Tag-arkiv: desertør

10. oktober 1917. Uforsigtig desertør forsøges bortført!

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I en rapport beretter han bl.a. om desertørerne ved grænsen.

Et andet forhold, der bliver set på med nogen betænkelighed af en del folk her ved grænsen, er de mange sønderjyders – desertørers – ophold her. – En del sønderjyder, der er kommet over, tager på højskole eller landbrugsskole og får understøttelse til disse kursus af S.S. i Danmark, andre søger plads i Danmark kort fra grænsen. De bestræbelser, der har været fremme (dr. Swits virksomhed) for at få desertørerne bort fra grænsen, har ført til, at adskillige er rejst til Norge, men mange opholder sig her endnu, især gifte folk. Disse vil nødig fra grænsen, da det af og til lykkes dem at komme i forbindelse med familien derovre, ja, undertiden som før nævnt at få besøg af deres hustruer derovre fra, hvem de således kan stå bi og give vejledning med hensyn til ejendommens drift m.m. –

De fleste beboere her ved grænsen ser ikke nogen fare i dette forhold, men antager rask nok desertører i deres tjeneste. Det giver billig arbejdskraft og dr. Swits virksomhed er meget upopulær.

Faren for den danske stat ved at huse desertørerne uomtalt – Disse desertører er efterhånden blevet ret ligegyldige ved forholdet; de har undertiden over for den tyske grænsevagt udvist en upassende optræden, der godt kan sætte ”ondt blod”, og for resten kan være risikabel for dem selv. Derpå haves flere eksempler. –

En holstener, der var deserteret herover, gik en dag til grænsen og gav sig i snak med et par tyske grænsesoldater. Under samtalen fortalte han dem, at han var deserteret, og han opfordrede dem til at gå herover også. Da en af soldaterne bebrejdede ham, at han havde svigtet sit fædreland og var løbet fra ”Vagten ved Rhinen”, svarede han, at tyskerne jo ikke stod ved Rhinen, men langt inde i Frankrig.

Hvad ville de dér? For resten var han ikke tysker, men slesvigholstener, tilføjede han.

En anden desertør, som har ejendom på den anden side tæt ved grænsen har i over et år haft sit ophold forskellige steder her ved grænsen. I påsyn af de tyske grænsesoldater, som godt kender ham, har han gået ved arbejdet på marken lige op til grænsen og har undertiden vinket til sin kone og sine børn ved ejendommen derovre. Samme mand var et par måneder bestyrere for en bolsmand, der var indkaldt til Sikringsstyrken, og hvis ejendom ligger få alen fra grænsen. Her boede han som eneste mandsperson i huset, og folk talte tit om, at han risikerede, at et par tyske soldater en nat gik over og hentede ham.

I Hømlund Kro lige ved grænsen har der i godt et par måneder opholdt sig en mand fra Spandet, der deserterede her over den 28. maj i år.

De tyske grænsesoldater kender ham meget godt. Han taler af og til med dem   har flere gange fået bud eller brev sendt med dem til sin hustru derovre, og en enkelt gang har hun ved en grænsevagts hjælp været herovre at besøge ham.

Et par grænsesoldater har engang forsøgt at narre ham til at gå over grænsen. Den ene kom med et bud til ham fra hans kone, at hun var i en gård i nærheden af grænsen. Hun havde en pakke tøj, som han manglede, med til ham, men hun turde ikke gå til grænsen. Soldaten påstod, at han var ene om vagten; løjtnanten var i Skærbæk, så der var fred og ingen fare; han kunne godt gå over. Derpå ville han dog ikke indlade sig, og det viste sig da også, at der stod en anden soldat skjult ved vejen til gården. – Kort efter havde det nær gået galt for desertøren. Der var en aften kommet 5 tyske soldaterover i grænsekroen. Her sad han og kromanden og talte med dem i længere tid.

Hen på aftenen gik desertøren ud, og soldaterne forlod straks efter kroen. Udenfor greb de fat på ham og begyndte at slæbe af sted med ham hen ad vejen til grænsen. Da kromanden hørte spektaklet udenfor, anede han uråd, løb ud og så, hvad der foregik. Under sine bestræbelser for at få soldaterne til at slippe ham, fik kromanden et næveslag i nakken. Han råbte da af alle kræfter: ”Politi, Politi!” Så slap soldaterne desertøren, og et øjeblik efter var denne og kromanden indenfor og havde låset døren efter sig, det bedste de kunne gøre, da der hverken var politi eller grænsegendarmer på den kant.

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III

6. oktober 1917. Grænsevagterne hjælper desertørerne!

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende var meget velinformeret om situationen syd for Kongeåen. Hans talrige kontakter forsynede ham med oplysninger, som han ofte ikke kunne bringe i sin avis. I en rapport beretter han bl.a. om desertørerne i sommeren 1917.

Sønderjyderne påstår, at det ingen steder langs grænsen har været let at komme over til Danmark, og tilbage igen som i grænsehjørnet sydøst for Ribe, hvor soldater af 1. og 2. kompagni af 29. bataljon i lange tider har haft grænsevagt.

Disse soldater ligger indkvarteret hos privatfolk i Spandet, Roager og Aabling. Derved er der opstået et mere fortroligt forhold mellem befolkningen og soldaterne, så at disse ser gennem fingre med, ja ofte hjælper folk fra deres kvarter eller af deres bekendtskab med at komme over. Hvor soldaterne derimod ligger i fælles kvarter i barakker, som vest på og længere øst på, får de mindre kendskab til beboerne. Dette er grunden til, at det er vanskeligere for beboerne andre steder at komme over.

Folk derovre ved godt dette, og hvem der har pårørende i denne egn, rejser derfor herud for at komme over. Helt fra Haderslev er der rejst folk herud [med?] den hensigt.

Desertører derovre fra, som opholder sig i denne egn, har ofte ved soldaternes hjælp fået besøg af deres hustruer eller børn og flere har lidt efter lidt fået adskilligt af gangklæder, sengetøj og mindre ejendele herover.

Grænseboerne på denne side bliver ikke længere forbavsede over at finde fremmede kufferter og pakker m.m. i deres porte eller udhuse, når de om morgenen kommer derud, de ved, hvor disse ting er kommet fra og lader dem roligt stå, indtil de bliver afhentet.

Man kender her 5 tilfælde i de foran nævnte måneder, hvor mænd, der er gået til Danmark uden at tilladelse har fået deres hustruer og børn over til sig her. En kone fra Fjersted, der i juli måned flyttede herover til sin mand, havde efterhånden ved en hos hende indkvarteret soldats hjælp fået næsten alt sit indbo herover. Soldaten hjalp ved nattetid med at bære sagerne over grænsen.

Mere kunne man næsten ikke forlange. ”Men det kostede også 100 mark”, bemærkede konen.

Af redaktør Willemoës notesbøger, bind III

1. september 1917. Desertøren Claus Clausen på tvangsarbejde i Nordslesvig

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov gik han gennem Vadehavet mod nord, men for vild og blev fanget den 26. maj. Han blev den 30. juli 1917 idømt 5 år og 3 måneders fæstningsarrest. Han blev efter et hårdt ophold på fæstningen Hyi i Belgien i slutningen af august ført til fæstningen i Danzig.

Her havde vi det noget bedre end i Belgien. Vi syede Knapper i Uniformsjakker; men Tiden blev lang for os. Et enkelt Brev fik jeg hjemmefra; Pakker måtte vi ikke modtage. Brevene skulde skrives på Tysk, ellers gik de ikke igennem.

Nogle Fanger fortalte mig, at der af og til gik Transporter til Nordslesvig, hvor Fangerne arbejdede ved en Grænsebefæstning. Jeg tænkte: Nu må du passe dit Snit.

Så en Morgen ved Appellen råbte Feldwebelen på frivillige til Arbejdskompagnierne i Nordslesvig. I et Spring var jeg derhenne. Der blev talt af fra højre; og jeg nåede lige at komme med. Jeg priste min Lykke.

Så gik Turen da nu hjem igen til Nordslesvig, glad i Sind var jeg, kan man forstå. Ved Middagstid blev jeg dog kaldt op på Skrivestuen. Hvad nu? Mon de skulde have opdaget, at jeg var fra Nordslesvig?

Der lå et Brev til mig, skrevet på Dansk. Feldwebelen viste mig Konvolutten med min Adresse på og spurgte mig, hvem det var fra — hvad han naturligvis godt vidste forinden, da Brevet var åbnet og læst. Brevet var fra min Bedstemor, som ikke kunde skrive Tysk, svarede jeg. Han nikkede. Jeg skulde så læse Brevet og oversætte det. Alt var godt, og jeg fik Brevet med.

Endelig kom vi så af Sted mod Nord. Rejsen gik ind over Mecklenborg, forbi Rostock,hvor jeg havde varet en tre Måneder i Forvejen, og endte i Hovslund.

Herfra skulde vi så marchere til Skovby, et Par km Nordøst for Stationen. Der lå 4 Arbejdskompagnier i en Lejr, 1000 Mand i alt. Det var ved Middagstid, vi stod opstillede på Banegården, og jeg hørte en Mor kalde på sin lille Purk på mit eget Modersmål: „Ka do no kom ind te Unnen!“

Det klang frydeligt i mine Øren, og jeg glemte næsten helt, at jeg var Fange og ikke måtte flytte mig fra Pletten uden på Kommando.

