Tag-arkiv: civile

13. februar 1916. Kresten Andresen: Disciplinen skal genoprettes

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Montigny den 13. februar 1916

Nu er jeg her på rekrutdepot og skal nyde nogle ugers uddannelse for at genoprette disciplinen, der forudsættes at være gået fløjten ved trainet. Vi er niogtredive lidelsesfæller samlet af alle mulige våbenarter, kavalerister, artillerister, trainsoldater og infanterister.

Det er et mærkelig rekruthold, og det har de herrer foresatte også indset. De er bange for, at vi skal vende hele depotet på den anden ende og er derfor meget imødekommende imod os. Vi ligger på et stort bryggeri lidt uden for byen på vejen til Lallarny. Vi ligger i en to etagers bygning, der helt er af cement, cementgulve og -hvælvinger. Vi har ingen kakkelovne, og vinden trækker ind i de store rum ad døren, som uafladeligt går op og i. Tilmed ligger vi på gulvet på en halmsæk, med to tynde dækkener at varme os med. Jeg er helt tæt i hovedet af bare forkølelse. Hvor er det en forskel fra mit kvarter hos madame Royé.

Marie stak mig tre æg i lommen, og Francoise syede mig et varmt uldent halsklæde, og de vidste slet ikke alt det gode, de vilde gøre mig, da jeg drog afsted. Derimod var kolonnen des køligere. Hverken ritmester eller vagtmester værdigede mig et ord. Vagtmesteren afgjorde alt gennem min korporal; han stod på gaden, da jeg kørte væk, men han ikke så meget som hilste af med mig. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort, men jeg har da været ved kolonnen syv måneder og er dem da ikke helt ubekendt.

Da jeg kom væk fra kompagniet, besøgte både feltweblen og officererne mig på lazarettet, og løjtnant Hammer bragte mig endda en stor buket syrener.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Krestens breve

13. februar 1916. Kresten Andresen: “Fremtiden står i infanteriets tegn”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Montigny den 13. februar 1916

Kære forældre!
Ja, nu er jeg flyttet igen, ser I nok, og denne gang for ikke mere at vende tilbage til kolonnen. Det hele kom pludselig og næsten helt uventet. Jeg blev sammen med et par andre ugifte undersøgt og kom igen til infanteriet. Nå, det skal I ikke blive så kede af. Foreløbig er jeg langt bag ved fronten på et rekrutdepot og har udsigter til at blive her henved to måneder. Så er det forår og den tid, den sorg.

Hidtil er jeg jo sluppet så godt, og jeg har den bedste tro til fremtiden også. Ja tænk, nu har jeg levet så mange måneder et frit bondeliv, hvor vi ikke kendte til militærisk snit, og så skal jeg nu til at fumle igen som rekrut. Og tænk det dejlige kvarter, jeg havde. Det var næsten det samme som at tage hjemmefra, sådan tog franskmændene del i, at jeg nu skulde bort. Marie Royé kogte mig tre æg og stak mig dem i lommen, og Francoise syede mig et uldent halsklæde, at jeg ikke skulde gå hen og forkøle mig. Og så rejste jeg af.

Det er en meget berømt egn her, nemlig det gamle Piccardi, hvor den store spanske successionskrig rasede for et par hundrede år siden. Marlborough belejrede dengang Denain – nu kører jeg der forbi. „Mallebrok er død i krigen…”, måske ligger han også begravet her. 

Her ved min afdeling er vi en mærkelig blanding af alle våbenarter: kavalerister, artillerister, trainsoldater, sanitetssoldater, og alle sammen skal de uddannes til infanterister.

„Fremtiden står i infanteriets tegn,” sagde sergenten, og det er vist meget rigtigt. Det er jo lidt mærkeligt for en gammel kavalerist, som har tjent aktivt i tre år og desuden været halvandet år i krig, at skulle spille rekrut som infanterist nu; men forholdene fører det jo med sig; for mig falder det meget lettere. Jeg har også straks truffet nogle gode kammerater nede fra Haderslev kreds.

Jeg har sendt en større palle hjem med bøger og gamle strømper, men den får I vel først om et par uger. Jeg savner foreløbig ingenting.

Nå, jeg må løbe mig en tur, for her er uhyre koldt, stengulv og stenhvælvinger, ingen kakkelovn, men fire døre, som går op og i uafladeligt.

Jeres hengivne søn

Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Krestens breve

5. februar 1916 – Peter Østergård: “Krigstrætheden breder sig”

Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86.

Douai d. 5. Febr. 1916.

Idag har jeg været hos tandlægen og fået mine tænder, så nu er jeg færdig til fronten. Dog venter jeg et par dage, inden jeg rejser, ifald der skulde være noget at ændre. Mit kompagni ligger for tiden bag ved Lens og må derfor ud for at skanse hver nat. Det er der jo ikke meget ved, men når det ikke kan være anderledes, finder man sig i det.

Der går rygter om, at vi atter skal flyttes, men om det passer, er jo noget andet. Der er tale om at komme til Flandern. — Værre end hvor vi er, bliver det jo næppe; for selv om her er nogenlunde ro i øjeblikket, så kan det brænde løs når som helst. Idag er det 7 uger, siden jeg kom her til Douai, og den gang havde jeg ikke ventet at blive her så længe. Godt at jeg meldte mig med tænderne. De har holdt mig her i 3 uger, og et par dage varer det jo endnu.

Ja, så har vi været i krig i halvandet år, og dr. Thomsen mente forleden, at det kunde gerne vare halvandet år til. Det tror jeg nu ikke. Det er landet ikke i stand til. Krigstrætheden breder sig forfærdelig, eller skal man bruge et andet ord: begejstringen er borte, og overalt hører man kun tale om, at krigen skal holde op. „Sortseernes” tal øges daglig — bliver det ved en tid endnu, kan vi godt pakke sammen, siger de — Krybben tømmes.

Forleden talte jeg med en, der havde været på orlov i Berlin. Det var ikke lyse ting, han kunde fortælle om. Alt måtte de have på kort: brød, mælk, smør, kød, kartofler o. s. v„ og så måtte de endda være glade, hvis de blot kunde få noget. Flæsk kostede 3,50 Mark og var ikke til at få. — Her spares der nu også meget på brødet. Vi får kun ¾ pund, hvad jo kun er lidt, da der ikke fås andre ting.

Befolkningen her får heller ikke meget brød, men det er næsten rørende at se på, hvordan de kan undvære alt, når der kommer franske soldater til byen som fanger. Jeg har et par gange været med til at hente en transport. Skønt vi jo har ordre til, at de ikke må komme i berøring med befolkningen, er det ikke til at undgå. De sværmer om dem i hundreder og kaster brød, penge, cigaretter, chokolade, ja alt, hvad de har, til dem. Ivrigt spejdes der efter et kendt ansigt, men som regel finder de intet, men alligevel stråler ansigtet, og man ler og snakker. Det er jo deres egne, selv om de nu er fanger. De har kæmpet tappert, og ingen af dem tvivler om, at tiden en gang kommer, da de kan slutte fred som sejrherrer. Det er med underlige følelser, vi går ved siden af dem. Det, der piner mest, er vel nok det, at vi bærer denne uniform, der gør alle til fjender.

— De sidste par aftener har jeg været sammen med en efterskolekammerat, Søren Finnemann fra Hundebøl. Det er godt at få lejlighed til at tale rigtig ud om alt. I kan ikke forestille jer den oplivelse det er at kunne tale, når man har været tvungen til at tie i lang tid, og det er absolut nødvendigt for ikke at gå helt i hundene.

(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 114-15)

31. januar 1916. Makedonien: Dovne mænd og undertrykte kvinder

Sønderjyden “H” blev forbløffet og vred over sæd og skik, da han mødte serbere og muslimer i Makedonien.

Fra Makedonien.

Den 31. Januar 1916.

Kære Mor, Søster og Helga!

Ja, det er jo et stort Ark, jeg nu begynder paa, det er ikke fordi jeg netop har saa meget at skrive om — den ene Dag gaar jo næsten som den anden. Og dog er der mere Afveksling i Vinter.

Sidste Vinter var vi længere paa Stedet og var ogsaa mere direkte inde under Krigstummelen; men havde dog ellers en rigtig god Tid. Vi havde elektrisk Lys, gode Stalde, varme og lyse Opholdsrum, og Befolkningen lignede jo da dem, vi før var vante til at omgaas. Naturen og Klimaet var ogsaa mere hjemligt der end hernede.

Her fører vi mere et omvandrende Rejseliv, er ude paa en lang Rejse, faar meget at se; det er ikke saa meget, i hvert Tilfælde direkte Krig, vi mærker, ja heller ikke dens Følger. Den lange Tur her ind gennem Passet mellem Leskovac og Kumanovc var en meget interessant Tur, og den var heller ikke saa vanskelig, da vi havde nogenlunde godt Vejr.

Men I kan tro, det var en Snævring, og mange Steder var Vejen bundløs. Jeg skriver Vejen, for der er kun denne Vej langs med Moravaens Bred ud og ind mellem Bjergene eller Bjergkæderne. Jævnsides med Vejen gaar Jernbanen, men hvor Floden slaar en stor Bugt, der gaar Jernvejen lige gennem Bjerget gennem lange Tunneller. Vi derimod sneglede videre om ad med Floden.

Vældig var Naturen mange Steder, særlig hvor Snævringen var saa smal, at Klipper til en Højde af 1500-2000 Meter ragede lige op og ned og Klippeblokke højt oppe hang ud over Vejen, og Floden dybt nede brusede og skummede. Saa kunde der, naar vi kom om et Klippehjørne, komme en lille fri Plads, hvor Bjergene gav mere Plads til de Vejfarende; de skarpe Kanter og de stejle Spidser tog af, Bjergene blev rundkuplede — opad deres Sider stod Bøgetræer med gult Løv og op rundt om de smaa graa Huse.

Alle Vegne, nede og oppe, kunde vi høre baade Barnegraad og Latter. Cigaretrygende Mænd, dovne og dasende, stod der overalt og saa paa os. Gamle og unge Kvinder var altid i Gang, tit bærende tunge Byrder og ved strengt Arbejde. Højt oppe paa Bankens Top mange Steder en Kirke, ikke særlig køn, og Kirkegaarden uden om. Kirkegaarden var tydeligt at se; der stod de mange hvide Sten, høje og lave, men de hælder baade frem og tilbage — der er slet ingen Orden — der kan være noget saa trist over en serbisk Kirkegaard.

I det hele taget, hvor har jeg dog set mange triste Kirkegaarde rundt om, hvor vi har været.

Efter at vi var komne ned til Flodbredden igen og Vejen atter begyndte at stige, ja, saa kunde det komme saadan, at den gik lige op over et Bjerg. Saa gjordes der Holdt — der toges Afstand — Hestene kradsede saa smaat af op ad den stejle Vej, og Kusken, ja, vi alle, haabede jo, naar vi kom derop, saa kom Udsigten, saa fik vi mere Luft. Men nej, der bag ved var der endnu højere Bjerge; saa ned igen, ned til Flodbredden, og saadan Gentagelse efter Gentagelse. Dog altid andre Former, men bestandig under denne indespærrede Fornemmelse.

Først efter fire Dages Kørsel slap vi ud, jeg havde nær sagt, saa vi Land foran os, men dog længst ude omgivet af høje Bjerge — at det var Bjerge kunde man se, for de stod som en hvid takket Mur rundt om Landet foran os.

Nu er vi saa inde i Makedonien. Der er mere fladt her, det vil sige, der er Bjerge nok, men de trækker sig da mere beskedent tilbage her. Den By, vi nu har boet i i 6 Dage, men som vi forlader i Morgen, er beboet af Tyrkere — derfor mohamedansk i Sæd og Skik.

Vi kunde slet ikke forstaa, hvad der var i Vejen, da Byen var kvindetom; vi saa slet ingen. For det er jo nu da saadan alligevel hernede ogsaa, at der mangler noget, naar man ikke ser dem.

Lille Børn, naar man nu tænker, at de f. Eks. i Danmark har Valgret, er ligestillede med Mændene, hvilken skrigende Modsætning hernede. Ja, hvor er de dog langt tilbage.

Man maa undre sig over, at det er muligt, det som jeg saa i Formiddags, da jeg gik forbi et Hus, hvor en Kvinde ikke kunde komme hurtigt nok ind, som det sig hør og bør, at Manden da slog hende, fordi hun havde ladet sig se. Men hun tog roligt imod den knaldende Lussing, som hendes egen Mand gav hende, og for­ svandt ind ad Døren. De maa kun lade deres Ansigt se af deres egen Mand.

Hvor kan man blive ilter og rigtig gal i Hovedet ved at gaa og se paa disse dovne Mandfolk hernede, altid rygende paa en selvlavet Cigaret; de bestiller ingenting, alt ligger øde og forsømt, hulter til bulter, skident og usselt er alt.

Rundt om de forskellige Hjem er der Raalerstensmure eller Kampestensmure. Hist og her er der faldet et Stykke af disse ned, men nej, den Skade bødes der ikke paa, saa løber de hen over Brokkerne. Der kan de springe rundt fra Sten til Sten, saa slipper de paa det Sted at gaa i Dynd til Knoklerne i denne Tid. Naar først Sommeren kommer, kan det blive tørt nok.

