Tag-arkiv: dyr i krig

8. august 1917. Hundesteg i Champagne

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33

Her i Champagne skete det ogsaa, at jeg for første Gang spiste Hundesteg. En af Løjtnanterne havde en Hund, der hed Karo. Den var i god Foderstand.

En Sachser havde faaet Øje paa den, og da man siger, at de fleste Harestege, man dengang spiste i Dresden og Leipzig, i levende Live havde gaaet rundt paa Tagene og sagt Miav-Miav, var det jo ikke noget særlig nyt for ham, og hans Tænder løb i Vand ved at se denne Hund i disse paa Kød og „Fettigkeiten” saa magre Tider.

Han fik den aflivet, og en lille Kreds af Kammerater blev indbudt til Festmiddag paa Karo. Jeg maa sige, den smagte egentlig rigtig godt. Jeg fik et Stykke Ribbensteg og et Stykke Nyresteg, godt med brun Vov-Vov Sauce til.

Havde jeg ikke vidst, at det var en Hund, vilde Stegen have smagt endnu bedre. Dog har jeg aldrig senere gjort Forsøget om — trods det, at min Pudel, Skipper, for Tiden er i lækker Foderstand.

DSK-årbøger 1951

21. februar 1916. Stormen på Giessler-højden ved Loretto

E.A. Schultz gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 163.

Engang blev vi afløst i otte Dage i Avion, hvor vi gennemgik et Kursus i at kaste med Haandgranater af en ny Type. Her i Avion gik der Rygter om, at Gieselerhøjen skulde stormes. Og der var noget om det, for den sidste Dag kom Generalen og holdt en Tale til os.

Han sagde bl. a .: Ifølge en Beslutning i Generalstaben har jeg faaet den Opgave at storme Gieselerhøjen. Jeg har besluttet, at vort  Inf.-Rgt. 163 skal have den store Ære at tage denne Høj efter en i Forvejen ødelæggende Artilleriforberedelse. Der dannes en Angrebskolonne i fire Skyttekæder samt en Kæde af Pionerer; derefter følger en Reservekolonne med det nødvendige Materiel.

Der er opstillet fem Hundrede Kanoner, 150 Mine kastere og talrige Maskingeværer. Vi ved alle, at den fjendtlige Forsvarsfront er meget stærkt befæstet, men vi haaber ved Guds Medhjælp og ved mine Soldaters tapre Indsats, at det vil lykkes os at tage Højen uden større Tab.

Bagefter talte vor Kompagnifører og tilføjede lokkende, at der i en Bunkers fandtes Chokolade, Vin, Cigarer og Cigaretter til Kompagniet.

Samme Middag blev vi yderligere udrustet med ekstra Ammunition, Pigtraad og Haandgranater. Desuden blev der uddelt Mad, Brød, Kaffe, Ost, Pølse, Flæsk og Smør. Vi kaldte det »Henkers-Mahlzeit«.  De fleste spiste alt med det samme, saa vidste de, at de havde haft godt af det.

Klokken halvto var vi ude i Skyttegraven, alle Mand gik i Dækning; kun nogle enkelte Vagtposter blev oppe i Graven. Klokken to Eftermiddag var alt parat. Pludselig tordnede Kanonerne. Jorden bævede under vore Fødder, og vor Bunker rystede. Jeg gik udenfor for at se paa det.

Det saa rædsomt ud deroppe, et helt Helvede. Hele Bjergets Top var et Ildhav. Bombardementet varede til Klokken seks Aften. For os var  det en lang Ventetid.

Franskmændene og Englænderne besvarede ikke Ilden før Klokken seks, men saa tordnede de for Alvor løs mod de tyske Stillinger. I Løbet af et Kvarter var Forsvarstillingen jævnet med Jorden. Af vor Pigtraadsspærring var ikke en Stump tilbage. Vi skulde have stormet Klokken seks, men paa Grund af, at nogle Tyskere var løbet over til Fjenden og havde forraadt det hele, blev Stormangrebet udsat til et Kvarter over seks.

Saa lød Raabet: »Raus, raus!« Øjeblikkelig stod alle parat i den første Linie. »Vorwärts! « lød Signalet. Jeg stod paa højre Fløj ved Siden af Kompagniføreren, men paa Grund af min tunge Oppakning kunde jeg ikke følge med.

En tung Granat kreperede lige foran mig. I samme Nu tænkte jeg, at mit Liv nu var udslukt. Jeg mærkede Svovllugt og Røg, Jern, Sten og Jord fløj om Ørerne paa mig, og Lufttrykket kastede mig højt op i Luften. Jeg havnede et Stykke længere borte. Da jeg kom til mig selv, opdagede jeg et stort Krater, hvor Bæstet var gaaet ned.

Atter gik det fremad; men jeg havde ikke travlt. Jeg stod nu paa Bjergets Top og et Stykke fra mig stod to af mine Kammerater i en Hule og talte sammen, mellem dem ogsaa min gode Ven Johann  Bussel. Pludselig slog en Granat ned, og en Splint af den kom farende paa tværs og dræbte dem alle tre. Jeg selv faldt forskrækket omkuld.

Senere blev jeg med nogle Kammerater sendt ud paa en Nattevagt. Jeg foreslog, at vi gravede os ned for at sikre os mod et Angreb.  Medens vi var i Færd med det, holdt jeg Udkig, for vi blev beskudt af Artilleri fra Lorettohøjen. Paa een Gang hørte vi en særlig skarp Lyd og var straks klar over, at den fjendtlige Kanon var indstillet nøjagtigt paa os.

