Tag-arkiv: faneflugt

19. marts 1917. Straffefangerne i Døstrup – grundigt genbrug af skråtobak

Peter Madsen, Tiset ved Gram, forsøgte den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Dommen lød på 5 år. Efter ophold i forskellige straffeanstalter kom han i marts 1917 til en fangelejr ved Døstrup – eller “tysk Sibirien”, som hans kammerater kaldte det.

Vi arbejdede i Mjolden Skov med at indbygge en stor Skibskanon, som stod paa en Drejeskive. Arbejdede er nu lidt vel meget sagt, men vi var der da. Sand til Fyld hentede vi ved et lille Hus i Nærheden af Ottersbøl Mølle. Der var to Mænd ved hver Trillebør, og saa havde vi fem-seks Skovle Sand paa.

Tobak var en efterspurgt Ting, en Cigaret var en Herlighed, som der blev talt om i lange Tider, naar en Gang en Fange havde faaet en ved en Fejltagelse. Fik en fat i en Skraa, blev den først ordentlig gennemtygget af Modtageren, dernæst fik hans Venner den til anden og tredje Behandling. Men dermed var dens Saga ikke ude. Den blev optrevlet, tørret paa Kakkelovnen og rullet til en Cigaret, hvortil i mange Tilfælde i Mangel af bedres Havelse blev brugt et Blad af Militærsangbogen. Saa var den færdig til Brug og 5-6 af Modtagerens inderste Vennekreds blev indbudt til en Smøg. Staaende i en Kreds lod de Cigaretten gaa rundt fra Mand til Mand. Hver maatte kun tage et Drag, at tage mere stred imod god Tone.

De fleste af vore Samtaler drejede sig om Mad. Jo mere forsultne vi blev, des mere svælgede vi i Beretninger om Mad, vi fremtryllede Syner af fantastisk overlæssede Borde for hinanden.

Vi arbejdede paa en “Understand” ud efter Drengsted til og var i Færd med at blande Beton, da min Sidemand spurgte mig, hvad jeg troede, han var i Civil. Jeg vidste det ikke, men saa oplyste han, at han var “Special-Koch in Sauce” og nu skal jeg give dig en Opskrift paa en fransk Sauce — videre kom han ikke, en anden af Kammeraterne gav ham en skovlfuld Sand i Synet.

En anden Dag, da Samtalen drejede sig om Mad, var der en lille Berliner, som sikkert aldrig havde ført en ordnet Tilværelse, som vilde give s+ it Besyv med: Naar man tænker paa, hvordan man i Fredstid inden man om Morgenen gik paa Arbejde, satte en ordentlig Pandefuld “Bratkartoffel” og to Pund Marmelade til Livs, saa … Da jeg saa lidt tvivlende paa ham, bekræftede han det med et: “Ja du, das hat geschmeckt.!”

Det var nogle spredte Træk fra Militærfangelejren i Døstrup. Jeg vil gerne bringe den nordslevigske og da særlig den vestslesvigske Befolkning en Tak for den Maade, paa hvilken den optraadte overfor disse tit lidt forsumpede Fyre. Hvert Stykke Brød, som i Smug blev stukket til dem, lettede Fangernes Tilværelse, og man hørte fra deres Side aldrig andet end Lovord om Befolkningen heroppe.

DSK-Årbøger, 1941

11. marts 1917. “Halvrådne Kålrabi …” – straffefange i Døstrup

Peter Madsen, Tiset ved Gram, forsøgte den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Dommen lød på 5 års fæstningsarrest. Efter ophold i forskellige straffeanstalter kom han i marts 1917 til en fangelejr ved Døstrup – eller “tysk Sibirien”, som hans kammerater kaldte det.

Barakken i Døstrup laa et Stykke uden for Byen ved Vejen til Lovrup.

Der laa to Barakker lige overfor hinanden. I den ene var Skrivestue, Arrest, Køkken, Vaskeri m. m. I den anden laa først Opsynsmandskabet, dernæst var der to Rum med Fanger. Mellem de to Rum var der en Forstue, hvor der altid stod en Underofficer paa Vagt.

Det første jeg lagde Mærke til, var den Uorden, som herskede overalt. Rundt om hang der Tøj, Fangerne gik rundt med Kappe og Hue paa, som de var kommen hjem fra Arbejdet. Omkring Kakkelovnen, som stod midt i Rummet, stod en Flok Fanger, i Færd med at skrælle nogle halvraadne Kaalrabi, som de i Skiver stak paa en Staaltraad for saa at holde dem ind i Ilden. Herved blev de dels optøet, dels svandt den halvraadne Smag.

Jeg har i hele min Fangetid ikke set saa mange udsultede og underernærede Mennesker, som i Fangelejren i Døstrup. De fleste af dem, jeg saa den Aften, var allerede kommen herop i Oktober 1916 og nu var vi i Marts 1917. Det havde været en lang og temmelig haard Vinter, –  og især da for Fangelejren.

Forplejningen var følgende: om Morgenen 1 Brød, som var saa vaadt, at man kunde trykke Vandet af det, dertil ½ Liter Roekaffe, om Middagen paa Arbejdspladsen  fik vi 1 Liter Vandvælling, hvori der skulde være 50 gr Byggryn og 8 gr Fedt pr. Mand, og om Aftenen fik vi Hovedmaaltidet, som bestod af 1 1/4 Liter Kaalrabisuppe med 80 gr Kød pr. Mand.

Fredagen var “kødløs”, da fik vi Nudler med Marmelade. Det siger sig selv, at denne Kost var helt utilstrækkelig . En 14 Dages Tid efter at jeg var kommen til  Døstrup, blev der foretaget den reglementerede Vejning.

Ifølge Fæstningsreglementet skal Fangerne vejes hver 3 Uger. Gaar en Fange alt for langt ned i Vægt, skal han have det saakaldte “Kosttillæg”.

Her fik vi det bare ikke, selv om Vægten gik aldrig saa langt ned.

Ved den foran nævnte Vejning var der mange Karle, hvis oprindelige Vægt laa omkring 130 Pund og derover, som vejede 94-96 Pund. At de var saa svage, saa de ikke kunde bestille noget, siger sig selv. Naar de marcherede i Geleddet, slingrede de som om de var fulde.

Koldt var det i Barakken, og under Taget sad et tykt Lag Is. Kakkelovnen kunde kun opvarme en lille Kreds rundt omkring den. En Flagermuslygte hang over  Kakkelovnen og skulde oplyse hele Rummet. Omkring Ovnen stod der i en Firkant opstillet 4 Bænke. Naar vi om Aftenen skulde til at sove, lagde mange sig ned paa Straasækken med to tynde Tæpper, iført Uniform, Kappe og Støvler og med Huen trukket ned over Ørene. Andre satte sig omkring Kakkelovnen for der at kunne holde Varmen.

Jeg havde faaet min Plads anvist lige overfor Kakkelovnen. Den første Nat vaagnede jeg ved Støj og Rabalder. Det var en Bunke Mennesker, som laa og sloges. Af og til kom der en bandende ud af Bunken og forsvandt i den mørke Del af Barakken. Aarsagen til Slagsmaalet var, at alt for mange søgte Varmen fra Kakkelovnen, som trak de forfrosne Stakler til sig.

Jeg havde flere Fortrin frem for de andre, jeg var ikke udsultet, var godt paaklædt med Undertøj, som jeg havde faaet hjemmefra, jeg var vant til Klimaet, hvilket betød meget.

Ryge- og Spisevarer maatte vi ikke modtage, men da jeg var eneste Nordslesviger i Lejren, fik jeg, efter at have været der i nogen Tid, Lejlighed til ad Omveje at faa lidt Mad hjemmefra.

DSK-Årbøger, 1941

9. marts 1917. Desertøren Peter Madsen kommer til “tysk Sibirien” – dvs. Døstrup!

Peter Madsen, Tiset ved Gram forsøgte den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Han blev i begyndelsen af februar 1917 idømt 5 års fæstningsarrest.

Saa blev jeg den 8. Februar 1917 sendt afsted til Fæstningen Wesel, hvor jeg skulde afsone min Straf. Wesel var bekendt for sin haarde Disciplin.

Jeg var der kun i 3 Uger, men naar jeg under min senere Straffetid paa Spørgsmaalet, hvor jeg havde siddet, kunde svare Wesel, virkede det næsten altid som en Slags Anbefaling.

Efter 3 Ugers Forløb kom jeg paa Marinefæstningen i Køln. Jeg havde kun været der en Maaned, da jeg efter en Lægeundersøgelse blev udtaget til en Fangetransport til Nordslesvig. Jeg skulde til 17. Kompagni, som laa i Døstrup ved Skærbæk.

Det var i Marts Maaned 1917, at jeg kom derop. Vi kom med Vestbanen til Tønder. Den flade Marsk var dækket af et tykt Lag Sne, kun hist og her saa man en  Ledstolpe rage op.

“Tysk Sibirien”, sagde mine Medfanger og skuttede sig.

Om Natten laa vi paa en Keglebane i Tønder. Anden Dags Aften naaede vi efter et Ophold i Løgumkloster til Døstrup.

kort_doestrup-lejren

DSK-Årbøger, 1941

 

7. februar 1917. Desertører mister statsborgerskabet

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

De deserteredes forhold efter krigen

Schleswigsche Grenzpost i Haderslev har fra kompetent kilde modtaget følgende oplysninger om deserterede tyske statsundersaatters forhold efter krigen: Deserterede tyskere eller saadanne, der har unddraget sig deres værnepligt, før de er traadte ind i hæren, eller tyskere i udlandet, som – uberettiget – ikke har begivet sig til indlandet for at opfylde deres værnepligt, mister deres tyske undersaatsret.

Skulde saadanne personer, efter at krigen er til ende, vende tilbage til indlandet, vil de først blive dømte og derefter blive udviste af statsomraadet, efter at de har afsonet deres straf.

 

8. januar 1917. Peter Madsen i militærfængslet: “Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.”

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917. Han kom til det berygtede tyske militærfængsel Wesel den 6. januar 1917.

Forplejningen var følgende: Morgen 125 gr Brød og ½ Liter Kaffe, men det var rigtig Kaffe, Middag Roer kogt paa Vand og 125 gr Brød, Aften 125 gr Brød og The eller tynd Suppe, Kød saa vi overhovedet ikke. Disciplinen var uhyre streng, ved den allermindste Forseelse røg vi i Spjældet.

