Tag-arkiv: børn

4. januar 1918. Konen er død og far må forlade fire børn

Hans Knudsen, Augustenborg, fortæller om sin familietragedie:

Juleaften 1917 blev for mig den tungeste, jeg har oplevet. Vi laa i Nærheden af den belgiske Grænse, ved Fæstningen Lille. Jeg fik Brev hjemmefra. Min Kone var syg, og jeg skulde komme hjem. Det kunde dog ikke lade sig gøre, medmindre jeg fik en Erklæring fra Lægen derhjemme.

Jeg skrev saa hjem; men i Juledagene flyttede vi fra Lille til Arras. Man sendte to Telegrammer hjemmefra. Dem fik jeg ikke.

Det tredje Telegram fik jeg omkring 1. Januar 1918, og saa fik jeg Lov at rejse med det samme, endda med et Tog, som ellers kun Officerer maatte benytte. Det tog kun 24 Timer fra Arras og til Kiel, hvor min Kone var blevet indlagt paa en Nerveklinik. Hen paa Eftermiddagen den 4. Januar fandt jeg Klinikken.

Da jeg kom indenfor, sagde man, at Lægen ønskede at tale med mig. Jeg kom ind til ham, og han fortalte mig, at min Kone var død Natten før.

Da vi stod ved Graven paa Øsby Kirkegaard, kom min Svoger, Peter Christiansen fra Stevelt, netop hjem fra Fronten. Han sagde til mig en Tid efter: „Du holdt ved Graven den bedste Prædiken, du nogensinde har holdt. “ Den var just ikke lang, for den bestod kun af tre Ord: „Vi ses igen!“

Det var ikke let at komme af Sted igen, bort fra vore fire Børn, det mindste var kun fem Aar.

DSK-årbøger 1950

21. december 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Smaabørn [dør] i store Mængder”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Det.m. Fredericia. Fra en ganske sikker, meget paalidelig og forsigtig Kilde, der bl.a. driver Kornforretning i en af Byerne i Nordslesvig, og som er nøje kendt med Forholdene i Tyskland, meddeles, at Nøden i Tyskland er langt større end almindelig antaget. Bl.a. dør Smaabørn i store Mængder af Mangel paa Ernæring (navnlig Mælk), og der er derfor nu sat Mælketog i Gang fra Nordslesvig til Hamborg. Han hævder ganske afgjort, at Tyskland ikke har Korn nok til Foraaret, og sker der ikke nu et Gennembrud paa Vestfronten, ventes almindeligt – som en Følge af Hungersnød et Sammenbrud i Tyskland inden Foraaret.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

6. november 1917 – Flensborg Avis: Værnepligtsunddragelse og tønderske gadedrenge

Den 6. november bragte Flensborg Avis blandt andet andet følgende meddelelser fra provinsen:

Landsretten i Flensborg,
med Landsretsdirektør, Gehejme-Justitsraad Baur som Formand og Assessor Gripp som
offentlig Anklager, forhandlede i Dag blandt andet følgende Sager: For Unddragelse af Værnepligten forhandledes der i de anklagedes Fraværelse mod følgende 23 Personer:

Arbejder Vilhelm Stamer af Hellevad. Arbejder Johannes Warnholdt
af Bjerndrup. Landmand Jeppe Petersen Jepsen af Hovslund, Tjenestekarl Johan Lukmann af Løjtkirkeby, Sømand Jens Nielsen af Bodum, Landmand Niels Madsen Haugaard af Nørre Hostrup, Tjenestekarl Mads Nielsen Midtgaard af Øster Løgum, Chauffør Marco Duus af Barsmark, Tjenestekarl Jens Boysen af Nordborg, Forvalter Asmus Rikkelsen af Ragebøl, Højskoleelev Peter Lauritzen Enemark af Skovgaard, Murer Johan H. Metz og Tjenestekarl Vilhelm Andresen af Aabenraa. Tjenestekarl Edvard Hansen Terp af Mjøls, Chr. Andersen af Aabenraa, Arbejder Jes Hansen Esbensen af Abkær, Jens Villads Andresen af Aabenraa. Landmand Jens Chr. Andresen af Klovtoft, Tjenestekarl Marius Callesen af Horsbyg, Landmand Chr. Marius Hansen af Kragelund Tjenestekarl Hans Peter Meng af Hovslund og Tjenestekarl Hans Petersen af Hjolderup.

