Tag-arkiv: feltpostkort

21. december 1916. Julekort fra Otto Theodor Wagner

Hver sønderjysk krigsdeltager har (eller vil få) sin egen side her på Den store Krig 1914-1918.

Vi har fulgt Otto Theodor Wagner (1884-1965) siden efteråret 1914.Han gjorde krigstjeneste ved Landwehr-Infanterie-Regiment 84 (LIR84), der er ét af de regimenter, hvor flest sønderjyder gjorde krigstjeneste.

Hans breve og postkort er kortfattede, men der er mange, de er smukke og de viser meget fint et stort udvalg af tyske postkort.

Det er Otto Theodor Wagners oldebarn, Allan Otto Wagner, der jævnligt forsyner siden med nyt fra Østfronten.

6. februar 1916. Brev fra fangenskab: “Sløvhed og interesseløshed …”

En anonym sønderjyde skriver hjem fra krigsfangenskabet

Brev fra Fangenskab.

A., 6. Februar 1916.

Kære Forældre.

Jeg har faaet det Indtryk af forskellige Breve, at I hjemme tænker, naar vi nu engang vender tilbage, vil det være Mennesker helt forskellige fra dem, der droge bort. Mere alvorlige, fyldte af det store, enhver har medoplevet. Set Krigens Brutalitet paa nært Hold. Staaet Øje til Øje med Døden. Levet i en Tid, saa eventyrlig, som aldrig før. En Tid, hvor Millionhære kæmper imod Millionhære. Kampen ført saaledes, at selv den dristigste Fantasi før Krigen maa blegne overfor Virkeligheden. En Kamp, som har en Udstrækning, saa to Tredjedele af Jordens Befolkning bor i krigsførende Lande.

Jeg kan godt forstaa, om det i Forening med egne Erfaringer gør, at I kommer til at tænke, det maa præge dem, gøre at de kommer tilbage anderledes, end de droge ud. Men det stemmer ikke, — ikke endnu da, om det senere — ? — fraregnet en større Tolerance overfor andres Meninger og Opfattelse i Spørgsmaal vedrørende Kristendommen, tror jeg nok, at de fleste er som før Krigen. I hvert Fald da dem, som jeg har levet sammen med i Fangenskabet.

Og er det nu ogsaa saa mærkeligt, om det er saaledes?

De fleste af os har kun deltaget i Krigen i forholdsvis kort Tid. I de Øjeblikke, da det store oplevedes, det at staa Ansigt til Ansigt med Krigen, Døden, da var Sindet tillige Modtager af mange andre Indtryk, brogede, mangeartede. Bevidstheden optog i kort Nu en „ stor Mængde Begivenheder, men intet fik rigtig Tid til at prente sig fast, førend det var trængt i Baggrun­den af det næste.

Kun et Helhedsbillede blev, uden nogen egentlig Hovedbegivenhed, hvorom det hele kan samles. Et Billede, hvori det Moment, da man ventede Døden, kun kan blive og kun blev — i Reglen da — en Del af det hele. Kommer saa dertil en stærk fysisk Udmattelse og det saa sløvende virkende „sig vænnen til Faren“, da kan det i Grunden ikke undre, at man kun er saa lidt mærket af det oplevede. Og hvad Bevidstheden om at leve i en vældig verdenshistorisk Tid angaar, da trænges den i Baggrunden af samme Aarsag og ved den Afsky, man føler for det, der har foraarsaget den, Krigen.

Ja, men selve Kampens Timer da, kunde I maaske spørge, virker de da ikke saa mægtigt, at Virkningen bliver?

Jeg tror det ikke. Det er ikke da, de vægtige Tanker tænkes, dem man husker, naar alt andet er glemt. I de Timer tænkes der nærmest slet ikke, de gaar, uden at man ved hvor kort eller hvor længe, de har varet. Saaledes gik det mig, og jeg ved, at det er gaaet flere paa samme Maade.

Derimod i de Øjeblikke, der gaar forud, da man venter, mens alt endnu er roligt, kun Omgivelserne er svangre med Anelser om det, der vil komme, da arbejder Tankerne. —

Dog Fangenskabet vil lidt efter lidt mærkes paa de fleste. Om det vil virke ud over selve den Tid, ja —?

Men Sløvheden og Interesseløsheden breder sig og truer med at kvæle Lysten til alt alvorligt Selvarbejde. Vi lever mere og mere i Nuet, i Latter over Ting, ingen ellers vilde ofre et Smil. — Dette her er maaske en Skuffelse, men desværre, det er Virkeligheden.

Med mine kærligste Hilsener, kære Forældre.

Jer Søn.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

15. september 1915. Feltpost til “en lil goj dreng” i Hønsnap

En far sendte i september 1915 dette postkort hjem på sønderjysk til sin søn.

 

Lebnitz-postkort – Bahlsens Keks-Fabrik, Hannover.

Stempel: K.D. Feldpoststation Nr. 128.   5.9.15. 9-10V

Feldpostkarte.

An Emil H. Juhl (junior)

Hönschnap pr. Hockerup

Kreis Flensburg, Schleswig-Holstein.

Vogesen den 4 Sepbr. 1915

Lille kære Søn!

Da Mor ha fortol mee te do a saaen lil goj Dreng,

saa kan do jen a di föist Dav vint et lille Pak

fra Papa som do skal del med lil Bror Mamma aa

Bedstemor Naa Hils dem aalsammen.

aa saa en hjertelig Hilsen til dæ fra din Papa.

Liebesgabe_sønderjysk_1
(Sønderborg Slot)
Liebesgabe_sønderjysk_2
(Sønderborg Slot)

18. maj 1915. Brev fra Yser: Kun 40 mand af 230 tilbage i kompagniet

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Syd for grænsen under krigen:

Brev fra Yser-fronten.

Gårdejer Frederik Jepsen af Kørup, der som tysk soldat deltager i kampene ved Yser-kanalen, har ifølge „Horsens Folkeblad“ på et brevkort skrevet hjem til sin kone, at soldaterne som følge af de vedvarende anstrengelser er nær ved at segne om af udmattelse. Tabene er frygtelige. Der er snart ikke ældre mandskab tilbage. Det kompagni, som Jepsen står ved, og som oprindelig talte 230 mand, er skrumpet ind til 40.

Men der kommer stadig forstærkninger, der imidlertid udelukkende består af ungt mandskab.

11. maj 1915. “Vi var nogle Steder vist ikke 3 Meter fra den franske Skyttegrav”

En anonym sønderjyde skriver

Kampen om et Sprænghul.
Lasarettet i ……….. , 11. Maj 1915.

Min elskede Hustru og Børn!

I Haab om, at Du har modtaget mit Kort fra i Gaar, vil jeg i Dag, da Du vist længes efter at høre fra mig, skrive et Brev og fortælle Dig lidt om, hvordan jeg har det.

Den 9. om Aftenen kom vi i Skyttegraven, vi løste . . . Kompagni af. De havde sprængt et meget stort Hul mellem vor og Franskmændenes Grav. Dette Hul skulde vi besætte med 24 Mand og tre Underofficerer. Vi var nogle Steder vist ikke 3 Meter fra den franske Skyttegrav.

Til at begynde med overøste vi Franskmændenes Grav med Haandgranater, saa gav vi os til at forskanse os for at have nogen Dækning. Vi var ikke sene med at faa nogle Huller gravet, som vi kunde ligge i. Derpaa fyldte vi nogle Sække med Sand og Jord og stillede dem op foran os.

Det varede ikke længe, før Franskmændene mærkede, at vi var ved at forskanse os. Saa fik vi Haandgranater. Først blev min Underofficer saaret i Armen og Hovedet (det var anden Gang, han blev saaret). Saa blev der atter roligt, og vi fortsatte med Arbejdet. Nogle gik tilbage. De var ængstelige, men jeg havde nu faaet temmelig god Dækning og blev paa Stedet.

Der gik en Times Tid, saa begyndte Franskmændene igen med Haandgranaterne. Vi havde en død Underofficer; men vi kastede ogsaa med Haandgranater, og saa blev der Ro.

Vi arbejdede videre; vi var nu kun fem Mand tilbage. Alle de øvrige var gaaede tilbage. Saa gik der en Tid. Atter fik vi en Salve Haandgranater. En Forstærkningsreservist, en god Ven af mig, som jeg har været sammen med hele Tiden i Flensborg og Sønderborg blev ramt. To Granater slog ned ved Siden af ham, og han blev saaret fem Steder. Alle de øvrige paa en Reservist og jeg nær gik tilbage.

Vi to havde temmelig god Dækning. Vi laa der længe. Haandgranaterne suste ned ved Siden af os, saa Jorden røg os om Ørerne. Du kan tro, kære T . . . . at dét var ubehageligt. Jeg bad en Bøn til Gud om at skaane mig, og hvis jeg skulde falde, om at han da vilde være hos Eder.

Saa mærkede jeg et Slag i Tindingen. Jeg troede, det var en Sten eller et Stykke Jord, der havde ramt mig i Hovedet; men saa mærkede jeg, at Blodet løb mig ned ad Kinderne. Reservisten, som laa hos mig, forbandt mig. Splinten var gaaet gennem Kanten af Huen ind i Hovedet og 6 Centimeter derfra var den gaaet ud igen.

Omsider blev det saa roligt, at jeg kunde komme ud, thi naar Granaterne kom, slog de altid ned mellem mig og Udgangen.

I Dag er det temmelig godt med mig, saa Du skal ikke være ængstelig, kære T . . . Jeg ligger ikke engang til Sengs og har heller ikke videre Feber. Hovedet gør bare lidt ondt. Hullet har vist ikke været saa lille, thi i Huen, hvor Splinten er gaaet ind, kan jeg stikke en Finger igennem. Jeg har nu takket Gud for, at det ikke blev værre.

Hvorledes har I det derhjemme? Din Mand.

Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve

5. maj 1915. Gode varsler: Æ Kukmand kukkede mindst 100 gange!

Lille, den 5. Maj 1915.

Kære N.A . !

Jeg kom allerede ud af Lasarettet den 6. April og anretter siden da lettere Tjeneste her ved Kompagniet.

Du maa ellers tro, at det er dejligt her nede i Frankrig for Tiden, blot vi ikke havde den uhygge­lige Krig. Rugen staar alt i Mandshøjde og med Vip­per her, og Kløveren staar ogsaa tæt og frodig.

Træerne staar saa lysegrønne, og Fuglene synger. Selv Gøgen er mødt. Jeg spurgte den i Gaar: „Kuk­mand, Kukmand kløw, hvomanne Aae ska’ a’ løw?“

Som Svar derpaa kukkede den mindst 100 Gange, saa der er jo stærk Udsigt til, at jeg vil overleve denne Krig.

Desværre modtog vi i Dag Efterretning om, at der er falden Venner og Bekendte i Flandern i den sidste Tid. Aa, hvor er det trist.

„Triste“ kalder Franskmændene ogsaa Krigen, dette Ord har vi og Franskmændene fælles.

Din hengivne Th. K.

Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve (1916)

6a44-049 ukendte soldater på bænk
Ukendte soldater på hjemmelavet bænk (uden år – Museum Sønderjylland)

23. februar 1915. Nyt fra Peter Østergård: Beskrivelse af Noyon og Cuy

Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 på Vestfronten. Vi har fulgt hans bror, Jeppe, fra krigens begyndelse og indtil han faldt på østfronten den 26. oktober 1914; og vi følger nu Peter, der blev indkaldt kort efter broderens død.

Cuy d. 23. Februar 1915.

Naa, lille søster, hvad skal jeg ellers fortælle dig idag. Jeg synes, jeg ved så lidt nyt, det hele begynder jo at blive ensformigt for os og skrive noget om politik er vist ikke rådelig. Men nu, lad mig se, du kan jo gøre en lille rejse herop, du har jo altid været så flink til at besøge mig og vil derfor sikkert også nok se, hvordan det ser ud her. — Du kan jo komme med toget til Noyon, som ligger en god mil øst for os. Der må jeg jo så helst afhente dig, og til fods går vi så herud. Banegården er ikke ret stor i forhold til byen, og hvor stor denne er, ved jeg ikke bestemt, men lidt mindre end Flensborg, tænker jeg.

Vi ser ikke meget af byen, kommer kun gennem et hjørne af den, et hjørne, hvori der ingen hovedgade findes, så hvordan selve byen egentlig ser ud, får vi ikke at se. Dog er der en temmelig stor kirke i den, en rigtig domkirke. Ved siden af den har der stået et højt tårn, som skal være nedskudt i 1870 og ikke er genrejst siden. Husene er lave og af lettere materiale, end vi er vant til hos os. Gaderne er heller ikke meget brede, men temmelig gode. Straks når vi kommer uden for byen, skal vi over en kanal, som ikke er færdig endnu, og der er derfor heller ingen vand i den. Længere ude har vi på højre hånd en teglgård, som ser ud som dem der hjemme. Efter en halv times gang kommer vi til den første landsby. De ligger næsten alle i en dal.

I midten rager kirken op, og langs med vejene ligger så huse og gårde imellem hinanden og så tæt pakkede, at hele jorden ud til vejen er optaget. Gårdene ligger alle med laden ud til gaden. Man skal igennem porten ind på gårdspladsen, og modsat ligger så stuehuset. I dette er der næsten aldrig nogen forstue. Man går som regel lige ind i køkkenet med den åbne kamin. Næsten ingen steder ser man kakkelovne og komfurer som hjemme. På større gårde er kaminen af marmor.

Midt på gårdspladsen ligger møddingen, og da man ingen ajlebeholder har eller nogen mur om den, er der ikke helt rent omkring den, hverken på jorden eller i luften. Hestestalden er noget lignende som hjemme, men en ordentlig kreaturstald ser man næsten ingen steder. Jeg har ingen set endnu. Køerne står bundne ved hornene og æder af en hække, og i et trug får de roer. Husene er for det meste bygget af sandsten, som fås i de sandstenshuler, som er her omkring. De nyeste er af mursten med pander. De aller ældste har lervægge med stråtag. De ser meget usle ud. På mindre huse er skorstenen altid ved enden af huset langs med den indre side af gavlen. Vinduer er der som regel ikke mange af.

Men vi må videre, og inden ret længe har vi nået den næste by. Den er ikke helt så stor som den anden var, men alle er de næsten ens. Her midt i byen er man ved at tærske med dampmaskine. Her på dette sted har man tærsket siden i efteråret. Alt korn hentes sammen fra omegnen og tærskes af den tyske militærforvaltning. Alt, hvad man kan få fat i af brødkorn og andet brugeligt, slæbes sammen og bruges. Man føler sig som herrer i landet.

Når vi går mellem byerne, vil du lægge mærke til, at markerne overalt er tilplantet med frugttræer. Man skulde synes, at disse træer står meget i vejen for jordens behandling, men man kræver vist ikke så meget af jorden her, og meget frugtbar er den nok af sig selv, så man nøjes med det, den giver. Gæld har man jo ikke meget af, og tarveligt lever man både med hensyn til kost og klæder. Det er påfaldende, at der i store landsbyer hverken findes købmand, bager eller slagter. Man nøjes med det, man selv har og avler, sparer meget på de rede penge.

Dog vin drikker man her som øl, og på egnen her, hvor man ikke avler rigtig vin, drikker man frugtvin, og det er derfor, man har de mange æble- og pæretræer rundt om på marken, og det lader til, at de bærer godt, for frugten ligger helt tæt under dem nu og er rådden. Hver mand har en stor frugtpresser. I vor stue står der også en sådan en.

Under os er vinkælderen med store tønder. Her løber vinen så ned. Vi har været dernede at se. Vinen er forfærdelig sur, så der skal meget sukker til, inden den smager nogenlunde.

Dog, vi må vel videre, og efter 1½ times gang når vi også her til byen. Det første, man ser, er en stor herregård til højre. Her er der meget smukt, og meget kønnere bliver der jo, når træerne bliver grønne. Ved indgangen til byen står den æresport endnu, der blev rejst til ære for I. bataillon, da vi kom fra Soissons. Så har vi huse og gårde til begge sider, og her bor vi, I. batl., og når vi er ude i skyttegraven, har II. batl. de samme kvarterer.

Omtrent midt i byen bor jeg til venstre i en bagbygning. Her har vi to borde og 4 bænke,. Til højre har vi vore sengesteder, to store slået sammen af nogle brædder med halm, den ene oven på den anden, og her liggerl vi 4 mand i hver. — En lille kakkelovn har vi også, og der er Kr. Struck fra Staugård lige ved at stege noget flæsk.

Her har vi så vore sammenkomster, og jeg kunde rigtig ønske, at du kunde være her i aften, da kommer „familien” igen. Vi taler da om alt, og det giver jo ofte også kaffe med småkager, når vi har nogle. — Ja, det er dejligt sådan at kunne synge sine hjemlige sange og salmer herude. — Ja, egentlig skulde du have lidt mere om skyttegraven o. s. v., men det får vente til en anden gang. —

9. jægerbataillons 3. kompagni på march fra Noyon til Dives omkring 1. april 1915. Adskillige sønderjyder gjorde tjeneste her ved jægerne fra Ratzeburg, bl.a. Peter Kræmer. Udover Ravnsgaard fra Christiansfeld, som har sendt dette kort hjem, nævner foruden Kræmer H. Kock, Mølby og H. Moos, Nybøl.
9. jægerbataillons 3. kompagni på march fra Noyon til Dives omkring 1. april 1915. Adskillige sønderjyder gjorde tjeneste her ved jægerne fra Ratzeburg, bl.a. Peter Kræmer. Udover Ravnsgaard fra Christiansfeld, som har sendt dette kort hjem, nævner foruden Kræmer H. Kock, Mølby og H. Moos, Nybøl.

16. februar 1915. Send ikke patroner med feltpost! Nyt fra Hejmdal: Præster i felten, faldne, fangne, sårede

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten.

Præster i Felten.

Af Præster fra Provinsen er, efter hvad “Schlesw.Holst. Sonntagsbote” meddeler 23 rykkede i Felten.
der af gør 10 Vaabentjeneste, nemlig Hess, Adelby (falden), Riewerts fra Uetersen (falden), Fischer fra Kotzenbøl (falden), von der Smissen fra Altona, Carstens fra Rendsborg, Bünz fra Wewelsfleth, Dorien fra Heiligenstedten, Fischer fra Højrup og Rieper fra Oldesloe.

8 gør Sjælesørgertjeneste: Chalybæus fra Flensborg, Bielefeldt fra Wilster (falden), Rodeke fra Sülfeld, Hansen fra Itzehoe, Thum fra Altona, Goebell fra Nørre Haksted, Petersen fra Dagebøl og Petersen fra Sønder Vilstrup.

Endelig her der meldt sig 5 til Sanitetstjeneste, nemlig Popp fra Løjtkirkeby (der nu gør Vaabentjeneste), Wind fra Arrild, Jansen fra St. Margarethen, Weidemann fra Kiebitzreihe, Gutjoh fra Langenæs og Fengler fra Elmshorn (der for Tiden er beskæftiget i Lasarettet i Hamborg).