Om Morgenen, inden vi blev ført over til Arbejdssalene, hvor vi syede Militærtøj, blev Stuerne inspicerede. En Morgen fandt den vagthavende Feldwebel et Halmstraa paa et Par Centimeter fra en af vore Straasække, som vi skulde ryste hver Morgen. Sikken Spektakel der blev. Nu havde han været ansat ved Fæstningen Wesel i 12 Aar, men aldrig havde han oplevet Mage til Svineri, men vi skulde nok faa lært Orden.

Om Middagen, da vi kom ind for at spise, laa alt, som var i Stuen, i en Dynge midt paa Gulvet. Halmen fra Straasækkene var taget ud og strøet rundt omkring, deri laa Sengetøj, Børster, Skamler og Borde smidt hulter til bulter. Vi fik Ordre til at bringe alt i Orden før vi spiste. Da vi var færdige, skulde vi træde an til Tjeneste, Middagsmaden maatte vi lade staa. Om Aftenen, da vi kom tilbage, var den smidt i Svinetønden. Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.

En Dag skulde vi optages i Straffeprotokollen. I den Anledning stod vi en 10-12 Mand udenfor en Skrivestue. Det var en Feldwebel Koppermann, der stod for Straffeprotokollen.

Jeg var den første, der kom ind, og meldte: „Militärgefangener Madsen meldet sich zur Verbüssung von 5 Jahren Militärgefängnis wegen Fahnenflucht”. Han betragtede mig skarpt og spurgte „Er De ikke II. Kl.s Soldat?“ — „Jo!“ — „Hvorfor bærer De saa Kokarder?” Hertil svarede jeg, at Huen var blevet mig udleveret her, og ifølge Reglementet havde vi ikke Lov til selv at forandre paa den os udleverede Uniform.

Han tog en Kniv og skar Kokarderne af. De var for Resten blevet fjernet ved en mindre Højtidelighed i Strassborg. Naar vi var færdige, fik vi Ordre til at stille os op i den anden Ende af Stuen, og den næste kom for. En af de sidste, der kom for, var Sømand i Civil. Paa Feldwebelens Spørgsmaal om særlige Kendetegn svarede han, at han var tatoveret. Lad mig se, sagde han. Sømanden viste sine Arme og Ben, der var tatoveret i Mønstre, frem. Om han havde mere. Ja, han havde en tremastet Skonnert tatoveret paa Brystet. Træk Tøjet af, befalede Feldwebelen. Paa Brystet var der et flot Skib, der straalede i alle Regnbuens Farver, men Ankerkættingen snoede sig en Gang om Livet paa ham og endte neden for Halebenet, hvor man saa Ankerøjet stikke frem. Der gik en Antydning af et Smil over Feldwebelens Ansigt, og opmuntret deraf fortsatte Sømanden, idet han pegede bagud med Tommelfingeren: „Lagde Feldweblen Mærke til den Bøffelkamp, jeg har paa Ryggen”, hvortil denne bemærkede: „Træk Tøjet paa, dit Svin, jeg har set nok”.

Ved Eksercitsen blev vi inddelt i tre Klasser. I første Klasse kom de allerbedste, i anden de fleste, i tredie Eksercitsklasse var vi til at begynde med kun tre, en degraderet Feldwebel-Løjtnant paa 54 Aar med en dobbelt Brok, en halvtosset Skomager og saa mig. Af tredie Eksercitsklasse var jeg den bedste og skulde optages i anden Klasse — men jeg naaede det aldrig.

DSK-årbøger, 1942

6. januar 1917. Desertøren Peter Madsen i tysk militærfængsel: “Her lades alt håb ude!”

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917.

Efter 5 Maaneder, i hvilken Tid min Sag blev behandlet, først for Krigsretten, derefter for Overkrigsretten og til Slut for Rigsmilitærretten i Leipzig, fik jeg min Dom,  som kom til at lyde paa 5 Aars Fæstningsfængsel og Degradation til anden Klasses Soldat.

Jeg sad under Undersøgelsen i Strassborg og kunde faa Madvarer hjemmefra. Derfor blev jeg ogsaa ved med at appellere, thi jeg vidste, at naar først Dommen var afsagt, fik Piben en anden Lyd.

DSK-årbøger, 1941

Dommen faldt i begyndelsen af januar 1917.

I tysk Militærfængsel

Først i januar 1917 blev jeg fra Strassborg sendt til Fæstningen Wesel for at begynde Afsoningen af en Fæstningsstraf paa 5 Aar. Blandt de tyske Militærfængsler var Wesel berygtet paa Grund af sin haarde Disciplin. De fleste Fanger var der for det meste kun i kort Tid, vel nærmest for at faa en Opstrammer, der kunde holde et Stykke ind i Fremtiden — og at melde sig snarest muligt ud til Fronten igen, hvad de allerfleste ogsaa gjorde. Men tre Maaneder var det mindste, man skulde have afsonet af en længere Straf, før man kunde komme i Betragtning og faa Strafnedsættelse.

Wesel ligger i det nordvestlige Tyskland ved Floden Weser. Selve Fæstningen var en gammel Enetages Bygning, som laa tæt op ad Voldene.

Fra Strassborg var der sendt en Feldwebel og en Gefreiter med for at føre mig derop. Rejsen varede to Døgn, idet vi kun maatte benytte Persontog. Ved Ankomsten til Fæstningen ringede Transportføreren paa ved Porten, som er af Jern. Den blev åbnet af Vagten, og da vi var kommet ind, blev den straks lukket igen. Det gav et ordentlig Sæt i mig, da den smækkede til. Jeg tænkte: Her lades alt Haab ude.

En Underofficer med et Nøgleknippe i Haanden var der med det samme og sagde: „Fangen følger med mig!“ Saa var jeg altsaa Fange. Det var første Gang, jeg hørte det og det gjorde nu alligevel et mærkeligt Indtryk. Jeg blev ført ind i en Slags Forstue, hvor jeg skulde vente.

Underofficeren gik ind i et Kontor for at melde min Ankomst. Ude i Forstuen stod ca. 30 Fanger, som skulde paa Transport til et eller andet Fængsel eller Fangelejr, opstillet. Da der ingen Opsyn var i Øjeblikket, var deres første Spørgsmaal til mig: „Har du Brød?” Da jeg svarede benægtende, trak en af dem sit Ur op af Lommen og sagde: „Hvis du har et Stykke, vil jeg give dig mit Ur for det”.

Jeg blev nu kaldt ind paa Kontoret og maatte aflevere alt, hvad jeg havde. Dernæst skulde jeg bades. Af en anden Underofficer blev jeg ført til „Badet”, det vil sige, jeg blev ført ind i Vaskerummet, hvor to Mand stod og vaskede Tøj. Fangen skal bades — sagde Underofficeren. Den ene af dem greb ned i Gruekedlen med et Vaskefad og tog lidt af det skidne Vand, gav mig det og sagde „Træk Tøjet af og bad dig”. Jeg trak Tøjet af, stak Tæerne i Vandet, tørrede mig over hele Kroppen og vilde trække i Tøjet igen, men da var mine hjemmestrikkede Strømper forsvunden.

Jeg spurgte, hvor mine Strømper var bleven af, men fik ikke noget Svar. Et Par gamle Sokker, der mest bestod af Klude, blev kastet hen til mig. Jeg protesterede, og sagde, naar de ikke kom med mine egne Strømper, trak jeg ikke i Tøjet. Inden jeg vidste hvordan, laa Strømperne hvor jeg havde lagt dem.

Jeg blev saa lukket ind i en tom Celle. Lidt efter lidt kom der flere til. Det var en Lørdag og Revier-Rengøring. Kalfaktoren kom ind med en Blikbeholder og sagde til mig, at jeg skulde pudse den.

Jeg fik en Klud og pudsede og gned med Sand alt det jeg kunde, men lige sort blev den. Efter en Stunds Forløb gav jeg de andre den og sagde, at nu kunde de nok afløse. Ikke Tale om, sagde de, det var dig, der skulde pudse den og ikke os. Jeg satte Blikdaasen ned paa Gulvet og sagde, at jeg gjorde ikke et Slag mere ved den, nu kunde de gøre Resten. Vi stod alle midt paa Gulvet, da vi hørte Trin i den anden Ende af Korridoren. Jeg bemærkede, at nu kom Kalfaktoren nok efter Tingesten. „Hvad saa” spurgte de andre, „saa faar I Tærsk” sagde jeg, „for jeg har været her før og kender Manden”. Det kan nok være der kom Gang i Pudse­ kluden.

Lidt efter blev Daasen afhentet. De andre stak den i Haanden paa mig. Kalfaktoren synede den fra alle Kanter, gik og kom igen med en trebenet Stol, som han gav mig at jeg skulde sidde paa, som en Slags Belønning, men Herligheden var ikke forbi dermed, thi lidt efter kom han med Middagsmaden, frosne Roer, kogt i Vand. Det smagte væmmeligt, syntes jeg. Efter et Par Skefulde spurgte jeg mine Lidelsesfæller, hvad jeg skulde gøre ved det Stads, for jeg kunde ikke spise det. „Maa jeg faa det” raabte de i Munden paa hinanden og i en Haandevending var det væk.

Kalfaktoren kom igen og sagde, at den Mand der pudsede Daasen kunde faa Resten af Maden, som jeg tog og gav mine Kammerater, da han var borte.

Hen imod Aften blev vi indklædte og indlagt paa Stuerne. Det var store Stuer til en 25-30 Mand. Vi kom 5-6 Nybegyndere ind i en Stue. En Fange, der fungerede som „Stubenälteste” tog imod os og anviste os vor Seng og hver en Hylde til vort Tøj. Da det var besørget, skulde alle Nybegyndere komme hen i en Krog, han — Skroget — vilde tale til os.

Han saa paa os med et Feltherreblik (i Civil var han Skrædder et Sted i Westfalen) og begyndte at sige, at det jo ikke var et Børnehjem eller „Erholungsheim”, men et preussisk Militærfængsel og fra i Dag var vi Militærfanger og ikke andet. Men naar vi ellers opførte os godt, kunde vi sagtens være der.

En af mine Fæller hviskede til mig: Her kan vi let være. — Jeg betvivlede det; militært set var det just ikke for vore Dyders Skyld, at vi; var der. Saa skulde vi have vore Senge ordnet, det tog lang Tid, de gamle blev ved med at vælte Sengetøjet ned, tilsidst gad de ikke længere og de lod os i Fred.

