Tag-arkiv: Flandernschlacht

Lydklip: Christian Andresen fortæller om kampene i Flandern

Christian Andresen fra Notmark på Als har fortalt om sine oplevelser i Det 3. slag om Ypres (Passchendaele) i efteråret 1917. Han var da i Infanteriregiment Nr. 211, 6. kompagni og blev indsat ved Moorslede og Zonnebeke.

Hør ham fortælle om artillerikampe og spærreild her:

Det er bemærkelsesværdigt, at han foretrækker at være infanterist frem for artillerist. Optagelsen er fra 1970’erne.

Han har også berettet om sine oplevelser i DSK’s årbøger 1969:

Omkring september blev vi afløst og kom tilbage, nærmere den tyske grænse, til St.Marcel, der ligger tæt ved slagmarkerne fra 1871. Her lavede vi feltøvelser i en fjortendages tid, hvorefter det gik til Flandern sidst på måneden som støddivision ud frabyen Moorslede.
Her tror jeg at have præsteret min hårdeste marchtur i hele min soldatertid, thi på grund af det langtrækkende engelske skyts kørte toget langtfra helt frem, så vimåtte gå fra klokken 2-3 om eftermiddagen til næste dags morgen ved 8-tiden. Da havde vinået det svære artilleris stilling, og vi fik her hvilnogle timer.
Ih, hvor vi sov!
Som sagt, vi blev benyttet som støddivision, og det gav ikke megen ro, thi englændernepressede på i dette afsnit. Målet for deres offensiv var nok ubådshavnene Ostende og Zeebrygge.
Især husker jeg den 4. oktober, da vi blev jaget gennem en spærreild af alle kalibre og maskingeværild, og det hele lå i en kvalm pulverrøg.
Ja, Flandern bliver ved at stå for en som noget af det uhyggeligste, man har været med til, og som man ikke ønsker at beskrive nærmere.
Vi led de største tab ved Zonebeeke vest for Moorslede. Men den tørngav »Kreuze«: Pour le merite til bataljonsføreren, Hauptmann Schauer, og mange E. K. anden klasse til en masse andre.
Den 9. oktober blev vi indsat længere mod nord ved Paschendale og Poelkapelle. Dervar spredt artilleriild, og vi gravede os ned med et par skridts afstand ved en grøn vej. Pludselig røg en granat ned mellem mig og vor sergent, så vi blev klemt inde og sad som i enfælde. Men Jes Kolmos og et par andre kammerater hjalp os fri.
Næste dag hed det igen:
Alle fremad igen. Men jeg havde rygsmerter fra hændelsen dagen før og meldte mig syg.
Jeg kom tilbage til Iseghem nær Roulers. Her blev jeg indlagt i en kirke sammen med andrelet skadede, og vi blev tilset af lægen to gange om ugen.
Han var forstående over for mig og skrev mig først ud, da divisionen blev afløst, et smukt træk, som jeg var ham meget taknemmelig for.
Fra kirken der husker jeg korbuen, som var malet i et bredt, blåt bånd, hvorpå vi læste følgende sarkastiske tese: »O, Flandernland, o Erde rot, du Mörder meiner Jugend«.
For resten meget træffende.

14. oktober 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om den britiske offensiv ved Passchendaele, der kører fast i mudderet; urolighederne i Rusland, hvor Trotskijs taler puster til den revolutionære glød og om den tyske invasion af øerne i Rigabugten: Operation Albion. Endelig handler det om kampene i Tysk Østafrika, hvor de tyske tropper tvinges på tilbagetog.

 

8. oktober 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Lawrence of Arabia og kampene i Mellemøsten og jernbanesabotagen mod den tyrkiske infrastruktur. I Flandern gør de britiske styrker store fremskridt ved Zonnebeke og Broodseinde. General Plumers “bite and hold”-taktik giver anledning til stor bekymring den tyske overkommando. Tyskerne forsøge at gå fra den nye, elastiske defensiv og tilbage til den gamle taktik før 1917 med stærke styrker i forreste linje. Men der var en grund til, at man var gået bort fra denne taktik: Den kostede forsvarerne dyrt i mænd. Den tyske overkommando var i vildrede med, hvad den skulle gøre. Og den britiske øverstkommanderende, Haig, sigtede nu efter at tage Passchendaele. Men vinteren nærmede sig, og regnen, der mirakuløst var udeblevet indtil nu, ville forvandle slagmarkerne til uigennemtrængeligt mudder.

