Tag-arkiv: civile

2. november 1918. “Vive le Danemark! Vive la France!”

En unavngiven sønderjyde beretter om en hændelse med en fransk familie

Fra min sidste Stilling i Frankrig 1918

En af de første Dage i November 1918 gjorde vi Holdt ved en Landevej et Sted i Frankrig  Landevejsgrøften skulde være vor Skyttegrav, en lille Bondegaard vort Kvarter. Bonden og hans Kone og deres to smaa Piger paa 7 og 9 Aar boede i Kælderen, medens vi 10 Mand boede i Stuen.

Jeg blev hurtig meget fortrolig med de to smaa Piger, som om Dagen altid kom op i Stuen til os. Efter et Par Dages Forløb, vilde jeg gøre et Forsøg paa ogsaa at komme lidt nærmere i Forbindelse med Familien, som hidindtil havde holdt sig meget reserveret overfor os, hvad jeg godt kunde forstaa.

En Aften gik jeg uindbudt ned i Kælderen til dem. Manden sad og læste i en Bog, Konen gjorde Tøj i Stand. De to smaa Piger kom straks hen til mig, og vi kom hurtig i en munter Samtale.

Det gamle Ord om, at naar man tager Barnet ved Haanden, tager man Moderen om Hjertet, viste sig ogsaa her at være rigtigt, thi Konen blandede sig ret snart i Samtalen mellem Børnene og mig.

Jeg kom nu frem med det, som jeg vilde bruge som Paaskud til mit Besøg, nemlig at bede om et Stykke Barbersæbe.

Konen forstod, hvad jeg vilde og forklarede mit Ærinde til Manden, som afviste mit Andragende meget barsk.

Jeg kunde ikke ret meget Fransk, da vi, som laa i forreste Linje, sjældent kom i Forbindelse med Civilbefolkningen, men kunde dog forklare ham, at jeg var fra Slesvig og saa gik der et Lys op for ham. Han sagde til mig, at i 1914 var Kongen af Danmark i Paris, og Pariserne raabte: “Vive le Danemark, vive la France!” Ja, sagde jeg saa, jeg siger ogsaa: “Vive le Danemark og vive la France”.

Og impulsive, som Franskmændene er, tog han mig i sine Arme og trykkede mig ind til sig og sagde en hel Del, som jeg ikke forstod. Men jeg fik en dejlig Toddy, og vi sad og sludrede hele Aftenen. Desuden fik jeg et dejligt Stykke Barbersæbe, da jeg gik.

DSK-årbøger 1941

27. oktober 1918 – Claus Juhl: “Dette her knalderi blev dog de gamle for meget …”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I oktober 1918 befandt han sig i Frankrig.

Den 27. slog en næsvis granat ned i haven umiddelbart foran huset, så de sidste ruder gik i vasken. Vi havde to sårede, overgefrejter Schrimpf blev såret i underlivet, han var også netop kommet fra udfyldningsbataljonen, hans tilstand var håbløs, efter at han var forbundet, afleverede vi ham på forbindingspladsen, og jeg har intet hørt om hans senere skæbne. Den anden var kanonér Mehnert, det var et mærkeligt tilfælde, at netop han blev ramt, han sad nemlig som lyskuglevagt i en temmelig høj eg. Han var dog lettere såret i hovedet.

Dette her knalderi blev dog de gamle for meget, og de overlod os nu hele huset og flyttede hen til en datter, som også endnu opholdt sig i byen. Hver morgen kom fatter hen at hilse på os og for at se, om huset stod endnu. Vi forlod også huset og gravede os ned bag et hegn.

Vejret var nu smukt og mildt, der var intet der tydede på, at det snart var november. Midt på dagen var det roligst, der blev altid gjort ildoverfald om natten og særlig heftig i morgentimerne, sædvanlig var det mest roligt om morgenen, men her var det omvendt.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

22. oktober 1918. 300 flasker god bourgogne i persillebedet

Johs. Ankersen, Flensborg, gjorde krigstjeneste i IR63.

Det var i Oktober 1918 under Tilbagetoget. Vort Regiment, Infanteriregiment Nr. 63, fungerede som Bagtrop for vor Division og var den 21. Oktober naaet til Floden Schelde, hvor vi satte os fast i Landsbyen Pottes paa den østlige Bred af Floden.

Englænderne var langsomt fulgt efter os og laa nu paa dem anden Bred af Schelde. De vilde vistnok prøve at komme over Vandet, og derfor begyndte de saa smaat at beskyde Landsbyen med Artilleri, men det var ikke store Ting, for Englænderne havde uden Tvivl til Hensigt at udfordre vort eget Artilleri til at svare mere eller mindre stærkt.

Krigen var jo ved at lakke til Ende, og der var vistnok heller ikke paa den anden Side stor Mening i at dø Heltedøden, nogle Dage før det hele var forbi Men Beboerne i den Landsby, som indtil nu ikke direkte havde mærket noget til Krigems Rædsler, blev naturligvis meget bange, da Beskydningen satte ind, og da nogle Huse blev ødelagt.

Den 22. Oktober om Aftenen sad jeg, efter at jeg havde inspiceret vore Minekaster-Stillinger, i en Kælder. Paa den Tid var jeg Fører for Minekaster-Kompagniet i vort Regiment.

Under Samtalen med mine Kammerater hørte jeg en Kvindestemme oppe paa Gaden spørge paa Fransk, om der ikke var nogen, som kunde tale Fransk. Det syntes at være en ung Pige, og det kan nok forstaas, at en ung Soldat paa 25 Aar var ivrig efter at se paa Fænomenet.

Jeg gik altsaa op og sagde, at j eg nok kunde forstaa og tale Fransk. Kvinden var en ung Nonne (for Resten meget sød), som straks begyndte: »Ah, monsieur l’officier, er der ikke Mulighed for, at de seks Nonner, som er her i Pottes og indtil nu har bestyret et Sygehjem, i kan komme væk fra Landsbyen, vi er saa bange for, at det gaar galt, og at vi maaske bliver slaaet ihjel af Granaterne«.

Det var der nu ikke noget i Vejen for, for vort Kompagni skulde netop samme Nat modtage fire Vogne med Ammunition til vore Minekastere, og disse Vogne gik derefter tomme tilbage. Nonnerne kunde altsaa nemt blive faget med tilbage til Baglandet. Det forklarede jeg den lille Nonne.

Hun blev helt glad og udbrød: “Merci, mon officier”, men sig mig, skulde der ikke ogsaa være Mulighed for at faa vor Præst med?«

»Ja, da, for min Skyld gerne, bare der er Plads nok paa Vognene«. — Om jeg saa ikke vilde være saa venlig at komme med hen til Præsten, »monsieur le curé sera si heureux«. (»Herr Pastoren bliver meget lykkelig«).

Vi gik over til Præsten, som sammen med sin Søster sad i Kælderen i Præstegaarden, et rigtig pænt Hus med en dejlig Have.

De to ældre Folk var meget glade, da de hørte, at de kunde komme ud af Farezonen. Den gamle Dame tryllede noget Mad frem og begyndte med det samme at pakke deres Ejendele sammen. Præsten selv kom med en Flaske Bourgogne, og da vi havde smagt paa den, kunde vi nok mærke, at det var en ganske fortræffelig Vin,

»Ja«, sagde Præsten, »det er en Bourgogne, Aargang 1873«. — Naa, det var naturligvis noget for den Delingsfører, jeg havde med, og mig selv. Vi fik bagefter en hyggelig Passiar med Præsten, som viste sig at være en højtdannet Mand. Vi snakkede om gammelt og nyt, om Krig og Fred, og hvad man ellers taler om, naar man er sammen med Beboerne i de besatte Omraader.

»Det er dog en Skam«, mente Præsten, »at Huset her med hele dets Indhold, med Møblerne, med Klaveret og Harmoniet, med alle de skønne Porcelænsting o. s. v. sandsynligvis i de næste Dage vil blive ødelagt af Granaterne.

«. — Jo, det var der vistnok ingen Tvivl om, men jeg mente dog, at det jo var Belgiernes allierede, Englænderne, som ville gøre det, for vi havde ganske bestemt ikke til Hensigt at ødelægge den pæne lille Landsby.

»Jeg vil saa gerne overdrage Dem hele Huset med alt, hvad der er i det«, sagde Præsten.

“Mange Tak, det er meget venligt af Dem, men det nytter nu ikke ret meget, thi jeg kan jo heller ikke tage hverken Huset eller Inventaret med mig«.

»Muligvis, men jeg vil dog alligevel til Tak for Deres Hjælpsomhed overdrage alt til Dem, og jeg vil endog gøre det skriftligt«.

Skønt jeg protesterede kraftigt, thi det var jo alligevel nytteløst, blev han staaende ved sit Standpunkt. — Han vilde give mig et Dokument, som satte mig som Ejer af det hele. Da det alligevel var ligegyldigt, om jeg fik saadan et Stykke Papir eller ej, lod jeg ham faa sin Vilje, og han udfærdigede da et Dokument, som jeg har opbevaret indtil i Dag, og som i Oversættelse lyder saadan:

»Jeg, undertegnede, i Taknemmelighed for den store Tjeneste, som han har ydet mig, overdrager hermed hele Huset til Herr Løjtnant Ankersen, I. R. Kaiser Karl.

Udfærdiget i Pottes, den 22. Oktober 1918, frivilligt og i Præstegaardens Kælder. sign. Joseph Syus, curé.

Se, saaledes kan man blive Husejer under Krigen. Jeg tror nu alligevel, at den gode curé slet ikke havde Ret til paa egen Haand at give Huset bort, thi det skal sandsynligvis nok have tilhørt selve Kirken, men der fandtes skønne Møbler og fine Porcelænssager, som jeg naturligvis heller ikke kunde tage med.

Nonnerne og Præsteparret kom senere hen af Sted med vore Ammunitionsvogne, og de kom godt til Baglandet.

Efter Krigen har jeg endda hørt, at Huset er blevet forskaanet for Ødelæggelse, og at den gode curé er flyttet ind igen med sin Søster.

Alligevel fik jeg dog noget ud af Spøgen. Før han tog af Sted sammen med Nonnerne, og Vognene fuldpakket med deres Ejendele, tog han mig til Side og sagde: »En Ting vil jeg gerne gøre Dem opmærksom paa. I min Have, lige under Persillen, ligger en hel Del flere af de Flasker Bourgogne, som De lige har drukket, jeg synes nu, at de ikke skal ødelægges«.

Næste Morgen gravede vi saa Persillen op, og der fandt vi minsandten ca. 300 Flasker Bourgogne, som blev fordelt, og som smagte vældig godt. Det vil enhver kunne forstaa.

Paa den Maade blev det til en god Afslutning af Dagene i Landsbyen Pottes, som vi snart opgav for at trække os endnu længere tilbage i Retning af Mons.

DSK-årbøger 1962

11. oktober 1918. Kvinder og børn på vild flugt over en bro

Senest ændret den 28. januar 2020 16:52

Paul Hedegaard (født 1899) gjorde krigstjeneste ved en MG-deling ved IR86. I begyndelsen af oktober 1918 blev han bataljonsordonnans.

11. oktober: Da vi atter skulle tilbage, skulle vi passere en bro, der blev beskudt, og i små grupper stormede vi over mellem skuddene.

På den anden side mødte vi en bys indbyggere på flugt fra deres hjem. Og hvilket syn! – – Kvinder og børn i alle aldre. Grædende skubbede de deres barnevogne med sengetøj og husgeråd foran sig, og foran gik deres præst med bibelen i hånden, bedende for sine sognebørn. De skulle også over broen.

Tyske flyvere havde kastet sedler ned til franskmanden og advaret, at han skulle holde inde med skydning på grund af deres egne civile, der var i færd med at passere broen, og virkelig, jeg lyttede, jeg tror ikke der faldt skud.

DSK-årbøger, 1969

3. september 1918. Fanget: Civile franskmænd kaster med sten

Christian Hach, Padborg, læste på seminariet i Haderslev ved krigens udbrud. I november 1916 blev han indkaldt som rekrut  og tildelt Regiment 464. I foråret 1917 kom han til Vestfronten. Efter at være blevet såret under “Kaiserschlacht” den 21. marts 1918 kom han den 9. juli tilbage til sit kompagni.

Krigen var for mig ikke forbi endnu, selvom vi alle var overbevist om, at den ikke kunne vare ret længe mere, jeg var dog kommet tidsnok til endnu at være med i forskellige »Gefechte« og »Abwehrkampfe«, d. v. s. stadig retur og med franskmændene i hælene.

Sådan gik det, indtil jeg den 2. september 1918 blev taget til fange sammen med hele vor maskingeværgruppe, mens vi lå på forpost ved Lenilly, hvor vi blev omringet af et fransk sanitets-kompagni.

Det må vel kaldes et held at komme i fangenskab, skønt det skete kun ca. to måneder før krigens afslutning, og vor hjemsendelse derved blev forsinket et halvt års tid. Men selvom der døde en hel del i fransk fangenskab, var chancen for at overleve dog langt større der end under retræten på fronten.

Men rart var det ikke at være fange, i hvert fald ikke hos franskmændene, og særligt ikke, når vi var sammen med de tyske krigsfanger på arbejdskommandoer bag fronten, hvad der ofte var tilfældet i de første måneder af fangenskabet, altså inden vi sønderjyder sammen med polakkerne blev frasorteret.

Når vi kom igennem byerne, skældte civilbefolkningen os drabeligt ud, kastede med sten og spyttede efter os, og vagtmandskabet hersede med os på arbejdspladserne, mens både forplejning og logi var ringe.

