Tag-arkiv: fatalisme

28. juli 1916. Østafrika: Forberedelser til en stor safari

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Jeg kom i disse Uger til at føle mig ensom i Dar-es-salam og mere end halvked af mit Arbejde. Der kom en Uro og Stundesløshed over mig, og det var mig velkomment, da Stache en Dag telegraferede til mig: — Gør Dem klar til at forlade Daressalam med Timers Varsel. Rejs til
Morogoro, saa snart de faar Ordren.

Jeg kaldte paa Ramasan og sagde til ham: — Du maa nu pakke mine Sager sammen og dine egne med, hvis du vil følge mig. Inden længe drager jeg ud paa en stor Safari, og der vil gaa Maaneder, ja, maaske  Aar, inden jeg kommer tilbage til Dar-es-salam. Maaske vender jeg ikke tilbage, før Krigen er endt. Vil du følge mig, eller bliver du her hos din unge Bibi.

— Jeg følger dig overalt, hvor du gaar, Bwana, svarede Ramasan uden at tøve et Øjeblik.
— Men maaske kommer vi i Kamp, Ramasan, og maaske bliver jeg dræbt, og du bliver ene tilbage. Hvad saa med dig? Var det saa ikke bedre, at du var blevet her hos din Bibi.
— Jeg siger dig, Bwana, svarede Ramasan jævnt og uden at betænke sig, jeg vil aldrig forlade dig og altid blive hos dig, til den Dag kommer, da du ikke længere har Brug for mig, eller den Dag, du bliver dræbt. Maaske vil det ske snart, maaske varer det længe endnu — amri ya mungu — det er Guds Villie.

Jeg blev rørt over dette smukke Svar, hvis Ordlyd paa Kisuahelisproget jeg husker endnu i Dag, og hvis Storhed først efterhaanden er gaaet op for mig. Undertiden former de Sortes Sprog sig af sig selv til en ejendommelig, næsten bibelagtig eller sagaagtig Højhed. Jeg har hørt det ofte, men sjældent saa smukt og klart som denne Dag i August, da Ramasan og jeg stod og skulde gøre os klar til den store Safari.

Jeg gav Ramasan Penge til at købe Forplejning for en længere Tid til sin Hustru, men før han gik, sagde han til mig:
— Naar vi nu drager paa Safari, Bwana, og jeg skal koge din Mad, saa er det nødvendigt og ogsaa Skik, at der er en anden Boy med, som kan bære dine Sager, naar de bliver for tunge for dig, og som kan gaa mig til Haande. Jeg kender en, som gerne vil i din Tjeneste, og hvis du
ønsker det, saa skal jeg tage ham med, naar jeg kommer i Morgen.

Derpaa hilste Ramasan Godnat og gik hjem til sin unge Kone, der boede i Negerbyen.

Jeg havde dengang en uværdig Mistanke om, at jeg aldrig vilde faa ham at se mere, men det blev ogsaa sidste Gang, jeg kom til at fatte Mistanke til Ramasan.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

19. november 1914. Hemming Skov: “Man fulgte blindt skæbnen”

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Da det atter blev Dag, sendtes Patrouiller frem mod Russergraven, og Jeg fulgtes med min Ven, Gefreiter Plein, for sidste gang; Dagen efter faldt han for en Kugle. Skyttegraven var tom paa nær nogle saarede, som de ikke havde faaet med tilbage. Vi støttede dem hen til vor Forbindingsplads, hvorefter vi, der havde gaaet Patrouille, fik Lov at sove om Formiddagen, medens andre begravede vore døde Kammerater i en Fællesgrav.

Med hensyn til disse to forskelligartede Kommandoer, saa var der i Grunden ingen, der følte sig forurettet af den Grund. Man fulgte blindt Skæbnen, ingen fik Tid og Enerum til at ruge over sine Sorger. Derfor saa man Folk le midt i Elendigheden og spøge midt i Granatilden. Det daglige Myrderi, det stadige Syn af saarede og døde, den evindelige Brummen og Knalden, alt dette indgik i Bevidstheden som det givne, som den naturligste Ting af Verden. Vi kunde godt staa og abe Granaternes Susen efter.

Ved Middagstid (d. 19. Nov.) kom vi til Alexandrov, lidt Vest for Zgerz, og ligeledes ca. 10 km fra Lodz. Alexandrov var næsten en Ruinhob, og Gaderne var ufremkommelige. Beboerne, der var ,,blevet hjemme”, var ude af sig selv af Rædsel, og de spurgte os, om vi troede, at Russerne kom igen. Det mente vi ikke, og dermed var de godt tilfreds. De ønskede ikke en Gang til at opleve et saadant Bombardement, som Natten og Dagen i Forvejen.

Om Aftenen rykkede vi et Par km frem efter Lodz til. Patronvogn og Feltkøkken fulgte os. Vi kom ind i en lille By, hvor Kuglerne skrattede imod Husene, og her laa Reg. 141 i Stilling. Byens Navn var Sokolof, og her blev vi godt kendt, for her blev vi nemlig liggende paa et og samme Sted i næsten 3 Uger. 9. Arme under Kommando General Mackensen begyndte Angrebene paa Lodz, og vort Armekorps angreb, som allerede nævnt, fra Alexandrov og Zgerz, Byen fra Nord.

