Tag-arkiv: disciplin

7. maj 1917. H.C. Brodersen kaprer et tog på vej mod nord

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Hamburg. Hptbhf., den 7. Maj 1917
Ved en fejl Omstigning i Köln, som Marinesoldaterne var Skyld i , naaede vi ikke det rigtige Tog til Hamburg. Marinerne havde imidlertid faaet opsnuset, at der skulde komme et Kurértog i samme Retning. Der blev paa vor Forespørgsel herom sagt, at det kun holdt  et Øjeblik, og at det ikke optog Passagerer, idet det kun bestod af II. Klasse.

Stationsforstanderen vilde ikke lade os komme med, og vi besluttede da selv at gøre et Forsøg; thi her kunde vi jo ikke blive staaende. Toget kom, men en ærbødig Forespørgsel til Togføreren om at komme med, blev barskt afvist. Paany satte Toget sig i Bevægelse, men vi var ogsaa klar til Entring. Nu eller aldrig, tænkte vi, og sprang ind paa Toget. To Mand slap straks ind, medens andre, deriblandt jeg, naaede kun at faa fat i en Jernskinne ved Skydedøren til Bremsevognen.

Men det var ogsaa nok; thi efterhaanden som Benene ikke længere slog til til Farten, der nu var sat yderligere i Vejret, blev jeg af  Marinerne halet indenbords. Togføreren var rasende og forlangte at faa vore Papirer. Dem fik han og noterede vore Navne. Han skulde nok sørge for, at vi blev meldt til Kompagnierne, sagde han, medens han uopholdelig skældte ud efter bedste prøjsiske Mønster.

Det var dog ikke saa slemt som et Par Timers Trommeild, og da vi havde faaet Cigarerne i Brand og ogsaa bød ham en, faldt han  nogenlunde til Rette. Noget efter indbød vi ham til Frokost, hvilket han ikke sagde nej til.

Han var nu kommet i sine rette Folder og mente, at vi dog sad meget bedre i en II. Klasses Kupé, som han vidste var fri.

Vi havde nu opnaaet mere, end vi havde turdet haabe paa, og ved en Skat naaede vi efterhaanden til Hamburg. Her i Hjørnet af den store Ventesal i Hamburgs Hovedbanegaard har jeg truffet flere Bekendte.

Medens Marinerne straks havde Tilslutning i Retningen mod Kiel, maa jeg vente i flere Timer, inden jeg kan fortsætte efter Flensborg. Hvor gør det godt at høre det hjemlige Sprog, men sørgeligt at høre Landsmænd tale om, at nu er denne eller hin af Bekendtene derhjemme faldet.

„Eilzug in der Richtung Kiel und Flensburg, Bahnsteig 3,” lyder det. Nu gælder det nok om ikke at forpasse Tiden igen.

Enhver, der skal med, samler op i Pakkenellikkerne og haster af Sted.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

4. maj 1917. Officer truet: “Knivene ud, og saa tre Mand til at røre i Blodet!”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Efter fire Døgn i første Linie ved Arras kom vi tilbage til Lécluse og haabede, at vi skulde slippe for at komme ud slappes, mere; men vi blev skuffet.

Da vi havde været tilbage i to Timer, blev vi alarmeret paany. Vi havde hverken faaet vaadt eller tørt og kom slentrende hen paa Alarmpladsen.

Kort efter marcherede vi op ad Lécluses Gader, trætte, forvaagede, sultne og modløse; vi lignede alt andet end prøjsiske Paradesoldater, nærmest nogle store, levende Lerklumper. Vi holdt hverken Geled eller Fodslag og kunde godt mærke, ogsaa paa vore Officerer, at de var meget ængstelige.

Englænderne havde stormet og brudt Linien, og nu skulde vi ud og hjælpe at storme, for at drive dem tilbage til deres gamle Stillinger.

Da vi var kommet et Stykke op ad Gaden, mødte vi en prøjsisk Major.

Han stod og skrævede midt paa Fortovet og saå foragteligt efter os og raabte: „Hvad er det for en Flok Faar?”

Det skulde han nu ikke have gjort, for da han havde udtalt det, standsede hele Kompagniet, og saa er der en, der raaber: „Hvad siger han, en Flok Faar. Knivene ud, og saa tre Mand til at røre i Blodet!”

Men det syntes Majoren ikke om! Som var han skudt ud af en Kanon, røg han ind i den første den bedste Dør. Og væk var han!

Jeg var baade angst og skamfuld og tænkte: „Det gaar jo ravruskende galt, for de af os, der kommer hjem fra Stormen, som vi skal ud i, bliver naturligvis skudt allesammen.

Men vi hørte aldrig mere noget til den Historie, og det var første Gang, jeg mærkede, at Militærdisciplinen var i Færd med at slappes. Det var de første Dage i Maj 1917.

Vi marcherede et Par Kilometer frem, til vi kom i Nærheden af en lille By, som hedder Boiry, hvor der var et stort Kalkbrud. Dér mødte vi en Ordonnans, som kommanderede os ind i Kalkbruddet; dér skulde vi vente nærmere Ordre.

Saa fik de da travlt hjemme ved Feltkøkkenet; en fik Gullashkanonen ladt og kom kørende ud til os med dejlig, varm Kaffe, som smagte udmærket.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

2. maj 1917. Ny delingsfører: “Han så ud, som om han havde ædt et par sure agurker!”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Endelig var de tre Dage forbi. Af de 42 Mand var kun de 18 tilbage, 24 døde og saarede.

Vi blev paany samlet i Grusgraven og skulde nu ind i første Stilling; men vi skulde have nyt Udfyldningsmandskab, for det var jo tyndet slemt ud i Rækkerne.

Iblandt dem, vi havde mistet, var ogsaa vor Delingsfører. Han var faldet, saa vi skulde have en ny. Da vi fik ham at se, syntes vi slet ikke godt om ham; han saa ud, som om han havde ædt et Par sure Agurker.

Han syntes maaske heller ikke godt om os, og da vi omsider blev sat i March med Kompagniføreren forrest og den nye Delingsfører bagest, var der allerede paa Forhaand Sprængstof i Luften.

Jeg var en af de forreste og fulgte tæt efter Kompagniføreren; men da vi kom til det Omraade, hvor den engelske Spærreild laa, løb Kammeraterne forbi mig, en efter en, og snart havnede jeg som sidste Mand lige foran vor Delingsfører.

Han gav mig nogle opmuntrende Tilraab, som ikke lød videre godt i mine Øren. Jeg sagde til ham, at han skulde bare løbe sin Vej, for jeg kunde ikke holde ud at løbe; det vilde mine daarlige Lunger ikke tillade.

Han tænkte naturligvis, at han skulde passe godt paa den gamle Fyr, som sikkert ikke vilde med i Stilling. Vi havde nemlig allerede paa det Tidspunkt Folk, som aldrig gik med i Stilling.

Han blev mere og mere nærgaaende, tilsidst traadte han mig i Hælene, alt mens han skældte og smældte.

Men man skal ikke træde en Hund paa Halen; man skal heller ikke træde en Mand i Hælene, for saa koger han over.

Jeg traadte ud til Siden og sagde harmdirrende til ham: „Hold nu Kæft, og pil saa af; jeg skal nok komme bagefter, for jeg kan nu ikke holde ud at løbe.”

Men Delingsføreren mente naturligvis, at han var i sin gode Ret, og derfor forstærkede han sine Udtryk. Det udartede til et Mundhuggeri; vi blev saa højrøstede, at vor Kompagnifører kunde høre det; saa kom han løbende tilbage og sagde til Delingsføreren: „Sørg for at komme ud i Stilling og faa Kompagniet stillet op og lad den gamle passe sig selv, han skal nok komme.”

Saa skyndte Delingsføreren sig tilbage til Kompagniet, og da jeg kom derud, havde han holdt en Plads aaben til mig ved Siden af sig selv. Det var jeg slet ikke begejstret for, men den Sag var der ikke noget at gøre ved.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

27. april 1917 – H.P. Hanssen: “Mishandlinger, Sygdomstilfælde og barbariske Straffe”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin d. 27. April 1917.
[…] Gothein, hvem jeg havde forsynet med Materiale, gav en overordentlig drastig Skildring af Tilstanden ved Fangekompagnierne i Nordslesvig. Tilstanden i Fangelejrene ved Løgumkloster, Tinglev og Enemark  spottede, sagde han, enhver Beskrivelse. Fangerne pines af Sult og Arbejde, som langt overstiger deres Kræfter. De lider under Mishandlinger, Sygdomstilfælde og barbariske Straffe. Dødsfaldene er talrige. Angrebet rettedes især imod Major Stöckel, som har Overkommandoen over Fangerne, og derfor bærer Hovedansvaret for disse skandaløse Tilstande.

Krigsministeren tog Major Stöckel i Forsvar. Efter at en Kommission havde undersøgt Forholdene i Fangelejrene i Nordslesvig, var der nu bleven indført bedre Lægeundersøgelse, bedre Kost, bedre Vask og en Hviledag ugentlig foruden Søndagen.

Dr. Oscar Cohn, som støttede Gothein, oplæste en skriftlig Redegørelse for Forholdene i Fangelejren i Løgumkloster, som han havde modtaget fra unavngiven Side — øjensynlig fra en Mand, der har en betroet Stilling i Fangelejren — der gjorde et meget vederhæftigt Indtryk. Det fremgik deraf, at Fangerne midt i den haarde Vintertid bliver vækkede Kl. 3 1/2 om Morgenen. Kl. 4 faar de Kaffe med en Skive tørt Brød, naar der endnu er noget tilbage af den minimale Ration, som de faar. Derefter kommanderes de paa Arbejde. Vejen, som de maa marchere til Arbejdsstedet, er 28-30 Kilometer frem og tilbage.

Arbejdet er haardt, for Tiden bestaar det mest i at aflæsse og bære svære Byrder fra Vogne til Skyttegravene, til andre Tider i svært Jordarbejde. Klokken 8 Aften kommer de først tilbage til Fangelejren. De faar saa Roesuppe, for det meste kogt paa Foderroer, røde Runkelroer eller Kaalrabi og  kommanderes derefter Kl. 9 1/2—10 til Ro. Saaledes Dag ud og Dag ind.

Kun Fanger, som har aabne Saar eller Feber, maa efter Major Stöckels Anordninger fritages for Tjeneste. Andre Syge maa arbejde med. Fodtøjet er meget daarligt. I de sidste Maaneder har de ikke haft Smørelse. De fleste savner Strømper og maa i den haarde Vinterkulde gaa med bare Fødder i de stive hullede Støvler. En Del Fanger er allerede døde af Overanstrengelse, saaledes Eiermann, Bucken, Husimanns, Premer m. fl.

De lider alle af stærk Underernæring og lider meget af Tarmsygdomme og Blodgang.

Den 7.-8. November 1916 anordnede Major Stöckel, at en Fange, som efter gentagne Opfordringer under foregiven Sygdom vægrer sig ved at arbejde, skal stikkes ned af en energisk Underofficer. „Fangen skal,” hedder det i Anordningen, „først trues. I Reglen vil han da falde til Føje. Men gør han ikke det, skal Truslen omsættes i Handling og Fangen ubarmhjertigt stikkes ned.”

— Her har vi altsaa Forklaringen af det før omtalte Mord i Hoptrup, hvor en stakkels syg Fange faktisk, bundet til et Træ, blev myrdet med et Bajonetstik paa denne barbariske Maade!

