Tag-arkiv: civile

6. marts 1917 – Thomas Thomsen: “Panja Weiber”

Thomas Thomsen fra Roost ved Arrild blev indkaldt i september 1915 og kom efter sin uddannelse til Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 222, der i begyndelsen af 1917 befandt sig i Galizien.

6/3 1917
Liebe Mutter!
Besten Dank für denn Briefe und dein Parket mit Fleisch das ich Gestern erhalten habe. Ich verstehe nicht das da nicht mehr Pakete ankommen[.] Das ist das erste jetzt in über 8 Tagen.

Hier siehst du ein Bild von Panja Weiber.

Tre "Panja Weiber", dvs. bondekoner, formodentlig fra Galizien, hvor Thomas Thomsen befandt sig, da han i begyndelsen af marts sendte billedet til sin mor (Kåre Pedersens Samling)
Tre “Panja Weiber”, dvs. bondekoner, formodentlig fra Galizien, hvor Thomas Thomsen befandt sig, da han i begyndelsen af marts sendte billedet til sin mor (Kåre Pedersens Samling)

Du kannst ein Urlaubsgesuch einreichen für mich jetzt wegen Arbeitsurlaub[.] Jetzt sind schon verschiedene gefahren wieder[.] Am besten du schickt es direckt an die Kompagni. Es konnte ja sein das ich Glück hatte[.] Mach es so bald wie möglich ehe die Urlaub wieder gesperrt wird.

Viele herzlichen Grüße sendet dein Sohn Thomas Thomsen.

(Kåre Pedersens Samling)

1. marts 1917. Kompagni-bedstefar ankommer til Vestfronten

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen, men i februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Efter 4 Døgns Kørsel med Toget naaede vi en lille By nede i Frankrig, som hedder Caudry. Der kom vi ud af Toget og maatte se at finde os et Logi for Natten.

Næste Morgen marcherede vi ud til Somme-omraadet, hvortil vi
naaede den 1. Marts 1917.

Vi marcherede til en By, som hedder Vendhuille, og blev tildelt 357. Infanteriregiment.

Jeg kom sammen med 17 Mand til 12. Kompagni. Kompagniet var lige kommet fra Stilling og havde Parade for Regiments-kommandøren.

Vort 12. Kompagni fik en meget daarlig Omtale, fordi nogle var løbet tilbage ude fra Fronten, og andre godvilligt havde ladet sig tage til Fange af Englænderne.

Der blev ogsaa henvendt nogle Ord til det nye Udfyldnings-mandskab. Officeren haabede, at vi skulde bringe en bedre Aand ind i 12. Kompagni. Det var slet ikke saa lystigt at høre paa.

Vi havde, før vi kom ud, ogsaa hørt Tale om mange forskellige Ting, ikke mindst om Utøjet, som var en Plage for Soldaterne ved Fronten.

Vi besluttede at prøve paa, om vi ikke kunde se at blive sammen og slippe for at blive blandet med Kammeraterne, som stod ved Kompagniet.

Vi var seks Mand, som fandt et lille faldefærdigt Hus.

Der fandt vi en Stue, et Køkken eller saadan noget, hvor der var lidt Ly og Læ, og der opslog vi vort Paulun. De sidste civile Folk havde netop den Dag forladt Byen. Vi saa disse stakkels Mennesker med en lille Bylt, saa meget som enhver kunde bære, samle sig paa Torvet, og saa grædende gaa tilbage, mens de maatte efterlade alt til de tyske Røvere.

Vi saa, hvordan Soldaterne med raa Haand tog de kønne franske
Møbler, huggede dem i Stykker til Pindebrænde og i det hele taget ødelagde alt. Det kunde vi ikke være med til. Vi søgte og fandt et Brændelager, hvor der var Brænde nok.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

24. februar 1917. Sultne tyske børn tigger mad hos soldaterne

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen, men i februar 1917 gik det til Vestfronten.

Den 24. Februar gik vi bort fra Gnesen, kom tværs igennem Tyskland og havde mange smaa Oplevelser undervejs.

En af de mest gribende var i Essen; der gjorde Toget Holdt. Vi var meget velforsynede med Proviant. Der blev stillet en Vagtkæde op udenfor Toget, og udenfor denne Kæde var der Tusinder af Kvinder og Børn, som tiggede om Brød, men det blev dem forment.

De maatte ikke komme hen til Toget til Soldaterne. Vagten gik med skarpladte Geværer og opplantede Bajonetter.

Vi ynkedes over de sultende Mennesker, som stod og bad om Brød, og nogle, som havde været ved Fronten før, gik fra Vogn til Vogn og spurgte, om vi var villige til at staa bagved dem, saa vilde de forsøge at faa Lov til at faa Børnene over til os, saa de kunde faa noget Brød.

Det var hele Transporten villig til.

Paa et givet Signal styrtede vi alle ud af Toget, Ordføreren traadte frem for Transportføreren og begærede under Trusel om, at vi ikke godvillig vilde gaa ind i Toget igen, at Børnene skulde komme over til os og faa noget Brød.

Officeren maatte bide i det sure Æble, og Børnene kom i store Skarer; vi var glade over at kunne dele Brødet med dem.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

4. februar 1917 – Milert Schulz: “… disse mohamedanske Qvinder”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Prilep d. 4/2 1[7]

Mine kjære foreldre og Sösk.!
Da det idag er Söndag vil jeg dog liqe skrive Eder et par Ord, ihvorvel jeg ikke har meget at fortalle Eder. Men jo oftere I hörer fra Milert desto roliger er I jo[,] om der saa ikke staar megen Nyt deri.

Idag har jeg gjort en lille spaseretour i Omegne af Prilep. Det seer sügelig ud naar man saadan seer den armere Befolkning. Det er verre end naar der kommer en Landstrÿger hos os. Unge Piger löber halvt iklædt i Pjalter og Lumper[,] at det seer heelt skrekkelig ud. Og saa disse mohamedanske Qvinder med tilbundet Hoved[,] at man blodt seer Øjnene.

Men undret har jeg mig over de unge Piger og Börn[,] som die löber med Vandkrukker paa Hovedet. Det seer heelt morsomt ud som di kan balangere med det.

Idag er det et smukt Solskinswejer. Ellers er jeg jo sund og rask. I morgen skal jeg hen og have den tredie Tand ud.

Mange Hilsener til Eder allesammen og Guds Fred vere med os alle
Eder Sön og Broder
Milert.

(Brev i privateje)

5. januar 1917 – Milert Schulz: “Bin heute auf Wache”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien, hvor han også befandt sig ved årsskiftet.

Geschr. d. 5/1 17.
Meine lieben Eltern und Geschw.!
Für erhaltenen Brief vom 28[.,] liebe Mutter[,] sowie Karten fom 27. u. 28. [,]lieber Vater[,] meinen besten Dank. Wie ich daraus ersehe habt Ihr ja Weihnachten gut überstanden. Wie ich aus deinen Briefe dass Festessen lass meine geliebte Mutter[,] ist mir doch das Wasser zu den Zähnen gelaufen[,] aber es freut mich dass Ihr noch nicht hunqern braucht. Zu meiner Freude sind da ja nun verschiedene Paketchen fur mich unterwegs.

Eier brauchst du nicht zu schicken liebe Mutter[,] da dieselben unterwegs doch kaput gehen, und Wünsche habe ich ja sonst nicht, aber schickt mir was Ihr wollt liebe Eltern[,] ich nehme alles gern an, aber nur was haltbares. Pakete habe ich sonst noch keine erhalten. Wir sind noch in Ruhe aber Montag geht es wohl wieder nach vorne. Bin heute auf Wache als Wachthabender.

Gestern war es hier furchtbar heiss, heute ist es wolkig. Die Bevölkerung ist hier in diesem Orte[,] wo wir in Ruhe sind[,] zum grossten Teil alle wieder da. Das Volk sieht aber sehr Elend aus. Morgen haben sie hier Weihnachten. Die haben schon Kuchen gebacken aus Mehl und Wasser. Habe schon geschmeckt.

Bin sonst noch immer gesund und wohl. Das Dorf heist Besista falls Ihr eine Karte habt. Hoffentlich haben wir bald Frieden.
Viele herzl. Grusse an Euch allen Euer
Sohn und Bruder Milert.

(Brev i privateje)

31. december 1916. Claus Eskildsen: Store kontraster mellem Øst– og Vestfronten

Claus Eskildsen var seminarielærer i Tønder. Han gjorde krigstjeneste som underofficer på skrivestuen ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 266. I december 1916 blev regimentet flyttet fra østfronten til vestfronten.

Det kan nok være, at vi russiske Barbarer spiler Øjnene op, da det bliver lyst! Vi ligger i et smukt Slot med marmortavlede Sale, udsøgt smagfuldt og pragtfuldt udstyret, med baade elektrisk Lys og Centralvarme, midt i en vidunderlig Park med Broer, Fontæner og Pavilloner. 

Nytaarsaften faar vi som Festmaaltid igen den uundgaaelige, skidne, graa Byggrynssuppe. Saa tager vi os en Udflugt ind til Somain, en lille By med en halv Snes Tusinde Indbyggere. Vi finder her det typiske Etappeliv, som vi hidtil kun kender af Omtale. Her er Knejpe ved Knejpe, og overalt opvarter vævre, sorthaarede Damer i fikse Kjoler.

Drikken er overalt den samme, Cognac, stærkt fortyndet med Vand. Kl. 9 er der Fyraften i alle Lokaler. Vi finder paa Hjemvejen tæt ved Slottet en lille, rolig Estaminet (Værtshus), hvor en pæn Kone serverer os Kaal, medens hendes stille, unge Datter Claire giver os Undervisning i de vigtigste franske Gloser. 

Vi har i de følgende Dage rig Lejlighed til at drage Sammenligninger mellem Øst og Vestfront. Hvor er Forskellen stor!

I Rusland havde vi kun mødt Sand, Sump, Fyrreskove, tyndt befolkede Egne med usigelig fattige og snavsede Blokhytter. Her gemmer den lerede Jord rige Skatte af Kul, og Hus ligger ved Hus, By ved By.