De sidste fire Dages Oplevelser var af ret streng Beskaffenhed, men nu fik vi endelig ro. Vi laa stille i Skyttegrave, og jeg vil kendetegne disse uger som de roligste, vor Division hidtil havde haft. Andre Steder havde Erobringen af Lodz kostet meget; saaledes maatte 3. Garde Div., der kæmpede Øst for Byen og angrebet i Ryggen, gøre omkring og slaa sig igennem til Brzeziny (15 km Øst forLodz). Tyskerne gav derefter Byen Navn efter Divisionens General, Litzmann , og kaldte Lodz for Litzmannstadt.

Stormet russisk skyttegrav 07006F00102
Stormet russisk stilling

 

31. juli 1914. Soldaterbrev fra Jeppe Østergård

Jeppe Østergård stammede fra Stursbøl i Oksenvad Sogn. I oktober 1912 var han blevet indkaldt til hæren, og da krigen brød ud, var han ved at aftjene den sidste del af sin værnepligt i Danzig, i dag Gdansk, Polen. Et udvalg af hans breve skrevet både før og under krigen blev udgivet i udvalg i 1931.

31—7—1914.

Hvor to eller flere er samlet er krigen det eneste samtaleæmne såvel i byen som på kasernen. Alle lever i forventning om, hvad der vil ske. I byen råder en stærk krigsbegejstring, en stemning, der gir sig mangfoldige udslag. To nætter i træk ved midnatstid drager gennem gaderne vældige skarer såvel damer som herrer, syngende patriotiske sange og råbende hurra for hæren, kejseren og forbundsfællen. En krigserklæring vil blive modtaget med ildhu. —

Forlængst er alle troppeøvelsespladser rømmede, alle mandskaber, som var på orlov, indkaldte. En vagtkommando, som iaftes kom tilbage fra Graudenz, fortæller, at dær er de blanke våben slebne, patroner uddelte, alting færdig til udrykning. Vi er også inddelte til en mængde forskellige poster, og jeg skal til Bagpommern og hente heste.

Men det er alt kun den første dag. Senere skal vi nok alle komme med i første linje.

Hvad et væbnet sammenstød vil bringe af nød og elendighed, det går man helst let henover, da det kun gør ondt værre at tænke derpå. Endnu er krigen vel ikke uundgåelig, men udsigterne synes at blive ringere. Afgørelsen må falde i denne uge. Glider tiden endnu længere ud, er der tid til forhandling, og England er jo utrættelig i sine fredsbestræbelser.

Iaftes modtog jeg de kærkomne breve fra jer. Her er næppe muligt at samle sig til at skrive noget fornuftigt, men lad da alt være gemt i det ene ord tak. Det er godt at vide, at kærlige tanker krydser hinanden og forkorter den udvortes 1000 km store afstand.

(Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 38)

30. juli 1914. Jeppe Østergård: “Aldrig har det været så kritisk som nu”

Jeppe Østergård stammede fra Stursbøl i Oksenvad Sogn. I oktober 1912 var han blevet indkaldt til hæren, og da krigen brød ud, var han ved at aftjene den sidste del af sin værnepligt i Danzig, i dag Gdansk, Polen. Et udvalg af hans breve skrevet både før og under krigen blev udgivet i udvalg i 1931.

30—7—1914.

I formiddag har vi ingen tjæneste. Alle på stuen skriver breve hjem, og jeg blir også smittet af manien. Stort nyt er der naturligvis ikke at berette.

Byen var iaftes i vildt oprør, og begejstringen gik højt, da regimentet med fuld musik i spidsen drog gennem byen fra banegården til kasernen. I løbet af natten er to kompagnier rykket ud krigsmæssigt udrustet for at besætte Weichselbroen ved Dirschau. Forøvrigt arbejdes i det stille. Krigssager blir tilpasset og udleveret fra oplagsrummene.

Den almindelige mening er den, at vi i morgen rykker ud og går til grænsen. Hvordan det så videre vil gå, må afventes. Aviser har jeg idag endnu ikke læst, men jeg tvivler stærkt på et tilbage. Dag for dag har tingene tilspidset sig, overalt arbejdes der på mobiliseringen. Aldrig har det været så kritisk som nu.

Mine tanker ved alt dette tør jeg ikke betro papiret, da brevhemmeligheden i denne tid langtfra er sikret. Dog kan I så omtrent tænke jer min stilling. Men der er intet valg, og vi går med så friske og frejdige som nogen. Meget værre er det for dem, der må forlade familie, bedrift og alt. Jeg er løs og ledig, har ingen forpligtelser, kan udmærket undværes o. s. v.

Det er morsomt at lægge mærke til, hvordan de forskellige tar imod efterretningerne. Gennemgående er den ældre årgang mere rolig og mandskaberne i besiddelse af mere galgenhumør.

Rekrutterne føler stærkere de bånd, som binder dem til hjemmet og alle de kære. Af skrålhalsene er mange bleven underlig tavse — en stadfæstelse af gammel erfaring.

— Jeg er meget spændt på, hvad dagen endnu vil bringe. I morgen skal I atter høre mere.

(Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 38-39)

F_A_von_Kaulbach_Germania_1914