Tag-arkiv: disciplin

30. oktober 1918. Under beskydning med gasgranater: De angrebne blev helt desperate!

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over et maskingevær ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han deltog i de hårde kampe ved Wassigny 17.-18. oktober 1918 og skulle efterfølgende dække det tyske tilbagetog ved en kanal. Her blev de fordrevet af artilleri den 21. oktober og trak sig længere mod øst.

Vi blev denne Gang ikke straks indsat. Efter nogle faa Dage, hvor det paany gik længere tilbage, besatte vi en Reservestilling. Det var ved en Landsby med meget spredt Bebyggelse. Civilbefolkningen var endnu til Stede.

Terrænet var meget uoverskueligt. Der var mange Hegn og Haver med Frugttræer. Der var ikke lavet og blev heller ikke lavet Jord- eller Skansearbejde. Vort Tilholdssted var en gammel Ejendom. Franskmændene saa vi ikke meget til. De holdt sig indendørs og passede sig selv. Vort Maskingevær havde vi anbragt i et Hegn, hvor ogsaa Vagtposterne var posteret.

Natten fra den 29. til den 30. Oktober blev Omraadet tildænget med Gasgranater. Det saa ret ufarligt ud. Med et Svup eksploderede eller revnede de, naar de faldt, og en Væske sprøjtede eller flød ud. Lugte kunde man ikke ret meget. Vi tog i Begyndelsen Gasmaskerne paa. Men i Længden blev det dog for varmt og anstrengende. Saa viste det sig, at de, der havde faaet noget af den sprøjtende Vædske paa sig, fik store Vabler. De saa modbydelige ud. De var gule og grønne, og nogle af Vablerne var saa store som Hønseæg. Vi holdt os nu indenfor.

I Morgentimerne blev de første syge. Hos nogle var Hals og Lunger saa angrebne, at der skulde tre til fire Mand til at holde dem. De blev helt desperate. Vi fik Bud efter en Ambulance.

Senere ankom to Officerer, som fortalte, at det var en meget farlig Sennepsgas. Man mente endda, at det var Gasgranater af tysk Oprindelse, Englænderne havde beskudt os med. De anbefalede, at enhver, der følte sig en Smule daarlig, skulde gaa tilbage og komme under Behandling. En Del meldte sig straks.

Vi andre stod og kæmpede en Kamp med os selv. Her var en Chance. Man kunde komme ud af Skidtet. Selvfølgelig vilde det blive opdaget, at vi ikke fejlede noget, for vi følte os jo ikke utilpas, men den Tid var dog i hvert Fald vundet. Men, kunde man virkelig lade de ærlige Kammerater i Stikken? Nej, — Disciplinen, Ansvarsfølelsen og’ Kammeratskabet sejrede. Vi blev.

Terrænet var forpestet og maatte rømmes. Vi blev beordret længere frem og fik anvist Stillinger ved en Chaussé, der løb parallel med Fronten. Den laa uden for det med Gas beskudte Omraade. Jeg fik Plads, hvor Chausseen krydsede en mindre Flod. Under Broen var et Hulrum, hvor vi kunde sove om Natten. Der skete ikke mere den Dag. Jeg inddelte Vagtposterne til Natten, og vi andre lagde os til at sove.

DSK-årbøger 1949

23. oktober 1918. “Tysklands sidste håb” fornærmer en major

Senest ændret den 17. september 2021 20:22

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. Han var imidlertid kommet på lazaret og blev nu sendt østpå med lazarettog mod Tyskland. Disciplinen blandt soldaterne er mildt sagt elendig!

Da vi nu var nået ind i Tyskland, var det som om folkene blev mere medgørlige. Der skete ikke større uhyrligheder mere.

På en godsbanegård blev dog en waggon med æbler næsten tømt.

En vagtpost forsøgte at forhindre det, men man tog geværet fra ham og smed det langt bort.

Et sted i Mecklenborg optrådte en gammel major med et stort Kejser Wilhelm-skæg som banegårdskommandant. Han gik langs toget og råbte: »Keiner aussteigen, keiner aussteigen« (Ingen stiger ud). Bag ham blev der selvfølgelig råbt: »Alle aussteigen, alle aussteigen«.

Da han vendte sig om, blev der bag hans ryg råbt: »Du alter Blindgänger, lass dir den Bahrt abschneiden« (Du gamle dagdriver, se at få skægget klippet af), og mere i samme stil.

Til sidst vidste han hverken ud eller ind og spurgte en underofficer, der lænede sig ud af et vindue, hvad dette dog var for noget?

Underofficeren rystede på hovedet og sagde: »Deutschlands letzte Hoffnung, Herr Major« (Tysklands sidste håb, hr. major). Kan man egentlig ikke godt forstå, at den gamle major gik bedrøvet bort? –

Turen gik over Bremen, Hamborg, Lybeck og derfra langs kysten gennem Mecklenborg, Pommern, Vestprøjsen, og den endte i Østprøjsen i Insterburg den 24. oktober. Rejsen havde taget 14 dage. Ingen steder havde man haft plads til os.

Da vi passerede Hamborg, var det lige ved, at Hamborgeren var stukket af. Han ville hjem til sin Grethe. Jeg fik ham dog overbevist om, at det ville være en stor dumhed. I storbyen var det galt med fødevarer, og levnedsmiddelkort kunne han ikke få, så han ville sandsynligvis omgående blive arresteret.

Desuden tydede alt på, at krigen snart var slut, og der ville ikke være meget ved at sidde i spjældet, når der blev fred.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

21. oktober 1918. Jacob Bergholts livvagt er ikke at spøge med!

Senest ændret den 17. september 2021 20:18

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. Han var imidlertid kommet på lazaret og blev nu sendt østpå med lazarettog mod Tyskland. Disciplinen blandt soldaterne er mildt sagt elendig!

Som regel blev toget rangeret ind på godsbanegårdene ved de forskellige stationer, men i Køln kom vi ind på hovedbanegården.

Alle udgange var besat med bevæbnede dobbeltposter, og da vi spurgte forplejningspersonalet – det var kvinder fra Røde Kors – hvad dette skulle betyde, blev der svaret, at der var kommet telegram med besked om, at en meget farlig transport ville ankomme. Det vakte uhyre munterhed.

Normalt blandede jeg mig ikke i de forskellige episoder, men på en banegård var der nogle stykker, der var uforskammede over for to ældre jernbanemænd, der bad dem stige i toget.

Jeg syntes, det blev for meget af det gode og anmodede dem om at forsvinde op i toget.

En mand vendte sig om og sagde “hold kæft” til mig. Men det skulle han ikke have sagt. Hamborgeren, der gik ved siden af mig, havde tilsyneladende ikke glemt Richards henstilling om at passe på mig, for han stak manden sådan én på gummerne, at han gik i gulvet.

Derpå tog han ham i kraven og smed ham ind i toget, idet han sagde: “Der, hvor jeg kommer fra, plejer vi at følge Jacobs ordrer omgående.”

De øvrige fulgte lidt slukørede bagefter.

Da vi gik videre, hørte jeg den ene jernbanemand sige til den anden: »Himmel, hat der ‘ne Leibwache!« (Bevar mig vel. Han har vel nok en livvagt).

Han var sandheden nærmere, end han måske selv troede.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

13. oktober 1918 – Rasmus Damm: ”Haut ihn, Licht aus, Messer raus”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten. I september befandt han sig bag fronten i nærheden af den da tysk by Metz.

13.10.

Efter 4 Ugers Arrest er Kompagniet nu kommen i Kvarter i Byen Gøhn. Selve Kvarteret er ikke Spor bedre, men det at leve dernede under Jorden uden at måtte komme ud i den frie Luft undtagen til Tjeneste, var ved at gå de fleste på Nerverne. Det er ikke blide Udtalelser, der vanker til de Herrer Officerer i Almindelighed. ”Haut ihn, Licht aus, Messer raus” råbes der så snart en lukker Kæften op. (Slå ham, sluk lyset, frem med Knivene).

Da vi i Går drøftede Mulighederne for Våbenstilstand, var der en Kamerat, som gik stærkt imod en alt for snarlig Våbenstilstand. Han har lige besørget sig en Sæk Kartofler, og desuden ved han og et par Kammerater hvor der ligger tre store Fade vin, som de henter sig lidt af af og til. Så han var bange for, at han ikke rigtig fik udnyttet disse Goder. Et par Kammerater har klædt sig ud i Kvindeklæder, andre har fået fat i Musikinstrumenter som lå oppe på Loftet (de tilhører Byens Brandorkester), og nu er der Halløj efter en større Målestok.

Hvad bliver det til med Våbenstilstand og Fredsforhandlingerne? Efter de sidste Telegrammer ser det ud til, som om de derovre ikke ville, endog Tyskland er gået ind på at rømme alle de besatte Områder. Nej, de ville ikke forhandle før Kejseren og hele Hohenzollernhuset er sat på Porten.

For min Skyld ingen Alarm, den Slags Herrer giver jeg og de fleste gerne Afkald på. De kan jo få en Bestilling som Gadefejere i Paris eller London, så har de dem hos sig og kan føre Tilsyn med dem.

Bare få gjort en Ende på de nu, thi det hele er Kuddel Muddel. Også vore Postsager kommer uregelmæssig nu. Sommertider kommer slet ingen Post, til andre Tider kommer der store Dynger. Særlig galt er det med Pakkerne. Mange går tabt, og de som ankommer er så gamle, så Indholdet er fordærvet.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

25. september 1918. Officerens tale afbrudt af tilråb og truende adfærd

Senest ændret den 4. december 2020 9:12

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han tilhørte i 1918 Regiment 186, 2. kompagni.

Gud  Fader  bevares,  sikken  Redelighed.  Alt  er  opdaget. Straks,  da  vi  kom  hertil,  blev  vi  modtaget  af  en  General, der,  højt  til  Hest,  holdt  en  Tale  ud  fra  det  Synspunkt:  Een for  alle,  og  alle  for  Een.

Vi var  opstillet  som  det  sig  hør  og bør,  og  alle  Næser  var  vendt  imod  ham.  „God  Morgen,  Folkens!”  hilste  han,  men  han  modtog  kun  en  uvillig  Brummen til  Svar.

Han  indledede  med  en  længere  Afhandling om Aanden  fra  1870  og  1914,  og  sluttede  med  at  sige:  „Med  Livremmen  spændt  godt  ind  og  med  den  ægte  Fædrelandskærlighed  og  i  Bevidstheden  om  at  tjene  en  høj  og  hellig  Sag kan  vi  endnu  standse  Fjenden  og  fravriste  ham  Sejren,  som han  allerede  nu  føler  sig  sikker  paa,  men  som  han  ikke  har fortjent!”

Under  hans  Tale  lød  der  mange  dristige  Tilraab, og  inden  han  var  færdig,  havde  Fløjene  bøjet  sig  indad,  og Transporten  stod  nu  i  Halvmaaneform  omkring  hans  Hest.

Aldeles  pludselig  satte  han  en  Stopper  for  sin  sikkert  velmente  Tale,  men  raabte  dog  endnu,  at  de  „Lumpenkarle”,  der havde  svigtet  og  var  rendt  deres  Vej,  nok  skulde  faa  deres velfortjente  Straf.

Han  satte  nu  Sporerne  i  Siden  af  sin  sorte, hvidblissede,  magre  og  langbenede  Krikke  og  forsvandt.  — I  Dag  er  vi  blevet  inddelt  i  Kompagnier  af  Regimentet  254, og  der  siges,  at  Turen  gaar  til  Argonnerskoven.

Mange skyndte  sig  til  Lægen,  hvor  det  paafaldende  i  de  mange  Syges  ensartede  Lidelse  vakte  Mistanke,  og  Grunden  hertil  blev opdaget. 

De  er  dog  ligeglade  med,  hvad  der  sker  med  dem, foreløbig  skal  de  paa  Lazaret,  og  saa  gaar  den  Tid  med  det.

 

22. september 1918. Soldaterne vil bare væk: “Det er kun de dumme, der endnu ligger herude!”