Vi kastede os derfor ned, og saa skete det. Granaten kom, eksploderede, og dækkede os med Jord. Vi blev ligefrem begravet af den, og jeg blev saaret i Hovedet over Tindingen. Heldigvis opdagede jeg, at det var »Heimatsschuss«. Under Fryd og Glæde sprang jeg højt i Vejret og takkede min Gud og Frelser for, at jeg endnu var i Live

For mig var det nu Slut med Krigen. Jeg tog hjerteligt Afsked med mine Kammerater, og selv om Blodet løb ned ad mig, følte jeg kun  faa Smerter. Jeg begav mig paa Vej til den gamle Forsvarsstilling, men naaede ikke ret langt, før jeg segnede bevidstløs om. Fem til seks Timer laa jeg vel i denne Tilstand.

Det var over Midnatstid, da en Hund kom hen til mig og slikkede mit Snar. Derpaa begyndte den at gø ad sin Herre. Jeg vaagnede og blev forfærdet ved Synet af Hunden, men den var god og venlig. Kort efter nærmede sig en Saniteter. Det var en af mine Venner. Han forbandt mig, hvorefter jeg fortsatte min Tilbagemarch.

I god Behold naaede jeg til en Forbindingsplads. Den var anbragt i en Kælder i Kulminens Bygning i Angers. Da jeg havde sat mig ned paa en Bænk, følte jeg, at Feberen steg. Jeg blev meget tørstig og drak en Liter Vin. Saa faldt jeg i en dyb Søvn.

I Morgenstunden blev jeg lagt i en god Seng. Jeg laa ved Siden af en haardt saaret Franskmand, men han klarede den ikke.

Jeg vaagnede ved, at en General kom hen og hilste paa mig. Han havde pyntet min Hovedpude med et Jernkors. Saa kom to Sanitetssoldater med en Baare og bar mig ind i Operationssalen. Efter Operationen blev jeg lagt til Sengs og vaagnede først hen paa Eftermiddagen. Jeg havde store Smerter, for Saaret var dybt, og Feberen var i flere Dage ret høj.

DSK-årbøger, 1956.

IR163_Angreb_Giessler-Höhe

8. oktober 1914. Kampene ved Aisne: “Rundt omkring mig faldt de som Harer!”

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Fra Kampene ved Aisnefloden.

… For ca. 3 Uger siden overskred vi Floden Aisne. Der var imidlertid vist meldt “stærke kræfter kommende fra Paris”, thi vi trak os langsomt tilbage over Aisne igen, fulgt i Hælene af Franskmændene.

Ca. 15 Km. paa den nordlige Side af Aisne gjorde vi Holdt og gravede Skyttegrave. Det var Fredag den 11. September. Vi laa saa i Skyttegraven til den 13. Septbr. om Aftenen. Da kom der Melding at Fjenden havde trukket sig tilbage, og vi skulde saa følge ham. Det var begyndt at blive mørkt, da vi brød op, vi skulde igennem en Skov, marcherede sluttet ad en Vej med en Sikring forude. Pludselig kommer der Ordre, at Bajonetten skal sættes paa, der staar en Række Franskmænd og spærre Vejen. Vi raaber “Hurra” – Bøssen var efter Ordre fra Majoren tom – , men Franskmændene lod sig ikke kyse og skød ind i vor Marchkolonne. Her var det Hans Ries blev saaret, sammen med ca. 30 andre. Vi bøjende saa, efter at Franskmændene langsomt havde trukket sig tilbage, af til Højre og kom igen i Berøring med Franskmændene. De skød paa os som rasende, og vi maatte trække os tilbage. Her saaredes Th. Rosenvold, som var med en Transport af Fanger.

Det var sent Nat, da vi igen kom til vore gamle Skyttegrave. Saa opklaredes det, at vi slet ikke skulde have være saa langt frem, men at vor Bataillon ved at have tabt Forbindelsen med Regimentet var kommen midt ind i den franske Hovedstilling. Vi var glade, at vi endda saa nogenlunde var sluppen godt fra denne farlige Ekspedition.

For mig var Dagen meget trist. jeg havde mistet mine bedste Kammerater Hans Ries og Thorkild Rosenvold. Vi blev saa liggende i Skyttegraven fra den 13.-20. September. Hver Dag fik vi heftig Artilleriild. 15 Meter fra min Plads slog en Granat ind og dræbte en Nordslesviger ved Navn Bjerning, han skal sidst have haft Forretning i Graasten. Desuden saaredes fire andre. Ja, de ti Dage der, dem glemmer jeg aldrig. Tændstikker var saa knap, at vi slog Flasker i Stykker for at faa Ild. Cigarer og Tobak var næsten ikke til at opdrive. Jeg fik nogle Cigarer, det var en Livsoplevelse. Vi var glade, ja meget glade, naar vi havde nok Brød; at faa noget til at smøre paa det, kunde der naturligvis ikke være Tale om. Der var Dage, vi kun fik tre Skiver Brød.