Vi kom så til Skovby og blev fordelt til Kompagnierne.

DSK-årbøger 1947

27. august 1917 – Ribe Stiftstidende: naar der maa skydes paa flygtninge

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Naar der maa skydes paa flygtninge

Under 31. juli 1917 bekendtgør den kommanderende general i Altona: Alle i Grænsetilsynstjenesten og i Kystværnet virksomme militærpersoner maa ved udøvelsen af deres tjeneste efter at have raabt én gang skyde: Paa alle personer, der vil unddrage sig en truende arrestation eller foreløbig anholdelse ved flugt, eller som efter sket arrestation eller anholdelse gør et flugtforsøg.

15. august 1917 – Ribe Stiftstidende: en uheldig alliance

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Russeren og pigen fra Kiel

En uheldig alliance. Gaardejer Hans Jørgen Hansen paa Fol Vestermark, der er soldat, men for tiden har orlov, har i de sidste to aar haft en russisk krigsfange, som han var særdeles godt tilfreds med, da han passede gaarden godt under hans fraværelse. Men for knap et par maaneder siden fik de fra et fæstekontor en tjenestepige fra Kiel.

Og for godt 8 dage siden, da Hans J. Hansen og hustru ikke var hjemme, benyttede tjenestepigen og russeren ifølge Dannevirke lejligheden til at frastjæle deres husbond og madmoder en hel del klædningsstykker, deriblandt mandens sorte stadsklæder, guld- og sølvsager samt en hel del madvarer. Tyvekosterne har de faaet pakket ned i en rejsekurv og en kuffert, som de ligeledes stjal, og med byttet, der næsten udgjorde et lille halvt møblement, er de saa flygtede over grænsen.

Der fortælles, at en politibetjent i Ribe har truffet de to, der da var fint paaklædte i det stjaalne tøj.

Da han imidlertid fandt 800 mark i russerens og 200 mark i pigens besiddelse, lod han dem rejse videre. man mener, at pengene hidrører fra et tyveri, der i foraaret blev forøvet i Fol by, og for hvilket en kone var mistænkt og genstand for husundersøgelse, der dog ingen holdepunkter bragte for dagen. Man mener nu, at russeren har forøvet dette tyveri.

Sagen er meldt til politiet. Efter forlydende skal de allerede være anholdte i København og have været i besiddelse af de fleste af pengene. Der siges, at pigen vil blive udleveret til Tyskland og russeren interneret i Danmark.

Ribe Stiftstidende kan tilføje, at da parret var kommen over grænsen, tog de ind paa et hotel i Ribe, men da havde politiet her ingen hjemmel til at sætte det fast, og det rejste saa videre til København. Imidlertid var der saa indløbet skriftlig anmodning fra det tyske politi, og da overbetjent Petersen en dag, da han havde været ovre med russiske krigsfanger, gik ned gennem Østergade, saa han “den russiske herre og den tyske dame” promenere nok saa flot.

Han fulgte efter parret og foranledigede det anholdt, da han kom i nærheden af en københavnsk politibetjent. Og nu sidder den uheldige russisk-tyske alliance i arresten i København.

Dømt for unddragelse af værnepligten

Landsretten i Flensborg forhandlede ifølge Flensborg Avis i fredags bl. a. følgende: For unddragelse af værnepligten blev der i de anklagedes fravær forhandlet mod følgende: landmand Nikolaj Lauridsen Oksholm fra Gøtterup, tjenestekarl Valdemar Chr. Schrøder fra Sillerup, landmand Peter Lauritzen fra Sommersted, købmand Martin Lautrup og Iver Eriksen fra Haderslev, tjenestekarl Jakob Hansen fra Felsted, tjenestekarl Peter Simonsen og landmand Hans Simonsen fra Kastrup, klejnsmed Hans Kjær fra Aabenraa, bager Johannes Jacobsen fra Broager, landmand Jens Andersen fra Bæk, Joh. Klæschen fra Sønderborg, landmand Christen Johansen-Kromann fra Tornum, landmand Hans Nielsen-Jacobsen fra Rosk, landmand Peter Petersen fra Refsø, tjenestekarl Fr. Chr. Ihle (født i Broager), sidst i Skodborg, tjenestekarl Rasmus Løbel fra Skovby, tjenestekarl Chr. Danielsen fra Kastrup, bager P. Chr. Davidsen fra Harreslev Mark, tjenestekarl Jes Iversen Nissen fra Erlev, landmand Laurits Petersen Lange fra Rødding Mark, tjenestekarl Peter Petersen fra Fæsted, landmand Hans Callesen fra Endrupskov, tjenestekarl Iver Hansen Iversen fra Mejlby Mark, tjenestekarl Anton Christensen-Skovshoved fra Fredsted, tjenestekarl Fr. Hansen From fra Rangstrup, Lorens Borst Lauritzen fra Rødding, landmand Peter J. Sandholt fra Skovby, tjenestekarl Bertel Ebsen fra Haved, tjenestekarl Henr. Andersen Schulz fra Rødding, tjenestekarl Wilhelm Schulz fra Østerskovgaard, tjenestekarl Frederik Bennedsen fra Spandet, købmand Holger Midtgaard fra Spandet, skrædderlærling hans Madsen fra Dover, kommis Peter Rosen Hansen fra Skærbæk, tjenestekarl Ludvig Knudsen Bock fra Hammelev, tjenestekarl Jakob Petersen fra Fol. Samtlige anklagede, med undtagelse af Lauridsen, Davidsen og Hansen Iversen blev dømte til 1 aars fængsel. Forhandlingen mod de ovennævnte 3 anklagede for muligvis at indhente nærmere oplysninger.

Faldne

Malkerøgter Detlef Krogh og hustru i Avnbøl i Sundeved har modtaget budskab om, at deres søn Christian den 29. juli er falden, 27 aar gl. En broder til ham faldt for omtrent et aar siden.

Smedemester Krimling i Stenderup ved Toftlund har modtaget efterretning om, at hans søn er falden i Flandern.

Arbejdsmand Klaus Schøngarth fra Klosteret i Haderslev er død af blodforgiftning. han efterlader enke og tre børn.

Holger Jensen fra Rejsby er den 5. august død paa et feltlazaret i Frankrig; han efterlader hustru og to børn.

Saarede

Jørgen Lassen, søn af Chr. Lassen i Lauensby paa Als,  er bleven saaret i Flandern og ført til et lazaret i Tyskland.  

10. august 1917 – Ribe Stiftstidende: ingen penge eller pakker

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Dømt for hjælp til flugt

Landsretten I Flensborg forhandlede ifølge Flensborg Avis i onsdags blandt andet følgende: For medhjælp til faneflugt stod anklaget mekaniker E. D. Lindberg fra Haderslev og forvalter M. P. Riis fra Tagkær. Lindbergs svoger, der allerede havde været i felten, fattede den beslutning at flygte og bad Lindberg at hjælpe ham. Denne viste svogeren, til hvem der imidlertid havde sluttet sig til en kammerat, der ligeledes vilde flygte, til den medanklagede Riis, der bedre vidste besked ved grænsen, og denne har saa udført det hele, og de to flygtninge er ogsaa komne bort. Lindberg, der er født i Danmark, var senere en dag i Kolding og bad da i et brev Riis om at ledsage hans, Lindbergs, kæreste over grænsen til ham, hvad Riis ogsaa udførte. Begge de anklagede tilstod men Lindberg hævdede, at han ikke havde vidst, at dette var strafbart. Dommen lød for Lindberg paa 1 aars fængsel, medens Riss fik 2 aars fængsel. Lindberg tog straks imod straffen, hvorimod Riis nægtede dette.

En krigsfange i Frankrig, der ikke modtager pakker eller penge!

Gaardejer Grevsen fra Gaaskær ved Bolderslev, der den 25. september 1915 kom i fransk fangenskab, har i den senere tid i sine breve klaget stærkt over, at han ikke modtager pakker hjemmefra; pengeanvisninger modtager han, men pengene bliver ikke udbetalte. Han ligger i Depot Chagnat, par Gerzeit, Puy den Dome, France.

Fortjenstkorset for krigshjælp

er tildelt de konstituerede amtsforstandere Erichsen i Skærbæk, Rafalski i Rødding og Rüsz i Toftlund, den konstituerede kommuneforstander for Aarø, Møller i Øsby samt kommuneforstander Kobbelgaard i Vandling.

Faldne

Skibsmægler Lehmann og hustru i Aabenraa har modtaget meddelelse om, at deres yngste søn Henning er falden.

Peter Eriksen, eneste søn af enke Kjestine Eriksen i Aabenraa, er falden under de sidste haarde kampe i Flandern, 20½ aar gl.

Fyrbøder Julius Kruse, søn af maskinpasser Kruse i Sønderborg, er falden ved britiske torpedobaades angreb paa tyske handelsdampere ved den hollandske kyst.

Jernbanearbejder Johan Hamann fra Aabenraa er den 29. juli falden i en alder af 30 aar. Han efterlader hustru og to smaa børn. En yngre broder til ham faldt allerede den 11. november 1914.

Enke Christine Schmidt i Haderslev har faaet meddelelse om, at hendes søn Christian er død paa et feltlazaret den 13. juni, 20 aar gl. Der er endnu 2 sønner med i felten; den ene har været 2 aar i russisk fangenskab.