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. Slaget ved Laon er stadig godt i gang, Eskildsen og hans folk må rykke rundt flere gange for at undgå den kraftige beskydning. Og majoren nægter folkene deres orlov.

Den højere Ledelse har opgivende lagt Hænderne i Skødet og lader Staklerne derude slaas paa bedste Beskub.

Kommandørerne af lavere Grad har tabt Hovedet. Ved Regimentets Skrivestue sidder 6 Officerer og 47 Mand i den bitreste Stemning. Divisionen har bevilget dem Orlov; men Majoren har nægtet at underskrive deres Orlovspas, som vi sendte ud til ham.

»Der Krieg ist fur die Dummen!« siger de. »Det er kun de dumme, der endnu ligger herude.« De har vel ikke Uret. Enhver, der har Penge nok i Pungen og er snedig nok til at knytte Bestikkelsestraadene, ligger nu hjemme, tjener Dagen igennem store Penge — Blodpenge — Og kan om Aftenen lægge sig i sin bløde Seng. 

»Det faar ingen Ende, før der hjælpes efter med en lille Revolution,« knurrer de. Hjemme paa Orlov hørte jeg for første Gang om Revolutionen, der vilde komme til Efteraaret. Nu taler alle aabenlyst om den, halvt i Forventning, halvt med Gru. Vi tænker os, at den vil blive værre end Krigen.

Feltposten kommer. Det kære Brev er der. Hjemmet i Sæd er brændt! De gamle Svigerforældre har intet bjerget. Og i dette Øjeblik staar man lænket herude og kan ikke hjælpe! To Dage ligger vi i Hulerne ved Engen. Vi faar Ild fra Nordvest, Vest, Syd og Sydøst. Det er nok at mærke, at vi ligger paa et Hjørne.

Vi flytter længere tilbage mod Laon og kravler 12 Mand ned i et Hulrum. Ogsaa denne Plads tages under Ild. 4 Mand døde, 1 saaret, 2 døde Heste, en splintret Vogn! Kun to Dage holder vi det ud her, saa tager vi Ophold i en Skov endnu nærmere ved Laon.

To Dage bor vi der. Saa afløses det stakkels Regiment. 16 Dage har det ligget i Slaget. Midt i en Hvirvel af Gru og Rædsel, Sult og Savn, Uro og Opløsning har den menige Frontsoldat staaet som en Klippe. Han veg ikke fra sin Plads, inden han fik Befaling til at gaa tilbage. Men det har kostet Blod. 642 Mand er døde, Saarede og savnede.

Døden har hentet unge og gamle, den unge Løjtnant Tams fra Haderslev og Regimentets ældste Officer, Løjtnant Petersen fra Kiel. Den rare, gamle Petersen! Han fortrød vist tit, at han i 1914 til Trods for sine 50 Aar meldte sig som frivillig.

Nu havde han alligevel gjort alting med fra Masurslaget her til Laffaux. Han og hans Kompagni blev omringet. De strakte Vaabnene. En Franskmand vil rive Jernkorset af 1. Klasse fra hans Bryst. Han værger for sit Kors — og bliver knaldet ned.

Den 18. September marcherer Resterne af Regimentet ind i Laon. Uden for Bymuren staar Hundreder af Mænd og Kvinder og lytter og stirrer i spændt Forventning mod Sydøst, hvor de hører deres Landsmænd hamre sig fremad, nærmere og nærmere ind mod deres By.

To Dage efter transporterer man os til en Baraklejr ved Bergnicourt, midtvejs mellem Reims og Rethel. Vi er igen i Champagne. Vi forlod det med Glæde.

Vi aander lettet, da vi genser den tørre Kalkørken.

Der er smukt i Egnen ved Laon.

Blodet flød i de smukke Skove, i de romantiske Kløfter, ved de gamle Slotte, ved de brusende Bække.

Der var stygt i Slaget ved Laon.

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 231-233

22. september 1918. Dagens tilbud: Hvem vi gerne smittes med gonoré?

Senest ændret den 4. december 2020 9:12

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 tilhørte han Regiment 186, 2. kompagni.

I  Aftes  blev  Transporten  indladet  i  Toget,  og  i  Frankfurt, Wiesbaden  og  Mainz  kom  der  flere  til.  Paa  Banegaarden  i Mainz  stod  mine  gamle  Venner,  Skorstensfejeren  og  Sepl, og  skulde  ligeledes  med.

Der  blev  almindelig  Glæde  over  det heldige  Sammentræf, og  vi  flyttede  sammen  i  Vognen,  hvor jeg  var,  og  hvor  ogsaa  Skomageren  opholdt  sig.  Ad  Rhinens venstre  Bred  kørte  vi  mod  Eifelbjergene  i  Retningen  af Skærmydslerne,  og  Toget  kravlede  kun  langsomt  af  Sted  gennem  Bjergkæden  her.

Vi  havde  heller  intet  Hastværk  med at  komme  derud,  og  mange  benyttede  sig  af  Togets  langsomme  Fart  og  forsvandt  lige  saa  stille  ud  af  Vognene  med deres  Bagage.  Folkene  var  aldeles  ligegyldige  med  hele  Tilværelsen,  og  der  blev  ikke  vist  Transportlederne  nogen  Respekt.

Der  blev  et  frygteligt  Spektakel,  da  de  opdagede,  at næsten  Halvdelen  af  Transporten  var  forsvundet.  Vi  blev nu  lukket  inde,  og  der  blev  paalagt  os  Underofficerer  den ufravigelige  Pligt  at  sætte  dem  under  Anholdelse,  der  forsøgte  at  løbe  bort.

En  Mand  af  Transporten  har  Gonorrhe. Med  en  Tændstik  uddeler  han  til  andre,  der  hellere  vil  paa Lazaret  end  til  Skyttegraven.  Det  bliver  en  køn  Historie, men  hvem  er  vel  i  Stand  til at  opdage,  hvorledes  det  er  foregaaet,  naar  enhver  holder  Mund.  Toget  er  naaet  igennem Bjergene,  og  med  noget  større  Fart  gaar  det  i  Retning  af Laon.  Det  mener  vi dog  at  have  opdaget.

 

18. september 1918. Kaotisk hjemrejse: Frederik Tychsen vil hjem, koste hvad det vil!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltager ved den tyske forårsoffensiv samt det andet Marneslag, var han på vej hjem på en velfortjent orlov.

Det var en smuk strækning fra Namur til Arion. Vi kørte i Ardennerne, og grunden til denne omvej var de ødelagte jernbanestrækninger forårsaget af fjendtlige flyvere. På den sidste station i Belgien, Arion, fik vi noget at spise. Det var ikke almindeligt at bespise folk, der rejste på orlov, men det måtte skyldes omstændighederne og den store forsinkelse.

Fra Arion gik det gennem Luxemburg til Metz. Jeg sad i kupeen lige over for en ung soldat, der for første gang kørte på orlov. Han havde været hjemmefra et års tid. Han var så fortumlet, at han slet ikke kunne tro, at han måtte rejse hjem.

Han tog sine orlovspapirer op gang på gang, så på dem og mumlede: ”Det må jo passe, det må jo passe!” “Javist passer det”, sagde vi andre, men han kunne alligevel ikke tro det. Hen mod aften nåede vi til Metz. Byen og banegården blev imidlertid beskudt, vistnok af amerikanerne, der var trængt frem i Præsteskoven. Der kom et skud af og til af lille kaliber.

Vi blev alle beordret ud af toget og skulle træde an. Vore papirer blev undersøgt, og der var tale om, at vi skulle standses og eventuelt sættes ind mod amerikanerne i Præsteskoven. Men til alt held kom der et tog med flygtninge, kvinder og børn. Det kørte ganske langsomt over banegårdsterrænet, ja, det så ud, som om det hvert øjeblik ville gå i stå. Men det var godt for os.

Vi løb til fra alle sider, kravlede ind i kupeerne, imellem vognene og oppe på vognene. Her hjalp ingen kommanderen og ingen råben eller skænden, enhver sørgede for sig, og jeg kom til at ligge oven på en passagervogn sammen med en del andre. Af hensyn til tunnelerne måtte vi ligge på maven hele vejen. Og på denne måde nåede vi Köln.

Det var en ret ubehagelig tur, det var koldt, og i tunnelerne var det frygteligt. Det røg og buldrede om ørerne på een, så jeg ved ikke hvad. I de tidlige morgentimer nåede vi Köln. I Köln var banegården blevet bombarderet om natten, men et stykke borte fra stationen holdt et tog, der gik til Hamborg.

Vi væltede ind i toget; de damer, der gjorde tjeneste som togbetjente, ville kontrollere papirerne, billetterne m.m., men de kom ingen vegne, de blev skubbet til side, og vi gik ind eller kravlede gennem vinduerne for at få plads. Lidt efter satte toget sig i bevægelse, og hjemrejsen synes nu at være sikret. Turen gik til Hamborg, og videre over Neumünster til Flensborg.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

16. september 1918. H.C. Brodersen: “Der er blevet bevilliget 3 Dages Orlov, men jeg maa ingen faa.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:52

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. I 1918 var han underofficer i Regiment 186, 2. kompagni.

Folk  er  kede  af  Krigen.  Der  spores  revolutionære  Antydninger  alle  Vegne.  Vi Underofficerer,  der  næsten  hver  Aften kommer  sammen  i  en  Knejpe,  der  ligger  lige  overfor  Kasernen,  mærker  det  mere  og  mere.

Folk,  baade  civile  og  Militæret,  er  lige  som  mere  fri  i  Sproget,  og  der  stjæles,  handles, sjakres  og  hamstres  med  alt  mellem  Himmel  og  Jord.  Om Aftenen,  naar  der  ofte  er  fjendtlige  Flyvere  over  Byen,  gaar Folk  ikke  mere  frivillig  ned  i  de  Understande  og  Kældere, der  er  anvist  til deres  Beskyttelse.

De  er  lige  glade.  Vi  kan købe  lige  saa  mange  Levnedsmiddelkort,  som  vi  vil have,  og saaledes  købe  alt  det  Brød  vi  ønsker.  Naturligvis  er  de  falske,  men  Brødforsyningsbestemmelserne  bliver  paa  denne Maade  undermineret,  og  Myndighederne  kan  ikke  gardere sig  herimod.  For  gode  Ord  og  rigelige  Penge  kan  man  købe al  den  Mad, man  vil have,  uden  at  man  behøver  noget  Kort.

Selvfølgelig  er  alt  hamstret  eller  stjaalet.  —  Paany  er  en Transport  inddelt  til at  afgaa  til Felten,  og  denne  Gang  skal jeg  med.

Der  er  blevet  bevilliget  3 Dages  Orlov,  men  jeg  maa ingen  faa.  Det  var  jeg  ikke  tilfreds  med,  og  i  Morges  gik  jeg til  Hauptmann.

Flan  erklærede  dog,  at  han  ikke  havde  nogen Bestemmelsesret  over  Transporten,  da  Listerne  over  Mandskabet  var  afgaaet  til Bataillonsskrivestuen, og  hvis  jeg  vilde have  Orlov, maatte jeg henvende  mig dér. Det  gjorde  jeg,  men heller  ikke  her  havde  jeg  Held  med  mig.

Der  blev  af  Adjudanten  svaret,  at  der  i  Henhold  til  en  „Verfügung”  fra  9. Armékorps  i  Altona  ikke  maatte  sendes  Folk  paa  Orlov,  der skulde  ud  over  Linien  Tønder—Flensborg.  I  alle  Tilfælde skulde  der  en  særlig  Rejeetilladelse  til, og  den  havde  jeg  jo ikke.

Jeg  tilbød  at  betale  en  telegrafisk  Forespørgsel  til  Altona,  men  heller  ikke  dette  vilde  han  komme  ind paa  og  mente,  at  det  jo  heller  ikke  kunde  lønne  sig  at  rejse  den  lange Vej  for  blot  3  Dages  Orlov.

Jeg  fastholdt  dog  min  Beslutning  om  at  ville  hjem,  og  gik  til  Majoren. „Hvad  ønsker  De?”  spurgte  han,  da  jeg  var  kommet  indenfor.  Han  fik  at  vide,  hvad  Sagen  drejede  sig  om,  og  telefonerede  til  Bataillonsskrivestuen.