Saa kom Søndag den 20. om Morgenen Klokken 5 skulde der angribes over hele Linjen. Det var endnu mørkt, da vi brød op. Skoven foran os var før Tiden bleven heftig beskudt af vort Artilleri, vi vidste, at der var Maskingeværer i Skoven, men haabede, at de tildels var ødelagt af vort Artilleri. Vi gik saa frem imod Skoven. Et Par Skud faldt saa, men ramte igen, saa vidt jeg kunde se, men da vi var naaet lidt længere i en Dal mellem ti Skovstykker, fik vi heftig Maskingevær- og Infanteriild fra alle Sider. Vi kunde ingen se, nogle af vore Afdelinger var længere fremme, andre længere tilbage, at skyde ud i det blaa var farligt. Rundt omkring mig faldt de som Harer. Jeg krøb ind i et lille Skovskytte, laa ganske rolig der. Hele Tiden skød Maskingeværerne. Da det begyndte ar blive lyst, saa jeg kun 6 Mand af vore i min Nærhed, som ikke var saaret. 10 Skridt bag mig laa Franskmændene endnu i Skyttegravene, men de kunde ikke se mig for Skovskyttet. Jeg laa ganske stille med Hovedet ned i Moradset. Klods op af mig laa der en Saaret. Han havde et Skud i Hovedet og stønnede og rørte sig. Følgen var, at Franskmændene skød; han fik et Skud gennem Brystet og var død.

Det var en farlig Stilling at ligge i. Alt Haab om at slippe bort herfra, havde jeg opgivet. Da pludselig hører jeg vor Forstærkning komme. Det var mig som en Drøm. Jeg stod op og pjask vaad og af Udseende som en Klaods Jord slutter jeg mig til Flokken. Franskmændene havde nu til Dels trukket sig tilbage ud af Skoven. Man hørte dog endnu enkelte Skud falde inde i Skoven. Men ved Skovranden laa vore Soldater strøede som Neg. Hele Skyttelinjer var nedmejede af maskingeværerne. Men mange havde ogsaa maattet bøde med Livet. De laa Side om Side inde i Skoven.

Det regner uafbrudt. Hvad der tilovers, bliver samlet, men saa faar vi hæslig Granatild, og vi strøes ud igen. Efter i nogen Tid at have staaet i Dækning kommer jeg ind i Skyttelinjen paa en Høj. Her ligger vor 12. Kompagni og jeg slutter mig dertil. Paa en Høj over for, 900 Meter fra os, ligger Franskmændene i Skyttegravene; det er en anden Linje, de har, Maskingeværerne knatrer og Kuglerne piber. Vort Artilleri underrettes om Stillingen og begynder en heftig Beskydning. Paa en Gang stormer Franskmændene ud. Vore Granater og Shrapnells piber dem om Ørene. De falder i Skarevis, for saa vidt de ikke har faaet Dækning. Vi drager et Lettelsens Suk, nu er de da endelig borte. Vi gaar videre frem gennem et sidste Skovstykke. Men nu begynder det at mørknes. Hele Regimentet samles i en Dal. Men der er ikke meget tilbage deraf. Majoren fra Bataillonen i Sønderborg er skudt af en Sort fra et Træ (de Sorte sidder for de meste i Træerne og skyder derfra; det maa jo være noget der anvendes i Kolonierne; vi anvender det aldrig.)

Næste dag ordnes Regimentet efter at have gravet Skyttegrave et Par Kilometer fra de gamle …. Der er falden og saaret mange, mange Nordslesvigere. Jeg hører, at Thomsen, Sønderport – Hans Harder har Skydetelt, han er ved 8. Komp. -, og at begge Duus’ er saaret. Birck skal være saaret. Post Schmidts Søn saaret. Men man hører dog endnu meget Dansk her.

Vi ligger nu i Skyttegraven igen. Har indrettet os efter Forholdene godt Leje. Jeg er den ældste Underofficer i 7. Komp., som er i Fronten. En Løjtnant fører 5., 6., 7. og 8. Komp., og det er løjtnant R. fra Tating ved Ejderstedt. Han er en ganske ualmindelig flink Mand. Han har været ved 7. Komp. i den første Tid, men saa fik han 12. Komp. en Tid lang. Jeg deler  leje med Løjtnanten, og vi har det som Kammerater. Naar det regner paa Præsten, drypper det videre, paa Degnen, og jeg lader det dryppe videre, saa godt jeg kan.

I Dag er det smukt Vejr. Jeg fik mig igen efter ca. 16. Dages Forløb lidt vasket med et Bæger Vand. Det var dejligt. Skidtet havde lagt sig i et helt Lag over Hænderne og Ansigtet.

Ved den bitre Kamp har vi opnaaet, at Franskmændene er kommen ud af Skoven, de er smidt ud af den gamle Stilling, men vi er ikke naaede langt frem, thi vi er vel for faa til at optage en Forfølgelse. Der ymtes om, at de daglige Kampe her er en Del af den afgørende Kamp. Men Afgørelsen træffes jo i Reglen paa en af Fløjene. Her har Franskmændene ogsaa samlet store Troppemasser. Vi har faaet Forstærkning af et …… Korps og af …. Korps. Til Højre for os ligger endnu … Reservekorps. men de daglige Kampe gør os trætte.

Det begynder at blive koldt om Natten. Halmen er delvis forsvunden fra Markerne. Vi ønsker bare nogenlunde vejrligt, saa gaar det altsammen nok. “Der er dem der har det værre, skal I altid tænke”, sagde en højere Artilleriofficer en Aften til os. Det var sande Ord. Vi har i Dag fundet et Par Franskmænd, som havde ligget saaret i fem Dage.

Ja, jeg har oplevet og set meget, skulde det blive mig forundt at ses med Jer igen i min Hjemstavn, saa vil jeg sidde i Kakkelovnskrogen og samtale med Jer. Men endnu har jeg meget at gennemgaa. Men jeg betragter mig som ført af en højere magt. At jeg er kommen godt igennem alt dette, er et Vidunder.

Chokoladen og Cigarerne, som I sender, er saa velkomne, at jeg næsten ikke kan udtrykke min Tak derfor med Ord.

I Fangenskab.