Teologisk Kandidat Dr.phil. Thorning fra Altona, en ung Lærd, der særlig helligede sig orientalske Sprog, er falden. Endvidere er en Søn af afdøde Pastor Harms i Heiligenstedten, juridisk Kandidat Claus Harms, falden.

Falden.

Enke Line Schmidt i Hygumskov modtog forleden dag den Sørgelige Meddelelse, at hendes unge Søn Anders Schmidt, der sidste Efteraar meldte sig som Krigsvillig, kun ca. 18. Aar gammel, er falden paa den vestlige Front, ramt i Hovedet af en Kugle og død paa Stedet. Da en Kammerat, ogsaa fra Hygum Sogn, der har været med at begrave ham, har skrevet det, og hans Ejendele er Moderen tilsendt fra Kompagniføreren, er enhver Tvivl om Rigtigheden desværre udelukket.

Saarede.

Landbolsmand Valdemar Nissen paa Fæsted Mark, der har været med som Landeværnsmand paa den østlige Krigsskueplads for en halv Snes Uger siden blev saaret i højre Arm, saa at Benet tog Skade, hvorfor han længe har ligget paa et lasaret, har i denne Tid 14 Dages Hjemlov, førend han atter skal melde sig ved sit Regiment i Graudenz.

Fr. Bladt fra Tandselle er blevet saaret for anden Gang. Han blev den 17. September saaret i Munden af en Granatsplint. Derpaa kom han paa en kort Orlov hjem fra Lasarettet i Flensborg. Kort før Jul blev han ifølge “S.Z.” igen duelig til Felttjeneste og kom til Vestfronten, hvor han nu er bleven saaret ved et Bajonetstrik i Benet. Han ligger paa er Feltlasaret.

I russisk Fangenskab.

Fra den siden den 8. August forsvundne hans Juncker fra Ladegaard I, der sidst tjente i Sønder Vildtrup, har hans Paarørende nu faaet et Livstegn. Han var meddelt dem, at han er kommen i russisk Fangenskab og er indespærret i en Kaserne i Byen Nikolsk, i det østlige Rusland. Han meddeler, at han har det godt. Kortet fra ham er dateret den 8. Januar. Junker laa ved Infanteri-regiment Nr. 148 i Bromberg.

En Savnet.

En Søn af L. Christiansen i Moltkegade i Flensborg, der drog i Felten med 86’erne, har været savnet i længere Tid. Christiansen søgte derpaa Oplysninger gennem det internationale Bureau i Genf, men uden resultat. Derimod meddelte Bureauet ham ifølge “Fl.N.”, at der befandt sig en 86’er ved Navn Ernst Christiansen i fransk Fangenskab i Tizi Ouzou i Algier.

Fra Provinsen.

Postpakker til tyske Krigsfanger i Japan kan nu modtages til Befordring over Sverrig og Rusland.

Patroner maa ikke sendes med Feltposten. Overpostdirektionen i Kiel meddeler:
Ved Samlestedet Postkontor 7o Hamborg (Hühnerposten 1) er der nylig blevet standset flere Feltpostbreve, (Smaapakker), der var bestemte til Soldater i Felten og indeholdt Patroner. Der henvises i den Anledning atter til, at brandfarlige Ting som Patroner, Tændstikker og Tændeapparater med Benzin er udelukkede fra at kunne ekspederes med Feltposten.

Kartoflerne. Forbundsraadet har besluttet at forhøje Højesteprisen for Spisekartofler med 1,75 Mk.
I samme Forordning er der allerede fastsat Højestepriser for indenlandske tidlige Kartofler, som kan høstes i Tiden fra 1. Maj til 15. August, nemlig til 10 Mk.

Indskrænkning af Maltforbruget. Forbundsraadet har besluttet, at Øl-bryggerierne fra 1. Marts i det følgende Fjerdingaar kun maa anvende 60 pCt. af det gennemsnitlige Maltforbrug i det tilsvarende Fjerdingaar i 1912 og 1913; hvis dette gennemsnitlige Fjerdingsaarsforbrug ikke overstiger 40 Dobbeltcentner, maa der dog bruges indtil 70 pCt.. I Marts maa bruges 1/3 af den for det første Fjerdingaar 1915 beregnede Maltmængde.

15. februar 1915. Forbud mod at skrive danske feltpostbreve?

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Krigen

Hertug Ernst Günther af Augustenborg

inspicerede den 1.ste Februar Militæret i Skærbæk og var samme Dag ventet til Grænsen ved Gjelsbro, men blev forhindret heri. Efter Forlydende ven­tes Hertugen i sin Egenskab af Landstorms-Inspektør i den nærmeste Tid til Gram, hvor Opholdet dog ikke me­nes at ville strække sig over en enkelt Dag.

Nye Indkaldelser

I disse Dage finder der nye Ind­kaldelser Sted af Landstormen, det vil altsaa sige af Mænd, der ikke tidligere har faaet Uddannelse til eller gjort Militærtjeneste.

Censur med Soldaterbrevene

Nordslesvigske Soldater har hidtil kunnet skrive deres Breve fra Fronten til deres Slægt eller Paarørende i Hjem­met i deres danske Maal. Det er nu forbudt — Brevene skal skrives paa Tysk. Endvidere er der truffet den Bestemmelse, at Soldaterne kun maa afsende Brev een Gang ugentlig.

1. februar 1915. Hvede og rug beslaglægges. Lærermangel i Rødding.

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Ingen Tændstikker i Postpakker. Postdirektionen i Flensborg meddeler følgende:
For kort Tid siden gik der Ild i nogle Tændstikker, som var anbragte i et Feltpostbrev (en lille Pakke), da dette ved Sorteringsstedet paa et Postkontor blev hældt ud af en Kurv. Som denne Hændelse viser, har Publikum trods gentagne officielle Udvarsler gennem Pressen stadig ikke lagt sig tilstrækkeligt paa Sinde, at der under ingen Omstændigheder maa sendes Tændstikker med Posten, i Særdeleshed ikke med Feltposten, selv ikke, naar de er indpakkede i tilloddede Blikdaaser. Der henvises endnu engang til, at Overtrædelser i Henhold til § 367 i Straffelovbogen straffes med Pengebøder paa indtil 150 Mark eller med Arrest.

Fra Provinsen.

Lærermangel. Pensioneret Lærer Clausen i Rødding, der i Fjord Efteraar trak sig tilbage fra Lærergerningen og lod sig pensionere efter en lang Aarrække at have været Lærer i Brendstrup, har atter efter indtrængende Anmodning foreløbig begyndt at undervise i Rødding Skole. Sagen er nemlig den, at to af Lærerne, der allerede for længere Tid siden er bleven indkaldte til Hæren og Lærerinden f.T. er syg.

Under disse Forhold maa Degn og Førstelærer Møller samt gamle Lærer Clausen indtil videre selv forestaa Undervisningen i samtlige Klasser.

Brødet.

I Dag – den 1. Februar – beslaglægges alle Forraad af Hvede og Rug samt Hvede-, Rug-, Havre- og Bygmel af Krigskompagnier til Fordel for de Kommunalforbund, hvori de befinder sig.
Undtagen fra Beslaglæggelsen er
a) Forraad paa under 200 Pd.
b) I Landbruget Sædkorn og det til Ernæring af de i en paagældende Bedrift sysselsatte Personer nødvendige Kvantum, som er sat til 18 Pd. pr. Hoved og Maaned.
For at indskrænke Kornforbruget er det Forbundsordningens fastsat, at Bagere og Konditorer fra 1 februar kun maa fremstille 3/4 af deres hidtidige Produktion. Der vil altsaa fra 1. Februar komme mindre Brødmængder til Salgs end hidtil, men dog, saa vidt man kan skønne, stadig saa meget, at der maanedlig kan fortæres 18 Pd. Korn pr. Hoved som Brød eller Mel.

Vi har tidligere i al Korthed gjort Rede for Hovedtrækkene i den Ordning, der træder i Kraft i Dag, og skal nøjes med – hvad Enkeltheder angaar – at henvise til selve Forordningerne, som vi har aftrykt i Oversættelse. Imidlertid kan der være Anledning til at gøre Rede for, hvorledes selve Forbruget tænkes reguleret. Brødspørgsmaalet er nemlig ikke løst med, at Staten beslaglægger alt Korn og bestemmer, at saa og saa meget maa der bages ugentligt. Det gælder tillige om, at det Kvantum, der staar til Raadighed for hver Uge, bliver fordelt saaledes, at “faa faar for meget og færre for lidt.”

Forbundsraadet har overladt Kommunerne resp. Kommunalforbundene at regulere Forbruget inden for hver sit Omraade, og den første tyske Kommune, der har udstedt en Forbrugsordning, er Berlin. Da den i Berlin valgte Fremgangsmaade formodentlig vil faa forbilledlig Betydning og blive efterlignet andre Steder, skal her kort gøres Rede for den.

Berlins Magistrat har i Lørdags udstedt følgende Bekendtgørelse, som aftrykkes og kommenteres livligt i alle Søndagsblade:
§ 1. Forbruget af Brød og Mel er kun tilladt med den Indskrænkning, at der højst falder 4 Pund Rug- og Hvedemel, samt Rug-, og Hvede-, Havre- og Bygmel, og vel at mærke Brød og Mel tilsammen, pr. Hoved af Befolkningen i den Mandagen den 1. Februar og hver yderligere Mandage begyndte Kalenderuge. Dette gælder uden Hensyn til, i hvilket Kommunedistrikt Forbruget sker.
§ 2. For Gæstgiverier og Beværtninger begrænses Forbruget af Brød og Mel paa den Maade, at der paa det enkelte Værtskab af Rug- og Hvedebrød samt Rug-, Hvede-, Havre- og Bygmel, og vel at mærke Brød og Mel tilsammen, i den Mandagen den 1. Februar og hver yderligere Mandage begyndende Kalenderuge højst falder det syvdobbelte af de Kvantum, som svarer til tre Fjerdedele af det gennemsnitlige daglige Forbrug i Tiden fra 1. til 15. Januar 1915.
§ 3. For Brød foreskrives følgende Enhedsvægt:
a) For Hvedebrød 75 Gram. Bestemmelsen gælder ikke for Tvebakker; de skal sælges efter Vægt.
b) For Rugbrød et, halvandet eller to Kilogram.
§ 4. Kager maa af Rug- og Hvedemel tilsammen ikke indeholde mere en 10 pCt. af Kagernes Vægt.
§ 5. Overtrædelser straffes i Henhold til § 44 i Bekendtgørelsen af 25. Jan. 1915 med Fængsel paa indtil 6 Maaneder og Pengebøder paa indtil 1500 Mark.
§ 6. Denne Anordning træder i Kraft med den 1. Februar 1915.

Samtidig formaner Magistraten i en særlig Henvendelse Befolkningen til “under ingen Omstændigheder at bruge mere end 4 Pund brød og Mel om Ugen, men at nøjes med mindre, hvis det er tilstrækkeligt til Vedkommendes Underhold.”

23. januar 1915. Telegrammer til soldater i felten. Frigivelse af havre?

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Telegrammer til Soldaterne i Felten
Modtagelses- og Prøvestedet for Tele­grammer til Soldater i Felten er for 9. Armékorps’ Vedkommende:

„Haupttelegraphengebäude,  Ham­burg,   Ringstrasse 7,  Zimmer 100a.”

Telegrammer til  Soldaterne sendes alle hertil.

Havren
Generalkommandoen i Altona (Ar­tilleri-General v. Roehl) offentliggør følgende:
Til Generalkommandoen indløber stadig Andragender om Frigivelse eller Overladelse af Havre, vel ud fra den Antagelse, at hele Bestanden er re­kvireret af Militærmyndighederne. Det er imidlertid ikke Tilfældet, af Hær­forvaltningen er der kun rekvireret for­holdsvis ringe Mængde. Generalkom­mandoen er altsaa ikke i Stand til at efterkomme saadanne Ønsker.

22. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, savnede, fangne – og hilsener fra felten

Hejmdal

Fra Felten.

Død paa Vejen hjem.

Gaardejer P. H. Wolf fra Viby paa Als blev indkaldt i Begyndelsen af September Maaned og var derpaa med som Landeværnsmand i Frankrig. Han blev haardt saaret den 2. Okt. i Omegnen af Noyon ved et Skud i Lungen, men allerede den 12. Oktober som saa vidt ved Helbred, at han kunde transporteres, ført med et Lasarettog til Tyskland. Siden den Dag savnedes der if. “S.Z.” Underretning om ham, saa at hans Familie i en helt Fjerdingaar har maatte leve i Uvished med Hensyn til hans Skæbne.

Nu er det endelig, efter mange Undersøgelser lykkedes at erfare, at Wolf den 13. Oktober i Maubeuge er bleven udladet af Togen som død. Hans sager afgivne til Banegaardskommanturen dersteds. Wolf var 32 Aar gammel og efterlader Enke og to smaa Børn. Hans for 2 Aar siden afdøde Fader, der var Kommuneforstander i Viby havde været med i Krigen 1870-1871.

Til Marokko.

Gaardmand J.P. Jessen fra Ragebøl, der en Tid lang har været i fransk Fangenskab, har nu ifølge “Fl.Av.” underrettet sine Paarørende om, at han til Jul er bleven transporteret fra Sydfrankrig, hvor han var interneret, til Marokko.

Store Ofre.

Enke Carstensen i Ebøl ved Bredsted har ifølge “K.Z.” i den senere Tid modtaget tunge Budskaber. Efter at allerede én Søn og en Svigersøn er faldne og en anden Søn er betegnet som savnet, har Enken nu faaet den Efterretning, at ogsaa hendes tredje Søn har fundet Døden paa Krigsskuepladsen.

Savnet.

Kommuneforstander Heinrichsen i Eggebæk beder om Oplysninger vedrørende Landmand Thomas Autzen af Eggebæk Mark (født den 12. November 1879), der drog i Felten med 86. Reserveregiment 11. Kompagni; den 2. Oktober blev han saaret i Benet ved Noyon, men senere ikke ladet høre fra sig.

Rømøboere i Fangenskab.

Følgende Søfolk fra Rømø er internerede i Fangenskab:
Kaptajnerne Peter Lassen, Hans Lassen og Janus A. Jensen.
Styrmændene Ginius Nissen, Mathias Mathisen og Konrad Thomsen, Matros Sybrandt Jensen og Skibsdreng Ludvig Schmidt.
Kaptajn Peter Lassen er i russisk, Styrmand Nissen i fransk, og alle de øvrige i engelsk Fangenskab. De har alle sammen været i Fangenskab siden Krigens Begyndelse.

Fra Provinsen.

Telegrammer til Soldaterne i Felten. Modtagelses- og Prøvestedet for Telegrammer til Soldater i Felten er for 9. Armékorps Vedkommende: “Haupttelegraphengebäude, Hamburg, Ringstrasse 7, Zimmer 100a.”
Telegrammer til Soldaterne sendes alle hertil.

Falden. Der er kommet Meddelelse om, at Vognmand Eskild Madsen, Fiskergade i Aabenraa, er falden paa Slagmarken i Vest.
Den Faldne, hvis Kone afgik ved Døden i Fjord, efterlader sig en gammel Moder og en talrig Børnefolk.

Hvor krigen hærger.

…. (Frankrig), den 12. Jan.
…. I det tidlige Morgengry marcherer vi han ad den opblødte Vej. Maanens smalle Segl skinner frem mellem jagende Skyer. Det støvregner, og mørke Skyer i Øst, hvor morgenrøde varsler om den frembrydende Dag, lover os Regnvejr for hele Dagen. Vejen fører os gennem ødelagte Landsbyer.

En gammel Bondegaard, der ligger omgivet af en Grøft paa alle Sider, næsten nedskudt af Granaterne, minder om en Borgruin fra den 16. Aarhundrede.
I hele Landsbyer findes ikke et ubeskadiget Hus, af mange er der kun en Grushob tilbage. Og hvad Granaterne hidtil har skaanet, det ødelægges efterhaanden af Militæret. Alt, hvad der forefindes af Træ, Døre, Vinduer, Lægter, Sparrer, Slyd og Brædder, bruges til at beklæde Skyttegravene med, eller ogsaa til Brænde. Selv Møblerne skaanes ikke. Nøden tvinger Soldaterne til at tage, hvad Granaterne og Ilden har levnet. Det ser trist ud i saadan en forladt Landsby. Kommer man endelig til et Hus, der endnu er nogenlunde beboeligt, er det sædvanlig taget i Brug som Opholdssted for Soldaterne, særlig for Artilleristerne. Men ingen rydder op i Tomterne. Hvem tænker derpaa, naar Kanonerne dundrer uafladeligt og Granaterne hvert Øjeblik springer i Nærheden?

Lige foran Indgangen til en Gaard ligger de halvt forraadnede Indvolde af et Kreatur og udsender en ilde Lugt. Inde paa Gaardspladsen ligger Sengetøj, Klæder, Køkkenredskaber og Brugsgenstande ved foden af Møddingen. (Her i Frankrig har Bønderne altid Møddingen liggende midt inde paa den indesluttede Gaardsplads). Resterne af et Kirketaarn rager op over Brandtomterne og de halvt nedskudte Huse. Vi kommer gennem en Allé af høje Elmetræer. Vinden raser i Træernes Kroner, det er, som sang den en Sørgesang over Landets Ulykke, Helgenbilledet ved Korsvejen staar uskadt. Det er, som om Kuglerne var veget ud for Byens Skytspatron.

Men alt som vi marcherer videre, stiger Solen frem, og Himmelen bliver høj og klar Lige som Frankrigs Kvinder har saa let ved at skifte fra Graad til Smil, saadan skifter Himmelen hernede saa brat fra Regn til Solskin.

Man undres i Grunden over, at Solen kan smile ned til Landskabet, thi Marker og Haver er ned traadte og Frugterne fra sidste Høst staar og raadner ud. Det Brødkorn, der skulde have mættet de Tusinde Munde, smuldrer hen og bliver til Muld, ligesom alle de unge, kraftige Legemer, der ligger og smuldrer i Jorden her. Trindt omkring paa Markerne truer sig de smaa Jordhøje, hvor Ven og Fjende ligger Side om Side. Nogle er af Kammeraterne pyntet med Blomster og Grønt, andre er forsynet med et simpelt Trækors, de Kristnes Tegn, Fredens og Forsoningens Symbol. Uvilkaarligt tænker man, naar man gaar mellem disse Grave: “Hvor langt er vi Kristne endnu fra at følge i hans Fodspor, der gjorde dette simple Trækors til vort Bannermærke”.

Ak, hvor mange haabefulde unge Mænd er her ikke falden for den dræbende Kugle! Hvor mangt et Liv er her ikke afsluttet brat, som maatte kunde være blevet til Velsignelse for mange!

Mens vaarens første spæde Blomster titter allerede frem mellem de friske Grave, og de ligesom hvisker til en: “Menneske, hvi sørger du? Liv skal spire efter Døden, og nye Slægter skal følge efter. Vaaren vil atter blomstre over de Døde!”

Og Grundtvigs Ord klinger én i Øret: “Lovet være Himlens Gud, de Ædles Æt dør aldrig ud!”

