Tag-arkiv: Feltham

19. september 1917 – Lorens Jepsen: “Mange Landsmænd”

Landmand Lorens Jepsen fra Valsbøl blev taget til fange på vestfronten sidst i marts 1917. I september kom han til særlejren for dansksindede i Feltham.

Feltham, 19.9.17.

Kære Anne!
Et nyt Hjem og et bedre, og saa tillige et bedre og friere Liv, er nu falden i min Lod. Mange Landsmænd er jeg kommen sammen med. Fra Medelby saaledes Hans Knudsen, Toni Hansen og Hans Jürgensen, Vesby, sidste Farverens Svigersøn. Det er alligevel noget andet end i Livet i Frankrig og for mit eget Vedkommende kan jeg rolig se Vinteren i Møde. Pakker maa Du paa ingen Maade sende mig, bruger intet.

Kan hilse Fru Lorenzen, at Hans vistnok ogsaa vil være her inden Jul, og han vil blive glad naar han først er her. Bager Hinrichsens har ogsaa først været her, men er nu i en anden Lejr.

Vil nu haabe, at jeg snart maa faa Brev fra Dig, sidst var fra 29.5 Vilde jo gerne vide, hvorledes det gaar Eder, men saa omtrent kan jeg forestille mig det. Det vil nok alt blive godt, – gid snart. Til Eder alle de hjerteligste Hilsner.
Din egen Lorens.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

12. september 1917. I engelsk krigsfangenskab

Hans Peter Schmidt fra Aabenraa blev taget til fange af englænderne i juni 1917. Han kom efter nogen tid til Feltham-lejren

I den første Tid af mit Fangenskab, inden jeg kom til Feltham-Lejren, var jeg sammen med de tyske Krigsfanger sat til at losse frosne Kreaturkroppe fra Damper i fransk Havn. Kosten var saamænd ret god, men dog lidt ensformig i Længden, og vi kunde ønske os lidt af alt det megen Kød, vi baksede rundt med. Men, selvfølgelig, det var forbudt at stjæle.

Vi gik med engelske Patronbælter om Livet, og godt, at det ikke var tyske, for de var jo meget smallere. For vi hittede nemlig paa at skære Kødstrimler ud af Dyrekroppene, som nøjagtigt dækkede sig med Bæltet, og lagde disse Strimler rundt om Kroppen ind under Bæltet.

Paa denne Maade kunde vi snyde ved Visitationen om Aftenen. Men rigtignok virkede det jo som en Isring omkring Livet, en Fornemmelse, som først fortog sig ved Brasningen om Aftenen inde i Barakken, naar de liflige Dufte fra det stegte Kød lod Munden løbe i Vand.

Men snart var Kødstrimlerne ikke nok for os, og vi fik Appetit paa de store Oksenyrer, der sad fast i Kroppene af de frosne Dyr. Men hvordan faa de store Klumper ind i Lejren?

En stor Hamborger fandt paa Raad. Det var Vinter, og der laa Sne paa Jorden. Vagtlokalet laa lige ved Lejren, men med en Vej imellem, og her mellem Vagtlokalet og Lejren fandt Visitationen  Sted. Eftersynet var ikke saa indgaaende og kunde heller ikke være det med den store Skare af Fanger, saa det var ikke saa svært uhindret at lade vore Oksenyrer dumpe ned paa Jorden udenfor Indhegningen, og naar vi saa gik ind i Lejren, fulgte Nyrerne nok saa nydeligt med, bundet fast som de var i et helt tyndt Stykke Sejlgarn.

Hvis ikke der havde ligget Sne som af de mange Fødder var godt tiltrampet og beskidt, vilde dette Trick aldrig være lykkedes.

Da Vagtmandskabet jo kunde lugte, at der blev braset en Del, gik de sommetider paa Opdagelse blandt os, men fandt aldrig noget, da vi under Briksen havde gravet Huller i Lergulvet, hvor vi opbevarede de huggede Kødvarer.

Fra denne Fangelejr har jeg en anden lille Oplevelse at fortælle. Da jeg havde været der omkring et halvt Aar eller saadan, gaar jeg en Aften igennem Barakken og ser  “Hejmdal” ligge paa et Bord. Jeg gloede først lidt paa en Fange, der stod ved Siden af og spørger saa, om han er dansk. Jo, det var han da, han var Johannes Holm fra Jels. Ja, og jeg er Hans Peter Schmidt fra Aabenraa.