Saarede

Fru Rosenblad i Toftlund har modtaget budskab om, at hendes mand er forulykket i en fabrik i Køln.

Mejerist M. Gabelgaard fra Endrupskov ved Gram er ved Vestfronten blevet saaret.

C. Beck, søn af P. Beck paa Kalø er den 22. juli bleven saaret og ligger paa “Vereinslazarettet” i Hannover.

I fangenskab

I tabslisten meddeles, at Hans Frost fra Sottrup, der tidligere har været savnet, har været i fangenskab siden den 6. september 1914.  

 

3. august 1917. Desertøren Claus Clausen på fæstningsarbejde

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov gik han gennem Vadehavet mod nord, men for vild og blev fanget den 26. maj. Han blev den 30. juli 1917 idømt 5 år og 3 måneders fæstningsarrest.

Et Par Dage derefter kom der en Underofficer og en Korporal, som skulde føre mig til den belgiske Klippefæstning Hyi ved Meusefloden mellem Liege og Namur.

Der var det ikke godt at være. Kommandanten, en etatsmæssig Feldwebel, kaldte vi „Løven fra Hyi“ . Han chikanerede os både Dag og Nat. Maden bestod af ganske tynd Vandsuppe, kogt på Gulerødder og Kålrabi.

Om Dagen sad vi nede i Kasematterne og syede Sandsække, eller også skulde vi slæbe Kul op til Fæstningen; et meget hårdt Arbejde, som det næsten var umuligt at holde til med vor knappe Madration.

Heldigvis blev mit Ophold her kun 3 Uger. Fæstningen blev snart helt overfyldt. Det mærkedes, at der efterhånden var ikke så få ved Fronten, som ikke ønskede at være med mere.

Jeg blev tildelt en Transport, som skulde til Fæstningen Danzig. Det var jeg glad for. Hellere til Danzig end til Køln eller Bochum, hvor Fangerne kom til at arbejde i Kulminerne.

En bayersk Feldwebel og en Underofficer skulde lede vor Transport. Da vi var kommet ned fra Fæstningen, lod Føreren gøre Holdt og udtalte da, at han ikke håbede, nogen af os vilde flygte under Turen. Så skulde han i øvrigt ikke gøre os nogen Fortræd.

Vi 20 Mand kom så i Toget og rejste i 3 Dage, naturligvis i låset Kupe, og Vinduerne måtte ikke åbnes. Om Natten Kl. 2 holdt vi stille på Lehrter Banegård i Berlin. Der var stuvende fuld af Mennesker alle Vegne.

Da vi lidt efter kørte videre, talte Feldwebelen os, hvad han forøvrigt gjorde af og til. To Mand manglede; væk var de, og væk blev de; det var to Berlinere, som havde set deres Snit til at forsvinde, hvordan, blev ikke opklaret. Nå, men vi andre kom alle til Danzig.

DSK-årbøger 1947

30. juli 1917. Desertøren Claus Clausen for retten: “Ikke bedre værd end at stilles op ad en mur og skydes!”

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord. Men han for vild og måtte søge i land, inden han var nået over grænsen. Her blev han den 26. maj fanget af strandpatruljen. Han sag kom for retten den 30. juli 1917.

Efter en 14 Dages Ophold i Rostock Arrest hentedes jeg af en Underofficer og en Korporal fra mit Kompagni i Frankrig. Jeg blev da stillet for en Krigsret ved 46. Divison.

Afhøringen og alt tilhørende tog ca. 8 Uger. Efterhånden var vi samlede en 15 Mand fra vor Arbejdsbataillon, som alle havde noget udestående med Krigsretten og skiftedes til at møde for de høje Dommere.

En af disse lod mig vide, at jeg vilde blive straffet for Faneflugt; og det kunde godt betyde Skydning. Dommen skulde falde omkring 1. August, og ærligt talt var jeg synligt nervøs de sidste Dage forud.

Dagen kom; det blev den 30. Juli. Om Morgenen blev jeg hentet og stillet for Retten Kl. 10. Denne bestod af lutter Officerer, den øverste med Majorsrang. En Løjtnant blev beskikket som min Forsvarer, han var for Resten også min Anklager.

Majoren læste Anklagen og Vidneudsagnene og androg efter Krigslovenes forskellige Paragraffer på 5 Års Fæstning for Faneflugt, Deklassering og 3 Måneders Fæstning, fordi jeg havde smidt Uniformen.

Han spurgte så Forsvareren, om denne havde noget at bemærke. Han holdt en kort Tale, hvori han fastslog, at Befolkningen i Nordslesvig var tyskfjendtlig indstillet og opfordrede Soldaterne til at gå over Grænsen til Danmark.

Men det anså han i dette Tilfælde ikke som nogen formildende Omstændighed. Derefter trak Dommerne sig tilbage til Voteringen; de kom dog meget hurtigt tilbage igen. Dommen blev forkyndt og lod i Overensstemmelse med Anklagen på 5 Års og 3 Måneders Fæstning og „zweite Klasse des Soldatenstandes”.

Der blev så spurgt, om jeg havde noget at indvende. Da jeg ikke havde det, førte de to Vagtmand mig ud af Retslokalet og fjernede Kokarden af min Hue.

Jeg førtes så tilbage til Kompagniet, hvor Kompagniføreren lod hele Mandskabet træde an og mig føre hen foran Fronten. Han holdt så en Tordentale, hvori han forsikrede, at jeg var en af de største Forbrydere inden for den tyske Hær og ikke var bedre værd end at stilles op mod en Mur og skydes. Der skulde vel også jages Skræk i de andre.

DSK-årbøger 1947

21. juli 1917. Russer skudt ved grænsen. Enkefru Røgind: “Den elendige Soldat”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

21. Juli.
Saa er det sandt. Den stakkels Russer, der har været et Aarstid hos Jepsens og har været Krigsfange i næsten tre Aar, vilde flygte over Grænsen ved Christiansfeld sammen med en Søn af Jepsens Nabo (Gaarden mellem ham og Thygesen). Det mislykkedes. Vagten skød Russeren og nappede den anden.

Den elendige Soldat, der har gjort det, gid han maa bøde derfor, hvorfor kunde han ikke skyde forbi, er det de 50 Rmk., der har fristet ham? Gid de maa tynge hans Sjæl, saa han aldrig faar Fred.

En ung, kraftig, pæn Mand, gift, lider af Hjemve, hvem kan undres derover, saa lader han staa til — og saa Døden, Mordet kalder jeg det nu. Hans Kone havde sendt ham en Pakke fornylig, hun faar jo nu intet at vide om hans Skæbne, og han er nu begravet paa Aller Kirkegaard. Man taler meget derom og alle er bedrøvede, han var saadan et flinkt Menneske, jeg har set ham flere Gange, havde et godt Ansigt.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 140)

20. juli 1917 – Ribe Stiftstidende: faneflygtige og overløbere vises ingen naade

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faneflygtige og overløbere

Generalkommandoen i Altona har udsendt følgende: Beklageligvis har det hos overløbere til fjenden vist sig, at de var vildledte af den anskuelse, at de efter krigen vilde blive benaadede.

Dette er en skæbnesvanger antagelse. Allerede i den bekendtgørelse, som af krigsministeriet angaaende faneflygtige er udstedt den 29. maj 1917, nævnes, at overløbere til fjenden er udelukkede fra benaadningen.

Naar der ikke mere tages noget hensyn til de faneflygtige, der ikke inden udløbet af den fastsatte frist er vendt tilbage fra de neutrale lande, gælder dette i saa meget højere grad overløbere til fjenden.

Overløbernes forbrydelse er saa stor og deres optræden er saa forræderisk, at der ikke til nogen tid vil blive øvet naade af nogen art mod disse folk. Hele lovens tyngde vil efter krigen ramme overløberne saavel som de faneflygtige, der ikke efterkommer krigsministeriets reskript af 29. maj 1917.

 

27. maj 1917. Desertøren Claus Clausen på vej i fængsel

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord. Men han for vild og måtte søge i land, inden han var nået over grænsen. Her blev han den 26. maj fanget af strandpatruljen.

Pinsedag kom så Kommandanten og forhørte mig; han viste sig at være en Overtolder fra Hviding. Samme Dag gik det videre til Flensborg, hvor jeg indsattes i Arresten i Junkerhulvej-Kasernen.

Det var med blandede Følelser, jeg den Dag passerede Bredebro Station og så alle de kendte Ansigter i Pinsestemning. Jeg selv var lagt i Bånd og Fængsel.

Fra Flensborg førtes jeg derefter til Rostock i Mecklenborg, min Garnisonsby. Atter måtte jeg trække i Trøjen; mit Civiltøj har jeg siden ikke set noget til.

Sagen mod Claus Clausen kom for retten den 30. juli 1917.

DSK-årbøger 1947

26. maj 1917. “At flygte ville betyde den visse død …” Desertøren Claus Clausen fanget!

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord. Men han for vild og måtte søge i land, inden han var nået over grænsen.

Tågen lå tæt; jeg hørte noget Maskineri arbejde i Nærheden, listede efter Lyden og opdagede to civilklædte Mænd. Jeg tog Mod til mig og gik hen og hilste „Go’ Morgen!“ , de svarede: „Gut’n Morgen!”

Og da jeg spurgte, hvor de logerede, svarede de: „In Scherrebek!“

Jeg forsvandt da hurtigst muligt. Træt og udaset og småt fortvivlet over Situationen fandt jeg en dyb

Grøft, hvor jeg lagde mig til at sove.