Mod øst planlægger tyskerne angreb ved øerne ud for de baltiske lande.

 

2. september 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om urolighederne i Rusland – og mytterier i Sortehavsflåden – og den meget stille Kaukasusfront. Der er også nyt fra det franske angreb ved Verdun – og det britiske ved Passchendaele. Og italienerns 11. offensiv ved Isonzo er stadig i fuld gang. Og så forsøges det at bestikke Enver Pasha til at tage Det Osmanniske Rige ud af krigen. Til slut fortæller Indy Neidell den makabre historie om henrettelsen af en britisk desertør.

27. august 1917. Ved Ypres: Skudkadence: 150 granater à 50 kilo i timen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Den 27. august om natten gik vi ud i stillingen igen. Englænderne skød så voldsomt med svært artilleri denne morgen, at vi kunne svært komme hen til kanonerne.

Vi løb spredt over markerne. En granat slog ned ved siden af mig, den slog min karabiner i stykker og gennemhullede min frakke. Jeg beholdt remmen i hånden. Senere sendte jeg remmen hjem som erindring. Den er anbragt på karabiner 3899 i min samling.

Vi havde et par svære dage. Englænderne angreb ganske voldsomt, vi skød på en kort afstand ca. 3000 m., og kampen rasede i flere døgn uden at tage af i styrke og voldsomhed.

Den 27. august om natten nåede de hen til lige foran kanonerne, men vi holdt stillingen til om morgenen; da kom der forstærkning, det var en hel marinedivision, der blev sat ind; det var næsten, som om de kom op af jorden, sådan vrimlede det med soldater.

De gik straks over til angreb, og englænderne blev kastet tilbage til deres oprindelige stilling.

Det var en hård kamp, vi skød hele tiden alt det vi kunne, dvs. indtil 150 granater pr. time pr. Skyts.

Under sådan en kanonade kunne vi dårligt tale sammen, rørene blev ophedet, og der kunne blive ladebesværligheder, låsen kunne sidde fast, men så måtte man passe at smøre alle vegne. Der var 76 smørehuller at iagttage.

Det varede ikke længe, inden de sårede begyndte at komme. De kunne komme enkeltvis, flere sammen, i små flokke, to letsårede kunne støtte en hårdt såret, eller bære ham, eller slæbe ham, køre ham på en hjulbør, eller bære ham i teltdugen på en stang og så fremdeles. Jeg mindes, at der kom to og stillede sig op ved huset på hjørnet. Den ene viste os, hvorledes en kugle var trængt ind igennem patrontasken og to rammer patroner og ind og sad fast i uret. Han havde fået et skud i siden.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

21. august 1917. Ved Ypres: “Ude i Terrænet kunde vi høre nogen jamre sig, og disse Stakler jamrede sig i fire Dage uden at blive hjulpet.”

Adolf Nielsen fra Egernsund gjorde krigstjeneste ved IR91 og RIR465. Med det sidstnævnte regiment kom han til fronten ved Ypres i august 1917.

Den næste Dag skød Fjenden saa desperat ned til os, at man skulde tro, det ikke gik rigtig til; det gjorde det heller ikke, for de, der laa ved Siden af os, havde  Telefonforbindelse med deres egen Grav.

Da Mørket brød frem, forberedte vi os til al smide Fjenden tilbage. Vi krøb ud af Graven og langsomt hen mod Fjenden, da vi var en 10-15 Meter fra, sprang vi op, og i fuld Løb gik det mod Fjenden. Haandgranaterne begyndte at suse i Luften fra begge Sidder. Vi vilde flygte, men vor Kompagnifører raabte »Fremad«.

Og som han havde sagt dette, fik han en Haandgranat lige i Synet og faldt stendød, om.

Vi stormede fremad, men Fjenden var tapper. Ud maatte han dog.

Vi fik ingen Fanger. Fjenden forlod tre Døde paa Pladsen, medens vi havde 13 Døde og 25 Saarede.

En Mand fik skudt begge Ben af; han levede en god Time med store Smerter, men vi kunde ikke hjælpe ham, for de var skudt af helt oppe.

Ude i Terrænet kunde vi høre nogen jamre sig, og disse Stakler jamrede sig i fire Dage uden at blive hjulpet.

Fjenden havde altsaa ogsaa Saarede.

