Tag-arkiv: chikane

25. juni 1917. Ballontjeneste og danskundervisning i Champagne

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der bl.a. observerede fjendens bevægelser, indskød eget artilleri og rentegnede luftfotografier.

I Slutningen af April kom jeg tilbage til B. Z. 33 og maatte forrette Ballontjeneste igen, men en Uges Tid efter blev jeg Telefonist og Korttegner ved vor Ballon, da den nuværende Kammerat skulde paa Orlov. Denne Stilling beholdt jeg de sidste 1½ Aar af Krigen, og den var paa mange Maader meget bedre end den at være ved Ballonen. Som Telefonist fik man jo et helt andet Indblik i det, der skete hos os i Nabolaget, og man var helt anderledes á jour med Begivenhederne.

Blandt andet fik vi engang Meddelelse om, at vi skulde være Observatører for fem Skud fra en langtrækkende Kanon, der skulde beskyde det ene Taarn af Katedralen i Reims, hvor man formodede, at der var anbragt en fransk Observationspost. De ramte ikke; om det var med eller uden Vilje, skal jeg lade være usagt.

Senere paa Sommeren flyttede vi ca. 30 km længere østpaa til Bétheniville sur Suippe, men stadig i Champagnen. Vi maatte selv bygge Barakker i den nye Stilling, og da havde vi jo den Fordel, at vi ved vor lille Stab først fik bygget en Barak til Telefon og Kort. Dernæst fik Officererne deres Barak, og langt om længe kom Turen til den store Mandskabsbarak.

Folkene havde da i ca. seks Uger boet i nogle smaa Jordgrave, som de selv havde gravet i en lille Skov; men ved en Inspektion blev det opdaget, at Officererne havde ofret saa meget Arbejdskraft paa deres egen Beboelse, mens Folkene havde maattet ligge ubeskyttet i Regn og Kulde. Man maa have ment, at vore unge Løjtnanter var for egenraadige og egoistiske, for kort efter fik vi en Ritmester, von der Uhde, tilkommanderet for at sætte Skik paa Forholdene.

Han var af den gamle Skole og aktiv Officer, og jeg skal love for, at han kunde ordne Tingene. Ikke alene Officererne kostede han med, men ogsaa med os andre. Han talte hele Tiden om „der Geist Friedrichs des Grossen“, som han nok skulde indpode os allesammen. Vi paa Centralen maatte foregaa alle de andre med et godt Eksempel. Vi maatte allesammen sy vore Knapper om saaledes, at Kronen paa Knappen sad absolut lodret, og det drillede han os længe med. En skønne Dag var Mandskabsbarakken heldigvis færdig, og han forlod os til Glæde for saavel store som smaa.

Foruden vor Tropfører, Lt. Bliersbach, fik vi en 1. fast Observatør, Lt. Meyer fra Wurttemberg, og en 2. Observatør, Lt. Hancke, som blev tildelt os fra et Feltartilleriregiment, der laa lige foran os. Alle tre Løjtnanter boede og sov sammen med os tre fra Centralen, til deres egen fine Bungalow blev færdig. Man kan forstaa, at der efterhaanden blev et vist Frisprog mellem os, inden Uhde kom.

Jeg fik tilsendt „Modersmaalet“ hjemmefra een eller to Gange om Ugen, og min Mor havde altid skrevet en Del i den brede Margin, som „Modersmaalet“s Hovede dengang havde. Af den Grund havde man en lang Tid kaldt mig „der Däne“ eller bedre endnu „der Verräter”. Jeg var nemlig den eneste ved vor Trop, der fik „fremmede” Aviser tilsendt; men det var i al Godmodighed og havde ingen Brod.

Da Lt. Hancke havde været et Stykke Tid hos os og lært os at kende, sagde han en Dag: „Hør, Andersen! De bliver kaldt „der Verräter” og faar danske Aviser, hvorledes hænger det egentlig sammen?“

 Jo,“ sagde jeg — og saa maatte jeg jo til at forklare det hele som saa mangen Gang før.’

„Jamen,” sagde han. „Det er jo glimrende; nu skal De høre, saa maa De jo kunne lære mig at tale og skrive Dansk.”

„Ok, ja,” sagde jeg, „det kan jeg sagtens.” 

Jeg har vel været ca. 26 Aar dengang, og han var 21. Han var en høj, smuk Dreng, var fra Quedlinburg i Harzen og havde afbrudt sit medicinske Studium, da Krigen udbrød, og meldt sig som krigsfrivillig og var nu avanceret til Løjtnant. Han var betaget af det store Tysklands Vej til Ros og Magt, og naar Krigen var forbi, vilde han foruden at blive Læge ogsaa som Pangermanist gøre et Arbejde for at bringe de germanske Stater i Samarbejde med Tyskland. Han havde udset sig de nordiske Stater som Arbejdsmark, for vi var jo ogsaa Germaner, havde samme Kultur og samme protestantiske Religion.

Nu traf det sig jo saa glimrende, at jeg her paa Regnvejrs- og Taagedage kunde lære ham Dansk; saa blev Tiden ikke spildt. (…) Til Trods for, at jeg selv aldrig havde lært Dansk i Skolen, gik vi altsaa i Gang.

Han var en metodisk Elev og kunde selv stille Spørgsmaalene, naar det kneb for mig med Grammatikken og Nutid, Datid og Fremtid. Snart maatte vi have Bøger. Jeg skrev hjem og fik bl. a. sendt „En glad Gut“ af Bjørnson, og min Elev gjorde gode Fremskridt. Han lærte og læste ogsaa danske Sange, bl. a. „Altid frejdig, naar du gaar“ og „Langt højere Bjerge”.

Vi lærte hinanden rigtig godt at kende. En Dag sagde han: „Hør, Andersen! Jeg kan ikke forstaa, at De vil gaa her og være gemen Luftskipper. De maa kunne bringe det meget videre. Skal jeg ikke gøre noget for Dem, saa De kan blive Hjælpe-Observatør; saa bliver De Underofficer og maaske Feldwebel, ja, maaske kan De endda bringe det saa vidt som til Offizier-Stellvertreter.”

Han mente, at det nu skulde svimle for mig; men jeg sagde: „Kære Hancke, De maa da have forstaaet, at jeg kun er her for at gøre min Pligt, men heller ikke det allermindste mere, — og husk paa, hvad vi lige har lært at synge: „Vi er ikke skabte til Højhed og Blæst, ved Jorden at blive, det tjener os bedst.”

Saa forstod han, og han pressede mig aldrig senere.

DSK-årbøger 1950

2. maj 1917. Ny delingsfører: “Han så ud, som om han havde ædt et par sure agurker!”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Endelig var de tre Dage forbi. Af de 42 Mand var kun de 18 tilbage, 24 døde og saarede.

Vi blev paany samlet i Grusgraven og skulde nu ind i første Stilling; men vi skulde have nyt Udfyldningsmandskab, for det var jo tyndet slemt ud i Rækkerne.

Iblandt dem, vi havde mistet, var ogsaa vor Delingsfører. Han var faldet, saa vi skulde have en ny. Da vi fik ham at se, syntes vi slet ikke godt om ham; han saa ud, som om han havde ædt et Par sure Agurker.