Men var der noget at sige til, at det franske folk var fyldt med had og forbitrelse over tyskerne, der var skyld i, at deres land var blevet krigshærget, deres byer skudt i grus, befolkningens eksistens ødelagt og deres fædre og sønner dræbt, såret eller landet i tyske fangelejre, hvor de både sultede og vantrivedes.

DSK-årbøger 1971

26. august 1918 – Milert Schulz: “Forskellige Kvinder bærer ogsaa en Ring igennem Næsen”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Efter at have gjort tjeneste i Østpreussen og Makedonien, kom han længere mod syd og befandt sig i sommeren 1918 i Palæstina (Israel og Vestbredden). Herfra skrev han blandt andet til præsten Nic. C. Nielsen.

Den 26.8.18

Ærede Herr Pastor!
Igaar Deres kjære Brev fra den 4.8. modtaget og takker Dem mange Gange for same. Men da jeg læste Indholden blev jeg forfærdelig slaaet ved at höre at min elskede Broder var falden i Frankrig efter saa kort en Tid at være i Felten. Denne sörgelige Efterretning har jeg endnu ikke modtaget hjemmefra trods det jeg med samme Post havde et Brev fra min kj Fader fra den 3.8. men der stod intet om denne Begivenhed. Han skrev kun at di var haardt med i Ilden.

Maatte den kjære Broer dog havde sin udödelige Sjæl fre[l]sst inden Gud har kaldt af ham. Men vi vil staa i dette Haab at Herren har taget ham hjem til sig i sin Herlighed hvor der er mig Fryd og Glæde. Saa faldet det hellre ikke svær for os som Guds Börn at tage imod saadan et tung Budskab, tie saa ved vi at om en liden Stund skal vi sees igjen hos Gud. Det har heller aldrig falden mig svær at gaar i Skyttegraven for jeg ved mig frelst i Jesu Blod. Om Dödens kugle ogsaa skulde ramme mig saa véd jeg dog at Döden er mig en Vinding. Det er jo Naade over Naade at vi maa kalde os Guds Börn, at vi maa höre med til den frelste Skare, den lille Flok. Og derfor tager jeg ogsaa imod dette Budskab med et rolig Hjerte. Gud tröste os i vor Sorg med sin Tröst.

Indtil nu har Herren holdt sin beskÿttende Haand over mig og har bevaret mig i saa mangen en Fare som jeg har været i og derfor kan jeg ogsaa kun Takke og Lovprise Herren for sin Godhed som han har bevist imod mig. Ja Gud er god han sætter en Mur omkring mig og derfor sÿnger jeg saa fri og glad. Naar jeg immellem har været i Fare saa har jeg altid med et rolig Hjerte sunget den dejlige Sang i Lommesangbogen No 103 som jeg ogsaa har her ”Mig intet skal fattes min Hyrde som er o.s.w.” Det har altid været en stor Tröst for mig, ellers naar jeg kan tag mit nÿe Testamente ud af min Rücksak og öse af den herlige Kilde som aldrig slukkes. Ja giv Herren at jeg maa blive bestandig indtil Döden.

Ellers gaar det mig jo endnu rigtig godt og er Gud skee Tak sund og rask. For Tiden ligger vi endnu i Ro ved Middelhavskÿsten mellem Haifa og Jaffa og kan see ud over det uoverskuelige Hav. Solen brænder endnu temmelig stærk, men derfor ligger vi ogsaa saa tædt ved Vandet saa vi har den dejligste afkölende Söluft.

Hver Dag har vi besög fa Araber som bÿder deres Varer til Salg der bestaar af Meloner, Smör, Ost, Melk og Figner. Om Morgenen Kl. 5 kommer allerede Araberpiger med deres Melkekrukker bærende paa Hovedet og i bare Födder som di for det meste alle löber. Som Smykker bærer di om Hovedet eller Halsen en Kjæde med Mÿnter eller Medaillon. Forskellige Kvinder bærer ogsaa en Ring igennem Næsen. Klædningen er meget tarvelig. Kvinder er for det meste alle Tettoveret i Hovedet, på Brystet, Haanden og Benene. Derimod er den mandlige Araber som bringer Deres Varer til  Salg paa Kameler eller Eseler bedre klædt. Var for en Tro de har veed jeg ikke, men naar de beder har di altid Ansigtet vendt mod Mekka eller Medina og saa beder di med deres Serremonier, med at kÿsse Jorden og deslige.

En anden Befolkning her i Palästina er Beduinerne. Det er et mere röverisk Folk end Araberne. Vi har engang lagd som Bedækningskompagni paa en Banegaard hernede som kaldes Dera. Der kom der ogsaa en Nat 2 Beduiner om som vilde spionere, men vor Nattevagt blev dem redttidig var og sköd med sit M.G. efter dem da di ogsaa sköd efter os. Denne Slags Folk er mere öst for Jordanfloden i Slættene, de staar ogsaa for det emste i engelsk Tjeneste. Rigtige Tÿrker finder man her ikke.

For denne Gang slutter jeg saa med en hjertelig Hilsen og paa snarlig Gjensyn Deres unge Ven og Br. I Herren.

Milert Schulz.

(P116, Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

7. august 1918. Frederik Tychsens bror så glad for at se ham, at han sprang af latrinen.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var på tilbagetrækning og imidlertid indlogeret ved landsbyen Montcornet.

Jeg ventede en time og to – ja tre stadig stirrende ud efter skoven, men intet at se uden enkelte soldater. Jeg blev sulten, og gik ind i huset og prøvede på at købe lidt mælk. Men dette kunne ikke lade sig gøre, før jeg viste en gammel mand en pakke tobak, da blev de interesseret.

I huset boede flere familier, nogle var flygtninge, og da de opdagede, at jeg havde tobak, fik jeg både mælk og kartofler. Kartoflerne var varme, og de smagte mig ganske fortrinligt, selv om jeg hverken fik flæsk eller sovs til dem, men kun det tørre brød.

Jeg fortalte dem, at jeg ventede på min broder. Det interesserede dem, og de blev helt nysgerrige. Jeg fik så mad, og de fik tobak; for øvrigt var de meget flinke og venlige. Af og til løb jeg ud på vejen for at se, om der muligvis skulle komme nogen, men de kom ikke.

Hen på eftermiddagen kom der en officer, og hos ham fik jeg oplyst, at bataljonen var gået en anden vej, men hvor det skulle hen, vidste heller ikke han. Der kom så noget senere et par soldater, der bekræftede officerens ord.

Officeren sagde til mig, at hvis jeg ville finde bataljonen, kunne jeg lettest finde det ved at henvende mig til intendanturen i Montcornet, her skulle nemlig hele regimentet hente proviant samme dag hen imod aften. Fra denne lille landsby, hvori jeg befandt mig til Montcornet var der en afstand på 30 – 40 km. Det lykkedes mig at komme med en lastbil, der kørte med baraktræ.

Jeg sad højt til vejrs, men lykkelig over, at jeg kunne køre. Det blæste meget, og solen skinnede af og til, jeg frøs til at begynde med, men tøjet blev tørret og alt imens nærmede vi os Montcornet. Mit bataljon lå kun 3 – 4 km fra Montcornet, men jeg ville nu prøve på at finde Johannes. Hos kommandanturen fik jeg at vide, at I. bataljon af 258. regiment lå i Lappion. Det var ca. 10 km fra Montcornet.

Jeg tog den til fods til at begynde med, men jeg var træt af hele dagens begivenhed. Det lykkedes mig, da jeg var halvvejs, at komme med en lukket hestevogn, der var nemlig ingen officerer i den, og de to, der sad på bukken, talte så ivrigt sammen, at de ikke mærkede, at jeg sneg mig ind i vognen gennem døren, der var i bagerste ende. Vognen gik til Lappion, og jeg forlod vognen lige så ubemærket, som jeg var steget ind i den.

I Lappion fandt jeg ham heller ikke, men her l. bataljonsstaben, og de oplyste mig, at Johannes afdeling lå i Boncourt ca. 4 – 5 km fra Lappion. Nu håbede jeg på endelig at finde ham der. Det havde regnet let igen om eftermiddagen. Og nu begav jeg mig på vejen efter Boncourt.

Da jeg havde gået et stykke, traf jeg på en soldat, der stod og bøvlede med en motorcykel. Den ville ikke rigtig gå. Jeg hjalp ham med at skrue den sammen, og da vi var færdig, fik jeg lov til at sidde bag på. Først væltede vi, cyklen skred i et sving, og vejen var meget glat. Der skete ingenting udover, at vi blev tilsmurt med ler. Han bøjede lige før, vi kom til Boncourt. Jeg havde så kun 1 km at gå.

Jeg kom så til Boncourt – en by på størrelse med Toftlund. Jeg spurgte hist og her efter 1. Nachrichtenzug, alle vidste de, at de var i byen, men hvor de lå, vidste de ikke. Jeg gik hen til køkkenet, de vidste heller ikke mere. Jeg gik ned af gaden, spurgte en og anden, og det var en af Johannes’ kammerater. Han gik så med mig hen til det hus, på hvis loft 1. Nachrichtenzug lå.

Johannes traf jeg nede i gården, han var på WC, på den sædvanlige stang over et hul i jorden. Da han så mig, blev han så glad og så forbavset, at han sprang af stangen, holdt bukserne med den ene hånd og tog mig om halsen med den anden hånd. Vi fik begge tårer i øjnene.

Klokken var blevet fem, og efter mange kilometers gang, og efter megen spørgen, fandt jeg ham omsider. Men kun den, der har prøvet at vandre om i en stor armé, kan forestille sig, hvor belagt de byer og landsbyer er, hvor der er indkvartering i stor stil. Det viste sig nu, at mit kvarter lå kun en ca. 15 km fra Johannes kvarter.

 

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

18. juli 1918. En såret franskmand og et efterladt spædbarn.

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.

Protzensammelstelle og bagagen lå bag ved Troissy. Ammunitionen kom med lastbiler, og vi skød jævnt hele tiden. Ved middagstid skulle jeg tilbage til Protzensammelstelle med en ordre. Jeg gik ned til Port a Binson og kom ud på hovedlandevejen, landevejen kom til at se mere og mere frygtelig ud for hver time, der gik.

Det var helt kolossalt, hvad der lå af mennesker og dyr samt materiel på begge sider af kørebanen. Alle køretøjer kørte i skarp trav eller galop. Ingen holdt unødvendig længe på kørebanen eller ved vejen, det gjaldt bare med at komme bort. De fleste fodgængere, det være sig fra eller til fronten, enkelte eller i trop, gik over markerne 1 – 200 m ved siden af landevejen.

I byen traf jeg sammen med Feldwebel Zeidler. Ham var der ingen, der syntes om, han var brutal, men her i disse omgivelser kunne han nedlade sig til at tale venligt til mig. Han sagde endda kammerat til mig (Han var menig, da vi lå sammen i Flandern 1917).

Han tilbød mig, at vi kunne gå sammen; javel sagde jeg. Men for en gangs skyld fik jeg lejlighed til at drille ham lidt. Han ville nemlig gå oppe på marken, medens jeg ville gå på landevejen. Ganske vist var jeg bange, men Feldwebelen var dog mere bange end jeg; det kunne jeg tydeligt mærke. Det endte med, at vi fulgtes ad på landevejen, han kunne jo ikke være bekendt, at han var bange for at gå på landevejen.

Da vi kom ca. 1500 m fra Troissy, mødte vi eller kom vi til et steds, hvor der lå en franskmand på landevejen. Han lå med hovedet ned imod landevejen, det var forbundet med gazebind, og jeg sagde, lad os se ham efter, han må have været såret, ellers ville han ikke have været forbundet.

Feldwebelen sagde: ”Lad ham bare ligge – det er kun en franskmand!” Jeg gik imidlertid hen til ham og så på ham. Han lukkede så øjnene op og så bedende på mig. Feldwebelen gik videre. Jeg tog fat i ham og rejste ham op. Han kunne dårligt gå, men jeg tog ham under armen, og så listede vi ind efter byen.

 Et par minutter efter at jeg havde fået ham på benene, kom et artilleribatteri forbi i fuld galop, så hvis han var blevet liggende, var han sikkert blevet kørt over. Vi nåede omsider ind til byen, men det sidste stykke vej måtte jeg næsten bære ham. Han stønnede og klagede sig, og han var meget syg. Han var såret oppe på hovedet og han havde småskrammer hist og her.

Det allerførste hus på højre hånd var uskadt. Jeg satte franskmanden på trappen, medens jeg hentede en god lænestol inde fra stuen. Det var en finere villa med fornemme møbler og en flot indgang. Jeg fik lænestolen anbragt i indgangsdøren, en stor dobbeltdør, som jeg slog op til begge sider. Franskmanden satte jeg i stolen, for når ambulancen kom, kunne de straks få øje på den sårede og muligvis tage ham med.

Da han nu sad i stolen, pegede han på min feltflaske – altså han ville have noget at drikke. Drikkevarer var en meget sparsom artikel, for det var meget varmt i disse dage. Jeg hældte noget af min sure kaffe ud i drikkebægeret og holdt det op foran munden på ham; han smagte lige på den, så sagde han ”pøj”, og spyttede den ud og slog til drikkebægeret, så det fløj langt hen, idet han sagde ”vin, Monseur”. Han ville altså have vin. 

Jeg blev noget ærgerlig i øjeblikket, fordi han forkastede min i forvejen meget knap tilmålte kaffe. Jeg tog fat i ham og ruskede ham lidt, bagefter fortrød jeg det, jeg tænkte som så, at han havde sikkert høj feber, var syg osv., og jeg begyndte så at søge i kældrene, og i en ejendom lidt længere henne i gaden fandt jeg vin i en kælder; men her i denne kælder lå et lille barn i en kurv, der lignede noget de danske klædekurve.