Af disse antages de fleste at være gaaede over den danske Grænse. Sagen mod Petersen af Hovslund og I. V. Andresen af Aabenraa udsattes til senere Forhandling. Stamer, Warnholdt, Midtgaard, Enemark, Vilhelm Andresen, Andresen af Klovtoft, Callesen, Hansen og Petersen af Hjolderup idømtes hver et Aars Fængsel. De øvrige, som allerede er udvandrede for Krigens Begyndelse, fik hver en Pengebøde paa 160 Mark.

Ulovlig Grænseoverskridelse
førte Drejersvend Karl Theodor Adolphsen og Fru Anna Iversen, begge fra Haderslev, Paa Anklagebænken. Den 21. henholdsvis den
28. Avgust i Aar gik de to ad ulovlige Veje over den danske Grænse for at hente Levnedsmidler. De blev imidlertid anholdte i Danmark og maatte, efter at de havde siddet i Arrest i nogle Dage,  betale Penvbøder paa 30 og 40 Kroner. Ved Bisidderretten i Haderslev blev de i sin Tid dømte, Adolphsen til 5, Fru Iversen til 20 Mark, men Dommen blev indanket af Amtsadvokaten, da Straffen syntes for lav. I Dag lød Dommen for hver af de anklagede Paa 30 Mark i Bøde.

Forbudt Handel med Levnedsmidler. For at have handlet med Krydderier (Peber, Piment osv.) blev Købmand Jörgen Johannes Hansen fra Aabenraa i sin Tid frikendt af Landsretten, da Retten antog, at Manden havde handlet et i en undskyldelig Fejltagelse. Den anklagede udtalte, at han efter de indhent.de Oplysninger ikke kunde antage, at de paagældende Varer hørte til Levnedsmidler. Denne Dom havde Landsretten imidlertid vist tilbage til Landsretten til ny Forhandling. I Dag lod kommen paa en Pengebøde paa 30 Mark, da retten var af den Mening, at Hansen ikke havde gjort sig den nødvendige Umage for at faa tilstrækkelig Oplysning.

Edsvorneretten i Flensborg.
Aarets sidste Edsvorneretsamling begynder Mandag den 12. November, Formiddag Klokken 11. Den første Sag forhandles mod den 27-aarige Krigerkone Christine Sierck, født Hansen, fra „Kropperlattenausbau” for Barnemord og utilladelig Omgang med Krigsfanger. Tirsdag den 13de forhandles mod en hel Del Kvinder for Mytteri i Flensborg  Landsretsfængsel, og den tredje Dag, Onsdag den 14de, forhandledes mod nogle Jernbanefunktionærer for Forbrydelse og Forseelse i Embedet.

Gadedrengene i Tønder
gør sig i disse Tider skyldige i Udskejelser, som i Lørdags har faaet særlig alvorlige Følger. Det er navnlig Gadedrengene i Nystaden, som er uvorne. Man brænder Knallerter af og kaster Sten efter Køretøjerne, som passerer Strucks Allé. I Lørdags løb som Følge af Tøjlesløsheder Fru Petersens Hest fra Stokkebro løbsk, saa hun først fik Hold paa den ved Møgeltønder. Kort efter kom et Par Smaapiger ridende, Døtre af H. Michelsen og L. Filskov i Møgeltønder. Drengene skræmmede Hesten, saa den løb løbsk og Pigerne faldt af. Den ene, Filskovs Datter, en 12 Aars Pige, fik et Hul i Hovedet og Næsebenet knust mens den anden slap godt fra det. Den tilskadekomne blev baaren ind i et Hus og forbunden af Lægen. Hesten fandtes senere ved Gallehus. Lad os haabe, at Politiet i Tønder sørger for at sætte en Stopper for den Slags almenfarlige
Drengestreger.