Og der havde vi boet et halvt Aars Tid sammen uden at være stødt paa hinanden.

DSK-årbøger, 1943

6. september 1917. Endelig i Feltham: “Nu var jeg blandt Landsmænd, og jeg takkede Gud, der havde ført mig saa vidt, nærmere til mit Hjem”

Christensen, Gram, blev såret og taget til fange i foråret 1917. Han blev sendt på militærhospital i England.

Efter et Par Maaneders Ophold i Militær-Hospitalet i Fulham, kom vi til en Rekonvalescentlejr for Krigsfanger i noget, der hed Brockton Camp.

Ved Siden af denne Lejr, kun skilt ved et Pigtraadshegn, som ganske vist ikke kunde overstiges, laa en Lejr, hvis Indvaanere blev udskiftet over Svejts med saarede Englændere.

Inden jeg kom til England, havde jeg bragt i Erfaring, at der var en Lejr for Sønderjyder, “Feltham”. Jeg spurgte den engelske Tolk, om en saadan fandtes, han kendte den ikke.

Saa en Dag kom der Bud fra Kommandanten om, at jeg skulde indfinde mig paa hans Kontor, sammen med Grøn fra Asserballe, der laa i samme Lejr som jeg. Da vi kom til Kontoret, stod der en Mand, som hilste os med et hjerteligt “Goddag” og  velkommen til England.

Han talte dansk; med en Anelse om, at det kunde være Felthampræsten, spurgte vi, hvem han var. Han svarede, om vi ikke kendte ham, han kendte dog os. Han fortalte mig, at min Kone hed Louise. Saa var jeg klar over, at han maatte være en god Mand, og det var han ogsaa.

Han fortalte os om Feltham og om Kammeraterne der, han holdt Andagt med os, og det var altsammen vidunderligt, det var Danmark, som rakte os en venlig Haand i vort Fangenskab.

Han lovede os, at vi snart skulde komme til Feltham. Nogle faa Dage senere kom Grøn bort, medens jeg, til min store Sorg, maatte vente, indtil mit saarede Haandled blev helt rask.

En Dag kom der Bud fra Nabolejren. En Mand, Muusmann, nu Bylderup-Bov, som skulde udveksles med haardtsaarede Englændere over Svejts, stod ved Pigtraaden og havde Hilsener fra Feltham. Jeg skulde dog skynde mig at komme hen til de andre Landsmænd.

Det vilde jeg hellere end gerne, men paa Grund af min daarlige Haand kunde jeg ikke komme der endnu.

Han fortalte om Feltham, Samværet, Forplejningen, Dilettant-forestillingen, Præstens to ugentlige Møder. Jeg fattede det ikke, gaves der endnu noget saadant her paa Jorden, at Folk var venlige mod hinanden, inviterede hinanden til Kaffe og Kager, ligesom hjemme i Sønderjylland, Aa, kunde jeg dog blot snart komme til Feltham.

Jeg talte med den engelske Tolk om det. Han sagde: “Skriv et Brev og lad mig faa det med, saa vil jeg lægge det i Postkassen”. Jeg skrev til Præsten, at jeg længtes efter Feltham, og at jeg nok troede, at mit daarlige Haandled kunde helbredes der, om han ikke vilde sørge for at faa mig til Feltham snarest muligt.

Otte Dage efter kom der Orde til mig om at holde mig parat.

Der var imidlertid kommet en Misstemning frem mod dem, der vilde til de saakaldte Forræderlejre. Denne Misstemning gjaldt saavel Danske og Polakker som Elsass-Lothringer. Enkelte blev mishandlet af Tyskerne, inden de kom bort. Derfor kom der Ordre til mig Kl. 5 om Morgenen om at staa op, pakke mine Sager og omgaaende rejse til Feltham.

Jeg blev ledsaget af en engelsk Landstormsmand. Vi rejste fra om Morgenen til hen paa Eftermiddagen, før vi kom til London.

Toget var overfyldt. Jeg sad sammen med min Landstormsmand midt iblandt Passagererne. Der var paafaldende mange Præster med. De er let at kende, idet de ynder en særlig Paaklædning. Nogle af dem spiste deres medbragte Mad. Jeg var sulten og maa have set særligt sulten ud, hvorfor en gammel Præst spurgte min Landstormsmand, om det var tilladt at give mig et Stykke Brød. Det var tilladt. Præsten gav mig noget Brød, idet han fortalte mig, at hans Søn var tysk Krigsfange. Jeg kunde ikke saa meget Engelsk, at jeg kunde fortælle ham, at jeg ikke var Tysker. Jeg kunde kun svare Tak.