 Barnet var vel ca. 4 – 8 måneder gammelt. Det lå ganske stille og sov med en tyk skorpe af kommisbrød ved siden af hovedet. Dette havde en tysk soldat sikkert lagt hen til det. Jeg kunne imidlertid ikke tage mig af barnet, men rekvirerede et par flasker vin og gik hen til den sårede franskmand i døråbningen med dem.

Han var faldet i søvn. Jeg vækkede ham, skænkede af vinen til ham, og han drak. Han drak over en halv flaske vin; men jeg lod ham beholde hele resten. Jeg rakte ham hånden til farvel. Men da græd han og sagde mig mange tak. Jeg var glad over, at jeg havde fået lejlighed til at redde ham, ellers var han sikkert blevet kørt ihjel.

Jeg gik dernæst gennem byen, fandt Protzensammelstelle, afleverede min ordre, ventede et stykke tid på en anden ordre, som jeg skulle have med tilbage til batteriet igen. På tilbagevejen så jeg efter franskmanden i døren, men da var han borte. Man kan antage, at han var blevet transporteret hen på et feldlazaret.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

17. juli 1918: Voldsomme tab på Marneslagets anden dag

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Efter at have været deltagere ved den tyske forårsoffensiv siden marts 1918, var de nu deltagere ved det andet Marneslag. De var derfor gået i stilling ved byen Troissy.

Den 16 juli, tidlig om morgenen gik jeg ind i Troissy for at søge efter levnedsmidler. Ved at gå gennem en have, bemærkede jeg to døde franskmænd, der lå der i haven, de havde brækkede fingre, dvs. den ene havde de to yderste led fjernet på ringfingeren og langemand, den anden havde to led fjernet på ringfingeren.

Mellem det første led på hånden var der på alle tre fingre en mørk stribe, tydelige mærker efter ringe; fingrene var blevet fjernet på denne måde, at ligrøveren eller ligrøverne først havde skåret med en kniv i kødet rundt omkring leddet, og dernæst var fingeren brækket af i leddet på den ene dødes hånd, den andens finger var ikke brækket af i leddet, men et stykke oven for leddet ind efter hånden, og der stak en nøgen bensplint ud af kødet p. ca. 1 cm. længde. Denne finger så ud, som om den var blevet hugget over med en mindre skarp genstand. Dette tydede på, at der havde været to mand om arbejdet.

Jeg betragtede det hele meget nøje, da jeg aldrig havde set mage til ugerning før. At tænke sig, at der fandtes mennesker, der i nattens mulm og mørke under slige forhold, hvor de måtte risikere deres liv og lemmer, kunne få sig selv til at kravle rundt imellem de døde og lemlæste disse for at komme i besiddelse af nogle ringe af tvivlsom værdi.

Gerningsmændene var sikkert tyske soldater, civilbefolkningen var mestendels borte, og franskmændene havde trukket sig tilbage om dagen, og derfor havde de sikkert ikke fået tid til sligt.

Uden at finde levnedsmidler gik jeg tilbage til batteriet, der var i færd med at pakke sammen, vi skulle skifte stilling og længere fremefter. Vi fik hele tiden usædvanlig megen ild fra alle sider, men særlig lå landevejen under ild, og hele tiden var der fjendtlige flyvere oppe, der kastede bomber, skød med maskingeværer osv.

I Troissy var der mægtige huller rundt på gaderne, og mange steder kneb det med at komme forbi med kanonerne. Tidlig på formiddagen gik vi i stilling i nærheden af Port a Binson. Syd for byen. Vi åbnede ilden og skød i sydøstlig retning. Men her som alle andre steder i dette angreb var modstanderens ild meget voldsom.

Vi lå lige ved en farm – en større gård. Her var feltlazaret og samlingssted for sårede. Her var det ligesom ved angrebene ved Chemin des Dames og St. Quentin, hjælpen stod ikke i forhold til trangen. Her var en enkelt læge og en del sygepassere, men det forslog kun lidt, når de sårede væltede ind i hundredvis.

De let sårede fik en nødforbinding på, og så kunne de selv arbejde sig tilbage, meget værre var det for de hårdt sårede; alt for få biler og sygevogne nåede frem, og det svandt ikke synderligt, fordi der af og til kom et læs bort.

En gammel bonde og sin hustru var endnu i huset. De ville ikke forlade deres hjem, skønt situationen var meget kritisk. Da den gamle bonde blev opfordret af en officer til at tage bort med en bil, pegede han med sin stok på et skilt over døren, her stod: ”La mon Dieu Farm” dvs. sådan noget som Guds kærligheds farm – den gode Guds hus el lign. Dog kan jeg ikke huske den nøjagtige franske stavemåde. Manden var åbenbart troende katolik, der stolede på Guds vilje og varetægt.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

28. juni 1918. På tyvetogt efter kløver til de sultne heste

Jørgen Hansen fra Endrupskov havde ansvaret for nogle af regimentets heste. Men det kneb med at skaffe foder.

Det begynder nu at knibe med Foderet til vore Heste, vi skal stjæle
for at faa det nødvendige. Med tre Pund Havre og en lille Visk Hø kan Hestene ikke holdes paa Benene, og falder Hestene af, er der mange andre ved Kompagniet, som nok vil bytte med os, der er saaledes ikke andet for end at stjæle sig til Foderet.

Ingen blev straffet for at stjæle Foderet, kun for at blive taget paa fersk Gerning.

Den tyske Militærlovbog indeholder ellers strenge Bestemmelser for Tyveri. Jeg skal fortælle om et af de Tyvetogter, som illustrerer tilstrækkelig tydeligt, hvorledes det gik for sig.

Om Natten den 28. Juni var vi tre Mand ude paa Forpagter Gejots Mark for at bjerge nogen Kløver. Bonden, som havde mærket, at der blev stjaalet paa Marken, havde sat sig paa Lur efter os.

Da vi havde læsset, kom Manden frem af sit Skjul og fulgte med os for at faa konstateret, hvem der havde stjaalet hans Kløver.

Han meldte øjeblikkelig Tyveriet til Vagten, og de to kom sammen ind i Stalden, medens jeg ene opholdt mig der.

Det var jo paafaldende, at Hesten havde Seletøj paa midt om Natten, og der kunde saaledes ikke være nogen Tvivl om, at jeg havde noget med Græstyveriet at gøre.

Det første Spørgsmaal gjaldt mit Navn og Formation, men jeg var rent ud sagt fra Sans og Samling og kunde hverken huske det ene eller det andet.

En Mand, som var stationeret i samme Stald, kom mig nu til Hjælp. Om han kendte mig, spurgte Vagten. Nej. Han havde aldrig hørt mit Navn. Et fiffigt Øjekast fra Vagten var Signalet til mig om at forsvinde, og det gjorde jeg skyndsomst.

Der blev nu sendt Meddelelse, til Bataillonskontoret, og Forhør blev holdt i Sagen, men ingen vilde vedkende sig Tyveriet, skønt 1 Løjtnant, 2 Underofficerer og 12 Mand var vidende om det.

Sagen blev opgivet paa Grund af manglende Beviser.

Saaledes blev den civile Retspleje haandhævet paa tysk Grund, lige i Nærheden af den franske Grænse i det Herrens Aar 1918.

Sønderjyske Årbøger, 1930.

30. maj 1918: Frederik Tychsen – Fremrykningen fortsætter

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet deltagere ved den tyske forårsoffensiv. De var imidlertid nået over Aisne-Marne kanalen, men byen hvorved de lå i stilling, var dem ukendt.

Batteriet havde holdt op med at skyde, Vi skulle skifte stilling fremefter. Hen imod aften gik vi i stilling igen ved? og i løbet af aftenen blev min kanon gjort i orden, og den var skydeklar. Men der blev ikke skudt noget denne aften.

Vi var imidlertid kommet så langt frem, at der boede civilfolk hist og her. De allerfleste var rømmet, men de gamle var som regel tilbage. Det soldaterne i almindelighed tænkte mest på, var at få fat i nogle levnedsmidler. Vi var absolut ikke forvænnet med mad eller drikke, og det havde knebet meget i den sidste tid at få tilstrækkelig føde.

Vi fik nu lejlighed til at få fersk kød. Kreaturerne stod mange steder og brølede på staldene, og der var ingen til at røgte dem. Det første vi fik fat på, var en ged. Det var betjeningen ved 4. kanon, der havde fanget den. Warras – en polak – trak straks sin lommekniv op og skar hovedet af den, og så tog et par mand fat på at flå den. Den blev parteret og stykkerne kogt i en spand.

Den var noget sej, men den kunne godt lade sig spise sammen med et stykke brød. Vi delte ud af stykkerne til dem ved 1., 2. og 3. kanon, og de spiste, så længe, der var noget. Imidlertid kom der 3 – 4 mand slæbende med en stor, mager so på en trækvogn. De havde skåret halsen over på den på stedet, og straks efter ankomsten blev den parteret.

Det bedste af den blev kogt, og fordi vi havde været noget rundhåndet med gedekødet, kom vi i betragtning ved omdelingen af soflæsket, der dog var bedre at tygge end geden. Det, der ikke blev spist, blev taget med, eller opbevaret. De havde også fundet vin, denne havde løftet stemningen, så der var i grunden en vældig fest. Der blev slagtet og kogt til langt ud på natten.

Den 30. maj oprandt, og allerede fra morgenstunden tegnede det til at blive en stor kampdag. Franskmændene satte ind med en voldsom skydning tidlig om morgenen. Vi skiftede stilling og gik atter i ildstilling bag et hegn på en mark bag ved en skov, der skrånede ned af en bakke.

Vi fik ammunition med lastbiler, vore egne ammunitionskolonner samt den øvrige bagage så vi ikke til i flere dage. Vi åbnede ilden tidlig om morgenen på ret stor afstand; vi skød hele formiddagen, og hen på eftermiddagen slap ammunitionen op. Vi ventede efter nye forsyninger, men der kom ingen, og vi stod og manglede det. Vi gik så rundt og så på sagerne.

 Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

 

5. maj 1918. Andreas Bøgen hos en landmand i Ukraine

Senest ændret den 4. marts 2021 11:33

Andr. Bøgen, , Vennemose, tilbragte siden sin indkaldelse i sommeren 1915 krigen på Østfronten. I foråret 1918 gik det til Ukraine.

I April Maaned fik Bataillonen Ordre til at holde sig marchberedt. Denne Gang gik det til Ukraine. Vor Bataillon blev stationeret i Byen Romny; derimod forblev et større Vagtkommando, som ogsaa jeg tilhørte, tilbage i en Landsby en 30-40 km derfra.

Egnen var her noget bakket, men meget skovfattig. I den første Del af Maj Maaned holdt Russerne deres Pinsefest, og da jeg holdt Vagt i Kirkens Nærhed, fik jeg Lejlighed til at iagttage Præstens Ceremonier og Menighedens Procession omkring Kirken i Pinsedagene.

Jeg var sammen med tre Kammerater ind kvarteret i et Baghus hos en Landmand. I Modsætning til de fleste andre Beboelseshuse herskede her Orden, Akkuratesse og Renlighed. Vor Lejlighed, i hvilken der var en hel Del Værktøj, tydede paa, at Manden ogsaa var Haandværker; men han var en interesseret Landmand, og da han forstod, at ogsaa jeg var Landmand, beklagede han rystende paa Hovedet, at vi ikke kunde gøre os forstaaelige for hinanden; men jeg maatte se hans Besætning.

Den bestod af to Køer og fire Heste. Efter mine Begreber var det en mærkelig Besætning; men i Ukraine drives der hovedsagelig kun Kornavl og kun lidt Kvægavl, og Ukraine kan sikkert med Rette kaldes Ruslands Kornkammer.

Da jeg havde set Besætningen, bød Værten mig indenfor til en Kop Te. I Stuehuset hilste jeg paa Konen, en voksen Søn og Datteren. Man bød mig tage Plads ved Bordet, og der blev budt paa Te og Hvedebrød, som saa meget indbydende ud, men i Smagen lod det en Del tilbage at ønske. Før jeg forlod Huset, viste de mig Stuerne, og var der Orden udvendig, var det i ikke mindre Grad ogsaa indvendig.

DSK-årbøger 1952

1. maj 1918. “Tilintetgørelse og Død rugede alle Vegne”

Matthias Møller fra Sønderborg havde kommandoen over en maskingeværdeling ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. I foråret 1918 deltog han i den store, tyske offensiv.

Vi laa temmelig langt ude i Spidsen af Indbrudsstedet. 1-1½ km bagved os laa Merville – en By paa 8- 10.000 Indbyggere – i tæt Bebyggelse og omgivet af Marker helt ud til Bebyggelsesomraadet og med en Kirke, hvis lange slanke Taarn ragede langt op over Husene.

Byen blev naturligvis ofte beskudt. Særligt Kirketaarnet var man ude efter, da man jo sikkert – og med Rette – gik ud fra, at det blev benyttet som Artilleriobservationspost. Det lykkedes ogsaa at skyde Taarnet ned.

Vi havde stor Lyst til at se, hvordan det saa ud i Byen. Den var naturligvis fuldstændig rømmet. Vi var 3 Mand, der en taaget Morgen tog af Sted. Det var helt roligt.

I de første Huse ved Indgangen til Byen var et tysk Batteri anbragt, ret godt skjult. Husene i Gaden havde allerede faaet en Del Træffere, saa man nogle Steder kunde se lige ind i Lejlighederne. Paa et skraanende Gulv stod et Klaver og var lige ved at tabe Balancen og styrte ned paa Gaden. I et pænt Beboelseshus saa vi indenfor. Alle Møbler stod endnu paa Plads, som om Beboerne lige havde forladt Huset. Men man kunde nok se, at der havde været hurtigt Opbrud. Ogsaa her paa Bordet laa indtørrede Rester af det sidste Maaltid. – Gemmer og Skabe tømt.