Da det var en Lørdag Aften, skulde vi have rent Linned paa. En efter en kom hen og fik Skjorte og Underbukser udleveret. Det var nogle værre Pjalter, vi var naaet den tredie Krigsvinter og her var ikke bleven noget fornyet. Da jeg saa Laserne, meldte jeg, at jeg lige havde faaet rent Linned paa. Jeg slap – for denne gang.

Da Bunken var uddelt, var der en Skjorte — ogsaa den ringeste — tilbage. Stueældsten saa sig om og blev en lille sortsmudsket Fyr var, der skjulte sig bag de andre, „er det dig, din lille beskidte Ulv, der vil snyde igen“ raabte han. — „Træk den paa straks, at vi kan se, at den da ikke klemmer dig“ med disse Ord smed han Skjorten i Hovedet paa Synderen. Han skiftede, det eneste der var hel, var Halslinningen, Ryggen manglede totalt, Ærmerne var Frynser. Linnedet var ogsaa det værste, Uniformen var god.

DSK-årbøger, 1942

 

20. december 1916 – Ribe Stiftstidende: i kvindeklæder over grænsen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Mere begrænsning i jernbanefærdslen

Som følge af mangel paa personer vil jernbanefærdslen blive endnu mere begrænset; saaledes vil nedsættelsen af billetpriserne paa udflugter blive ophævet, og søndagsbilletter til lavere priser vil blive ophævede fra den 20. december. Der vil heller ikke blive givet orlov til saa mange soldater; dette gælder dog ikke for dem, som ligger ved fronten. Som aarsag hertil angives, at der stilles store krav til jernbanerne for at føre de i Rumænien erhvervede forraad bort!

Spar paa brændsel paa lys!

Magistraten i Haderslev har udstedt en anordning om at spare paa brændsel og lys. Alle lysreklamer er forbudte. Forlystelseslokaler, spisehuse, værtshuse og kafeer skal lukke kl. 10 om aftenen, ogsaa forenings- og selskabslokaler, hvor der nydes spise- og drikkevarer – Belysning af butikker og butiksvinduer skal begrænses. Belysning udefra af butikker og bygninger i industrielle øjemed er forbudt. Lyset paa trapper og fælles forstuer skal slukkes kl. 9. Gadelygterne slukkes kl. 10.

I kvindeklæder over grænsen

Landsretten i Flensborg forhandlede ifølge Flensborg Avis i fredags blandt andet følgende sager: For medhjælp til faneflugt var anklaget frøken Adele B. fra Jels. Hun sigtedes for i oktober maaned at have gjort forsøg paa at hjælpe sin broder, der var paa orlov fra Vestfronten, over grænsen. Hun udtalte, at hun i førstningen havde fraraadet ham at flygte; men da broderen blev ved med at plage hende om at hjælpe ham, havde hun til sidst givet efter, og paa hendes raad fik broderen noget af hendes tøj paa, da hun var af den mening, at det nok var lettere at komme over grænsen i kvindeklæder. Hun gik saa sammen med ham til grænsen, men en 20 minutters gang fra denne blev de stoppede af vagten. Medens broderen blev anholdt, lykkedes det hende at flygte, dog blev hun arresteret næste dag. Statsadvokaten androg paa 5 maaneders fængsel. Dommen lød dog paa 6 maaneder, da et saadant foretagende burde straffes haardere i krigen. Af denne straf fraregnes 1 maaned for udstaaet varetægtsarrest.

15. november 1916 – Flensborg Avis: Frue-titel til faldnes forlovede

Til Indførelse af almindelig Tjenestepligt
menes Rigsdagen at ville blive sammenkaldt med det første. „Vossische Zeitung” mener dog, at det ikke vil ske før i næste Maaned. „Vorwärts” skriver, at Loven om muligt skal træde i Kraft til Nyaar.

Ingen Udvidelse af Værnepligten
„Berliner Tageblatt” skriver: I Forbindelse med Meddelelserne om Indførelse af Civiltjenestepligten er der i enkelte Blade antydet, at Tanken om en Forlængelse af Værnepligten til det 50. Aar skulde bringes frem igen. Efter hvad vi erfarer fra beføjet Sted, er disse Antydninger grundløse. Der bestar  ingen Sammenhæng mellem Civiltjenestepligten og en Udvidelse af Værnepligten, og en Forlængelse af Landstormspligten er ikke paatænkt.

Titlen „Frue” for faldne Krigeres forlovede
Følgende Badens Eksempel vil nu ogsaa Saksen give Krigeres forlovede Ret til at bære Titlen „Frue”, i Tilfælde af, at deres forlovede er falden eller savnet. Der følger ingen Rettigheder med denne Titel, men Ministeriet haaber ved Hjælp af den at skaffe de paagældende Adgang til den selskabelige Stilling som ellers kun gifte Damer har Adgang til. Vil vedkommende bære sin forlovedes Navn, skal der en særlig til.

Roe-forbud
Det er forbudt at udføre Roer fra Provinsen indtil videre fra 11. November 1916. Undtagelser kan tillades af Provins-Kartoffelstedet i Kiel. Overtrædelser straffes med Fængsel indtil et Aar og en Pengebøde paa indtil 10,000 Mark.

Kaalrabi
lader Gamle Privat Sparekasse i Tønder uddele til Soldaterkoner og trængende i Tønder Torsdag den 16de ds.

Tyveri. (T. Z.)
Fra Kvæghandler Chr. Bruhn i Tønder er der en af de sidste Nætter blevet stjaalet et værdifuldt Faar, som græssede paa en Fenne ved Kirkegaarden. For nogen Tid siden blev, som meddelt, et af hans Faar slagtet paa Marken, og kun Skindet var efterladt.

Efterlyste
I „Amtsblatt” for 1. November 1916 efterlyses følgende, som beskyldes for at vcrre deserterede:  Hans Jessen Dall af Jels, Johannes Christian Egtved af Flovt, Johannes Johansen Vilsbeck af Vinderup i Danmark; Forstærkningsreservist Sergent Clausen af Nordborg, sidst i Aarhus, Sofus Bertelsen Trans af Gammel Haderslev, sidst bosat i Danmark, Iver Nissen Iversen af Hyrup, Christian Hans Paulsen, 23 Aar, — Endvidere efterlyses 7 sydfra som sigtede for samme Foreelse. Forseelse

 

12. november 1916 – Ellen Jensen: “Jørgen Nissen er saa falden”

Ellen Jensen var gift med journalist ved Flensborg Avis, J.N. Jensen. Under krigen boede hun i Flensborg, og berettede i sine breve om stort og småt fra sit liv i byen og fra deres omgangskreds rundt om i Sønderjylland og Sydslesvig.

Flensborg den 12-11. 1916

Min egen Ven! Jørgen Nissen er saa falden! Ak hvor forfærdeligt! Jeg har lige skrevet til Elsa, den stakkels, stakkels Elsa! Ak hvor kort Tid fik de ikke Lov at have samme, i deres hjem, det hjem, som Jørgen elskede højere end alt, før Krigen. Jeg sluttede mit Brev med at sige: ”Jeg sender Jørgen og dig min bedste Tak for de Aar, jeg fik Lov, at lære jer at kende. Jeg lærte at kende en slesvi[g]sk Mand, i et slesvi[g]sk hjem, med en Hjemstavnsfølelse som faa, den Følelse hvis rette Navn vel er Kærlighed og Troskab. Tak!”

– Jeg tænker paa Jørgen Nissen, fra den aller første Dag jeg lærte ham at kende. Han kom ind til mig i vort ”lille Paradis” og holdt Snak, du var ikke hjemme, men kom saa, og at vi fik Rismelsgrød og opvarmede Æbleskiver. Og saa husker jeg ham som den mest trofaste af vore Venner. Somme Tider var jeg ærgerlig paa ham, naar han sad en hel Formiddag. Men han var altid saa gemytlig. Og saa vore mange Spa[d]sererturer der op. Han var altid saa glad, naar vi kom. Saa lavede han sit glade Smil. Og saa ser jeg ham, som han var i sin Gaard. Hvor elskede han sin Jord. Hvor gik han op i det alt sammen. Det hjem har vi jo ogsaa ligefrem set paa, at det blev til. Ak du, det gør mig saa ondt, det er, som en af de Traade der bandt os derud er sprungen. – Og nu Elsa! Ingen Børn har hun, intet der kan mildne hendes Sorg. Hendes Far er vist alt andet en god. – Ak, mon Resultaterne der opnaas, naar Freden engang er sluttet, virkelig staar i Forhold til ofrene, Lidelserne, Ulykkerne og Sorgen, som er væltet ind over det hele Europa? Det skal være noget uendeligt godt der skal komme, ellers er det frygteligt.

– – – Naa jeg har jo saa haft Besøg i Gaar og i Dag, af Sigrid og hendes Mand. Han ver her ogsaa i Nat. Nu er hun saa rejst igen. Det var en hel Benefice for mig. I Aftes spiste vi alle Haresteg og Middags fik vi ogsaa Kød hun havde med. Saa har vi faaet baade Brød og Kage hos hende ogsaa. Sa vi kan sagtens i denne Uge. Hendes Søster bor jo i Gaansager. Hendes Mand er efterlyst for Faneflugt. Nu er Gaarden beslaglagt og der blev straks forlangt at hun skulde rejse, hvad hun ikke vilde. Kreditforeningen, som de havde købt Gaarden af, vilde heller ikke tillade at hun forlod den. Nu er hun saa Bestyrerinde der og faar sin faste Løn! Og Kommuneforstanderen er Overopsyn! Knuds Søster, Astrid, kan du huske hende, hun var hos Hanni det første Aar de var gift[,] er ogsaa hos hende. Og saa har hun en meget dygtig Karl hjemme fra Fyn ogsaa. Saa det gaar jo. Men Bryderier er der jo, især med Opsynet. Hvad jo ikke er sært. Nu havde hun 15 Soldater i Indkvartering, saa der er jo ogsaa en Del ved det.

I Gaar og I Dag har jeg ingen Breve haft fra dig. Naa, nu skal jeg have en Hilsen sendt Hjem, saa faar du ikke mere. Men jeg er bare din egen Pige, de er saa glad for at du er min egen Ven.