Han syntes maaske heller ikke godt om os, og da vi omsider blev sat i March med Kompagniføreren forrest og den nye Delingsfører bagest, var der allerede paa Forhaand Sprængstof i Luften.

Jeg var en af de forreste og fulgte tæt efter Kompagniføreren; men da vi kom til det Omraade, hvor den engelske Spærreild laa, løb Kammeraterne forbi mig, en efter en, og snart havnede jeg som sidste Mand lige foran vor Delingsfører.

Han gav mig nogle opmuntrende Tilraab, som ikke lød videre godt i mine Øren. Jeg sagde til ham, at han skulde bare løbe sin Vej, for jeg kunde ikke holde ud at løbe; det vilde mine daarlige Lunger ikke tillade.

Han tænkte naturligvis, at han skulde passe godt paa den gamle Fyr, som sikkert ikke vilde med i Stilling. Vi havde nemlig allerede paa det Tidspunkt Folk, som aldrig gik med i Stilling.

Han blev mere og mere nærgaaende, tilsidst traadte han mig i Hælene, alt mens han skældte og smældte.

Men man skal ikke træde en Hund paa Halen; man skal heller ikke træde en Mand i Hælene, for saa koger han over.

Jeg traadte ud til Siden og sagde harmdirrende til ham: „Hold nu Kæft, og pil saa af; jeg skal nok komme bagefter, for jeg kan nu ikke holde ud at løbe.”

Men Delingsføreren mente naturligvis, at han var i sin gode Ret, og derfor forstærkede han sine Udtryk. Det udartede til et Mundhuggeri; vi blev saa højrøstede, at vor Kompagnifører kunde høre det; saa kom han løbende tilbage og sagde til Delingsføreren: „Sørg for at komme ud i Stilling og faa Kompagniet stillet op og lad den gamle passe sig selv, han skal nok komme.”

Saa skyndte Delingsføreren sig tilbage til Kompagniet, og da jeg kom derud, havde han holdt en Plads aaben til mig ved Siden af sig selv. Det var jeg slet ikke begejstret for, men den Sag var der ikke noget at gøre ved.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

15. april 1917 – H.P. Hanssen: “„Schnapspreusse”, „Schiedpreusse” og „Stinkpreusse””

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Aabenraa d. 15. April 1917.
I Dag talte jeg med en gammel alsisk Landstormsmand, som kom tilbage fra Strassborg. Han fortalte meget ædrueligt om alt det Onde, som han havde døjet i Skyttegravene paa Vestfronten. Men det værste af alt, sagde han meget troværdigt, var dog, at Badenserne, som han laa sammen med, daglig skældte ham ud for „Schnapspreusse”, „Schiedpreusse” og „Stinkpreusse”. „Ihr Preussen,” sagde de til ham, „tragt Schuld an allem.” „De va’ pinte itt te o hold’ ue,” sagde han.

En Bonde fra Varnæs, som ligeledes besøgte mig i Dag, talte medfølende om den voksende Mangel med Sult og Savn i de tyske Byer, gik derefter over til at tale om Forholdene i Landsbyerne, hvor Bønderne, skønt Kontrollen var stærk, havde nok af alt. „Men,” sagde han, „den Bu’en, der dør af Sult, vil æ min Sandten heller itt følle hen.” Det vil sige han fortjente efter Bondens Mening ikke, at man viste ham den Ære at følge ham til hans sidste Hvilested.

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 1, Kbh. 1925, s. 292)

17. marts 1917. “Gott strafe England … og alle danske!”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vallly, den 17. Marts 1917

Med lidt Forskydeise hver Gang har vi siden November været i Stillingen her, med afvekslende Ro og Reservestilling.

Det er stadig Frostvejr, og stadig er vi bedst tilpas, naar vi er i Stilling. Amerika har nu erklæret os Krigen. Det er den nye Delingsfører glad for, eller dog i hvert Fald meget begejstret over. Han har glat tiltraadt Parolen fra „Oven” om, at jo flere Fjender, des større Æren. Han er en begejstret Tilhænger af den uindskrænkede Undervandsbaadskrig og mener, at v. Tirpitz nok skal være Mand for at ordne Englænderne.

I Politik kan jeg aldrig enes med  Delingsføreren, og jeg har ofte givet  ham et Kursus i sønderjysk Historie, men det, som jeg søger at forklare ham angaaende 1864 og om Tiden derefter: om Forbud af vort Sprog i Skole og Kirke, affejer han med den Bemærkning, at hvad der er „errobert”, det er tysk, og at der ikke er nogen anden Mening om den Ting.

I vor Skatklub holder vi stadig sammen, og det er mange Gange sent, inden v i om Natten skilles med Ønsket om „Gott strafe England”, og Delingsføreren tilføjer saa gerne: „Og alle Danske”.

hans-christian-brodersen_cropped_mindre
H.C. Brodersen

I Forgaars havde vi Lejlighed til at se Tysklands største General. Han kom ud til Reservestillingen, medens vi var ved at hugge og grave i den frosne Jord Han var „Ekscellence” og var Kommandør af vort Arméafsnit.

Ekscellencen lagde Mærke til, at vi Underofficerer ikke bestilte andet end at sørge for at holde Fødderne varme, men han belærte os rigtignok meget hurtig om vor aldeles fejlagtige Opfattelse af  Situationen. Den frosne Jord maatte erfare det, i hvert Fald saa længe, han endnu var i Syne.

I Dag har vi haft Besigtning. Regimentskommandøren mente, at det var noget værre Hø. Parademarchen var uden nogen Effekt, og havde ikke Spor af Lighed med nogen egentlig Parademarch. Han beklagede, at vi nu atter skulde i Stilling, da han ellers nok skulde faa lært os at strække Skankerne.

Divisionskommandøren overværede Øvelserne og Kritikken. Han var af den Mening, at hvad han havde set, var virkelig godt, og Øvelserne var meget pænt udførte, syntes han. Han stillede saa Regiméntskommandøren det Spørgsmaal, om der havde været afholdt Skydeøvelser med omhængte Gasmasker. Han havde nemlig Erfaring for, at de allerfleste ikke vidste at omgaas deres Gasmasker ordentlig, og ikke kendte til at udskifte Reserveiltpatronerne. Det kunde blive til stor Fare for enhver, mente han, ikke at vide hvorledes en Mand under et Gasangreb havde at forholde sig. Han tilraadede en indtrængende Prøvelse af dette Forhold og anbefalede sig.

Det var Prinsen af Reuss. Vi var alle klar over, hvem af de to Herrer, der havde Ret, og at Regimentskommandøren havde hentet sig en „Næse””, som vi inderligt ønskede ham. Vi var glade, da vi atter skulde i Stilling.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

20. januar 1917. For krigsretten for at tale sønderjysk

Hans Hansen fra Haderslev beretter følgende episode:

I vinteren 1916/17 var et hold af vort kompagni ved Condé sur Seuppe i nærheden af Berry au Bac ude at grave nogle maskingeværreder. Under frokostpausen søgte tre nordslesvigere, chauffør Jacob Borch, Haderslev Amtssygehus, repræsentant August Steffen, Haderslev, og landmand Peter Juhler, Arnitlund, og jeg sammenfor at få en lille sludder. Vi talte dansk, som sønderjyder plejede at gøre, når de traf hinanden.