Nedenunder en smuk Spisestue med læderbetrukne Stole. Igennem store Glasfløjdøre gik det ud i en smuk Baghave med Springvand, Lysthus og Græsplæner. Alt saa pænt og idyllisk ud og gav et Indtryk af Velstand og hjemlig Hygge.

Men Krigen havde allerede begyndt Ødelæggelsesværket.

Afslaaede Grene, splintrede Ruder og Huller i Murværket vidnede om Krigens Haandværk og om, at Tilintetgørelse og Død rugede alle Vegne.

Der laa tilsyneladende ingen Militær i Byen. Kun enkelte Militærpersoner hastede gennem Gaden i et eller andet Ærinde til eller fra den nærliggende Frontlinie.

DSK-årbøger 1948

22. april 1918 – Claus Juhl: “… jeg havde lykken og fik enkeltkvarter”

Claus Juhl blev indkaldt ved krigens udbrud og kom Fußartillerie-Regiment Nr. 20´s anden bataljon, der deltog i kampene både på øst- og vestfronten. I slutningen af april 1918 kom han til Belgien.

Ved midnatstid den 21. marcherede vi til banegarden Ivry, hvor vi blev forladede og den 22. kl. 6 morgen kørte vi bort, rejsen gik nordpå mod Belgien. Kl. 2 om eftermiddagen blev vi udladede på stationen Swevelghem, efter et par timers march kom vi til vort fremtidige kvarter byen Beveren, som ligger 7 km fra Kortryk. Her blev vi alle indkvarterede hos civilfolkene, en stor part fik massekvarter, jeg havde lykken og fik enkeltkvarter sammen med en skolelærer fra Kiel.

Vi lå hos en mand, som var væver, han havde før krigen arbejdet på en fabrik i Kortryk. Men nu var han hjemme og passede sin jord, han havde ikke ret meget, men han dyrkede tobak, som var i god pris, så han kunne få føden til sig og familien, denne var temmelig stor, der var 7 børn, hvoraf de to ældste et par somre måtte arbejde for tyskerne. De kom kun hjem lørdag aften.

Vi lå i et tomtstående kammer på halm, som vi havde udbredt på gulvet for en feltsoldat et godt leje. Folkene talte flamsk, som har stor lighed med plattysk, så vi kunne nok få en samtale i gang. Min kammerat kaldte de altid for skolmester, med det mindste af børnene, en purk på et par år, havde vi mangen spas.

(Dagbog renskrevet af Pernille Juhl, der har brugt den som inspiration til den historiske roman “Vent på mig Marie”)

16. april 1918 – Feltpostbrev: “Aldrig har jeg set Mage til Griseri”

Den 15. maj bragte Flensborg Avis et feltpostbrev om boligforholdene i Polen skrevet af en soldat med initialerne N.C.O.

Polske Hjem.
(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Ved 9-Tiden kom der Befaling til at rykke lidt frem, for at Regimentet kunde famles. Efter en kort Marche blev der gjort Holdt, Tornystret blev kastet i Sneen, og vi afventede, hvad der videre skulde ske. Fra en Høj iagttog jeg det hele Skuespil. Det ene Kompagni marcherede frem efter det andet, Artilleri, Maskingeværer, Bagagevogne. Feltkøkkener rullede frem i uendelige Rækker, Officererne red frem og tilbage og uddelte de nødvendige Befalinger. Senere fik vi Ordre til at lade Geværerne, og Toget satte sig i Bevægelse. Efter et Par Timers Marche passerede vi den russiske Front. Alle Skyttegrave var forladte. Fjender saa vi ikke noget til, og vi marcherede uhindrede videre ind i det hellige Rusland. Da Solen dalede i Vest, blev vi indkvarterede rundt omkring i Landsbyerne. Vi, d. v. s. omtrent 10 Mand, fik anvist Kvarter hos en Landmand. Kaffen blev kogt, og da vi Havde spist, blev der lagt Halm paa Gulvet, og vi sov sødeligt til næste Morgen, da Marchen gik videre.

Vi har sagt det saa tidt, baade i Skrift og Tale, at de gode Hjem burde fremmes, og der er vistnok gjort adskilligt i de senere Aar for at højne Interessen for Hjemmets Kultur. Det kan derfor vistnok more en eller anden at høre lidt om den polske Befolkning i sit Hjem. Da der selvfølgelig ikke to Hjem, der er ens, er en Skildring i Almindelighed umulig, og jeg skal derfor indskrænke mig til at fortælle lidt om nogle enkelte af de mange Hjem, jeg har set.’

Postkort med tegning af russisk bondefamilie ved middagen i deres stue. Tegningen er dateret Grodno 22. marts 1916 af M. Lew. Grodno ligger i dag i Hviderusland, men i et område som tidligere hørte til Polen (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

Nr. 1. Lejligheden bestaar af eet stort. Værelse. Til højre for Indgangsdøren er Ovnen, der optager en temmelig stor Plads i Stuen. Midt paa Gulvet er der opført et Komfur; et Murstykke, der gaar helt op til Loftet, tjener tillige som Kakkelovn, idet det opvarmes af Ilden i Komfuret. Et Par Skabe er opstillede med Siden ind imod Muren, saa de staar frem i Stuen. Man faar derved det Indtryk, at der er flere Værelser, især da den smalle Gang, mellem Mur og Skab er tilhængt med et Stykke Tøj.

Det første Værelse, der er fremkommet paa denne Maade, tjener som Køkken, hvilket er praktisk, da det er lige foran Ovnen. Om Aftenen lægges der Brænde til Rette i Ovnen, der endnu er varm, før at tørres til næste Morgen. Om Morgenen ved 1—5-Tiden bliver der tændt Ild, og Kogningen begynder. Der koges Kartofler og bages Kartoffel-Pandekager hver Morgen. Stort andet synes Befolkningen ikke at spise, foruden Brød naturligvis. En Gang eller to om Ugen bages der tillige Brød. Dette er meget mørkt og groft, og et enkelt Brød kan somme Tider veje 20 Pund. En Følge deraf er, at det hyppigt ikke er ordentlig gennembagt, hvad der imidlertid slet ikke synes at genere Folkene. Kartoflerne og Pandekagerne spises, naar de er færdige, og Resten af Dagen leves der saa mest af Brød. Paa Komfuret koges der sjældent.

Det næste „Værelse” tjener sum Dagligstue. Langs Væggen er der opslaaet et Par Bænke, og foran staar et Bord, det er hele Møblementet. Et Hjørne er helliget Religionen, der findes nogle Billeder med Motiver fra Lidelseshistorien, et Krucifiks, en Rosen, krans og en lille Lampe. Til højre er Familiens Soveværelse. Sengetøjet ligner en Hoben Pjalter. En Pels bruges som Dyne. Paa Ovnen ligger der ogsaa Puder og Tæpper. Her sover Børnene, og her ligger baade Børn og voksne om Dagen, naar de ikke har noget at bestille.

Nr. 2. Ejeren er en Slags Skovrider hos en Baron og synes at være lidt mere velstaaende. Til venstre for Gadedøren er et stort Værelse, som vi faar anvist. Heri befinder Ovnen og Komfuret sig. Her koger og bager Konen. Foruden Kartofler og Pandekager steges der tillige Flæsk om Morgenen, hvilket er et Tegn paa Velstand i disse Tider. Værelset tjener tillige som Opholdssted for Hønsene og et Par Faar, som vi imidlertid straks sætter paa Porten. Af og til kommer de paa Visit tillige med et Par Grise. Saa den anden Side af Forstuen er der tre Værelser, som beboes af vor Feldwebel og et Par Underofficerer foruden Familien. Møblementet er lidt mere righoldigt. Der findes Borde, Stole, et Spejl, en Sofa og et gammelt Spinet, som en voksen Søn hamrer løs paa efter bedste Evne.

Manden har 2 Heste, 3 Køer, et Par Faar, en So og nogle Grise. Kreaturernes Røgt synes man ikke at tillægge nogen som helst Værdi, thi de ser ud, som om de aldrig havde gjort Bekendtskab med en Strigle eller en Børste. Svinene løber frit omkring i Sneen. Omtrent 50 Meter fra Huset inde i Skoven ligger et Par døde Heste, og det synes at være en sand Lækkerbidsken for Svinene, thi de har ædt sig fuldstændig ind i de frosne Kadavere. Det er et modbydeligt Syn. Svinene løber derfor som oftest omkring og er blodige over hele Kroppen. De æder faktisk alt, hvad de kan faa fat i, om det saa er menneskelige Ekskrementer. Det er rigtige Svin, mente en Kammerat; vore derhjemme er mere en Slags Salonsvin.

Tegning af russisk bondegård (Zeppelin- og Garnisonsmuseet Tønder)

Nr. 3. Et meget lille Hus, der tilhører en Enke, om beboer det med sin Søn, en 15-16-aarig intelligent Fyr. Til højre er Ovnen, Komfuret og et Skab. Bag ved Komfuret og Skabet er der et Aflukke, der nærmest ligner en Alkove. Heri staar en Seng, hvori Sønnen sover; den gamle Kone sover oppe paa Ovnen. Her opholder vi os Palmesøndag, og Konen holder Gudstjeneste ved at læse i Bibelen. Jeg beder hende em at læse højt, og hun læser ganske flydende. Senere synger hun og Sønnen en Salme. Jeg titter over i Stalden, hvor der staar 2 Køer, bogstavelig talt paa et helt Bjerg af Gødning og Strøelse. Aldrig har jeg set Mage til Griseri.

Nr. 4. Beboes ogsaa af en Enke med en voksen Søn paa et Par og tyve Aar, der har været russisk Soldat. Til venstre staar Ovnen, Komfur findes ikke, desuden er der et Par Senge, et Par Bænke og et Bord. Værelset ser bart og uhyggeligt ud. Det ligner nærmest en Stald. Under Sengene ligger der fuldt op af Kartofler. I et Hjørne hænger et Par Helgenbilleder. Konen er meget flittig, hun spinder hele Dagen og har Bunker af Uldgarn liggende. Jeg kigger over i Hestestalden. Det er faktisk ikke andet end 4 nøgne Mure. Den stakkels Hest har end ikke Tag over Hovedet. Saadanne Kaar skulde man byde vore Husdyr derhjemme.

Da det forlyder, at vi rimeligvis bliver længere Tid i Byen, kommer der Befaling til, at Civilbefolkningen stal flytte sammen, og vi gør Konen det begribeligt, at hun muligvis bliver nødt til at flytte ud. Hun græder sine modige Taarer og erklærer, at det gør hun ikke. Næste Dag kommer der imidlertid Befaling til, at vi skal videre, saa Flytningen er overflødig. Konen bliver saa glad, at hun straks koger en Gryde fuld af Kartofler til os, som vj saa naturligvis betaler bagefter.

Gør det indre et trist Indtryk, saa er det ikke mindst Tilfældet med Husenes ydre Udseende. Der er store Huller i Taget, og enkelte er ligefrem faldefærdige. Men det er vel Krigens Skyld. Under normale Forhold var de vel nok bedre vedligeholdte. Til Trods for al Fattigdom hænger Polakkerne alligevel med samme Kærlighed ved deres Hjem, som vi andre gør. Et lille Træk, som jeg hørte i Fjor, vidner herom. Vor Bataillon havde indrettet Kantinen i en Landsby et Par Kilometer bag ved Fronten. Byen var rømmet for Civilbefolkningen, der var bragt længere bort. Af og til kom der en gammel Kone ind i Kantinen og gik omkring og saa alt efter. Paa Spørgsmaalet, hvad hun vilde, blev der svaret, at det var hendes Hus, som hun gerne vilde se engang imellem.

Rusland, i April 1918.
N.C.O.

17. marts 1918. Frygt for franske civile: Halsen overskåret i sin søvn?

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten. Han var telefonist ved signaltjenesten.

(… fortsat)

Efterhånden blev det helt forbudt at opholde sig i Byen, uden at man havde et bestemt Ærinde, og mangen Gang var Hollert og jeg de eneste Soldater i Landsbyen.

Men Tyskerne anvendte en gemen Krigslist ved at erklære, at Byen var beboet af civile. Derved søgte de at forhindre, at Byen blev beskudt. Så kunde man så dejligt fylde den med Militær og Depoter.

For at bevare et Skin af Ret havde man, da Byen blev evakueret af dens Befolkning, tilbageholdt en 3-4 gamle Mænd og en Del Kvinder, i alt ca. en Snes Mennesker.

Da nu Byen blev beskudt, og da der også somme Tider om Natten kom franske og engelske Flyvere, der kastede Bomber, så samlede alle disse forhutlede Franskmænd sig henimod Aften hos Væver-Enken. Hun var jo den, der havde den bedste, den største og dybeste Vinkælder. De sov alle sammen dernede i et Rum, der måske var en 3,50 x 6,50 m stort.

Da det efterhånden var farligt at bo oppe på Loftet, hvor jeg opholdt mig hver anden Nat, indrettede jeg mig et Natteleje i en lille Forkælder til Vinkælderen. Her havde jeg oven på et Par Baljer lagt et Par Brædder og en gammel Madras og kunde sove her ligt og forholdsvis farefrit.

En Ting fyldte mig nu alligevel med Ængstelse, og det var den Utryghed, jeg følte over for mine Sleeping partnere i det andet Rum. Der var hele Tiden en Vandring frem og tilbage om Natten. De skulde nemlig ovenpå og forrette deres Nødtørft, og jeg tænkte på, hvor forståeligt det vilde være, om en af dem i et Øjebliks Raserianfald med en Brødkniv vilde skære Halsen over på den forhadte Boche, der lå og sov lige ved Siden af dem.

