Tag-arkiv: Drückeberger

11. september 1917. På “Druckposten” bag Vestfronten

Andreas Jensen, Frifelt. gjorde krigstjeneste på Østfronten, hvor han i 1915 blev såret. Efter endt ophold på lazarettet blev han erklæret “G.V.” – det vil sige anvendelig til garnisonstjeneste. Han blev vagtmand ved Krigs-Arb.-Batl. 82 i Prekullen i en stor Krigsfangelejr i Kurland. Ved juletid 1916 blev han overflyttet til en fangelejr ved Sedan på Vestfronten.

NB: Kan bringes hele sensommer og tidlig efterår

Det var i 1917. En Dag hen paa Sommeren fik jeg den Besked, at jeg den følgende Morgen skulde melde mig paa vort Kontor, for der at faa nærmere Besked.

Naa, tænkte jeg, hvad kan der nu være i Vejen. Jeg var mig ikke bevidst at have forset mig i nogen Retning. — Ganske vist — stjal vi! — Men hvem gjorde ikke det i disse Tider, hvor Forplejningen var knap og mindre god.

Det skete engang, at vi paa Banegaarden i Sedan opbrød to Jernbanevogne. Det viste sig, at Vognene var fyldte med de dejligste friskrøgede Skinker! Naa, vi gjorde kort Proces og kørte hele Indholdet hjem i vore Kvarterer, hvor vi længe levede højt paa dem. Jo, Skinkerne gik den Gang vistnok i de gale Maver. — Aa, ja-ja, det var den Gang.

Naa, den næste Dag stillede jeg altsaa omme paa Kontoret. Jeg meldte mig, og der var straks en Løjtnant, der tog imod mig. Han spurgte straks: Hør, Jensen, hvordan kommer De ud af det med Fangerne? — Kan Fangerne li’ Dem? Jeg svarede som sandt var: — Det tror jeg nok, Hr. Løjtnant, og Vrøvl har jeg endnu aldrig haft med at faa dem til at udføre det Arbejde, de er blevet sat til at udføre. Naa, ja, det er godt Jensen, men ser De, Sagen er den, sagde Løjtnanten, at vi skal have en Telefonledning lagt ud til Fronten langs den nybyggede Feltbane. Tror De, at De med det fornødne Mandskab fra Lejren kan paatage Dem at rejse de nødvendige Master?

Jo, Hr. Løjtnant, det tør jeg nok paatage mig, svarede jeg. Storartet — det er godt Jensen. Løjtnanten syntes at være svært fornøjet og fortsatte: Nu kan De — skal vi sige, faa syv Fanger og med dem udføre Arbejdet, men hvor mange Master mener De at kunne rejse om Dagen — Tyve? … Løjtnanten saa derved spørgende paa mig?

— Nej-nej; Hr. Løjtnant- — Hvor vil De hen? — „Ti da“, prøvede Løjtnanten. — Jeg rystede afværgende paa Hovedet.

Otte da. — Men jeg rystede kun igen.

Ja, saa ved jeg intet andet Raad, end at De selv bestemmer Antallet, sagde Løjtnanten opgivende.

Jeg kun vilde paatage mig at sætte tre Pæle om Dagen. — Tre! — Løjtnanten var næsten gaaet fra Snøvsen. Det var rigtignok ikke meget, men lad gaa. Saa siger vi det, Jensen. I Eftermiddag kan De udtage Folkene, og i Morgen er De klar til Arbejdet. — Farvel Jensen!

Jeg vidste nok, hvem jeg vilde have med til det fore- staaende Arbejde. Den næste Morgen stillede de saa alle, dem, jeg havde udvalgt, det var Nicolaj, Pjotr — eller Peter, Januschka, Wladimir, Vladislau og de andre, hvis Navne jeg nu ikke husker længere.

Før vi tog fat, forklarede jeg Fangerne, hvad der skulde laves. — Langsomt skulde det gaa, og dette sidste var de svært med paa. — „Immer, immer langsam voran“, var det ikke saadan, vi sang og raabte under Fremmarchen den Gang. Saa gik vi da der og drev Tiden hen, saa godt vi kunde.

To Gange om Dagen, Morgen og Aften, kom der et Tog forbi fra og til Fronten med Forstærkninger eller Tropper, der blev afløste, og ved Middagstid kom der et Materialtog, der gjorde Holdt og aflæssede Middagsmad til mig og mine Fanger. I den Tid, da Togene passerede, var alle Mand i fuldt Sving, den øvrige Tid tilbragte vi, som vi bedst kunde. Nogle tog sig en Lur, og ellers aflagde vi Besøg hos de flinke franske Bønder, der bød os Vin og andet godt.

Det skete ogsaa, at vi hjalp til med Høsten, eller hvad der nu kunde falde for. Dog havde jeg altid en af mine Fanger udstillet for at alarmere os, hvis dette skulde være nødvendigt. Men det skete dog aldrig, at vi blev overraskede. Russerne sagde, at — „Kammerat Panje ischt gut!“ og de viste mig det ret ofte. — Aldrig var der en, der fandt paa at stikke af, skønt her var Lejlighed nok til det. Da vi efterhaanden naaede ret langt ud, benyttede vi Toget til vor Hen- og Hjemfart.

Ja, saadan gik der to Maaneder i Herlighed og Glæde. Men en skønne Dag var vi naaet til Vejs Ende. Vi havde alle haft godt af det frie Liv. Mine kære Russere var næsten ukendelige fra før. De havde faaet Huld paa Kroppen og følte sig næsten helt frie. Jeg havde næsten helt ondt om dem, da jeg den sidste Dag tog Afsked med dem, og saa dem forsvinde ind i Lejrens myldrende, men just ikke hyggelige Liv. Jeg er tit og ofte senere kommet til at tænke paa disse saa rare og flinke Mennesker og hvordan deres Skæbne er blevet.

DSK-årbøger 1945.

4. maj 1917. En frontrotte på køkkentjans

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Harnes, ved Lens, den 4. Maj 1917
Efter endt Jernbanerejse og en længere Marchtur er vi ankommet til Arrasegnen, hvor der forude udfægtes haarde Kampe. Vi skal dog ikke i Stilling endnu, men foreløbig blive her i Byen i Beredskab.

Jeg er blevet Køkkenchef. Den tidligere Chef med samt sin hele Stab og Køkkenredskaber blev taget til Fange ved Soisson. De havde indrettet sig i en Hule og havde ikke opdaget, at Franskmanden  havde omgaaet dem.

Denne Plads var mig ikke uvelkommen, særlig ikke, da der var Udsigt til at beholde den, og saa for Resten sørge for at lade Livet forme sig noget behageligere.

Jeg skulde dog snart erfare, at det ikke var saa helt lige til at være Køkkenchef. Der skulde holdes ordentlig Hus, thi de udleverede Rationer var smaa og stod ikke i rimeligt Forhold til Sulten.  Appetitten var altid glimrende, og selv da jeg fandt paa at hælde mere Vand paa, slog Maden ikke til. Det varede heller ikke længe, før Folkene klagede over Kosten. De mente, at den var for tynd, og at de bedst selv kunde hælde Vand paa.

I Dag gik det galt. Jeg har tit ærgret mig over, at d’Hrr. Oppassere  hver Morgen hentede den bedste Kaffe, og at de om Formiddagen  atter stillede og skulde hente denne eller hins Frokost. Der var  nemlig ikke beregnet noget ekstra til „Herrerne”, men for at gøre gode Miner til slet Spil, sørgede jeg altid for at have „lidt varmt” til  Frokost, lidt ristet Brød, eller hvad jeg kunde finde paa.

Men nu i Dag, da mødte de igen alle, som de plejede, endda det er kødløs Dag, og forlangte Bøffer. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulde tage dem fra.

Gal i Hovedet og fast bestemt paa, at nu skulde der gøres en Ende paa denne Svindel, gik jeg til Feldveblen.

Efter at jeg havde  gjort Rede for min Opfattelse og paa en meget lempelig Maade  udbedt mig hans Mening om Sagen for Fremtiden, erklærede han, at han allerede længe havde set, at jeg ikke egnede mig til denne  Tjeneste. Jeg svarede: „Javel, Hr. Feldvebel” og gik.

Dog saaledes vilde jeg ikke give Slip, hverken paa min Trykpost eller paa mit Forehavende. Jeg vidste, at Kompagniføreren aldrig vilde taale den uretfærdige Fordeling af Maden og gik derfor til ham. Jeg bankede paa. „Kom ind!” raabte han. „De kommer, som om De var kaldet!”

Jeg var forbavset og vidste ikke, hvad der nu kunde være paa Færde.
„Jeg har lige faaet Meddelelse om,” begyndte han, „at orlovsspærringen er hævet, og De er jo den første paa Listen!”

„Javel, Hr. Løjtnant’ ” svarede jeg.
„De kan faa Deres Pas og rejse med det samme. Passer det Dem?”
„Javel, Hr. Løjtnant,” var Svaret, og ud af Døren forsvandt jeg med et Spring.

Jeg har pakket. Af de smaa Portioner har jeg skaaret mig en forsvarlig Frokost, og „Bratkartoflerne”, der ellers var beregnet til Officererne, er pakket i Kogekarret. Jeg venter endnu kun paa at sige Farvel til et Par gode Venner, saa gaar det hjemad. Hjem — hjem, ud af Skidtet for et Stykke Tid og hjem.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

26. februar 1917. Til sidst slap heldet og madpakkerne op

I. C. Rasmussen, Løgumkloster, havde held til at reklamere sig fri for krigstjeneste mange gange – men til sidst slap heldet op.

Da jeg i tyve års alderen var til session, blev jeg helt kasseret. Jeg fik et såkaldt »kassationsbevis«, et gult papir, hvorpå der stod, at jeg aldrig skulle møde til militærtjeneste, heller ikke i tilfælde af en krig.  Jeg havde en brokskade.

Da krigen brød ud i 1914, var jeg altså godt garderet, og man kunne da heller ikke bruge mig, for jeg led af blæresten. Denne lidelse blev  jeg opereret for i juli 1915, og kom mig godt efter den. I 1916 fik jeg  ordre til at møde til session. Jeg tog mit gule papir med, men fik den  besked, at det gjaldt ikke mere. Tyskerne regnede som bekendt ikke  med papirslapper —- heller ikke deres egne.

Ved undersøgelsen så lægen nok de ar, jeg havde på bugen. Han  spurgte mig, om jeg kunne gå. Det kunne jeg ikke nægte, da jeg jo kom gående, og jeg svarede derfor: »Ja, det kan jeg«. — Jeg blev »Kv.«

Et stykke tid derefter fik jeg den røde seddel med ordre til at møde på Junkerhulvej-kasernen i Flensborg.

Nu havde jeg jo hørt af andre, hvorledes de reklamerede og ikke blev indkaldt. Det gjorde jeg også. Jeg havde solgt en del motorer og  andre maskiner til landbruget og forklarede, at jeg måtte blive hjemme for at holde disse i gang. Møde måtte jeg jo alligevel, men mit navn blev ikke råbt op. Jeg kunne gå op i skrivestuen og få den  røde seddel påtegnet og kunne rejse hjem igen. På skrivestuen  spurgte man, om jeg ikke havde smør at sælge, det havde jeg ikke, men jeg havde en god madpakke med; det skulle vi jo have. Den gav jeg dem, og så kunne jeg rejse hjem igen.