I Rusland levede Soldaten godt, og Befolkningen sultede. Her i Frankrig faar vi daarlig og fordærvet Mad, mens Befolkningen har rigeligt med Madvarer, som den amerikanske Hjælpekomité leverer. I Rusland kunde selv den værste Ødeland ikke slippe af med Penge. Her i Frankrig kan man købe alt, rigtignok i dyre Domme, og det er altid, som om Portemonnæen er et eneste stort Hul.

Over Østfronten laa der en skær og skarp Luft. Her i Vest er alt sunket ned i Krigens fordærvede Pest og Synd. Her viser Krigen sit sande, urene, grimme, væmmelige Aasyn.

Fra Claus Eskildsen: Østfront – Vestfront (1929).

20. november 1916. Hans Hostrup i Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Da vi var indkvarteret i en Landsby, havde vi rig Lejlighed til at studere Beboernes Levevis. Den var meget primitiv, i hvert Fald hvad Beboelse angik. Husene, i hvert Fald de ældste af dem, var overklasket med Ler, Haandfuld ved Haandfuld, og i hver af dem sad Mærker af alle fem Fingre.

Jeg boede en Tid i et Hus, der kun bestod af eet Rum. Beboelse var i den ene Ende, og Stalden i den anden. Saare praktisk, for saa kunde Mennesker og Dyr hjælpes ad med at holde paa Varmen. Det kunde nok gøres nødig, da de kun havde tørret Gødning at fyre med.

Hver Dag kom der saarede fra Fronten til Feltlazarettet. Nogle kom til Fods, de haardtsaarede i Røde Kors Biler, der ankom lange Kolonner. Mange af dem naaede aldrig videre.

(… fortsættes)

 

DSK-årbøger 1951

18. november 1916. Hans Hostrup i Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

(… fortsat)

Nogle Gange var der fjendtlige Flyvere over os. De smed Bomber ned i Nærheden. Saa var det bare med at komme væk, for sæt, at det hele røg i Luften. Vi havde ingen Antiluftskyts, kun vore Karabiner, som vi knaldede lystigt med, men det hjalp jo ikke ret meget.

Det eneste effektive „Værn“ vi havde, var et Feltlazaret med det røde Kors, liggende lige i Nærheden. (Meget snildt hittet paa). Flyverne maa have respekteret Flaget, for det havde været en let Sag at sprænge det hele i Luften.

Her ved Lazarettet traf jeg en Landsmand, en Saniteter, (fra Borg ved Bredebro), som en Dag var ved at skrive Navne af efter nogle Trækors, der var sat paa nogle nye Grave. Hvordan det gik til, ved jeg ikke, men vi opdagede snart, at vi var Landsmænd.

Som før omtalt gik det haardt til ved Monastir. Tyskerne trak sig tilbage [18. november 1916]. Levnedsmidler og Ammunition blev hentet tilbage, og en skønne Dag laa der et lille Bjerg af røget Flæsk og Kød paa Baneterrænet- Det var bare med at faa fat i noget af det, inden der blev sat Vagt ved det, og det varede heller ikke længe. En Mand fra Skrivestuen kom for Sent, men han mente, at Vagtposten godt kunde se en anden Vej, mens han tog et Stykke, men her kom han til den forkerte! En-to-tre, afsikret og Bøssen til Kinden, og saa var det for den anden om at faa Følehornene til sig i en Fart, ellers var han blevet skudt paa Stedet.

Brød var det knapt med, og kunde vi se vort Snit til at hugge et fra Lastbilerne, der kørte Brødet bort fra Feltbageriet i Prilep, gjorde vi det. Det var om at være hurtig i Vendingen. Saa snart Bilen var begyndt at køre, de gjorde nu tit Holdt hos os, saa op paa Trinbrættet, Haanden ind under Presenningen, et Brød ud og ind under Frakken og væk hurtigst muligt. Det skete ogsaa, at vi blev nappet ved det og kønt maatte aflevere Rovet igen.

Den Slags regnede vi ikke for Tyveri; derimod tog vi aldrig noget fra Befolkningen. Havde de noget, vi kunde bruge, betalte vi for det. De var for Resten meget skikkelige, og vi mærkede aldrig noget til Had eller Modvilje hos dem. Tilsyneladende fandt de sig taalmodigt i deres Skæbne, men de havde jo nok set paa os paa samme Maade, som vi saa paa Tyskerne under Besættelsen af vort Land under sidste Krig.

Der var mange Lighedspunkter. Hele Landet var besat af en overmægtig Fjende; Modstandsbevægelse, Sabotage m. m. og Værnemagere har der vel ogsaa været.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

8. oktober 1916. Jens Jørgensen henretter civile: “… de stod der så helt værgeløse … Og vi skulle skyde dem ned …”

Jens Jørgensen, Brede, deltog i en henrettelsespeloton i Belgien

Det værste, jeg har været med til

Det værste for mig i krigens år ved fronten i Frankrig og i Flandern var ikke strabadserne og selve kampen i frontlinien, men derimod dengang, jeg sammen med mit kompagni blev kommanderet til at skyde nogle belgiske „spioner” i Liége.

Da jeg havde en stor, uforsørget børneflok, var jeg i efteråret 1916 blevet trukket tilbage fra fronten ved Yser- kanalen og gjorde tjeneste ved jernbanebevogtningen i nærheden af denne bekendte fæstning.

En eftermiddag klokken fire blev vi alarmeret og sattes med fuld oppakning i march mod byen. Vi troede, vi skulle til fronten. Inde i byen kom vi i massekvarter, men klokken fire den næste morgen gik det videre. Vi anede ikke, hvor vi skulle hen; men omsider marcherede vi ind igennem en port og kom ind i et af byens store forter. Vi havde een gang før været på dette forts eksercerplads. — Vi blev samlede ved et skur i et hjørne af pladsen. Det var endnu halvmørkt. En gammel major kom hen til os og meddelte, at vi var udset til at skyde tre belgiske „spioner”, som havde været skyld i „mange tyske soldaters død”, og derfor var de af en krigsret dømt til døden.

Han udtog nu ti mand til hver af de dødsdømte; de, der havde tjent aktivt, blev udtaget først. Hvis vi ikke parerede orde, skulle „forbryderne” stikkes ned af to unge løjtnanter, der fik overdraget kommandoen. Det ville således være bedre for de dømte, om de blev truffet således, at de var døde på stedet. Vi skulle derfor sigte efter hjertet.

Nogle meldte sig frivilligt til dette modbydelige arbejde. Jeg forsøgte hele tiden under udvælgelsen af skydemandskabet at stille mig bag ved majoren; men da der stadig ikke var nok i tallet, måtte jeg omsider også med i en skydegruppe.

Nu blev de tre arrestanter ført frem, et postbud i uniform, en mand i civil og en kvinde. De førtes af en patrulje; tre mand foran og tre bagved. En katolsk præst fulgte med dem. Han tog dem til alters. Knælende modtog de sakramentet, medens de hele tiden — fra de kom og til det var overstået — mumlede noget for os uforståeligt, antagelig bønner, på deres mål.

Denne mumlen i angst eller trods blev bagefter i lang tid ved med at følge mig både i vågen og i sovende tilstand. Hørte jeg på vagten en fugl eller en anden lyd fra naturen, var det straks de dødsdømtes mumlen, der klang i mine øren og i mit sind.

De tre belgiere var imidlertid blevet stillet et par skridt foran tre pæle. Bag dem var der en skydevold. Fangevogterne trådte til bagfra, to ved hver. Den ene havde et reb, hvormed han trak fangen tilbage og bandt ham til pælen. Den anden havde en klud, som blev bundet for fangens øjne.

Så kommanderede de to løjtnanter. Den ene, som kommanderede et „æreskompagni”, råbte: „Achtung! Präsentiert das — Gewehr!”

Den anden: „Zum Chargieren! Fertig! — Feuer!“

Jeg skulle skyde på den kvindelige arrestant. Det sidste, hun råbte, var: „Vivat la Belgique!“

De var alle tre døde på stedet.

Vi blev formeret påny og marcherede bort, tilbage til vor vagttjeneste; men det var underlige tanker, der gik igennem mit sind. Dog hvad var der for mig at gøre? Man skulle jo udføre en ordre.

Efter en uges tid gentog det samme myrderi sig desværre. Vi blev atter purret ud og måtte af sted til byen og ud til den skumle kasernegård. Nu vidste vi, hvad der forestod. — Denne gang førtes der seks arrestanter frem. De blev ligeledes taget til alters og blev bundet til pælene. Det kneb med at faa tilstrækkeligt kvalificeret skydemandskab frem, for der skulle bruges tres mand. Man så sig nødsaget til at tage nogle rekrutter med, som dårligt nok forstod at håndtere et gevær. Officererne gjorde nu oven i købet den brøler at lade disse rekrutter danne den sidste gruppe i stedet for at fordele dem på alle skydegrupperne.

Majoren var den samme, men løjtnanterne var udskiftede. Den ene af disse var yderst nervøs. Han forsvandt ind i en plantage og kom først farende tilbage lige før aktionen. (Hans oppasser sagde for resten bagefter, at han var kommet tilbage med bukserne fulde.)

Kommandoerne lød, og vi skød, den forreste række knælende. Løjtnanten glemte i sin nervøsitet at kommandere os i ro igen. Det gjorde vi så af os selv. Han forsvandt omgående igen. — Det viste sig, at den sidste i fangernes række ikke var død. Kuglerne havde ramt ham i armene og benene og havde strejfet hans hoved. En læge løb hen til den faldne for at tilse ham. Først efter tre til fire minutters forløb udåndede han.

Hvad havde de gjort, de stakkels folk? Vi fik ikke noget at vide om det. De havde elsket deres fædreland og sat deres liv ind for det, det fædreland, som fjenden havde overfaldet.