Jeg søgte at afværge denne indbildte Fare ved på et Landkort at forklare Væver-Enken, hvorfra jeg stammede, hvorledes de forhadte Bocher havde røvet vort Land i 1864 på samme Måde, som de røvede Elsass-Lothringen i 1871, at vort største Ønske var at komme tilbage til le Danemark, og jeg viste hende mit Silke-Dannebrogsflag.

Vi var enige om, at „la guerre est un grand malheur”, og jeg tror nok, hun forstod, at hun og hendes Landsmænd i mig havde en Ven og ikke en Fjende. I hvert Fald syntes jeg, at jeg nu havde gjort, hvad jeg kunde, og jeg sov trygt, når jeg hver anden Nat var dernede. Men — jeg bryder mig nu alligevel ikke om om Natten at være om trent ene Hane i Kurven med omkring ved femten Kvinder. —

En Aften ved 9-Tiden begyndte der pludselig en mærkelig Skydning. Det viste sig, at Englænderne havde haft Held med sig under deres spredte Skydning. De havde ramt et mægtigt tysk Ammunitions-Depot. Jeg gik op i Kirketårnet og betragtede derfra det flotteste og dyreste Fyrværkeri, jeg nogen Sinde har set, kun et Par Kilometer fra mit høje Stade. Egentlig burde al Ammunition kun bruges til sådan et Festorgie.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1953

9. marts 1918. “Enten er alt dette Humbug, eller ogsaa er der ingen Gud.”

Rasmus H. Damm fra Storvig ved Toftlund gjorde krigstjeneste (M. W. 92)

Cotricourt, den 9. 3._ 1918.
(Første Aften i Kvarter , i Frankrig).
. . . . Violinspilleren fik Instrumentet frem, og straks efter kom ogsaa Mundharperne. Vi morede os paa sædvanlig Vis med Musik og Sang, og sn a rt samledes Byens Beboere omkring os. De saa slet ikke fjendtlige ud, tværtimod, men holdt sig dog lidt tilbage. Efterhaanden rykkede de nærmere og morede sig over Sangene.

Da vi saa gik over til mere alvorlige Sange, duggedes Franskmændenes Øjne. Det gjorde os endnu mere stemningsfulde, og da vi med vemodige Stemmer sang: „Nach der Heimat möcht ich wieder“, var der ikke alene flere Kvinder, men ogsaa enkelte Mænd, som græd.

Atter det samme Billede, som vi saa tit har fremtryllet. Paa Rejsen gennem Tyskland har vi mange Gange, naar vi holdt paa en Banegaard, sunget vemodige Sange og Hjemlængselssange, og Folk har staaet paa Perronerne og lyttet og grædt. Men det var vore egne Folk. Folk, som maaske kendte en eller anden i Kompagniet. For manges Vedkommende forsultne Mennesker, som kom for om muligt at faa et Stykke Brød af Soldaterne.

At de kunde græde ved vor Sang, er kun naturligt. Men at vi faar Russere og Franskmænd til at græde med vor Sang, vi, der som deres Fjender har besat deres Land, har været med til at dræbe deres Kære, og er dem til daglig Plage og Besvær, det synes underligt. Og dog … de ved lige saa godt som vi, og vi ved det lige saa godt som de, at det ikke er os og dem, som har villet Krigen.

I hvert Fald er baade de og vi i de 3 Aar bleven belært om, at Krig er en Forbandelse. Hvorfor skal vi slaa deres Mænd og Sønner ihjel og ødelægge deres Land og Byer, og hvorfor skal deres Mænd og Sønner slaa os ihjel? Vi kender jo ikke hinanden, har ikke set hinanden og kan da heller ikke nære Had til hinanden.

Vi er samme Slags Mennesker, vi tilbeder den samme Gud, og dog … Vor, saavel som deres verdslige og kirkelige Øvrighed formaner os daglig til at bede Gud velsigne den Nations Hære, og give den Nation, som hver af os nu tilhører, Sejren.

O, Taabelighed! Det er kun for naive og enfoldige Mennesker. Det beviser tilfulde, hvor lidt Gud er regnet af Mennesker. Thi hvor kan vi af en retfærdig Gud forlange, at han skal velsigne den ene Nation til at ødelægge den anden.

Nej, enten er alt dette Humbug, eller ogsaa er der ingen Gud. Men der er en Gud!

DSK-årbøger, 1943.

 

23. december 1917. Hestegullasch – men hesten hævner sig …

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

En søndag eftermiddag, medens vi lå i ro i Goed, gik vi til en biografforestilling. Det var i en stor barak i nærheden af Gitsberg. Salen kunne rumme 4-500 mennesker. Der var fin musik.

Vi fulgtes ad. Obergefreiter Maas, sergeant Felix Ploschaischik og jeg. Det var meget velgørende at se noget andet en gang imellem, og musik havde en mærkelig indflydelse på en; og det gjorde så godt at se noget fra det civile liv, om end kun på billeder.

Når vi lå i barakkerne i Goed, så lavede vi ikke meget i disse korte dage. Det regnede meget hver eneste uge, og jordsmonnet rundt omkring barakkerne var i et ælte. Vi havde nogle løberister (Laufrosten), som gik fra den ene barak til den anden og til staldene og køkkenet m.m.

Jeg fandt et sted, hvor jeg kunne købe lidt brød, det var hos belgiske civilfolk. Det var rugbrød, runde af form og det var velsmagende.

Endvidere besøgte jeg jævnlig en gammel træskomand. Han lavede
træsko sammen med sin søn. Vi handlede om et hornhåndtag til en stok. Jeg skulle skaffe ham noget læder, og det fik jeg også fat på ude i stillingen, jeg skar det af sadler og seletøj, og da jeg havde faet
en passende portion, fik jeg håndtaget. Jeg lavede mig en solid kæp, og meningen var, at den skulle med hjem, men den blev senere stjålet fra mig.

En dag lidt før jul, slagtede de en hest i køkkenet. Hesten var blevet skudt på vejen ud til fronten; da det var en god hest, tog et par mand ud og parterede den, og så kom den med hjem på en ammunitionsvogn. Hele hesten blev lavet til gullash, og vi fik hver en god portion.

Vi havde imidlertid ingen kartofler og kun ganske lidt brød, og derfor nød vi den gode, men skarpe gullash uden videre tilsætning. Vi fik en ekstra snaps den aften, og der blev en hel fest. Der blev sunget af fuld hals: „So ein Happen, so ein Happen von hi au hi au hot, so ein Happen von Pferd sin Fut“.

Om natten fik vi alle sammen diarré, og der blev et frygtelig løben frem og tilbage til latrinen.

Klimaet var meget fugtigt. Men vi sørgede for at have rigeligt med tøj. Man kunne sagtens finde noget. Der lå frakker og kapper og tæpper alle vegne. Man fik så disse beklædningsgenstande tørret,
og så havde vi dem til at dække os til med om natten og skifte med i regnvejr.

Utøjet var noget værre om vinteren end om sommeren, da vi ikke havde så gode vaskeforhold, men desto oftere måtte vi trække af undertøjet og løske os.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

17. december 1917. Belgiske civile dødsdømmes for en skudt hund

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

I Swevezeele var der en tysk Vagtmand, som havde været raa og brutal mod nogle russiske Fanger; han var blevet overfaldet og mørbanket.

Belgierne fik Skyld for det. Vi blev derfor alle Mand kommanderet ud en Nat og skulde skaffe 100 Mand som Gidsler. Der blev banket paa, Manden trukket ud af Sengen og ført ind i en stor Lade. Næste Morgen viste det sig, at 70 havde Legitimationspapirer fra Tyskerne, saa dem maatte de lade gaa; men saa blev Byens Kirke bevogtet af Soldater, og da Folk i den tidlige Morgenstund, omkring ved Kl. 6, kom myldrende ud af Kirken, blev 70 Mand taget og ført hen i Laden som Gidsler.

Om Natten gik der stærke Patruljer, nogle med Politihunde. Efter mange Forhør samlede Mistanken sig om tre bestemte Mænd, og de bevogtedes baade Dag og Nat. En Nat stod ogsaa nogle af vort Kompagni paa Vagt.

En Politihund kom hen og snusede til en af dem, og da han vilde jage den væk, viste den Tænder. Dette vilde han ikke lade sig byde af en Hund, og da han stod med skarpladt Gevær, kastede han dette til Kinden og knaldede Hunden ned.

Næste Dag blev Hunden fundet skudt.

Belgierne fik Skylden, og det skulde være et yderligere Bevis mod de tre arresterede, at deres Venner havde gjort Forsøg paa at faa dem ud om Natten. Det hed sig, at Dødsdommen var fældet over dem, og det gik som en Løbeild gennem Kompagnierne.

Alle havde vi den største Angst for at skulle blive kommanderet ud at skyde disse tre.

Den Mand, som havde staaet paa Vagt og skudt Hunden ned, kom op ad Dagen fra sin Søvn, og vi fortalte ham da, hvad der var sket, og hvad der var i Gære.

Han sagde straks, at han havde skudt en Køter om Natten.

Vi formanede ham til, at han skulde gaa til Kaptejnen og melde det, hvad han ogsaa gjorde. Denne tog forfærdelig paa Vej; det var jo en skrækkelig Historie; men Soldaten tog det med den største Ro og sagde blot, at de Folk kunde jo holde deres Køtere hos sig selv; han kunde ikke vide, det var en Politihund.

Saa blev han ført for Bataillonskommandøren. Her gentog han sin Forklaring og blev skældt Bælgen fuld, men saa vidt jeg véd, slap de tre Belgiere derfra med Livet.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

16. december 1917. Marseillaisen på violin for en kop kaffe

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste i Ballonzug 33. I julen 1917 fik ham mulighed for at besøge sin bror, overlærer Jens Andersen, Gråsten, der sammen med en andre nordslesvigere gjorde krigstjeneste i Maskingeværafdeling 69.

Vi havde oprettet en lille Sangforening paa ca. 40 Medlemmer, og vi øvede os paa alle mulige Sange i Anledning af Julen. Juleaften lagde vor Tropfører Beslag paa Kirken, og her blev holdt Julegudstjeneste. — En af vore nye Løjtnanter, Lt. Bäumer, var protestantisk Præst, og han holdt en lille Juleandagt. Der var stillet et Gave­bord op inde i Kirken, og vi fik hver en lille Gave. Bagefter sang Sangforeningen. Jeg synes nu ikke, at en af Sangene med Omkvædet: „Wirt, roll das Fass herein, heut wollen wir lustig sein, heut ist heut“ just passede til denne Lejlighed og i disse Omgivelser.

Vi havde ogsaa lavet et lille Schrammel-Orkester. Jeg spillede 2. Violin. Det var helt morsomt en Gang imellem at lave ordentlig Støj. —

Vore Værtsfolk fik tildelt Levnedsmidler fra den amerikanske Hjælpekomité, der fordelte Levnedsmidler. Jeg tror, det var over Holland, disse Levnedsmidler uddeltes til de franske og belgiske Familier, der var bosat i det af Tyskerne besatte Omraade. Ofte lugtede det noget saa dejligt af frisklavet, ægte Kaffe, og vi gik og snøftede Lugten i os.

En Søndag Eftermiddag, da det igen lugtede noget saa livsaligt af Kaffe, sagde jeg til et Par af mine Kammerater, der var hjemme den Eftermiddag: „Hør, nu skal jeg prøve paa at skaffe os alle en Kop god Kaffe, men I maa love mig at finde jer i, hvad jeg foretager mig, og I maa love mig at holde absolut tæt med det.“

Jo, der var jo ingen Ende paa, hvad de vilde love og finde sig i, hvis de kunde faa Kaffe. Saa hentede jeg min Violin ned i Stuen, hvor vi sad ved vor Telefoncentral. Værtsfolkene opholdt sig sammen med nogle Gæster i den anden Stue ved Siden af.

Og saa spillede jeg Marseillaisen med Fynd og Klem og al den Følelse, jeg kunde lægge i min Præstation. Da jeg havde spillet tre Vers, holdt jeg op. Nu skulde Virkningen vise sig. Jo — rigtigt, et Øjeblik efter gik Døren op, og vi blev inviteret paa dejlig Kaffe og Kager i lange Baner.

DSK-årbøger 1951

23. november 1917. Feltweblen: “I to gamle Slyngler har da vidst at faa det bedste Kvarter selv; men nu heraus med jer!”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres. Han havde fået ordre til at skaffe kvarterer, mens kompagniet var ved fronten  – og det havde han klaret næsten for godt.

Kompagniet kom ind fra Stillingen. Dagen efter gik Feltvebelen rundt for at se paa de forskellige Kvarterer, og da han opdagede, hvor godt og lunt vi havde det, sagde han: „I to gamle Slyngler har da vidst at faa det bedste Kvarter selv; men nu heraus med jer, jeres Kvarter vil jeg have.”

Det passede os naturligvis daarligt, men ud maatte vi.

Hans Kvarter kunde vi ikke faa, men jeg tror nu ikke, han havde saa megen Glæde af at være i vort som vi.

Vi fandt saa et Hus, hvor der var Plads paa Loftet. Der manglede nogle Tagsten, og øsende Regn var det; vi havde ganske vist nogen Læ, men tørt kunde vi ikke ligge, saa vi havde gjort et meget daarligt Bytte.

Der var et andet Hus bygget sammen med det, hvor vi laa, kun med en Brandmur imellem. Dér boede en Belgier, som var antaget af Tyskerne, og der var ingen Plads til os.