Det faldt vor gruppefører, underofficer Steffen, Hamborg, for brystet. Han for op og forlangte, at vi skulle tale sammen, så vore kammerater kunne forstå, hvad vi talte om. Peter Juhler svarede, at når tyskerne talte deres plattyske dialekt, så kunne vi heller ikke forstå, hvad de sagde.

Underofficer Steffen bruste op. Juhler skulle holde sin mund og stå ret, når en foresat talte til ham Det mente Juhler ikke var nødvendigt, når man var ude i stilling.

Så befalede underofficeren en gefreiter Eisenschmidt at føre Juhler til Pinguiscourt og indsætte ham i arresten …

Der sad så Juhler i nogle dage og ventede på, at hans sag skulle for retten.

Han havde det dejligt. Bataillonsstaben lå i Counuscourt, og her skulle krigsretten sættes. Undervejs til retten prøvede underofficer Steffen at indvirke på Borch og August Steffen, der skulle møde som vidner. Han fortalte dem, hvad de skulle sige i retten, men de mente begge, at det skulle de nok selv finde ud af.

Nå, den høje ret blev sat, og underofficeren anklagede Juhler for lydighedsnægtelse og for at have talt dansk trods hans forbud. Så kom Borch og August Steffen frem som vidner.

De hævdede begge,  at alle nordslesvigere i kompagniet — der var over 20 mand— altid plejede at tale dansk sammen, og ingen af de øvrige kammerater havde taget anstød heraf. Sønderjyderne hindrede jo heller ikke de andre i at tale deres dialekt, selv om de slet ikke kunne forstå et muk.

Ligeledes fortalte de, at underofficeren på vejen til retten havde søgt at påvirke dem, ved at fortælle, hvad de skulle sige for retten.

Men så vankede der en ordentlig omgang til underofficeren. Retten var meget forstående, og Peter Juhler blev frikendt, og  sønderjyderne blev ved med at tale dansk både i og uden for tjenesten, som de altid havde gjort. Men underofficer Steffen  forsvandt fra kompagniet for ikke at vække anstød.

DSK-årbøger 1958

29. november 1916. Kadaverdisciplin – og en frækhed, der belønnes

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen.

Med Eksercitsen gik det saa som saa. I Løb løb alle de unge fra mig; men var vi ude paa Marchture, saa kunde jeg holde Skansen, og har ikke saa sjældent haft et Gevær foruden mit eget og et Par Kammerater under Armen.

Vi havde en ret fornuftig Underofficer [korporal, RR], men en rent rundtosset Gefreiter [underkorporal, RR].

Inde paa vor Stue havde vi ogsaa en Gefreiter, som var „Stueældste”; han var en prøjsisk Godsejersøn, hvis Forældre havde købt et Gods i Polen; rigtig en storsnudet Slyngel.

Naar vi om Morgenen havde alle vore Senge redt, gik han som Regel hen ved et Hjørne og begyndte at rive alle Senge over Ende, og saa kunde vi begynde forfra. Han kunde paa den Maade holde os i Gang, saadan at der hver Morgen var nogen, som maatte ud uden Kaffe og Brød.

Følgen var, at vi hadede ham af et godt Hjerte allesammen.

Da der var gaaet nogle Dage, blev en Aften efter Parolen vi 4 Danske fra Nr. 34 kaldt frem for Kompagniet. Vi sprang frem for vor Feltvebel, og han holdt saa en Tordentale til os, som om han vilde have ædt os paa staaende Fod, og bebrejdede os, at der ikke var saa meget Kammeratskabsfølelse i os, at vi kunde tale Tysk, saadan at alle kunde forstaa os.

Jeg stod og tænkte: „Vent bare lidt, for jeg har ogsaa noget, jeg skal have klinket i den Sag, og da han var færdig, spurgte jeg meget højtideligt, om det maatte være mig tilladt at gøre ham et Spørgsmaal, hvortil han svarede ja.

Jeg sagde saa: „Østrigerne er vore Forbundsfæller, og hvis Hr. Feltvebelen sammen med tre Kammerater blev tildelt den østrigske Hær og kom til et rutensk Regiment, saa vilde jeg gerne spørge Feltvebelen om, hvilket Sprog han saa vilde bruge, om han med sine Kammerater vilde bruge sit tyske Modersmaal, eller han vilde bruge det rutenske Sprog?”

Ja, det havde Feltvebelen aldrig tænkt over.

Ja, saa vilde jeg meget indstændigt bede ham tænke over det. For vi er paa vor Stue 4 Danske, 4 Frisere og 4 Tyskere, saa det er en babylonisk Sprogforvirring. Vi Danske kan kun mangelfuldt Tysk og er vante til at tale Dansk hjemme.

„Det er Løgn,” raabte Feltvebelen, „du taler ligesaa godt Tysk som alle de andre.”

Jeg mente, at mit Tysk var meget mangelfuldt, og vilde lade ham vide, at han kunde ikke forbyde os at tale Dansk, for vi havde forespurgt hos Bataillonskommandøren, som havde givet os Tilladelse til at skrive og tale Dansk, saa meget vi vilde.

Han svarede meget hidsigt, at han havde ikke forbudt os at tale Dansk, hvortil jeg svarede, at jeg havde forstaaet, at det var hans Mening.

Men jeg var klar over, at det, det var galt med, var vor Gefreiter og Stueældste, „for,” sagde jeg, idet jeg pegede hen paa ham med min Finger, „han har naturligvis meldt os, for da han ikke kan forstaa os, tror han, at vi taler ilde om ham, fordi han er, som han er, imod os.”

Jeg var endnu ikke saa meget Soldat, at jeg vidste, at det at udpege en Befalingsmand for Fronten af Kompagniet og beskylde ham for noget, som er Uret, var en meget grov Fornærmelse; men det kan nok være, at jeg blev belært om det.

Lige med det samme sprang Feltvebelen hen imod mig, som stukket af en Bi, og mens Øjnene lynede, brugte han Mund, saa Skummet stod i Mundvigene, og skældte ud.

Jeg tænkte som saa: „Du ryger i Kassen til Fader „Fillip”.

Saa galt gik det nu dog ikke.

Næste Dag, da vi kom hjem fra Eksercits, varvor Gefreiter borte, og jeg blev udnævnt til Stueældste.

Jeg begyndte allerede den Gang at forstaa lidt af, at i den prøjsiske Hær fik en Soldat aldrig Ret, men var han fræk nok, opnaaede han det, han vilde.

Vi var allesammen godt tilfreds med Byttet, men nu var der den Besværlighed, at jeg skulde bære Ansvaret for Stuen, og det var ikke saa helt let.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

16. august 1916. Kafkaske forhold ved grænsen

Redaktør N.C. Willemoës var redaktør af Ribe Stiftstidende. Under krigen førte han private notesbøger om stort og småt ved grænsen. Her stod mange ting, han ikke kunne trykke i avisen.