Det skal være meget varmt hernede. Forresten er Tyrken rigtig flink imod os. Han klapper os paa Skuldrene — det gjorde vor her, og sagde saadan noget som, at Germanerne og Mohamedanerne — Tyrkerne — saa slog han ud med Armene — „Vi er jo fælles om den store Sag“.

I Morgen begynder vi saa paa en tre Dages March, og standser vel saa nedad ved Veles et Sted. Her er Omgivelserne saa mærkeligt ørkenagtige. Træer er der næsten ingen af. Dovne Mænd, Drengebørn, Æsler og en Masse Hunde, det er det meste Levende, vi ser. Ja Faar. Men det allerkønneste er nu Bjerggeden — den er dejlig — den har en Rejsning som en Hest og er kobberrød, et nydeligt Dyr.

Her ser man ofte det Billede, at der kommer en cigaretrygende Tyrk slentrende, drivende foran sig 2—3—4—5 langørede luntende Æsler med fuld Oppakning af alt muligt, havde jeg nær sagt: Skind, Huder, Klude, Ben og Mastetræer. Naa, det sidste kan de jo selvfølgelig ikke have mange paa Lager af. Men hvad de har paa Lager, det er Tobaksblade. Der avles en Masse Tobak, hvilket ogsaa er tilfældet her i Byen.

Fra Donau og hernedad bager de alle deres Brød paa følgende Maade: Ildstedet er altid midt paa Gulvet. Majsen — det er altid Majsbrød — er finmalet. Vand hentes i en Krukke, aldrig i en Spand. Bagetruget er et udhulet Stykke Træstamme.

Et bestemt Maal Mel og dito Vand æltes sammen. De kender ikke meget til det, der hjemme staar i Eders Kogebøger: „man tager“; der er nemlig ikke mange Slags at tage af her. Inden Dejgen røres sammen, lægges der dygtigt med Ved paa Ilden, det kender de rigtigt, det lægges løst og let paa Ilden, men saaledes, at Bagestenen kan bæres oppe, saa Veddet kan forbrænde.

Alt som det brænder, synker den cirkelrunde flade Sten længere og længere ned i Ilden, Flammerne slaar helt rundt op om den. Stenen er, som nævnt, flad med en 3—4 Centimeter høj Kant, saa der bliver en rund Flade, Fordybning, indtil 20—25 Centimeter i Flademaal. Majsmelet og Vand røres sammen, mange kommer lidt Surdejg i.

Stenen er varm, den væltes ud af Ilden, den støves lidt af med en skidden Klud — ikke altid —, der prøves med Majsmel, om den er for varm. Er den passende, det kender de selvfølgelig nøje, ja, saa hældes den flydende Dejg ned i Stenens Udhuling. Tit bruger de saa en flad Sten til at lægge over, men mange bruger en klokkeformet Jernplade.

Oven paa denne og rundt om lægger de saa den gloende Aske i en 1-2 Centimeters Bredde. Der staar saa Ovnen. Efter to Timers Forløb er Majsbrødet færdigt. Det spises helst varmt. Ikke sjældent har jeg set, at de lægger Asken direkte ned paa Dejgen, men forinden vender de Pandekagen. Denne Bagning gaar for det meste for sig to Gange om Dagen.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

22. januar 1916. “Nix kompra, madame!”

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

En overgang boede jeg [når han lå i reservestilling, RR] sammen med to tyske kammerater hos et gammelt ægtepar, Deserie. Et par af deres sønner var soldater i den franske hær. Den yngste, som ved  krigens udbrud ikke havde været værnepligtig, var hjemme og gik i minerne, som faderen før ham, men to sønner havde mistet livet ved den store grubeulykke, som nogle år før krigen ramte Sallaumines-gruben, og hvorved mere end 1200 af egnens mænd omkom.

De to gamle hadede os af et godt hjerte, men tog alligevel imod den mad, vi kunne skaffe med hjem til dem. Heldigvis kunne vi ikke forstå de vrede ord, madame Deserie øste ud over vore syndige hoveder. Vi lo blot godmodigt og sagde blot: »Nix kompra, madame!«

At sige, at det var mindre renligt hos de to gamle mennesker, ville være et mildt udtryk. De sad det meste af dagen ved hver sin side af komfuret, skråede, snuste tobak og spyttede langspyt, så der stod to halvkredse foran dem på flisegulvet, og alt var snavset og fedtet.

Vi var jo ellers ikke forvænte med renlighed, men det var os alligevel et nummer for groft, og da hunden en dag havde lavet sit behov bag køkkendøren, og døren så ved at gå op og i slæbte det med frem og tilbage, tog vi affære.

Alle køkkenmøbler blev sat ud i gården og fik der en ordentlig omgang med vand, sand og en klud. Så kom der et par spande vand ind på gulvet, og der blev ikke levnet snavs, hverken i hjørner eller sprækker.

Madammen skældte ud, så det sang, mens manden forsøgte at glatte lidt ud, men aldrig har deres køkken skinnet sådan af renlighed, som efter denne omgang.

Kun mandens billedgalleri lod vi i fred. Det var en broget samling af journal- og avisudklip, som han havde klæbet op på den ene væg. Nogle af billederne bar stærke spor af at have været i berøring med det snavsede gulv.

DSK-årbøger 1960

21. januar 1916. Seksdages turnus ved Loretto

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Seks dage i forreste linie, seks dage i første reserve og seks dage i anden reserve, det var rytmen i vor tilværelse i stillingen foran Lorettohøj en.

Når vi lå i anden reserve, var vi indkvarteret i en landsby, Neuelles,  som lå nogle kilometer bag ved Lens. Tit måtte vi om natten gå herfra og ud til fronten på skansearbejde, men det hændte også, at vi arbejdede på en reservestilling, som blev anlagt tæt uden for byen. Her kunne vi arbejde om dagen uden at blive beskudt.

En dag talte jeg herfra mere end 30 mineskakter, kendelig ved de bøje ståltårne.

Her i Neuelles havde vi også en del vagttjeneste, blandt andet for at kontrollere civilbefolkningens færden. De skulle alle have identitetskort, men det tog vi nu ikke så nøje, især når det var unge piger. Vi så da i reglen meget strenge ud til at begynde med, men det endte gerne i en forstående latter.

En gang var jeg på et vagthold, som skulle passe på nogle internerede mænd. De var anbragt i et toetagers beboelseshus, hvorfor, ved jeg ikke. Vi skulle bevogte huset både forfra og bagved og gik med skarpladte geværer og opplantéde bajonetter. For det meste sad vi dog inde hos mændene ved den varme pejs. De skulle nok varsko os, når runden kom, og når deres koner kom med mad til dem, fik vi en kop kaffe med. Der var vist ingen af dem, der tænkte på at stikke af, og vi var for resten da også ligeglade.

DSK-årbøger 1960

11. januar 1916. Stort ammunitionsdepot sprunget i luften

Sønderjyden Th. K. gjorde krigstjeneste på Vestfronten

En ublid Opvaagnen.

Frankrig, den 11. Januar 1916.

Kære Venner!

I Aften er det et dejligt Vejr, mildt og stille.

Kanonerne tier for en stakket Stund. Nytaarsnyets smalle Segl lyser mat i Vest, og Stjernerne tindrer fra den mørke Nathimmel. Den vestlige Horisont oplyses snart hist, snart her af Raketter og Lyskugler; det er ude ved Fronten, at vore Folk og Englænderne sender disse op fra Skyttegravene for at sikre sig mod Overrumplinger.

Læs videre 11. januar 1916. Stort ammunitionsdepot sprunget i luften

26. november 1915. IR84 ved Moulin: Forholdet til de lokale

Den 10. oktober 1915 var Regiment 84 kommet retur til Moulin-sous-Touvent, hvor det afløste søsterregimentet Füsilierregiment 86. Thormeyer, komp.-fører for 7. komp. reg. 84, fortæller om situationen i efteråret 1915.

Vore folks forhold til indbyggerne var venligt. Vore soldater fandt ingen glæde ved at spille den brutale sejrherre, tvært imod følte de vist mest medlidenhed med indbyggerne, for hvem de hyppige indkvarteringer og den begyndende knaphed på levnedsmidler ikke var et nemt lod.

Betegnelsen barbarer havde intet på sig. Jeg boede som kompagnifører for hvilekompagniet igen hos den samme franskmand, som regimentets kompagniførere havde boet hos allerede 1914, og hos hvem jeg også havde været.

Denne havde indrettet en slags gæstebog, og nu spurgte han straks efter alle de navne, der stod anført i hans bog som 84ere.

Da jeg sagde til ham, at nogle af dem havde måttet dø for deres fædreland i det store Rusland, var hans medfølelse og sorg ægte. Jeg følte, at følelsen af medmenneskelighed hos ham havde vundet over nationernes modsætninger.

Beundringsværdigt var det, hvordan indbyggerne trods besættelsens langvarighed, trods deres sørgelige situation og trods de tyske sejre på østfronten stadig fuldt og fast troede på Frankrigs sejr. Af denne sejrsvilje og nationale stolthed kunne vort folk godt lære noget.

Af Regiment 84’s historie. Under udgivelse i dansk oversættelse.

15. august 1915. Barnetroen den eneste redningsplanke

15. august 1915.

Det er Aften.

Jeg sidder oppe paa de gamle Fæstningsvolde med Vemod i Sind og længes efter Hjemmet der langt mod Nord, længes tilbage til den Tid, da jeg var lille, til Fortidens gyldne Land.

Den Gang syntes jeg, „at Verden den var meget mindre, men ogsaa meget mindre slem.“ Den Gang syntes Engene mig grønnere og Himlen mere blaa. Livet laa for mig som en skøn og herlig Drøm.

Og nu synes Verden mig næsten et Fængsel.

Jeg forstaar det, at Morten Luther kunde kalde den for en Jammerdal.

Det er ikke alene denne frygtelige Verdenskrig, der ligger og tynger paa mit Sind som en Kæmpe­mare, men jeg føler det ogsaa saa grant, at det er Synden, der røver mig Freden. Hele Livet er en Kamp: „i Kamp man gaar til sin Grav.“ Men nu, mens Mørket falder og Nattens Stjerner blinker ned til mig, da sker det underlige, at ogsaa mit Indre bliver saa fredeligt stemt. Jeg véd jo, at én vil ogsaa i den kommende Nat vaage over mit Leje, og denne er den eneste sande Sjæleven, der ikke vil forlade mig, selv i Dødens Skyggedal.

Og da folder jeg mine Hænder, og jeg beder mit Fadervor, som min Moder lærte mig at stamme, da jeg endnu var lille. Og jeg véd jo, at hjemme har jeg en gammel Moder, der hver Aften beder for sin Søn dér langt borte i det fremmede Land.

Ja, der oppe i Nord, hvor Karlsvognens Stjerner blinker, der ligger et lille Sletteland, hvor Tusinder af Mødre beder for Sønner i det Fjerne. Og Gud lyt­ter gerne til en Moders Bøn.
Saa falder det mig i Tanker, hvad en Artillerist for talte mig fra de skæbnesvangre Oktoberdage, da Byen her blev stormet.

Hans Batteri var kørt op for Enden af en Gade, og Granater og Geværkugler fejede langs ad den. Da skete det, at en Kvinde pludselig løb midt ind i Kugle­regnen med to smaa Børn ved Haanden. „Da“, fortalte den unge Soldat, „tænkte jeg paa min Moder, og mit Hjerte stod stille af Rædsel. Men hun og Børnene slap uskadte gennem Kugleregnen. Siden den Dag tror jeg paa Underet.“

Saadan gaar det vel flere end ham. Man kommer til at tro paa Underet, naar ens egen Forstand glipper. Der er ikke andet for, man griber igen til sin Barne­tro, prøver, om den kan bære, og se, den kan bære. Det er den eneste Redningsplanke der gives.

Th. k .

10. juli 1915 – Friedrich Nissen: “… gaa ind i Rusland”

Manufakturhandler Friedrich Nissen fra Sønderborg blev indkaldt til hæren ved krigens udbrud og deltog i de første måneder i kampene på vestfronten. Her blev han såret, og efter et lazaretophold kom han i november 1914 til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 64, som lå på østfronten. I sin dagbog noterede han 10. juli:

Appell om Formiddagen, jeg har ogsaa Kompagni Tjeneste, fra Holh havde jeg Kort, men slet ikke noget Efterretning i flere Dage fra Tydde. Vi er gaaet lidt rund i Lejren, Undffz Gralewski og jeg, der er her temmeligt mange Grave, mest fra 5. Gren. Regt. Russerne har ikke været meget her, derofr er Byen næsten ubeskadet. Indbyggerne har dog maat[t]et flytte sammen for at gøre Plads for San. Kompagniet, som skal holde mange Huse for at optage Saarede. Talte med Folk som boede i en lille Stald. Den var maaske 3 Meter lang og 2½ mtr. bred og der boede de med 10 Mand (Mand, Kvinder og Børn) og foruden dem husede Rummet en Ko, som dag maat[t]e ud, naar de vilde ind. De bad os om at gaa ind i Rusland og ikke at blive her i Polen, saa de som havde Skyld i Krigen ogsaa kunde føle, hvad det er at være i Krigens Omraade i et Aar.

(Dagbog, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot)

21. maj 1915. God privat indkvartering i Frankrig

Sønderjyden Hans skrev den 21. maj følgende:

Frankrig, den 21. Maj 1915.
Kære Mor og Søster!