Næste Dag var Peter Hansen gaaet hen i Byen. Jeg stod udenfor Huset og grublede over Tilværelsen og tænkte: „Du kunde jo se, om det kan lade sig gøre at komme ind i den Familie i Huset her ved Siden af.”

Da jeg kom ind, stod der en ung Pige ved Komfuret; der gik et Par smaa Børn derinde, hendes mindre Sødskende, og hun lod mig tydeligt forstaa, at hun ønskede helst, at jeg forsvandt den Vej, jeg var kommen.

Et Par Forsøg paa at indlede en Samtale med hende resulterede kun i Enstavelsesord,hvorfor jeg gik ud igen og tænkte som saa: „KommerTid, kommer Raad.”

Ved Middagstid kom der en ældre Mand med et stort, kulsort Skæg, der naaede ham midt ned paa Brystet, men med et Par Øjne, der skinnede. Vi hilste paa hinanden, jeg gav mig i Samtale med ham og véd slet ikke, hvordan det gik til, men øjeblikkelig var vi inde paa en Samtale om Guds Rige, og vi blev snart klare over, at vi var Brødre i fælles Tro paa den fælles Frelser.

Han indbød mig til at gaa indenfor, stormede ind i Stuen og raabte: „Godelive, Godelive!” — det var Datterens Navn — „Jeg har fundet en Bror!”

Pigen kom springende, og hun blev meget forlegen, hun kunde jo kende mig og se, at det var mig, der havde været derinde om Formiddagen. Hun rakte mig undseligt sin Haand og bød mig velkommen.

Vi talte sammen en Stund, og før den gamle igen gik paa Arbejde, havde vi gensidigt fortalt hinanden et Stykke af vor Livshistorie.

Hans Hustru var død; han havde nu den voksne Datter her og en til, som ikke var til Stede, og saa to voksne Sønner, som begge arbejdede for Tyskerne paa et Maskinværksted. Han indbød mig til at komme ind om Aftenen, og var der flere af den Slags Folk, skulde de være velkomne.

Vi samledes en hel lille Flok om Aftenen; Familien sad og spiste sin Aftensmad, som bestod af tørt Brød og noget, de kaldte Paps, en tynd Melsuppe, da vi kom ind, og Samtalen begyndte. Den ene af Sønnerne faldt straks i med, hvorimod den anden Søn satte sin Ske haardt i Tallerkenen og rejste sig. Han gik med tydelig Vrede ud af Stuen, og vi saa ham ikke mere. Der gik et Suk igennem de andres Hjerter, og medens en klar Taare kom frem i Faderens Øjne, sagde han ganske stille: „Ja, denne min Søn vil ikke.”

Snart var dette lille pinlige Optrin bortvejret af Glæde og Tak til vor fælles Gud. Vi talte sammen og sang og havde en hyggelig Aften, saa Byttet var nok ikke saa daarligt, som det saa ud til, for Peter Hansen og mig med Hensyn til vort Kvarter.

Desværre var vi der kun i 8 Dage, saa kom Kompagniet atter ud i Stilling. Denne Gang kom jeg heller ikke med, men skulde i Stedet for arbejde for den tyske Bykommandantur.

Arbejdet bestod i hver Dag at køre rundt i Byen og røve; alt, hvad der blev røvet, blev kørt ned til Havnen og indlastet i store, fladbundede Baade, som løb paa Kanalerne.

Saadan en Baad kunde tage indtil 80 Vognladninger. Alt muligt blev slæbt sammen og stuvet ned: et Farvelager, som blev tømt, og Metaller, f. Eks. Gadelygter, Tagrender, samt Tusinder af Sække fra Bryggerier og Kornlagre, og ned til Klude og Pjalter, som samledes op paa Gaden. Alt kunde anvendes i det forarmede Tyskland.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

19. november 1917. “Sådan et par snavsede bæster!” Peter Poulsen finder indkvartering

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

Vi kom tilbage, fik den saarede paa Lasarettet, og søgte saa efter Kvarterer til vort Kompagni. Vi henvendte os paa Bykommandanturen, men de Gader, man anviste os, var der ingen Plads i.

Vi fandt saa selv en anden Gade. Dér gik vi fra Hus til Hus op paa Lofterne og eftersaa, hvordan Lejlighederne var, og skrev paa Dørene, hvormange Mand, Officerer og Underofficerer, der kunde være. Civilbefolkningen var der jo ogsaa.

Vi fandt i et af Husene et dejligt Hjørne oppe paa Lofter, hvor der akkurat var Plads til to Mand, og da Taget var godt, besluttede vi, at dér vilde vi bo.

Da vi omsider var færdige og havde Plads til hele Kompagniet, gik vi tilbage til det Kvarter, vi selv havde udsøgt os.

I Gadedøren mødte vi Fruen i Huset, og da vi vilde gaa ind, skældte og smældte hun. Saadan et Par snavsede Bæster vilde hun rigtignok ikke have ind ad sin pæne Dør. Vi kunde gaa bagom. Vi saa lidt til hinanden, smilede og gik om til Bagdøren og op paa Loftet.

Deroppe laa der en hel Mængde gammel Træuld, som naturligvis var vrimlende fuld af Utøj. Vi fik Træulden samlet sammen, bar den ned i vort Telt, fik Snavset fejet nogenlunde sammen deroppe og baaret ud, men vi var saa uheldige at tabe nogle Trævler paa Trappen.

Straks kom Fruen farende og skældte ud, saa det smældede i Huset. Min Kammerat blev helt betænkelig og sagde: „Det gaar aldrig godt her, det er da en værre Rasmus, vi er kommet i Lag med.”

Jeg trøstede ham med, at det gik nok.

Da vi var omtrent færdige, kom en af vore unge Kammerater ude fra Fronten — syg, forkommen og dødtræt. Han kastede sig ned i den gamle Træuld, som vi havde baaret ud.

Vi fik hurtigt frisk Træuld op paa Loftet, bar ham op og lagde ham i den, hældte ham lidt Rom i Munden, rullede ham ind i nogle Tæpper og lagde ham saa tilbage i den friske Træuld.

Da Fruen saå det, gled der et Træk af Velvilje over hendes Ansigt, og da vi omsider var færdige, blev vi enige om, at nu skulde vi ned og se, hvordan vi kunde komme om ved den vrede Frue.

Vi bankede paa Døren og traadte ind. Hurtigt lagde vi et Par Mark paa Bordet og bad, om vi ikke maatte faa vor Kaffe varmet samt sidde inde i Varmen og drikke den og spise vort Brød.

Saasnart Fruen saa Pengene, blev hun mildere stemt; hun indbød os meget forbindtligt til hver Dag at komme ind og sidde i den varme Stue. Vi skyndte os at fortælle hende, at fra det store Kullager, som laa derovre ved Jernbanen, kunde vi nok skaffe et Par Sække Kul, og det blev meget naadigt optaget, for Brændsel var det ikke saa rigeligt med.

Vi saa os rundt i Stuen. Manden sad som en Per Tot henne ved Kakkelovnen. Men slige Vægdekorationer som i dette Hjem havde jeg endnu aldrig set. Der hang en Del Vægpynt, meget pænt udsyet, som flittige Kvindefingre kan brodere, men i Stedet for som hjemme Bibelsprog eller andre kønne Ting, var det her slet og ret Afladsbreve.

Et af dem lød f. Eks. i Oversættelse paa Dansk: „Tro paa Jesus Kristus, saa har du Aflad for 100 Dage”.

Med Interesse og den største Forbavselse læste jeg dette. Jeg er
ikke fuldstændig klar over, om et saadant Afladsbrev blev købt for en Afdød, for at han kunde slippe igennem Skærsilden.

Det mente min Kammerat. Jeg mente, det var for de levende, og spurgte derfor Fruen, hvad hun saa vilde gøre, naar de 100 Dage var forbi.

Hun svarede meget selvbevidst: „Saa kan vi jo købe igen.”

Jeg udtrykte min store Forbavselse og fortalte hende, at saa var vi sandelig anderledes godt stillede i den evangelisk-lutherske Kirke, for vi fik at vide ved Guds hellige Aand igennem hans Ord, at ved Troen paa Jesus Kristus faar vi Syndsforladelse for hele Livet og evig Herlighed i Tilgift; men det vilde Fruen ikke gaa ind paa.

Hun var meget ivrig til at diskutere, og hun er en af de faa, som jeg prøvede paa om muligt at faa alt slaaet i Stykker for.

Hver Gang, vi diskuterede, og det skete tit, havde jeg en Følelse af, at med Fruen var der ikke stort at stille op, hvorimod Manden lyttede med Begærlighed, endskønt han sjældent sagde et Ord.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

2. november 1917. Bergholt synger “Marseillaisen” i Alsace – og pigerne lærer ham Elsassisk!

Senest ændret den 17. september 2021 20:20

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun, men i efteråret blev regimentet forflyttet til Elsass (Alsace).

Det må have været temmelig sent på efteråret, da vi ankom til Elsass. Så mærkeligt det end lyder, husker jeg så godt som intet om de måneder, vi tilbragte dér. Dog husker jeg, at et af de første steder, vi blev indkvarteret, var i en landsby, der hed Baldersheim. Det var både første og sidste gang, jeg var i privat kvarter.

Vi boede to mand hos en lille bonde og havde det glimrende. Forplejningen fik vi fra feltkøkkenet, men vi spiste også middagsmad sammen med bonden og hans familie. Resultatet var, at jeg i løbet af ganske kort tid tog ti kilo på i vægt.

Det var herlige dage, og det er en skam, at man ikke engang erindrer navnet på den flinke familie. Men det er vel sådan her i livet, at de gode dage glemmes hurtigere end de mindre gode.

En enkelt episode fra opholdet i denne by husker jeg dog. En aftenstund gik jeg en tur i byen, der havde mange værtshuse som overalt sydpå. Befolkningen i Elsass har en slags tysk som deres modersmål. Det har en slående lighed med det tyske, der tales i en del af Schweiz. Når de talte sammen indbyrdes, skulle man passe godt på for at følge med, i begyndelsen gik det slet ikke.

Elsass har fra tidernes morgen været et omstridt land ligesom Slesvig. En stærk selvstændighedsfølelse beherskede en del af befolkningen, men den overvejende del var nok fransksindede, og slet ikke så få talte fransk.

Den omtalte aften kom jeg forbi et værtshus, hvor den franske nationalsang blev spillet på harmonika. Jeg havde en anelse om, at dette sikkert ikke var helt lovligt, idet jeg sammenlignede med forholdene hjemme, hvor det ikke var så heldigt at synge eller spille “Kong Kristian” i et offentligt lokale. Jeg syntes, det kunne være sjovt at gå derind for at se, hvordan de reagerede. Som tænkt, så gjort. Da jeg trådte ind og bød godaften, blev der en pinlig stilhed.

Der var en halv snes ældre mænd i lokalet. De unge var jo soldater i den tyske hær.

Værten kom springende og spurgte meget underdanigt, hvad jeg ønskede. Jeg bestilte et glas øl og sad og tænkte på, at jeg nok ikke havde taget helt fejl af situationen. Gæsterne sad og hviskede sammen og skulede hen efter mig.

Da musikanten satte harmonikaen fra sig, spurgte jeg, om han ikke nok ville spille lidt mere; det han spillede før, lød helt prima. Da ingen svarede, spurgte jeg, om jeg måske skulle synge lidt for dem, men heller ikke dette tilbud syntes at have deres interesse. Alligevel rejste jeg mig op, stod ret, og begyndte at synge “Marseillaisen” på dansk. Inden jeg var færdig med første vers, nynnede de alle med, og da jeg fortsatte med de følgende, sang alle med af fuld hals, selvfølgelig på fransk.

Da sangen var færdig, sprang de op og klappede mig på skuldrene, og sagde en hel masse i munden på hverandre, hvoraf jeg kun forstod en brøkdel. Da de var faldet lidt til ro, begyndte jeg at forklare dem, hvor jeg havde hjemme, og at vi vistnok var i samme båd. Denne krig var heller ikke min krig .

Megen anelse om, hvor Danmark lå på landkortet, havde de ikke, men da jeg forklarede dem, at det lå oppe mod nord i nærheden af det land, hvor Napoleons general, marskal Bernadotte, i sin tid blev konge, var de nogenlunde med på noderne.

Det blev en vældig fest, jeg tror ikke, at jeg hverken før eller senere har drukket så megen vin som den aften, og jeg kunne ikke engang få lov til at betale.

I øvrigt tror jeg ikke, at de indkaldte soldater fra Elsass-Lothringen var at finde på vestfronten. Så vidt mig bekendt var de alle på østfronten. Da vi rejste til vestfronten blev to mand, der var fra Elsass, forflyttet fra vort kompagni til et regiment, der blev på østfronten. Tyskerne stolede tilsyneladende ikke på dem, og det gjorde de nok klogt i .

Jeg kan ikke lade være med at berette om en oplevelse, jeg havde mange år efter. På en banegård her hjemme faldt jeg i snak med en schweizisk  kreaturhandler, der spurgte om et eller andet på meget dårligt dansk. Da han opdagede, at jeg kunne tale tysk, fortsatte vi samtalen på dette sprog om tilfældige ting. Lidt efter kom der et par andre af hans landsmænd til stede, og de begyndte at tale schweizer-tysk indbyrdes.

Da de havde talt sammen nogle minutter, vendte den førstnævnte sig mod mig og undskyldte sig, fordi de havde talt deres modersmål: “For det kan De jo ikke forstå.”

