Tag-arkiv: Flandern

10. oktober 1917 – Martin Kümmel: “Herren er jo den samme her som der”

Martin Kümmel fra Bedsted gjorde tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 464, der 9.-10. oktober 1917 ankom til Flandern. Herfra skrev han til pastor Nic. C. Nielsen, som i 1912 havde konfirmeret ham.

Belgien
10.10.17

Min kjäre Herr Pastor!
Da jeg nu i lang Tid ikke har hört fra dem vill jeg skrive dem et paar Ord. Wie er jo nu flüttet og er komen af Belgien Flandern som Noddivision. Wie liegger bag Fronten og naar Engländer griber an og bregge igennem saa skal wie hen at smide ham ud, ja det bliever nok noget andet end der [h]vor wie var för, men Herren er jo den samme her som der, blot wie vill holde os til ham saa vill han heller ikke slibbe os.Det er godt at man har en Frelser som man kan stole paa alt andet det svigter, man kan gaa alt frejdig i möde, der sker os ikke noget uden hans Vilje.

Peter Geil liegge ogsaa her, men jeg har end nu ikke talt [med] ham, han har det jo ellers godt og er sund og rask. Gud ske tak at jeg have troende Kamerater som man kann tale med Guds Ord om, det er ogsaa mere her i vor Kompagni som har troende Voräldre men omvender dem det gjör die dog ikke, men die viede dog at det er det rette.

Mon ikke Fredens Time ikke snart mone oprinde, lader os vente til Herrens Time er komen han viede vor det er best og guanligt for os. Jeg vill nu slutte denne gang, alt er ogsaa ved det gamle derhjeme jeg vill nu over at tale med Peter Geil. Slutter nu denne gang

Guds Fred og en Venlig Hilsen fra din Ven og Broder Martin

(P116, Arkivet ved Dansk Central Bibliotek for Sydslesvig)

8. oktober 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om Lawrence of Arabia og kampene i Mellemøsten og jernbanesabotagen mod den tyrkiske infrastruktur. I Flandern gør de britiske styrker store fremskridt ved Zonnebeke og Broodseinde. General Plumers “bite and hold”-taktik giver anledning til stor bekymring den tyske overkommando. Tyskerne forsøge at gå fra den nye, elastiske defensiv og tilbage til den gamle taktik før 1917 med stærke styrker i forreste linje. Men der var en grund til, at man var gået bort fra denne taktik: Den kostede forsvarerne dyrt i mænd. Den tyske overkommando var i vildrede med, hvad den skulle gøre. Og den britiske øverstkommanderende, Haig, sigtede nu efter at tage Passchendaele. Men vinteren nærmede sig, og regnen, der mirakuløst var udeblevet indtil nu, ville forvandle slagmarkerne til uigennemtrængeligt mudder.

Mod øst planlægger tyskerne angreb ved øerne ud for de baltiske lande.

 

17. september 1917. Regiment 86 ankommer til fronten i Flandern

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Regimentet skulle i tiden fra 15.-18. september afløse reserveinfanteriregiment 119 ved Houthulster skoven. Det hørte nu under 4. armé.

Bataljonerne blev lastet i rækkefølgen III, II, I i Steenbrügge og steg ud i St. Joseph. Så afløste de i samme rækkefølge først hvilebataljonen, så beredskabsbataljonen og endelig frontbataljonen af det nævnte regiment.

I natten fra den 17.- 18. september var afløsningen tilendebragt. Den forløb glat til trods for livlig spredt ild dybt ind i baglandet.

Opmarchvejen førte gennem Houthulster-skoven. I mange hærberetninger havde den allerede været nævnt, og til dens navn var knyttet samme uudtalte gru som tidligere til eventyrenes forheksede skove. ”Houthulster-skoven er ensbetydende med ødelagte skovstumper, brækkede grene, styrtende træer og stumper uden rod, med højt sprøjtende slamvand, vandfyldte kratere, betyder røg, os, helvedesild og giftgas”, således hedder det i regimentshistorien for naboregimentet 85.

Denne skov ville i løbet af kort tid være blevet ufremkommelig, hvis ikke dertil udkommanderede grupper bestandigt holdt veje og brandbælter fri. Talrige æreskirkegårde mindede en om tidligere kampe. Nu bekymrede granaterne sig ikke om de dødes ro.

Regimentet lå på højre fløj af indbrudsstedet, blev altså mindre stærkt ramt af hovedfremstødet og kunne gribe flankerende ind. Til højre var 119. division, til venstre regimenterne 31 og 85 sat ind; så kom 208. division.

Terrænet ved fronten var næsten helt fladt, kun brudt af nogle træstumper og forrevne trægrupper. Foran fronten strakte sig engarealer, og derigennem løb Steen-bækken, 1½ – 2 meter dyb. Bækkens løb var fuldstændig udvisket af granatild, hele området var forvandlet til et vandfyldt kraterlandskab. Omvendt havde de svære granater også skabt vadesteder i bækken.

Til angreb var det et ugunstigt terræn. Tanks var her udelukket.

Bag ved Steenbækkens engdrag lå kompagnierne, på den højre halvdel i kraterterrænet, på den venstre bag en stærkt sammenskudt jordvold. Grundvandet tillod ikke nogen dækningsrum her. Beskyttelse mod artilleri fik man ved en række betonklodser bag stillingen. De blev så vidt muligt kamoufleret, d.v.s. overtrukket med grenværk for at gøre dem mindre synlige.

Regimentet lå dybt echelonneret. Den forreste bataljon havde tre kompagnier i front, et i reserve. En kilometer bag fronten lå beredskabssbataljonen, ligeledes echelonneret. Hvilebataljonen var anbragt i Mispelareik.

Regimentsstaben logerede i en betonklods i Houthulster skoven. Lige som ved Ancre så blev også her fjerde-delingerne udskilt til at bære mad og materiel.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

25. august 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om det 11. slag om Isonzo , hvor italienerne mister en gylden chance for gennembrud. Ved Verdun generobrer Frankrig nogle af de områder, der var gået tabt i 1916, herunder Højde 304 og Mort Homme (“Det tote Mann”). Længere mod nord raser Det tredje slag om Ypres (“Passchendaele”). Her gør canadierne fremskridt mod de tyske stillinger ved Højde 70 og også briterne rykker frem – men ikke så langt som planlagt. Men briternes general Herbert Plumer begynder at forstå, hvordan det fleksible tyske forsvar i Hindenburglinje måske kunne – ikke gennembrydes, men skubbes tilbage bid for bid, uden de frygtindgydende tab, som briterne hidtil havde lidt. I Rumænien blev den tyske offensiv stoppet, mens der var fremgang længere mod nord i Galizien. Udsendelsen slutter med den store brand i Saloniki, der blev en katastrofe for ententens forsyningssituation.

16. august 1917. Modangreb ved Zonnebeke: “Englænderne stikker af og efterlader døde og sårede.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Den 16. august bryder frem – igen en dag, der for os hører til krigens uforglemmelige dage.

På én gang sætter trommeilden ind tidligt om morgenen. Jeg farer ud af søvnen, strammer mekanisk bælte og frakke og giver ordre ned gennem kompagniet: “giv agt, gør klar!” Jeg ved: nu drejer det sig om modangreb. Snart indtræffer ordren fra regimentet: “5., 6. og 9. kompagni går over Grotemolen frem mod Westhaus og generobrer den mistede stilling; Forbindelse: 5. kompagni.” – Jeg lader straks træde an.