Jeg og en Mand til vilde hente dem, men Underofficererne sagde: »Bliv I her. Fjenden er ikke længere borte end vi.«

Og de fik Lov at ligge og havde sikkert en kvalfuld Død.

Adolf Nielsen: Fire Aar i Felten under den tyske Ørn. Oplevelser og Krigserindringer. 

16. august 1917. Modangreb ved Zonnebeke: “Englænderne stikker af og efterlader døde og sårede.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Den 16. august bryder frem – igen en dag, der for os hører til krigens uforglemmelige dage.

På én gang sætter trommeilden ind tidligt om morgenen. Jeg farer ud af søvnen, strammer mekanisk bælte og frakke og giver ordre ned gennem kompagniet: “giv agt, gør klar!” Jeg ved: nu drejer det sig om modangreb. Snart indtræffer ordren fra regimentet: “5., 6. og 9. kompagni går over Grotemolen frem mod Westhaus og generobrer den mistede stilling; Forbindelse: 5. kompagni.” – Jeg lader straks træde an.

Hen over højdedraget går det nu ned i lavningen. Et skrækkeligt terræn: sump, granathuller, brede grave, meget svært fremkommeligt. Zonnebeke forbliver til højre for os.

Vi får artilleriild; i løb går det fremad. Jeg ser mig omkring: jeg får det samme billede, som jeg så ofte har set, især i Polen: i deployeret skyttelinje går kompagniet frem, foran går gruppe- og delingsførere; det hele er som støbt. En følelse af stolthed fylder mit bryst, stolthed over mit kære, tapre 5. kompagni; enhver ved, at det bliver en tung dag, men enhver er også fyldt med en jernvilje til at gøre sin pligt; den gamle Mansteiner ånd lever endnu i os. –

Over højen foran os ligger der tung ild. Inde i mig stiger bekymringen for, hvordan jeg skal få kompagniet igennem; jeg ytrer mine betænkeligheder for Vizefeldwebel Wellmann. Han svarer: “Vi skal bare igennem, hr. løjtnant!” – og vi går igennem, – vi kommer direkte mod Westhaus.

Foran mineindgangen står kaptajn Hofmeister og vinker til mig. Jeg lader kompagniet få en åndepause og løber hen til kaptajn Hofmeister. Han stråler af glæde: “Jeg vidste det da, at I ikke ville lade os i stikken”, og ryster min hånd.

Hans situation er heller ikke misundelsesværdig. Den forreste linje og Wilhelm-stillingen foran ham er besat af fjenden; knap 100 meter foran ham ligger englænderne.

Bataljonskommandostationen har kun et maskingevær til forsvar; fra venstre er 90erne ved at storme, men foran ham er der en åbning; dér skal vi ind. –

Og fremad går det igen. En rasende maskingevær- og geværild modtager os. Vi går i stilling og åbner en livlig ild. Jeg mærker, at fjenden begynder at vakle og lader kommandere: “Om lidt går det fremad til storm!” og straks efter : “Op og afsted! March! March!”

En blændende storm: en lang, sammenhængende linje springer frem – ind i Wilhelm-stillingen. Englænderne stikker af og efterlader døde og sårede.

Vi har skam også tab. Vizefeldwebel Wellmann  kommer krybende langs med skyttelinjen og beretter om hårde tab; Storm, en ganske fortræffelig underofficer, der fra begyndelsen har stået i kompagniet og først for få uger siden som den første underofficer i kompagniet har fået Jernkorset af 1. kl., er faldet; det var et hårdt slag for mig. –

Men vi må videre. Uopholdelig driver vi englænderne foran os, men foran Haanebek må vi blive liggende. Det fjendtlige artilleri har skudt sig ind på denne linje og overdænget os med ild. Angrebet går i stå; men vi har også klaret et godt stykke. – Vi er nu på samme højde som linjen til højre for banedæmningen.

Også dér havde fjenden angrebet, men foran 8.kompagni var hans angreb takket være Vizefeldwebel Hegermanns energiske indgriben gået i stå. Hegermann, en tavs men ubetinget pålidelig og åndsnærværende soldat, havde, som jeg senere hørte, lige i rette tid bragt et maskingevær i stilling på sit betondækningsrum og således opholdt angrebet.