I Gaar var jeg og en god Landsmand i Nabobyen med nogle Heste, og vi red saa hen til det Kvarter, hvor vi har været hele Vinteren. I kan jo nok tænke Jer, at det var mig om at gøre at besøge vor Far og Mor fra i Vinter, min Landsmand om at besøge sit Kvarter. Nu ligger der Artilleri i Byen.

Naa, Mor tog imod os med aabne Arme, Fatter var i Marken. Hun fik Kaffekedlen paa. Imens den kogte, gik vi en lille Tur rundt i Haven. Hvor hun mønstrede sin Have, og det kan nok være, at alt var i Gang. Ærterne groede allerede oven ud over Stængerne, flere var i Blomst, ja saadan var det med alt. Men hun er nu ogsaa særlig dygtig, hun gik saa sejrssikker med Hænderne i Siden. Falmet var hun nu; det er saa knapt med Brød, sagde hun, men nu har de begyndt at spise af en Del fra Haven. Spidskaalen var saa trind, saa ens Tænder løb i Vand.

Saa blev Kaffen lavet, og inden jeg saa mig om, vi sad i Haven, var vi et helt lille Selskab, som sad hos Mor til et Glas Kaffe. Det var selvfølgelig Nabokonerne og et Par Piger. Det var jo spurgt, at der var kommet Fremmede. Saa gik Samtalen jo med Tegn og Grimasser. De fortalte mig en hel Bunke og vilde saa gerne vide, om det da ikke var muligt at vor Kolonne igen kom dertil. Det vidste jeg selvfølgelig ikke. Mutter kom med en fin Cognac, jeg maatte smage den. Jo, hun forstod nok den Kunst at gemme.

Til allersidst kom der saa en stor Krukke med de dejligste syltede Blommer, — dem skulde jeg ogsaa smage. Saadan var det ogsaa i Vinter, hun havde stor Respekt for min Smag. Det kom vel af, at jeg jo altid kogte Maden. Saa forsvandt Nabokonerne, en for en. Min Kammerat kom oppe fra sit Kvarter med et stort Smil. Ham kunde vor Mor saa godt lide, da han ligner hendes eneste Søn, som er med i Krigen. Saa blev ogsaa han trakteret. Men da hun saa min Kammerat, fik hun Taarer i Øjnene. Ja, det er strenge Tider. Men det varede ikke længe, saa var hun i sit gamle Es igen.

Vi synes imellem, de tager det for let; men de er jo ikke Nordboere, de er mere livlige.

Da saa min Kammerat var bleven forsynet med det bedste, hun havde i Huset, red vi bort, med mange Hilsener til Kolonnen. En saadan Oplevelse gør godt, ikke mindst i denne Tid, under disse Forhold, i fremmed Land.

Det er, som kom man lidt tilbage til den gode gamle Tid igen. Slige Oplevelser gør et stærkt Indtryk. De hører med til Lyspunkterne i vort Liv, som leves her i alt dette fremmede.

Vi bor nu i en lille By, som ligger paa en Banke. Vi har en herlig Udsigt; men Befolkningen her i denne By staar en Del tilbage. Vi har haft meget Arbejde med at faa gjort rent rundt om, baade ude og inde. Men vi bor dejligt roligt.

Hils alle gode Venner fra mig. Glædelig Pinse

Eders Hans

Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve (1916)

6a44-074 4 soldater med æsel 1916
Soldater med en fransk familie og deres æsel 1916

8. maj 1915 – Iver Henningsen: “Hellig uskyld”

Iver Henningsen fra Haderslev kom til østfronten i februar 1915, og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. I maj befandt han sig et stykke bag fronten i landsbyen Eglobolo vest for byen Kalvarija. I et brev hjem 9. maj 1915 skrev han:

“Vi er jo i vort gamle svinekvarter her igen. Nogenlunde luft i reden har vi fået, men o skræk, beboerne, de er mest utilregnelige. En episode som man næsten skulle tro, var utrolig, havde vi i går aftes. Det var ved den tid, de fleste var ved at spise, så står den gamle af mændene minsandten foran fyrstedet og slukker nogle gløder, som var faldne på lergulvet, ved at tisse på det. Det var topmål, og dog så han undrende på os, da vi ville sætte ham udenfor og blive færdig: “Ich feuer kaput mact”, var det hele han sagde! Da vi havde opsøgt vort lager, det vil jo sige dækket hele gulvet med et god lag halm og lagt os i rækker seks i hver, bliver der endnu en plads fri for vor unge matka ved sengen. Her gik hendes toilette for sig. Hun fik helt nyt linned på uden at ænse os og uden at vi ænsede hende: “Hellig uskyld”.”

(Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)

IMG_2011_11_30_6695-russiske-civile_mindre

4. maj 1915. “Underligt at tænke på, at jeg måske i skyttegraven stod over for barnets fader.”

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Den 4. Maj 1915. Jeg laa paa Maven i en Hængekøje, bestaaende af noget Hønsetraad spændt imellem 4 Pæle, og skrev. Vi var lige kommen tilbage fra vor daglige Eksercits, som havde kostet os adskillige Sveddraaber, da det var meget varmt. Nu laa mine 7 Kammerater ude i Toften i det grønne Græs og røg Cigarer.

Vi laa 8 Mand der i et lille, umøbleret Værelse i Byen Le Fresne. Byen var ikke videre beskadiget af Krigen, og en stor Del af Civilbefolkningen boede der endnu. I Huset ved Siden af os var der et Barn paa 2 Aar, som jeg holdt meget af.

Jeg spadserede ofte med Barnet paa Armen eller ved Haanden. Moderen kunde godt lide det, hun begyndte at faa Tiltro til os; men hun tabte dog aldrig den lille af Syne.

Jeg syntes, det var saa rart at tage et Barn ved Haanden; saa var det mig, ligesom der var Fred i Landet, og det var nogle af mine skønneste Timer. Jeg sad ofte under Hyldetræet med den lille paa Knæet og sang danske Fædrelandssange.

Det var underligt at tænke paa, at jeg maaske i Skyttegraven stod over for Barnets Fader.

JN_Jensen med fransk pige
Journalist J.N. Jensen fra Flensborg Avis som tysk soldat med en lille, fransk pige på knæet.

 

2. maj 1915. Første Sønderjyde i Aurillac Lejren: Chr. Høeg fra Sdr. Sejerslev.

Senest ændret den 16. juli 2016 13:59

Chr. Høeg fra Sdr. Sejerslev blev den første sønderjyde, der ankom til fangelejren i Aurillac, der på initiativ af professor Paul Verrier var specielt indrettet på dansksindede sønderyder.

Jeg laa ved det aktive Regiment 163 i Neumünster og drog med det i Felten. Vi kampede først i Belgien og var siden med i Marneslaget paa højre Fløj, hvor vi til sidst laa i Skovene ved Elincourt Nord for Compiegne.

Den 17. September blev jeg saaret i venstre Knæ og var dermed færdig med Krigshaandværket. I to Døgn kæmpedes der om
Byen. Tyskerne havde den to Gange, Franskmændene tre.

Imens laa vi en 30-40 saarede, franske og tyske imellem hverandre, i et større Hus, Byens „Slot”, som Kuglerne stadig peb gennem. En Granat tog Husets Taarnbygning. Vi slap.

Efter Kampens Afslutning og Tyskernes „ubesejrede” Tilbagetrækning kom jeg i fransk Fangenskab. Det var den 19. September. I seks Døgn gav det kun en Humpel Brød. Sammen med to haardt saarede Franskmænd transporteredes jeg nu paa en tohjulet Kærre bagud til den større By Amiens, hvorfra jeg kom paa Lazaret i St. Brieux.

Undervejs fik jeg for Resten en slem Forskrækkelse, saa jeg en Overgang troede, min sidste Time muligvis var kommet. Jeg sad bag i Kærren med Benene dinglende ned, medens de to Franskmænd laa foran i Vognen. Men da vi kørte igennem en Landsby, kom pludseligt en fransk Bonde løbende i fuld Fart bag efter Vognen med en stor Brødkniv i Haanden. Det var tydeligt mig i den
tyske Uniform, hans Interesse gjaldt. Vilde han mon jage Kniven i mig forhadte „Boche“ ? Hvem vidste, hvad der kunde ske i disse Hadets Tider!

Alt imens kom Manden nærmere ind paa Køretøjet. Jeg gav da Udtryk for min Bekymring over for mine Medpassagerer. De raabte noget beroligende til deres Landsmand, som derefter stoppede op og gik sin Vej igen. Han vilde maaske kun have skaaret
en Knap eller Skulderstrop af min Uniform til Souvenir? Det skete saa ikke dengang. Jeg beholdt mine Knapper og mit Liv.

Efter et Par Maaneders Lazaretophold blev jeg saa puttet i en Fangelejr, som var indrettet i Byens Fængsel. Vi var en 60-70 Fanger paa hver Stue. Men her naaede mig kort for Jul Lykkens Engel i Skikkelse af Professor Verrier, der havde mit Navn paa sin Liste over danske Sønderjyder i fransk Fangenskab.

Jeg blev kaldt paa Kontoret og udspurgt og fik Løfte om Forflyttelse til en særlig Lejr. Det fortalte jeg naturligvis intet om til mine Kammerater, idet jeg var den eneste Sønderjyde i Lejren. Jeg skulde afvente nærmere Besked.

Men sidst i Marts 1915 sendtes vi alle paa Havnekommando til Lossehavnen Le Havre ved Kanalen. Vi indkvarteredes her paa et gammelt Skib i Havnen og arbejdede paa Havnen. Om Søndagene, naar der ikke lossedes, sendtes vi paa Jernbanearbejde uden for Byen.

Men her blev de derværende belgiske Flygtninge opmærksomme paa os og indtog en meget truende Holdning over for os. Vi var jo Skyld i deres Ulykke. 50.000 skulde der bo i Barakker der omkring, jagede fra Hjem, Slagt og Gerning. Nu skulde deres Harme
aabenbart gaa ud over os. Hvad kunde de finde paa? Vi var ikke videre trygge.

At Bevogtningen heller ikke var tryg ved Situationen, fremgik af, at vi Paaskedag om Aftenen blev hentede af en hel Eskadron Kavalleri, der skulde beskytte os paa Hjemturen. En Deling red foran, en anden bag efter Fangekolonnen, og en tredie galoperede ustandseligt omkring hele Formationen. Saa alvorligt tog man altsaa Truslen fra de belgiske Flygtninge. Først, da den sidste Mand var vel om Bord, forlod Rytteriet os. Der skete da ikke noget. Men ildesete, ja forhadte, var vi.

Men saa skete den store Vending for mit Vedkommende, Der kom Besked om, at jeg skulde flyttes. Mine Kammerater gættede paa, at jeg havde forset mig, maaske i Belgien, og nu skulde for en Krigsdomstol eller saadan noget.

Jeg sagde ingenting, men var naturligvis rede til at tage af Sted. Min Transport til den sarlige Lejr i Sydfrankrig var ogsaa noget for sig. To franske Gendarmer med ladte Revolvere skulde tage sig af mig og fore mig til mit nye Sted. Det foregik med Jernbane.

En Søndag Middag Kl. 12 kom vi til Paris, Frankrigs skønne Hovedstad. Hvordan det nu forholdt sig, ved jeg ikke, men vi kunde ikke køre igennem eller forbi Byen, men skulde fra Banegaarden i Nord marchere gennem Byen til den i Syd. Vagtmændene
var imidlertid ikke glade for den Tur gennem Storbyen. Min tyske Uniform vilde maaske vække Opsigt og Opløb. Og hvad kunde der saa ikke alt ske i Forvirringen?

Og de var jo ansvarlige for min Person. De lejede derfor en Hestetaxa. Og paa den Maade gik Turen jo smertefrit for os alle tre, skønt Taxaen jo maatte betales, men naturligvis ikke af mig.

Jeg fik da Paris at se fra et Taxasæde mellem to bevæbnede Mand, men uden Turistvejledning.

Vel ankommen til Sydbanegaarden vilde de to Vagtmænd gerne en Tur i Byen og betroede derfor mig Fange til Banegaardsbevogtningen. Disse var til at begynde med ikke videre venligsindet, snarere det modsatte; men da de mærkede, at deres Bemærkninger om, at Kejser Wilhelm burde have Hovedet af osv., fandt mit Bifald, vendtes Stemningen, og Cigaretterne kom frem. Bon Monsieur!

2. Maj ankom vi til Aurillac, den lille Provinsby i Auvergnes Bjerge. Jeg blev forskriftsmæssigt afleveret paa Kasernen, hvorfra en Korporal førte mig til en større Depotbygning i Byen. Undervejs betroede han mig paa gebrokkent Tysk: „Wo Sie werden kommen hin, werden sein viele Dänen.“ Det passede mig godt og spændte min Forventning.

Da vi derfor fra Depotets Kontor, hvor den nye Lejrledelse havde taget imod mig, kom ud i Gaarden, og der mødte en hel Hoben tyske Krigsfanger, sagde jeg naturligvis oprømt et tydeligt „Go’daw!” Men stor blev min Overraskelse, da ingen gengældte min velmente Hilsen.

