Tag-arkiv: fly

26. august 1917. Claus Eskildsen: “Den Søndag i Réveille glemmer vi aldrig.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Sidst i august bliver byen hvor Eskildsen og hans regiment arbejder bombarderet af en fransk flyvemaskine.

Den 25. August trækkes Regimentet sammen i Byen Réville, og Staben flytter derhen. Til Skrivestuen har man gjort Kvarter i en Hønsesti; men vi erobrer et lille Rum med et Vindue ud til Gaden.

Den følgende Dag er en Søndag, en straalende Solskinsdag. Oberstløjtnanten er vendt tilbage, hilst med oprigtig Glæde af hele Regimentet. Soldaterne har bygget sig Telte ude paa Bjergskraaningen, Livslysten er vaagnet, efter at de er sluppet ud af de mørke Gaskløfter. En fransk Flyver kredser over Byen, ingen lader sig forstyrre af det. Det var dumt!

Han har iagttaget Menneskemyldret i Réveille, og nu faar vi Kanel, saa det forslaar noget. Franskmanden strør hele Byen over med Granater; Folkene flygter fra Teltene op i Ly under Bjerget. De har det for en enkelt Gangs Skyld bedre end Trainmandskab og Skrivere, der ikke saadan kan løbe fra det hele.

Vi bliver siddende og arbejder — indtil Franskmanden sætter et kraftigt Punktum.

Paa een Gang faar vi Vindue, Glas, Jord, Støv, Kalk, Røg, Os, Damp lige ind i Ansigtet. Bordet med Papirer og Blæk er dækket til, min ene Hjælpeskriver klasker bagover med samt sin Bænk, vi styrter ud af Stuen, blødende alle sammen. Men vi er alligevel ogsaa denne Gang sluppet med Skrækken.

Granaten gik ned lige foran vort Vindue, men vore Saar stammer alle sammen fra Glassplinterne. Til Gengæld er der mange, vi piller i Hundredevis af Glasstumper ud af Huden paa hverandre. Den ene efterlod paa min Finger et Ar, der ses endnu. Selv en Skriver kommer arret hjem fra Krigen.

Oberstløjtnanten sender oppe fra Bakken et Par Mand ned for at hjælpe os. De har deroppe fra set det hele og tror, at vi er døde eller Saarede alle til Hobe.

Han befaler, at vi med det samme skal flytte tilbage til Brandeville. Vi pakker og forlader Byen. Den ser uhyggelig ud. Paa den ene Side af Gaden svømmer to Heste i deres Blod, paa den anden Side ligger der en blodig Masse, som ved nærmere Eftersyn viser sig at Være en Menneskekrop, uden Arme, uden Ben, uden Hovede. Over 100 døde og Saarede samler man sammen i Byen.

Den Søndag i Réveille glemmer vi aldrig.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 181-183

17. juli 1917. Hans Hostrup i Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

Nogle Dage var der Fare for Gennembrud ved Lomnitza, lidt til højre for os [Der er rod i geografien her, for Lomnica ligger i Galizien, RR]. Bulgarerne blev slaaet tilbage her. Vi havde Tornysteren pakket og sov med Klæderne paa om Natten, rede til Opbrud, hvis det skulde gaa galt. Der blev sendt Heste og Sprængstof ud til Kanonerne. Kunde de ikke føres bort, skulde de sprænges i Luften. Haandgranater blev ogsaa sendt ud til Besætningerne til Selvforsvar, men der blev dengang hverken Brug for det ene eller det andet.

Paa vor Side bestod Infanteriet af Bulgarer, og paa den anden Side af Serbere og græske Venizolister. Vi kom godt ud af det med vore Forbundsfæller og lærte efterhaanden lidt af Sproget, og ved Tegn og Fagter kunde vi nok gøre os forstaaelige for hinanden. Da vi altid var sultne, fik vi tit en Bønnesuppe eller et Majsbrød af dem.

Mange af dem havde ingen Støvler, men gik med Klude svøbt omkring Benene. De af dem, der havde tyske Militærstøvler, havde skaaret dem af i Vristen for at faa Plads til Kludene.

Helt stole paa dem kunde vi nu ikke, for de vilde stjæle vort Undertøj, naar vi havde haft Storvask og været saa letsindige at lade det hænge ude om Natten. Det var nu heller ikke nødvendigt, for det kunde tørres i Løbet af kort Tid. Solen skinnede Dagen lang fra en skyfri Himmel hele Sommeren igennem. Kun een Gang var der Optræk til Uvejr, men det blev kun til lidt Hagl.

Vi døjede meget med Varmen. Midt paa Dagen holdt vi os i Skyggen og fik Tiden til at gaa med at iagttage Flyverkampene, som jævnlig fandt Sted. Naar en Flyver blev skudt ned, blev Maskinen straks tilintetgjort af fransk Granatild, ogsaa, hvis det var en af deres egne.

Byen Gevgeli blev ogsaa af og til beskudt med det svære Skyts. Det var en smuk By med røde Tage mellem grønne Træer. Den var selvfølgelig rømmet, og der laa kun faa Tropper i den. En Fabrik var skudt i Grus, antagelig et Silkespinderi, da der her i Omegnen saa ud til at have været en blomstrende Silkeindustri. Det fremgik af de ret store Morbærplantager, der fandtes her, og hvor Silkeormene holdt til.

Vest for Byen laa den gamle romerske Hærvej, som vi var kommet ad, og Øst for Byen laa Jernbanestationen, hvor i Fredstid Orientekspressen for forbi. Den var selvfølgelig ude af Drift og ogsaa delvis skudt i Stykker. Kun ud til et Sted Nord for Byen gik der Motortog med Vogne fyldt med Materiale til Stillingerne. Man kørte kun om Natten, og det gik i en Fart med at faa Vognene tømte.

Inden vi fik en Løbegrav lavet, var det livsfarligt at vove sig ind til Byen om Dagen, og med Spænding har vi tit set Bulgarere eller nogle af vore løbe for Livet, springende fra Hul til Hul i det granatoppløjede Forland. Franskmændene morede sig ligefrem med at skyde efter enkelte Personer. Det var en almindelig Antagelse, at man var sikker i et Granathul, da der ikke kunde ske to Nedslag paa nøjagtig samme Sted. Om denne Teori har holdt Stik, er jeg ikke helt sikker paa, men i hvert Fald gjaldt det jo altid i en saadan Situation om at gøre sig saa lille som muligt.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

26. maj 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om det 10. slag om Isonzo og afslutningen af Nivelle-offensiven ved Aisne. Frankrig har nu mistet mere end 1.000.000 mænd ud af en samlet mandlig befolkning på ca. 20.000.000 og mytterierne bobler under overfladen.

Det handler også om det arabiske oprør og Lawrence of Arabia – og om  tyske Gotha-bombeflys angreb mod mål i England – det var første gang i verdenshistorien. Og så lykkes det endelig briterne at knække ubådstruslen med indførelsen af konvojsystemet.

Luftkrigen: “Bloody April” – april 1917

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell. Kanalen bringer også talrige specialudsendelser om forskellige sider af krigen.

I anledning af “fortidsmindedagen” på Zeppelinbasen i Tønder i går, hvor vi begyndte dagen ved den endnu eksisterende tyske flyhangar, bringer vi udsendelsen om “bloody april” 1917 – om luftkrig og luftkrigstaktik.

1. april 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om hårde bulgarske repressalier mod serbiske oprørere, urolighederne i Rusland, der synes at stilne af – men Østrig-Ungarn og Tyskland lader Lenin køre i tog fra sit eksil i Schweiz til Rusland for at smide nyt brændstof på det ulmende oprør. Det handler også om det første slag om Gaza i Mellemøsten, hvor adgangen til vandforsyninger var afgørende.