(Arkivet ved Dansk Centraltbibliotek for Sydslesvig)

29. oktober 1916. Desertøren Jakob Moos: Forfulgt af en rasende vagthund

Jakob Moos fra Holm ved Nordborg gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. Efter et lazaretophold besluttede han i efteråret 1916 at desertere. Efter flere dages vandring nåede han endelig egnen syd for grænsen til Danmark. Natten tilbragte han på høloftet hos en bekendt i Jels.

Den næste dag var en søndag. Jeg blev budt ned til kaffe, og den smagte mig ovenud godt. Det var den første varme drik, jeg modtog, siden jeg tog hjemmefra. Søndagen gik, og da mørket brød frem, fortsatte jeg min vej mod grænsen, ført af en vejviser til hest. Vi havde en aftale: red han langsomt fremad, var der ingen fare; skældte han hesten ud, skulle jeg omgående forsvinde bag et hegn eller søge ind i skoven; holdt han stille, skulle jeg komme hen til ham, for så var der et eller andet, han ville meddele mig.

Det gik godt. Vi nåede uden for byen. Her måtte jeg forsvinde første gang. Jeg skjulte mig bag længerne på en gård. Da faren var overstået, kom jeg igen frem, og nu gik turen videre, indtil vi uden forstyrrelser nåede op i umiddelbar nærhed af grænsen. Jeg kom op i nærheden af ham og modtog de sidste instrukser. To soldater, som var blevet afløst, nærmede sig, og jeg forsvandt omgående.

Da jeg atter kom frem, var rytteren borte, og det var umuligt at få øje på ham. Så var jeg nødt til at klare mig på egen hånd. Forsigtigt sneg jeg mig nu fremad. Medens jeg holdt skarpt udkig til alle sider, opdagede jeg henne ved et hegn noget mørkt. Jeg troede, at det var min vejviser, men da jeg nærmede mig det ubestemmelige, opdagede jeg i sidste øjeblik, at det var en tysk vagtpost, der stod ved siden af sit skilderhus.

Nu vidste jeg, at jeg var ved grænsen, og nu gjaldt det om at udspejde, hvor vagtposterne stod og ad hvilken vej de gik. For at blive klar over det, krøb jeg frem over en mark og hen til et skovbryn. Her i skyggen af skoven kunne jeg mere ubemærket komme videre. Efter en times ihærdig spejden var jeg på det rene med vagtposternes gøren og laden, og så prøvede jeg at kravle frem på maven. Det gik godt til at begynde med. Jeg nåede helt frem til den vej, vagtposten gik på. Men i det øjeblik, jeg ville springe op og styrte over vejen, altså over grænsen, blev jeg overfaldet af en vagthund.

Jeg havde en svær knippel i hånden, den havde jeg fået af manden i Jegerup, og jeg forsøgte nu at give hunden en over panden, men det gjorde kun ondt værre —. Hunden blev fuldstændig skruptosset. Der var ingen tid til betænkning. Omkring! og tilbage til skoven. Den rasende hund forfulgte mig hele vejen. Jeg krøb ind under en busk i skovens udkant. Her ventede jeg på, at bæstet skulle gå sin vej, men den blev roligt stående og holdt trofast vagt. Der var intet andet at gøre end at forsvinde ind i skoven. Dyret fulgte ikke med, og da jeg efter nogen tids forløb hørte den gø langt borte, besluttede jeg mig til at gøre et nyt forsøg.

Det gjaldt om at udnytte tiden, medens hunden var optaget andetsteds. Jeg krøb igen frem, hurtigt. Kort efter så jeg, at to vagtposter på deres runde fjernede sig fra hinanden. Så fik jeg endnu mere travlt, samlede alle mine kræfter, avancerede så hurtigt jeg  kunne, og — ti minutter senerestod jeg i Danmark. Jeg trak vejret  lettere. Den næste formiddag tog jeg til Vamdrup. Turen havde taget fire døgn. Det eneste, jeg ejede, var det omtalte egespir, men — jeg havde min frihed!

DSK-årbøger, 1958

28. oktober 1916. Desertøren Jakob Moos faret vild ved grænsen

Jakob Moos fra Holm ved Nordborg gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. Efter et lazaretophold besluttede han i efteråret 1916 at desertere. Efter flere dages vandring nåede han til Jegerup, hvor han søgte ind hos en bekendt.

Ved midnatstid fulgte han mig på vej og gav mig de nødvendige oplysninger og råd. Han advarede mig navnlig mod at nærme mig Mølby ved Sommersted, fordi denne by var meget tæt belagt med militær. Omsider skiltes vi, og efter hans råd gik jeg østen om Sommersted.

Det gik godt. Jeg søgte igen ind til banelinien og passerede en jernbanebro. Herefter gik jeg mod vest, idet jeg fulgte amtsbanesporet, der førte til Jels. Indtil nu var alt gået planmæssigt; men nu blev hele min fint udtænkte plan kuldkastet. Jeg løb nemlig vild.

Hvordan dette kunne ske, er den dag i dag en gåde. I seks timer løb jeg rundt, så hurtigt jeg kunne, men alle vegne var der vand, som jeg ikke kunne komme over. Et sted ville jeg løbe over en bro, og på et hængende hår var jeg lige ved at løbe i armene på en vagtpost, der stod der. Jeg var kun nogle få skridt fra ham, da jeg opdagede ham. Egentlig havde jeg nok set, at et eller andet ragede op i terrænet, men jeg troede, at det var et træ. Den mystiske genstand stod  nemlig ganske ubevægelig.

Da jeg var kommet helt ind på ham, følte jeg det, som om det var den  onde selv, der var dukket op —. Jeg gjorde kort omkring og løb derfra så hurtigt, jeg kunne.

Under mit vilde løb kom jeg til noget, der lignede en sø. Jeg troede, at det var en af søerne ved Jels, men i virkeligheden var det en å, der var gået over sine bredder. Jeg besluttede mig til at følge bredden af det, jeg formodede var en sø, for ved enden af søen måtte Jels by ligge. Men jeg løb og løb og kom ikke til nogen by.

Natten gik, morgenstunden nærmede sig. Da nåede jeg endelig til en by, men den lå på den anden side af vandet. Jeg var dog heldig. En jernbanebro førte over vandet, og snart var jeg inde i byen — som jeg altså troede var Jels. I en hel time spurgte jeg om en bestemt mands bopæl, men det var forgæves. Og nu begyndte det at blive lyst. Folk viste sig allerede i byens gader. Der var ikke andet at gøre end at finde et skjulested, og det så hurtigt, som muligt. Jeg listede ind på en større gård, og kort efter var jeg forsvundet på høloftet. Jeg sov det meste af dagen.

Ved hjælp af mit landkort fandt jeg ud af, at jeg befandt mig i — Øster Lindet! Jeg var kommet alt for langt mod vest, fuldstændig ude af kurs; men jeg vidste i hvert fald, hvor jeg var og kunne lægge en ny plan.

Så snart det var blevet mørkt, begav jeg mig atter på vandring. Desværre løb jeg atter vild, men det var dog ikke værre, end at jeg et par timer senere atter var på den rette vej —. I disse timer havde jeg dog været helt inde ved det farlige Mølby, og først da jeg på  banegården kunne læse byens navn, var jeg rigtigt orienteret.

Nu behøvede jeg bare at følge amtsbanesporet, så skulle jeg nok komme til Jels. Og det kom jeg også. Jeg opsøgte den mand, jeg havde en aftale med, kom indenfor og fik anvist en seng, men for en sikkerheds skyld kravlede jeg op i høet og skjulte mig.

DSK-årbøger 1958

27. oktober 1916. Jakob Moos’ natlige vandring mod nord

Jakob Moos fra Holm ved Nordborg gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. Efter et lazaretophold besluttede han i efteråret 1916 at desertere. Han gik til fods med retning mod nord i øsende regnvejr. I Sønder Hostrup fik han sig en aften et par timers søvn på et halmloft, men ved midnatstid gik det løs igen.

Jeg skyndte mig ned og kom ud på gårdspladsen. Luften var klar. Det regnede ikke mere. Jeg satte farten op for at få lidt varme i kroppen. Jeg havde frosset gudsjammerligt i mit våde tøj oppe på loftet. Jeg fulgte hovedlandevejen, der fører nordpå.

Lidt syd for Aabenraa slog jeg ind på en sidevej, der førte gennem skovene og ud til banelinien. Herfra ville jeg følge sporene mod nord. Efter et par timers forløb nåede jeg banelinien lidt syd for Rødekro, og nu gik jeg tværs over markerne ved siden af sporene. Jeg syntes, det gik hurtigt fremad, og uden at der hændte mig noget, nåede jeg henad morgenstunden Abkær. Der lå her en bondegård, lidt afsides, og her besluttede jeg mig til at holde mig skjult dagen over.

Ganske forsigtigt nærmede jeg mig gården. Det lykkedes mig at slippe igennem en port, og herfra kiggede jeg ind i kostalden. Man var i færd med at malke. En mand fodrede dyrene, men i det øjeblik, han vendte ryggen til, sprang jeg ind i stalden og klatrede op ad stigen. Det gik godt, og i løbet af et øjeblik var jeg forsvundet i kornet. Det var også på høje tid, at jeg søgte et skjul, for udenfor var det ved at blive lyst.

Efter at jeg havde spist lidt brød, lagde jeg mig til at sove, og jeg vågnede først ved tre-tiden om eftermiddagen. Nu fik jeg mit landkort frem, og ved hjælp af en lommelygte studerede jeg den rute, jeg ville slå ind på. Jeg indprentede mig ruten meget omhyggeligt. Pludselig fik jeg en slem forskrækkelse. Der kom  nemlig en mand op på loftet. Han skulle smide foder ned i stalden. På et hængende hår var jeg faldet lige ned i hovedet på ham.

Jeg tror, at jeg ikke trak vejret, medens han rumsterede deroppe. Omsider forsvandt han. Jeg spiste igen lidt brød, og så var det tid at bryde op. Forsigtigt kravlede jeg ned og listede ud. Vandringen mod nord begyndte atter. Kort efter passerede jeg Over-Jerstal.

Indtil nu var turen gået glat, men nu kom de første vanskeligheder. Man havde anlagt et skyttegravsnet fra øst til vest, forsynet med en tæt pigtrådsspærring. Det gik endda med at forcere denne  forhindring, men på den anden side stod der vand, som jeg ikke  kunne vade igennem. Jeg gik fremad, til vandet nåede mig op til knæene, men der var et stykke vej endnu over til den modsatte side. Der var ikke andet at gøre end at gå tilbage og forsøge at komme over et andet sted.