Vi naar frem til en Landsby, der endnu ikke er forladt af alle Beboere, men Synet, man møder her, er ogsaa trist. Ethvert Spor af Hygge er borte, men man forstaar at Folkene hænger ved deres Hjem og nødig vil forlade det, før den haarde Nød tvinger dem dertil. Og hvorhen skal de vende sig?

Her har de i det mindste dog Føden for i Dag. Thi Soldaten deler gerne sin sidste Bid med den stakkels Befolkning.

Flandern, 12. Januar.

Kære “Hejmdal”!
Vi kan meddele vor Venner og Bekendte, at vi endnu alle er ved nogenlunde Sundhed. Julen og Nytaar har vi tilbragt 30 Kilometer bag Fronten i Fred og Ro. Men efter 3 Ugers Ro belaver vi os paa igen at komme frem i Kanonernes Torden. Det er jo ikke saa slemt, naar vi er saa mange Bekendte sammen. Bare Vejret var lidt bedre. Forhaabentlig kan vi snart samles med hverandre i vort kære Nordslesvig igen.

Venner og Bekendte hilses hermed paa det varmeste fra

Johann Fr. Johannsen, Tumbøl; Peter Nielsen Christiansen, Løjtkirkeby; Frederik Jepsen, Mastrup ved Haderslev; Christian Paulsen, Felsted; Andreas Feddersen, Skodborg; Frederik Peter Hansen, Todsbøl; Nis P. Clausen, Svejrup; Gjøde M. Kjer, Genner; W. Stallbohm, Aabenraa; P. Høeg, Mjøls; Svend A. Simonsen, Sønder Sejrslev; Karl Nydal, Tinglev.

22. januar 1915. “Tyskerne har desværre båret sejren hjem ved Soissons.”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste ved Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten.

Cuy, Oise, den 22. januar 1915

Kære forældre!

Det forholder sig desværre sådan, som der skrives. Tyskerne har båret sejren hjem ved Soissons, har taget en mængde fanger. Det stemmer også, hvad franskmændene skriver, at vi var tropper fra 7 regimenter, der angreb: 84,85,86,12,36,163,52 samt III jægere.

Vor bataljon alene har vist taget hen imod tusinde fanger, et maskingevær, en revolverkanon; de kom jo løbende imod os uden våben med hænderne i vejret; jeg forstår ikke, så lidt modstand de gjorde. Men da jeg først havde set deres skyttegrave, forstod jeg det bedre. Vort svære artilleri havde i flere dage beskudt dem med haubitser; de går rutsj gennem de stærkeste dækninger, de slår et hul i jorden så stort som vort spisekammer og spreder død og ødelæggelse i en omkreds af næsten et halvt hundrede meter. Deres grave lå fulde af døde og sårede, og de må til sidst være bleven helt forrykte af skræk, så de har mistet al modstands­kraft – tilmed var de lutter nye tropper, som lige var kommet dagen i forvejen.

Vi var helt inde i de forreste huse af Soissons, En Poulsen af Sommersted sov derinde i en kælder natten over, og en fransk vagtpost patruljerede udenfor. Nå, tanken om alt det fylder mig med vemod. Glad er jeg, at jeg selv er sluppet derfra; for når man kunde slippe helskindet igennem en sådan granat- og kugleregn, så har man håb for fremtiden. Ingen af de „gamle” havde oplevet noget lignende i de mange slag, de har været med til.

En kærlig hilsen fra jer søn Kresten

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

 

20. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, sårede, savnede, jernkorset – og hilsener fra felten.

Hejmdal

En Mindegudstjeneste
holdes i Tirsdags i Varnæs Kirke, over Gaardejer Jes Fenn og Ungkarl Peter Kauslund, begge fra Bovrup, som havde fundet Døden paa en og samme Dag paa Valpladsen i Rusland. Sognepræsten, Pastor Lauritzen, talte smukt og gribende for den tætfyldte Kirke, ud fra Luk. Evang. Kap. 12, 4-5.

Faldne.

Barber Martin Junge, der havde Forretning paa Nytorv i Flensborg, er falden paa den vestlige Krigsskueplads. Han var 31 Aar gammel og efterlader Enke og to smaa Børn.

Til “Flensb. Nachrichten” meddeles fra Munkbrarup Sogn i Nørreangel, at der atter er faldet 2 unge Mænd der fra Sognet. der er nu faldet i alt 7 Mand fra Munkbrarup.

Saarede.

Søren Jensen fra Øster- Aabølling er bleven saaret den 9. Januar ved M. i Frankrig. En Kammerat, H.P. Hansen fra Ottersbøl, meddeler herom i et Brev til Forældrene:

“Jeg vil meddele Eder den sørgelige Nyhed, at Eders Søren, min gode Ven, i Gaar, den 9. Januar, er bleven saaret i den venstre Arm af en Granatstump. Det er ikke saa farligt. Jeg har været oppe paa Revirstuen og vilde tale med ham, men da var han allerede bragt paa Lasaret, vistnok i Bl. Nu maa I ikke blive alt for bange, thi Saaret er ikke farligt. Ja, I maa være glade ved, at det er gaaet saa godt; der har været mange Saarede og haardt Saarede i de sidste Dage, og ikke saa faa Døde. Da de fandt Søren var han bevidstløs. Saa snart I faar Sørens Adresse, vil I saa sende mig den. Hilsen fra Kresten Schmidt og Bernt Andersen fra Roager. Tak Gud, at I har Eders Søren endnu, saa trøster Gud Eder!
De kærligste Hilsner
H.P. Hansen”

Der indløb i Gaar Meddelelse om, at Stationsforstanderen i Toftlund er bleven saaret under Kampene i Frankrig.

Savnede.

“A.T.” meddeler nu, at der ikke er indløbet nogen Meddelelse om, at Togfører Piechnick fra  Aabenraa Smaabane er falden. Derimod har Fru Piechnick modtaget Efterretning fra Bataillonen om, at der er Mulighed for, at hendes mand er i fransk Fangenskab, da hans Lig ikke er fundet eller jordfæstet.

Marie Hansen (Adr.: Chr. Jensen) i Kobberholm ved Graasten har siden først i Oktober ikke kunnet faa Underretning om Landeværnsmand Nis Hansen fra Kobberholm, der har deltaget i Krigen ved 84. Landeværnsregiments 11. Kompagni. Al Efterforskning har hidtil været forgæves.

Jernkorset. Følgende har faaet jernkorset:
Karl Vanselov fra Sønderborg, der er Overmaskinistmat paa Krigsskribet “Blücher”.
Gefr. Tiedemann, en Søn af Handelsmand Tiedemann i Nordborg.

Fra Felten.

Bag efter de vigende Russer.

Kære Broder!
Russisk Polen, den 17. decbr. 1914.
Jeg er meget glad for, at jeg fik ønsket Eder en glædelig Jul i sidste Brev; thi nu faar I vist ikke dette til Jul. Dagen efter at jeg skrev, rykkede vi ud; thi Russerne er nu flygtede, og vi maatte bag efter dem. Vi rykkede ud Kl. 5 i Gaar Morges i østlig Retning. Da vi naaede Russernes Skyttegrave, fik nogle af vort Kompagni Ordre til at gennemsøge dem og samle Geværer og Ammunition op (Peter og jeg var deriblandt). Vi havde anrettet forfærdelig Skade hos dem. Der laa mange Døde der endnu, og lidt bagved i en Skov fandt vi mange Massegrave; men de har ogsaa været udsat for en skrækkelig Ild fra vor Side.

Vi vandrede saa i Gaar noget bagefter de øvrige og kom i Kvarter i en lille Stad Kl. 7 om Aftenen. Peter og jeg og en til ligger i Kvarter hos en Familie, hvor der er 4 smaa Børn, alle i et Værelse naturligvis. Jeg laa paa en Sofa og sov udmærket, men Peter sagde, at Børnene havde brølet dygtigt om Natten. Jeg har ikke hørt noget. Vi skulde have været bort Kl. 6, men Russerne har sprængt alle Broer, saa vort Artilleri ikke kan komme frem. Vi bliver vistnok liggende her i Dag. Kl. er nu 8. Der er lige nu blevet sagt Besked, at vort Regiment skulde hjælpe Pionererne med at bygge Broer.

Nu bliver Postgangen vistnok noget langsommere. De 3 Pakker, Du sendte, har jeg ikke modtager endnu, men jeg faar dem nok en af Dagene, da de sandsynligvis er her paa en af Vognene. Nu er det ikke godt at vide, hvor vi kommer til at fejre Julen, men maaske bliver det bedre, end vi tænker. Vi faar maaske mere Ro end der, hvor vi var, saa det skal nok gaa. I Aftes, da vi stof en Times Tid nede ved Wartefloden og ventede og frøs, sang vi alle “Glade Jul”. Det var helt stemningsfuldt i den mørke Aften.
Mange kærlige Hilsener og Ønsker om et godt Nytaar for Eder alle.
Eders
Jens.

Vagten ved Møllen Julenat.
Russisk Polen, den 24. Decbr. 1914.

Kære Broder!
Mange Tak for Dine Breve og Kort, som jeg modtog i Aftes. Der var 2 Kort og Breve fra den 9. og 12. December. I Dag er det jo Juleaftensdag, men hos os mærker vi det ikke. Vi skal i Aften alle i Skyttegraven, da vi er bange for et Angreb fra Russernes Side. Peter og jeg skal paa Feltvagt 5-600 Meter fra Russerne, saa vi faar jo ingen Ro i Nat, men saa er vi til gengæld fri i Morgen. Det er ikke saa rart at gaa ude og passe godt paa hele Natten, især naar Maanen gaar ned ved Midnatstide. Det gør den her i Aften. Vi er nu langt nede i Polen, ned efter Krakau til.

Nu vil jeg fortsætte i Dag, da jeg ikke fik skrevet mere i Gaar. Ja, nu er vi kommen hjem i vort Kvarter igen. Det var en slem og lang Nat. Vi stod paa Vagt fra Kl. 4 til Kl. 7 i Morges. Straks i Aftes fik vi Ordre til, at ingen maatte sove, saa vi stod 15 Timer paa Post. Saa længe Maanen skinnede gik det jo; men da det blev mørkt, var Russerne næsten ikke til at skelne fra de mange smaa Buske, som vokser her. Vi stod oppe ved en Mølle paa en Bakke. Kl. henad 2 havde der saa sneget sig 2 Russere om bag Møllen og smurt Træværket ind med Beg og sat Ild paa. Vi saa dem, da de løb bort, og skød efter den, men traf ikke. Vi fik i en Fart Ilden slukket, saa det ikke blev til noget den Gang, Møllen laa kun 25 Meter fra hvor vi stod.

Resten af Natten forløb temmelig roligt; men den Julenat glemmer jeg aldrig. I Aftes fik vi kun et Stykke Brød med Fedt og Salt og lidt kold Kaffe, men nu i Dag vil vi leve højt. Vi har købt 2 gode Gæs for 2 Mk. 25 Pg. Stykket. Jeg har nu slagtet dem og har den i Gryden saa vi skal nok faa en flot Middag. De øvrige er til Gudstjeneste, men det blev saa sent tilsagt, og jeg stod midt i Slagtningen. Jeg maatte derfor blive tilbage. jeg tænker, vi faar Post i Morgen, saa skriver jeg igen.
Mange Hilsner fra
Eders
Jens

Fransk Vinter.
B. i Frankrig, den 12. Jan. 1915

Kære “Hejmdal”!
Modtag en Hilseen fra det fjerne Vesten og en Tak, I kære Landsmænd, som sender Bladet til mig her i Skyttegraven. Det glæder mig, hver Gang jeg læser hvad der gaar for sig hjemme. Naar man læser det hjemlige, svinder krigstanken for at Øjeblik. Men det er ogsaa kun for en Tid, for ser man over Dækningen, øjner man 2 Mand paa Vagt. Bag dem er det en Løbegrav, som er fuld af Pløre. Vi gaar i Vand til Knæerne derovre. Mangen Kammerat bliver siddende fast og kan ikke komme videre. Vi maa hjælpe ham løs. Befolkningen siger, at saadan er Vinteren her i Frankrig: Regn og Slud. Jeg søger altid at opmuntre Kammeraterne; thi det gaar dog meget lettere, naar man er ved frisk Mod. Vi er tre Nordslesvigere ved Kompagniet, og vi holder sammen, saa godt vi kan. Vi haaber, at Freden omsider skal komme.
Hilsen til alle derhjemme.
Frederik Schmidt

Hilsen fra Felten.

Bladet har modtaget en Hilsen med Tak for Tilsendelsen af Bladet fra Gdr. Paulsen, Vester Sottrup, nu Kusk ved en Bataillonsskab i Belgien. Han skriver bl.a.:
“Jeg er meget glad for Bladet. Nordslesvigske Kammerater har jeg ingen af her, saa jeg har slet ikke Lejlighed til at tale Dansk. Mit Regiment ligger nu her i Reserve. De sidste 14 Dage før Jul var det temmelig haardt med ved Nieuport. Men jeg maa ikke klage, da jeg er Kusk ved Bataillonsskaben.”

19. januar 1915. Fraternisering og religiøse rørelser. Feltpost og hilsener fra felten

Hejmdal

Fra felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Juletræet mellem Skyttegravene.
En Forstærkningsreservist fra Haderslev, der er ansat ved et Sanitetskompagni paa Vestfronten, skriver blandt andet:

…., den 6. Januar.
Kære ….
Tak for Pakken, Breve, osv. Jeg maa sige, I har været meget forsynlige baade med Smørelse til indvendigt og udvendigt Brug, men som det næsten altid gaar: det vigtigste var der dog ikke – Insektpulver eller med et finere Udtryk – Lussalve. Endnu er jeg heldigvis blevet forskaanet for Invasion, men hvor længe det varer, er ikke nemt at forudsige.

Julen gik meget hurtigt for mig. Jeg var paa Forvagt, for Resten ogsaa Nytaarsnat, saa de to Aftener fik vi ikke meget ud af. Julenat havde de tyske Tropper stillet et Juletræ op midt imellem Skyttegravene. Jeg kunde gennem Kikkerten se Træet, der var behængt med elektriske Pærer. Batteriet var opslittet i Skyttegraven, saa der kunde tændes og slukkes derfra. Fra begge Sider blev der afsunget tre Julesalmer og derefter Nationalsange; saa var den Herlighed forbi.

Første Juledag oplevede vi, at en fransk Soldat krøb op af Skyttegraven og vinkede over, at man ikke skulde skyde, han gik halvvejs over mod de tyske Grave, og en tysk Soldat gik saa over, for at høre, hvad han vilde. Franskmanden kom med Forslag om en Byttehandel mellem Parterne om Vin og Cigarer. De blev saa enige, og lidt efter vrimlede det foran Skyttegravene, som var det under en Pause i manøvretiden. Legen varede ved nogen Tid, men da Artilleriet ikke var med og sendte nogle Shrapnells derned, trak man sig tilbage.

Forinden endes man dog om, at der skulde udveksles Aviser. En tysk Soldat skulde gaa over med en Stabel tyske og saa faa udleveret franske i Stedet. Det var naturligvis ingen Tosse, der blev sendt afsted, han kom tilbage med Melding om de franske Pigtraadsforhegningers Bredde, og hvorledes Skyttegravene var indrettede og meget mere, der var af stor Interesse.

Da vi for Tiden kun har meget faa Saarede og der derfor kun er lidt at gøre for os, bliver vi sendt paa Vagt. I de sidste 2½ – 3 Maaneder har jeg været det hver andet Døgn. Mellem Jul og Nytaar havde vi en Dags Øvelse, og der kom derved Kludder i Turen, saa jeg baade kom afsted Jule- og Nytaarsnat. Vi var lidt ærgelige derover, da vi nok syntes, vi kunde have været fri en af Dagene, men det gik ikke.

Jeg kan ikke vide, hvor længe det kan vare ved endnu. Men det lader jo ikke til, at Udsigterne for en hurtig Afslutning er ret store lige for Øjeblikket. Alting ligger saa godt som stille, især her hos os. I den første Tid hed det sig: “Ja, nu maa vi da snart skulle videre.” Men Tiden gik, og vi er her endnu. Jeg gad vide, hvordan det ser ud andre Steder.

Fra Skyttegraven i Østpreussen – Religiøse Rørelser.
Skyttegraven i Østpreussen, 18. Decbr.

Kære Forældre!
Jeg har i Dag modtager 2 Numre af “Sædekornet” og 2 af “Hejmdal” hvad vi er meget glade for. Det er selvfølgelig ikke alene mig, som læser dem, her gælder det netop om at faa meget ud af lidt. Det er en stor Glæde at faa noget selv, men større er Glæden, naar man kan dele ud til andre.

Vi har flere ved Kompagni, som gør det, især er der en fra K., en Mand ved Navn G., han deler meget ud imellem Kammeraterne, og man finder heller ikke bedre Selskab end ham. Det er en gudfrygtig Mand, det vil sige, en af den Slags vi skulde havde mange af, og I kan tró, hvem der ikke har lært at bede før, skal sandelig nok komme til det her, naar Kanonerne tordner, og Jorden ryster, eller Maskingeværerne udsender deres Kugler med en vis Færdighed. Saa skal man nok komme til at tænke paa sin Gud. Jeg tror ogsaa, at der gaar mange stille Bønner op til Himlens Gud.

I ønsker jo vist at faa lidt at vide om, hvor vi ligger. Det er 8 Kilometer nordfor A. ved et Slot, som hedder Winsken. 500 meter derfra gaar Skyttegraven, og saa ligger Russerne en 8-900 Meter foran os i deres Skyttegrav. I vor Skyttegrav har vi jo smaa Huler, hvori der ligger 2 mand. Vi har ogsaa nogle til 4 Mand og nogle helt store til 12-14 mand. Nu har vi lige faaet Skorstene indmuret i dem alle, saa vi kan koge lidt, men det vil sige, det skal være, naar det er mørkt, for at Russerne ikke skal se det. Straks de mærker en Smule til os, skyder de af al Kraft.

Vi har jo ogsaa lidt Selskabelighed; min gode Ven Hans Clausen fra Bodum, besøger mig altid engang hver Dag. Ellers gaar jeg hen til ham. Saa ser vi vore Pakker efter og faar os lidt Chokolade og et Par Cakes, hvad vi nu har. Vi sidder sammen et Par Timer og taler om et og andet derhjemme. Saa gaar vi paa Vagt. det skal jeg ogsaa nu. derfor mange venlige Hilsner til Jer alle fra
Jeres Søn
Mathias

Skyttegraven i Østpreusen, 8. Jan. 1915

Kære Forældre!
Jeg vil i denne Morgenstund skrive lidt til Jer. Jeg er sund og har det efter Omstændighederne godt. Der bliver sagt, at vi skal afløses i Morgen Aften, for at vi kan blive fri om en Uges Tid. Det er rart, for der er streng Vinter heroppe, haard Frost med Sne. Det er nu ikke saadan, at jeg fryser, for man har saa meget Tøj paa, det næsten er umuligt at fryse. Men det vil være dejligt for en Forandrings Skyld, for man bliver dog ked af at ligge i Skyttegraven Uge efter Uge, ja, men kan jo sige: Maaned efter Maaned, for nu har vi lige været i Skyttegraven i to Maaneder, og jeg synes ikke, der er Udsigt til, at det kan holde op foreløbig. Men saa maa vi jo ogsaa sige, at vi Mennesker ingen Forstand har paa den Slags Ting, for hvem der ikke før har mærket, at der er en Gud til, som styrer det hele, han faar det at mærke her. Jeg maa sige, at naar man holdet Øjet med sig, saa kan man se, hvorledes Kristenlivet trives i enkelte Mennesker. Man maa bede om, at det maa holde sig, naar Freden atter kommer.