„Det  gaar  ikke,”  sagde han,  „og  De har  jo  ogsaa  faaet  at  vide hvorfor,  ikke  sandt?” Jeg  forsøgte  at  komme  med  Forestillinger om,  at  det  maaske  var  sidste  Gang,  jeg  kunde  faa  Lejlighed  til  at  hilse  paa Familien,  men  han  var  ubønhørlig. „Min  Søn,” sagde  han,  „vi  har  Krig .  Det  gaar  ikke!”

Jeg  stak  min  sidste  Trumf  ud.  „Hr.  Major,”  sagde  jeg, „jeg  kan  dog  rejse  til  Slesvig,  og  naar  jeg  derfra  telegraferer til  min  Hustru  om  at  komme  dertil,  behøver  jeg  ingen  Rejsetilladelse!” Han  saa  et  Øjeblik  paa  mig,  og  sagde  saa:  „Indforstaaet, gaa  til  Bataillonen  og  faa  Deres  Pas!”

Nu  sidder  jeg  i  Toget  mod  Hamburg,  og  et  Par  Underofficerer  i  Jægeruniform  har  opfordret  til  et  Parti  Skat. Tiden gaar  bedre,  mener  de,  og  jeg  er  indforstaaet.

 

13. september 1918 – Rasmus Damm: “Fæstningsarrest”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund blev indkaldt i marts 1916 og  gjorde tjeneste ved minekasterne først på østfronten og fra begyndelsen af 1918 på vestfronten. I september befandt han sig bag fronten i nærheden af den da tysk by Metz.

13.9.

Atter har vi været på Rejse og er nu havnet i Elsass Lothringen 5-6 km bag Metz. Nærmeste By er Ober Kurzel, hvor Bataillonsstaben ligger. Vi ligger i et Fort. Det er første Gang, jeg er inde i et sådant Fæstningsværk. Man føler sig helt tryg herned under Jorden med alle de mange Kubikmeter Beton over sig. Vi har underjordisk Forbindelse med Metz og en hel del andre Forter her omkring.

Også bagud er der Forbindelsesgange. Over Mandskabslokalerne her er der flere Meter Beton. Ovenpå dette er Pladser til Maskingevær og lette Skyts. Under os er der Kommandolokaler, Sygestue, Køkken, Beredskabs- og Munitionslagre og lignende. Dernede fra er det at alle Forbindelsesgange udgår. I flere af Gangene er der Tipvognsspor til Transport af Munition m.m.

Vi sover ikke i Senge, men i Hængekøjer. Den første Aften tog det os nogen Tid, at få dem rigtigt anbragt og komme op i dem. De Bæster er tilbøjelige til at snurre rundt, når man prøver på at komme op i dem. Sætter man sig på Kanten af den og vil løfte Benene indenbords, som man gør, når man sover i en Seng, så vender Bæstet her bare Bunden i Vejret og man sidder på Halen nede på Gulvet med Tæpperne over Hovedet. Efterhånden har vi lært at komme op i dem.

Værre er det næsten at holde sig i dem, da det selvfølgelig er en yndet Sport, at kippe hinanden ud af dem igen. Ja, Sjov skal der til, og Sjov bliver der lavet blandt Frontsoldaterne, som vil ingen andre Steder i Verden. Dagslys får vi ikke noget af hernede. Til Gengæld er her både Elektrisk Lys og Centralvarme.

Det er så at sige Fæstningsarrest vi har. Vi har ingensinde opført os alt for pænt overfor de høje Herrer udenfor vort Kompagni, og heller ikke overfor vor Bataillonsstab. På Transporten hertil var vi med samme Tog som Bataillonsstaben, og ved Ankomsten hertil var Bataillonsbagagen plyndret for alt spiseligt samt for mange andre rare Ting.

Ligeledes blev de Herrer generet af forskellige Tilråb, og for det hele får vort Kompagni Skylden, og sikkert ikke med Urette. Men andre har sikkert hjulpen godt til undervejs. Derfor blev vi indkvarteret her i Fortet. Desforuden er der streng Forbud mod at gå udenfor Fortet. Det betyder, at vi kan gå i Kantine eller andre Steder hen og købe noget. Vi kan kun gå til Udfaldsporten eller op ovenpå Betondækningen, men ingen Steder kan vi se noget. Nå, vi skal vel også her gøre en eller anden Tjeneste, og i så Fald kommer vi nok udenfor Betonmurene.

(Rasmus Damm: Dagbogsoptegnelser fra Krigen 1916-18)

11. september 1918. Frederik Tychsens kanon afværger et angreb med kampvogne

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid gået i stilling ved den lille franske by Graincourt.

Den 11. september fik vi besked om, at englænderne den næste morgen ville angribe med ca. 300 tanks. Her havde englænderne i forvejen angrebet med tanks, dette vidnede slagmarken om, for alle vegne lå der væltede og ituskudte tanks.

Vi undersøgte mange af dem; det var nogle store maskiner. Der skulle en kanon fra hvert batteri sendes ud mod disse tanks. Da fjerde kanon var den dårligste, skulle den sendes ud og eventuelt ofres? Jeg havde den fjerde kanon, og chefen, løjtnant Wiederholdt, spurgte mig, om jeg ville tage med. Det kunne jeg ikke nægte.

Han spurgte dernæst, hvem af mandskabet, der ville tage med? Hele den samlede betjening meldte sig. Da mørket var faldet på, kørte vi af sted. Vi havde en ammunitionsvogn med. Der var en sergent med fra hesteafdelingen, han førte troppen hen til stedet, en korsvej, hvor vi skulle melde os hos en officer.

Det var ret stille denne aften, og ved ca. 10 tiden nåede vi ud til korsvejen. Her holdt en leutnant, og han begyndte med at skænde og give hals – han var nervøs, og det var vi også, og derfor sagde vi straks: ”hold kæft” til ham. Han mærkede vor nervøse stemning – og tav med det samme. Vi fik en plads anvist, og i nærheden stod der kanoner fra andre batterier, både feldt og svært artilleri.

Hestene blev trukket tilbage, og vi gjorde os skyde klar. Retning, afstand og ladning blev givet af løjtnanten. Leutnanten var ikke fra vort batteri. Vi havde faet en flaske cognac med. Denne lod jeg de seks kanonerer dele, og så lagde de sig til at sove ved siden af kanonen, medens jeg selv holdt vagt. Vi var alle trætte og nervøse.

Natten forløb ganske roligt. Nogle skud faldt der hist og her, en enkelt flyver kastede lyskugler, men for øvrigt var det efter forholdene meget stille. Ved 4 – 5 tiden om morgenen begyndte englænderne at røre på sig. Det eneste, vi fornam, var en uhyre surren og brummen som af tusinde flyvemaskiner, men temmelig svag. Det var tanksene, der startede.

Vi fik ordre til at skyde. Jeg fik kanonererne vækket, om end med besvær, de sov så hårdt, så hårdt, men de kom, og vi satte ind med en mægtig kanonade efter det angivne mål. De andre kanoner skød også i hurtigt tempo. Vi skød på 3000 m til at begynde med og senere på en kortere afstand. Men så blev vor ild besvaret af en mægtig ild fra angriberen. Vistnok fra tanksene.

Det var nemlig et lille kaliber, vi blev beskudt med. Da vi havde skudt ca. 50 skud, fik vi en fuldtræffer, der satte os ude af stand til at fortsætte med skydningen. Fire af kanonererne blev hårdt såret, og sigteindretningen tog også skade.

Jeg sendte bud efter hestene, vi fik protzet på og gjort køreklar, og de 4 sårede læssede vi på Protzen, og så skyndte vi os derfra. Til at begynde med kørte vi så hurtigt, som det var muligt, vi regnede med, at tanksene var i hælene på os, men de kom ikke denne dag.

Da vi havde kørt en halv times tid, kom batterichefen, løjtnant Wiederholdt, os i møde; han kom i strakt galop, og da han kom helt hen til os, standsede han køretøjet; han spurgte os om hvorledes, det var gået, han talte med de sårede, spurgte efter deres befindende, om de havde smerter osv. Han roste os og fortalte, at vi havde klaret vor opgave godt, det planlagte angreb var slået tilbage i begyndelsen, og vi havde vor store andel i, at det var gået sådan.

Dem, der ikke havde jernkorset af II. grad, blev opnoteret, for nu skulle de få denne udmærkelse, og for mit vedkommende, da tilbød chefen mig jernkorset af I. grad eller orlov. Jeg bad om at få orlov; dette forbavsede chefen noget, men jeg sagde, at det var længe siden, jeg havde haft en rigtig orlov, og så sagde han, at han ville gøre, hvad han kunne, for at jeg kunne komme af sted så hurtigt som muligt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

10. september 1918 – Fra Efterretningssektionens journal: ”dänisch-deutsche” eller ”deutsche”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

D. m. Frcia:

1.
Ved 21. tyske Landstormbataillon (den østrigske Grænsebatl) har 2. og 4. Komp. byttet Standplads, saaledes at Komperne nu ligger saaledes regnet fra Øst:
2. Komp: Aller (omspænder fra Lillebælt til ca. 500 m V.f. Fiskebæk Kær)
1. Komp: Christiansfeld (omspænder fra 2. til Haderslevchausséen incl.)
4. Komp: Christiansfeld (omspænder fra 1´til S.f. Brenore Mer) og
3. Komp: Frørup (omspænder fra 4´ S.f. Ødis-Branderup).

2.
En Overløber har meddelt ”B”, at Soldaterne ved Fronten flere Gange har raabt ”Blutsauger” efter Hindenburg, saa denne har maattet hørt det. Ligeledes fortalt ham, at naar Sønderjyderne ved Fronten har bedt om Orlov, blev der altid spurgt dem, om de var ”dänisch-deutsche” eller ”deutsche”; svarede de bekræftende paa det sidste, kunde de været ret sikre paa at faa Orlov.

3.
En Flygtnings Skitse over nogle udførte Stilinger paa Slesvigs Vestkyst vedlægges.

Bilag: Et Flygtnings Skitse over militære Stillinger paa Slesvigs Vestkyst ved P. Eliassen

Skitse over den vestligste del af  Sikringsstillingen, indført i Efterretningssektionens journal 10/10-1918 (Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

 

1. september 1918. Nis Ley for krigsretten for lydighedsnægtelse?

Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten. Han nægtede at efterkomme en ung løjtnants ordre til angreb, men blev under de efterfølgende kampe fanget af amerikanerne. Han stak dog af og vendte tilbage til de tyske linjer, men hos et andet regiment. Hvad nu?

Jeg fik lidt søvn, og da det var blevet lyst, opfordrede løjtnanten [ikke den i manchetten omtalte unge løjtnant, RR] mig til at vise vej hen til det sted, hvor mit kompagni var blevet overrumplet – der måtte vel endnu ligge døde kammerater, og det kunne tages som bevis på, at jeg talte sandt.

Da jeg var fuldstændig blottet for udrustning, fik jeg tjenerens gevær og et par patroner, og vi traskede af sted. Alt var nu roligt; og da vi nærmede os stedet, mente jeg, at vi nu hellere måtte gå i vejgrøften, men løjtnanten standsede da op og sagde: »Godt, vi vender om nu«, så endelig troede han mig da, og jeg gik med ham tilbage, og så foreslog han mig at blive ved hans deling. Jeg svarede ham, at jeg altid havde lært, at uanset, på hvilken måde vi var kommet bort fra vor afdeling, så var det altid om at finde tilbage, og jeg ønskede mig tilbage til mit kompagni, jeg var overbevist om at kunne finde skrivestuen, hvis de da ikke var flyttet bort fra egnen, og så fik jeg lov til at gå.

Jeg fandt godt nok skrivestuen, gik ind til feltvebelen og meldte: »Von der Gefangenschaft zurück«. Han blev både glad og forbavset, og næppe havde jeg begyndt at fortælle om mine oplevelser, før han bød mig sidde ned. Jeg tøvede lidt overfor det uventede tilbud, men han mente det alvorligt, og jeg skulle tage plads lige overfor ham, og så fortalte jeg ham alle mine oplevelser fra først til sidst.