Jeg nærmede mig ganske sagte banelinien, og rigtigt, her førte en bro over vandet. Men oppe på broen stod der nogle vagtposter.

Efter at jeg havde tænkt mig lidt om, begyndte jeg at kravle langs med dæmningen, og skønt jeg kun var nogle ganske få meter fra vagtposterne, slap jeg ubemærket over. Jeg nåede nu helt op til Jegerup. Her tog jeg ind til en pålidelig og god dansk mand, som jeg kendte.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1958

26. oktober 1916. Jakob Moos med kurs mod Danmark

Jakob Moos gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. I oktober 1916 traf han efter et lazaretophold beslutning om at desertere.

Jeg nåede hjem til Als den næste dags eftermiddag og skulle tiltræde tilbagerejsen den næste dags morgen. Der var ingen tid til at betænke sig i; men jeg havde jo også taget min beslutning, og nu stod kun tilbage at udføre den. Jeg besluttede mig til at gå til fods til grænsen og så se at komme over et eller andet sted.

Der var dog en del at tage under overvejelse, f. eks. klæderne. Jeg trak i et sæt arbejdstøj og tog min uniform udenpå. Det var min hensigt at smide uniformen bort, når jeg fandt det gunstigt. Dernæst var der også provianten. Jeg regnede med at ville være på march flere dage.

Under turen var det vel nok så rigtigt, at holde sig borte fra mennesker. — Min mor sørgede for en stor pakke smørrebrød. Med den ville jeg være i stand til at holde den værste sult borte i tre til fire dage. Så tog jeg afsked.

Min far kørte mig ind til banegården i Nordborg. Han tog afsked med mig, og så var jeg overladt til mig selv og min skæbne. Ved middagstid var jeg i Sønderborg. Jeg passerede pontonbroen, og da jeg kom op på Dybbøl Banke, følte jeg, at nu var terningerne kastede. Nu gjaldt det bare om at komme fremad.

Medens jeg travede hen ad landevejene på Sundeved, regnede det. Jeg var til sidst gennemblødt. Vejret var trøstesløst, og mit humør sank. Ved aftenstide nåede jeg Sønder Hostrup. Jeg havde i sin tid tjent hos gårdejer Lassen og var stedkendt her. Jeg gik ind på gården og ind i vognporten.

Her gik jeg omgående i gang med at trække uniformen af. Det lettede betydeligt, for den var jo pjaskvåd. Nu rullede jeg uniformen sammen til en bylt. Den skulle gemmes et eller andet sted. Derpå tog jeg mig en bid brød. Medens jeg var i færd med at spise, kom  gårdejer Lassen, min gamle husbond ud. Han havde en lygte i hånden. Han var helt henne i nærheden af mig. Min første tanke var at styrte ud og hilse på ham og forklare ham meningen med min tilstedeværelse. Jeg betænkte mig dog. Det var vel det bedste, at ingen så mig . . .

Det vedblev imidlertid med at regne, og jeg besluttede mig til at blive her, til det igen klarede op. Det var ellers min mening at marchere hele natten, men under disse våde forhold var det hele håbløst. Klokken var halv syv om aftenen. Jeg gik op på høloftet for at sove lidt. Klokken ti ville jeg så fortsætte. Jeg vågnede dog først ved midnatstide. Nu var der ingen tid at spilde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1958

25. oktober 1916. Thomas Hansen skudt som faneflygtig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

3387

Mindstetallet af døde paa lazaret eller faldne er nu steget til 3387. Heriblandt smedemester Thomas Hansen, Branderup, skudt, da han, der var hjemme med orlov, vilde flygte over den, danske grænse.

Henrik Riis i Haderslev er en arbejdsmands tredje og sidste søn, og sygepasser Karl Jensen fra samme by blev sindssyg under krigen.

Henrik Stagh i Ulkebøl var sine forældres eneste søn og døde fra hustru og fem smaa børn og Frederik Petersen fra Egen efterlader hustru og 4 børn.

Fra Agern i Enge sogn er faldet ikke mindre end fire brødre Poulsen.

24. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “6 Dage i saakaldt Ro”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Monchy 24.X.1916

Min egen kære Anne!
Atter bag Fronten, 6 Dage i saakaldt Ro. Men Roen her er jo af den Slags, at man meget hellere ligger forude, naar Stillingen da er nogenlunde, thi forude er der jo altid lidt farligt, og saa lader de, som kalder sig vore Herre, kun meget lidt se, og vi fører som Følge deraf et tæmmeligt frit Liv. Er vi derimod bag Fronten, saa faar vi ikke Spor af Ro, vi har stadig væk Appel, maa ekserserer og ogsaa atter løbe forud paa Skansearbejde, endog saa naar det er mørkt og regner. Med Skansearbejdet har vi meget travlt for Tiden, endskønt det er en gammel Stilling. Men Sagen er vel sagtens den, at man frygter Engelskmanden fra Siden, nede fra Somme. Da jeg kom fra Orlov, fortælles der, at Lazaretterne bag Fronten rømmedes og nu fortælles der, at intet Land bag Fronten tilsaas mere, hverken her eller i Rusland. Om alle disse Rygter taler Sandhed, ved jeg ikke, men – det er nok skidt med Mads.

Kære Anne, har Du ved Flytningen nu husket at afmelde og atter at melde Dig til Skatteligningen kommer du vist ogsaa til at afgive en Erklæring, som det jo sker hvert Efteraar. Før var det jo lige til da vi kun behøvede at angive vor Gæld. Nu, da der ingen Gæld er, men kun Formue, behøver du vel egentlig ikke at afgive Erklæring, men saa løber du maaske den Fare, at Du skatter for højt. Vort Andel i Sparekassen maa du ikke regne med; Sparekassen skatter for sig selv. Ligeledes maa Du heller ikke angive Moders Penge. Flensborg behøver Du heller ikke at nævne. Naa, det Hele forstaar og ordner Du vel nok selv, naar det forlanges.

Avisen har jeg faaet for nogle Dage siden, men nu er den mærkeligt nok udebleven Post i flere Dage. Fra Dig har jeg heler ikke haft Post i flere dage og jeg længes, sandt at sige, efter at høre, hvorledes det gaar i Medelby. Du skriver, at det var en rummelig Lejlighed, er der ogsaa stor Stald og Lade? Er der stor Have og er der nogen Jord til at plante Kartofler i?

Mon dette Brev endnu skulde naa Dig til Din Fødselsdag? Endnu en Gang de hjerteligste Hilsner og Lykønskninger tilligemed B[—-] til kl. en Femmarkssseddel No. 2., mere følger.

De hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene
Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

16. oktober 1916. Erfaren pige hjælper to desertører: “Nu er det netop 40, jeg har fulgtes med over!”

Nikolaj Kræmer fra Øster Lindet gjorde krigstjeneste ved 9. Jägerregiment (Lauenburgisches). Hjemme på orlov i oktober 1916 besluttede han sig for at desertere samme med sin lillebror.

Farvel, „ Grosses Vaterland“ .

I Oktober 1916 fik jeg fra Garnisonen i Ratzeburg Orlov hjem, før jeg igen skulde sendes til Fronten. Ankommen derhjemme i Øster Lindet erfarede jeg, at min yngre Broder havde været paa Session, var taget til Infanteriet og kunde vente sin Indkaldelse snarest.

Han var meget nedtrykt herover, og min Mor ligeledes, for saa var der jo ingen til at passe Bedriften derhjemme. Det lyste op i hans Tilværelse, da jeg fortalte ham, at jeg, naar min Orlov var til Ende, vilde tage til Danmark og saa tage ham med. Det blev en Aftale. Vi tog i Hast Kartoflerne op og ordnede, hvad vi kunde overkomme.

En hel Del af Kartoflerne begravede vi i Sandgraven uden at fortælle det. Ved Juletid slap Kartoflerne op, noget, de derhjemme slet ikke kunde forstaa. Men i Foraaret, da vor Nabo, som siden blev min Svoger, skulde bruge noget Sand, fandt han her Kartoflerne, og Nøden var afhjulpet.

Tiden gik hurtigt, og Dagen kom, da vi maatte af Sted. Ved højlys Dag gik vi ad den slagne Landevej til Grænsen, med Overfrakke paa Armen og Stok i Haand og med en halvlang Pibe i Munden som andre Studeprangere.

Min Bror, der kun var en Dreng, blev mere og mere alvorlig, jo, nærmere vi kom Grænsen. Da vi bøjede ned ad Vejen til Skudstrup, mødte vi en tysk Officer. Jeg saa, at Hans var ved at blive bleg om Næbbet og fortalte saa en Anekdote og slog en ordentlig Lattersalve op, saa ogsaa min Bror maatte le.

Jeg tog Hatten af og hilste paa Tysk. „Guten Tag, Guten Tag!” hilste Officeren. Jeg tænkte: „Dit dumme Asen, kan du ikke tænke dig, hvad Ærinde vi gaar i.”

Nu gik vi ind over Marken lige mod Grænsen. Jeg bildte mig ind, at jeg kendte Grænsen ud og ind fra den Tid, jeg stod i Lære hos Peter Jegsen i Jels, da vi havde Arbejde ved Grænsegendarmeriet. Men lige med et gik det brat ned mod Kongeaaen, og vi stod ganske nær ved en Grænsevagt.

„Duk dig og følg mig“, sagde jeg, og vi gik i bøjet Stilling til venstre hen mod Aage Schmidts Havedige og langs med det op til Gaarden, hvor vi smuttede ind ad Bagdøren. Her mødte vi Aage Schmidt, som jeg spurgte, om han havde Kælvekvier at sælge.

– „Nej“, sagde han med et Smil, „men sid ned og faa en Bid Brød“.

Ved Spisningen talte vi om alt andet end Krig og Danmark. Aage Schmidt sendte os ud i Stalden, hvor vi kunde se paa Kreaturerne, men der var ingen, som skulde sælges.

– „Pigerne er derude, de har travlt, da de skal til Vamdrup i Aften.“

Jeg lod, som om det ikke ragede os, men saa heri en Hjælp. Vi kom ud i Stalden og hilste paa Pigerne.

„Naa, I har nok travlt.” „Ja, for vi skal til Danmark i Aften.” „Det skal vi ogsaa”, svarede jeg kort. „Det passer da udmærket”, sagde Pigerne, „for vi har af Feldwebelen faaet Lov til at gaa og tage Karlene fra Gaarden med, imod at de tager en Flaske Brændevin med til ham.” Jeg mente nok, vi kunde være Karle paa Gaarden for en Nat.