Det er sørgeligt, at vi slet ikke hører fra Jørgen. Nu er det næsten 5 Maaneder siden, han blev saaret, og hver gang jeg tænker paa ham, rinder disse Ord mig altid i Hu:

Haabet, Haabet lever kun,
det er det, vi har tilbage
i de mørke Vinterdage
som et Solglimt sendt fra Gud

Jeg har faaet mange Julegaver. Den bedste kom fra Frimenigheden. De har sendt mig det nye Testamente og en lille Salmebog. Det har glædet mig allermest, at de har selvfølgelig ogsaa sendt mig Julebogen. Den har vandret rundt i Kompagniet, for den havde de Lyst til at se alle. Tak for “Hejmdal”, som kommer meget regelmæssigt. mange venlige Hilsner fra
Mathias

Hilsner fra Felten.

St.C. Frankrig, d. 3 Jan. 1915

En venlig Hilsen og en Hjertelig tak til alle beboerne i Hellevad Sogn, som har ydet deres til at forskønne os Julefesten herude i Felten med deres dejlige Julepakker, som vi har modtager. En særlig Tak til Pastor Tonnesen og Frue for deres store Ulejlighed.
Carsten Carstensen, Hans Nissen

D. i Frankrig, d. 10. Jan. 1915.

Kære “Hejmdal”!
Siden 1. Juledag har vi opholdt os især bag Fronten, som Reserve. Landsmænd sidder selvfølgelig sammen, og Tankerne flyver hjem til det kære Nordslesvig. Hermed sender vi alle derhjemme en kærlig Hilsen.

Hans Alexandersen, Sottrup; Peter Bladt, Lysabild; Niels Hansen, Klovtoft; Vilhelm Christiansen, Røkær ved Tønder; Boy Jessen, Skovlund ved Flensborg; Marius Koch, Kliplev; Laust K. Jensen, Emmerlev; Andreas Ravn, Hejsager.

Frankrig, den 12. Jan. 1915

Kære “Hejmdal”!
Ja, vil vil ogsaa gerne have Lov til at sende Dig en Hilsen som Tak, fordi Du kommer helt herned og besøger os. En særlig Tak til den, som har foranlediget, at vi har den Glæde. Vi har det efter Forholdene godt, er ved god Sundhed og godt Humør. Ogsaa en kærlig Hilsen til vore Kære derhjemme.

H.J. Boysen, Traasbøl; J. Karstensen, Sundsmark; Lorenz Schmidt, Genner; Adolf Leander, Gammelby ved Vejen Station (Danmark); Hans Krieger, Viby (Als); M. Lauritzen, Sønderborg; I. Herbold, Rørkær; C. Kraft, Flensborg.

Østpreussen, Torsdag den 14. Jan. 1915.

Nedenstaaende Nordslesvigere, der som Landeværnsmænd har ligget i Skyttegravene i Østpreussen siden Midten af November Maaned, sender en hjertelig Hilsen til “Hejmdal” samt Venner og Bekendte.
Peter J. Hansen, Peter Snitkjer, Aarøsund; Erik Ravn, Vilstrup; Eduard Dall, Lert; Andreas Kock, Mølby; Mathias Mygind, Øster Lindet; Kresten Lassen, Hyrup II; Jes Beck, Oksenvad.

“Dannevirke” har modtager en Hilsen fra det vestlige Flandern, undertegnet af Følgende:
Niels Bran, Grarup; Thomas Snitballe, Lunding; Klaus Blunk, Hals; Chresten Iversen, Strandelhjørn; Nis Jessen; Abkjær, M. Clausen, Hejsager; J. Kahl, Aastrup; Kristian Bredall, Løjt; Andreas Feddersen, Skodborg.

Brevet er dateret den 9. Januar.

 

18. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, fangne, sårede, savnede – og feltpost

Hejmdal

Faldne.

I Fredags modtog Murmester Jens Schmidts Kone i Traasbøl den sørgelige Efterretning fra Krigsskuepladsen, at hendes Mand er falden den 30. December i Frankrig, under en Fægtning omkring ved Reims. Meddelelsen kom fra en kammerat af ham, Thøisen, Kliplev, som hele Tiden har været sammen med ham. Schmidt efterlader en dybtsørgende Hustru, seks smaa Bøørn, hvoraf de 2 (Tvillinger) fødte kort før Jul, og sin gamle Moder. Efterretningen har fremkaldt stor Sorg, ikke blot i hans Hjem, men i hele Byen, da han var en meget god og afholdt Mand.

Landmand Lorens Meyer og Hustru i Simondys ved Hanved har modtaget Meddelelse om, at deres Søn Lorens er falden den 7. Januar paa Krigsskuepladsen i Frankrig. Han var 26 Aar gammel.

Kusk Dominikus Hansen fra Sønderborg, der stod i Landeværnet, er ifølge “S.Zt” den 10. Januar falden i Frankrig. Han efterlader Enke og 2 Børn.

En Sørgefest agtes afholdt i Krigen i Fjelstrup for den falden Smedemester Georg Ahrendt fra Sillerup Tirsdag Eftermiddag K. 3½. Georg Ahrendt efterlader sig Hustru og syv uforsørgede Børn.

I Fangenskab.

Peter Matzens Kone i Gramby har i sidste Uge faaet Meddelelse fra sin mand, at han den 17. December er bleven taget til fange og befinder sig i god behold i Frankrig. I Tabslisten for i Søndags er Matzen opført som savnet.

Nicolaj Nikolajsen, Søn af Skomager Nikolajsen i Frisergade i Flensborg, der stod ved Gardeforstærkningskorpset som Sanitetsskusk, er ifølge “Fl. N.” kommen i russisk Fangenskab og befinder sig paa Vej til Sibirien. Skomager Nikolajsen har allerede mistet en Søn, der stof ved et Jægerbataillon. Hans yngste Søn er for Tiden ved Fronten ved Ypres.

Paa Lasaret.

Gaardejer Hans Bonde i Egen, hvis Søn har deltaget i krigen paa den østlige Krigsskueplads, og hvem han ikke havde  hørt fra i længere Tid, modtog for en Uges Tid siden Brev fra ham, at han var bleven saaret af et Strejfskud over Brystet og befandt sig paa et Lasaret i Berlin. Faderen og den unge Mands Kæreste er nu ifølge “Dvp.” rejst til Berlin for at hente ham, da der er skaffet Plads til ham paa Lasarettet i Sønderborg.

En Savnet. – Oplysning søges.

Gefreiter i Reserven, 2. Kompagni Regiment 86, Jørgen Andersen fra Øster Løgum ved Aabenraa, har ikke ladet høre fra sig i fem Maaneder. Han blev saaret den 23. August ved Mons samen med flere af sine Kammerater, og han staar ogsaa opført i Tabslisten som saaret. En Kammerat, der stod ved hans Side, har set ham paa Forbindingspladsen. Al Efterforskning har hidtil været forgæves. Vi henvender os nu til Bladets Læsere, om muligvis en eller anden kunde vide Besked fra deres Paarørende, som har staaet ved hans Side. De bedes i saa Fald meddele os det.
Jørgen Andersen,
Øster Løgum pr. Hovslund

[Nedenstående breve har tidligere været bragt på her på hjemmesiden i december 2014 i Harald Nielsens forkortede versioner i “Sønderjyske Soldaterbreve”. Vi bringer dem her alligevel for at få indledning og afslutning med, RR]

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Rusland, d. 23. Decbr.

De Kort, jeg skrev paa Rejsen fra Frankrig, Belgien, Berlin og Breslau, har I vel modtaget. Mellem Forholdene her og i Frankrig er der lige saa stor en Forskel som paa Dag og Nat. Her ser man noget helt andet en i Vest.

Vi har over 75 Timer i Jernbanen. Vi kom hertil i Aftes Klokken 10. Saa gik vi kryds og tværs for at søge Kvarter. En stor Gaard og Brændevinsfabrik fandt vi Klokken 12. Vi fik vore Heste i Stald, men mange maatte staa under aaben Himmel.

I Frankrig havde vi gode Veje. Her er de saa daarlige, at det næsten ikke er til at komme frem. Paa nogle Veje er der lagt Træstammer tværs over Vejen, for Hestene rider mange Sko af, naar de kommer i Klemme mellem Stammerne. Somme Steder synker de en halv Alen ned i Dyndet. Derfor gaar det ogsaa tit ind over markerne, naar vi rykker ud. Der er mange Heste, der er blevne slappe. Ofte spændes der fire for. Langs Vejene eller rettere over Markerne, ligger af og til en Hest, som har slæbt sig ihjel.

De ungarske heste er meget smaa og afmagrede; det har været strenge Tider for dem. hellere 20 Kilometer i Frankrig med dobbelt Last end 10 Kilometer her. Vi er ca. 45 Kilometer fra den schlesiske Grænse og 50 Kilometer fra den østerrigske. I Aftes, da vi holdt en halv Time ved Grænsen, som Østerrigerne med en Transport af 500 Fanger.

Nej, det var meget bedre i Frankrig end her i Rusland. Juleaften blev ikke saa hyggelig, som jeg havde tænkt mig den, da jeg skrev hjem den 17. fra Frankrig. Vi kom Juleaften i Kvarter paa et Gods, hvor der i alt stod 800 heste. Klokken var 11. Klokken 12 om Natten var her overalt Gudstjeneste. Derefter gik vi hen til en Jøde og drak os et Glas Kaffe for 10 Penning. Klokken 1 lagde vi os til Ro i en stor Lade, der sov jeg meget godt til Julemorgen Klokken 4. Saa stod jeg op og fodrede min sorte Hest. Klokken 6 rykkede vi ud og red i 16 Timer med ½ Times Hvile. Det var Juledag 1914.

Hvor kunde det være dejligt at komme hjem igen til det skønne Nordslesvig. Det russiske Sprog er ikke til at forstaa. Lidt Fransk har vi lært i de fire Maaneder, vi var i Frankrig, men det glemmes jo hurtigt igen.
Naar bare jeg var blandt Nordslesvigere.
I kan være glade ved, at I ikke ser noget af det skrækkelige, som en krig fører med sig.
Kærlig Hilsen
Paul

III.
Rusland, den 6. Jan. 1915.

Kære Moder! Mange Tak for Dit Brev af 29. December. det var min første Post her i Rusland. Aftenen efter modtog jeg Postsager over Frankrig, deriblandt var et Brev fra Misse og et Kort fra lille Søster Ella, 4 “Hejmdal” og to Salmebøger og et Julekort fra U.P. Sørensen, en Pakke Cigarer fra J.C. Hansen og 2 Pakker fra Eder med Sodakage og Lagkage i, saa det var en hel Mængde paa en Gang. Sig dem alle hjertelig Tak, og Tak dog først og fremmest til Dig, min kære Moder. I skal ikke være bedrøvede over, at jeg er kommen her til Rusland, for jeg er sund og rask, og Udsigterne er gode for, at jeg kan komme sund og rask hjem til Eder igen.

Broder Johan kan være glad for, at han ikke er kommen her til Rusland. Jeg læste i Gaar Aftes, at han sammen med syv andre Nordslesvigere var afrejst den 18. December til Frankrig. De havde sendt en Hilsen til “Hjemdal”. Jeg er rejst fra Frankrig den 19. Den 20. December kom vi gennem Aachen. Johan er vist kommen gennem Aachen samme Dag. Saa tæt har vi to Brødre været sammen efter saa langs Tids Adskillelse, uden dog at vide det. Men nu fjorten Dage efter har jeg set det i “Hjemdal”.

Den første Dag her i Rusland traf jeg en Infanterist, som spurgte efter en ved Navn Petrik, som skulde være ved Train Nr. 9. Jeg sagde, at der var en ved vor Kolonne, som hed saadan, men at vi først var kommet hertil i Dag. “Ja”, sagde han, “har I saa været i Nærheden af St. Quentin?” – “Ja.” “Saa er det sikkert min Broder.” Han havde imidlertid ikke engang Tid til at komme hen at tale med ham. En Snes Minutter senere kom Broderen, men da var den anden borte, og de fik ikke talt sammen. Men han var dog glad for at faa en Hilsen fra ham, da han ikke havde Anelse om, hvor han var.

Saadan gaar det saa mangen en, saadan er det kanske ogsaa gaaet Alfred og Holger Lycke, C. Grelk og Hans Lund. Mangen en kommer jo i Fangenskab og har det temmelig godt, men hverken faar eller maa afsende Post. Naar den skrækkelige Krig saa er forbi, komme de jo sunde og raske hjem igen. Naar I hører fra Johan, saa send mig hans Adresse, at jeg kan skrive til ham.

I Aften, Helligtrekongersaften, har vi haft Juletræet tændt. Mine Julelys, som jeg havde hjemme fra, havde vi tændt i Aften,  og nu er de nedbrændt, som det er skik og Brug i Tyskland. Vi sang nogle Julesalmer saa det var en hel Højtidelighed.

Her i Skolen, hvor vi nu ligger 40 Mand, har vi det meget hyggeligt, for her er Kakkelovn og Borde og Bænke. Vi ligger varm og godt, men Tøjet faar vi ikke af Kroppen.

I Gaar, da vi havde aflæsset, fik vi Saarede med tilbage til Banegaarden. Jeg havde Lejlighed til at tale lidt sammen med en, som havde faaet en Kugle i Knæet. Han havde mange Smerter. Benet var stivt. Med Forplejningen var det temmelig god, men med Cigarer var det knapt. Jeg gav ham en Cigaret. Det var, som al Smerte var borte eller glemt ved at faa lidt at ryge igen, sagde han. Jeg gav ham en Pakke som jeg havde, for jeg ryger jo dog ikke selv. i Fremtiden vil jeg ikke give mine kammerater saa mange af mine Cigarer, nu giver jeg dem til de Saarede.

Her faar vi sjældnere Post. Nu lige kom postsagerne, men der var intet til mig. jeg mangler heller intet saa nødvendigt; men glad bliver man dog, naar man faar noget.

Jeg er sundt og rask og haaber ikke, det varer længe, inden vi kan vendte hjem til vort kære Hjem, som er saa langt borte. Nu er Klokken over 10, og vi skal op i Morgen Kl. ½5, saa det er paa Tide, at gaa til Ro. Vær ikke ængstelig for Johan og mig, kære Moder. Jeg sætter min Lid til det, som Provsten skrev paa et Kort: “Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes”. Lev vel.
Eders
Poul

Vest og Øst. B.d. 13. Decbr. 1914.

Mange Tak for Eders Breve. Jeg har ogsaa faaet flere pakker, deriblandt ogsaa en fra Fru Gundersen og J.C. Hansen. Det er altid en Oplivelse, naar Posten bringer en noget godt hjemmefra.

I det gode Kvarter, som jeg beskrev i forrige Brev, er jeg ikke mere. Jeg har haft to siden. Her bor jeg paa en Vandmølle. Vandet suser Dag og Nat. Her er ikke Mangel paa Vand, det har der ellers ofte været. Husets Beboer bestaar af Mand, Kone og tre Børn, og de er meget flinke. I en Dansesal har vi ca. 50 Heste staaende, det er ikke saa flot som i Lüttich. Der stod Hestene i et Teater med Plystæpper. Staldplads og Husly maa man tage, som man kan finde det.

Sidste Søndag var vi 9 Mand indkvarteret i et ubeboet Hus. Tirsdag formiddag, da vi var ude paa March, kom der to Koner og et Barn, som vilde tage Bolig i deres Lejlighed igen. De havde forladt Huset for et Par Maaneder siden og lukket Døre og Vinduer. Det var jo lidt ubehageligt at finde deres Hus med 9 tyske Soldater i. jeg lod dem naturligvis faa deres Soveværelse og Køkken, og dermed var de meget godt tilfreds. Tre af os rykkede ud og fandt et andet Kvarter. En aften kom Konen uventet med Hønsesteg og Æblemos. Hvad siger I om det?

Men vi ser ogsaa megen Armod og Elendighed har i Frankrig. Hvad jeg har set og været med til i den forgangne Uge, har været skrækkeligt. En Dag var vi fem Mand, der skulde ud og faa fat paa Kartofter. Saa gik vi fra Hus til Hus en Gade langs og søgte Husene igennem. Der saa vi grædende Kvinder og Børn, kan I tro. Et tarveligt Hus gik jeg forbi. Da vinkede en Kone efter mig. Jeg tænkte: Hvad mon hun vil, og gik derind, og hvad jeg saa var saa skrækkeligt, som jeg aldrig har set før. Hun sad paa en Stol og kunde hverken gaa eller staa, og hvad hun sagde, kunde jeg ikke forstaa, men hun var næsten omkommen af Sult. Jeg havde ingen Tid at bringe hende noget, men lod en af Kammeraterne bringe hende noget af vor Middagsmad. Da vi om Eftermiddagen gik forbi, vinkede hun efter os og takkede os saa pænt.

I Dag har Konen her igen skrællet Æbler, i Aften faar vi vist Æblemos. I Dag har vi været i Kirke. Det er tredje Gang. Eller er Gudstjenesten bleven holdt under aaben Himmel. —

Jeg blev ikke færdig med at skrive før, for Postvognen kom, og jeg maatte hen og hente Postsagerne. Til in store Glæde var der ogsaa Brev fra Dig, kære Moder. jeg har faaet seks smaa og en stor Pakke fra Eder. Det bedste og gavnligste af alt, hvad I har sendt, er den elektriske Lommelygte. Den gør god Tjeneste.

Nu har vi jo snart Jul. Hvis jeg maa blve her, tror jeg nok, jeg kan faa en god Jul. Og haaber ogsaa, at I maa faa en glædelig Jul. Tak for det lille Juletræ fra Søster Ebbes Have, som jeg forhaabentlig faar en af de første Dage.
Kærlige Hilsener, Eders Søn og Broder
Paul.

15. januar 1915. Feltpost fra Hejmdal: Skyttegravsudsigt: Runkelroer, men ingen franskmænd.

Hejmdal

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Fronten i Frankrig. I Skyttegraven ved L., 3. Jan. 1915.

