Tag-arkiv: disciplin

22. november 1916. Overlægens magt over liv og død

Greger Jensen Bleeg fra Emmerlev blev såret på Østfronten. Han lå længe på lazaret

I årbogen 1962 har jeg fortalt om, at jeg blev hårdt såret i Rusland. Da jeg blev bragt tilbage, sagde lægen, at man lige så godt med det samme kunne lægge mig over i den lange række døde soldater, for jeg havde alligevel ikke langt igen, Nå, jeg klarede den jo.

Men i november 1916 altså blev jeg sammen med fire andre fremstillet for overlægen. Han gjorde nu ikke meget ud af det, men dikterede til sanitetsunderofficeren uden overhovedet at se på mig: »Skriv k.v.!« [“k.v.” = “Kriegsverwendungsfähig”, dvs “krigsduelig”, RR]

»Nu er det nok på tide, at du siger noget«, sagde jeg ved mig selv. Jeg spurgte overlægen, om han troede, at jeg kunne gøre felttjeneste i Frankrig, jeg, der havde opholdt mig tretten måneder i Lazarettet, og hvis sår endnu ikke var lægt!

Lægen blev fuldstændig rasende. »Det er for mig noget ganske nyt, at nogen finder på at modsige mig!« råbte han og fortsatte i samme tone.

Jeg lod ham rase ud og stod imens og spekulerede på, hvad jeg ville sige, når han var færdig. Omsider havde han raset ud, hvorefter jeg sagde til ham i hans åbne ansigt: »Hr. overstabslæge, jeg kræver, at man giver mig mit helbred tilbage, og kan De det, da går jeg til fronten, men heller ikke før!«

Lægen blev fuldstændig tavs; men så vendte han sig om mod skriveren og sagde: »Skriv fem måneder tjeneste som rekonvalescent!«

Mine fire kammerater havde jo været vidne til episoden, så lægen var nødsaget til også at diktere det samme for deres vedkommende, og glade var de naturligvis.

For resten havde jeg, mens overlægen rasede, i mine tanker arbejdet videre med min sag, for det kunne jo tænkes, alt han ville besvære sig over mig, og at jeg var blevet stillet for en krigsret. I så fald ville jeg have fremført, om det i den tyske hær var lovligt, at en læge kunne sende en så hårdt såret mand til fronten uden alt foretage den mindste undersøgelse«.

Og det var jo det, der for mit vedkommende var ved at ske. Det havde jeg jo vidner på, og forøvrigt – jeg havde jo alt at vinde og intet at tabe …

DSK-årbøger 1963

10. november 1916. “Tosse! Idiotiske melsæk! Simulant! Hykler!” På session i Flensborg

Sønderjyden PJP var uddannet murer. Pga. lungevaghed blev han i første omgang kasseret. Men det blev ikke ved med at gå.

Omsider kom den Tid, da Tyskerne begyndte at interessere sig for min ringe Person. Paa Grund af en Lungesvaghed holdt jeg den gaaende indtil November 1916, men saa blev jeg taget som g. v. [“Garnisonsverwendungsfähig” – dvs egnet til garnisonstjenste, RR] paa Prøve.

Jeg mødte i Flensborg og traf her sammen med Martin Hansen fra Daler (nu Østerbymark). Vi blev enige om at undersøge, om vi ikke kunde finde et godt Logi for den sidste Nat, vi var civile. Det lykkedes os, og den næste Morgen gik Rejsen sydpaa, ud i det uvisse.

Vi kom efter en flere Dages Rejse til Gnesen, en By i Posen. Her blev vi jaget ind i en Stue, hvis Gulv var belagt med Straasække, og saa kunde vi sove der den Nat.

Den næste Morgen blev vi vækket ved, at en eller anden pludselig skraalede: “Aufstehen!”

– Vi blev jo næsten forskrækkede, og da jeg talte med en af mine nye Kammerater om det, var der en i den modsatte Ende af Stuen, der raabte: “Høje do derøver, ka’ do snak Dansk, vinner do søve, saa ka’ do velesse nok gøe det, vinne do æ vachen!”

– Det kom da frem, at jeg havde talt i Søvne; men hvad jeg havde afsløret for dem, kunde jeg desværre ikke faa at vide.

Vi blev saa indklædt og tildelt de forskellige Korporalskaber. Jeg kom sammen med Andreas Knudsen fra Farris, det var ham, der havde raabt til mig, endvidere med Andreas Petersen fra Drengsted og Johannes Petersen fra Korntved. Vi lagde Beslag paa den ene Ende af Bordet og følte os helt igennem som en lille Familie, der delte ligeligt med hinanden, hvad vi havde.

Der var nu en større Lægeundersøgelse. Man lyttede længe til mine Lunger, og ved Undersøgelsen afslørede de samtidig, at jeg stammede, og det særligt, naar nogen saa mig lige ind i øjnene. De opfordrede mig da til at fremsige et Digt; men da jeg ikke stammede, naar jeg skulde fremsige noget eller læse op, sagde jeg, at jeg intet Digt kendte.

– “Saa sig engang “Heil dir im Siegerkranz”, var der en, der sagde. Jeg rystede paa Hovedet.

– “Saa fremsig første Vers af “Deutschland über alles” eller ,,O, Deutschland hoch in Ehren”, men jeg rystede hver Gang paa Hovedet.

De spekulerede over mit  tilfælde, men saa var der en, der sagde: “Saa fremsig engang “Fadervor!” men det kunde jeg ikke paa Tysk; det var undskyldeligt, for jeg havde kun haft Religion paa Dansk i Skolen, og her talte jeg den rene Sandhed. Nu havde de faaet nok af mig, og derfor raabte de i Kommandotone: “Se til, at De kommer ud! – Fyren er jo tosset!”

Jeg var ikke sen til at komme ud; men medens jeg stod og kom i Tøjet, stod jeg og rugede over Ordet “tosset”. Lægerne havde jo givet mig dette Prædikat, og jeg sagde til mig selv: “Hvad om du nu spillede tosset? Saa maa de jo sende dig hjem igen”. Man kunde jo prøve det.

Vi kom kort efter til at eksercere, og naar Underofficeren saa kommanderede “Højre – om”! gjorde jeg venstre om, og kommanderes der venstre om, gjorde jeg højre om, og raabte de “Omkring!” gjorde jeg det naturligvis den gale Vej. – Jeg blev  omgaaende “opdaget”.

Nu gav de mig en Sten i den venstre Haand, for at jeg kunde huske, hvad der var hvad; men det hjalp slet ikke den mindste Smule. Saa halede de mig frem for Fronten. Der skulde jeg staa og dreje rundt, medens de kommanderede i langsommere Tempo og drejede og drejede mig rundt.

Jordbunden paa Kasernepladsen var temmelig blød, og jo mere jeg drejede rundt, des dybere kom Hælen ned i det løse Grus. Det endte med, at jeg ikke kunde staa “Ret!” med det Ben, jeg ikke drejede paa.

Vicefeldwebelen sagde derfor ogsaa, og med Rette: “Se engang,
Fyren der drejer rundt som en idiotisk Melsæk!”

Resultatet blev, at de jagede mig op paa Depotkammeret, hvor jeg skulde rydde op. Det kunde jo ikke gaa an, at der blandt de stolte, tyske Soldater fandtes een, der ikke var helt ved Snøvsen.

Her gik jeg nu og drev Tiden bort, men samtidig benyttede jeg Lejligheden til at besørge bedre Tøj til mine Kammerater.

Men ak! Hvor længe var Adam i Paradiset? Jeg fik i hvert Fald ikke Lov til at være ret længe paa Depotet. Maaske skyldtes det en af de daarlige Kammerater paa Stuen, men muligvis var jeg ogsaa selv Skyld i det.

Se, en Aften slog jeg i Kaadhed en Kolbøtte paa Gulvet og svang mig nok saa nydeligt op i min Seng, og – Dagen derpaa blev jeg kaldt op til min Underofficer. Det kan nok være, jeg fik en vældig Overhaling.

Han kaldte mig en Simulant og fortsatte: “Saadan en Hykler! Han vil “trykke” sig, og saa er De oven i Købet Gymnast; men nu skal De tage Dem i Agt, ellers kan De tro, jeg skal “slibe” Dem. I Morgen stiller De til Tjenesten, forstaaet!”

Saa fik de endelig med megen Møje og stort Besvær lært mig det, der skulde læres, men det var en streng Tid.

– Vor Underofficer kom til Fronten, og vi fik en ny. Han kom ind paa Stuen til os, medens vi stod og pudsede vore Sager. Vi stod alle ret ved vore Skabe. Han kiggede paa os og spurgte saa: “Hvem af jer vil være min “Pudser?”

– Da ingen svarede, henvendte han sig til mig, som stod nærmest ved Døren, og spurgte: “Hvad er De i Civil?”

Jeg svarede “Murer!” – “Ah”, sagde han saa, “saa kan De jo pudse!”

– “Ja”, svarede jeg, “i Kalk!” “Naa”, sagde han “De er nu min Pudser, forstaaet!”

– Der var ikke noget at gøre, men jeg kom ikke til at blive ked af det, for fra den Dag af havde jeg det ganske fortrinligt, og desuden havde jeg nu af Lægen faaet Betegnelsen k. v. [“Kriegsverwendungsfähig” – dvs egnet til krigstjeneste, RR]

DSK-årbøger 1948

6. november 1916. H.C. Brodersen kommer til Soissons

Senest ændret den 4. december 2020 8:57

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I Aisnedalen ved Soisson, den 6. November 1916

Efter at vi er kommet fra Sommeslaget, er vi i Ro. Det er dog kun saa som saa; thi „Roen” bestaar i Eksercits og Parademarch. Vi har faaet  ny Forstærkning og ogsaa en anden Kompagnifører.

Vi længes alle efter paany at komme i Stilling, særlig, da vi har faaet at vide, at der forude skal være gode Understande og en rolig  Stilling. Vi regner derfor med, at vi derude faar den Ro, som der her ikke er meget af, og at vi, Sepl, Skorstensfejeren og jeg, der sammen med en ny Delingsfører har dannet en Skatklub, kan faa Lov til uforstyrret at pleje vore Interesser paa dette Omraade.

 

30. oktober 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Senest ændret den 17. november 2016 18:02

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz.

Den 12. Marts 1916 blev jeg indkaldt og kom, sammen med otte Landsmænd, deraf to fra min Hjemegn, Magnus Lund fra Normsted og Laurids Dollerup fra Endrupskov, til Graudenz i Vestprøjsen.

Vi kom til Fodartilleriet og blev uddannet paa Fæstningen Gobierre ved 15 cm Haubitser, tilhørende Fodartilleri Rgt. 15.

Fæstningen ligger højt oppe paa den vestlige Bred af den brede Weichselflod og har vel nok i gamle Dage med sine Volde og Grave været uindtagelig.

Selv om vi var kommet langt bort fra Hjemmet, var vi dog glade for, at vi var blevet tildelt Artilleriet og ikke Infanteriet, som vi var taget til paa Sessionen. Nu kunde vi da slippe fri for at komme i Skyttegravene.

To Gange var jeg hjemme paa Orlov fra Garnisonen. Vi Landmænd havde jo den Fordel frem for Byboerne, at vi lettere kunde faa Orlov, da vi skulde hjem og hjælpe baade i Saatid og Høst. Byboerne var meget utilfredse og knurrede, naar de saa os drage af Sted, og det var jo ikke saa sært.

Sidste Gang, jeg var hjemme, blev jeg tre Dage, før jeg skulde rejse, kaldt tilbage. „Sofort zuruckkommen!” hed det i Telegrammet. Jeg var ikke glad ved Situationen, da det jo kun kunde betyde, at vi skulde af Sted til Fronten.

De første to Gange kneb det med at faa sagt Farvel til Forældre og Søstre; men denne Gang var det meget svært. Vi vidste jo ikke, om det var sidste Gang, vi saa hinanden, og jeg kan saa levende sætte mig ind i, hvad det har rummet af Sorg og Lidelse for dem, der ogsaa skulde sige Farvel til Kone og Børn. Det forstaar kun de, der selv har prøvet det. At gaa over Grænsen faldt mig dengang slet ikke ind.

Da jeg kom tilbage til Deutsch-Wangerau, hvortil vi var flyttet for et Par Maaneder siden for at give Plads for nye Rekrutter, fik jeg Dagen efter paa Skrivestuen at vide, at det var Gendarmen derhjemme, der havde været paa Spil. Han havde i et Telegram til Batteriet fortalt, at jeg var „fahnenfluchtverdächtig” og øjeblikkelig skulde kaldes tilbage.

Han kunde nu godt have sparet sig Ulejligheden, for jeg var nu alligevel kommet. Der blev sagt, at der den sidste Nat stod Vagt ved Gaarden for at holde Øje med mig.

Her i D. W. boede vi i Træbarakker, der i uhyggelig Grad var befængt med Lopper. Jeg ved næsten ikke, hvad der er værst, disse sorte Springfyre eller Lusene, som vi senere stiftede Bekendtskab med.

Tiden gik her med Øvelser og Eksercits paa „Ellenitzer Platz“, hvor der stod nogle gamle russiske Kanoner.

Paa en længere Marchtur gjorde vi engang Holdt ved en Kro, og en Kanoner blev sat til at passe Løjtnantens Hest. Han syntes dog, det kunde være sjovt med en Ridetur og satte sig op paa Hesten, men med det Resultat, at den i fuld Galop stak af med ham. Til Straf fik vi alle paa Hjemturen en vældig Stroppetur.

Med et Hold lidt ældre Rekrutter, der kom til os i D.- W., var ogsaa den nuværende Konsulent Jørgen Frank. Vi fandt snart hinanden, og jeg mindes mange hyggelige Timer, naar vi fulgtes i det fri, og han sang for os af „Syng dig glad”.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

22. oktober 1916. “Pludselig er helvede løs!” Med materiel til forreste linje ved Somme

Matthias Møller, Sønderborg, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69.

Vi lå i ro i Moyencourt. Vi havde været indsat i første linje i Sommeegnen over for Chaulnes, oktober 1916. Sommeslaget var ebbet ud. Her havde der ikke været angreb.

Man var dog ikke sikker på, at ikke franskmanden og englænderen igen ville begynde med masseangreb. Artilleriilden var ofte endnu temmelig stærk.

Vi glædede os til nogle dage i ro. Men det med roen blev nu noget problematisk. Det begyndte straks med appel efter appel. Våben og munderingen skulle igen bringes i tip-top stand. Også eksercits, for disciplinen skulle jo vedligeholdes. Forholdet mellem menige og foresatte blev i stillingen mere kammeratligt. Det kunne ikke undgås. Det skulle der nu igen bødes på.

Dengang syntes vi, at det var meningsløst. Men nu på afstand af forholdene kan man godt se, at det kunne have en vis berettigelse. Kadaverdisciplinen kunne godt få betydning i situationer af særlig art.

Allerede den tredje dag fik vi besked om, at vi om natten skulle bringe materiel frem til den første linje, og vi bandede godt. Kan de nu ikke engang lade os være i ro her! Det er en skandale! Men hvad var der at gøre. Ordre var ordre – lige meget hvor den kom fra.

Om eftermiddagen, eller rettere sagt, i skumringen rullede lastvognene frem, vi kravlede op i dem, og så kørte vi. Vi rullede igennem mørkelagte landsbyer. Husene så skumle ud. I fantasien forestillede man sig, at spioner med vagtsomme øjne fulgte alt, hvad der foregik på vejen.

Efter en halv times kørsel nåede vi materialedepotet, som lå i en skov. Det var indhegnet af 2 meter højt jerntrådsnetværk og blev bevogtet af vagtposter.

Portene gik op, og vi kom ind på oplagspladsen. Nogle af os fik anvist træplanker til understandsrammer, andre pigtrådsruller, og den afdeling, jeg hørte til, miner.

De var anbragt i vidjekurve, og med en træ stang gennem kurven kunne de bæres af to mand med minen dinglende mellem sig. Det var nogle tunge krabater.

Vi fik anbragt »varerne« på bilerne og os selv ovenpå, og så gik det mod fronten.

Imens var det blevet nat. Granaterne faldt spredt. Ovre til højre i skovbrynet var en ammunitionsstabel skudt i brand. Med eksplosioner og ildtunger, der for i vejret, sendte eksplosionerne brag efter brag ud i luften.

Vejene var meget medtagne af eksploderede granater. Man måtte holde sig godt fast for ikke at blive slynget af, når vognen i fuld fart røg ned og op af hullerne.

Endnu gik snakken. Vi svovlede godt over »dem«, der var skyld i et eller andet, som ikke passede en, et ofte anbragt islæt i samtalen mand og mand imellem. »De« var altid et vagt begreb. Det kunne være kompagniet, bataljonen, regimentet, divisionen – men for det meste vel nok dem, som var skyld i krigen. Og det er rent menneskeligt set noget fornuftigt i, at de, som bestemmer over krig, også skulle være med – i første linje altså. Men det vil selvfølgelig aldrig ske.

Vi var nu nået ind i et dødmandsland. – Alt øde, alle træer flået og splintret, husruiner og murbrokker, al jord vendt af utallige granater, som var eksploderet her – et rent månelandskab.

Bag ved nogle husruiner standser vognene. Så hurtigt, som det er muligt, får vi vore »varer« ned fra bilerne. Og så går det i iltempo til næste løbegrav, hvor vi forsvinder mand efter mand. En kammerat fra stillingen er mødt op for at føre os til bestemmelsesstedet. –

Så går det fremad i hurtigt tempo. Lasten er tung, og minen svinger faretruende mellem kammeraten og mig. Gravene er meget ujævne, med mange huller, for det meste fyldt med en tyktflydende masse af ler og vand. Så går det fra mand til mand »pas på hul«. Ofte sker der standsninger. Så går meddelelsen fremefter fra mand til mand: »Forbindelsen afbrudt«, indtil der igen kommer et »videre fremad«.

»Pas på«, kommer det fra manden foran mig. Jeg sætter støvlen i siden af graven, men vægten af minen på skulderen er for stor, og støvlen glider og glider i det smørede ler, længere og længere ned.

Da den endelig når fast bund, er den flydende masse ved at løbe ned i støvlen. Jeg forsøger at trække støvlen op, men den følger ikke med, kun benet, men støvlen bliver stående. Vi må lægge lasten, og med begge hænder lykkes det omsider at vrikke støvlen fri.

Granaterne eksploderer til alle sider, men vi er jo mange undervejs, og det ene sted kan jo være lige så sikkert – eller usikkert – som det andet. Et sted har her været en by. Graven førte lige gennem husenes fundamenter. Nogle steder spænder rester af husmure over graven, og man kan godt få en uhyggesfornemmelse ved tanken om, at større husmure kunne brase sammen. –

Omsider nåede vi ud i skyttegravene. Her var der med større eller mindre mellemrum understande, og der stod vagtposter. Deres kammerater sov.

Vi misundte dem, for vi begyndte at blive godt trætte og udmattede.

Så nåede vi den første linje. Her skød de med mellemrum lysraketter op, og de oplyste landskabet, når skærmene langsomt dalede ned mod jorden.

Pludselig er helvede løs. Maskingeværer bjæffer. Lysraketter stiger op, så langt man kan se. Og så følger røde, gule, grønne lyskugler, så langt man kan se. Signalet til artilleriet: Spærreild – ilden længere frem – ilden længere tilbage. –

Landskabet ligger badet i lys fra lysraketterne. Og så hamrer granaterne ned i landskabet. Begge siders artilleri i fuld aktivitet.

Krigsmaskinen raser. Jordfontænerne skyder op på begge sider af graven. For dette i virkelighed pragtfulde fyrværkeri har vi slet ingen sans, og vi bander godt. Skal vi nu virkelig blandes ind i noget, som vi ikke har det mindste med at gøre. Vi har ikke engang våben at forsvare os med. Det er vel nok toppunktet af uretfærdighed. Vi er dog i hvilestilling og ro.

Hvor længe, bombardementet varede, kan jeg dog ikke mere huske, men vi slipper for at få en fuldtræffer i graven. Bare videre. – Hvad der var skyld i den pludselige igangsættelse af krigsmaskineriet, ved jeg ikke. Jeg tror ikke, at der var angreb. Hvis, blev det i hvert fald slået ned i opløbet. Jeg ved heller ikke, på hvilken side af fronterne det begyndte. Men mere sandsynligt var det, at en eller anden nervøs vagtpost havde set skygger eller måske en patrulje i ingenmandsland.

Efter nogen tids forløb stilnede ilden af til almindelig forstyrrelses- og spærreild. Vi havde ikke haft noget tab, men omsider nåede vi bestemmelsesstedet. Udmattet fik vi afleveret vore ting.

Vi var godt trætte efter ca. to timers march gennem løbegraven og skyttegraven med den tunge byrde på skulderen. Men nu havde vi ikke noget at bære på, og så gik det tilbage og ud af den forbandede stilling. Det lettede noget på humøret og gav os ligesom lidt kræfter tilbage.

Efter et kort hvil gik det videre. Vi gik og gik i endeløse grave. Vi var i første linje, i anden linje, løbegrave, anden linje, første linje – og sådan fortsatte det i timevis. Vi var så trætte, at vi næsten ikke kunne sætte den ene fod foran den anden. Det føltes, som havde man dykkerstøvler med blylodder på. –

Snakken var længst forstummet. Hver havde nok med sig selv at gøre for ikke at give op. Men hjernen arbejder, og tankerne maler. Det er ligesom, at episoder fra hele ens liv dukker op i erindringen.

Jeg oplever ligesom påny den dag, hvor vi for et par uger siden rykkede ind i en stilling som denne her. Det var her på egnen. Men om det var længere til højre eller mere til venstre, ved jeg ikke. – Vi havde marcheret hele eftermiddagen med fuld oppakning. Med fulde patrontasker og med ekstra patrongjord om halsen, gevær og hele ens »Habengut« i tornysteret var det langt over 100 pund.

Da det blev mørkt, nåede vi skyttegravssystemet. Vi var pjaskvåde af sved. Den løb os ned ad ryggen. Og så gik vi i timevis gennem grave. Jeg følte, at mine kræfter var ved at slippe op. Fødderne fulde af store vabler. Hvert skridt en helvedespine. Fald dog ned og bliv liggende! Og hvad så? Du er ene og forladt. Hvordan skal du nogen sinde finde tilbage?

Man sætter benet frem for ikke at tabe forbindelsen. Nej, gør slut! Det hele er dog så håbløst. Jeg tager geværet ned fra skulderen og afsikrer det. Bare nu trykke af, og du går ind til det bare intet. Sikken lise det må være. – Ja, men kan du det? Har dine forældre bragt dig så vidt, bare for at du skal tage en så letkøbt beslutning? Altid et pro og et contra. – Måske er vi der om et øjeblik.

Vi har allerede længe spurgt, om vi ikke snart er på bestemmelsesstedet. Jo, lige et øjeblik. Altid det samme. Skyttegrav, brystværn, skyttegrav, brystværn – lige om hjørnet må det være. Det kan dog ikke blive ved. Det må dog virkelig få en ende.

Og som alting fik også det en ende. Men spørg mig bare ikke, hvordan. Jeg var nærmest bevidstløs af overanstrengelse. Klokken var langt over midnat. –

Skal dette mareridt nu igen gentage sig? Vi synes efterhånden, at vi passerer steder, hvor vi allerede har været. På vore forespørgsler, hvor langt der er endnu, får vi først intetsigende svar, så henholdende, men efterhånden blev vi sikker på, at vi passerede steder, som vi havde set flere gange. Og til sidst må føreren indrømme, at han er løbet vild. –

I timevis farer vi allerede rundt i en labyrint af skytte- og løbegrave. Vi er så trætte, at vi næsten ikke kan holde os oprejst mere. Men tankerne maler. Jeg ser os i tankerne igen opstillet til mandskabsappel i Monchy Lagage. hvor bataljonen samledes sidste måned efter indsatsen i Sommeslaget. Tabene skulle slås fast.

Navneopråb! Navn – her, navn – her, navn – faldet, navn – såret, navn – bort-kommet, navn – skæbne ubekendt, navn – faldet. Og sådan fortsætter det hele rækken igennem. Sårede og savnede måtte man for den overvejende del anse for omkommet. Muligheden for sårede at nå tilbage var små. Det ene af bataljonens kompagnier samledes med 30 mand. Det var resten af over 200 – kun efter bare 5 dages indsats.

Hvor var det deprimerende. – Hvor var det hele meningsløst. Strabadser, strabadser, strabadser og slutresultatet – udslettelse. Hvad skal det hele til? Hvad er livets mening?

Imens trasker man videre – slæbende på benene, slingrende og støttende sig til løbe- eller skyttegravsvæggen. Endeløse grave – kilometer efter kilometer. Vi ved overhovedet ikke mere, hvor vi er. Vi kan lige så godt være 5, 10 eller 20 km fra vort bestemmelsessted, hvor bilerne venter.

Vi er fuldstændig udkørt. Skal vi virkelig ikke komme ud af den forbandede stilling, før dagen bryder frem? Det begynder allerede at lysne i øst. Der er en skråning i løbegraven. Vi kravler op for at se, om vi skulle kunne se noget. Vi stirrer. 50 meter fra os ved en husruin holder vore lastvogne. Vi vil ikke tro vore øjne. Det må være et fata morgana. Eller har en højere magt haft medlidenhed med os? Det er et under.

Mere sandsynligt var det naturligvis, at føreren i labyrinten af skytte- og løbegrave om-sider et eller andet sted, hvor gravene krydsede hinanden, havde fået fat i den rigtige fortsættelse, som førte ind på den rette vej.

Men otte timer havde vi trasket gennem løbe- og skyttegrave. Vi var næsten bevidstløse af overanstrengelse og træthed. Kun med besvær kom vi op i vognene. Og så gik det tilbage – lige tids nok til, at fjendtlige observationsposter i skumringen ikke kunne få øje på vognene.

Ankommet i kvarteret sank vi sammen som en stak ingenting. Vi havde kun et eneste ønske – aldrig at skulle åbne øjnene igen. –

Dette ønske blev ikke opfyldt. Hvor er det godt, at mennesker ikke kan se ind i fremtiden. Havde man dengang vidst, at krigen og dermed strabadserne ville fortsætte endnu i over to år, havde man sikkert givet blankt op. Men vi mennesker lever i håbet. Går det dårligt, håber vi på bedre tider. Går det godt, håber vi på, at det skal blive endnu bedre.

Og sådan løber tiden – dage, uger, måneder og år. Man kunne somme tider være tilbøjelige til at spørge, om det gode, glædelige og lykkelige i livet nu også kan opveje det slid, de skuffelser, sorger og bekymringer, som livet bringer med sig. Lykkelig den, som uden omsvøb og med fuld overbevisning kan svare bekræftende. Menneskers dygtighed og snilde har i mange år skabt og givet os mange goder. Men mere fuldkommen er verden ikke blevet.

DSK-årbøger 1972

13. oktober 1916. Løjtnanten går glip af sin middagsmad

Senest ændret den 4. december 2020 9:22

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 lå ved Somme-fronten.

Kompagniet har fået en ny løjtnant, som ingen bryder sig om.

Saa ligger vi da atter i Skyttegraven, og med den nye Løjtnant som Fører. Gud, sikken et Fjols.

 Vi   “tabte” ham undervejs. Forbindelsen mellem ham, der gik foran med sine Ordonnanser, og Kompagniet blev „afrevet”, og vi var snart uden Fører.

 Vi vidste imidlertid, hvor vi skulde hen, og ankom til Skyttegraven et Par Timer før Løjtnanten. Men hvor har han raset. Imidlertid modtog vi Løjtnantens Belæring om Disciplin med tilvant Ro.

I Aftes sendte han Bud til Køkkenet om Ekstraforplejning. Han vilde ikke spise af „den Hundeføde” og af de beskidte Kogekar.

Skorstensfejeren mødte i Morges de Mænd, der kom med  Løjtnantens Mad, og da han syntes, at det var alt for tidlig paa Dagen at forstyrre Løjtnanten i Søvnen, bragte han Maden ned i vor Understand.

Der blev ogsaa sendt Bud efter Sepl, og da vi var naaet til Kaffen og Cigarerne, var vi enige om, at vi havde spist godt. Cigarerne var af Mærket: „Dem deutschen Offiziere”, og bestod endnu af uforfalsket Tobak.

Da Løjtnanten hen paa Formiddagen spurgte os om, hvorvidt vi havde set noget til hans Mad, saa han kun ind i nogle dumme Ansigter.

 

8. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “Gleiche Löhnung, gleiches Essen”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat nær Arras.

Monchy, d. 8.10.16.

Min kære Anne!
Da jeg har Vagttjeneste for et Døgn, saa sidder jeg i Ro her paa Vagtstuen i Monchy og har god Tid til at skrive til dig. Jeg vil da først fortælle Dig lidt om hvordan jeg har det her ude.

Du mener i Dit sidste Brev at jeg ligger i Ro, men det er ikke Tilfældet. Vi har en Stillinge her i Lighed med den vi havde i Champagne sidste Vinter. Gravene er godt udbyggede, da Stillingen jo allerede er gammel, og vore Bunker er dybe og nogenlunde sikre. Vi har Engelskmanden for os her, men han forholder sig temmelig rolig saa vore Tab er meget ringe her. Naar han bliver hidsig en Gang imellem synes hans Specialitæt at være at Kaste med Miner. Vi skal atter en af Dagene ud i Graven og bliver der saa vist nok i tre Uger, derefter kommer vi atter ti Dage tilbage.

Ved Somme har vore været forfærdelig med i den Tid jeg har været hjemme. Fra vort Kompagni er omkring ved fyrre tilbage af de gamle Mandskab. Deraf har en Del været afkommanderet den Gang. Af dem som var ved Kompagniet under Kampene er der kun kommen 24 Mand tilbage, men af disse har vel atter rigelig Halvdelen haft sig forputtet, saa i Virkeligheden er ikke en Gang en halv Snes Mand kommen vel ud af Ilden. Det er jo skrækkeligt at tænke sig.

Ved Rgt 90 har en hel Del da ogsaa fundet paa det Raad, at binde deres Lommetørklæder paa Bøssen og saa løbe over. Vore Officerer har vel givet Ordre til at skyde paa dem, dog er der nok ingen, som har lystret denne Ordre. Ved vort Rgt skal Folkene ogsaa paa forskellig Maade have ytret Utilfredshed, saaledes har de haft en Plakat opslaaet: Gleiche Löhnung, gleiches Essen, dann wäre der Krieg schon längst vergessen, og ligeledes har de hængt et Stykke Ost op i en Traad med en Seddel, hvorpaa der stod: Dies ist unsere Verpflegung für zwei Tage. Ostestumpen skal have været saa bitte lille, saa det var en Ynk.

Du skriver at Nic. Jepsen er saaret saa ham behøver jeg altsaa ikke at kigge efter foreløbig. Paul Petersen, som Du skriver om, ligger i disse Dage samen med mig her i Monchy. Da jeg husker derpaa, vil jeg bede Dig skrive til Andreas Asmussens Kone, thi der er vel ikke bleven svaret paa hendes Brev endnu. Mon der er kommen Efterretninger fra Andreas? Det skulde virkelig gøre mig ondt, hvis ogsaa han var borte.

Som jeg skrev, blev der lovet mig Straf, fordi jeg kom for sent, men endnu gaar jeg uantastet, saa det har vel nok ikke været andet end en tom Trussel.

Hermed sluttes for i Dag med de hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene og alle i Hjemmet
Din egen Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

26. august 1916 – Lorens Jepsen: kun arbejderne og middelstanden må lide og og dø

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i slutningen af august for anden gang blev indsat ved Somme ved landsbyen Barleux ca. 5 km sydvest for Peronne.

d. 26.8.1916

Min kære Anne!
For et Stykke Skinke som jeg modtog i Aftes hermed min hjerteligste Tak. Jeg ved ikke rigtig om jeg bemærkede det paa Brevkortet i Gaar men jeg er nu atter bag Fronten, dog kun for et Par Dage. Det ser næste ud, som om vi skal beholde fast Stilling her, lige som sidste Vinter i Champagne, dog det er jo kun Formodninger vi ved jo aldrig hvad næste Time kan bringe, alt kan jo ændre sig i kort Tid. Som jeg skrev, har vi de Dage, vi var for ude, haft det meget roligt, længere mod Nord, paa den engelske Front, har det tordnet uafbrudt. Hvad det har at betyde med denne Ro herude, ved jeg ikke, thi at Franskmændene skulde slaa sig til Ro, tror jeg ikke.

Det er sørgeligt, at Krigen saaledes skal vedblive at rase. Blot vi kunde faa de store Herre, som staar for Styret herud i Skg. [dvs. skyttegraven]. Du kan tro, de vilde snart faa Næsen fuld. Men desværre er det kun Arbejderne og Middelstanden som maa lide og og dø, de øverste ti Tusinde mærker jo kun lidt til Krigen, enten er de hjemme, som uundværlige, eller ogsaa har de en Trykpost et eller andet Sted. De faa, som naar her helt ud, tjener ej heller som mening Soldat, men bliver Befalingsmænd, om det ogsaa kun er tyveaarige Lømler, og under disses Uforstand og Drengeagtighed maa vi saa lide. Dog, vi har aktive Officerer, som ikke er et Haar bedre. Vi har stadig Folk, som maa eksersere efter, naar vi ligger bag Fronten, fordi de har spist deres Jernportion, disse smaa Blikdaaser med Kød, som Du kender. Det er jo egentlig at stift Stykke, naar man betænker, at Folkene maa udholde Anstrængelser og Lidelser og stadig har Døden for Øje, at de saa straffer fordi de har spist disse Stumper Kød. Var det ikke bedre, om man gav dem saa meget, at de kunde spise sig mæt.

Nu lige jeg skriver dette er der en Skare franske Flyvere over os og en af dem træffes af vort Skyts og maa gaa brændende ned. Nej, Krigen er forfærdelig.

Som det lader, gaar Rughøsten nok ikke saa rask fra Haanden paa Grund af Regnen. Her i Frankrig er det ogsaa renset[?] for Tiden. Men den bedste Tid af Sommeren har vi jo haft. Dagene kortes og Efteraaret nærmer sig med stærke Skridt. – I de sidste Dage har tre af vort Kompagnie saaret sig selv med deres Bøsse. – af en Forseelse naturligvis; de vil blive stillet for en Krigsret.

Der hjerteligste Hilsner til Eder alle i Hjemmet
Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

12. august 1916. Officeren “Sternigel” var en hård negl …

Senest ændret den 17. september 2021 20:28

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Efterhånden følte jeg mig helt godt tilpas i min nye og stærkt forandrede tilværelse.

Disciplinen var, trods Feldweblens »du«, betydelig skrappere end ved infanteriet. Der blev holdt strengt på den personlige hygiejne, at gå på vagt uden at være barberet, var utænkeligt, støvlerne var altid blankpudsede osv.

Når vi var bag fronten, havde v i eksercits, der var lige så skrap som i garnisonen. »Sternigel« præsterede endda flere gange at tage et maskingevær ud af skyttegraven og lade os eksercere lige umiddelbart bag fronten, f.eks. i en dal, hvor russerne ikke kunne iagttage os.

Når v i lå bag fronter i »ro«, og eksercitsen blev alt for voldsom, var det ikke så sjældent, at op imod en halv snes mand meldte sig syge om morgenen. Lægen, der var en særdeles gemytlig berliner, vidste, at »Sternigel« var en hård negl, og modtog gerne de »syge« med et: »Nå, MG-afdelingen eksercerer nok,« og skrev derefter alle de fremmødte syge, uanset om de var det eller ej.

Behandlingen var altid den samme: »Zwei Tage Bettruhe und zweimal Aspirin« (To dage i sengen og to gange aspirintabletter). Jeg tror, at lægen gik med på spøgen for at drille »Sternigel«. Lægens diagnose kunne han jo ikke pirre ved.

»Sternigel« – hans rigtige navn har jeg for længst glemt – fortjener egentlig et par linier for sig selv, han var ikke helt almindelig. Det ene øje havde han mistet ved vestfronten og var derfor ikke, hvad tyskerne kaldte K . V . (Kriegsverwendungsfahig – egnet til  krigstjeneste), men han havde meldt sig frivilligt til østfronten.

Der førte han, når vi lå i faste stillinger, en herretilværelse. Han logerede ikke i skyttegraven, men lå et stykke tilbage sammen med bataljonsstaben. Han kom næsten aldrig på inspektion i skyttegraven, og hvis han kom, kunne vi regne med, at han var hønefuld.

Hans oppasser hed Ignatz. Han var altid i hælene på ham, en stor og stærk fyr , der vejede ca. 200 pund.

En nat, jeg havde vagt, kom Ignatz gennem skyttegraven med »Sternigel« hængende over skulderen.

Jeg spurgte, om løjtnanten var såret, men Ignatz svarede: »Nej, han er fuld , det svin. Han har været på besøg hos en kollega.«

Jeg kom en dag forbi det opholdsrum, hvor »Sternigel« og Ignatz huserede. Ignatz var ved at stege bøffer, der var fem stykker på  panden, og jeg spurgte, om løjtnanten skulle have alle fem?

»Nej, er du tosset? Han skal have de to – de tre er til mig.«

De havde det dejligt med hinanden de to – typiske – landsknægte.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

10. august 1916. “… næste gang ved vi, at det gælder.” Under flydirigeret artilleriild ved Verdun

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste i RIR 88, der deltog i kampene ved Verdun.

Res. infanteri reg. nr. 88 var med til den sidste storm på Verdun den 1. august 1916, og jeg var blandt dem, der kom tættest ind på byen. Regimentet havde fået den opgave at gå 800 meter frem til forterne »Tavamses« og »Souville« og holde stillingen i fire dage, så skulle vi blive afløst.

Stormen lykkedes også, og stillingen blev også uden store tab holdt i fire dage. Men da vi efter de fire dage kom tilbage i ro – 30 mand af 200 – var der ingen ny division til at afløse, og vi måtte ud i stillingen igen i fire dage.

Da var det forholdsvis roligt, og vi led ikke større tab.

Da vi skulle afløses, kom der besked fra regimentet, at en underofficer og to mand skulle blive 24 timer længere i stillingen for at orientere de nye. Jeg blev en af de to mand.

Da vi ved daggry havde fortalt de nye, hvad vi vidste om stillingen, hvor vi mente, franskmændene lå, hvor der var særlig fare for at blive set o.s.v., var vor opgave jo egentlig endt, og vi bad kompagniføreren om lov til at forsvinde. Det måtte vi også godt. Han bad os dog tage en melding med ned til bataljonen, så var hans ordonans jo fri for den tur.

Det gjorde vi selvfølgelig gerne, da vi skulle der forbi alligevel. Men da vi kom ind til majoren, var han i dårligt humør. Han skældte os ud, hvad vi egentlig bildte os ind. Ordren lød på 24 timer, omkring og op i stillingen igen.

Vi gjorde det, havde det været 2 år senere, tror jeg ikke, vi havde gjort det.

Nu var det jo bleven op ad formiddagen og klar luft, og vi skulle over åbent terræn, og franskmændene skød også efter enkelte soldater. Vi kom dog godt op i stillingen igen, der var jo granathuller nok at søge dækning i.

I selve skyttegraven var der ingen plads til os, så vi lavede os nogle små huller bagved, hvor vi dog i det mindste var dækkede for geværild. Indtil middag var alt roligt.

Vi lå og svedte, vi kunne jo ikke røre os, og der var ingen skygge.

Men så kom der ti franske flyvere, som fløj langs fronten frem og tilbage, ganske lavt, vi kunne tydeligt se flyveren. Da de havde fløjet fronten af et par gange, hører vi ovre fra fortet tre kanoner blive affyret og lidt efter granatnedslagene et par hundrede meter til højre for os.

Fem minutter efter det samme igen, men denne gang tættere ved.

Det var 15 cm haubitzgranater, så vi kunne høre afskuddene og også granaten inden nedslaget.

De kommende timer er vistnok de længste, jeg har oplevet. Franskmanden beskød nu systematisk vor stilling, idet de lagde ilden et stykke til siden hver gang, og når de ikke skulle længere, så tilbage igen, og stadig kredser de to flyvere deroppe og dirigerer.

De timer glemmer jeg aldrig. Ligge der i et lille hul og kunne høre afskuddene og granaterne komme. Denne gang gik de ned 20 m til højre for os, men næste gang ved vi, at det gælder.

Så hører vi afskuddene igen og granaterne komme, det er som lyden trykker en helt flad. Men så er de der. Den ene går ned lige ved mit hul og dænger mig til med jord og sten, men ellers skete der ikke noget.

Men stadig hænger flyverne deroppe. En times tid senere er de i nærheden igen. Denne gang går der en fuldtræffer ned i selve skyttegraven og dræber seks mand.

Således forløber nogle timer, hvor vi hverken kan røre eller værge os. Endelig ved fire-tiden forsvinder flyverne, og skydningen hører op.

Vi får så igen lov hos kompagniføreren til at forsvinde. Men denne gang skal vi ikke ind og hilse på majoren.

Vi kom også alle tre godt over det åbne terræn ned i Fiumeslugten, gennem den fuldstændige pulveriserede by Vauze og op på Hardoumont-højen.

Nu er vi udenfor det almindelige skudfelt, og vi vender os om og ser tilbage. Et øde månelandskab. Hvor der før var skov og marker, er der ikke et træ eller et græsstrå tilbage. Til en artillerist, som beklagede sig over forholdene, sagde vor korporal: »Her oppe har I ikke noget og beklage jer over, men dernede – og så pegede han ned på byen Vauze – der begynder helvede«.

I hærberetningen var der ikke noget nyt fra Verdunfronten, alt var roligt. Men for mig var det en urolig og lang dag.

DSK-årbøger 1967

8. august 1916. Vin, kvinder og øretæver

Niels H. Lustrup, Spandet, gjorde krigstjeneste i Regiment 361, 10. kompagni.

Efter en hård omgang nede ved Somme er resterne af vort regiment blevet trukket tilbage bag fronten, for at sårene kan blive lægt og hullerne udfyldte med nyt tilgået opfyldningsmandskab.

Vi ligger, som det hedder, for tiden i arméreserve og prøver på at glemme de hårde og ret krævende dage forude.

I to dage har vi nu opholdt os i denne lille belgiske by. Vi har gode dage, får rigeligt at spise og har ingen tjeneste. Vejret er efter årstiden fint. Jeg og et par kammerater har derfor besluttet os til en tur rundt i byen. Noget spændende kan vi vel i grunden ikke vente. Hvad skulle det vel være – ?

Men vi går altså en tur i byen, ser på husene, som mestendels er rekvireret og taget i brug som massekvarter for trætte tyske frontsoldater, der er kommet hertil for at hvile ud.

Nå, bare frontsoldater er det nu ikke, der ligger her. Vi har set folk fra landstormens rækker samt folk fra et eller andet arbejdskommando drive om her. Disse sidste vil vel være bedst kendt under benævnelsen »Schipp-Schipp-soldater«. Det var arbejdstjenestens våbenløse folk.

Vi er nået ned til en af byens mindre gader og standser op uden for et lille værtshus, en »Estaminet«, som det kaldes på fransk, Der lyder ingen larm derindefra, Man må formode, at her er der endeligt et sted, hvor der hersker ro og fred, Vi åbner nysgerrigt døren og træder indenfor, Ikke en sjæl at se – og dog – lidt efter dukker en midaldrende kvinde op fra et værelse i baggrunden.

– Oh-la-la! – Hun hilser smilende på os. Vi må have set ret tilforladelige ud, for efter en kort præsentation beder hun os med en lille håndbevægelse følge med ind i hendes bagved liggende private stue, – for, siger hun, her ude i skænkestuen passerer der jo så mange mennesker forbi ude på gaden, og, I forstår, sladderen går jo!

– Jo, da, vi har forstået hende, eller vi lader da, som vi gør det! Så sidder vi da straks efter inde i hendes fine stue. – Her er der lunt og hyggeligt.

Damen lader til at have sans for fine møbler. Der er billeder på væggen, nips og blomster; og, som i alle belgiske hjem, et husalter, og under en glasklokke henne i det ene hjørne en Jomfru Marie-skikkelse med Jesusbarnet.

Værtinden! Ja, jeg skal love for, hun kan snakke! Hun har snart fået os anbragt omkring bordet, til dels på ret par magelige stole eller for mit vedkommende i sofa en bag bordet.

Vi bestiller en flaske vin … – Et øjeblik, mine unge herrer! svarer hun og fjerner sig. – Lidt efter kommer hun atter tilbage med den ønskede vin. – Ih, glassene! Et øjeblik! Og som hun sådan går fra og til, lader hun hele tiden munden løbe.

Vinen perler i glassene og forsvinder i vore tørre halse. – Ha! – Mutter – den er go’! Vi må nok hellere få en mere med det samme, siger min kammerat, Frantz Hänelt fra Westfalen, til vor gode, ja, ret så rare værtinde. Hun er ikke sen om at komme ud efter det ønskede. Vi har jo i dag penge på Lommen, og – mon hun ikke har en lille anelse om det, og at disse hersens penge nok »trykker os« …! – Nå, lige meget! – Vi får have endnu en flaske, kommer det fra Friedrich Mackel

Hm! Ja, vi er lige ved at være i vinkel nu! Jo om ikke det tegner godt her … Damen forstår at spørge … Hun skulle da vel aldrig være, ja, være spion – hemmelig spion. Man kan jo aldrig vide.

Vi er kåde, ja, lystige. Vinen har begyndt at virke, føler jeg … 

Pludselig er vort lille selskab blevet forøget med et par nydelige, unge piger. – Hvor kom de fra? – Ja, spørg mig ikke – men de var der, et par unge piger på omkring de tyve. – Ja, sagde vor værtinde stolt, det er mine to pigebørn; hende der, det er Namie, og gav-strikken her hedder Maria.

Pigebørnene her var nok ikke »fødte i går«, for de var ikke spor knibske. –

Ja, sagde moderen, det er slet ikke så let for sådan en gammel kone som mig at holde styr på sådan et par tossede pigebørn.

Vi drak vin, egentlig mere, end vi havde godt af, men hvad, vi var jo i godt selskab, og her var der jo glæde og gemytlighed, så hvorfor skulle vi ikke også tage det med! Tiden gik i idel lystighed og glæde.

Jeg følte, at jeg havde nydt mere, end godt er, og at det var på tide at holde op. – En flaske vin til, lallede en af kammeraterne. Han var allerede på vej ned under bordet …

I det øjeblik sprang døren op, og ind stormede en flok råbende og støjende soldater. Under vilde skrig for de løs på os. Vi anede ikke, hvad der gav anledning til al den ballade midt i al lystigheden. Muligvis har vi været lidt for meget interesseret i pigebørnene.

Nu skulle vi altså have klø, og vi fik virkelig en læsterlig omgang tærsk, for ingen af os var i stand til at yde nogen rigtig modstand.

Disse arbejdskulier, eller hvad de var, slæbte os til sidst ud på gaden, hvor de lod os ligge, indtil en landstormspatrulje dukkede op og fik os transporteret hen på vagten.

Her fik vi lov til at tilbringe natten i arresten. Den følgende morgen havde vi alle tømmermænd, men det var nu langtfra det værste. Vi var alle til grin i de følgende dage, og så måtte vi endda lide den tort, at feldwebelen hånede os og skældte os ud for svin og meget mere ..

DSK-årbøger 1963

25. juli 1916. H. Rathje græd: Franske flygtninge på vej ud af Peronne

H. Rathje, Ragebøl, fortæller om en episode i Peronne

Det var i 1916 i Sommeslaget, en af de sidste Dage i Juli. Den stærke Trommeild, som varede i 8 Døgn, var hørt op. Civilbefolkningen søgte uophørligt tilbage bag første Linie. I Peronne saa jeg et Syn, som har brændt sig fast i min Bevidsthed.

Paa Raadhuspladsen staar en Statue af Jeanne d’Arc. Her havde en Bataillon Infanteri faaet et stort Anker Cognak paa flere Hundrede Liter anbragt, og iført al Slags Civil tøj, med høj Hat eller anden civil Hovedbeklædning, drak de sig fra Sans og Samling.

Saa kom et Tog af Hestekøretøjer paa en 4-5 km Længde, i Bunden af Vognene var der stuvet det allernødvendigste Sengetøj og lidt Køkkentøj, ovenpaa sad tæt pakket gamle Mænd og Kvinder, unge Mødre og Børn, tavse og alvorlige, men da de saa de forklædte og fulde Soldater, knyttede de deres Hænder og spyttede efter dem, nogle græd. Ogsaa jeg græd.

En Soldat tilraabte mig: „Bist du schon so besoffen Kammerat!”

Jeg tænkte paa mit Hjem, paa Far og Mor.

DSK-årbøger, 1945

26. juni 1916. I stilling ved Højde 304 ved Verdun

Peter Petersen, Sdr. Sejerslev, blev indkaldt til 2. Ersatzbataljonregiment 84.

Vi kom i stilling første gang ved “Højde 304”, nær Verdun, og som kvarter, når vi var i ro, havde vi byen Nantillon.

Her vil jeg fortælle jer om den første oplevelse, jeg havde, efter at vi var nået her til Nantillon: Sammen med to kammerater blev jeg afkommanderet til at stå vagt ved en underofficer, der blev bundet til et træ, hvor han skulle stå to timer i træk som straf, da man beskyldte ham for fejhed den sidste gang, han var i stilling.

Det var jo en hån mod et menneske, at han skulle plages på denne måde, og det i den brændende sol med fluer og myg i hobetal omkring sig, da straffestedet var udenfor og på en plads med hæk og hegn udenom.

Vi lod ham nu gå frit omkring, til vi opdagede, at kontrollen var undervejs.

Denne underofficer blev min “Gruppenführer”, da vi natten derpå, mellem den 25. og 26. juni, første gang skulle i stilling.

Vi var også kun godt og vel ankommet derude og havde fået afløsningen overstået uden mandetab, da tyskerne satte ind med trommeild på de franske stillinger, der dog omgående blev besvaret af franskmændene.

Slemt var det, at de franske kanoner beskød vore stillinger, men værre var det dog, at vort eget artilleri gjorde ligeså til trods for, at vi kraftigt reagerede ved at opsende varselsraketter. – Det endte dog med, at vi fik ordre til at rømme afsnittet og flytte over til naboregimentet.

DSK-årbøger 1969

25. juni 1916. Overraskende straf: Tre dage på en blød sofa og tre ugers orlov!

H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå gjorde krigstjeneste i flåden, først på en minestryger og senere om bord på Najade, en hjuldamper, der var blevet rekvireret til brug for marinen.

Vor nye Bestilling var om Bord på Halvflotilleskibet „Najade”. Flotillechefen var en Kaptajn, og han havde sine Kontorer her om Bord. Det var altså et Bureau-Skib og gjorde ikke Turene med. Det lå altid fast fortøjet ved Land. Her blev jeg så installeret som Dæksmatros.

Den første Aften gik jeg i Land, nu havde vi svippet rundt på Vandene en 3-4 Uger, så jeg længtes efter at få fast Grund under Fødderne. Jeg gik i Biografen og tog bagefter en Spadseretur langs med Stranden og i Parken. Swinemünde er et Badested ved Østersøen, og Stranden flød med Strandkurve.

Jeg havde Følgeskab af en Kammerat fra et af Skibene. Da vi omkring ved Tolvtiden var for hjemadgående, vi gik igennem Parken, rendte vi på Chefen, som forlangte at se vore Nattegn. Min Kammerat vilde stikke af, men jeg blev stående. og vi blev så begge noterede. Kammeraten opgav et falsk Navn.

Næste Dags Formiddag mødte vi begge til Rapport. Jeg fik dikteret tre Dage middel Arrest, og han seks Dage „Dicke“ = streng Arrest. Det var en køn Begyndelse på vor nye Post, og noget slukøret skyndte jeg mig ned.

Undervejs blev jeg standset af Vagtmesteren, som tiltalte mig temmelig brøsigt, om jeg kunde se den Klokke der, — en elektrisk Klokke under Loftet, og om jeg kunde se den Sofa der. Det kunde jeg jo nok. Ja, her havde jeg at opholde mig fra otte om Morgenen og så længe Chefen var om Bord, selv om det blev Midnat. Når så den Klokke der ringede, skulde jeg melde mig hos Chefen og gøre, hvad han forlangte. Kort sagt, jeg var blevet Ordonnans ved Chefen (Halvflotillechefen). „Og“ , sagde han så, Vagtmesteren, „de tre Dage sidder De i Brummen her, og“ , tilføjede han så, „hvornår vil De så på Orlov? “ – Min Kone havde nemlig indsendt en Ansøgning, og jeg havde fået bevilliget tre Ugers Orlov.

— „Men ikke noget med Flæsk og Skinker her, gamle Ven, det skal vi ikke have noget af!“ ——- Og dermed kunde jeg gå.

I kan tro, jeg var som himmelfalden. En behagelig Tjeneste, de tre Dages Arrest og så Udsigt til tre Ugers Orlov. Jeg behøver ikke at fortælle, at på min Tjeneste var der intet at udsatte nu og i den nærmeste Fremtid, og sidst i Juli 1916 rejste jeg hjem på min første Orlov.

DSK-årbøger 1945

9. juni 1916. Regiment 84: Stormangreb ved højde 304

C. Beuck, var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84)
I maj 1916 kom regimentet til Verdun og deltog i flere angreb på højde 304. Angrebet den 9. juni 1916.

Om aftenen den 8. juni – det var omkring midnat – kommer en ordonnans fra bataljonen med den ordre, at der efter brigadens anordning skal foretages et overrumplende angreb uden forberedende artilleriild: Den 9. juni kl. 5,50 skal kompagniet træd an, til højre for os skal 7. og en del af 8. kompagni ligeledes sættes ind; på højre fløj bliver der sat flammekastere ind; til venstre for 5. kompagni vil den højre fløjdeling fra 11. kompagni reg. 27 tilslutte sig.

Det bliver til en søvnløs nat for mig. Jeg studerer grundigt den udførlige angrebsordre – den er endnu i dag i mine hænder – og  den vedlagte skitse. Tankerne jager gennem mit hoved. Der er kun kort tid til forberedelse.

Det er mig fuldstændig uforståeligt, at et sådant angreb i det vanskeligste terræn, ovenikøbet efter fiaskoen den 22. maj, kan blive planlagt og beordret uden at kompagniførernes mening bliver indhentet, der dog ligger med kompagnierne i forreste linje og grundigt kender terrænet ved selvsyn. Men der er ikke længere tid til overvejelser og betænkeligheder. Jeg sætter mig i forbindelse med føreren af 7. kompagni, løjtnant af reserven Sörensen, og taler sagen grundigt igennem med mine delingsførere.

Morgenen gryr. Jeg går gennem kompagniet , taler med de enkelte folk og appellerer til deres pligt- og æresfølelse; jeg forventer, at enhver gør, hvad der bliver forventet af ham. – Det er et skrækkeligt vejr; regnen siler fra himlen;  geværerne er snavset til; støvlerne bliver siddende i kridtslammet; der falder kun enkelte skud derovre fra. Jeg har på fornemmelsen, at fjenden er meget vagtsom.

Ved angrebsafsnittets højre fløj, ved 7. og 8. kompagni, begynder flammekasterne at arbejde, formår dog ikke at uskadeliggøre de flankerende fjendtlige maskingeværer, men bliver selv sat ud af spillet. –

Til befalet tid, kl. 6,50 formiddag, bryder kompagniet ud af graven. Men i samme øjeblik bliver vi modtaget af en rasende ild fra den grav, der ligger lige over for os, og navnlig fra flankerende maskingeværer fra højre. 7. kompagnis venstre fløj bliver holdt under beskydning fra de samme maskingeværer og kommer ikke ud af graven.

Vi når med svære tab den befalede linje, men er nu værgeløse udsat for fjendens målrettede ild fra beskyttede stillinger. Alt hvad fjenden har til rådighed af jern og ild bliver sluppet løs på os, endda af artilleriet bliver vi ramt, mens vi ikke kan spore den mindste støtte fra vort; ganske vist var det for os ingen ny erfaring.

Vor situation bliver stadig vanskeligere, den bliver uholdbar. Jeg måtte være blottet for enhver ansvarsfølelse, hvis jeg stadig uden beskyttelse ville prisgive kompagniet den fjendtlige ild. Jeg giver ordre til enkeltvis at kravle tilbage til graven. Under de allerstørste vanskeligheder bliver ordren udført; de sidste når først graven ved mørkets frembrud, altså efter ca. 14 timer! Men heller ikke den, der nåede graven ved dagslys, var i sikkerhed.

Efter min dagbog lå der tung artilleri- og minebeskydning over vor stilling uopholdelig fra kl. 10,30 formiddag til kl. 8.30 eftermiddag. Der er næppe en plet, der ikke bliver ramt, overalt stønner de sårede; en mand har fået nervechok af en granat, der slog ned ved siden af ham, han ryster over hele kroppen ved hver yderligere granat, der falder, og gør naturligvis os andre urolige.

En granat rammer ned i et lig, der ligger i min nærhed, og sprøjter  allerede begyndende fordærvede kropsdele rundt omkring, som nu spreder en helt utålelig stank, som vi nu må indånde hele dagen. Vor stemning har nået nulpunktet.

Allerede om formiddagen efter det mislykkede angreb åbner jeg en ny befaling fra bataljonen, der først måtte åbnes kl. 10, og som havde følgende ordlyd: “Hvis den befalede linje ikke er nået om morgenen, bliver angrebet mod dette mål fortsat om eftermiddagen den 9. juni .

… Alle de dele af bataljon Haderslev, som om morgenen var indsat til indbrud i den fjendtlige stilling, skal indsættes samtidigt kl. 6,25 eftermiddag.” Kompagniet har 10 døde og 25 sårede, resten er til det yderste udmattet, nerverne oppisket – og så skal vi endda storme?

Nu kommer et af de bitreste øjeblikke i mit liv: om morgenen havde jeg måttet give ordre til angreb – mange gang før havde jeg givet sådan en ordre og hver gang med den glædelige vished, at vi nok skulle klare det, men i dag til morgen havde jeg den ikke – og nu skal vi storme igen? Efter sådan en dag?

Jeg gengiver ikke her, hvad jeg dengang har tænkt …  Jeg lader delingsførerne komme og meddeler dem angrebsordren – iskold ro ligger i deres ansigtstræk, de svarer ikke et ord. Til sidst siger jeg til dem, at jeg anser gennemførelsen for umulig  og ikke vil give ordren til angreb. Også denne meddelelse tager de tavst til sig; de er helt apatiske; de er ved enden af deres indre modstandskraft. – –

Time efter time forløber; sjældent har vi så længselsfuldt ønsket os solnedgangen som på denne dag. Endelig går dagen til ende, en dag, som ikke skulle give en ydre succes, men som dog havde vist, at en disciplineret enhed giver alt, hvad den formår inden for grænserne af dens menneskelige kunnen for at byde fjenden trods.

Uddrag af krigserindringer for fhv. Unteroffizier ved 7. kompagni, Regiment 84  (IR84) Friedrich Karl Dambeck.

På Ferme de Madeleine havde vi sorgløse dage, indtil den 9. juni pludselig satte os i en anden stemning. Fjenden havde erfaret, at vi ville storme hele højderyggen. Allerede den 8. juni lå en morderisk trommeild over vor forreste linje. Den 9. juni, den fastsatte storm-dag, skød vore 21 cm  mørsere ulykkeligvis for kort og tilintetgjorde en hel deling. Angrebet  kom ikke til udførelse. Blodbestænket hilste jeg på mit gamle 7. kompagni, der netop lå ude foran og havde lidt svære tab. Med tungt hjerte begav stormsoldaterne sig hjemad, stærkt decimeret.
Pinsen var ødelagt for os.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 1916.

6. juni 1916. Ak ja, frænde er frænde værst.

Senest ændret den 17. september 2021 20:32

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“Frænde er frænde værst”

Den 48. reservedivision var hjemmehørende i Hessen, og man skulle tro, at de fleste af mandskabet var fra denne landsdel. Det var dog langtfra tilfældet, mindst halvdelen var fra andre provinser. Denne sammenblanding fandtes for øvrigt inden for alle regimenter. En undtagelse dannede dog de bayriske tropper. Det var forholdsvis få bayrere, man traf uden for de bayriske regimenter. Det skyldtes måske, at Bayern var et kongerige, eller fordi bayrerne og prøjserne forholdt sig til hinanden som ild til vand. 

Bayrernes benævnelse for prøjserne var »Sau-preussen« (Svineprøjsere). Prøjserne sagde så til gengæld om bayrerne: »De har en stor kæft, men ingen tænder i munden.« Ak ja, frænde er frænde værst – . 

Denne karakteristik af bayrerne passede særdeles godt på ham, som Thomas og jeg havde stiftet bekendtskab med. Det var imidlertid, som om det lille opgør, vi havde haft med ham, havde »tappet gassen« af ham, så han blev til at være i stue sammen med. 

I øvrigt havde jeg endnu et lille og sidste opgør med fyren. Det gik således til: En nat var vi på forpost sammen. Uheldet ville , at han fik en kugle gennem det ene skinneben. Man kunne just ikke sige, at han tog det som et mandfolk, han skreg nærmest som en stukket gris.

Jeg fik ham forbundet og læsset på skulderen for at bære ham tilbage, men han kunne stadig ikke beherske sig og blev ved med at klage og skrige, så russerne efterhånden koncentrerede deres skydning mod det område, hvor vi opholdt os.

Jeg lod manden glide ned på jorden igen og gjorde ham meget eftertrykkeligt opmærksom på, at hvis han ikke holdt op med sit skrigeri, kunne han blive liggende her og rådne op. Det var vel ikke min mening, men jeg var nødt til at få kæften stoppet på ham, og det hjalp; under resten af transporten var han stille som en mus. 

Det var mit første – og det blev også mit sidste møde med bayrisk mentalitet. 

Om Hindenburg, den tyske hærfører og senere præsident, fortælles der, at han engang skal have sagt, at han skulle have de bayriske regimenter til at storme en stilling, og de slesvig-holstenske til at holde den. De sidstnævnte var nemlig for dovne til at løbe væk. Mon det ikke var den jyske stædighed, han forvekslede med dovenskab? 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

4. juni 1916. En bayrer kommer til kort.

Senest ændret den 17. september 2021 20:32

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på østfronten.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

“En bayrer kommer til kort”

De første otte dage blev Thomas og jeg sat til dette arbejde [at hente mad]. Hvis det nu havde været det eneste, vi skulle udføre, havde det jo ikke været så galt, men selve vagttjenesten på østfronten var de fleste steder meget krævende, fordi russerne havde for vane at angribe uden artilleriforberedelse.

For ikke at komme ud for overrumpling måtte forpostkæden om natten være meget stærk, og dette gjaldt særligt i morgendæmringen. Fra mørkets frembrud til daggry hed parolen: To timers vagt, to timers søvn skiftevis – og det gjaldt for alle. 

Ved daggry blev forpostkæden inddraget, og de, der så ikke havde skyttegravsvagt, kunne sove til kl. ti.  Fra kl. ti til mørkets frembrud var alle, bortset fra vagterne, beskæftiget med udbygning af skyttegraven og løbegrave bagud. 

Da den nævnte rutinetjeneste skulle udføres mellem daggry og kl. 10, var den hvile, Thomas og jeg fik i de første otte dage, meget begrænset og langtfra tilstrækkelig. 

Jeg var efterhånden blevet rigtig godt gal i hovedet over denne forskelsbehandling og meddelte Thomas, at jeg ikke ville finde mig heri længere. Thomas var meget betænkelig ved at gå i strejke, men jeg holdt på mit og fik ham overtalt til at gå med. 

Den næste morgen, da maden skulle hentes, havde Thomas og jeg lagt os til at sove; det vil sige, vi sov ikke, men lå og lurede på, hvordan det hele ville spænde af. 

Det varede heller ikke længe, inden vor plageånd var der med sit »Essenhohler raus!« (Forplejnings-afhenterne af sted!). Vi blev liggende, men da fyren tillod sig at »vække« os med et spark, var bægeret fuldt. Jeg rejste mig og meddelte ham kort og godt, at vi nu havde hentet mad m. v. i otte dage og ikke agtede at gøre dette mere, før alle ved korporalskabet – ham selv indbefattet – havde været turen igennem.

Mandens reaktion var nærmest eksplosiv, han skældte og smældte, som kun en bayrer kan gøre: »Die jungen Dachse« (De unge lømler) skulle han nok lære noget andet. Jeg var belavet på, at der var lussinger i luften; så vidt kom det nu ikke.

Ved spektaklet kom nemlig korporalskabsføreren til stede, og da han fik sagens sammenhæng forklaret, tog han parti for de to »nye«. Resten af mandskabet havde under hele episoden holdt sig i ro, men det var tydeligt at mærke, at de undte den storkæftede bayrer sit nederlag, og at de to »nyes« aktier viste stigende tendens. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

26. maj 1916. Peter Rossen kommer for sent tilbage fra orlov

Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat.

I Maj 1916 havde jeg været hjemme paa Orlov. Jeg trak Tiden for Afrejsen ud og kom med Vilje nogle Dage for sent. Omsider naaede jeg dog ud til Fronten.

Vi laa mellem Laon og Reims, og naturligvis fik jeg en ordentlig Skylle. Vor Kompagni-Feldwebel var endnu paa Orlov. Sammen med mig anmeldte et Par Meklenborgere, der ogsaa havde været paa Orlov, deres Tilbagekomst. De kom rettidigt tilbage.

Da de var gaaet, sagde Feldwebelens Stedfortræder: »De bliver denne Gang straffet; men kan De ikke angive en Grund, hvorfor De kommer for sent?«

— »Jo«, sagde jeg, »min Kone skulde aflevere Korn til Militærforvaltningen, og det hjalp jeg hende med«.

— Denne Begrundelse blev nedskrevet, men om den blev undersøgt, ved jeg ikke, men sandt var det nu, at jeg havde hjulpet min Kone; det var bare otte Dage tidligere.

— »Men«, sagde han, »det havde De da kunnet lade notere, for saa havde De kunnet faa et Par Dage mere, for det er jo ogsaa en Slags Tjeneste«. — »Men«, fortsatte han, »pas nu paa, at Løjtnanten ikke træffer Dem, for han er meget vred, fordi De har overskredet Deres Orlov to Gange lige efter hinanden.

Jeg skulde hen paa Tøjdepotet og hente mit gamle Tøj. Vi havde nemlig to Sæt. Og hvem sidder saa der og ser til, at en Soldat prøver et Par Støvler? Vor Løjtnant!

— Han sagde: »Hvad vil De?«

— »Jeg vil have mit Tøj«, sagde jeg.

— »En Soldat vil ikke noget; han gør, hvad der bliver ham befalet!«

— »Ja«, svarede jeg, »jeg vilde gerne bede om mit Tøj«.

— »Ja, det er helt rigtigt«, sagde han, »men De kommer for sent tilbage fra Orlov«.

— Jeg fortalte ham den samme Løgn som paa Skrivestuen

– »Naa, saadan«, sagde han og saa paa mig, »nej, min fine Ven, De har nok villet hvile endnu en Nat hos Konen!«
– »Ja«, svarede jeg, og der blev ikke talt mere om det.

DSK-årbøger 1960

21. maj 1916. Plageånd: “Der Sandsackhauptmann”

Senest ændret den 17. september 2021 20:33

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Turen måtte snart også komme til Bergholt.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

»Der Sandsackhauptmann«

Den sidste tid i Lockstedt var ikke det bare sjov. Øvelsesområdet var meget stort. Hvor stort husker jeg ikke så nøje, men jeg tror, at det var omkring 10.000 hektar, så der var plads at røre sig på.

Det fik vi også lov til, mere end vi syntes om.

Da vi ankom til lejren, fik vi nemlig en ny Hauptmann (kaptajn), og han var ikke af de gode. Han var nærmest tosset. Selv de andre officerer ved kompagniet gav ham højlydt dette prædikat, så der var sikkert noget om det.

Vor gamle Hauptmann var ikke så værst. Han hed von Gyldenfeldt og var i det civile liv domæneforpagter nær Christiansfeld . Jeg kan tydeligt hu ske hans ord, da han tog afsked med os: »I har haft det godt hos mig , drenge. Min efterfølger “wird Euch schon die Hölle heiss machen” (vi l gøre jer helvede hedt). Det slog til.

Den »nye« forordnede straks, at enhver mand skulle have en sandsæk på fem kg i tornystret foruden forskellige andre ting.

I hele lejren, hvor der var ca. 10.000 mand, gik han under navnet »Sandsackhauptmann«, og dette smittede selvfølgelig af på mandskabet, så vi fik navnet »Sandsackkompagnie«.

Fyren præsterede at marchere ud med os fra kl . seks om morgenen til sent på aftenen, hele dagen uden mad . Det blev dog bataljonskommandøren for meget, så vor plageånd fik besked om, at han kunne rykke ud med os, så tidlig han ville; men han skulle være tilbage i lejren med os senest kl . tolv middag.

Det er sikkert de øvrige officerer, der har klaget, for de var jo i samme båd som mandskabet . I sin afskedstale til de folk, der fra hans kom­pagni var udtaget til den transport, hvortil jeg hørte, sagde denne Hauptmann blandt andet, at når vi kom i lag med fjenden, skulle vi »beissen, kratzen und spucken« (bide, kradse og spytte).

I øvrigt var hele talen af samme kaliber og nærmest det bare vrøvl.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

5. maj 1916. Duel på trompeter ved Yserkanalen

N. L., Spandet, lå i maj 1916 ved Yser-kanalen

En fredelig Duel
Det var i Maj. I Krigsaaret 1916, jeg oplevede denne fredelige og ret enestaaende Duel, hvorom jeg her kort vil berette.

Stillingen, vi laa i, strakte sig ud fra Byen Dixmuidens søndrede Ruiner. Vore Skyttegrave var mange Steder yderst primitive, da disse strakte frem over de lave og fugtige Engarealer langs Yserkanalens Bred.

Det var en livsalig og forfriskende Morgen. Solen var lige staaet op, og den tætte Taage, der havde indhyllet os med sit Slør Natten over, maatte skyndsomst  fortrække.

Solens Straaler funklede og skinnede i det endnu dugvaade Græs og — nej, se dog bare — Engblommernelignede næsten Gulddukater . . . . Naturen var vidunderlig en saadan Morgen. Lærkerne svang sig syngende højt mod Sky, og fra de mange smaa Vandløb hørtes Frøernes frelige Krak — krak!

Ogsaa hos os i Gravens Dyb herskede der endnu en vis Ro. Et Par af Mændene stod i Adamskostume — Jagten efter de smaa graabenede Fyre var allerede i fuld  Gang.

Solen skinnede paa Mændenes nøgne Kroppe. Jagten foregik under munter Snakken, afbrudt af enkelte Latterudbrud. Et Par af Kammeraterne var beskæftiget med at gøre deres Vaaben i Stand. Og der, noget borte, stod en større Klynge og drøftede en Sag ret højlydt. Det drejede sig i Virkeligheden vist om — alt og ingenting.

Pludselig blev Stilheden afbrudt af et Horns skrattende Toner. Lyden naaede over til os fra den anden Skyttegrav. En Belgier, eller hvem det var, sad nu der og lod Tonerne rulle. Vi sad eller stod andægtige og lyttede til Musikkens Toner. Musikken standsede, men efter en kort Pavse fortsatte Manden derovre sin musiceren.

Han blæste nu en ogsaa hos os kendt Døgnmelodi — en „Schlager“, kalder Tyskerne det, og vi lyttede igen; nogle af os tillod os at nynne svagt med.

I min umiddelbare Nærhed stod ogsaa Fidde Jøhnk, Kompagniets Spasmager, og lyttede. Fidde var en saakaldt Altmuligmand. Han kunde synge og more andre med Vitser og den Slags’ Ting, og han kunde rigtig drille en ikke afholdt Kammerat eller Befalingsmand, naar det endelig kom an paa det. Foruden alle disse Færdigheder forstod Manden sig paa Musik — sa’ han da. En Gang har han fortalt mig lidt fra sit omtumlede Liv. Han havde bl. a. været med et omrejsende Cirkus, hvor han havde haft sin Plads i Orkestret.

Som en Mindelse fra denne Tid havde han endnu Trompeten i Behold, og ved enkelte Lejligheder lod han os nyde godt af sin Musik. — Om hans Kvalifikationer kunde der godt siges baade det ene og det andet. Men nu tilbage til Sagen.

Som vi stod der allerbedst og lyttede til Musikkens Toner, fo’r det pludseligt ud af Fiddes Mund: Hov — hov — du, den er gal. — Det skal være et „F“ .

Hva’ for noget, sa’ Fischer. — Du vil maaske lære ham derover, hvordan det skal være?

— Fischer var ogsaa en Slags Fagmand. Han var Hornblæser. — Fidde optog straks Handsken. — Ja, sa’ han, jeg skal lære ham, jeg skal give ham en Lektion, som han kan nemme, og derved trak Fidde sig ud af Klyngen og forsvandt ned i Dækningen.

Lidt efter stod han da der med det for ham saa dyrebare Eje i Haanden. Maaske var det blanke Instrument det eneste, Manden ejede.

Med en Mine som nogen romersk Sejrherre besteg den gode Fidde den ret interimistiske Tribune — der her bestod af Gravens Græsbænk. Snart rullede Tonerne ud over Graven og dens Omgivelser. De endnu sovende kom farende ud af deres Huler og saa sig forskrækkede omkring.

Men det var jo bare den tossede Fidde, der stod derhenne og spillede.

Selv vor gode Løjtnant Maas kom et Øjeblik til Syne. Skønt dette her var lidt udenfor Reglementet, lod han staa til. Allerede en Gang før havde han prøvet Kræfter med Spasmageren Fidde Johnk, men han maatte ærlig indrømme, at han der havde fundet sin Overmand. Den gode Løjtnant trak sig derfor ganske stille tilbage.  Han skulde ikke nyde noget.

Det kunde vel ikke helt nægtes, at den gode Fidde med en vis dilettantisk Færdighed behandlede sit Instrument. Kampen bølgede frem og tilbage. Snart blæste den ene og snart den anden af de to Kamphaner et Stykke.  Vi morede os kosteligt og opildnede den gode Fidde. — Ha, det kan du da gøre meget bedre, ikke Fidde? —  Hæng i — skaan ham bare ikke — og andre Udraab lød fra Kammeraternes Side.

Fidde blæste og blæste, saa Øjnene næsten var ved at trille ham ud af Hovedet. Endelig fandt Fidde, at nu kunde det være nok. Han blæste til Slut Strofer af en March og sluttede af med en lang og for os frydefuld Tirade. Lidt uforsigtigt stak han Hovedet op over Skyttegravens Rand og udslyngede med sin sidste Kraft følgende Hilsen: „Saa, nu har du vel faaet nok for denne Gang — Hva’ !“

Med en Mine, som om han havde vundet en stor Sejr, traadte den godt forpustede Fidde atter ned blandt os i Gravens Bund.

Den fredelige Duel havde fundet sin Afslutning.

DSK-årbøger 1947

18. marts 1916. Skideballer til befalingsmændene

Rasmus H. Damm, Toftlund, blev indkaldt i februar 1916. I marts stillede han som rekrut hos pionererne i Graudenz i Vestpreussen.

Og vor nye løjtnant holdt ord, både overfor menige og befalingsmænd. Altid mødte han selv op til tjenesten, og altid fik de herrer på kasketten, når de leverede dårlige kommandoer og for deres evige skælden ud, hvad de ikke kunne lade være med.

Løjtnantens egne kommandoer derimod blev smeldet ud, korte og klare og skarpe som bøsseskud.

Så hændte det en dag, da vi drog ud på en øvelse, at løjtnant Henkel ikke var med fra morgenstunden. Det skulle d’herrer befalingsmænd rigtig benytte sig af for at få luftet deres hævnlyst. Den situation skulle udnyttes, det mærkede vi snart. Vi marcherede ikke  ordentligt, vi sang ikke godt nok, og hvad de ellers kunne finde på at udsætte på os, og det skulle aves.

Øvelsespladsen var en vidtstrakt sandflade med noget langt græs  hist og her, og det var godt vådt, da det havde regnet hele natten og i morgentimerne med.

Ankommen til øvelsespladsen blev der kommanderet: »Spredt orden«. Og så gik det løs med: »March, march« – »Hinlegen- – »Sprung auf, march, march«, og så videre i den dur.

Altid måtte vi ned i de største vandpytter, altid ned i det tætteste græs.

Da det havde stået på en lille halv times tid, blev kompagniet samlet, for bøsserne skulle efterses. Før øvelsen var mundingshætterne blevet kommanderet fjernet, og nu var alle bøsserne, hvad der også var meningen, godt tilproppet med sand, ja, nogle endda så stærkt
medtaget, at låsene ikke kunne tages ud.

Der blev nu ordentlig ballade. Vor kære officersstedfortræder fik lejlighed til at opfriske hele sit forråd af skældsord, eder og forbandelser over os, og størstedelen af mandskabet blev noteret til strafeksercits.

Men under den sidste del af øvelsen havde Henkel – højt til hest – holdt ovre i udkanten af en granskov og fulgt hele begivenheden gennem sin kikkert. Ingen af befalingsmændene havde lagt mærke til ham, derimod mange af os, fordi vi havde fronten den modsatte vej.

Vi morede os indvendig, da vi anede, hvad der ville komme. Og  ganske rigtig, før bøsse eftersynet var endt, faldt hammeren, thi Henkel sporede sin hest og kom i susende fart over imod os.

Der blev råbt besked til vor øverstkommanderende, men denne fik kun lige tid til at lade kompagniet stå »ret«, før løjtnanten var der.

Endnu før der kunne afgives melding, kommanderede Henkel: »Rührt euch«. På den for ham særegne måde gav han nu stedfortræderen sin bekomst, og det uden at bruge skældsord eller eder. Han sluttede: »De går omgående tilbage til Deres kvarter. Jeg idømmer Dem tre dages stuearrest. Afmarch!«

De øvrige befalingsmænd fik, også deres skylle. Så lod han dem træde ind ved deres gruppe, og vi fik derefter alle forklaret, at det ikke afgjort var nødvendigt at smide sig ned i et vandhul, når der blev kommanderet »Hinlegen«, men at vi godt måtte tage et par skridt for at komme udenom; det, det gjaldt om, var at få sig dukket så hurtigt som muligt.

En anden gang var det den anden af vore »fortrædere«, der gik i vandet. Han havde ført os ud på øvelsespladsen, hvor han havde ladet os sætte bøsserne sammen og som sædvanlig ladet os træde an foran disse. Efter at der var rettet ud, kommanderede han: »Se lige ud«, og derefter: »Se til højre!«. Selvfølgelig røg alle næserne til højre.

Men det var slet ikke meningen, thi løjtnanten holdt nede foran venstre fløj, og kommandoen skulle have været: »Se til venstre«, da det naturligvis var ham, vi skulle se på. Da nu alle næser ryger den forkerte vej, farer den onde i vor »fortræder«, og han peger hen mod løjtnanten, idet han råber: »Verfluchte Saubande, wollt ihr dahin sehen«.

Det løb mig koldt ned ad ryggen; thi jeg var straks klar over, at nu gik det galt. Løjtnanten råbte også i samme nu: »Ruhrt euch«, sporede sin hest og red lige ind på synderen.

Med en stemme så kold som is tiltalte han nu denne med rang og navn og sagde: »De har straks at gå til Deres kvarter og blive der, til De får nærmere ordre. De har tildelt mig den største fornærmelse ved foran det samlede mandskab at pege med fingeren på mig. Jeg lader sagen indberette, så De kan få Deres straf«,

Han slap dog med tre dages stuearrest ved bagefter at give  feltwebelløjtnanten en undskyldning for sin fejltagelse og opførsel.

DSK-årbøger 1968

17. marts 1916. Rekrut i Graudenz

Rasmus H. Damm, Toftlund, blev indkaldt i februar 1916. I marts stillede han som rekrut hos pionererne i Graudenz i Vestpreussen.

Jeg er fra Gøtterup i Tirslund sogn og hører til de yngre årgange. Min soldater- og krigstid begyndte først i marts 1916.

Indkaldelsesordren, den længe men ikke med længsel ventede, kom i februar måned, og sammen med 18 andre stillede jeg i Haderslev.

For mit vedkommende, jeg var udtaget som pioner, gik rejsen til Graudenz.

Her havde vi en kompagnifører, en tyk fordrukken karl, med en mave så stor, at den hvilede på hestens nakke, når han var til hest, og det var han altid, når han var i tjenesten.

Desuden beklædte han også posten som kantinevært, hvad der åbenbart interesserede ham mere end vor uddannelse. Det kunne for så vidt også være os ligegyldigt, hvis ikke denne »hobby« havde været betroet til et par officersstedfortrædere, hvis eneste  saliggørende mening var denne, at »Schliff« og atter »Schliff« var det eneste, der kunne gøre os til duelige soldater og duelige til at »føre krig«. –

Men til alt held for os fik vi en anden kompagnifører, og hans debut gav os en antydning af, at det kunne give en anden »Herom« i dette
stykke.

Mens vi en af de følgende dage var ude i tjenesten, mødte han, og han var også feltvebelløjtnant, mødte han nemlig op for at se på øvelserne.

Efter nogen tids forløb lod han kompagniet kalde sammen, og vi blev præsenteret for ham som vor nye kompagnifører: »Herr  feldvebelløjtnant Henkel aus Berlin!« Han var en høj og slank herre med sort hår og ditto overskæg, altså også i det ydre en komplet modsætning til vor »kantinevært«. At han også var det med hensyn til tjenesten, det fik vi snart en fornemmelse af.

Han holdt en kort tale for os, hvori han meddelte, at han nu skulle overtage ledelsen af kompagniet. Det glædede ham, sagde han, for han kunne se, at vi var raske og flinke fyre.

»Men«, fortsatte han, »efter at jeg har overværet øvelsen, er jeg klar over, at kommandoen her er meget mådelig. Det forekommer mig, at befalingsmændene afgiver dårlige kommandoer, og – som det synes mig – bare at få lejlighed til at skælde ud og chikanere bagefter. Jeg har på fornemmelsen, at det er noget, de herrer kan, altså skælde ud, bedre end kommandere. Men De må lære det! Når jeg nu overtager ledelsen, så må de herrer indrette sig på at afgive ordentlige  kommandoer, så de kan få lært rekrutterne at blive gode soldater.

Tiden til uddannelsen er knap, og forplejningen nøje tilmålt, hvorfor jeg absolut må have mig unødige strabadser og unødig »Schliff« frabedt. Mærk Dem det, mine herrer!«

Så knaldede han hælene sammen og hilste: »Auf Wiedersehn!« og forsvandt, inden den forfippede officersstedfortræder fik samlet sig sammen til at lade kompagniet stå »ret«.

… fortsættes

DSK-årbøger 1968

13. februar 1916. Kresten Andresen: Disciplinen skal genoprettes

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Montigny den 13. februar 1916

Nu er jeg her på rekrutdepot og skal nyde nogle ugers uddannelse for at genoprette disciplinen, der forudsættes at være gået fløjten ved trainet. Vi er niogtredive lidelsesfæller samlet af alle mulige våbenarter, kavalerister, artillerister, trainsoldater og infanterister.

Det er et mærkelig rekruthold, og det har de herrer foresatte også indset. De er bange for, at vi skal vende hele depotet på den anden ende og er derfor meget imødekommende imod os. Vi ligger på et stort bryggeri lidt uden for byen på vejen til Lallarny. Vi ligger i en to etagers bygning, der helt er af cement, cementgulve og -hvælvinger. Vi har ingen kakkelovne, og vinden trækker ind i de store rum ad døren, som uafladeligt går op og i. Tilmed ligger vi på gulvet på en halmsæk, med to tynde dækkener at varme os med. Jeg er helt tæt i hovedet af bare forkølelse. Hvor er det en forskel fra mit kvarter hos madame Royé.

Marie stak mig tre æg i lommen, og Francoise syede mig et varmt uldent halsklæde, og de vidste slet ikke alt det gode, de vilde gøre mig, da jeg drog afsted. Derimod var kolonnen des køligere. Hverken ritmester eller vagtmester værdigede mig et ord. Vagtmesteren afgjorde alt gennem min korporal; han stod på gaden, da jeg kørte væk, men han ikke så meget som hilste af med mig. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort, men jeg har da været ved kolonnen syv måneder og er dem da ikke helt ubekendt.

Da jeg kom væk fra kompagniet, besøgte både feltweblen og officererne mig på lazarettet, og løjtnant Hammer bragte mig endda en stor buket syrener.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Krestens breve

3. februar 1916. Ingen hilsepligt på lokumsrensere

Senest ændret den 17. september 2021 20:34

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Han gennemgik rekrutuddannelsen i Slesvig hen over vinteren 1915-1916.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.

En anden dag – også i begyndelsen af min glorværdige militære løbebane – skete der endnu et sjovt tilfælde, da jeg sammen med en anden sønderjyde gik over kasernepladsen.

Imod os kom en mand i en uniform , som jeg ikke havde set før. Jeg spurgte min makker, om vi skulle hilse på ham , men han svarede, at det skulle vi ikke , det var kun en ganske gemen lokumsrenser.

Vi var kommet  temmelig tæt ind på manden, der åbenbart forstod dansk og havde hørt, hvad vi anså ham for at være. Det kan nok være, at vi blev belært om hans »rang, stand og stilling«, han var »Aufsichtsbeamter« og skulle nok sørge for, at »diese Knacker « – det var »kælenavnet« til de dansktalende – fik et kursus i takt og tone.

Min makke r og jeg blev bagefter enige om , at hvis det var takt og tone, vi skulle lære, var vi da vistnok havnet et forkert sted.

En gammel, elskelig dame, som jeg engang boede hos i min grønne ungdom , sagde altid , når vi unge kom lidt »for højt op«: »Den, der ingenting er og ingenting bilder sig ind, han er to gange ingenting.« Det passede udmærket på den mand.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

2. februar 1916. Trætte soldater på Østfronten

Johann H. Schramm gjorde krigstjeneste på Østfronten.

På marchtur under slaget ved Masuren.

De største anstrengelser for soldaterne på østfronten var de evindelige marchture. Hvilket besvær det var for mandskaberne, kan man næsten ikke dannede evindelige marchture. Hvilket besvær  det var for mandskaberne, kan man næsten ikke danne sig en forestilling om, når man ikke selv har været med, og det er utroligt, hvad soldaterne kunne holde til.

Den 2. februar 1916 nåede vi fra den tidligste morgenstund og til middag kun femten kilometer frem. Vejene var så at sige  ufremkommelige. Trætte, som vi var, undte man os ikke noget hvil. Vi  måtte omgående stille os til rådighed som dækning for et  armékorps, som var under march, og det vil sige, at vi resten af dagen måtte stå på vagt for at forhindre, at de marcherende kolonner blev angrebet fra siderne.

Vi stod i en vælling af dyb ler. Vi sank i til langt op ad benene. Det var et frygteligt pløre, og vi måtte holde ud til klokken otte om aftenen, altsaa til langt efter, at det var blevet mørkt. Tro ikke, at der så blev en hvilepause! Nej, vi måtte omgående marchere videre og nåede  frem til en by, der hed Krambola. Her fik man fat i en civilperson, der skulle føre os ti kilometer frem.

Vejen var et frygteligt ælte, for her havde regiment efter regiment  marcheret, her havde et utal af vogne kørt. Det var bælgmørkt. Vi var beskidte til langt op ad benene. Af og til lå der store sten på vejen, Dem faldt man over. Så tændte man en lommelygte for at faa lidt oversigt over terrænet. Så blev der råbt og skreget: »Sluk lyset!« — Russerne var jo i nærheden.

Langsomt gik det fremad. Da vi havde passeret midnat, og klokken var blevet ét, opdagedes det, at civilisten var ved at narre os. Han  var lige ved at føre os over til russerne; men så kan det nok være, at han fik en omgang. Jeg har aldrig hørt nogen skrige og jamre så  grusomt, som her i den stille nat. For resten blev civilisten skudt tre dage senere, fordi han var ved at snige sig gennem den tyske forpostkæde på vej over til russerne.

Vi måtte nu marchere omkring ved tre kilometer tilbage, og først klokken tre om natten nåede vi vort bestemmelsessted. Her fik vi den sølle besked, at enhver måtte se at finde et sted, hvor han kunne  få tag over hovedet. I løbet af et øjeblik var hele kolonnen opløst  og forsvundet.

Jeg var sammen med nogle kammerater kommet ind i et hus. Vi havde fået de våde støvler af og var ved at skifte strømper — hvis man da var så heldig at være i besiddelse af et par ekstra strømper — da der kom ordre om, at vort kompagni straks skulle træde an igen for at marchere videre til den næste by.

Men kompagniet var jo nu fuldstændig opløst, og der var derfor kun få, der adlød befalingen. Ordren blev gentaget; men — vi blev, hvor vi var, og det var håbløst at tænke på, at kompagniet nu kunne samles. Ærlig talt syntes vi, at vi havde ydet tilstrækkeligt, og vi lagde os simpelthen til at sove, og det gjorde vi til langt op ad formiddagen.

Da vi vågnede, gjorde vi vel nok store øjne, for det viste sig, at vi lå lige lukt blandt en flok russiske soldater. De var lige så trætte, som vi. Deres befalingsmænd havde ikke kunnet få dem til at marchere videre. De havde smidt sig ned på gulvet og var omgående faldet i søvn.

Vor ankomst havde ikke forstyrret dem; men nu var de i en ubehagelig situation, for de var for få i forhold til os. Komme bort kunne de ikke. Det var for sent, og der var ikke andet at gøre for dem end at lade sig tage til fange.

Først om eftermiddagen klokken to blev kompagniet igen samlet, hvorefter vi omgående blev sat i gang med at bygge stillinger.  Russerne lå kun en kilometer borte, så vi havde travlt; men da aftenen var gået, og morgenen brød frem, opdagede vi, at alt vort arbejde havde været nytteløst, for russerne havde trukket sig tilbage, og — så gik det atter fremad på march på de  ufremkommelige og opløste veje, og atter blev der stillet umenneskelige krav til soldaternes udholdenhed.

DSK-årbøger, 1958

29. januar 1916. Militære skideballer

Senest ændret den 17. september 2021 20:34

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Han gennemgik rekrutuddannelsen i Slesvig hen over vinteren 1915-1916.

Fotografiet forestiller rekruttiden – Begholt er nr. to fra venstre i bageste række.

Tjenesten i uddannelsestiden tog jeg med godt humør og uden større anstrengelse. Jeg havde dyrket gymnastik og fodbold og var i god træning.

Det, der voldte mig flest kvaler, var at lade være med at skrupgrine,  når de gamle professionelle underofficerer afleverede deres  »brandere«.

Deres ord­forråd var fænomenalt, her er en lille prøve:

En af de første dage stødte jeg sammen med en af disse herrer, da han ville gå ind – og jeg ud – ad en dør.

Dette udløste straks hans talegaver, og idet han satte en behandsket pegefinger på mit bryst, brølede han: »Først kommer jeg – og så kommer jeg endnu engang – derefter kommer der et langt, langt stykke tid slet ingenting – derefter kommer der en stor hob skidt – og så først kommer De!«

Denne udgydelse opfattede jeg som en mægtig god definition af en menig soldats placering på rangstigen. Jeg var ved at flække af grin, men holdt alligevel masken. At grine ad en foresat, når han uddelte reprimander, var en af de store dødssynder ved det tyske militær.

Det kaldtes »Achtungsverletzung vor versammelter Mannschaft« (respektløs optræden i alles påsyn), og gav mindst tre dage i spjældet.

I.J.I Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

27. januar 1916. Kejserens fødselsdag i en engelsk fangelejr

En unavngiven sønderjyde under mærket “P” beretter følgende om opholdet i en engelsk fangelejr.

Over den irske Sø og i Fangelejren
Efter et 3 Maaneders Ophold som Krigsfange paa et gammelt Herresæde i Grevskabet Tipperary i Irland blev vi i Slutningen af Januar 1915 atter sendt tilbage til England.

Overfarten over den irske Sø var meget stormfuldt. Damperen var kun lille og rullede voldsomt i den høje Sø. De fleste af os var søsyge, men den, der var værst medtaget, var en Landmand fra Vestkysten, der til daglig gik under Navnet „den sorte Haand”.

Han laa paa Trappen ned til Kahytten med Hovedet nedad og studerede den ca. 4 Timer i Forvejen indtagne Middagsmad. Mens han laa der og omtrent spærrede hele Trappen, skulde en af de andre Danske, der var med, hurtigt op i den friske Luft. Han sparkede derfor til „den sorte Haand”, idet han sagde: „Gaa da a e Vej, Boy, æ skal ue’“.

-„Aa lad mæ da savt lig’”, svarede „den sorte Haand”, „æ kan da lisaagodt lig’ hæe aa dø, som et andt Stej”.

Efter endt Overfart blev vi ført til en Lejr i Nærheden af Manchester. Her var der ved vor Ankomst allerede installeret ca. 1000 Fanger. Den engelske Lejrkommandant var en lille vindtør Oberst. Han havde afgivet det daglige Tilsyn med Fangernes Velbefindende til en tysk „Feldwebel” ved Navn Rabetsche.

Rabetsche var en ivrig Soldat, der mente at det var nødvendigt at holde Krigsfangerne i Træning. Hver Morgen Kl. 6 var der „Appel” med Uniformsgenstandene. Det var ikke sjældent, at hele Lejren stod opstillet i bar Skjorte og fremviste Underbukserne.

Lejren var inddelt i Batailloner og Kompagnier ligesom i Garnisonen, og i Mangel af Officerer var Underofficererne udnævnt til Kompagniførere.

Hver Formiddag Kl. 10½ blev hele Lejren pebet ud paa Pladsen, opstillet i Kompagnier og overgivet til Rabetsche. Derpaa lød det udover Pladsen „Ersatzreservisten und Kriegsfreiwillige links raus!“

Disse, der ikke havde lært Eksercits, maatte saa under behørig Opsyn begynde forfra med at rulle Haand, Fod, Øjne, Tæer o. s. v., medens de andre eksercerede af karsken Bælg.

Fangerne var aldeles rasende over denne Behandling, skældte ud gjorde de højlydt, og ofte troede jeg, at de vilde overfalde Rabetsche og gennemprygle ham. Han lod som intet, vel vidende, at den tyske Disciplin stak saa dybt i Soldaten, saa han end ikke under disse Forhold vovede at lægge Haand paa en Befalingsmand.

Første Aars Eksercits kulminerede, da hele Lejren den 27. Januar 1916 stilledes op til Parade paa den tyske Kejsers Fødselsdag.

Foran stod Regimentsmusikken fra 3 tyske Jægerbatailloner. Parademarchen begyndte, og Rabetsche stod i Bevidstheden om sin høje Stilling og af tog Parademarchen med en Mine, som var han selve Kejseren.

Bag ham, i ærbødig Afstand, stod den engelske Kommandant, tilfreds med, at Rabetsche sparede ham for megen Ulejlighed.

DSK-årbøger, 1943.

7. april 1915. Krigsfangelejrene: “Løgn fra ende til anden.”

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for Kongeåen

Af Nicolai Flyman

Syd for Grænsen under Krigen

Løgn fra ende til anden

Den stedfortrædende generalkommando i Altona har haft den frimodighed at anmode nordslesvigske blade om at optage følgende:

I den dansk Tyskfjendtlige presse findes under overskriften Krigsfangerne i Tyskland lider hungersnød en artikel, der skildrer Formentlige tilstande, samt anbringelsen og forplejningen af Fangerne i barakkerne i Tinglev.

Disse meddelelser er, som også redaktionen af bladet ”Humburger Echo” af 1. April meget rigtig bemærker, en notits, der bærer løgnens mærke på sig.

Angivelserne er faktisk løgn fra ende til anden.”

For så vidt dette med så megen tysk kultur affattede Dementi skulde sigte til den af os givne beretning om forholdene i lejren ved Bajstrup, der ligger nær ved Tinglev, skal vi blot bemærke at dementiets kraftfulde form ikke er i stand til at ændre de i vort referat omtalte Kendsgerninger. Betegnelsen ”løgn fra ende til anden” må åbenbart sigte til forhold andre steder.

Den tysk hærs forsyning med hø truet

Landråden i Haderslev Bekendtgør: ”Da det havde vist sig, at det indenfor det niende armékorps område trods de største anstrengelse ikke var muligt at få hø i frihandel, blev det, for om muligt at undgå rekvisitioner på grundlag af krigsydelsesloven af krigsministeriet anordnet at skaffe hø til veje gennem kommissærer. Desværre har dette middel hidtil ikke medført nævneværdige resultater, så hærens forsyning med foderstoffer er truet. Inden der skrides til det sidste middel rekvisition, anmodes landmændene indtrængende om i frihandel at tilbyde proviantkontorerne deres forråd af hø.

Ud til Sibirien ved Stillehavet

Nytårsaften 1914 blev mandskaber af 9de og 12te kompagni af 84de landeværnsregiment ved indtrædende tåge pludselig taget til fange af Russerne. Blandet fangerne var også overlærer Poulsen ved Realskolen i Sønderborg. Efter flere Måneders forgæves spørgen er der nu til slægtninge i Angel Kommen efterretning om, de befinder sig i Nikolsk i det østligste Sibirien i nærheden af Vladivostok.

Jeg er dansk

En dansk Nordslesviger, der har deltaget i krigen siden dens begyndelse, var forleden hjemme på orlov. Gensynet med familie og venner blev selvfølgelig fejret, men uheldigvis så stærk at soldaten blev en smule for snakkesalig, fortæller ”Holbæk Posten”. I denne tilstand kom han til at sige, at han sagtens kunde finde sig i alle strabadser ved fronten, når blot tyskerne til sidste måtte så klø.

En tysker, der hørte dette, angav soldaten, og da denne vendte til sin afdeling han stillet for en krigsret.

– Er de dansk? Spurgte chefen for Krigsretten.
– JA!
– Er de i dansk foreninger og da hvilke?
– Soldaten nævnte de danske foreninger han var i, og den overordnende forhørt sig derefter, hvilke steder han havde deltaget i krigen og spurgte til sidst: Bliver de ved med at være dansk?

– Jeg er dansk svarede soldaten, og jeg bliver ved med at være det. Men har gjort min pligt , på hvilken post jeg end har været fat.
– Så var forhøret forbi: men lidt senere fik soldaten, der frygtede det værste meddelelse om, at der var tilstået ham en særlig orlov. Grunden kunde han selv regne ud.

Russiske krigsfanger Løgumkloster
Russiske krigsfanger ankommer til en fangelejr ved Løgumkloster

 

25. marts 1915. Hans Petersens kammerat afstraffet i felten

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Den 25. Marts 1915. Vi havde i 8 Dage ligget i den store Stenhule, som hørte til Gaarden »La Carriére«. Inde i Hulen var der hverken Lys eller Ro til at skrive; derfor gik jeg ud paa Marken og satte mig i Græsset med Ryggen lænet op mod en gammel Radsaamaskine og skrev med Bogen liggende over Knæene.

»La Carriére« er en temmelig stor Gaard med moderne, solide Bygninger. Kostalden og Hestestalden var bygget inde i Bjerget, ved hvis Fod hele Gaarden laa. En saadan Stald er praktisk, den behøver næsten aldrig at repareres og kan holde i Aarhundreder. Midt paa Gaardspladsen laa Møddingen; her stod lille Herbert for Øjeblikket med Hænderne bundne paa Ryggen til en Pæl. Der skulde han staa i 2 Timer til Spot og Haan for de andre Kammerater, fordi hans Gevær ikke var i Orden, da det blev efterset. Idet jeg gik forbi ham paa Vejen derud, hviskede jeg til ham: »Hold kun Modet oppe, Herbert, du har endnu Venner.«

Den store Kornlade var ogsaa meget praktisk. Her laa en Dag et Kompagni unge, friske Reserver, som lige var kommen derhjemmefra; nogle laa og sov, nogle spiste, og andre sad og spillede Kort.

Da de var marcheret ind paa Gaarden, maa de være bleven iagttaget af Fjenden; thi henimod Aften skød han efter den store Lade med 3 Granater. Den første gik et godt Stykke for kort, den anden slog ned lige foran Gaarden, og den tredie gik ind gennem en Luge og midt ned i Laden, hvor dens Eksplosion fremkaldte en frygtelig Ulykke. Der var 40 Mand dræbt og saaret; der blev en saadan Forvirring og et saa uhyggeligt Syn, at det var helt ubeskriveligt.

De døde ligger i en Massegrav kun faa Skridt fra, hvor jeg sad. Hvilken underlig Tilskikkelse, at de skulde dø i Krigen uden nogen Sinde at have set en Fjende.

Fra Gaarden gik en smuk Allé ned til Slottet, som var nedbrændt til Grunden; der stod kun et Stykke Mur og en Skorsten tilbage, som truede med at styrte ned, hvad Øjeblik det skulde være. Jeg var henne at se Slottet. Det har ligget meget smukt paa en høj, fremspringende Pynt. Ved begge Sider er der skovbevoksede Skrænter. Imellem Træer, Græs og Ukrudt gror her den lille blaa Viol i Tusindvis. Nede i den langstrakte, grønne Dal gik vore Artilleriheste og græssede fredeligt. En lille Bæk snor sig i livlige Bugtninger gennem Dalen. — Oppe mellem Ruinerne saa jeg en Gang, som gaar ned under Jorden. Jeg fik Lyst til at kende denne Gang lidt nærmere; derfor tændte jeg min Lommelampe og steg ned. Først kom jeg til en stor Vinkælder, hvori der laa en Mængde tomme Flasker; nogle laa ituslaaede paa Gulvet, og andre laa opstablede i Rad paa Flaskehylder. Herfra førte en Gang til begge Sider. Jeg fulgte Gangen til venstre, den var halvanden Meter bred og lidt over to Meter høj. Det havde uden Tvivl krævet mange Aars strengt og taalmodigt Arbejde at hugge en saadan Gang med Hammer og Mejsel gennem den hvide Klippe.

Ved Enden af Gangen var et lille, cellelignende Rum. Der laa en firkantet Stenblok til at sidde paa, og der var hugget flere Huller i Væggen til at sætte forskellige Dele ind i . I Døraabningen laa Resterne af en hensmuldrende Dør og et klodset, rustent Dørhængsel. Over mit Hoved stod et langt fransk Navn skrevet med sorte Bogstaver. Det saa ud, som om en Mand til Tidsfordriv havde holdt en Lampe op imod Loftet og med Lampens osende Flamme havde skrevet Navnet. Uvilkaarligt trængte det Spørgsmaal ind paa mig: Hvad mon den lange skumle Gang og det mørke Kammer har været brugt til?

"Friedhof der 86 bei Moulin" fra Hemmsen album.
Soldaterkirkegården ved Moulin

 

 

8. januar 1915. Jernkorset til Hemming Skov

Senest ændret den 9. januar 2015 10:58

Af Allan Otto Wagner

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen på Østfronten

Den følgende Dag skulde Kompagniet pludselig træde an til Appel. Jeg blev af Kompagniføreren kaldt frem for­an Kompagniets Front. Anledningen anede jeg intet om.

Iført min forrevne Kappe har jeg nok virket som en lidt ynkværdig Repræsentant for den tyske Armé. Og det var Kappen, det gjaldt i første Omgang; der haglede en ordentlig Ladning af Skældsord ned over mig. Den Kappe, som blev flænget fra øverst til nederst, da Russerne et Par Dage før drev os gennem Pigtraadsforhindringerne, skulde have været sat i Stand. — Et ganske urimeligt Forlangen­de, for hvor eller hvornaar skulde dette vel være sket. I parademæssig Stand var vel ingen traadt an til denne Appel. Vi var alle mere eller mindre pjaltede og snavsede. —

Da Kompagniføreren var naaet til Vejs Ende med sin Gardinprædiken, drejede Vinden pludselig om i et andet Hjørne. Under velvalgte Ord og i meget højtidelige Ven­dinger hæftede han Jernkorset paa mit Bryst. Dette var en Overraskelse, allermest for mig selv. Jeg maatte selv­følgelig tage Konsekvensen: Kompagniets Hyldest. Det var drøjt, for inderst inde var jeg ikke beæret, udgaaet fra et dansk, nationalt vaagent Hjem i Nordslesvig, som jeg var. Tillige var Fortjenesten svær at øjne, idet jeg trykkede mig det mest mulige i Forhaabningen om, at dette kunde være en medvirkende Aarsag til at naa frelst igennem; og i Sandheds Erkendelse skal tilføjes, at Korset ikke foran­drede denne min Indstilling.

Tysk parade Kowno Polen IMG_2011_11_29_5802