Dette gentog sig fem gange, og til sidst blev jeg så kendt på skrivestuen, at jeg gik derop straks om morgenen og spurgte, om jeg kom hjem igen. Jeg måtte dog stille nede i gården og kom senere op  og afleverede min madpakke. Feldwebelen var endda så fornuftig, at han sagde, jeg skulle beholde den, da jeg var fra en by, og der havde man det knapt. På landet havde man nok af gode sager. De fik nu  pakken alligevel.

Den femte gang, da jeg om morgenen var oppe og spurgte, hvordan det ville gå denne gang, sagde feldwebelen, at nu kunne jeg få den  røde seddel med hjem, og så stille igen om fjorten dage. Hertil  svarede jeg, at jeg ikke ville være postbud for ham. Han syntes også, at det var lidt hårdt, men han forklarede, at det nyttede ikke at  reklamere igen. Man havde nemlig fået en ordre gående ud på, at nu  skulle alle ind, »også når det går ud over virksomhederne«. Han  kunne dog forstå, at det var noget andet med mig, hvor så mange  virksomheder ville gå i stå, og han rådede mig til at gå ind til hans  kaptajn og tale med ham, skønt han troede ikke, at jeg ville opnå noget, og det gjorde jeg heller ikke.

Da jeg kom ud igen, spurgte feldwebelen, hvordan det var gået. Jeg sagde, at det gik dårligt. » Ja«, sagde han, »jeg var bange for det«. Så sagde jeg til feldwebelen, at hvis jeg virkelig skulle indkaldes, så  kunne han nok sørge for, at jeg kom til en ordentlig troppedel, ikke noget med heste, og heller ikke infanteri, og det lovede han mig.

De mange gange, jeg stillede nede i gården eller i et eksercerskur, forefaldt jo et og andet. Den ene gang blev et navn råbt op, og der blev svaret: »Han er død«. — »Hvad?« råbte sergenten, og det blev  gentaget, at manden var død, så blev han slettet i listen, og så var han død.

En anden gang fik sergenten et telegram, medens han råbte op. Han  så i det og gik så videre i listen. Lidt efter kom der en ung mand  styrtende. Han var blå i hovedet af anstrengelse. Det var ham, der  havde sendt telegrammet. Han var kommet for sent. »Ja«, sagde  sergenten, »det er slemt, nu har vi udtaget dem, vi skal bruge, og De  kommer ikke med, men må rejse hjem igen«.

Den sjette gang, jeg måtte møde, havde jeg igen reklameret meget  kraftigt, skønt jeg vidste, det ikke ville hjælpe. Da jeg som sædvanlig  forhørte mig på skrivestuen om morgenen, sagde man, at jeg i dag  ville blive indkaldt. Jeg skulle være sømand.

Det var nu ikke det, jeg havde tænkt mig, og det var også kun delvis  rigtigt. Jeg skulle til marine-infanteriet i Gestemünde. Vi var ca. 20 mand, og det var en overmath, som hentede os. Jeg ville ikke have min kone med til Flensborg, da jeg havde set, hvor tung afskeden var for så mange.

Vi marcherede til banegården. En del fik lejlighed til at tage afsked  med slægt og venner, og omsider kørte vi. Jeg havde skrevet et  brevkort hjem, hvorpå der stod: Så tog de djævle mig alligevel, men  jeg skal gøre, hvad jeg kan for at komme fra dem igen.

Det fik jeg  puttet i en brevkasse. Min kone fik det, men ordet »djævle« havde  censuren strøget.

DSK-årbøger 1958

16. februar 1917. Feldwebel med store ord og fedt flæsk …

Christen Reggelsen, Errested, gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. I januar-februar 1917 lå han med sit kompagni i en ramponeret lade ved Mireaumont.

Hver Nat gik vi paa Patrulje ved Grandcourt. Vi tog af Sted ved Ettiden og var tilbage igen om Morgenen omkring ved Klokken ni. Vi skiftedes til at blive hjemme. Det var jo nødvendigt at holde Opsyn med vore Ejendele i Laden. Nytaarsdag var jeg saa heldig at kunne blive tilbage, og jeg nød virkelig Dagen i Fred og Ro.

En af de første Dage i det nye Aar fik vi en ny Feldwebel. Han mødte den første Dag med en ordentlig Brandert og holdt en Tale til os. Han lovede os, at han altid vilde være blandt sine Folk, og om det saa skulde blive hans Død. Han var vel højt oppe! Store Ord og fedt Flæsk . . . .

Sidst i Januar fik jeg Halsbetændelse og kom paa Lazaret i Dinant. Her var jeg i fjorten Dage.

Da jeg kom tilbage til Kompagniet, var jeg saa uheldig straks den første Nat at maatte med ud at trække Pigtraad. Jeg havde allerede lagt mig til Hvile, da Feldwebelen kom ind. Han tog fat i min Støvle, ruskede mig vaagen og sagde: „Op med dig, min Ven, nu skal vi frem. Vi skal trække Pigtraad!” Jeg foregav, at jeg endnu var syg og klagede mig, men det hjalp ikke.

Vi var vel omkring ved 25 Mand, der maatte af Sted. Da vi var færdige med vort Arbejde, fandt Feldwebelen paa, at vi skulde trække endnu en Portion. Han havde nemlig paa Udturen opdaget, at der laa en Mængde Ruller Pigtraad henslængt bag et Hegn.

Vi protesterede naturligvis omgaaende, og der skulde en Masse Overtalelser til, før vi indvilgede. Vi gik altsaa tilbage, men da vi skulle tage Rullerne op, opdagede jeg, at Feldwebelen forsvandt ned i en Understand i Nærheden.

„Naa,“ tænkte jeg, „kan du gøre det, saa kan jeg ogsaa. “ Jeg dumpede altsaa ogsaa derned. Der var mange Soldater dernede. Han genkendte mig ikke. Det var ogsaa let at skjule sig blandt de mange.

DSK-årbøger 1953

12. november 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, blev i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Fra Prilep skulde vi Dagen efter videre med en Feltbane. Her kom en Kammerat, Rose hed han, og jeg bort fra de øvrige og traskede længe rundt i de bundløse Gader for at finde de andre eller i hvert Fald et Natte- herberge. Vi mødte Børn, der vilde have os med hjem; saa meget Tysk havde de da lært, at de kunde gøre os det begribeligt. Vi skulde dog ikke nyde noget, for vi kunde jo nok regne ud, hvad den gik ud paa.

Omsider fik vi Husly; der var dog ingen Vinduer. Vi sov sammen med nogle andre Soldater paa Gulvet.

Det var sjældent, vi saa Ruiner i de efterhaanden mange serbiske Byer, vi stiftede Bekendskab med. Det saa ud til, at Tyskerne havde haft let Spil, da de erobrede Landet.

Næste Morgen fandt vi vore Kammerater paa Feltbanestationen, og herfra blev vi kørt til Topolschani, en lille Landsby i Nærheden af Monastir, hvor der var oprettet et Ammunitionsdepot. Ammunitionen blev fra Feltbanen udlosset paa Stationen, der kun bestod af en Plads med Tag over.

Herfra skulde Granaterne bæres op ad en Bjergskraaning og graves ned i smaa Kælderrum, der var indhugget i Bjerget med en vis indbyrdes Afstand. Der var Plads til ca. 200 Granater i hvert Hul, alt efter Størrelsen, og der var mange Variationer, helt fra 7,5 til 21 cm.

Det var et grimt Stykke Arbejde at slæbe paa de dumme Tingester, og selv om vi „trykkede” os lidt, (vi blev efterhaanden helbefaren i denne Kunst), skulde det jo gøres, og Granaterne trykkede ogsaa, endda saadan, at jeg mange Aar efter var øm paa Kravebenet af det.

Vi var dog ikke ene om det, idet en Afdeling rumænske Krigsfanger var sat til at hjælpe os. De var bevogtet af Bulgarerne, nogle raa Fyre, der ikke tog i Betænkning at jage Bajonetten i dem, naar de ikke vilde — eller ikke kunde — makke ret. Under Arbejdet var de under Opsyn af en tysk Underofficer, der pryglede dem for et godt Ord. Trods det holdt de mere af os end af deres Vogtere- „Bulgarski nje dobra, nihs Kultur. Germanski dobra“, sagde de til os.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

10. november 1916. “Tosse! Idiotiske melsæk! Simulant! Hykler!” På session i Flensborg

Sønderjyden PJP var uddannet murer. Pga. lungevaghed blev han i første omgang kasseret. Men det blev ikke ved med at gå.

Omsider kom den Tid, da Tyskerne begyndte at interessere sig for min ringe Person. Paa Grund af en Lungesvaghed holdt jeg den gaaende indtil November 1916, men saa blev jeg taget som g. v. [“Garnisonsverwendungsfähig” – dvs egnet til garnisonstjenste, RR] paa Prøve.

Jeg mødte i Flensborg og traf her sammen med Martin Hansen fra Daler (nu Østerbymark). Vi blev enige om at undersøge, om vi ikke kunde finde et godt Logi for den sidste Nat, vi var civile. Det lykkedes os, og den næste Morgen gik Rejsen sydpaa, ud i det uvisse.

Vi kom efter en flere Dages Rejse til Gnesen, en By i Posen. Her blev vi jaget ind i en Stue, hvis Gulv var belagt med Straasække, og saa kunde vi sove der den Nat.

Den næste Morgen blev vi vækket ved, at en eller anden pludselig skraalede: “Aufstehen!”

– Vi blev jo næsten forskrækkede, og da jeg talte med en af mine nye Kammerater om det, var der en i den modsatte Ende af Stuen, der raabte: “Høje do derøver, ka’ do snak Dansk, vinner do søve, saa ka’ do velesse nok gøe det, vinne do æ vachen!”

– Det kom da frem, at jeg havde talt i Søvne; men hvad jeg havde afsløret for dem, kunde jeg desværre ikke faa at vide.

Vi blev saa indklædt og tildelt de forskellige Korporalskaber. Jeg kom sammen med Andreas Knudsen fra Farris, det var ham, der havde raabt til mig, endvidere med Andreas Petersen fra Drengsted og Johannes Petersen fra Korntved. Vi lagde Beslag paa den ene Ende af Bordet og følte os helt igennem som en lille Familie, der delte ligeligt med hinanden, hvad vi havde.

Der var nu en større Lægeundersøgelse. Man lyttede længe til mine Lunger, og ved Undersøgelsen afslørede de samtidig, at jeg stammede, og det særligt, naar nogen saa mig lige ind i øjnene. De opfordrede mig da til at fremsige et Digt; men da jeg ikke stammede, naar jeg skulde fremsige noget eller læse op, sagde jeg, at jeg intet Digt kendte.

– “Saa sig engang “Heil dir im Siegerkranz”, var der en, der sagde. Jeg rystede paa Hovedet.

– “Saa fremsig første Vers af “Deutschland über alles” eller ,,O, Deutschland hoch in Ehren”, men jeg rystede hver Gang paa Hovedet.

De spekulerede over mit  tilfælde, men saa var der en, der sagde: “Saa fremsig engang “Fadervor!” men det kunde jeg ikke paa Tysk; det var undskyldeligt, for jeg havde kun haft Religion paa Dansk i Skolen, og her talte jeg den rene Sandhed. Nu havde de faaet nok af mig, og derfor raabte de i Kommandotone: “Se til, at De kommer ud! – Fyren er jo tosset!”