Endelig kom vi til Feltham. Det var et stort Kompleks af Bygninger, der i Fredstider blev brugt til uvorne Drenge.

Den første, jeg mødte, var nuværende Førstelærer Rattenborg fra Døstrup, “æ  Degn”, som vi kaldte ham. Han vidste, jeg kom, men han var lidt betænkelig ved den preussiske Feldwebel. Det var nemlig ingen Anbefaling i Feltham. Dertil kom, at jeg var Postbud hjemmefra, hvilket ikke ligefrem pyntede. Han, som tidligere tysk Lærer, havde dog mere Forstaaelse, end der er de fleste beskaaret.

Vi kom ind i Køkkenet, hvor der blev serveret et kraftigt Maaltid stegte Kartofler og Frikadeller. Den næste, jeg mødte, var Peter Bernsen, Gram, Lejrens store Førstemand. Han kendte mig ikke, skønt vi var fra samme By, hvilket tydede paa, at mit Rygte ikke var særligt slemt.

Jeg fik anvist mit Kvarter. Straks den første Dag blev jeg inviteret til Aftensmad af Peter Bang, nu Gram. Han var en gammel Ven fra før Krigen, og skulde, som det var Skik i Feltham, have Præsten til Gæst.

Dette skete skiftevis. Inden jeg gik til Aftensmaden, spiste jeg nogle Rundtenommer, som Andreas Bertelsen, nu Agerskov, havde været saa forsynlig at give mig med. Han var ansat i Køkkenet. Det gik jo ikke an at være alt for meget Grovæder, naar man skulde i Selskab med en Præst. En Bekymring, jeg kunde have sparet mig, ingen vidste bedre end Pastor Troensegaard-Hansen, hvad en Krigsfange kunde spise. Vi fik stegte Kartofler og Frikadeller samt Brød med Ost og dejlig Kaffe.

Om Aftenen var der Møde, hvor Præsten talte om, hvad der foregik i Verden og sluttede med Andagt. Det var som at være paa Højskole.

Der blev sunget kraftigt og inderligt. Da jeg om Aftenen laa i min Seng, følte jeg en Glæde og en Fred i mit Sind. Nu var jeg blandt Landsmænd., og jeg takkede Gud, der havde ført mig saa vidt, nærmere til mit Hjem.

DSK-årbøger 1946

4. september 1917. Sangkor i Feltham-lejren

I foråret 1916 lod briterne indrette en særlig lejr til sønderjyske krigsfanger i Feltham. Hans Clausen fra Elsmark fortæller om lejren.

 Vor Ankomst til Feltham skete i Foraaret 1917. Vi var da omtrent samlet ca. 200 Mand. Antallet steg fra Maaned til Maaned, og da vi stod foran Hjemrejsen i Foraaret 1919, var det oppe paa ca. 500 Kammerater.

Det siger sig selv, at der iblandt saa mange Mænd er forskellige Interesser, der gør sig gældende. De vigtigste Begivenheder var selvfølgelig vore Sammenkomster og Møder med Pastor Troensegaard Hansen, men vi var ogsaa klar over, at inden for selve Lejrlivet var det af stor Betydning, at de forskellige Interesser kom til Udfoldelse, til Adspredelse og Opmuntring for hele Flokken. Der blev dyrket Sang, Musik, Gymnastik, Dilettant, Fodbold og megen anden Fritidsbeskæftigelse, og alle havde Lejlighed til at være med i noget.

Da jeg var meget interesseret i Sang og Musik, blev jeg dømt til efter bedste Evne at oprette et Sangkor. Efter lidt Instruktion af de mere
teoretisk uddannede, Rattenborg (Degnen) og Chr. Schultz, gik jeg i Gang med Opgaven med krum Hals.

Bryderier kunde ikke undgaas, men efter nogen Tids Øvelse og Træning gik det, efter det lydhøre Publikums Skøn, udmærket.

Pastor T. var altid rede til at agere Bydreng uden for Lejren med alle Smaating, der skulde bruges. En Del Noder fik vi sendt hjemme fra Danmark, men det hændte ogsaa, at vi maatte komponere Melodien til Sange, vi ikke kunde faa Noder til. Særlig var det flere Gange galt med Dilettantsange.