31. oktober 1916. Fra billedarkivet: Tysk fly over Vestfronten

Første Verdenskrig var den første krig, hvor fly blev brugt i større omfang.

Flyvemaskiner var lige taget militært i brug ved krigens start, primært til rekognoscering. Men snart førte erfaringerne til udvikling af specialiserede jagere og flere-motores bombere.

Flyet her kan være en AEG C.II, der blev taget i brug i 1915.

07006f00279_tysk_fly_mindre
Tysk fly over Vestfronten (Museum Sønderjylland)

Læs mere om fly på vores leksikonsider

29. september 1916. H.C. Brodersen til Somme-fronten

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Manancourt, den 29. September 1916.

Sommeslaget har raset i lang Tid, og der er medgaaet mange Divisioner. Den 26. ankom vi med Toget til Peronne og har  marcheret hertil, hvor vi er havnet i Sommeslagets Forterræn.

Allerede her har vi faaet en Forsmag paa, hvad der venter os, naar vi kommer i Stilling. Fjenden har sat alt ind paa at bryde igennem, og fra Fronten kan vi høre en ustandselig Rullen fra hans Artilleri. Mange Iagttagelsesballoner ses hængende i Luften forude, baade egne, men dog mest Fjendens, der har Ord for at bruge „deres Øjne” godt.

Her bag Manancourt ligger alle vore Reserver, Depoter, Lagerplads og Artilleristillinger, og det er dem, Fjendens Opmærksomhed særlig gælder. I Luften hamrer Motorer fra Flyvemaskiner med Hundreder af Hestekræfter. I hele Eskadrer flyver de og foretager Manøvrer og Vendinger, som vi Infanterister ikke har Forstand paa. Undertiden ser vi et Par eller flere suse i Dybet, som om de styrter ned, men det er kun Blændværk, og et Par Minutter efter ser vi, at de er indviklet i Kamp. Den ene søger nu at naa ovenover den anden, og stadig  skruer de sig højere op, vel af den Grund, at den, der er ovenover, har de største Chancer.

Af og til styrter der en ned med Flammerne efter sig. Kampen er  afsluttet, men hvem der er blevet Sejrherre, kan vi ikke afgøre. l Spændingen er altid uhyre, men uhyggeligt og grufuldt er det at se, naar der ud fra Flammerne vælter sig forskellige Dele i Rækkefølge, Motoren, Flyveren og derefter de andre Dele, efterhaanden som de nu er lette eller opbrændte til.

v. Richthofen er her ogsaa, og der siges, at han, der benytter en rød „Fokker”maskine, hver Morgen henter et Par fjendtlige Flyvere ned, forinden han spiser sin Morgenmad.

Vi er alle klar over, at Sommeslaget føres med største Voldsomhed og under hensynsløs Anvendelse af Materiale af enhver Art,  indbefattet de Divisioner, af hvilke der kun vender et meget betænkeligt Minimum tilbage.

I Eftermiddag skal vi i Stilling. Der er lige blevet udtaget 20 Mand, der skal have til Opgave at bringe Levnedsmidler frem, naar først Kompagniet er naaet i Stilling. Det har voldt megen Vanskelighed at faa udtaget disse 20 Mand, thi alle mente, at det var en Trygpost og meldte sig, da der blev spurgt om Frivillige.

Først da de blev kaldt frem, der var over 45 Aar, var gift og havde 5 Børn og derover, svandt Rækken ind, og glade over Bestillingen traadte de af, der blev tilovers.

Vi er forbavset over at skulle gaa i Stilling ved højlys Dag, og vi Underofficerer har henledt  Kompagniføreren paa Forholdet med de mange Iagttagelsesballoner forude. „Es ist befohlen,” svarede han, og derved er der saa intet at ændre, men det er med store Betænkeligheder, at vi gør os færdige til Afmarch.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. september 1916. “Jeg rystede over hele Kroppen, jeg var hundeangst” – Matthias Møller ved Somme

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han fik sin ilddåb ved Somme

Matthias_Møller_Sønderborg
Matthias Møller (1897-1983)

Den 6. Septbr. henimod Aften blev vi stillet op, forsynet med Stormbagage, og fik uddelt Lyspistoler og Lyskuglemunition. Der blev sagt, at vi skulde kun ud og lave Skansearbejde. (For at ingen skulde tage „Afgangs-billet”). Vi troede ikke rigtig på det. Men det „kunde” dog være sandt.

Gruppevis (4 Mand) i Afstand forlod vi Byen. Fjendtlige Observationsballoner kunde overse Landskabet, og for at undgå for store Tab ved Ildoverfald gik vi i Afstand.

Da Mørkningen begyndte, rykkede vi sammen og marcherede i Række på een.

Rundt i Landskabet eksploderede Granaterne. Terrænet var gennempløjet af Eksplosioner, Granathul ved Granathul. Alle Ejendomme var Ruiner. Træerne strakte splintrede Grene og Stammer ud i Luften, alt virkede så uvirkeligt og uhyggeligt ved den Ødelæggelse, det var undergået.

Natligt_angreb_måske_Somme

Henimod Klokken 11 samledes vor Bataillon på en Mark ved Siden af en Hulvej.

Geværerne blev stillet sammen og Bagagen taget af. Kornet, som endnu stod skokket på Marken, blev hentet, for at blive benyttet som Underlag til Hvile. Det var bleven forbudt at tænde Cigarer, Cigaretter eller Pibe. Men det varede ikke længe, før man trods Forbudet hist og her så små Lysglimt.

Kort Tid senere kunde vi høre fjendtlige Observationsmaskiner over os, og ikke længe efter begyndte et fjendtligt Batteri at beskyde os.

Den første Granat gik for kort — jeg skal love for, vi fik Næsen ned — den anden gik for langt. Men den tredie sad midt i det ene Kompagnis Geværpyramider. Straks kom Råbet: Saniteter, Saniteter!

32a Transport såret_cropped

Da Splinterne var fløjet, fo’r alle op og af Sted mod Hulvejen. Det var et forfærdeligt Kaos. Geværerne og Bagagen blev trampet ned.

Den første Ordre lød på, at vi skulde tage vore Ting med. Men den blev straks annulleret ved en ny Ordre om, at alt skulde blive liggende.

Tre Kompagnier styrtede ned i Hulvejen, hvor vi lå Mand ved Mand, så tæt, som Sild i en Tønde.

Granaterne kom nu susende i uafbrudt Række. Hvert Øjeblik ventede man at se en Fuldtræffer lande i Hulvejen, for Franskmændene måtte jo have nøjagtige Generalstabskort og altså kende Terrænet. En sådan Træffer måtte få frygtelige Følger.

Jeg rystede over hele Kroppen, -— jeg var hundeangst. Den halve Time, vi lå der under dette Ildoverfald, mit første, har i hele min Fronttid været den eneste Gang, hvor mine Nerver fuldstændig svigtede, hvor jeg havde en håbløs Angstfølelse. Jeg har i de næste 2 År været udsat for Situationer, der har været mere farlig og nervepirrende, men jeg har aldrig haft en lignende Følelse.

Midt under det hele kom Lastbiler frem med Håndgranater. Jeg blev sammen, med andre Kammerater afkommanderet for at modtage Forsyninger. Da vidste vi sikkert, at nu gik det i Stilling.

Ilden stilnede af og vi slap med Skrækken.

Imidlertid var der kommet Kammerater fra Stillingen, som skulde føre os frem.

I Hast gik det så videre. Spærreilden var sat ind. og enhver havde kun den ene Tanke, hurtigst at nå Må let. At gå i Stilling i et Kampafsnit, er værre, end at ligge i Stillingen.