Hen over højdedraget går det nu ned i lavningen. Et skrækkeligt terræn: sump, granathuller, brede grave, meget svært fremkommeligt. Zonnebeke forbliver til højre for os.

Vi får artilleriild; i løb går det fremad. Jeg ser mig omkring: jeg får det samme billede, som jeg så ofte har set, især i Polen: i deployeret skyttelinje går kompagniet frem, foran går gruppe- og delingsførere; det hele er som støbt. En følelse af stolthed fylder mit bryst, stolthed over mit kære, tapre 5. kompagni; enhver ved, at det bliver en tung dag, men enhver er også fyldt med en jernvilje til at gøre sin pligt; den gamle Mansteiner ånd lever endnu i os. –

Over højen foran os ligger der tung ild. Inde i mig stiger bekymringen for, hvordan jeg skal få kompagniet igennem; jeg ytrer mine betænkeligheder for Vizefeldwebel Wellmann. Han svarer: “Vi skal bare igennem, hr. løjtnant!” – og vi går igennem, – vi kommer direkte mod Westhaus.

Foran mineindgangen står kaptajn Hofmeister og vinker til mig. Jeg lader kompagniet få en åndepause og løber hen til kaptajn Hofmeister. Han stråler af glæde: “Jeg vidste det da, at I ikke ville lade os i stikken”, og ryster min hånd.

Hans situation er heller ikke misundelsesværdig. Den forreste linje og Wilhelm-stillingen foran ham er besat af fjenden; knap 100 meter foran ham ligger englænderne.

Bataljonskommandostationen har kun et maskingevær til forsvar; fra venstre er 90erne ved at storme, men foran ham er der en åbning; dér skal vi ind. –

Og fremad går det igen. En rasende maskingevær- og geværild modtager os. Vi går i stilling og åbner en livlig ild. Jeg mærker, at fjenden begynder at vakle og lader kommandere: “Om lidt går det fremad til storm!” og straks efter : “Op og afsted! March! March!”

En blændende storm: en lang, sammenhængende linje springer frem – ind i Wilhelm-stillingen. Englænderne stikker af og efterlader døde og sårede.

Vi har skam også tab. Vizefeldwebel Wellmann  kommer krybende langs med skyttelinjen og beretter om hårde tab; Storm, en ganske fortræffelig underofficer, der fra begyndelsen har stået i kompagniet og først for få uger siden som den første underofficer i kompagniet har fået Jernkorset af 1. kl., er faldet; det var et hårdt slag for mig. –

Men vi må videre. Uopholdelig driver vi englænderne foran os, men foran Haanebek må vi blive liggende. Det fjendtlige artilleri har skudt sig ind på denne linje og overdænget os med ild. Angrebet går i stå; men vi har også klaret et godt stykke. – Vi er nu på samme højde som linjen til højre for banedæmningen.

Også dér havde fjenden angrebet, men foran 8.kompagni var hans angreb takket være Vizefeldwebel Hegermanns energiske indgriben gået i stå. Hegermann, en tavs men ubetinget pålidelig og åndsnærværende soldat, havde, som jeg senere hørte, lige i rette tid bragt et maskingevær i stilling på sit betondækningsrum og således opholdt angrebet.

Langsomt rinder timerne. Alt for langsomt følger solen sin bane. Endelig bliver det aften. Kanonlarmen bliver efterhånden svagere. Jeg hører om yderligere tab i kompagniet; de gør mig ondt allesammen, mest vor kære, tapre Wellmanns død; ingen ved, hvor og hvordan han er faldet. – 

Mod midnat falder kun nogle enkelte granater i terrænet; én slår ned tæt foran mig; for første gang såres jeg af et stykke fjendtligt jern; den granat, der sårer mig, rammer de to nærved liggende Unteroffiziere Kaad og Hoffmann, af hvilke den sidstnævnte senere dør af sine sår. –

Jeg humper ud af kamplinjen, efter at løjtnant af reserven Sebald har fået kommandoen over kompagniet, og når efter timelang, forgæves søgning en forbindingsplads. I infirmeri-behandling i Moorslede afventer jeg kompagniet, som indtræffer den 19. august.-

Flandernslaget er for os slut; vi trænger til hvile og ny opfyldning.      

Af Regiment 84’s historie

12. august 1917 – Johannes Ankersen: “I mange granatkratere lå ligene af de faldne”

Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern. Efter fire dage ved fronten, var Ankersen og hans mænd blevet trukket ud i syv dage, men nu måtte de frem igen.

Desværre var jeg ikke så heldig som første gang, da jeg anden gang jeg gik frem. Jeg gik denne gang alene med min oppasser og en ordonnans, da mandskabet skulle endnu ikke afløses. Da vi ville passere et tysk batteri, måtte vi vende om, fordi det blev beskudt med gas. Og nu syntes det som om, at de enkelte granater forfulgte os. Det lod dog alligevel som det ville gå godt, indtil en granat slog ned i jorden kort før dækningen, som vi spænede imod, og ordonnansen fik en granatsplint gennem kroppen. Det var et besværligt arbejde at forbinde den stakkels fyr og bringe ham tilbage. Endnu var han ved godt mod, og det lykkedes mig også inden for en halv time at skaffe ham lægehjælp, men jeg hørte senere, at han allerede næste dag var død på lazarettet. Han var en brav ung fyr, en af de bedste og mest trofaste.

Min oppasser og jeg gik nu igen fremad og nåede til sidst temmelig forjagede, men dog med hele lemmer frem til stillingen. Her kunne jeg fastslå, at min frakke, som den sårede havde haft over armen, var blevet fuldstændig sønderrevet. Men det var ikke det værste. I mellemtiden havde fjenden skudt samtlige otte af vores minekastere i stykker. Fire nye blev bragt frem og placeret i bedre stillinger. Men ellers havde den generele situation ikke forandret sig meget.

Kratermark i Flandern 1917 (Deutsches Museum Nordschleswig)

Vejret var nu bedre, en sand lettelse for os, da vi var så afhængige af vejrliget. Det blev endda så tørt, at vandet i granatkraterne lidt efter lidt forsvandt. Nu så man først tydeligt, hvor mange ofre Flandernslaget havde kostet. I mange granatkratere lå ligene af de faldne soldater, som indtil da havde været dækket af vand. Her forestod et hårdt arbejde, for sådan kunne de døde ikke blive liggende. Og selvom man ikke kunne gravlægge dem på kirkegårde, og ingen sten eller kors betegnede det sted, hvor tyske kæmpere hvilede, så kom de dog i det mindste i jorden. Jeg har altid med rædsel forestillet mig, hvordan jeg, hvis jeg faldt, ville blive liggende i det fri, ubegravet i kampområdet. Også ud fra en sanitær synsvinkel, var det på højeste tid, at ligene blev begravet, da enkelte af dem allerede var ved at gå i forrådnelse.

Det virkede også som om at englænderne havde løbet sig træt mod vores division, men heller ikke de friske tropper, de satte ind mod os, bragte dem det ringeste held. Standhaftige og utrættelige holdt de brave schlesier ud, på trods af at de kun fik lidt ro, og dag og nat måtte holde ud i den snart stærker, snart svagere artilleriild. Tabene var i lighed med kampdage vel betydelige, men dog ikke så høje, som vi havde frygtet, selvom om terrænet ud over enkelte nok stående dækningsrum kun bød os dækning i granatkraterne. Min egen minekasterafdeling mistede i al den tid kun tre mand, desværre alle tre dødsfald, derimod var de andre minekasterafdelinger de hårdest ramte i hele regimentet, for de havde mistet halvdelen af deres mandskab.