Iøvrigt stemmer Angivelserne i denne Redegørelse nøje
med de Informationer, jeg har modtaget af danske Tillidsmænd,
baade hvad Ernærings- og Arbejdsforholdene angaar. […]

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 303-4)

21. april 1917 – H.P. Hanssen: “at støde ham ned med Bajonetten”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa d. 21. April 1917
Min Paaskeferie har jeg be nyttet til at afholde Møder med Tillidsmænd i private Hjem paa de forskellige Egne. Jeg har holdt Foredrag om Stillingen bag lukkede Døre. Stemningen har i det hele været god. Befolkningen ranker sig. Modet vokser. Og Lunet lader sig ikke længere undertrykke af Trængslerne.

I Nørborg talte jeg bl. a. med Dyrlæge Dau i Hagenbjerg, der lige havde haft Brev fra sin Søn Thorvald, en udmærket ung Mand, som Krigen allerede har ført det halve Evropa rundt. I Fjor kæmpede han i Italien i østerrigsk Uniform, da Tyskland endnu ikke havde erklæret Italien Krig. For Tiden ligger han i Bjærgene mellem Ungarn og Rumænien. Han er her afkommanderet til en Trup, som skal transportere Kvæg fra Ungarn over Bjærgene til Rumænien til den tyske Hær, som kæmper nede paa Sletterne. En Tidlang gik det godt med Transporterne. Men saa forbød Ungarn Udførslen af Kvæg. Overkommandoen svarede med at befale, at Kvæget skulde smugles over Grænsen. Driften skulde føres op imod Grænsen ad Biveje og derefter passere Passet ved Nattetide. Tab vilde være uundgaaelige, men de maatte ikke opholde Transporten. Nær Grænsen blev de imidlertid overfaldne af en ungarnsk Husarpatrouille, som efter kort Kamp fratog dem Kvæget!

Paa et af mine Møder meddelte man mig, at en tysk Straffefange, der tilhørte en Kolonne, som arbejder paa Befæstningsanlægene ved Hoptrup, havde vægret sig ved at arbejde. Han blev da først bundet til et Træ i flere Timer. Derpaa adspurgt, om han nu vilde arbejde, svarede han atter nej. En Løjtnant befalede da en Underofficer at støde ham ned med Bajonetten. Underofficeren erklærede, at det kunde han ikke. Saa befalede han en anden Underofficer at gøre det, og han gennemborede ham derefter med Bajonetten, saa han sank sammen med et Skrig og kort efter døde! — Jeg optog straks Sagen til Undersøgelse og har nu fra absolut paalidelig Side faaet den stadfæstet i alle Enkeltheder. Materialet vil jeg fremlægge i Finansudvalget.

Paa et andet Møde meddelte man mig, at 20 belgiske Civilister, som er ankomne til Grusgraven i Uge, Onsdag før Skærtorsdag vægrede sig ved at arbejde videre. I bidende Kulde og stærkt Snefog blev de da stillede op med Ansigtet imod en Mur og skulde staa stille der, indtil de erklærede sig villige til at optage Arbejdet. Saaledes stod de i 4—5 Timer. Saa kunde de ikke holde det ud længere. Paa fire nær optog de „frivillig” Arbejdet!

Mit Møde i Aabenraa i mit eget Hjem i Dag var besøgt af 19 Tillidsmænd fra Aabenraa Amt. Vi drøftede Forholdene i Amtet indgaaende, og jeg fik udmærkede Informationer. 

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 292-3)

28. januar 1917. Kompagni-bedstefar i hårde orlovs-forhandlinger

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Efter Jul gik Eksercitsen igen sin daglige Gang; men saa en Søndag Middag, da jeg kom med min Middagsmad og vilde ind at spise den paa vor Stue, stod Kaptajnen ude i Forstuen og var i Færd med at flytte Knappenaalene med de smaa Flag paa et stort Landkort. Disse Flag betegnede Frontlinierne, saadan som de løb paa de forskellige Fronter, og dem var Tyskerne især meget interesseret i at faa flyttet, saa længe det gik fremad.

Jeg tænkte som saa: „Nu eller aldrig!” kom hurtigt ind i Stuen, fik mit Forklæde af, min Mad sat paa Bordet ud for Kaptajnen og huggede Hælene sammen, saa Gnisterne føg, og der stod jeg saa stiv og stram som en Pæl.

Jeg syntes, det tog en farlig Tid, men omsider løftede Kaptajnen sit Blik og sagde: „Hvad ønsker De, Poulsen?” „Det var jo den Orlov. Jeg vilde jo gerne paa Orlov.”

Han stod og betænkte sig et Øjeblik, og saa sagde han: „Det skal De ogsaa faa Lov til. Hvornaar vil De rejse?”

– „I Dag med 2-Toget, Hr. Kaptajn.”

– „Naa, det er der ellers ikke længe til.”

– “Nej, men jeg mente ogsaa, at det nu var paa Tiden at faa den
Orlov.

– „Ja,” sagde han, „men der er to Mand mere, jeg har lovet Orlov.”

Han nævnede deres Navne. „Dem kan De hente, og saa kan I følges ad.”

Jeg sagde: „Ja Tak, Hr. Kaptajn, men der er endnu en Kammerat, der trænger til at faa Orlov,” og nævnede hans Navn og sagde, at jeg havde læst Breve hjemme fra hans Hustru, og at han havde syv smaa Børn derhjemme, der alle var syge. Den første Marts skulde de bort fra den Ejendom, hvor de boede, og som de havde i Forpagtning, saa jeg mente, at han trængte alier haardest til at komme hjem paa Orlov; men Kaptejnen svarede:

– „Ikke Tale om det, Poulsen. De maa rejse tre Mand, og dermed Punktum.”

Jeg prøvede at lirke lidt ved ham, men han sagde kort Nej. Det laa mig i Munden, at jeg selv skulde blive og saa lade Kammeraten rejse i mit Sted, men det kunde jeg ikke faa mig selv til. Jeg gentog derfor bare, at han maatte lade os rejse alle fire, for der var ingen, der trængte saa haardt til Orlov som denne Kammerat, og saa siger da Kaptajnen tilsidst:

– „Saa hent dem da alle tre, saa skal I faa Lov til at rejse alle fire Mand.”

Jeg fløj som en Stormvind ind i Stuen, hvor Kammeraterne sad og spiste, kaldte paa de tre og sagde: „Skynd jer at komme, vi skal paa Orlov nu med 2-Toget.”

Den tredie sagde: „Jamen faar jeg virkelig Lov til at komme med ogsaa?” „Ja, det faar du Lov til.” Han græd af bare Glæde. „Men skynd
dig nu at komme, saa kan du vente med at flæbe, til du kommer
hjem til din Hustru.”

Snart stod vi ved Kaptajnens Dør og bankede paa. Vi kom ind, stod stram i Stuen indenfor Døren; Kaptajnen sad og læste. Det varede en god Stund, før han løftede sit Blik fra sin Bog og spurgte tilsyneladende ganske uforstaaende:
– „Hvad vil I ?”
– „Ja, vi vilde jo paa Orlov, Hr. Kaptajn.”
– „Paa Orlov? Hvad kan det blive til? Nu er der kommet ny Ordre fra Berlin; det er næsten ikke til at komme igennem. I maa hellere lade de Tanker fare, I ved jo ikke en gang, hvordan I skal bære jer ad med at rejse, saa I kan gaa hen og lave Dumheder, som vort Regiment kan komme til at lide under. Det kan ikke blive til noget, I maa hellere
blive her.”
Jeg sagde: „Jo, Hr. Kaptajn, vi ved nok, hvilken Vej vi skal rejse. Vi kommer med Banen til den og den Banegaard i Berlin, tager med Sporvognen til den og den Banegaard, kører saa med Hurtigtoget til Hamborg og saa videre mod Nord, mod Hjemmet.”
– „Ja, det er jo rigtigt nok,” sagde Kaptajnen, „men saa lover I mig, at I ingen Dumheder laver i Berlin.”
– „Javel, Hr. Kaptajn.”
– „Naa, saa kan I gaa ind paa Skrivestuen til Feltwebelen
og faa jeres Orlovspapirer.”

Kort omkring, ud ad Døren og ind paa Skrivestuen. Der sad Feltvebelen. Han saa op og sagde i en bister Tone: „Hvad
vil I?”

Jo, vi vilde ind at hente vore Orlovspapirer.

– „Hvad for noget? Orlovspapirer?” Han sprang op fra sin Stol, og Øjnene stod paa Stilke, idet han sagde: „Hvem har givet jer Orlov?”
– „Det har Kaptajnen,” svarede jeg.
– „Hvad for noget? Kaptajnen? Hvor kommer I til Kaptajnen?
I ved jo godt, at Vejen til Kaptajnen gaar igennem mig.”

Vort Mod begyndte at synke, og lidt mere lavmælt fortsatte jeg, at jeg havde truffet Kaptajnen ude paa Gangen og havde saa spurgt ham om Orlov, som han for længe siden havde lovet mig, og nu skulde vi saa følges ad hjem, vi fire.

Men Feltwebelen blev rasende, og hvor kunde han skælde ud! Hans Ordstrøm sluttede med dette: „I kommer ikke paa Orlov. Jeg skal vise jer — og saa brugte han Ukvemsord — at I maa gaa til mig, før I gaar til Kaptajnen, og Orloven bliver der ikke noget af.”

Saa høj jeg var, da jeg havde opnaaet Kaptajnens Tilladelse til at faa en Kammerat med hjem, saa lille blev jeg nu, da jeg var klar over, at det var min Skyld, at Orloven blev os nægtet af Feltwebelen baade for mig selv og de andre.

Jeg tiggede, bad og lovede aldrig mere at gaa udenom Feltwebelen,
men ligemeget hjalp det. Han sagde Nej og dermed Basta.

Omsider fik han mit Blod saa meget i Kog, at jeg sagde til ham: „Hr. Feltwebel, Kaptajnen sidder i sin Stue og venter paa at underskrive vore Orlovspapirer, og da De nægter os dem, maa jeg gaa ind og sige til Kaptejnen, at han ikke skal vente paa os.”

Saa gik jeg hen til Døren for at gaa ind til Kaptajnen; men da jeg fik fat i Dørgrebet, raabte Feltwebelen: „Holdt!” skældte godt ud endnu en Gang, men derefter fik vi vore Orlovspapirer.

Vi kom atter ind til Kaptajnen, som satte sit Navn under. Han spurgte os, hvor lang Tid vi skulde have. Jeg svarede, at jeg vilde gerne have 14 Dage. „Naa, saa skal de andre vel ogsaa have 14 Dage?” spurgte han, og det fik vi; men 2-Toget var forlængst borte.

Vi fik vore faa Pakkenelliker samlet sammen, gik ind til Byen, holdt os skjult der til om Aftenen Kl. 11, da der kom et Orlovstog fra Rusland, som vi saa kom med. Nu gik det mod Hjemmet, og det var skønt. 10 Dage var jeg hjemme. Rejsen tog to Dage frem og to tilbage, og atter kom jeg ned til Gnesen, blev sendt til Bromberg
til et Kursus i Nærkampe, hvorfra vi telegrafisk blev tilbagekaldt og sendt til Fronten i Frankrig.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

8. januar 1917. Peter Madsen i militærfængslet: “Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.”

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917. Han kom til det berygtede tyske militærfængsel Wesel den 6. januar 1917.

Forplejningen var følgende: Morgen 125 gr Brød og ½ Liter Kaffe, men det var rigtig Kaffe, Middag Roer kogt paa Vand og 125 gr Brød, Aften 125 gr Brød og The eller tynd Suppe, Kød saa vi overhovedet ikke. Disciplinen var uhyre streng, ved den allermindste Forseelse røg vi i Spjældet.