Indøvelsen af de forskellige Stemmer gik imidlertid rask fra Haanden, da vi havde nemt ved at kalde Koret sammen enten ved Raab eller Kurer. Naar der var arbejdsløse Dage paa Grund af for tæt Taage, fik vi Tiden overladt til os selv. Vi sang først og fremmest Fædrelandssange, men ogsaa folkelige og aandelige Sange, og eftersom Tiden gik, lærte vi adskillige.

Vi optraadte ved enkelte Højtideligheder, som vi forøvrigt selv foranstaltede inden for vort lille Rige sammen med Musikkoret, hvor der ogsaa var indbudt Gæster fra London tilligemed Lejrens Officerer og Familier. Saa var der Fest og Dans med til Damer udklædte Kammerater, der kunde være meget søde og fikse, selv med lidt for store og klodsede Hænder og Fødder.

Baade Sangkor og Musikorkester var paa ca. 30 Mand. 

Sydslesvigerne og enkelte fra Holsten var repræsenteret i begge Kor og lærte meget begejstret sammen med os de danske Sange. Ligesom nu haabede de ogsaa ved Fredsslutning dengang at blive genforenet med Danmark. (…)

Selvfølgelig sang Koret ved mange af vore Søndagsmøder og nationale Fester. Jeg mindes Præstens Fødselsdag. Han plejede at gaa paa Omgang i de forskellige Enkeltværelser. Det var de saakaldte Kaffeselskaber med indbudte Naboer. Den Dag var der særlig Fest med Præstens medbragte rigtige Kaffe og dertil hørende Smaakager og hjemmebagt BageIse fra Køkkenet.

Hele Selskabet var i ivrig Diskussion og lidet anende hvad der gik for sig udenfor Døren. Lydløs og tavs sneg Sangkoret sig langs Gangen. Efter ligesaa forsigtig Opstilling istemte Koret “Til Himlene rækker din Miskundhed, Gud”.

Ved Slutningen kom Præsten frem, dybt bevæget, grædende som et Barn, og faldt os om Halsen.

Saadan var vor Præst. Bevægelsen var grundig. Et af de mange, skønne Minder fra Feltham.

Et andet hænger som Pryd i mit Hjem. En elfenbens Taktstok, overrakt af Sangkoret.

Mange gode Kammerater lærte vi at kende, hvis Venskab holder paa Livstid. Minder fik vi, som aldrig glemmes.

DSK-årbøger, 1946

30. juni 1916. Forbud mod cykling og nyt fra krigsfanger i England

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Der er udstedt forbud mod cykelkørsel,

fra hvilket forbud følgende er undtagne:

a) Skoleelever, hvis skolevej frem eller tilbage er over tre kilometer og som ikke har lejlighed til at benytte andre samfærdselsmidler.

b) Personer, landarbejdere og arbejdersker, der har over tre kilometer til deres arbejdsplads og som ikke har lejlighed til ved andre samfærdselsmidler på formålstjenlig måde at nå den.

c) Læger, dyrlæger, sygepassere, sygeplejersker, jordemødre, offentlige embedsmænd og militærpersoner til udøvelsen af deres kald eller tjeneste.

d) Personer, der på grund af deres legemlige tilstand (mangel af et lem, lammelse o.a.) er henviste til benyttelsen af en cykel (tricykel, mekanisk cykel osv.)

e) Personer, der for at arbejde i deres haver eller grøntsageranlæg skal tilbagelægge en vejlængde på over tre kilometer og som ikke har andre samfærdselsmidler.

Forhøjelse af portoen.

Loven om en ekstraordinær rigsafgift, der opkræves sammen med post- telefon- og telegramafgifterne vil antagelig træde i kraft til 1. august.

Bestemmelse om handlen med nærings- og foderstoffer

er nu udstedt af forbundsrådet og trådte ifølge ”Dannevirke” i kraft i går. Derefter en denne handel fra 1. august kun tilladt personer, som har en særlig tilladelse.

Regeringerne skal indrette særlige kontorer for disse tilladelser. De kan kræve forretningsbøger forelagt. Nægtes tilladelsen, skal kredsen overtage forrådene.

Kaninavl.

Det slesvigsk-holstenske landbrugskammer i Kiel lader ifølge ”Dannevirke” foreløbigt oprette 30 kaninavlsanstalter i provinsen, hvor der skal avles mellemstore og store racer.

Sparekasserne og krigslånet.

Sparekasserne i Slesvig-Holsten har tilsammen tegnet 114 millioner mark, hvoraf der på sparerne selv falder 80 millioner mark.