De syv dage, jeg måtte tilbringe i stillingen, gik også, jeg rustede mig allerede til afløsning, da hed det, at vores division blev afløst. Jeg gav derfor afkald på at blive afløst af en anden officer, og blev i stillingen til den endelige afløsning. Det varede endnu tre dage, så blev vi afløst af et nyt regimet. Jeg måtte blive endnu en dag fremme med de nye tropper. Det var som om, at Tommy havde fået nys om afløsningen, for han forsøgte endnu et angreb, der dog ogå blev afvist. Endelig var færdig fremme trak mig bagud. Den følelse man har, når svære kampdage er forbi, og man ved, at man nu kommer om ikke i ro, så i en roligere stilling, lader sig overhovedet ikke beskrive. Det er vidunderligt, på trods af at man slet ikke ved, hvor det går hen.

(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

10. august 1917. Nærkontakt med englænderne: “Vi hører, hvordan de foran os genlader geværerne; Kuglerne fløjter os om ørerne.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Fra dag til dag forstærkes artilleriilden. Vi har den følelse, at noget er under forberedelse. Den 10.august kommer der regulær trommeild.

Englænderen angriber, men os trænger han ikke frem til; vi ved ikke, hvordan det står til forude.

Om eftermiddagen kommer der melding om, at fjenden har løbet den venstre fløj af regimentet over ende. To delinger fra 7. kompagni bliver sendt frem, kommer imidlertid ud for så stærk artilleriild, at de må vende om.

Snart efter kommer der en ordonnans fra K.T.K. [1] kaptajn Hofmeister, som vi er underlagt: 5. og 6. kompagni træder straks an til modangreb!

Desværre indeholder ordren slet ingen angivelser af situationen derude foran og af angrebsmålet. – 2. og 3. deling får gennem min ordonnans ordre til at træde an til modangreb, så snart de ser 1. deling træde an. 6. kompagni til venstre for 5. træder ligeledes an, så snart 5. kompagni sætter i march. I løb iler jeg sammen med min ordonnans, korporal Julius Hansen, til banedæmningen for at alarmere 1. deling. Her i de sikre dækningsrum aner man intet om, hvad der sker ude foran.

Men den fortræffelige fører, Vizefeldwebel Wellmann, fatter straks situationen;  i løbet af et øjeblik er delingen marchklar. Vi træder an.

Terrænet umiddelbart til venstre for banedæmningen er et uigennemtrængeligt sumpterræn. I enkelt kolonne går det langs med banedæmningen, der byder god beskyttelse  mod indseende fra halvhøjre, over Haanebek-bækken. Jeg spørger posten foran et betonhus, hvor den forreste linje er, han peger ud foran på et sønderskudt hus; dér er den venstre fløj af det forreste kompagni.

Jeg får delingen deployeret og løber med Wellmann og ordonnanserne forud mod huset.

En meget lavtgående flyver beskyder os med sit maskingevær uden at træffe.

Vi er 10-15 meter foran husets murrester, da der pludselig falder en salve: jeg er som forstenet; 3 ordonnanser ligger ramt på jorden, 2 af dem er død, deriblandt min kære, tro ordonnans Julius Hansen, én ligger med maveskud, på mig går der et skud gennem stålhjelmen kun få millimeter over den højre tinding, og ud bagtil; den fremkomne splint rammer Wellmann i hovedet og sårer ham i tindingen.

– “Det er jo englændere!” råber Wejjmann.

– “Ja, det mærker man”, svarer jeg.

Nu bare væk i en fart! Vi hører, hvordan de foran os genlader geværerne; Kuglerne fløjter os om ørerne.

Til venstre for os løber en grav; vi springer ned i den og kryber på maven tilbage: Wellmann, som jeg først forbinder, en ordonnans,  hvis navn jeg desværre har glemt, og jeg – de eneste, der er blevet tilbage.

I mellemtiden er 1. deling kommet op på højde med os og har taget stilling  bag en hæk. Her bliver vi liggende. Også de  andre to delinger er ankommet, ikke uden tab, deriblandt Vizefeldwebel Kehlet og Unteroffizier Eistermann, begge udmærket prøvede førere; de er ikke hårdt såret, men er nødt til at udgå; det gør ondt i hjertet på mig, da jeg rækker dem hånden til afsked.

Natten falder på. Jeg inddeler kompagniet på ny og søger forbindelse med 6. kompagni. Løjtnant af reserven Saucke, den efter mange kampe erfarne fører for 6. kompagni, som man altid i kamp kunne forlade sig på, er der ikke – han  er under fremrykningen blevet skadet af en granat – men hans kompagni er der.

Mellem 6. kompagni og os, 5. kompagni, havde der i år og dag eksisteret et trofast våbenbroderskab. Hvor ofte har vi ikke i Polen hjulpet hinanden! Hvor ofte har det ene kompagni ikke fordelt sig i det andet og sammen kastet fjenden tilbage! – Nu lå vi igen side om side.

Kompagniet har ingen officerer mere, men jeg træffer to underofficerer, der meget villigt støtter mig i mine beslutninger; desværre har jeg glemt deres navne.

Vi lægger kompagniet, som er stormet for langt frem, længere tilbage og bringer det på linje med 5. kompagni samt regimentet til venstre for os – længselsfuldt venter vi på vor forsyningsenhed – men denne nat får vi ikke noget at spise!

Senere erfarer jeg årsagen: føreren af enheden, Vizefeldwebel Jacobsen, formoder, at vi endnu er i Wilhelm-stillingen; da han ikke finder os dér, går han sammen med en anden alene frem i håbet om at støde på os et eller andet sted ude foran. Men det kommer helt anderledes. De er kommet over Haanebek og strejfer om i terrænet.

Derved sker det, at Jacobsen springer ned i et granathul, i hvilket der ligger en maskingeværbesætning, men engelsk! Knap ser Tommy’erne “the German”, før de forskrækket træder til side og rækker hænderne i vejret. Men da de ser, at der kun er én, fatter de sig hurtigt igen og afvæbner nu tyskeren. Ved tegn gør de Jacobsen forståelig, at han skal gå bagud, men giver ham ingen ledsager med. 

Men næppe er Jacobsen kommet ud af deres synsfelt, før han går i en stor bue og vender velbeholden tilbage til sine folk i Wilhelm-stillimgen. Men til at bringe mad ud, er det nu for sent.

[1] “Kampftruppenkommandeur”, leder af stormtropoperationer fra en særlig kommandostation.

Af Regiment 84’s historie

6. august 1917. Mikael Steffensen: “Og hele Tiden raste Trommeilden, vild, ustandselig”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I starten af august 1917 befandt han sig bag fronten ved Flandern.

 

Flandern, den 6. august 1917.

Kære, kære Ven!


I dette Øjeblik er du vist paa Vej hjem mod Nord, — hjem til vort eget Land. Jeg sidder paa min Feltseng og skriver til Dig. I en Uges Tid har jeg været heftig syg, febersyg. Det er en epidemisk Sygdom af tyfoid Natur, som hærger iblandt Tropperne her i det lave, sumpede Land, der fik fat i mig. Nu er jeg bedre, og snart maa jeg gøre Tjeneste igen. Saa vil jeg da være sammen med Dig, nu mens jeg har Ro. En behagelig Mathed har afløst den brændende Feber, Tanken er rolig og Legemet hviler. 