Om Morgenen, inden vi blev ført over til Arbejdssalene, hvor vi syede Militærtøj, blev Stuerne inspicerede. En Morgen fandt den vagthavende Feldwebel et Halmstraa paa et Par Centimeter fra en af vore Straasække, som vi skulde ryste hver Morgen. Sikken Spektakel der blev. Nu havde han været ansat ved Fæstningen Wesel i 12 Aar, men aldrig havde han oplevet Mage til Svineri, men vi skulde nok faa lært Orden.

Om Middagen, da vi kom ind for at spise, laa alt, som var i Stuen, i en Dynge midt paa Gulvet. Halmen fra Straasækkene var taget ud og strøet rundt omkring, deri laa Sengetøj, Børster, Skamler og Borde smidt hulter til bulter. Vi fik Ordre til at bringe alt i Orden før vi spiste. Da vi var færdige, skulde vi træde an til Tjeneste, Middagsmaden maatte vi lade staa. Om Aftenen, da vi kom tilbage, var den smidt i Svinetønden. Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.

En Dag skulde vi optages i Straffeprotokollen. I den Anledning stod vi en 10-12 Mand udenfor en Skrivestue. Det var en Feldwebel Koppermann, der stod for Straffeprotokollen.

Jeg var den første, der kom ind, og meldte: „Militärgefangener Madsen meldet sich zur Verbüssung von 5 Jahren Militärgefängnis wegen Fahnenflucht”. Han betragtede mig skarpt og spurgte „Er De ikke II. Kl.s Soldat?“ — „Jo!“ — „Hvorfor bærer De saa Kokarder?” Hertil svarede jeg, at Huen var blevet mig udleveret her, og ifølge Reglementet havde vi ikke Lov til selv at forandre paa den os udleverede Uniform.

Han tog en Kniv og skar Kokarderne af. De var for Resten blevet fjernet ved en mindre Højtidelighed i Strassborg. Naar vi var færdige, fik vi Ordre til at stille os op i den anden Ende af Stuen, og den næste kom for. En af de sidste, der kom for, var Sømand i Civil. Paa Feldwebelens Spørgsmaal om særlige Kendetegn svarede han, at han var tatoveret. Lad mig se, sagde han. Sømanden viste sine Arme og Ben, der var tatoveret i Mønstre, frem. Om han havde mere. Ja, han havde en tremastet Skonnert tatoveret paa Brystet. Træk Tøjet af, befalede Feldwebelen. Paa Brystet var der et flot Skib, der straalede i alle Regnbuens Farver, men Ankerkættingen snoede sig en Gang om Livet paa ham og endte neden for Halebenet, hvor man saa Ankerøjet stikke frem. Der gik en Antydning af et Smil over Feldwebelens Ansigt, og opmuntret deraf fortsatte Sømanden, idet han pegede bagud med Tommelfingeren: „Lagde Feldweblen Mærke til den Bøffelkamp, jeg har paa Ryggen”, hvortil denne bemærkede: „Træk Tøjet paa, dit Svin, jeg har set nok”.

Ved Eksercitsen blev vi inddelt i tre Klasser. I første Klasse kom de allerbedste, i anden de fleste, i tredie Eksercitsklasse var vi til at begynde med kun tre, en degraderet Feldwebel-Løjtnant paa 54 Aar med en dobbelt Brok, en halvtosset Skomager og saa mig. Af tredie Eksercitsklasse var jeg den bedste og skulde optages i anden Klasse — men jeg naaede det aldrig.

DSK-årbøger, 1942

7. januar 1917. “Forbandet danskerpak!” Desertører fra Haderslevegnen

Chresten J. Fauerholm, Blans Østermark, blev indkaldt i 1916. Hans historie vidner om, at det kunne være problematisk at være nordslesviger, hvis éns kammerater deserterede.

Den 16. oktober 1916 blev jeg indkaldt til Junker Hulvejskasernen i Flensborg, hvor der mødte 65 fra Haderslev amt og 35 fra Sønderborg amt, alle årgang 1897, og samme dag 100 fra Aabenraa og Tønder amter. Alle skulle vi uddannes ved 2. armekorps.

De første af os kom til Bromberg, til Infanteriregiment 14, de øvrige kom til Deutsch-Krone i Vestprøjsen, til Regiment 42. Efter fire ugers uddannelse blev den første tredjedel fra Bromberg sendt til Makedonien, og 24. november kom 40 mand til Krekow ved Stettin.

Fire dage senere gik det til Beverloo i Belgien for at blive uddannet ved de tunge maskingeværer.

Vi nordslesvigere samledes alle i første og anden deling. Der var lovet denne deling orlov i julen, dog på grund af overbelastning i trafikken kom vi først af sted 3. juledag om aftenen, men vor orlov var kun på ti dage, og de var hurtigt omme.

Vi kom tilbage, men så viste det sig, at der manglede en del af vore kammerater, næsten alle fra Haderslev og egnen ved Kongeåen. De var alle gået over grænsen.

Til at begynde med regnede man ved troppedelen med, at de ville ankomme senere, men omsider stemplede man os som et »forbandet danskerpak«,

DSK-årbøger 1972

 

6. januar 1917. Desertøren Peter Madsen i tysk militærfængsel: “Her lades alt håb ude!”

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917.

Efter 5 Maaneder, i hvilken Tid min Sag blev behandlet, først for Krigsretten, derefter for Overkrigsretten og til Slut for Rigsmilitærretten i Leipzig, fik jeg min Dom,  som kom til at lyde paa 5 Aars Fæstningsfængsel og Degradation til anden Klasses Soldat.

Jeg sad under Undersøgelsen i Strassborg og kunde faa Madvarer hjemmefra. Derfor blev jeg ogsaa ved med at appellere, thi jeg vidste, at naar først Dommen var afsagt, fik Piben en anden Lyd.

DSK-årbøger, 1941

Dommen faldt i begyndelsen af januar 1917.

I tysk Militærfængsel

Først i januar 1917 blev jeg fra Strassborg sendt til Fæstningen Wesel for at begynde Afsoningen af en Fæstningsstraf paa 5 Aar. Blandt de tyske Militærfængsler var Wesel berygtet paa Grund af sin haarde Disciplin. De fleste Fanger var der for det meste kun i kort Tid, vel nærmest for at faa en Opstrammer, der kunde holde et Stykke ind i Fremtiden — og at melde sig snarest muligt ud til Fronten igen, hvad de allerfleste ogsaa gjorde. Men tre Maaneder var det mindste, man skulde have afsonet af en længere Straf, før man kunde komme i Betragtning og faa Strafnedsættelse.

Wesel ligger i det nordvestlige Tyskland ved Floden Weser. Selve Fæstningen var en gammel Enetages Bygning, som laa tæt op ad Voldene.

Fra Strassborg var der sendt en Feldwebel og en Gefreiter med for at føre mig derop. Rejsen varede to Døgn, idet vi kun maatte benytte Persontog. Ved Ankomsten til Fæstningen ringede Transportføreren paa ved Porten, som er af Jern. Den blev åbnet af Vagten, og da vi var kommet ind, blev den straks lukket igen. Det gav et ordentlig Sæt i mig, da den smækkede til. Jeg tænkte: Her lades alt Haab ude.

En Underofficer med et Nøgleknippe i Haanden var der med det samme og sagde: „Fangen følger med mig!“ Saa var jeg altsaa Fange. Det var første Gang, jeg hørte det og det gjorde nu alligevel et mærkeligt Indtryk. Jeg blev ført ind i en Slags Forstue, hvor jeg skulde vente.

Underofficeren gik ind i et Kontor for at melde min Ankomst. Ude i Forstuen stod ca. 30 Fanger, som skulde paa Transport til et eller andet Fængsel eller Fangelejr, opstillet. Da der ingen Opsyn var i Øjeblikket, var deres første Spørgsmaal til mig: „Har du Brød?” Da jeg svarede benægtende, trak en af dem sit Ur op af Lommen og sagde: „Hvis du har et Stykke, vil jeg give dig mit Ur for det”.

Jeg blev nu kaldt ind paa Kontoret og maatte aflevere alt, hvad jeg havde. Dernæst skulde jeg bades. Af en anden Underofficer blev jeg ført til „Badet”, det vil sige, jeg blev ført ind i Vaskerummet, hvor to Mand stod og vaskede Tøj. Fangen skal bades — sagde Underofficeren. Den ene af dem greb ned i Gruekedlen med et Vaskefad og tog lidt af det skidne Vand, gav mig det og sagde „Træk Tøjet af og bad dig”. Jeg trak Tøjet af, stak Tæerne i Vandet, tørrede mig over hele Kroppen og vilde trække i Tøjet igen, men da var mine hjemmestrikkede Strømper forsvunden.

Jeg spurgte, hvor mine Strømper var bleven af, men fik ikke noget Svar. Et Par gamle Sokker, der mest bestod af Klude, blev kastet hen til mig. Jeg protesterede, og sagde, naar de ikke kom med mine egne Strømper, trak jeg ikke i Tøjet. Inden jeg vidste hvordan, laa Strømperne hvor jeg havde lagt dem.

Jeg blev saa lukket ind i en tom Celle. Lidt efter lidt kom der flere til. Det var en Lørdag og Revier-Rengøring. Kalfaktoren kom ind med en Blikbeholder og sagde til mig, at jeg skulde pudse den.

Jeg fik en Klud og pudsede og gned med Sand alt det jeg kunde, men lige sort blev den. Efter en Stunds Forløb gav jeg de andre den og sagde, at nu kunde de nok afløse. Ikke Tale om, sagde de, det var dig, der skulde pudse den og ikke os. Jeg satte Blikdaasen ned paa Gulvet og sagde, at jeg gjorde ikke et Slag mere ved den, nu kunde de gøre Resten. Vi stod alle midt paa Gulvet, da vi hørte Trin i den anden Ende af Korridoren. Jeg bemærkede, at nu kom Kalfaktoren nok efter Tingesten. „Hvad saa” spurgte de andre, „saa faar I Tærsk” sagde jeg, „for jeg har været her før og kender Manden”. Det kan nok være der kom Gang i Pudse­ kluden.

Lidt efter blev Daasen afhentet. De andre stak den i Haanden paa mig. Kalfaktoren synede den fra alle Kanter, gik og kom igen med en trebenet Stol, som han gav mig at jeg skulde sidde paa, som en Slags Belønning, men Herligheden var ikke forbi dermed, thi lidt efter kom han med Middagsmaden, frosne Roer, kogt i Vand. Det smagte væmmeligt, syntes jeg. Efter et Par Skefulde spurgte jeg mine Lidelsesfæller, hvad jeg skulde gøre ved det Stads, for jeg kunde ikke spise det. „Maa jeg faa det” raabte de i Munden paa hinanden og i en Haandevending var det væk.

Kalfaktoren kom igen og sagde, at den Mand der pudsede Daasen kunde faa Resten af Maden, som jeg tog og gav mine Kammerater, da han var borte.

Hen imod Aften blev vi indklædte og indlagt paa Stuerne. Det var store Stuer til en 25-30 Mand. Vi kom 5-6 Nybegyndere ind i en Stue. En Fange, der fungerede som „Stubenälteste” tog imod os og anviste os vor Seng og hver en Hylde til vort Tøj. Da det var besørget, skulde alle Nybegyndere komme hen i en Krog, han — Skroget — vilde tale til os.

Han saa paa os med et Feltherreblik (i Civil var han Skrædder et Sted i Westfalen) og begyndte at sige, at det jo ikke var et Børnehjem eller „Erholungsheim”, men et preussisk Militærfængsel og fra i Dag var vi Militærfanger og ikke andet. Men naar vi ellers opførte os godt, kunde vi sagtens være der.