Den Del af Kompagniet, jeg hørte til, skulde besætte Stafetposterne mellem Bataillonskommandoen og de forreste Linjer.

Da vi nåede den Løbegrav, vi skulde besætte, fik vi anvist vore Pladser.

Det hele gik i en rygende Fart. Der var ingen Tid til Forklaringer. Sammen med 3 Mand stod jeg pludselig ovenpå en Løbegravsdækning og så Resten af Kompagniet forsvinde i Nattens Mørke.

IMG_2011_11_30_6426_Vestfront_skyttegrav_cropped

Kammeraterne, vi skulde afløse, var færdige til at stikke af. De gav sig lige Tid til at sige: nærmeste Post til venstre ca. 150 meter Bataillonsunderstand og til højre ca. 200 meter indtil Romerchausseen og så lige ovre på den anden Side, 20 meter herfra, ligger der en Falden — ham skal I ikke blive bange for. Og væk var de — ikke et Ord mere. Resten skulde vi nok finde ud af.

Vort Opholdssted var et Stykke Løbegrav på en 6-7 meters Længde med nogle små Udgravninger i Leret ved Siden, hvor man lige kunde krybe ind for at søge Dækning for Splinter. Ellers ikke noget. Jeg syntes i min Uerfarenhed, at det var umenneskeligt at skulle tilbringe Dage og Nætter under sådanne Forhold.

Men vi havde det godt i Forhold til dem i Kamplinien. Der lå Tropperne kun i Granathuller i ganske kort Afstand fra Fjenden. En sammenhængende Linie eksisterede ikke. Dag og Nat bølgede Angreb frem og tilbage. De Faldne blev smidt op på Randen af Granathullerne og benyttet som Dækning. Sårede var så godt som fortabt. De kunde ikke bringes tilbage. Jeg har ikke set mange gå eller blive transporteret tilbage fra forreste Linie i de 7 Dage, vi lå der.

Soldaten_Kleinwiehe_Bd_1_189

Behagelig var vor Lod nu heller ikke. Jo værre det stod til med Angreb og dermed Trommeild på hele Egnen bagud, jo mere Meddelelser, Ordrer og Forespørgsler skulde bringes frem eller tilbage. Kun, hvis vort Afsnit ikke lå under stærk Artilleriild, gik vi alene — ellers altid to.

Det varede heller ikke længe, før vi måtte af Sted. Det var godt, at vi havde fået Besked på, at der lå en Falden i Graven. Ellers havde vi sikkert fået en alvorlig Forskrækkelse. Da vi kom omkring et Hjørne, lå han der på Ryggen, det ene Ben og den ene Arm bøjet opefter. Man kunde ikke komme forbi, uden at træde ham på Livet. Det løb mig koldt ned ad Ryggen. Og hver Gang, jeg den Nat måtte over ham, havde jeg en Uhyggefornemmelse.

Når Artilleriilden tillod det, sprang jeg, før jeg nåede Stedet, op på Dækningen og ned på den anden Side.

Næste Dag skovlede vi Løbegravsvæggen ned over ham. Der fandt en af de mange en Grav. Vi måtte Dag og Nat utallige Gange over den.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1972

 

 

10. august 1916. “… næste gang ved vi, at det gælder.” Under flydirigeret artilleriild ved Verdun

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste i RIR 88, der deltog i kampene ved Verdun.

Res. infanteri reg. nr. 88 var med til den sidste storm på Verdun den 1. august 1916, og jeg var blandt dem, der kom tættest ind på byen. Regimentet havde fået den opgave at gå 800 meter frem til forterne »Tavamses« og »Souville« og holde stillingen i fire dage, så skulle vi blive afløst.

Stormen lykkedes også, og stillingen blev også uden store tab holdt i fire dage. Men da vi efter de fire dage kom tilbage i ro – 30 mand af 200 – var der ingen ny division til at afløse, og vi måtte ud i stillingen igen i fire dage.

Da var det forholdsvis roligt, og vi led ikke større tab.

Da vi skulle afløses, kom der besked fra regimentet, at en underofficer og to mand skulle blive 24 timer længere i stillingen for at orientere de nye. Jeg blev en af de to mand.

Da vi ved daggry havde fortalt de nye, hvad vi vidste om stillingen, hvor vi mente, franskmændene lå, hvor der var særlig fare for at blive set o.s.v., var vor opgave jo egentlig endt, og vi bad kompagniføreren om lov til at forsvinde. Det måtte vi også godt. Han bad os dog tage en melding med ned til bataljonen, så var hans ordonans jo fri for den tur.

Det gjorde vi selvfølgelig gerne, da vi skulle der forbi alligevel. Men da vi kom ind til majoren, var han i dårligt humør. Han skældte os ud, hvad vi egentlig bildte os ind. Ordren lød på 24 timer, omkring og op i stillingen igen.

Vi gjorde det, havde det været 2 år senere, tror jeg ikke, vi havde gjort det.

Nu var det jo bleven op ad formiddagen og klar luft, og vi skulle over åbent terræn, og franskmændene skød også efter enkelte soldater. Vi kom dog godt op i stillingen igen, der var jo granathuller nok at søge dækning i.

I selve skyttegraven var der ingen plads til os, så vi lavede os nogle små huller bagved, hvor vi dog i det mindste var dækkede for geværild. Indtil middag var alt roligt.

Vi lå og svedte, vi kunne jo ikke røre os, og der var ingen skygge.

Men så kom der ti franske flyvere, som fløj langs fronten frem og tilbage, ganske lavt, vi kunne tydeligt se flyveren. Da de havde fløjet fronten af et par gange, hører vi ovre fra fortet tre kanoner blive affyret og lidt efter granatnedslagene et par hundrede meter til højre for os.

Fem minutter efter det samme igen, men denne gang tættere ved.

Det var 15 cm haubitzgranater, så vi kunne høre afskuddene og også granaten inden nedslaget.

De kommende timer er vistnok de længste, jeg har oplevet. Franskmanden beskød nu systematisk vor stilling, idet de lagde ilden et stykke til siden hver gang, og når de ikke skulle længere, så tilbage igen, og stadig kredser de to flyvere deroppe og dirigerer.

De timer glemmer jeg aldrig. Ligge der i et lille hul og kunne høre afskuddene og granaterne komme. Denne gang gik de ned 20 m til højre for os, men næste gang ved vi, at det gælder.

Så hører vi afskuddene igen og granaterne komme, det er som lyden trykker en helt flad. Men så er de der. Den ene går ned lige ved mit hul og dænger mig til med jord og sten, men ellers skete der ikke noget.

Men stadig hænger flyverne deroppe. En times tid senere er de i nærheden igen. Denne gang går der en fuldtræffer ned i selve skyttegraven og dræber seks mand.

Således forløber nogle timer, hvor vi hverken kan røre eller værge os. Endelig ved fire-tiden forsvinder flyverne, og skydningen hører op.

Vi får så igen lov hos kompagniføreren til at forsvinde. Men denne gang skal vi ikke ind og hilse på majoren.

Vi kom også alle tre godt over det åbne terræn ned i Fiumeslugten, gennem den fuldstændige pulveriserede by Vauze og op på Hardoumont-højen.

Nu er vi udenfor det almindelige skudfelt, og vi vender os om og ser tilbage. Et øde månelandskab. Hvor der før var skov og marker, er der ikke et træ eller et græsstrå tilbage. Til en artillerist, som beklagede sig over forholdene, sagde vor korporal: »Her oppe har I ikke noget og beklage jer over, men dernede – og så pegede han ned på byen Vauze – der begynder helvede«.

I hærberetningen var der ikke noget nyt fra Verdunfronten, alt var roligt. Men for mig var det en urolig og lang dag.