Snart var Pigerne i Tøjet, og vi startede, men ikke, som jeg havde forestillet mig det. Vi gik hen imod den Vagtmand, vi lige havde staaet overfor.

Karen rømmede sig, Vagtmanden ligeledes og gik til den næste Vagtmand i Kæden og derpaa i en Bue uden om os. Dette gentog sig endnu to Gange. Vi stod paa det Punkt, hvor Kongeaaen kommer fra Nordøst og begynder at danne Grænsen. Længere mod Øst danner en Bæk Grænsen, og en Markvej fører over Bækken. Denne var afspærret med spanske Ryttere, men i Bækken ved Siden af var henkørt en halv Vogn, som man kunde træde paa. Karen satte en Fod paa Vognen og hoppede over, og vi andre ligesaa. „Det kom du nemt fra”, sagde jeg, „det har du nok prøvet før”. „Ja”, svarede hun, „nu er det netop 40, jeg har fulgtes med over.”

Da jeg igen vendte mig om, lød en blid og venlig Røst: „God Aften, hvor kommer De fra.”

Foran mig stod en Mand i lyseblaa Uniform. Jeg var helt paf og syntes ikke at have set saa ren en Uniform. „Hvorfra!” svarede jeg. „Jeg kommer fra Potziéres.” „Potziéres, hvor er det?” „Det ligger omtrent midtvejs mellem Bapaume og Peronne.”

– „Naa, saadan, hvor vil De hen?” „Besøge min Onkel i Vamdrup”, var mit Svar. „Hvad hedder han, hvad er han, og hvor bor han?” „Overportør Thomsen, Danmarksgade, Vamdrup.” „Det passer, værsaagod.” Saadan var Modtagelsen. Vi blev vel modtaget og meget vel behandlet i Danmark.

Min Uniform laa derhjemme i Sovekamret paa en Stol. Da den tyske Gendarm kom for at tage min Mor i Forhør, vidste hun ikke, hvor vi var blevet af.

„Na“, sagde han, „der ist natürlich zur Nordarmee gegangen”.

Han forlangte, at hun skulde sende min Uniform til Garnisonen. Det nægtede hun at gøre. Na nu, hvad hun forlangte for at gøre det? Hun vilde have 30 Mark for det. Dem betalte Gendarmen hende, og hun sendte den bort.

Flugthjælperen hedder Karen, men det er næppe den berømte Karen Poulsen. der opererede som flugthjælper længere mod vest.

DSK-årbøger 1948

15. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “… en Plage for hver eneste en”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 blev han tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat mellem Blangy og Tilloy ved Arras.

Skg. d.15.X.1916

Min kære Anne!
Modtag hermed min Tak for et Brevkort fra d. 11. Det glæder mig meget at høre, at And. Asmussen er i Fangenskab; for ham kan krigen vel blive lang endnu, men han er dog saa lykkelig, en Gang at kunne vende hjem til sin Familie. Hoslagte fand[t] jeg en Dag i et Bremer Dagblad, som laa her ude i Skyttegraven. Nævnte Sch. er maaske den, som jeg rejste herud sammen med fra Orlov i Foraaret. Han var den Gang jo meget ked af det Hele, men haabede dog at vi snart maatte faa Fred. Ventetiden er vel nu bleven ham for lang.

Lor. Andresen fra Skovbøl er ogsaa ved Fronten, han var godt ked af Krigen, især var det ham ubehageligt at være helt alene blandt lutter Rhinprøjsere. Men Krigen er jo enten mere eller mindre, en Plage for hver eneste en. Hans er vel ikke kommen hjem paa Orlov endnu? Vil Du ikke sende mig hans nuværende Adresse, saa at jeg en Gang kan skrive til ham. Det gør mig ondt for ham, at han slet ikke kan komme hjem, han vil vist længes svært. Halvandet Aar i det Fremmede er en lang Tid.

Kære Anne, vil Du ikke, førend Du flytter til Medelby snakke med Moder om, hvad Du skal med hendes Tøj og Møbler, om hun vil beholde noget i Valsbøl, eller om Du skal tage alt med til Medelby. Skal du ogsaa give Afkald paa et Stykke Møbel, saasom Komode og Chartoul, det skal Du ikke bryde Dig om, lad Moder faa det, som hun ønsker, thi hun vil dog vist blive nede hos Marie, med Dig til Medelby rejser hun vel næppe. Mangler du noget Møbel for at opbevare Tøjet, saa kan Du jo altid købe Dig noget ved Lejlighed. Læg ved Flytningen det lille Handværktøj i en Magarinekaase at det ikke skal blive borte der maa være en Murhammer, Harhammer, 3 Knibetange, Høvl, Murske, bag Skorstenen i Baghuset ligger der ogsaa et H[?]spid, to Murskeer – hvis det da er af finde endnu.
I Baghuset hænger der ogsaa en Del Rendstager med Lægener, maaske vil Skomagerens have, de kommer dog vist til at gøre Plads til flere Kreaturer. Har de Hr. Gaardhandlere ikke ladets sig mærke vedrørende Landsalg til ham.

Hermed sluttes for i Dag med hjerteligste Hilsner til alle Børnene og til min egen kære lille Anne
Din hengivne Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

8. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “Gleiche Löhnung, gleiches Essen”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat nær Arras.

Monchy, d. 8.10.16.

Min kære Anne!
Da jeg har Vagttjeneste for et Døgn, saa sidder jeg i Ro her paa Vagtstuen i Monchy og har god Tid til at skrive til dig. Jeg vil da først fortælle Dig lidt om hvordan jeg har det her ude.

Du mener i Dit sidste Brev at jeg ligger i Ro, men det er ikke Tilfældet. Vi har en Stillinge her i Lighed med den vi havde i Champagne sidste Vinter. Gravene er godt udbyggede, da Stillingen jo allerede er gammel, og vore Bunker er dybe og nogenlunde sikre. Vi har Engelskmanden for os her, men han forholder sig temmelig rolig saa vore Tab er meget ringe her. Naar han bliver hidsig en Gang imellem synes hans Specialitæt at være at Kaste med Miner. Vi skal atter en af Dagene ud i Graven og bliver der saa vist nok i tre Uger, derefter kommer vi atter ti Dage tilbage.

Ved Somme har vore været forfærdelig med i den Tid jeg har været hjemme. Fra vort Kompagni er omkring ved fyrre tilbage af de gamle Mandskab. Deraf har en Del været afkommanderet den Gang. Af dem som var ved Kompagniet under Kampene er der kun kommen 24 Mand tilbage, men af disse har vel atter rigelig Halvdelen haft sig forputtet, saa i Virkeligheden er ikke en Gang en halv Snes Mand kommen vel ud af Ilden. Det er jo skrækkeligt at tænke sig.

Ved Rgt 90 har en hel Del da ogsaa fundet paa det Raad, at binde deres Lommetørklæder paa Bøssen og saa løbe over. Vore Officerer har vel givet Ordre til at skyde paa dem, dog er der nok ingen, som har lystret denne Ordre. Ved vort Rgt skal Folkene ogsaa paa forskellig Maade have ytret Utilfredshed, saaledes har de haft en Plakat opslaaet: Gleiche Löhnung, gleiches Essen, dann wäre der Krieg schon längst vergessen, og ligeledes har de hængt et Stykke Ost op i en Traad med en Seddel, hvorpaa der stod: Dies ist unsere Verpflegung für zwei Tage. Ostestumpen skal have været saa bitte lille, saa det var en Ynk.

Du skriver at Nic. Jepsen er saaret saa ham behøver jeg altsaa ikke at kigge efter foreløbig. Paul Petersen, som Du skriver om, ligger i disse Dage samen med mig her i Monchy. Da jeg husker derpaa, vil jeg bede Dig skrive til Andreas Asmussens Kone, thi der er vel ikke bleven svaret paa hendes Brev endnu. Mon der er kommen Efterretninger fra Andreas? Det skulde virkelig gøre mig ondt, hvis ogsaa han var borte.

Som jeg skrev, blev der lovet mig Straf, fordi jeg kom for sent, men endnu gaar jeg uantastet, saa det har vel nok ikke været andet end en tom Trussel.

Hermed sluttes for i Dag med de hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene og alle i Hjemmet
Din egen Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

4. september 1916. Søren Outzen slipper over grænsen

Søren Outzen fra Trelborg ved Brede blev uddannet som soldat og sendt til østfronten – hvor han fik tyfus. Efter lazaretophold kom han på rekreation hjemme – og besluttede at desertere.

Efter uddannelsen i Husum kom jeg i foraaret 1916 til et rekrutdepot paa østfronten. Men efter en maaneds forløb fik jeg tyfus og laa saa paa lazaret i Wilna og Kowno. Sygdommen tog meget haardt paa mig. I en tre ugers tid var jeg end ikke i stand til at læse brevene til mig hjemmefra.

Men heldigvis kom jeg over bjerget og sendtes saa i august paa rekreationsorlov til mit hjem i Ellum ved Løgumkloster. Det gjorde et stærkt indtryk paa mig paa hjemrejsen at se de modgaaende transporter til fronten. Jeg havde allerede faaet nok af frontluften og kunde ikke tænke mig atter at skulle med den vej. Under orloven spekulerede jeg derfor paa at forsvinde over grænsen mod nord. Men jeg saa det paa til orlovens sidste dag og ten.

For et syns skyld tog jeg dog i uniform af sted med toget til Bredebro. Det var den 3. september.

Paa stationen dér spurgte en anden feltgraa mig, hvor jeg skulde hen. Svaret maatte jo lyde: til østfronten. Godt, sagde han, saa kan vi følges ad til Hamborg. Han skulde blot lige ind paa restaurationen, inden toget fra nord kom.

I mellemtiden forsvandt jeg fra stationen og gik tilbage til en plantage ved Ellum, hvor mit civiltøj var blevet bragt hen. Spændingen var nu over mig. Mistanken lurede jo alle vegne. Tøjet fandt jeg, skiftede til civilt, men var nær ikke kommet godt over Brede aa, da der var oversvømmelse og en provisorisk mergelbanebro, jeg havde tænkt at skulle benytte, var bortført af strømmen. Men paa en slags sivbro, som havde stuvet sig sammen omkring den forsvundne bros pæle, kom jeg dog over.

