat med Orlov i Haderslev fortæller, at Brødrationerne ved Fronten nu er mindre end tidligere. Meningen blandt Soldaterne er, at Tyskland om en Maaned ikke har mere Brød. I Slesvig skal alle Husmølller være forseglede, saa der ikke kan males i Hjemmene.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)