Det er det værste, jeg har været med til i krigen. Havde de endda fået lov til at fare imod os, så vi kunne have skudt dem i modværge. Men de stod der så helt værgeløse … Og vi skulle skyde dem ned …

DSK-årbøger, 1951

31. juli 1916. Hundehvalpe og krigskontrabande

Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juli 1916 lå han mellem Laon og Reims.

Vi var tre Mand, der havde lavet et Bord og hver en Skammel, og vi  tog et Slag Kort udenfor, naar Vejret tillod det.

En Aften kom selve Divisionsgeneralen forbi. Han var Generalløjtnant og skulde tituleres med »Excellence«.

Han hed von Bärenssprung og var en Mand paa 50-60 Aar, men et herligt Menneske. Det mærkede vi senere hen. Jeg har aldrig hørt, at han overfuste et Menneske.

Jeg sad for Bordenden og raabte: »Achtung!« Vi rejste os og stod ret; men han vinkede af, og vi satte os igen. Saa sagde han, at han gerne vilde se lidt paa vort Kortspil. Vi var ikke saa begejstrede for dette  Besøg. Han gik rundt om Bordet og saa til, og han kom flere Aftener, og var der en Aften, hvor vi ikke spillede, sagde han: »Naa, i Aften spilles der nok ikke« — og saa hilste han og gik.

I Staben var der ogsaa en Løjtnant, Ludvigs hed han. Han kom en Dag hen til mig og sagde: »De, Bygmester, kan De bygge mig et Hus?«

— »Ja, det kan jeg vel nok, naar vi har Materialer«.

— »Ja«, siger han saa, »det er et Hundehus«. Han havde en Racehund, et meget fint Dyr, og den skulde have Hvalpe. Nu manglede han en  Plads til den. Der blev søgt, vi fandt Materialer, og saa blev Boligen bygget, saa godt, at vi selv til Tider har haft det meget ringere.

Vi havde ogsaa en Arkitekt, en Sachser. Han arbejdede for hele Divisionsstaben, og han skulde give Lov til at faa udleveret Brædder. Han var jo Fagmand, som det hed ved Militæret, og saa kan de jo  klare alt.

En Aften kom Løjtnanten og sagde, at jeg skulde gaa med ham op og se Hunden, der nu havde faaet otte dejlige Hvalpe. Han kom da i  Tanker om, at det kunde være dejligt, om Hvalpene havde en  overdækket Legeplads; men det kunde vi ikke faa Materialer til. Der stod dog et Halvtag ved et Hus, hvor der boede et Par gamle  Mennesker, Manden havde engang været Faarehyrde, men Faarene havde Tyskerne taget. Jeg havde faaet en Hyrdestav, 2 m lang, af ham. Paa Staven var der udskaaret Portrætter af Napoleon,  Bismarck og en eller anden fransk General. Dette Halvtag kunde vi  bruge, men det var fyldt med Æblekasser, og dem maatte vi have  flyttet, for at vi kunde faa Stolperne med.

Hundehvalpe 6a44-077

— Jeg havde i de Dage en Meklenhorger til at hjælpe mig. Han hed Anderson — havde dog ikke opfundet Krudtet . . . Til det andet Byggeri havde jeg haft Henning Thorø fra Gabøl og Jes Jessen fra Skærbæk til Hjælp.

Da vi nu den sidste Dag flyttede Kasserne, kom der under en af dem en Rem til Syne. Jeg tog fat i den og trak til. Den var næsten en Meter lang. — Op af Jorden kom to Revolvere og tre Dum-Dum-Kugler. De var filet til som en halv Ært.

Jeg tog Revolverne og sagde til Anderson: »Du tager den ene, jeg den anden«. Jeg havde stukket min i Lommen paa min Vaabenfrakke. Han stod og fumlede med sin og vilde stikke den i Lommen. Da kom der en Korporal bagfra.

Han saa, at han havde noget blankt i Haanden. »Hvad har De der«, sagde han, »lad mig se det«. —

Han fik Revolveren og spurgte saa, om vi havde fundet mere. — »Ja«, sagde Anderson, »han har ogsaa een«. — Jeg hørte ikke meget efter, men Korporalen vilde ogsaa have den, jeg havde. — »Ikke paa  Vilkaar«, sagde jeg.

Det var mod Aften. Jeg gik ned i Barakken og gjorde Revolveren skudklar. Den var forsynet med Magasin til otte Skud. Der var lidt Gravrust i Løbet, men ellers var den pæn og fungerede udmærket.

Jeg sad og spiste Aftensmad, da en Tjener kom. Han sagde, at jeg skulde komme op til Løjtnanten. Nu troede jeg, det var angaaende  Hundene, saa det hastede vel ikke saa meget. Jeg spiste videre. Han kom igen og spurgte, om jeg snart kom. — »Ja, naar jeg er færdig«, sagde jeg.

Det varede ikke mange Minutter, saa kom der to Soldater med opplantet Bajonet. Jeg maatte med.

 De havde Ordre om, at jeg skulde tage Revolveren med. Jeg var ikke helt glad ved den Vending, som Sagen havde taget. Det var i de sidste Dage i Juli 1916, og jeg skulde paa Orlov den 4. August. Jeg tænkte, at bare min Orlov ikke gaar i Vasken. —

Naa, vi kom op til Løjtnanten. Der sad fem Mand rundt om et ovalt  Bord. De havde Papirer liggende foran sig, rede til at skrive. De fik  min Revolver. Den anden laa paa Bordet. Den, jeg havde, gik nu fra Haand til Haand. Jeg sagde, som sandt var, at jeg havde fundet dem under Æblekasserne.

De spurgte, om der ogsaa havde været Ammunition. — Nej, det havde jeg ikke set. De læste en hel Masse op om Straf og deslige. Den mindste Straf var to Aars Fæstning for at tilegne sig Krigskontrabande. Jeg blev afhørt. Naar og hvor jeg var født, og hvornaar jeg var blevet Soldat. Om jeg havde tjent aktivt og meget mere. —

Ja, altsaa: Den mindste Straf, jeg kunde regne med i dette Tilfælde, var altsaa to Aar. Det var ikke saa dejligt at høre. —

Jeg tænkte ved mig selv, at blot de ikke ville tage min Orlov, for nu ser de mig ikke mere. Kommer jeg hjem, gaar jeg nordpaa. —

Min Ven fra Kortspillet — Excellencen — var ikke til Stede den Aften. Endelig maatte jeg gaa, gjorde Honnør og var borte.

Nede i Barakken sad de andre Kammerater og ventede. Hvordan mon det ville gaa mig? Jeg fortalte, hvad de havde sagt og spurgt.

Jeg havde mest ondt af de gamle Mennesker, som boede i deres Hjem. De kom ogsaa i Forhør. Man hundsede med dem, og de blev ført bort. De maatte med en Bylt under Armen forlade deres Hjem. Det var Synd for dem, og det var jo faktisk mig, der var Skyld i det.

Halvtaget blev ikke flyttet, og Løjtnanten saa jeg ikke meget til mere.

DSK-årbøger 1960

25. juli 1916. H. Rathje græd: Franske flygtninge på vej ud af Peronne

H. Rathje, Ragebøl, fortæller om en episode i Peronne

Det var i 1916 i Sommeslaget, en af de sidste Dage i Juli. Den stærke Trommeild, som varede i 8 Døgn, var hørt op. Civilbefolkningen søgte uophørligt tilbage bag første Linie. I Peronne saa jeg et Syn, som har brændt sig fast i min Bevidsthed.

Paa Raadhuspladsen staar en Statue af Jeanne d’Arc. Her havde en Bataillon Infanteri faaet et stort Anker Cognak paa flere Hundrede Liter anbragt, og iført al Slags Civil tøj, med høj Hat eller anden civil Hovedbeklædning, drak de sig fra Sans og Samling.

Saa kom et Tog af Hestekøretøjer paa en 4-5 km Længde, i Bunden af Vognene var der stuvet det allernødvendigste Sengetøj og lidt Køkkentøj, ovenpaa sad tæt pakket gamle Mænd og Kvinder, unge Mødre og Børn, tavse og alvorlige, men da de saa de forklædte og fulde Soldater, knyttede de deres Hænder og spyttede efter dem, nogle græd. Ogsaa jeg græd.

En Soldat tilraabte mig: „Bist du schon so besoffen Kammerat!”

Jeg tænkte paa mit Hjem, paa Far og Mor.

DSK-årbøger, 1945

19. juli 1916. Jakob Moos på vej til Somme

Jakob Moos fra Holm på Nordals gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31.

Jeg deltog i krigen ved infanteriregiment 31, 1. kompagni. Den 18. juli 1916 blev vi om aftenen klokken 11 afløst af infanteriregiment 11, som kom nede fra Verdun. Man fortalte hårrejsende historier om kampene dernede.

Vi havde i mange måneder ligget på højderne ved Loretto og Vimy; det var gået frem, og det var gået tilbage, og vi var glade for at blive afløst. Vi slæbte alle vore ejendele med os tilbage, og hen på morgenstunden nåede vi Mericour-Caronne, der var vort samlingssted. Vore gamle kvarterer var allerede optaget af andre troppeformationer. Vi hørte altså ikke mere hjemme her.

Allerede klokken fire om morgenen trådte vi an på pladsen foran kirken. Stabssergenten uddelte appelsiner og chokolade, og efter en times forløb marcherede vi af sted. Vi kom til en by, der hed  Nouelles-Gardeauet. Her blev vi indkvarteret hos civilbefolkningen og fik lov til at gøre, lige hvad vi ville, men så snart vi havde fået udleveret vor middagsmad, fik vi befaling til at blive i vort kvarter.

Vi brugte tiden til at vaske os grundigt, vi fik snavset fra skyttegraven fjernet fra vore uniformer, og enhver fik udleveret en splinterny skjorte. Efter denne renselsesproces gik jeg til landsbyens franske barbér for at blive klippet og barberet. Det var en mærkelig barberforretning, for barberen var samtidig kromand, og barberingen foregik midt imellem syngende og drikkende gæster, der jo hovedsagelig var tyske soldater.