Kære Venner!
Rigtig mange Tak for alt – Brev, Blade, Papir og Kort -. Vi har nu begyndt paa et nyt Aar og alle spørger vi uvilkaarlig, hvad vil dette bringe, enhver af os haaber det bedste, og gid vi ikke maatte blive altfor skuffede. Endnu et Stykke ind i Fremtiden vil man kunne sige, at “Trange Tider langsomt skrider” Ja, hvor kan et Døgn blive langt herude i Skyttegraven, hvor baade Dag og Nat hugges til Pindebrænde ved idelige Vagtposter, saadan som sidste Gang vi var her, da maatte vi hver 2 Timer paa Post. Det er saa kedeligt og trist, at staa i 2 Timer og kigge gennem et Skydehul, uden at kunne se andet end Toppene af Runkelroer, en Række Pigtraadsforhindring og lidt længere borte nogle Frugttræer. Franskmændene har jeg i de 3 Uger, jeg har været her, ikke set noget til. Naar det er tørt, gaar det jo endda, men naar det regner, som det har gjort her de sidste otte Dage, da er det næsten ufremkommeligt i disse smalle Grave paa denne fede Lerjord; gaar man blot en halv Snes Skridt, saa er man saa tilsmurt med Ler paa Siderne og forneden, at man har vanskeligt ved at kende den stramme Soldat, der nu meget mere ligner en Type, som vi kender fra Mergelbanerne – og det værste er næsten, at Gravens Sider ikke kan staa denne Væde, de skrider ned og giver ekstra Smøreri. Det var bedre at have lidt Frost, men den franske Vinter bestaar vel mest af Regn.

Alting er dog ikke trist her, naar vi er hjemme, har vi mange hyggelige Timer; de Dage, vi er hjemme i kvarter, er som en Ferie, og den nyder vi, saa godt vi kan; jeg kan her lige fortælle lidt om vor Juleaften. Vi bor, som jeg maaske har skrevet, 7 Nordslesvigere sammen, blandt dem er Jørgen Andresen, Nybøl mark. Vi blev enige om, da vi skulde være ude hele Julen, at fejre Juleaften Aftenen forud, da vi endnu var i Kvarter. Vi bød derfor en Del gode Bekendte sammen, for med dem om muligt at faa en hyggelig Aften. Vi blev i alt 16. Først sang vi en Del af vore gode Julesalmer, saa læste en Juleevangeliet, og vi sang endnu lidt, fik Kaffe, læste et Stykke af “Den nordslesvigske Kirkesag”, sendte en Hilsen til “Hejmdal”, som I maaske har set, og sluttede henved Klokken 9 med “Dejlig er Jorden”. Det kunde maaske synes at være en mærkelig sang her i al denne Elendighed, men jeg tror nok, at de fleste havde paa Fornemmelsen, at endnu skønnere er Guds Himmel, og derfor kan vi trods alt synge, dejlig er Jorden.

Saadanne Aftener har vi haft et Par Gange siden, sidst Nytaarsaften, og dem er vi meget glade for, thi de er jo som Manna i Ørkenen; forhaabentlig faar vi Lov at fortsætte endnu i lang Tid, thi da vi bor i en Bagbygning, generer vi ikke mange med vor Sang.

I Gaar Eftermiddags var jeg ovre for ar besøge Michael Steffensen, han er jo i Kvarter i Byen L., som ligger 3,4 Kilometer nordfor Byen C., hvor vi er i Kvarter. Jeg traf det dog uheldigt, da han var i Skyttegraven og først kom ud i Aften; vi kan kun træffe hinanden den første Dag, jeg kommer ud, da maa det være sidste Dag, han er ude. Jeg har nu sendt et Kort til ham, at han kan komme over til mig paa Lørdag, da er vi atter fri; der skiftes nu med 6 Dage.

Angrebet, som I vel har læst om, var længere østpaa, vi var i Kvarter og holdt os hele Dagen parat til at rykke ud, hvis de der trængte til Forstærkning, men vi kom ikke ud.
Der er en Del, der her modtager et nordslesvigsk Blad, men i de sidste Dage har de ikke faaet det. Hvad der ligger til Grund for dette, ved jeg ikke.

Hvor er den forløbne Fest dog vidt forskelligt fra den i Fjord. I Aar har man tilbragt Julen i en Hule paa nogle faa Kvadratmeter, hvis hele Indbo bestaar af halvanden Stol, noget Halm, to Hylder, et Ildsted, en lille Blæsebælg og en fransk Økse og sidste Aar da var hele Familien samlet og havde det saa hyggeligt og godt. I Aar er en af os kaldt bort, —. Godt er det, at han har levet saadan, at vi med Glæde kan mindes ham, og det lader jo til, efter alt hvad der skrives om ham, at hans korte Liv ikke har været helt forgæves, men at ogsaa andre end os, der stod ham nærmest, har været glade for vor Jeppe. –

Skal hilse fra P. Jensen, Stenderup, og Jørg. Andresen, Nybøl. Valdemar L. er kommen ind igen, har jeg hørt.
Det regner nu ned i vor Hule, saa det begynder at blive uhyggeligt.
Med Ønsket om alt godt for Jer i det nye Aar sendes de kærligste Hilsner Eders heng.
Peter
Tak for alt i det Aar, der svandt!

[Brevskriveren må være Peter Østergaard. Et kortere brev med delvist samme indhold blev bragt den 23. december 1914, og heri henvises til et kommende brev til Hejmdal. /RR]

Jul ved Yserkanalen. V., den 27. December.

Kære Broder og Svigerinde!
Tak for Eders pakker, som jeg modtog i Dag. I kan tror, jeg fik mig en god Frokost med en god Snaps til. Det var meget, der smagte. Vi kom lige Fronten, hvor vi havde været i Skyttegraven første Juledag og i Dækningsgraven anden Juledag. Nu kan vi jo saa være i Ro Resten af det gamle Aar.
2. Januar kommer i Skyttegraven igen, og saa begynder det gamle Levned i det nye Aar. Der var vist ikke mange, der tænkte, dengang Krigen begyndte, at den skulde blive ved ind i 1915. Forhaabentlig varer den ikke Aaret ud.
Juleaften fejrede vi efter Omstændighederne meget smukt. Vi boede i en Kartoffelrum, som vi havde pyntet smukt med et lille kønt Juletræ. Om Aftenen var vi en Del Nordslesvigere sammen og sang nogle Salmer paa vort kære Modersmaal.
Den  23. December henimod Aftenen havde vi Besøg af Pastor Petersen fra Sønder Vilstrup. han ligger ikke langt fra os ved et Sanitetskompagni. Saa vidt jeg ved, er han rejst herned for en 14 Dage siden.
Vi er endnu paa samme Sted, 4-5 Klm. sydfor Dixmuiden. Vi har en temmelig god Stilling her, men det gaar ellers hverken frem eller tilbage. For Tiden er Afstanden til den fjendtlige Stilling ca. 1500 Meter. Til den ene Side er der Oversvømmelse. Hos Russerne gaar det nok raskere. De er nok snart helt slaaet, saa vi kan faa Forstærkning deroppe fra, omendskønt der snart ikke er Plads til flere her.
Broder C. skrev, at baade Du og han var paa Stationen. Det skal I dog ikke være udtagne paa Sessionen. Det skal I dog ikke saa let. Der er tropper nok her ved Fronten. Hvis I kommer ind, kommer I maaske til at gøre lidt Jordarbejde.
Jeg har det ellers godt og er ved god Sundhed. Med mange Hilsner.
Eders
Anton

15. januar 1915. Faldne og krigsfanger – og regler for breve til krigsfanger

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Faldne.

Skorstensfejersvend Frits Brandt fra Aabenraa er falden den 22. December i Flandern. Brandt havde indtil krigens Udbrud været ansat i Flensborg.
Glarmester C. Cappe, Haderslev, hvis eneste Søn var med som Frivillig paa den østlige Krigsskueplads, fik i Gaar Morges Meddelelse om, at han var falden.

I Fangenskab.

P. Østergaard, Astrup, og Marius Christensen, Bredbjerg, har skrevet hjem, at de er i fransk Fangenskab. der nævnte 2 Mænd var blandt 8, som Farver Broder Petersen fra Skærbæk skrev om, som var blevne borte, mens han var paa Lasaret.

En Søn af Garver Geisler i Aabenraa har som meddelt været meldt “savnet” fra den østlige Krigsskueplads. Nu har Forældrene modtaget et brev fra Warschau, hvori den unge Geisler meddeler, at han den 10. december var kommen i russisk Fangenskab efter at være bleven saaret ved et Skud i venstre Bryst. Han laa nu paa Lasaret og havde det godt. Dagen efter Afsendelsen af Brevet skulde han føres videre fra Warschau til Moskva.

Breve til Krigsfanger. Nogle Regler for Korrespondance med Krigsfanger.

Udvalget for tyske Krigsfanger i Hamborg har udsendt følgende Meddelelser med Hensyn til Korrespondance med Krigsfanger:
“Fra Fortresse de Blaye” har en tysk Officer, der indtager en Særstilling, udsendt en indtrængende Bøn om at sørge for, at de Paarørende højst skriver 2 Breve eller Kort om Ugen.
Denne Bøn skyldes den Erfaring at nogle Paarørende – utvivlsomt af Uforstand – daglig afsender Breve, ja ved Lejlighed endog 4 Breve, af samme Indhold, rimeligvis i den Mening, at saa faar Adressanten forhaabenlig i hvert Fald det ene. Følgen af denne taabelige Fremgangsmaade er, at Tallene, navnlig som Følge af den i Julen stærkt ophobede Korrespondance, men den bedste Vilje ikke mere er i Stand til at overkomme Arbejdet med Brevenes Gennemsyn. Som Følge heraf er der nu i Blaye udstedt en Forordning om, at der nu ikke udleveres Fangerne mere end to Breve ugentlig i den Rækkefølge, hvori de er indtruffet. Desuden maa intet Brev være over to Sider, den øvrige Del af Brevet bliver derfor skaaret fra inden Udleveringen til Fangen. For den, der nu skriver 4 ligelydende Breve eller ogsaa kun for hyppigt, er Følgen, at senere Breve først kommer til udlevering efter uendelig land Tid. Det anbefales særlig at skrive Brevkort, da disse har Fortrin fremfor Breve ved Censuren.

Vi retter derfor den indtrængende Bøn til alle Paarørende kun at skrive kort og sjældent, ikke blot til Blaye, men ogsaa til alle andre Lejre i England, Frankrig og Rusland, thi ellers vil der uden Tvivl blive indført lignende indskrænkende Bestemmelser andre Steder.

Hvad Postforbindelsen med Rusland angaar, der allerede som Følge af de russiske Stedsnavne er den vanskeligste, har vi ved Tilsendelse af Skemaer til Adresserne der skal affattes baade paa Rusisk og Tysk, forsøgt at sætte de Paarørende i Stand til ar træffe det rigtige. Tillige har vi ved den nylig skabte Indretning, at der mellem Kl. 10 og 4 opholder sig nogle Herrer paa vort Kontor, Ferdinandstr. 75 III, som er det rusiske Sprog mægtige, muliggjort det at vedlægge de tyske Breve til Fanger i Rusland en russisk Oversættelse, for paa den Maade at opnaa en hurtigere Ekspedition  fra den russiske Censurs Side. Vi oversætter derfor ogsaa kun Breve, som ikke er over en Side lange og for hver af de Paarørende ikke flere end et  Brev om Ugen. Ved at forsyne disse Breve med vort Røde-Kors-Stempel, haaber vi at skabe yderligere Garanti for ekspedit befordring.

Vi vil ogsaa anbefale ikke at bruge Kuverter med Silkepapir, det meddeles os fra forskellige sider f.Eks. Brest, at Breve med den Slags For uden videre tilintetgøres, at Foret i flere Tilfælde er blevet benyttet til at overbringe hemmelige Meddelelser. – Tillige anbefaler vi, at anføre Modtagerens Familienavn tydeligt paa selve Brevpapiret for at undgaa, at Brevene ved Censuren kommer i urigtige Kuverter, hvilket meget let kan forekomme, naar det ikke af selve Brevet fremgaar, hvem Modtageren er.

Da det i den senere Tid har vist sig, at Civilfangerene i Rusland maa betale Told paa Pakker, der sendes til dem, kan vi ikke anbefale at sende Pakker eller Vareprøver til dem, eftersom den russiske Told paa Levnedsmidler, Uldtøj o.s.v. er overordenlig høj og formodentlig overstiger selve Sagernes Værdi. Opkrævelsen af Told har sin Aarsag i, at Rusland i Modsætning af Frankrig og England ikke betragter Civilpersoner, der holdes tilbage, som krigsfanger, og Toldfriheden gælder ifølge internationale Overenskomster kun for disse. I russiske Overensstemmelser med denne den russiske Regerings Opfattelse er de Civilpersoner, der holdes tilbage, heller ikke internerede, men maa opholde sig i Omraader, der er anviste dem, under Politiopsyn, men paa fri Fod, og de kan indrette sig Tilværelsen, efter som deres Midler og Forholdene i det paagældende Opholdssted tillader det. Virksom Hjælp kan der derfor kun ydes dem ved Oversendelse af Penge, der sætter dem i Stand til at købe, hvad de mangler, naar de selv ikke har de nødvendige Midler dertil.

Sluttelig ønsker vi endnu at berigtige tidligere Meddelelser. Vi kan vedrørende Lejren i Coetquidan glædeligvis meddele, at Forbudet mod at ryge, som til at begynde med bestod der, er ophævet. Der kan altsaa sendes Tobak, Cigarer og Cigaretter toldfrit derhen. Det kan dog anbefales for Tiden at holde sig til Sendinger af 10 Cigarer, 25 Cigaretter og 50 Gram Tobak.
I vor Beretning om Poitiers har vi beklageligvis skrevet, at der kun maa skrives to Gange, henholdsvis engang maanedlig. Det er en Fejltagelse; det skal hedde: 2 Gange, henholdsvis 1 Gang ugenlig.

Vi nævner sluttelig, at vi ikke er i Stand til at give Oplysninger ved Forespørgsler i Telefonen, men kun mundtlig mellem Kl. 10 og 4 eller skriftlig.

 

 

13. januar 1915. Nytårshilsener, faldne og sårede – og overtro

Hejmdal

Nytaarhilsnen.

Fra 6 Nordslesvigere, der er med i Felten i Frankrig, har “Dv.” modtaget følgende: de bedste Ønsker om Held og Lykke i det nye Aar sendes af 6 Nordslesvigere i Felten i Frankrig:
Hans Chr. Mortensen, Skovbølling; Jens Nørregaard, Sønderballe; Marius Bramsen, Bolderslev; Hans Nissen, Langetved; L. Lebeck, Vojens; Lars Hansen, Grønnebek.
Konvolutten er stemplet den 5. Januar.

Faldne.

Tidligere Skipper Jes Maag i Løjtkirkeby fik i Gaar Underretning om, at hans Søn, der havde været savnet i Begyndelsen af September Maaned, var falden i Vest.

Landmand Jes Bertelsen i Bjerndrup har ifølge “A.T.” modtaget den sørgelige Efterretning, at han eneste Søn, der var med paa den vestlige krigsskueplads, er falden.

Ligesaa har Landmand P.C. Nissen i Bjerndrup modtaget sin Søns personlige Ejendele fra Felten. Efterretningen om hans Død var allerede indløben.

Georg Ahrendt fra Sillerup er falden paa Valpladsen i Østpreussen den 30. December.

Jens Wriedt fra Sønderborg er falden den 23. November under kampene ved Lods.

Landeværnsmand Peter Simonsen Bossen fra Aventoft i Tønder Amt blev dødelig saaret den 30. December ved Stormen paa en fjendtlig Stilling paa den østlige Krigsskueplads. Han var gift og 30 Aar gammel. Nu ligger han ifølge “T.Z.” begravet i Paulswalde, en Landsby 7 Kilometer fra Augerburg i Østpreussen, hvor han døde paa Lasarettet den 2. januar.

Krigsfrivillig Heinrich Schulze fra Flensborg, Søn af Regnskabsraad Schulze hersteds, er, efter hvad der nu oplyses, falden i Frankrig den 7. September.

Hornist Wilhelm Jahn (Søn af Enkefru Jahn i Lyksborggade i Flensborg), som nylig dekoreredes med Jernkorset, er falden ved Otting paa den østlige Krigsskueplads.

Paa mange Lasarettet. – Saarede.

Landmand Andreas Paulsen fra Ris Hjarup, der staar i Landeværnet og har været med i Frankrig, blev saaret den 2. Oktober af en Granatsplint i venstre Haand. Haanden er endnu ikke rigtig kommen sig. Han har været sendt hen til 4 forskellige Lasaretter. Først kom han til Lyneborg i Hannover, saa til Aabenraa, dernæst til Sønderborg, hvor der er Lasaret i Forsamlingshuset, og slutteligt til Slesvig paa reservelasarettet. Derfra havde han Orlov i 18. Dage. da denne orlov var til Ende, maatte han melde sig i lejren ved Lockstedt, hvorfra han senere blev forflyttet til Oldesloe.
En Søn af Skomager H. Jensen i Barsmark, Lorens, er bleven saaret i Rusland ved et Skud i Armen. han ligger nu paa Lasaretet i Bajern.

Chauffør Carl Bock fra Graasten er bleven saaret under en Biltur paa den østlige Krigsskueplads.

Fra Tønder meddeles til “Vestsl.Tid.”, at Gæstgiver Detlev Johannsens Søn Heinrich, der ligger ved Østgrænsen som Lndeværnsmand, er bleven saaret ved et Skud gennem den ene Lunge.

Falden?

For et Par Dage siden modtog Landmand Jørgen Clausen i Kettingskov gennem Posten sin Søns, Christians, Nr. med Kæde, hans pung med nogle Pengesedler og Halsplade med Regimentsnummer. Oplysning om, havde der var hændt ham, fulgte ikke med, og Adressen kunde Faderen ikke læse. I Søndags kom der et Brev tilbage med Paaskrift “saaret den 15. December”. Man er nu i hjemmet dybt bekymret og nedtrykte for Sønnens Skæbne.

Tyfus.

Gæstgiver Wanges Søn fra Graasten har ifølge “Dvp.” ligget syf af Tyfus paa et Lasaret ved Fronten, men er nu saa rask, at han er kommen hjem paa Orlov for atter at komme til Kræfter.