Jeg vågnede ikke før Middagstide, da Solen skinnede så dejligt lige ned i Ansigtet på mig. Nu blev jeg først klar over, hvor jeg befandt mig: Lige ud for Skærbæk. Jeg fandt det da rigtigst at holde mig skjult Dagen over.

Til Aften skulde Turen over Grænsen da forsøges igen. Jeg holdt ustandselig Udkig fra mit Skjulested, men så intet til Patruljen Dagen igennem. Det var Pinselørdag, og mange Tanker gik igennem mit Sind.

Landflygtig var jeg bleven i min egen Hjemstavn, turde ikke lade mig se, hverken af Ven eller Fjende. Min Onkel fra Søndernæs passerede tæt forbi mig over Marken, men jeg turde ikke røbe mig. Da Solen var ved at gå ned, hørte jeg Kirkeklokkerne trindt omkring fra ringe Pinsehøjtiden ind; da sløredes mit Blik, og Verslinjerne, jeg så tit havde sunget, blev underligt levende i mit Sind:

”Landflygtig jeg mod Hjemmet igennem Tårer ser”

– Jeg forstod nu først ret, hvor meget der ligger i denne Sang om Hjem og Hjemstavn: Nej, ingen Plet på

Jorden er skøn, som du, mit Hjem …

Da Mørket var ved at falde på, kom jeg frem af mit Skjul, listede mig så langs Diget mod Nord, for at gøre Vejen ude i Vadehavet så kort som muligt. Uden at mærke noget kom jeg derved tæt ind på Strandpatruljen, der havde ligget og luret på Rømningsfolk, måske også på mig. Der var tre Mand, som rejste sig fra deres Skjul ved Diget lige foran mig.

At flygte vilde nu betyde den visse Død. De bragte mig så ind til Vagtstuen i Brøns.

DSK-årbøger 1947

25. maj 1917. Desertøren Claus Clausen faret vild i Vadehavet: “Jeg anede ikke mere, hvor land var!”

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere. Hjemme på orlov besluttede han at gå gennem Vadehavet mod nord.

Først i Maj 1917 fik jeg Orlov; og nu skulde det ske. Gensynsglæden i Hjemmet var stor, men Far og Mor syntes ikke rigtigt, jeg var som jeg plejede.

Orlovstiden gik alt for hurtigt; den sidste Dag fik jeg Far med ud i Marken og fortalte ham så, at nu gik jeg over Grænsen. Far sagde ikke meget; han vidste, hvad det kunde komme til at betyde, hvis det ikke lykkedes.

Næste Dags Morgen kørte Far mig til Stationen. Vi tog Afsked, og Far gav mig sin Velsignelse med, Mor vidste ikke noget. Min Plan var at nå ned til Søndernæs, og derfra gå ud i Vadehavet og på den Måde at nå over til Danmark til Vester Vedsted, hvor jeg i sin Tid havde varet Elev på Efterskolen.

For ikke at vække nogen som helst Mistanke rejste jeg med Toget sydpå til Tønder, steg ud der, gik ud i Gallehus Skov, hvor jeg smed Gevær, Uniform og alt, trak i det medbragte Civiltøj og gik så Øst om Bredebro, over Ellum nordpå, over Brede Å, krydsede atter Hovedvejen og Jernbanen og nåede ud i Engene mellem Ottersbøl og Skærbæk, hvor jeg løb på den første Pigtrådsspærring og — hvad værre var — en tysk Grænsepatrulje.

Jeg gav mig da til at hælde Vand op til Kreaturerne, kløede Studene lidt ved Halen osv. — for at aflede Patruljens Opmærksomhed fra mig. Endelig forsvandt den også; jeg kom igennem Spærringen, gik så lige op til Søndernæs og ind til min Efterskolekammerat, Hans J. Bjerrum.

Det var blevet ved Aftenstide. Vi måtte opholde os i Havens Lysthus, da der var Indkvartering på Gården. Der var Lavvande fra Kl. 11 Aften til 5 Morgen; den Tid skulde benyttes.

Med Lommelygte og Kompas, som jeg fik af Hans, begav vi os så ned til Havet. Hans og Broderen Peter var med for at give mig de fornødne Instrukser. I den stille Majnat gik jeg da med Støvlerne på Nakken ud i Vadehavet, det lumske Hav; i ca. en halv Time blev jeg ved lige ud — for at undgå Strandpatruljen.

Jeg tændte så Lommelygten, så på Kompasset og gik mod Nord. Efter en to Timers Gang skulde jeg kunne være ved Manø-Vejen.

Da jeg havde gået godt en Times Tid, så jeg på Kompasset igen, og vilde så prøve at gå indad, for at overbevise mig om, hvor langt jeg var ude i Havet. Jeg kom godt ind til Stranden, men så her til min Forskrækkelse friske Spor af Strandpatruljen, som altså måtte være i umiddelbar Nærhed. Det var dog helt diset, og jeg i en Fart ud i Havet igen, men glemte desværre i Forfippelsen at se på Kompasset.

Hele Natten gik jeg så derude; det begyndte at lysne mod Morgen; nu gik jeg ikke mere, men løb. Vandet var ved at komme ind igen; det gik mig til Bæltestedet, jeg anede ikke mere, hvor Land var.

Da slog det pludselig ned i mig: Kompasset! Jeg så på det og blev klar over, hvor Stranden var. Helt forkommen nåede jeg i Land, men vidste ikke, om det var Danmark eller Tyskland, jeg kom til.

DSK-årbøger 1947

3. maj 1917. Johannes Christensen: Gennem Vadehavet til Danmark

20-årige Johannes Christensen – soldat ved Regiment 84 – var 28. april 1917 kommet hjem på orlov ved sine forældre på gården i Nørby ved Visby. Han havde for længst besluttet sig for at flygte til Danmark, når han fik chancen og 3. maj 1917 gjorde han forsøget sammen med sin ven Ludolf Lützen, der var på orlov fra enhed ved Østfronten.

Flugtbeskrivelsen (artikel i Askovbogen 1920-21)

Af de to kammerater Ludolf Lützen, Østerby, og Johannes Christensen Nørby Visby.

Det blev en spændende flugt mellem den 3. og 4. maj 1917. Fra Visby syd på til Østerby og ud i marsken for så at dreje mod vest ind til Højer og så videre nordpå gennem Emmelev til Ballum og ud til Randerup, hvor cyklerne blev efterladt. Herfra videre nordpå ud over engene. Vi slap tilfældigvis over i en båd. En kone nede ved Brede Å, hvor 8 unge mennesker var druknet nogle år før under en sommerudflugt med deltagere helt ovre fra Odsherred. Videre frem gik det. Vi skulle nå grænsen, inden det blev lyst. Snart var vi plaskvåde af at springe over de vandfyldte grøfter. Snart måtte vi mave os frem, når de tyske patruljer nærmede sig på vejene. Ved Skærbæk fik vi revet tøjet i stykker ved at springe igennem pigtrådsspærringer. Noget længere nord på gik vi så ud i havet, hvor vi vadede i flere timer, langt ude fra kysten, for at undgå at blive opdaget af kystvagten. Da vi havde vadet i flere timer troede vi, at vi havde overskredet grænsen og gik i land. Men ak og ve. Vi opdagede pludselig, at vi befandt os midt i vagtområdet på tysk side endnu og en dødsensfarlig flugt ud i vandet igen var uundgåelig. Men miraklet skete, vagten lod geværet i ro, og vi slap lykkeligt over.

Nogle fra vagtmandskabet var indkvarteret på gårdene i Høgsbro blandt andet hos min bror Hans Jefsen Christensen og hans nabo Carl Schmidt. Op ad formiddagen hørte min bror en samtale mellem vagtmændene om et par, de havde set gå uden om grænsen, uden at man havde skudt efter dem. Om aftenen spurgte Hans i fortrolighed vagtmanden om, hvorfor de ikke havde skudt efter flygtningene og fik følgende forklaring. Vagtmanden havde selv været med i Frankrig og var blevet hårdt såret i maven og lå i tre dage, inden han blev taget med tilbage til et lazarrat. Efter dette var hans tanke, at kunne han hjælpe nogen ud af dette ragnarok ville han gøre det. Efter nogen samtale om spørgsmålet fik min bror en aftale med den tyske vagtmand. Han fik 100 mark hver gang han lod en smutte over grænsen til Danmark. Der kom nemlig mange i de sidste krigsår og gik den vej.

Ja.Mange skæbner bliver løst ved en grænse mellem år og dag. Efter 16 timers flugt, nåede vi trætte og lykkelige til Vester Vedsted Efterskole, hvis forstanderpar jeg kendte og vi blev hjerteligt modtaget, og fik noget at spise og sov så nogle timer. Om eftermiddagen lånte vi noget civilt tøj og et par cykler og kørte så til Ribe for at ekvipere os og sende en hilsen hjem i ”kodesprog”. Dog ikke direkte hjem, men til bekendte, for at der ikke skulle blive ulemper for dem derhjemme ved det.

Læs om hvordan det gik Johannes Christensen som flygtning i Danmark i Sune Wadskjær Nielsens bog ”Dansksindet under ørnebanneret: En biografi om sønderjyden Johannes Christensen”. Link: https://www.facebook.com/dansksindet/ Bogen kan købes ved Skriveforlaget.

Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.
Bog: Dansksindet under ørnebanneret. En biografi om sønderjyden Johannes Christensen. Skriveforlaget, 2015.

Desertører fra Nordslesvig – en liste

Igennem længere tid har den frivillige medarbejder ved hjemmesiden her, Peter Weber, pløjet sig igennem efterlysninger efter desertører i de fire nordslesvigske Kreisblätter, i Reichsanzeiger og i de lister, der ligger i Landrådsarkiverne.

Nu er vi så vidt, at vi kan vove et bud på en alfabetisk fortegnelse over sønderjyske desertører i Første Verdenskrig. Listen tæller ca. 2100 navne.

Alfabetisk liste over desertører

Efter hvert navn henvises til den overordnede desertørside , hvor man kan hente mere detaljerede oplysninger om hver enkelt desertør.

 

1. april 1917. Claus Clausen beslutter sig for at desertere

Claus Clausen, Harres pr. Bredebro, gjorde krigstjeneste som garnisonssoldat. I foråret 1917 besluttede han at desertere.

April 1917

Den 9. Januar 1915, netop på min 20 Års Fødselsdag, stillede jeg til Session i Løgumkloster og blev taget til Infanterist.

Den 10. Maj samme År fik jeg Ordre til at stille i Flensborg og blev samme Dag med en hel Del andre Nordslesvigere transporteret til Rekrut-Depotet i Husum, hvor vi skulde uddannes. Allerede ca. 10 Uger senere var den første Transport rede til at drage i Felten.

Jeg kom dog ikke med denne Gang, da jeg på Grund af Sygdom var blevet indlagt på et Lazaret i Hamborg. Derfra blev jeg i Oktober Måned udskrevet som „garnisonsdienstfahig“ og tilbagesendt til Husum, hvor jeg så for det meste forrettede Vagttjeneste.

Til Julen 1915 var der blevet tildelt os Orlov, men så kom der Fordring på en Transport Garnisonssoldater til Frankrig. Vi blev da indklædt mellem Jul og Nytår og sendt til Slesvig, hvor hele Transporten skulde samles. Lige netop på min Fødselsdag igen, 9. januar 1916, om Eftermiddagen Kl. 2, marcherede vi til Banegården, hvor Toget holdt rede.

Efter et Par Dages Kørsel havnede vi i Flandern, blev udladede i Byen Staden og skulde så gå ud til Melane-Skoven. hvor Res. Inf. Regt. 214 lå.

Vi var 10 Mand, som blev tildelt 10. Komp., alle dansktalende Nordslesvigere. Da vi ikke måtte anvendes til Fronttjeneste, kom vi til at arbejde på en Soldaterkirkegård der i Skoven, hvor vi skulde begrave vore faldne Kammerater, der blev bragt tilbage fra Fronten. Et trist Arbejde fra Dag til Dag.

I Foråret 1917 lå vi nede ved St. Gobain, lige bag ved den nye Hindenburg-Stilling, hvortil Tilbagetrækningen efter Sommeslaget skulde ske. Jeg arbejdede i en Pionerpark, hvorfra Forsyningen med alt muligt Krigsmateriel til Fronten foregik.

Vi havde indrettet os i en Skovfogedbolig, som Civile lige havde rømmet. I nogle Dage havde vi det meget hyggeligt, lavede selv vor Mad, fandt den dejligste Vin nedgravet rundt omkring Huset.

Men så pludselig en Dag så vi, at de franske Observationsballoner, disse mægtige „Cigarer”, som hang i Luften langs Frontlinjen, var kommet os på nærmere Hold. Det franske Artilleri begyndte at indskyde sig på de nye tyske Artilleristillinger, der lå lige bag ved os.

Vi flyttede da fra Loftsetagen ned i Kælderen, fik den stivet af så godt det lod sig gøre, men den franske Luftobservation havde naturligvis set Røgen fra vor Skorsten, som kvalmede hele Dagen. En 20 Mand var vi i Kælderen; men så skete det: om Natten hørte vi en fransk Flyvers melodiske Summen og lidt efter kom den første Granat hvinende lige over Huset — lidt for langt. Så hørte vi Afskuddet fra den næste — den lå lidt for kort.

Nu var vi klare over, at det var os,det gjaldt, og i samme Nu havde vi også Fuldtræfferen lige over Indgangen. Murbrokkerne fik vi om Ørerne, men heldigvis kom ingen til Skade. Resultatet blev, at vi trak os et Par km længere tilbage i Skoven og lavede os en „Unterstand”.

Men samtidig tog jeg også den faste Beslutning, at så snart jeg kom på Orlov, da at gå over Grænsen til Danmark. Jeg havde i disse År set nok af Krigen og dens Rædsler.

DSK-årbøger 1947

8. marts 1917. Nød og elendighed i Sønderjylland ved indgangen til 1917

Redaktør N.C. Willemoës fra Ribe Stiftstidende modtog efter nytår et brev fra en anonym slægtning til den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen. Det rummer mange interessante detaljer om Sønderjylland i begyndelsen af året 1917. Brevet her er fra bind 3 af notesbøgerne.

Kære M…!

Efter megen besvær med at få attester i orden kom jeg da over den 24. decbr. (1916) om middagen. Mor har det ellers ganske godt, er så forunderlig stærk, både åndeligt og fysisk, hvad vi er meget taknemmelige for. Men lidt strengt var det at komme hjem i gården og ikke mere se fars lyse, milde skikkelse og høre hans hjertelige ”Velkommen hjem”. Ja, han savnes overalt i det kære gamle hjem, og dog ønsker vi ham ikke tilbage, han trængte så hårdt til hvilen og freden, disse tunge blodige tider var for svære for ham.

Og nu har han nok fejret en rig og lys jul sammen med alle sine kære i paradis, nærmere Gud end vi er.

Nu er det svært at komme derned (til Sønderjylland) og at se al den nød og alle deres savn. På gården sulter de jo ikke, men de savner mange ting, som vi jo før syntes, at vi ikke kunne undvære som f.eks. alle slags krydderier, sæbe og mange andre ting.

Hjemme havde de slagtet til jul, men kun i smug; de fik i efteråret lov til at slagte en gris, men har nu slagtet tre; kontrollen dér på egnen er ikke så streng, som den har været før, vel nok fordi hverken amtsforstanderen og kommuneforstanderen kan sige sig fri for at have overtrådt bestemmelserne.

Andre steder er de meget strengere, særlig i Sønderborg kreds, hvor grisene bliver talt, når de er 6-7 uger. Dernede bruger man derfor at slagte dem i den alder og så lave sylte af dem.

Ja, på landet kan de sagtens overgå bestemmelserne, men i byerne, hvor de skal leve fra kortene, der kniber det for alvor. Tænk dig, på ”Hejmdal” havde de levet ved tørt brød en tid. Men så kom de fra Nørremølle eller Ullerup – jeg kan ikke huske hvem – og så det og fik så fat i noget smør fra deres mejeri og sendt til dem ligesom der blev sendt noget kød. Nu har N.L. lånt dem en ko og den øvrige familie har samlet sammen til foder for den. Koen står opstaldet hos brødrene Fink, og Esther og Poula har også en, så nu kan de to køer være hinanden til selskab.

Et sted som på søsterhuset i Kristiansfeldt fik de juleaften kun bygvandsgrød med skummet mælk, men hverken kød, kartofler eller noget som helst andet.

Kartofler er det meget knapt med, hvorfor de tager kålrabi til hjælp.

Der er leveret en masse jernbanevogne fulde til ernæringsdepoterne, og da det er det meste kraftfoder de har til køerne, bliver det knapt tid for mælk og af den grund også for smør.

I de større byer er der udbrudt en ny børnesygdom, som har fået navnet ”Marmelade kræft”. Den viser sig derved, at huden på hænderne revner, fordi børnene ikke får mælk eller fedtstoffer.

Revnerne går efterhånden over til at blive sår, ledsaget af feber. I Hamborg dør dagligt en mængde børn, mellem 30-50 lyder tallet. Hospitalerne er over fyldt af børn og gamle mennesker.

Morbror H.P. har også fortalt, at i Berlin fik de nu på det fine ”Hotel Fürstenhof” serveret sort kaffe med tørt krigsbrød om morgenen.

Siden august havde de ikke fået smør, en tid lang fik de marmelade, senere en dårlig kålrabi marmelade og nu i sidste samling kun tørt brød og sort kaffe. Han havde i sidste samling tabt 15 pund.

For øvrigt fortalte han, at det så mærkeligt [ud?] dér på hotellet. En af de fine herrer sad med en lille klat smør i et papir, en anden med lidt marmelade, en tredje havde købt sig lidt afskåret røget gåsebryst til 13,50 mark pr. pund. Tæt ved morbror sad en gammel general, der spiste sit tørre brød til en kop kaffe.

Morbror H.P. har jo været så tavs – jeg hørte for et års tid siden, at han sagde, han havde syv segl for munden. Nu samles han af og til hos en eller anden og meddeler en del mænd, som han stoler på, sandheden – så vidt han kan uden at komme i strid med sine løfter.

Og sandheden lyder ikke godt eller lys…

Du ved jo nok, at der nord for Åbenrå er lavet et stort skyttegravsanlæg med 4 m pigtrådshegn. Alt dette blev efter Hindenburgs råd lavet forinden tyskerne måtte begynde undervandskrigen. Og denne blev så sent vedtaget i efteråret, at nætterne var for lange og mørke, så den blev udsat til sidst i februar eller marts.