Langsomt rinder timerne. Alt for langsomt følger solen sin bane. Endelig bliver det aften. Kanonlarmen bliver efterhånden svagere. Jeg hører om yderligere tab i kompagniet; de gør mig ondt allesammen, mest vor kære, tapre Wellmanns død; ingen ved, hvor og hvordan han er faldet. – 

Mod midnat falder kun nogle enkelte granater i terrænet; én slår ned tæt foran mig; for første gang såres jeg af et stykke fjendtligt jern; den granat, der sårer mig, rammer de to nærved liggende Unteroffiziere Kaad og Hoffmann, af hvilke den sidstnævnte senere dør af sine sår. –

Jeg humper ud af kamplinjen, efter at løjtnant af reserven Sebald har fået kommandoen over kompagniet, og når efter timelang, forgæves søgning en forbindingsplads. I infirmeri-behandling i Moorslede afventer jeg kompagniet, som indtræffer den 19. august.-

Flandernslaget er for os slut; vi trænger til hvile og ny opfyldning.      

Af Regiment 84’s historie

13. august 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det igen navnlig om Det tredje slag om Ypres (Passchendaele), som tyskerne kalder Flandernschlacht, hvor mudderet vanskeliggør kamphandlingerne. Men også på Østfronten er der bevægelse: von Mackensens tyske armé rykker frem i Rumænien og krydser Suritsa-floden. På samme front rykker centralmagterne frem ved Oituz. Længe nordpå på Østfronten går russerne derimod til angreb, men bliver stoppet med store tab. På den russiske hjemmefront vejrer bolsjevikkerne morgenluft. Og så handler det om de britiske eksperimenter med hangarskibet HMS Furious – (der i 1918 skulle spille en afgørende rolle i angrebet på Zeppelinbasen i Tønder).

11. august 1917. “Krig lærer én kammeratskab.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Den 11.august forløber forholdsvis roligt. Vi er meget sultne og derfor meget glade, da Jacobsen med sin enhed bringer os mad efter mørkets frembrud.

Men 6. kompagnis forsyningsenhed kan heller ikke denne nat komme frem; vi deler med 6. kompagni, skønt det bliver noget knapt; men krig lærer én kammeratskab. –

Først sent om natten kan vi bryde op; vi må skynde os, fordi dagen snart bryder frem. Langs banedæmningen  fører jeg kompagniet over Zonnebeke tilbage ind i Flandern-stillingen.

Af Regiment 84’s historie

11. august 1917. “Krigen havde udviklet sig til det værre, siden jeg var ved Verdun.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten til bataljon 407.

Den 11. august var jeg med i ildstillingen. Jeg var ikke glad for det. Aftenen i forvejen blev jeg tildelt 4 Geschütz som kanoner 1, altså jeg skulle være aftrækningskanoner (Abzugskanonier).

Jeg sov ikke meget om natten, jeg læste i mit Testamente, bad til Gud om han ville beskærme mig, imens kunne man høre den evindelige kanontorden, der lyder mindst lige så frygtelig på en 20 kilometers afstand som når man befinder sig midt i den.

Det hele var jo ganske nyt, og krigen havde udviklet sig til det værre, siden jeg var ved Verdun.  Således fik vi nu stålhjelm, gaskrigene var mere almindelig.

Vi blev vækket kl. 2 om natten, fik kaffe, spiste, tog bagagen op, denne bestod af Sturmgepäck dvs. karabiner, patroner, brødtaske, mantel, kogespand, gasmaske, stålhjelm og evt. et tæppe (om vinteren). Vi trådte an, blev endnu en gang nøje inddelt og så kunne vi stige til vogns.

Der blev 4 heste spændt for hver af de to store høstvogne, som batteriet havde kapret et eller andet sted. Officererne red på deres heste, og disse vogne kørte os så et godt stykke på vejen sådan, at vi havde kun 5-6-7 kilometer at gå efter som beskydningen var i øjeblikket. Vejene kunne til tider være så voldsom under ild, at vi måtte gå det meste af vejen, så gik vi tværs over markerne i
gåserække.

Vi kørte så cirka 1½ time, stod af vognene og marcherede en lille time.

Da vi kom til stillingen, var de i fuld gang med skydningen. Vi lagde vor oppakning, overtog kanonerne og fortsatte den givne kommando. De gamle spurgte kort, om de havde haft tab – døde og sårede – det hele tog kun nogle få minutter, mandskabet fra den gamle besætning forsvandt, og vi fortsatte skydningen.

4 kanoner spyede ild, og granaterne gik over til englænderne i og omkring Ypern.