En hustru hindres i at vende tilbage til sit hjem – 2. august 1916 (optaget delvis i RST for 16. august 1916)

Fru Cathrine Sørensen, landmand og bødker Hans Johansen Sørensens hustru i Raadager [Roager], tog den 30. juni i år med en 7 år gl. datter på det for hende den 28. juli i fjor udstedte pas over Hvidding til bryllup i V. Vedsted, hvor hendes mands brodersøn, Søren Sørensen blev gift fredag den 30. juni.

Der blev, da hun rejste over grænsen, ingen som helst hindringer lagt hende i vejen for besøget lige så lidt, som der blev givet hende nogen advarsel.

Mandag den 3. juli rejste fru Sørensen til paskontoret i Kolding for at få sit pas stemplet og rejse hjem.

På paskontoret meddelte man hende imidlertid, at der manglede udtalelse fra amtsforstanderen; den hun havde fra kommuneforstanderen, var ikke tilstrækkelig; hun måtte skaffe den nævnte attest fra amtsforstanderen. Fru Sørensen rejste så tilbage til V. Vedsted, hvor hun boede hos svogeren, og fik derfra underrettet sin mand (gennem den tyske grænsegendarm) om det manglende med anmodning om at skaffe det. Et par dage senere fik hun tilstillet den pågældende attest.

Fru Sørensen rejste nu for 2. gang til Kolding, hvor hun imidlertid på paskontoret – efter en konference mellem kontorpersonalet og konsulen – fik den besked, at passet ikke kunne gøres færdig[t], før man havde undersøgt forskellige forhold nærmere, men i løbet af 5-6 dage kunne hun forhøre sig skriftlig[t], om det var færdig[t], så skulle hun få besked. Blandt andet ville man, ytredes det på kontoret, nærmere undersøge formålet med hendes rejse, det at skulle til bryllup var nemlig ikke tilstrækkelig grund til at skulle rejse og amtsforstanderen burde ikke have stemplet passet, da han måtte vide, at sådan grund ikke tages gyldig.

Fru Sørensen rejste så fra paskontoret for 2. gang og tilbage til V. Vedsted.

Da der var gået de nævnte 5-6 dage, forhører hun sig ved en bekendt i Kolding (konsul Schmidt) på paskontoret, hvorledes det stod til, men fik at vide, at de oplysninger, der skulle indhentes, ikke forelå endnu.

Fru Sørensen rejste på onsdag den 19. juli for 3. gang til Kolding, hvor hun blev til lørdag, og forhørte sig både onsdag, torsdag, fredag og lørdag den 22. juli om passet, men fik hver gang den besked, at det ikke var i orden. Kontorpersonalet udtalte, at der måtte være et eller andet særligt i vejen, da papirerne i reglen kunne gøres i orden i løbet af 5-6 dage.

Lørdag den 22. juli rejste fru Sørensen igen – for 3die gang – tilbage til V. Vedsted, efter at den på paskontoret nævnte dansktalende herre havde rådet hende til at lade sin mand rejse fra Raadager [Roager] til Haderslev og tale med landråden.

Hun skrev så herom til manden; da hans pas imidlertid var til fornyelse i Hamborg, fik han lærer Barthalatius til at rejse ned til landråd v. Loew, der imidlertid meddelte, at han ikke kunne afgøre sagen alene, men at der skulle indhentes en erklæring fra den danske konsul i Altona.

Mandag den 24. juli kaldet til grænsen gennem en telefonbesked. Hun skulle komme tilstede kl. 2½-3, da amtsforstanderen (hr. Erichsen fra Skærbæk) ønskede at tale med hende. Hun gik [???] til grænsen, og der havde hun så en samtale med amtsforstanderen, der udtalte: ”Ja, fru Sørensen, De kan jo nok komme tilbage, når de vil tage Deres søn med!”

Her må indskydes den bemærkning, at Sørensen og hustrus søn, født 25. januar 1898 i Raadager [Roager], hvor Sørensen har boet i ca. 30 år som dansk undersåt uden nogensinde at have givet myndighederne anledning til klage – uden forældrenes viden var gået over grænsen til Danmark, da det lakkede henad den tid, da der kunne blive tale om, at han skulde melde sig til optagelse som prøjsisk soldat (hvad han absolut ikke vil, da han vil være dansk undersåt og dansk soldat). Han er nu her i landet. Fru Sørensen svarede, at hun ikke vidste hvor sønnen var henne, og at hun derfor ikke kunne gå med på at tage ham tilbage, hvortil amtsforstanderen [sagde]; ”Ja, men De er dog vel i grunden på besøg derovre for at tale med Deres søn!”

Fru Sørensen benægtede bestemt dette, og samtidig oplyste hun, at paskontoret i Kolding havde udtalt sin misbilligelse af, at amtsforstanderen havde stemplet hendes pas og givet hende tilladelse til at rejse, skønt han måtte vide, at bryllup ikke [er] tilstrækkelig grund, hvorfor amtsforstanderen svarede, at så kunne jo grænsegendarmerne have stoppet hende. Dermed var samtalen forbi og fru Sørensen ikke afgørelsen nærmere.

Den 27de juli blev bødker Sørensen kaldt til amtsforstanderen i Skærbæk, der talte til Sørensen at sønnen burde vende tilbage; Sørensen svarede imidlertid, at det kunne han ikke have med at gøre, da han ikke vidste, hvor han var. Amtsforstanderen ytrede da bl.a., at nu havde de (Sørensens) vel også snart fået straf nok, hvad bødkeren gav ham ret i, så meget mere, som hverken han eller hustruen havde forbrudt sig.

I øvrigt udtalte amtsforstander Erichsen, at der nok ville gå nogle dage endnu, inden sagen gik i orden.

Den 28. juli havde den danske konsul i Altona skrevet, at Sørensen skulle afvente svar fra generalkommandoen og hvis dette indeholdt et afslag med hensyn til fru Sørensens tilbagekomst til hjemmet, burde der indsendes en ansøgning til det kgl. danske gesandtskab i Berlin.

N.C. Willemoës’ notesbøger

21. juli 1916. Tre dage i brummen for at skrive feltpost på dansk

Niels Lustrup, Spandet, gjorde i juli 1916 krigstjeneste på Vestfronten.

Regimentet, hvortil jeg dengang hørte, var på dette tidspunkt indsat på vestfronten i Belgien. Vi havde indtaget skyttegravsstillinger  foran ruinerne af det, der engang havde udgjort den vidtbekendte by  Ypern.

Dagene derude havde været hårde, og vi havde lidt en del tab.  Regimentet var nu efter seks dages forløb blevet afløst og var draget tilbage til hvilekvartererne i og omkring byen Becelaere. Bataillonen var rykket i kvarter i skovlejren, kaldet »Jägerlager«.

Det var sommer og herligt vejr, så vi nød ordentlig tilværelsen her i  disse ret fredelige omgivelser. De hårde strabadser tænkte man i øjeblikket ikke på mere, men man nød tilværelsen, som man nu  kunne det bedst. Ud fra de mørke barakker lød der sang, fløjten og  munterhed.