En af mine Fæller hviskede til mig: Her kan vi let være. — Jeg betvivlede det; militært set var det just ikke for vore Dyders Skyld, at vi; var der. Saa skulde vi have vore Senge ordnet, det tog lang Tid, de gamle blev ved med at vælte Sengetøjet ned, tilsidst gad de ikke længere og de lod os i Fred.

Da det var en Lørdag Aften, skulde vi have rent Linned paa. En efter en kom hen og fik Skjorte og Underbukser udleveret. Det var nogle værre Pjalter, vi var naaet den tredie Krigsvinter og her var ikke bleven noget fornyet. Da jeg saa Laserne, meldte jeg, at jeg lige havde faaet rent Linned paa. Jeg slap – for denne gang.

Da Bunken var uddelt, var der en Skjorte — ogsaa den ringeste — tilbage. Stueældsten saa sig om og blev en lille sortsmudsket Fyr var, der skjulte sig bag de andre, „er det dig, din lille beskidte Ulv, der vil snyde igen“ raabte han. — „Træk den paa straks, at vi kan se, at den da ikke klemmer dig“ med disse Ord smed han Skjorten i Hovedet paa Synderen. Han skiftede, det eneste der var hel, var Halslinningen, Ryggen manglede totalt, Ærmerne var Frynser. Linnedet var ogsaa det værste, Uniformen var god.

DSK-årbøger, 1942

 

21. december 1916. Kammeratskab: Julepakken hjemmefra fordelt mellem kammeraterne

Jørgen Gaarde havde været indsat på Somme-fronten i efteråret 1916. Men i december 1916 kom han til Østfronten.

Først i december blev vi læsset i et tog, og rejsen gik denne gang til Rusland i tredje klasses vogne. Hver siddeplads var optaget, og vi blev godt ømme bagi, selvom vi bestandig skiftede stilling.

Om natten fik vi liggeplads ved, at to af os lå på bænkene, to på gulvet og to i bagagenettene. Efterhånden, som bagdelene havde vænnet sig til det hårde sæde, fandt vi, at det slet ikke hastede med at afslutte rejsen.

Vi kom dog ikke ret langt ind i Rusland, kun et stykke vest for Dynafloden, og regimentet gik straks i stilling.

Vi i byggeafdelingen fik anvist nogle understande, som var gravet ind i en skrænt et godt stykke bag fronten, men der manglede døre og kakkelovne. Det fik vi dog hurtigt fremskaffet, og så boede vi lunt og hyggeligt fem-seks mand i hver understand.

Vi skulle stille vagt ved regimentskommandøren, og jeg var den første, hvem denne »ansvarsfulde« post betroedes at bevogte dette store kreaturs dyrebare liv og sikkerhed. Der gik nemlig en mand på hver side af huset, og jeg kunne i de oplyste stuer se, hvor de herrer frådsede i mad og drikke. – Jeg gik ude i kulden, godt sulten. Vi havde ingen forplejning fået den dag. –

Det er forståeligt, at jeg blev gram i hu ved det, jeg så. Men vi tog revanche. Vi opdagede nemlig, at der på et loft lå en dynge ærter, og af dem tog vi hver morgen en sandsæk fuld. – De var udmærkede til at forbedre vor middagsmad med.

Jeg var så heldig at få orlov i fjorten dage til jul, så jeg rejste hjem og fejrede både jul og nytår.

Før jeg rejste, sagde jeg til kammeraterne, at hvis der kom en stor pakke til mig, så måtte de dele den. Jeg havde ganske vist skrevet til min kone ikke at sende mig noget, da jeg regnede med at få orlov til jul, men da jeg kom hjem, fik jeg at vide, at hun alligevel havde sendt den, og de skrev omgående et kort med tak for de gode sager, men at de havde gemt et pund tobak til mig. Det havde jeg bedt dem om. Det var nemlig alle byfolk, der ikke fik ret meget hjemmefra.

DSK-årbøger 1972

10. december 1916. “Her stinker som et abebur!” Rengøring på stuen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen, hvor der herskede kadaver-disciplin.Ved en aftenrevision manglede et par soldater nogle knapper – det skulle straffes!

Dommen lød paa, at næste Fridag skulde vi have Hovedrengøring i vor Stue.

Fridagen kom, og vi skurede Gulve og Skabe, pudsede Vinduer og Kakkelovne; vi fløjtede og sang af Hjertens Lyst og syntes, at det var sjovt.

Da vi var færdige, meldte jeg mig hos Underofficeren og meddelte ham, at Hovedrengøringen var færdig.

Saa gik han med op og tog Stuen i Øjesyn; men da han var kommet ind i Stuen, stod han midt paa Gulvet og satte et meget forbavset Ansigt op og spurgte med den største Forbavselse i Tonefaldet, om her virkelig var gjort rent; han lugtede og snusede og endte med at sige: „Her stinker jo som i et Abebur. Nej, jeg skal lære jer at gøre rent.”

En Mand blev kommanderet efter Vand, en anden efter Sand, det ene af de to store Borde blev trukket ud paa Gulvet og belagt med et godt Lag Sand; derefter blev der hældt Vand over det, saa det hele flød naturligvis over den halve Stue. Det andet Bord blev lagt ovenpaa med Benene i Vejret; saa blev fire Mand kommanderet op paa det Bord, som laa med Benene i Vejret; af vi andre otte Mand kom der to hen til hvert Bordben, og saa blev der trukket frem og tilbage, og det kan nok være, at Bordene blev rene begge to.

Skamlerne fik samme Omgang, og da Underofficeren havde været et Kvarter inde hos os, lignede vor Stue en Grisesti, og saa kunde vi
begynde forfra.

Lidt lange i Ansigtet var vi jo naturligvis; men det maatte jo tages med.

En Gang maatte to Mand til at skure Gulvet med Tandbørster. En anden Gang var vi 16 Mand, som skulde fylde en Vandkaraffel oppe paa anden Sal. Vandet skulde vi hente ved Posten nede i Gaarden og bære op i vor Syring, hvori der jo ingen Bund var.

Vi havde den staaende paa vor Tommelfinger, og de faa Draaber Vand, vi kunde have i den, bar vi meget forsigtigt op. I Førstningen lo vi til hinanden, naar vi gik forbi hinanden paa Trapperne; men tilsidst holdt Latteren op, vi kunde næsten ikke slæbe Benene med os.

Oppe ved Vandkaraflen sad Underofficeren og røg den ene tykke „Havanneser” efter den anden.

Undertiden kunde de komme midt om Natten og jage os op paa Skabene i bare Skjorter, eller kommandere Tornystrene paa og saa jage os ind under Sengene, og var en for langsom i Vendingen, saa blev der to Mand sat til at hale ham frem og tilbage, saa længe til han kunde gøre det hurtigt nok.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

8. december 1916. Kompagni-bedstefar lægger arm med korporalen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen, hvor der herskede kadaverdisciplin. Efter et intermezzo blev han Stubenälteste med ansvar for stuen.

En Aften kom den tjenesthavende Underofficer, og da Kammeraterne sprang op og stod ret hver ved sit Skab, jeg pligtskyldigst traadte frem og meldte „alt i Orden”, ser Underofficeren hen ad Rækken, og saa siger han:

– „Hvad er det for noget; en staar i lange Støvler, en anden i Snørestøvler, en i Fedtlæder, en anden i Lædertøfler.”

Han vilde gøre opmærksom paa, at de alle skulde staa i ens Fodtøj, og saa skældte han naturligvis ud, som kun en prøjsisk Underofficer kan skælde ud.

Jeg saa paa ham og sagde saa ganske stilfærdigt, at han kunde godt spare paa sit Krudt, for vi regnede ikke stort med det alligevel; men saa begyndte han selvfølgelig at gnistre, for at gøre os begribeligt, at vi skulde komme til at regne med ham.

Han gik sin Vej, men undlod at give os Tilladelse til at gaa i Seng.

Friserne var rasende, Aarerne svulmede i deres Pande, og de knyttede Næver bar Vidnesbyrd om, at Underofficeren kunde vente sig en Afregning.

Da vi havde ventet et Kvarter, sagde jeg, at de kunde gaa i Seng alle Mand, saa skulde jeg nok tage Stødet.

Jeg gik saa ud af Stuen og vilde gaa over til vor Kaptajn i Officerskasinoet; men under Vejs mødte jeg den paagældende vagthavende Underofficer.

Han raabte til mig: „Hvor skal du hen, Poulsen?”
– „Jeg skal over i Officerskasinoet!”
– „Hvad skal du dér?”
– „Jeg skal over til Kaptajnen.”
– „Hvad skal du hos ham?”
– „Jeg skal over at spørge, om vi maa gaa i Seng.”

Imellem hvert Spørgsmaal havde jeg fjernet mig nogle Skridt, men nu kom han springende henimod mig og sagde:

–  „Hvad for noget, har jeg ikke været paa Jeres Stue?”
– „Jo, men De har ikke givet os Tilladelse til at gaa i Seng, og nu vil jeg over at indhente Tilladelse hos Kaptajnen.”

Han brugte mange Ukvemsord og skældte ud, saa det knaldede, alt imens jeg gik; men tilsidst raabte han til mig:
– „Jeg giver dig den bestemte Befaling, at du gaar hjem til din Stue og lader hele Mandskabet gaa i Seng.”

Jeg svarede: „Mandskabet har jeg ladet gaa i Seng, og giv De kun
bestemte Befalinger 10 Gange. Jeg lystrer ikke, for jeg vil vide hos Kaptajnen, om vi ikke kan have Lov til at gaa i Seng, naar Tiden er der.”

Og saa fortsatte jeg min Gang.

Saa kom han løbende, greb mig i Skulderen og sagde: „Du er jo en gammel Mand, saa vær dog fornuftig; det skal ikke komme til at gentage sig tiere; derfor, gaa du nu hjem, og lad os saa være fri for at faa Skandale.”

Saa listede jeg hjem paa min Stue og sov godt.

Jeg var naturligvis glad ved den Sejr, jeg havde faaet over Underofficeren; men Glæden blev lidt blandet.

Et Par Dage efter kom en anden Underofficer, og ved Aftenrevisionen fandt han forskellige, som manglede en Knap i Bukserne eller i Skjorten, andre havde ikke Neglene fint renset, alt sammen Forseelser, som skulde straffes.

Hoved- Dommen lød paa, at næste Fridag skulde vi have Hoved-
rengøring i vor Stue.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

7. december 1916. Kompagni-bedstefar for kaptajnen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen. Den 7. december 1916 havde han over for en feltpræst efter en prædiken udtrykt forståelse for USA’s fjendtlige indstilling til Tyskland. Hvad nu?

Vi var knap nok kommet hjem paa Stuen, før der kom Ordre, at Poulsen skulde møde nede paa Skrivestuen; der var Officerer og Underofficerer samlet, og saa holdt den gamle en Slags Forhør over mig. Hvem jeg var, hvor jeg var fra, og hvorledes jeg var kommen til disse tossede Forestillinger, som jeg havde sat frem oppe i  Spisesalen?

Jeg fik herved Lejlighed til at fortælle ham en hel Del om vore særlige Forhold derhjemme i Nordslesvig. Han var især meget forbavset over, at det kunde gaa saadan, at et Par unge Mennesker, som blev forlovede, begge født indenfor Tysklands Grænser, Manden villig til at være prøjsisk Soldat, alligevel blev erklærede for hjemløse, saa det kunde blive dem nægtet at blive gifte, hvorved de forhindredes i at sætte Foden under eget Bord.

Om vore sørgelige Skoleforhold fik jeg ogsaa lidt sagt, og hele Tiden stod han og sagde: „Er det sandt? Er det sandt?” hvorpaa jeg svarede, at jeg var i Stand til at skaffe Kaptajnen saa mange Beviser, han maatte ønske.