Jeg var som før nævnt kanoner 1. Mit arbejde under skydningen var: På kommando ”4. Geschütz Feuer!” trak jeg af.

Men lød kommandoen: 4. Geschütz 50 skud – eller 100 skud eller 150 skud, så trak jeg af, når vi var færdig.

Når skuddet var faldet, bragte jeg ved hjælp af en mekanisme røret i vandret plan (Røret på en Felthaubitze peget næsten lige i vejret ved skydningen på store afstande) med højre hånd åbnede jeg låsen, og fangede med venstre hånd den udflyvende ”Kartuschhylse” – krudtpatronen. Denne kastede jeg hen til siden.

Imens havde kanoner 5 puttet en ny granat ind i løbet og sammen med kanoner 3 presset denne ved hjælp af en svær stang godt ind i løbet. Kanoner 4 bragte mig en ny Kartusche, denne satte jeg bag ved granaten, lukkede låsen, brage atter røret i skydestilling, trak af og så den samme fremgangsmåde igen.

Alt imens kunne kanoner 2 uhindret sigte og bringe den ind i den nøjagtige stilling ved hjælp af sigteindretningen. (Teilscheibe, Nonins und Kreuzvage).

Hvorledes sigtningen foregik ved nat og dag, direkte og indirekte ville være for vidtløftig at komme ind på her, tilmed er hele fremgangsmåden kun forståeligt for kanonerer. Vor kanontype var “Schwere Felthaubitze 1913 mit verlangertem Rohr”. De havde 8 detailladninger og kunne skyde 9000 m.

Granaterne vejede ca. 50 kg og kostede før krigen 100 Mark pr. skud

Bataljonens oprindelse

Bataljon 407 blev sammenstillet i foråret 1917 i Køln. Mandskabet bestod af en del ældre kanonerer og underofficerer, der var kommet nede fra Tyrkiet, hvor de havde ligget ved et par batterier, der bevogtede Dardanellerstrædet. Resten var ungt mandskab omkring ved 19-20 år.

Efterhånden kom der flere og flere ældre til. Batteriet rykkede ud fra Køln og kom med i offensiven ved Arras og Duai 1917; i juni kom det til Flandern, og her stødte jeg til det den 9. august 1917.

Den 31 juli havde de haft en vældig batalje, med svære tab af mandskab og heste. Bataillonet havde 3 batterier a 4 Skütz (4 kanoner).

I. bat. havde Feldhaubitz 1913 II. bat. havde 10 cm. langrøret kanoner III. bat. havde 21 cm. Mørsere af nyeste type.
Bataillonet var ifølge det Skütz et stærkt bataillon og et moderne batl, hvilket bevirkede, at det blev indsat, hvor kampen rasede hårdest.

Se foregående afsnit her

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

10. august 1917. Nærkontakt med englænderne: “Vi hører, hvordan de foran os genlader geværerne; Kuglerne fløjter os om ørerne.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Fra dag til dag forstærkes artilleriilden. Vi har den følelse, at noget er under forberedelse. Den 10.august kommer der regulær trommeild.

Englænderen angriber, men os trænger han ikke frem til; vi ved ikke, hvordan det står til forude.

Om eftermiddagen kommer der melding om, at fjenden har løbet den venstre fløj af regimentet over ende. To delinger fra 7. kompagni bliver sendt frem, kommer imidlertid ud for så stærk artilleriild, at de må vende om.

Snart efter kommer der en ordonnans fra K.T.K. [1] kaptajn Hofmeister, som vi er underlagt: 5. og 6. kompagni træder straks an til modangreb!

Desværre indeholder ordren slet ingen angivelser af situationen derude foran og af angrebsmålet. – 2. og 3. deling får gennem min ordonnans ordre til at træde an til modangreb, så snart de ser 1. deling træde an. 6. kompagni til venstre for 5. træder ligeledes an, så snart 5. kompagni sætter i march. I løb iler jeg sammen med min ordonnans, korporal Julius Hansen, til banedæmningen for at alarmere 1. deling. Her i de sikre dækningsrum aner man intet om, hvad der sker ude foran.

Men den fortræffelige fører, Vizefeldwebel Wellmann, fatter straks situationen;  i løbet af et øjeblik er delingen marchklar. Vi træder an.