Vi var en lille flok, der havde fundet os en solrig plads bag vor barak.  Her sad vi nu i græsset og nød livet, mens snakken gik, og vi fik os et  slag kort til tidsfordriv.

Georg Bremer var just ved at dele kortene rundt, da han henvendt til  mig sagde: »Hør, Niels, vor nye kompagnifeldwebel skal, efter hvad  jeg har hørt, nok være en ret striks fyr. Vi vil nok komme til at savne  vor gamle feldwebel«.

»Ja«, svarede jeg, »den gamle var nu et sjældent fint og forstående  menneske; han var alt for god til at ende sit liv herude«.

»Ja, du har ret, Niels, og det er kun godt for ham, at han nu er taget  bort herfra, og efter hvad jeg har hørt, får han nok lov til at fortsætte i sin gamle stilling som overlærer ved skolevæsenet i Rendsborg  igen«, bemærkede Georg Bremer og fuldendte uddelingen af de alt andet end propre kort.

En af flokken, Claus Hansen, kom med følgende bemærkning: »Ja,  ser I, den nye feldwebel er en mand, der nok skal gøre sig afholdt,  der siges om ham, at han, der er bayrer af fødsel, skal være en ren  »Prøjser-æder«.

»Hm, Prøjser-æder! — Nå, ja, manden er fra Bayern, det er vel det hele«, mente Johannes Meier og delte kortene rundt til en ny bét.

»Da skulle du have hørt, hvad sergent Jens Berg har været ude for«, bemærkede Georg og pakkede kortene sammen — han havde opnået bét’en!

Der var en eller anden, der kaldte. — »He! — Der Knacker!« — Det  var altså mig, det gjaldt — »Knacker« var sådan en slags borgerlig ærestitel . . .

Ludvig, kompagniets skriver og stik-i-rend-dreng, stod i den åbne dør og lod blikket glide rundt hen over mænnerne, indtil han fik øje på mig.

»Ja, det var lige dig, jeg skulle have fat i! Hør, Niels, du må straks melde dig på kontoret; det er Bartolomæi, feldwebelen, der ønsker at se dig«.

Da Ludvig havde sagt dette, fandt han det klogest at forsvinde igen …

»Ja, så kommer I til at se jer om efter en ny mand, mens jeg er borte«, sagde jeg, hvorefter jeg rejste mig og gik ind i huset for at tage hue og trøje på. Jeg begav mig af sted hen til barakbygningen, hvori vort kontor var installeret. Jeg meldte mig og sagde mit navn.

»Nå«, sagde feldwebelen, »du er altså manden med dette — hm — mærkelige navn«, hvorefter han vendte sig mod en hylde, hvor der fandtes adskillige papirer, blandt andet også et feltpostkort, som han nu ivrigt studerede, — uden at kunne læse det.

Jeg havde god tid til at tage manden nærmere i øjesyn. Han kunne vel være omkring de fem og fyrre eller så, lavstammet og bred, med  ikke så lidt anlæg til at få mave. — Jo, den gode hr. feldwebel kunne godt se ud til at være en stor ynder af et godt glas øl . . .

Jeg blev afbrudt i mine betragtninger af feldwebelen, der sagde: »Hør, mand, hvad landsmand er De egentlig? — Se, her har jeg et kort med Deres navn under; men jeg kan — hm — desværre ikke læse det«.

»Jaså, — kortet er et, jeg skrev i formiddags, det er skrevet på dansk, hr. feldwebel, — jeg er dansker . . .«

»Dansker«, udbrød han, »kender det ikke . . . nej. De er selvfølgelig også en af disse . . . prøjsere!« (Han havde nær sagt »snavsede prøjsere«). »De er tysker, er De, og De må kunne skrive tysk; det kan da alle her!« bemærkede feldwebel Bartolomæi tørt og så hastigt på mig.

Jeg lod mig dog ikke sådan slå af marken, men sagde: »Hør, hr. feldwebel, jeg skriver dansk, for de derhjemme forstår kun dansk«.

»Nej«, afbrød han mig, »De skriver tysk, ellers bliver Deres post ikke afsendt herfra«.

»Jo, den gør! — Det er den da blevet indtil nu«, sagde jeg protesterende.

»Menneske, er De blevet helt forrykt?« fo’r feldwebelen op.

»Nej, endnu ikke, hr. feldwebel, men jeg er dansker og skal vide at benytte mig af mit danske modersmål lige så ofte, det er mig muligt!«

»Ja, — for pokker, — De er forrykt! — Ved De hvad, De skal få tre dage i brummen, min fine ven!« skreg feldwebelen.

Jeg var ligeglad og så vistnok lidt trodsigt hen på den stakkels mand.

»Raus! — Herut med dig!« udbrød feldwebelen mere end arrigt og viste mod døren. — Nå, den kunne jeg nu nok selv have fundet . . .

De tre dage i brummen, ja, dem har jeg stadig til gode, for allerede den følgende dag var vi atter undervejs ud til fronten. Jeg fik aldrig lov til at sidde de tre dage af . . .

DSK-årbøger 1960

22. marts 1916. Krigsinvalid kan ikke blive postbud: Han er dansksindet!

Asmus J. Asmussen fra Genner, deltog i krigen i Reserveinfanteriregiment 86. Han blev såret af en kugle i højre skulder 5. oktober 1914 under et stormangreb i nærheden af Amy, returnerede til fronten efter endt behandling, men blev såret igen den 28. april 1915, denne gang af en kugle i venstre skulder. Han blev opereret på lazarettet i Noyon, men armen kunne ikke længere bøjes.

I Januar 1916 maatte jeg søge hos Landraaden i Aabenraa for at komme hjem til min Svigerfaders Begravelse, og i de tre Dage, Orloven varede, havde jeg at melde mig hver Dag hos Majoren i Aabenraa. Lidt uforstaaeligt for en haardtsaaret Soldat, men saadan var det.

Saa bliver jeg skrevet g. v., og sammen med nogle andre kommer jeg til Landstormsdragonerne i Parchim i Meklenborg. Jeg skal lære at ride, med en stiv Arm, som jeg ikke kan løfte. Hjælpsomme Mennesker løfter mig op paa Hesten, men den gamle Vagtmester udbryder: „Wenn du noch reiten willst, hast du’n Vogel!“ Og da jeg  ikke havde en „Vogel“ , slap jeg for Ridningen og blev Postordonnans og kom senere ind paa Skrivestuen.

Da jeg gik herinde, kom den Tanke at søge ind til Postvæsenet. Og det gjorde jeg saa. Men der var lang Vej. inden jeg naaede saa vidt.

Først blev Eskadronen flyttet til Haderslev, og efter en 14 Dages Ridt blev jeg tildelt Husarerne i Parchim. De vilde absolut have mig op paa en Hest, og nu gik den samme Komedie om igen. Endelig kom der Besked, at jeg kunde begynde ved Postvæsenet, og det endda hjemme i Kliplev, og glad forlod jeg Kavalleriet.