Jeg var ikke sen til at komme ud; men medens jeg stod og kom i Tøjet, stod jeg og rugede over Ordet “tosset”. Lægerne havde jo givet mig dette Prædikat, og jeg sagde til mig selv: “Hvad om du nu spillede tosset? Saa maa de jo sende dig hjem igen”. Man kunde jo prøve det.

Vi kom kort efter til at eksercere, og naar Underofficeren saa kommanderede “Højre – om”! gjorde jeg venstre om, og kommanderes der venstre om, gjorde jeg højre om, og raabte de “Omkring!” gjorde jeg det naturligvis den gale Vej. – Jeg blev  omgaaende “opdaget”.

Nu gav de mig en Sten i den venstre Haand, for at jeg kunde huske, hvad der var hvad; men det hjalp slet ikke den mindste Smule. Saa halede de mig frem for Fronten. Der skulde jeg staa og dreje rundt, medens de kommanderede i langsommere Tempo og drejede og drejede mig rundt.

Jordbunden paa Kasernepladsen var temmelig blød, og jo mere jeg drejede rundt, des dybere kom Hælen ned i det løse Grus. Det endte med, at jeg ikke kunde staa “Ret!” med det Ben, jeg ikke drejede paa.

Vicefeldwebelen sagde derfor ogsaa, og med Rette: “Se engang,
Fyren der drejer rundt som en idiotisk Melsæk!”

Resultatet blev, at de jagede mig op paa Depotkammeret, hvor jeg skulde rydde op. Det kunde jo ikke gaa an, at der blandt de stolte, tyske Soldater fandtes een, der ikke var helt ved Snøvsen.

Her gik jeg nu og drev Tiden bort, men samtidig benyttede jeg Lejligheden til at besørge bedre Tøj til mine Kammerater.

Men ak! Hvor længe var Adam i Paradiset? Jeg fik i hvert Fald ikke Lov til at være ret længe paa Depotet. Maaske skyldtes det en af de daarlige Kammerater paa Stuen, men muligvis var jeg ogsaa selv Skyld i det.

Se, en Aften slog jeg i Kaadhed en Kolbøtte paa Gulvet og svang mig nok saa nydeligt op i min Seng, og – Dagen derpaa blev jeg kaldt op til min Underofficer. Det kan nok være, jeg fik en vældig Overhaling.

Han kaldte mig en Simulant og fortsatte: “Saadan en Hykler! Han vil “trykke” sig, og saa er De oven i Købet Gymnast; men nu skal De tage Dem i Agt, ellers kan De tro, jeg skal “slibe” Dem. I Morgen stiller De til Tjenesten, forstaaet!”

Saa fik de endelig med megen Møje og stort Besvær lært mig det, der skulde læres, men det var en streng Tid.

– Vor Underofficer kom til Fronten, og vi fik en ny. Han kom ind paa Stuen til os, medens vi stod og pudsede vore Sager. Vi stod alle ret ved vore Skabe. Han kiggede paa os og spurgte saa: “Hvem af jer vil være min “Pudser?”

– Da ingen svarede, henvendte han sig til mig, som stod nærmest ved Døren, og spurgte: “Hvad er De i Civil?”

Jeg svarede “Murer!” – “Ah”, sagde han saa, “saa kan De jo pudse!”

– “Ja”, svarede jeg, “i Kalk!” “Naa”, sagde han “De er nu min Pudser, forstaaet!”

– Der var ikke noget at gøre, men jeg kom ikke til at blive ked af det, for fra den Dag af havde jeg det ganske fortrinligt, og desuden havde jeg nu af Lægen faaet Betegnelsen k. v. [“Kriegsverwendungsfähig” – dvs egnet til krigstjeneste, RR]

DSK-årbøger 1948

17. oktober 1916. Kaffepunche med Rød Aalborg i Swinemünde

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå havde aftjent sin værnepligt i marinen. I juni 1916 blev han overflyttet til SMS Najade. Her førte han en drivertilværelse med lang orlov mod små gaver i form af høns og brændevin.

En Gang imellem måtte jeg med Vagtmesteren i Land, og så stod den på Kaffepunche. Han havde sin Stamcafe nede ved Havnen. Konen var fra Sverige, og der kunde vi få „Aalborger”. De blev serveret i Kantinekopper med strøget Mål, så det var nogen værre Hybenkradsere.

Jeg måtte jo betale. En Aften havde han fået flere af vore Underofficerer med. Først fik vi et Par Øller med Steinhager til, og så Kaffepunche. Da vi havde fået to, sejlede „Sanitats-Obermaaten”, ved den tredje skred „Skrivermaaten”, og ved den fjerde måtte „Oberfeuerwehrsmaaten” af Sted. Nu var vi kun tre tilbage, Vagtmesteren, en Underofficer og jeg. Men ved den femte måtte Underofficeren give op, hvor nødig han end vilde. Vagtmesteren og jeg kneb endnu en til, men så kunde han heller ikke mere, og jeg måtte have ham under Armen for at støtte ham.

Værst var det, da vi skulde om Bord. Landgangsbroen var lang og smal og uden andet Rækværk end et Tov. Jeg måtte gå bag ham og holde ham med begge Armene, for at han ikke skulde falde over Bord. Netop som vi rundede Falderebet, så jeg Officeren, der gik sin Runde. Vi var dog forsvundne, da han nåede om Bord. Hans Forespørgsel hos Vagten, hvem det var, der var gået om Bord, gav ham ingen Oplysning. Vagten havde nemlig intet set. (Han modtog os ellers med et smørret Grin.)

Men da Officeren gjorde sin Runde på Skibet, rendte han på Skrivermaten, som stod og brækkede sig over Rælingen. Resultatet blev, at vi alle fem, med Vagtmesteren ved den øverste og jeg ved den nederste Ende, stod til Rapport. Chefen havde svært ved at holde sig alvorlig, kunde man se, og uden videre Forhør straffede han os allesammen ved at nægte os Landgang i fjorten Dage. Værre blev det dog ikke.

Vagtmesteren var til daglig meget brøsig i Tjenesten, men han mente ikke det ringeste med det; tværtimod hjalp han os efter bedste Evne ud af enhver Forlegenhed. Han var meget afholdt af Mandskabet. Han var Polak og havde en Kornforretning ved den polske Grænse. Forretningen var dog blevet ødelagt i Begyndelsen af Krigen. Ved nærmere Kendskab var han ikke mere tysk, end jeg var.

DSK-årbøger 1945.

16. oktober 1916. En hane for 14 dages orlov

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå gjorde krigstjeneste i flåden, først på en minestryger og senere om bord på SMS Najade. Sidst i juli 1916 fik han orlov – og ved små gaver blev orloven forlænget gentagne gange. I oktober 1916 var det forbi med orloven – og dog!

Næste Dag havde Oppasseren hos Chefen og jeg travlt med at bygge et Hønsehus. Det foregik på en Landtange ud for Skibet. Interesseret havde Chefen fulgt vor Færd fra sit Kontorvindue, og henad Formiddagen havde vi ham da også. Da han hørte, at det var mine Høns, spurgtehan mig, om jeg vilde sælge dem.

Det vilde jeg selvfølgelig gerne. Helst havde jeg foræret ham dem for den længe Orlov, jeg havde haft; men det risikerede jeg nu ikke, og så fik han dem for 20 Mark.

Nu vilde Skæbnen, at en af Løjtnantens Hunde bed selve Hanen ihjel, hvorfor Kaptajnen en Dag, mens jeg var ved at spule Overdækket, spurgte mig, hvor det kunde være, at Hønsene ikke lagde Æg. Dette Spørgsmål var jeg ikke belavet på, men jeg syntes, at han måtte da vide, at nu i Efterårsmånederne,

hvor Hønsene havde begyndt at skifte Fjer og tilmed for nylig var blevet flyttet, var der da ingen Høns, der lagde Æg. Jeg trak derfor lidt ud med Svaret, men så for det ud af mig, mens jeg slog Hælene sammen, så det smældede:

„Hr. Kaptajn, det er, fordi Hønsene ingen Hane har!“

„Nå-nå“ , sagde han med Eftertanke, jo, om vi da havde flere Høns hjemme? — Jo, det havde vi da, — og om de så kunde sende nogle flere. — Ja, men der var Udførselsforbud fra Slesvig-Holsten, og da vi her var i Meklenborg, måtte der en Mand med.

— „Tillader Hr. Kaptajnen, at jeg anmoder om fjorten Dages Orlov?”

— „Nej, min kære Søn”, sagde han, og så klappede han mig på Skulderen: Nu havde jeg lige haft Orlov i 72 Dage, og så vilde jeg have endnu fjorten Dage? — Nej, den gik ikke.

— Nå, ja, så gik den altså ikke.

Dog otte Dage senere viftede Vagtmesteren mig en skønne Dag med Orlovsbeviset om Næsen, den stod på fjorten Dage. „Men se nu at få Hønsene med!” — Det var netop i Jagtsæsonen, så det passede mig godt. Foruden Hønsene havde jeg da også en Hane med til dem, da jeg kom tilbage. Nu havde jeg vundet mig en god Position der om Bord, og Tjenesten var ikke streng.

DSK-årbøger 1945

29. september 1916. H.C. Brodersen til Somme-fronten

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Manancourt, den 29. September 1916.

Sommeslaget har raset i lang Tid, og der er medgaaet mange Divisioner. Den 26. ankom vi med Toget til Peronne og har  marcheret hertil, hvor vi er havnet i Sommeslagets Forterræn.

Allerede her har vi faaet en Forsmag paa, hvad der venter os, naar vi kommer i Stilling. Fjenden har sat alt ind paa at bryde igennem, og fra Fronten kan vi høre en ustandselig Rullen fra hans Artilleri. Mange Iagttagelsesballoner ses hængende i Luften forude, baade egne, men dog mest Fjendens, der har Ord for at bruge „deres Øjne” godt.

Her bag Manancourt ligger alle vore Reserver, Depoter, Lagerplads og Artilleristillinger, og det er dem, Fjendens Opmærksomhed særlig gælder. I Luften hamrer Motorer fra Flyvemaskiner med Hundreder af Hestekræfter. I hele Eskadrer flyver de og foretager Manøvrer og Vendinger, som vi Infanterister ikke har Forstand paa. Undertiden ser vi et Par eller flere suse i Dybet, som om de styrter ned, men det er kun Blændværk, og et Par Minutter efter ser vi, at de er indviklet i Kamp. Den ene søger nu at naa ovenover den anden, og stadig  skruer de sig højere op, vel af den Grund, at den, der er ovenover, har de største Chancer.

Af og til styrter der en ned med Flammerne efter sig. Kampen er  afsluttet, men hvem der er blevet Sejrherre, kan vi ikke afgøre. l Spændingen er altid uhyre, men uhyggeligt og grufuldt er det at se, naar der ud fra Flammerne vælter sig forskellige Dele i Rækkefølge, Motoren, Flyveren og derefter de andre Dele, efterhaanden som de nu er lette eller opbrændte til.

v. Richthofen er her ogsaa, og der siges, at han, der benytter en rød „Fokker”maskine, hver Morgen henter et Par fjendtlige Flyvere ned, forinden han spiser sin Morgenmad.

Vi er alle klar over, at Sommeslaget føres med største Voldsomhed og under hensynsløs Anvendelse af Materiale af enhver Art,  indbefattet de Divisioner, af hvilke der kun vender et meget betænkeligt Minimum tilbage.

I Eftermiddag skal vi i Stilling. Der er lige blevet udtaget 20 Mand, der skal have til Opgave at bringe Levnedsmidler frem, naar først Kompagniet er naaet i Stilling. Det har voldt megen Vanskelighed at faa udtaget disse 20 Mand, thi alle mente, at det var en Trygpost og meldte sig, da der blev spurgt om Frivillige.