Jeg syntes imidlertid hele Tiden at mærke et Stænk af Velvilje i min gamle Kaptajns Maade at spørge paa. Det blev ikke sidste Gang, at jeg maatte ned i Skrivestuen for at fortælle om vore Forhold i Nordslesvig.

Var Kaptajnen til Stede, maatte jeg staa ved Døren, var kun Underofficererne der, fik jeg Lov til at sidde paa en Skammel.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

29. november 1916. Kadaverdisciplin – og en frækhed, der belønnes

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Med Eksercitsen gik det saa som saa. I Løb løb alle de unge fra mig; men var vi ude paa Marchture, saa kunde jeg holde Skansen, og har ikke saa sjældent haft et Gevær foruden mit eget og et Par Kammerater under Armen.

Vi havde en ret fornuftig Underofficer [korporal, RR], men en rent rundtosset Gefreiter [underkorporal, RR].

Inde paa vor Stue havde vi ogsaa en Gefreiter, som var „Stueældste”; han var en prøjsisk Godsejersøn, hvis Forældre havde købt et Gods i Polen; rigtig en storsnudet Slyngel.

Naar vi om Morgenen havde alle vore Senge redt, gik han som Regel hen ved et Hjørne og begyndte at rive alle Senge over Ende, og saa kunde vi begynde forfra. Han kunde paa den Maade holde os i Gang, saadan at der hver Morgen var nogen, som maatte ud uden Kaffe og Brød.

Følgen var, at vi hadede ham af et godt Hjerte allesammen.

Da der var gaaet nogle Dage, blev en Aften efter Parolen vi 4 Danske fra Nr. 34 kaldt frem for Kompagniet. Vi sprang frem for vor Feltvebel, og han holdt saa en Tordentale til os, som om han vilde have ædt os paa staaende Fod, og bebrejdede os, at der ikke var saa meget Kammeratskabsfølelse i os, at vi kunde tale Tysk, saadan at alle kunde forstaa os.

Jeg stod og tænkte: „Vent bare lidt, for jeg har ogsaa noget, jeg skal have klinket i den Sag, og da han var færdig, spurgte jeg meget højtideligt, om det maatte være mig tilladt at gøre ham et Spørgsmaal, hvortil han svarede ja.

Jeg sagde saa: „Østrigerne er vore Forbundsfæller, og hvis Hr. Feltvebelen sammen med tre Kammerater blev tildelt den østrigske Hær og kom til et rutensk Regiment, saa vilde jeg gerne spørge Feltvebelen om, hvilket Sprog han saa vilde bruge, om han med sine Kammerater vilde bruge sit tyske Modersmaal, eller han vilde bruge det rutenske Sprog?”

Ja, det havde Feltvebelen aldrig tænkt over.

Ja, saa vilde jeg meget indstændigt bede ham tænke over det. For vi er paa vor Stue 4 Danske, 4 Frisere og 4 Tyskere, saa det er en babylonisk Sprogforvirring. Vi Danske kan kun mangelfuldt Tysk og er vante til at tale Dansk hjemme.

„Det er Løgn,” raabte Feltvebelen, „du taler ligesaa godt Tysk som alle de andre.”

Jeg mente, at mit Tysk var meget mangelfuldt, og vilde lade ham vide, at han kunde ikke forbyde os at tale Dansk, for vi havde forespurgt hos Bataillonskommandøren, som havde givet os Tilladelse til at skrive og tale Dansk, saa meget vi vilde.

Han svarede meget hidsigt, at han havde ikke forbudt os at tale Dansk, hvortil jeg svarede, at jeg havde forstaaet, at det var hans Mening.

Men jeg var klar over, at det, det var galt med, var vor Gefreiter og Stueældste, „for,” sagde jeg, idet jeg pegede hen paa ham med min Finger, „han har naturligvis meldt os, for da han ikke kan forstaa os, tror han, at vi taler ilde om ham, fordi han er, som han er, imod os.”

Jeg var endnu ikke saa meget Soldat, at jeg vidste, at det at udpege en Befalingsmand for Fronten af Kompagniet og beskylde ham for noget, som er Uret, var en meget grov Fornærmelse; men det kan nok være, at jeg blev belært om det.

Lige med det samme sprang Feltvebelen hen imod mig, som stukket af en Bi, og mens Øjnene lynede, brugte han Mund, saa Skummet stod i Mundvigene, og skældte ud.

Jeg tænkte som saa: „Du ryger i Kassen til Fader „Fillip”.

Saa galt gik det nu dog ikke.

Næste Dag, da vi kom hjem fra Eksercits, varvor Gefreiter borte, og jeg blev udnævnt til Stueældste.

Jeg begyndte allerede den Gang at forstaa lidt af, at i den prøjsiske Hær fik en Soldat aldrig Ret, men var han fræk nok, opnaaede han det, han vilde.

Vi var allesammen godt tilfreds med Byttet, men nu var der den Besværlighed, at jeg skulde bære Ansvaret for Stuen, og det var ikke saa helt let.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

27. november 1916. En rundbarbering til kompagni-bedstefar

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen – men det var svært at finde en uniform, han kunne passe.

Vi havde her en Feltwebel, som var Indbegrebet af alt ondt, og en Kaptajn, som selv havde været ude ved Fronten, havde faaet 3 Fingre skudt af sin højre Haand, Maven revet op og Ansigtet flænget mange Steder; han saa ikke godt ud, og var ogsaa, hvad vi i vort Sprog kalder „saa vreden, som et Stykke Reb”.

Feltwebelen var jo rasende over den eneste Civilist blandt alle Soldaterne, og hver Morgen skældte han mig Krukken fuld ; men hvad hjalp det, for jeg blev jo ikke tyndere af det alligevel.

Desuden var Gartner Nicolajsens fra Haderslev og mit Fuldskæg i Vejen for ham. Vi fik hver Dag Paalæg om at faa det fjernet, men vi mente begge to, at det hastede ikke saa svært.

Men saa en Dag blev en Underofficer sendt til Barberen med os, og saa faldt Fuldskægget for Saks og Kniv tilligemed Haaret, som blev klippet pr. Maskine.

Et Par Dage efter blev en Underofficer kommanderet med mig til Skrædderen efter en voldsom Udladning fra Feltwebelens Side. Saa blev der taget Maal af den gamle Tyksak, og jeg fik en Uniform, som var stor nok.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

23. november 1916. En farlig overlæge og en falsk granatsplint

John Nis Lorenzen fra Tønder var medicinstuderende. Efter en kort uddannelse ved sanitetstjenesten kom han til at gøre krigstjeneste på et feltlazaret.

I begyndelsen af september forlod divisionen Somme-området og kom til Arras. Vores lazaret overtog det tilsyneladende temmelig nye og ganske moderne sygehus i Vitry en Artois, en mindre by mellem Douai og fronten.

Lokaliteterne kunne her ikke være bedre og at bestille var der kun lidt, men forplejningen var sløj. Jeg kan huske, at jeg havde fundet en have med grønne tomater, som jeg i ugevis spiste som en meget stor delikatesse, ligesom jeg opdagede, at kogte roer i grunden var en herreret.

Arbejdet var, som anført, minimalt; kun når der ved fronten skete patrouilleforetagender, kunne vi en kortere tid få travlt. Ved en sådan lejlighed kom der en mand spadserende, der havde en granatlæsion i præcordiet [hjerteregionen]. Han befandt sig dog meget vel, og man regnede til at begynde med ikke sagen for noget særligt.

Den følgende dag blev han pludselig dårlig og kom nu straks på operationsbordet. Det viste sig, at der i myokardiet [hjertemusklen] sad en granatstump så stor som yderleddet af en lille finger. Operationen blev gennemført, og manden døde næste dag.

Nogle dage senere forlangte overlægen, der ville demonstrere tilfældet på et møde, pludselig stumpen, som vi havde kastet bort for længe siden.

Situationen var farlig.

Overlægen, en fast militærlæge i stabsofficersrang, allerede i fredstid ret frygtet, forstod ikke spøg. Vi fandt dog straks på en udvej, styrtede afsted og skaffede os i løbet af et øjeblik hos de indlagte soldater, der jo plejede at gå med granatstumper og andre sjældenheder i lommerne, en passende kollektion, hvoraf vi udvalgte et særlig smukt exemplar, som vor strenge chef fik lov til at vise frem på lægemødet.

Lorenzen, John Nis: Erindringer fra fire år ved fronten (1934)

Se også: Krigsskader og behandling

Granatsplint_Johann_Christian_Kaas
Denne granatsplint er opereret ud af Johann Christian Kaas

22. november 1916. Overlægens magt over liv og død

Greger Jensen Bleeg fra Emmerlev blev såret på Østfronten. Han lå længe på lazaret

I årbogen 1962 har jeg fortalt om, at jeg blev hårdt såret i Rusland. Da jeg blev bragt tilbage, sagde lægen, at man lige så godt med det samme kunne lægge mig over i den lange række døde soldater, for jeg havde alligevel ikke langt igen, Nå, jeg klarede den jo.

Men i november 1916 altså blev jeg sammen med fire andre fremstillet for overlægen. Han gjorde nu ikke meget ud af det, men dikterede til sanitetsunderofficeren uden overhovedet at se på mig: »Skriv k.v.!« [“k.v.” = “Kriegsverwendungsfähig”, dvs “krigsduelig”, RR]

»Nu er det nok på tide, at du siger noget«, sagde jeg ved mig selv. Jeg spurgte overlægen, om han troede, at jeg kunne gøre felttjeneste i Frankrig, jeg, der havde opholdt mig tretten måneder i Lazarettet, og hvis sår endnu ikke var lægt!

Lægen blev fuldstændig rasende. »Det er for mig noget ganske nyt, at nogen finder på at modsige mig!« råbte han og fortsatte i samme tone.

Jeg lod ham rase ud og stod imens og spekulerede på, hvad jeg ville sige, når han var færdig. Omsider havde han raset ud, hvorefter jeg sagde til ham i hans åbne ansigt: »Hr. overstabslæge, jeg kræver, at man giver mig mit helbred tilbage, og kan De det, da går jeg til fronten, men heller ikke før!«

Lægen blev fuldstændig tavs; men så vendte han sig om mod skriveren og sagde: »Skriv fem måneder tjeneste som rekonvalescent!«

Mine fire kammerater havde jo været vidne til episoden, så lægen var nødsaget til også at diktere det samme for deres vedkommende, og glade var de naturligvis.

For resten havde jeg, mens overlægen rasede, i mine tanker arbejdet videre med min sag, for det kunne jo tænkes, alt han ville besvære sig over mig, og at jeg var blevet stillet for en krigsret. I så fald ville jeg have fremført, om det i den tyske hær var lovligt, at en læge kunne sende en så hårdt såret mand til fronten uden alt foretage den mindste undersøgelse«.

Og det var jo det, der for mit vedkommende var ved at ske. Det havde jeg jo vidner på, og forøvrigt – jeg havde jo alt at vinde og intet at tabe …

DSK-årbøger 1963

10. november 1916. “Tosse! Idiotiske melsæk! Simulant! Hykler!” På session i Flensborg

Sønderjyden PJP var uddannet murer. Pga. lungevaghed blev han i første omgang kasseret. Men det blev ikke ved med at gå.

Omsider kom den Tid, da Tyskerne begyndte at interessere sig for min ringe Person. Paa Grund af en Lungesvaghed holdt jeg den gaaende indtil November 1916, men saa blev jeg taget som g. v. [“Garnisonsverwendungsfähig” – dvs egnet til garnisonstjenste, RR] paa Prøve.