Selvfølgelig troede jeg, at jeg straks kunde begynde, men den ene Dag gik med den anden, og stadig kom der ikke Besked om at komme i Gang. Jeg forstod ikke Grunden til alt dette, og skrev saa til Distriktskommandoen i Flensborg og spurgte, hvad Meningen var. Allerede Dagen efter fik jeg Ordre til at tage fat.

Forklaringen fik jeg først senere. Det var Amtsforstanderen, som var Ophavsmanden til dette, idet han holdt Haanden over et andet Postbud, som, saasnart jeg  overtog Bestillingen, skulde møde i Flensborg. Amtsforstanderen var samtidig Postekspeditør.

Saa gik der et Stykke Tid, hvor der ikke skete noget, men saa kom Amtsforstanderen, alias Postekspeditøren, en Dag ind til mig og forklarede mig med et lumsk Smil i Ansigtet, at jeg ikke kunde blive fast ansat. Nogen Grund nævnede han ikke. Dette var heller ikke nødvendigt, jeg vidste Besked: Jeg var ikke tysk. Hvor kunde jeg dog være tysk, min Fader var her fra Egnen og havde staaet ved Fredericia, og min Moder var Københavner.

Det var dog mærkeligt, sagde jeg til ham, jeg er kommen hjem fra Krigen som Invalid og med en Civilforsørgelsesattest, der berettiger til Ansættelse i Statens  Tjeneste, og saa kan jeg ikke blive ansat. Men vi faar se.

Saa skrev jeg selv en Ansøgning til Generalkommandoen i Altona og fik ogsaa kort efter Svar, hvori de forlangte indsendt en Attest paa, at jeg var uduelig til andet Arbejde. Det gjorde jeg saa med det ønskede Resultat, og Amtsforstanderen fik en lang Næse.

DSK-årbøger 1946

28. februar 1916. Syd for grænsen under krigen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen

Landstormsmændene af det 2det opbud

er allerede i skyttegravene i Rusland.

Der er forskel –

En mand fra Kliplevegnen var indkaldt og lå i garnison i Bremen. En skønne dag blev det bebudet for ham, at ham skulle til fronten. Det var han særlig ked af, fordi han i hjemmet havde en halv snes børn, og en af hans kammerater i Bremen af samme opbud da fik medlidenhed med ham og meldte sig frivillig i hans sted.

Dette fik han også tilladelse til, men dog kun på betingelse af, at han ingen børn havde. Man vil heraf forstå, at medens det er en frivillig sag, om en ældre sydtysker vil gå i skyttegraven, så er det en tvungen sag, en ordre, der skal efterkommes, at nordslesvigeren af samme opbud skal derud, selvom han har en halv snes børn i hjemmet.

De hjemløse til session

Landrådskontoret i Haderslev har udsendt følgende:

Til den session, som skal finde sted den 28. og 29. februar, 1. og 2. marts i Haderslev (”Tivoli”), skal alle hjemløse, der er født i tiden fra 2. august 1869 til 31. december 1898, møde, enten de får en særlig befaling dertil eller ej.

Sparsommelighed med papiret!

Landråden i Haderslev anbefaler i kredsbladet for den 24. februar 1916 de ham undergivne myndigheder, embeds- og bestillingsmænd under krigen ved korte beretninger, meldinger, meddelelser eller forespørgsler kun at anvende papir i format af et kvart ark (størrelse 21×16). Fremfor alt bør vedhængende ubenyttede blade undgås.

Atter på lazaret

Frimenighedspræst Jørgen Eriksen fra Stenderup i Sundeved, der i efteråret fik lungebetændelse i Rusland, og som siden sin helbredelse har gjort tjeneste ved udfyldningsbataljonen i Slesvig, er ifølge ”Hejmdal” atter blevet syg og ligger for tiden i lazarettet i den nævnte by.

En tung rejse.

Under sørgelige forhold måtte landstormsmand Mathias Matzen i Sæd, der var hjemme på orlov, tiltræde tilbagerejsen til fronten i Galizien. Hans kone ligger syg af difteritis, to af børnene lå desuden med høj feber syge af mæslinger, og dagen før sin afrejse modtog Matzen ifølge ”Hejmdal” fra Haderslev underretning om, at hans søn, der tjener ved rekrutdepotet, var blevet syg af lungebetændelse.

Faldne, sårede og fangne.

Efter nordslesvigske blade.

I tabslisten meddeles, at Theodor Ebeling fra Ketting er faldet og Fr. Salomonsen fra Søgårds Mark hårdt såret.

Wilhelm Adolphsen fra Stenderup (kredsen er ikke anført), Peter Mortensen fra Sottrup og Johs. Thomsen Petersen fra Skelle, der tidligere har været meldt savnet, er i fangenskab.

Chr. Hübschmann fra Ullerup og Mathæus Andersen fra Vester  Lindet, der tidligere har været meldt savnet, er i fangenskab.

20. december 1915. Fængsling af sønderjyske kvinder

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis nord for Kongeåen.

Når sønderjyske kvinder fængsles.

Den 3. december blev der, som tidligere nævnt, pludselig foretaget en række fængslinger i vesteregnen, deriblandt også af 4 sønderjyske kvinder. Om den fremgangsmåde, der er anvendt overfor disse, skal vi, uden at gå i enkeltheder, anføre nogle træk, der er karakteristisk for den hensynsløshed, der – sikkert imod regeringsmyndighedernes vidende og vilje – af visse lavere myndigheder øves mod dele af en befolkning, der udviser en pligtopfyldelse og loyalitet, som har vundet den tyske regerings og den tyske hærledelses uskrømtede ros.

I forbindelse med arrestationerne fandt der omfattende husundersøgelse sted af kriminalbetjente. I hvert eneste rum i hele lejligheden blev skuffer, skabe og overhovedet ethvert aflukker gennemrodet og alt, hvad der fandtes af beskrevet, halet frem og efter endt gennemsyn kastet til side, så det flød overalt i huset i den ubeskriveligste uorden.

Om aftenen førtes de arresterede damer til Tønder, hvor de – til trods for, at kriminalbetjentene gentagne gange havde forsikret, at der kunde overnattes på hotel – blev ført direkte til arrestbygningen og der hensættes i hver sin bælgmørke celle med et par ord om, at der fandtes både seng og ”kloset”, med at de i øvrigt selv måtte orientere sig, dvs. famle sig omkring i mørket.

Et par tæpper på den indretning, der skulle forestille seng, udbredte en meget ilde lugt, og ”klosettet” spredte i det lille tæt lukkede mørkekammer en ulidelig stank, der næsten var ved at tage vejret fra beboerne.

I sådanne rum måtte damerne overnatte til næste morgen.

Den 4. december førtes arrestanterne til Flensborg, og de fire kvinder hensattes i hver sit værelse, hvor der var så koldt, at der var meget vanskeligt at holde varmen.

Her hensad damerne så indtil den 10. december om middagen, da de pludselig fik meddelelse om, at de var løsladt og kunne gå, hvorhen de vilde uden at der under deres ophold i Flensborg var blevet afholdt spor af forhør over dem og end ikke stillet et eneste spørgsmål til dem.