Han var synlig rørt over, hvad jeg berettede ham, og en medvirkende årsag har det nok været, at der kun var 7-8 mand tilbage af hele hans kompagni.

Men så kom det frem, som jeg var mest spændt på, hvordan jeg dog kunne gøre mig skyldig i denne lydighedsnægtelse overfor løjtnanten. Sagen var indberettet, og han var ked af det, ville gøre, hvad der stod i hans magt, men megen tiltro havde han ikke i så henseende til sine evner.

Jeg svarede ham, at jeg ikke havde kunnet udføre den givne ordre, der var så oprørende og havde betydet den visse død både for mig og for mange af mine kammerater.

Sagen måtte nu gå sin gang, og jeg var villig til at tage straffen for min handling. Han bad mig til slut gennemsøge en bunke breve, der var parate til afgang; der kunne jeg selv finde brevet, som skulle afsendes til min mor, om, at jeg var savnet og muligvis i fangenskab. Jeg fandt det og rev det i stykker, hvad jeg har fortrudt senere, for så kunne jeg da have lagt det til mine opbevarede breve.

I de følgende uger var jeg såmænd spændt, hvad der ville komme ud af løjtnantsaffæren, og et stykke tid troede jeg, at den ville blive dysset ned, men en skønne dag kom der besked om at møde på bataljonskontoret, hvor majoren selv og tillige nogle herrer var til stede. Jeg blev så forhørt og gav en korrekt fremstilling af hele sagen, som den havde udviklet sig.

Til sidst spurgte man mig, om jeg kunne bevise, hvad jeg havde fortalt, og jeg kunne henvise til skytte August Erbe, der på nærmeste hold havde fulgt det hele, og som nu var vendt tilbage til kompagniet igen.

Han blev også afhørt dagen efter, og jeg havde meddelt ham, at jeg havde sagt hele sandheden, og hvis han også gjorde det, så ville der ikke fremkomme nogle afvigelser fra min forklaring, og åbenbart har han også gjort det. – Jeg har i hvert fald intet hørt til det hele siden, ja, heller ingen bemærkninger fået i mit militærpas.

Vi fik ny reserve igen og heldigvis også vor gamle kompagnifører tilbage. Da han hilste på mig, beklagede han, at han ikke kunne få mig som ordonnans igen, da jeg jo imens var blevet underofficer og skulle forblive ved min gruppe.

Affæren med løjtnanten har han ikke nævnt med en stavelse – denne var nu blevet delingsfører for tredje deling, mens jeg tilhørte første deling, og selvom han ikke så på mig med de blideste øjne, så har han dog ikke generet mig i de sidste uger, vi var sammen i kompagniet.

DSK-årbøger 1971

30. august 1918. Nis Ley nægter at adlyde ordre om fremrykning

Nis Ley fra Kegnæs kom efter et lazaretophold til Infanterie-Regiment Nr. 26. Her blev han indsat på Vestfronten. Efter at være kommet for sent tilbage fra orlov havde hans foresatte, en ung løjtnant, set sig gal på ham.

Sidst i august blev vor division indsat i kampene omkring Lassigny. Det er de sværeste kampe, jeg har oplevet. Vort regiment besatte til at begynde med en reservestilling, mens Regiment 165 lå i forreste stilling. Den 30. august blev vi alarmeret og kastet ud i kampen for at komme Regiment 165 til undsætning, men hvad vi her blev vidne til af døde og lemlæstede, lader sig ikke beskrive.

Vi lå i en lavning bag ved et bakkedrag, mens Regiment 165 eller resterne af det lå på den anden side af bakken. Det blev nu min opgave at arbejde mig op over den med mine folk for at komme Regiment 165 til hjælp, og vi måtte mave os gennem en kun påbegyndt Forbindelsesgrav, der førte os op over bakken.

Et hjørne var i den grad taget under ild, at alle, der vovede sig frem, ubarmhjertigt blev skudt ned. Der lå allerede et antageligt antal dræbte og mange ilde tilredte sårede, som vi kunne høre jamre, hvorfor vi anså al videre fremrykning for umulig, så vi standsede op.

Derved stoppede vi for kompagniets fremrykning, og der kom snart besked fra vor unge løjtnant, som lå allerbagest i rækken, at vi skulle kravle videre frem, men efter en kort rådslagning med min geværskytte, August Erbe, og de nærmestliggende blev vi enige om det fuldstændig meningsløse i at forcere dette hjørne og blev liggende.

Kort efter kom ordren igen, men vi blev liggende, og da ordren kom tredje gang, lod jeg melding gå tilbage, at vi fandt en fremrykning umulig, og vi blev liggende.

Kort efter kom kompagniføreren kravlende op i højde med os, og da han så, at det var mig, der havde stoppet det hele, sagde han: »Aha, Sie sind es«, og så, om jeg ikke kendte krigsparagrafferne, og hvad de sagde om lydighedsnægtelse foran fjenden.

»Jo«, svarede jeg, jeg havde været længe nok soldat til at vide, at der var dødsstraf for det. Hvad jeg så mente med fortsat at nægte at adlyde en ordre?

Jeg svarede, at jeg anså det, man forlangte af os, som fuldstændig meningsløst og til gavn for ingen, og resultatet af en videre fremrykning lå jo lige for hans øjne, så jeg hverken ville eller kunne give en sådan ordre. Han var hvid i ansigtet af raseri, og jeg må indrømme, at jeg efterhånden befandt mig i en ophidset tilstand, men terningerne var kastet, så der var intet »tilbage« mere.

Han gav mig endnu en fjerde og direkte ordre til at rykke frem, men jeg nægtede at efterkomme den, og jeg tilføjede, at hvis kompagniføreren ville gå foran, så ville vi følge efter.

Det svarede han ikke på, og kort efter kravlede han tilbage med et ildevarslende udtryk i øjnene.

Snart efter kom befalingen, at vi kunne trække os tilbage ned bag højen, og her dannede vi så for natten en forsvarslinje.

DSK-årbøger 1971

20. august 1918. Antallet af gassyge overstiger antallet af sårede

Füsilier-Regiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregiment” pga sin høje andel af sønderjyder.

Regimentet havde til højre infanteriregiment 79, til venstre infanteriegiment 31. To bataljoner lå forrest og én i reserve. Fra 20. august inddeltes regimentet igen i kamp-, beredskabs- og hvilebataljon.

Modstandslinjerne havde navnene Blücher I og Blücher II. Det var ikke sammenhængende stillinger, men derimod områder med modstandsreder. Det franske artilleri lod næsten hver nat nogle heftige ildoverfald slippe løs. Om dagen var det noget roligere. Brugen af gasgranater øgedes.

På adskillige dage oversteg tallet af gassyge antallet af sårede. Vort artilleri skød ligeledes ret livligt. Med de grønt afkrydsede granater blev der sendt mangt en sky af sennepsgas over i den fjendtlige lejr. I anden halvdel af måneden aftog den fjendtlige ild mærkbart; tabene, som i de første ti dage af august var betydelige, tog også af.

Den glødende hede fremkaldte imidlertid talrige tarmsygdomme. Stillingskrigens ensformighed var indtrådt igen. Tjeneste som vagt, gravearbejde, afløsning i en regelmæssig vekslen. Det var bittert for en enhed, der havde smagt bevægelseskrigen.

Disciplin og pligtfølelse bevirkede imidlertid, at omstillingen skete gnidningsløst. Siden englænderne den 8. august var stødt dybt ind i vort angrebsterræn ved Ancre, vidste enhver selvstændigt tænkende soldat, at alle erobringer siden Det store Slag var tabt igen. Et angreb kunne man slet ikke tænke på mere, sejt forsvar af den gamle linje måtte nu være opgaven.

Af regimentshistorien: “Füsilier-Regiment Königin Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918”

18. august 1918. Tyskernes modangreb standses af det franske køkken

Niels Ebbesen Kloppenborg Skrumsager, søn af landdagsmand H.D.  Kloppenborg Skrumsager, gjorde krigstjeneste ved et Garde-Kyrrassérregiment. Efter at have været indsat på Østfronten, blev regimentet i foråret 1918 overflyttet til Vestfronten.

Den 18. August blev vi sat ind i en meget stærkt udbygget Stilling. Det var paa et Højdedrag foran Soissons. Vi afløste tidligt om Morgenen et Regiment fra Bayern, og vi gjorde det meget forsigtigt, men Bayrerne bar sig meget klodset af, og Enden af det hele blev, at vi fik en Artillerisalve, der bragte os et Tab paa to døde og fem saarede.

I denne Stilling laa vi i samfulde ti Døgn og slog femten Stormangreb tilbage. Det er de værste Dage, jeg har oplevet i hele Krigen, og dog kan jeg ikke lade være med at fortælle en lille, pudsig Oplevelse.

Franskmændene stormede regelmæssigt hver Formiddag to Gange. De havde gentaget det fire Dage i Træk, og hver Gang brød Stormen sammen foran vor Stilling. Det var som før nævnt en vel udbygget Forsvarsstilling.

Men saa, den 22. August om Middagen, da alt var roligt efter Formiddagens Storme, besluttede Ritmesteren, at vi skulde smide Franskmændene ud af en Skovkant, de havde sat sig fast i om Formiddagen. Skovkanten laa lidt skraat til højre for os, ikke mere end omkring ved hundrede Meter fra vor Stilling. Vort Angreb skulde saadan set ske i Strømpesokker, altsaa Overrumpling, uden Artilleriforberedelse. De laa jo ogsaa saa tæt inde paa os.

Vi var ikke særlig opsat paa Foretagendet, nærmest deprimeret, for vi regnede med, at vore Dage var talte, og at den sidste Dag var kommet. Naa — Signalet til Angrebet blev givet.

Vi sprang op af Gravene og stormede frem, saa hurtigt vi kunde. Langt var der jo ikke over til Skovkanten. Der faldt kun faa Skud. Et lille Stykke foran Skovbrynet smed vi os ned og kastede Haandgranater ind til Franskmændene, — og — saa tog Pokker ved Franskmændene. De rendte ind i Skoven, i et Nu var vi fremme og sprang ned i deres Grave. Vi havde ikke mistet en eneste Mand.

Og hvad fik vi saa Øje paa i Skyttegraven? — Alle mulige dejlige Spisevarer! De havde lige faaet Forplejning frem, og den var jo mange Gange bedre end vor. Der var Brød, og der var Kiks og Pølser, Feltflasker med dejlig varm Kaffe, Flasker med Vin!

Og sultne, som vi var, for vi over dette udsøgte Traktement. Vi havde oven i Købet ikke faaet varm Mad i to Dage, saa vi gik i Gang med glubende Appetit.

Vi glemte helt, at der var Krig! Vi spiste, vi drak, ja, vi skrabede saa meget til os af de gode Sager, som vi kunde faa fat paa.

Franskmændene, som jo ikke havde trukket sig ret langt tilbage, observerede naturligvis vort Forehavende, og nu angreb de os, stormende og raabende.

Hvad var der for os at gøre? Vi løb den Vej, vi var kommet, en med en Pølse under Armen, en anden med et Franskbrød, en tredie med Lommerne og Hænderne fyldt med Cigaretter osv. Men I kan tro, der faldt Brænde ned. Ritmesteren skældte os Hæder og Ære fra. „I kunde dog i det mindste have gjort deres Maskingeværer ubrugelige!“

Naa, vi var nu godt tilfredse med Situationen, for vi havde da for en Gangs Skyld faaet godt at spise.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

14. august 1918. “Pak kufferten, Augusta!” Tyske soldater ønsker kejseren væk!

Christian Andersen, Maarbæk pr. Bedsted Lø gjorde krigstjeneste som feldwebel i et ”flyvende batteri”

Sidst paa Vinteren 1917-18 kom jeg for anden Gang til Vestfronten. Jeg blev som „ etatsmæssig “ Feldwebel tildelt et Batteri med langtrækkende 10 cm.s Kanoner. Vi var ikke tildelt nogen bestemt Hærgruppe, men blev som flyvende Batteri sat ind forskellige Steder.