Jeg mødte i Flensborg og traf her sammen med Martin Hansen fra Daler (nu Østerbymark). Vi blev enige om at undersøge, om vi ikke kunde finde et godt Logi for den sidste Nat, vi var civile. Det lykkedes os, og den næste Morgen gik Rejsen sydpaa, ud i det uvisse.

Vi kom efter en flere Dages Rejse til Gnesen, en By i Posen. Her blev vi jaget ind i en Stue, hvis Gulv var belagt med Straasække, og saa kunde vi sove der den Nat.

Den næste Morgen blev vi vækket ved, at en eller anden pludselig skraalede: “Aufstehen!”

– Vi blev jo næsten forskrækkede, og da jeg talte med en af mine nye Kammerater om det, var der en i den modsatte Ende af Stuen, der raabte: “Høje do derøver, ka’ do snak Dansk, vinner do søve, saa ka’ do velesse nok gøe det, vinne do æ vachen!”

– Det kom da frem, at jeg havde talt i Søvne; men hvad jeg havde afsløret for dem, kunde jeg desværre ikke faa at vide.

Vi blev saa indklædt og tildelt de forskellige Korporalskaber. Jeg kom sammen med Andreas Knudsen fra Farris, det var ham, der havde raabt til mig, endvidere med Andreas Petersen fra Drengsted og Johannes Petersen fra Korntved. Vi lagde Beslag paa den ene Ende af Bordet og følte os helt igennem som en lille Familie, der delte ligeligt med hinanden, hvad vi havde.

Der var nu en større Lægeundersøgelse. Man lyttede længe til mine Lunger, og ved Undersøgelsen afslørede de samtidig, at jeg stammede, og det særligt, naar nogen saa mig lige ind i øjnene. De opfordrede mig da til at fremsige et Digt; men da jeg ikke stammede, naar jeg skulde fremsige noget eller læse op, sagde jeg, at jeg intet Digt kendte.

– “Saa sig engang “Heil dir im Siegerkranz”, var der en, der sagde. Jeg rystede paa Hovedet.

– “Saa fremsig første Vers af “Deutschland über alles” eller ,,O, Deutschland hoch in Ehren”, men jeg rystede hver Gang paa Hovedet.

De spekulerede over mit  tilfælde, men saa var der en, der sagde: “Saa fremsig engang “Fadervor!” men det kunde jeg ikke paa Tysk; det var undskyldeligt, for jeg havde kun haft Religion paa Dansk i Skolen, og her talte jeg den rene Sandhed. Nu havde de faaet nok af mig, og derfor raabte de i Kommandotone: “Se til, at De kommer ud! – Fyren er jo tosset!”

Jeg var ikke sen til at komme ud; men medens jeg stod og kom i Tøjet, stod jeg og rugede over Ordet “tosset”. Lægerne havde jo givet mig dette Prædikat, og jeg sagde til mig selv: “Hvad om du nu spillede tosset? Saa maa de jo sende dig hjem igen”. Man kunde jo prøve det.

Vi kom kort efter til at eksercere, og naar Underofficeren saa kommanderede “Højre – om”! gjorde jeg venstre om, og kommanderes der venstre om, gjorde jeg højre om, og raabte de “Omkring!” gjorde jeg det naturligvis den gale Vej. – Jeg blev  omgaaende “opdaget”.

Nu gav de mig en Sten i den venstre Haand, for at jeg kunde huske, hvad der var hvad; men det hjalp slet ikke den mindste Smule. Saa halede de mig frem for Fronten. Der skulde jeg staa og dreje rundt, medens de kommanderede i langsommere Tempo og drejede og drejede mig rundt.

Jordbunden paa Kasernepladsen var temmelig blød, og jo mere jeg drejede rundt, des dybere kom Hælen ned i det løse Grus. Det endte med, at jeg ikke kunde staa “Ret!” med det Ben, jeg ikke drejede paa.

Vicefeldwebelen sagde derfor ogsaa, og med Rette: “Se engang,
Fyren der drejer rundt som en idiotisk Melsæk!”

Resultatet blev, at de jagede mig op paa Depotkammeret, hvor jeg skulde rydde op. Det kunde jo ikke gaa an, at der blandt de stolte, tyske Soldater fandtes een, der ikke var helt ved Snøvsen.

Her gik jeg nu og drev Tiden bort, men samtidig benyttede jeg Lejligheden til at besørge bedre Tøj til mine Kammerater.

Men ak! Hvor længe var Adam i Paradiset? Jeg fik i hvert Fald ikke Lov til at være ret længe paa Depotet. Maaske skyldtes det en af de daarlige Kammerater paa Stuen, men muligvis var jeg ogsaa selv Skyld i det.

Se, en Aften slog jeg i Kaadhed en Kolbøtte paa Gulvet og svang mig nok saa nydeligt op i min Seng, og – Dagen derpaa blev jeg kaldt op til min Underofficer. Det kan nok være, jeg fik en vældig Overhaling.

Han kaldte mig en Simulant og fortsatte: “Saadan en Hykler! Han vil “trykke” sig, og saa er De oven i Købet Gymnast; men nu skal De tage Dem i Agt, ellers kan De tro, jeg skal “slibe” Dem. I Morgen stiller De til Tjenesten, forstaaet!”

Saa fik de endelig med megen Møje og stort Besvær lært mig det, der skulde læres, men det var en streng Tid.

– Vor Underofficer kom til Fronten, og vi fik en ny. Han kom ind paa Stuen til os, medens vi stod og pudsede vore Sager. Vi stod alle ret ved vore Skabe. Han kiggede paa os og spurgte saa: “Hvem af jer vil være min “Pudser?”

– Da ingen svarede, henvendte han sig til mig, som stod nærmest ved Døren, og spurgte: “Hvad er De i Civil?”

Jeg svarede “Murer!” – “Ah”, sagde han saa, “saa kan De jo pudse!”

– “Ja”, svarede jeg, “i Kalk!” “Naa”, sagde han “De er nu min Pudser, forstaaet!”

– Der var ikke noget at gøre, men jeg kom ikke til at blive ked af det, for fra den Dag af havde jeg det ganske fortrinligt, og desuden havde jeg nu af Lægen faaet Betegnelsen k. v. [“Kriegsverwendungsfähig” – dvs egnet til krigstjeneste, RR]

DSK-årbøger 1948

6. november 1916. H.C. Brodersen kommer til Soissons

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

I Aisnedalen ved Soisson, den 6. November 1916

Efter at vi er kommet fra Sommeslaget, er vi i Ro. Det er dog kun saa som saa; thi „Roen” bestaar i Eksercits og Parademarch. Vi har faaet  ny Forstærkning og ogsaa en anden Kompagnifører.

Vi længes alle efter paany at komme i Stilling, særlig, da vi har faaet at vide, at der forude skal være gode Understande og en rolig  Stilling. Vi regner derfor med, at vi derude faar den Ro, som der her ikke er meget af, og at vi, Sepl, Skorstensfejeren og jeg, der sammen med en ny Delingsfører har dannet en Skatklub, kan faa Lov til uforstyrret at pleje vore Interesser paa dette Omraade.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

30. oktober 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz.

Den 12. Marts 1916 blev jeg indkaldt og kom, sammen med otte Landsmænd, deraf to fra min Hjemegn, Magnus Lund fra Normsted og Laurids Dollerup fra Endrupskov, til Graudenz i Vestprøjsen.

Vi kom til Fodartilleriet og blev uddannet paa Fæstningen Gobierre ved 15 cm Haubitser, tilhørende Fodartilleri Rgt. 15.

Fæstningen ligger højt oppe paa den vestlige Bred af den brede Weichselflod og har vel nok i gamle Dage med sine Volde og Grave været uindtagelig.

Selv om vi var kommet langt bort fra Hjemmet, var vi dog glade for, at vi var blevet tildelt Artilleriet og ikke Infanteriet, som vi var taget til paa Sessionen. Nu kunde vi da slippe fri for at komme i Skyttegravene.

To Gange var jeg hjemme paa Orlov fra Garnisonen. Vi Landmænd havde jo den Fordel frem for Byboerne, at vi lettere kunde faa Orlov, da vi skulde hjem og hjælpe baade i Saatid og Høst. Byboerne var meget utilfredse og knurrede, naar de saa os drage af Sted, og det var jo ikke saa sært.

Sidste Gang, jeg var hjemme, blev jeg tre Dage, før jeg skulde rejse, kaldt tilbage. „Sofort zuruckkommen!” hed det i Telegrammet. Jeg var ikke glad ved Situationen, da det jo kun kunde betyde, at vi skulde af Sted til Fronten.

De første to Gange kneb det med at faa sagt Farvel til Forældre og Søstre; men denne Gang var det meget svært. Vi vidste jo ikke, om det var sidste Gang, vi saa hinanden, og jeg kan saa levende sætte mig ind i, hvad det har rummet af Sorg og Lidelse for dem, der ogsaa skulde sige Farvel til Kone og Børn. Det forstaar kun de, der selv har prøvet det. At gaa over Grænsen faldt mig dengang slet ikke ind.

Da jeg kom tilbage til Deutsch-Wangerau, hvortil vi var flyttet for et Par Maaneder siden for at give Plads for nye Rekrutter, fik jeg Dagen efter paa Skrivestuen at vide, at det var Gendarmen derhjemme, der havde været paa Spil. Han havde i et Telegram til Batteriet fortalt, at jeg var „fahnenfluchtverdächtig” og øjeblikkelig skulde kaldes tilbage.

Han kunde nu godt have sparet sig Ulejligheden, for jeg var nu alligevel kommet. Der blev sagt, at der den sidste Nat stod Vagt ved Gaarden for at holde Øje med mig.

Her i D. W. boede vi i Træbarakker, der i uhyggelig Grad var befængt med Lopper. Jeg ved næsten ikke, hvad der er værst, disse sorte Springfyre eller Lusene, som vi senere stiftede Bekendtskab med.

Tiden gik her med Øvelser og Eksercits paa „Ellenitzer Platz“, hvor der stod nogle gamle russiske Kanoner.

Paa en længere Marchtur gjorde vi engang Holdt ved en Kro, og en Kanoner blev sat til at passe Løjtnantens Hest. Han syntes dog, det kunde være sjovt med en Ridetur og satte sig op paa Hesten, men med det Resultat, at den i fuld Galop stak af med ham. Til Straf fik vi alle paa Hjemturen en vældig Stroppetur.

Med et Hold lidt ældre Rekrutter, der kom til os i D.- W., var ogsaa den nuværende Konsulent Jørgen Frank. Vi fandt snart hinanden, og jeg mindes mange hyggelige Timer, naar vi fulgtes i det fri, og han sang for os af „Syng dig glad”.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

22. oktober 1916. “Pludselig er helvede løs!” Med materiel til forreste linje ved Somme

Matthias Møller, Sønderborg, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69.

Vi lå i ro i Moyencourt. Vi havde været indsat i første linje i Sommeegnen over for Chaulnes, oktober 1916. Sommeslaget var ebbet ud. Her havde der ikke været angreb.

Man var dog ikke sikker på, at ikke franskmanden og englænderen igen ville begynde med masseangreb. Artilleriilden var ofte endnu temmelig stærk.

Vi glædede os til nogle dage i ro. Men det med roen blev nu noget problematisk. Det begyndte straks med appel efter appel. Våben og munderingen skulle igen bringes i tip-top stand. Også eksercits, for disciplinen skulle jo vedligeholdes. Forholdet mellem menige og foresatte blev i stillingen mere kammeratligt. Det kunne ikke undgås. Det skulle der nu igen bødes på.