Naturen er ogsaa rolig nu. Dagelang raste et Uvejr med heftige Regnskyl, sammen med den engelske Trommeild, alt det var jeg skaanet for, jeg fik Lov til at ligge paa mit Leje. Mine Lidelser var intet mod mine Kammeraters. At ligge derude i de vandfyldte Huller de lange, kolde Dage, uden at røre sig, uden at kunne slippe Geværet, det er Lidelse. Og hele Tiden raste Trommeilden, vild, ustandselig. Alt det var jeg skaanet for, jeg er saa taknemmelig.

Nu kan jeg igen spise lidt, og Sundheden vender tilbage. I forbavsende kort Tid er jeg bleven Feberen kvit, det vil sige den høje Feber. Og der er stille ved Fronten, mere stille end vi har ‘kendt i længe. Hovedstormen kom ikke mod vort Regiment, men til højre og venstre for os. Linjerne hos os er holdte, og vor 2. Bataillon ‘holder Linjen ved Regiment 31.

Meget ‘har England ikke opnaaet. Artilleriforberedelserne var saa glimrende, saa knusende, men der skete det samme igen, som saa ofte før. Infanteristormen savnede Kraft og Plan. Englænderne var berusede allesammen, eller den store Masse dog. Tabene er uhyre store paa engelsk Side. Franskmændenes ‘Storm var glimrende. De ligger lige foran »Valhalla«, den gamle Dækning er vist ikke mere.

I to, tre Dage ‘har der været Ro ved Fronten, Ro før Stormen, thi det har langt fra Ende endnu. Men de tyske Batterier har faaet Tid til at forsyne sig rigeligt med Ammunition, og overalt er nye Stillinger sikrede og forstærkede. Hver Tomme Jord vil koste Blod. Uendeligt føres Meningsløsheden videre, uden Hensyn øges Sorgen og Smerten og Elendigheden, for hvad? For Penge eller Magts Skyld? Ja, noget af det altsammen; thi det gælder jo »være eller ikke være« for saa mange.

Du vil smile og tænke, nu grubler Mikael igen paa dette uløselige Problem, nu, da han sidder bag Fronten og ‘har Tid til at tænke. Det er netop Sagen, man grunder og tænker, man søger Fornuften, Meningen i det hele, Sammenhængen, Maalet, og man slider sig træt og løber i Ring, aldrig kommer man til et Resultat, fordi man ser for kort. Og det ender med Mismod, nej, alligevel, det ender med, at man folder Hænderne i Bøn og beder om Kraft til at holde ud, til at maatte faa Barnekaar, rigtig at kunne kaste sig ind i Guds Faderfavn og holde ud, at kunne sige: Fader, som du vil, ikke som jeg vil.

Gud har været mig saa god. Han skaanede mig, rigtig bar mig paa Ørnevinger til i Dag, og han gav mig Sundhed og Kraft og gav mig saa rig en Glæde trods alt. Krigen rev mig bort fra Venner, men han gav mig endnu bedre Venner i Stedet, og saa vil jeg klage?

Solen skinner saa dæmpet gennem Taagen, en sagte, kølig Vind svaler min Pande, der er Ro og Stilhed her paa Værelset, mit Sind er fyldt med Fred.


Nu er Krigen altsaa gaaet ind i fjerde Aar, indviet ved Kejsertale og alt. Tusinder og atter Tusinder er dømt til Døden. I Dag for et Aar siden laa jeg i en Skyttegrav ved Somme, en ganske forfærdelig Dag. Men Gud var mig god, og jeg vandt snart frem til Sundhed igen. Og saa den svære Gang til Somme igen, aldrig er en Vej forekommet mig saa tung. Men der kom Hjælp igen. Jeg mindes den Aften, da vi i Automobiler suste ‘bort fra Somme- omraadet. Solen var ved at gaa ned, da vi kørte, en underlig, køn Efteraarsaften. Altid fjernere gik det fra Kamptummelen, forbi fredelige, kønne Byer og Stæder, hvor Aftentaagen laa over over Gaarde og Kirker. Da Et forfærdeligt Tryk var veget fra mig, jeg var frigjort og glad. En Gang endnu vilde jeg gerne opleve en saadan Glæde, — den vil komme, naar Krigen er endt, naar vi faar Lov til at drage hjemad, hjem til alt det, vi længes mod, som staar for os som det allerhøjeste, ja, det eneste, vi har af virkelig kært paa Jord.

Hvis jeg skulde opregne, hvor ofte jeg led unyttig Kval, selvskabt Sorg, fordi jeg manglede Tillid til Gud, vilde jeg faa et stort Tal. Men jeg fik at se, at jeg var svag og lille, at kun Gud er stor. Gud er Kraftens Kilde, og Godhedens, Kærlighedens. Han gav mig af sin rige Kærlighed, og jeg kan saadan ængstes for, at jeg skulde miste selv et Gran af alt det, jeg har kær.

Du, min Ven, fik af Gud ogsaa saa meget at elske, og Du ængstes ogsaa for at kunne tabe noget af alt dette. Er det da ikke saadan, at Kilden fra Gud flyder ustandseligt? At Gud ikke vil lade os miste selv et Gran af den Kærlighed, han gav os? Eller fik vi kun Gaven for at kunne lære Lidelsen ved at miste igen? Hvad der kommer, vi maa huske paa, at Kærlighed fra Gud er en Kilde, der aldrig tørres ud, hvis vore Hjerter ikke skrumper ind. Og Kærligheden, i al sin Fylde, ønsker jeg Dig, min dyreste Ven.

Din Mikael.

 

 

6. august 1917. Ved Ypres: “Jernstumper, jordklumper, sten, betonklodser hvirvler gennem luften.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Stadig tættere falder granaterne omkring os; vi kaster os ned, og vi springer fremad. Endelig når vi venstre fløj af det kompagni, vi skal afløse.

3. deling bliver her tilbage; bitte små dækningsrum og granathuller er, hvad  der er til dem.

Videre går det et godt stykke. I et betonhus, hvor grundvandet står højt, bliver 2. deling.

En sammenhængende linje findes der ikke. Den enhed, der skal afløses, er til dels allerede rykket ud. Tæt tåge ligger over jorden; man kan ikke orientere sig. Endelig finder vi det dækningsrum, hvor jeg og mine ordonnanser og en gruppe skal være.

Men 1. deling skal først være bragt på plads. Jeg beder indstændigt vor fører om nu at føre os derhen – men han indrømmer, at han ikke ved, hvor vi er. En skrækkelig situation!

Man kan ikke se 5 skridt frem for sig. Jernstumper, jordklumper, sten, betonklodser hvirvler gennem luften. Efter endeløs søgen finder vi indgangen til en minegang under banedæmningen Roulers-Ypern; her er der lavt, trykkende, fugtigt, men temmelig bombesikkert.

Sanitetsfolkene og maskingeværskytterne mukker over, at de ikke kan beholde stedet selv, men 1. deling skal altså med ind. – Efter lang flakken omkring finder jeg mit dækningsrum igen.

I mellemtiden er morgenen den 6. august brudt frem. Med optrukne ben og stive lemmer sidder vi og venter – og venter – på hvad?

Tidligere gik det fremad med frisk gå-på-mod; nu er krigen blevet til en materiale-kamp, et artillerislag. Den ene time går efter den anden, den ene dag efter den anden. Først når tusmørket sænker sig, løsnes den trykkende resignation.

