Tag-arkiv: digt

Digt: “Fjernt har dine sønner, Danmark, faret fra din stavn”

Ved slutningen af Første Verdenskrig blev nedenstående digt kendt og udbredt. Ingen vidste, hvorfra det stammede. Mange gættede på, at det måtte være skrevet af en sønderjysk krigsdeltager.

Fjernt har dine sønner, Danmark, faret fra din stavn.
Der er ristet danske runer i Piræus’ havn.
Brede bautastene knejser end på Skotlands vang,
og i lejet nynner Seinen på en nordisk sang.

Fjernere dog sønner af dig, Danmark, farer nu,
for en fremmed fane følger de med sorg i hu;
fjernere og dog tillige fast i hjemmets favn,
i vort håb, vor tro og længsel, i vor sorg, vort savn.

Polens sletter. Namurs volde, Lüttichs skansers fod
så dem kæmpe, så dem falde, drak af deres blod;
mange hviler alt derude i en ukendt grav,
Danebrog blev ej den pude, dødens seng dem gav.

Herre, hvert et suk du hører trods kanoners brag!
Bær du Slesvigs trætte sønner gennem nødens dag,
lad dem se dit kors, der lyser gennem røg og brand,
og dit røde blod, der købte vej til livets land!

Først langt senere blev det opklaret, at det ikke var en krigsdeltager, men en lærerinde ved navn Jensine Jensen, der havde skrevet det.

Jensine Jensen sad en sommerdag i toget fra Vildbjerg til Herning og læste i avisen om de sønderjyske tabslister fra Verdenskrigen, og hun blev så grebet, at hun gav sig til at skrive nogle vers på kupevæggen.

Disse vers blev så set af andre rejsende, som skrev dem af, og således kom de fire første vers ud i befolkningen, uden at nogen anede, hvem der havde skrevet dem.

Men Jensine Jensen blev syg og kom på sanatorium. En dag nåede versene hertil, og hun kendte dem straks, som sine egne.

På sanatoriet skrev hun det femte og sidste vers:

Taareblændet Slesvigs Datter ud af Døren ser;
han, den kære, som hun venter, kommer aldrig mer!
Bøj dit Hoved, Moder, Danmark, klæd i sort din Borg,
sæt Sordinen paa din Harpe, dine Børn har Sorg!

14. april 1916. Orloven forbi – digt af unavngiven sønderjyde

Igen til fronten

Farvel, mit Hjem i den stille By,
Tak, Far og Mor, for de korte Dage.
Nu kalder Pligten mig bort paany –
Mon Freden gi’r mig engang tilbage?
Hvis nu det sidste Farvel det gjaldt,
da Tak for alt.

Farvel, mit Folk mellem Aa og Fjord,
dit Blod endnu i min Aare rinder.
Hvor langt jeg føres omkring paa Jord,
jeg ved, din Lige jeg aldrig finder.
Engang jeg freder din gamle Gaard,
hvis jeg det naar.

Farvel, mit Als, som jeg har saa kær,
mit Fødeland med de fagre Bøge!
Tit vil min Tanke paa lønlig Færd
fra fjerne Lande din Kyst opsøge
og aande Markens og Skovens Fred
ved Bæltets Bred.

Mens bort jeg kaldes herfra igen,
helt ret jeg kender, hvad jeg forlader:
min Brud, som blev mig en fuldtro Ven,
min Bror og Søster, min Mor og Fader.
Jeg favner eder ved Vejens Skel, –
Farvel, Farvel!

DSK-årbøger 1955

27. december 1914. Digt: “Min dreng.”

Digt af en sønderjysk moder

Afsked_mor
Hartvig Sellau (1893-1958) fotograferet med sin moder, Anna Katharina Maria Sellau, inden Hartvigs afrejse til Frankrig i 1914.

MIN DRENG

Han sover nu i fremmed Jord,
min muntre, blonde Dreng.
Hans Billed, som jeg fik i Fjor,
det har jeg stillet paa mit Bord
ved Siden af min Seng.

Hver Morgen er de kære Træk
det første, Øjet ser,
Kan jeg det tro, at han er væk,
min store Dreng, saa klog og kæk,
at ej han kommer mer?

Hvor blev min Stue kvalm og trang
og livløs Skov og Eng,
da mer’ ej lød hans glade Sang.
Og Tiden blev saa trist og lang,
min egen, egen Dreng!

Anna Jakobsen

Fra: Sønderjyske soldaterbreve. Udgivne af Harald Nielsen (1915).