Etaarig Frivillig H. Pfitzner fra Flensborg, blev saaret i Slaget ved Esternay. Hans Forældre har nu først efter 4 Ugers Forløb hørt fra ham. Han befinder sig i Moni-de-Marson, hvoor den lærde Skole er indrettet til lasaret, og hvor der ligger omkring ved 1000 Saarede. Pfitzner skriver, at det gaar ham godt, og at der ikke er noget at indvende mod Forplejningen. Han blev saaret den 7. September.

Der findes, tilføjer “Fl. Nordd. Zeit.”, mange Familier i Flensborg, som ikke i længere Tid har hørt fra deres Paarørende i Felten. Det er meget muligt, at de er i fransk Fangenskab, og det er maaske ikke altid saa let for de Saarede straks at underrette deres Paarørende om, hvor de opholder sig.

Aabenraa, Torsdag.

Med i mange Kampe. Om Overlærer Røwerkamp fra Aabenraa, der som nævnt er falden i Frankrig, meddeles i tyske Blade: Røwerkamp havde deltaget i 8 større Slag og mange Fægtninger. 4 Heste var skudt væk under ham. Tilsidst benyttede han en engelsk Fuldblodshest, som var blevet taget fra Englænderne. Han udmærkede sig under Stormen paa en befæstet Høj, hvorpaa en Maskingeværafdeling havde taget Opstilling. En anden Gang tog han personlig 2 Zuaver til Fange.

Hestemønstring. I Morgen Formiddag Klokken 7 udtages der paa Kvægtorvet Heste til Militærbrug. Alle ved sidste Mønstring i Listerne indførte Heste fra Aabenraa Amt skal fremføres.

 

2. oktober 1914. Hæren fraråder at hente faldne hjem: “For soldaten er slagmarken det smukkeste gravsted!”

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

En Hær paa 5 Millioner. Zsaren i Spidsen. Rom, Fredag

Efter Telegrammer fra St. Petersborg er man i Rusland i Færd med at organisere en stor Armé paa 5 Millioner Mand, som skal staa under Zsarens Overbefaling og til Foraaret koncenteres i Wilna, Warschau, Lubin og Rovna. Disse Arméer skal feje al fjendtlig Modstand bort og samtidig gaa frem imod Wien og Berlin.

Tilbageførelse af de Faldne. Berlin, 1. Oktober (W.B.)

Officiel meddeles, at der i den sidste Tid er indgivet talrige Ansøgninger om Tilbageførelse af de Faldne. At opsøge, udgrave og overføre Faldne fra Fronten er helt uigennemførligt. Men ogsaa ellers vil Tilbageførelsen støde paa meget store Vanskeligheder f.Eks. Mangel paa Transportmidler, saa man kun indtrængende kan fraraade derfra. For Soldaten er Slagmarken det smukkeste og ærefuldeste Gravsted.

De graa Uniformer. Berlin, 1. Oktober (W.B.)

Bladet “Berner Bund” skriver over Virkningen af de “Feltgraa”: I den franske og engelske Presse læser man i den sidste Tid ofte, at Infanteriet bittert beklager sig over Fjendens Usynlighed. I fægtningen følte man kun at en Fare nærmede sig, men hvor den var, kunde ikke konstateres.

Man dræber alle. Brüssel, Fredag (W.B.)

I et af tyske Tropper, opsnappet Brev fra Grev von Ursel, Løjtnant i det 8. belgiske Infanteriregiment hedder det bl.a.: “Jeg haaber at alle de forbandede Tyskere snart vil være jaget ud af vort Land. Fra nu af er der ikke mere noget, der hedder Saarede og Fanger. Man dræber alle.”

Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.

Et Møde paa Valpladsen.

To Svogre fra Mellemals er begge i Krig og begge på den østlige Valplads. Den ene laa i Garnision, da Krigen kom, men den anden havde været hjemme omtrent et Aar. For et halv Snes Dage siden mødtes de imidlertid efter endt Slag paa Valpladsen. Den ene af dem fik Øje paa den anden, som er ved Sanitetsvæsnet, da han gik og samlede Saarede op. Et kort Møde, et Par Ord vekslede derude langt borte fra Hjemmet, og deres Veje skiltes igen.

I Breve til Hjemmet har de begge ifølge “Dbp.” fortalt om dette ejendommelige Sammentræf.

I god Behold.

Familierne Dr. Kühl og Fr. Sønnichsen i Højer har modtaget et glædeligt Budskab. Deres Sønner, der efter Slaget ved Saarburg den 20. og 21. August var betegnede som savnede, har nu ifølge “S.B.” fra den franske Fangelejr i Clermont-Ferrant sendt Forældrene et Brevkort, hvoraf det fremgaar, at de befinder sig vel.

En Efterretning, modtog i Onsdag den gamle Rostgaard Evald i Bevtoft. Hans Søn, som er gift med en Datter af Schmidt, Glasergaard, og har en stor Gaard i Brønlund, har meddelt sin Hustru, at han sidder i engelsk Fangenskab og har det godt. Schmidts Søn, der laa sammen med Evald i Felten, havde for nogen Tid siden meddelt, at Evald var borte, og der raadede stor Bekymring for hans Liv. Glæden var stor, da det hørtes at han var i Live.

Faldne i Krigen.

Ifølge Beretninger fra Krigsskuepladsen skal Dødgraver Rodes yngste Søn fra Vonsbæk være falden. Et Øjenvidne fortæller, at han har set ham falde. Man bør dog, bemærker “S.Gr.” være forsigtig over slige Meddelelser, da det allerede ofte har vist sig, at Vedkommende kun var saaret og ikke død. Det er bedst, at man spørger for i Berlin paa de dertil indrettede Postkort.