Først da de blev kaldt frem, der var over 45 Aar, var gift og havde 5 Børn og derover, svandt Rækken ind, og glade over Bestillingen traadte de af, der blev tilovers.

Vi er forbavset over at skulle gaa i Stilling ved højlys Dag, og vi Underofficerer har henledt  Kompagniføreren paa Forholdet med de mange Iagttagelsesballoner forude. „Es ist befohlen,” svarede han, og derved er der saa intet at ændre, men det er med store Betænkeligheder, at vi gør os færdige til Afmarch.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

3. september 1916. Peter Clausen på lazaret i Wiesbaden

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun. Den 30. august 1916 blev han såret og sendt til et lazaret i Wiesbaden.

Ved middagstid den  2. september havnede vi på »Hotel Zum grünen Krug« i Wiesbaden.

Vi syntes her i Wiesbaden, at vi var kommet i himmerige, så gode var forholdene. Vi kunne glæde os over en god behandling og forplejning. Det var et godt borgerligt hotel, hvor militæret havde lagt beslag på den midterste etage med plads til 25-30 patienter.

Vi lå i hotellets senge og fik forplejning fra hotellets køkken, hvor fruen var køkkenchef. Vor læge var byens civil-læge, der passede vores og et lignende lazaret i nærheden og så sin praksis. To sygeplejersker, begge døtre af en generaloberst, der havde hele sanitetsvæsenet i 18. armekorps under sig, udgjorde sygepasser-personalet. Det var et par venlige og gode kvinder i 40-års alderen, af hvilke den ene var ugift og uddannet sygeplejerske, mens den anden var gift med en major, der lå ved fronten i Karpaterne.

Navnlig den sidste, den gifte, var en både livlig og rar søster, som vi satte stor pris på. Nå, ja, så var der desuden to mandlige sygepassere, men de var typiske eksempler på et par »Drückebergere«, så de talte ikke med i vort omdømme; der var kun lidt at bestille for dem, og skulle de endelig hjælpe os med et eller andet, så skete det med sure miner.

Men vi ankom altså den middag til »hotellet«, netop som de var færdig med maden, og dog blev der serveret for os med det samme, endskønt vi så farlig ud. Medtagne var vi også, og det må have været synligt, thi generalobersten, altså pigernes far, der netop var på besøg hos sine døtre, bevilligede os et mægtigt glas vin til at styrke os på og kvikke os op med, og vinen var fortræffelig. Vi spiste, og så kom vi i bad, hvorefter vi blev tilset af lægen, og for mit vedkommende blev det en længere omgang med de mange rifter, som jeg havde fået, ja, han måtte i alt anbringe 13 klemmer. –

Både lægen og majorinden mente, at jeg måtte da være kvalificeret til Jernkorset, sådan som jeg var blevet tilredt.

Nu blev jeg så puttet i seng i et par dage, da man fandt ud af, at jeg havde et par streger feber, men kommet oven senge skulle jeg dog holde mig indendørs foreløbig.

Efter et par dages forløb fik jeg et par fingre fri for bind og kunne da selv skrive hjem og fortælle, at hånden var i behold; hidtil havde Lorens besørget det skriftlige for mig.

DSK-årbøger 1970

9. marts 1916. Mathias Petersen melder sig død …

Mathias Petersen fra Tykskov ved Visby blev sendt til Elsass i februar 1916.

En Dag meldte jeg mig syg. Vi havde i Infirmeriet en Dr. Jensen fra Flensborg. Da han hørte, at jeg hed Petersen, spurgte han paa dansk, om jeg kendte Dr. Hamdorf fra Løgumkloster. »Jo«, sagde jeg »det er netop vor Læge«.

— Dr. Jensen vilde dog ikke anerkende min Sygdom. Jeg blev Natten over paa Sygestuen. Det var nærmest en Stald. Der kom nu to Mand ind til os. Den ene var fra min Gruppe, den anden var fra et andet Kompagni. De havde været inde i Kantinen og havde faaet rigeligt at drikke. Den ene gik dog igen, hvorimod den anden lagde sig paa en Madras ved Siden af mig.

Han laa og sang om Soldaten og Marmeladen. Efterhaanden havde han vendt Benene op mod mit Hoved. Han var nær ved at sparke mig i Hovedet. Jeg fik tændt Lys og gloede paa Fyren. Han blev gal i Hovedet, sparkede efter mig og skældte ud; men kort efter gik han sin Vej, og vi var ikke sene til at lukke Døren . . .

Faa Dage efter, da jeg gik og passede mit Arbejde, kom Løjtnanten forbi. Jeg gik hen til ham og meldte, at jeg var kommet tilbage igen. »Naa, er De rask«, sagde han. — »Nej, Hr. Løjtnant«, svarede jeg, »det er min gamle Sygdom«. — »Naa«, sagde han, »saa maa De jo skaane Dem«. — Det vidste jeg nu nok selv.

Vi laa engang i Bo i Kolmar og skulde afluses og have et Bad. Klæderne kom ind i en Dampkedel. Paa et Skilt stod der skrevet: »Helvedet, hvor Lusene steges, er for Soldaterne en Himmel«.

— I Badeanstalten kunde jeg nær være druknet; men den lange Hans J. Askov fra Grønnebæk hjalp mig op.

Vi laa engang ! Ro i Vettelsheim. Feldwebelen bekendtgjorde, at ingen i Morgen maatte melde sig syg. Der skulde komme et højere Væsen ud paa Flyvepladsen i Kolmar, og saa var det Meningen, at vi skulle vise stram Eksercits. — Jeg besluttede mig til ikke at være med og gik hen til min Korporal. »I Morgen melder jeg mig syg«, sagde jeg.

Han svarede: »Aah, gaa lige hen til Feldwebelen «. Jeg gik hen til ham. — »I Morgen melder jeg mig syg«, sagde jeg. — »Ved De, hvad De kan? De kan melde Dem død«, svarede han. — Næste Dag gik jeg ind paa Infirmeriet. »Jeg har Smerter i Ryggen, og skal have den smurt med Kamfer«, sagde jeg. Saa var den Tjeneste til Ende . . .

DSK-årbøger 1958

8. marts 1916 – Matthias P. Branderup: “… fyldt med døde”

Matthias P. Branderup fra Rødekro blev indkaldt i december 1914 og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 37 på vestfronten. Først på året 1916 deltog regimentet som del af 10. Reservedivision i offensiven ved Verdun.

Efter optegnelserne i min soldaterbog har jeg været med til at storme følgende byer: Den 28.2.1916 Bezonvaux og Hardemont. Noget senere byen og fæstningen Vaux. Hvis jeg skulle skrive om alle oplevelser i denne tid, ville det fylde mange sider. Jeg vil kun nævne nogle enkelte.

En af de mest rædselsfulde var en nat vi lå i en skov, hvor vi ikke blot blev beskudt at af fjenderne, men også af vort eget artilleri. Vi  sendte lyskugler op med tegn om, at de skulle forlægge ilden længere frem. Men det tog sin tid, inden de blev klar over den fadæse, de havde lavet.
Det var også i denne skov, at vi en nat skulle tilbage for at hente vort feltkøkken. Da vi var med på det sidste hold, fik vi to mand besked om at tage en ballonflaske med 20 liter brændevin med tilbage, som dagen efter skulle fordeles i kompagniet.  Med vilje sakkede vi lidt bagud, for at få vore feltflasker fyldte med de klare dråber. Men vi to var også de eneste, som fik noget ud af denne snaps, for den næste morgen foretog fjenden et modangreb, så vi hurtigt måtte trække os tilbage, og overlade de kostbare dråber, som skulle have givet os lidt varme i kroppen, til franskmændene. Forhåbentlig har de så haft glæde af den.

At være ordonnans kunne i en rolig stilling være en “druckposten”. Men i en offensiv var den lidet misundelsesværdig. For at være sikker på, at en melding kom frem, blev to mand altid sendt afsted. Den ene kunne jo blive såret eller falde. Så kunne den anden bringe meldingen videre. Om dagen var det næsten umuligt at lade sig se, så al meldetjeneste foregik derfor om natten i ly af mørket.

Vort kompagni lå i en hulvej, hvor vi benyttede os af de bunkers, som franskmanden havde lavet. For at komme i forbindelse med batl, måtte vi over en vej og en grøft. Det var uhyggeligt at passere denne, da den var fyldt med døde, som ikke kunne skaffes væk. Mangen gang var vi ikke klar over, om en by var besatte at de franske eller tyskerne. Byen kunne den ene dag være besat af den ene part, og den næste dag af den anden. Vi fik således en nat til opgave af vor batl.-fører, at udforske,om en by, der lå lidt til venstre for os, hvem den var besat af. Det var ikke nogen hyggelig opgave. Da vi sneg os frem i mørket, opdage vi pludselig en fransk dobbelpost. De havde heldigvis ikke bemærket os. Vi kunne godt have skudt på dem. Men det var slet ikke vor opgave. Det var bare om hurtigst muligt – at komme tilbage igen og aflægge beretning.

Det var en nat med heftigt skyderi, at vi befandt os hos batl.-føreren. “I kan vente her, til det bliver lidt mere roligt, inden I går tilbage til kompagniet”, mente han. I det samme dumpede en ordonnans fra en jægerbatl. ned hos os. “Hvor kommer du fra?”, spurgte majoren. “Vi har lige afløst Deres batl., men fandt først nu Deres understand.” Sikken redelighed”, mente majoren, “Her sidder deres fører og har ingen anelse om, at hans batallion er afløst. Hurtigt tilbage”. Og denne ordre var vi ikke sene til at efterkomme. Med majoren, hans oppasser og vi to ordonnanser i hælene gik det hurtigt ned ad bjerget.

Det var ved at blive lyst, og franskmændene havde opdaget os og begyndte at åbne en kraftig ild. Vi var så uheldige, at vi ikke kunne finde nogen åbning i den brede pigtrådsspærring, så vi et stykke tid måtte løbe langs med denne, inden vi fandt igennem. Da vi var kommet så vidt, at vi var uden for skudvidde, kunne vi tage den mere med ro. Men vi var kommet så langt til siden, at vi først nåede frem, da vores batl.  var færdig med at spise. Men mad var der nok af, for der var mange, som aldrig nåede tilbage.

Nogle dage senere blev et af vore store ammunitionslagre skudt i brand. Det var nu også fjollet at opbevare så meget på et sted, i stedet for at lægge det i mindre depoter. Dette var måske også medvirkende til, at vor fremrykning ikke gik så hurtigt, da et stort frontafsnit blev forsynet fra dette depot. Efter hvad der blev fortalt, ramte en granat noget letfængeligt materiale.  Og så fulgte den ene store detonation efter den anden. Da vi lå lige op ad depotet, var det bare om at komme så langt væk derfra som muligt og finde dækning. Vi fik besked om at åbne munden og stoppe ørerne til, for at trommehinderne ikke skulle sprænges. Sprængningen havde været så voldsom, at et større hus kunne have ligget i hullet bagefter.

Efter en uges hvil gik det atter til fronten. Noget af det farligste var at komme frem og tilbage. Franskmændene havde altid observationsballoner oppe, og ligeledes var flyverne igang hele dagen for at udspejde vore troppebevægelser.