Hvad var det for noget? Ja, man gør som fremmed vel bedst i at tie, indtil man bliver tiltalt. Her viste det sig, at vi stod overfor lutter Bayere, som naturligvis ikke forstod mit sønderjydske Maal. Men da de lidt nysgerrigt kom nærmere for at modtage den nye Kammerat og høre nyt ude fra Verden, fik de Kommandoen: Allez, allez! Jeg var ikke bestemt til deres Selskab, men noget for mig selv.

Jeg førtes saa ene Mand gennem Byens Gader mellem to Soldater med opplantede Bajonetter og Lejrledelsen i Spidsen; et drabeligt Optog, som en anden „Forbryder” i Ordensmagtens Forvaring. Vi landede i Ecole d’Albert, mit endelige Bestemmelsessted. Her var der ingen, der modtog mig, undtagen en fransk Tolk. Det første Døgn var jeg ene Dansker paa Stedet, men stadig stærkt bevogtet af mine to Vogtere, der dog Natten over tillod sig at blunde sammen med mig, medens de baade Aften og Morgen stod strunkt ved Døren. Almindelige Franskmænd havde vel ogsaa lidt svart ved at satte sig ind i, at der kunde vare „Danskere” i tysk Uniform, der kæmpede mod deres Land. Men „viele Dänen” var der altsaa foreløbig ikke at se og snakke med.

Om Eftermiddagen blev jeg dog sat til at stoppe Halmmadrasser. 28 fik jeg fra Haanden. Saa der var vel Haab om, at der kom flere til. Og ganske rigtigt, i de følgende Dage kom den ene efter den anden rejsende til, som forstod mit „Go’daw!” Men jeg var altsaa den første paa Pletten til at modtage alle mine sønderjydske Kammerater, der kom til Aurillac-Lejren, hvor vi efter Omstændighederne fik en god Behandling; men derom skal jeg ikke fortalle mere her.

Hjemme i mit Hjem i Sønder Sejerslev fik min Optagelse i den sønderjyske Fangelejr dog siden hen et mindre godt Efterspil, som vidnede om Prøjsernes ukloge Smaalighed til det sidste. Mine Forældre havde — som andre Hjem, hvis ugifte Sønner var i Fangenskab — ansøgt om at faa min Soldaterlønning udbetalt som Forsørgerbidrag. Det skete ogsaa et Par Gange, men saa kom der en Skrivelse, som jeg opbevarer som et Minde fra Prøjsertiden, med følgende Indhold:

Schleswig-Holsteinisches Infanterie-Regiment Nr. 163, II. Bataillon. — Nr. IV — 7. 7. 18.

An Herrn Christian Høeg

Süder Seierleff (!)

Nach der übersandten Adresse befindet sich Ihr gefangener Sohn in einem Vorzugslager, in dem eine starke deutschfeindliche Werbetätigkeit betrieben wird. Diese Krigsgefangenen machen sich durch ihr Verbleiben in diesen Lagern des Landes- und Kriegsverrats dringend verdachtig. Auf Grund einer krm. Verfüg. ist die Lohnungsgewahrung an die Angehörigen sofort einzustellen, das mit Ende Juni 18 erfolgt ist.

(sign.) von Rahlenstein
Hauptmann u. Batls. Kdeur.

Men dansk Rod var stærkere end tysk Chikane!
Chr. Høeg

DSK Årbøger, 1947.

6a43-022 Krigsfangelejren Aurillac
Sovesal i Aurillac-lejren

 

22. april 1915. Gasangrebet ved Ypres: “De arme mennesker, lige fra småbørn til gamle, lå døde omkring os.”

Senest ændret den 16. juli 2016 13:51

Lauritz Jørgensen deltog som tysk soldat i det første gasangreb ved Ypres den 21.-29. april 1915.

(… fortsat)

Pludselig var en franskflyvemaskine over os. Lige så hurtigt var den igen borte. Vi var observeret. Nu blev vi hele dag en overdænget med granater, fra de mindste til de største, og vore maskingeværer blev tavse.

Ved mørkets frembrud stormede vi frem til byen „Lixerne“. Flere angreb blev forsøgt i løbet af natten , dog uden resultat. Byen var beboet, og et frygteligt syn mødte os. De arme mennesker, lige fra småbørn til gamle, lå døde omkring os.

Det kan ikke beskrives. Mange af os græd ved synet af denne barbariske fremgangsmåde.

Jeg tror, at både det tyske og franske artilleri havde byen un­der ild, og vi blev nødt til, så snart mørket faldt på, igen at forsøge på at nå videre frem. Da vi kom ud på den våde mark, satte utallige maskingeværer ind på os. Vi måtte i liggende stilling grave os ned, medens kuglerne haglede igennem vore sammenrullede kapper og blik­spandene, som lå øverst.

Vor forbindelse bagud var også gået tabt. Så var det slut.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1954

Vestfront Patrulje med gasmasker

22. april 1915. Fra fronten til storbyen: Fattige børn og løsagtige fruentimmer

Sønderjyden Th. K. [måske Th. Kauffmann? /RR] skriver fra Lille:

Lille, den 22. April.

Nu er det Løvspringstid, Linden løves, og Kastanietræerne staar med Lys mellem de grønne Kviste. Træerne har faaet denne lette, lysegrønne Farve, der ligesom indhyller dem i et Brudeslør.

Ak, hvad ligger der ikke for tunge Dage mellem Vaaren i Fjor og i Aar! Jeg gaar videre gennem nogle af Storbyens Smaagader, hvor det vrimler af Børn, saa jeg næsten ikke kan tro paa Frankrigs Fattigdom paa Børn. Underligt nok, de leger akkurat de samme Lege, jeg legede som Barn. Og Børnene har slet ingen Angst for den frem­mede Soldat, tværtimod, de omringer mig og tigger om Penge, hænger sig i mine Frakkeskøder, saa jeg smilende maa hale Portemonæen op af Lommen og dele alle mine „Sous“ ud til Flokken. Saa først faar jeg Ro.

De Stakler, i mange Hjem er der intet Arbejde, men Smalhans paa Fødemidler. Det lader til, at Bør­nene er vante til at faa Penge af Soldaterne.

En Ting maa man harmes over her i de franske Byer, nemlig den uhyre Mængde af Kroer, der findes her. Hvert tredje Hus er en „Estaminet“ , en „ Bar “, en „Restaurant“ eller hvad de alle hedder. Et meget trist Syn er det at se fattige Kvinder med Smaabørn paa Armen staa ved Disken og drikke deres Øl, Kognak eller Genever.

Frankrig er Vinens Land, men Vinen, eller rettere Alkoholen, er bleven Frankrigs Forbandelse.

Jeg forlader Fattigkvarteret og bøjer ind i en af Ho­vedgaderne, gaar over Universitetspladsen med Pa­steurs Mindesmærke. Ja, der er en Rigdom af smuk­ke Mindesmærker her, man mærker, man er i Kun­stens Land. Heldigvis er Kunstværkerne blevne skaanede af Bombardementet, lige som de smukke­ste Bygninger ogsaa alle er slupne, frem for alt Museet.

I Byens Hovedgader udfolder der sig et rigtigt Storstadsliv. De elektriske Sporvogne og Automobilerne iler ustandseligt frem og tilbage. Officerer og Soldater passerer til Fods, til Hest og til Vogns. Og langs ad Fortovene promenerer Flanerne deres nyeste Foraarstoiletter.
Man væmmes uvilkaarligt ved disse Damer, der endnu, mens den uhyggelige Krig raser udenfor By­ens Porte, kun tænker paa Stads og Fjas.

Og Tusinder Kvinder i deres By bærer Enkeslør, deres Forsørger, deres Slægtninge er døde, lemlæ­stede i Krigen!

Men endnu mere maa man væmmes ved de Kvin­der, der kaster sig i de fremmede Soldaters Favn. En­hver ærlig Soldat maa foragte dem.

Jeg skynder mig bort fra de stærkt befærdede Ga­der, kommer atter ud i Byens Udkant, hvor det duf­ter fra de blomstrende Frugttræer i Haverne. I en lille Restaurant køber jeg mig for en Francs et tarveligt, men solidt Maaltid. Værtindens Mand er med i Krigen som de fleste. Hun ryster paa Hove­det og siger La guerre — grand malheur“, jeg svarer La guerre — triste“. Da vore gensidige Sprogkund­skaber ikke rækker stort videre, nøjes vi med at ud­tale vor Beklagelse af Krigen.

Solen synker nu i Vest og jeg opsøger mit Kvarter.

Th. k .

brøduddeling mindre

 

16. april 1915. Ribe Stiftstidende: Faldne, sårede og fangne.

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den avis i Danmark, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen

Af Nicolai Flyman

Faldne, sårede og fangne.  Efter nordslesvigske blade

Vejmand Andersen i Toftlund har modtaget efterretning om, at sønnen er falden. Han var kun 22 år gammel og kom ind i efteråret som rekrut. Det var forældrenes eneste søn.

Der er nu faldet 16 fra Toftlund sogn.

Jes Frederiksen i Bylderup har fået meddelelse om, at Sønnen, Frederik, den 30. marts er bleven hårdt såret i Hovedet og den 31 Marts var død på Lazaret.

Familien Jes Høy på Roesgård ved Løjtkirkeby har modtaget meddelelse om, at sønnen Peter er falden og bleven jordfæstet den 8. april.

Gårdejer Jørgen Jørgensen fra Brandsbøl er falden den 12. januar. Han efterlader enke og 6. børn, hvoraf det yngste kun er nogle uger gammelt.

Ifølge den nyeste tabliste er Jes Christensen fra Trappen ved Gråsten falden. Han stod som landeværnsmand ved 86. Füsilerregiments 3.kompagni.

En søn af byggemester Schlichting i Dybbøl blev i September måned hårdt såret på den østlige krigsskueplads. Nu er sønnen død af sine sår.

Niels Christensen fra Nordborg og Christian Schmidt fra Holm er bleven let såret i Kampene mellem 11. og 17. Marts.

Endvidere meddeles at Johs. Erichsen Adsbøl, Peter Jessen, Snogbæk , og Anders Christensen Poulsen fra Bevtoft er bleven hårdt sårede i Kampene i begyndelsen af Marts Måned til den 2 april.

Frivillig Fr. Nielsen fra Nybøl, Åbenrå Kreds, er hårdt såret.

Karl Szameitat fra Sønderborg er Død i tirsdag på Reservelazarettet i Flensborg, 25 år gammel. Han Efterlader enke og børn.

Marie Lund i Hajstrup, har fået meddelelse fra sin søn Mads Lund om, at han og Anders Christiansen fra Skovby (Bedsted sogn) på en Patrouilletur den 11. Marts kom i russisk Fangenskab. De får nok at spise og har det det for så vidt godt.

Et fransk Brev
Landdagsmand Nis Nissen, Viby, Købmand Chr. Jakobsen, Høruphav, og maler Jakobsen, Sønderborg, har modtaget følgende franske brev som ”Dybbølposten gengiver i oversættelse:

”Herrerne Jakobsen og Hr. Nis Nissen. I et for os alle sørgeligt øjeblik har vi haft den ære at gøre deres bekendtskab. I den måned vi har levet sammen, har de trods fuld opfyldelse af deres pligt gjort alt muligt for at lette os krigens hårdheder.

Emil, Andrea og jeg er dybt rørt og hjerteligt taknemmelige for den venlighed , der har vist os.
I Fremtiden, når de atter er hos deres Familie, ønske vi dem al mulig lykke på deres ø, langt borte fra os vil vi i tankerne se tre Hjerter, som vi aldrig vil forglemme.
Marie Dorey”

De tre alsinger havde været indkvartede på et større bondegård hos nævnte familie en måneds tid, men har nu fået et andet kvarter. I anledning af deres omkvartering blev nævnte brev overrakt af husmoderen, der er en født pariserinde.

9. april 1915. “Den russiske Officershustru i Uniform”

Anonym sønderjyde skriver fra Østfronten

V …………… den 9. April 1915.
Kære Forældre!

Den Fangst, som vor Division gjorde, og som jeg i mit forrige Brev fortalte om, kunde ogsaa let være mislykket; det var vor Lykke, at Russerne intet Artilleri havde. Af vort Regiment skulde kun to Eskadroner deltage: anden og fjerde. De var punkt­lige paa Stedet, hvor de skulde staa . . . Dragoner kom forsent. Og dertil kom, at det aktive Jægerkom­pagni, som skulde indtræffe, var gaaet fejl Vej. Saa var der kun de to Eskadroner fra vort Regiment og de øvrige Jægere; ialt omtrent to Hundrede Mand, endvidere to Kanoner og et Maskingevær. Det rus­siske Infanteri var Tusinde Mand stærkt og dertil kom 100 Kosakker. Men alligevel blev der angrebet til fastsat Tid — Klokken 6 om Morgenen.

Da Russerne mærkede, at de blev angrebne, gik de tilbage, men her mødte de Jægerne. Saa omkring igen og frem. Her mødte de vore Dragoner. Saa gjorde de Højre om, men her mødte de igen Jægere. Saa gik de over en Isflade, og derved klumpede de sig noget sammen. Det var det Øjeblik, da Artilleriet og Maskingeværet satte ind. Og de mejede skrække­ligt ned. Masser af Døde laa der omkring paa Isen.