Morbror havde sagt lige før jul, at hvis fredsforhandlingerne nu ikke blev påbegyndt, så ville det for Tysklands side blive en ren desperationskrig – så vil det lade det briste eller bære, for Tyskland skal have fred i 1917 for ernæringens skyld. Det ville da blive en krig så grusom, at vi hidtil ikke havde kendt magen.

I Rigsdagen havde man erkendt, at den militære stilling var langt dårligere nu end i fjor ved samme tid trods de store sejre i Rumænien.

Hindenburg skulle have sagt, at skyttegravsanlæggene ved den hollandske og danske grænse skulle være i orden, thi når undervandskrigen begyndte, burde man være forberedte på krig med Skandinavien, Holland og Spanien samt Amerika. Det er jo en stor mundfuld at tage, men det kan jo også være beregning; det kunne måske nok se bedre ud at tabe, når de har det meste af verden imod sig.

Hindenburg skulle endvidere have udtalt, at samtidig med at undervandskrigen tog sin begyndelse, ville han anse det for rigtigst straks at gå op i Danmark, for det var klart, at England ville ikke godvilligt lade sin eksport fra Danmark gå til Tyskland, og så var det bedst at tage hvad der var, inden englænderne kunne nå at komme over til Danmark.

Vi må jo håbe, at Tysklands beregninger må slå fejl.

G. havde hørt, at man i England havde lavet i tusindvis af fladbundede både parat til landgang i Jylland!! Og forleden hørte jeg af en, der stod marinen nær, at englænderne havde lavet så mange vandflyvemaskiner, at de nok turde tage et tag med tyskernes undervandsbåde.

Der går i denne tid så voldsomt mange over grænsen både 17-årige og landstormsmænd, som er hjemme på orlov. Det er nemt at komme over, for vagten lader sig nemt købe med lidt levnedsmidler.

En mand jeg godt kender, er af selve vagten blevet opfordret til at gå over grænsen, blot han ville tage ½ pund margarine og et stykke vaskesæbe med tilbage. Den pågældende mand har været over grænsen flere gange på de betingelser.

En dag i julen kom der pludselig en soldat ind ad døren med et brev og en lille pakke fra Stavnsbjerg; det var selve vagten, der havde sagt til Jacob, om han ikke kunne skaffe ham lidt margarine, så ville han gerne besørge noget for dem. Der stod for resten ikke noget farligt i brevet, men soldaten havde udtalt, at det var ham ganske ligegyldigt, hvad der stod, blot han fik noget margarine ….

Redaktør N.C, Willemoë’s notesbøger

Vær med: Indtast oplysninger om desertører fra 1. verdenskrig

Rigsarkivet Aabenraa afholder lørdag den 4. marts 2017:

Tastefest i Aabenraa

Vær med til at gøre din, min og vores historie tilgængelig for alle, når Rigsarkivet, Aabenraa holder tastefest. Du kan være med til at indtaste oplysninger om desertører fra 1. verdenskrig, som blev indsamlet af Foreningen To Løver. Tilmeld dig her.

Ved tastefesten kan du være med til at indtaste oplysninger om desertører fra 1. verdenskrig, som blev indsamlet af Foreningen To Løver. Vi taster oplysningerne ind i Rigsarkivets indtastningsportal.
Når data er tastet ind, kan de søges frem i tjenesten “Søg i samlingerne“.Indtastningsportalen består af indscannede kilder, og kilderne i den Sønderjyske Samling omhandler alle Sønderjylland.
Samlingerne bliver gjort tilgængelige og søgbare for alle ved, at frivillige transskriberer kilderne.

Arrangementet er åbent for alle, og Rigsarkivet sørger for forplejning på dagen.

Praktiske oplysninger

Du skal medbringe egen bærbare pc, som skal kunne bruge trådløst netværk.

Husk tilmelding på: https://www.sa.dk/brug-arkivet/arrangementer/tastefest-aabenraa-2

Tid og sted

  • Sted: Rigsarkivet, Aabenraa, Haderslevvej 45, 6200 Aabenraa.
  • Tidspunkt: 10:00 – 15:00
  • Dato: 04-03-2017
  • Tilmeldingsfrist: 03-03-2017
  • Pris: Gratis

20. februar 1917 – Ribe Stiftstidende: syd for grænsen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Efterlyste

I regeringens Amtsblatt for den 10. februar 1917 efterlyses følgende personer, som er beskyldte for at være deserterede eller at have forladt deres afdeling uden tilladelse: Landstormsmand Peter Wilhelm Autzen f. 21. januar 1886 i Tyrstrup; gefreiter Anders Andersen Skjøth, f. 6. oktober 1882 paa Nustrup Mark; landstormspligtig Nikolaj Rudbeck, f. 20. december 1880 i Hajstrup; ikke-uddannet landstormspligtig Johan Arnold, f. 17. juni 1898 i Ralmadebro, sidst i Stenderup; ikke-uddannet landstormspligtig Søren Nielsen Degn, f. 3. december 1898 i Ustrup; ikke-uddannet landstormspligtig Alfred Christensen, f. 16. oktober 1898 i Hvidding; ikke-uddannet landstormspligtig Hans H. Jessen, f. 19. februar 1898 i Aarslev, sidst i Mintebjerg; landstormsmand Peter Sørensen Platz, f. 1. juni 1875 i Tyrstrup, sidst i Frørup; musketer Johan Evangelist Geller, f. 17. april 1881 i Bayern, sidst i Frørup; infanterist Christian Rasmussen,  f. 29. december 1875 i Nørre Vilstrup, sidst i Kjelstrup; kontorist Hans Andersen Madsen, f. 9. april 1895 i Broager.

En flygtning skudt ved grænsen

Fredag morgen omkring tretiden hørtes syd for Brenøre(der ligger umiddelbart nord for grænsen, vest for Taps) nogle skud og kort efter observeredes tyske vagtposter paa eftersøgning syd for grænsen med deres elektriske lommelygter. Det lykkedes dog først nogle timer senere at finde den eftersøgte, der viste sig at være en tysk marinesoldat, som efter et par aars tjeneste nu vilde søge at unddrage sig denne ved flugt over den danske grænse. Han var efter forlydende bleven ramt i begge arme og blev ført bort ag vagtposterne.

Faldne

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Karl Mortensen fra Tornum er falden.

Slagtermester P. Clausen og hustru, Slotsgade i Aabenraa, har modtaget det tunge budskab, at deres søn Alex er falden ved Somme. Han ramtes af en granatsplint i hovedet, mens han stod paa vagt, og var død paa stedet. Alec Clausen blev kun 20 aar gl. Han har været ved fronten siden sidste efteraar.

Hans Toft og hustru i Tornum ved Lintrup har modtaget den sørgelige efterretning, at deres søn Karl er falden. Han blev kun 20 aar gl.

Reserveløjtnant Friedrich Bønning er falden den 11. februar. Hans forældre, der bor i Flensborg, har derved mistet deres eneste søn.

Familien Feidenhansl i Oksenvad har modtaget det sorgens budskab, at sønnen Christian er falden den 28. januar. Han blev kun 21 aar gammel.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jørgen Larsen fra Barsmark er død som følge af sygdom.

Gaardejer Jørgen Fromm paa Grarupgaard er falden den 3. februar i en alder af 30 aar.

Saarede

Johan Heinrich fra Søft ved Aabenraa er haardt saaret.

Landstormsmand Emil Westphal fra Holebøl Mark er som følge af en mineeksplosion bleven saaret i hovedet, saa han nær havde mistet synet. Han har dog selv, skønt næppe læseligt, kunnet skriv hjem til sin familie. Seks andre andre kammerater maatte lade livet, medens Westphal blev reddet af feldwebelen. Han er bleven indlagt paa et feltlazaret.  

I fangenskab

Fyrbøder i reserven Karl Kunz fra Bovrup og over-maskinist-mat i reserven Hans Henrik Nissen fra Brandsbøl paa Als er i engelsk fangenskab.

Landmand Peter Struck og hustru i Mølmark ved Broager har faaet efterretning om, at deres søn hans er falden i fransk fangenskab.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jørgen Uldal fra Arnitlund, der hidtil har været savnet, er i fangenskab.

Savnede

I marinens sidste tabsliste meddeles, at maskinist mat Rasmus Wolter fra Røllum fra Aabenraa er savnet og efter al sandsynlighed maa antages at være omkommen.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Lauritz Toft fra Øster Løgum er savnet.

Familien Jess i Mastrup har modtaget meddelelse om, at svigersønnen Leonhardt Nissen har været savnet siden den 5. februar. L. Nissen har været med siden krigens begyndelse. 

7. februar 1917. Desertører mister statsborgerskabet

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

De deserteredes forhold efter krigen

Schleswigsche Grenzpost i Haderslev har fra kompetent kilde modtaget følgende oplysninger om deserterede tyske statsundersaatters forhold efter krigen: Deserterede tyskere eller saadanne, der har unddraget sig deres værnepligt, før de er traadte ind i hæren, eller tyskere i udlandet, som – uberettiget – ikke har begivet sig til indlandet for at opfylde deres værnepligt, mister deres tyske undersaatsret.