Gaardejer L. Noisens Familie i Anslet har modtaget det sørgelige Budskab, at den yngste Søn, Lauritz Noisen, er død i Frankrig som Følge af sine Saar. Han ramtes den 9. September af en Kugle gennem Brystet.

Peter Bjerning fra Billund sad den 16. September sammen med 3 Kammerater og spillede Kort. Der kom da en Granat og dræbte Bjerning og saarede hans Kammerater. Bjerning havde faaet et Saar i Hovedet. Hans Kammerat, der kom og meldte Dødsfaldet, ligger paa Lasaret i Flensborg.

Aabenraa, Fredag.

Realskolen. Realskolerektor Professor Dr. Herting, der for nogen Tid siden meldte sig som Krigsvillig til Uddannelse af Rekrutter, er nu indkaldt. Herting er over 55 Aar gammel.

Varnæs, Fredag.

Gaver til Soldaterne. Ved en Kollekt, der afholdtes sidste Søndag i Varnæs Krige, indkom der 86 Mark. Pastor Asmussen gavet Tilbud paa 50 Mark og købte derfor en Pakke til hver Mand her fra Sognet, som er med i Felten. Pakken vil blive sendt hver enkelt. Den indeholder et Mavebælte, et Par Muffedisser, en Hætte til Hovedet og desuden et Meninghedsblad med en Afskedshilsen fra Præsten, som nu forlader Sognet.

Gram, Fredag.

Heste til Hæren. En vældig Mængde Heste var i Gaar forsamley i Gram, saa mange som det vist aldrig før har været set der paa en Gang. Men de var ogsaa kommen fra hele Haderslev Vesteramt. Et stolt Syn at se saa mange Heste forsamlede paa en Mark, men ogsaa et Bevis paa, at trods den livlige Hestehandel i den sidste Tid er de dog ikke alle bleven solgte.

19. September 1914. Dagens nyheder, bl.a. om brugen af sanitetshunde i krigen

Hejmdal

Dagens nyt fra Nordborg Avis, lokaludgave af Hejmdal

Frivillige Gaver til det Røde Kors

Tropperne i Felten har nu haardt Brug for frivillige Gaver. Disse skal udelukkende tjene til Lettelse og Opmuntring for Tropperne i Felten og de Syge ud over de af Hærforvaltningen givne Ydelser. Som frivillige Gaver kommer i Betragtning:

I. Næring og Nydelsesmidler.
a) Ris, Gryn, Nudler, Makkaroni, Bælgfrugter, Kartofter.
b) Tørrede Grønsager, Grønkonserves, syltede Frugter, Suppeekstrakt.
c) Mel, Salt, Kiks, holdbart Brød og Bagværk, Sukker.
d) Holdbor Pølse, Skinke, Flæsk, Daasekød, Fiskkonserves
e) Vin, Øl, Likør, alkoholholdige Drikke.
f) Mineralvand, Frugtsaft, alkoholfrie Drikke.
g) Chokolade, Kakao, Te, Kaffe, Honning, Marmelade, forfriskende Bonbons.
h) Cigarer, Cigaretter, Tobak, Røg-, Skraa- og Snustobak, Piber, Cigaretpapir.

II. Brugsgenstande.
a) Sæbe, Svampe, Kamme, Børster, Mundvand, Tandpasta, Neglerensere, Lommeknive, Sakse, Naale, Knapper, Sysager, Pengepunge, Fyrtøj
b) Drikkebægere, Knive, Skeer, Gafler, Skaale, Feltflasker.
c) Brevpapir, Postkort, Blyanter, Notitsbøger, Tavler og Griffel, Bøger og Aviser.
d) Ure, Termomestre, Hørerør, Lommelamper, Landkort, Musikinstrumenter, Stokke, Hængemaatter, Briller, Kikkerter.
e) Hygiejniske og lignende Artikler: Fransk Brændevin, Luftpuder, Insektpulver, Svedepulver osv.

III. Beklædnings- og Udrustningsgenstande.
a) Støvler, Sko, Tøfter, Huer.
b) Undertøj, uldne Skjorter og Linnedskjorter, Strømper, Fodlapper, Haandklæder, Lommeklæder.
c) Mavebælter, Halstørklæder, Hovedklæder, Uldvanter, Ørelapper, Seler, Bælter, Veste af Læder og Tøj.
d) Uldne Tæpper, Puder.

Lasaretgenstande.
a) Senge, Madersser, Puder, Tæpper, Betræk.
b) Sygedragter, Linned til Sygepleje.
c) Vaskeborde, Sygestole, Natborde, Kogeapparater, Operationsborde, Sygebaarer, Krykker.
d) Al Slags Forbindingsmateriale, sædvanligt og steriliseret Vat, Cambuc-, Gibs- og andre Bind, trekantede Klæder, Træ- og Metalskinner.

Kun gode, ubetinget holdbare Varer modtages med Tak, derimod ingen Varer, der er udsatte for at blive fordærvede. (Ingen raa Frugt eller Kød eller Fjerkræ, heller ingen Blomster.)

Frivillige Gaver sendes til Altona til “Abnahmestelle II Zu Händen des Eisenbahnobersekretärs Kunde, Bahnhofsstrasze 17, Altona”.

Hvem der vil sende noget til Marinen, kan adressere det til “Sammelstelle des Roten Kreuzes in Kiel, Landesversicherungsanstalt, Gartenstrasse 7”, eller “Selvig, Düsternbrooker Weg 2”. Her modtages ogsaa Gaver til Hæren. (Formand: Fabrikant Lehment, ledende Dame: Grevinde Platen Zu Hallermund.)