Send ikke tyske Aviser til Krigsfanger. Officielt meddeles:
Det synes ikke tilraadeligt at sende tyske Aviser til krigsfangne Tyskere i Udlandet eller at anvende dem som Indpakningspapir i Pakker til Fangerne, fordi det maa befrygtes, at den fjendtlige Stat venter med Udleveringen af sådanne Pakker, ja hyppigt ogsaa af velforstaaelige Grunde holder den helt tilbage.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Spaamanden ved …. Kompagni. (Uddrag af seks Feltbreve fra en Alsinger.) [Må være fra Füsilierregiment 86, der lå ved Dreslincourt på dette tidspunkt, RR]

Dreslincourt, den 28. Okt.
(I Nærheden af en større By, som hedder Noyon og ligger ved Oise paa Banestrækningen St. Quentin – Paris, ca. 80 – 90 Klm. fra Paris. I vel vistnok kunne finde Byen paa Kort.)
Kære E!
…Jeg har kun været med i to Fægtninger i September. I Oktober har der intet Slag været, hvor jeg har været med. Alt er godt forskanset med Pigtraad, og i Timer ligger jeg hver Nat paa Forpospatrouille med mine to Kammerater og lurer paa Fjenden. Vi har jo noget Hø at ligge paa. Det er samme Tider svært at holde sig vaagen, men naar vi er tre Mand, saa gaar det jo. Der er nogle her, som bliver misundelige paa vor Patrouille, fordi vi er tjenestefri Resten af Dagen, efter at vi har ligget vore 4 Timer.
Du skulde blot se vore Leje, der er storartet efter Krigsbrug. En Madras, en Hovedpude, som netop ikke er det reneste, en Ble og mit Telt til at dække over mig. Vi har ikke været af Tøjet siden Flensborg, men jeg har skiftet Skjorte to Gange, idet jeg har modtaget en Skjorte og fire Par Strømper i Kærlighedsgaver fra Flensborg.
Nu maa jeg slutte for denne Gang. Hjertelig Hilsen til Eder alle og først og sidst til Dig fra
Din tro
Hans
(Efterskrift:) Lev vel til vi ses. Gud give vi maa ses friske og sunde igen. Det give Gud.

Dreslincourt, den 27. Novbr.
Kære E.!
Tak for Dit Brev, som jeg har modtaget i Gaar. Jeg ser deraf, at I er sunde og raske, hvilket jeg ogsaa kan meddele Dig, at jeg er. Jeg har ogsaa modtaget et Kort fra C. og to Pakker fra hende, en fra Børnene i Skolen i S. og to fra Chr. med Sukker og Chokolade og en Daase med Fedt eller Smør – jeg har ikke set efter endnu – og saa Cigarer. Cigarer behøver Du ikke at sende foreløbig, thi nu faar vi hver Dag 3-6 Cigarer og 5-9 Cigaretter og desuden Shagtobak, saa vi har nok at ryge.
Nu har vi faaet Tøvejr igen. Lidt tør Frost vilde være helt net, for saa er det dog tørt om Benene. Men nu er det jo ogsaa mildt Vejr igen. Naar vi ligger 3 Mand i vor Hule, saa er det jo heller ikke koldt.
Der er en Landeværnsmand ved … Kompagni her, han er fra Haderslev, nu i Hamborg, han hedder L. Han kan se ind i Fremtiden i Drømme, naar han sover. Og han tror selv, hvad han ser, for vi andre med. Saaledes har han forudsagt om de tre Mand, som skulde rende paa en underjordisk Mine, hvilket jeg engang før har skrevet om til Dig. Saa har han sagt, at der var en Mand for mange i hans Korporalskab, og at en Mand af dem skulde blive skudt gennem Hovedet af en “Querschläger”, og at Kuglen skulde gaa igennem hans Skydehul – om Aftenen passerede det, som han havde sagt. Saa har han fortalt, at vi snart fik Sne; den havde vi i Forgaars, da var Jorden hvid. Saa har han fortalt om et stort Søslag ved Helgoland, som skal komme, og til en har han fortalt, at vi havde Fred den 15. Decbr. Da den anden lo ad ham, sagde han til ham; “Du tror det ikke, men jeg tror det for os begge. Og vi har ikke blot Fred, men vi har ogsaa vundet.” Han siger selv, at han hellere vilde, han ikke kunde se det alt, for hver Gang han blev vaagen, var han vaad af Sved.
Man kan næsten ikke tro det, men vi vil haabe det bedste, og at vi saa maa komme Hjem til Eder friske og sunde. Ogsaa Udfyldningsmandskaber, som kom i Gaar fra Flensborg (det er de Saarede, der kommer tilbage) fortæller om, at de engelske og franske Blade taler om Fred. Og ligesaa de neutrale Stater. Og vi har hørt, at Fredsforhandlingerne skulde begynde den 2. December i Genf. Det var jo at ønske, at Manden fra … Kompagni fik Ret. Men indtil nu er der ingen, der tror derpaa.
Nu har vi jo faaet Mahomedanerne til Hjælp, og det lader jo til, at de indtil nu har haft godt Held med sig baade mod Englænderne og Russerne. Afghanerne truer med at falde ind i Indien og fremkalde Oprør blandt Mahomedanerne mod England. Ogsaa Boerne i Sydafrika gør Oprør og vil ny jage Englænderne, deres gamle Arvefjende, ud. Vi har nu over en halv Million krigsfanger i Tyskland. Hvilken Glæde vilde det ogsaa blive, naar vi snart fik Fred, om vi end ikke kom hjem til Jul, saa dog, om Gud vil, at samles med Eder alle derhjemme igen. Hvor maatte vi ikke være ham taknemlig derfor, om vi igen kunde mødes, Du og jeg, friske og sunde.
Som vi har det nu, har vi det ogsaa godt, og vi ønsker, at vi maa blive liggende her, indtil Freden er sluttet.
Nu fortæller de, at Manden fra … Kompagni skal have sagt, at der i Dalen her ved Siden af skulde komme Forstærkning, og nu i Gaar kom den virklig ogsaa. Vor Oberstløjtnant og vor Major hører ogsaa paa hans Fortællinger. Han ser det alt i Søvne.
Tak for alle Pakkerne. Fra B. og H. har jeg ogsaa Løfte om Brød m.m., saa der er gode Udsigter. Men det var bedre, om jeg kunde undvære Pakkerne og komme hjem til Eder. Nu vil jeg slutte for denne Gang med mange hjertelige Hilsner til Dig og dem alle derhjemme og (Ønsket om) at vi snart maa ses igen. Fra
Din tro
Hans

Dreslincourt, den 2. Decbr.
Kære E.!
(Brevskriveren takker først for de Pakker, han har faaet tilsendt, og fortæller derpaa:)
Saa længe vi ligger her, kan vi sagtes holde det ud, og vi vil gerne blive liggende her. Denne By her er blevet taget fire Gange af Tyskerne. Tre Gange blev den taget, men maatte opgives igen. Fjerde Gang holdt de Byen.
Ellers har jeg det godt, og jeg haaber, at dette Brev maa træffe Dig ved et godt Helbred. Det er godt, at Krigen ikke er hjemme, thi hvor vi ligger længe, alt bliver ødelagt, idet det franske Artilleri beskyder Byen hver dag. Værst gaar det ud over Slottet. De maa vel tro, at der er meget Militær der. Mange Huse er sønderskudte og afbrændt. Sengestederne er slaaet i Stykker. Vi har hentet Madrasser, Tæpper, Dyner, baade Døre, Vinduer, Luger, Stole o.m.m. til vor Bekvemmelighed, Sikkerhed mod Fjendens Kugler og mod Regn og Kulde. Nu brækker vi ned af Lofterne (i de fleste Huser er der Cementloft oven over Brædderne) til at lægge Fliser i Skyttegravene, da der er saa skiddent der, naar det regner, og vi saa kan arbejde med at gøre rent hver Gang. Det er godt, vi ikke er paa højre Fløj, hvor der er Oversvømmelse og Soldaterne står i Vandet til Knæerne, og hver det sner og fryser nu. Vi har jo ogsaa haft Ro nu i mange Uger.
Kære E., jeg vil nu fortælle Dig noget, som du ikke behøver at tro mere af, end Du vil; thi jeg tror ikke noget deraf. Vi skal nemlig have Fred den 15- og den 19. Eftermiddag Kl. 3 skal vi være paa Banegaarden i Noyon. /Her gentages saa, hvad der i det foregaaende Brev er fortalt om den synske Mand ved …. Kompagni. Derpaa hedder det videre:) Men Du har ikke Behov at vente os hjem til Jul; men ønskeligt var det jo. Hvor vilde det være glædeligt, og hvor maatte vi ikke bede Gud, at det maatte ske og vi saa maatte komme hjem til Eder igen alle sammen sunde og friske, og hvor maatte vi ikke takke ham. For ham er jo intet umuligt. Hvilken Glæde, hvis jeg kunde fejre Jul med Eder hjemme.
Nu ved jeg ikke mere denne Gang. Jeg ved ofte meget at fortælle, men glemmer det igen, naar jeg skriver. Nu en hjertelig Hilsen til Eder alle derhjemme og mest til Dig fra
Din tro
Hans

(Fortsættes.)

12. januar 1915. Dagens Hejmdal: Faldne og sårede – og feltpost fra fronterne

Hejmdal

Faldne

Max Stein fra Sønderborg, der var Underofficer i Reserven, er falden under kampene den 9. September i Østafrika.
Musketer Joh. Kühl, Søn af handelsrejsende Kühl ved Firmaet Bog og Sønner i Løgumkloster, er falden ved Reims.

Saaret

Den 2. Januar er Johan Callesen fra Hanved bleven haardt saaret, medens han stod paa Post. Callesen havde ifølge “Fl.N.” kun været ved Fronten siden Slutningen af December.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hvor Nordslesvigere mødes. P. i Rusland den 5. Jan. 1915.

Kære Forældre og Søskende!

Jeg kan i Dag sende Jer den glædelige Meddelelse, at jeg i Aftes modtog den første Post her i Rusland. Det var den største Glæde i det nye Aar, der kunde times en her. Jeg modtog fra Jer tre Pakker, 2 Breve og 4 Aviser og et fra Anne, et fra Svoger Erik og et fra Kusine Maren. Det var for det meste fra November, men jeg var glad for at modtage det. Julepakken dages vel nok en gang.

Jeg er sund og rask, og har I end i den sidste Tid ikke hørt stort fra mig, kan I dog være rolige. Jeg har det forholdsvis ret godt. Kolonnen arbejder her meget. Hver eneste Dag kører den med Ammunition. Her paa Godset har jeg nu ligget i 14 Dage. Jeg er altid bleven tilbage med den store Smedevogn og de syge Heste. Undertiden bliver Kolonnen 3 Dage borte. Nu i Morgen er de igen taget afsted med Ammunition. Men det er bedre at blive her, endskønt der er meget at bestille, har jeg altid mit eget Natteleje; det kniber det med her. Vi har en nogenlunde Stald, og jeg har snuppet en lang Havrekasse, som jeg kan sove paa. Hvor lykkelig jeg er med den, kan jeg ikke beskrive for Jer. Halmen er det knapt med og Hø har jeg slet intet haft af til mine Heste. Det er slemt med Rotterne, og naar der saa tillige er Mangel på Halm, er det slet ikke saa nemt at faa sig et Leje. Ind i Hulerne tør man ikke vove sig for Utøjet, og det stinker næsten værre derinde end i Stalden.

Nej, det er ikke som i Frankrig. Her paa Godset er alt Korn og Halm borte, paa et lille Parti Byg nær, ca. 15 Læs, som vi nu i Morges har begyndt at tærske. Vi ligger 3 Kolonner her, og foruden til Hestene bliver der brugt meget Halm til de Saarede i Banevognene og til Krigslasarettet. Hver Hest faar daglig kun 7 Pund Havre, for det meste ikke andet. Engang imellem har vi kunnet erobre nogle Bygneg til dem, men det er nu snart forbi. I Frankrig gav det op til 24 Pund Havre til hver Hest og saa fandtes desuden det prægtige Lucernehø i alle Lader. Befolkningen behandler vi venligt.

Da jeg i Søndags gik alene (Colmorn skal for det meste følge Kolonnen) ude i Gaarden, kom der et Par venligt smilende Søstre fra “Røde Kors” mig i Møde og bød God Dag paa Modersmaalet. Hvor jeg blev overrasket! Den ene af Sygeplejerskerne var Frk. Ingeborg Danielsen fra Langetved, den anden Frk. Ellen Berg fra Vonsbæk. En Kammerat fra vor Kolonne er kommen paa Lasaret. Paa deres Forespørgsel om Nordslesvigere havde han fortalt om mig henne paa Godset. Og straks kom de spadserende. De kom med 5 Cigarer, en Pakke Cigaretter, en Pose med nordslesvigske Pebernødder, Smaakager, Skrivepapir og Tændstikker, alt udmærkede Ting for mig. Det var kærkommen, da jeg intet havde deraf.

Jeg blev saa indbudt til at besøge dem om Aftenen paa Lasarettet, hvad jeg gerne gjorde. Jeg gik derhen om Aftenen, og vi havde det hyggeligt i Køkkenet, hvor jeg først drak Chokolade, saa Kaffe og spiste Smørebrød til. Har jeg end haft drøje og haarde Dage, som jeg altid vil mindes, saa var denne Søndag noget saa herligt og rart, som jeg altid vil være glad for at tænke tilbage paa. Med nogle nye Numre af “Hjemdal” og en Julebog under Armen bragte de mig hjem igen til Godset. Paa Mandag skulde jeg komme igen, hvis Christian var kommen tilbage, skulde han komme med. Christian kom, og vi har været der baade Mandag og Tirsdag, og i Aften gaar det løs igen. Det letter paa Humøret, kan I tro: dejlig Te og Brød, maaske en ny “Hejmdal”, desuden har vi faaet et Par Strømper. Ja, de vil ogsaa vaske for os. I Aften faar vi maaske Lømmetrøklæder.

Vi har haft daarligt Vejr i denne Uge, Snestorm og Kulde, men vi gaar alligevel en lille Tur med dem om Aftenen, da de skal have frisk Luft efter deres anstrengende Arbejde. Paa Søndag skrev Frøken Danielsen og jeg et Kort til Onkel og Tante i Københoved. Hun er en god veninde af dem. jeg er glad for, at de er her, og I kan tro, vi kan nok holde Humøret oppe sammen. Nu mangler vi blot min gode Ven Sørensen, men han har det vidst godt i Frankrig. Han var en fortræffelig Landsmand. Jeg har skrevet til ham i Morges. Bare det snart kunde faa Ende, men det kan vare længe endnu. Forhaabentlig faar vi snart Post igen, saa vi kan høre lidt om, hvad I foretager Jer. Klokken er nu 2, og jeg skal ud at se, om Colmorn har Kartofterne færdig; vi vil stege dem til lidt Flæsk til Middag. I Dag er han blevet her. Vejret er godt i Dag. Det er rart for Kammeraterne; de har en lang Tur, som ellers tager 2 Dage.
Til Slut mange kærlige Hilsner til Jer Alle fra
Chr.

Naar Bomberne springer. “Flensborg Avis” bringer følgende Feltbrev, undertegnet “J”

En af de mest ophidsede Oplevelser under mit Ophold i C. havde jeg den 5. Oktober. Jeg staar paa Post foran Hovedbanegaarden, da der kommer en Flyver, som snart efterfølges af en anden, til Syne i Retningen efter Paris. Yderligere to Flyvere viser sig noget senere i andre Retninger. Af Maskinernes Form og af den store Højde, hvori de holder sig, ser vi snart, at det drejer sig om fjendtlige Flyvere. Disse havde allerede i Forvejen flere Gange gjort Forsøg paa at ødelægge Banegaardsanlæggene ved Bombekraft.

Vi rette snart vor Ild mod de store Fugle; der skydes frygtelig alle Vegne. Men Flyverne er meget højt oppe. Vi hører allerede paa nogen Afstand det uhyggelige dumpe Knald, naar en Bombe eksploderer. Maskinerne kredser uafladelig lige over Banegaarden, og snart springer igen en Bombe, denne Gang lige bag ved Perronen, men et øredøvende Brag, efterfulgt af et stærkt Lufttryk og mange Vinduesruder klirren. Et Øjeblik senere oplever vi det samme paany; men denne Gang synes Bomben at være slaaet ned direkte paa Perronen, thi denne er fuldstændig indhyllet i Røgskyer, og Glasskaarene fra fra de splintrede Ruder hagler ned om Ørerne paa mig, medes jeg uvilkaarlig synker i Knæ af det stærke Lufttryk.

Nogle Folk, der stod paa Perronen, fortrækker skyndsomt ind i Ventesalen.
Nu ser jeg, hvorledes en nu Bombe springer paa Gaden foran Banegaarden, som er besat med Vognkolonner. Atter stiger en uhyre Røgsky til Vejrs, og alt levende forsvinder fra det kritiske Sted.

Lidt efter ophører Skydningen, og Flyverne forsvinder i forskellige Retninger. Jeg undersøger nu nøjere den Skade, de Herrer Flyvere har voldt. Paa Sporet foran Perronen har en Bombe slaaet til Hul, som er ½ meter dybt og omtrent 1½ meter i Gennemsnit. Stykkerne er fløjne rundt i en Omkreds af omtrent 80 Meter, er gaaede igennem Jernbanevogne og endog gennem Jernbaneskinner. Alle Vinduesruder er knuste. En anden Bombe er slaaet gennem Taget paa en Godsvogn umiddelbart ved Perronen, men ikke gaaet igennem Bunden. Den synes ogsaa at have været noget mindre end den første. Nogle Splinter af den er fløjne ind i Banegaardsrestaurationen og har her, hvor der netop var dækket til Spisning, voldt temmelig stor Skade. Denne Bombe er imidlertid allerede sprungen paa Vogens Tag; thi i Vognens Dør sad en Saaret, der pludselig saa jeg noget ublidt trykket ned paa Jorden uden at blive ramt.

Den tredje Bombe, der vel ogsaa har været rette mod Banegaarden, er falden omtrent 300 Meter derfra, nemlig paa Gaden, og det midt i en Ammunitionskolonne. En Mand er her bleven dræbt, og nogle Personer, deriblandt ogsaa Civilister, er saarede. Desuden er seks Heste blevne dræbte; de ligger endnu paa Gaden og frembyder et rædsomt Billede.

Efter hvad jeg senere erfarer, har Flyverne endnu kastet to Bomber ned i Byen, hvorved nogle Soldater og Civilpersoner saaredes. En halv Times Tid senere vender to af flyverne atter tilbage og kaster paany over Banegaarden, igen livligt beskudt af os. Atter høres der frygtelige Brag fra en springende Bombe, og straks efter følger med kort Mellemrum to nye Eksplosioner, og det netop i den Del af Banegaarden, hvor der staar flere Tog med Ammunition. Sagen kunde derfor være bleven temmelig ubehagelig for os, hvis Flyverne havde sigtet noget bedre. Der skete kun ringe Skade.

Dette andet besøg varer ikke længe; snart er der igen roligere, Luften bliver ren. Foruden de nævnte Bomber er der kastet én, som er falden ned i en Automobilkolonne, men ikke er sprunget.

Jeg har senere set lidt nærmere paa denne Tingest. Form og Størrelse er omtent som vore Shrapnells: 25 Centimeter høje, med en Tænder paa Spidsen ( den var bleven bøjet paa dette projektil) og paa den anden Ende en lille Propeller, der skal bevirke at Bomben falder lodret ned. – Paa Banegaarden fandt jeg senere en Splint, og den tog jeg med som Minde. Naar man betragter de mange spidse Hjørner og Kanter, som findes paa Splinten, kan man gøre sig en Forestilling om, hvilke frygtelige Saar, den kan volde. Men hidtil er de ubehagelige Flyverbesøg ikke blevne gentagne, og jeg haaber, at vi ogsaa i Fremtiden maa blive skaanede for dem.

11. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Hilsener fra felten

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Hilsner fra Felten. Rusland, Nytaarsaftensdag 1914.