Ved totiden marcherede vi videre. Det var en frygtelig varme, og sveden drev af os i stride strømme. Efter to timers march naaede vi en lille jernbanestation. Her holdt et tog, og vi blev stuvet ind i det. Vi var nu så langt fra fronten, at vi kun svagt hørte artilleriilden som en fjern torden. Toget kørte ikke særlig hurtigt. Jeg fik derfor god lejlighed til at se på landskabet, som vi kørte igennem. Overalt var der frugtbare marker, hist og her kønne skovpartier. Venlige og fredelige landsbyer med kønne kirker optog landskabet og forstyrredes ikke af krigen. Hist og her så man enkelte bønder høste korn, og unge piger hakkede roer.

Ved seks-tiden standsede toget ved en lille station, og vi steg ud. Efter en times march naaede vi vort kvarter. Det var en nydelig og  tiltalende landsby i nærheden af Cambrai. Nu begyndte rygterne at  tage fart. Vi troede, at vi for længere tid skulle blive her i de idylliske omgivelser; men det kom anderledes. Klokken fem om  eftermiddagen marcherede vi videre, igennem Cambrai. En af  kompagniets spøgefugle var saa heldig at faa fat i en gammel høj silkehat, som han satte oven over staalhjelmen, og hvor vi kom frem,  gjorde han uhyre lykke. Ikke mindst morede civilbefolkningen sig kosteligt.

Efter en times march på den anden side Cambrai gjorde vi holdt. Vort kompagni tog kvarter i en lade. Den var fyldt med halm. Vi fik  ordre til at være parat til at bryde op med øjeblikkelig varsel. Dette  havde til følge, at ingen følte trang til at sove. Nogle satte sig til at spille kort, andre gav sig til at drikke, og andre lavede halløj på anden måde. Vi var vel to hundrede mand i alt i laden, og alle de helt eller halvfulde folk røg tobak, cigarer, cigaretter eller pibe; de tumlede  rundt i halmen med stearinlys og lamper; det var et Guds under, at  der ikke gik ild i laden. Bondekonen kom hvert øjeblik ind til os og bad os om at være forsigtige, men man lo kun ad hende, og hendes bøn om at udvise forsigtighed gjorde kun ondt værre.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

18. juli 1916. Hvide bønner giver “gasangreb” ved Verdun

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Efter at vi ca. 40 unge fra Ldw. 85 var havnet ved vort nye regiment, Res. Inf. Regt. nr. 88, i skovlageret nord for Monchetin, blev vi foreløbig tildelt 2. bataljon som en slags 5. kompagni. Det var på flere måder en større forandring for os, thi Ldw. 85 havde sit hjemsted i Sønderborg, mens 88 hørte til 18. armekorps og havde garnison i Hanau i Hessen, der lå 700 kilometer borte fra Sønderborg.

Tillige var vi tidligere kun godt 100 mand i kompagniet, mens vi her tilnærmelsesvis kom op på fuld krigsstyrke, altså 250 mand. Så I kan nok forstå, at der blev pladsmangel, da vi kom til at bo i nogle lave barakker og sov i tre-etagers senge, hvor jeg blev anbragt på øverste etage og lige under taget. Luften var ikke god her, ja, særdeles forpestet, fordi der dag efter dag serveredes store, hvide bønner, der altid gav visse » bivirkninger«. Og jeg i øverste etage så min fordel i at flytte ud i det fri og kampere under træerne, hvor der var godt med frisk luft og høj himmel.

Men snart fik vi marchordre, og hele bataljonen med musikken i spidsen gled ned mod en jernbanestation ca. 20 kilometer borte, og vi, der dannede et ekstra 5. kompagni, trampede som et »vedhæng« bagest.

Ankommet til banegården blev vi indladet i kreaturvogne med påskriften: 48 mand eller 6 heste, men jeg er overbevist om, at der var bedre plads til 6 heste end til de 48 mand, der oven i købet skulle have fuld oppakning med.

Efter en nats kørsel nåede vi næste morgen en station mellem Metz og Verdun, men altså på den franske side af grænsen, hvor vi blev indkvarterede i en lille landsby, hvis beboere endnu drev deres ejendomme selv, men deres landbrug og levevis syntes efter vore begreber at være ret gammeldags. Hvad der ikke virkede tiltalende på mig var eksempelvis, at alle steder lå møddingen foran vinduerne og ud til vejen – et til visse uskønt syn.

Det var også en trist tilværelse, disse mennesker fristede; det forekom mig, at de over for militæret åbenbart var fuldkommen retsløse: Et sted anvendte artilleristerne deres stue som stald for deres heste, og da der var knebent med plads, havde de slået en skillevæg ned, og indgangsdøren var revet bort. så åbningen kunne agere »stalddør«.

Men vi flyttede, da der ikke var plads til os, hen til en lille by, der var vokset op om en fabrik, og vi fik logi i gymnastiksalen.

Der sporedes også en forskel på anden vis mellem de to troppedele, bl.a. i hygiejnen. Ved 85. havde vi så omtrentlig fået bugt med de »små grå«, men her ved 88. trivedes de ypperligt – og da vi dagen efter havde appel med spisegrejer og tæerne, da var der også en betydelig forskel at spore, hvad både lægen og feltvebelen konstaterede, idet de fremhævede os som et eksempel til efterfølgelse.

Spændende var det, da vi skulle fordeles på de forskellige kompagnier, idet vi otte nordslesvigere gerne ville blive i nærheden af hinanden, og det var så heldigt, at 5. kompagni netop behøvede ti mand, så vi otte gled med der. Selvfølgelig kunne vi jo ikke komme i samme korporalskab, men vi var da sammen alligevel.

Da hele regimentet nu var samlet, flyttede vi lidt nærmere Verdun og kom så til at bo i Betainvillers, en landsby, som var forladt af indbyggerne, men ellers ikke meget ødelagt.

DSK-årbøger 1970

27. maj 1916. Peter Rossen som armeringssoldat

Peter Rossen, Rurup. gjorde krigstjeneste som armeringsoldat. I maj-juni 1916 lå han mellem Laon og Reims.

De andre Kammerater havde nu forladt Stillingen og var flyttet til nogle Barakker i Nærheden af Juvincourt.

Jeg blev tildelt et Kommando paa otte Mand og to Korporaler. Vi lavede en Øvelsesplads, hvor man kunde kaste med Haandgranater.

Vi maatte udbedre Banerne, hver Gang de havde været anvendt.  Opholdet her varede 3—4 Uger, og vi havde herlige Dage.

Vi laa i Byen Guignicourt. Her havde jeg ogsaa opholdt mig i otte Dage i Vintermaanederne. Vi havde et herligt Kvarter i en Stue.

En Gang imellem besøgte en gammel Mand os. Han var 91 Aar, en rigtig Kraftkarl at se til. Han kunde lidt Tysk, saa vi kunde forstaa hinanden. Han havde ikke været med i 1870, for da var han allerede for gammel, men han fortalte, at her laa Tyskerne ogsaa dengang  ligesom vi nu laa her. Hver Middag fik han to Cigaretter af mig.

Ogsaa denne Tid fik Ende, og vi kom tilbage til de andre. De lavede en Banegrav ud mod Fronten. Det var ikke ufarligt, og der faldt da ogsaa enkelte af Kammeraterne.

En Dag blev vi vaccineret mod Kolera og Tyfus. Mange blev syge og maatte paa Lazaret. Nogle af dem saa vi aldrig mere . . .

Jeg blev ogsaa syg, fik store Vabler paa Kroppen. De har vel anvendt en forkert Vaccine.

DSK-årbøger 1960

3. maj 1916. Sønderjyde som landsmand blandt polakker på Polens frihedsdag

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Luftschiff Trupp 3 i Warszawa. Den 3. maj 1916 oplevede han fejringen af Polens frihedsdag.

 En Luftskipper fortæller

(… fortsat fra 20. september 1915)

Vi, der altså på en Måde var fast garnisoneret i Warszawa, fik sammen med de andre Tropper Befaling til at tage alt muligt Hensyn til Polakkerne. Når vi gik på Fortovet, sås det endda helst, at vi trådte til Side for Befolkningen, og det kunde vi jo til at begynde med ikke forstå.

Men Sagen var den, at Tyskerne vilde forsøge at vinde Polakkerne for sig og få dem til at blive glade for

deres humane, og, ak, noget så høflige Beskyttelse. Men i det lange Løb lykkedes det jo ikke, og man kan godt sige — uden at sige for meget —, at sådan noget ligger nu engang ikke rigtig for Tyskerne. Denne usædvanlige Høflighed skulde rigtig manifesteres på Polens National- og Frihedsdag, den 3. Maj. For første Gang siden Polens mislykkede Rejsning på denne Dag mod de russiske Undertrykkere i 1860’erne skulde Hovedstaden have Lov til at fejre denne Rejsning i fuld Frihed, og alle tyske Soldater fik Udgangsforbud til Kl. 4 om Eftermiddagen.

Polakkerne skulde føle sig helt alene og befriede, og Befolkningen rustede sig til en mægtig Frihedstilkendegivelse. Dage i Forvejen blev Huse og Gader smykkede med Grønt og det smukke rød-hvide polske Flag. Over Altan- og Balkonrækværker blev der hængt smukke Tæpper, og den store Dag oprandt med Folkeoptog, Gudstjenester, Fest på Universitetet og Polyteknisk Læreanstalt og Festligheder mange andre Steder. Ingen tysk Soldat var der i Vrimlen før efter Kl, 4.

Dog rundt omkring i de forskellige Kaserner lå Mandskabet i højeste Alarmberedskab, klar til Udrykning, hvis Polakkerne ikke forstod at feste således, som „ Beskytterne “ havde tænkt sig det.

Ved 2-3-Tiden gik L-Z 12 til Vejrs for at foretage et Par Rundsejlinger over Byen. Måske har Polakkerne opfattet det som en ekstra Hyldest, men det var det nu ikke. L-Z’s Bug var fuldt lastet til Bristepunktet med Bomber — og ve de formastelige, hvis alt ikke gik efter Programmet.

Alligevel kunde jeg godt forstå, at Befolkningen gav sig hen til Fest og Glade, for det var jo dog første Gang, de efter godt halvtreds Års Forløb fik Lov til at fejre denne deres stolte Rejsningsdag udendørs.

Om Aftenen var der stor Gallaforestilling i Warszawas store, prægtige Opera. Jeg havde været der adskillige Gange tidligere, og jeg husker, at jeg med særlig Glæde har hørt „Aida“ et Par Gange. Denne Aften skulde opføres „Halka” af Moniuszko, et nationalt Syngestykke med mange polske Sange, noget i Lighed med vort „Elverhøj” eller „Der var engang” .

Det var igen ved forskellige Paroler henstillet til os Soldater at undlade at gå i Teatret den Aften, dels for at Polakkerne kunde føle sig alene, dels fordi det ikke var noget for os. Et direkte Forbud var dog ikke givet. Altså, tænkte jeg, det er netop noget for dig, og jeg købte mig et Par Dage i Forvejen en Billet til 1. Etages Pladsloge, 2. Række.

Dagen før skrubbede og vaskede jeg min efterhånden meget slidte og medtagne feltgrå Uniform, og så mødte jeg op i Operaen om Aftenen.

Vi var måske en 5-6 tyske Soldater, der havde dristet sig til at trodse Henstillingen, og jeg tror nok, at de øvrige af os var Polakker fra Posen eller fra Vestprøjsen. Nå, jeg vandrede ind på Rækken, satte mig på min Plads og var snart omgivet af elegant påklædte Kvinder med pragtfulde Smykker og af kjoleklædte Herrer. De kiggede noget misfornøjet og desorienteret på mig lille, feltgrå Mus, og mine Naboer rykkede endda lidt fra mig, for man kunde jo aldrig vide, om der ikke var noget levende på mig. Det var der ikke dengang endnu.

Så begyndte Spillet, og jeg tør nok sige, aldrig har jeg været med til noget lignende. Husk på, at nu kunde Polakkerne for første Gang i mange, mange År i tilsyneladende fuld Frihed fuldstændig hengive sig til deres nationale Epos og uden Frygt vise deres Begejstring for de kendte Toner og Sange. Nok havde de under Russerne fået Lov til at opføre „Halka“, men det var jo under et vist Tryk, de havde hørt den.

Efter hver af de kendte Sange var der en Begejstring uden Lige. Folk klappede og råbte Huj, Huj, Huj, trampede i Gulvet, forlangte da capo, græd og omfavnede hinanden og var helt ellevilde. Den ene mægtige Buket rød-hvide Blomster efter den anden blev kastet op på Scenen.

Hvor kunde jeg andet end blive smittet af denne Rus. Jeg tænkte, noget lignende vilde jo ske, hvis f. Eks. Det kgl. Teater fik Lov til at opføre et dansk Stykke i Haderslev, og vi vilde få Lov til at te os, som vi vilde. Og da alt her foregik i de rød-hvide Farvers Tegn, var det jo let at blive i Illusionen og overføre hele Feststemningen til Sønderjylland.

Altså, jeg klappede, trampede og råbte Huj ligesom de andre.

Da første Akt var forbi, og Folk begyndte at få lidt Ro på sig igen, kom de i Tanker om, at jeg jo næsten havde opført mig ligesom de selv. De snakkede lidt sammen, og så dristede min Nabo sig til at sige til mig: „Rozumi Pan po polsku?“ (Forstår De Polsk, min Herre?). De gik ud fra, at jeg måtte være Landsmand til dem fra Prøjsen.

Jeg måtte bedrøve dem med at sige: „Nie, nie rozumie po polsku!” Han hviskede lidt sammen med sin Nabo, og så forsøgte han igen, denne Gang på Fransk: „Parlez vous francais, monsieur?” Jeg måtte igen svare: „Non, je ne parle pas francais,monsieur!“

Så hviskede han lidt med sin Nabo igen, og de blev enige om, at dette Tilfælde måtte opklares. Så begyndte han for tredie Gang, og denne Gang på meget gebrokkent Tysk; han vilde gerne have at vide, om jeg var polsk Landsmand til dem, men fra det tyske Rige.

Det måtte jeg desværre bedrøve ham med, at jeg ikke var, men at jeg var dansksindet Slesviger.

I et Nu vidste hele Logen det, og med det samme kunde jeg forstå, at de alligevel anså mig for en Slags Landsmand, for en, der havde fælles Skæbne med dem. Jo, Polakker, Elsas-Lothringer og Slesvigere kendte hinanden dengang og tog Del i hinandens politiske Ve og Vel.

Jeg blev trykket i Hånden, ja, en omfavnede mig og trykkede mig i min slidte Uniform ind til sig, ladende hånt om mulig Risiko med Hensyn til levende Væsener; smukke, sorte Kvindeøjne smilte og lynede mod mig; jeg fik Chokolade og Bolsjer og Cigaretter og var med det samme optaget i Logens Fællesskab den Aften.

Og de andre Akter blev sunget og spillet, og Begejstringen steg til Grader, som vi kolde Nordboer har svært ved at svinge os op til, men jeg gjorde mit bedste af et ærligt og henrevet Sind.

Den Aften vil jeg aldrig glemme; den hører med til mit Livs store Minder.

DSK-årbøger 1948

20. april 1916. Feltbrev fra Serbien: “Kønne er de ikke …”

Ved den græske Grænse, i April.

Efter at have ligget 8 Dage paa Jernbanen og gjort 2 Dagsmarcher har vi nu naaet vort Bestemmelsessted. Jeg er atter kommen til mit gamle  Kompagni, sammen med mine gamle Venner. For Tiden ligger vi i Reserve
ved en By ved Vardarfloden. Vore Dækninger har vi gravet ind i Bjergene, hvad der ikke har været et let Stykke Arbejde, da næsten alt er Sten. Men det er nødvendigt paa Grund af de franske Flyveres livlige Virksomhed.

Om Dagen har vi Ro. Vor Virksomhed begynder om Natten. Det gaar over Bjerge og Dale i Maaneskin til Hovedstillingen, som vi stal udbygge. Fra Klokken 8 til 1 arbejdes der ivrigt med Spade, Hakke og Sprænges. Naar saa vort Nattearbejde er endt, gaar det samme Vej tilbage, altid i Gaasegang, da Vejen er smal. Saa har vi for det meste Ro igen til næste Aften.

Selve Rejsen herned var meget interessant, den førte jo gennem helt nye Egne, Serbien og Makedonien. I en lille By før Belgrad blev vi liggende halvanden Dag.

Batajnika ligger 30 Kilometer fra Belgrad. Efter at have faaet Forplejning og Lønning gik vi ud i Landsbyen, som ligger lidt afsides fra Banen. Det første, man støder paa, er Soldatergrave fra 1914/15, en Tid, da Serberne endnu stod ved Donau og Save. Om Kamp fortæller ogsaa en Del ødelagte og nedbrændte Bygninger. Befolkningen er vel ogsaa for en Del serbisksindet, og en Del forladte Gaarde vidner om, at deres Beboere er flygtede med Serberne.

Om Dagen var Byen som uddød. Kun hist og her et Par Børn, som render efter en og tigger om „Kreuzer”. Ellers undtagen en bjæffende Hund intet levende Væsen. De voksne Beboere og større Børn er alle ude paa Markarbejde eller vogter store Flokke af Kreaturer, Faar og Svin, som endrægtigt Side om Side søger deres Føde ude paa de store Græsmarker.

Næsten skjult i Græsset ligger de smaa hvide pyntelige Huse og Gaarde. En høj Mur og Port ud til Gaden forhindrer alt Indblik i Gaardens Indre. Men der er intet at skjule. Alt vidner om Renlighed og Ordenssans. Intet overflødigt Redskab staar omkring; alt er paa sin Plads. Ud til Gaardspladsen har næsten hvert Hus en Overbygning, baaren af Søjler. Vinranker snor sig omkring dem op til Taget. Gamle blomstrende Kastanjetræer hvælver deres brede Kroner beskyttende over Hus og Gaard. Syrener og blomstrende Frugttræer udstrømmer en tung, bedøvende Duft. Og over det hele en blændende Sol fra en dybblaa
Himmel. Der er Sommer i By.

Lige saa idyllisk et Indtryk selve Landbyen gør, lige saa tarveligt er Beboernes Udseende. Høje og magre med solbrændte Ansigter ser man dem om Aftenen vende tilbage fra deres Markarbejde. Kønne er de ikke, og deres tarvelige brogede Paaklædning gør ikke Helhedsindtrykket bedre. Ordknappe og næsten afvisende er de for fremmede. Kun smaa er deres Krav til Livet.

Et uudsletteligt Indtryk gjorde Aftenen paa mig. Solen var allerede forsvunden bag Horizonten, og kun et lyst Skær viste, hvor den var gaaet ned. Fra en funklende Stjernehimmel sendte Maanen sit milde Skyer ud over det flade Land, spejlende sig i de mange smaa Søer og Vandløb. Fra Mosekærene lød Frøernes Kvækken, og et enkelt Fugleskrig brød Stilheden.

Længselsfyldte og højtidelige tonede Soldaternes Sange om! Hjemstavn og Arne ud i den stille Aften, mens jeg gik mig en Tur alene igennem den lille By. Hist og her et Lys i Stuerne, ellers intet Tegn paa Liv. En sovende By. Kirketaarnets forgyldte Kors funkler i Maanelyset. Næsten spøgelseagtigt hæver de hvide Gravkors og Sten sig fra den mørke Baggrund. Alt aander Tryghed og Ro. Man glemmer for en Stund, at der er Krig. Og mens man vandrer ensomt, gaar Tankerne paa Langfart. Hjem higer de, til den kære gamle By ved den blaanende Fjord, til en lille Rede, som huser dem, der er en kære. Saa langt, langt borte fra Hjemmet gaar man drømmnde og nynnende hen for sig — en gammel hjemlig Sang — til
et Alarmsignal kalder en tilbage til Toget — til Virkeligheden.
O. M.

(Flensborg Avis 22. maj 1916)

12. april 1916. “… lokkende og dragende som et eventyr er Konstantinopel”

Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttes til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. I august 1915 blever han herfra sendt til østfronten og overflyttes til Regiment 91. På grund af sygdom tilbringer Heinrich Jessen slutningen af 1915 på forskellige lazaretter og rekonvalecenssteder i Tyskland. Efter en kort juleorlov fik han besked på at melde sig til en maskingeværbataljon i Schneren. Heinrich Jessen bliver overført til et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. Marts bliver sendt til Mellemøsten.

Onsdag aften d. 29. marts passerer vi den tyrkiske grænse og onsdag aften er vi i Konstantinopel. Vi har nu været ni døgn under vejs fra Berlin, men vi har jo ellers haft det helt godt, vi var kun tre mand i kupeen, saa vi kunne jo nok ligge ned om natten, en mand paa hver bænk og en paa gulvet, saaledes kunne vi godt blive ved med at køre til krigens ende.

Storstaden ved det gyldne horn. “Dronningen af alle byer” har man kaldt Konstantinopel. Og i virkeligheden er der ingen overdrivelse heri. En kæmpe stad saa vidunderligt beliggende, saa umaadelig interessant som ingen anden, men ak, i et utroligt forfald, uden orden, uden administration, næsten middelalderlig. Men alligevel lokkende og dragende som et eventyr er Konstantinopel.

Alt forfalder i Konstantinopel. Allah sørge for sig og sine og først naar huset er ved at falde sammen over hovedet paa ham af ælde, indser han nødvendigheden af en lille reparation. Den er imod Allahs vilje. Denne hensmuldren hører ganske vist med til orientens karakter.

Men europæeren, som har døjet med tiggere i tusindvis, med urenlighed uden sidestykke paa offentlige gader og den smudsige tunnelbane som fører folk op fra Galata til det højtliggende moderne kvarter Pera – kan alligevel ikke lade være med at tænke som saa: hvad kunne der ikke blive af denne storstad hvis blot enkelte dele af den blev moderniseret en smule. Tænk hvis her kom rene gader nye kloaker, lidt orden og administration. Hvilket paradis kunne denne europas smukkeste by ikke blive, hvilke rigdomme ville der ikke strømme ind til den!

Men tyrkerne er ikke forretningsfolk. Der er ingen storindustri i Konstantinopel, kun en smule detailhandel og der gøres intet for at drage fremmede til byen. Man fortrædiger dem tværtimod med chikanøse pasbestemmelser, plukker dem og snyder dem, hvor man kan og forlanger tilmed bestandig ublu bestikkelsesgratialer. Det gælder dog kun embedsstanden og andre funktionærer, hvem en udlænding kommer i berøring med – selve den “brede” befolkning er berømt for sin ærlighed.

I eftermiddagstimerne, naar den bedre verdens damer gør deres indkøb, kan her være nok saa livligt. Udenfor magternes ambassader patrouillerer skarptbevæbnede soldater. De fine modebutikker rivaliserer med Paris og London.

Med nysgerrig interesse betragter man tyrkinderne, hvis liv henglider som et ørkenløst dolce far niente. Saa snart hun forlader haremet anlægges sløret, der bæres af alle kvinder. Hos de yngste fruer er sløret dog saa tyndt at det næsten er gennemsigtigt. De fleste bærer en art kappe der ligger tæt til kroppen og fremhæver alle legemets linier, dertil et langt hvidt tyllsslør, koket slynget om panden og den underste del af ansigtet og tilbage over skuldrene. At se for ivrigt efter en saadan tilsløret skønhed paa gaden eller i teateret kan medføre store ubehageligheder.

Naar man besøger bazaren, en gade, en smøge kan man godt kalde den, den er maaske tre m. bred og overdækket med glas, der er hul i muren paa begge sider af gaden, paa størrelse af 3 x 3 m., med en klap til at lukke for med. Der sidder saa alle købmænd i håb med benene over kors og falbyder deres varer. Og der er varer af alle slags, fra de billige japanske trykte bomuldsstoffer, en udendelig mangfoldighed af kobberarbejder og simple sølv og guldarbejder.

En dag var vi opstillet til parade for sultanen da han kom kørende til sin Moske, omgivet af sine ministre og fulgt af sine yndlingshustruer der vogtes af kulsorte negre. Sultanen stillede sig op i døren til Moskeen og vi defilerede i parademarch forbi ham.

Vi var ogsaa en tur ude at sejle paa Bosporus, det er det der forbinder Marmarahavet med det sorte hav, der ude har tyrkerne deres flaadebasis, der laa to tyske krydsere “Göben” “Breslau”. De havde været paa togt i middelhavet da krigen begyndte, saa de kunne ikke komme tilbage, de var saa sejlet ind til Konstantinopel.

Et par dage forinden havde de været paa togt i sorte havet sammen med den tyrkiske flaade og da det var usigtbart vejr blev de pludselig overrasket af den russiske flaade, som var meget stærkere end de andre, saa de maatte skyndsomt tage flugten. De bar ogsaa tydeligt spor af træfningen og havde flere huller i siden.

Nu har vi næsten været 14 dage her i Konstantinopel, men vi har ogsaa haft nok at bestille for alle vores sager skulle vi ha’ sejlet over til ”Haidar-Pascha”, som ligger ovre paa den asiatiske Side, her er der ingen baneforbindelse ind gennem Anatolien.

Den 12. april gaar turen videre.

Vi hører mere om hans færden den 29. April.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)

14. marts 1916. Harejagt på Vestfronten

Nikolaj Kramer gjorde krigstjeneste på Vestfronten.

Vi laa i Stilling paa Vimy-højene, Nord for Mont de Loretto, og havde, naar vi var afløst, vort Kvarter i Avion.

Det var i Marts Maaned, og der laa en Smule Sne over Markerne.

Paa Vejen tilbage fra Skyttegraven havde vi set et Par Harer og besluttede derfor at foranstalte en Harejagt. Jeg var under denne usædvanlig heldig og skød fire Harer.

Der var i Grunden slet ikke noget Hekseri ved det, for naar vi dreven Hare op, løb den et Stykke, satte sig paa Bagbenene og saa sig om. En nogenlunde god Skytte kunde da med Lethed nedlægge den.

Vi ankom til Kvarteret med seks Harer. Tre af dem blev flaaet og gjort i Stand, kom i Gryden og blev kogt. Noget at stege dem i kunde vi jo ikke fremskaffe. Suppen blev altfor stærk, og da vi ingen  Kartofler havde, maatte vi spise det kogte Harekød med tørt Brød til, og dertil drak vi saa den grimt smagende Suppe.

De tre allerede tillavede Harer slog til i det Par Dage, vi var i Kvarteret. De andre tre blev hængt ned i Kælderen, og Madame og hendes Datter fik Besked om, at Harerne skulde blive der, til vi kom tilbage igen.

Da vi næste Gang kom fra Skyttegrav en, var der kun to Harer.

Kvinderne gik og luskede omkring og saa efter mig. Jeg anede, at der var noget galt. Jeg gik derfor bag om Huset og ind i det lille Rum, som var reserveret til de to Damer. Madame kom straks hen til mig: “Oh, la la, monsieur danois, den er jo gruelig gal, nogen har taget den ene Hare.”

Jeg var med det samme klar over Situationen og sagde, at det nok var dem, der havde spist den, men, tilføjede jeg: “I kunde godt have spist to, det havde ikke gjort noget.”

Baade madame og Datteren blev saa lykkelige, at de begge to græd. Staklerne havde ikke smagt Kød i lange Tider.

Jeg forklarede mine Kammerater Sagen, og de morede sig
derover. Vi gjorde vore to Harer i Stand og gav Kvinderne Forhalvdelen af den ene.

De to Kvinder havde fra den Dag megen Tillid til mig.

DSK-årbøger 1953

4. marts 1916. Armeringssoldat ved Guignicourt og Berry-au-Bac

Peter Rossen, Rurup, gjorde krigstjeneste som armeringssoldat

Sammen med nogle Kammerater havde jeg haft Arbejde i en Skov i Nærheden af Laon, men blev saa flyttet til Guignicourt, en By ved Floden Aisne.

Vi laa oppe paa Loftet over en Stald. Taget var meget utæt, og vi frøs meget. Vi kom nemlig fra et meget godt Kvarter.

Her laa vi i otte Dage. I Byen var der et Soldaterhjem. Man raadede over hele tre Klaverer og meget andet til Tidsfordriv. Vi besøgte altid Soldaterhjemmet i vor Fritid. Her fandtes ogsaa en meget smuk Have med rindende Vand, som rislede ned over kunstfærdigt opsatte Sten. Engang havde her boet en Sangerinde fra Paris.

I Entreen var der anbragt store Spejle, der naaede fra Loft til Gulv. Man kunne se sig selv paa Ryggen. Havedøren og alle andre Døre var af Egetræ, og de var meget smukt forarbejdet.

En Dag faldt en Granat lige foran Døren: den blev gennemhullet, og Spejlene i Entreen ogsaa.

Byen var meget medtaget; men der var mange ubeskadigede Huse, og der fandtes endnu Civilbefolkning i Byen. Banegaarden blev af og til beskudt. Paa Byens store Kirkegaard blev mange af vore Kammerater begravet, navnlig Sachsere.

Det var det 12. Armekorps, som besatte dette Afsnit. En Morgen kom der Flyvere over og smed Bomber. De ramte Kirkegaarden, og der saa ikke godt ud bagefter.

DSK-årbøger 1959

13. februar 1916. Kresten Andresen: Disciplinen skal genoprettes

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Montigny den 13. februar 1916

Nu er jeg her på rekrutdepot og skal nyde nogle ugers uddannelse for at genoprette disciplinen, der forudsættes at være gået fløjten ved trainet. Vi er niogtredive lidelsesfæller samlet af alle mulige våbenarter, kavalerister, artillerister, trainsoldater og infanterister.

Det er et mærkelig rekruthold, og det har de herrer foresatte også indset. De er bange for, at vi skal vende hele depotet på den anden ende og er derfor meget imødekommende imod os. Vi ligger på et stort bryggeri lidt uden for byen på vejen til Lallarny. Vi ligger i en to etagers bygning, der helt er af cement, cementgulve og -hvælvinger. Vi har ingen kakkelovne, og vinden trækker ind i de store rum ad døren, som uafladeligt går op og i. Tilmed ligger vi på gulvet på en halmsæk, med to tynde dækkener at varme os med. Jeg er helt tæt i hovedet af bare forkølelse. Hvor er det en forskel fra mit kvarter hos madame Royé.

Marie stak mig tre æg i lommen, og Francoise syede mig et varmt uldent halsklæde, og de vidste slet ikke alt det gode, de vilde gøre mig, da jeg drog afsted. Derimod var kolonnen des køligere. Hverken ritmester eller vagtmester værdigede mig et ord. Vagtmesteren afgjorde alt gennem min korporal; han stod på gaden, da jeg kørte væk, men han ikke så meget som hilste af med mig. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort, men jeg har da været ved kolonnen syv måneder og er dem da ikke helt ubekendt.

Da jeg kom væk fra kompagniet, besøgte både feltweblen og officererne mig på lazarettet, og løjtnant Hammer bragte mig endda en stor buket syrener.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Krestens breve

13. februar 1916. Kresten Andresen: “Fremtiden står i infanteriets tegn”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Montigny den 13. februar 1916

Kære forældre!
Ja, nu er jeg flyttet igen, ser I nok, og denne gang for ikke mere at vende tilbage til kolonnen. Det hele kom pludselig og næsten helt uventet. Jeg blev sammen med et par andre ugifte undersøgt og kom igen til infanteriet. Nå, det skal I ikke blive så kede af. Foreløbig er jeg langt bag ved fronten på et rekrutdepot og har udsigter til at blive her henved to måneder. Så er det forår og den tid, den sorg.

Hidtil er jeg jo sluppet så godt, og jeg har den bedste tro til fremtiden også. Ja tænk, nu har jeg levet så mange måneder et frit bondeliv, hvor vi ikke kendte til militærisk snit, og så skal jeg nu til at fumle igen som rekrut. Og tænk det dejlige kvarter, jeg havde. Det var næsten det samme som at tage hjemmefra, sådan tog franskmændene del i, at jeg nu skulde bort. Marie Royé kogte mig tre æg og stak mig dem i lommen, og Francoise syede mig et uldent halsklæde, at jeg ikke skulde gå hen og forkøle mig. Og så rejste jeg af.

Det er en meget berømt egn her, nemlig det gamle Piccardi, hvor den store spanske successionskrig rasede for et par hundrede år siden. Marlborough belejrede dengang Denain – nu kører jeg der forbi. „Mallebrok er død i krigen…”, måske ligger han også begravet her. 

Her ved min afdeling er vi en mærkelig blanding af alle våbenarter: kavalerister, artillerister, trainsoldater, sanitetssoldater, og alle sammen skal de uddannes til infanterister.

„Fremtiden står i infanteriets tegn,” sagde sergenten, og det er vist meget rigtigt. Det er jo lidt mærkeligt for en gammel kavalerist, som har tjent aktivt i tre år og desuden været halvandet år i krig, at skulle spille rekrut som infanterist nu; men forholdene fører det jo med sig; for mig falder det meget lettere. Jeg har også straks truffet nogle gode kammerater nede fra Haderslev kreds.

Jeg har sendt en større palle hjem med bøger og gamle strømper, men den får I vel først om et par uger. Jeg savner foreløbig ingenting.

Nå, jeg må løbe mig en tur, for her er uhyre koldt, stengulv og stenhvælvinger, ingen kakkelovn, men fire døre, som går op og i uafladeligt.

Jeres hengivne søn

Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen

Krestens breve

5. februar 1916 – Peter Østergård: “Krigstrætheden breder sig”

Peter Østergård fra Stursbøl i Oksenvad Sogn gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86.

Douai d. 5. Febr. 1916.

Idag har jeg været hos tandlægen og fået mine tænder, så nu er jeg færdig til fronten. Dog venter jeg et par dage, inden jeg rejser, ifald der skulde være noget at ændre. Mit kompagni ligger for tiden bag ved Lens og må derfor ud for at skanse hver nat. Det er der jo ikke meget ved, men når det ikke kan være anderledes, finder man sig i det.

Der går rygter om, at vi atter skal flyttes, men om det passer, er jo noget andet. Der er tale om at komme til Flandern. — Værre end hvor vi er, bliver det jo næppe; for selv om her er nogenlunde ro i øjeblikket, så kan det brænde løs når som helst. Idag er det 7 uger, siden jeg kom her til Douai, og den gang havde jeg ikke ventet at blive her så længe. Godt at jeg meldte mig med tænderne. De har holdt mig her i 3 uger, og et par dage varer det jo endnu.

Ja, så har vi været i krig i halvandet år, og dr. Thomsen mente forleden, at det kunde gerne vare halvandet år til. Det tror jeg nu ikke. Det er landet ikke i stand til. Krigstrætheden breder sig forfærdelig, eller skal man bruge et andet ord: begejstringen er borte, og overalt hører man kun tale om, at krigen skal holde op. „Sortseernes” tal øges daglig — bliver det ved en tid endnu, kan vi godt pakke sammen, siger de — Krybben tømmes.

Forleden talte jeg med en, der havde været på orlov i Berlin. Det var ikke lyse ting, han kunde fortælle om. Alt måtte de have på kort: brød, mælk, smør, kød, kartofler o. s. v„ og så måtte de endda være glade, hvis de blot kunde få noget. Flæsk kostede 3,50 Mark og var ikke til at få. — Her spares der nu også meget på brødet. Vi får kun ¾ pund, hvad jo kun er lidt, da der ikke fås andre ting.

Befolkningen her får heller ikke meget brød, men det er næsten rørende at se på, hvordan de kan undvære alt, når der kommer franske soldater til byen som fanger. Jeg har et par gange været med til at hente en transport. Skønt vi jo har ordre til, at de ikke må komme i berøring med befolkningen, er det ikke til at undgå. De sværmer om dem i hundreder og kaster brød, penge, cigaretter, chokolade, ja alt, hvad de har, til dem. Ivrigt spejdes der efter et kendt ansigt, men som regel finder de intet, men alligevel stråler ansigtet, og man ler og snakker. Det er jo deres egne, selv om de nu er fanger. De har kæmpet tappert, og ingen af dem tvivler om, at tiden en gang kommer, da de kan slutte fred som sejrherrer. Det er med underlige følelser, vi går ved siden af dem. Det, der piner mest, er vel nok det, at vi bærer denne uniform, der gør alle til fjender.

— De sidste par aftener har jeg været sammen med en efterskolekammerat, Søren Finnemann fra Hundebøl. Det er godt at få lejlighed til at tale rigtig ud om alt. I kan ikke forestille jer den oplivelse det er at kunne tale, når man har været tvungen til at tie i lang tid, og det er absolut nødvendigt for ikke at gå helt i hundene.

(Fra Marius C. Skar (udg.): To Faldne Brødre. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig, 1931, s. 114-15)

31. januar 1916. Makedonien: Dovne mænd og undertrykte kvinder

Sønderjyden “H” blev forbløffet og vred over sæd og skik, da han mødte serbere og muslimer i Makedonien.

Fra Makedonien.

Den 31. Januar 1916.

Kære Mor, Søster og Helga!

Ja, det er jo et stort Ark, jeg nu begynder paa, det er ikke fordi jeg netop har saa meget at skrive om — den ene Dag gaar jo næsten som den anden. Og dog er der mere Afveksling i Vinter.

Sidste Vinter var vi længere paa Stedet og var ogsaa mere direkte inde under Krigstummelen; men havde dog ellers en rigtig god Tid. Vi havde elektrisk Lys, gode Stalde, varme og lyse Opholdsrum, og Befolkningen lignede jo da dem, vi før var vante til at omgaas. Naturen og Klimaet var ogsaa mere hjemligt der end hernede.

Her fører vi mere et omvandrende Rejseliv, er ude paa en lang Rejse, faar meget at se; det er ikke saa meget, i hvert Tilfælde direkte Krig, vi mærker, ja heller ikke dens Følger. Den lange Tur her ind gennem Passet mellem Leskovac og Kumanovc var en meget interessant Tur, og den var heller ikke saa vanskelig, da vi havde nogenlunde godt Vejr.

Men I kan tro, det var en Snævring, og mange Steder var Vejen bundløs. Jeg skriver Vejen, for der er kun denne Vej langs med Moravaens Bred ud og ind mellem Bjergene eller Bjergkæderne. Jævnsides med Vejen gaar Jernbanen, men hvor Floden slaar en stor Bugt, der gaar Jernvejen lige gennem Bjerget gennem lange Tunneller. Vi derimod sneglede videre om ad med Floden.

Vældig var Naturen mange Steder, særlig hvor Snævringen var saa smal, at Klipper til en Højde af 1500-2000 Meter ragede lige op og ned og Klippeblokke højt oppe hang ud over Vejen, og Floden dybt nede brusede og skummede. Saa kunde der, naar vi kom om et Klippehjørne, komme en lille fri Plads, hvor Bjergene gav mere Plads til de Vejfarende; de skarpe Kanter og de stejle Spidser tog af, Bjergene blev rundkuplede — opad deres Sider stod Bøgetræer med gult Løv og op rundt om de smaa graa Huse.

Alle Vegne, nede og oppe, kunde vi høre baade Barnegraad og Latter. Cigaretrygende Mænd, dovne og dasende, stod der overalt og saa paa os. Gamle og unge Kvinder var altid i Gang, tit bærende tunge Byrder og ved strengt Arbejde. Højt oppe paa Bankens Top mange Steder en Kirke, ikke særlig køn, og Kirkegaarden uden om. Kirkegaarden var tydeligt at se; der stod de mange hvide Sten, høje og lave, men de hælder baade frem og tilbage — der er slet ingen Orden — der kan være noget saa trist over en serbisk Kirkegaard.

I det hele taget, hvor har jeg dog set mange triste Kirkegaarde rundt om, hvor vi har været.

Efter at vi var komne ned til Flodbredden igen og Vejen atter begyndte at stige, ja, saa kunde det komme saadan, at den gik lige op over et Bjerg. Saa gjordes der Holdt — der toges Afstand — Hestene kradsede saa smaat af op ad den stejle Vej, og Kusken, ja, vi alle, haabede jo, naar vi kom derop, saa kom Udsigten, saa fik vi mere Luft. Men nej, der bag ved var der endnu højere Bjerge; saa ned igen, ned til Flodbredden, og saadan Gentagelse efter Gentagelse. Dog altid andre Former, men bestandig under denne indespærrede Fornemmelse.

Først efter fire Dages Kørsel slap vi ud, jeg havde nær sagt, saa vi Land foran os, men dog længst ude omgivet af høje Bjerge — at det var Bjerge kunde man se, for de stod som en hvid takket Mur rundt om Landet foran os.

Nu er vi saa inde i Makedonien. Der er mere fladt her, det vil sige, der er Bjerge nok, men de trækker sig da mere beskedent tilbage her. Den By, vi nu har boet i i 6 Dage, men som vi forlader i Morgen, er beboet af Tyrkere — derfor mohamedansk i Sæd og Skik.

Vi kunde slet ikke forstaa, hvad der var i Vejen, da Byen var kvindetom; vi saa slet ingen. For det er jo nu da saadan alligevel hernede ogsaa, at der mangler noget, naar man ikke ser dem.

Lille Børn, naar man nu tænker, at de f. Eks. i Danmark har Valgret, er ligestillede med Mændene, hvilken skrigende Modsætning hernede. Ja, hvor er de dog langt tilbage.

Man maa undre sig over, at det er muligt, det som jeg saa i Formiddags, da jeg gik forbi et Hus, hvor en Kvinde ikke kunde komme hurtigt nok ind, som det sig hør og bør, at Manden da slog hende, fordi hun havde ladet sig se. Men hun tog roligt imod den knaldende Lussing, som hendes egen Mand gav hende, og for­ svandt ind ad Døren. De maa kun lade deres Ansigt se af deres egen Mand.

Hvor kan man blive ilter og rigtig gal i Hovedet ved at gaa og se paa disse dovne Mandfolk hernede, altid rygende paa en selvlavet Cigaret; de bestiller ingenting, alt ligger øde og forsømt, hulter til bulter, skident og usselt er alt.

Rundt om de forskellige Hjem er der Raalerstensmure eller Kampestensmure. Hist og her er der faldet et Stykke af disse ned, men nej, den Skade bødes der ikke paa, saa løber de hen over Brokkerne. Der kan de springe rundt fra Sten til Sten, saa slipper de paa det Sted at gaa i Dynd til Knoklerne i denne Tid. Naar først Sommeren kommer, kan det blive tørt nok.

Det skal være meget varmt hernede. Forresten er Tyrken rigtig flink imod os. Han klapper os paa Skuldrene — det gjorde vor her, og sagde saadan noget som, at Germanerne og Mohamedanerne — Tyrkerne — saa slog han ud med Armene — „Vi er jo fælles om den store Sag“.

I Morgen begynder vi saa paa en tre Dages March, og standser vel saa nedad ved Veles et Sted. Her er Omgivelserne saa mærkeligt ørkenagtige. Træer er der næsten ingen af. Dovne Mænd, Drengebørn, Æsler og en Masse Hunde, det er det meste Levende, vi ser. Ja Faar. Men det allerkønneste er nu Bjerggeden — den er dejlig — den har en Rejsning som en Hest og er kobberrød, et nydeligt Dyr.

Her ser man ofte det Billede, at der kommer en cigaretrygende Tyrk slentrende, drivende foran sig 2—3—4—5 langørede luntende Æsler med fuld Oppakning af alt muligt, havde jeg nær sagt: Skind, Huder, Klude, Ben og Mastetræer. Naa, det sidste kan de jo selvfølgelig ikke have mange paa Lager af. Men hvad de har paa Lager, det er Tobaksblade. Der avles en Masse Tobak, hvilket ogsaa er tilfældet her i Byen.

Fra Donau og hernedad bager de alle deres Brød paa følgende Maade: Ildstedet er altid midt paa Gulvet. Majsen — det er altid Majsbrød — er finmalet. Vand hentes i en Krukke, aldrig i en Spand. Bagetruget er et udhulet Stykke Træstamme.

Et bestemt Maal Mel og dito Vand æltes sammen. De kender ikke meget til det, der hjemme staar i Eders Kogebøger: „man tager“; der er nemlig ikke mange Slags at tage af her. Inden Dejgen røres sammen, lægges der dygtigt med Ved paa Ilden, det kender de rigtigt, det lægges løst og let paa Ilden, men saaledes, at Bagestenen kan bæres oppe, saa Veddet kan forbrænde.

Alt som det brænder, synker den cirkelrunde flade Sten længere og længere ned i Ilden, Flammerne slaar helt rundt op om den. Stenen er, som nævnt, flad med en 3—4 Centimeter høj Kant, saa der bliver en rund Flade, Fordybning, indtil 20—25 Centimeter i Flademaal. Majsmelet og Vand røres sammen, mange kommer lidt Surdejg i.

Stenen er varm, den væltes ud af Ilden, den støves lidt af med en skidden Klud — ikke altid —, der prøves med Majsmel, om den er for varm. Er den passende, det kender de selvfølgelig nøje, ja, saa hældes den flydende Dejg ned i Stenens Udhuling. Tit bruger de saa en flad Sten til at lægge over, men mange bruger en klokkeformet Jernplade.

Oven paa denne og rundt om lægger de saa den gloende Aske i en 1-2 Centimeters Bredde. Der staar saa Ovnen. Efter to Timers Forløb er Majsbrødet færdigt. Det spises helst varmt. Ikke sjældent har jeg set, at de lægger Asken direkte ned paa Dejgen, men forinden vender de Pandekagen. Denne Bagning gaar for det meste for sig to Gange om Dagen.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)

22. januar 1916. “Nix kompra, madame!”

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

En overgang boede jeg [når han lå i reservestilling, RR] sammen med to tyske kammerater hos et gammelt ægtepar, Deserie. Et par af deres sønner var soldater i den franske hær. Den yngste, som ved  krigens udbrud ikke havde været værnepligtig, var hjemme og gik i minerne, som faderen før ham, men to sønner havde mistet livet ved den store grubeulykke, som nogle år før krigen ramte Sallaumines-gruben, og hvorved mere end 1200 af egnens mænd omkom.

De to gamle hadede os af et godt hjerte, men tog alligevel imod den mad, vi kunne skaffe med hjem til dem. Heldigvis kunne vi ikke forstå de vrede ord, madame Deserie øste ud over vore syndige hoveder. Vi lo blot godmodigt og sagde blot: »Nix kompra, madame!«

At sige, at det var mindre renligt hos de to gamle mennesker, ville være et mildt udtryk. De sad det meste af dagen ved hver sin side af komfuret, skråede, snuste tobak og spyttede langspyt, så der stod to halvkredse foran dem på flisegulvet, og alt var snavset og fedtet.

Vi var jo ellers ikke forvænte med renlighed, men det var os alligevel et nummer for groft, og da hunden en dag havde lavet sit behov bag køkkendøren, og døren så ved at gå op og i slæbte det med frem og tilbage, tog vi affære.

Alle køkkenmøbler blev sat ud i gården og fik der en ordentlig omgang med vand, sand og en klud. Så kom der et par spande vand ind på gulvet, og der blev ikke levnet snavs, hverken i hjørner eller sprækker.

Madammen skældte ud, så det sang, mens manden forsøgte at glatte lidt ud, men aldrig har deres køkken skinnet sådan af renlighed, som efter denne omgang.

Kun mandens billedgalleri lod vi i fred. Det var en broget samling af journal- og avisudklip, som han havde klæbet op på den ene væg. Nogle af billederne bar stærke spor af at have været i berøring med det snavsede gulv.

DSK-årbøger 1960

21. januar 1916. Seksdages turnus ved Loretto

Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

Seks dage i forreste linie, seks dage i første reserve og seks dage i anden reserve, det var rytmen i vor tilværelse i stillingen foran Lorettohøj en.

Når vi lå i anden reserve, var vi indkvarteret i en landsby, Neuelles,  som lå nogle kilometer bag ved Lens. Tit måtte vi om natten gå herfra og ud til fronten på skansearbejde, men det hændte også, at vi arbejdede på en reservestilling, som blev anlagt tæt uden for byen. Her kunne vi arbejde om dagen uden at blive beskudt.

En dag talte jeg herfra mere end 30 mineskakter, kendelig ved de bøje ståltårne.

Her i Neuelles havde vi også en del vagttjeneste, blandt andet for at kontrollere civilbefolkningens færden. De skulle alle have identitetskort, men det tog vi nu ikke så nøje, især når det var unge piger. Vi så da i reglen meget strenge ud til at begynde med, men det endte gerne i en forstående latter.

En gang var jeg på et vagthold, som skulle passe på nogle internerede mænd. De var anbragt i et toetagers beboelseshus, hvorfor, ved jeg ikke. Vi skulle bevogte huset både forfra og bagved og gik med skarpladte geværer og opplantéde bajonetter. For det meste sad vi dog inde hos mændene ved den varme pejs. De skulle nok varsko os, når runden kom, og når deres koner kom med mad til dem, fik vi en kop kaffe med. Der var vist ingen af dem, der tænkte på at stikke af, og vi var for resten da også ligeglade.

DSK-årbøger 1960