Tag-arkiv: brødre

31. december 1917. To brødre mødes

Lærer H. Petersen, Blans, gjorde krigstjeneste i Grenadérregiment 89, 5. kompagni.

Det var den sidste Dag (Nytaarsaftensdag i Aaret 1917. Mit Komp, 5/89 gik fra sit Rokvarter (Noyelles Godault) til en By, Leforest, hvor vi skulde af med de smaa Feltgraa (Lusene). Ved saadanne Smaature morer mange Soldater sig ved at komme med morsomme Tilraab til de forbipasserende, (Humme!) og Svaret lader sjælden vente længe paa sig, særlig naar nogle fiffige saa, at vi var meklenborgske Grenaderer.

Saa begyndte de gerne at brøle, som en Okse. Thi sagde de: I har jo et Oksehoved i det meklenborgske Vaaben. Jeg gik den Dag saa stille og tænkte paa det nye Aar, hvad vilde det bringe for os — for mig. Bag ved gik en ung Meklenborger fra en Herregaard. Han sagde somme Tider: Du, Degn, pas din Kurs — jeg skal ogsaa have Plads til mine Ben, gaar Du nu igen og drømmer om Nordslesvig.

Wilhelm var god nok. Men pludselig saa jeg til Siden — og forbi mig gik den modsatte Vej en Soldat, som jeg særlig maatte lægge Mærke til. Min Bror!

Det slog ned i mig, — ih — hvor ligner han min Bror, — det maa jo være ham. — Skal jeg raabe et Goddag, Kammerat, for at han kan se mig i den store Flok. Nej, — det er umuligt — meningsløst, han er jo ikke her, han ligger længere Syd paa og længere bag Fronten.

Jeg gik videre. Men da vi kom hjem om Aftenen, sagde Kvartervagten til mig: Der var Besøg til dig, Degn, en Bror tror jeg nok. Han var bedrøvet over, ikke at træffe dig, her — et Brev.

Det slog ned i mig, hvad jeg havde set. Paa Nytaarsaften havde jeg set min eneste Bror mange Hundrede Mile hjemmefra, havde kendt ham og ikke tiltalt ham paa Vejen.

Jeg ærgrede mig og skammede mig. Vi havde ikke været sammen i 5 Maaneder. Han meddelte mig i det korte Brev, at han skulde i Stilling (til Fronten) samme Nat. Jeg var gal i Hovedet paa mig selv.

Nytaarsdag skulde alle Ro-Kompagnier i Kirke. Jeg var mellemfornøjet paa Grund af Tildragelsen i Gaar. Og tænk: — Da vi kom ud af Kirken, stod min Bror (nu: Degn J. Petersen,  Grarup Skole) ved Døren og tog imod mig. Han havde faaet Udsættelse en halv Dag og vilde tale med sin lille Bror, da vi var saa nær sammen. I Dag vilde jeg ikke narres, sagde han, derfor smuttede jeg under Gudstjenesten ind i Kirken, jeg stod og stirrede paa de mange Hundreder alvorlige Soldater-Ansigter indtil jeg fandt min lille Bror. Saa blev jeg rolig.

Der blev stor Gensynsglæde og et uforglemmeligt Samvær for de to Brødre midt i den onde Krig. Ja “Sorrig og Glæde de vandre til Hobe”.

DSK-årbøger, 1941

11. december 1917. 1A-Gespräch til bror Magnus

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste i Ballonzug 33.

I Midten af Oktober blev vi forflyttet til Ardenneskoven, til Egnen omkring Vouziers. Der var vi til omkring 1. December; saa kom vi i Ro bag ved Fronten i en lille Landsby Yvemaumont, ca. 11 km Syd for Charleville, hvor vi var Julen over.

En 5-6 Stykker af os blev indkvarteret hos et ældre fransk Ægtepar, der havde en lille Gaard. I en af deres Stuer fik vi indrettet Telefoncentral. Min Bror Magnus, der som Infanterist var blevet haardt saaret i Foraaret 1915 i Præsteskoven, var efterhaanden blevet nogenlunde rask og forrettede Telefontjeneste oppe i en lille By, Eecloo, i Belgien.

Vi fik os mangen en Pas­siar paa Dansk i Telefonen, og han var saa usandsynlig dristig, at han forlangte 1A Gespräch, naar han ikke kunde komme igennem alle de Telefonforbindelser, der skulde til. 1A Gespräch havde Forret for samtlige Telefonsamtaler, da den kun maatte benyttes som Flyvervarsel eller de helt store Hovedkvarterers vigtigste Samtaler. Ogsaa Juleaften ringede han mig op paa denne Maade, for at vi kunde ønske hinanden glædelig Jul paa Dansk.

Paa det Tidspunkt stod jeg ogsaa i livlig Brevveksling med min Broder Jens, som nu er Overlærer i Graasten. Han laa ved Asfeld la Ville.

Jeg fik udvirket en ekstra Orlovsrejse paa 3 Dage for at besøge ham og var saa heldig at ankomme en Eftermiddag, da Afdelingen om Aftenen kom tilbage fra en tre Ugers Tur ved Fronten. Min Bror var Skytte ved Maskingeværafdeling 69.

Nej, — hvor var de snavsede og lusede! Vi havde selvfølgelig ogsaa Lus, og det var saamænd ikke saa længe siden, jeg havde lysket min Sweater og der fundet et Par saa store og fede, at jeg væmmedes ved at tage dem mellem Neglene. I Stedet for gik jeg udenfor og satte dem i Sneen.

Men her var der Graabasser af en hel anden Størrelsesorden. Hvor priste jeg min Lykke, at jeg var blevet Luftskipper og paa den Maade slap meget nemmere og lettere gennem disse Krigsaar.

Min Bror havde en god Kammerat, og ogsaa den bedste Ven, i Jes Lauritzen fra Hammelev, nu Gaardejer i Bramdrup, og ham lærte jeg ved den Lejlighed at kende. Den følgende Formiddag var vi allesammen til Aflusning, men jeg tror nok, at jeg drog af Sted med flere Lus, end jeg var kommet med. Dog var det jo en dejlig Oplevelse at være sammen med ens Bror et Par Dage.

DSK-årbøger 1951