En nat var jeg med til at hente mad, men kunne ikke finde køkkenet. Endelig løb vi på et stort lager af konserves, og det tog os ikke lang tid at forsyne os, med alt hvad vi lige kunne slæbe. Vi fyldte de store kaffebeholdere med vand, og så hurtigt tilbage, inden det blev lyst. Da vi led mest af tørst, var vandet lige så velkommen, som om det havde været kaffe. Under sådanne omstændigheder er det bare om at hjælpe sig, som man bedst kan.

(Efter Matthias P.  Branderup: Verdenskrigen 1914 — 1918, renskrift af upublicerede erindringer på Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)

 

20. februar 1916. Henrik Petersens lykkedag

Henrik Petersen, Korntved, lå i vinteren 1916 i skyttegravene i Champagne.

En Dag, jeg aldrig glemmer, var … den 20. Februar 1916. Vi laa i forreste Skyttegrav i Champagnen, havde faaet Ordre til i Løbet af Dagen at gøre os kampklare for om Natten at foretage et overraskende Angreb paa de franske Stillinger, da en Ordonnans fra Stabskvarteret ved Mørkets Frembrud raabte ned til mig i Jordhulen: »Henrik, gør dig straks klar, du er afkommanderet til Etapen!«

Det kan nok være, jeg fik travlt. I første Øjeblik var jeg næsten lamslaaet, Hjertet steg op i Halsen paa mig, jeg kunne ikke sige et eneste Ord.

Mine Kammerater i Hullet raabte i Munden paa hinanden: »Til Lykke med den fine Tjans!« og de rakte mig deres Hænder. Bevægelsen overvældede mig, og Taarerne fik frit Løb (Glædens og Sorgens Taarer). Glædens, fordi jeg nu kunde forlade Skyttegraven, og Sorgens, fordi Kammeraterne stadig maatte lide herude, og fordi jeg ikke havde Magt til at afblæse hele Krigen, saa alle kunne rejse hjem.

Efter at have faaet nærmere Besked angaaende den pludselige Ordre pakkede jeg hurtigt mit Tornyster. — Jeg var klar over, at der ikke var noget at vente efter, tværtimod tilskyndede de mig alle med at komme bort fra denne Heksekedel jo før jo bedre.

Afskeden var tung, særlig med min trofaste Ven og Landsmand Peter Nissen fra Bylderup, med hvem jeg havde delt godt og ondt (mest det sidste) fra Krigens Begyndelse. Altid havde vi gaaet ved  hinandens Side paa de lange Marchture gennem Belgien og Nordfrankrig, altid havde vi ligget sammen om Natten, enten paa aaben Mark, i en Stald eller Lade, i Skyttegrav eller Jordhule, i Kampens og Trommeildens Helvede, altid uadskillelige. Skulle han nu blive i den Elendighed, og jeg være frelst? Den Tanke var næsten uudholdelig.

Hvordan kunde det gaa til, at jeg skulde have saa stor en Lykke. Alle saadanne Tanker kredsede i mit Sind, medens jeg samlede mine Ejendele sammen, med undtagelse af Levnedsmidlerne. Dem lod jeg  blive i Skyttegraven. Jeg havde endda lige faaet flere Pakker og Breve hjemmefra. Den 20. Februar tillige var min gamle Moders Fødselsdag.

Da jeg med fuld Oppakning meldte mig hos Kompagnichefen, Overløjtnant Kalepki, for at tage Afsked, ønskede ogsaa han mig Lykke paa Rejsen. Kalepki var den tredie Chef, vi havde i 7. Kompagni siden Krigens Begyndelse. Den første, Hauptmann Pecker, var taget til Fange i saaret Tilstand, den anden, Overløjtnant Reimers, var faldet.

I første Omgang havde jeg af Ordonnansen faaet Ordre til samme Aften at melde mig hos Stabsfeldwebel Alte, som havde opslaaet sit Kvarter sammen med Bagagen og Feltkøkkenet i en Skovbarak ti Kilometer bag ved Fronten.

Nu var jeg klar over, at en Vandring om Natten paa denne Strækning ikke var uden Fare. Forbindelsesgravene og Vejene fra Fronten var paa denne Tid, paa Grund af den livlige Trafik med Mad, Ammunition og anden Udrustning til Tropperne i forreste Linie altid under stærk Artilleriild; derfor gjaldt det om at være forsigtig nu i det afgørende Øjeblik.

Lyskuglerne og Lysglimtene fra de skydende Kanoner oplyste næsten uafbrudt Himlen. For at undgaa Gevær og Maskingeværilden maatte jeg holde mig til Forbindelsesgraven. Denne var stærkt trafikeret af Soldater, som skulde hente Mad.

Det gik til at begynde med kun langsomt fremad, sprang en Granat i Nærheden, smed alle sig ned i Gravens Bund. Lidt længere tilbage havde jeg ikke Tid til at gaa langsomt, men sprang op af Graven og løb, indtil den næste Granat eksploderede. — Saa igen ned paa Maven, og saa fremdeles fremad, indtil jeg lykkelig landede ved Bestemmelsesstedet.

Feldwebel Alte tog venligt imod mig med Ordene: »De har haft Held, Henrik«. Hele Divisionen havde faaet Ordre til at afgive een Mand til at beklæde Stillingen som Leder af Landbruget i en By 25 Kilometer bag ved Fronten, og denne Lykkens Pamfilius var jeg. Nu skulde jeg overnatte hos Bageren og den næste Morgen gaa tilbage til Byen Pauvres og melde mig der hos Bykommandanten.

Der faldt en Sten fra mit Hjerte; at tænke sig det at være fri for det elendige Liv ved Fronten og i Skyttegraven, og i Stedet for beskæftige sig med Landbrug. Ja, det forekom mig næsten at være mere Lykke, end jeg havde fortjent. Tankerne gik tilbage til alle  derude, som stadig maatte lide.

Saadan gik denne Dag, som jeg stadig siden — og saa længe jeg lever — vil mindes med Tak til Gud i Himlen.

DSK-årbøger, 1958

27. januar 1916. Kejserens fødselsdag fejret med uheld

Jens Rudebeck, Ravsted, havde en god tjans med militæret som vognsmed

Vi har jo alle i Verdenskrigens Dage oplevet lidt af hvert. Da jeg i Marts 1915 blev udskrevet fra Lazarettet i Spandau, kom jeg til Doberitz og skulde gøre Tjeneste som Smed; men man satte mig til noget helt andet, nemlig at uddanne Rekrutter. Det var meget mod min Vilje, for jeg har åltid syntes, at der ikke kunde være noget tillokkende ved denne Bestilling. Af denne Grund protesterede jeg ogsaa kraftigt, og jeg opnaaede endelig at blive afkommanderet som Vognsmed.

Dette Arbejde var jeg beskæftiget med i en længere Periode; men i Efteraaret 1915 blev vi alle underkastet en nærmere Undersøgelse. Man vilde finde faglærte Metalarbejdere, som kunde afløse Folk i Fabrikkerne, der var nemlig stor Brug for Soldater ved Fronterne. Jeg fremskaffede en Udtalelse fra et Firma i Flensborg, som jeg i mange Aar havde staaet i Forretningsforbindelse med. Attesten gik ud paa, at jeg kunde arbejde som Drejer eller Maskinsmed. Saa havde jeg foreløbig mit paa det Tørre.

Paa Kejserens Fødselsdag [27. januar, RR] havde en Del Officerer og Vagtmestre holdt et større Kalas. Det endte med, at de fandt paa at køre en Tur i en splinterny Jagtvogn. Turen endte brat, for Hestene løb løbsk, og Vognen for lige ind i et Vejtræ og væltede. Hele Agterenden var molesteret.

Man tilkaldte den fungerende Vognsmed, for at han kunde se paa Vognen. Han foreslog, at man sendte Vognen paa en Fabrik og vurderede Skaden til omkring 500 Mark. Min Vagtmester, der ogsaa var til Stede, mente, at han var skruptosset. Han bestemte, at Vognen skulde bringes udtil mig i Spandau. Her spurgte han mig, om jeg kunde reparere den Vogn.

Det kunde jeg sagtens, og Udgifterne vilde beløbe sig til ca. 50 Mark. Det blev det lille Selskab glad ved at høre, for de skulde jo betale Udgiften. „Ja,“ sagde jeg, „men saa vil jeg have nyt Materiale dertil, og bagefter en god Orlov.“ Det lovede de mig, og saa gik jeg i Gang. De høje, men uheldige Herrer stod hele Dagen og saa paa mit Arbejde, men det generede mig nu ikke.

Omsider blev jeg færdig med Arbejdet, men Dagen derpaa fik jeg Ordre til at møde med hele min Udrustning i Doberitz. Vi holdt et lystigt Afskedsgilde, for i Morgen gik det jo til Flensborg, hjem paa Orlov. Men — god Morgen! Til min store Forbavselse fik jeg at vide, at jeg skulde til Fronten. Det var vel nok en stor Skuffelse!

Jeg var aldeles rasende, og jeg gav vel nok ondt af mig. Vagtmesteren i Doberitz genkendte jeg straks, han havde nemlig været med paa „Spritrejsen“. Jeg sagde til ham: „Ja, her kan man vel nok se, at Utak er Verdens Løn!

Nu undskyldte Vagtmesteren sig med, at han desværre ikke kendte mit Navn, for selvfølgelig skulde jeg have min Orlov. Jeg skulde bare gaa ind til Ritmesteren i Værelset ved Siden af, saa skulde det nok gaa i Orden. Jeg lod mig formilde og gik derind.

Kort efter havde jeg mit Orlovsbevis. Ritmesteren gav mig endda Haanden og roste mig for mit fine Arbejde og den billige Pris.

Min Orlov gjaldt for fjorten Dage, men jeg opsøgte omgaaende Vagtmesteren og fik hans Tilsagn om at anbefale et Andragende om otte Dages ekstra Orlov. Saa gik det endelig hjemad. Det var alligevel noget andet end at komme til Fronten.

DSK-årbøger 1951

7. oktober 1915. Georg Hansen forsøger at undgå at komme til fronten

Georg Hansen, Broager, forsøgte på mange forskellige måder at undgå at komme til fronten. I efteråret 1915 meldte han sig syg med dårligt hjerte og kom på lazaret. En festlig aften i byen i Flensborg afslørede dog, at han ikke fejlede det mindste, og han fik besked om at tage tilbage til sit regiment.

(… fortsat)

Vi blev skældt ud efter alle Kunstens Regler, og endnu mere den næste Dag. Jeg fik Ordre til at rejse tilbage til Fronten, saa snart Orloven var forbi. Det var jo ikke efter min Beregning …

Den sidste Dag mødte en Underkorporal op. Han meddelte mig, at han skulde føre mig til Toget. Jeg sagde, at det kunde han ikke nu, for jeg havde Besøg af min Kone.

Han gik saa med til, at jeg skulde møde ved Toget Klokken syv, og det lovede jeg ham.

Nu var gode Raad dyre. Jeg mødte ogsaa, og med Toget skulde jeg. Der var ikke andet at gøre. Jeg havde kun een Udvej. Jeg kunde prøve at rejse til Magdeburg. Vort Regiment hørte nemlig til i denne By.

Det gik ogsaa godt til Wittenberge, men her skulde min  Orlovsseddel revideres. Jeg sad, som om jeg var faldet i Søvn, men maatte jo alligevel frem med den.

»Menneske«, sagde Kontrolløren, »du er paa gale Veje, du skal jo  rejse over Köln og Sedan!« — Jeg trøstede ham med, at jeg først skulde til Magdeburg og melde mig. — »Ja, for mig gerne«, sagde han og gik.

Jeg kom til Magdeburg. Der spurgte jeg Vagten om Vej til Reserveregiment 66. Der laa nu ogsaa et aktivt Regiment 66 i Byen. I Stedet for at gaa til venstre, gik jeg til højre. Jeg opdagede snart, at det var forkert, men jeg tænkte, at jeg jo godt kunde fortsætte ad den Vej.

Jeg havde kun min Soldaterbog, og den lød paa Reserveregiment 66, men »Reserve« var næsten helt udvisket. Resten fjernede jeg selv.

Jeg gik ind paa Skrivestuen og meldte mig. Naar man bliver udskrevet fra et Lazaret og skal rejse en længere Strækning, faar man altid Rejsediæter udbetalt.
— Dem kunne jeg ikke tilkomme. Jeg vidste heller ikke, hvor meget der kunde forlanges. — Underofficeren spurgte, hvor meget jeg sidst havde faaet udbetalt.
– Jeg sagde: »To Mark«

»Det passer ikke, saa meget kan du ikke tilkomme«, sagde han. — Jeg holdt dog fast ved de to Mark. -— »Saa skriver jeg, at du har rejst siden i Forgaars, saa passer det«, sagde han. — Jeg fik derefter en Stue anvist.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1960

4. oktober 1915. Georg Hansen simulerer dårligt hjerte

Georg Hansen, Broager, forsøgte på mange forskellige måder at undgå at komme til fronten. I efteråret 1915 meldte han sig syg med dårligt hjerte og forsøgte at komme hjem på orlov.

Imidlertid søgte jeg om Orlov, og jeg fik den ogsaa.

Nu var det ikke min Mening at komme tilbage til Frankrig, selv om Orloven lød paa, at jeg skulle komme tilbage til Fronten. »Dersom her kan laves en Fidus«, tænkte jeg, »tager vi den med!«

Jeg rejste og ankom til Flensborg ved Midnats tide. Her var der nogle fra Røde Kors, der spurgte, om der var nogen, der var syge. Jeg meldte mig. Jeg sagde: »Jeg har det ikke godt med Hjertet«. Saa blev jeg indlagt paa et Lazaret.

Lægen beordrede mig i Seng. Jeg skulde blive liggende nogle Dage.

Da jeg kom op igen, skulde vi en Aften deltage i en Underholdning i Zionskapellet. De fleste ville ikke blive her.

Vi blev saa enige om at gaa hen i en Beværtning. Der blev vi siddende til om Morgenen, og vi syntes, vi havde det morsomt; men det blev anderledes, da vi kom tilbage. Vi blev skældt ud efter alle Kunstens Regler, og endnu mere den næste Dag.

Jeg fik Ordre til at rejse tilbage til Fronten, saa snart Orloven var forbi. Det var jo ikke efter min Beregning . . .

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1960

3. oktober 1915. Georg Hansen simulerer

Georg Hansen, Broager, forsøgte på mange forskellige måder at undgå at komme til fronten.

Den 17. August 1914 blev jeg indkaldt til Infanteriet, kom til Flensborg og derfra til Slesvig, senere tilbage igen til Flensborg. Den 3. Marts 1915 gik det til Frankrig — til forskellige Frontafsnit. Det var strenge Tider.

Hen paa Efteraaret syntes jeg, at jeg nu havde faaet nok af denne Ballade, og derfor meldte jeg mig syg. — »Jeg tror, jeg har en Hjertefejl«, sagde jeg.

Saa sendte man mig til et Feltlazaret. Efter nogen Tids Forløb blev der spurgt, om der var Murere iblandt os. Selv om jeg var Murer i det civile Liv, skulde jeg ikke have noget af at være Murer her. Det blev  alligevel opdaget. Sygehusinspektøren spurgte, hvorfor jeg ikke havde meldt mig.

»Jeg har en Hjertefejl og kan ikke taale at arbejde«, sagde jeg. Han  spurgte saa, om jeg ikke kunne paatage mig at føre Opsyn. — »Jeg  skal prøve det«, svarede jeg.

Vi skulde lave et Køkken med Badestue, og jeg maatte selv  bestemme, hvem jeg vilde have med. Der var mange Sønderjyder iblandt os. Vi var vel otte Mand og skulde saa hen at se paa det, vi skulde lave. Det første, jeg sagde til dem, var, at de skulde arbejde  godt paa, saa Tyskerne kunde vinde Krigen. Der blev jo Grin og Sjov.

Materialer fandtes ikke. Dem skulde vi først søge i Ruinerne fra de ødelagte Huse. Det blev Hans Clausen fra Hokkerup og mig, der skulde ordne denne Sag.

Det var Efteraar, og der var mange Æbler og Nødder Dem tog vi os  naturligvis først af. Saa gik der nogle Dage. Vi fandt ingen Materiale, men saa var det Slut med Inspektørens Langmodighed. Han blev  grov, og vi maatte love liam at finde noget. Langt om længe kunde vi meddele ham, at vi havde været heldige. Nu kunde han sende et Køretøj af Sted, og saa kunde vi begynde paa Arbejdet.

Naar man ligger paa Lazaret, faar man som Soldaterløn kun ti Penning om Dagen. Jeg tænkte, om ikke vi kunde faa Daglønnen forhøjet og spurgte derfor Inspektøren, om det var muligt. Han sagde: »De er vel blevet tosset!« Det kunde han ikke gøre.

»Naa, ikke det, saa skal vi i det mindste have noget bedre at spise«, sagde jeg. Det gik han med til. Vi skulde have en Fedtemad om Formiddagen og et kogt Æg om Aftenen, men kun Hans Clausen og jeg, for vi havde jo Opsynet. Vi skulle leve lidt bedre.

Saa var Akkorden afgjort, og vi kunne begynde Arbejdet.

Tempoet rettede sig jo efter Timelønnen. Der kom jo hver Dag mange Læger forbi vor Byggeplads, og de sagde jævnligt: »Naar denne Bygning er færdig, er Krigen ganske bestemt forbi!« — Det tænkte vi ogsaa . . .

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1960.

3. maj 1915. På “Druckposten” i Slesvig som skomager

Jens P. Lauridsen fra Roager blev som 26-årig indkaldt for at blive uddannet til infanterist. Han hørte til Erz.-Res. 1. Han fik takket være en snarrådig kammerat reddet sig en forsvarlig “Druckposten” som skomager, skønt han aldrig havde flikket en sko i sit liv.

En Dag blev Depotet lavet om til Kompagnier, og samtidig hermed blev en Del af os sendt til Slesvig. Jeg var blandt de heldige — ligesom ogsaa Andreas Beck m. fl. var med her. Her i Slesvig blev vi indkvarterede paa Gottorp Slot, og der blev nu daglig ekserceret med os, og dette var just ikke saa rart. Turen kunde jo snart komme til os — vi maatte til Fronten.

Der herskede stor Mangel paa Haandværkere i Slesvig. De, der var her, længtes alle — hvor besynderligt det end lyder — efter at komme med ud i Kampen, at høste Forfremmelse og Ære eller — dø! — De gik ind i Geleddet og drog af Sted.

Ved den daglige Appel blev der derfor spurgt efter Haandværkere — hvilket vil sige: Skomagere og Skræddere. Andreas Beck var fræk nok til at melde sig som Skrædder — skønt han aldrig havde lært Haandteringen.

Nu sad han deroppe og havde sit paa det tørre, tænkte jeg, og ærgrede mig halvt over, at det ikke var mig. Jeg skulde ikke have noget af at dumme mig, skønt Andreas pressede paa, at jeg skulde melde mig.

En Dag kom Kammersergenten sammen med vor Feldwebel hen til mig, mens jeg stod i Geleddet. — Hør, sagde Feldwebelen: De er jo Skomager, Lauritsen!

Jeg? — Hr. Feldwebel. — Nej, det er jeg ikke. — Jo, De er, Lauritsen. Træd kun ud af Geleddet og følg med Kammersergenten op paa Kammeret!

Ja, saadan blev jeg — Haandværker, og dette kunde jeg takke min gode Ven, Andreas, for. Han havde nemlig over for Kammersergenten angivet mig som — Skomager af Profession.

Ankommet paa Kammeret fik jeg under en vis Beklemmelse anvist en Buk og en ledig Plads, og Sergenten tilkastede mig et Par Støvler, som skulde beslaas med Søm.

Sømmene blev slaaet i, og jeg var antaget som — Skomager …

Her sad vi nu og havde det godt. Arbejde skulde vi jo, men — det blev dog ikke til ret meget. Dette her var dog noget helt andet end at trave rundt dernede i Ka- sernegaarden, og en Dag var Kammeraterne borte — afgaaet til Fronten.

Jo, jovist. — Vi havde vel nok skudt Papegøjen … Saa sad vi da her og havde det rart, medens Vinteren gik, og Vaaren kom. Nede i Kasernegaarden var man i Gang med at indøve et nyt Hold Rekrutter. — Det var Folk fra Landstormen — ældre Mænd, de fleste af dem var Familiefædre. Man kunde godt sidde og faa ondt af dem, medens de løb som besatte dernede paa Pladsen.

Men hvad — det rager en jo ikke, og, som det hedder — enhver hytter sig, som han kan bedst.

Mit Arbejde bestod i at lappe gamle Støvler, der i Vognladninger kom tilbage fra Fronten.

Det hele tog vi dog ikke saa højtideligt. Wagner, som Kammersergenten hed, var en flink Mand. At lappe eller forsaale eet Par Støvler om Dagen var nok, saa vi havde god Tid til at lave andet, og det gjorde vi da ogsaa.

Forlængst havde vi indkvarteret os privat i Byen og kunde nu nyde et halvt civilt Liv. Vi blev efterhaanden godt kendte med en Del af Byens Borgere, ligesom vi ogsaa havde den Fornøjelse at have Familien paa Besøg og ogsaa kunde komme hjem paa Søndagsorlov.

Byens Borgere var over for os flinke og gæstmilde. — Men noget for noget! — De gæve Fruer eller Damer kom med deres mere eller mindre pæne Sko, der trængte til en ny Saal eller at blive syet. — Man maa jo huske, at der jo var Krig, og Læder og nye Sko var det smaat med. — Saa, lille Soldat — du kommer til at hjælpe mig denne Gang! — Og det kunde vi. — Vi tog — stjal — Læderet oppe i Magasinet, hvor der laa i Bunker af det. Ja, hvor lærte man mange Mennesker at kende, gode og daarlige mellem hverandre.

Hvordan det kom, forstaar jeg ikke; men efter et Par Maaneders Forløb kom Wagner en Dag og sagde henvendt til mig: Hør, Lauritsen, De har været en flink og tro Mand, og Dem har jeg Tillid til. Fra i Dag af staar De for Udleveringen fra Magasinet.

Javel, sagde jeg og takkede ham for hans store Tillid til mig. Jeg skulde nok passe godt paa Magasinet og dens Indhold.

Jeg opdagede senere, at Wagner var Medlem af det stedlige Baptist-Samfund. — Ellers var han god nok.

Andreas og jeg holdt sammen til Paaske 1915, da var Andreas saa heldig at komme hjem paa Orlov i et Par Dage. Han vendte ikke tilbage, men gik den rette Vej. Han kunde dog godt have sparet sig dette, da det kort Tid efter oplystes, at han var dansk Statsborger.

Kammerater havde jeg altid nok af. Mange er de, som jeg bagefter med en vis Vemod mindes. De fleste af dem, der drog til Fronten, kom aldrig mere tilbage. En af de faa heldige er Karl Hein, Spandet. Det var en kort Tid efter, at Andreas Beck var borte, at Karl Hein søgte ind til mig som Skomager. Han havde været saaret og havde fra Rekonvalescentkompagniet søgt herind. En kort Tid sad han nu her, men en skønne Dag var han igen borte. Karl Hein faldt i engelsk Fangenskab og sad der, til Krigen var forbi.

DSK-årbøger 1945.

Østrig-Ungarsk feltskrædderi
Østrig-Ungarsk feltskrædderi

7. marts 1915. Krestens franske familie

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86) på Vestfronten. Bag fronten var soldaterne ofte indkvarteret hos private.

Søndag den 7. marts 1915

Det er søndag igen. Dampmaskinen brummer et stykke henne i gaden og tærsker franskmændenes korn; men selv får han intet deraf. Han har ikke engang lov til at pløje sin egen mark – det forbud kom for et par uger siden, da havde de allerede begyndt at så. Nu begynder man vel at fortryde, at man har ødet så meget korn her uden nytte.

Da jeg kom her, slæbte vi hver aften utærsket hvede ind for at bruge den til leje. Gaderne i Lassigny var belagt med et tykt lag havre, for at man ikke skulde lave for megen støj med vogne o.s.v. Tænk engang, hvad havre der har ligget – en vejstrækning på over en halv mil, og så var det kun her på det par km af den uhyre lange front. Nå, hvad der er gået til grunde, er gået til grunde, så er den slags værdier dog kun intetsigende mod så meget andet, der ødes.

Sous sidder og piller bønner. I vil vide, hvad familien lever af – ja, det er uhyre ensformigt. De får nogle runde kringler udleverede af borgmesteren, halvt af hvede og halvt af rug, og så store som almindeligt trillebørhjul. Det spiser de som oftest tørt, eller med en lille bid kød eller et par stegte kartofler til. For øvrigt har de mælk at leve af, og så bønner og roer.

Forleden dag spurgte de mig, når der dog gav fred, men det vidste jeg jo lige så lidt som dem; jeg trøstede dem så godt, jeg kunde; de gav sig til at græde over al den elendighed. Ellers ser man dem sjældent græde, skønt de har grund dertil. Sous fortalte mig, at hendes mor og hun ellers boede i Candor; det er en lille landsby midt i ildlinjen, ikke så langt herfra. De var flygtet hjemmefra, da krigen drog til disse egne, og de har ikke hørt fra manden siden sidst i august. Nu har vi prøvet at skrive til det internationale bureau i Genève for at skaffe oplysninger om ham.

Jeg har lovet Sous at lave hende en lille vogn til Rigmors dukke, som har fået navnet Lotte efter en historie, som Sous sidste dag havde for i lektier, og som jeg hørte hende i. Hidtil har hun jo kørt rundt med dukken i en tom cigarkasse. Det er helt rørende at se hende med dukken, som hun blev så sjæleglad for.

Her på gården er der endnu en lille pilmager kørehest og så et uhyre komisk æsel, som hedder Paptiste; det er så uendelig dumt og dovent; når man endelig bliver det for nærgående, så giver det et lille grynt og et vrik med halen, som den sidste rest af at slå bagen op. Jeg har taget et portræt af ham, som han står midt i solskinnet, så dovent, at det slet ikke kan beskrives. Det er jeg ude at hilse på, hver gang jeg kommer her til Cuy. –

Ellers er der ikke noget særligt at bemærke, jo vor geniale snedker fra Altona har fået et ben, idet han er bleven afkommanderet for at hjælpe til med at bygge de belgiske fæstninger op igen. Men du godeste, nu er brevet jo blevet længere end beregnet; jeg har fået et kort af kirken i Lassigny, det sender jeg jer hermed.

Jeres hengivne søn
Kresten

JN_Jensen med fransk pige
Sønderjyden J.N. Jensen fra Østerby i Daler sogn med en lille fransk pige på skødet. J.N. Jensen var i det civile liv journalist på Flensborg Avis.

 

Fra “Krestens breve og dagbøger”, udgivet af Claus Bundgård Christensen, 2012

Krestens breve

14. januar 1915. “Jeg begriber ikke, at vi slap fra det.” Kresten Andresen i slaget ved Soissons

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 86 på Vestfronten. I januar 1915 deltog han i slaget ved Soissons. Han beskrev sine oplevelser i et brev til sine forældre et par dage efter slaget.

Cuy den 18, januar 1915

Den 13. havde vi det nogenlunde roligt. Men den 14. gik stormen videre, og den kom, uden at vi anede det. Pludselig hørte vi stormråb lige til højre for os og forfærdelig geværild. Vi skulde flankere angre­bet; sværmede ud i en lang kæde og gik springvis over mod en skov, som var besat af franskmændene, der allerede havde for­ladt stillingen. Vi blev modtaget af en morderisk ild, men gik støt fremad i korte spring, og jeg så slet ingen falde. Ved skov­brynet holdt min afdeling sig længe. De gik på med bajonetten derinde.

Allerede kom der nogle trækkende tilbage med en snes fan­ger. Kort efter måtte vi med ind i skoven, og dér tog vi ca. 50 fanger. Det gjorde mig så ondt at skulle afvæbne dem; til sidst havde jeg hele min lomme fuld af alle slags knive. Men der var intet at gøre. Jeg havde håbet at kunne blive til bevogtning af fangerne. Men kort efter blev vi kommanderet frem igen. Der­ved kom jeg bort fra mit kompagni og sluttede mig til jægerne. De stod længe i en hulvej og trykkede sig, fordi der var et maskingevær, som knitrede foran os, og de syntes, det var dem uværdigt at skulle storme det. Men omsider gik vi løs ned mod et slot i bunden af dalen; dér stod maskingeværet i et tårn, og vi måtte søge dækning ind under murene. Andre fandt straks vej til vinkælderen. Jeg traf dér et par kammerater, og vi sluttede os sammen.

Franskmanden trak sig nu over på den anden side en eng og tog stilling bag en høj banedæmning. Vi måtte frem gennem slotshaven over engen. Til højre lå Soissons ganske nær ved os. I et af de yderste huse stod et maskingevær, der bestrøg hele vejen. I kan tro, vi fik fart på, og jeg begriber ikke, at vi slap fra det, for kuglerne hvislede ind i gruset rundt om os, så man næsten trådte på dem; men heldigvis kom vi over til dæmnin­gen, andre stormede over.

Vi blev tre mand liggende, fordi vi ikke kunde holde ud at løbe mere; men det blev også temmelig hedt, da vi kunde ses fra Soissons og blev stærkt beskudt, så snart vi rørte os. Imidlertid kom 36. bagfra, og dem sluttede vi os til. Vi sværmede ud tværs over engen og begyndte at grave os ned ca. 3-400 meter fra byen.

Om aftenen gik vi tilbage, og undervejs sloges der et dygtigt slag i slottets vinkælder. I sko­ven fandt vi en såret løjtnant; ham bar vi op over skrænten. Endelig nåede jeg hjem; men næppe havde jeg gjort anstalter til at få noget at spise, før vi blev alarmeret igen. Stillingen skulde holdes nede på engen, og vi måtte ned igen for at forsvare stillingen og grave os rigtig ned. Det var vi færdige med hen ad kl. 2. Så svøbte jeg mig ind i min kappe og vilde netop til at slumre ind, da vi påny blev alarmeret; vi skulde afløse 12. re­giment. Nu gik vi vild i de mange skyttegrave og irrede om­kring kl. halv syv, hvorpå jeg straks blev kommanderet på lyttepatrulje.

Soissons 6a49-104b

 

8. januar 1915. Jernkorset til Hemming Skov

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen på Østfronten

Den følgende Dag skulde Kompagniet pludselig træde an til Appel. Jeg blev af Kompagniføreren kaldt frem for­an Kompagniets Front. Anledningen anede jeg intet om.

Iført min forrevne Kappe har jeg nok virket som en lidt ynkværdig Repræsentant for den tyske Armé. Og det var Kappen, det gjaldt i første Omgang; der haglede en ordentlig Ladning af Skældsord ned over mig. Den Kappe, som blev flænget fra øverst til nederst, da Russerne et Par Dage før drev os gennem Pigtraadsforhindringerne, skulde have været sat i Stand. — Et ganske urimeligt Forlangen­de, for hvor eller hvornaar skulde dette vel være sket. I parademæssig Stand var vel ingen traadt an til denne Appel. Vi var alle mere eller mindre pjaltede og snavsede. —

Da Kompagniføreren var naaet til Vejs Ende med sin Gardinprædiken, drejede Vinden pludselig om i et andet Hjørne. Under velvalgte Ord og i meget højtidelige Ven­dinger hæftede han Jernkorset paa mit Bryst. Dette var en Overraskelse, allermest for mig selv. Jeg maatte selv­følgelig tage Konsekvensen: Kompagniets Hyldest. Det var drøjt, for inderst inde var jeg ikke beæret, udgaaet fra et dansk, nationalt vaagent Hjem i Nordslesvig, som jeg var. Tillige var Fortjenesten svær at øjne, idet jeg trykkede mig det mest mulige i Forhaabningen om, at dette kunde være en medvirkende Aarsag til at naa frelst igennem; og i Sandheds Erkendelse skal tilføjes, at Korset ikke foran­drede denne min Indstilling.

Tysk parade Kowno Polen IMG_2011_11_29_5802

20. december 1914. “Så sad man der på række og pillede lus.”

Af Allan Otto Wagner.

Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste i Regiment 176.

Parlokko blev vort Kvarter Julen over, naar vi da ikke var i Skyttegraven. Byen huskes netop ganske særligt, fordi vi der fejrede Jul i Felten. Det var en større Lands­by, men Størrelsen gav sig ene Udslag i Længden; der var nemlig kun een Række Huse paa hver Side af en snavset Vej, der var et Par Kilometer lang.

Russerne laa i Stilling bag en Banedæmning (Lowic— Warszawa), og vort Job som Reserve vilde sikkert ikke vare ret længe.

Den 20. December blev vi jaget frem for at grave en Dækningsgrav bag vor forreste Linie. Ar­bejdet skulde gaa for sig om Natten for ikke at faa alt for store Tab. Lidt efter lidt blev vi skubbet ind i forreste Linie, og her var der opstillet Minekastere, der sammen med Artilleriet kappedes om at sprede mest mulig Død og Ødelæggelse over de russiske Skyttegrave. Vi laa Side om Side med dette nye Fænomen, og naar Minekasteren fyrede, skulde vi lægge os ned samt holde Hænderne for vore Øren. Vor Kompagnifører blev saaret, og da den nye, der var blevet forfremmet til denne Post, præsenterede sig, opdagede jeg, at det var min „Opdrager” fra Rekrut­tiden, Vice-Feldwebel Lapuh. Med denne, som fra min allerførste Rekruttid havde vist sig som en haardhændet Slyngel, var jeg nu ellers ved at komme paa Talefod, vel sagtens, fordi jeg nu var ene tilbage af det Rekrut-Korporalskab, der havde været hans. Vort Kompagni var stadig uden Officerer. Første Aften i denne Skyttegrav blev jeg sammen med nogle Kammerater sendt tilbage til Feltkøkkenet ved førnævnte Vandmølle efter Mad; men der gaves heller ikke frit Lejde til dette; en af Kamme­raterne blev saaret, da vi var paa Vej frem med Maden.