DSK-årbøger 1967

3. august 1916. Kresten Andresen: “Der er ved at blive roligere her”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Den 3. august 1916

Kære forældre!
Jeg har ikke fået skrevet nu i et par dage, thi for det første har der ikke været lejlighed til at give post af, og for det andet har jeg i de to dage måttet ligge fladt i en skyttegrav, for at ikke de engelske flyvere, som altid er på færde, skulde opdage os. Jo mere roligt, man ligger, des mere roligt får man det også, og vi har virkelig ikke fået artilleriild i de to dage.

Nu benytter jeg en tåget morgenstund til det. Vi har lige fået forplejning herud. Vi får alt på én gang, nemlig kl. fire-fem om morgenen, middagsmad, kaffe, brød, hvedebrød også, jernportion m.m. Nå, det hele er jo ikke i så overvældende mål, og middagsmaden klør man på straks, da den endnu er lunken. Det giver lidt mærkelige forestillinger med middagsmad kl. fire om morgenen, og det giver jer et begreb om, hvad man må udstå.

Mange tak for brevet af d. 29. Nu har I så alligevel fået et af brevene. Den by kan I finde nord for Cambrai på kortet. For øvrigt tror jeg ikke, at vi har ret længe tilbage her; der fortælles, at vi skal tilbage en af dagene, måske allerede i nat. Der er ved at blive roligere her. Englænderne angriber nu og da; men de opnår som regel intet derved. Jeg har endnu ikke været ude i allerforreste stilling, så jeg har fremdeles haft lykken med mig.

Smørret og skinken har jeg haft god brug for i disse dage, ligeledes det brystsukker, som I sendte. Det kan jo godt være, at I ikke kan sende smør mere, det må også hjælpe sig; men kunde I så ikke sende lidt marmelade eller sådant noget i stedet for? Jeg skal nok se, ved første lejlighed at sende de blikdåser tilbage.

Orlov bliver der ikke at tænke på, for den er helt spærret, og den bliver ikke åbnet, før vi kommer i en fast stilling igen, og det kan under alle omstændigheder tage et helt fjerdingår, og så håber jeg sandelig, at der er fred eller i hvert fald våbenstilstand. Men lad os ikke sætte os det alt for fast i hovedet, for vi er bleven skuffede så tit før.

Det er ellers forfærdeligt, hvad mange folk i Tyskland må døje af nød og sult. Men det regner de store patrioter ikke med. De mener nok, at der er intet offer, der ikke kan og skal bringes for den store sag.

Nå, nu vil jeg slutte for denne gang og håbe, at I ikke ængster jer for meget for mit vedkommende.

Med mange hilsner eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

2. august 1916. Carl Theodor Thode: Fjendtlig flyver nedskudt

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 61. I sommeren 1916 blev han sendt til vestfronten.

Den 2. aug. 1916 blev jeg for tredje gang sendt til fronten –
denne gang til vestfronten, hvor Sommeslaget var i fuld gang.

En lille episode, da vi var på vej til fronten:

Vi var lige marcheret ind i byen Bapaume, da der var en luftkamp
over os. Jeg ville se, hvad klokken var, da der blev råbt “Til side”. I farten tabte jeg mit konfirmationsur, og glasset gik itu, og den store viser gik tabt. Men jeg havde et gennemsigtigt hylster til uret, og brugte det resten af krigen med kun den ene viser.

Der var en fjendtlig flyver, som styrtede ned ad. Det så ud,
som om den ville styrte ned på os, men lige over taget af
husene fik den drejet og slap godt fra det, såvidt vi kunne se

Heldigvis nåede vi ikke at komme i første række, måske det var
anden række. Det eneste, vi mærkede til, var artilleriild,
men det var der også nok af. Hele marken var gennempløjet
af granater.

Trods alt kunne det nemt være blevet min ende.

Vi gravede skyttegrave. Jeg var færdig med at grave, og kravlede
op af skyttegraven for at planere. Da slog en granat ned
lige ved siden af mig. Det var heldigvis en blindgænger, og
flammerne slog op af jorden, men der skete ikke mere. Ellers
havde jeg nok ikke været til mere.

Da vi havde været her i kort tid, blev vi trukket tilbage, og
man sagde os, at nu skulle vi til østfronten.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

 

19. juli 1916. Somme: Fly dirigerer minekasterne

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 19. er en tung dag. Om formiddagen kredser fire fly, undertiden seks, en enkelt gang endda ti over stillingen. De flyver så lavt, at man kan se besætningen med det blotte øje. De dirigerer minerne, som igen stiger op fra Belloy i sværme, mod vor første skyttegrav, der igen bliver hårdt ramt. Artilleriet foretager nogle heftige ildoverfald.

Om aftenen øges artilleri- og mineilden næsten til trommeild. Svære kalibre, krumbanelild mod Berny, dens sænkninger og hulveje. En betonbunker i Berny, i hvilken samtlige officerer fra 5. og 6. kompagni er forsamlet, bliver trykket sammen. Det lykkedes dem at befri sig, kun løjtnant Butzbach kunne ikke reddes.

Kl. 10 – det er trykkende hed sommernat – bliver hele bagterrænet omkring Berny samt artilleristillingerne gasset til af granater. Et fint hvidt slør lægger sig hele natten over terrænet, som hvis aftentågen stiger op.

Reservekompagnierne stimler sammen på gasfri øer eller hviler med gasmasker på. Store tab forårsagede gassen ikke, da den allerede i svag fortynding blev uskadelig, og fordi gasmaskerne beskyttede godt. 12. kompagni havde på denne dag svære tab på grund af artilleri, de blev om natten afløst af 4. kompagni.

Allerede på denne dag havde man regnet med et angreb. At et sådant forestod dagen efter, kunne der ikke være nogen tvivl om.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

26. juni 1916. Kresten Andresen: Flyver-esset Immelmann skudt ned

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Mandag den 26. juni 1916

Kære forældre!
Mange tak for pakken med skinke, som jeg fik i går. I går gik jeg en tur sammen med Iskov. Vi blev da vidne til et meget ejendommeligt syn.

Pludselig var luften fuld af engelske flyvere. De fløj omkring med en forfærdelig fart, vendte kort og smidigt i forskellige retninger, forsvandt i skyer og dukkede frem igen. De smed brandbomber ned. Det prægtigste fyrværkeri. Først så man en lille rund røgsky højt oppe i luften; den sprang med et lyn i mange runde røgskyer ud til alle sider, og hver af dem sprang så dybere ned i stumper og stykker, så det regnede ild og stjerner ned på jorden. Vi blev snart klare over, at angrebet gjaldt linjen af de tyske lænkeballoner, som også hurtigt så deres snit til at blive firede ned.

Det var et ejendommeligt fyrværkeri, som regnede det med ild og svovl fra himlen – og det over et meget langt stykke front. 

Forleden blev den berømte tyske flyver Immelmann skudt ned her. Jeg lå og sov i dækningen, men de, der var ovenfor, så det. Der er næsten flyverkampe hver eneste dag her. Englænderne er meget dristige og vover sig langt ind. Det ser ud, som når to haner ryger løs på hinanden, og så knatrer maskingeværerne.

Hvordan går det med høhøst-orloven?

Eder hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

 

16. juni 1916. Kresten Andresen: “… jeg er glad for, at jeg ikke er ude i forreste stilling”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 16. juni 1916

Kære forældre!
I dag er det fars fødselsdag. Jeg er ikke just i fødselsdagsstemning, for jeg har været i gang hele natten igennem og er forfærdelig søvnig; men i forventning af eftermiddagskaffen, som snart må komme, synes jeg, det ikke er umagen værd at lægge sig.