Skulde saadanne personer, efter at krigen er til ende, vende tilbage til indlandet, vil de først blive dømte og derefter blive udviste af statsomraadet, efter at de har afsonet deres straf.

 

11. januar 1916. Med kul til Konstantinopel

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten. Han skulle egentlig have været på orlov, men det kunne han ikke komme pga. orlovsspærring – der havde nemlig været mange deserteringer blandt sønderjyske soldater på juleorlov hjemme..

Der var på den tid orlovsspærring til Nordslesvig, så jeg kunne ikke sendes på orlov.

Nu vidste man ikke, hvad man skulle stille op med mig. Feldwebelen, der afgjorde det, sagde til mig, at de skulle stille soldater til vagt ved kultransporter til Konstantinopel, men at de ikke måtte sende felttjenstdygtige med. Da de manglede nogle, sagde han:’ “Vi sender Dem med en transport, og når De så kommer tilbage, er  orlovsspærringen forhåbentlig ophævet”.

Det var sket flere gange, at man havde spærret for orlov til Nordslesvig, da der var for mange, der løb over grænsen til Danmark..

Jeg blev så sendt med et kultog til Konstantinopel. Det blev en spændende tur.

Det hele gik godt, vi fik mad med, og jeg mener også, vi fik udleveret nogle penge. Der var en personvogn med toget – ikke særlig behagelig, for vi måtte sove på hårde bænke. Men det gjorde ikke noget, vi var ikke så godt vant.

Da vi nåede midt ned i Ungarn, kom der så meget sne, at vi ikke kunne komme videre. Vi lå indesneet i en by, der hed Biik, og her blev vi indkvarteret i en sukkerfabrik.

Vi havde det dejligt her. Fabriksinspektøren og hans kone gjorde alt,
hvad de kunne gøre af godt for os. Vi kunne her købe alt det flæsk, vi ville have, så vi købte en ordentlig portion. Det var godt at have med på rejsen.

Jeg husker ikke så nøje, hvor længe vi var her, vel nok 2-3 dage. Så var strækningen klar igen, så vi kunne køre videre.

Jeg har aldrig hverken før eller siden set så meget sne.

Rejsen videre gik godt, indtil vi kom til det daværende Serbien.

Der opdagede vi, at så snart toget gjorde holdt, sprang folk op på kulvognene og smed så meget af kullet, som de kunne nå, af toget. Der var mangel på brændsel dernede. Det var jo også derfor, vi var med for at passe på. Vi måtte jage dem bort, men de var frække. Vi måtte tage skydevåben i brug, og det hjalp, selvom vi ikke sigtede på dem, men skød i luften.

Det skete dog, at de fik en del aflæsset, især hvis vi holdt, når det var mørkt, så der blev temmelig store huller i vognene. Så måtte vi læsse på igen, da det jo ikke kunne nytte, at vi kom med tomme vogne til endestationen.

Vi havde det ellers godt, bestilte ikke andet end at spise og spille kort. Det var et livligt selskab. Vi var fem mand, en underofficer og fire menige. Jeg var den eneste, der ikke var polak. De fire andre var alle fra det øvre Schlesien fra kulegnen. Nogle hidsige krabater.

Hvert øjeblik blev de så uenige over kortspillet, at de var ved at komme i slagsmål. Jeg dyssede dem så lidt ned, men det hjalp ikke meget. Et øjeblik efter var de dog gode venner igen, og kortspillet begyndte forfra.

Da vi nåede den tyrkiske grænse, gik den ene kulvogn i stykker, en vognfjer knækkede. På et meget øde sted blev vi kørt ind på et sidespor, og vognen blev koblet fra.

Nu måtte så en af os blive ved vognen, indtil den var repareret og kunne køre videre. Vi kunne først ikke blive enige om, hvem af os der skulle blive tilbage, da det var en så øde strækning, og ingen var glade for at blive ladt alene tilbage.

Det endte med, at jeg tilbød at blive. I en lille hytte opholdt der sig en toldkontrollør, det vil sige, han var der kun i den tid, der kom tog. Han var en meget fin herre, sikkert med god uddannelse. Han talte også godt tysk. Jeg fik lov at være i hytten natten over.

Næste dag kom der nogle mænd med et tog, og de gjorde vognen klar.

Derefter gik rejsen videre med et godstog til Konstantinopel. Der var ingen personvogn med toget, så jeg fik lov at opholde mig i lokomotivet. Det var jo meget morsomt.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

thode-510x762

8. januar 1917. Peter Madsen i militærfængslet: “Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.”

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917. Han kom til det berygtede tyske militærfængsel Wesel den 6. januar 1917.

Forplejningen var følgende: Morgen 125 gr Brød og ½ Liter Kaffe, men det var rigtig Kaffe, Middag Roer kogt paa Vand og 125 gr Brød, Aften 125 gr Brød og The eller tynd Suppe, Kød saa vi overhovedet ikke. Disciplinen var uhyre streng, ved den allermindste Forseelse røg vi i Spjældet.

Om Morgenen, inden vi blev ført over til Arbejdssalene, hvor vi syede Militærtøj, blev Stuerne inspicerede. En Morgen fandt den vagthavende Feldwebel et Halmstraa paa et Par Centimeter fra en af vore Straasække, som vi skulde ryste hver Morgen. Sikken Spektakel der blev. Nu havde han været ansat ved Fæstningen Wesel i 12 Aar, men aldrig havde han oplevet Mage til Svineri, men vi skulde nok faa lært Orden.

Om Middagen, da vi kom ind for at spise, laa alt, som var i Stuen, i en Dynge midt paa Gulvet. Halmen fra Straasækkene var taget ud og strøet rundt omkring, deri laa Sengetøj, Børster, Skamler og Borde smidt hulter til bulter. Vi fik Ordre til at bringe alt i Orden før vi spiste. Da vi var færdige, skulde vi træde an til Tjeneste, Middagsmaden maatte vi lade staa. Om Aftenen, da vi kom tilbage, var den smidt i Svinetønden. Kammeratskab var der ikke noget, der hed, enhver var sig selv nok.

En Dag skulde vi optages i Straffeprotokollen. I den Anledning stod vi en 10-12 Mand udenfor en Skrivestue. Det var en Feldwebel Koppermann, der stod for Straffeprotokollen.

Jeg var den første, der kom ind, og meldte: „Militärgefangener Madsen meldet sich zur Verbüssung von 5 Jahren Militärgefängnis wegen Fahnenflucht”. Han betragtede mig skarpt og spurgte „Er De ikke II. Kl.s Soldat?“ — „Jo!“ — „Hvorfor bærer De saa Kokarder?” Hertil svarede jeg, at Huen var blevet mig udleveret her, og ifølge Reglementet havde vi ikke Lov til selv at forandre paa den os udleverede Uniform.

Han tog en Kniv og skar Kokarderne af. De var for Resten blevet fjernet ved en mindre Højtidelighed i Strassborg. Naar vi var færdige, fik vi Ordre til at stille os op i den anden Ende af Stuen, og den næste kom for. En af de sidste, der kom for, var Sømand i Civil. Paa Feldwebelens Spørgsmaal om særlige Kendetegn svarede han, at han var tatoveret. Lad mig se, sagde han. Sømanden viste sine Arme og Ben, der var tatoveret i Mønstre, frem. Om han havde mere. Ja, han havde en tremastet Skonnert tatoveret paa Brystet. Træk Tøjet af, befalede Feldwebelen. Paa Brystet var der et flot Skib, der straalede i alle Regnbuens Farver, men Ankerkættingen snoede sig en Gang om Livet paa ham og endte neden for Halebenet, hvor man saa Ankerøjet stikke frem. Der gik en Antydning af et Smil over Feldwebelens Ansigt, og opmuntret deraf fortsatte Sømanden, idet han pegede bagud med Tommelfingeren: „Lagde Feldweblen Mærke til den Bøffelkamp, jeg har paa Ryggen”, hvortil denne bemærkede: „Træk Tøjet paa, dit Svin, jeg har set nok”.

Ved Eksercitsen blev vi inddelt i tre Klasser. I første Klasse kom de allerbedste, i anden de fleste, i tredie Eksercitsklasse var vi til at begynde med kun tre, en degraderet Feldwebel-Løjtnant paa 54 Aar med en dobbelt Brok, en halvtosset Skomager og saa mig. Af tredie Eksercitsklasse var jeg den bedste og skulde optages i anden Klasse — men jeg naaede det aldrig.

DSK-årbøger, 1942

7. januar 1917. “Forbandet danskerpak!” Desertører fra Haderslevegnen

Chresten J. Fauerholm, Blans Østermark, blev indkaldt i 1916. Hans historie vidner om, at det kunne være problematisk at være nordslesviger, hvis éns kammerater deserterede.

Den 16. oktober 1916 blev jeg indkaldt til Junker Hulvejskasernen i Flensborg, hvor der mødte 65 fra Haderslev amt og 35 fra Sønderborg amt, alle årgang 1897, og samme dag 100 fra Aabenraa og Tønder amter. Alle skulle vi uddannes ved 2. armekorps.

De første af os kom til Bromberg, til Infanteriregiment 14, de øvrige kom til Deutsch-Krone i Vestprøjsen, til Regiment 42. Efter fire ugers uddannelse blev den første tredjedel fra Bromberg sendt til Makedonien, og 24. november kom 40 mand til Krekow ved Stettin.