Terrænet umiddelbart til venstre for banedæmningen er et uigennemtrængeligt sumpterræn. I enkelt kolonne går det langs med banedæmningen, der byder god beskyttelse  mod indseende fra halvhøjre, over Haanebek-bækken. Jeg spørger posten foran et betonhus, hvor den forreste linje er, han peger ud foran på et sønderskudt hus; dér er den venstre fløj af det forreste kompagni.

Jeg får delingen deployeret og løber med Wellmann og ordonnanserne forud mod huset.

En meget lavtgående flyver beskyder os med sit maskingevær uden at træffe.

Vi er 10-15 meter foran husets murrester, da der pludselig falder en salve: jeg er som forstenet; 3 ordonnanser ligger ramt på jorden, 2 af dem er død, deriblandt min kære, tro ordonnans Julius Hansen, én ligger med maveskud, på mig går der et skud gennem stålhjelmen kun få millimeter over den højre tinding, og ud bagtil; den fremkomne splint rammer Wellmann i hovedet og sårer ham i tindingen.

– “Det er jo englændere!” råber Wejjmann.

– “Ja, det mærker man”, svarer jeg.

Nu bare væk i en fart! Vi hører, hvordan de foran os genlader geværerne; Kuglerne fløjter os om ørerne.

Til venstre for os løber en grav; vi springer ned i den og kryber på maven tilbage: Wellmann, som jeg først forbinder, en ordonnans,  hvis navn jeg desværre har glemt, og jeg – de eneste, der er blevet tilbage.

I mellemtiden er 1. deling kommet op på højde med os og har taget stilling  bag en hæk. Her bliver vi liggende. Også de  andre to delinger er ankommet, ikke uden tab, deriblandt Vizefeldwebel Kehlet og Unteroffizier Eistermann, begge udmærket prøvede førere; de er ikke hårdt såret, men er nødt til at udgå; det gør ondt i hjertet på mig, da jeg rækker dem hånden til afsked.

Natten falder på. Jeg inddeler kompagniet på ny og søger forbindelse med 6. kompagni. Løjtnant af reserven Saucke, den efter mange kampe erfarne fører for 6. kompagni, som man altid i kamp kunne forlade sig på, er der ikke – han  er under fremrykningen blevet skadet af en granat – men hans kompagni er der.

Mellem 6. kompagni og os, 5. kompagni, havde der i år og dag eksisteret et trofast våbenbroderskab. Hvor ofte har vi ikke i Polen hjulpet hinanden! Hvor ofte har det ene kompagni ikke fordelt sig i det andet og sammen kastet fjenden tilbage! – Nu lå vi igen side om side.

Kompagniet har ingen officerer mere, men jeg træffer to underofficerer, der meget villigt støtter mig i mine beslutninger; desværre har jeg glemt deres navne.

Vi lægger kompagniet, som er stormet for langt frem, længere tilbage og bringer det på linje med 5. kompagni samt regimentet til venstre for os – længselsfuldt venter vi på vor forsyningsenhed – men denne nat får vi ikke noget at spise!

Senere erfarer jeg årsagen: føreren af enheden, Vizefeldwebel Jacobsen, formoder, at vi endnu er i Wilhelm-stillingen; da han ikke finder os dér, går han sammen med en anden alene frem i håbet om at støde på os et eller andet sted ude foran. Men det kommer helt anderledes. De er kommet over Haanebek og strejfer om i terrænet.

Derved sker det, at Jacobsen springer ned i et granathul, i hvilket der ligger en maskingeværbesætning, men engelsk! Knap ser Tommy’erne “the German”, før de forskrækket træder til side og rækker hænderne i vejret. Men da de ser, at der kun er én, fatter de sig hurtigt igen og afvæbner nu tyskeren. Ved tegn gør de Jacobsen forståelig, at han skal gå bagud, men giver ham ingen ledsager med. 

Men næppe er Jacobsen kommet ud af deres synsfelt, før han går i en stor bue og vender velbeholden tilbage til sine folk i Wilhelm-stillimgen. Men til at bringe mad ud, er det nu for sent.

[1] “Kampftruppenkommandeur”, leder af stormtropoperationer fra en særlig kommandostation.

Af Regiment 84’s historie

6. august 1917. Ved Ypres: “Jernstumper, jordklumper, sten, betonklodser hvirvler gennem luften.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Stadig tættere falder granaterne omkring os; vi kaster os ned, og vi springer fremad. Endelig når vi venstre fløj af det kompagni, vi skal afløse.