Jeg inspicerer kompagniafsnittet, jeg besøger delingerne, tager imod meldinger om, hvad der er sket i løbet af dagen, om sundhedstilstanden, om sårede o.s.v. I løbet af natten indtræffer transportenheden: udsøgte, uforfærdede folk; de har en hård tjeneste, tungt belæsset med jerndragere, levnedsmidler, håndgranater må de ofte passere spærreild-zonen, men hos os er de altid velkomne.

Af Regiment 84’s historie

5. august 1917. C.J. Beuck: “Sump, morads, vand – det er Flandern!”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Om aftenen den 4. august bliver regimentet afsendt fra banegården i Rumbeke. Toget kører over Roulers til Vierkavenhoek, vi er tæt på kampzonen. Efter en timelang march indtræffer vor bataljon i “Flandernstillingen”, tredje kamplinje. Kun let udgravede skyttegrave strækker sig over højdedraget.

Vi  mærker snart, at vi er kommet til et hovedkampafsnit af fronten, uafladeligt skyder kanonerne, der hersker en livlig flyveraktivitet.

Vi hører om de foregående dages kampe. Efter at englænderne den 31. juli har løbet vor 1. linje over ende i buen omkring Ypern, ligger vore enheder ude foran i sej kamp i granathuller og beton-dækningsrum. Sump, morads, vand – det er Flandern.

Vi mærker, at det ikke er lette dage, vi står foran. Men vi er jo ild-prøvet og – vi er vant til at gøre vor pligt; vi vil også gøre det denne gang. –

Allerede om aftenen skal vi i 2. stilling, “Wilhelm-stillingen”. Det er en opmarch, som vi er vant til fra høj 304 og høj 100 [ved Verdun, hvor regimentet tidligere lå, RR]; I enkeltkolonne går det fremad ad en fodsti, der slynger sig mellem granathullerne.

Kun få ord bliver vekslet. De uopholdelige lyskugler, der hvisler på vej op og langsomt  synker igen, oplyser vor vej; man hører kun læderets knirken, skanseredskabernes klapren, gasmaskens slasken og den uhyggelige torden fra utallige kanoner.

Jeg går som så ofte før i spidsen af mit kompagni, idet jeg følger efter den stedkendte fører fra 94erne, som vi skal afløse.

Endelig rager et lille betonhus ud af mørket. En stemme råber os imøde: “Er det 5. kompagni?” “Javel, hr. kaptajn.” Det er vor bataljonsfører, kaptajn Soltau. Jeg lader holde et kort hvil. Hastigt flyver ordene frem og tilbage – intet overflødigt, kun det nødvendige, saglige bliver sagt.

Kaptajn Soltau fortæller mig, at løjtnant Nissen, føreren af vor 1. deling, der skulle overtage det nye kompagniafsnit, er faldet – det går mig meget på! Allerede en død, før vi overhovedet er i stilling. –

Så følger meddelelse om situationen foran fjenden, til sidst nogle opmuntrende ord om at skulle være på vagt og holde ud, et fast håndtryk og: “Alt godt for jer derude foran!” – så går det ellers fremad igen.

Jeg tænker, at her skal det nok være tilladt med et par ord om kaptajn Soltau. I erindring for alle dem – officerer, underofficerer og manndskab – som har stået under kaptajn Soltau i II bataljon, vil han leve videre som typen på en ægte tysk officer. Han var helt igennem soldat, uselvisk, uforfærdet og med en ubestikkelig retfærdighedsfølelse; altid besjælet af viljen til at nedkæmpe fjenden under hensyntagen til mest muligt at skåne egne tropper; gennemsyret af den strengeste samvittighedsfuldhed og jernhård pligtfølelse krævede han meget af os, men skånede ikke sig selv.

Det, som forlenede hans ordrer med det rette eftertryk, var hans personlige eksempel. Jeg erindrer ikke nogensinde at have bemærket et tegn på frygt eller svaghed hos ham. Tanken om selv at sidde i et bombesikkert dækningsrum, mens hans bataljon lå under svær ild, var utålelig for ham. Vi kunne være helt sikker på, at han, så snart det var ham muligt, , kom ud foran for at inspicere stillingen og personligt overbevise sig om, hvordan det gik os.

Vi stolede ubetinget på hans føring. – Således gik vi også den nat i en stilling, der knap kunne kaldes stilling, i den faste overbevisning, at han ville gøre sit for at lette opgaven for os.

Af Regiment 84’s historie

5. august 1917. Feberramte Mikael Steffensen: “Det har været slemt for de stakkels Kammerater”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I august 1917 lå han syg ved Flandern.

Flandern, den 5. august 1917.

Kære Venner!


Det er Søndag, rigtig Søndag med Sol og Varme og Stilhed, Stilhed ved Fronten. Et mægtigt Uvejr med Regn har raset i mange Dage, sammen med den engelske Offensiv, nu er begge Dele stilnet af, og Stilheden gør godt, og Solskinnet gør godt.

Jeg har ikke været ved Fronten den sidste Uges Tid. Jeg ‘har været syg, febersyg, med høj Feber. Det er en epidemisk Sygdom af tyfoid Natur, som hærger Tropperne her, der har hjemsøgt ogsaa mig. Men i Dag er jeg bedre. Jeg kan sidde oppe og jeg kan begynde at spise. En behagelig Mathed ligger over mig, som giver Legemet Hvile og den trætte Tanke Ro. Tanken dvæler nu saa stille hjemme hos Jer, og saa er den jo i godt og kært Selskab. Tak, mine Venner, for Jert kære Brev, og Tak for Æggene, de kom hertil i Gaar, og de var hele alle seks. I er blot alt for gode. Nu er de saa kærkomne, nu, da jeg skal samle Kræfter. Snart skal jeg ud til Fronten igen, og da har man alle Kræfter behov.

Det har været slemt for de stakkels Kammerater. Vejret var saa utaaleligt slemt. Hullerne, de laa i, fyldtes helt med Vand, selv om de tømtes hver Nat. Men værre var den engelske Trommeild. Infanteriangrebene var ikke saa stærke ved vort Regiment, og Linjen er holdt fuldstændig. Tabene er heller ikke saa forfærdelig store, som man maatte frygte for efter den voldsomme Beskydning.

Ja, jeg undrer mig over, at I faar Arbejdet gjort derhjemme, men kan det gaa i Længden? Intensiv Drift kan der jo ikke være Tale om, og der vil opstaa Mangler — sikkert. I hvert Fald har jeg set flere Steder, at Markernes Urenhed tager til paa mange Gaarde, Udbyttet forringes for hvert Aar, ogsaa selv ved gode Vejrforhold.

Du gjorde mig saa glad ved at fortælle, at der ventede mig et Arbejde ogsaa hos Jer, du kan tro, jeg længes efter at komme hjem til det. Hvem der dog kunde arbejde med noget virkeligt godt og sundt, for Krigerhaandværket er ik’ke noget for mig.

Engang vil Arbejdets Time komme, for mange, men for hvem? Nej, jeg vil ikke se sort paa det, jeg vil haabe, at det snart gaar mod Enden, at vi snart kommer hjem.