Først i Juli kom vi til Champagne, hvor Tyskerne havde planlagt et sidste desperat Forsøg paa at gennembryde Fronten mellem Reims og Verdun.

Der var trukket ca. 400 Batterier af alle Kalibre sammen paa et meget smalt Frontafsnit.

Offensiven indlededes den 15. Juli Kl. 1 om Natten med en mægtig Trommeild. Den blev en oplagt Fiasko. Allerede ved Middagstid var de tyske Tropper trængt tilbage til deres Udgangsstillinger, enkelte Steder endnu længere. Vort Batteri mistede Føreren og endnu en Officer, men fik Ordre til at blive i Stillingen i tre Dage uden Hensyn til Tab, for at dække Tilbagetoget for Infanteriet.

Natten mellem den 18. og 19. Juli blev vi saa trukket nogle Kilometer tilbage, og da dette var tilendebragt, fik jeg bevilget en fire Ugers Rekreationsorlov.

Om Aftenen den 23. Juli forlod jeg saa Lejren i Champagne, hvor vi havde Kvarter, og rejste med Tog fra Monthois til den fransk-belgiske Grænse. Herfra gik der Orlovstog til Tyskland. Paa Mellemstationerne i Frankrig var der fuldt af Militær af alle Vaabenarter, mest Folk, der forgæves søgte efter deres Afdelinger.

Efterhaanden fyldtes ogsaa vort Tog af disse Nomader, og af deres Samtaler kunde man godt danne sig et Billede af Stemningen bag ved Fronten. „Lieber ein Ende mit Schrecken als ein Schrecken ohne Ende“ var det almindelige Omkvæd, dog hørte man ogsaa jævnlig Vendingen „Augusta, pack den Koffer, wir mussen reisen”, en Hentydning til, at man ønskede det tyske Kejserhus fjernet.

Det blev mig efterhaanden klart: Tyskland stod ikke blot foran det militære Nederlag, men ogsaa foran et politisk Sammenbrud. Den stramme tyske Disciplin havde faaet et alvorligt Knæk.

Paa Godsbanegaarden i Aachen f. Eks. forlod alle vi otte Mand fra min Kupé Orlovstoget, som vi skulde have benyttet til Hamborg, entrede en Sporvogn og kørte til Hovedbanegaarden, hvor vi trods Togpersonalets energiske Protester tog D-Toget Køln-Hamborg, for paa den Maade at komme en halv Dag tidligere hjem.

Hjemme fortalte mine Forældre mig, at H. P. Hanssen fornylig havde været paa Besøg der i Byen, hvor han havde haft en Sammenkomst med Egnens ledende Mænd. Han havde over for dem givet Udtryk for den Opfattelse, at Tysklands Sammenbrud var nært forestaaende, og at der dermed vilde være skabt Betingelse for en Opfyldelse af Pragfredens § 5 vedrørende en Folkeafstemning i det nordlige Slesvig.

Dette i Forbindelse med mine Indtryk fra Hjemrejsen bevirkede, at jeg besluttede at gaa over Grænsen til Danmark i Stedet for at vende tilbage til Fronten.

Nu var jeg imidlertid ganske ukendt med Egnen og Forholdene oppe ved Grænsen. Jeg havde ingen Slægtninge eller Bekendte deroppe, der kunne hjælpe mig til rette. Under min Orlov traf jeg saa en Dag tilfældigt sammen med en Kammerat fra min Neu-Breisach-Tid, han var paa Grund af Krigsskade kommet hjem og var Gaard- bestyrer for en Søster i Tiset; hun var Krigsenke og boede ikke langt fra Grænsen ved Gjelsbro.

Ham betroede jeg mig til, og vi blev saa enige om, at jeg skulde komme over til ham, naar min Orlov var udløbet, saa skulde han nok hjælpe mig.

Det blev saa bestemt, at jeg skulde komme Lørdag den 23. August med sidste Aftentog fra Toftlund. Jeg havde stemplede og underskrevne Papirer nok in blanco, saa jeg kunde rejse, hvor og hvorhen jeg vilde.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1950

4. august 1918. Lopperne er værre end lus. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag 4. aug. 1918

I går var det 14 dage siden, at jeg sidst fik brev fra dig, det er skrevet d. 16. juli… At jeg ingen post har fået så længe ligger deri, at den del af bagagen, hvortil jeg hører, er kørt et lille stykke tilbage. Men nu er vor feltpost kommet her i nærheden, og så får vi regelmæssig forbindelse med den.

Vi er her 15 mand fra 1. Batt. og tilsvarende fra hele divisionen. Ellers er det meget frit her, men det var da meget bedre i Clary. Der havde vi bedre kvarterer.

Her bor vi i en bræddebarak, og det kan endda sagtens gå an, men det værste er, at det regner ned i sengene til os. Jeg blev vågen sidste nat, og da havde jeg våde ben, det var ikke så rart. Nu har jeg bundet mit telt op, så det ikke kan gentage sig oftere, at man bliver våd i sengen.

Men noget af det værste, som plager os, er lopperne, det er da en slem plage. De er værre end lus, for de bevæger sig meget hurtigere.

Lige uden for vor barak var der en mark fuld af kartofler, og da vi kom hertil, var der straks nogle, som var ude at stjæle. Så blev der straks sat vagt ved kartoflerne. Men så en dag kom der en hel del andre tropper hertil byen, de havde været med forude og var meget sultne. De regnede ikke på, hvad der var forbudt, men stormede straks kartoffelmarken.

Da vi så det, så kan det nok være, at vi også kom på sokkerne, og nu har vi kartofler i lang tid.

Det er et gode, da man ingen pakker får hjemmefra, men i morgen bliver det nok bedre.

Jeg håber da, at du har fået alle mine breve, kære Inger. Hvordan mon det går med ansøgningen. Er den endnu ikke indsendt, for ellers er jeg næsten bange for, at det bliver for sent.

Der kommer en mængde tropper her igennem byen. Allesammen har de været med forude. Det er på det sted, hvor det går meget hårdt til. Så kan du vist nok tænke dig, omtrent, hvor jeg er.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

29. juli 1918: Disciplinen nedadgående blandt de tyske soldater

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid på tilbagetrækning til en endnu ukendt destination.

Vi så nu så tydelig som aldrig får, at den tyske armé måtte vige; tilmed mærkede vi tydeligt modstanderens overlegenhed speciel med svært artilleri og flyvemaskiner. Den 19. juli trak vi os tilbage fra Marneområdet. Soldaterne var modløse og nervøse.

Da vi således gjorde holdt på en stejl bakke, hvor der lå en bataljon infanteri i vejsiden, var det når kommen til slagsmål mellem infanterister og artillerister. Infanteristerne skyldte os kanonerer for, at vi havde skudt for kort, så sagde kanonererne ”hold kæft” osv., og hvis vi ikke havde fået marchordre i samme øjeblik, havde det ganske bestemt udviklet sig til et frygtelig slagsmål.

Jeg så således, at en Gefreiter fra infanteriet greb efter geværet for at slå en kanoner ned, men denne undslap i sidste øjeblik. At moralen og disciplinen var ved at svækkes, beviser en lille episode fra samme dag: Batteriet marcherede på en dårlig landevej. Løjtnant Weichert red foran, så kom 25 – 30 kanonerer, og dernæst kanonerne, ammunitionsvogne, bagage osv.

Pludselig svingede et stort læs hø ind foran løjtnant Weichardt, de kom fra en sidevej; der var 4 heste foran vognen. På den ene af de to første heste sad en rytter, de to andre blev kørt af en kusk fra vognen. Desforuden var der endnu en soldat på vognen. Løjtnant Weichardt gav ordre til, at de skulle standse og vente, indtil batteriet var kørt forbi. Men de ænsede ikke hans kommando, de fortsatte.

Over denne opførsel blev løjtnanten aldeles rasende, han red hen foran køretøjet og tog fat i den ene hest og prøvede at holde den; men soldaten gav den hest, han sad på, sporerne, og den anden fik nogle af pisken; så for de frem, og løjtnanten måtte vige.

Løjtnanten red om til ham, der kørte, og prøvede på med vrede skældsord at få ham til at holde, men denne gav kun hestene et par af pisken, og hørte ikke efter løjtnanten. Da den tredje mand sad på læsset og lod benene hænge ned til siden – og grinede – for løjtnanten hen til ham og trak ham i den ene støvle og ville have trukket ham ned aflæsset, men denne holdt sig fast og gav løjtnanten et spark med den anden støvle lige i hovedet.

Løjtnanten slap, men aldeles rasende trak han nu sin revolver frem, og han havde sikkert skudt, hvis ikke alle hans egne kanonerer havde råbt og skreget “bravo – hau ihm, gib ihm, osv.” så løjtnanten mærkede, at han havde hele stemningen imod sig fra sine egne folk. Skamfuld stak han revolveren i tasken og måtte lade dem køre.

Da hølæsset lidt senere svingede ind ad en sidevej, rakte den tredje mand, der havde sparket løjtnanten, lang næse efter løjtnanten – og hele batteriet råbte “Bravo – bravo” – løjtnanten skar formelig tænder af raseri, men der var intet at gøre.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

27. juli 1918. Hellere lade sig skyde ved den danske grænse end tilbage i Helvede!

Füsilier K. Tastesen gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 59, der i foråret 1918 gik turen til atter til Vestfronten.

Om Morgenen blev vi sendt i Hvilekvarter i en By, som hedder Tillt, tæt ved Gent i Belgien. Vi skulde jo ogsaa have Forstærkning, før vi kunde komme noget Sted igen. Den civile Befolkning var meget flink, særlig naar de fik at vide, at jeg ikke var Tysker, men Sønderjyde. De var ved Flyverbreve underrettet om, at nu var det snart forbi med Tyskernes Herredømme.

Samme Dag, vi ankom dertil, gik jeg hen til Løjtnanten og anmodede ham om at faa Orlov. Det kunde jeg ikke faa, endskønt det var omtrent halvandet Aar siden jeg sidst var hjemme.

Ca. 14 Dage i Forvejen havde jeg skrevet hjem om at indgive en Ansøgning om Orlov for mig, og nu kom den lige tilpas. Jeg blev kaldt op paa Kontoret. Der blev sagt til mig, om jeg ikke vilde vente en 14 Dages Tid, fordi jeg skulde udnævnes til Underkorporal, og saa kunde jeg faa mine Knapper til den Tid.

Jeg var imidlertid lige glad med Knapperne og det hele Militærvæsen, men det turde jeg ikke sige. Jeg sagde, at jeg vilde gerne hjem og se min Familie endnu en Gang, da det jo var meget tvivlsomt, at jeg ellers fik dem at se mere. Jeg havde jo nu ikke set dem i omtrent halvandet Aar, og naar vi nu kun var fem Mand tilbage af Hundrede paa een Dag, saa vidste vi omtrent, hvad vi kunde vente os.

Det hjalp ikke noget; men jeg havde nu sat mig i Hovedet, at hellere vilde jeg lade mig skyde ved den danske Grænse end ud i det Helvede igen.

Da jeg ikke kunde komme udenom længere, sagde jeg, at hvis de ikke gav mig Orlov, skulde jeg nok være Mand for selv at tage den.

Endelig gav de efter, og den 26. Juli kørte jeg sammen med en af de fem fra Tillt. Da vi kom til Brüssel, var der opslaaet Plakater om, at Englænderne og Amerikanerne gik stærkt frem og stod foran Lille.

Tyskerne rev Plakaterne ned hurtigst muligt, men Belgierne løb rundt i Gaderne med dem og slog dem op, hvor som helst. Nu sad jeg i Spænding Resten af Vejen, for at der skulde blive spærret for Orlov, og at vi maaske kunde komme til at vende om, naar vi kom til næste Station.

Efter to Dages Kørsel naaede vi Flensborg. I den Tid havde jeg ingen Ting spist, dels af Spændingen og dels af Glæde over at komme hjem. Ved Ankomsten til Flensborg var Spændingen paa det højeste, der skulde vi vise vore Pas til Vagten.

Da han saa, at jeg skulde højt op i Sønderjylland, blev det mig nægtet at rejse videre, fordi der var saa mange, der flygtede over til Danmark.