Dengang syntes vi, at det var meningsløst. Men nu på afstand af forholdene kan man godt se, at det kunne have en vis berettigelse. Kadaverdisciplinen kunne godt få betydning i situationer af særlig art.

Allerede den tredje dag fik vi besked om, at vi om natten skulle bringe materiel frem til den første linje, og vi bandede godt. Kan de nu ikke engang lade os være i ro her! Det er en skandale! Men hvad var der at gøre. Ordre var ordre – lige meget hvor den kom fra.

Om eftermiddagen, eller rettere sagt, i skumringen rullede lastvognene frem, vi kravlede op i dem, og så kørte vi. Vi rullede igennem mørkelagte landsbyer. Husene så skumle ud. I fantasien forestillede man sig, at spioner med vagtsomme øjne fulgte alt, hvad der foregik på vejen.

Efter en halv times kørsel nåede vi materialedepotet, som lå i en skov. Det var indhegnet af 2 meter højt jerntrådsnetværk og blev bevogtet af vagtposter.

Portene gik op, og vi kom ind på oplagspladsen. Nogle af os fik anvist træplanker til understandsrammer, andre pigtrådsruller, og den afdeling, jeg hørte til, miner.

De var anbragt i vidjekurve, og med en træ stang gennem kurven kunne de bæres af to mand med minen dinglende mellem sig. Det var nogle tunge krabater.

Vi fik anbragt »varerne« på bilerne og os selv ovenpå, og så gik det mod fronten.

Imens var det blevet nat. Granaterne faldt spredt. Ovre til højre i skovbrynet var en ammunitionsstabel skudt i brand. Med eksplosioner og ildtunger, der for i vejret, sendte eksplosionerne brag efter brag ud i luften.

Vejene var meget medtagne af eksploderede granater. Man måtte holde sig godt fast for ikke at blive slynget af, når vognen i fuld fart røg ned og op af hullerne.

Endnu gik snakken. Vi svovlede godt over »dem«, der var skyld i et eller andet, som ikke passede en, et ofte anbragt islæt i samtalen mand og mand imellem. »De« var altid et vagt begreb. Det kunne være kompagniet, bataljonen, regimentet, divisionen – men for det meste vel nok dem, som var skyld i krigen. Og det er rent menneskeligt set noget fornuftigt i, at de, som bestemmer over krig, også skulle være med – i første linje altså. Men det vil selvfølgelig aldrig ske.

Vi var nu nået ind i et dødmandsland. – Alt øde, alle træer flået og splintret, husruiner og murbrokker, al jord vendt af utallige granater, som var eksploderet her – et rent månelandskab.

Bag ved nogle husruiner standser vognene. Så hurtigt, som det er muligt, får vi vore »varer« ned fra bilerne. Og så går det i iltempo til næste løbegrav, hvor vi forsvinder mand efter mand. En kammerat fra stillingen er mødt op for at føre os til bestemmelsesstedet. –

Så går det fremad i hurtigt tempo. Lasten er tung, og minen svinger faretruende mellem kammeraten og mig. Gravene er meget ujævne, med mange huller, for det meste fyldt med en tyktflydende masse af ler og vand. Så går det fra mand til mand »pas på hul«. Ofte sker der standsninger. Så går meddelelsen fremefter fra mand til mand: »Forbindelsen afbrudt«, indtil der igen kommer et »videre fremad«.

»Pas på«, kommer det fra manden foran mig. Jeg sætter støvlen i siden af graven, men vægten af minen på skulderen er for stor, og støvlen glider og glider i det smørede ler, længere og længere ned.

Da den endelig når fast bund, er den flydende masse ved at løbe ned i støvlen. Jeg forsøger at trække støvlen op, men den følger ikke med, kun benet, men støvlen bliver stående. Vi må lægge lasten, og med begge hænder lykkes det omsider at vrikke støvlen fri.

Granaterne eksploderer til alle sider, men vi er jo mange undervejs, og det ene sted kan jo være lige så sikkert – eller usikkert – som det andet. Et sted har her været en by. Graven førte lige gennem husenes fundamenter. Nogle steder spænder rester af husmure over graven, og man kan godt få en uhyggesfornemmelse ved tanken om, at større husmure kunne brase sammen. –

Omsider nåede vi ud i skyttegravene. Her var der med større eller mindre mellemrum understande, og der stod vagtposter. Deres kammerater sov.

Vi misundte dem, for vi begyndte at blive godt trætte og udmattede.

Så nåede vi den første linje. Her skød de med mellemrum lysraketter op, og de oplyste landskabet, når skærmene langsomt dalede ned mod jorden.

Pludselig er helvede løs. Maskingeværer bjæffer. Lysraketter stiger op, så langt man kan se. Og så følger røde, gule, grønne lyskugler, så langt man kan se. Signalet til artilleriet: Spærreild – ilden længere frem – ilden længere tilbage. –

Landskabet ligger badet i lys fra lysraketterne. Og så hamrer granaterne ned i landskabet. Begge siders artilleri i fuld aktivitet.

Krigsmaskinen raser. Jordfontænerne skyder op på begge sider af graven. For dette i virkelighed pragtfulde fyrværkeri har vi slet ingen sans, og vi bander godt. Skal vi nu virkelig blandes ind i noget, som vi ikke har det mindste med at gøre. Vi har ikke engang våben at forsvare os med. Det er vel nok toppunktet af uretfærdighed. Vi er dog i hvilestilling og ro.

Hvor længe, bombardementet varede, kan jeg dog ikke mere huske, men vi slipper for at få en fuldtræffer i graven. Bare videre. – Hvad der var skyld i den pludselige igangsættelse af krigsmaskineriet, ved jeg ikke. Jeg tror ikke, at der var angreb. Hvis, blev det i hvert fald slået ned i opløbet. Jeg ved heller ikke, på hvilken side af fronterne det begyndte. Men mere sandsynligt var det, at en eller anden nervøs vagtpost havde set skygger eller måske en patrulje i ingenmandsland.

Efter nogen tids forløb stilnede ilden af til almindelig forstyrrelses- og spærreild. Vi havde ikke haft noget tab, men omsider nåede vi bestemmelsesstedet. Udmattet fik vi afleveret vore ting.

Vi var godt trætte efter ca. to timers march gennem løbegraven og skyttegraven med den tunge byrde på skulderen. Men nu havde vi ikke noget at bære på, og så gik det tilbage og ud af den forbandede stilling. Det lettede noget på humøret og gav os ligesom lidt kræfter tilbage.

Efter et kort hvil gik det videre. Vi gik og gik i endeløse grave. Vi var i første linje, i anden linje, løbegrave, anden linje, første linje – og sådan fortsatte det i timevis. Vi var så trætte, at vi næsten ikke kunne sætte den ene fod foran den anden. Det føltes, som havde man dykkerstøvler med blylodder på. –

Snakken var længst forstummet. Hver havde nok med sig selv at gøre for ikke at give op. Men hjernen arbejder, og tankerne maler. Det er ligesom, at episoder fra hele ens liv dukker op i erindringen.

Jeg oplever ligesom påny den dag, hvor vi for et par uger siden rykkede ind i en stilling som denne her. Det var her på egnen. Men om det var længere til højre eller mere til venstre, ved jeg ikke. – Vi havde marcheret hele eftermiddagen med fuld oppakning. Med fulde patrontasker og med ekstra patrongjord om halsen, gevær og hele ens »Habengut« i tornysteret var det langt over 100 pund.

Da det blev mørkt, nåede vi skyttegravssystemet. Vi var pjaskvåde af sved. Den løb os ned ad ryggen. Og så gik vi i timevis gennem grave. Jeg følte, at mine kræfter var ved at slippe op. Fødderne fulde af store vabler. Hvert skridt en helvedespine. Fald dog ned og bliv liggende! Og hvad så? Du er ene og forladt. Hvordan skal du nogen sinde finde tilbage?

Man sætter benet frem for ikke at tabe forbindelsen. Nej, gør slut! Det hele er dog så håbløst. Jeg tager geværet ned fra skulderen og afsikrer det. Bare nu trykke af, og du går ind til det bare intet. Sikken lise det må være. – Ja, men kan du det? Har dine forældre bragt dig så vidt, bare for at du skal tage en så letkøbt beslutning? Altid et pro og et contra. – Måske er vi der om et øjeblik.

Vi har allerede længe spurgt, om vi ikke snart er på bestemmelsesstedet. Jo, lige et øjeblik. Altid det samme. Skyttegrav, brystværn, skyttegrav, brystværn – lige om hjørnet må det være. Det kan dog ikke blive ved. Det må dog virkelig få en ende.

Og som alting fik også det en ende. Men spørg mig bare ikke, hvordan. Jeg var nærmest bevidstløs af overanstrengelse. Klokken var langt over midnat. –

Skal dette mareridt nu igen gentage sig? Vi synes efterhånden, at vi passerer steder, hvor vi allerede har været. På vore forespørgsler, hvor langt der er endnu, får vi først intetsigende svar, så henholdende, men efterhånden blev vi sikker på, at vi passerede steder, som vi havde set flere gange. Og til sidst må føreren indrømme, at han er løbet vild. –

I timevis farer vi allerede rundt i en labyrint af skytte- og løbegrave. Vi er så trætte, at vi næsten ikke kan holde os oprejst mere. Men tankerne maler. Jeg ser os i tankerne igen opstillet til mandskabsappel i Monchy Lagage. hvor bataljonen samledes sidste måned efter indsatsen i Sommeslaget. Tabene skulle slås fast.

Navneopråb! Navn – her, navn – her, navn – faldet, navn – såret, navn – bort-kommet, navn – skæbne ubekendt, navn – faldet. Og sådan fortsætter det hele rækken igennem. Sårede og savnede måtte man for den overvejende del anse for omkommet. Muligheden for sårede at nå tilbage var små. Det ene af bataljonens kompagnier samledes med 30 mand. Det var resten af over 200 – kun efter bare 5 dages indsats.

Hvor var det deprimerende. – Hvor var det hele meningsløst. Strabadser, strabadser, strabadser og slutresultatet – udslettelse. Hvad skal det hele til? Hvad er livets mening?

Imens trasker man videre – slæbende på benene, slingrende og støttende sig til løbe- eller skyttegravsvæggen. Endeløse grave – kilometer efter kilometer. Vi ved overhovedet ikke mere, hvor vi er. Vi kan lige så godt være 5, 10 eller 20 km fra vort bestemmelsessted, hvor bilerne venter.

Vi er fuldstændig udkørt. Skal vi virkelig ikke komme ud af den forbandede stilling, før dagen bryder frem? Det begynder allerede at lysne i øst. Der er en skråning i løbegraven. Vi kravler op for at se, om vi skulle kunne se noget. Vi stirrer. 50 meter fra os ved en husruin holder vore lastvogne. Vi vil ikke tro vore øjne. Det må være et fata morgana. Eller har en højere magt haft medlidenhed med os? Det er et under.

Mere sandsynligt var det naturligvis, at føreren i labyrinten af skytte- og løbegrave om-sider et eller andet sted, hvor gravene krydsede hinanden, havde fået fat i den rigtige fortsættelse, som førte ind på den rette vej.

Men otte timer havde vi trasket gennem løbe- og skyttegrave. Vi var næsten bevidstløse af overanstrengelse og træthed. Kun med besvær kom vi op i vognene. Og så gik det tilbage – lige tids nok til, at fjendtlige observationsposter i skumringen ikke kunne få øje på vognene.