Jeg bor i en kælder i et sammenskudt hus, men den er gjort bombesikker. Det er rent galt med utøj her også, og det er heller slet ikke behageligt. Men jeg er glad for, at jeg ikke er ude i forreste stilling, for det er ikke rart at gå med den følelse hvert øjeblik at kunne gå i luften.

De engelske flyvere her er meget næsvise. Straks i morges meldte sig én, som gav sig til at flyve frem og tilbage over skyttegraven. Når den havde nået et bestemt punkt, vendte den kort om og sejlede roligt lige så langt tilbage.

Vort artilleri skød som forrykt, men det havde slet ingen indvirkning på den. Så havde den omsider gjort vel en femogtyve sådanne ture, da meldte sig en anden flyvemaskine, som løste den første af og fortsatte den rolige patruljering frem og tilbage trods vor artilleriild.

Mange tak for en pakke med smør og skinke, som jeg har fået i dag. Og så mange hilsner til Bodil og jer fra jeres hengivne søn

Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

2. maj 1916. Sådan narrer man det franske artilleri

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat. Hans regiment lå ved Berry-au-Bac. Han tog hjem på orlov i påsken 1916 og kom retur til fronten den 1. maj sent om aftenen.

Hen paa Natten blev der kaldt. Man prøvede at faa mig vækket, men jeg rørte mig ikke, jeg lod, som jeg sov.

»Hvem er han der?« spurgte en eller anden.

»Ved det ikke; han kom i Nat. Lad ham ligge, han sover jo hårdt«.

Det passede mig godt …

Da de var borte, hentede jeg Kaffe ved Køkkenet og spiste Brød hjemmefra dertil. Saa gik jeg Op af Graven og plukkede en Del Lucerne, som var temmelig høj her. Den stoppede jeg ned i min Teltdug og havde således et nogenlunde Leje at ligge paa.

Da Kammeraterne kom hjem hen paa Morgenstunden, viste det sig, at der var en, der kunde tale Dansk.

Han var født i Sommersted og boede nu i Kiel. Man fortalte mig, at man nu lavede nogle Grave, 60 cm dybe, og at man rullede sort Pap ud i Bunden. Naar Flyverne kom over, saa de meget dybe ud.

Nogle Steder lagde de Træuld, og andre Steder stablede de Træ op i en Stabel, og denne Stabel var forbundet med en Snor og en Vinde, og naar saa det franske Artilleri opdagede Røgen fra disse  Træspaaner, troede de, at Graven var bemandet, hvorefter de skød efter den.

Træstabelen væltede, enten de ramte eller ikke.

Det var Arbejde med saadanne Drengestreger, der blev min fremtidige Bestilling, og dog var det et dødsens alvorligt Arbejde, for ufarligt var det jo ikke.

DSK-årbøger 1959

28. april 1916. Skærpet sikring af Tønder Zeppelinbase

Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Mod fremtidige fjendtlige flyverbesøg.

Der går i disse dage rygter om, at der har været engelske flyvere over Sild natten mellem 1. og 2. påskedag, og den omstændighed, at en tysk flyvemaskine blev transporteret ind til Tønder 2. påskedags morgen i havareret tilstand, satte yderligere rygterne i bevægelse.

Det er dog næppe andet end rygter – uden tilstrækkelig grundlag.

For øvrigt har der siden det mislykkede engelske flyvertogt mod Sild og luftskibshallerne ved Tønder d. 25. marts været udfoldet en livlig virksomhed for at give eventuelle lignende besøgende en varm modtagelse. På Sild er militæret således blevet forøget, og ved Skærbæk og Ballum skal anbringes artilleri, ligesom der er lagt militær på Rømø. Og for ikke at blive overrasket eller rettere for at kunne træffe de fornødne forholdsregler i tide også overfor fjendtlige luftbesøgende er der opført station for trådløs telegrafi ved Tønder, ligesom en station for gnist-telegrafering indrettes ved Skærbæk. I det hele taget sørger tyskerne med den sædvanlige fremsynethed for at have deres sager i orden for alle tilfældes skyld.

Ca. 75.000 krigsfanger

er for tiden anbragt inden for 9. Armékorps’ område.

Sukkerkort i Åbenrå Amt.

Der forestår indførelse af sukkerkort i Åbenrå Amt, hvorefter der fremtidig kun må udleveres ¾ kilo (1½ pund) sukker pr. måned til hver person.

 Mangel på mel i regeringsbyen.

Allerede før påske havde bagerne i byen Slesvig ikke mel, så at det i flere dage i hele byen næppe nok var muligt at opdrive et brød. I onsdags havde der efter forlydende enhver bager fået to sække groft rugmel, hvormed brødnøden nogenlunde turde være ophævet til månedens slutning.

11. april 1916. Luftangrebet på Nordfrisland

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Landsbrandkassen og staben ved flyverangreb.

I anledning af, at fjendtlige flyvere havde angrebet den nordfrisiske kyst, blev der hos den slesvig-holstenske Landsbrandskassen anmodet om oplysninger om, hvorvidt skade, der eventuelt forårsagedes på forsikrede bygninger ved bombekastning eller beskydning fra flyveres side var medindbefattet i forsikringen.

Herpå er der indløbet et benægtende svar fra Generaldirektør Wenneker.

4. marts 1916. Armeringssoldat ved Guignicourt og Berry-au-Bac

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat

Sammen med nogle Kammerater havde jeg haft Arbejde i en Skov i Nærheden af Laon, men blev saa flyttet til Guignicourt, en By ved Floden Aisne.

Vi laa oppe paa Loftet over en Stald. Taget var meget utæt, og vi frøs meget. Vi kom nemlig fra et meget godt Kvarter.

Her laa vi i otte Dage. I Byen var der et Soldaterhjem. Man raadede over hele tre Klaverer og meget andet til Tidsfordriv. Vi besøgte altid Soldaterhjemmet i vor Fritid. Her fandtes ogsaa en meget smuk Have med rindende Vand, som rislede ned over kunstfærdigt opsatte Sten. Engang havde her boet en Sangerinde fra Paris.

I Entreen var der anbragt store Spejle, der naaede fra Loft til Gulv. Man kunne se sig selv paa Ryggen. Havedøren og alle andre Døre var af Egetræ, og de var meget smukt forarbejdet.

En Dag faldt en Granat lige foran Døren: den blev gennemhullet, og Spejlene i Entreen ogsaa.

Byen var meget medtaget; men der var mange ubeskadigede Huse, og der fandtes endnu Civilbefolkning i Byen. Banegaarden blev af og til beskudt. Paa Byens store Kirkegaard blev mange af vore Kammerater begravet, navnlig Sachsere.

Det var det 12. Armekorps, som besatte dette Afsnit. En Morgen kom der Flyvere over og smed Bomber. De ramte Kirkegaarden, og der saa ikke godt ud bagefter.

DSK-årbøger 1959

26. maj 1915 – Ellen Jensen: “Jo, Verden er raa”

Ellen Jensen skriver om krigens gang til sin mand, journalist ved Flensborg Avis J.N. Jensen, og de hjemlige reaktioner på Østrig-Ungarns svar på den italienske krigserklæring.

“I Dag flager man, Venedig brænder – siges der. Jeg synes nærmest, at man kunde græde der over, det er meget trist. Den gamle fine By, med de mange Kunstskatte fra gamle Dage, at den skal ødelægges. Jo, Verden er raa. Nu gaar den nok ellers kraftig løs ved Arras. ”Vi” har nok lidt Nederlag der! Maaske er du ved at trække dig længere tilbage ved samme Lejlighed. Jeg har intet Brev haft fra dig siden Pinsedag, det var skreven om Torsdagen, altsaa otte Dage i Morgen. Men som du siger, det er jo rimeligt, hvis der nu bliver Afbrydelser i vor Forbindelse. Det var jo, havde jeg nær sagt, snart at ønske. Gid det dog kunde blive forbi til Efteraaret, jeg synes, at det var frygteligt med en Vinter til.”