Hold ud, hold ud, hvisker det til mig, hold ud og styrk dig ved Bøn og Samliv med Gud. Som nu i Dag, da alting er saa friskt og dejligt efter Regnen, da jeg føler Kræfterne vende tilbage igen, saa der ligesom gaar en Foryngelse gennem min Krop og min Sjæl, da kan jeg føle Glæde, ung Livsglæde, trods alt det mørke bagved, og alt det mørke, der truer forude. Der er endnu saa meget at haabe paa, endnu saa meget at længes efter, især derhjemme, hos Jer, I kære, trofaste Venner, at jeg ikke har Lov til at sænke Hovedet eller lade Modet synke. Og først og fremmest, den gamle Gud lever endnu, og han er saa god og elsker os Mennesker akkurat saa højt, som da han sendte sin Søn til Slægtens Frelse. Ja, han elsker os endnu mere gennem denne Søn.Og hvem der har følt en Straale af denne Kærlighed varme Sjælen, han har endnu noget at leve for, og har intet at frygte af Døden.

Jeg ser i Tanken mit Fædreland. Ser de travle Høstfolk arbejde paa Høstmarken, ser det badet i Sol, som jeg saa det saa ofte. …

Gid vi snart maatte faa Lov til at hjælpe Jer, derom vil vi alle bede, inderligt og i Sandhed.

Kærlige Hilsner til Jer alle tre fra
Eders taknemmelige Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

5. august 1917 – Johannes Ankersen: “… midt i det store Flandernslag”

Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern, den 2. august gik Ankersen og hans mænd i stilling.

Nu var vi altså midt i det store Flandernslag. Hyggeligt var det ikke, det kan man vel sige, men efter min mening var det ikke så forfærdeligt som Sommeslaget. Også her holdt englænderne deres sanitetspause, det vil sige at de to timer overhovedet ikke skød. Desuden have vi også på tysk side en mængde artilleri, der ikke var fjendens så underlegent og som også skød fligtigt. Forplejning kom frem hver nat. Vores divisionschef, general Lequis, sørgede særligt for det. Også ham selv så vi ofte i forreste linje. Angst kendte han ikke, og sådan vandt den tidligere så hadede snart alles hjerter.

Tabene de første dage var ikke så store, på trods af at englænderne gjorde flere angreb. Ubehageligt var det med regnen, og de engelske flyveres frækhed, af hvis vovemod og koldblodighed vores kunne have taget ved lære af, men ikke gjorde. Hele dagen lang kunne vi på grund af den fjendtlige ild ikke rigtig bevæge os, kun i kamppauserne åndede alle for et øjeblik ud og fik nyt livsmod.

Fire dage varede min første tur fremme, så blev jeg afløst. Den officer, der bragte det nye mandskab frem, og som skulle afløse mig, havde ikke samme held som mig. Afdelingen blev ramt i Hølunden og næsten halvdelen af underofficererne og mandskabet blev såret eller faldt. Jeg selv kom efter afløsningen godt tilbage.

Vi glædede os over hvilekvarteret, der gav os mulighed for at spise varm mad, at blive vasket og sove uden forstyrrelser. Syv dage havde jeg ro, først da skulle jeg igen være syv dage fremme. Da vejret i mellemtiden igen var blevet varmt og tørt, havde vi det dejligt i hvilekvarteret. Stemningen var i det store hele ikke dårlig på trods af kampdagene gav rigligt med arbejde, fare, ubehageligheder, snavs og strabadser. Det viste sig, at tiden i Rusland havde været godt for vores nerver, vi følte os nu også i stand til at udholde noget. Et faktum er det, at vi i den tid hvor vores division var indsat, på trods af mange angreb ikke mistede en meter land.

(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

3. august 1917. Regiment 84 til Flandern: “Det flamske lyder jo som vor plattyske dialekt”

C. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.

Mens vort regiment i de varme sommermåneder 1917 lå i skyttegraven i Champagne voran St. Marie-à-Py, gentog sig næsten daglig i de sidste uger af juli meldingen fra den øverste hærledelse: “Over vore stillinger i Flandern ligger der heftig trommeild.”

Da nu det i nogen tid verserende rygte om snarlig afløsning blev til virkelighed, sagde vor flerårige erfaring, efter hvilken vi altid var dér, hvor det fik hedest til, at det nu nok skulle gå til Flandern; vort håb om igen engang at komme til Rusland, som vi havde næret siden vor offensiv i sommeren 1915, blev ikke opfyldt.

Efter nogle dages hvil i egnen omkring Charleville, stod II bataljon den 2. august om aftenen rejseklar på godsbanegårdens rampe i nævnte by. Over Hirson, Avesnes, Mons, som vi den 23. august 1914 havde hjulpet med til at erobre, gik det ind i Flandern. “Iseghem” – sådan står der skrevet med store bogstaver på den banegård, foran hvilken vi sent om eftermiddagen den næste dag gør holdt.

Vi stiger ud og strækker de stive lemmer. Efter et længere hvil bliver der trådt an.

Gennem den mørke nat marcherer vi ad en fortræffelig vej til Abeele; her bliver drejet af til venstre; II bataljon kommer i kvarter i Ouckene, I og III bataljon i Rumbeke. –

Velgørende, næsten hjerteligt er civilbefolkningens modtagelse; vi bliver optaget som var vi landsmænd; dertil kommer, at man forstår hinanden godt; det flamske lyder jo som vor plattyske dialekt. –

Vi kan ikke forbavses nok over landets  frugtbarhed; ikke en plet er udyrket. Befolkningen er uhyre flittig, nøjsom og solid. Alle forbavses over husmødrenes renlighed; forstue og køkken, der har flisegulv, bliver vasket og skrubbet to gange dagligt – det var næsten for meget for os!

Af Regiment 84’s historie

2. august 1917 – Johannes Ankersen: “… skyttegrave var der ikke nogen tilbage af”

Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern, og dagen efter blev regimentet alarmeret og rykkede frem mod fronten (læs om det her).

Den næste morgen modtog jeg ordre til igen at slutte mig til regimentet ved Becelaere. Bataljonen var efter at have ligget hele natten ude i regnen igen blevet trukket tilbage.

Det regnede stadig, da vi brød op, men jeg forventede hurtigt at kunne støde til regimentet, da det kun lå en halv time væk. Men denne gang forregnede jeg mig. På vejen stødte vi på en ammunitionskolonne, der var blevet stoppet af en kolonne i modsat retning. Nu hang vi også fast. Vende om kunne vi ikke, for vejen var for smal. Så måtte alt der kunne kravle og gå tage fat for at løse den sammefiltrede knude. Et vidunderligt arbejde, hvorunder det regnede uafbrudt, så skjorten snart klæbede til kroppen. Det tog over tre timer, før vi kom fri af det sammenrodede kaos. Endelig, til slut ankom vi til vores enhed. Desværre var der heller ikke her mulighed for at få tørret det våde tøj, så vi måtte fortsætte, som det var.

Der var heller ikke lang tid til at få sig udhvilet og tørret. Jeg fik straks ordre til at begive mig til staben for et infanteriregiment, som vi skulle afløse, for at orientere mig om minekasterstillingen. Med min feldwebel og to mand begav jeg mig på vej. I regimentets kommandostation fik vi en fører, og så gik det fremad. Det var højlys dag, og skyttegrave var der ikke nogen tilbage af, altså måtte alt foregå på åben mark. Fra Somme var vi jo allerede godt vant med kratermarker. Heller ikke her var der knapt et sted, hvor der ikke for hver ti kvardratmeter havde været et nedslag. Men her gjorde den omstændighed, at grundvandet står højt i Flandern, sig i aller højeste grad ubehageligt mærkbar. Alle granathuller var derfor fulde af vand eller rettere fuld af en tyk grød, der som en sugekop holdt alt fast. Langt bagud var jorden rodet op. Regnen havde ikke gjort vores vej bedre, og vi så ud som svin, da vi ankom til bataljonens kommandostation.