Ankommet i kvarteret sank vi sammen som en stak ingenting. Vi havde kun et eneste ønske – aldrig at skulle åbne øjnene igen. –

Dette ønske blev ikke opfyldt. Hvor er det godt, at mennesker ikke kan se ind i fremtiden. Havde man dengang vidst, at krigen og dermed strabadserne ville fortsætte endnu i over to år, havde man sikkert givet blankt op. Men vi mennesker lever i håbet. Går det dårligt, håber vi på bedre tider. Går det godt, håber vi på, at det skal blive endnu bedre.

Og sådan løber tiden – dage, uger, måneder og år. Man kunne somme tider være tilbøjelige til at spørge, om det gode, glædelige og lykkelige i livet nu også kan opveje det slid, de skuffelser, sorger og bekymringer, som livet bringer med sig. Lykkelig den, som uden omsvøb og med fuld overbevisning kan svare bekræftende. Menneskers dygtighed og snilde har i mange år skabt og givet os mange goder. Men mere fuldkommen er verden ikke blevet.

DSK-årbøger 1972

13. oktober 1916. Løjtnanten går glip af sin middagsmad

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 lå ved Somme-fronten.

Kompagniet har fået en ny løjtnant, som ingen bryder sig om.

Saa ligger vi da atter i Skyttegraven, og med den nye Løjtnant som Fører. Gud, sikken et Fjols.

 Vi   “tabte” ham undervejs. Forbindelsen mellem ham, der gik foran med sine Ordonnanser, og Kompagniet blev „afrevet”, og vi var snart uden Fører.

 Vi vidste imidlertid, hvor vi skulde hen, og ankom til Skyttegraven et Par Timer før Løjtnanten. Men hvor har han raset. Imidlertid modtog vi Løjtnantens Belæring om Disciplin med tilvant Ro.

I Aftes sendte han Bud til Køkkenet om Ekstraforplejning. Han vilde ikke spise af „den Hundeføde” og af de beskidte Kogekar.

Skorstensfejeren mødte i Morges de Mænd, der kom med  Løjtnantens Mad, og da han syntes, at det var alt for tidlig paa Dagen at forstyrre Løjtnanten i Søvnen, bragte han Maden ned i vor Understand.

Der blev ogsaa sendt Bud efter Sepl, og da vi var naaet til Kaffen og Cigarerne, var vi enige om, at vi havde spist godt. Cigarerne var af Mærket: „Dem deutschen Offiziere”, og bestod endnu af uforfalsket Tobak.

Da Løjtnanten hen paa Formiddagen spurgte os om, hvorvidt vi havde set noget til hans Mad, saa han kun ind i nogle dumme Ansigter.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

8. oktober 1916 – Lorens Jepsen: “Gleiche Löhnung, gleiches Essen”

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der efter flere ture ved Somme i løbet af sommeren midt i september blev indsat nær Arras.

Monchy, d. 8.10.16.

Min kære Anne!
Da jeg har Vagttjeneste for et Døgn, saa sidder jeg i Ro her paa Vagtstuen i Monchy og har god Tid til at skrive til dig. Jeg vil da først fortælle Dig lidt om hvordan jeg har det her ude.

Du mener i Dit sidste Brev at jeg ligger i Ro, men det er ikke Tilfældet. Vi har en Stillinge her i Lighed med den vi havde i Champagne sidste Vinter. Gravene er godt udbyggede, da Stillingen jo allerede er gammel, og vore Bunker er dybe og nogenlunde sikre. Vi har Engelskmanden for os her, men han forholder sig temmelig rolig saa vore Tab er meget ringe her. Naar han bliver hidsig en Gang imellem synes hans Specialitæt at være at Kaste med Miner. Vi skal atter en af Dagene ud i Graven og bliver der saa vist nok i tre Uger, derefter kommer vi atter ti Dage tilbage.

Ved Somme har vore været forfærdelig med i den Tid jeg har været hjemme. Fra vort Kompagni er omkring ved fyrre tilbage af de gamle Mandskab. Deraf har en Del været afkommanderet den Gang. Af dem som var ved Kompagniet under Kampene er der kun kommen 24 Mand tilbage, men af disse har vel atter rigelig Halvdelen haft sig forputtet, saa i Virkeligheden er ikke en Gang en halv Snes Mand kommen vel ud af Ilden. Det er jo skrækkeligt at tænke sig.

Ved Rgt 90 har en hel Del da ogsaa fundet paa det Raad, at binde deres Lommetørklæder paa Bøssen og saa løbe over. Vore Officerer har vel givet Ordre til at skyde paa dem, dog er der nok ingen, som har lystret denne Ordre. Ved vort Rgt skal Folkene ogsaa paa forskellig Maade have ytret Utilfredshed, saaledes har de haft en Plakat opslaaet: Gleiche Löhnung, gleiches Essen, dann wäre der Krieg schon längst vergessen, og ligeledes har de hængt et Stykke Ost op i en Traad med en Seddel, hvorpaa der stod: Dies ist unsere Verpflegung für zwei Tage. Ostestumpen skal have været saa bitte lille, saa det var en Ynk.

Du skriver at Nic. Jepsen er saaret saa ham behøver jeg altsaa ikke at kigge efter foreløbig. Paul Petersen, som Du skriver om, ligger i disse Dage samen med mig her i Monchy. Da jeg husker derpaa, vil jeg bede Dig skrive til Andreas Asmussens Kone, thi der er vel ikke bleven svaret paa hendes Brev endnu. Mon der er kommen Efterretninger fra Andreas? Det skulde virkelig gøre mig ondt, hvis ogsaa han var borte.

Som jeg skrev, blev der lovet mig Straf, fordi jeg kom for sent, men endnu gaar jeg uantastet, saa det har vel nok ikke været andet end en tom Trussel.

Hermed sluttes for i Dag med de hjerteligste Hilsner til Dig og Børnene og alle i Hjemmet
Din egen Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

26. august 1916 – Lorens Jepsen: kun arbejderne og middelstanden må lide og og dø

Lorens Jepsen var landmand fra Valsbøl lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse. I januar 1916 var han blevet tildelt Infanterie-Regiment Nr. 75, der i slutningen af august for anden gang blev indsat ved Somme ved landsbyen Barleux ca. 5 km sydvest for Peronne.

d. 26.8.1916

Min kære Anne!
For et Stykke Skinke som jeg modtog i Aftes hermed min hjerteligste Tak. Jeg ved ikke rigtig om jeg bemærkede det paa Brevkortet i Gaar men jeg er nu atter bag Fronten, dog kun for et Par Dage. Det ser næste ud, som om vi skal beholde fast Stilling her, lige som sidste Vinter i Champagne, dog det er jo kun Formodninger vi ved jo aldrig hvad næste Time kan bringe, alt kan jo ændre sig i kort Tid. Som jeg skrev, har vi de Dage, vi var for ude, haft det meget roligt, længere mod Nord, paa den engelske Front, har det tordnet uafbrudt. Hvad det har at betyde med denne Ro herude, ved jeg ikke, thi at Franskmændene skulde slaa sig til Ro, tror jeg ikke.

Det er sørgeligt, at Krigen saaledes skal vedblive at rase. Blot vi kunde faa de store Herre, som staar for Styret herud i Skg. [dvs. skyttegraven]. Du kan tro, de vilde snart faa Næsen fuld. Men desværre er det kun Arbejderne og Middelstanden som maa lide og og dø, de øverste ti Tusinde mærker jo kun lidt til Krigen, enten er de hjemme, som uundværlige, eller ogsaa har de en Trykpost et eller andet Sted. De faa, som naar her helt ud, tjener ej heller som mening Soldat, men bliver Befalingsmænd, om det ogsaa kun er tyveaarige Lømler, og under disses Uforstand og Drengeagtighed maa vi saa lide. Dog, vi har aktive Officerer, som ikke er et Haar bedre. Vi har stadig Folk, som maa eksersere efter, naar vi ligger bag Fronten, fordi de har spist deres Jernportion, disse smaa Blikdaaser med Kød, som Du kender. Det er jo egentlig at stift Stykke, naar man betænker, at Folkene maa udholde Anstrængelser og Lidelser og stadig har Døden for Øje, at de saa straffer fordi de har spist disse Stumper Kød. Var det ikke bedre, om man gav dem saa meget, at de kunde spise sig mæt.

Nu lige jeg skriver dette er der en Skare franske Flyvere over os og en af dem træffes af vort Skyts og maa gaa brændende ned. Nej, Krigen er forfærdelig.

Som det lader, gaar Rughøsten nok ikke saa rask fra Haanden paa Grund af Regnen. Her i Frankrig er det ogsaa renset[?] for Tiden. Men den bedste Tid af Sommeren har vi jo haft. Dagene kortes og Efteraaret nærmer sig med stærke Skridt. – I de sidste Dage har tre af vort Kompagnie saaret sig selv med deres Bøsse. – af en Forseelse naturligvis; de vil blive stillet for en Krigsret.

Der hjerteligste Hilsner til Eder alle i Hjemmet
Din Lorens

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

12. august 1916. Officeren “Sternigel” var en hård negl …

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

Efterhånden følte jeg mig helt godt tilpas i min nye og stærkt forandrede tilværelse.

Disciplinen var, trods Feldweblens »du«, betydelig skrappere end ved infanteriet. Der blev holdt strengt på den personlige hygiejne, at gå på vagt uden at være barberet, var utænkeligt, støvlerne var altid blankpudsede osv.

Når vi var bag fronten, havde v i eksercits, der var lige så skrap som i garnisonen. »Sternigel« præsterede endda flere gange at tage et maskingevær ud af skyttegraven og lade os eksercere lige umiddelbart bag fronten, f.eks. i en dal, hvor russerne ikke kunne iagttage os.

Når v i lå bag fronter i »ro«, og eksercitsen blev alt for voldsom, var det ikke så sjældent, at op imod en halv snes mand meldte sig syge om morgenen. Lægen, der var en særdeles gemytlig berliner, vidste, at »Sternigel« var en hård negl, og modtog gerne de »syge« med et: »Nå, MG-afdelingen eksercerer nok,« og skrev derefter alle de fremmødte syge, uanset om de var det eller ej.

Behandlingen var altid den samme: »Zwei Tage Bettruhe und zweimal Aspirin« (To dage i sengen og to gange aspirintabletter). Jeg tror, at lægen gik med på spøgen for at drille »Sternigel«. Lægens diagnose kunne han jo ikke pirre ved.

»Sternigel« – hans rigtige navn har jeg for længst glemt – fortjener egentlig et par linier for sig selv, han var ikke helt almindelig. Det ene øje havde han mistet ved vestfronten og var derfor ikke, hvad tyskerne kaldte K . V . (Kriegsverwendungsfahig – egnet til  krigstjeneste), men han havde meldt sig frivilligt til østfronten.

Der førte han, når vi lå i faste stillinger, en herretilværelse. Han logerede ikke i skyttegraven, men lå et stykke tilbage sammen med bataljonsstaben. Han kom næsten aldrig på inspektion i skyttegraven, og hvis han kom, kunne vi regne med, at han var hønefuld.

Hans oppasser hed Ignatz. Han var altid i hælene på ham, en stor og stærk fyr , der vejede ca. 200 pund.

En nat, jeg havde vagt, kom Ignatz gennem skyttegraven med »Sternigel« hængende over skulderen.

Jeg spurgte, om løjtnanten var såret, men Ignatz svarede: »Nej, han er fuld , det svin. Han har været på besøg hos en kollega.«

Jeg kom en dag forbi det opholdsrum, hvor »Sternigel« og Ignatz huserede. Ignatz var ved at stege bøffer, der var fem stykker på  panden, og jeg spurgte, om løjtnanten skulle have alle fem?

»Nej, er du tosset? Han skal have de to – de tre er til mig.«

De havde det dejligt med hinanden de to – typiske – landsknægte.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)