Saa blev der sendt Telegram til Bataillonen og forespurgt, om det var rigtigt, at jeg maatte rejse helt hjem. Indtil Svaret kom, maatte jeg blive siddende paa Kontoret paa Banegaarden.

Efter fire Timers Forløb kom Svaret, at det var rigtigt, og at jeg kunde rejse videre.

K. Tastesen: En sønderjydes oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)

24. juli 1918: Kanonerne rykkes tilbage

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Ved 6 – 7 tiden var vi ude ved Oeuilly igen. Vi kunne imidlertid ikke komme ud til kanonerne endnu, da franskmændene lå lige bag kanoneme i en afstand på ca. 500 m. Vi fik en vinkælder anvist til opholdssted – en underjordisk hvælving, der kunne rumme ca. 60 – 70 mand. Der var ingen vin i kælderen, men mange sårede og døde.

De lå rundt omkring ved siderne. Vi sad og ventede efter, at der skulle blive lidt mere mørkt, så hestene kunne komme frem. Vi havde intet at spise, og der var ret trist i denne mørke kælder. Ved 10-11 tiden kom hestene.

Vi blev kommanderet ud, og vi kanonerer skulle først op til batteriet for at gøre det køreklart, pakke sammen osv. Vi skulle først over en bakke og så til højre ind i en hulvej. På bakketoppen kunne franskmændene se os, så vi måtte krybe i vejgrøften, vi kravlede een efter een i en lang række op over bakketoppen og nåede godt ned til kanonerne.

Vi fandt en del af vore kammerater – de lå døde rundt omkring; karabinerne var kastet rundt til alle sider, men ellers var kanonerne urørte. Vi samlede de forskellige ting sammen og gjorde batteriet køreklar. Dog var vi en lille smule nervøse, da franskmændene lå lige på den anden side af bakken.

Det blev efterhånden ret mørkt, og vi sendte bud efter hestene. De kom med Protzerne, vi protzede meget hurtigt på, hestene fik sporerne og et par af pisken, og så satte de af sted; de mærkede sikkert også den nervøse spænding, og så var de mere tilbøjelige til at trække end under rolige forhold.

Da de tog fat ved den 4. kanon, gled denne, og der kom et træ på 15-20 cm. tykkelse ind imellem hjulet og lavetten, men hestene trak så voldsomt, at træet blev rykket op med rod. Vi slap ud af stillingen og kørte ned til Oeuilly, og først her åndede vi lettet op.

Vi kørte igennem byen og fortsatte hen af landevejen, bøjede af til højre og kørte efter en 1 – 2 timers kørsel ned til Marnefloden; her gik vi i stilling, og kanonerne stod ikke længere end 20 – 25 m fra selve floden.

Undervejs derhen sad jeg på Protzen, og løjtnant Weichert førte kanonerne tilbage. Da vi red på landevejen, bad han mig om at få en slurk af flasken, han tiltalte mig med “Kammerad!” Jeg sagde, at det var første gang, han tiltalte mig på denne måde, men selvfølgelig gav jeg ham min flaske, og han tømte den for indholdet, den var fyldt med kaffe. Da han havde taget den sidste slurk, spruttede han grumsen ud og sagde, at det var strenge tider for os.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

20. juli 1918: ”Syngende og dinglende fortsatte vi på vejen efter Troissy..” – Frederik Tychsen hjælper såret kammerart til feltlazaret

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var imidlertid gået i stilling i nærheden af byen Troissy.

Det var den skæbnesvangre… Den 17. juli. Marneslagets tredje dag. Duggen var faldet, og luften var kølig. Vi spændte straks et par teltduge fra jorden op til kanonhjulet, sådan gjorde de også ved de andre kanoner. Hovedsagen var at komme til hvile så hurtigt som muligt. Vi kravlede ind under teltdugene og sov med det samme. Vi lå selvfølgelig, som vi plejede, på den bare jord med et tæppe og frakken over os.

Hvilen blev kun afkort varighed. Kl. ca. 1 om natten begyndte franskmændene med at beskyde vor stilling. Nedslagene blev hyppigere og hyppigere, og de kom nærmere og nærmere. Og det varede ikke længe, inden vi havde en fuldtræffer i teltet på den anden side af kanonen.

Unteroff. Goldberg fik det ene ben revet i stykker, det hang og dinglede i nogle blodige tråde. Der var flere døde. Vi fik benet bundet af, og han lå og jamrede sig; han havde store smerter. Vi besluttede os til at transportere ham tilbage til Troissy ca. 10 km. for at få ham afleveret i feldlazarettet og få ham hurtigst muligt under behandling.

Goldberg var jøde; mit første bekendtskab stiftede jeg med ham i Huissignis. Her i denne by i oktober 1917 mødte jeg ham på gaden, den dag vi drog i kvarter i denne by, jeg var meget træt og sulten, og i denne tilstand undlod jeg at hilse på ham, han råbte mig an, men jeg sagde, at han kunne holde sin kæft (jeg var meget træt og udmattet); vi var alene på gaden, men så gik han videre.

Da han så mig et par dage senere, spurgte han mig, om jeg mente det, jeg havde sagt til ham på gaden? Jeg sagde nej og forklarede ham, at jeg havde været meget træt, kunne ikke få mit kvarter osv. Så taler vi ikke mere om dette, sagde Unteroff. Goldberg, og efter denne tid, var vi gode venner.

Nu lå Goldberg og var meget syg; han svedte, de klare perler stod ham på panden, og blodet havde han smurt rundt omkring i ansigtet. Saniteteren havde givet ham en nødforbinding på, og det var alt, hvad han kunne gøre. Vi læssede ham på båren, Bernhardt Kop og jeg samt to andre løftede båren op på skuldrene, tog stokken i hånden og stavrede af sted med ham.

Vi gik ned til byen Oeuilly, og så fortsatte vi langs med landevejen, dog gik vi ca. 100 m oppe i marken, da landevejen hele tiden lå under ild. Vi gik gennem kornmarker, vin- og æblehaver, vi kom til at svede, og vi måtte skynde os, for vi skulle tilbage til batteriet igen.

Der kom mange køretøjer på landevejen. De kørte alle sammen hurtigt. Der kom også en marketendervogn. To landstormsmænd sad på bukken, vognen blev trukket af to heste. Da den kom forbi os nede på vejen, slog en granat ned mellem hestene og eksploderede. Hestene blev slynget til hver sin side af vejen, vognen slog en kolbøtte bagover, og de to landstormsmænd blev dræbt på stedet. Vognens last lå spredt til alle sider.

Vi satte straks Goldberg ned i kornmarken og løb derhen for at få nogle af varerne. Vi fandt honningkager, cigaretter, vin, cognac, tændstikker, cigarer, tobak, snaps osv., og vi samlede til os, alt det vi kunne. Men der kom hurtigt andre soldater til, og snart var byttet delt.

 Vi tog de forskellige ting med op til Goldberg, og her satte vi os ned i kornet og spiste, drak og røg. Goldberg fik en flaske cognac, han drak af den, han kunne også spise kakes og honningkager, og så fik han ild på en cigaret. Det kan nok være, at der kom humør i os alle. Da vi havde styrket os i mad og drikke og fået hvilet noget, tændte vi igen en frisk cigar eller cigaret, og så tog vi båren op igen.

Syngende og dinglende fortsatte vi på vejen efter Troissy. Goldberg lå og røg cigaretter, stak det sunde ben i vejret og vinkede med huen. Han pralede hele tiden af os, og roste os for det gode kammeratskab. Han “testamenterede” de forskellige ting – efterladenskaber – til os.

En skulle have hans lille private sabel, en anden hans undertøj, og jeg fik hans overfrakke. Omsider nåede vi Troissy. Ved en farm et lille stykke uden for byen var et feltlazaret. Vi afleverede Unteroff. Otto Goldberg, og siden har jeg aldrig hørt noget om ham.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

 

7. juli 1918: Frederik Tychsen og hans batteri bryder ind i hønsehus

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stillig i egnen omkring Braisne i Frankrig.

Det var forbi med fremmarchen for denne gang. Ja, franskmændene gjorde modangreb, og vi måtte tilbage. Dog gik tilbagetoget i bedste orden. Nu var der ikke længere nogen overflod med levnedsmidler, tværtimod, det blev knap igen, og kødet og kiksene fra depotet var for længst blevet spist.

Excellence Bergmann havde imidlertid et helt hønsehus med dertil hørende hønsebestand ved staben. Hønsehuset var bygget på to hjul, så det var transportabelt. En aften gik vi i stilling i nærheden af divisionsstaben. Der var nogle stykker fra vort batteri, der havde fået øje på hønsebestanden, og da det blev mørkt, gik de derhen.

Der stod imidlertid vagt om natten, det var en gammel landsstormmand, han sagde: ”Halt! wer da!?” Men det tog de ikke særlig højtideligt, men bad ham om at fjerne sig, for ellers ville han fa en håndgranat i hovedet. Den gamle blev bange og løb sin vej – for at hente det øvrige vagtmandskab.

Imens krøb de andre ind og hentede hønsene. De tog dem med hen til batteriet, slagtede dem og gjorde dem i stand. De blev kogt og spist, og det meste af natten gik med denne håndtering. Vi havde fået 3 høns ved fjerde kanon. Jeg foreslog at give en til chefen, løjtnant Wiederholdt, for han var lige så sulten som vi. Han tog imod suppen og en halv høne med glæde, spiste og lovpriste den gode mad. Vi fik nok at spise denne nat.

Tidlig næste morgen gik divisionsstabens tjenere og snuste rundt og skulle se at opdage, hvor hønsene var blevet af. De fandt i nærheden af vort batteri alt for mange hønsefjer; det blev mistænkeligt, og de meldte det til staben. Hen på formiddagen skulle vi træde an. Vi ventede længe, og omsider kom Excellence Bergmann.

Vi stod ret, og efter en kort samtale med løjtnant Wiederholdt råbte løjtnanten: ” 1. Batterie! Der er forekommet et mægtigt svineri sidste nat, idet nemlig Excellencens hønsebestand er blevet stjålet, og derfor byder jeg den og dem, der har taget hønsene, eller dem, som måtte vide nogen besked derom, at træde tre skridt frem!!” Der var musestille.

Ingen rørte sig, og ingen trådte frem. “Der kan De se, deres Excellence, mine folk stjæler ikke!” Endnu en gang gentog løjtnant Wiederholdt sit kommando, at de der vidste eller havde haft med det at gøre, skulle træde frem.

Resultatet blev det samme. “Sehen Sie Euer Excellence, meine Leute stehlen nicht.“ Der gik et stille smil gennem geleddene. Der var ikke noget at stille an, og den lille stramme excellence med den røde næse forsvandt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

2. juli 1918: Døddrukne og stopmætte i fjendens rigelige forsyninger

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid gået i stilling ved en ukendt fransk landsby.

Jeg fandt det store proviantdepot – det største, jeg nogen sinde har set. Jernbanen førte derhen med 2 gange dobbeltspor, og hele komplekset udgjorde en hel by. Der var vistnok over hundrede større og mindre barakker.

Da jeg kom derhen, var der ikke så forfærdelig mange mennesker; jeg gik hen til kornbarakkerne og skaffede mig en sæk ved at hælde kornet ud på gulvet, gik hen i en anden barak og fyldte den med franske kiks og konservesdåser med amerikanske beafstyk.

I alt havde jeg vel en 30 – 35 kg i sækken, så kom jeg forbi vinbarakkerne, jeg drak 2 gange et drikkebæger til 1/4 1 og fyldte min feltflaske. Det havde været meget varmt, og jeg kunne godt mærke virkningen af den dejlige vin. Jeg gik straks tilbage til batteriet, men da begyndte folk af alle våbenarter at strømme til, alle ville de hen for at hente levnedsmidler – og slukke tørsten.

Da jeg kom tilbage til kanonerne, var vi kun foruden vagten nogle få stykker. Jeg åbnede dåserne, spiste kød og kiks og drak vin til – en herlig ting. Vi delte; de andre havde også hentet sig noget. Da vi havde spist og drukket vinen, gik de andre til depotet igen, de ville have fat i noget mere. Jeg blev tilbage ved 4. kanon.