Underligt nok var vi stort set ikke blevet beskudt undervejs. Men knap var vi nået frem, før helvede brød løs. Englænderne skød som vanvittige og gjorde et lille angreb, som vi altså var nået rettidigt frem til, men som ikke blev kronet med held. Ved bataljonen var det til at holde ud, her var en stor, stærk betonbunker, der nok kunne holde til noget. Men vi måtte længere frem, minekasterne befandt sig videre fremme i den såkaldte ”Hølund”.

Kratermark i Flandern 1917 (Deutsches Museum Nordschleswig)

Det fjendtlige artilleri var endnu ikke faldet til ro, men det kunne jeg ikke vente på. Altså fremad, benene på nakken, og løbe om kap med døden. Vi nåede lykkeligt frem til Hølunden, men her så først for alvor slemt ud. I det lille skovstykke havde fjenden med rette formodet al muligt og hans kanoner havde derfor velsignet den rigeligt. Lunden var blevet en sand urskov. Granathul ved granathul. De få tilbagblevne træer sønderskudt og sønderrevet sammenfiltret til en ufremkommelig klump. I mellem dem resterne af feltbanesporet. Det var svært at arbejde sig fremad, og det var ubehageligt, for på grund af den kraftige, vedvarende beskydning ville man gerne fremad.

En af vores førere faldt i et granatkrater og kun med stort besvær kunne vi trække ham fri af det seje mudder. Når en såret først var havnet i sådan et hul, så var han med sikkerhed fortabt til jammerligt at blive hængende i mudderet og omkomme. Endelige nåede vi frem til føreren af minekasterafdelingen. Jeg havde knap troet, at vi ville være kommet frem, men det lykkedes alligevel. Jeg orienterede mig, så godt jeg kunne, og så hed det tilbage igen. Endnu engang et løb på liv og død til bataljonens kommandostation, og så var også det overstået. Derfra var det bedre, området lå ikke længere under så kraftig beskydning, og vi kom godt tilbage til vores enhed. Ganske vist var jeg møgbeskidt og våd til skinnet, men nu fandt jeg i det mindste et sted, hvor jeg kunne hvile ud og tørret mine ting. Dog ikke længe.

Om natten måtte jeg frem igen, denne gang med mandskab for at afløse forude. På trods af at vi måtte udholde en betydelig beskydning hele vejen, nåede vi frem uden tab. Selv i den forfærdelige Hølund skete os intet. Jeg fordelte folkene så godt jeg kunne på de otte minekasterpladser. De stakkels karle fandt kun dårligt ly, der var kun en ikke særlig god bunker, men jeg kunne ikke tilbyde noget bedre. Efter at alt var ordnet og overdraget, begav jeg mig selv til bataljonsstaben, hvor jeg skulle opholde mig som minekasterofficer. Her var det endelig til at holde ud at være.

Kommandostationen var, som jeg allerede har nævnt, et rigtigt godt dækningsrum af beton, der kunne holde til mangt en fjendtlig granat. Det var dog småt med pladsen, for her befandt sig ud over bataljonsstaben og min ringhed også forbindelsesofficeren for artilleriet, telefontropper, lystkastere, jordtelegrafer, ordonnanser og meldeløbere fra kompagnierne. Men der kan være mange tålmodige får i en stald, og når nøden er stor, kan man godt presse sig sammen.

(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

1. august 1917 – Johannes Ankersen: “steg … på min stridshest og red højt syngende af sted”

Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Her havde regimentets soldater i ugevis  igen og igen trænet på at indtage deres alarmstillinger. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern.

På grund af de mange prøvealarmer osv. var vi til sidst blevet så ligeglade, at vi da vi om morgenen den 1. august blev vækket af den sødeste søvn med det bekendte stikord, først ikke troede, det var alvor. Alt blev gjort klart og så af sted til vores post. Det var et ubehageligt regnfuldt vejr, det dog alligevel gav en del fordele, da vores modstander ikke kunne observere vores fremmarch. Trods det forefandt vi vores alarmstation under en svag spredningsild fra det fjendtlige artilleri. Det kostede nogle ubetydelige tab, og havde ikke den store betydning. Alligevel forstyrrede det naturligvis, da vi indtil videre måtte blive liggende og afvente nærmere ordre.

Til sidste erfarede vi, at fjenden havde angrebet over hele linjen. For an os, altså i vores kampområde, var han ikke trængt frem, men derimod så det til højre for os i området foran Becelaere værre ud. Efter forventningsfuldt at have tilbragt hele formiddagen på vores alarmstation, fik vi henimod middag ordre til at rykke frem mod Becelare. Ankommet til Becelaere gjorde vi igen holdt for at modtage nye ordre. Om aftenen indløb besked med ordre om at indtage en beredskabsstilling. Nu gik det atter løs.

Løjtnant Johannes Ankersen højt til hest (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Jeg var ved temmelig godt mod, da jeg som erstatning for middagsmad og som middel mod regnen, der havde gjort mig våd til skindet, havde drukket et par ordentlige glas cognac. Da alt var klart til opbrud, steg jeg på min stridshest og red højt syngende af sted. Det gode stemning forlod mig heller ikke, da vi måtte igennem en slugt, der lå under voldsom beskydning. Jeg kan nu kun huske, at jeg højt til hest med høj stemme sang ”Wintersturm wichen dem Wonnemond”, mens vi passerede et travlt skydende tysk batteri, og de engelske granater slog ned til alle sider. Nu drejede infanteriet af vejen og ud på åben mark ind i en sænkning for at her at holde sig klar. Vi havde endnu ikke været i berøring med fjenden, foran os lå stadig tyske tropper.

Men der var ikke plads til mig og min minekasterafdeling i sænkningen. Vi havde læsset vores svære minekastere á fire styk på store vogne. Hestespandene var utilstrækkelige, små panjeheste [dvs. russiske heste, red. ], der vel godt kunne trække vognene på gode veje, men ikke havde en chance på den regnopblødte jord. Allerede tidligere havde vi på dårlige veje haft problemer i den retning. Hvis jeg nu drejede af vejen, så ville vi være kørt uhjælpelig fast efter ti skridt. Det var altså nytteløst. Jeg orienterede regimentschefen om forholdene, han indså rigtigheden af min opfattelse, og gav mig frie hænder til at indrette mig passende i nærheden. Det gjorde jeg gerne, og fandt da også i nærheden snart en passende tom gård, hvor min deling slog sig ned. Jeg oprettede forbindelse med regimentet, og så lagde vi os alle dødsens trætte hen. Udenfor strømmede regnen uophørligt ned. Vi kunne være glade for at have tag over hovedet, mens vores arme kammerater vel måtte tilbringe natten i det fri.

(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

16. juli 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om sennepsgas, den uindskrænkede ubådskrig – og dens manglende succes. Det handler også om kvinder i den britiske hær – og i den britiske industriproduktion. Det sidste tyske luftangreb på England i dagslys endte med mange nedskudte fly. Vi skal også høre om britiske angrebsplaner i Mellemøsten og Belgien, der bl.a. omfatter en landgang på den belgiske kyst. Og på østfronten rykker russerne fremad!