Den unge, smukke Kvinde — som ingen genken­der som Kvinde, da hun bærer russisk Officersuni­form — kæmper tappert ved sin Mands, Oberstløjt­nantens Side. Hun ænser ikke Kuglerne, hun ænser ikke de Saar, hun faar; kun fremad, stadig kæm­pende. — Indtil hun synker bevidstløs sammen, — tre Kugler, alle i venstre Arm. Men hendes Mand stormer videre fremad, indtil ogsaa han rammes og synker død om.

Da Russerne tages til Fange, bliver de Saarede lagt paa Vogne; Oberstløjtnantens Hustru ogsaa. Hun vaagner af Bevidstløsheden, da hun atter forbindes ved Kirken her i Byen. — Hun spørger efter sin Mand. Hun maa ikke faa at vide, at han er falden. Han er blandt Fangerne, svares der. Senere føres Fangerne forbi Vognene med de Saarede. Hun vil se Fangerne, naar de føres forbi; hun har tvivlet om Sandheden af, hvad der fortaltes. Vor Regimentslæge lader et Par Mand støtte hende, og nu sidder hun og ser paa Fangerne, som gaar forbi — indtil den sidste er forbi. Saa falder Øjenlaagene i, og Taarerne strøm­mer ud af Øjnene. — Nu ved hun, at hendes Mand blev derude . . .

Dagen før Kampen toges en Junker af vort Regi­ment til Fange af Kosakkerne. Han var en Svoger til Løjtnant H. — ligeledes af vort Regiment. Dagen efter fandt man hans Lig. Kosakkerne havde skudt ham, efter først at have taget ham usaaret til Fange. Han havde faaet en Kugle gennem Hovedet og en gennem Hjertet.

Nu da de fangne Infanterister førtes her igennem, røbede en af de russiske Soldater, at det var den høje, slanke Kosakløjtnant, som havde skudt Junke­ren. Løjtnant H. blev straks underrettet herom, og Kosakløjtnanten vil naturligvis blive stillet for en Krigsret. Man behøver ikke at være bange for at falde i Hænderne paa russiske Infanterister, men Kosak­kerne er et Røverfolk. — Nu er her ingen Kosakker i hele Egnen, kun russiske Dragoner.

Vi har endnu en Fjende at kæmpe med overalt her i Rusland, saa snart vi er over Grænsen — og det er Utøjet. Russerne kender det ikke anderledes; de me­ner, at naar man ikke har Utøj, saa er man ikke sund og rask. I Hovedhaaret faar vi ikke „Indkvar­tering“, naar man hver Dag vasker sig, kan man let holde sig fri. De første Par Dage, efter at man har skiftet Linned og renset sig, gaar det, men snart kni­ber det med at falde i Søvn om Aftenen.

I saadan en russisk By er der i de fleste Tilfælde ingen, der kan læse eller skrive — ingen besøger Skolerne, Vejene er jo ufremkommelige. Det samme er Tilfældet med Tyskerne her. Her i Huset er for Eksempel to Kvinder paa 20 og 24 Aar. Den ældste er gift og har to Børn. Hendes Mand er i Amerika. De kan hverken læse eller skrive, hverken Tysk, Russisk eller Littauisk. De kan ikke skrive til deres Paarørende i Tyskland, og hun kan ikke skrive til sin Mand i Amerika, ligesaa lidt som han kan skrive til hende. Han har dog sendt hende en Billet til Over­farten, som hun dog ikke kan benytte nu for Øjeblik­ket.

Jeg skrev i Gaar et Brev for hende, til hendes Svigerinde, som bor paa den tyske Side af Grænsen. Broderen er preussisk Undersaat og sandsynligvis med i Krigen, hvad hun gerne vilde vide.

Aa, hvor her nu er snavset! — Her staar i hvert Hus en hel Del Træsko, ganske nye og helt af Træ, som de gammeldags hjemme. Her i Byen gaar nu alle i Træsko, lige fra Ritmesteren og ned til den yngste Rekrut. Men man maa gaa helt ovre paa Si­den af Gaden; midt paa Gaden er der flydende Mo­rads til Knæerne omtrent: Det er frygteligt.

Nu har vi i næsten fem Maaneder levet i dette fryg­telige Land og vi er lede og kede af det for længe, længe siden . . . Man kan have hvad Sympatier man vil, man kan ønske dette eller hint, men den russiske „Kultur“ maa ikke sejre og brede sig. Det kan den naturligvis heller ikke. I Rusland trænges der til at blive vendt op og ned paa mangt og meget; ja paa alting. Den der ikke ved det af Erfaring, han kan umuligt gøre sig noget Begreb om, hvad Rusland er for et ravgalt Land.

Til Slut mange kærlige Hilsener fra Eders Niels.

Fra Harald Nielsen: Sønderjyske soldaterbreve (1916)

1915-02-14 LIR84_Wagner_russiske krigsfanger

2. april 1915. Johannes Jessen på Østfronten

Senest ændret den 2. februar 2016 11:16

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262. I februar 1915 blev det indsat i kampene ved de Masuriske søer.

Vi blev stadig angrebet af fjenden igennem daglige skyderier. Jeg husker vi blev med tog transporteret til Suwalki og forlod toget ved det sammenskudte bryggeri, og straks gik det østpå en hel dagsmarch. Vi skulle derude danne en feltstilling mod angreb fra Grodno, en fæstning ved Njemen (Nensel på tysk).

Langt ude var de russiske stillinger og et godt stykke foran dem lå en ensom bondegård. Min gruppe (en underofficer og 8 mand) fik til opgave at se efter om den var besat, det var den ikke og bonden og hans familie var der heller ikke, så indrettede vi os i køkkenet så godt det lod sig gøre men på engang hørte vi sagte stemmer, og vi studsede og lyttede, hvor i alverden kom de fra, vi undersøgte laderne stak hovedet op gennem loftlugen, vi fandt intet, men kunne stadig høre stemmer.

På gårdspladsen stod et meget stort træ med en tyk stamme, bag dette træ havde vi hele tiden en vagt stående for at holde øje med russerne, men hans øre hørte de hviskende stemmer og han sneg sig om hushjørnet og her opdagede han at stemmerne kom nede fra jorden. Her havde bonden gravet et skjul for det tilfælde, at tyskerne kom, men næste dag kom der ordre til tilbagetrækning,

Det var langfredag [2. april 1915, RR] morgen vi begyndte tilbagemarchen mod Sulwalki. Det havde frosset om natten, solen stod op på en skyfri himmel vejen førte langs en række småsøer, der var omkransede med træer, der næsten skjulte huse og gårde. På engang begyndte det at blinke frem mellem træerne, vi troede det var solstrålerne der brødes i vinduerne, men nej, det var en kirke, der brændte. Det hele spejlede sig i isen, vi gik betaget forbi. Officererne fotograferede, det var den 1. april, det var vinter endnu, men strålende solskin.

Jeg skal lige fortælle om en ting, der var et meget stort handykap i den masuriske vinter. Vi gik jo og spiste sne for at slukke tørsten og kom vi så ind i en bondegård hvor ovnen lå fuld af halvbagt brød, som endnu var varmt og klæbrigt blev det svælget ned med grådighed, forplejningen kunne ikke følge med, derfor var vi altid sultne og spiste alt hvad der kunne spises, det kunne maven ikke tåle og det gav gennemgang så det forslog noget, vi blev trætte og afkræftede og skulle stadig marchere og kæmpe. Sommetider sad det meste af kompagniet ved siden af vejen med bukserne nede. Hvad det vil sige med hele udrustningen af og på i en fart, for så at gå en halv time og så til det hele igen og sådan gik det i 2-3 uger.

Da foråret så var slået igennem, jorden var blevet tør og hård kom vi i en fast stilling mellem Marlampol og Kalvaria, et gammelt valfartssted i Polen. 1. bataljon og 2. kompagni afløste hinanden hver 3. dag ude i skyttegraven.

Når vi kom tilbage lå vi i en lade i halm de tre dage vi var fri. Det stykke vi besatte gik gennem en have til en gård, hvor familien var evakueret og vi brugte alt fra gården til at udbygge vor stilling med, 3. og 4. kompagni afløste første og anden, en dag fandt jeg “Hejmdal” liggende i den bunker, hvor jeg boede, jeg fik nemlig også denne danske avis tilsendt. Det var klart, at der måtte findes en dansker mere ved et af de andre kompagnier, jeg skrev så mit navn og kompagni nr. på avisen og lod den ligge, men det viste sig efter lang tid, at det var en søn af Kloppenborg Skrumsager der lå ved 1. kompagni. Han ejede ved sin død den store gård “Kanekær” ved Kjelstrup strand, nu fik jeg i hvert fald en landsmand mere.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

31. marts 1915. Regiment 84 i Somme-Py: Byen er fuldstændig ødelagt.

Vicefeldwebel af reserven, C. Beuck, Infanteriregiment ”von Manstein” Nr. 84, 5. kompagni, fortæller om stillingskampene i Champagne.

Den følgende dag, den 31. marts, har vejret klaret op. Kompagniførerne er redet i forvejen for at orientere sig om den nye stilling. Om aftenen rykker vi så ud i stiling.

Vi går gennem landsbyen Somme-Py, som gør et gyseligt indtryk; den er fuldstændig ødelagt; ikke et hus er uskadt mere. Det hedder sig, at landsbyens beboere, da vi var under fremmarch, har mishandlet tyske sårede og hemmeligt dræbt dem; som straf er landsbyen jævnet med jorden.

Ikke en civilist er at se; forvildede katte og hunde strejfer omkring; Ukrudt vokser hen over de forfaldne mure. Af kirken rager kun ydermurene spøgelsesagtigt i vejret.

 Ad opkørte veje marcherer vi nu mod fronten. De opstigende lysraketter hilser os allerede og lader os erkende gravenes forløb på begge sider; i horisonten lyner kanonerne og slynger deres jernhagl på skyttegrave og opmarchveje. – Efter ca. to timer når vi den 1. linje. Den strækker sig gennem  en lav skovbevoksning. Gravene er forholdsvis tørre; der er kalk- og kridtjordbund. Den fjendtlige linje strækker sigomtrent parallelt langs med vejen Souain-Perthes.

C. Beuck blev senere præst ved den tyske menighed i Aabenraa.

Fra “Regiment ‘von Manstein’ Nr. 84 i Verdenskrigen” (Udkommer i 2015)

 

Somme-Py B 5536

28. marts 1915. Sultne belgiere

Paa Vej til Krigsskuepladsen

Lidt op ad Formiddagen ruller Toget ind paa Briissels Banegaard. Her er stærk Færdsel af alle de mange Militærtog. Befolkningen gør et fredeligt Indtryk, men Mænd og Kvinder staar tavse paa Gaderne og ser efter det bortilende Tog. De fleste Kvinder er sortklædte, maaske ligger en af deres Nærmeste allerede under sorten Muld, ramt af det dræbende Bly. Er det saa underligt, at mangt et brunt Øje lyner os imøde? Vi tilhører jo Landets Fjender, og det er vel umuligt at betragte os med venlige Øjne.

Vi forstaar deres fjendtlige Sindelag, men til Trods derfor behandler vi dem som Medmennesker. Et Par Mil sydfor Brüssel ser man et Syn, der maaske mest af alt giver et Indblik i Krigens Elendighed. Langs Banelinjen staar Hundreder af Kvinder, Børn og gamle Mænd, strækker bedende Hænderne ud mod os og raaber om Brød. Man spørger hos Baneposterne, og Svaret lyder, at Befolkningen mangler Brød, Kul og Petroleum. Kød har man, men ikke en Smule Brød. Da kaster enhver Soldat sin sidste Rest af Brød ud af Vinduet, og som en Flok Spurve kaster Menneskeflokken sig over det. Det blinker atter vaadt i mangt et Krigerøje, man tænker paa sine Kære derhjemme. Lykkelig vor Hjemstavn, at den er forskaanet for Krigens Rædsler!

Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve

brøduddeling mindre

22. marts 1915. Privat indkvartering: “… i grunden nogle små søde belgiere!”

Flandern, den . . . .

Saa blev vi afløste i Skyttegravene igen. I roligt Marschtempo, som det sømmer sig fbr Landeværnsmænd, tilbagelægges de ca. 10 Kilometer til Kvartererne.

Efter et Par smaa Timers Forløb er vi der. Halløj i — Mo’r staar allerede i Døren og vinker, og hun smiler med hele Ansigtet. „Ja, ja Mo’r, nu er vi her igen!“

Snart har enhver fundet sit gamle Kvarter, og vi 7-8 Nordslesvigere vort.

Mo’r tager imod os i Køkkenet. Hendes Ansigt er et eneste stort Smil. „Sættje bettje, sættje bettje!“, siger hun. Hun er nu saadan en lille flink gammel Mo’r, selv om hun ikke altid er saa renlig paa det. Det kommer sig ikke saa nøje i Krigens Tid; vi er saamænd ogsaa tit alt andet end rene.

Fatter sidder paa sin vante Plads henne ved Komfuret. Han siger ikke meget. Han tygger sin hjemmeavlede Tobak og spytter store Klatter ud paa Gulvet og ned i Kulspanden. Bliver Børnene for uregerlige, behøver han bare at true med Kæppen, saa er der straks Ro igen. — Al Respekt for Fatter.

Henne ved Vinduet sidder „Mari“ ved sit Knipleskrin. Sikken Fart hun har paa. Uha, som Fingrene spiller. Hun har rigtignok Haandelag, saa det duer noget.