Jeg måtte le, for jeg havde forstået alt, hvad de talte om, og det fortalte jeg ham på hans eget sprog. “Hvor pokker har De lært det?” “Jo, det skal jeg sige Dem, det har jeg lært af pigerne i Elsass. Det første ord, de lærte mig, var hvad et kys hed, nemlig ‘a Schmutzel’.” Vi fik os en hjertelig latter alle sammen.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

25. oktober 1917. Peter Poulsen hos venner i Ostende

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres, men blev derefter sygemeldt nogle dage.

Mens vi laa i Brügge, var jeg kommet i Forbindelse med et Par gode, trofaste Kammerater, Gartner Johansen fra Løgumkloster og Gaardejer Kresten Madsen fra Oksbøl paa Als. Den første var Gartner for en Flok Officerer, den sidste var Leder af Landvæsenet paa den store Sindssygeanstalt, som var omdannet til Lasaret. Vi tilbragte i Brügge mange fornøjelige Timer sammen. De førte mig, Peter Hansen og
flere Kammerater ind i et Hjem i Brügge, hvor der var fire Flygtninge oppe fra Egnen ved Dixmuiden.

Det var Mand og Hustru og to voksne Døtre, Bertha og Else. Disse havde i Ostende en Onkel og Tante samt en Søster, som boede sammen, og med hvem de ikke havde været i Forbindelse i over et Aar.

Oprindelig var der ogsaa en Broder deroppe, men han var blevet flyttet paa samme Tid ude fra Fronten; de var blevet skilte fra hinanden og kunde ikke faa Lov til hverken at skrive sammen eller at besøge hinanden.
Saa fik Kresten Madsen stillet an, at da jeg skulde til Ostende, fik jeg Brev med til de to gamle og til Mariane, Datteren.

Jeg søgte en Tid lang og fandt omsider ogsaa Huset, hvor de tre Mennesker boede. Det var et lille nyt Hus; en Bombe var slaaet ned i Nærheden; der var kun en eneste Rude, men Dørene havde holdt, og Tagstenene var ogsaa saa nogenlunde fuldtallige paa Huset.

Første Gang, jeg kom derud, bankede jeg mange Gange heftigt paa Døren, indtil endelig den gamle Kone kom, lukkede Døren op og tittede ud; men saasnart hun saa, det var en tysk Soldat, som stod der, smækkede hun Døren i: „Nicht prützischer Soldat hier.”

Jeg fik en Fod i Klemme i Døren, og det lykkedes mig igennem den smalle Aabning at faa Brevet fra hendes Bror og hendes Svigerinde i Brügge stukket ind. Alle havde skrevet lidt, baade de gamle, Bertha og Else, og da hun først havde læst Brevet, sprang Døren op paa vid Gab.

Jeg kom ind, blev meget hjerteligt modtaget og fik Pandekage inde hos den gamle, fik ogsaa at vide, at Mariane arbejdede inde i Byen i en Grønthandel, hvor der uddeltes Grøntsager til Byens Befolkning. Jeg har flere Gange været derude, har ogsaa en Gang været i Brügge hos Kresten Madsen og Gartner Johansen og har haft Breve med ned til Familien i Brügge.

Disse gode Venner vilde vi for Resten gerne besøge, især naar vi var godt sultne, thi særlig Kresten Madsen havde et meget godt Spisekammer, og kom vi end aldrig saa skrupsultne til ham, skulde han nok faa os mætte.

Jeg havde haft Breve med derfra op til Ostende, og nu, da jeg var syg og forkommen, styrede jeg paany mine Skridt ud til de to gamle, stille Mennesker og var glad for at sidde derude et Par Timer.

Jeg besøgte ogsaa flere Gange den føromtalte lille Frue i Kælderlejligheden; men der var blandt de Soldater, som laa i Huset, en Haandværker, som stadig kom ind, saasnart han saa mig komme, en rigtig Tysker, som troede baade paa Tyskerne og paa Tyskernes Sejre. Vi mundhuggedes som Regel hele Tiden, saa nogen egentlig Opbyggelse var der i Grunden ikke ved det.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

17. september 1917. Frederik Tychsen i kvarter hos en sur belgier

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var i august-september indsat ved fronten ved Ypres i bataljon 407. Midt i september blev hans batteri trukket bort fra fronten og blev sendt til Huissignies ved Mons for at hvile ud.

Det var en lang nat på fladvognen. Det blæste, og det var ret koldt. Jeg fik fat i min overfrakke og et par tæpper, hyldede mig godt ind, men jeg frøs alligevel.

Om morgenen skinnede solen, køkkenmandskabet lavede kaffe, alt imens toget kørte, og vi, der havde haft vagt, fik straks en portion varm kaffe, da toget holdt, hentede de andre kaffe.

Hen på formiddagen holdt toget ved en station, det var Jurbise tæt ved Mons. Her blev vi læsset af og derefter marcherede vi over Erbaut til Huissignies tæt ved Ath. Det var en marchtur på 3-4 timer.

Det var meget varmt, og landevejene var støvet.

Her i midten af Belgien levede den civile befolkning så vel som militæret i en bedre orden, end de gjorde i nærheden af fronterne. De rystede på hovedet, da de så os komme marcherende gennem byerne og forbi husene. Batteriet var præget af kampens hede. Kanoneme var oversprøjtet af leret fra Flandern, og soldaterne ligeså.

Hen på eftermiddagen drog vi ind i Huissignies – en lille landsby som
Agerskov. Vi gik om i borgerkvarter. Sammen med Fritz Volmer skulle jeg indkvarteres hos en husmand i udkanten af byen.

Da vi kom hen til kvarteret, kunne vi ikke komme ind. Manden ville
ikke lukke op. Manden og konen sad inde bag gardinet og lavede ansigter efter os, men åbne døren ville de ikke.

Jeg lagde så min bagage og gik om til kvartermesteren  (Officirstellvertr. Wustenhagen) og fortalte ham, hvorledes det forholdt sig. Han boede i den anden ende af byen, der var en halv time at gå hver vej. Han sagde, at når de ikke ville lukke døren op godvillig, så skulle vi slå døren ind, – det var al den besked, jeg fik.

Jeg gik så tilbage, ærgerlig og træt, hele vejen, hvor jeg kom forbi huse, sad de og spiste, vaskede fødder osv. Jeg kom imidlertid op til mit kvarter igen, Volmer lå i græsset, og de ville endnu ikke lukke op.

Jeg bankede på ruden, men så rakte manden lang næse efter mig; så
blev jeg vred, løb til døren med geværskæftet, døren sprang op og vi gik ind, men så blev de begge meget flinke. De anviste os til loen, manden lukkede porten op, men vi fik intet halm eller hø.

Jeg fandt så lidt halm inde i stalden, og Fritz Volmer fandt noget hø. Vi badede fødderne, spiste og så lagde vi os til ro.

Men det var et trist forhold mellem os og værten. Jeg ville tale med ham, men han var slet ikke til at have med at gøre.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

17. august 1917. Hos belgiske civile: “Tyskerne har jo baade Gud og Mennesker imod sig”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. Efter at have været indsat ved Ypres fik han i august en tjans som kusk.

I Ostende boede Civilbefolkningen endnu. En Mængde Militærvogne blev læsset og losset; det havde jeg ikke med at gøre, men til Gengæld skulde jeg finde et Kvarter baade for mig selv og Hestene, og det var lettere sagt end gjort.

Jeg kørte Gade op og Gade ned, men kunde intet Kvarter finde.

Omsider kom jeg helt ud til Kysten, hvor der laa en lang Række Badehoteller, af hvilke et Par var ramt enten af Granater eller Flyverbomber. De var en hel Del ramponeret og alle forladte.

Jeg søgte ind i et af disse og fandt en pæn Stue, hvor der var baade Vinduer og Døre. Jeg fik Hestene trukket ind i Stuen. Der var ikke andet Bohave derinde end to Spejle, som naaede fra Loft til Gulv, saa Bæsterne kunde ogsaa faa deres Forfængelighed tilfredsstillet!

Jeg søgte rundt i Hotellet og fandt et stort Zinkbadekar, det var jo en dejlig Krybbe, bare jeg havde noget at fylde i den. Jeg maatte derfor ud at søge efter Vand, men Vand er en sjælden Artikel i Nordfrankrig og Belgien, for der er kun én eller to Brønde i hver By samt murede Beholdere, Cisterner, ved eller under Husene, hvor  Regnvandet kan opsamles; men denne Vandbeholder kunde jeg ikke finde i Hotellet.

Jeg søgte saa ud af det ene Hus og ind i det andet, kom omsider over Gaden, gik ned i en Kælderlejlighed og bankede pænt paa Døren, men der lød intet „Kom ind”.

Jeg lukkede Døren op, traadte indenfor og opdagede ved den modsatte Side af dette lille Værelse en ung Frue og en lille Pige paa ca. 10 Aar.

Jeg kunde nok se, at jeg var ikke velkommen; men alt mens jeg spurgte efter Vand, løb mit Blik rundt i Stuen og standsede tilsidst ved et Krusifiks ovre paa den modsatte Væg; maaske jeg saa lidt længe paa det, Fruen fattede i hvert Fald Mod og gik hen imod mig, og idet hun pegede paa Krusifikset, sagde hun: „Tror De paa ham?”

Jeg svarede: „Ja, Frue, men tror De paa ham?”

Hun svarede Ja, og noget, der lignede et lyst Smil, gled hen over hendes Ansigt.

Saa rakte vi hinanden Haanden, Isen var brudt, og vi talte frit om Gud og hans Rige, hans Naade og hans Hjælp, hans Mening med os, ogsaa under den frygtelige Krig; tilsidst sagde Fruen: „Her kan De faa Vand til Deres Heste, og De skal være velkommen  hernede i min Lejlighed, naar De har bragt Hestene Vand; og saa skal De vide, at De er den første prøjsiske Soldat, som er blevet budt velkommen her i min lille Lejlighed.”

Jeg var naturligvis hjertensglad, skyndte mig op paa Hotellet med Vand til Hestene og gik atter tilbage til den lille Kælderlejlighed.

Da jeg kom tilbage, var den unge Frues Svigerfader kommet, en gammel, svær Herre, en Rigmand inde fra Byen.

Han sad bred og magelig i en Lænestol midt paa Gulvet.

Da jeg kom ind, begyndte Fruen og jeg straks at tale om aandelige Spørgsmaal, mens den gamle sad uroligt i Stolen og gav nogle uartikulerede Lyde fra sig for at give sit Mishag til Kende. Jeg henvendte mig til ham og gjorde, som jeg saa tit gjorde baade før og siden: jeg trykkede paa den sønderjydske Knap og fortalte ham, at jeg var en dansk Mand fra Nordslesvig, der kun gik tvungent med i Krigen, at det var gaaet os i 1864, som det nu var gaaet Belgien i 1914, og at det var min Overbevisning, at Tyskerne nok skulde tabe i Krigen.

Den gamle saå op paa mig og spurgte: „Tror De virkelig det?” hvortil jeg svarede: „Ja, Tyskerne har jo baade Gud og Mennesker imod sig,” og mindede ham om, at han skulde bare prøve at se paa Historien, saa kunde han se, hvordan det var gaaet Folkeslag før; naar et Folk er kommet saa højt op i Gudløshed og Hovmod, saa kommer Gud og siger, at han lader sig ikke spotte.

Der var særlig to Ting, jeg pegede paa; det ene var Indfaldet i Belgien, hvor de sagde, at de kun agtede Traktater for Papirlapper, og det andet var, at de skiltede med en Kejserbibel, som i mine Øjne ligefrem var gudsbespottelig.

Det første syntes han godt om, det andet tror jeg ikke vejede noget for ham; men han sprang op og rakte mig sin Haand og sagde til sin Svigerdatter: „Den Mand kan du godt have i Kvarter her,” hvortil hun svarede, at det vilde hun med Glæde.

Jeg indvendte, at hvor gerne jeg end vilde, saa skulde jeg jo sove paa Hotellet hos Hestene; men den gamle sagde: „Lad du de Krikker staa selv, og kom her ned, vi skal nok skaffe dig et godt Leje.”

Jeg var heller ikke vanskelig at overtale, og efter at jeg, paany havde været oppe hos Hestene, givet dem Vand og en Haandfuld Havre, søgte jeg paany ned i Kælderlejligheden, hvor den gamle og hans Svigerdatter havde redt et Leje til mig ude i Forstuen under Trappen.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

6. august 1917. Artillerist Frederik Tychsen på vej til fronten

Senest ændret den 12. august 2017 22:49

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var, efter et længere lazaretophold, i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten. Han havde tilhørt Reserve-Fußartillerie-Regiment 20, men blev ved sin tilbagekomst tildelt Bataljon 407.

Når man har været en gang ved fronten, været såret og gennemgået alle de lidelser, der følger med, og kommet tilbage, så holder man ikke af at komme til fronten igen. Dertil kom, at jeg havde kun dårlige minder og uhyggelige forestillinger om livet ved Vestfronten.

Medens den tid ved Verdun står for mig som en kæde af lidelser og angst, så må jeg indrømme, at i de 13-14 måneder, jeg herefter tilbragte ved fronten, oplevede jeg mange, mange bitre dage, ja til tider onde dage, men der var lyspunkter iblandt. Der var dage, hvor det var helt morsomt, jeg oplevede uhyre meget, og heldigvis er man mest tilbøjelig til at tænke tilbage på de lyse dage med morsomme og interessante oplevelser.

Krigen gik i langdrag, og man kunne overhovedet ikke skimte en udvej til, at massemyrderiet skulle få en ende. Amerika var gået ind i krigen som Tysklands modstandere, men foreløbig betød det ikke så meget. Virkningen kom først senere.

Nu er det ikke meningen, at jeg vil omtale de politiske begivenheder, dem kan man læse i krigsbøgeme, men mine egne oplevelser.