Artilleri-Duellen fortsattes hver Dag. I Ingenmands­landet foran os laa en lille By (Chencitza), hvoraf en Del efterhaanden blev jævnet med Jorden. Efter en haard Anstrengelse fra Artilleriets Side plantedes der enkelte hvide Flag ovre hos Russerne paa Banedæmningen, men da vi efterkom Ordren til at løbe fremover, faldt Rus­serne for Fristelsen og begyndte at skyde igen. Resultatet blev, at vi styrtede tilbage i Graven. Jeg fik foreløbig „Druckposten” ved at skulle hjælpe til ved en Minekaster og slap saaledes i første Omgang for at være med i Storm­løbet mod Banelinien.

Banedæmningen blev vor, men paa Bekostning af faldne Kammerater. En Mængde Reserve blev nu trukket frem til Banelinien under stærk Gevær­ild, idet Russerne sad fast lidt længere ude. En impulsiv Batl.-Kommandør, Hauptmann Naendrup, var her med fremme i forreste Angrebskæde. Han holdt nu vort Kom­pagni tilbage i Reserve, medens hans andre tre Kompag­nier blev beordret videre fremad mod en By, der laa foran os. Fra denne By, hvis Navn var Ludwikow, be­gyndte for øvrigt lidt senere min Retræte, da jeg en Maaneds Tid efter blev syg. — Vi laa altsaa nu i den af Rus­serne opgivne Stilling langs Banelinien, og uvilkaarligt tænkte man paa de Kammerater, der med deres Liv maatte betale Prisen for det erobrede Terræn.

Hen paa Aftenen var vi saa heldige at blive afløst og komme tilbage i Kvarter. Dette var for mit Korporalskabs Vedkommende et lille bitte Rum i et lille Hus ved Siden af den før omtalte Vandmølle. Paa Grund af vort snævre Kvarter havde vi det paa en vis Maade ret hyggeligt, idet vi saa lettere kunne holde paa Varmen.

Vort Velvære steg med Temperaturen, men med Temperaturen steg desværre ogsaa Luseplagen, og dermed var det saa som saa med det hyggelige. De smaa feltgraa havde forlængst foretaget Invasion, og alle har sikkert endnu den ækle Fornemmelse af noget ubehageligt, især naar man af Velvære vilde skutte sig i et varmt Kvarter. Og saa sad man der i Række og pillede Lus, for det var interessant at se, hvad der fandtes inden for Skjorten. Men det var ubehageligt, naar man levede i god Forstaaelse med sit Natteleje. Lusene var ikke saa lette at fange i Varmen, mere udbytterig var Jagten paa Pinden med Afgrunden bagved som en Slags Latrin, hvor Officer og menig sad Side om Side og pillede Skjorten ren.

Det hændte, at Invasionen var saa fuldstændig, at Skjorten maatte ka­stes bort, og der maatte findes noget rent Undertøj i Tornystret. Lykkelig den, der havde faaet noget sendt af Mor. Men ikke alle havde Undertøj i Garderoben. En lille, vellidt Hamborger havde intet i Garderoben og var meget taknemmelig for min kasserede Skjorte.

Lus 6a44-192
Otte soldater, der tilsyneladende er plaget af lus og lopper. Poststemplet i Wrohm 11.07.1915.

 

28. oktober 1914. Hemming Skov under arrest for tyveri af cigarer

IR176’eren Hemming Skov deltog i kampene om Warszawa

– En Morgen, det var den 28. Oktober, et Sted mellem Petrokow og Noworadomsk, vaagnede jeg i vort Kvarter til en temmelig besk Tyge Brahes Dag. Da jeg kom til Patronvognen, opdagede jeg, at der var skaaret hul paa en laaset Sæk med privat ,,Indbo”, tilhørende Oberløjtnant Hindersen, vor Kompagnifører, og skønt det ikke var mig, der havde været der, var jeg klar over, at det vilde blive gruelig gal for mig.

Jeg fik ogsaa snart Besked om at melde mig hos Oberløjtnanten. Jeg traadte ind i hans ,,Bude”, hvor der forøvrigt var fuldt af Officerer, og meldte mig.

Det var ikke blide Ord, der nu haglede ned over mig. Nu ved nok den, der har været tysk Soldat, at til det Stykke Arbejde var de tyske Befalingsmænd ,,geschliffen”. Jeg stod altsaa her med Fingrene strakt ned ad mine Bukselinninger, og saa ham stift i Øjnene, mens de groveste Ukvemsord slyngedes imod mig. Det eneste, jeg dristede mig til, var at gøre ham opmærksom paa, at jeg skulle opholde mig hos Hestene, naar vi var i Kvarter, og saaledes intet Ansvar kunde have for det skete.

Ret megen Forsvarstale kunde man ikke tillade sig, vi var jo i de to Aar oplært i, at vi skulde holde Mund og se ligeud. Jeg skulde med det samme meddele Feldweblen, at jeg skulde afløses ved Patronvognen og ind i Kompagniet, Feldweblen skulde udpege min Efterfølger. Min Feldwebel var for Resten lige saa utilfreds, som jeg.

—Jeg maatte altsaa træde an ved Kompagniet, hvor jeg søgte ind i forreste Gruppe mellem mine bedste Kammerater. Men endnu havde Oberløjtnanten ikke spyttet al Galden ud; jeg ,,infame Slyngel” blev raabt frem for Kompagniets Front og tildelt 24 Timers streng Arrest.

Han vidste godt, at jeg ikke var Gerningsmand til Uhyrligheden, ellers havde han givet mig en hel anden Straf. Nej, Slyngelen skulde snarere søges imellem Hamborgerne eller andre fra en af Tysklands Storbyer og ikke mellem de ,,betroede” unge Mænd fra Nordslesvig; for vi var jo næsten alle i Tjenesten enten Gefreiter eller Oppasser eller havde en eller anden ,,Druckposten”. For mig gjaldt det første og det sidste. Cigarerne, der var forsvundet ud af det ulykkelige Hul paa Sækken, maa han have savnet meget haardt, for under et Ophold paa Marchturen samme Dag kaldte han mig frem igen og gav mig nok engang 24 Timers streng Arrest i Tilgift.

Da vi den Dag naaede vort Kvarter, var Afsoningen af den mig idømte Straf det første, som ventede mig. En af mine gode Kammerater, Underofficer Peters, fik Ordre til at fuldbyrde Straffen, og under almindelig Jubel blev jeg midt i Gaarden bundet til et Træ. Lykkeligvis for en træt Soldat var Forvandlingsstraffen i Felten 2 Timer, og tilmed ogsaa i Guds frie Natur i Stedet for i en mørk Celle.

— Ellers kunde jeg heller ikke have ”slukt Sorgen” med at fordybe mig i ,,Flensborg Avis”.

Efter at have forceret de mange Hundrede km, vi havde tilbagelagt siden Krigens Udbrud, siddende paa sin Ende, og man saa ved pludseligt at skulle sluge den ene km efter den anden med sine Ben, vilde blive den, der var mest træt, var jo givet. Forholdet mellem Kammeraterne, der var noget af det skønneste, man oplevede i Felten, viste sig her ved, at Kammeraterne overtog mine Vagttimer, alene fordi jeg var lidt mere træt end de, da vor Gruppe den følgende Nat skulde staa Feltvagt. Dette fortjener at blive mindet.

 

 

13. oktober 1914. Hemming Skov: “Russerne sendte tykke brummere”.

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov deltog i kampene om Warszawa.

Med en Hviledag i Udsigt oven paa de sidste Anstrengelser blev Glæden dog af kort Varighed; vi var kommet ind i Warszawas Forterrain, og den ulykkelige By modtog nu omtrent pr. omgaaende Jernportionerne fra den modsatte Side, nemlig fra Forterne omkring Warszawa.

At vi næste Dag fik Jobbet: Reserve, hvilket berettigede os til at komme lidt tilbage, gav os heller ingen Tilfredsstillelse, da der kom Melding om fjendtligt Infanteri i Anmarch, og desuden fandtes ingen hyggelig Krog, hvor man kunde slappe af, for Russerne sendte af og til nogle grimme Fredsforstyrrere i Form af ,,tykke Brummere”, og tilmed fik vi ikke ligefrem Indtryk af, at de var sat paa Ration.

Den følgende Dag gravedes Skyttegrave, men jeg var sammen med et Par Kammerater, der ,,druckte sich”, i Kvarteret, hvor vi gjorde os til gode med vor Kogekunst.

1914-10-19 russisk artilleri
Russisk artilleri

 

24. august 1914. Slaget ved Mons. “Med min bajonet mellem ribbenene sank han sammen med en stønnende lyd.”

H.C. Brodersen gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Ved Mons kom regimenter i kamp med englændere.

Vi stormede den engelske Skyttegrav, hvor „Tommy” mødte os med opplantet Bajonet. Jeg saa mig pludselig staa ene overfor 2 store, stærke Englændere, der saa ud til at ville sælge deres Liv saa dyrt som muligt.

Det lykkedes mig efter et Par kraftige Udfald at slaa Geværet ud af Haanden paa den ene, der satte afsted tilbage. Vi var nu 2, og efter et Par Minutters Forløb, arbejdede Lungerne paa os, som var det et Par Blæsebælge. Sveden drev ned over Ansigtet og sved i Øjnene. Bevidstheden om, at den, der gav op, var dødsens, gav os uanede Kræfter.

Det blev en frygtelig, forbitret Kamp for det sølle Liv. Han fik Held til at stikke mig i Laaret, og jeg kunde mærke det varme, klæbrige Blod løbe ned af Benet. Kort efter fik han en Flænge over venstre Haand, saa Blodet drev nedover Fingrene og videre langs ad Geværet, men endda var vi lige vidt.

Det er umuligt at beskrive, hvordan jeg var til Mode, men jeg husker, at jeg i pludselig Angst for at skulde dø geraadede i et frygteligt Raseri. Jeg tænkte: „Nu, eller aldrig,” og samlede mine sidste Kræfter til et afgørende Stød. Uden, som reglementeret, at slippe Geværet med venstre Haand, gjorde jeg et Udfald. Han parerede prompte og kraftigt, men blottede derved sin venstre Side.

Det var det, jeg havde ventet. Med sammenbidte Tænder og under Opbydelse af mine sidste Kræfter lagde jeg ud til det sidste afgørende Stød og — ramte. Med min Bajonet imellem sine Ribben sank han sammen med en stønnende Lyd. Mere saa jeg ikke, thi ogsaa jeg faldt sammen som en vaad Klud. Det var forbi.

Da jeg kort efter atter kom til Bevidsthed, rullede jeg mig ned i Skyttegraven, hvor jeg fik set til mine Saar. De blødte stærkt, og jeg var just ifærd med at anlægge en Forbinding, da et Par Officerer kom forbi. De troede, at jeg „trykkede” mig, og i kraftige Vendinger anmodede de mig om snarest at indfinde mig ved mit Kompagni.

Ved Siden af mig laa en Englænder med afskudte Ben. Han var mere død end levende, og ved Tegn bad han mig om at skyde ham en Kugle for Panden. Han vilde hellere dø end leve Resten af sit Liv som Krøbling. Til den anden Side laa en død Englænder udstrakt paa Ryggen med en Harmonika imellem sine udstrakte Arme og slappe Hænder. Den Granat, der havde afbrudt hans Spil, havde ogsaa afrevet hans Livstraad. Overalt lød der Klageraab og Raab paa Saniteter.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)