En Del mindre Børn flokkes omkring os. De er unægtelig noget skidne og snottede, men alligevel i Grunden nogle smaa søde Belgiere.

Nu gælder det om at gøre sig det saa hyggeligt som muligt og søge Oprejsning for, hvad vi har maattet savne ude i forreste Linje

Harald Nielsen: “Sønderjyske Soldaterbreve).

RIR242 Indkvartering med kaniner_mindre
Soldater fra RIR242 i privat indkvartering i Belgien (Foto: Museum i Langå)

 

7. marts 1915. Krestens franske familie

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86) på Vestfronten. Bag fronten var soldaterne ofte indkvarteret hos private.

Søndag den 7. marts 1915

Det er søndag igen. Dampmaskinen brummer et stykke henne i gaden og tærsker franskmændenes korn; men selv får han intet deraf. Han har ikke engang lov til at pløje sin egen mark – det forbud kom for et par uger siden, da havde de allerede begyndt at så. Nu begynder man vel at fortryde, at man har ødet så meget korn her uden nytte.

Da jeg kom her, slæbte vi hver aften utærsket hvede ind for at bruge den til leje. Gaderne i Lassigny var belagt med et tykt lag havre, for at man ikke skulde lave for megen støj med vogne o.s.v. Tænk engang, hvad havre der har ligget – en vejstrækning på over en halv mil, og så var det kun her på det par km af den uhyre lange front. Nå, hvad der er gået til grunde, er gået til grunde, så er den slags værdier dog kun intetsigende mod så meget andet, der ødes.

Sous sidder og piller bønner. I vil vide, hvad familien lever af – ja, det er uhyre ensformigt. De får nogle runde kringler udleverede af borgmesteren, halvt af hvede og halvt af rug, og så store som almindeligt trillebørhjul. Det spiser de som oftest tørt, eller med en lille bid kød eller et par stegte kartofler til. For øvrigt har de mælk at leve af, og så bønner og roer.

Forleden dag spurgte de mig, når der dog gav fred, men det vidste jeg jo lige så lidt som dem; jeg trøstede dem så godt, jeg kunde; de gav sig til at græde over al den elendighed. Ellers ser man dem sjældent græde, skønt de har grund dertil. Sous fortalte mig, at hendes mor og hun ellers boede i Candor; det er en lille landsby midt i ildlinjen, ikke så langt herfra. De var flygtet hjemmefra, da krigen drog til disse egne, og de har ikke hørt fra manden siden sidst i august. Nu har vi prøvet at skrive til det internationale bureau i Genève for at skaffe oplysninger om ham.

Jeg har lovet Sous at lave hende en lille vogn til Rigmors dukke, som har fået navnet Lotte efter en historie, som Sous sidste dag havde for i lektier, og som jeg hørte hende i. Hidtil har hun jo kørt rundt med dukken i en tom cigarkasse. Det er helt rørende at se hende med dukken, som hun blev så sjæleglad for.

Her på gården er der endnu en lille pilmager kørehest og så et uhyre komisk æsel, som hedder Paptiste; det er så uendelig dumt og dovent; når man endelig bliver det for nærgående, så giver det et lille grynt og et vrik med halen, som den sidste rest af at slå bagen op. Jeg har taget et portræt af ham, som han står midt i solskinnet, så dovent, at det slet ikke kan beskrives. Det er jeg ude at hilse på, hver gang jeg kommer her til Cuy. –

Ellers er der ikke noget særligt at bemærke, jo vor geniale snedker fra Altona har fået et ben, idet han er bleven afkommanderet for at hjælpe til med at bygge de belgiske fæstninger op igen. Men du godeste, nu er brevet jo blevet længere end beregnet; jeg har fået et kort af kirken i Lassigny, det sender jeg jer hermed.

Jeres hengivne søn
Kresten

JN_Jensen med fransk pige
Sønderjyden J.N. Jensen fra Østerby i Daler sogn med en lille fransk pige på skødet. J.N. Jensen var i det civile liv journalist på Flensborg Avis.

 

Fra “Krestens breve og dagbøger”, udgivet af Claus Bundgård Christensen, 2012

Krestens breve

28. februar 1915. “Sådan er krigen jo …”

Paa Lasaret i Rusland.

I… I Rusland, den 28. Februar 1915.

Kære Kone og Børn!

Nu er det atter nogenlunde med højre Haand. Den venstre er endnu i Bind, men vil forhaabentlig ogsaa komme sig, og saa er jeg igen godt kørende. Særlig naar man betragter saa mangen Kammerats Skæbne, maa man være fuldkommen tilfreds. Mit gamle Kompagni, der ogsaa ligger her i Stilling, har haft Tab. Mange er syge, en Del er faldne og en Del er savnede eller i russisk Fangenskab. Vi havde et alvorligt Stormangreb om Natten den 24. Februar, da nogle af mine bedste Kammerater blandt Underofficererne faldt i Fangenskab. Jeg har grædt mangen stille Taare for deres Skæbne. Men saadan er Krigen jo …

Vi tager ellers meget Hensyn til den civile Befolkning. Naturligvis maa de rømme Husene for os og stille, hvad der ellers findes, til vor Raadighed. Der løber her umaadelig mange fattige Kvinder omkring, uden Bolig og Brød. Det er Familier, som ligner Sigøjnerne hos os. Fattigdom og Smuds er der meget af; men Folk her kender jo ikke andet.

Hvorledes staar Sagerne hjemme? Naar jeg engang kommer hjem, vil vi gøre os det hyggeligt. Jeg tænker meget paa Børnene. De skal begge afhente mig, naar det først er saa vidt. Jeg haaber, at D. bliver flyttet op til Paaske. Saa skal han faa en smuk Gave. Heller ikke W. skal forblive tomhændet. Bed kun om, at jeg maa koI Aftes ankom der 4 nye Melderyttere til vor Brigade: en fra Aabenraa, en fra Haderslev og to fra Sønderborg. Manden fra Aabenraa genkendte mig straks og var glad for at høre noget hjemmefra.

Det var Jürgensen fra Vægterpladsen. Jeg har truffet overordentlig mange Nordslesvigere, vi taler Dansk og genkender stadig hverandre.

Tusinde Hilsener Din trofaste
Cl.

Efterskrift:
Kære Kone I Hjertelig Tak for Pakkerne! Jeg modtog nu lige en, nemlig med Bonbon og Rum. To kom i Aftes, en med Smør og en med Bouillontærninger. Det er altsammen storartet, og Glæden er stor! Mine Kammerater modtog ogsaa Sendinger, og der raader en ret tilfreds Stemning.

ISL_Lazaret østfront
Lazaret på østfronten (Museum Sønderjylland)

 

 

8. februar 1915. Johs. Jessen i slaget ved de Masuriske søer

Senest ændret den 2. februar 2016 10:52

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262.

Den 8. om morgenen var der afmarch mod fronten, da vi kom ind i de store skove blev der kommanderet “halt” og vi fik befalet: “mit scharfen patronen laden und sichern”, så vidste vi at det næste skridt gjaldt et menneske.

Vi kom forbi mange byer hvor kun skorstenspiben ragede op af sneen. Russerne havde afbrændt alt.

Fra sikringsstyrkerne på begge sider af marchruten lød der nu skud og kl. 9 fløjtede de første kugler om ørerne på os, som egern fløj vi ind mellem træerne ved siden af vejen, vi kunne ikke se hvor de kom fra, men vi sneg os fremad for at opdage hvor fjenden opholdt sig og kom til en landsby i udkanten af skoven, fra den kunne vi se over en dalsænkning til en anden by med stråtækte huse og gårde og en kirke.

Nede i engene var et åløb som havde oversvømmet omgivelserne, en vej førte over åen, men broen var naturligvis revet bort, Byen hed Gehsen og russerne havde opholdt sig der i 12 uger. Vi fik nu ordre til at storme den, men da russerne så os komme frem bag husene begyndte de en frygtelig skydning, 1. delingsfører v. Prittwitz u. Gaffron var med 8 mand sendt ud på rekognosering, dem fandt vi døde nede ved åen bag nogle høstakke, hvor de havde søgt at skjule sig.

Efter som vi løb frem blev skydningen værre. Køster og jeg sprang over et raftehegn, her fik han et skud gennem højre lår og blev liggende, jeg fortsatte ned mod åen. Hans løb op på et lille bjerg, hvor han fik underkæben skudt i stykker. Phillip fik venstre pegefinger skudt af. Søren [Møller] blev ramt i hovedet og døde.

Jeg løb sammen med underofficer Zimmerman, og da vi smed os ned i den høje sne blev han ramt i hovedet og var død på stedet. Sneen sprøjtede mig op i hovedet, når kuglerne slog ned foran mig, men jeg kom heldig ned bag nogle store elletrunder nede ved vandløbet og var nogenlunde i ro for kuglerne, da var kl. ca. 10 og så lå vi her udstrakt på isen til kl. 3.

Henved middagstid kom vores kaptajn gående ud fra samme indkvarteringsby som vi var kommet fra. Han var en stor kraftig mand på små 100 kg han blev med det samme ramt af et strejfskud i kinden. Efter at han lige var blevet forbundet blev han ramt igen, denne gang i skulderen så armen faldt slap ned, efter at have råbt til os at nu skulle vi selv gik han tilbage og vi så ham først igen de sidste dage i marts.

Russerne havde for at beskytte sig selv beordret hele befolkningen udenfor byen på den side, vi kom fra, så vi infanterister ikke kunne skyde for ikke at ramme kvinder og børn, men artilleriet kom så og skød byen i brand, mens vi stormede løs og da vi kom op på hovedgaden, stod der 800 mand opmarcheret klar til at gå i fangenskab.

De fleste havde et friskbagt sigtebrød under armen, det tog vi selvfølgelig, og så begyndte vi at rense husene for fjender, men de stod alle på gaden, En gammel kone lå med smadret hoved i køkkenet, vi så nogle små børn ligge døde i sengene og kirken var ødelagt, alt inventaret var smidt ud og rummet benyttet til hestestald, alterskranken brugt til w.c. I tårnet lå en død mand, formodentligt klokkeren, resten af besætningen var stukket af, de kunne spores i sneen, kl. 6 begyndte så forfølgelsen. Det var altså min ilddåb.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

23. januar 1915. “I kan tro, jeg er stolt af mine Landsmænd …” Faldne, ikke-faldne og hilsener.

Senest ændret den 4. oktober 2017 11:36

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal

Faldne.

Arbejdsmand Christian Hansens Hustru i Bovrup, har nu faaet Meddelelse om, at hendes Mand, som hun ikke havde hørt fra siden den 9. September, er død paa en Lasaret i Noyon, efter Saar af to Kugler. Han efterlader Enke og 4 smaa Børn – Det er nu det femte Offer fra Varnæs Sogn. Desuden savnes der Oplysninger om en sjette Mand, som man intet Livstegn har hørt fra siden August Maaned.
Laurids Christensen, Søn af Arbejdsmand Christensen fra Mintebjerg, er falden i russisk Polen. Han stod i Hæren som aktiv Soldat og var 22 Aar gammel.

Seminariedirektør Badenhop i Haderslev bekendtgør, at endnu en Elev fra Seminariet, den attenaarige H. Gøttsche fra Gribbohm, har fundet Døden paa Krigsskuepladsen. Han er falden den 7. Januar under Kampene ved Sennheim.

Dr.phil. Cai Dame i Flensborg, er falden paa den vestlige Krigsskueplads. En yngre Broder til Cai Dame er ligeledes falden i Frankrig. Regnskabsfører Dame har ifølge “Fl.N.Z.” endnu en Søn tilbage, der ligeledes staar paa den vestlige Krigsskueplads.

Ikke falden.

Der meddeltes nylig, at Bager Tøge Clausen i Sønder Hostrup var falden. Nu har hans Hustru modtaget Brev fra en Feldwebel Kønig, hvori der meddeles, at Clausen ligger paa Sygehuset i Beuthen. Han har efter Brevet at dømme været med ved Kampene i Galicien.

Fra Felten.

Feltlivets Humør.
Belgien, d. 8. Jan. 1915.

Kære Broder!
Jeg har i de sidste Dage faaet saa mange Breve og Pakker fra Dig, at det er en Lyst. Det er vist paa Tide, jeg faar sagt Dig tak for det alt sammen, – Tak! I Dag modtog jeg en Pakke fra Dig fra sidst i November med Kiks, Ost, Pølse osv. Nu tror jeg da, jeg har faaet alle Eders Julepakker. Det er godt, at de ikke kom alle paa en Gang, for saa skulde jeg have lejet en Vogn eller et Automobil til at køre dem paa. At bære dem alle havde været en ren Umulighed. Men som sagt, jeg har faaet dem lidt paa lang, og det er gaaet helt godt med at fragte dem. Kun Juledagsmorgen, da vi gjorde en March paa et Par Timer, svedte jeg frygteligt. Men havde du set vort Kompagni, vilde Du vist have troet, at det var en Flok Kræmmere, saadan var vi behængte med Pakker. Ja, det er helt storartet, hvad der gøres for os, baade fra vor Families, fra Statens og Kommunernes Side. Hvad Forplejningen angaar, lider vi ingen Nød. Man faar ikke saa meget, naar man er civil, kun er det saa lidt bedre tilberedt.