Kære “Hjemdal”!
Lige kommen tilbage fra Nytaarsskydning i Skyttegraven ønsker vi alle Venner og Bekendte et godt Nytaar. Vi er alle sunde og raske og haaber paa et snarligt Gensyn.

Chr. Paulsen, Aabenraa; Richard Andresen, Aabenraa; Erik Cordsen, Aabenraa; Carl Huth, Aabenraa; Mart. Jurgschag, Christiansdal; Chr. Petersen, Torp; Søren Sønnichsen, Røllum; Hans Larsen, Kliplev; Asmus Nielsen, Jordkær; Jørg. Jessen, Smedeager; Chr. Jensen, N. Ønlev; Jørg. Christensen, Rødekro; Andr. Petersen, Ris; Andr. Madsen, Hovslund; Chr. Degn, Løjt; Hans P. Beigrizki, Skovby.

I et Feltpostbrev fra den vestlige Krigsskueplads, dateret den 26. December, har nedennævnte Nordslesvigere, der hører til et Fodartilleriregiment, anmodet “Flensborg Avis” om at bringe Slægt og Venner en Nytaarshilsen fra dem med Tak for de modtagne Julegaver.

Jørgen Christensen, Søst; Andreas Møller, Høruphav; Peter Jørgensen, Sønderborg; Claus Juhl, Langeved; Martin Ravn, Bæk; Johannes Hillebrandt, Stevning; Albert Wilke, Nordborg; Thomas Petersen, Wilhems Lassen, Gustav Kopanka, alle fra Haderslev; Thomas Hansen, Gramby; Nikolaj Meng, Aabenraa; Peter Hansen, Blans; Hans Jessen, Sønder Løgum; Heinrich Scheel, Løgumkloster; Detlef Siemonsen, Lintrup.

Faldne.

Landmandssøn Valdemar Sølbæk fra Birkelev, der har været meldt “savnet”, er falden den 19. November ved Stormen paa en russisk Landsby. Han havde faaet et Skud i Hovedet og var død straks.

Enken Betty Schrøder i Brøndsgade har fire Sønner med i Felten, tre i Frankrig, en i russisk Polen. En af de første nævnte har været saaret, men er nu atter i Fronten. Derimod har den gamle Kone faaet det sørgelige Budskab, at den sidstnævnte, Jæger Friedrich Schrøder, den 21. December er falden i Pamientna i russisk Polen. En Mindegudstjeneste holdtes i Aftes Klokken 6 i Gl. Haderslev Kirke.

Kanoner Christian Kock, Søn af Arbejdsmand Koch i Hørupkirke, er bleven dræbt af en fjendtlig Kugle, mens han i Dækning var i Færd med at rense en Kanon. Han døde under Transporten til Lasarettet i Lutherbach i Øvre Elsass og jordedes der iflg. “Sond.Zeit.” under militære Æresbevisninger den 5. Januar. Stabslægen meddelte de dybtnedbøjede Forældre denne sørgelige Efterretning.

Reservist Thomas Frederik Nissen fra Blans er falden den 8. December i russisk Polen. Han var 28 Aar gammel og ikke gift.

Livet i en Skyttegrav. C. 17. December 1914.

Kære M.!
Tak for Brevet og Pakkerne, som jeg modtog i de sidste Dage. Honningkagerne er spiste og Toddyen drukket. Haandtasken var ogsaa meget god; jeg fik den i Skyttegraven og kunde straks i den transportere en Del af mine Pakker tilbage. Syposen var ogsaa udmærket. I Stedet for den Sukker, Du sendte, vil vi hellere have Strøsukker, da vi saa kan strø den paa Brødet. Skulde den Blikdaase være Smørdaase? Den er for stor og slutter ikke tæt. Der er ingen store Pakker kommen endnu, men af smaa fik jeg fra Venner og Bekendte ikke færre end ti i Gaar. Da kan du tro, der var stor Udpakning. Og da de andre fik tilsvarende, saa kan Du forstaa at der hersker Overflod; det er for meget paa engang. Vi vilde lagt hellere have haft det fordelt paa flere Uger. Lækkerier, Kager o.s.v. kan vi godt undvære, vi kan jo ikke transportere saa meget. Jørgen Hansen sendte forleden Cigarer og en dejlig Pibe med Tobak. Nu kniber det med Taksigelsesskrivningen, men jeg overkommer det vel nok til Nytaar.

Vore Tanker gaar i denne Tid hver Dag hjem, og vi beklager Jer snart mer end I os. Her er Humøret endda godt, den ene Dag er den ene i godt Humør, den næste Dag en anden. Især her i C., hvor vi kom tilbage i vort gamle Kvarter, er Stemningen udmærket, og vi føler os snart som hjemme. I Skyttegraven er det naturligvis anderledes, der skifter vi hver Gang Stilling. Vi kom denne Gang i en meget daarlig Stilling. Det havde regnet inden vi kom derud, og det regnede hele Tiden, om Dagen kun lidt, da var Vejret mildt og behageligt, men om Natten regnede det des mere. Sikket Ælte der var. Graven var i Tidens Løb bleven alt for dyb og snæver, saa vi allerede var oversmurte med Ler, da vi kom ind og afløste de andre. Selv da vi gjorde Graven lidt bredere og paa flere Strækninger lagde Brædder i Bunden, var der dog et slemt Pløre, saa vi stadig havde flere Pund Ler hængende paa Tøjet og Støvlerne. Alt hvad vi rørte og tog ved, var leret og fedtet, som Følge af deraf saa vi ogsaa noget beskidte ud. Vaskning var der ikke Tale om. Halmen i vore Huler blev ogsaa dygtig blandet med Ler. Det er virkelig et Under, at der bliver saa faa syge, tilmed at Vagtposterne om Natten bliver dyngvaade.

Jeg havde faaet et uheldigt Logi, en lille Hule paa 1,50 Meters Længde. Naar jeg laa med Hovedet paa Tornystren, kunde jeg ikke ligge udstrakt. Midt om Natten blev jeg vækket ved at faa en stor Bunke Jord ned paa mine Ben, saa jeg ikke kunde røre mig. Jeg maatte kalde oaa Vagtposterne, for at de kunde udfri mig. Et Øjeblik efter fandt der et nyt Skred Sted, og jeg maatte flytte hen i en anden Hule, der var rigtig afstivet. Der laa vi rigtignok syv Mand, hvor der var kun var Plads til fem, men det maatte jo gaa. Godt var det, at jeg flyttede, for Natten efter skrev hele min Jordhule sammen og vilde uvægerligt have begravet mig. Det er den vedvarende Regn, der volder disse Skred. Ved et andet Kompagni blev en Soldat dræbt paa denne Maade, hos os gik det nu heldigt. Skyttegravene er jo ikke fra Begyndelsen af anlagt med saa lang en Brugstid for Øje.

Den anden nat blev vi alarmerede, da man ventede et fjendtligt Angreb, men det udeblev. Næste Dag, just da vi i Mørklægningen sad og ventede paa vor Middagsmand, hørte jeg paa engang Geværskud. Først troede jeg, det var Patrouiller, men saa blev det stadig heftigere, og alle maatte til Geværerne. Bælgmørkt var det blevet, Regnen piskede i stride Strømme ind i Ansigtet paa os, og vi stod i det blanke Vand til Anklerne. Franskmændene skød alt hvad de kunde fra deres Skyttegrave. Det hvinede og peb over os og slog ned i Dækningen foran os. Granaterne sprang foran og bagved vor Stilling. Det var et Par uhyggelige Timer. Først skød vi ogsaa, men holdt snart op for at lade Franskmændene komme nærmere. Men Angrebet udeblev og lidt efter lidt hørte Skydningen op. Hos os blev en Mand ridset af en Træsplint, ellers havde vi intet Tab. Jægerne og to andre Kompagnier havde et Par Saarede.

Vi havde lige faaet Forstærkning, og de fik straks en Forestilling om Livet her. Halvdelen var Frivillige, en Del Forstærkningsreservister og Resten Folk af vort Kompagni, der havde været med før. Der var flere af de Frivillige, som syntes godt nok om Skydningen, men ikke om Smøreriet i Graven og det meget Oprydningsarbejde. De ønsker sagtens en renlig Krig, men det er jo netop alle Savn, Besværligheder, Vagt, Regn, Kulde, Smuds, Utøj m.m. der gør det trælsomt for os.

Under Skydningen blev Jørgen Hansens røget og Din Cognac drukket. Det hjalp lidt paa Vaadheden og Kulden og gav Anledning til vittige Bemærkninger. Da vi om Dagen havde arbejdet hele Tiden og kun fik lidt Søvn om Natten, var vi godt forsinkede, da vi kom hertil. I Gaar gav det saa Hvile, hvad vi ogsaa trængte haardt til. Nu sidder vi og smager paa hverandres Herligheder. Mest Beundring vækker Pølser og Spirituosa. Vor Stue er nu pyntet med Grankviste paa alle Vægge, og vi faar Miniaturejuletræer med Lys, saa Julestemningen maa vel komme. Bare I ogsaa maa fejre en glædelig Jul. Lad og i Aar holde den i det Haab, at vi næste Jul alle er hjemme og sammen. Vi haaber jo alle paa en snarlig Fred. Mange kærlige Ønsker om en glædelig Jul sender.

Din Chr.

8. januar 1915. Julefred, forsinkede julehilsener – og mange faldne og sårede sønderjyder

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

I kvarter i Frankrig. F. i Frankrig, den 17. Decbr. 1914.

Kære Søster og Svoger!
Pakken med Skinke og Kage har jeg med Tak modtaget. Jeg er nu borte fra Fabrikken og ligger paa en Bondegaard en lille Mils Vej derfra. Gaardmanden og Sønnen er begge i Felten, og Konen er kommen paa Sygehuset for Tungsind for nogen Tid siden. En Svigerinde styrer Gaarden nu. Ogsaa hendes Mand er i Felten. Han er kommen i tysk Fangenskab ved Lille, fortæller hun. Man saa straks, da vi kom hertil, at hun var meget ængstelig. Nu er hun ved at blive mere fortrolig med os og ser, at der ikke er noget at være ængstelig for. Vi er for det meste ældre, gifte Mænd og er saa hensynsfulde som muligt.

Det er heller ingen let Stilling for Beboerne her, men de vil sikkert nok snart mærke, at vi ingen Fortræd gør. Det ser ud til at være en meget velstillet Gaardejer, hvis Hjem vi ligger i, da alt er meget velholdt, og Stuehuset er flot udstyret. Vi 14 Mand har Spisestuen, Soveværelset og et Gæsteværelse til Opholdsrum, og vi koger i et Vaskerum i Haven. I Spisestuen er det smukke Egetræsmøbler og to store Spejle fra Gulv til Loft. Der sover jeg. Vi har taget en meget tyk Uldmadras ud af Sengen. Derpaa sover jeg varmt og blødt som aldrig før i Felten. Her ved Gaarden er der en meget stor Have. Det er saa godt som den største Prydhave, jeg har set ved en Bondegaard i Frankrig. Den er enestaaende køn. Det er ikke Tiden for Haven nu, men til Trods derfor gaar jeg meget tit omkring i den. Den har bare den ene Fejl, at den ikke er min.

Jeg vilde gerne fejre Julen i dette bette Kvarter; vi er jo, som I ser, særdeles smukt indkvarterede. I Dag har Kanonerne tordnet uafbrudt hele Dagen. Der maa dog om Sider blive Fred igen. Det er ikke at forstaa, at den frygtelig Krig skal rase saa længe i det civiliserede Europa. Maaske er det Vorherres Straf, der er kommen over den syndige Menneskehed. Et er sikkert, man bliver ingenlunde et daarligere Menneske ved at gøre et Felttog med. Mangen en, som ikke før har lært at bede, lærer det her.

Det gaar mod Jul. Maaske kan dette Brev endnu naa Jer før Jul. Vort Juletræ er kommet. Daglig ser man Ammunitionsvogne og andre Vogne føre Julegraner med sig. Franskmændene har ikke Juletræer, men noget andet i Stedet for.

Jeg vil haabe, at det nye Aar maa bringe meget godt, og at vi kan mødes friske og sunde igen. – Endnu engang en velsignet Julefest og et godt Nytaar.
Hans.

Jul i fransk Kvarter. I Nærheden af Noyon, d. 24. Decbr. 1914.

Kære Venner!
I Dag er det Juleaftensdag. Vi ligger i en Kælder i en lille By i Nærheden af Noyon. Hertil kom vi i Gaar Aftes Klokken 8. Jeg har aldrig været saa træt som den Dag. Vi marcherede fra Kl. 12 til Kl. 8 med fuld Oppakning. Vejene er saa opblødte, at man vader i Dynd og Ler til midt paa Benene. Den ene var mere træt end den anden, af og til laa der en ved Siden af Vejen, som var løben træt. Han fik saa Lov til at ligge, til alle var forbi og maatte slutte sig til Bagtroppen. Mathias og jeg holdt godt ud, men vi var ogsaa segnefærdige, da vi naaede vor Bestemmelsessted. Vi gaar ikke sammen, men er dog i et Kompagni. Vi er alle blevne fordelte over hele Regimentet.
I skulde have set det Kvarter, som vi skulde sove i den Aften, vi kom hertil. Jeg maatte sammen med en tredive Mand ligge i en gammen Stald. Døren var borte. I Taget var der store Huller, hvor Regnen sivede ned, og Halm var der kun lidt af. At jeg ikke frøs mere den Nat, end jeg gjorde, kan jeg takke min gode Vest, den uldne Hovedvarmer og Tantes udmærkede Halsklæde for.

Officererne tror, at Franskmændene vil foretage et Angreb i Nat, og det er derfor, at vi er kommen hertil, jeg kan ikke godt tænke mig, at der skal kæmpes netop denne Nat, og at det skal blive første Gang, at vi maa med, men vi kommer jo til at tage imod, hvad det saa giver.

Af Krigens Ødelæggelser har vi set en hel Del. Da vi marcherede hertil, kom vi igennem flere Landsbyer, hvis Navne jeg ikke kan huske, hvor de fleste Huse laa i grus, hvad Granaterne havde levnet, var fortæret af Flammerne. Flere Broer var sprængte af Franskmændene og dernæst istandsatte af Tyskerne. De fleste af Beboerne er flygtede. Det er kun de Fattige, der er tilbage.

I Dag har vi det lidt bedre. Vi er flyttet ned i en Kælder. Her var vi det helt hyggeligt. Hvis Franskmændene bare vil lade os fejre Juleaften i Fred. Et lille Juletræ har vi ogsaa faaet herned, og Julelys savnes heller ikke.

Julekagerne, som jeg har faaet hos Dig, skal smage udmærket, og naar vi saa tænker lidt paa Jer derhjemme, skal vi nok komme i lidt Julestemning. Jeg har talt med flere Bekendte, Peter Nissen, Bylderup, Henrik Petersen, Korntved, Thomas Petersen, Lendemark, og I. Henningsen, Rørkær.

De bedste og kærligste Hilsner og de bedste Forhaabninger for det kommende Nytaar.
Jeres Peter Chr.

Hilsener fra Fronten. Skyttegraven ved L. i Frankrig den 24. December.

Kære “Hejmdal”!
Et glædeligt og velsignet Nytaar ønskes “Hejmdal” og alle dens Læsere af os Nordslesvigere i det fjerne Frankrig. I Morges kom vi i Skyttegraven, efter at have haft 4 Dages Hvil i C. Vort Bataillon var saa heldig at have fri i Juledagene. Tidlig om Morgenen den 24. kom vi til C. fra Skyttegravene. Straks begyndte Juleforberedelserne. Om Aftenen fejrede hvert Korporalskab for sig Juleaften med Juletræ paa en festlig Maade. Vi sang baade danske og tyske Julesamler. Ud paa Aftenen besøgte vor Kompagnifører os og sammen med ham sang vi en Julesalme. Tredje Julesag var vi i Kirke, og Præsten talte smukt om Julen. Saaledes forløb Julen bedre for os, end vi havde ventet. Vi er alle ved godt Mod, og sunde og raske er vi ogsaa. Ofte taler vi om vort fjerne Hjemland, og vi haaber, at den Dag ikke skal være fjern, da vi atter faar Fred, og at vi sunde og raske kan samles med vore Kære hjemme.
Venlig Hilsen

Peter Nissen, Nørre Hostrup; Hans Nielsen, Mjøls; Mathias Petersen, Avnbøl; Carl Faudal, Traasbøl; Jørgen Brodersen; Bovrup; Johannes Petersen, Filipsborg; Peter Petersen, Tornskov; Sigfred Hansen, Randerup; Hans Hansen, Haderslev; Peter Sørensen; Haderslev; Morten Bojsen, Frørup; Christian Hansen; Vejbøl.

Frankrig (Aisne), d. 27. December.

Kære “Hejmdal”!
En Tak til “Hejmdal” for alle Nyheder, som Du bringer os. En kærlig Tak til Venner og Bekendte for Kærlighedsgaverne, tillige et godt Nytaar.


Jens Chr. Hansen, Arnitlund; Hans P. Gabelgaard, Endrupskov, Nicolai Hansen, Ensted; Peter Birkedal, Jels Skov; Frans Tønder, Branderup; Laurids Mortensen, Hygum; Nicolai Hansen, Gabøl; Christian Bonde, Gramby; Andreas Jensen, Harreslev; Hans Jørgensen, Ketting (Als); Christian Andersen, Bodum; H. Jensen, Ketting (Als); Otto Estesen, Hjerpsted; Nis Straagaard; Terkelsbøl; Marius Jensen, Andrup, Johan Petersen, Bjerndrup.

Fra Døstrup Sogn.

Af de Indkaldte fra Døstrup Sogn er der ifølge “T. Z.” faldet fra seks. Det er følgende:
Kaadner Ingvart Jørgensen, Tjenestekarl Laust Stavner, Smedesvend Anders Jensen, Købmand Nis Jensen, Kaadner Konstmann, Tjenestekart Lefold.

Landmand Jens Jepsen fra Tevring er i fransk Fangenskab. Han befinder sig paa en Ø paa Frankrigs Vestkyst.

Faldne.

For et Par Dage siden indløb der sørgelige Meddelelse til Bovrup, at to Mand derfra var faldne paa Valpladsen i Rusland, nemlig Gaardejer Jes Fenn, Bovrupkirkevej, og Ungkarl Peter Kauslund fra Bovrup, men Stedsøn af Brøndgraver Hans Jacobsen dersteds; begge er faldne den 15. December. Førstnævnte efterlader Kone og fem smaa Børn. Sidstnævnte tjente før krigen som Hotelkarl paa Jernbanehotellet i Aabenraa.

Banevogter Hans Nielsen, Søst Mark, har modtaget Efterretning om, at hans Søn, Johannes, er falden den 19. December paa den østlige Krigsskueplads. Den Faldne havde været saaret, men var nu vendt tilbage fra Lasarettet til Fronten. Han var 21 Aar gammel.