Da de blev løsladt, må myndighederne selvfølgelig være blevet klar over, at damerne intet strafbart havde begået, men man viste dem ikke engang det hensyn at meddele, at den mistanke, for hvilken de havde måttet døje fængsel i 8 dage, havde vist sig at være ugrundet.

Det er at håbe, at de højere myndigheder vil blive sat i kundskab om denne sag og tage den under nærmere overvejelse.

26. oktober 1915. Dansksindede og socialdemokrater til fronten!

Jørgen Hansen fra Kolstrup ved Aabenraa gjorde krigstjeneste ved Regiment 75.

Det var i August 1915, jeg blev indkaldt og fik min Uddannelse i Rendsborg. (…) var vi syv dansksindede Sønderjyder sammen, og vi har tabt mange Sveddraaber paa Eksercerpladsen Øst for Rønfeld ved Rendsborg. Vi syv holdt sammen og fulgtes ad til Fronten.

Sidst i Oktober blev vi opstillet paa Kasernegaarden, og Feldwebelen med et Par Skrivere mødte frem, hvorefter vore Navne blev læst op. Den Skriver, som læste Navnene op, var en Kollega, Maskinsætter Nikolaj Sørensen fra Sønderborg, og idet han gik forbi mig, saa jeg, at en Del af Navnene paa Listen var afkrydset med rødt, andre med blaat.

— Sig mig, Nikolaj, hvad skal det betyde, spurgte jeg ham paa Dansk.
— Det skal jeg sige dig, Jørgen, svarede han, de røde Kors, det er Danskerne, og de blaa er Socialdemokraterne. I skal alle til Fronten.
— Tak!
Og det kom ogsaa til at passe. De, der ikke blev læst op, kunde begive sig tilbage til deres Madrasser, og vi andre blev den næste Dag klædt ind til Fronten.

Da vi ikke kunde faa Orlov, telefonerede vi hjem efter vore Hustruer for at tage Afsked med dem. Hvem vidste, om vi fik dem at se igen. Af os syv Danske blev jeg den eneste, der vendte tilbage til Hustru og Barn.

DSK-årbøger, 1944

31. maj 1915. Forbud mod dansk blandt nordslesvigske soldater?

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Faldne, saarede og fangne

En Søn af Enkefru Truelsen i Hvidding er den 21. Maj falden paa Vestfronten — den første eller en af de første Dage, han deltog i Kamp. — En Søn af Snedkermester Schmidt i Rejsby er ligeledes fornylig falden paa Vestfronten.

Maa nordslesvigsk e Soldater ikke tale Dansk?

Mod Slutningen af sidste Aar kom den mærkelige Meddelelse fra Lejren i Lockstedt (ved Itzehoe), at det var bleven forbudt nordslesvigske Soldater at tale Dansk indbyrdes — et Forbud, der dog næppe overholdtes saa strængt og som vi derfor ikke omtalte. Nu synes det imidlertid, som om saadanne Forbud ogsaa udstedes andre Steder.

Saaledes er Forbudet nylig udstedt for de i Rostock og Königsberg liggende nordslesvigske Soldater, og fra sidstnævnte By maa Soldater end ikke korrespondere paa Dansk til deres Slægt i Hjemmet. — Det forekommer os at være en mærkelig Maade at paaskønne nordslesvigske Soldaters loyale Optræden under Krigen.

Ethvert Samkvem med K rigsfanger er forbudt

I en Forordning fra den stedfortrædende kommanderende General for 9. Armékorps hedder det:

Efter at der forskellige Steder i Korpsdistriktet er blevet anbragt Krigsfanger forbydes Befolkningen:

a) Samtale eller ethvert Samkvem med Krigsfangerne, hvis ikke Fangernes Sysselsættelse kræver det, og det udtrykkeligt er blevet tilladt af det militære Vagtmandskab eller af Arbejdsgiveren, det vil sige i Kommunerne af Kommuneforstanderne;

b) at forskaffe Krigsfangerne Nydelsen af alkoholholdige Drikkevarer;

c) at give Fyrtøj, Knive, skarpt Værktøj eller Vaaben til Krigsfangerne.

Hvem der optræder i Modstrid med denne Forordning, straffes med Fængsel paa indtil et Aar.

3. april 1915. Løjtnanten vil forbyde soldaterne at tale dansk – men hvad siger kaptajnen?

Hans Matthiesen, Gejlaa, gjorde krigstjeneste på Østfronten

I Februar 1915 blev jeg indkaldt for anden Gang og kom med en Transport fra Flensborg til Altona. Blandt Kammeraterne var vi otte Danske, som hurtigt fandt hverandre og dannede en Familie for sig. Snart hed det, at vi skulde til Østfronten, og det vilde vi ogsaa hellere, for det kaldtes for at gaa paa Aftægt. Paa Vestfronten havde vi været, og det var alt for „ruppig“.

Sidst i Marts Maaned, paa en Langfredag, afgik Transporten, først til Königsberg og efter et Par Dages Hvil videre til Narevfronten, hvor vi gik i Stilling lige over for Lomza. Her blev vi tildelt Landeværnsregiment 31, 7. Komp.

Jeg gik hen til vor Hauptmann og bad om, at vi 8 Landsmænd og gamle Kammerater maatte faa Lov at blive sammen i en Gruppe. — Hvad er I da for Landsmænd? — Vi er Nordslesvigere. — Se, her skal I høre, henvendte Hauptmann sig til de øvrige Kammerater, det er vel nok Kammeratskab. Selvfølgelig skal I blive sammen, og I skal endda nyde den store Ære at blive mit Kompagnis 1. Gruppe. Vi tales ved i Morgen.

Den næste Dag blev vi kaldt ind paa Skrivestuen og maatte her oplyse, hvor vi var fra.

Jeg var altsaa fra Aabenraa Amt. — Nej se, sagde Hauptmann, der er jeg ogsaa godt kendt. Kender De Landraaden der? — Javel, Hr. Hauptmann. — Hvad hedder han? — Landraad Simon.

Nu først gik der et Lys op for mig. Af andre havde jeg hørt, at vor Kompagnichef ogsaa hed Simon. — Det er maaske en Slægtning til Hr. Hauptmann? — Ja, Kammerat, det er min Broder, og det glæder mig at have Folk fra min Broders Amt i mit Kompagni. Naar I har noget paa Hjertet, saa kom kun til mig, jeg ordner her alt paa bedste Maade.

Se, det var vel nok en Hauptmann, den bedste, jeg har kendt i de 6 ½ Aar, jeg har spillet tysk Soldat.

Stillingen her var rolig, der faldt ikke et Skud hver Dag, og vi stod kun om Natten i Skyttegraven. Om Formiddagen sov vi, og om Eftermiddagen spillede vi Kort.

Alt gik selvfølgelig paa Dansk os imellem, og det passede ikke Løjtnant Thies, der laa i en Bunker lige ved Siden af os.

En Dag kom han hen til os og spurgte, om nogen af os var Medlemmer af den tyske Forening for Nordslesvig. — Nej, det var ingen af os. — Det var dog mærkeligt, det skulde I da alle være! — Hr. Løjtnant, sagde jeg, af hele den nordslesvigske Befolkning er ikke 10 pCt. Medlem af den tyske Forening, den er alt for politisk.