12. januar 1915. Dagens Hejmdal: Faldne og sårede – og feltpost fra fronterne

Hejmdal

Faldne

Max Stein fra Sønderborg, der var Underofficer i Reserven, er falden under kampene den 9. September i Østafrika.
Musketer Joh. Kühl, Søn af handelsrejsende Kühl ved Firmaet Bog og Sønner i Løgumkloster, er falden ved Reims.

Saaret

Den 2. Januar er Johan Callesen fra Hanved bleven haardt saaret, medens han stod paa Post. Callesen havde ifølge “Fl.N.” kun været ved Fronten siden Slutningen af December.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hvor Nordslesvigere mødes. P. i Rusland den 5. Jan. 1915.

Kære Forældre og Søskende!

Jeg kan i Dag sende Jer den glædelige Meddelelse, at jeg i Aftes modtog den første Post her i Rusland. Det var den største Glæde i det nye Aar, der kunde times en her. Jeg modtog fra Jer tre Pakker, 2 Breve og 4 Aviser og et fra Anne, et fra Svoger Erik og et fra Kusine Maren. Det var for det meste fra November, men jeg var glad for at modtage det. Julepakken dages vel nok en gang.

Jeg er sund og rask, og har I end i den sidste Tid ikke hørt stort fra mig, kan I dog være rolige. Jeg har det forholdsvis ret godt. Kolonnen arbejder her meget. Hver eneste Dag kører den med Ammunition. Her paa Godset har jeg nu ligget i 14 Dage. Jeg er altid bleven tilbage med den store Smedevogn og de syge Heste. Undertiden bliver Kolonnen 3 Dage borte. Nu i Morgen er de igen taget afsted med Ammunition. Men det er bedre at blive her, endskønt der er meget at bestille, har jeg altid mit eget Natteleje; det kniber det med her. Vi har en nogenlunde Stald, og jeg har snuppet en lang Havrekasse, som jeg kan sove paa. Hvor lykkelig jeg er med den, kan jeg ikke beskrive for Jer. Halmen er det knapt med og Hø har jeg slet intet haft af til mine Heste. Det er slemt med Rotterne, og naar der saa tillige er Mangel på Halm, er det slet ikke saa nemt at faa sig et Leje. Ind i Hulerne tør man ikke vove sig for Utøjet, og det stinker næsten værre derinde end i Stalden.

Nej, det er ikke som i Frankrig. Her paa Godset er alt Korn og Halm borte, paa et lille Parti Byg nær, ca. 15 Læs, som vi nu i Morges har begyndt at tærske. Vi ligger 3 Kolonner her, og foruden til Hestene bliver der brugt meget Halm til de Saarede i Banevognene og til Krigslasarettet. Hver Hest faar daglig kun 7 Pund Havre, for det meste ikke andet. Engang imellem har vi kunnet erobre nogle Bygneg til dem, men det er nu snart forbi. I Frankrig gav det op til 24 Pund Havre til hver Hest og saa fandtes desuden det prægtige Lucernehø i alle Lader. Befolkningen behandler vi venligt.

Da jeg i Søndags gik alene (Colmorn skal for det meste følge Kolonnen) ude i Gaarden, kom der et Par venligt smilende Søstre fra “Røde Kors” mig i Møde og bød God Dag paa Modersmaalet. Hvor jeg blev overrasket! Den ene af Sygeplejerskerne var Frk. Ingeborg Danielsen fra Langetved, den anden Frk. Ellen Berg fra Vonsbæk. En Kammerat fra vor Kolonne er kommen paa Lasaret. Paa deres Forespørgsel om Nordslesvigere havde han fortalt om mig henne paa Godset. Og straks kom de spadserende. De kom med 5 Cigarer, en Pakke Cigaretter, en Pose med nordslesvigske Pebernødder, Smaakager, Skrivepapir og Tændstikker, alt udmærkede Ting for mig. Det var kærkommen, da jeg intet havde deraf.

Jeg blev saa indbudt til at besøge dem om Aftenen paa Lasarettet, hvad jeg gerne gjorde. Jeg gik derhen om Aftenen, og vi havde det hyggeligt i Køkkenet, hvor jeg først drak Chokolade, saa Kaffe og spiste Smørebrød til. Har jeg end haft drøje og haarde Dage, som jeg altid vil mindes, saa var denne Søndag noget saa herligt og rart, som jeg altid vil være glad for at tænke tilbage paa. Med nogle nye Numre af “Hjemdal” og en Julebog under Armen bragte de mig hjem igen til Godset. Paa Mandag skulde jeg komme igen, hvis Christian var kommen tilbage, skulde han komme med. Christian kom, og vi har været der baade Mandag og Tirsdag, og i Aften gaar det løs igen. Det letter paa Humøret, kan I tro: dejlig Te og Brød, maaske en ny “Hejmdal”, desuden har vi faaet et Par Strømper. Ja, de vil ogsaa vaske for os. I Aften faar vi maaske Lømmetrøklæder.

Vi har haft daarligt Vejr i denne Uge, Snestorm og Kulde, men vi gaar alligevel en lille Tur med dem om Aftenen, da de skal have frisk Luft efter deres anstrengende Arbejde. Paa Søndag skrev Frøken Danielsen og jeg et Kort til Onkel og Tante i Københoved. Hun er en god veninde af dem. jeg er glad for, at de er her, og I kan tro, vi kan nok holde Humøret oppe sammen. Nu mangler vi blot min gode Ven Sørensen, men han har det vidst godt i Frankrig. Han var en fortræffelig Landsmand. Jeg har skrevet til ham i Morges. Bare det snart kunde faa Ende, men det kan vare længe endnu. Forhaabentlig faar vi snart Post igen, saa vi kan høre lidt om, hvad I foretager Jer. Klokken er nu 2, og jeg skal ud at se, om Colmorn har Kartofterne færdig; vi vil stege dem til lidt Flæsk til Middag. I Dag er han blevet her. Vejret er godt i Dag. Det er rart for Kammeraterne; de har en lang Tur, som ellers tager 2 Dage.
Til Slut mange kærlige Hilsner til Jer Alle fra
Chr.

Naar Bomberne springer. “Flensborg Avis” bringer følgende Feltbrev, undertegnet “J”

En af de mest ophidsede Oplevelser under mit Ophold i C. havde jeg den 5. Oktober. Jeg staar paa Post foran Hovedbanegaarden, da der kommer en Flyver, som snart efterfølges af en anden, til Syne i Retningen efter Paris. Yderligere to Flyvere viser sig noget senere i andre Retninger. Af Maskinernes Form og af den store Højde, hvori de holder sig, ser vi snart, at det drejer sig om fjendtlige Flyvere. Disse havde allerede i Forvejen flere Gange gjort Forsøg paa at ødelægge Banegaardsanlæggene ved Bombekraft.

Vi rette snart vor Ild mod de store Fugle; der skydes frygtelig alle Vegne. Men Flyverne er meget højt oppe. Vi hører allerede paa nogen Afstand det uhyggelige dumpe Knald, naar en Bombe eksploderer. Maskinerne kredser uafladelig lige over Banegaarden, og snart springer igen en Bombe, denne Gang lige bag ved Perronen, men et øredøvende Brag, efterfulgt af et stærkt Lufttryk og mange Vinduesruder klirren. Et Øjeblik senere oplever vi det samme paany; men denne Gang synes Bomben at være slaaet ned direkte paa Perronen, thi denne er fuldstændig indhyllet i Røgskyer, og Glasskaarene fra fra de splintrede Ruder hagler ned om Ørerne paa mig, medes jeg uvilkaarlig synker i Knæ af det stærke Lufttryk.