For et Par Dage siden fik Fru Schæfner i Bjerndrup Meddelelse om, at hendes Mand var falden, ramt af en Granat, ude ved Kanalkysten i Belgien. Den Faldne var født i Haderslev. Han havde været med i et Felttog i Sydafrika og stod nu som Feldvebel ved en Søbataillon. Han havde faaet Jernkorset.

Aftægtsmand Hejsel i Bolderslev modtog forleden et Brev, som han havde sendt til sin Søn, Lorens Hejsel, der er med ved Østfronten, tilbage med Paaskriften; “død”. Da de i 3 Uger intet har hørt fra ham, maa det desværre antages, at denne frygtelige Meddelelse taler altfor sandt.

Der er indløbet Meddelelse fra Yser-Kanalen om, at Gaardejer Laurids Beck fra Fjersted, Spandet Sogn, er falden den 22. December. En Ven af ham har skrevet hjem til hans Familie. Det er et haardt Slag for hans Enke, som sidder tilbage med 5 smaa Børn. Han er den fjerde fra Sognet, som er falden i Krigen.

Yngste Søn af Købmand S. E. Lorensen i Tønder, Lorenz Peter Holt Lorensen, der stod som Frivillig ved et Gardegrenaderregiment, er falden den 15. December, 19 Aar gammel, 5 Kilometer vestfor Petrikov i Rusland.

Ramt af 3 Kugler.

Arndt Thyesens Søn af kastrup, der ligger paa Lasaret i Berlin, er ifølge “Dv.” bleven ramt af 3 Kugler. Thyesen, der er bleven opereret, befinder sig nogenlunde.

En Fredsdag i Krigen

Ved Armébefalingen af 29. December er  –  allerede meddelt – at Fraterniseren med og enhver Tilnærmelse til Fjenden bleven forbudt.

Ikke des mindre, har det sin Interesse at høre om de Tilnærmelser mellem Kæmpende, som særlig i Juletiden fandt Sted paa Vestfronten. I “Vossische Zeitung” gengives saaledes følgende Udtog af et Feltbrev, der er dateret; Skyttegraven, Messines, den 25. Decbr.:

“I Dag den 25., blev der pludselig skreget “Hurrée” fra vore Modstanderes Side. Vi studsede, som ud af vore Musefælder, og se, Englænderne kom os imøde svingende hvide Cigaretter og Tørklæder. Geværer havde de ikke med sig, saa det kunde altså kun dreje sig om en Gratulation – og rigtig! Vi gik dem saa i Møde paa Halvvejen – vi ligger nemlig kun 200 Meter fra hinanden – og Sammenkomsten fandt Sted i Overværelse af Officerer fra begge Sider. Der blev  nu udvekslet Cigaretter, Cigarer og andre Sager. Der blev endog gensidig taget Fotografier; det gjorde mig ondt, at jeg i Øjeblikket ikke havde mit Apparat hos mig. Derpaa begyndte Englænderne at spille Fodbold med en medbragt Bold. Efter Mørkets Frembrud trak begge Parter sig tilbage til deres Saloner med Forsikring om at se paa Grund af Højtiden ikke ville skyde i de første tre Dage. Disse Afgørelser er truffet paa Æresord fra de to deltagende Artilleri- og Infanteriofficerers Side. Franskmændene, der laa et Stykke længere borte og ikke deltog heri, blev hele Dagen beskudt af vort Artilleri. Alle andre og ogsaa vi har hele Dagen bevæget os frit omkring udenfor. En Fredsdag i Krigen. Kun Skade, at det ikke er den endelige Fred.

 

 

21. december 1914. Tysk flagning i Sønderborg – eller ej!

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Mangelen på Petroleum
Den preussiske Overkommando i Altona bekendtgør følgende: Som følge af manglende Tilførsel under Krigen er Petroleumsforraadene i det tyske Rige allerede blevne betydeligt forringede. En gros handelen er ikke længere i Stand til at dække Befolkningens Forbrug i det ønskede Omfang. Det er derfor uundgaaeligt nødvendigt, at Petroleumsforbruget almindelig begrænses til det allernødvendigste, for at man saa vidt muligt kan undgaa en fyldestgørende [sic!] Mangel paa enkelte Steder. Saa vidt det paa nogen Maade er muligt, maa der i Almenhedens Interesse bruges Brændspiritus i Steden for petroleum.

Han ville ikke have tysk Flag paa sin Ejendom
Fra Sønderjylland meddeler “Herning Folkeblad” følgende Virkelighedsbillede fra Forholdene under Krigen:

En tysk Lærerinde havde faaet Ansættelse ved Skolevæsenet i Sønderborg. En dansk Borger havde averteret et Par Værelser til Udleje. Lærerinden ville leje dem. Hun kunne godt faa dem til Leje, men paa den Betingelse, at hun maatte ikke stikke det tyske Flag ud fra sine Vinduer. Han ville ikke have tysk Flag paa sin Ejendom. Lærerinden betænkte sig paa det, men gik dog ind paa det stillede Vilkaar og lejede Værelserne.

Kort efter blev den danske Mand stævnet til et Møde for Politimesteren, der spurgte, om han ikke til Lærerinden havde udtalt, at han ikke ville have tysk Flag paa sit Hus. Mande bekræftede det, og da Politimesteren spurgte, om det ikke var en Fejltagelse, gentog manden fast og bestemt: Nej, jeg vil ikke have det tyske Flag paa mit Hus, for jeg er dansk.

Efter denne Udtalelse blev han arresteret og har siddet i Fængsel siden.
Lignende Optræden og Chikanerier fra de tyske Embedsmænd Side over for de Danske er saa almindeligt nu som før Krigens Udbrud. Man da de danske Blade er under Censur, maa de ikke fortælle noget derom.

Julehilsen fra den vestlige Krigsskueplads
“Flensborg Avis” har modtaget følgende: Undertegnede Nordslesvigere ligger sammen i en Skyttegrav i Nærheden af Roye. Vi befinder os alle vel og sender hermed en Julehilsen til vor kære Hjemstavn. Vi lever stadig i Haab om at gense vort kære Nordslesvig. Anders Petersen af Øster Gammelby pr. Visby, Peter Petersen af Aaspe pr. Bredebro, Christian Hansen af Randerup pr. Ballum, Jens Thomsen af Blans pr. Ullerup, Jørgen Skrøder af Bækskov pr. Store Nustrup, Knud Iversen af Genner Strand pr. Genner, Otto Nielsen af Vesterende-Ballum, Marius Knudsen af Brøns og Jørgen Jakobsen af Sønderborg.

Død paa Lazaret i Belgien
Gaardejer Ehlers fra “Gejlbjerg” ved Toftlund, som forleden stod opført som haardt saaret og som formodedes at være i Fangenskab, er død den 27. November af sine Saar uden at være kommen til Bevidsthed, meddeler Hejmdal.

6. december 1914. Kresten Andresen: “Vi graver bombefri rum …”

Brev fra Kresten Andresen, Reserve-Infanteriregiment (RIR) 86.

Lørdag 6-12-14

Kære forældre! Jeg har det fremdeles godt. I går havde vi det ualmindeligt roligt. Vi graver bombefri rum; så når vi først har dem færdige, kan granaterne ikke længere gøre os noget.

Peter Jensen fra Stenderupgård bringer mig hver dag Hejmdal; den er jo rigtignok lidt gammel, når den kommer, men vi er uhyre glade for den.

Når jeg står vagt i disse måneklare nætter, så går tankerne tit hjem, og jeg synes, jeg er så uendeligt langt borte. Her går rygtet, at fredsforhandlingerne er begyndt; men det passer sagtens ikke. Gid julen, som den fredens fest den er, må bringe fred til alle de hjem, der længes efter den.

Skriv til mig, hvordan det går Jens og send mig hans adresse. Han er vist hårdere med end mig. Hvis I vil sende mig noget, så send det i små pakker, de store kan jeg ikke så godt slæbe med mig, jeg har læs nok i forvejen.

Hilsen til alle fra

jeres søn Kresten

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

 

4. december 1914. Fanget bag fjendens linjer: Hårene rejste sig på hovedet – Skoven var fuld af russere!

Feltpostbrev fra “Jens”, dateret Østpreussen den 7. Decbr. 1914.

Kære Forældre

Det var den 3. December, da vi var paa Feltvagt. Vort Kompagni har en Feltvagt opstillet 1 Km.. fra vor Skyttegrav. Der foran ligger et Gods, som hedder Amalienhof, som er delvis nedskudt og afbrændt. Paa højre Side en lille Granskov, og paa venstre Side ligger Gaarden og en stor Park med store Træer, mest Løvtræer. Alt det skal vor Feltvagt beskytte, at der ingen Russere kommer ind. Tusinde meter paa den anden Side Godset ligger Byen B., som er besat af Russerne.

Vi kom derud om Aftenen og løste den gamle Feltvagt af, som bestaar af 44 Mand, en Løjtnant, en Feldwebel, et Par Underofficerer og en Hornist. Før vi blev Inddelt til vor Post, sagde Løjtnanten, at hvis vi blev overrumplet og ikke kunde holde Stillingen, vilde Hornisten give Signal, og Pladsen blev bestemt, hvor vi skulde samles. Jeg og Peter Bonde fra Dybbøl stod sammen, vi havde anden Vagt og skulde staa to Timer, fra 7 til 9.

Vi stod til Højre midt i Udkanten af Skoven, foran laa B., til Venstre stod 3 Mand i en lille Skyttegrav, til Højre for os stod 3 Mand i Skyttegrav og helt oppe paa højre Fløj stod en Dobbeltpost.

Da vi havde staaet en halv Time begyndte vore Poster at skyde helt nede paa venstre Fløj; men vi kunde ikke se noget, og Skydningen hørte op igen. Men paa en Gang kommer der ca. 70 Meter fra os en russisk Skyttelinje paa henved 30 Mand, saa begyndte jeg og Peter at skyde, vi skød en 40 Skud i alt, men kunde ikke forstaa, at ingen af de andre skød. Men det var ikke saa sært, for hele Feltvagten havde trukket sig tilbage. Der var nemlig kommen ca. 500 Russere ind i Skoven til Venstre, og det havde vi ikke set.

I det samme kom der en russisk Soldat og stod lige ud for mig. Jeg raabte ham an: Hvem der! Og den Stakkel, han gav et Skrig og blev saa angst. Det Ansigt og det Skrig glemmer jeg aldrig. Han forsvandt ind i Skoven, vi skød ikke, og han skød heller ikke.

Men hvad nu, paa en Gang var hele Skoven fuld af Russere. Feltvagten var borte og havde ingen Signaler givet, og havde ladet os staa alene. Vi gjorde rask omkring og vilde gennem Skoven. Men hvor skulde vi samles? Midt igennem Skoven gaar der en bred Landevej, og den skulde vi følge til W. Men da vi kom derned, var hele Landevejen besat af Russerne med en lang Skyttekæde, bag os kom ca. 40 Mand, ja vi var helt omringet.

Vi krøb straks ind under et Par smaa Graner, og der blev vi saa liggende. Russerne søgte Skoven ordentlig igennem baade paa Kryds og Tværs, men de saa os ikke. Vi blev rolig liggende, af og til kom der en. Ja, der var en saa nær ved mig, at han traadte paa min Kappe, da han gik forbi. Vi laa lige ned paa Jorden, og der laa vi fra om Aftenen Kl. 8 til om Morgenen Kl. 7 uden at røre os.

Vi frøs, vi kunde ikke hoste, ikke snyde Næsen, ja, det var en forfærdelig Stilling. Russerne lige foran. De var i Færd med at grave Skyttegrave udenfor Skoven; jeg sagde til Peter: „Hvad bliver det her til?” Ja, der var jo foreløbig ikke andet at gøre end blive liggende.

Hen i Morgenstunden hørte vi noget gebrokkent Tysk, og alt var roligt, saa stille som om hele Skoven var renset for Russere igen, men ak og ve! Vi mente næsten, at vor Feltvagt var kommen ud igen. Vi krøb saa rundt i Skoven, lyttede, krøb videre, vi vilde hen og se, om der var en Post udstillet ved vor Vagtstue.

Vi kom omtrent derhen, saa kom der en lille sort Russer ud og lo over hele Ansigtet, og saa saa fornøjet ud. Han havde vist været inde og faa sig et godt Maaltid, for vi havde baade Brød, Smør og Flæsk og Cigarer. Det laa jo paa Vagtstuen. Ja, han har rigtignok smovset.

Da vi saa ham, vidste vi jo Besked, at Russerne var der endnu. Vi krøb saa i Dækning igen. Men da Klokken var 10 om Formiddagen, begyndte vort Artilleri at skyde, og hele den Granatild fik vi altsammen. Ja, det var saa forfærdeligt, at der er ingen, der kan forestille sig det. Det Ekko, saadanne Skrald giver i Skoven, er helt ubeskriveligt. Af og til fik vi hele vor Kappe fuld af Granatstumper og Jord. Vi laa med Næsen i Jorden, krøb saa tæt ind under Granerne som vi kunde, og laa stadig med de Tanker: Nu kommer der en, og Du er færdig, eller der kommer en Russer og giver Dig en Kugle eller et Bajonetstik. Ja, det var lange Timer at ligge der.

Da Kl. var 11½ Middag, kunde Russerne ikke holde sig i Skyttegravene længere. Saa kom der ca. 30 Mand mindst og de gik lige tæt forbi os, men saa os ikke, vi laa ganske musestille. Og Granatilden blev ved uafbrudt. Mærkelig nok blev vi ikke truffet og saaret, men fik af og til en Ladning Jord, Sten og Granatstumper over os; men de var jo trætte af Grangrenene, inden de kom til Jorden.

Denne Granatild varede til Klokken 12 Middag, og saasnart den hørte op, var Russerne i Parken igen. De gik atter forbi os, men saa os ikke.

Hvad nu, siger Peter til mig. Jeg foreslog, at vi skulde blive liggende til Aften, for saa kom vor Feltvagt nok ud at lede om os. Men det slog fejl. Vi blev roligt liggende til Klokken 5 om Eftermiddagen stift paa en Plet, aa, hvor vi frøs, vi kunde ikke røre os, 50 Meter foran os stod Russerne. Vi havde ikke faaet noget at spise. Men Jeg var saa heldig, at jeg havde faaet en halv Flaske Cognac med. Den fik vi en lille Slurk af engang imellem. Det var det eneste vi nød. Men vi frøs, vi havde jo ogsaa ligget paa Maven fra Kl. 8 om Aftenen til anden Dags Eftermiddag Klokken 5. Det var en lang Tur, ligge i en saadan Stilling, og Du ved ikke, naar Du faar en Kugle eller et Bajonetstik. Ja, det var en lang, haard, nervespændende Nat og Dag.

Da Klokken var 5, var det lidt mørkt i Skoven, uden for den maanelyst. Nu skulde det prøves. Enten-eller. Se at komme tilbage til vort Kompagni eller i russisk Fangenskab. Jeg sagde til Peter: „Kan vi nu spille dem det Puds at snige os igennem?”

Vi regnede med, at Russerne var lidt dumme. Saa krøb vi paa alle fire hele Skoven igennem, ud til, hvor vi havde staaet Post. Vi tog vor Hue paa, Hjelmen i venstre Haand og Bøssen i højre. Af og til lyttede vi, om Farvandet var rent. Hele Skoven kan vel være en 10 Tønder Land, og den var besat af ca. 500 Russere, 2 krigsstærke Kompagnier.

Nu, vi kom godt og vel ud til Skovkanten, men lige som vi skulde ud af Skoven, kom der 7 Russere. De gik forbi os paa Skridts Afstand, vi blev staaende ganske roligt, og de mærkede os ikke.

Haarene rejste sig paa Hovedet; men da de var forbi, var vi straks koldblodige igen. Nu skulde vi igennem den russiske Skyttekæde. Vi agerede saa russisk Patrouille og gik ganske roligt ud af Skoven, med Hjelmen under venstre og Geværet under højre Arm, som om der ingen Ting var. Hele Skovkanten var jo besat af en vældig Skyttelinje, men for hver 10 Skridt vi kom fra Skoven, lettede det noget. Vi kom godt igennem Skyttekæden. Se, Russerne gaar altid og smaafløjter, og det havde vi jo ligget i Skoven og lært, saa Melodien kunde vi. Og vi gik saa og smaafløjtede paa vor Patrouilletur og det gik godt.

Men nu kom vi i en farlig Stilling, vi kom jo nemlig mellem 2 Skyttelinjer. Vi gik efter Skyttegraven ved 7. Komp. 84 og da vi kom nær paa 100 Meter, skød de to Skud paa os, den ene Kugle gik til Højre for os, den anden til Venstre.

Vi smed os straks ned, tog Huen af og satte Hjelmen paa, saa var vi tysk Patrouille, stod op og gik videre, og saa skød de ikke mere, det var jo maanelyst, og saa kunde de se, vi havde Hjelm. Vi gik saa hen til 6. Kompagni, dem raabte vi an, at de maatte ikke skyde, vi var Patrouille 5. Komp. 84. De hørte det straks og vi kom saa over Pigtraaden, og kom lykkelig over til 6. Kompagni. I kan tro, at vi var glade, at vi var kommen uskadt fra saadan en Tur, kommen godt igennem baade den russiske og tyske Skyttelinje. Nu gik det saa derfra til vort Kompagni. Der blev Glæde, da de saa os igen. Vi meldte os straks til vor Feldwebel, at vi var kommen tilbage. Han kunde næsten ikke tro sig selv. Vi gav saa en Forklaring over hele Turen.

Saa maatte vi med det samme hen og melde os til Officererne. Vi gjorde saa en Melding: Saa og saa mange Russere er der, og de har gravet Skyttegrave langs med hele Skovkanten. „Donnerwetter! Wie kan das blosz angehn!”

Den ene stak os en Flaske Vin, den anden en Flaske Cognac, og de var velkomne ovenpaa saadan en Frysetur. Men da vi saa kom til vore Kammerater, blev der først Glæde. Vi er jo 10 Danske, som altid holder sammen, og bor sammen; men nu fik vi at vide, at der mangler 2 Mand endnu. Vi har ikke set dem, saa de er nok løben lige i Hænderne paa Russerne. Den ene var en af os 10., Peter Andersen fra Dyndved paa Als, en flink en, som vi alle holdt saa meget af. Bare han ikke er saaret, saa kommer han nok igen. Den anden var en W. Schrøder fra Slesvig.

Vi var allerede meldt til Tabslisten som savnede, og al vor Post var sammenpakket og skulde have været retur, men den fik vi igen. Ja vi maa takke Gud, at vi kom saa godt fra det, for hvis han ikke havde hjulpet os, saa var vi aldrig sluppet godt fra det, og han skal ogsaa nok hjælpe mig herefter. Jeg vilde kun nødig gøre den Tur om igen. Det er længe siden jeg har hørt hjemmefra, men Banen har været spærret her i en Uge, saa nu kommer der nok nogen Post igen.

Hils dem nu alle hjemme, at jeg er kommen godt ud af den „Klese”.
Kærlig Hilsen

Eders
Jens

Tyskere i russiske uniformer B 2064
Tyske soldater i russiske uniformer. Peter Schmidt fra Aabenraa er nr. 5 fra højre.