Medens man i garnisonen havde et regelmæssigt levnet med den sædvanlige nattero, undtagen når man var på vagt, så var der ved fronten ingen forskel på arbejdet, enten det var nat eller dag, søndag eller søgnedag. Man hvilede og sov, når der var tid og lejlighed, fik maden, når den kunne skaffes, spiste, når der kom noget, men det meste tid var man sulten.

Den 28. juli 1917 forlod jeg altså Wahn, vi var kun en ganske lille transport – 12 mand – og vi havde en Gefreiter som transportfører. Vi skulle først til et lille Ersatz depot, der lå i nærheden af Maubeuge og hed ‘Terriere la Grande”, en lille landsby omtrent som Agerskov.

Jeg kendte ingen af de andre, der var med i samme transport, men der var en, man måtte lægge mærke til, han hed Fritz Klohs, han var rhinlænder og havde ret godt med penge. Han sad på beværtningen “Zum Bienenhaus” hele tiden og bad mig om at sige besked, når vi skulle til banegården.

Ved middagstid fik vi besked om at vi skulle gøre os færdig. Jeg hentede Fritz Klohs, og han var temmelig fuld. Han sang, mens jeg fik tomisteren spændt fast på ham, og så gik vi til banegården.

Vi kørte først til Køln, og her havde vi et ophold på flere timer. Klohs benyttede tiden til at drikke i, og vi andre stavrede omkring på den mægtige banegård. Hele 4. klasses ventesal samt en stor kælder var reserveret for militærets menige og underofficerer. Her lå soldaterne på bænke og gulvet i hundredvis og sov og ventede på togene.

For 50 Pfennig kunne man købe en skål suppe, dvs. når man rejste på orlov eller hørte til en transport. Suppen var god, og man kunne godt blive mæt af en sådan portion.

Ved aftenstid steg vi ind i toget, der gik over Dirren, Aachen, Herbestal til Liittig (Liége). Vi kom ind i vogne, der medførte civil befolkning.

Fritz Klohs kom straks i gang med nogle unge piger, der skulle til Aachen. Han havde en flaske vin i hver lomme. Dem drak de af, Fritz kyssede pigerne osv.

Toget holdt 5 minutter i Duren. Jeg mindes de mange smukke tegltage og den smukke domkirke, der ragede op over det hele. Her lå Johannes’ Ersatzbataljon 258.

Transport igennem og ophold i Belgien Da vi kom til Aachen, var der mørkt, men hen på natten nåede vi Herbesthal, grænsebyen mellem Tyskland og Belgien. Alt og alle blev underkastet et streng revision, så fik vi kaffe ved “Røde Kors”.

Det var damer, der uddelte den. De bad os om at synge en sang for dem, og vi stemte så alle mand i med: “Argonnerwald in stiller Nacht’’.

Ved 9 tiden om formiddagen var vi i Lüttig. Vi gik ind på banegården og ventede til kl. 6.43 om eftermiddagen. I denne tid sov vi nogle timer, gik lidt rundt i byen i nærheden af banegården.

Klöhs fandt straks et horehus i en smal sidegade, han fortalte om sin smudsige håndtering, da han kom tilbage.

Prostituerede kvinder på vestfronten

Kl. 6.43 rejste vi videre og var i Namur ca. kl. 10. Toget gik ikke længere. Vi gik banegården hen til den belgiske Ulankaseme og blev der om natten.

Dagen efter gik toget videre her­på eftermiddagen og kl. 8 om aftenen var i Maubeuge.

Vi gik så gennem porten og gitterværket i jordvolden og et par km uden for byen lå Ferriere la Grande. Her kom vi til en Ersatz Abteilung, dvs. en afdeling, der var oprettet til at sende udfyldningsmandskab til det svære artilleri. Adressen var Fuhs Art. Ersatz Abteilung II. II Batterie. Deutsche Feldpost 44.

Opholdet i Ferriere la Grande varede ikke ret længe, 10 dage i alt.

Vi lavede ikke meget i disse 11 dage. Vi havde nogen eksercits om formiddagen med nogle gamle 9 cm kanoner. Vi havde en del instruktion om brug af gasmasker af forskellig art, og ved et af Maubeuges forter, ‘Terriere la petite’. havde vi karabinerskydning med gasmaske.

Vi var indkvarteret i en skole. Der var franske lærere og lærerinder, der underviste børnene i et par af klasserne, medens vi lå i de øvrige klasser.

En aften, den 7. august var jeg med på en hestetransport. Vi fik hver 2 heste. Vi skulle hen til er hestedepot med dem. Det lå i nærheden af den belgiske grænse. Det hed Udasolve. Vi kom gennem en by der hed Colleret.

Vi red til at begynde med, men det varede ikke længe, før vi blev ømme af at sidde på de nøgne hesterygge, så vi stod af og trak dem.

Det var en transport, der varede 6-7 timer De kørte os tilbage på en vogn, og vi var i Ferriere la Grande om morgenen. Vi fik så lov at sove til middag.

Søndagen den 5. august gik jeg ind i Maubeuge. Jeg travede hele dagen rundt i byen for at få den rigtig at se. Den havde mest snævre gader.

Jeg købte lidt brød og en ost i en butik, og om aftenen gik jeg i biograf i Ferriere la Grande. En sådan forestilling kostede 10 Pfennig. De fremviste en film fre havet, der viste, hvorledes de tyske ubåde skød handelsskibe i sænk. Endvidere blev der spillet er cowboyfilm med Henny Porten i hovedrollen.

Privattryk, venligst stillet til rådighed af familien.

3. august 1917. Regiment 84 til Flandern: “Det flamske lyder jo som vor plattyske dialekt”

C. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.

Mens vort regiment i de varme sommermåneder 1917 lå i skyttegraven i Champagne voran St. Marie-à-Py, gentog sig næsten daglig i de sidste uger af juli meldingen fra den øverste hærledelse: “Over vore stillinger i Flandern ligger der heftig trommeild.”

Da nu det i nogen tid verserende rygte om snarlig afløsning blev til virkelighed, sagde vor flerårige erfaring, efter hvilken vi altid var dér, hvor det fik hedest til, at det nu nok skulle gå til Flandern; vort håb om igen engang at komme til Rusland, som vi havde næret siden vor offensiv i sommeren 1915, blev ikke opfyldt.

Efter nogle dages hvil i egnen omkring Charleville, stod II bataljon den 2. august om aftenen rejseklar på godsbanegårdens rampe i nævnte by. Over Hirson, Avesnes, Mons, som vi den 23. august 1914 havde hjulpet med til at erobre, gik det ind i Flandern. “Iseghem” – sådan står der skrevet med store bogstaver på den banegård, foran hvilken vi sent om eftermiddagen den næste dag gør holdt.

Vi stiger ud og strækker de stive lemmer. Efter et længere hvil bliver der trådt an.

Gennem den mørke nat marcherer vi ad en fortræffelig vej til Abeele; her bliver drejet af til venstre; II bataljon kommer i kvarter i Ouckene, I og III bataljon i Rumbeke. –

Velgørende, næsten hjerteligt er civilbefolkningens modtagelse; vi bliver optaget som var vi landsmænd; dertil kommer, at man forstår hinanden godt; det flamske lyder jo som vor plattyske dialekt. –

Vi kan ikke forbavses nok over landets  frugtbarhed; ikke en plet er udyrket. Befolkningen er uhyre flittig, nøjsom og solid. Alle forbavses over husmødrenes renlighed; forstue og køkken, der har flisegulv, bliver vasket og skrubbet to gange dagligt – det var næsten for meget for os!

Af Regiment 84’s historie

25. juli 1917. Serbiske majspandekager

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157på Østfronten. I sommeren 1917 lå regimentet på Balkan. Sammen med 40 mand blev han sendt langt op i bjergene for at fælde træer, der herefter skulle sendes med floden ned.

Carl Theodor Thode (1895-1986) fotograferet 1915 i Schwerin. Original i privateje.

Efter det marcherede vi igen nogle dage, men så ingen mennesker.

Det gik faktisk over stok og sten. Over os kredsede hele tiden store fugle. Vi mente, det var ørne, men senere er jeg kommet i tanker om, det mon ikke har været gribbe. Jeg har senere læst, at der findes gribbe der.

Da vi havde gået i flere dage – jeg kan ikke længere huske hvor længe – var vi der, hvor vi skulle hen. Man skulle tro, at man var kommet 1000 år tilbage i tiden.

Vi kom til en lille stamme, som boede i en stor stråhytte. Der var en åbning i taget til røgen, og gulvet var af ler. I gulvet var der et ildsted og cirka 2 meter fra dette var der lavet en lille fordybning i gulvet, som tjente til barneseng. Der lå en lille baby, indpakket i gamle klude.

Jeg måtte tænke på, at sådan måtte vore forfædre vel også have boet. Der var ingen spor af møbler der i hytten.

Da vi nåede til bopladsen, så vi kun gamle koner. Unge kvinder så vi ingen af.

Lidt senere så vi dog også yngre mennesker der. – Vi soldater havde taget plads i nogle små ladebygninger, lavet af træstammer. Hvad beboerne der levede af, ved jeg ikke. Jeg så kun får, og jeg tror også, der var nogle æsler. Jeg vil tro, de levede meget af at gå på jagt, da der var flere, som havde jagtbøsser. Vi fik strenge ordrer på ikke at fordele os for meget, jeg tror nok, vores fører var lidt nervøs.

Jeg husker, den første aften, vi var der, at vi hørte skud i omegnen.

Der blev også sagt, at nogle havde bedt os om hjælp, da  nabostammerne havde røvet nogle får. Om det stemmer, ved jeg ikke. Vi måtte i hvert fald ikke hjælpe.

Jeg var med nogle kammerater inde i den store hytte. Der var en  gammel kone foruden barnet, der lå i det hul, jeg før omtalte. Vi kunne ikke forstå hinanden, men det lod til, at hun var meget flink.

Hun var ved at bage majspandekager i en udhulet sten over åben ild. Hun gjorde tegn, om vi ville smage, og vi nikkede. Vi ville ikke sige nej, så hun skulle blive ked af det. Vi var dog lidt betænkelige, da konen var sort både i ansigtet og på hænderne, og det så ikke ud til, at hun havde været i nærheden af vand i meget lang tid.

Nå, men vi var jo ikke forvænt og kagen smagte forresten meget godt.

Da jeg skulle passe vores heste, kom jeg ikke med til træfældning. De, der var med, fortalte, at det var en fiasko. Stammerne, som blev væltet i floden, gik til bunds, så de er sikkert aldrig kommet til vejs
ende.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

24. juli 1917. I en fjern bjerglandsby i Serbien

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten. I sommeren 1917 lå regimentet på Balkan.

Vi blev sendt til Serbien (Jugoslavien) i et rekrutteringsdepot i Aleksinak.

Herfra skulle vi så sendes til fronten. Da jeg havde været der en kort tid, blev jeg syg. Jeg fik høj feber og kom så på lazaret i Nis. De mente, at det var malaria i lettere grad.

Jeg husker ikke, hvor længe jeg var på lazarettet, men det var ikke ret længe. Jeg har dog ikke mærket noget til denne sygdom senere.

Et stykke tid efter, jeg var kommet tilbage, blev jeg udset til at deltage i en ekspedition ind i de høje bjerge. Det blev sagt, at flyverne havde observeret skov, som lå sådan, at træer, der blev fældet og kastet i en flod, af sig selv ville ende et bestemt sted, så de kunne udnyttes. Der var stor mangel på træ og brændsel dernede.

Da vi sjældent fik den rigtige grund at vide, ved jeg heller ikke, hvad betydning denne ekspedition skulle have. En kendsgerning var dog, at der blev sendt en ekspedition af sted bestående af 1 officer, 1 læge, nogle underofficerer, 2 bulgarske tolke og resten menige soldater. Hele ekspeditionen var på.omkring 40 mand og så de mest nødvendige lastdyr.

Vi var fuldt udrustet med gevær og ammunition. Det blev en  oplevelse uden sidestykke. Såvidt jeg husker, var det fra Skopje, vi begyndte marchen. Det blev en spændende vandretur ind i bjerge, hvor der aldrig kom fremmede mennesker. Vi havde fået instrukser om, at vi på ingen måde måtte genere folk eller stjæle høns o.s.v. fra de beboere, vi mødte.

Efter nogle dages march kom vi til et lille bysamfund. Folkene der blev meget overraskede og så ikke ud til at være os venligsindede. Da vi havde været her nogle timer og gennem de bulgarske tolke var blevet lidt fortrolige med dem, gik det bedre.

Der var iblandt beboerne der en stor dreng, som havde en stor knude eller en svulst over det ene øje. Jeg stod lige ved siden af vores læge, og han så på drengen og sagde: “Jeg ville jo gerne hjælpe ham”.

Det endte med, at han opererede drengen. Jeg tror nok, han hjalp
flere der, så vi kunne næste morgen forlade byen som venner.

Da vi så efter en dagsmarch op og ned over høje bjerge kom til det næste bysamfund, kunne vi mærke, at vi var velkomne. Det kunne vi ikke forstå. Der kunne kun være sket det, at en eller flere var løbet ad de stier, som fandtes der, således at de var kommet før os, og havde fortalt, at der var en heksedoktor undervejs. For da vi ankom, stod der en del mennesker, og iblandt dem nogle, som var syge. De bad om hjælp.

Vores læge gjorde, hvad han kunne. Blandt de syge, var der en gammel, blind kone. Lægen sagde: “Hvad skal jeg gøre, hjælpe hende kan jeg ikke”. Han gav hende så noget salve, og de så ud til at være
taknemmelige.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.