14. juni 1917 – Johannes Ankersen: “… død og ødelæggelse”

Johannes Ankersen fra Flensborg gjorde som løjtnant tjeneste ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden årsskiftet 1916-17 havde været indsat på østfronten, men i slutningen af maj gik turen tilbage til vestfronten.

Vi havde allerede en anelse om, at vi skulle til Flandern og vi tog ikke fejl. Midt om natten blev vi udladt i Lauwe og gik i kvarter i det nærtliggende Aalbeke. Det lod til, at man ikke ville kaste os direkte ud i møget, for vi havde igen to dages hvilekvarter, to dage der hovedsageligt blev brugt til at gøre os bekendte med den flamske befolkning, æggecognac og burgunder. Til sidst gik det også videre herfra, og nu til fods, altså var fronten i nærheden. Over flere pæne flandernbyer, sidst gennem Menin, nåede vi til Koelberg på vejen mellem Menin-Ypres, hvor vi bivuakerede.

Natten efter gik det videre, vi bivuakerede ved et vejkryds længere fremme. Næste dage brage kraftig solskin og de sædvanlige flyverbesøg. Om aftenen kom det, jeg havde ventet på. Fjenden havde opdaget os og satte et par granater ned mellem os, der spredte død og ødelæggelse. Der udbrød panik. Som grebet af djævlen drejede hele regimentet om, og kun få blev tilbage for at tage sig af de sårede og døde. At vi ikke kunne blive på det tåbelige sted, et vejkryds uden dækning for indsigt, indså man til sidst også højere oppe.

Vi trak os et par hundrede meter tilbage. Regimentet spredte sig mere ud, væk fra den farlige vej og søgte efter alt efter mulighed dækning. Jeg havde til det formål for min deling udset en gruppe nøddetræer, hvor jeg lod teltene slå op, og hvor vi forblev uskadt. Da vejret allerede var godt varmt, kunne vi sagtens holde det ud i det fri, et heftigt regnskyl måtte vi tage med i købet, da det kom.

Vi undrede os over, at vi endnu ikke blev sat ind, beskydning ved fronten var vedvarende temmelig livlig, og forstærkedes nu og da til trommeild. Englændernes tidligere angreb var blevet ganske godt afvist. Da hørte vi, at vi ikke skulle afløse tropperne i den forreste linje, vores division var bestemt til støddivision.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)

6. juni 1917. Claus Eskildsen i Flandern: “Gas! — Ga—s! — Ga—a—s!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Mens tyskerne ventede på en engelsk offensiv omkring Ypresbuen, kom der et gas angreb mod stillingen.

Englænderne blev mere og mere livlige i Ypresbuen. Med 1 Mill. Pund Dynamit sprængte de den 6. Juni Tyskernes hele Stilling ved Wytschaete Syd for Ypres. Vi laa i Buens nordlige Del, men fik alligevel vor Part af Angrebet.

Gas! — Ga—s! — Ga—a—s!

raabtes der om Aftenen forude, hvor Vore Folk fra 11. og 12. Kompagni laa i Stillingen. Raabet sendes videre, alle Alarmindretninger tages i Brug; men for mange er det allerede Sekunder for sent. 2 Officerer og en Snes Mand segner om og er færdige med det samme.

Værre endnu er det for de 100 Mand, som vaklende søger tilbage. Man gør alt for at frelse dem og lindre deres Pine, men den ene efter den anden maa lide den grufulde, kvalfulde Død. Der ligger disse dødsdømte Stakler, uhyggeligt grønne og gule i Ansigtet. Aandenøden tager til, Ansigtet bliver blaasort, et tykt Skum staar om Munden, en modbydelig Stank breder sig. Lungerne fortæres under kvælende Hoste og frygtelig Aandenød, ingen Bevidstløshed mildner Dødskvalerne.

Gasvaabnet er Djævlens Opfindelse. Gasmord er Grusomhed i Renkultur, værre end naar man lagde Strikken om Halsen paa Ofret og langsomt, langsomt lang—somt trak til. Derfor blev Gassen denne Krigs Yndlingsvaaben.

Vort 12. Kompagni mistede denne Aften to Tredjedele af sine Frontfolk. — De frelste Kammerater saa ikke mere Foraaret i Flandern. Mens Tropperne forude ødelagdes uden Nytte — det store engelske Angreb begyndte først halvanden Maaned senere — laa Stabens Skrivestue smukt, hyggeligt, hjemligt gemt i et lille straatækt Hus i Landsbyen Stadendreef.

Her var frodige Marker og løvtunge Træer, Svalereder under Taget og Lærkesang over Engene.

Men det vil snart være forbi.

Den 24. Juni skyder Englænderne for første Gang under Krigen ind i den lille Idyl.

Dagen efter afstaar vi Stillingen til Sachsere. Man kunde nok se, at Divisionen efter de haarde Kampe ved Lens og de hvileløse Uger her i Flandern ikke var modstandsdygtig nok til at blive paa saa udsat en Post.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 168-9

18. januar 1917. Claus Eskildsen: “Det viste sig hurtigt, at Vandet var den værste Fjende…”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I januar 1917 blev regimentet indsat ved La Bassée.

Den 18. Januar afløste vor Division den 11. bajerske Division i Stillingen ved La Bassée, omtrent 20 Kilometer Sydvest for Lille, ved den af franske Popler indrammede La Bassée-Kanal, som forbinder Lille med Béthune. Vort første Frontafsnit i Vest kom altsaa til at ligge paa Grænsen mellem det fransksflanderske Sletteland og Artois’ store Kulfelter. 

Det viste sig hurtigt, at Vandet var den værste Fjende i den nye Stilling. Englænderne øste, og Tyskerne maatte øse med dobbelt Flid. I Følge Naturens Lov skulde alt Vandet have Afløb mod Vest, men Englænderne havde dæmmet op for baade Kanal og Aaer. Efter et vældigt Arbejde med store Pumpeanlæg havde Tyskerne nu faaet Vandet vendt, saa det flød »op ad Bakke«. Det kunde dog ikke forhindre, at baade Skyttegrave og Hulrum undertiden oversvømmedes helt, saa Frontstaklerne bogstaveligt stod i Vand til Halsen. 

Den forreste Skyttegrav gik 2-3 Kilometer Vest for La Bassée. Omtrent lige saa langt bag Byen laa Regimentsstaben i Byen le Marais-Salomé. Midt imellem laa Dødens grufulde By. 

En Søndag Morgen Kl. 7 gaar jeg ind i denne døde By. I Fredens lykkelige Tider havde 5000 Mennesker her deres Hjem. Nu hersker Dødens tavse Gru i de stille Gader mellem de sammenskudte Huse. Der staar ikke et eneste helt Hus.

En stor Del af Byen er en trøstesløs Ruindynge, en vild Hob af Sten og Kalk, hvor man ikke engang kan skelne de tidligere Huse. En anden Del af Byen virker endnu forfærdeligere. Her staar Husene med tomme Vindues– og Døraabninger, uden Tag, uden Loft, uden Bjælker, udbrændt af Krigens fortærende Luer, der ikke faar Rist eller Ro, før alt er ødelagt, hvad flittige Hænder formaar at skabe. Det virker grufuldtsgrotesk, naar man paa Husene læser »Café moderne«, »Estaminet«, eller naar man paa Torvet midt i Byen staar ved den sammenskudte Musikpavillon.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).