Lidt vaad om sokkerne hlev jeg og var stadig meget mat i knæene efter sygdommen, saa jeg ikke engang var i stand til at springe over grøfterne, men maatte kravle over dem. Den første aften naaede jeg derfor ikke videre end til Gasse hede, hvor jeg logerede i en stak ragning, medens regnen begyndte at sile ned.

Den næste morgen tog jeg videre over markerne. Heldet var med mig. Jeg mødte ingen undervejs og naaede ved middagstid til Lundsmark. Her gemte jeg mig i en kornskok til om aftenen og fik fra dette gemmested et godt og tiltrængt overblik over grænsens forløb og vagtskifterne. Efter mørkets frembrud sneg jeg mig saa ad grøfterne mod grænsen ved Klaabygaard, laa under en busk, da en vagtmand med hund passerede forbi i ca. 5 m’s afstand. Mit hjerte bankede saa højt, at vagtmanden næsten maatte kunne høre det.

Men det gik godt. De resterende godt 100 m kravlede jeg gennem lyngen og kom uset over grænseskellet. Og glad og let om hjertet var jeg. Jeg valgte friheden og havde nu faaet den.

DSK-årbøger 1948

3. september 1916. Fanget som desertør ved Gjelsbro

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen.

Krigen var begyndt at gaa, mig paa Nerverne, og efter mange Overvejelser besluttede jeg at gaa over Grænsen.

Den 3. September 1916 var min Orlov udløben, men i Stedet for at tage til min Garnison, besluttede jeg at tage over Grænsen ved Gjelsbro. Ad Omveje naaede jeg ved 3½-Tiden om Morgenen til Grænsen.

Da jeg var naaet tæt hen til Vagtkæden, smed jeg mig ned for krybende paa alle fire a  naa helt hen mod Grænsen. Jeg styrede mod nogle Pletter Lyng, som kunde yde mig nogen Skjul.

Om Vagten nu havde lagt sig ned for at nyde det gode Vejr, eller om han har set mig og derfor har lagt sig ned, ved jeg ikke, men i hvert Fald blev jeg raabt an af ham, da jeg bogstaveligt befandt mig lige foran Mundingen af hans Gevær.

Som Fange blev jeg ført til Arresten i Gjelsbro Kro, og efter et Forhør bragte to Landstormmænd med opplantet Bajonet mig til Arnum, hvorfra jeg skulde sendes videre til Flensborg.

Det var med en underlig Følelse at jeg med Smaabanen kørte forbi min Fødeby og saa de kendte Ansigter paa Perronen. Med alvorlige Blikke betragtede de mig og mine Ledsagere, uvis om den Skæbne, som ventede mig.

I Mellemtiden var Rygtet om min Paagribelse ogsaa naaet til mit Hjem. En ældre Karl, som den Dag kørte Mælkevogn, og som i Almindelighed gik for at være Anmelder, kom hen til mine Forældre og min Søster og fortalte, at Vagten ved Grænsen havde fanget en Overløber, der lignede mig.

Ganske fortvivlet spurgte mine Forældre, hvilken Straf jeg vilde faa.

Han bliver sikkert skudt, svarede Karlen med et ondskabsfuldt Grin. Far og Mor var op mod de 70 og jeg var deres eneste Søn.

Retssagen tog fem måneder, før Peter Madsen fik sin endelige dom. Følg med på siden og se, hvordan det gik ham.

DSK-årbøger, 1941.

2. september 1916. Desertøren Lagoni fortæller om krigstræthed på Østfronten

Redaktør N.C. Willemoës førte notesbøger, hvori han nedskrev mange af de ting, han ikke kunne publicere i sin avis, Ribe Stiftstidende.

Jakob Lagoni fra Døstrup, født 30. okt. 1886, gik over grænsen om morgenen den 30. aug. ved Høm.

Han indkaldtes 4. aug. 1914 som uddannet reservist til Flensborg, hvorfra det den 8. august gik til Belgien, hvor han i de første dage blev syg af tarmkartharr og kom på lazaret i Düsseldorff i 3 måneder, for så at komme tilbage til Flensborg, hvor han var til 1. april 1915.

Så kom han efter 14 dages ophold til Rusland over Bialta, lå i 3 mdr. nær Stoviski i skyttegrav og deltog derefter i fremmarschen mod Novograd (forstad til Lourza), Lourza – Tykozin – Bialystok – Grodno (om hvilken der kæmpedes i 4 dage 31. aug.-3.sept.) – Lida og Vischneff, , hvor de sidste kampe fandt sted den 26. sept..

Efter 10-12 hvil i reserve gik op i Kurland, hvor de kom til egnen ved Milaui 22. decbr., for senere at komme op til Tuchom ved Riga, hvor de lå i skyttegrav til 11. juni 1916 (1. ?dag), da de kom til Düna, hvor de lå til 5. juli; for derefter at gå til Razanozische, hvor russerne forsøgte at bryde igennem i store masser. De brød her på med tropper i 9-10 rækker og led uhyre tab.

Den 28. juli kom Lagonis afdeling til Volhynien og lå der ca. 30 km nord for Kevel indtil han fik orlov den 14. august.

Forplejningen var i begyndelsen god, men idet sidste års tid blev den bestandig sløjere. I den sidste tid havde de måttet spise deres brød tørt, da der kun sjældent vankede smør eller marmelade. De fik dog som regel kaffe morgen og aften. Middagsmaden var den sædvanlige grynsuppe med glimt af kødstumper, ærte- eller bønnesuppe.

I de næste måneder var soldaterne meget udmattede af marcher og var til tider ved at falde ganske sammen, og for en stor del også fordi der var for lidt næring i deres mad.

Både soldater og en mængde officerer var lede og kede af krigen, og de ønskede, at den blot var forbi; ganske ligegyldigt hvem der vandt. Der var absolut heller ingen begejstring for Hindenburg, om hvem soldaterne sagde, at han hellere måtte se at gøre ende på krigen. Der var tilsyneladende folk nok. Der faldt mange officerer i Rusland, og der var kompagnier, der måtte have ny fører hvert øjeblik.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

31. august 1916. En sønderjysk desertør bliver stukket i Odense

Redaktør N.C. Willemoës, Ribe Stiftstidende, skrev i sine notesbøger om de ting, han ikke kunne publicere i sin avis. Her er det et rygte, han har hørt, men som næppe har ladet sig bekræfte.

En ung slesviger og ekspedienten i en forretning i Odense

En 18-årig fyr, der boede og var hjemmehørende i Sønderjylland gik en skønne dag – af frygt for at blive indkaldt – over grænsen og til Fyn, hvor han fik en plads i nærheden af Odense. En dag tog han ind til denne by og kom ind i en ekviperingshandel , det menes en filial af Jens Kjeldsen. I butikken kom han i snak med ekspedienten: Nå, De er nok ikke herfra, kan jeg høre!” ytre[de] denne, Og denne unge slesviger bekræftede dette og fortalte nu op ad stolper og ned af vægge om hvorledes og hvorfor han var gået over grænsen. Nå, sagde ekspedienten, det er jo meget heldigt; jeg er medlem af en komité til understøttelse af desertører, og når De vil give mig Deres adresse, skal De senere få høre nærmere fra mig. Det var den unge mand svært glad over og gav ekspedienten sin adresse. Nogle dage efter fik den unge slesviger da ganske rigtig da også et brev; han skulle rejse til Kolding til et nærmere angivet sted og henvende sig dér, hvor han så ville få anvist en god plads. Så rejste den unge mand til Kolding, fik opsøgt det betegnede sted og begav sig op i huset. Da han var kommet op i kontoret – det var det tyske paskontor – og navngav sig og sit ærinde, blev han skældt huden fuld og senere under fornøden ledsagelse taget med til grænsen og sendt over. Nu er han igen hjemme.  Han slap med en mulkt, fordi han var løbet over grænsen uden pas, men er nu under opsigt og kan vente at blive indkaldt. (Willemoës kommentar: Den unge mand har ikke hørt til de fiffige)

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

16. august 1916. Desertøren Marius er væk!

Ole Bennedsen fra Spandet hjalp desertører over grænsen til Danmark. I august 1916 havde han fået uventet besøg af to unge kvinder og en mand, der bad om at blive hjulpet over.

(… fortsat)

Min første Gang den næste Morgen var op til Marius paa Loftet. »Marius, Marius!« — kaldte jeg sagte, men fik intet Svar. Jeg krøb ind i Hulen; den var —- tom. Marius maa nok have taget Sagen i sin egen Haand. Maaske var det ogsaa bedst saaledes. Saa var det bare, om han nu var sluppet godt fra det. Heldigvis havde den unge Mand jo Erfaring i Patruljegang derude fra Fronten.

Efter at Stine havde besørget Morgenmalkningen, trak jeg Køerne op paa Marken, hvor jeg satte dem i Tøjr. Saa gik jeg igen hjem. — Men hvad var det, der flagrede derhenne? — Et Stykke Papir, anbragt paa Pigtraaden. — Forsigtigt tog jeg det ned og læste følgende: »Kære alle! — Har nu taget Sagen i min egen Haand. — Tak og Farvel! — M.« — Det lettede, og jeg skyndte mig beroliget hjem, hvor Sedlen saa igen blev grundigt læst. — Aa, ja, bare det nu er gaaet godt, sagde Sine med et Suk. —-Efter Middag, da de havde spist, forlod de to unge Piger os for at tage Turen hjem over igen. Dette skete ikke uden et Ceremoniel.

-— »Farvel, Onkel Ole. — Farvel, Tante, ha’ det godt og Tak for alt,« raabte de, medens de vinkede og i god Fart rullede bort.
Alt dette var saare godt, for derovre saa jeg vor Nabo. Han lod til at være meget interesseret i de to unge Pigers Bortkørsel!

Der gik kun et Par Dage, saa laa der paa Bordet et Brevkort fra Danmark. Kortet bar følgende korte Paa­skrift: — Kære Kusine og Mand!
Marinus er nedkommet. -— Vi har det alle godt. — Andrea. — Dette var efter Aftale. Nu vidste jeg, at Marius var kommet godt over.