Fire dage senere gik det til Beverloo i Belgien for at blive uddannet ved de tunge maskingeværer.

Vi nordslesvigere samledes alle i første og anden deling. Der var lovet denne deling orlov i julen, dog på grund af overbelastning i trafikken kom vi først af sted 3. juledag om aftenen, men vor orlov var kun på ti dage, og de var hurtigt omme.

Vi kom tilbage, men så viste det sig, at der manglede en del af vore kammerater, næsten alle fra Haderslev og egnen ved Kongeåen. De var alle gået over grænsen.

Til at begynde med regnede man ved troppedelen med, at de ville ankomme senere, men omsider stemplede man os som et »forbandet danskerpak«,

DSK-årbøger 1972

 

6. januar 1917. Desertøren Peter Madsen i tysk militærfængsel: “Her lades alt håb ude!”

Peter Madsen, Tiset ved Gram. blev indkaldt som rekrut den 6. oktober 1914 og kom efter en kort uddannelse allerede til fronten ved juletid 1914 i Zabern-Regiment Nr. 99. Han deltog i slag ved Ypres og Verdun, hvor han blev såret og kom på lazaret i Nürnberg. Efter tre ugers lazaretophold kom han på “Erholungsurlaub” i hjemstavnen. Her forsøgte han den 3. september 1916 at flygte over grænsen ved Gjelsbro, men blev pågrebet. Sagen kom for en hel række instanser, før den endelig dom blev afsagt i begyndelsen af januar 1917.

Efter 5 Maaneder, i hvilken Tid min Sag blev behandlet, først for Krigsretten, derefter for Overkrigsretten og til Slut for Rigsmilitærretten i Leipzig, fik jeg min Dom,  som kom til at lyde paa 5 Aars Fæstningsfængsel og Degradation til anden Klasses Soldat.

Jeg sad under Undersøgelsen i Strassborg og kunde faa Madvarer hjemmefra. Derfor blev jeg ogsaa ved med at appellere, thi jeg vidste, at naar først Dommen var afsagt, fik Piben en anden Lyd.

DSK-årbøger, 1941

Dommen faldt i begyndelsen af januar 1917.

I tysk Militærfængsel

Først i januar 1917 blev jeg fra Strassborg sendt til Fæstningen Wesel for at begynde Afsoningen af en Fæstningsstraf paa 5 Aar. Blandt de tyske Militærfængsler var Wesel berygtet paa Grund af sin haarde Disciplin. De fleste Fanger var der for det meste kun i kort Tid, vel nærmest for at faa en Opstrammer, der kunde holde et Stykke ind i Fremtiden — og at melde sig snarest muligt ud til Fronten igen, hvad de allerfleste ogsaa gjorde. Men tre Maaneder var det mindste, man skulde have afsonet af en længere Straf, før man kunde komme i Betragtning og faa Strafnedsættelse.

Wesel ligger i det nordvestlige Tyskland ved Floden Weser. Selve Fæstningen var en gammel Enetages Bygning, som laa tæt op ad Voldene.

Fra Strassborg var der sendt en Feldwebel og en Gefreiter med for at føre mig derop. Rejsen varede to Døgn, idet vi kun maatte benytte Persontog. Ved Ankomsten til Fæstningen ringede Transportføreren paa ved Porten, som er af Jern. Den blev åbnet af Vagten, og da vi var kommet ind, blev den straks lukket igen. Det gav et ordentlig Sæt i mig, da den smækkede til. Jeg tænkte: Her lades alt Haab ude.

En Underofficer med et Nøgleknippe i Haanden var der med det samme og sagde: „Fangen følger med mig!“ Saa var jeg altsaa Fange. Det var første Gang, jeg hørte det og det gjorde nu alligevel et mærkeligt Indtryk. Jeg blev ført ind i en Slags Forstue, hvor jeg skulde vente.

Underofficeren gik ind i et Kontor for at melde min Ankomst. Ude i Forstuen stod ca. 30 Fanger, som skulde paa Transport til et eller andet Fængsel eller Fangelejr, opstillet. Da der ingen Opsyn var i Øjeblikket, var deres første Spørgsmaal til mig: „Har du Brød?” Da jeg svarede benægtende, trak en af dem sit Ur op af Lommen og sagde: „Hvis du har et Stykke, vil jeg give dig mit Ur for det”.

Jeg blev nu kaldt ind paa Kontoret og maatte aflevere alt, hvad jeg havde. Dernæst skulde jeg bades. Af en anden Underofficer blev jeg ført til „Badet”, det vil sige, jeg blev ført ind i Vaskerummet, hvor to Mand stod og vaskede Tøj. Fangen skal bades — sagde Underofficeren. Den ene af dem greb ned i Gruekedlen med et Vaskefad og tog lidt af det skidne Vand, gav mig det og sagde „Træk Tøjet af og bad dig”. Jeg trak Tøjet af, stak Tæerne i Vandet, tørrede mig over hele Kroppen og vilde trække i Tøjet igen, men da var mine hjemmestrikkede Strømper forsvunden.

Jeg spurgte, hvor mine Strømper var bleven af, men fik ikke noget Svar. Et Par gamle Sokker, der mest bestod af Klude, blev kastet hen til mig. Jeg protesterede, og sagde, naar de ikke kom med mine egne Strømper, trak jeg ikke i Tøjet. Inden jeg vidste hvordan, laa Strømperne hvor jeg havde lagt dem.

Jeg blev saa lukket ind i en tom Celle. Lidt efter lidt kom der flere til. Det var en Lørdag og Revier-Rengøring. Kalfaktoren kom ind med en Blikbeholder og sagde til mig, at jeg skulde pudse den.

Jeg fik en Klud og pudsede og gned med Sand alt det jeg kunde, men lige sort blev den. Efter en Stunds Forløb gav jeg de andre den og sagde, at nu kunde de nok afløse. Ikke Tale om, sagde de, det var dig, der skulde pudse den og ikke os. Jeg satte Blikdaasen ned paa Gulvet og sagde, at jeg gjorde ikke et Slag mere ved den, nu kunde de gøre Resten. Vi stod alle midt paa Gulvet, da vi hørte Trin i den anden Ende af Korridoren. Jeg bemærkede, at nu kom Kalfaktoren nok efter Tingesten. „Hvad saa” spurgte de andre, „saa faar I Tærsk” sagde jeg, „for jeg har været her før og kender Manden”. Det kan nok være der kom Gang i Pudse­ kluden.

Lidt efter blev Daasen afhentet. De andre stak den i Haanden paa mig. Kalfaktoren synede den fra alle Kanter, gik og kom igen med en trebenet Stol, som han gav mig at jeg skulde sidde paa, som en Slags Belønning, men Herligheden var ikke forbi dermed, thi lidt efter kom han med Middagsmaden, frosne Roer, kogt i Vand. Det smagte væmmeligt, syntes jeg. Efter et Par Skefulde spurgte jeg mine Lidelsesfæller, hvad jeg skulde gøre ved det Stads, for jeg kunde ikke spise det. „Maa jeg faa det” raabte de i Munden paa hinanden og i en Haandevending var det væk.

Kalfaktoren kom igen og sagde, at den Mand der pudsede Daasen kunde faa Resten af Maden, som jeg tog og gav mine Kammerater, da han var borte.

Hen imod Aften blev vi indklædte og indlagt paa Stuerne. Det var store Stuer til en 25-30 Mand. Vi kom 5-6 Nybegyndere ind i en Stue. En Fange, der fungerede som „Stubenälteste” tog imod os og anviste os vor Seng og hver en Hylde til vort Tøj. Da det var besørget, skulde alle Nybegyndere komme hen i en Krog, han — Skroget — vilde tale til os.

Han saa paa os med et Feltherreblik (i Civil var han Skrædder et Sted i Westfalen) og begyndte at sige, at det jo ikke var et Børnehjem eller „Erholungsheim”, men et preussisk Militærfængsel og fra i Dag var vi Militærfanger og ikke andet. Men naar vi ellers opførte os godt, kunde vi sagtens være der.

En af mine Fæller hviskede til mig: Her kan vi let være. — Jeg betvivlede det; militært set var det just ikke for vore Dyders Skyld, at vi; var der. Saa skulde vi have vore Senge ordnet, det tog lang Tid, de gamle blev ved med at vælte Sengetøjet ned, tilsidst gad de ikke længere og de lod os i Fred.

Da det var en Lørdag Aften, skulde vi have rent Linned paa. En efter en kom hen og fik Skjorte og Underbukser udleveret. Det var nogle værre Pjalter, vi var naaet den tredie Krigsvinter og her var ikke bleven noget fornyet. Da jeg saa Laserne, meldte jeg, at jeg lige havde faaet rent Linned paa. Jeg slap – for denne gang.

Da Bunken var uddelt, var der en Skjorte — ogsaa den ringeste — tilbage. Stueældsten saa sig om og blev en lille sortsmudsket Fyr var, der skjulte sig bag de andre, „er det dig, din lille beskidte Ulv, der vil snyde igen“ raabte han. — „Træk den paa straks, at vi kan se, at den da ikke klemmer dig“ med disse Ord smed han Skjorten i Hovedet paa Synderen. Han skiftede, det eneste der var hel, var Halslinningen, Ryggen manglede totalt, Ærmerne var Frynser. Linnedet var ogsaa det værste, Uniformen var god.

DSK-årbøger, 1942