Vi fortalte ham saa mange af de Hændelser, der var sket, særlig om de Hjemløse, og han fik ogsaa Mads Egholms Lidelseshistorie. Men det vilde han ikke tro.

Da vilde han rigtignok komme herop efter Krigen og forhøre sig, om det var sandt, thi han var Formand for den tyske Forening i Hamborg. Vi indbød ham saa til at besøge os og gav ham vore Adresser.

Men saa kom det, han egentlig havde paa Hjerte. — Jeg synes, I som tyske Soldater skulde tale Tysk,, det vilde sømme sig bedre for jer. — Kender Hr. Løjtnant ikke den skønne Sang „Lied der Muttersprache”. — Jo, den kender jeg godt, jeg er Lærer ved en Skole i Hamborg. — Men saa maatte det, der staar i denne Sang, ogsaa gælde for andre Folks Modersmaal.

Han blev imidlertid ved sit og ønskede, at vi i Fremtiden talte Tysk, for det sømmede sig bedst for en tysk Soldat.

Og saa gik han.

Vi holdt saa Krigsraad og enedes om at blive ved med at tale Dansk.

Nogle Dage efter kom han igen, og nu lød det i Kommandosproget: „Jeg forbyder Dem at bruge „das dånische Geplauderei” Yderligere meldte han os til vor Hauptmann.

Atter holdt vi Krigsraad og besluttede at afvente, hvad vor Hauptmann vilde gøre. Vi talte stadig Dansk.

Nogle Dage senere, da vi igen sad og spillede Kort, kom Løjtnant Bakkeberg fra 3. Afdeling af vort Kompagni hen til os. Vi stod op og hilste, men han bad os sætte os og spille Spillet til Ende først. Det gjorde vi saa. Og saa fortalte han om Løjtnant Thies’ Krav til vor Hauptmann, at denne skulde forbyde os at tale Dansk og evt. fordele os med en Mand i hver Gruppe, saa holdt det nok op af sig selv. — Men ved I saa, hvad Hr. Hauptmann sagde: Han sagde følgende: Det er den bedste Gruppe i mit Kompagni, og saa længe de gør deres Pligt, som de har gjort indtil nu, kan de for mig tale, hvad de vil. Se, Løjtnant Thies, vi skal ikke ærgre Folk til ingen Nytte.

Og dertil føjede Løjtnant Bakkeberg: Men nu skal I ikke drille Løjtnant Thies for det.

— Tak for det, sagde jeg saa. Men med Forlov, er Hr. Løjtnant ogsaa Nordslesviger? — Nej, Kammerat, jeg er Hannoveraner, men jeg interesserer mig meget for det danske Folk. Jeg har læst meget om mine og Eders Forfædre, hvordan de hjalp hinanden med at besejre Venderne, og det er dem, Europa kan takke for, at de slap for Vendernes Herredømme. Hvis Bismarck ikke havde røvet vort Land, ligesom han røvede Eders, saa havde vi nu haft en dansk Prinsesse til Dronning. — Ja, Hr. Løjtnant, saa havde vor smukke Prinsesse Thyra været Dronning i Hannover. — Naa, ved I ogsaa Besked med det? — Ja, det gør vi da rigtignok.

Saa gav han os alle Haanden og gik.

Soldater med danske aviser
Dansksindede soldater med dansksprogede aviser

DSK Årbøger, 1947

9. november 1914. Amtsforstander: Send dansksindede på særligt farlige opgaver!

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis om forholdene syd for Kongeåen

Tysk amtsforstander og nordslesvigske Soldater: Han anbefaler Militæret, at sende dem til de mest udsatte Steder

Om en Amtsforstander, der har gjort sig vidt bekendt i Nordslesvig ved sin ildesindede optræden over for danske Sønderjyder, meddeler hjemsendte saarede Nordslesvigere følgende lille Træk, hvis Paalidelighed forholdsvis let vil kunne konstateres af rette Vedkommende.

Kort efter Krigens Udbrud tilskrev Amtsforstanderen militære Myndigheder et Brev, hvori han fremhævede det hensigtsmæssige i at sende Soldater blandt de Nordslesvigere, der var kendte som fremtrædende dansksindede, til særligt udsatte poster i Felten.

Dette Brev oplæste en Kaptajn en Dag for Fronten af sit Kompagni i Øvelseslejren i Angel. Kaptajnen, der med Rette var opbragt over en saadan Optræden, karakteriserede denne i kraftige Udtryk, der ikke lader sig gengive, og rev Brevet i Stumper og Stykker. Paa hans Spørgsmaal om, hvem Brevskriveren var, svaredes fra en enkelt Side med Ordet: “Dänenfresser.” Opbragt, som Kaptajnen var over det lavtsindede brev, tilføjede han, idet han slængede Stumperne af Brevet hen ad Jorden: “Hvis nogen af Jer, Karle, kommer helskindet hjem, husk ham saa!”

Der kunne tilføjes yderligere Enkeltheder som f.Eks. om, hvorledes Kaptajnen opfordrede dem, der havde Lyst til at overtage Vagtposterne ved Passagen over Alssund – hvor den paagældende Amtsforstander af og til passerede – til at melde sig, at der meldte sig en Del osv.; men det anførte er tilstrækkeligt til at vise, hvilket Sindelag enkelte tyske embedsmænd møder en pligttro og loyal Befolkning, hvis eneste Fejl er den saare naturlige, at den ikke er tysksindet.

Peter Kier
Amtsforstander på Sydals Peter Kier – berygtet for sin danskfjendtlighed.

 

 

 

8. september 1914. ”Donnerwetter! Kommandieren Sie auf Dänisch?”

Ribe Stiftstidende gik for at være den danske avis, der var bedst orienteret om forholdene syd for Kongeåen.

8. september 1914

Sønderjylland

Der gaar morsomme Historier

En Sønderjyde har meddelt ”Kolding Avis”, at Tyskernes Adfærd over for Sønderjyderne i det hele har undergaaet en paafaldende Forandring siden Krigens Udbrud. Den er næsten forekommende og elskværdig, og vi mærker intet til de sædvanlige Trakasserier.

Der gaar morsomme Historier derom. Saaledes blev der for nylig fortalt. At en tysk Feldwebel endog havde drevet det til at kommandere det indkaldte, gamle Mandskab paa Dansk.

En Kaptajn, der kom forbi og hørte det, raabte ham an med Udbruddet: ”Donnerwetter! Was haben Sie vor? Kommandieren Sie auf Dänisch?”

–          ”Jawohl, Hr. Kaptajn,”, svarede Feldweblen tilbage, ”di gammel Kaal forstoer et møj bedder saadan!”

Er Historien ikke sand, er den i al Fald godt funden paa.

Der er ikke mange soldater mere i Nordslesvig. Færdslen paa Vejene er ringe og Jernbanetrafikken indskrænket til det mindst mulige. Der er en Uendelighed af Ophold ved Stationerne med Eftersyn af Pas og andet, saa det tager som Regel 19 til 20 Timer at komme fra Vojens til Hamborg.