Tag-arkiv: Flyvemaskiner

17. august 1917. Eskildsen: “En tysk Flyvemaskine er styrtet ned 50 Meter fra Vejen.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. En fransk offensiv var undervejs og de tyske stillinger var under svær beskydning.

Mens vi saaledes legede Tyv og Politi, trak Skyerne sig sammen over de blodmættede Høje Nord for Verdun, de verdenskendte Høje 344, 304 og »den døde Mand«.

Vor anden Bataillon har allerede ligget deroppe siden den 28. Juli og har lidt ret store Tab. Den kommende Offensiv mærkes helt op til Montmédy. En Nat angriber de franske Flyvere to Gange Byen. Et Par Flyverbomber gaar ogsaa ned i Villé-Cloye, og en Brandbombe tænder Ild i en Hvedemark ved Byen.

Den 14. August bryder det store Uvejr løs. Vi hører Trommeilden og overraskes ikke, da Marchordren kommer. Regimentet trækkes frem til Brandeville, omtrent halvvejs til Fronten. Fronttroppeme marcherer videre til en daarlig Skovlejr bag Linien, Skrivestuen og Bagagen bliver i Brandeville, 15 Kilometer længere tilbage.

Brandeville er overfyldt af Tropper, der er ingen Plads til os, og det hindrer Arbejdet for meget, at jeg hver Aften og den halve Nat skal flakke omkring paa Landevejen for at faa Underskrifter og hente Befalinger ude hos Officererne.

Omtrent midtvejs har man fundet en Barak til os, og den 17. pakker og flytter vi. Vi kravler op ad Bjergene ind i det klare Sollys, forsvinder igen i Taagen nede i Dalen, naar atter op paa Højderne ved Haraumont og har her en vidunderlig Udsigt, dybt ned paa Meuse-Flodens Krumninger, over til Høj 304, hvor vi ser Granaterne pløje Jorden.

Barakken er optaget, og vi maa vende om. Vogntoget tages under Ild. En Telefonist saares, 4 Artillerister, der søger Ly bag en af vore Vogne, dræbes.

I Brandeville har man naturligvis straks taget vort Kvarter, saa vi maa knibe os ind i et nyt. Da jeg om Eftermiddagen i en lille Gig er paa Hjemvejen fra Skovlejren, har jeg en uhyggelig Oplevelse. Paa een Gang hører jeg et vældigt Brag tæt ved. En tysk Flyvemaskine er styrtet ned 50 Meter fra Vejen. Vi iler derhen og trækker de to Officerer frem af Resterne, et Arbejde, der gør vore Hænder og vor Uniform blodige.

Observatøren er i en haabløs Tilstand. Han har Brud paa Kraniet, Lungeblødning, Blodet vælder ud af Øre og Næse. Maskinens Fører bløder ogsaa ud af Næse og Mund og er ligeledes bevidstløs.

Det ser meget uhyggeligt ud, da man sætter dette levende Lig ind i en Bil og kører afsted med det. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 179-181

14. juli 1917. Nis Kock i Østafrika: “hvis jeg ikke kom under Behandling, var jeg sikker paa Døden.”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter fem ugers tid i den lille landsby Nangano, var det tid til at drage videre. Englænderne bombede løs fra flyvemaskiner, mens Nis og hans overordnede Stache forgæves forsøgte at skyde dem ned med deres rifler.

Først efter lang Tids Sygeleje stod jeg op, og saa snart jeg var kommet paa Benene, brød vi op fra Nangano.

Den sidste Dag blev de engelske Flyvere hængende over Hovedet paa os og bombarderede os ubarmhjertigt baade med Sprængbomber og Brandbomber. Baade Stache og jeg skød paa dem, men som sædvanlig uden Resultat, skønt jeg var overbevist om, at mange af mine Skud traf, hvor de skulde.

Flere af Bærerne blev saaret af Bomberne, men de kunde dog følge med Safarien, da vi brød op og drog videre mod Sydøst.

Vort Maal var Navnet Ruponda — thi en ny Landsby ventede vi ikke at finde paa det Sted, men derimod skulde der findes betydelige Magasiner i Nærheden.

Stache sagde, at dér var der Sandsynlighed for, at vort flyvende Urskovsværksted kunde arbejde i Fred og Ro nogen Tid, da Ruponda sikkert vilde blive forsvaret haardnakket — ligesom Kisakki i sin Tid.

Jeg glædede mig meget til at komme et Sted hen, hvor der var en Læge, for jeg var nu blevet klar over, at jeg havde kronisk Malaria, og hvis jeg ikke kom under Behandling, var jeg sikker paa Døden.

Denne Safari til Ruponda var en af de besværligste for mig at følge med i. Jeg var saa medtaget af Sygdom, at jeg ikke husker en eneste Enkelthed fra den.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden