Tag-arkiv: disciplin

14. april 1918. A.P. Andersen går glip af fem dages mørk arrest

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

I Hangest blev vi en fire Ugers Tid i forholdsvis Ro og Fred. Vi laa midt i en dejlig Skov et Stykke uden for Byen, — og det var den herligste Foraarstid.

Da der var gaaet en Uges Tid, kom Lt. Küster i Tan­ker om, at jeg jo havde 5 Dages mørk Arrest paa Vand og Brød til gode for mine Forseelser for en Maaneds Tid siden. Da der imidlertid ikke var nogen Arrest i Hangest, var der jo ikke andet at gøre end selv bygge en.

Altsaa blev der ca. 10 Meter fra vor Kortcentral, en lille Barak­bygning, fremstillet et nyt Arresthus, der kunde tage een Mand ad Gangen.

Der blev lavet et Skur, nærmest et stort Skab, om man vil kalde det saadan, i hvert Fald lignede det et Lokum, Grundflade 1,00 x 1,00 m med Gulv, Tag og Dør samt et Sæde, 40 cm bredt. Saa kunde jeg afvekslende staa op eller sidde ned, ganske som jeg havde Lyst til i de fem Dage, jeg skulde være der. Der kom Hængelaas for Døren, og vor Vagtmester havde Nøglen til denne.

Jeg begyndte at tænke med Ømhed paa min Hale, der nu skulde sidde 5 x 24 Timer paa det haarde Brædt, og jeg tænkte paa et Par ekstra Underbukser og lidt anden Blødhed, da der pludselig skete noget helt andet! — Det har Krigen og Livet lært mig ganske eftertrykkeligt, at man aldrig skal tage Sorger paa Forskud.

Der skete det, at der blev Brug for Kachotten til en anden „Forbryder”. En ung Berliner, en Jøde, en intelligent Fyr for Resten, havde været omkring i Omegnen paa egen Haand for at se, om der var noget at redde, og han havde i et Slot i et Bibliotek fundet en del sjældne og kostbare Bøger, som lige var noget for ham. Og da han jo daglig saa, hvorledes mange af Officererne stjal og sendte hjem, har han nok tænkt, at det kunde han ogsaa.

Men der er som bekendt Forskel paa Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Et Par Pakker havde han faaet godt og vel sendt hjem, men saa opdagede Lt. Küster det, og da Berlineren var saa dum ikke at tilbyde ham noget af Rovet, blev det hele jo blæst op til noget ganske uhørt forkasteligt. Resten af Bøgerne blev konfiskeret (jeg tæn­ker, Küster selv har faaet dem sendt hjem ved første Lejlighed), og Misdæderen fik flere Dages Arrest. Og nu var det jo saa heldigt, at Arresten stod klar til at modtage ham næsten med det samme. Altsaa ind med ham! — Ham , Andersen , kan vi jo altid senere putte ind.

Men saa skete der noget nyt igen, men det bliver for meget at fortælle alle de morsomme Enkeltheder her. 18. Armés Opmarchplan er for vor Division og de nærmeste Nabodivisioner, som var betroet os, var ved en utilgivelig Skødesløshed fra vor Side blevet borte, men de var blevet fundet under Fremmarchen af Gendarmeriet. Nu skulde de arme Syndere, som havde dette paa deres Samvittig­hed, ogsaa paa Tur ind i det nye Arresthus for at sone deres Brøde, og summa summarum af det hele blev, at den Arrest, der var blevet bygget til mig, fik jeg ikke engang selv Lov til at sidde i.

DSK-årbøger 1954

 

10. april 1918. Selvskade: To hug med øksen – og så var tommelfingeren væk!

Senest ændret den 4. december 2020 9:13

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Jeg  er  kommet  til  et  Eksercitskompagni.  Det  bestaar  af gammelt  Mandskab,  der  flere  Gange  har  været  ved  Fronten, og  som  nu  skal  strække  Benene  lidt  og  forøvrigt  skal  strammes  lidt  op.  Det  er  de  ikke  særlig  villige  til at  være  med til.

De  har  alle  faaet  nok  af  Krigen,  og  længes  ligesom  enhver anden  kun  efter  at  komme  hjem  til  Familien.  Det  er  derfor med  største  Uvillie  de  hver  Morgen  møder  til Tjenesten  og er  af  den  Grund  ikke  altid  lige  behagelige  at  have  med  at gøre. 

Forleden  Morgen  gik  det  da  ogsaa  galt  i  min  Deling. Een  Mand  irriterede  mig  saa  voldsomt  med  sin Ugidelighed, at  jeg  maatte  give  ham  en  Irettesættelse.  Den  Slags  har  han vel  tidligere  faaet  mange  af,  men  nu  gik  det  galt. 

Han  for ind  paa  mig  med  løftet  Gevær.  Jeg  naaede  dog  at  springe  til Side,  og  Geværet  suste  i  Gulvet med  det  Resultat,  at  Kolben skiltes  fra  Løbet.  Det  havde  vi  nu  nok  faaet  „ordnet”,  men Feldveblen,  der  ikke  kunde  forstaa,  hvor  jeg  blev  af  med  mit Korporalskab,  kom  i  det  samme  opad  Trapperne. 

Han  havde  set  det  hele,  og  nu  gik  der  Rapport  i  Sagen.  Det  endte med,  at  vi  alle  —  hele  Korporalskabet  —  maatte  møde  i Krigsretten. 

Det  resulterede  i, at  Manden  fik  8  Dages  streng Arrest,  at  afsone  efter  Krigen.  —  Ved  samme  Møde  i  denne frygtede  Ret  havde  vi  Lejlighed  til  at  overvære  en  anden Sag,  i  hvilken  der  var  lagt  godt  i .

Det  drejede  sig  om  Faneflugt,  Fejghed  over  for  Fjenden  og  for „Selbstverstümlung”. Statsadvokaten  begærede  Manden  idømt  3  Aars  Fæstningsarrest,  men  nu  tog  Forsvareren  Ordet.

Det  var  en  gammel hvidhaaret  Herre,  der  i  Modsætning  til  de  3  Dommere  var Civil.  „Det  var  ene  og  alene  Længslen  efter  de  Kære  i  Hjemmet,  der  har  overvældet  min  Klient  til  at  berøve  sig  selv Tommelfingeren,”  begyndte  han.

„Mine  Herrer,  høje  Ret,” fortsatte  han  og  spurgte:  „er  der  nogen  iblandt  Dem,  der  er saa  haardhjertet  ikke  at  kunne  føle  det?  I  to  Aar har  Manden ikke  været  paa  Orlov  og  kun  fordi  han  er  Elsas’er,  og  dog har  han  Hustru  og  Børn  ligesom  tusinde  andre,  og  som  han har  længtes  efter. 

Hvad  angaar  Fejgheden,  mine  Herrer,” fortsatte  han,  „da  vil  jeg  gerne  have  Lov  til  at  bevise  det modsatte.  Forestil Dem, mine  Herrer,”  begyndte  han,  „at  De lægger  Deres  Tommelfinger paa  et  ujævnt  og  knudret  Brædt! De  tager  en  Økse,  Magen  til den  Soldaten  har,  ikke  en  sleben og  skarp,  nej,  men  en,  der  er  sløv  og  fuld  af  Skaar;  De  slaar til!

Fingeren  bliver  siddende  ved  det  første  Hug !  De  tager ikke  Haanden  til Dem, —  hvadbehager,  mine  Herrer?  Derpaa langer  De  ud  til  et  kraftigere  og  nyt  Hug ,  der  saa  skiller Fingren  fra  Haanden!  Hr.  Statsadvokat,  mine  Herrer,  høje Ret,  det  er  forklaret  af  Manden,  at  han  har  maattet  slaa  til to  Gange  for  at  opnaa  sin  Hensigt!

Jeg  spørger:  Er  det  Fejghed?  Nej,  og  atter  Nej.  Jeg  mener  derimod,  at  Manden  maa være  i  Besiddelse  af  overordentlig  Mod  og  Karakterstyrke!

Og  med  Hensyn  til Faneflugten,  da  har  han  kun  ved  at  skille sig  af  med  Fingeren  haft  til  Hensigt  at  komme  paa  Lazaret, og  dermed,  om  muligt,  hjem  til  sin  Familie.

Jeg  overlader hermed  trøstig  min  Klient  til  Bedømmelse  af  den  høje  Ret, og  mener,  at  nogle  faa  Dages  Fængsel  er  fuldtud  tilstrækkelig!”  —  Dommen  lød  paa  14  Dages  mørk  Arrest.

 

20. marts 1918. “Slagtekvæg til Vestfronten” – disciplinære problemer blandt kyrassérer i Doberitz

Niels Ebbesen Kloppenborg Skrumsager, søn af landdagsmand H.D.  Kloppenborg Skrumsager, gjorde krigstjeneste ved et Garde-Kyrrassérregiment. Efter at have været indsat på Østfronten, blev regimentet i foråret 1918 overflyttet til Vestfronten.

Paul Buchwald — min Ven — stammede fra Schlesien, hvor hans Forældre Øst for Breslau havde en lille Landejendom. Vi traf hinanden paa Garde-Kyrasser-Kasernen i Berlin Sommeren 1915. I Rusland begyndte vor Karriere som Frontsoldater. Mange fælles Oplevelser under Patruljegang bandt os mere og mere sammen.

Efterhaanden kunde vi næsten ikke undvære hinanden. Vi delte alt med hinanden, Penge, Pakker og selv alt, hvad der hørte til Livets Opretholdelse. En Frontsoldats Mave var jo næsten altid slunken. Vi plyndrede en Nat vor Ritmesters Spisekammer — trods den udstillede Vagtposts Aarvaagenhed. Men vi fandt en Bagdør. Vi levede højt et Par Dage, men saa blev det opdaget, og jeg vandrede i Kachotten — tre Dages mørk Arrest paa Vand og Brød. Det var i en Kælder i Byen Pinsk. Her tog jeg dog Tørnen alene.

Den Modtagelse, jeg fik af Paul og mine Gruppekammerater, da jeg atter kom ud, var enestaaende: 12 Spejlæg med brunede Kartofler og Vodka i lange Baner. Stemningen blev saa høj, at Ritmesteren kom til Stede. Han lovede Paul og mig, at han nok skulde huske os, naar vi efter nogen ekstra Uddannelse blev overført til Vestfronten.

I Februar 1918 gik denne Overførsel for sig. Vi kørte gennem Polen og kom ind i Tyskland. Her fik vi et lille Ophold i Doberitz. I Løbet af tre Uger blev vi gjort bekendt med de sidste nye Mordvaaben, saasom Flammekastere, Miner osv. Vi var nu klar over, at vi var modne til Vestfronten. Af denne Grund var der ogsaa lige ved at blive Revolte i Doberitz den sidste Aften, vi var der. Vi havde alle faaet Natorlov til Klokken to. Vi Kyrasserer gik i Flok og Følge gennem Byens Restaurationer og lavede al den Halløj og Spektakel, vi kunde finde paa.

Under Alkoholens Indvirkning væltede fem Mand en Disk med over hundrede Glas, Paul og jeg ordnede en Musikautomat. Det var den rene Vandalisme. Politiet blev tilkaldt, men de gjorde intet for at standse os. De vidste, at vi den næste Morgen Klokken fem tog af Sted til Vestfronten.

Det varede længe, før vi kom af Sted den Morgen, Flere af mine Kammerater var nemlig i Nattens Løb deserteret. Vi skrev med Kridt paa Vognene: „Schlachtvieh für die Westfront”!

Vore Officerer, der efterhaanden erkendte Sagens Alvor, bad os om at viske det ud, men vi raabte i Kor: „Stimmt es nicht?“ Da de ikke svarede, raabte vi: „Lad det bare blive staaende!” Og det blev staaende. Disciplinen slog en kraftig Revne!

Jeg mindes ellers den smukke Rejse gennem. Tyskland som en Oplevelse. Vi havde mange Ophold. Solen skinnede, Foraaret gryede, og hvor var det skønt ved Rhinen. Vi passerede mange Transporttog med saarede. Stemningen blev vel saa lidt trykket, men hvor kan saadan en Flok Kammerater dog holde Humøret oppe paa hinanden!

Paul og jeg blandede Blod og lovede hinanden, at hvis en af os skulde blive lemlæstet, skulde den anden give ham Naadeskuddet; thi — komme hjem som Krøblinge vilde hverken han eller jeg.

Til sidst havnede vi i Belgien. Jeg skal love for, vi fik en varm Modtagelse af de engelske Flyvere.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

6. marts 1918. ”Jawohl, Herr Leutnant!” A.P. Andersen får en skideballe

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten.

(… fortsat)

Som jeg lige har fortalt, skulde vi være Stabsballon, og af den Grund skulde vi forsyne os med en Masse lette Telefonstænger, som kunde sættes op under Fremmarchen. Vi skulde jo opretholde Forbindelsen bagud.

Jeg fik en Dag Ordre til sammen med en af vore Lastbilchauffører at tage til en stor Pionerpark Syd for Fresnoy le Grand for at hjemføre et svingende Læs af disse Stænger. Da vi, forsynet med en Rekvirerseddel, kom derhen, kasserede jeg alt, hvad der blev forevist os, som uegnet til Formålet.

Til sidst kom Pionerparkens Major og sagde, at de intet andet havde end disse tykke Granstammer 6-8 m lange, lige afkvistede og med en Tykkelse af 12-18 cm i Rodenden. Disse Bomme, som var velegnede til Stillads-Rejsebomme ved et 3-Etagers Hus, men ikke Spor anvendelige under en Fremmarch, hvor alt skulde gå hurtigt og let, kasserede jeg.

Ja, det måtte jeg selv om! — sagde han.

„Det går ikke an,“ — sagde Chaufføren, — „det går ikke an at komme tilbage med tom Vogn, om så Stammerne er nok så ubrugelige.”

„Vær bare rolig,” sagde jeg til ham. — „Hvem har Kommandoen her, du eller jeg? Der er noget, der hedder at handle efter Konduite, og tror du, jeg vil stå her i seks Timer sammen med dig for at læsse denne Vogn med alt det friske Tømmer? Til sidst vil vi være så oversmurt med Harpiks, at vi slet ikke kan slippe Træet. Nej, jeg tager Ansvaret! Nu tager vi ind til Fresnoy le Grand og henter de Telefon-Batterier, vi skal have derinde, og så besøger vi Soldaterhjemmet, og bagefter går vi i Biografen og ser Asta Nielsen!”

Min Ulyst til at bestille alt for meget som tvungen tysk Soldat kan bl. a. henføres til min Dagbog, i hvilken jeg for Eksempel den 9. Januar 1917 i Nantillois for an Verdun skrev — en Dag, da jeg var godt gal i Hovedet på hele den tossede Krig og specielt på de tyske Officerer: „Derfor vil jeg også se at trykke mig og lave så lidt som muligt. Det skal være sådan, at jeg får Samvittighedsnag, hver Gang jeg har bestilt lidt for meget. — Hvis det var gamle Danmark, ja — så var det en helt anden Sag!”

Som sagt, så gjort.

Ved 6-Tiden vendte vi tilbage til Sequehart, og jeg gik op på Skriverstuen for at aflægge Rapport. Et Kvarter forinden var Lt. Küster lige kommet derop fra et Møde i en eller anden Stab, hvor man havde drøftet Offensiven, og hvor der var blevet pålagt Officererne at sørge for en skrap Disciplin og ikke tåle nogen Slingren i Geledderne. Han havde lige givet Skriverstuens Personale den første Omgang. Og så kom jeg.

Jeg skal love for, at jeg fik læst og påskrevet. Ordre var Ordre, og Ordren skulde udføres, om den var nok så idiotisk, set med mine Øjne. Men han havde lagt Mærke til mig. Jeg var en rigtig Stivnakke! Først det med Brevene og nu denne Ordre, som jeg ikke havde udført. Han skulde nok holde Øje med mig. Tredie Gang skulde jeg ikke slippe så nemt. Og så oplevede jeg det Øjeblik, som er så skønt og uforglemmeligt i en lille Soldats Liv.

Da jeg blev ved med at glo på ham med intetsigende Øjne og bare en Gang imellem sagde: „Jawohl, Hr. Leutnant,“ forløb han sig og råbte:

„Ja, Sie sagen: Jawohl! Jawohl, Hr. Leutnant, aber man sieht es Ihnen an, Sie denken, Sie konnen mich im A. l.!“

Jeg beherskede min Lyst til ikke at sige: „Jawohl, Hr. Leutnant, “ — men tav …

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

11. februar 1918. Tysk soldat i Belgien: “De gamle kvinder truede ad os.”

Christian Paulsen, Daler, blev indkaldt til IR84 i begyndelsen af 1918.

Den 11. februar måtte vi tage afsked med Slesvig og kom derfra til Beeverloo i Belgien. Her blev vi så videreuddannet.

Da vi kørte med toget gennem Belgien, var der et par steder nogle gamle kvinder, der stod og truede ad os, så vi kunne nok se, at vi ikke var særlig velkommen, hvad også var forståeligt nok efter tyskernes behandling af Belgien. Jeg befandt mig trods alt bedre i Belgien end i  Slesvig.

Vi havde nogle behagelige underofficerer, så blot vi passede lidt på ved tjenesten, havde vi det helt godt. Det er dog sket, at vi har fået ekstraeksercits, når vi havde forset os lidt.

En dag skulle vor sergent give os en ordentlig stroppetur. Han gik med os en tur uden for byen, og bag en skov lå vi så et par timer og slikkede solskin. Vi havde selvfølgelig stillet poster ud, så der ikke skulle komme en officer og overraske os. Vi skulle holde mund med dette, og idet behøvede sergenten heller ikke at være bange for. Sergenten var for resten sachser og et ovenud godt menneske.

En dag, da vi var opstillet i kasernegården, spurgte kompagniføreren, om der var nogen, der havde lyst til at lade sig uddanne som »minekaster«. De interesserede skulle helst være smede eller mekanikere, men da der ikke var nok af dem, meldte jeg mig også, og det har jeg heller aldrig siden fortrudt.

Vi blev så uddannet ved minekasterne og havde hver dag nogle timers undervisning i brugen af disse våben.

Vi øvede i begyndelsen med miner, som ikke kunne eksplodere, og senere gik vi over til også at øve med skarpe miner.

Herefter behøvede vi ikke mere at være med til den øvrige tjeneste ved kompagniet, undtagen ved skarpskydningen.

DSK-årbøger 1961

21. januar 1918. Indkaldt: “Vi var ikke andet end store drenge …”

Christian Paulsen, Daler, blev indkaldt til IR84 i begyndelsen af 1918.

Da krigen brød ud i 1914, havde jeg ikke regnet med at komme i trøjen, for da skulle krigen jo efter tyskernes mening gøres færdig i en fart.

Jeg blev konfirmeret 1915, og allerede i efteråret 1917 måtte jeg stille til session på Tonhalle i Tønder.

Der var ikke mange, der slap for at blive soldat. Man skulle næsten — som man siger — »komme med hovedet under armen« for at blive fri.

Jeg blev taget til infanteriet og skulle have været ind samme efterår, men jeg blev dog fri til januar 1918. Hvis jeg skulle blive hjemme, måtte min husbond af sted, og så blev det altså mig, der måtte  trække i den tyske trøje.

Det var den 21. januar 1918.

Sammen med en hel del andre fra min hjemegn mødte jeg på Junkerhulvejkasernen i Flensborg og blev samme dag ført til Slesvig, hvor jeg blev tildelt 1. kompagni af regiment 84.

Jeg kan ikke just sige, at det var videre godt at være der i Slesvig. De var lidt hårde ved os, for vi skulle jo i en fart have lidt uddannelse, så vi kunne komme til fronten og blive indsat, hvor der var mangel på tropper.

Vi var dog ikke andet end nogle store drenge — lige fyldt 18. år.

DSK-årbøger 1961.

17. November 1917. H.C. Brodersen fik overdraget en “Rekvisitionskommando” og skal sørge for “Adspredelse”.

Senest ændret den 4. december 2020 8:55

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Det  var  kun  Rygter,  det  med  Vestfronten,  thi  nu  sidder  vi her  i  Skjorteærmer  under  Italiens  dejlige  Sol. Jeg  har  faaet overdraget  en  „Rekvisitionskommando”  og  er  selvstændig. Folkene  skal  ikke  faa  for  meget  Vand  i  Suppen,  saa  længe vi  er  her.

Hver  Dag  „rekvirerer”  jeg  en  Ko  eller  to,  ligesom der  nu  er  Brug  for  dem.  Jeg  har  endvidere  faaet  overdraget Indkvarteringskommandoen.  Det  volder  dog  ingen  Vanskeligheder;  thi jeg  har  lagt  Beslag  paa  et  Par  store  Skoler,  og der  er  Plads  nok.  Værre  er  det  med  en  Underhaandsordre, som  jeg  har,  og  som  gaar  ud  paa  at  skaffe  lidt  „Adspredelse”.

Der  er  nemlig  kun  to  Lokaler  af  den  Slags,  jeg  finder formaalstjenlige,  og  dem  vil de  russiske  Krigsfanger,  som  arbejder  her  paa  Egnen,  ikke afstaa.  De  ér  ikke til at  drive  bort, og  hele  Dage  staar  de  i  Kø  for  at  komme  ind.  Den  Sag  har jeg  opgivet.  De mange  Fanger  er begyndt  at  komme  fra  Fronten,  der  ligger  langt  borte.

Aldeles uden  Bevogtning  kommer de,  i Flokke  fra  2—10  og  flere  Mand  ad  Gangen.  Afstandene imellem  Flokkene  er  store,  og  i  flere  Dage  er  de  marcheret igennem  Byen.  I  Forbimarchen  gennemroder  de  Møddingerne  efter  noget  spiseligt.  Afmagrede,  sultne,  trætte  og  forkomne  slæber  de  sig  af  Sted.  Mange  Brød  har  vi  stukket  ud til  dem,  men  det  forslaar  kun  lidet.

Ved  Byens  eneste  fælles Pumpe  er  der  altid  Slagsmaal  imellem  dem  for  at  komme  til at  faa  noget  Vand.  I  Begyndelsen  forsøgte  vi  at  skille  dem ad,  men  det  har  vi opgivet.  Vi lader  dem  slaas.  De  skal  samles  i  Leibach  og  skal  derfra  føres  videre  til  Lejrene  i  Tyskland  og  Østrig,  hvortil  det  er  Meningen,  at  vi  skal  føre dem.

—  Det  blev  imidlertid  ikke  til  noget,  og  om  Grunden herfor  er  der  ingen,  der  ved  nogen  ordentlig  Besked.  Men der gaar  fæle  Rygter.

 

21. oktober 1917. 50-kilos granater slæbes til batteriet – eller ryger i brønden!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Den 21. oktober havde vi en frygtelig dag. Vi blev beskudt fra alle sider, infanteriet blev stærkt angrebet, og vi kunne ikke vige det mindste fra kanonerne den hele dag. Sergent Felix Plosshaischik stod bag ved 3. og 4. kanon og kommanderede. Han stod i et hul til halsen, ved siden af ham stod løjtnant Mundt. Stumperne røg ganske voldsomt om ørerne på os. Løjtnanten fik så en granatsplint i enden; han løb tilbage til forbindingspladsen og kom så på lazarettet.

Pludselig midt under den frygtelige kanonade hører jeg en, der skriger ganske kolossalt ovre ved 3. kanon. Jeg løb derover; jeg tænkte på døde og sårede, men da jeg kom derover, var Gefreiter Popp og kanoner Fritzen kommet i vild håndgemæng. Fritzen lå nederst og Popp lå oven på ham og slog ham med den knyttede næve i ansigtet.

Fritzen brølte som et vildt dyr. De andre fire mand af betjeningen skød med kanonen. Han holdt så op med at prygle, og jeg spurgte, hvad der var løs? Popp var bajer, han var meget hidsig. Han forklarede, at Fritzen ville ikke skynde sig, og så måtte han have nogen klø, det var det bedste middel til sådan en fyr, mente han.

Alt imens blev der skudt, og de engelske granater slog ned og eksploderede rundt omkring os. Vi måtte skyde på en ret kort afstand, indtil det engelske infanteri blev standset.

Ammunitionstransporten voldte os et ganske kolossalt arbejde. Så snart der var lejlighed, skulle vi slæbe ammunition. Jeg var nu kommet blandt dem, der var med hele tiden. Og jeg spurgte mine foresatte om at blive afløst og komme til noget andet end just slæbe granater hele tiden. Men det lod sig ikke gøre. Skuldrene blev ømme, ja helt hudløse.

Vi var 18-20 mand, der uafbrudt slæbte granater. De vejede cirka 50 kilo per styk. Da vi måtte vedblive at slæbe i det uendelige blev jeg ked af det.

Da jeg nu havde arbejdet på at blive fritaget, fik underofficererne mig i kikkerten, og selv om de andre periodisk kunne blive fritaget, så lod det sig ikke gøre for mit vedkommende. Vi gik i en lang række og blev råbt op for hver gang vi hentede en, tog den af bilen, og så sjokkede vi af sted.

Vi skulle slæbe dem cirka 200 meter. Jeg var fra nu af altid den sidste i rækken. Vi blev råbt op, jeg fik min granat som alle de andre, men om natten bar jeg den om bag huset og plumpede den i brønden. Derefter satte jeg mig inde i buskadset og ventede til de andre kom tilbage, sluttede mig til dem, og det samme om igen.

Dette blev jeg ved med i lang tid, ja, til sidst var brønden fuld, men så gik der en del i ajlebeholderen. Der var en mere, som måtte dele skæbne med mig. Han var skolelærer fra Braunschweig, han hed Rudolf Vinkler. Han græd over det, men det nyttede ikke noget, han måtte hænge i.

Jeg havde såmænd gerne forundt ham at slippe lidt nemmere om ved det, men jeg turde ikke meddele ham, hvorledes jeg bar mig ad, for så var det sikkert blevet opdaget.

Vi fik nu materiale, så vi kunne bygge en Feldtban. Det var  tipvogns-skinner, og så fik vi to vogne, byggede bro over granathuller og grøfter, og i løbet af en dags tid kunne vi køre. Det gik betydeligt lettere, vi kunne have ca. 50 granater med hver gang, og 5-6 mand kunne ved hjælp af vogne og sporet transportere lige så meget som 20-30 mand før.

Der var blot den ulempe ved det, at det alt for ofte blev skudt i stykker. Vi måtte reparere det flere gange daglig, ja, der gik ikke mange dage, før det var ganske umuligt, at holde sporet i orden, og så måtte vi til at bære igen.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

21. oktober 1917. Peter Poulsen mavesyg af Bøf, Kartofler og Øl

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres. Efter flere dages sult og tørst blev hans endelig trukket ud af linjen.

Efter nogle faa Dages Forløb begyndte Lægen at skrive os raske. Vi skulde atter ud i Stilling.

Det var netop den Dag en af mine gode Kammeraters Fødselsdag, og da han fortalte mig det, sagde jeg til ham: „Kunde vi bare faa et ordentlig Maaltid Mad!”

„Ja, han havde da opdaget et Sted, hvor det kunde lade sig gøre at faa en Bøf med brunede Kartofler samt et Glas Øl; men han betroede mig, at det var meget dyrt.

Vi var tre eller fire Kammerater sammen, og jeg sagde til ham: „Kan du finde Maden, skal jeg betale den,” for Penge var det ikke knapt paa den Gang. Han førte os saa hen til en Beværtning, hvor vi fik Bøf, Kartofler og Øl, som jeg betalte; men da vi gik derfra, viste det sig, at det var mere, end min Mave kunde fordøje. Jeg maatte ofre det hele i Rendestenen og følte mig rigtig syg og elendig; og i Stedet for at komme med ud i Stilling om Aftenen blev jeg tilbage og meldte mig igen næste Morgen hos Lægen.

Han var forfærdelig arrig, skældte mig ud for Simulant og sagde, at jeg fejlede ingenting, og kommanderede mig straks ud i Stilling.

Jeg mente, at hvor syg jeg var, følte jeg bedst selv, bad mig fritaget for hans Udtryk om Simulant og lignende og lod ham vide, at jeg havde aldrig nægtet at gaa, hvorhen jeg blev befalet at gaa; men at jeg i Dag ikke gik med i Stilling, fordi jeg var syg, hvad enten han saa vilde indrømme det eller ikke.

Det kom til et lille heftigt Ordskifte mellem os. Jeg skyndte mig derfra, saa hurtigt jeg kunde, og vilde gaa ned i en anden Gade i Byen og klage min Nød for Feltvebelen og bekende, at jeg havde baaret mig galt ad; men førend jeg naaede saa vidt, kom Lægen susende paa sin langbenede Hest, red mig forbi og kom før til Feltvebelen end jeg.

Jeg trak mig tilbage til Parken. Saasnart Lægen gik ud, gik jeg ind, og det var ikke blide Ord og Blikke, jeg blev modtaget med. Feltvebelen sagde, at jeg var et gammelt Fæ, der ikke engang kunde dy sig overfor sin høje Overordnede, og forkyndte, at jeg havde rørt mig selv en dejlig Suppedas sammen. Lægen havde indgivet en Klage, der gik ud paa utilbørlig Opførsel, som nu skulde sendes videre opad, og det kunde blive en slem Historie for mig.

Jeg fortalte Feltvebelen, hvordan det hang sammen, men han sagde: „Du er da saa gammel, at du ogsaa godt kunde være lidt klogere. Gaa nu ikke mere til Lægen, men find dig et Sted, hvor du kan være under Tag, og gaa saa hen og lad dig behandle af Sygepasseren; naar du saa føler dig rask, kan du jo gaa ud i Stilling til Kompagniet.” Det gjorde jeg saa.

Der var rømmet 6 Mand Natten i Forvejen, som havde tømt min Madpose for Fødevarer og mit Tornyster for Underbenklæder, Strømper og en Skjorte, saa jeg havde ikke saa farlig meget at bære paa.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

20. august 1917. På vestfronten: “Det bliver en sort Dag.”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Som modsvar til den franske offensiv skal Eskildsen og hans regiment med deres nye videreuddannelse, genindtage en høj.

Den 20. August fører Franskmændene det voldsomste Stød. Paa højre Meusebred tager de Høj 344, paa venstre »den døde Mand« og 304.

Nu skal »Eingreif«-Divisionen træde i Virksomhed. Vi skal tage 344 tilbage. Regimentet gaar frem til Modstødet.

Det bliver en sort Dag.

Artilleriet svigter, den højere Ledelse svigter, Oberstløjtnantens klare Hjerne og ranke Ryg mangler, hans Stedfortræder er en Fuldblods-Idiot, de enkelte Grupper, Kompagnier, Batailloner mister Forbindelsen med hinanden i det uhyre vanskelige Kampomraade med de gas fyldte Kløfter, stejle Klippevægge og kratspærrede Høje.

Alt er i syndig Forvirring; men Frontsoldaten holder Maalet i Øjet. Et Par tapre Stakler naar op paa 344, men bøder derfor med Livet.

— Ingen af de skyldige Stabsofficerer bløder.

Regimentet er oprevet paa een Dag og har for første Gang i dets Historie ikke løst den Opgave, der blev stillet. Det var i trist Stemning, at jeg den Nat Kl. 1½ efter en farlig og vanskelig Rejse naaede hjem til Kvarteret.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront – Vestfront, 1929, s. 181

1. august 1917. Mads R. Dahl overfuset af officer midt i Haderslev

Mads R. Dahl, Sillerup pr. Fjelstrup, var hjemme på orlov efter næsten halvandet år som soldat i august 1917.

“Die Disciplin bei der Truppe geht zu Teufel!”

1 August 1917 var jeg hjemme paa min første Orlov efter min Indkaldelse i Marts 1916. Jeg var staaet af Toget i Vojens for at tage min Kæreste med hjem til min Mor i Sillerup. Paa Vejen til Amtsbanegaarden i Haderslev besørgede vi en Del Ærinder, gik Arm i Arm, som forlovede plejer at gøre, uden at skænke Omgivelserne større Opmærksomhed.

Ved Markedspladsen ser jeg nok, at der kommer en Officer paa det modsatte Fortov, men jeg lader som intet og bøjer mig ned over Kæresten, saa jeg intet kan se. Saa lyder det „Hei, Sie da!“. Raabet gentages, men jeg regner dog ikke med, at det er mig, det gælder.

Til al Uheld er der en civil forbipasserende, der gør mig opmærksom paa det: „Det er vist dig, han vil have fat i“, siger han paa godt Jydsk og peger over paa Officeren, der gentager: „Kommen Sie mal her!“.

Jeg maatte saa springe over Gaden og staa ret ud for Nissens Gæstgivergaard. Og nu kan det nok være, at jeg fik læst Teksten. „Om jeg ikke havde lært at hilse paa militær Vis!“. „Undskyld, men jeg havde ikke set Herren”.

„Hvor jeg kom fra?“. Saa meldte jeg blot: „Kanoner Dahl fra Fronten paa Orlov“.

„Ja, jeg skal give ham Orlov”, sagde han. „Afdeling og Nummer ved Fronten?”

– Nu maa her indskydes, at vi netop gik med oprullede Skulderstropper i denne Tid paa Grund af Spionfare, og det var blevet os paalagt ikke at røbe noget. Paa hans Forespørgsel kunde jeg kun svare, at det var forbudt at sige noget.

Saa kom den Bemærkning, jeg bruger til Overskrift; om jeg dog ikke kunde se, at han var Officer? Til ham maatte vi altid tale.

Og Manden blev mere og mere rasende, og da han jo ikke netop talte sagte, samlede der sig efterhaanden et lille Opløb omkring os. Imens stod han med venstre Haand paa Sværdhæftet, saa Spidsen af Sværdet pegede lige mod en af Ruderne i Gæstgivergarden. Mens han skældte ud, kunde jeg ikke lade være med at ønske, at han vilde træde lidt tilbage, saa Ruden vilde knuses. Han traadte da ogsaa tilbage, men Skeden ramte Gesimsen, saa det gav et Sæt i ham. Det var ærgerligt.

Nu syntes han vist, det kunde være nok, for nu havde der efterhaanden samlet sig Folk nok, som havde set ham i al hans Vælde. Efter en sidste Skylle, der gik ud paa, at jeg var et forstokket Frontsvin, gav han mig Ordre til at melde mig paa Kasernen, saa skulde han nok faa at vide, hvad han ønskede, og sørge for min videre Orlov.

Efter et skarpt „Abtreten” snurrede jeg omkring, gjorde det selvfølgelig ikke godt nok og maatte tilbage i Rendestenen to Gange, inden han var tilfreds. Med et „Nach der Kaserne”, fik jeg endelig Lov til at slippe. Jeg fik lige hvisket til Kæresten, at hun blot skulde gaa til Banegaarden, saa vilde jeg komme senere. Jeg gik et Stykke i Retning af Kasernen, indtil jeg paa det andet Fortov mødte et Par Soldater. Jeg lod som intet, sluttede mig til dem og gik i rolig Gangart om ad Jomfrustien og derfra til Banegaarden. Senere mærkede jeg ikke mere til den Historie.

DSK-årbøger 1948

9. juli 1917. Hårdkogte frontsoldater og kogte kartofler: Sådan en Blödmann-Hollweg!

Senest ændret den 17. september 2021 20:26

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

En hel del af den jord, der hørte til landsbyen, hvor vi flere gange lå i “ro”, blev drevet kollektivt af tyskerne. Der blev, så vidt jeg husker, kun dyrket kartofler.

Da de tyske tropper hele vinteren 1916-17 næsten ingen kartofler havde fået at spise, er det indlysende, at de store kartoffelmarker i juli måned havde soldaternes store interesse. Det var selvfølgelig strengt forbudt at “besøge” disse marker, men det var omtrent som at forbyde en ræv at stjæle høns.

Hver nat gik et par mand på rov, og de nye kartofler smagte dejligt og var et kærkomment tilskud til den mad, vi fik udleveret fra feltkøkkenet. Der blev pligtskyldigst afleveret en portion til løjtnant Knutz’ oppasser, og løjtnanten spurgte aldrig om, hvor de kom fra. Ortskommandanturen opdagede jo hurtigt, at der gik svind i kartoflerne, og nogle bevæbnede landstormsmænd blev sat til at holde vagt ved dem.

En nat blev Gefreiter Bruder standset af en nævenyttig vagt – de fleste vendte ellers ryggen til – og Bruder blev indberettet til regimentet, der jo var nødt til at straffe manden. Det blev til “drei Tage Mittelarrest” – i hans papirer. —

En dag ved morgenappellen blev Bruder beordret tre skridt frem foran fronten, og dommen blev oplæst af løjtnant Knutz, mens kompagniet stod ret. Da dette var sket, spurgte løjtnanten Bruder, om han nu også vidste, hvorfor han havde fået de tre dage. Svaret faldt prompte:

– “Jawohl Herr Leutnant, weil ich mich hab’ schnappen lassen” (Javel hr. løjtnant, fordi jeg har ladet mig snappe). Løjtnanten svarede også omgående:

– “Das sagten Sie, und nicht ich” (Det sagde De, og ikke jeg). Så var højtideligheden overstået. Der blev stadig spist kartofler – også af løjtnanten.

Et par dage efter – det var mørkt, så det må have været sent på aftenen, sad en mand i vort kvarter og kogte kartofler på sit spritapparat. Vi var alle sammen gået til køjs. Kartoffelkogeren var berliner, han hed Ennulat og var i det civile liv “Kohlentrimmer” (fyrbøder) på slæbebåde i kanalerne omkring Berlin. Han var ikke ret stor, højst 165 cm, men skulderbred. Hans hals var ganske kort og hans arme temmelig lange, så han lignede en gorilla, det hele var et stort muskelbundt.

Han var en god frontsoldat og en mægtig god kammerat; men alle var klar over, at man ikke ligefrem skulle træde ham over tæerne, det havde v i set beviser nok på.

Som Ennulat sad dér og stak i sine kartofler med en kniv , gik døren op, og Feldweblen kom ind. Ennulat blev roligt siddende.

– “Rejs Dem op, når jeg kommer ind,” brølede Feldweblen, hvortil Ennulat svarede:

– “Jeg er træt, hr. Feldwebel.”

Denne var nu kommet helt hen til Ennulat og opdagede, at han kogte kartofler.

– “Hvor har De kartoflerne fra?”

– “Dem har jeg købt,” svarede Ennulat helt roligt, mens han stadig sad og stak til kartoflerne.

Feldweblen gik nu fuldstændig over gevind, han råbte og skreg, så de, der ikke allerede var vågne, blev det; men vi blev selvfølgelig liggende, som om vi sov, så der ingen vidner var. Vi kendte Ennulat og var klar over, at han var i krigshumør. Hvad Feldweblen alt galede op om, kan jeg ikke huske, men han sluttede af med at sige, at han nok skulle sørge for Ennulat.

Da rejste Ennulat sig endelig, stak hånden i lommen, og da han tog den frem igen, lå hans lille 7,65 pistol i hans flade hånd. Den holdt han op under næsen på Feldweblen og sagde ganske roligt:

– “Der er ingen, der skal snappe mig, fordi jeg hugger kartofler, og der er heller ingen, der skal ‘sørge’ for mig, hr. Feldwebel. Dem wird es schief geh’n” (Ham vil det gå skævt). Feldweblen, der trak sig baglæns tilbage efterfulgt af Ennulat, nåede hen til døren og forsvandt skyndsomt.

Der var ingen af de “sovende”, der mælede et ord. Ingen havde hørt noget. –

Ennulat gik langsomt tilbage til sine kartofler og spiste dem, rejste sig derpå og strakte sig dovent, mens han mumlede temmelig højt mellem tænderne: »So ein Blodmann-Hollweg.« (Det var en omskrivning af Bethmann Hollweg , navnet på den tyske rigskansler). (…)

Optrinet fik ingen følger ud over, at Feldweblen næste morgen ved appellen sagde følgende:

– “Jeg ved, at der i kompagniet findes folk, der for en fedtemad er i stand til mit kaltem Blut einen über’n Haufen zu schiessen” (med koldt blod at nedskyde folk ).

Vi grinte militærisk – det vil sige uden at fortrække en mine.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

15. juni 1917. De gamle frontsoldater driller Feldweblen

Senest ændret den 17. september 2021 20:26

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun. Kompagniet havde fået ny Feldwebel, der plagede de gamle frontrotter med eksercits. Det skulle hævnes.

Der skulle afholdes bataljonsøvelse, og da vore heste var anbragt i en stor lade, der lå et stykke uden for byen, sendte Feldweblen en skriftlig ordre ud til den underofficer, der havde kommandoen over kuske og heste. Ordren lød på, at han næste morgen kl. 8 skulle stille på appelpladsen med ti spand heste.

Nu vidste Niggemann – sådan hed underofficeren – lige så godt som alle vi andre, at når ti vogne skulle deltage i øvelsen, skulle løjtnanten selvfølgelig også bruge sin ridehest. Da der imidlertid ikke stod noget i ordren angående ridehest, var her en kærkommen lejlighed til at stikke Feldweblen én ud.

Når Feldweblen var i sit “kasernehumør”, og det var han så godt som daglig, gik hans galskab lige så meget ud over underofficererne som over de menige, og da han altid benyttede vendinger som »Befehl ist Befehl« (en ordre er en ordre), og “Jeg forlanger mine ordrer udført til punkt og prikke”, besluttede Niggemann for en gangs skyld at tage ham helt bogstaveligt.

Ordren blev givet om eftermiddagen, før øvelsen skulle finde sted, og der gik ikke mange timer, før alle vidste besked om den famøse sag, og v i håbede, at Feldweblen ikke ville opdage sin fadæse i tide.

Næste morgen oprandt, og da vi trådte an på appelpladsen, holdt Niggemann allerede dér højt til hest med de ti køretøjer. “Alma”, sådan hed løjtnantens hest, var der ikke.

Spændingen var stor, mon Feldweblen ville opdage noget, inden løjtnanten kom til stede? Men det gjorde idioten selvfølgelig ikke.

Da løjtnanten kom, afgav Feldweblen melding, og alting gik såre godt, indtil løjtnanten vendte sig om og råbte: “Niggemann, mein Pferd!”

“Ist nicht da, Herr Leutnant, ist nicht bestellt worden” (“Niggemann, min hest!” – “Er her ikke, hr. løjtnant. Den er ikke blevet bestilt”).

Niggemann sprang af hesten og gik hen til løjtnanten med den skriftlige ordre. Da løjtnanten havde læst den, stod han et øjeblik og så lige ud i luften. Han blev skiftevis rød og bleg, vendte sig så om mod Feldweblen og sagde ganske roligt: “Herr Feldwebel, jeg har længe bemærket, at De ser dårlig ud. De er sikkert ikke rigtig rask. I morgen tidlig melder De Dem syg. Det er en ordre! Jeg skal nok selv tale med lægen.”

Derpå vendte løjtnanten sig atter om mod kompagniet, og i det samme kom en mand trækkende med “Alma” fuldt opsadlet. Løjtnanten steg til hest uden et ord og uden at blive forundret over, at hesten dukkede op. Den havde stået i skjul et stykke borte. Niggemann ville selvfølgelig ikke sætte løjtnanten i forlegenhed.

Vi rykkede ud med en lille forsinkelse, men nåede øvelsespladsen i god tid. Denne dag syntes patronkasserne kun halvt så tunge, og det hele gik som en leg.

Feldweblen så vi ikke mere, og det var vi ikke kede af. Kort tid efter kom vor gamle Feldwebel tilbage fra lazarettet, og roen var genoprettet ved kompagniet.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

12. juni 1917. Soldaterhumor: Hvordan man tager røven på en Feldwebel

Senest ændret den 17. september 2021 20:26

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

En dum Feldwebel

Da vi afgik fra østfronten til Frankrig , fik v i en ny kompagnichef, idet “Sternigel”, som allerede omtalt, ikke ville lege med mere. Det var løjtnant Knutz, der afløste “Sternigel”. Han havde været adjudant hos regimentskommandøren, Graf von Kielmannsegg. Det var et godt bytte, vi dér gjorde, for løjtnant Knutz var ikke alene en god chef, han var også i besiddelse af fine menneskelige egenskaber.

Knapt så godt var det, at vi et stykke tid efter også fik en ny Kommandofeldwebel, fordi Hannoveraneren blev syg og måtte på lazaret. Den nye, der kom direkte fra garnisonen i Tyskland, var Hannoveranerens diametrale modsætning. Om han havde været i felten før, ved jeg ikke, men hans opførsel overfor såvel underofficerer som menige tydede ikke herpå. Metoderne f ra garnisonen ville han indføre derude i felten, og det slap han ikke ret heldigt fra.

Jeg mindes, at løjtnant Knutz en dag sagde til ham i hele kompagniets påhør: “Herr Feldwebel, lassen Sie Ihre Garnisons-Zicken, die konnen wir hier nicht gebrauchen” (“Hr. Feldwebel. – Hold op med Deres garnisonsnarrestreger – dem har v i ikke brug for her”). Men til trods herfor kunne manden ikke holde sig i skindet, så det skulle ende galt, og det gjorde det også.

Vi havde besluttet, at han skulle have en ordentlig dukkert, når der blev lejlighed dertil. Den kom, da vi engang lå i ro i en landsby bag fronten. Når vi skulle “træde an” om morgenen eller på et hvilket som helst andet tidspunkt på dagen, havde Feldweblen for vane at rive døren op til det hus, vi boede i, og brøle “raustreten!”

Det var vi ikke vant til. Det med at sørge for at stille til tiden, havde altid været underofficerernes sag, og Feldweblens brølen ved disse lejligheder irriterede os grænseløst.

Et lyst hoved fandt ud af, at hans “raustreten” lige så godt kunne forstås som “austreten” – som betyder at gå på wc – og derefter blev slagplanen lagt.

Næste dag vidste vi , at vi skulle have en øvelse, hvor løjtnant Knutz sikkert ville være t i l stede. Når Feldweblen næste morgen brølede »raustreten« ind ad døren, skulle ordren øjeblikkelig gives videre som “austreten”. En mand fra hvert gevær, ti i alt, skulle så omgående styrte ud på latrinen og blive der, indtil de så, at løjtnanten var ankommet til appelpladsen. Derefter skulle de komme frem én for én. Det blev også bestemt, hvem der skulle komme først. Det var én, der havde ordet i sin magt og ikke var bange af sig.

Det hele var nøje gennemtænkt, og vi var spændt på, hvordan det ville gå. Det var jo meningen, at løjtnanten skulle “eksplodere” og give Feldweblen en ordentlig omgang, fordi han ikke havde kompagniet samlet.

Den næste morgen kom Feldweblen som sædvanlig og brølede sit “raustreten” ind ad døren. Ordren blev promte givet videre som “austreten”, og de ti mand styrtede ud på latrinen bag huset. Alle vi andre gik til appelpladsen, som lå ca. 50 meter derfra.

Løjtnanten kom, og Feldweblen skulle melde kompagniet “Zur Stelle”. Det gjorde han også, men måtte jo tilføje, at der manglede ti mand og på løjtnantens spørgsmål om, hvor de var, kunne ingen tilsyneladende give besked. Alt imens kom den første af de ti mand frem, og de øvrige ni sluttede efterhånden op bag ham. Han meldte sig hos løjtnanten, og der udspandt sig nu følgende:

“Hvor i himlens navn kommer de herrer fra?”

– “Vom Klosett, Herr Leutnant!”

– “Hvornår er det blevet mode at gå på kloset, når der er befalet at træde an?”

– “Der Herr Feldwebel hat ‘Austreten’ befohlen, und wir haben den Befehl ausgeführt” (“Feldweblen har befalet ‘austreten’, og vi har udført befalingen”).

– “Hvad er det dog for noget sludder, det kan jo ikke passe,” sagde løjtnanten.

– “Das kam uns auch ein bischen komisch vor, Herr Leutnant, aber der Herr Feldwebel hat ja so viel neues eingefuhrt, und dann dachten wir, dass das mit einem geputztem Arsch vor dem Antreten auch dazu gehorte”. (“Vi syntes også, at det lød lidt komisk, hr. løjtnant; men Feldweblen har indført så meget nyt, så vi troede, at det også hørte sig til at polere røven, før vi skulle træde an”).

Hele forklaringen blev afleveret med den mest alvorlige mine, man kan tænke sig. Det kneb for os andre at holde masken, men det lykkedes.

Ordskiftet, hvori selvfølgelig også Feldweblen, der var bleg af raseri, blev inddraget, endte med, at løjtnanten anbefalede ham for fremtiden at udstede sine ordre i et sprog, der ikke kunne misforstås. – Den forventede eksplosion udeblev, for løjtnanten tog det hele fra den komiske side. Vi kunne se, at det kneb for ham at holde sig alvorlig, da manden afleverede sin replikker.

Nu er der måske nogle gamle soldater, der vil synes, at episoden er ganske uhørt, og at den lyder utrolig. Men man skal huske på, at vi lige var kommet tilbage fra en eller anden forbandet høj ved Verdun, og vi skulle temmelig sikkert derud igen en af de første dage. Chancen for at komme tilbage med hele lemmer var såre lille, og man kunne vente dét, der var værre. En sådan situation giver en mentalitet, som kun den forstår, der har prøvet det. De par dage, vi var i “ro”, ville vi ikke have ødelagt af en fladpandet Feldwebel uden at svare igen.

Løjtnant Knutz opfattede situationen rigtigt og lod os have vor fornøjelse. Han havde jo selv advaret manden flere gange uden synligt resultat.

For øvrigt vidste han, at han fuldt ud kunne stole på disse hårde halse, og at vi aldrig ville fremtvinge en situation, der ville stille ham blot, for vi holdt af den »Lange«, – det var det navn, han gik under mand og mand imellem – og vi respekterede ham fuldt ud. At vi alle sammen til afslutning fik en lille opsang betragtede vi som værende i orden, rynkerne i løjtnantens øjenkroge var synlige, så vi var klar over, at opsangen kun var til ære for “galleriet”.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

7. maj 1917. H.C. Brodersen kaprer et tog på vej mod nord

Senest ændret den 4. december 2020 8:56

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Hamburg. Hptbhf., den 7. Maj 1917
Ved en fejl Omstigning i Köln, som Marinesoldaterne var Skyld i , naaede vi ikke det rigtige Tog til Hamburg. Marinerne havde imidlertid faaet opsnuset, at der skulde komme et Kurértog i samme Retning. Der blev paa vor Forespørgsel herom sagt, at det kun holdt  et Øjeblik, og at det ikke optog Passagerer, idet det kun bestod af II. Klasse.

Stationsforstanderen vilde ikke lade os komme med, og vi besluttede da selv at gøre et Forsøg; thi her kunde vi jo ikke blive staaende. Toget kom, men en ærbødig Forespørgsel til Togføreren om at komme med, blev barskt afvist. Paany satte Toget sig i Bevægelse, men vi var ogsaa klar til Entring. Nu eller aldrig, tænkte vi, og sprang ind paa Toget. To Mand slap straks ind, medens andre, deriblandt jeg, naaede kun at faa fat i en Jernskinne ved Skydedøren til Bremsevognen.

Men det var ogsaa nok; thi efterhaanden som Benene ikke længere slog til til Farten, der nu var sat yderligere i Vejret, blev jeg af  Marinerne halet indenbords. Togføreren var rasende og forlangte at faa vore Papirer. Dem fik han og noterede vore Navne. Han skulde nok sørge for, at vi blev meldt til Kompagnierne, sagde han, medens han uopholdelig skældte ud efter bedste prøjsiske Mønster.

Det var dog ikke saa slemt som et Par Timers Trommeild, og da vi havde faaet Cigarerne i Brand og ogsaa bød ham en, faldt han  nogenlunde til Rette. Noget efter indbød vi ham til Frokost, hvilket han ikke sagde nej til.

Han var nu kommet i sine rette Folder og mente, at vi dog sad meget bedre i en II. Klasses Kupé, som han vidste var fri.

Vi havde nu opnaaet mere, end vi havde turdet haabe paa, og ved en Skat naaede vi efterhaanden til Hamburg. Her i Hjørnet af den store Ventesal i Hamburgs Hovedbanegaard har jeg truffet flere Bekendte.

Medens Marinerne straks havde Tilslutning i Retningen mod Kiel, maa jeg vente i flere Timer, inden jeg kan fortsætte efter Flensborg. Hvor gør det godt at høre det hjemlige Sprog, men sørgeligt at høre Landsmænd tale om, at nu er denne eller hin af Bekendtene derhjemme faldet.

„Eilzug in der Richtung Kiel und Flensburg, Bahnsteig 3,” lyder det. Nu gælder det nok om ikke at forpasse Tiden igen.

Enhver, der skal med, samler op i Pakkenellikkerne og haster af Sted.

 

4. maj 1917. Officer truet: “Knivene ud, og saa tre Mand til at røre i Blodet!”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Efter fire Døgn i første Linie ved Arras kom vi tilbage til Lécluse og haabede, at vi skulde slippe for at komme ud slappes, mere; men vi blev skuffet.

Da vi havde været tilbage i to Timer, blev vi alarmeret paany. Vi havde hverken faaet vaadt eller tørt og kom slentrende hen paa Alarmpladsen.

Kort efter marcherede vi op ad Lécluses Gader, trætte, forvaagede, sultne og modløse; vi lignede alt andet end prøjsiske Paradesoldater, nærmest nogle store, levende Lerklumper. Vi holdt hverken Geled eller Fodslag og kunde godt mærke, ogsaa paa vore Officerer, at de var meget ængstelige.

Englænderne havde stormet og brudt Linien, og nu skulde vi ud og hjælpe at storme, for at drive dem tilbage til deres gamle Stillinger.

Da vi var kommet et Stykke op ad Gaden, mødte vi en prøjsisk Major.

Han stod og skrævede midt paa Fortovet og saå foragteligt efter os og raabte: „Hvad er det for en Flok Faar?”

Det skulde han nu ikke have gjort, for da han havde udtalt det, standsede hele Kompagniet, og saa er der en, der raaber: „Hvad siger han, en Flok Faar. Knivene ud, og saa tre Mand til at røre i Blodet!”

Men det syntes Majoren ikke om! Som var han skudt ud af en Kanon, røg han ind i den første den bedste Dør. Og væk var han!

Jeg var baade angst og skamfuld og tænkte: „Det gaar jo ravruskende galt, for de af os, der kommer hjem fra Stormen, som vi skal ud i, bliver naturligvis skudt allesammen.

Men vi hørte aldrig mere noget til den Historie, og det var første Gang, jeg mærkede, at Militærdisciplinen var i Færd med at slappes. Det var de første Dage i Maj 1917.

Vi marcherede et Par Kilometer frem, til vi kom i Nærheden af en lille By, som hedder Boiry, hvor der var et stort Kalkbrud. Dér mødte vi en Ordonnans, som kommanderede os ind i Kalkbruddet; dér skulde vi vente nærmere Ordre.

Saa fik de da travlt hjemme ved Feltkøkkenet; en fik Gullashkanonen ladt og kom kørende ud til os med dejlig, varm Kaffe, som smagte udmærket.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

2. maj 1917. Ny delingsfører: “Han så ud, som om han havde ædt et par sure agurker!”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Endelig var de tre Dage forbi. Af de 42 Mand var kun de 18 tilbage, 24 døde og saarede.

Vi blev paany samlet i Grusgraven og skulde nu ind i første Stilling; men vi skulde have nyt Udfyldningsmandskab, for det var jo tyndet slemt ud i Rækkerne.

Iblandt dem, vi havde mistet, var ogsaa vor Delingsfører. Han var faldet, saa vi skulde have en ny. Da vi fik ham at se, syntes vi slet ikke godt om ham; han saa ud, som om han havde ædt et Par sure Agurker.

Han syntes maaske heller ikke godt om os, og da vi omsider blev sat i March med Kompagniføreren forrest og den nye Delingsfører bagest, var der allerede paa Forhaand Sprængstof i Luften.

Jeg var en af de forreste og fulgte tæt efter Kompagniføreren; men da vi kom til det Omraade, hvor den engelske Spærreild laa, løb Kammeraterne forbi mig, en efter en, og snart havnede jeg som sidste Mand lige foran vor Delingsfører.

Han gav mig nogle opmuntrende Tilraab, som ikke lød videre godt i mine Øren. Jeg sagde til ham, at han skulde bare løbe sin Vej, for jeg kunde ikke holde ud at løbe; det vilde mine daarlige Lunger ikke tillade.

Han tænkte naturligvis, at han skulde passe godt paa den gamle Fyr, som sikkert ikke vilde med i Stilling. Vi havde nemlig allerede paa det Tidspunkt Folk, som aldrig gik med i Stilling.

Han blev mere og mere nærgaaende, tilsidst traadte han mig i Hælene, alt mens han skældte og smældte.

Men man skal ikke træde en Hund paa Halen; man skal heller ikke træde en Mand i Hælene, for saa koger han over.

Jeg traadte ud til Siden og sagde harmdirrende til ham: „Hold nu Kæft, og pil saa af; jeg skal nok komme bagefter, for jeg kan nu ikke holde ud at løbe.”

Men Delingsføreren mente naturligvis, at han var i sin gode Ret, og derfor forstærkede han sine Udtryk. Det udartede til et Mundhuggeri; vi blev saa højrøstede, at vor Kompagnifører kunde høre det; saa kom han løbende tilbage og sagde til Delingsføreren: „Sørg for at komme ud i Stilling og faa Kompagniet stillet op og lad den gamle passe sig selv, han skal nok komme.”

Saa skyndte Delingsføreren sig tilbage til Kompagniet, og da jeg kom derud, havde han holdt en Plads aaben til mig ved Siden af sig selv. Det var jeg slet ikke begejstret for, men den Sag var der ikke noget at gøre ved.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

27. april 1917 – H.P. Hanssen: “Mishandlinger, Sygdomstilfælde og barbariske Straffe”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin d. 27. April 1917.
[…] Gothein, hvem jeg havde forsynet med Materiale, gav en overordentlig drastig Skildring af Tilstanden ved Fangekompagnierne i Nordslesvig. Tilstanden i Fangelejrene ved Løgumkloster, Tinglev og Enemark  spottede, sagde han, enhver Beskrivelse. Fangerne pines af Sult og Arbejde, som langt overstiger deres Kræfter. De lider under Mishandlinger, Sygdomstilfælde og barbariske Straffe. Dødsfaldene er talrige. Angrebet rettedes især imod Major Stöckel, som har Overkommandoen over Fangerne, og derfor bærer Hovedansvaret for disse skandaløse Tilstande.

Krigsministeren tog Major Stöckel i Forsvar. Efter at en Kommission havde undersøgt Forholdene i Fangelejrene i Nordslesvig, var der nu bleven indført bedre Lægeundersøgelse, bedre Kost, bedre Vask og en Hviledag ugentlig foruden Søndagen.

Dr. Oscar Cohn, som støttede Gothein, oplæste en skriftlig Redegørelse for Forholdene i Fangelejren i Løgumkloster, som han havde modtaget fra unavngiven Side — øjensynlig fra en Mand, der har en betroet Stilling i Fangelejren — der gjorde et meget vederhæftigt Indtryk. Det fremgik deraf, at Fangerne midt i den haarde Vintertid bliver vækkede Kl. 3 1/2 om Morgenen. Kl. 4 faar de Kaffe med en Skive tørt Brød, naar der endnu er noget tilbage af den minimale Ration, som de faar. Derefter kommanderes de paa Arbejde. Vejen, som de maa marchere til Arbejdsstedet, er 28-30 Kilometer frem og tilbage.

Arbejdet er haardt, for Tiden bestaar det mest i at aflæsse og bære svære Byrder fra Vogne til Skyttegravene, til andre Tider i svært Jordarbejde. Klokken 8 Aften kommer de først tilbage til Fangelejren. De faar saa Roesuppe, for det meste kogt paa Foderroer, røde Runkelroer eller Kaalrabi og  kommanderes derefter Kl. 9 1/2—10 til Ro. Saaledes Dag ud og Dag ind.

Kun Fanger, som har aabne Saar eller Feber, maa efter Major Stöckels Anordninger fritages for Tjeneste. Andre Syge maa arbejde med. Fodtøjet er meget daarligt. I de sidste Maaneder har de ikke haft Smørelse. De fleste savner Strømper og maa i den haarde Vinterkulde gaa med bare Fødder i de stive hullede Støvler. En Del Fanger er allerede døde af Overanstrengelse, saaledes Eiermann, Bucken, Husimanns, Premer m. fl.

De lider alle af stærk Underernæring og lider meget af Tarmsygdomme og Blodgang.

Den 7.-8. November 1916 anordnede Major Stöckel, at en Fange, som efter gentagne Opfordringer under foregiven Sygdom vægrer sig ved at arbejde, skal stikkes ned af en energisk Underofficer. „Fangen skal,” hedder det i Anordningen, „først trues. I Reglen vil han da falde til Føje. Men gør han ikke det, skal Truslen omsættes i Handling og Fangen ubarmhjertigt stikkes ned.”

— Her har vi altsaa Forklaringen af det før omtalte Mord i Hoptrup, hvor en stakkels syg Fange faktisk, bundet til et Træ, blev myrdet med et Bajonetstik paa denne barbariske Maade!

Iøvrigt stemmer Angivelserne i denne Redegørelse nøje
med de Informationer, jeg har modtaget af danske Tillidsmænd,
baade hvad Ernærings- og Arbejdsforholdene angaar. […]

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 303-4)

21. april 1917 – H.P. Hanssen: “at støde ham ned med Bajonetten”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa d. 21. April 1917
Min Paaskeferie har jeg be nyttet til at afholde Møder med Tillidsmænd i private Hjem paa de forskellige Egne. Jeg har holdt Foredrag om Stillingen bag lukkede Døre. Stemningen har i det hele været god. Befolkningen ranker sig. Modet vokser. Og Lunet lader sig ikke længere undertrykke af Trængslerne.

I Nørborg talte jeg bl. a. med Dyrlæge Dau i Hagenbjerg, der lige havde haft Brev fra sin Søn Thorvald, en udmærket ung Mand, som Krigen allerede har ført det halve Evropa rundt. I Fjor kæmpede han i Italien i østerrigsk Uniform, da Tyskland endnu ikke havde erklæret Italien Krig. For Tiden ligger han i Bjærgene mellem Ungarn og Rumænien. Han er her afkommanderet til en Trup, som skal transportere Kvæg fra Ungarn over Bjærgene til Rumænien til den tyske Hær, som kæmper nede paa Sletterne. En Tidlang gik det godt med Transporterne. Men saa forbød Ungarn Udførslen af Kvæg. Overkommandoen svarede med at befale, at Kvæget skulde smugles over Grænsen. Driften skulde føres op imod Grænsen ad Biveje og derefter passere Passet ved Nattetide. Tab vilde være uundgaaelige, men de maatte ikke opholde Transporten. Nær Grænsen blev de imidlertid overfaldne af en ungarnsk Husarpatrouille, som efter kort Kamp fratog dem Kvæget!

Paa et af mine Møder meddelte man mig, at en tysk Straffefange, der tilhørte en Kolonne, som arbejder paa Befæstningsanlægene ved Hoptrup, havde vægret sig ved at arbejde. Han blev da først bundet til et Træ i flere Timer. Derpaa adspurgt, om han nu vilde arbejde, svarede han atter nej. En Løjtnant befalede da en Underofficer at støde ham ned med Bajonetten. Underofficeren erklærede, at det kunde han ikke. Saa befalede han en anden Underofficer at gøre det, og han gennemborede ham derefter med Bajonetten, saa han sank sammen med et Skrig og kort efter døde! — Jeg optog straks Sagen til Undersøgelse og har nu fra absolut paalidelig Side faaet den stadfæstet i alle Enkeltheder. Materialet vil jeg fremlægge i Finansudvalget.

Paa et andet Møde meddelte man mig, at 20 belgiske Civilister, som er ankomne til Grusgraven i Uge, Onsdag før Skærtorsdag vægrede sig ved at arbejde videre. I bidende Kulde og stærkt Snefog blev de da stillede op med Ansigtet imod en Mur og skulde staa stille der, indtil de erklærede sig villige til at optage Arbejdet. Saaledes stod de i 4—5 Timer. Saa kunde de ikke holde det ud længere. Paa fire nær optog de „frivillig” Arbejdet!

Mit Møde i Aabenraa i mit eget Hjem i Dag var besøgt af 19 Tillidsmænd fra Aabenraa Amt. Vi drøftede Forholdene i Amtet indgaaende, og jeg fik udmærkede Informationer. 

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 292-3)

28. januar 1917. Kompagni-bedstefar i hårde orlovs-forhandlinger

Senest ændret den 26. april 2017 11:19

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Efter Jul gik Eksercitsen igen sin daglige Gang; men saa en Søndag Middag, da jeg kom med min Middagsmad og vilde ind at spise den paa vor Stue, stod Kaptajnen ude i Forstuen og var i Færd med at flytte Knappenaalene med de smaa Flag paa et stort Landkort. Disse Flag betegnede Frontlinierne, saadan som de løb paa de forskellige Fronter, og dem var Tyskerne især meget interesseret i at faa flyttet, saa længe det gik fremad.

Jeg tænkte som saa: „Nu eller aldrig!” kom hurtigt ind i Stuen, fik mit Forklæde af, min Mad sat paa Bordet ud for Kaptajnen og huggede Hælene sammen, saa Gnisterne føg, og der stod jeg saa stiv og stram som en Pæl.

Jeg syntes, det tog en farlig Tid, men omsider løftede Kaptajnen sit Blik og sagde: „Hvad ønsker De, Poulsen?” „Det var jo den Orlov. Jeg vilde jo gerne paa Orlov.”

Han stod og betænkte sig et Øjeblik, og saa sagde han: „Det skal De ogsaa faa Lov til. Hvornaar vil De rejse?”

– „I Dag med 2-Toget, Hr. Kaptajn.”

– „Naa, det er der ellers ikke længe til.”

– “Nej, men jeg mente ogsaa, at det nu var paa Tiden at faa den
Orlov.

– „Ja,” sagde han, „men der er to Mand mere, jeg har lovet Orlov.”

Han nævnede deres Navne. „Dem kan De hente, og saa kan I følges ad.”

Jeg sagde: „Ja Tak, Hr. Kaptajn, men der er endnu en Kammerat, der trænger til at faa Orlov,” og nævnede hans Navn og sagde, at jeg havde læst Breve hjemme fra hans Hustru, og at han havde syv smaa Børn derhjemme, der alle var syge. Den første Marts skulde de bort fra den Ejendom, hvor de boede, og som de havde i Forpagtning, saa jeg mente, at han trængte alier haardest til at komme hjem paa Orlov; men Kaptejnen svarede:

– „Ikke Tale om det, Poulsen. De maa rejse tre Mand, og dermed Punktum.”

Jeg prøvede at lirke lidt ved ham, men han sagde kort Nej. Det laa mig i Munden, at jeg selv skulde blive og saa lade Kammeraten rejse i mit Sted, men det kunde jeg ikke faa mig selv til. Jeg gentog derfor bare, at han maatte lade os rejse alle fire, for der var ingen, der trængte saa haardt til Orlov som denne Kammerat, og saa siger da Kaptajnen tilsidst:

– „Saa hent dem da alle tre, saa skal I faa Lov til at rejse alle fire Mand.”

Jeg fløj som en Stormvind ind i Stuen, hvor Kammeraterne sad og spiste, kaldte paa de tre og sagde: „Skynd jer at komme, vi skal paa Orlov nu med 2-Toget.”

Den tredie sagde: „Jamen faar jeg virkelig Lov til at komme med ogsaa?” „Ja, det faar du Lov til.” Han græd af bare Glæde. „Men skynd
dig nu at komme, saa kan du vente med at flæbe, til du kommer
hjem til din Hustru.”

Snart stod vi ved Kaptajnens Dør og bankede paa. Vi kom ind, stod stram i Stuen indenfor Døren; Kaptajnen sad og læste. Det varede en god Stund, før han løftede sit Blik fra sin Bog og spurgte tilsyneladende ganske uforstaaende:
– „Hvad vil I ?”
– „Ja, vi vilde jo paa Orlov, Hr. Kaptajn.”
– „Paa Orlov? Hvad kan det blive til? Nu er der kommet ny Ordre fra Berlin; det er næsten ikke til at komme igennem. I maa hellere lade de Tanker fare, I ved jo ikke en gang, hvordan I skal bære jer ad med at rejse, saa I kan gaa hen og lave Dumheder, som vort Regiment kan komme til at lide under. Det kan ikke blive til noget, I maa hellere
blive her.”
Jeg sagde: „Jo, Hr. Kaptajn, vi ved nok, hvilken Vej vi skal rejse. Vi kommer med Banen til den og den Banegaard i Berlin, tager med Sporvognen til den og den Banegaard, kører saa med Hurtigtoget til Hamborg og saa videre mod Nord, mod Hjemmet.”
– „Ja, det er jo rigtigt nok,” sagde Kaptajnen, „men saa lover I mig, at I ingen Dumheder laver i Berlin.”
– „Javel, Hr. Kaptajn.”
– „Naa, saa kan I gaa ind paa Skrivestuen til Feltwebelen
og faa jeres Orlovspapirer.”

Kort omkring, ud ad Døren og ind paa Skrivestuen. Der sad Feltvebelen. Han saa op og sagde i en bister Tone: „Hvad
vil I?”

Jo, vi vilde ind at hente vore Orlovspapirer.

– „Hvad for noget? Orlovspapirer?” Han sprang op fra sin Stol, og Øjnene stod paa Stilke, idet han sagde: „Hvem har givet jer Orlov?”
– „Det har Kaptajnen,” svarede jeg.
– „Hvad for noget? Kaptajnen? Hvor kommer I til Kaptajnen?
I ved jo godt, at Vejen til Kaptajnen gaar igennem mig.”

Vort Mod begyndte at synke, og lidt mere lavmælt fortsatte jeg, at jeg havde truffet Kaptajnen ude paa Gangen og havde saa spurgt ham om Orlov, som han for længe siden havde lovet mig, og nu skulde vi saa følges ad hjem, vi fire.

Men Feltwebelen blev rasende, og hvor kunde han skælde ud! Hans Ordstrøm sluttede med dette: „I kommer ikke paa Orlov. Jeg skal vise jer — og saa brugte han Ukvemsord — at I maa gaa til mig, før I gaar til Kaptajnen, og Orloven bliver der ikke noget af.”

Saa høj jeg var, da jeg havde opnaaet Kaptajnens Tilladelse til at faa en Kammerat med hjem, saa lille blev jeg nu, da jeg var klar over, at det var min Skyld, at Orloven blev os nægtet af Feltwebelen baade for mig selv og de andre.

Jeg tiggede, bad og lovede aldrig mere at gaa udenom Feltwebelen,
men ligemeget hjalp det. Han sagde Nej og dermed Basta.

Omsider fik han mit Blod saa meget i Kog, at jeg sagde til ham: „Hr. Feltwebel, Kaptajnen sidder i sin Stue og venter paa at underskrive vore Orlovspapirer, og da De nægter os dem, maa jeg gaa ind og sige til Kaptejnen, at han ikke skal vente paa os.”

Saa gik jeg hen til Døren for at gaa ind til Kaptajnen; men da jeg fik fat i Dørgrebet, raabte Feltwebelen: „Holdt!” skældte godt ud endnu en Gang, men derefter fik vi vore Orlovspapirer.

Vi kom atter ind til Kaptajnen, som satte sit Navn under. Han spurgte os, hvor lang Tid vi skulde have. Jeg svarede, at jeg vilde gerne have 14 Dage. „Naa, saa skal de andre vel ogsaa have 14 Dage?” spurgte han, og det fik vi; men 2-Toget var forlængst borte.

Vi fik vore faa Pakkenelliker samlet sammen, gik ind til Byen, holdt os skjult der til om Aftenen Kl. 11, da der kom et Orlovstog fra Rusland, som vi saa kom med. Nu gik det mod Hjemmet, og det var skønt. 10 Dage var jeg hjemme. Rejsen tog to Dage frem og to tilbage, og atter kom jeg ned til Gnesen, blev sendt til Bromberg
til et Kursus i Nærkampe, hvorfra vi telegrafisk blev tilbagekaldt og sendt til Fronten i Frankrig.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

8. januar 1917. Peter Madsen i militærfængslet: “Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.”

Senest ændret den 19. februar 2021 16:19

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917. Han kom til det berygtede tyske militærfængsel Wesel den 6. januar 1917.

Forplejningen var følgende: Morgen 125 gr Brød og ½ Liter Kaffe, men det var rigtig Kaffe, Middag Roer kogt paa Vand og 125 gr Brød, Aften 125 gr Brød og The eller tynd Suppe, Kød saa vi overhovedet ikke. Disciplinen var uhyre streng, ved den allermindste Forseelse røg vi i Spjældet.

Om Morgenen, inden vi blev ført over til Arbejdssalene, hvor vi syede Militærtøj, blev Stuerne inspicerede. En Morgen fandt den vagthavende Feldwebel et Halmstraa paa et Par Centimeter fra en af vore Straasække, som vi skulde ryste hver Morgen. Sikken Spektakel der blev. Nu havde han været ansat ved Fæstningen Wesel i 12 Aar, men aldrig havde han oplevet Mage til Svineri, men vi skulde nok faa lært Orden.

Om Middagen, da vi kom ind for at spise, laa alt, som var i Stuen, i en Dynge midt paa Gulvet. Halmen fra Straasækkene var taget ud og strøet rundt omkring, deri laa Sengetøj, Børster, Skamler og Borde smidt hulter til bulter. Vi fik Ordre til at bringe alt i Orden før vi spiste. Da vi var færdige, skulde vi træde an til Tjeneste, Middagsmaden maatte vi lade staa. Om Aftenen, da vi kom tilbage, var den smidt i Svinetønden. Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.

En Dag skulde vi optages i Straffeprotokollen. I den Anledning stod vi en 10-12 Mand udenfor en Skrivestue. Det var en Feldwebel Koppermann, der stod for Straffeprotokollen.

Jeg var den første, der kom ind, og meldte: „Militärgefangener Madsen meldet sich zur Verbüssung von 5 Jahren Militärgefängnis wegen Fahnenflucht”. Han betragtede mig skarpt og spurgte „Er De ikke II. Kl.s Soldat?“ — „Jo!“ — „Hvorfor bærer De saa Kokarder?” Hertil svarede jeg, at Huen var blevet mig udleveret her, og ifølge Reglementet havde vi ikke Lov til selv at forandre paa den os udleverede Uniform.

Han tog en Kniv og skar Kokarderne af. De var for Resten blevet fjernet ved en mindre Højtidelighed i Strassborg. Naar vi var færdige, fik vi Ordre til at stille os op i den anden Ende af Stuen, og den næste kom for. En af de sidste, der kom for, var Sømand i Civil. Paa Feldwebelens Spørgsmaal om særlige Kendetegn svarede han, at han var tatoveret. Lad mig se, sagde han. Sømanden viste sine Arme og Ben, der var tatoveret i Mønstre, frem. Om han havde mere. Ja, han havde en tremastet Skonnert tatoveret paa Brystet. Træk Tøjet af, befalede Feldwebelen. Paa Brystet var der et flot Skib, der straalede i alle Regnbuens Farver, men Ankerkættingen snoede sig en Gang om Livet paa ham og endte neden for Halebenet, hvor man saa Ankerøjet stikke frem. Der gik en Antydning af et Smil over Feldwebelens Ansigt, og opmuntret deraf fortsatte Sømanden, idet han pegede bagud med Tommelfingeren: „Lagde Feldweblen Mærke til den Bøffelkamp, jeg har paa Ryggen”, hvortil denne bemærkede: „Træk Tøjet paa, dit Svin, jeg har set nok”.

Ved Eksercitsen blev vi inddelt i tre Klasser. I første Klasse kom de allerbedste, i anden de fleste, i tredie Eksercitsklasse var vi til at begynde med kun tre, en degraderet Feldwebel-Løjtnant paa 54 Aar med en dobbelt Brok, en halvtosset Skomager og saa mig. Af tredie Eksercitsklasse var jeg den bedste og skulde optages i anden Klasse — men jeg naaede det aldrig.

DSK-årbøger, 1942

7. januar 1917. “Forbandet danskerpak!” Desertører fra Haderslevegnen

Chresten J. Fauerholm, Blans Østermark, blev indkaldt i 1916. Hans historie vidner om, at det kunne være problematisk at være nordslesviger, hvis éns kammerater deserterede.

Den 16. oktober 1916 blev jeg indkaldt til Junker Hulvejskasernen i Flensborg, hvor der mødte 65 fra Haderslev amt og 35 fra Sønderborg amt, alle årgang 1897, og samme dag 100 fra Aabenraa og Tønder amter. Alle skulle vi uddannes ved 2. armekorps.

De første af os kom til Bromberg, til Infanteriregiment 14, de øvrige kom til Deutsch-Krone i Vestprøjsen, til Regiment 42. Efter fire ugers uddannelse blev den første tredjedel fra Bromberg sendt til Makedonien, og 24. november kom 40 mand til Krekow ved Stettin.

Fire dage senere gik det til Beverloo i Belgien for at blive uddannet ved de tunge maskingeværer.

Vi nordslesvigere samledes alle i første og anden deling. Der var lovet denne deling orlov i julen, dog på grund af overbelastning i trafikken kom vi først af sted 3. juledag om aftenen, men vor orlov var kun på ti dage, og de var hurtigt omme.

Vi kom tilbage, men så viste det sig, at der manglede en del af vore kammerater, næsten alle fra Haderslev og egnen ved Kongeåen. De var alle gået over grænsen.

Til at begynde med regnede man ved troppedelen med, at de ville ankomme senere, men omsider stemplede man os som et »forbandet danskerpak«,

DSK-årbøger 1972

 

6. januar 1917. Desertøren Peter Madsen i tysk militærfængsel: “Her lades alt håb ude!”

Senest ændret den 19. februar 2021 16:19

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917.

Efter 5 Maaneder, i hvilken Tid min Sag blev behandlet, først for Krigsretten, derefter for Overkrigsretten og til Slut for Rigsmilitærretten i Leipzig, fik jeg min Dom,  som kom til at lyde paa 5 Aars Fæstningsfængsel og Degradation til anden Klasses Soldat.

Jeg sad under Undersøgelsen i Strassborg og kunde faa Madvarer hjemmefra. Derfor blev jeg ogsaa ved med at appellere, thi jeg vidste, at naar først Dommen var afsagt, fik Piben en anden Lyd.

DSK-årbøger, 1941

Dommen faldt i begyndelsen af januar 1917.

I tysk Militærfængsel

Først i januar 1917 blev jeg fra Strassborg sendt til Fæstningen Wesel for at begynde Afsoningen af en Fæstningsstraf paa 5 Aar. Blandt de tyske Militærfængsler var Wesel berygtet paa Grund af sin haarde Disciplin. De fleste Fanger var der for det meste kun i kort Tid, vel nærmest for at faa en Opstrammer, der kunde holde et Stykke ind i Fremtiden — og at melde sig snarest muligt ud til Fronten igen, hvad de allerfleste ogsaa gjorde. Men tre Maaneder var det mindste, man skulde have afsonet af en længere Straf, før man kunde komme i Betragtning og faa Strafnedsættelse.

Wesel ligger i det nordvestlige Tyskland ved Floden Weser. Selve Fæstningen var en gammel Enetages Bygning, som laa tæt op ad Voldene.

Fra Strassborg var der sendt en Feldwebel og en Gefreiter med for at føre mig derop. Rejsen varede to Døgn, idet vi kun maatte benytte Persontog. Ved Ankomsten til Fæstningen ringede Transportføreren paa ved Porten, som er af Jern. Den blev åbnet af Vagten, og da vi var kommet ind, blev den straks lukket igen. Det gav et ordentlig Sæt i mig, da den smækkede til. Jeg tænkte: Her lades alt Haab ude.

En Underofficer med et Nøgleknippe i Haanden var der med det samme og sagde: „Fangen følger med mig!“ Saa var jeg altsaa Fange. Det var første Gang, jeg hørte det og det gjorde nu alligevel et mærkeligt Indtryk. Jeg blev ført ind i en Slags Forstue, hvor jeg skulde vente.

Underofficeren gik ind i et Kontor for at melde min Ankomst. Ude i Forstuen stod ca. 30 Fanger, som skulde paa Transport til et eller andet Fængsel eller Fangelejr, opstillet. Da der ingen Opsyn var i Øjeblikket, var deres første Spørgsmaal til mig: „Har du Brød?” Da jeg svarede benægtende, trak en af dem sit Ur op af Lommen og sagde: „Hvis du har et Stykke, vil jeg give dig mit Ur for det”.

Jeg blev nu kaldt ind paa Kontoret og maatte aflevere alt, hvad jeg havde. Dernæst skulde jeg bades. Af en anden Underofficer blev jeg ført til „Badet”, det vil sige, jeg blev ført ind i Vaskerummet, hvor to Mand stod og vaskede Tøj. Fangen skal bades — sagde Underofficeren. Den ene af dem greb ned i Gruekedlen med et Vaskefad og tog lidt af det skidne Vand, gav mig det og sagde „Træk Tøjet af og bad dig”. Jeg trak Tøjet af, stak Tæerne i Vandet, tørrede mig over hele Kroppen og vilde trække i Tøjet igen, men da var mine hjemmestrikkede Strømper forsvunden.

Jeg spurgte, hvor mine Strømper var bleven af, men fik ikke noget Svar. Et Par gamle Sokker, der mest bestod af Klude, blev kastet hen til mig. Jeg protesterede, og sagde, naar de ikke kom med mine egne Strømper, trak jeg ikke i Tøjet. Inden jeg vidste hvordan, laa Strømperne hvor jeg havde lagt dem.

Jeg blev saa lukket ind i en tom Celle. Lidt efter lidt kom der flere til. Det var en Lørdag og Revier-Rengøring. Kalfaktoren kom ind med en Blikbeholder og sagde til mig, at jeg skulde pudse den.

Jeg fik en Klud og pudsede og gned med Sand alt det jeg kunde, men lige sort blev den. Efter en Stunds Forløb gav jeg de andre den og sagde, at nu kunde de nok afløse. Ikke Tale om, sagde de, det var dig, der skulde pudse den og ikke os. Jeg satte Blikdaasen ned paa Gulvet og sagde, at jeg gjorde ikke et Slag mere ved den, nu kunde de gøre Resten. Vi stod alle midt paa Gulvet, da vi hørte Trin i den anden Ende af Korridoren. Jeg bemærkede, at nu kom Kalfaktoren nok efter Tingesten. „Hvad saa” spurgte de andre, „saa faar I Tærsk” sagde jeg, „for jeg har været her før og kender Manden”. Det kan nok være der kom Gang i Pudse­ kluden.

Lidt efter blev Daasen afhentet. De andre stak den i Haanden paa mig. Kalfaktoren synede den fra alle Kanter, gik og kom igen med en trebenet Stol, som han gav mig at jeg skulde sidde paa, som en Slags Belønning, men Herligheden var ikke forbi dermed, thi lidt efter kom han med Middagsmaden, frosne Roer, kogt i Vand. Det smagte væmmeligt, syntes jeg. Efter et Par Skefulde spurgte jeg mine Lidelsesfæller, hvad jeg skulde gøre ved det Stads, for jeg kunde ikke spise det. „Maa jeg faa det” raabte de i Munden paa hinanden og i en Haandevending var det væk.

Kalfaktoren kom igen og sagde, at den Mand der pudsede Daasen kunde faa Resten af Maden, som jeg tog og gav mine Kammerater, da han var borte.

Hen imod Aften blev vi indklædte og indlagt paa Stuerne. Det var store Stuer til en 25-30 Mand. Vi kom 5-6 Nybegyndere ind i en Stue. En Fange, der fungerede som „Stubenälteste” tog imod os og anviste os vor Seng og hver en Hylde til vort Tøj. Da det var besørget, skulde alle Nybegyndere komme hen i en Krog, han — Skroget — vilde tale til os.

Han saa paa os med et Feltherreblik (i Civil var han Skrædder et Sted i Westfalen) og begyndte at sige, at det jo ikke var et Børnehjem eller „Erholungsheim”, men et preussisk Militærfængsel og fra i Dag var vi Militærfanger og ikke andet. Men naar vi ellers opførte os godt, kunde vi sagtens være der.

En af mine Fæller hviskede til mig: Her kan vi let være. — Jeg betvivlede det; militært set var det just ikke for vore Dyders Skyld, at vi; var der. Saa skulde vi have vore Senge ordnet, det tog lang Tid, de gamle blev ved med at vælte Sengetøjet ned, tilsidst gad de ikke længere og de lod os i Fred.

Da det var en Lørdag Aften, skulde vi have rent Linned paa. En efter en kom hen og fik Skjorte og Underbukser udleveret. Det var nogle værre Pjalter, vi var naaet den tredie Krigsvinter og her var ikke bleven noget fornyet. Da jeg saa Laserne, meldte jeg, at jeg lige havde faaet rent Linned paa. Jeg slap – for denne gang.

Da Bunken var uddelt, var der en Skjorte — ogsaa den ringeste — tilbage. Stueældsten saa sig om og blev en lille sortsmudsket Fyr var, der skjulte sig bag de andre, „er det dig, din lille beskidte Ulv, der vil snyde igen“ raabte han. — „Træk den paa straks, at vi kan se, at den da ikke klemmer dig“ med disse Ord smed han Skjorten i Hovedet paa Synderen. Han skiftede, det eneste der var hel, var Halslinningen, Ryggen manglede totalt, Ærmerne var Frynser. Linnedet var ogsaa det værste, Uniformen var god.

DSK-årbøger, 1942

 

21. december 1916. Kammeratskab: Julepakken hjemmefra fordelt mellem kammeraterne

Jørgen Gaarde havde været indsat på Somme-fronten i efteråret 1916. Men i december 1916 kom han til Østfronten.

Først i december blev vi læsset i et tog, og rejsen gik denne gang til Rusland i tredje klasses vogne. Hver siddeplads var optaget, og vi blev godt ømme bagi, selvom vi bestandig skiftede stilling.

Om natten fik vi liggeplads ved, at to af os lå på bænkene, to på gulvet og to i bagagenettene. Efterhånden, som bagdelene havde vænnet sig til det hårde sæde, fandt vi, at det slet ikke hastede med at afslutte rejsen.

Vi kom dog ikke ret langt ind i Rusland, kun et stykke vest for Dynafloden, og regimentet gik straks i stilling.

Vi i byggeafdelingen fik anvist nogle understande, som var gravet ind i en skrænt et godt stykke bag fronten, men der manglede døre og kakkelovne. Det fik vi dog hurtigt fremskaffet, og så boede vi lunt og hyggeligt fem-seks mand i hver understand.

Vi skulle stille vagt ved regimentskommandøren, og jeg var den første, hvem denne »ansvarsfulde« post betroedes at bevogte dette store kreaturs dyrebare liv og sikkerhed. Der gik nemlig en mand på hver side af huset, og jeg kunne i de oplyste stuer se, hvor de herrer frådsede i mad og drikke. – Jeg gik ude i kulden, godt sulten. Vi havde ingen forplejning fået den dag. –

Det er forståeligt, at jeg blev gram i hu ved det, jeg så. Men vi tog revanche. Vi opdagede nemlig, at der på et loft lå en dynge ærter, og af dem tog vi hver morgen en sandsæk fuld. – De var udmærkede til at forbedre vor middagsmad med.

Jeg var så heldig at få orlov i fjorten dage til jul, så jeg rejste hjem og fejrede både jul og nytår.

Før jeg rejste, sagde jeg til kammeraterne, at hvis der kom en stor pakke til mig, så måtte de dele den. Jeg havde ganske vist skrevet til min kone ikke at sende mig noget, da jeg regnede med at få orlov til jul, men da jeg kom hjem, fik jeg at vide, at hun alligevel havde sendt den, og de skrev omgående et kort med tak for de gode sager, men at de havde gemt et pund tobak til mig. Det havde jeg bedt dem om. Det var nemlig alle byfolk, der ikke fik ret meget hjemmefra.

DSK-årbøger 1972

10. december 1916. “Her stinker som et abebur!” Rengøring på stuen

Senest ændret den 26. april 2017 11:43

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen, hvor der herskede kadaver-disciplin.Ved en aftenrevision manglede et par soldater nogle knapper – det skulle straffes!

Dommen lød paa, at næste Fridag skulde vi have Hovedrengøring i vor Stue.

Fridagen kom, og vi skurede Gulve og Skabe, pudsede Vinduer og Kakkelovne; vi fløjtede og sang af Hjertens Lyst og syntes, at det var sjovt.

Da vi var færdige, meldte jeg mig hos Underofficeren og meddelte ham, at Hovedrengøringen var færdig.

Saa gik han med op og tog Stuen i Øjesyn; men da han var kommet ind i Stuen, stod han midt paa Gulvet og satte et meget forbavset Ansigt op og spurgte med den største Forbavselse i Tonefaldet, om her virkelig var gjort rent; han lugtede og snusede og endte med at sige: „Her stinker jo som i et Abebur. Nej, jeg skal lære jer at gøre rent.”

En Mand blev kommanderet efter Vand, en anden efter Sand, det ene af de to store Borde blev trukket ud paa Gulvet og belagt med et godt Lag Sand; derefter blev der hældt Vand over det, saa det hele flød naturligvis over den halve Stue. Det andet Bord blev lagt ovenpaa med Benene i Vejret; saa blev fire Mand kommanderet op paa det Bord, som laa med Benene i Vejret; af vi andre otte Mand kom der to hen til hvert Bordben, og saa blev der trukket frem og tilbage, og det kan nok være, at Bordene blev rene begge to.

Skamlerne fik samme Omgang, og da Underofficeren havde været et Kvarter inde hos os, lignede vor Stue en Grisesti, og saa kunde vi
begynde forfra.

Lidt lange i Ansigtet var vi jo naturligvis; men det maatte jo tages med.

En Gang maatte to Mand til at skure Gulvet med Tandbørster. En anden Gang var vi 16 Mand, som skulde fylde en Vandkaraffel oppe paa anden Sal. Vandet skulde vi hente ved Posten nede i Gaarden og bære op i vor Syring, hvori der jo ingen Bund var.

Vi havde den staaende paa vor Tommelfinger, og de faa Draaber Vand, vi kunde have i den, bar vi meget forsigtigt op. I Førstningen lo vi til hinanden, naar vi gik forbi hinanden paa Trapperne; men tilsidst holdt Latteren op, vi kunde næsten ikke slæbe Benene med os.

Oppe ved Vandkaraflen sad Underofficeren og røg den ene tykke „Havanneser” efter den anden.

Undertiden kunde de komme midt om Natten og jage os op paa Skabene i bare Skjorter, eller kommandere Tornystrene paa og saa jage os ind under Sengene, og var en for langsom i Vendingen, saa blev der to Mand sat til at hale ham frem og tilbage, saa længe til han kunde gøre det hurtigt nok.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

8. december 1916. Kompagni-bedstefar lægger arm med korporalen

Senest ændret den 26. april 2017 11:20

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen, hvor der herskede kadaverdisciplin. Efter et intermezzo blev han Stubenälteste med ansvar for stuen.