Ønsker om, at Gaverne skal tilfalde Soldaterne fra en bestemt Provins eller bestemte Vaabenarter, kan ikke opfyldes. Saadanne Særønsker kan der intet Hensyn tages til. For Forsendelsen gælder følgende Bestemelser:

Det Fragtbrev, der følger med Sendingen, skal nøje angive Indholdet samt Adressen. Paa mindst to Sider af Pakken skal denne paa en paaklæbet Seddel forsynes med samme Udskrift som Fragtbrevet. Indpakningen skal være let haandterlig og ikke for tung.

Fragtsendinger med Betegnelsen “Frivillige Gaver”, adresserede til Modtagelsesstederne, bliver foreløbig befordrede frit paa alle Baner. Jernbaneforvaltningen har ikke Lov til at afvise Befordringen af Militærgods med den begrundelse, at der er Mangel på Transportmidler. Det med “dringlich” betegnende Militærgods befordres forud for alle andre Godssendinger. Heller ikke Søn- og Helligdage maa Indleveringen ag Militærgods nægtes.

Det maa anbefales, at sendingerne først samles paa stedlige Samlesteder og herfra forsendes i hele Kasser. Derimod maa det anses for upraktisk at oprette Kredssamlesteder og herfra lade samtlige Sendinger gaa til Modtagelsesstederne. Herved vilde Forsendelsen kun blive dobbelt besværlig.

Efter Høst

Vinden hvivler Lundens faldne Blade
hvinende hen over Mark og Straa,
Fuglen gæster Foldens aabne Lade,
og en Halvnat dækker Himlens Blaa
O, Natur, din fulde Frugt du gav,
og nu ringer Storme dig til Grav.

Schack v. Staffeldt.

Saaret General.

Infanterigeneral d’Elsa fra 12 Hærkorps er bleven let saaret. Hans tre Sønner er faldne på Krigsskuepladsen.

Dansen og Krigen.

Herredsfoged Andersen i Nørre Sundby har iflg. “Aalborg Amtstidende” forespurgt Hals Sogneraad, om det er enigt med ham i, at man i disse alvorlige Tider nægter Tilladelse til offentlig Dans. Raadet var fuldstændigt enigt med Herredsfogden.

En stor Gave til Soldaterne. Berlin, Lørdag. (W.B.)

Der er tilsendt “Sammelstelle des Roten Kreuzes” i Berlin en meget kærkommen Gave til vore brave Tropper fra den nye apostoliske Menighed i Berlin. Paa Distriktslederens Opfordring har Menighedens Kvindelige Medlemmer indsendt 3000 Par Strømper og andre nyttige Genstande.

En tysk Fyrste falden.

I Mandags faldt Fyrst Otto Vektor af Schönburg-Waldhausen, der var Overløjtnant  Livhusarregimentet tidligere Fyrst Wilhelm af Albanien.

Svinepriserne i Danmark.

Det er ikke alene Smaagrise, som falder i Pris i disse Tider, ogsaa Grisesøerne er naturligvis i lav Kurs, skriver “Kold. Folkebl.” Ved Auktionen paa “Dyrehavegaard” solgtes saaledes en Del Grisesøer til saa smaa Priser, at den højeste var paa 75 Kr. Rekorden i Prisbillighed naades af en 120Pd.s So, som kun gik op til 10 Kroner!

Landbruget i sidste Uge. (Efter “Ugeskrift for Landmænd” for 18. September.)

Nogen Regn af væsentlig Betydning er der kun kommen i faa af Landets Egne i den sidste Uge, men Vejrforholdene har i Ugens Slutning forandret sig og har faaet en mere efteraarsagtig Karakter samtidig med, at Barometerstanden er falden temmelig stærkt, saa maaske vil den kommende Uge bringe den saa længe ventede Regn. Manglen herpaa giver sig nu ikke blot til Kende paa Plantevæksten, men Brøndene tørres mange Steder ud, saa man er henvist til at hente ofte lang Vejs fra, det Vand, der skal bruges til Kreaturerne.

For Markarbejdet har forholdene fremdels været uheldig, og det kniber svært i Egne med lerede Jorder at skaffe et blot nogenlunde ordenligt Sædebed til Vintersæden. Men Aarstiden rykker imidlertid frem og man søger saa at lave det saa godt som muligt. haabende paa at en enere Regn nok skal kunne bringe Sæden til at spire ordentligt, selv om den nu saas i noget bekvemt Jord.

Rodfrugternes Vækst lader stadig meget tilbage at ønske, idet de hidtil faldne Byger næppe har kunnet udrette mere end at friske Bladende noget op. Paa mange Runkelroemarker, der hidtil har klaret sig godt, ser man nu, at de nederste Blade bliver gule og visne, et sikkert Tegn paa, at Væksten nærmer sig sin Afslutning, og man maa derfor vist i Almindelighed nu regne med, at Udbyttet kun de færreste Steder bliver over Middel og for Kaalroer og Turnips saa godt som alle Steder under Middel, ja i mange Egne vel endog meget under Middel.

Tærskningsarbejdet er fortsat i den forløbne Uge og stadig under ret gode Forhold. Meddelserne om Foldudbyttet stemmer godt overens med de hidtil fremkomne. Medens de nye Kløver mange Steder endnu staar nogenlunde godt, saa hører det nu til Sjældenhederne at se en Græsmark, hvor der er ordentlig Græs; de Køer der malker noget, er derfor i stort Omfang tagne paa Stald. De mindre malkende og Ungkvæget holder man endnu ude, selv om Græsset er noget sparsomt, thi Fodring paa Stald er i Aar for dyr til, at man tør begynde paa den, før det er højst nødvendigt. Der vil sikkert mange Steder foregaa en stærk Reduktion af Besætningerne.

Sanitetshunde i Krigen

Naar man efter Slagene opsamler de Saarede, der er bleven liggende paa Slagmarkerne, kan det, hvis Slagmarken er udstrakt eller uvejsom, eller hvis Mørket er indtraadt, let hænde, at haardt Saarede, der er falden i Afmagt, overhovedet ikke bliver fundne. For saa vidt muligt at undgaa dette er men nu i Tyskland begyndt at drage Nytte af Hunden, der langt bedre end Mennesker kan trænge frem igennem alle de Forhindringer, som Naturen frembyder, og som med sin fint udviklede Spore- og Lugtesans næppe vil kunne gaa uden om noget Levende paa sin vej.

Der er i Tyskland en Forening, der særlig har taget sig af Sanitetshundevæsnet. Det er den i 1893 oprettede “Deutsche Verein für Sanitätshunde”, der har Storhertugen af Oldenborg til Protektor. Hidtil har Foreningen imidlertid ikke haft større Betydning idet Hundene i Fredstid er saa godt som uden praktisk Nytte. Men nu da Krigen er begyndt, har Foreningen taget saa meget kraftigere fat, og der er allerede sendt en  Mængde velafrettede Hunde til Fronten, hvor de ved flere Lejligheder skal have gjort udmærket Tjeneste.

Bedst egner sig til dette Forman de samme fire Racer, som ogsaa anvendes som Politihunde, nemlig den tyske Schäferhund, Doberman-Pincher, Rottweiler og Airedale-Terrier.

Stepping, Lørdag.

Ikke falden i Krigen. (Dv.) Gaardejer Hansen i Kolstrup har i disse Dage faaet Brev fra den Søn, der i de officielle Tabslister stod opført som død.

Hundelazaret
Hundelazaret – efter 1916.

15. September 1914. Nyt fra Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Englændernes Tab i krigen. Berlin, 14. September.

Engelske Blade indrømmer, at England allerede har tabt 18,000 Mand i Krigen. Den engelske Fabriksejer Ritzons Paastand, at Tysklands Tab skulde være 3-400,000 Mand, er fuldstændig usand. Ligeledes Paastanden om, at Kejseren skal have forbudt at offentliggøre Tabslisterne. Den officielle “Reichanzeiger” offentliggør dagligt Tabslisten. Tabet er ikke tilnærmelsesvis saa stort, som de engelske Kilder paastaar.

Kampene ved Marne. Berlin, Tirsdag. (W.B.)

“Lokal-Anzeiger” skriver: “Kampene ved Marne er altsaa endnu ikke ført til Ende. Men de har taget en Vending til vor Fordel. Vor højre Fløj har ikke givet efter for et fornyet Tryk, men sejrrigt tilbageslaaet et fransk Gennembrudsforsøg.

“Hela”s Undergang. Næsten hele Besætningen reddet. Berlin, Tirsdag. (W.B.)

Ved den lille tyske Krydser “Hela”s Undergang reddedes af tyske Skibe 172 Mand af Skibets Besætning paa 191. Ved den engelske Krydser “Pathfinder”s Undergang omkom 271 Mand.

Til faldnes Soldaters Efterladte. Berlin, Tirsdag. (W.B.)

Prinsesse Irene af Preussen har skænket 3000 Mark til Nationalfondet for faldne Soldaters Efterladte.

De tyske Soldaters Holdning. Berlin, 14. Septbr. (W.B.)

“Nordd. Allg. Zeit.” skriver: Et Telegram fra Haag meddeler: Det derværende engelske Gesandtskab har meddelt den hollandske Presse, at de tyske Tropper er fuldstændige demoraliserede. De plyndrede alle franske Landsbyer, som de kom til, og drak sig fulde. De hollandske Blade, hvis Forlæggere har haft Lejlighed til ved Selvsyn at danne sig et Skøn over de tyske Troppers Holdning, lader sig dog ikke narre af den engelske Diplomats Forsøg paa at føre dem bag Lyset.

Ikke Kolera i Østpreussen. Berlin, 14. Septbr. (W.B.)

Lige overfor de opdukkende Rygter om, at der var udbrudt Kolera i Kønigsberg og de tilhørende Egne i Østpreussen, fastslaas det fra paalidelig Kilde, at der hidtil hverken i Byen eller i Regeringsdistriktet Kønigsberg er forekommet Tilfælde af Kolera. Heller ikke i de til Kredsen Memel grænsende russiske Distrikter er der Kolera.

Nordslesvig, Tirsdag.

Brevduer. Generalkommandoen anmoder om at meddele, at det anbefales at lukke alle Dueslag, hvis Ejer ikke tilhører Forbundet af tyske Brevdueforeninger, for at Brevduerne ikke skal opfanges i saadanne Dueslag. Derimod foreligger der ingen Grund til at lukke de Dueslag, hvis Duer er stillede til Militærforvaltningens Raadighed.

Hejmdal

3. august 1914. Fra Nordslesvig under Krigen

Ribe Stiftstidende følger udviklingen syd for Kongeåen. Mandag den 3. august skriver den følgende:

En Ferierejsende, som Søndag Aften kom til Ribe fra Tønderegnen, meddeler Ribe Stiftstidende følgende:

Samtidig med at Mobiliseringsordren udsendtes, bekendtgjordes det ved Opslag, at al Postforbindelse med Udlandet kun maa foregaa paa Tysk paa aabne Postkort; Cifferskrift eller andre Systemer maa ikke anvendes; Breve og Pakker modtages ikke.

Fra Lørdag Morgen svarede Telefoncentralerne: Fjernsamtaler modtages ikke.

Søndag Morgen udsendte Flensborg Avis et meget lille Nummer, Teksten kunne vel fylde Halvdelen af en Side i Ribe Stiftstidende. Redaktionen bad Holderne være overbærende overfor Bladet i disse vanskelige Tider, det ville afholde sig fra politiske og nationale Betragtninger og kun udkomme som rent Efterretnings- og Underholdningsblad. Som ansvarshavende var mod sædvane kun anført E. Christiansen.

Nye tyske Aviser kunne ikke opdrives. Den almindelige Befolkning vidste derfor ikke, om der var erklæret Krig eller ikke; men man anede det, da Landstormen sent i Lørdags Aftes blev indkaldt. Landstormen indkaldes kun ved særlig Befaling af Kejseren og udgøres af Mænd, som er udtraadt af Landeværnet og endnu ikke fyldt 45 Aar. Normalt indkaldes den sidst. Det var derfor ejendommeligt at se de ældre møde før de yngre. Man mener, at de skal anvendes som Vagtposter eller gøre Tjeneste paa Tøjhusene.

Lørdag Aften ankom der Militærtog til Højer Sluse, og store Masser af Bjælker og Pigtraad blev opkøbt i Højer. Søndag Formiddag vedvarede Indskibningen af Tømmer og Kanoner til Sild. Soldaterne havde deres krigsuniformer paa: Graat Tøj, matte Knapper, brune Støvler og Pikkelhuen overtrukket med graat Lærred. Søndag Aften skulle der ankomme et tog med Pionerer, der skulle sættes over til Øen. Et Luftskib er set styre fra Fastlandet mod Sild.

Søndag Morgen troede man at høre et Kanonskud; i Skærbæk erklærede man imidlertid, at Braget skyldtes Sprængningen af en Mine, som havde revet sig løs.

De indkaldte, som stillede i Højer, blev straks sat i Arbejde med at føre Trælast fra Toget og ud paa Skibet. De maatte selv sørge for deres Forplejning den første Dag.

Søndag Eftermiddag kom der Anordning om, at Folk skulle møde Mandag Morgen med deres 4-6 Aars Heste i Tønder for Militærkommissionen.

Nogle af de ledende Danske i Tønder og Omegn blev arresterede Natten til Søndag, og flere føler sig utrygge, ikke mindst fordi man ingen som helst Efterretninger faar ud over Befalinger og Krigsanordninger samt Køreplaner for Militærtogene.

De talrige Badegæster paa Sild haster hjem. I Gaar Formiddags afgik saaledes to fuldt besatte tog lige efter hinanden fra Højer Sluse.

De fleste kongerigske Danske, der var i Slesvig, rejste hjem Lørdag. Meddeleren af disse Linjer havde hos Kommuneforstanderen i den Kommune, hvor han havde opholdt sig de sidste Dage, faaet fornøden skriftlige Attest som fremmed og slap ved Hjælp af sit ”Ausweis” let over den spærrede Grænse.

Hanssen-Nørremølle og andre danske Redaktører frigivne

Rigsdagsmand H.P. Hanssen

 Til Ribe Stiftstidende meddeles Søndag Eftermiddag bl.a.:

Allerede Morgenen efter, at Rigsdagsmand H.P. Hanssen-Nørremølle var blevet arresteret, ankom der Telegram til ham fra den tyske Rigsdagspræsident om, at Rigsdagen var indkaldt. Telegrammet blev bragt ham i Fængslet af Fængselsinspektøren. Hanssen-Nørremølle reklamerede derefter gennem Landraaden til Regeringspræsidenten og den kommanderende General og blev løsladt kort efter. Han er i Morges rejst til Berlin.

De andre Redaktører ved Hejmdal blev frigivet mod at give deres Æresord.

Meddelelsen om, at Grosserer Julius Nielsen, Tandlæge Smith og Advokat Andersen skulle være arresterede, er ikke rigtig, ligesom Meddelelsen i forskellige Blade om, at der alene paa Haderslevegnen er udstedt Arrestordre mod ca. 30 danske Nordslesvigere, er urigtig.

C.G. d'Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende
C.G. d’Obry Willemoës, redaktør af Ribe Stiftstidende

2. august 1914. Hejmdal: Bekendtgørelser fra den kommanderende general

Aabenraa avisen Hejmdal skriver, at pga. krigstilstanden meddeler den kommanderende general for 9. armekorps i de officielle blade følgende:

at under Krigstilstanden er den udøvende Myndighed overgaaet til ham. Civilforvaltningens og de kommunale Myndigheder har at anvende hans Anordninger. […] 

Hejmdal skriver videre, at Overpræsident v. Bülow har udstedt kundgørelse om, at en hver privatforbindelse med Danmark må indtil videre kun ske af følgende veje: Toldvejen over toldkontoret ved Høkkelbjerg, Skodborg, Foldingbro, Gjelsbro og Hvidding.

Ligeledes er skibsfart på floder og kanaler inden for Rigsområdet forbudt efter mørkets frembrud.

Også løsladelse og indførelse af brevduer uden militær- eller marinemyndighedernes tilladelse er forbudt. Alle ejere af brevduer, der ikke tilhører Forbundet af tyske Brevdueforeninger, skal meddele politimyndigheden og duernes antal og opholdssted.