Nogle Folk, der stod paa Perronen, fortrækker skyndsomt ind i Ventesalen.
Nu ser jeg, hvorledes en nu Bombe springer paa Gaden foran Banegaarden, som er besat med Vognkolonner. Atter stiger en uhyre Røgsky til Vejrs, og alt levende forsvinder fra det kritiske Sted.

Lidt efter ophører Skydningen, og Flyverne forsvinder i forskellige Retninger. Jeg undersøger nu nøjere den Skade, de Herrer Flyvere har voldt. Paa Sporet foran Perronen har en Bombe slaaet til Hul, som er ½ meter dybt og omtrent 1½ meter i Gennemsnit. Stykkerne er fløjne rundt i en Omkreds af omtrent 80 Meter, er gaaede igennem Jernbanevogne og endog gennem Jernbaneskinner. Alle Vinduesruder er knuste. En anden Bombe er slaaet gennem Taget paa en Godsvogn umiddelbart ved Perronen, men ikke gaaet igennem Bunden. Den synes ogsaa at have været noget mindre end den første. Nogle Splinter af den er fløjne ind i Banegaardsrestaurationen og har her, hvor der netop var dækket til Spisning, voldt temmelig stor Skade. Denne Bombe er imidlertid allerede sprungen paa Vogens Tag; thi i Vognens Dør sad en Saaret, der pludselig saa jeg noget ublidt trykket ned paa Jorden uden at blive ramt.

Den tredje Bombe, der vel ogsaa har været rette mod Banegaarden, er falden omtrent 300 Meter derfra, nemlig paa Gaden, og det midt i en Ammunitionskolonne. En Mand er her bleven dræbt, og nogle Personer, deriblandt ogsaa Civilister, er saarede. Desuden er seks Heste blevne dræbte; de ligger endnu paa Gaden og frembyder et rædsomt Billede.

Efter hvad jeg senere erfarer, har Flyverne endnu kastet to Bomber ned i Byen, hvorved nogle Soldater og Civilpersoner saaredes. En halv Times Tid senere vender to af flyverne atter tilbage og kaster paany over Banegaarden, igen livligt beskudt af os. Atter høres der frygtelige Brag fra en springende Bombe, og straks efter følger med kort Mellemrum to nye Eksplosioner, og det netop i den Del af Banegaarden, hvor der staar flere Tog med Ammunition. Sagen kunde derfor være bleven temmelig ubehagelig for os, hvis Flyverne havde sigtet noget bedre. Der skete kun ringe Skade.

Dette andet besøg varer ikke længe; snart er der igen roligere, Luften bliver ren. Foruden de nævnte Bomber er der kastet én, som er falden ned i en Automobilkolonne, men ikke er sprunget.

Jeg har senere set lidt nærmere paa denne Tingest. Form og Størrelse er omtent som vore Shrapnells: 25 Centimeter høje, med en Tænder paa Spidsen ( den var bleven bøjet paa dette projektil) og paa den anden Ende en lille Propeller, der skal bevirke at Bomben falder lodret ned. – Paa Banegaarden fandt jeg senere en Splint, og den tog jeg med som Minde. Naar man betragter de mange spidse Hjørner og Kanter, som findes paa Splinten, kan man gøre sig en Forestilling om, hvilke frygtelige Saar, den kan volde. Men hidtil er de ubehagelige Flyverbesøg ikke blevne gentagne, og jeg haaber, at vi ogsaa i Fremtiden maa blive skaanede for dem.

10. januar 1915. “Der ventes vist et større gennembrudsforsøg …” Kresten Andresen ankommet til Soisson

Jumencourt, Aisne den 10. januar 1915

Kære forældre!

Ja, nu er jeg kommet hertil. Vi blev pludselig afløst ude i skyt­tegraven, og skulde holde os marchberedt den næste dag klok­ken fire. Nogle sagde, hele første bataljon skulde væk for at være med til at danne et nyt regiment 256, som straks skulde dampe af til højre fløj; andre sagde, at vi skulde til Rusland, atter andre til England, og nogle var aldeles inde på, at vi skulde hjem igen til Slesvig og stå kystvagt på Sild. Nå, ingen af de mange paroler holdt stik. Vi er bleven tildelt III armékorps og ligger langt bag fronten, ca. tyve km fra Soissons, hvor der vist bliver ventet et større gennembrudsforsøg. Vi blev halet ud af sengen alias halmen, klokken godt tre i nat; klokken fem satte hele bataljonen, 1000 mand stærk sig i bevægelse, først kom vi til Noyon, der var endnu mørkt, og vi marcherede lige igennem; jeg så dog den gamle mægtige domkirke; den havde jeg stor lyst til at se indvendig; men det kunde man ikke tænke på. Vi slæbte os videre afsted med vort læs, som vejer sine 60 pund, skuffede over, at vi ikke skulde med toget derfra. Men vi måtte endnu ca. 10 km på den anden side. Dér gjorde vi holdt ved en lille by Ailly, hvor vi lejrede os på en græsmark, indtil vi omkring ved kl. 10 steg ind i toget og kørte løs. Vi kom gennem Chauny.

Det er en underlig egn. Oise er vidt og bredt gået over sine bredder; de snorlige høje trærækker står som groet op af et spejl. Her er dale og skovklædte højder. Vi kom igennem en lang kulørt tunnel. Da vi kom ud af den, syntes jeg, at solen strålede varmere. Højt oppe til venstre lå en mægtig, mægtig ruin; så vidt jeg ved, hedder den Coussy; jeg er uklar over, om det har været et slot med sine runde tårnbygninger eller et fæstnings­anlæg. Det tog sig så majestætisk ud, at jeg slet ikke kan glemme synet. Nedenfor i dalen var artillerister ved at grave en kanon ned i stilling. Batterierne bliver jo gravet helt ned under jorden, ellers bliver de straks opdagede af flyverne – ja, kære, hvad flyvemaskiner der er her; de snurrer uafladeligt, sommetider en fire-fem ad gangen; men i dag er himlen også blå, og solen skinner. Vi kørte så til Landricourt; derfra gik vi hertil, hvor jeg er blevet indlogeret i en hestestald; der er en alen gammelt møg; det blev os dog for meget, og vi har nu hentet frisk halm til at sprede ovenover – det hele må gå, som det bedst kan. – Det er altid en forandring at komme hen og se andre egne end altid det triste Lassigny; og her er jeg langt mere sikker end dér, da jeg her er så godt som uden for skudvidde. Hvor længe jeg bliver her, er der ingen der ved; men jeg kommer jo tilbage til regi­mentet igen; når der ingen brug er længere for os her. – Det glæder mig meget med Jens; det er da et lyspunkt i det hele. Jeg har skrevet til ham; men han har vist ikke fået mine breve. Det var en dejlig artikel af Budde Lund i Hovedstaden, jeg så den hos P. Østergård. Ja, gid man vidste på forhånd, hvad fremtiden vilde bringe – men ordningen er vel god, som den er.

Mange hilsener jeres søn Kresten

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

29. november 1914. “Franskmand, skyd ikke, her bor fredelige Folk!”

Feltpost fra Jens Christensen, dateret “i Løbegravene foran D. den 29.11. 1914.”

Om Natten falder der med faa minutters Mellemrum enkelte Skud, nogle høres fra det fjerne, andre fra ganske nært Hold. Det er Patrouiller, som ser, eller maaske mener at se noget mistænkeligt og saa forsøger, om Geværet endnu kan skyde. Det er næsten, som om man fra en Landsby hører en Klapjagt i en nærliggende Skov.