Ved midnatstid kom batterichefen løjtnant Wiederholdt med en skydebefaling – vi skulle beskyde de franske stillinger – men jeg kunne ikke alene betjene kanonen, og han spurgte efter alle de andre. Jeg forklarede, at de var sandsynligvis henne i depotet. Han gav mig befaling til øjeblikkelig at hente dem. Chefen var vred – stod med en skydebefaling, men intet mandskab (han havde også smagt på vinen).

Jeg gik hen til depotet. Det var i de lyse nætters tid, og det var en dejlig varm aften, og jeg kunne se, da jeg havde gået et lille stykke, hvorledes alt og alle strømmede mod depotet.

Da jeg kom derhen, mødte der mig et billede, som jeg aldrig havde set mage til. Der var strømmet folk til fra hele divisionen, så man roligt kan anslå folkemængden til mellem 10 og 20 tusind mennesker.

Det lignede en stor markedsplads, soldaterne gik og kom, fra det ene sted til det andet, syngende og råbende, og de allerfleste var berusede. Nogle kom ridende, andre trak hestene eller havde bundet dem, og mange heste gik herreløs omkring. Mange af soldaterne lå rundt omkring og sov, og nogle, ja, mange var døddrukne.

Alle kom de slæbende, enten med det ene eller det andet, og der var nok af det. En, så jeg, kom bærende med en 20 – 30 flagermuslygter på ryggen, en anden kom med et stort bundt læderremme, men mest havde de sagerne i en sæk. Jeg råbte en gang imellem på 1/407 (1. Batterie/Bataillon 407), men det var håbløst. Det hele var et virvar, og så al denne spektakel.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

15. juni 1918. Det bedste mandskab sendes til infanteriet – “I Stedet for fik vi fik G.V.-folk …”

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Da der var gaaet en Uges Tid, blev vi forflyttet til Argonnerskoven i Nærheden af Vouziers. Vi fik en ny Feldwebel, og der kom nu en ny, ukendt Tone over det hele. Sagen var den, at de intakte tyske Styrker i den Grad var blevet decimerede, at de trængte til nyt, dygtigt Mandskab, og alle Vegne blev Bunden skrabet for nyt Mandskab. Det blev bestemt, at vor Trup hver Maaned skulde afgive 5 pct. af sit bedste Mandskab til Infanteriet, og i Stedet for fik v i G.V.-Folk[”G.V.” = Garnisons-Fähig = (kun) Egnet til fæstningstjeneste].

Disciplinen blev ogsaa skær­pet, og vi blev en Eliteafdeling med Hensyn til Disciplin, for den, som ikke lystrede, blev ved første Maanedsskifte sendt af Sted med de 5 pct.

DSK-årbøger 1954

1. juni 1918. Ballonzug 33 nægter at synge under marchen

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.

Imidlertid var der blandt andet sket det paa Fronterne, at Ludendorff, der var kørt fast med sin Kejseroffensiv, samlede de tiloversblevne Kræfter til en ny Anstren­gelse mod Soissons. Det viste sig senere, at min Bror Jens ogsaa havde været med der.

Den 27. Maj 1918 brød Offensiven løs, og det lykkedes Tyskerne at trykke en ny Bule ind i den franske Front ca,. 100 km Sydøst for vor Bule. Det næste, der skulde ske, var en ny Offensiv i Retning mod Compiégne. Den skulde udligne de to Buler til een mægtig stor. I denne Offensiv blev vor Trup ogsaa indsat, og omkring den 1. Juni 1918 forlod vi Hangest for til Fods at marchere til vort nye Bestemmelsessted, ca. 10 km Vest for Noyon.

Det blev en af de drøjeste Marchture, jeg har været med paa. Første Dag marcherede vi ca. 40 km paa disse franske Routes de National Landeveje, der blev anlagt under Napoleon d,. 1., og som i lige Linie forbinder de største Byer med hinanden og lader haant om de idylliske Landsbyer, der ligger et Par Kilometer til højre eller venstre. Alle D.S.K.ere kender disse Veje af egen Erfaring, og I vil sikkert give mig Ret i, at noget mere kedeligt og idéforladt end disse Veje skal man lede længe efter. De er dernæst forsynet med Granitbrolægning, haarde at gaa paa, og da vi var ude af Træning og tilmed havde en Oppakning, som var baade stor og tung, gav det ømme Fødder og trætte Rygge og daarligt Humør.

Lt. Küster kunde godt mærke den triste Stemning. Han vilde kvikke os op og greb til det gamle Middel: „Singen!” Men der var in­gen, der havde Lyst til at synge.

„Saa hed det: „ Kehrt Marsch, ind til I synger!” Men der var ingen, der sang. Vi var klar over, at vi denne Gang ikke var paa nogen Eksercertur, men havde et Maal, og da vi var gaaet en Kilometer tilbage, havde han vel selv faaet nok af det, for nu lød det: „Kehrt Marsch!” igen.

Og lidt efter igen: „Singen!” Men vi var ikke i Syngehjørnet.

Saa raabte han: „Parade-Marsch, indtil I Bæster synger! Hoch die Beine!” — og alt det andet dyre.

Det blev en meget sørgelig Parademarch. Vi nøjedes med at stampe i Jorden, ingen sang, og til sidst maatte han opgive.

Men hvor var vi ømme og trætte, da vi den Aften gik i Kvarter i nogle Barakker.

DSK-årbøger 1954

18. maj 1918. Løjtnanten kan “rende mig noget så grusomt!”

Senest ændret den 17. september 2021 20:24

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. I foråret 1918 fik kompagniet en ny løjtnant, som ingen brød sig om.

Det varede ikke så forfærdelig længe, før den gode løjtnant atter var fremme i rampelyset. Årsagen var følgende: En dag, vi var på march, kom vi igennem en by, der for størstedelen var rømmet af befolkningen. Kun enkelte gamle folk sad endnu tilbage i kældrene og ville ikke forlade deres hjem. Byen var dagen før blevet erobret af tyskerne, og indbyggerne var forsvundet sammen med de franske tropper. Jeg vi l tro, at byen har haft en 4-5.000 indbyggere.

Da vi var nået gennem byen, blev der gjort holdt og slået lejr. Der var et andet regiment foran os, nemlig det, der havde erobret byen. Vi var, som det så kønt hed, »in allerhöchster Alarmbereitschaft« (i allerhøjeste alarmberedskab), og det blev os strengt forbudt at gå tilbage til byen.

Jeg blev imidlertid sendt derind af Feldweblen for at få fat i noget sukker. Det lykkedes ret hurtigt, fordi jeg dumpede ind i en stor lagerbygning, hvor der var sukker i massevis. Jeg gik tilbage for at få fat på et køretøj til at hente sukkeret med. Da jeg nåede kompagniet, var der stor opstandelse. Løjtnanten ville tale med »Unteroffizier vom Dienst« – det var den underofficer, der havde særlige funktioner, når vi var på march eller havde slået lejr. Det var hver dag en ny mand, der havde jobbet. Denne dag var det én, der hed Neurath, og han var ingen steder at finde. Jeg havde en anelse om, at han var gået ind i byen, for han led altid af en ulidelig tørst, og byens kældre var fulde af vin, det havde jeg konstateret under min søgen efter sukker. For øvrigt var min ven Richard også borte, og da han var lige så tørstig som Neurath, var jeg ikke i tvivl om, hvor de to var gået hen.

Jeg ville skynde mig tilbage til byen for at finde dem, men i det samme kom Neurath. Han fik at vide, at han øjeblikkelig skulle melde sig hos løjtnanten, hvortil han svarede: »Der kann mir den Puckel runter rutschen« (Han kan rende mig noget så grusomt), men han gik dog derhen. Jeg fulgte med, da jeg jo skulle tale med Feldweblen angående sukkeret.

Løjtnanten var rasende og foreholdt Neurath, at han trods det udstedte forbud var gået tilbage til byen. Dette benægtede Neurath og hævdede, at han blot var trådt af på naturens vegne. Dette beroligede ingenlunde løjtnanten; han fortsatte sin tordentale og arbejdede sig efterhånden op i et raseri, så han næppe selv vidste, hvad han sagde.

Neurath stod ganske roligt uden at fortrække en mine, ind til løjtnanten pegede på båndet til hans jernkors og skreg ham ind i ansigtet: »Und das da haben Sie überhaupt nicht verdient« (Og det dér har De slet ikke fortjent).

Så var det sket med Neuraths ro. Han sprang ind på løjtnanten, greb ham om halsen, og hvis ikke Feldweblen var ilet løjtnanten til hjælp, tror jeg, at han havde gjort ham »kold«. Neurath blev selvfølgelig straks sat under arrest og ført bort. Sagen kom for krigsretten, og den endte med, at han blev forflyttet til et andet regiment.

Grunden til, at Neurath undgik straf, var denne: Hvis underofficeren skulle straffes, så måtte man også straffe løjtnanten, fordi han ikke var berettiget til at omtale Neuraths jernkors, som han havde gjort. Jernkorset var jo blevet overrakt Neurath i »Hans Majestæt den tyske kejsers navn«. I krigsretten fastslog man, at Neuraths overfald på løjtnanten skyldtes berettiget harme, fordi løjtnantens optræden både var et angreb på hans ære og en kritik af kejserens dispositioner. Neuraths forsvarer sluttede sin tale med følgende salut: »Hvis underofficeren skal straffes for sit angreb på løjtnanten, bør man også straffe løjtnanten for majestætsfornærmelse.«

Sagen sluttede altså med Neuraths forflyttelse til et andet regiment, men vi havde en anelse om, at »der Graf« [Oberstleutnant von Kielmannsegg, RR] havde haft en finger med i spillet. Under sagens behandling havde han formentlig afgivet en udtalelse om de to mænd, og den var sikkert ikke til fordel for løjtnanten.

Men hvordan gik det Richard. Han var – jeg havde nær sagt selvfølgelig – også gået tilbage til byen. Jeg skriver udtrykkelig »også«, for der var ingen tvivl om, at Neurath havde været der. Det blev blot ikke bevist.

Da jeg sammen med en kusk kørte ind til byen for at hente sukkeret, så vi, at der var opløb i gaden. En ti til tolv soldater havde omringet en mand, der sad oven på en lille vintønde, som var læsset på en trillebør. Manden var Richard.

Det viste sig senere, at han i en kælder først havde tyllet så megen vin i sig, som han kunne overkomme. Derpå havde han fundet den lille vintønde, og som den gode kammerat, han var, ville han tage den med, så også andre kunne få deres tørst slukket. Under transporten stødte han på nogle folk fra en anden bataljon. De ville tage tønden fra ham, men for at forhindre dette, satte han sig oven på den. – Fuld var han som en pave.

Inden vi nåede helt derhen, kom tre officerer ridende. De havde den bekendte brede, røde stribe på benklæderne, der viste, at de var fra generalstaben.

De folk, der havde standset Richard, forsvandt i god tid ind mellem husene, men Richard sad stadig på sin tønde, da officererne nåede hen til ham.

Det endte med, at Richard blev indberettet og degraderet til menig.

Han var nærmest ligeglad; men det var jeg ikke. Jeg talte med Hannoveraneren, og fik Richard tildelt som »Richtschütze« (1. skytte) ved mit gevær, og så var jeg glad.

Mandskabet var efterhånden blevet dårligere og dårligere, skyde ordentligt var der næsten ingen, der kunne mere. Nu havde jeg en mand, der var O. K . og var nu fri for altid selv at ligge bag geværet, når der skulle skydes.

En ting mere: han var verdens bedste kammerat. For resten blev Richard ret hurtigt udnævnt til Gefreiter, og før jeg forlod kompagniet den 10. oktober 1918, var han atter underofficer. Den slags ting ordnede Hannoveraneren og »der Graf« i en håndevending. De kendte deres folk.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

 

7. maj 1918. Bergholt nægter at parere ordre

Senest ændret den 17. september 2021 20:19

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten.