3. deling bliver her tilbage; bitte små dækningsrum og granathuller er, hvad  der er til dem.

Videre går det et godt stykke. I et betonhus, hvor grundvandet står højt, bliver 2. deling.

En sammenhængende linje findes der ikke. Den enhed, der skal afløses, er til dels allerede rykket ud. Tæt tåge ligger over jorden; man kan ikke orientere sig. Endelig finder vi det dækningsrum, hvor jeg og mine ordonnanser og en gruppe skal være.

Men 1. deling skal først være bragt på plads. Jeg beder indstændigt vor fører om nu at føre os derhen – men han indrømmer, at han ikke ved, hvor vi er. En skrækkelig situation!

Man kan ikke se 5 skridt frem for sig. Jernstumper, jordklumper, sten, betonklodser hvirvler gennem luften. Efter endeløs søgen finder vi indgangen til en minegang under banedæmningen Roulers-Ypern; her er der lavt, trykkende, fugtigt, men temmelig bombesikkert.

Sanitetsfolkene og maskingeværskytterne mukker over, at de ikke kan beholde stedet selv, men 1. deling skal altså med ind. – Efter lang flakken omkring finder jeg mit dækningsrum igen.

I mellemtiden er morgenen den 6. august brudt frem. Med optrukne ben og stive lemmer sidder vi og venter – og venter – på hvad?

Tidligere gik det fremad med frisk gå-på-mod; nu er krigen blevet til en materiale-kamp, et artillerislag. Den ene time går efter den anden, den ene dag efter den anden. Først når tusmørket sænker sig, løsnes den trykkende resignation.

Jeg inspicerer kompagniafsnittet, jeg besøger delingerne, tager imod meldinger om, hvad der er sket i løbet af dagen, om sundhedstilstanden, om sårede o.s.v. I løbet af natten indtræffer transportenheden: udsøgte, uforfærdede folk; de har en hård tjeneste, tungt belæsset med jerndragere, levnedsmidler, håndgranater må de ofte passere spærreild-zonen, men hos os er de altid velkomne.

Af Regiment 84’s historie

5. august 1917. C.J. Beuck: “Sump, morads, vand – det er Flandern!”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Om aftenen den 4. august bliver regimentet afsendt fra banegården i Rumbeke. Toget kører over Roulers til Vierkavenhoek, vi er tæt på kampzonen. Efter en timelang march indtræffer vor bataljon i “Flandernstillingen”, tredje kamplinje. Kun let udgravede skyttegrave strækker sig over højdedraget.

Vi  mærker snart, at vi er kommet til et hovedkampafsnit af fronten, uafladeligt skyder kanonerne, der hersker en livlig flyveraktivitet.

Vi hører om de foregående dages kampe. Efter at englænderne den 31. juli har løbet vor 1. linje over ende i buen omkring Ypern, ligger vore enheder ude foran i sej kamp i granathuller og beton-dækningsrum. Sump, morads, vand – det er Flandern.

Vi mærker, at det ikke er lette dage, vi står foran. Men vi er jo ild-prøvet og – vi er vant til at gøre vor pligt; vi vil også gøre det denne gang. –

Allerede om aftenen skal vi i 2. stilling, “Wilhelm-stillingen”. Det er en opmarch, som vi er vant til fra høj 304 og høj 100 [ved Verdun, hvor regimentet tidligere lå, RR]; I enkeltkolonne går det fremad ad en fodsti, der slynger sig mellem granathullerne.

Kun få ord bliver vekslet. De uopholdelige lyskugler, der hvisler på vej op og langsomt  synker igen, oplyser vor vej; man hører kun læderets knirken, skanseredskabernes klapren, gasmaskens slasken og den uhyggelige torden fra utallige kanoner.

Jeg går som så ofte før i spidsen af mit kompagni, idet jeg følger efter den stedkendte fører fra 94erne, som vi skal afløse.

Endelig rager et lille betonhus ud af mørket. En stemme råber os imøde: “Er det 5. kompagni?” “Javel, hr. kaptajn.” Det er vor bataljonsfører, kaptajn Soltau. Jeg lader holde et kort hvil. Hastigt flyver ordene frem og tilbage – intet overflødigt, kun det nødvendige, saglige bliver sagt.