Vi har i den sidste maaneds Tid haft en temmelig let Tjeneste. Vi er 4 Dage ude i forreste Linje og 4 Dage i Reserve. Den Tid vi ligger i Reserve, har vi det ret hyggeligt. Vi sørger først og fremmest for at faa Kroppen ren (L. er jeg omtrent af med), og saa for Resten bager og steger og koger vi i større Maalestok. Vi har i vor “Gruppe” en dygtig Kok i M.H. fra Favervraa. Sikke Pandekager han kan bage. – Mel har vi erobret en Pose af i Woumen – en nedskudt By her i Nærheden, Mælk køber vi hos Bønderne her. De er tildels vendte tilbage igen. Et Par Æg køber vi ogsaa, naar det lader sig gøre, og Fedt og Smør leverer vi hver en lille Klat af. Lægter og Træ til Brænde faas fra de nedskudte Huse, det er et udmærket Brændsel. Er vi saa heldige at have en Pande, saa er det storartet, ellers bruger vi, hvad der saadan kan gaa.

Nu skal jeg fortælle sig, hvordan det gik, da vi slagtede vor Julegris. Ser Du, ude i forreste Linje staar det et Par Huse og Resten af nogle Gaarde. Vi har sat Løbegravene i Forbindelse med disse Huse, saa vi til enhver Tid kan besætte Stillingen i en Fart. Vi nøjes gerne med at stille en hel Del Poster ud, som kan alarmere os, saa snart der er Ugler i Mosen. Resten af os ligger i Husene. Nu, den første Gang vi kom derud, gik der en gammel So og en halv Snes Ungsvin omkring. Vi fik Ordre til at “rekvirere ” dem. Ungsvinene afsattes jo glat som lækre Sager. Vor Gruppe fik ogsaa fat paa en, den blev slagtet og flaaet, og saa tog vi den med tilbage, da vi kom i reserve igen.

Til Jul var kun den gamle So tilbage. Turen kom til den. To Hamborgere var Hovedmændene. De gik og jagede med den i tre Dage uden Held. Saa en Dag lykkedes det os, at faa den ind i en Dækning, vi havde ude i Haven. En Mand stillede sig udenfor Indgangen til Dækningen med en stor Kølle, den anden gik ind for at jage Soen ud. Han med Køllen skulde være parat og slaa den for Panden, naar den kom ud. Med et høres et mægtigt “Bov”, og Soen kommer springende, vor Hamborger bliver saa forflippet, at han først glemmer, hvad han skal, men derpaa hæver han Køllen og træffer Soen – paa Bagen. – Hen paa Eftermiddagen maatte Soen – efter tre Dages haardnakket Kamp – give tabt for Overmagten. Den kom i Julegryden, men hvor var den sej!

Ja saadan gaar det, vi sørger først og fremmest for at faa noget at spise. Det er næsten ved at blive Hovedsagen.

Hvor længe vi bliver her i denne Stilling, ved jeg ikke, sandsynligvis ikke ret længe. Jeg har meldt mig til Musikken og er ogsaa bleven antaget. Jeg slaar Bækkenerne. Det er et helt nyt Musikkorps, vi har saaet sammenstillet, og der er ingen af de andre Forstærkningsbatailloner, der har et saadant. Om vi nu faar til Fordel af det, idet vi f.Eks. kan blive ved Bataillonsstaben og ikke kommer ud i forreste Linje ved jeg ikke endnu. Men om vi ogsaa ligefuldt skal gøre Tjeneste med, saa er der dog altid lidt Afveksling og Opmuntring at finde ved Musikken.

Kære Broder, hvor er jeg dog glad ved, at Du er helt fri. Men somme Tider tænker jeg som saa, det kunde have været helt interessant for Dig, hvis Du kunde have besøgt mig et Par Dage og faaet et lille Indblik i Livet i Felten. Vi har nylig faaet Forstærkning af Rekrutter og Forstærkningsreservister.

Vil Du hilse S. og Marie og den alle fra mig. Tror Du, vi kommer hjem til Paaske? det er ved vanskeligt! Hvor maa vi være glade, at Krigen ikke raser hjemme hos os. Du kan tro, det ser ikke lysteligt ud her.
Hilsen til Jer alle
fra
Hans

Fra Skyttegravene i Østpreussen.

Fra nordslesvigske Landeværnsmænd der i 8 Uger har ligget i Skyttegravene i Østpreussen, er der iflg. “Fl.Av.” indløbet følgende Brev:

Østpreussen, 11. Jan. 1915.

Kære Familie!

I Dag skal I have et Brev fra mig, da jeg har Tid til at skrive. Vi er nemlig komne i Ro i syv Dage. Her er ikke noget videre nyt; den ene Dag gaar som den anden. Jeg kan da fortælle, at Rasmus Jørgensen og jeg har faaet os en Seng, en virkelig Seng, hvori vi kan lægge os om Aftenen ligesom enhver Civilperson. Det har jeg ikke haft siden jeg kom fra Slesvig. I maa tro, at det er en behagelig Følelse at trække af Klæderne, som klæbede os paa Kroppen; vi har jo ikke noget at skifte med, og Utøj har vi alle.

Vi bor her i P. hos nogle pæne og rare Folk. De Stakler har faaet at vide, hvad Krig er. Det er Mand, Kone og 3 Børn; en Søn er i Frankrig, og en blev skudt af Russerne. Den eneste Trøst for dem var, at de fandt hans Lig og fik det jordet; han var kun 19 Aar. Moderen, den Stakkel, kan slet ikke glemme det og taler ofte med mig derom. Jeg har set Grave af Russerne her, hvor en Haand eller endog Arme rager frem; ikke engang helt i Jorden har Russerne faaet deres Døde. Det er en Ynk at se, og Kragerne holder godt Maaltid.

Ja, kære Familie, saadan ser det ud, men vi er saa vante til Elendigheden, at vi næppe ser den mere; det er næsten, som om vore Følelser sløvedes. Men I skulde se vore nordslesvigske Folk her; det er Karle. Vore Overordnede er saa glade for os, at det er en Lyst. Hos Nordslesvigerne er der ingen Brovten og Pralen, men Rolighed, Ædruelighed og Paapassenhed i alle Retninger; der er ingen Drikken og ingen Banden. I kan tro, jeg er stolt af mine Landsmænd; hos dem gaar Pligten over alt. Jeg har dog nu lært mange Slags Mennesker at kende, men Nordslesvigeren er Nr. 1.

Vi har det ellers temmelig roligt i denne Tid. Artilleriet er naturligvis altid i Virksomhed, men det gør os ikke megen Skade. Vi kan på Fløjtet nøje kende, hvad der kommer, om det er en Shrapnell, en lille “Aufschläger” eller en “Fuldtræffer”. De sidstnævnte har vi respekt for; de kan ødelægge et helt Hus med ét Skud. De førstnævnte kommer i en uhyre Fart og siger hui-rap, rap; de andre siger ssss-bump; de kommer mere langsomt og giver et Knald, der kan høres milevidt. Russerne skyder godt og er modige Soldater; men Førerne duer ikke, og Forplejningen er daarlig.

Lidt om Juleaften:

Juleaften gik jeg paa Vagt ved Pigtraaden og tænkte paa mine Kære derhjemme og lidt mindre paa Russerne. Jeg kom, saa daarlig en en Juleaften det ogsaa var, rigtig i Julestemning og nynnede en var vore smukke Julesalmer. Derved fløj mit Blik ud over det smukke hvide Landskab. Sneen glitrede som Krystal i Maaneskinnet, og alt saa saa herligt og fredeligt ud. Men saa begyndte paa én Gang vore Kanoner bag ved os at tordne, og Illusionen var brudt.

Vi skal ellers have Øjnene godt med os; thi naar der ligger Sne paa Jorden, kommer Russerne i lange hvide Kjortler og Huer, saa vi næsten ikke kan se dem. Maalet er at skære vore Pigtraadshegn over; derfor er det lidt farligt at staa paa Post ved Pigtraaden, vi har taget adskillige Russere derved. Vi anvender den samme List. De skyder vel paa os, men træffer for det meste ikke.

Vi har endnu vort nordslesvigske Humør, endskønt vi har ligget 10 Uger i Skyttegraven; det forlader os aldrig. Men hvor vi længtes efter at se andre Mennesker. Jeg var med nogle andre for nogen Tid siden afkommanderet til A. for at lære at kaste Bomber, at betjene Lyskasterne, at skyde Lyskugler og overvaage Klokkerne i Pigtraaden. Vi havde 6 Uger ikke set andet end Soldater og atter Soldater og blev staaende stille paa Gaden og saa paa Folk; enhver vi traf, tiltalte vi. jeg fik fat paa to Smaapiger paa lille Ingas Alder og gav dem hver en Groschen; blot for at holde lidt paa dem og tale med dem.

Ja, Krigen er skrækkelig; gid den snart havde Ende og vi kunde komme hjem vil vore Kære igen. Vi er jo alle ældre Folk her og har Kone og Børn hjemme.

Hjertelig Hilsen til Eder, I Kære, og Hilsen til alle Venner i Nordslesvig fra Gefrejter Bennedsen, Bolderslev, Landeværnsmændene Joh. Torp og Rasmus Jørgensen, Hjordkær, Knud Schultz, Johan Schrøder og Anton Maasbøl, Uge, Jens A. Hansen, Storde, Anton Jensen, Aarslev og Johan Bock, Hjerpsted.

22. januar 1915. Nyt fra Hejmdal: Faldne, savnede, fangne – og hilsener fra felten

Senest ændret den 23. januar 2015 12:44

Hejmdal

Fra Felten.

Død paa Vejen hjem.

Gaardejer P. H. Wolf fra Viby paa Als blev indkaldt i Begyndelsen af September Maaned og var derpaa med som Landeværnsmand i Frankrig. Han blev haardt saaret den 2. Okt. i Omegnen af Noyon ved et Skud i Lungen, men allerede den 12. Oktober som saa vidt ved Helbred, at han kunde transporteres, ført med et Lasarettog til Tyskland. Siden den Dag savnedes der if. “S.Z.” Underretning om ham, saa at hans Familie i en helt Fjerdingaar har maatte leve i Uvished med Hensyn til hans Skæbne.

Nu er det endelig, efter mange Undersøgelser lykkedes at erfare, at Wolf den 13. Oktober i Maubeuge er bleven udladet af Togen som død. Hans sager afgivne til Banegaardskommanturen dersteds. Wolf var 32 Aar gammel og efterlader Enke og to smaa Børn. Hans for 2 Aar siden afdøde Fader, der var Kommuneforstander i Viby havde været med i Krigen 1870-1871.

Til Marokko.

Gaardmand J.P. Jessen fra Ragebøl, der en Tid lang har været i fransk Fangenskab, har nu ifølge “Fl.Av.” underrettet sine Paarørende om, at han til Jul er bleven transporteret fra Sydfrankrig, hvor han var interneret, til Marokko.

Store Ofre.

Enke Carstensen i Ebøl ved Bredsted har ifølge “K.Z.” i den senere Tid modtaget tunge Budskaber. Efter at allerede én Søn og en Svigersøn er faldne og en anden Søn er betegnet som savnet, har Enken nu faaet den Efterretning, at ogsaa hendes tredje Søn har fundet Døden paa Krigsskuepladsen.

Savnet.

Kommuneforstander Heinrichsen i Eggebæk beder om Oplysninger vedrørende Landmand Thomas Autzen af Eggebæk Mark (født den 12. November 1879), der drog i Felten med 86. Reserveregiment 11. Kompagni; den 2. Oktober blev han saaret i Benet ved Noyon, men senere ikke ladet høre fra sig.

Rømøboere i Fangenskab.

Følgende Søfolk fra Rømø er internerede i Fangenskab:
Kaptajnerne Peter Lassen, Hans Lassen og Janus A. Jensen.
Styrmændene Ginius Nissen, Mathias Mathisen og Konrad Thomsen, Matros Sybrandt Jensen og Skibsdreng Ludvig Schmidt.
Kaptajn Peter Lassen er i russisk, Styrmand Nissen i fransk, og alle de øvrige i engelsk Fangenskab. De har alle sammen været i Fangenskab siden Krigens Begyndelse.

Fra Provinsen.

Telegrammer til Soldaterne i Felten. Modtagelses- og Prøvestedet for Telegrammer til Soldater i Felten er for 9. Armékorps Vedkommende: “Haupttelegraphengebäude, Hamburg, Ringstrasse 7, Zimmer 100a.”
Telegrammer til Soldaterne sendes alle hertil.

Falden. Der er kommet Meddelelse om, at Vognmand Eskild Madsen, Fiskergade i Aabenraa, er falden paa Slagmarken i Vest.
Den Faldne, hvis Kone afgik ved Døden i Fjord, efterlader sig en gammel Moder og en talrig Børnefolk.

Hvor krigen hærger.

…. (Frankrig), den 12. Jan.
…. I det tidlige Morgengry marcherer vi han ad den opblødte Vej. Maanens smalle Segl skinner frem mellem jagende Skyer. Det støvregner, og mørke Skyer i Øst, hvor morgenrøde varsler om den frembrydende Dag, lover os Regnvejr for hele Dagen. Vejen fører os gennem ødelagte Landsbyer.