Efter Krigen kom Marius og hans Kæreste ret uventet paa Besøg hos os. De var nu lykkelige og skulde snart fejre deres Bryllup. Under Samværet kom vi ogsaa ind paa Forholdene, da vi første Gang mødtes. — Ja, ser du, Ole, sagde Marius, da jeg laa deroppe i Halmen, kunde jeg paa Grund af Spændingen ikke falde i Søvn. Da var det, at jeg pludselig hørte nogen trampe rundt udenfor. Jeg kiggede ud gennem et Hul i Taget, og trods Tusmørket saa jeg, at det var tyske Soldater. De lod til at være ret interesseret i det mystiske Køretøj, som de altsaa var vidende om, og som i Eftermiddagens Løb var ankommet her til Gaarden. Alt dette erfarede jeg gennem deres hviskende Samtale.

Mændene fortsatte endnu lidt med at snuse rundt om Huset. Kort efter saa jeg dog, at de forsvandt op paa Marken, hvor de stod og kærtegnede Hesten. Plud­seligt var Mændene borte; jeg hørte dem trampe ude paa Landevejen. — Hvad mon Klokken er? Jeg anede det ikke. Mit Ur var nemlig gaaet i Staa. Efter at have ligget lidt, be­sluttede jeg mig til alene at forsøge at naa over Grænsen, og det endnu samme Nat.

Jeg fandt trods Mørket ned fra Loftet og stod lidt efter udenfor. Et Øjeblik sendte jeg dem derinde en venlig Tanke, og saa listede jeg over paa Marken og fulgte Amtsbanens Spor mod Vest. Kort efte r saa jeg ganske tæt ved en Vindmølle rage op. Jeg fulgte en tem­melig stor Udgravning, hvorefter Banelegemet faldt ret stærkt. En let Taage laa hen over Jorden og gjorde Orienteringen vanskelig. Pludselig saa jeg flere Hustage dukke frem af Taagen. Forsigtigt listede jeg videre og hørte da pludselig een — ja, flere snakke dernede. Mændene snakkede løs paa Tysk, altsaa nogle Soldater.

Jeg fandt, at det var nok saa raadeligt at være lidt mere forsigtig, hvorfor jeg skyndsomt forlod Sporet og slog et Slag over til venstre. Jeg passerede en Lan­devej og naaede snart ned i en Sænkning, enten var det Mose — eller maaske Eng — eller Kær. Der var rigeligt med vandfyldte Grøfter, kranset med Pil. Taa­gen var tæt.

Det var slet ikke let at orientere sig her. Heldigvis dagedes det lidt efter lidt. Ja, Dagen kom egentlig alt for hurtigt. Jeg var klar over, at jeg ikke kunde slippe over denne Nat; derfor søgte jeg over i en Rugmark. Det var et godt Skjulested. Her laa jeg, da noget kom buldrende forbi. Det standsede. Konduktøren raabte: — »Spandet!« — Ja, saa vidste jeg da, hvor jeg befandt mig.

Ja, Ole, sluttede Marius, du kan tro, Dagen blev noget lang for mig. Men den følgende Nat fortsatte jeg og slap godt over.

DSK-årbøger, 1956

15. august 1916. Ole Bennedsen fra Spandet hjælper en desertør

Ole Bennedsen fra Spandet hjalp desertører over grænsen til Danmark. I august 1916 havde han fået et mystisk brev om, at “Sine” ville komme på besøg den følgende dag. Men hvem var “Sine”?

Den følgende Dag om Eftermiddagen opholdt jeg mig i Nærheden af min Ejendom, der laa tæt op ad Vejen, som gik fra Spandet til Arnum. En Gang imellem tog jeg en Tur op paa min Mark for ligesom at se til Faarene. Jeg benyttede Lejligheden til at kaste et ransagende Blik ned ad Vejen østover. Men endnu havde der intet Køretøj eller andet vist sig.

Tiden gik. Min Kone og jeg havde netop slugt vor Eftermiddagskaffe, og jeg var igen kommet udenfor. Da fik jeg Øje paa et Køretøj, en Gig, der i langsomt Tempo nærmede sig østfra. Jeg saa, at Hesten efter dens Gangart maatte være overanstrengt som efter en ret lang Tur. Paa Vognen sad et Par yngre Kvinder.

Lige ud for min Indkørsel standsede Hesten.

— »Hør, er du Husmand Ole Bennetsen i Spandet,« spurgte den ene af de to paa Vognen.

— »Ja, det er jeg, men — hvem er da I?«

—Man svarede ikke. Kusken satte Hesten i Gang igen, og lidt efter holdt Vognen nede paa min Gaardsplads.

Jeg maa oplyse, at min Nabo ikke er af de bedste, og dansker er han ikke, men han er meget nysgerrig. Det vilde nok være bedst, at han ikke opdagede noget her. Jeg slog derfor Ladeporten op og betydede Kusken ved et Vink at køre frem. Først da Porten igen var slaaet i, optog vi igen Samtalen — uden andre Tilhørere. Ja, siger den ene af Pigerne, jeg er altsaa den i Brevet omtalte Sine.

— Nej da . . . naa, det er du! Jeg saa nærmere paa hende. En Pokkers lille køn een, det er hun.

Ja, ser du, Ole, du faar nu hjælpe os. – – Vi har Brug for Din Hjælp, for . . . Ja, det kommer da an paa, afbryder jeg hende, og  . . . naa, men lad os nu først faa Hesten spændt fra, det ser den svært ud til at trænge til. I to kan jo nok selv komme ned fra Vognen.

Jeg tog mig af Hesten. Da er det, Sine siger: — Ja, ser du. Maren her, det er min Svigerinde, og min . . . min Kæreste har vi ogsaa med. Hun slaar i det samme Vognlæderet til Side, og se, dernedefra Dybet dukker en smilende ung Mand frem.

— Ja, det er Marius — min Kæreste , siger Sine let rødmende. Marius er kommet hjem paa Orlov fra Fronten og har nu intet andet Ønske end at komme bort — over til Danmark.

— Ak, ja, sagde den unge Mand. — Knag’me, hvor det dog gør godt atter at kunne strække Lemmerne! — Han lo kort og befriende.
Kom saa, lille Lotte, sagde jeg, hvorefter jeg trak af Sted med Hesten. Dyret var udkørt, for den lagde sig straks ned i den tomme Baas.

Marius og Pigerne var fulgt med op i Stalden. Maren bøjede sig ned og kærtegnede Dyret med nænsom Haand. —Se saa, lille Prins, hvil du bare, for det har rigtignok været en lang og anstrengende Tur for dig. Hun gav den endnu et Klap og vendte sig igen mod os.

— En lang Tur, siger du! — Sig mig, hvor kommer I da egentlig fra?

— Ja, vi kommer da helt ovre fra Tandslet, hvis du ellers ved, hvor det er.

— Helt fra Als ! — Herregud, lille Marius, saa har du rigtignok haft et trangt Fængsel at bo i, mente jeg.

— Aah hvad, det gik jo da, mente denne og lo ret fornøjet. — Og hvor har vi narret Tyskerne, for — mente Marius — naar vi med klynkende Mine sagde, at vi havde travlt, for vor Mor i Spandet havde sendt Ilbud efter os, hun laa og stredes derhjemme med Døden, saa troede de os. —- Skynd jer bare, sagde de og lod os uantastede passere.

Jeg morede mig og slog en høj Latter op, men jeg greb mig hurtigt i det. — Hør, sagde jeg, her staar vi og snakker og glemmer vist alt. Se nu, Marius, nu kan du følge med mig hen til mit hemmelige Skjulested; der er du foreløbig i Sikkerhed, og saa kan vi altid se, hvad det kan blive til.

Da det var gjort, gik jeg med de to Piger ind til Stine, min Kone. Hun havde snart Maden parat. Det kan nok være, de to kunde lide den. Medens de sad og tog for sig af Retterne, fortalte de os hele deres Historie, om Hjemmet og alt det andet derovre paa Als. Senere var vi oppe hos Marius paa Loftet. Han fik en god Portion Mad. Jeg fjernede mig stille og overlod de unge Mennesker for en Stund til sig selv.

»Prins« stod og skrabede  i Stenbroen. Den modtog mig med en ret kraftig Vrinsken. —- Ja, ja , nu skal du faa Vand og noget at bide i! Jeg fandt et Tøjr frem og satte den ud paa Ageren, hvor den straks gav sig til at ruske i det ikke altfor kraftige Græs.

Ja, bette Svend, du er nok bedre vant. Jeg strøg den kærligt ned over den slanke Ryg. Jeg fjernede mig og tog derefter Turen op paa Marken, for Faarene skulde jo flyttes, og Køerne skulde jo hjem til Natten. Det blev Aften. Stine redte op for de to Piger i vor pæneste Stue. Snart er der Ro overalt i det lille Husmandshjem.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1956

Se også listen over desertører

15. august 1915. Gennem kornet til Danmark

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende førte en lommebog med de begivenheder, han ikke kunne trykke i sin avis.

15. august 1916

Anders Nissen, Døstrup, født 1893, blev indkaldt som reservist 27/11 1914, uddannedes i Flensborg indtil jul og sendtes derefter til Lockstedt lejren. I februar 1915 afgik han til Østprøjsen og derfra til Auguslovo i Polen, blev syg af mavekatar, kom på lazaret og senere tilbage til byen Hamborg, hvor han var fra 12. marts indtil 3. maj, for så [at] komme til Haderslev og derfra til Gent i Belgien. I den korte tid han var ved østfronten, deltog han i kampene ved de Masuriske søer.

Til Gent ankom han den 10. juni 1915. Den 3. juli kom han i skyttegravene ved Langemarck og lå der indtil 3. august i år. I den tid var der ingen egentlig større kampe undtagen den 19.    før påske, da tyskerne tog en skyttegrav fra englænderne, som  imidlertid tog den tilbage Langfredag. Artilleriet var dog stadig i jævn virksomhed.

Forplejningen var ikke god, men den blev mere kneben i vinter, da det nemlig var knapt med brød. I vinter fik de 3-4 kartofler i suppen (gryn eller nudelsuppe med en stump kød en gang imellem). I foråret slap kartoflerne op, men så blev til gengæld forplejningen med brød lidt bedre fra slutningen af april, indtil Nissen tog hjem fra fronten. De fik nu 3 pund hver anden dag, og brødet var godt. Men anden mad blev noget knappere. Alle var kede af krigen, men tyskerne mente dog, at de skulle blive de vindende.

I Belgien var rugen bragt ind, hvede og havre moden og høsten i det hele god på de dyrkede jorder, men meget jord var ikke dyrket.

Nissen gik i nat gennem kornet og over grænsen mellem Egebæk og V. Vedsted.

Redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger

Se også listen over desertører