Selv om jeg langt fra altid var enig med den unge underofficer i hans dispositioner, gik det i det store og hele meget godt. Men en nat var det ved at gå galt. Han fik ordre til at trække sit gevær [M.G.-gruppen] et par kilometer længere til højre til en »farm« og dér afvente nærmere ordre. Da han kom med ordren, spurgte jeg ham, om han var klar over, hvor farmen lå. Det mente han nok. Af erfaring vidste jeg, at det ikke var så lige til at finde et bestemt punkt i et terræn, der var helt ukendt, og slet ikke om natten. Han hævdede, at han havde orienteret sig på et kort hos løjtnanten og var klar over vejen.

Det med at følge vejene var jeg ikke så glad for, thi de lå for det meste under beskydning. På en eller anden måde fik jeg fat i et kort og indprentede mig stedets beliggenhed samt forskellige andre ting i omegnen. Vi startede, og det gik helt godt. Nogle gange måtte vi ind over markerne, men i det store og hele kunne vi holde os til vejene.

Vi nåede et punkt, hvor vejen delte sig, og som jeg særlig havde lagt mærke til på kortet. Vi smed os i vejgrøften for at hvile lidt, materiellet var jo tungt. Da vi skulle videre, ville Rocholl – sådan hed underofficeren – til højre, medens jeg hævdede, at vi skulle til venstre. Granaterne havde flere gange været lovlig nærgående, så han var blevet nervøs og temmelig rabiat i sine udtalelser Jeg besluttede at klappe gællerne i og lade manden løbe linen ud.

Han gav ordre til at gå videre; men jeg blev liggende, og det gjorde de andre også. En fornyet ordre gav kun til resultat, at en af folkene sagde: »Wenn Jacob nicht geht, dann bleiben wir auch hier« (Hvis Jacob ikke går, bliver vi også her).

Nu gik manden fuldstændig over gevind og var lige ved at udstede »den dienstlichen Befehl« – en befaling, der var streng straf for at sidde overhørig.

Jeg stoppede ham imidlertid, og nu blev jeg også militærisk og gjorde ham opmærksom på, at når der blev udstedt en bevislig forkert ordre, da var det vor ret at gøre opmærksom herpå. Hvis han ville gøre sig den ulejlighed at gå et lille hundrede meter til højre, så ville han komme til en bro over et vandløb, og når han havde studeret kortet så grundigt, som han hævdede, måtte han vide, at over et vandløb skulle vi ikke. Hvis De kommer tilbage og stadig hævder, at vi skal til højre, så går vi selvfølgelig med.

Han gik og kom lidt efter tilbage med håret ned ad nakken. Broen og vandløbet var der, men som han sagde: »Vi kan da ikke gå til venstre, så går vi lige over til fjenden.«

»Jo, vi ikke alene kan, men vi skal den vej,« svarede jeg, »den bøjer straks til højre, og så ligger farmen ca. en halv kilometer længere fremme.« Det slog til . –

Det var første og sidste gang, han blev »militærisk« over for mig.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

29. april 1918. Asmus Andresen: Føj! Der var brændevin i officerens feltflaske!

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Da vi kom tilbage til Officeren, skældte han os dygtig ud, men vi lod de vrede Ord gaa ind af det ene Øre og ud af det andet; Hovedsagen var, at vi havde faaet fat paa Kagen, som stoppede godt i vore tomme Maver, lidt efter var vi godt tilpas igen.

Vi kom saa til en anden Skyttegrav, hvor der laa 3 gasforgiftede franske Soldater, deres Kapper tog vi for at dække os til med om Natten. — De franske Soldater kunde vi af og til jage ud af Skyttegravene, men deres Lus kunde vi ikke faa Bugt med, de gik aldrig et Skridt tilbage.

Nu sad vi i Skyttegraven, medens Granaterne susede og bragede til højre og venstre for os, og vi risikerede hvert Øjeblik at blive kastet et Stykke op i Luften; men vi var som sædvanlig heldige.

For hver Time gennemsnitlig var Telefontraaden skudt itu, og saa maatte 2 Mand langs med Ledningen for at sætte den sammen igen.

Henad Kl. 3 spurgte Officeren os, om nogen vilde gaa frivillig med ham op paa Kemmelbakken. Der var ingen, der svarede ham straks. Jeg, som hverken havde Fader eller Moder, regnede maaske mit Liv for mindst værd og tilbød at gaa frivillig med. Vi gjorde os straks færdige til Afmarsch; med Gasmasken hængende ved den venstre Side, gik vi i rask Tempo op ad Bakken.

Bakken havde været bevokset med Træer, som nu allesammen var knækkede. Her saa det sørgeligt, ja rædsomt ud; her laa Lig ved Lig, her hørtes Jamren og Raab, Raab om Hjælp af dem, der var bleven fastklemt mellem de styrtede Træstammer.

De arme Mennesker maatte udholde de frygteligste Pinsler, indtil Døden tog dem i Favn, og der var alt for mange til, at vi kunde yde dem Hjælp allesammen. Solen skinnede og varmede stærkt den dag, og vi blev badet i Sved ved at hoppe over Træstammer og Lig.

Da vi var naaet halvvejs op ad Bakken, gav Officeren mig sin Kobbel med Feltflasken, som jeg skulde bære, og saa styrtede han af Sted igen; jeg maatte anstrænge mig for at følge med. Efter at vi havde naaet Bakkens Top, gav Officeren sig i Samtale med de derværende Officerer, medens jeg stod bag ved ham og ventede. Jeg var meget tørstig, og det begyndte at køre rundt i Hovedet paa mig; jeg gik derfor bort for at søge efter Vand, men fandt intet.

Jeg kravlede saa ned i en fransk Skyttegrav for om muligt at finde noget spiseligt, men ogsaa her blev jeg skuffet. Ved hvert Skridt jeg tog, klukkede Officerens Feltflaske, som vilde den opfordre mig til at smage paa den. I lang Tid hørte jeg paa dens Klukken uden at lade mig friste af den, men Tørsten blev mig saa uudholdelig, at jeg tog Proppen af Flasken og førte den til Munden, men føj, det var Brændevin, og den kunde jeg ikke synke en Draabe af. Jeg satte Proppen i Flasken og gik for at finde Officeren; men ham fandt jeg ikke.

Efter en halv Times Søgen sank jeg dødtræt ned paa en Træstamme, og var da i en saadan Tilstand, at jeg var ligeglad, hvad der end maatte ske. Da jeg havde hvilet mig i 20 Minutter hørte jeg Stemmer bag mig, og idet jeg vendte mig om, saa jeg, det var Officeren, der kom. Han begyndte straks at skælde ud, fordi jeg var gaaet fra ham. Han var ogsaa bleven tørstig og rakte efter sin Flaske, som han tømte i et Drag, og jeg var nu glad ved, at det var Brændevin og ikke Vand, thi saa havde den været tom.

Nu var det hen ved 7-Tiden om Aftenen, og da det var bleven mere køligt, gik vi ned til mine Kammerater. Jeg lagde mig straks til at sove.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).

 

28. april 1918: Asmus Andresen – En meget lang dag… Mod Kemmelbakken i hælene på Officeren: ”… tyske, franske og engelske Lig laa strøet rundt i Terrænnet.”

Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Kl. 1 om Natten blev vi purret ud, og vi fik hver 1 Kilometer Telegraftraad paa Nakken. Vi var ialt 5 Mand og 1 Officer, vi skulde ud i den 3. Skyttegrav, og der skulde vi vente, indtil Infanteriet gik fremad. Da vi var naaet halvvejs, fik jeg saa store Smerter i Maven, at jeg næsten ikke kunde gaa; hver 10 Minutter maatte jeg træde ud, og jeg blev derfor langt tilbage fra de andre, saa at jeg maatte løbe for at indhente dem.

Kl. 4 naaede vi Skyttegraven, hvor vi skulde vente. Da jeg var bleven noget tilbage, kunde jeg ikke straks finde mine Kammerater. Deres Telefontraad fandt jeg i et Granathul, hvor jeg ogsaa kastede min Rulle. Da det var meget koldt denne Nat, begyndte jeg snart at fryse og søgte derfor efter et Sted, hvor der var lidt lunt, jeg anede ikke, hvor længe vi endnu skulde vente.

Jeg kravlede et Stykke hen i Skyttegraven og fandt 3 Soldater, der i en Hule varmede sig ved et lille Baal; og jeg fik straks Lov til at være hos dem. Paa en fri Plads i en Krog satte jeg mig og faldt i Søvn.

Kl. 6 blev jeg atter vækket ved en frygtelig Allarm; hele Jorden rystede, og nu vidste jeg. Hildurs Leg var i fuld Gang; 5 Minutter efter hørtes det uhyggelige Raab »Gaaaaas«, i en Fart fik vi alle Gasmaskerne for Ansigtet.

Kl. 7 fandt jeg mine Kammerater, som søgte efter mig; efter at vi havde faaet Traadrullerne samlet op, gik vi igennem en frygtelig Granatregn. Granatstumperne peb os om Ørene og vi mærkede Lufttrykket, de fremkaldte. Ingen af os troede, at vi skulde komme godt fra denne forfærdelige Granatregn.

De af os, som ikke havde set Lig i Mængde, fik den Dag nok at se. Der kom mange saarede os i Møde; de ilede tilbage for at komme ud af denne frygtelige Ild. 200-300 tyske og franske Flyvemaskiner brummede over os.

Efter en Times Tid kom vi til en Ruin af stor Gaard, som kaldtes Duborger Hoff. Herfra skulde vi begynde med Udlægningen af Telefontraaden, men da Franskmændene skød som rasende, ventede vi endnu en halv Time bag Ruinen. Vi gik derefter videre langs med en Jærnbaneskinne, medens den første lod sin Traad løbe af Rullen.

Efter et Kvarters Tid bøjede vi af til højre og kom ud i en Lavning, hvor der stod en halv Alen Vand, men vi maatte over og kom saa til en bred Kanal. Vi kastede først Traadrullen over; da jeg kastede min Rulle, kom den godt over paa den modsatte Bred af Kanalen, men den trillede tilbage og faldt i Vandet.

Nu haabede jeg at slippe fri for at slæbe paa den, men Tak Skæbne; Officeren fiskede den op igen, og nu var den bleven et Par Pund tungere. Kanalen var 3 Meter bred og vi kunde ikke springe over den; og vi maatte derfor vade igennem og blev selvfølgelig drivvaade.

I rask Tempo gik det nu videre og efter en halv Times Forløb mødtes vi med en Del franske og engelske Soldater, der var falden i tysk Fangenskab og mange af dem havde deres saarede Kammerater med. Jo længere vi kom frem, desto grueligere blev det Syn, der mødte os; tyske, franske og engelske Lig laa strøet rundt i Terrænnet.

Det saa sørgeligt ud, men værre var det dog at høre paa deres Jammer og Skrig. Mange laa og raabte Navnene paa deres kære derhjemme, andre væltede sig om i deres Blod og jamrede sagte, atter andre laa stille hen med foldede Hænder og sendte deres sidste Bøn til Gud.

Vi kom ogsaa uvilkaarlig til at tænke paa vor sidste Time.

3 Kilometer foran os laa Kemmelbakken og til Højre for denne Kemmel By. Jo nærmere vi kom til Bakken des stærkere blev Ilden, og vi saa, hvorledes mange Soldater blev fuldstændig reven i Stumper og Stykker af Granaterne.

Da vi kom tæt hen til Bakkens Fod, kom der to Soldater, hver med en stor Hvedekage i Haanden og huggede i sig af den som sultne Ulve. Vi ønskede at vide, hvor de havde faaet Kagerne fra, og da de fortalte os, at de havde fundet dem i en fransk Skyttegrav der i Nærheden, og at der var flere af den Slags, var det selvfølgelig »Habs« for os.

Hver af os vilde være den første, og det hjalp ikke, at Officeren raabte, at vi skulde stanse; vi lod, som vi ikke hørte det, vi havde kun Tanker for Kagerne. Jeg var den første, der kom til Skyttegraven, hvor jeg fik fat paa en 4 Pd. tung Kage; den smagte godt, maaske nok lidt af Gas, men den blev fortæret med det samme.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).