Kaptajn Soltau fortæller mig, at løjtnant Nissen, føreren af vor 1. deling, der skulle overtage det nye kompagniafsnit, er faldet – det går mig meget på! Allerede en død, før vi overhovedet er i stilling. –

Så følger meddelelse om situationen foran fjenden, til sidst nogle opmuntrende ord om at skulle være på vagt og holde ud, et fast håndtryk og: “Alt godt for jer derude foran!” – så går det ellers fremad igen.

Jeg tænker, at her skal det nok være tilladt med et par ord om kaptajn Soltau. I erindring for alle dem – officerer, underofficerer og manndskab – som har stået under kaptajn Soltau i II bataljon, vil han leve videre som typen på en ægte tysk officer. Han var helt igennem soldat, uselvisk, uforfærdet og med en ubestikkelig retfærdighedsfølelse; altid besjælet af viljen til at nedkæmpe fjenden under hensyntagen til mest muligt at skåne egne tropper; gennemsyret af den strengeste samvittighedsfuldhed og jernhård pligtfølelse krævede han meget af os, men skånede ikke sig selv.

Det, som forlenede hans ordrer med det rette eftertryk, var hans personlige eksempel. Jeg erindrer ikke nogensinde at have bemærket et tegn på frygt eller svaghed hos ham. Tanken om selv at sidde i et bombesikkert dækningsrum, mens hans bataljon lå under svær ild, var utålelig for ham. Vi kunne være helt sikker på, at han, så snart det var ham muligt, , kom ud foran for at inspicere stillingen og personligt overbevise sig om, hvordan det gik os.

Vi stolede ubetinget på hans føring. – Således gik vi også den nat i en stilling, der knap kunne kaldes stilling, i den faste overbevisning, at han ville gøre sit for at lette opgaven for os.

Af Regiment 84’s historie

4. august 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Det tredje slag om Ypres (Passchendaele), som tyskerne kalder Flandernschlacht. Næsten en halv million briter og franskmænd gik til angreb på de tyske stillinger og gjorde i begyndelsen gode fremskridt – men regnen og mudderet satte snart en stopper for den videre fremrykning. Hjemme i Tyskland udbryder der mytteri på krydseren SMS Prinzregent Luitpold. Også i den russiske hær hørte mytterier og lydighedsnægtelse til dagens orden. Alligevel gjorde den russisk-rumænske offensiv ind i det besatte Rumænien fremskridt.

3. august 1917. Regiment 84 til Flandern: “Det flamske lyder jo som vor plattyske dialekt”

C. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.

Mens vort regiment i de varme sommermåneder 1917 lå i skyttegraven i Champagne voran St. Marie-à-Py, gentog sig næsten daglig i de sidste uger af juli meldingen fra den øverste hærledelse: “Over vore stillinger i Flandern ligger der heftig trommeild.”

Da nu det i nogen tid verserende rygte om snarlig afløsning blev til virkelighed, sagde vor flerårige erfaring, efter hvilken vi altid var dér, hvor det fik hedest til, at det nu nok skulle gå til Flandern; vort håb om igen engang at komme til Rusland, som vi havde næret siden vor offensiv i sommeren 1915, blev ikke opfyldt.

Efter nogle dages hvil i egnen omkring Charleville, stod II bataljon den 2. august om aftenen rejseklar på godsbanegårdens rampe i nævnte by. Over Hirson, Avesnes, Mons, som vi den 23. august 1914 havde hjulpet med til at erobre, gik det ind i Flandern. “Iseghem” – sådan står der skrevet med store bogstaver på den banegård, foran hvilken vi sent om eftermiddagen den næste dag gør holdt.

Vi stiger ud og strækker de stive lemmer. Efter et længere hvil bliver der trådt an.

Gennem den mørke nat marcherer vi ad en fortræffelig vej til Abeele; her bliver drejet af til venstre; II bataljon kommer i kvarter i Ouckene, I og III bataljon i Rumbeke. –

Velgørende, næsten hjerteligt er civilbefolkningens modtagelse; vi bliver optaget som var vi landsmænd; dertil kommer, at man forstår hinanden godt; det flamske lyder jo som vor plattyske dialekt. –

Vi kan ikke forbavses nok over landets  frugtbarhed; ikke en plet er udyrket. Befolkningen er uhyre flittig, nøjsom og solid. Alle forbavses over husmødrenes renlighed; forstue og køkken, der har flisegulv, bliver vasket og skrubbet to gange dagligt – det var næsten for meget for os!

Af Regiment 84’s historie