En Aften kom den tjenesthavende Underofficer, og da Kammeraterne sprang op og stod ret hver ved sit Skab, jeg pligtskyldigst traadte frem og meldte „alt i Orden”, ser Underofficeren hen ad Rækken, og saa siger han:

– „Hvad er det for noget; en staar i lange Støvler, en anden i Snørestøvler, en i Fedtlæder, en anden i Lædertøfler.”

Han vilde gøre opmærksom paa, at de alle skulde staa i ens Fodtøj, og saa skældte han naturligvis ud, som kun en prøjsisk Underofficer kan skælde ud.

Jeg saa paa ham og sagde saa ganske stilfærdigt, at han kunde godt spare paa sit Krudt, for vi regnede ikke stort med det alligevel; men saa begyndte han selvfølgelig at gnistre, for at gøre os begribeligt, at vi skulde komme til at regne med ham.

Han gik sin Vej, men undlod at give os Tilladelse til at gaa i Seng.

Friserne var rasende, Aarerne svulmede i deres Pande, og de knyttede Næver bar Vidnesbyrd om, at Underofficeren kunde vente sig en Afregning.

Da vi havde ventet et Kvarter, sagde jeg, at de kunde gaa i Seng alle Mand, saa skulde jeg nok tage Stødet.

Jeg gik saa ud af Stuen og vilde gaa over til vor Kaptajn i Officerskasinoet; men under Vejs mødte jeg den paagældende vagthavende Underofficer.

Han raabte til mig: „Hvor skal du hen, Poulsen?”
– „Jeg skal over i Officerskasinoet!”
– „Hvad skal du dér?”
– „Jeg skal over til Kaptajnen.”
– „Hvad skal du hos ham?”
– „Jeg skal over at spørge, om vi maa gaa i Seng.”

Imellem hvert Spørgsmaal havde jeg fjernet mig nogle Skridt, men nu kom han springende henimod mig og sagde:

–  „Hvad for noget, har jeg ikke været paa Jeres Stue?”
– „Jo, men De har ikke givet os Tilladelse til at gaa i Seng, og nu vil jeg over at indhente Tilladelse hos Kaptajnen.”

Han brugte mange Ukvemsord og skældte ud, saa det knaldede, alt imens jeg gik; men tilsidst raabte han til mig:
– „Jeg giver dig den bestemte Befaling, at du gaar hjem til din Stue og lader hele Mandskabet gaa i Seng.”

Jeg svarede: „Mandskabet har jeg ladet gaa i Seng, og giv De kun
bestemte Befalinger 10 Gange. Jeg lystrer ikke, for jeg vil vide hos Kaptajnen, om vi ikke kan have Lov til at gaa i Seng, naar Tiden er der.”

Og saa fortsatte jeg min Gang.

Saa kom han løbende, greb mig i Skulderen og sagde: „Du er jo en gammel Mand, saa vær dog fornuftig; det skal ikke komme til at gentage sig tiere; derfor, gaa du nu hjem, og lad os saa være fri for at faa Skandale.”

Saa listede jeg hjem paa min Stue og sov godt.

Jeg var naturligvis glad ved den Sejr, jeg havde faaet over Underofficeren; men Glæden blev lidt blandet.

Et Par Dage efter kom en anden Underofficer, og ved Aftenrevisionen fandt han forskellige, som manglede en Knap i Bukserne eller i Skjorten, andre havde ikke Neglene fint renset, alt sammen Forseelser, som skulde straffes.

Hoved- Dommen lød paa, at næste Fridag skulde vi have Hoved-
rengøring i vor Stue.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

7. december 1916. Kompagni-bedstefar for kaptajnen

Senest ændret den 26. april 2017 11:21

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen. Den 7. december 1916 havde han over for en feltpræst efter en prædiken udtrykt forståelse for USA’s fjendtlige indstilling til Tyskland. Hvad nu?

Vi var knap nok kommet hjem paa Stuen, før der kom Ordre, at Poulsen skulde møde nede paa Skrivestuen; der var Officerer og Underofficerer samlet, og saa holdt den gamle en Slags Forhør over mig. Hvem jeg var, hvor jeg var fra, og hvorledes jeg var kommen til disse tossede Forestillinger, som jeg havde sat frem oppe i  Spisesalen?

Jeg fik herved Lejlighed til at fortælle ham en hel Del om vore særlige Forhold derhjemme i Nordslesvig. Han var især meget forbavset over, at det kunde gaa saadan, at et Par unge Mennesker, som blev forlovede, begge født indenfor Tysklands Grænser, Manden villig til at være prøjsisk Soldat, alligevel blev erklærede for hjemløse, saa det kunde blive dem nægtet at blive gifte, hvorved de forhindredes i at sætte Foden under eget Bord.

Om vore sørgelige Skoleforhold fik jeg ogsaa lidt sagt, og hele Tiden stod han og sagde: „Er det sandt? Er det sandt?” hvorpaa jeg svarede, at jeg var i Stand til at skaffe Kaptajnen saa mange Beviser, han maatte ønske.

Jeg syntes imidlertid hele Tiden at mærke et Stænk af Velvilje i min gamle Kaptajns Maade at spørge paa. Det blev ikke sidste Gang, at jeg maatte ned i Skrivestuen for at fortælle om vore Forhold i Nordslesvig.

Var Kaptajnen til Stede, maatte jeg staa ved Døren, var kun Underofficererne der, fik jeg Lov til at sidde paa en Skammel.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

29. november 1916. Kadaverdisciplin – og en frækhed, der belønnes

Senest ændret den 26. april 2017 11:43

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Med Eksercitsen gik det saa som saa. I Løb løb alle de unge fra mig; men var vi ude paa Marchture, saa kunde jeg holde Skansen, og har ikke saa sjældent haft et Gevær foruden mit eget og et Par Kammerater under Armen.

Vi havde en ret fornuftig Underofficer [korporal, RR], men en rent rundtosset Gefreiter [underkorporal, RR].

Inde paa vor Stue havde vi ogsaa en Gefreiter, som var „Stueældste”; han var en prøjsisk Godsejersøn, hvis Forældre havde købt et Gods i Polen; rigtig en storsnudet Slyngel.

Naar vi om Morgenen havde alle vore Senge redt, gik han som Regel hen ved et Hjørne og begyndte at rive alle Senge over Ende, og saa kunde vi begynde forfra. Han kunde paa den Maade holde os i Gang, saadan at der hver Morgen var nogen, som maatte ud uden Kaffe og Brød.

Følgen var, at vi hadede ham af et godt Hjerte allesammen.

Da der var gaaet nogle Dage, blev en Aften efter Parolen vi 4 Danske fra Nr. 34 kaldt frem for Kompagniet. Vi sprang frem for vor Feltvebel, og han holdt saa en Tordentale til os, som om han vilde have ædt os paa staaende Fod, og bebrejdede os, at der ikke var saa meget Kammeratskabsfølelse i os, at vi kunde tale Tysk, saadan at alle kunde forstaa os.

Jeg stod og tænkte: „Vent bare lidt, for jeg har ogsaa noget, jeg skal have klinket i den Sag, og da han var færdig, spurgte jeg meget højtideligt, om det maatte være mig tilladt at gøre ham et Spørgsmaal, hvortil han svarede ja.

Jeg sagde saa: „Østrigerne er vore Forbundsfæller, og hvis Hr. Feltvebelen sammen med tre Kammerater blev tildelt den østrigske Hær og kom til et rutensk Regiment, saa vilde jeg gerne spørge Feltvebelen om, hvilket Sprog han saa vilde bruge, om han med sine Kammerater vilde bruge sit tyske Modersmaal, eller han vilde bruge det rutenske Sprog?”

Ja, det havde Feltvebelen aldrig tænkt over.

Ja, saa vilde jeg meget indstændigt bede ham tænke over det. For vi er paa vor Stue 4 Danske, 4 Frisere og 4 Tyskere, saa det er en babylonisk Sprogforvirring. Vi Danske kan kun mangelfuldt Tysk og er vante til at tale Dansk hjemme.

„Det er Løgn,” raabte Feltvebelen, „du taler ligesaa godt Tysk som alle de andre.”

Jeg mente, at mit Tysk var meget mangelfuldt, og vilde lade ham vide, at han kunde ikke forbyde os at tale Dansk, for vi havde forespurgt hos Bataillonskommandøren, som havde givet os Tilladelse til at skrive og tale Dansk, saa meget vi vilde.

Han svarede meget hidsigt, at han havde ikke forbudt os at tale Dansk, hvortil jeg svarede, at jeg havde forstaaet, at det var hans Mening.

Men jeg var klar over, at det, det var galt med, var vor Gefreiter og Stueældste, „for,” sagde jeg, idet jeg pegede hen paa ham med min Finger, „han har naturligvis meldt os, for da han ikke kan forstaa os, tror han, at vi taler ilde om ham, fordi han er, som han er, imod os.”

Jeg var endnu ikke saa meget Soldat, at jeg vidste, at det at udpege en Befalingsmand for Fronten af Kompagniet og beskylde ham for noget, som er Uret, var en meget grov Fornærmelse; men det kan nok være, at jeg blev belært om det.

Lige med det samme sprang Feltvebelen hen imod mig, som stukket af en Bi, og mens Øjnene lynede, brugte han Mund, saa Skummet stod i Mundvigene, og skældte ud.

Jeg tænkte som saa: „Du ryger i Kassen til Fader „Fillip”.

Saa galt gik det nu dog ikke.

Næste Dag, da vi kom hjem fra Eksercits, varvor Gefreiter borte, og jeg blev udnævnt til Stueældste.

Jeg begyndte allerede den Gang at forstaa lidt af, at i den prøjsiske Hær fik en Soldat aldrig Ret, men var han fræk nok, opnaaede han det, han vilde.

Vi var allesammen godt tilfreds med Byttet, men nu var der den Besværlighed, at jeg skulde bære Ansvaret for Stuen, og det var ikke saa helt let.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

27. november 1916. En rundbarbering til kompagni-bedstefar

Senest ændret den 26. april 2017 11:25

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen – men det var svært at finde en uniform, han kunne passe.

Vi havde her en Feltwebel, som var Indbegrebet af alt ondt, og en Kaptajn, som selv havde været ude ved Fronten, havde faaet 3 Fingre skudt af sin højre Haand, Maven revet op og Ansigtet flænget mange Steder; han saa ikke godt ud, og var ogsaa, hvad vi i vort Sprog kalder „saa vreden, som et Stykke Reb”.

Feltwebelen var jo rasende over den eneste Civilist blandt alle Soldaterne, og hver Morgen skældte han mig Krukken fuld ; men hvad hjalp det, for jeg blev jo ikke tyndere af det alligevel.

Desuden var Gartner Nicolajsens fra Haderslev og mit Fuldskæg i Vejen for ham. Vi fik hver Dag Paalæg om at faa det fjernet, men vi mente begge to, at det hastede ikke saa svært.

Men saa en Dag blev en Underofficer sendt til Barberen med os, og saa faldt Fuldskægget for Saks og Kniv tilligemed Haaret, som blev klippet pr. Maskine.

Et Par Dage efter blev en Underofficer kommanderet med mig til Skrædderen efter en voldsom Udladning fra Feltwebelens Side. Saa blev der taget Maal af den gamle Tyksak, og jeg fik en Uniform, som var stor nok.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

23. november 1916. En farlig overlæge og en falsk granatsplint

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret.

I begyndelsen af september forlod divisionen Somme-området og kom til Arras. Vores lazaret overtog det tilsyneladende temmelig nye og ganske moderne sygehus i Vitry en Artois, en mindre by mellem Douai og fronten.

Lokaliteterne kunne her ikke være bedre og at bestille var der kun lidt, men forplejningen var sløj. Jeg kan huske, at jeg havde fundet en have med grønne tomater, som jeg i ugevis spiste som en meget stor delikatesse, ligesom jeg opdagede, at kogte roer i grunden var en herreret.

Arbejdet var, som anført, minimalt; kun når der ved fronten skete patrouilleforetagender, kunne vi en kortere tid få travlt. Ved en sådan lejlighed kom der en mand spadserende, der havde en granatlæsion i præcordiet [hjerteregionen]. Han befandt sig dog meget vel, og man regnede til at begynde med ikke sagen for noget særligt.

Den følgende dag blev han pludselig dårlig og kom nu straks på operationsbordet. Det viste sig, at der i myokardiet [hjertemusklen] sad en granatstump så stor som yderleddet af en lille finger. Operationen blev gennemført, og manden døde næste dag.

Nogle dage senere forlangte overlægen, der ville demonstrere tilfældet på et møde, pludselig stumpen, som vi havde kastet bort for længe siden.

Situationen var farlig.

Overlægen, en fast militærlæge i stabsofficersrang, allerede i fredstid ret frygtet, forstod ikke spøg. Vi fandt dog straks på en udvej, styrtede afsted og skaffede os i løbet af et øjeblik hos de indlagte soldater, der jo plejede at gå med granatstumper og andre sjældenheder i lommerne, en passende kollektion, hvoraf vi udvalgte et særlig smukt exemplar, som vor strenge chef fik lov til at vise frem på lægemødet.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

Granatsplint_Johann_Christian_Kaas
Denne granatsplint er opereret ud af Johann Christian Kaas