Køkkenaffald og madrester skal samles.

I en forbundsrådsforordning af 26. juni bestemmes at i kommuner på over 40.000 indbyggere kan husholdningsoverhovederne og indehaverne af fabrikker og forretninger forpligtes til at samle alt køkkenaffald og madrester adskilt fra det øvrige affald. Husejerne skal sørge for beholdere (spande), og kommunen skal tre gange om ugen afhente affaldet og aflevere det til rigsselskabet for tysk mælkekraftfoder i Berlin. Selskabet skal yde et vist vederlag og, om det ønskes, overlade kommunen selv en del af affaldet.

Affaldet i de nævnte kommuner beregnes til 300 millioner kilo om året, hvoraf der kan laves 75 millioner kilo foder.

De sønderjyske marinefanger i England,

som i et års tid har været i en fangelejr på øen Man, er nu blevet forflyttet til Feltham, en lille by i nærheden af London, skrives der fra Rinkenæs. Her bor de i en stor bygning, som tidligere har været en opdragelsesanstalt. Siden krigens begyndelse har søfolkene flere gange måttet skifte plads i England; dog er hver gang deres kår blevet forbedret.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

Landmand Thomas Holm fra Barsmark ved Løjtkirkeby er faldet i Galicien. Han efterlader sig en ung enke og to små børn.

Lokomotivfyrbøder Johannes Michelsen ved Haderslev småbane er faldet.

Gårdejer Jens Hansen Matzen fra Bolderslev er død af sygdom på et feltlazaret i Serbien i sit 38. år.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Lauritz Møller fra Moltrup er faldet, at Christian Schirmhoff fra Hoptrup er død af sine sår, at Andreas Nielson Hansen fra Endrupskov ikke er død i fangenskab, men er såret og savnet og at overgefreiter Anton Iversen fra Åstrup, gefr. Jens Nissen Roued fra Skærbæk og Hans Junker fra Haderslev er hårdt såret.

10. april 1916. Afgang til Feltham-lejren

Søren Krab, Gram, blev taget til fange af britiske tropper i Marne-slaget den 9. september 1914. Efter ophold i bl.a. Frimly, Templemore og Leigh, kom han i april 1916 til Feltham-lejren.

Den 13. februar 1915 gik turen altså tilbage igen, over Dublin-Liverpool til byen Leigh i Lancashire, hvor vi blev indkvarteret i en stor fabriksbygning. Den var som ny og ikke taget i brug, da krigen begyndte.

Vi var ca. 2000 mand og var ret godt tilfreds, for der var centralvarme og adgang til bad, og føden var også lidt bedre. Jeg har tit tænkt på, at jeg flere gange har set et halvt franskbrød blive kastet ned i affaldstønden i gården, og det var vistnok ganske utænkeligt i en fangelejr i Tyskland.

I Leigh begyndte den danske præst, Troensegaard-Hansen, at besøgte os af og til. Han holdt en kort andagt og fortalte os, at vi snart, ligesom i Frankrig, ville blive samlet i en særlejr for Sønderjyder.

Den 10. april 1916 kom da dagen. – Vi måtte alle stille op på gårdspladsen. Navnene blev råbt op, alle danske, elsass-lothringer og polakker, og med tog blev vi sendt af sted til den nye samlelejr Feltham, ca. ti kilometer vest for London. Vi var kun en 25-30 sønderjyder i starten: men der kom af og til nye til, som var pillet ud i andre lejre i hele England, og til sidst var vi flere hundrede.

Forplejningen i lejren var her den samme som i de andre lejre; men da vi ikke var så stor en flok, kunne den blive lidt bedre tilberedt og mere alsidig, og det var jo landsmænd, der lavede den.

Her i Feltham kom pastor Troensegaard-Hansen hver søndag og holdt dansk gudstjeneste i en kirke, som lå indenfor lejrområdet.

En gymnastiksal var her også til fri afbenyttelse, ligeledes en stor og god sportsplads, og der blev flittigt spillet håndbold og fodbold, for der var endnu ingen af fangerne ude på arbejde.

Der blev også oprettet en sangforening i lejren under ledelse af Hans Clausen fra Elsmark på Als.

Man spillede også dilettant, men så måtte jo nogle af de unge mænd udklædes som piger – og det gik også rigtig godt. Livet formede sig her betydeligt bedre for os. Vi kunne frit udfolde vort eget åndsliv uden at blive generet af tyskerne.

DSK-årbøger 1964