Der hersker nu mere Orden i alt, Geværerne bliver daglig renset og Uniformen holdt ved lige. I den nærmeste Landsby er der indrettet en Haandværksstue, hvor vore Skomagere, Skræddere og andre Haandværkere forretter, deres Arbejde, reparerer, forsyner Støvlerne, med Saaler og deslige. Ogsaa Kompagnibarberen træder igen i Funktion, barberer og klipper Haar.

Naar Vejret om Dagen er klart, og det ikke blæser alt for meget, kredser der altid en hel Del Flyvmaskiner i Luften, baade fjendtlige og af vore. Artilleriet ofrer da en Del Shrapnellskud paa dem, men opnaar kun sjældent et Resultat. Jeg har kun en Gang set en Flyver blive nedskudt, det var en fransk.

Vore Løbegrave faar nu mere og mere Udseende af en By, i Førstningen maatte der næppe tales, højt i denne, nu hænder det ofte, at en Del Kammerater, slutter, sig sammen og synger en Sang. Hvorfor ogsaa tage det saa tragisk, derved forværres Situationen kun. Forleden blev der raabt Hurra, da Budskabet om vor Flaades Sejr ved Chile naaede hertil. Franskmændene, har saa rimeligvis troet, at vi vilde storme, thi næppe var Hurraraabene hendøde, før der peb en Mængde Kugler hen over Løbegravene.

Vore “Villaer”,’ som vi ynder at kalde vore Hvilesteder, som er indgravet i Jorden, faar stadig et mere stueagtig Udseende. Paa Væggene opslaar vi Hylder, hvor de Ting ligger, som jævnligt bruges. I Døren ind til min Hule har en Glarmester indsat en Vindues-rude, hvilket har den Fordel, at Indgangen godt kan være lukket naar man læser eller skriver derinde.

Mange har deres Visitkort paa Døren, hvorpaa der ogsaa er skrevet Villaens Navn for at Kammeraterne lettere kan finde den paagældendes Opholdssted. Nogle har ogsaa opslaaet Plakater med allehaande humoristiske Stykker, saasom: “Folk med røde Bukser har ingen Adgang”, eller: “Franskmand, skyd ikke, her bor fredelige Folk!”

Mange har en Kakkelovn inde i „Stuen”, det vil sige Kakkelovn kan man næsten ikke, kalde Tingesten. Det er en lille firkantet Kasse af Blik, saadant tilrettelavet, saa der kan fyres paa den. Det gaar nu ogsaa kun godt, saa længe der er Forraad af Kul i de omliggende Byer, thi med Træ kan der ikke fyres for Røgens Skyld.

Vi kan i det hele taget ikke klage, vi som ligger her i Midten af Kamplinjen. I Førstningen blev vi haardt medtaget og led store Tab, medens vor Virksomhed nu kun strækker sig til at holde Vagt. Det kan dog-hurtigt forandre sig, maaske allerede i Dag, i Nat eller i Morgen, hvem ved.

Franske soldater i de karakteristiske røde bukser
Franske soldater i de karakteristiske røde bukser

20. november 1914. Sønderjysk pilot. Dansk undersåt udvist.

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst orienterede avis i Danmark om forholdene syd for Kongeåen

Spredte Notitser

En Søn af Redaktør Mathiesen er uddannet til Militærflyver paa den militære Flyveskole i München.

En Søn af Rigsdagsmand Hanssen-Nørremølle gør Tjeneste ved Vestfronten som ældste Underofficer

En Søn af den tidligere Amtsforstander i Rødding, den 18-årige Løjtnant Gerd Massow, har faaet tildelt Jernkorset.

En dansk Undersaat, Kusk Anders Nielsen, født i Stubberup 10. april 1836, er efter Landraadens Ordre udvist af Amtsforstanderen i Rumohrsgaard.

Tysk fly 07006F00278
Tysk fly i luften over Vestfronten

 

8. September 1914. Nyt fra Hejmdal: Engelsk ros til tysk krigsførelse.

Dagens nyt fra Hejmdal. Avisen stod under tysk censur og var forpligtet til at bringe meget officielt stof.

Engelsk Ros for den tyske Hær. Berlin, Tirsdag Efterm.

Det i London udkommende Tidsskrift “Nation” skriver, at saarede Soldater, der er hjemkommen fra Slagene omkring Maubeuge, er enige om, at det er ordentlig vanskeligt at tage Kampen op mod de vældige Masser af tysk Infanteri, mod deres fortrinlige Organisation og mod de svære Krupp’ske Kanoner.

“Daily Cronicle”’s Korrespondent har hørt af en Artillerist, at de tyske Flyvemaskiner udspejder de fjendtlige Batteriers Stilling nøje og at Tyskerne har stor Fordel deraf.

“Times” bekræfter dette og indrømmer, at de engelske Tab er store.

Engelsk Anerkendelse af tysk Krigsførelse. Berlin, 7. September.

“Berner Bund” bringer efter “Daily Mail” et Stemningsbillede fra Bryssel, hvor Tyskernes Optræden roses meget. Tyske Soldater betalte indtil 1. September alle Levnedsmidler kontant.

“Times” Korrespondent fortæller fra de sidste Kampe i Frankrig om de tyske Troppers uanede Hurtighed og Generalstabens nøje Orientering. Englands Tab var meget store. Den franske Generalstab havde undervurderet det tyske Fremstøds Kraft. Tyskerne var bleven opflammet til Heltegerninger ved de uophørlige Sejre.

Delvis Forbud mod Udførelse af Heste fra Danmark. Der er udstedt Forbud mod Udførelse af danske Heste, der er udtaget til Hæren i Henhold til Loven af 30. April 1913, eller om hvilke der foreligger Overenskomster med de beredne Afdelinger om Salg under visse Betingelser.

Toftlund, Tirsdag.

Falden i Belgien. Lærer Carl Ravnsgaard, Søn af Degn Ravnsgaard her i Byen, er omkring ved den 24. August falden ved Kampene i Belgien. Meddelelsen har vakt stor Deltagelse og Sorg baade blandt hans Paarørende og hans Elever. Da han var en afholdt og dygtig ung Lærer. Han tjente som Underofficer ved 84. Rgmt.

Høsten paa Toftlund-Egnen er nu omtrent fuldendt. Saa god en Høst, der er bleven saa godt bjærget som i Aar kan næppe mindes.

Nordslesvig, Tirsdag.

Fra Postvæsnet. Postpakker besørges nu igen til Danmark og de andre neutrale Lande.

Aviser til Soldaterne kan ikke sendes som Tryksager. Men de kan sendes i Brevform – indtil 50 Gr. frit, fra 50-200 Gram for 20 Pg.

Hejmdal

30. august 1914. Tyskerne tager mange fanger i øst og vest

Af Erik Ingemann Sørensen

Vestfronten

Tyskerne erobrer Lean og tager tusindvis af franske fanger.

1914-08-30 Franske fanger

1914-08-30 Tysk fly over Paris
Tyske fly smider bomber over Paris

For første gang flyver tyske fly over Paris og smider bomber ned. På dette tidspunkt kastes de med hånden. De forvolder dog ikke større skade.

Østfronten

Den russiske hærs sammenbrud efter slaget ved Tannenberg fortsætter. Antallet af krigsfanger vokser hele tiden, efterhånden som overgivelser lige frem kommer i bølger.

1914-08-30 Russere overgiver sig
Russiske soldater overgiver sig

Denne dag falder

den 32-årigeWehrmann Jes Peter Andersen, Bücken lazaret

den 21-årige Grenadier Theodor Paulsen, Colonfey, Frankrig

den ?-årige Henry Voss, Guise, Frankrig