En gammel Bondegaard, der ligger omgivet af en Grøft paa alle Sider, næsten nedskudt af Granaterne, minder om en Borgruin fra den 16. Aarhundrede.
I hele Landsbyer findes ikke et ubeskadiget Hus, af mange er der kun en Grushob tilbage. Og hvad Granaterne hidtil har skaanet, det ødelægges efterhaanden af Militæret. Alt, hvad der forefindes af Træ, Døre, Vinduer, Lægter, Sparrer, Slyd og Brædder, bruges til at beklæde Skyttegravene med, eller ogsaa til Brænde. Selv Møblerne skaanes ikke. Nøden tvinger Soldaterne til at tage, hvad Granaterne og Ilden har levnet. Det ser trist ud i saadan en forladt Landsby. Kommer man endelig til et Hus, der endnu er nogenlunde beboeligt, er det sædvanlig taget i Brug som Opholdssted for Soldaterne, særlig for Artilleristerne. Men ingen rydder op i Tomterne. Hvem tænker derpaa, naar Kanonerne dundrer uafladeligt og Granaterne hvert Øjeblik springer i Nærheden?

Lige foran Indgangen til en Gaard ligger de halvt forraadnede Indvolde af et Kreatur og udsender en ilde Lugt. Inde paa Gaardspladsen ligger Sengetøj, Klæder, Køkkenredskaber og Brugsgenstande ved foden af Møddingen. (Her i Frankrig har Bønderne altid Møddingen liggende midt inde paa den indesluttede Gaardsplads). Resterne af et Kirketaarn rager op over Brandtomterne og de halvt nedskudte Huse. Vi kommer gennem en Allé af høje Elmetræer. Vinden raser i Træernes Kroner, det er, som sang den en Sørgesang over Landets Ulykke, Helgenbilledet ved Korsvejen staar uskadt. Det er, som om Kuglerne var veget ud for Byens Skytspatron.

Men alt som vi marcherer videre, stiger Solen frem, og Himmelen bliver høj og klar Lige som Frankrigs Kvinder har saa let ved at skifte fra Graad til Smil, saadan skifter Himmelen hernede saa brat fra Regn til Solskin.

Man undres i Grunden over, at Solen kan smile ned til Landskabet, thi Marker og Haver er ned traadte og Frugterne fra sidste Høst staar og raadner ud. Det Brødkorn, der skulde have mættet de Tusinde Munde, smuldrer hen og bliver til Muld, ligesom alle de unge, kraftige Legemer, der ligger og smuldrer i Jorden her. Trindt omkring paa Markerne truer sig de smaa Jordhøje, hvor Ven og Fjende ligger Side om Side. Nogle er af Kammeraterne pyntet med Blomster og Grønt, andre er forsynet med et simpelt Trækors, de Kristnes Tegn, Fredens og Forsoningens Symbol. Uvilkaarligt tænker man, naar man gaar mellem disse Grave: “Hvor langt er vi Kristne endnu fra at følge i hans Fodspor, der gjorde dette simple Trækors til vort Bannermærke”.

Ak, hvor mange haabefulde unge Mænd er her ikke falden for den dræbende Kugle! Hvor mangt et Liv er her ikke afsluttet brat, som maatte kunde være blevet til Velsignelse for mange!

Mens vaarens første spæde Blomster titter allerede frem mellem de friske Grave, og de ligesom hvisker til en: “Menneske, hvi sørger du? Liv skal spire efter Døden, og nye Slægter skal følge efter. Vaaren vil atter blomstre over de Døde!”

Og Grundtvigs Ord klinger én i Øret: “Lovet være Himlens Gud, de Ædles Æt dør aldrig ud!”

Vi naar frem til en Landsby, der endnu ikke er forladt af alle Beboere, men Synet, man møder her, er ogsaa trist. Ethvert Spor af Hygge er borte, men man forstaar at Folkene hænger ved deres Hjem og nødig vil forlade det, før den haarde Nød tvinger dem dertil. Og hvorhen skal de vende sig?

Her har de i det mindste dog Føden for i Dag. Thi Soldaten deler gerne sin sidste Bid med den stakkels Befolkning.

Flandern, 12. Januar.

Kære “Hejmdal”!
Vi kan meddele vor Venner og Bekendte, at vi endnu alle er ved nogenlunde Sundhed. Julen og Nytaar har vi tilbragt 30 Kilometer bag Fronten i Fred og Ro. Men efter 3 Ugers Ro belaver vi os paa igen at komme frem i Kanonernes Torden. Det er jo ikke saa slemt, naar vi er saa mange Bekendte sammen. Bare Vejret var lidt bedre. Forhaabentlig kan vi snart samles med hverandre i vort kære Nordslesvig igen.

Venner og Bekendte hilses hermed paa det varmeste fra

Johann Fr. Johannsen, Tumbøl; Peter Nielsen Christiansen, Løjtkirkeby; Frederik Jepsen, Mastrup ved Haderslev; Christian Paulsen, Felsted; Andreas Feddersen, Skodborg; Frederik Peter Hansen, Todsbøl; Nis P. Clausen, Svejrup; Gjøde M. Kjer, Genner; W. Stallbohm, Aabenraa; P. Høeg, Mjøls; Svend A. Simonsen, Sønder Sejrslev; Karl Nydal, Tinglev.

22. november 1914. “Vi har god Dækning her for Geværkugler, og de russiske Granater duer ikke”

Senest ændret den 27. februar 2016 14:47

Feltpost fra Østfronten

Østprøjsen den 22. November

Kære Forældre

Jeg har det godt. Vi har Ro i to Dage og ligger i Slottet V…. Det ser ikke godt ud her, alle Laderne er nedbrændt, og vi bor i Slottet. Kun et Lag Halm paa Gulvet. Det er forfærdeligt, som alt bliver ramponeret. Russerne har trukket sig tilbage her over hele Linien. De var ikke langt borte fra os, kun 2-300 Meter. Men vort Artilleri har jaget dem bort.

Det russiske Artilleri skyder helt udmærket, men deres Sprængstof duer ikke. Det er kun faa af deres Granater, der springer. Granaterne faldt tæt, rundt om Skyttegravene; men der var ingen, der blev saaret af dem. Denne Granatild varede i fire Dage, men vi slap godt fra det, vi havde 5 Saarede fra vort Kompagni. Men paa højre Fløj gik det lidt haardere til. Der var mange Døde og Saarede.

Jeg tror nok, vi er kommet til et heldigt Sted. Vi skal vist blive her i Skyttegravene i Vinter, staa 48 timer og have Ro 48 Timer, saa det kan jo nok gaa an. Vi har god Dækning her for Geværkugler, og de russiske Granater duer ikke, de er fyldt med Svovl og sort Krudt.

Men det er koldt heroppe, vi har streng Frost og Sne. De kører paa Slæder, som bruges meget. Det er forfærdeligt, hvad der bliver Ødelagt, saa mange Gaarde, der bliver brændt af. Hver dag er der mange Ildebrande.

Russerne har renset Egnen her for Heste, Kvæg og Svin. De har taget en Masse med sig, efter hvad Folk fortæller. Civilfolk er der ikke mange af her. Ja, det er vældigt, hvad en saadan Egn lider. Der er nok mange tilfangetaget, som sidder i Rusland.

Ja, bare den Tid snart maatte komme, da vi atter kunne komme hjem. Her synes vi, at der er ingen Ende at se. Russerne har en Masse Folk, men den russiske Ledelse og Administration duer ikke. De har ikke deres Kram i Orden.

Vi faar en rigtig god Forplejning, meget mere end vi kan spise i form af Pølser og Flæsk, og Brød har vi også nok af. Det kniber derimod med at faa smør og Fedt til at smøre paa Brødet. I Dag har jeg kapret mig en Daase Fedt. I Gaar var vi 6 Mand, som fortærede to Høns. De bekom os vel …

Feltpostbrevet blev offentliggjort i Hejmdal og få dage senere, den 10. december 1914, i Ribe Stiftstidende, hvorfra det er afskrevet

19. november 1914. Hemming Skov: “Man fulgte blindt skæbnen”

Senest ændret den 27. februar 2016 14:37

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Da det atter blev Dag, sendtes Patrouiller frem mod Russergraven, og Jeg fulgtes med min Ven, Gefreiter Plein, for sidste gang; Dagen efter faldt han for en Kugle. Skyttegraven var tom paa nær nogle saarede, som de ikke havde faaet med tilbage. Vi støttede dem hen til vor Forbindingsplads, hvorefter vi, der havde gaaet Patrouille, fik Lov at sove om Formiddagen, medens andre begravede vore døde Kammerater i en Fællesgrav.

Med hensyn til disse to forskelligartede Kommandoer, saa var der i Grunden ingen, der følte sig forurettet af den Grund. Man fulgte blindt Skæbnen, ingen fik Tid og Enerum til at ruge over sine Sorger. Derfor saa man Folk le midt i Elendigheden og spøge midt i Granatilden. Det daglige Myrderi, det stadige Syn af saarede og døde, den evindelige Brummen og Knalden, alt dette indgik i Bevidstheden som det givne, som den naturligste Ting af Verden. Vi kunde godt staa og abe Granaternes Susen efter.

Ved Middagstid (d. 19. Nov.) kom vi til Alexandrov, lidt Vest for Zgerz, og ligeledes ca. 10 km fra Lodz. Alexandrov var næsten en Ruinhob, og Gaderne var ufremkommelige. Beboerne, der var ,,blevet hjemme”, var ude af sig selv af Rædsel, og de spurgte os, om vi troede, at Russerne kom igen. Det mente vi ikke, og dermed var de godt tilfreds. De ønskede ikke en Gang til at opleve et saadant Bombardement, som Natten og Dagen i Forvejen.

Om Aftenen rykkede vi et Par km frem efter Lodz til. Patronvogn og Feltkøkken fulgte os. Vi kom ind i en lille By, hvor Kuglerne skrattede imod Husene, og her laa Reg. 141 i Stilling. Byens Navn var Sokolof, og her blev vi godt kendt, for her blev vi nemlig liggende paa et og samme Sted i næsten 3 Uger. 9. Arme under Kommando General Mackensen begyndte Angrebene paa Lodz, og vort Armekorps angreb, som allerede nævnt, fra Alexandrov og Zgerz, Byen fra Nord.

De sidste fire Dages Oplevelser var af ret streng Beskaffenhed, men nu fik vi endelig ro. Vi laa stille i Skyttegrave, og jeg vil kendetegne disse uger som de roligste, vor Division hidtil havde haft. Andre Steder havde Erobringen af Lodz kostet meget; saaledes maatte 3. Garde Div., der kæmpede Øst for Byen og angrebet i Ryggen, gøre omkring og slaa sig igennem til Brzeziny (15 km Øst forLodz). Tyskerne gav derefter Byen Navn efter Divisionens General, Litzmann , og kaldte Lodz for Litzmannstadt.

Stormet russisk skyttegrav 07006F00102
Stormet russisk stilling

 

11. november 1914. Østfronten: “… gennem smaa Landsbyer med uudsigelige Navne”

Senest ændret den 22. februar 2016 16:36

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved deltog i krigen på Østfronten

Da vi den 11. Nov. 1914 overskred Polens Grænse for fjerde Gang, begyndte vor 2. March gennem dette Land.

Da vi naaede vort første Kvarter, mærkede vi straks Forskellen fra Schlesien: vort Natteleje var atter en Bunke Halm i en ussel, luftig Lade. Men da vi havde forholdsvis tidlig “Fyraften”, havde vi Lejlighed til at koge Kartofler og Kaffe.

Var vi tidlig paa den, var vi det ogsaa den følgende Morgen, for allerede Kl. 3 blev vi vækket. Og lidt efter skred vi atter af Sted gennem øde Marker, ad sandede Veje, gennem smaa Landsbyer med uudsigelige Navne, hvor Husene enten var lerklinede eller af Træ.

Hverken det ene eller det andet var i Stand til at sætte humøret op paa en træt Soldat, hvis eneste Attraa var at naa i Kvarter, men vi foretrak altid at komme i Kvarter i et Hus af Træ, da Lerhytterne saa faldefærdige ud.

Efter 40 km March naaede vi det næste Kvarter, gennemvaade af Regn. Jeg trak mine Støvler af og stoppede dem ud med Halm og kunde saaledes næste Morgen gaa om Bord i et Par tørre Støvler. Værre var det med Strømperne, der var ødelagt af Sved og var Laser, naar man endelig en Gang befriede Fødderne.

De Egne, vi kom igennem, var de fattigste, vi hidtil havde set, dog traf man ogsaa store Godser med smukt byggede Huse og store Parkanlæg. I Storbruget saas de mest veldyrkede Marker.

Langt den største Del af Jorden optoges dog af Smaabruget. Husene laa klumpet sammen i smaa Landsbyer med hullede, elendige Veje. Gennem den lave Dør kom man krumbøjet ind i et saadant Hus, som i Reglen kun havde to Rum. Et større Rum med Komfur var baade Køkken, Dagligstue, Sovekammer, kort sagt alt.

Det mindre Rum var nærmest lig et Pulterkammer. Paa Væggene hang kun gudelige Billeder. Befolkningen syntes meget fordringsløs og nøjsom. Mændene gik i lange Støvler, Faareskindspels og do. Hue, medens Kvinderne allesammen endnu ved denne Aarstid gik barbenet. Trods Fattigdommen var der bygget store pragtfulde Kirker, og de fleste havde to Taarne. Skoler saa vi ikke.