Dyrtidstillæg
er nu indførte i saa godt som alle Stillinger og Erhverv, og det kan
ogsaa sandt at sige gøres behov, skrives der fra Sundved: Præster, Lærere, Postbude og alle Embedsmænd sørger Staten for. For Arbejdsmanden er der derimod stundom ikke saa helt let at faa en tilsvarende Prisforhøjelse, da alle Byggearbejder og andre større Foretagender er standsede og Efterspørgslen efter Arbejde til Dels tilfredsstilles af de mange Krigsfanger paa Gaardene. Ligeledes er den Løn, som unge Tjenestepiger faar, 200—30C’ Mark og maaske betydelig derunder, kun lidet tilstrækkelig til at dække de ublu Priser paa Skotøj og Klæder. Er Hjemmet et fattigt Husmandshjem, er her ingen Støtte at faa. I velhavende Gaardmænd, tænk paa dem, som gaar en tung  Vinter i Møde under trange Kaar!

17. august 1917. Hos belgiske civile: “Tyskerne har jo baade Gud og Mennesker imod sig”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. Efter at have været indsat ved Ypres fik han i august en tjans som kusk.

I Ostende boede Civilbefolkningen endnu. En Mængde Militærvogne blev læsset og losset; det havde jeg ikke med at gøre, men til Gengæld skulde jeg finde et Kvarter baade for mig selv og Hestene, og det var lettere sagt end gjort.

Jeg kørte Gade op og Gade ned, men kunde intet Kvarter finde.

Omsider kom jeg helt ud til Kysten, hvor der laa en lang Række Badehoteller, af hvilke et Par var ramt enten af Granater eller Flyverbomber. De var en hel Del ramponeret og alle forladte.

Jeg søgte ind i et af disse og fandt en pæn Stue, hvor der var baade Vinduer og Døre. Jeg fik Hestene trukket ind i Stuen. Der var ikke andet Bohave derinde end to Spejle, som naaede fra Loft til Gulv, saa Bæsterne kunde ogsaa faa deres Forfængelighed tilfredsstillet!

Jeg søgte rundt i Hotellet og fandt et stort Zinkbadekar, det var jo en dejlig Krybbe, bare jeg havde noget at fylde i den. Jeg maatte derfor ud at søge efter Vand, men Vand er en sjælden Artikel i Nordfrankrig og Belgien, for der er kun én eller to Brønde i hver By samt murede Beholdere, Cisterner, ved eller under Husene, hvor  Regnvandet kan opsamles; men denne Vandbeholder kunde jeg ikke finde i Hotellet.

Jeg søgte saa ud af det ene Hus og ind i det andet, kom omsider over Gaden, gik ned i en Kælderlejlighed og bankede pænt paa Døren, men der lød intet „Kom ind”.

Jeg lukkede Døren op, traadte indenfor og opdagede ved den modsatte Side af dette lille Værelse en ung Frue og en lille Pige paa ca. 10 Aar.

Jeg kunde nok se, at jeg var ikke velkommen; men alt mens jeg spurgte efter Vand, løb mit Blik rundt i Stuen og standsede tilsidst ved et Krusifiks ovre paa den modsatte Væg; maaske jeg saa lidt længe paa det, Fruen fattede i hvert Fald Mod og gik hen imod mig, og idet hun pegede paa Krusifikset, sagde hun: „Tror De paa ham?”

Jeg svarede: „Ja, Frue, men tror De paa ham?”

Hun svarede Ja, og noget, der lignede et lyst Smil, gled hen over hendes Ansigt.

Saa rakte vi hinanden Haanden, Isen var brudt, og vi talte frit om Gud og hans Rige, hans Naade og hans Hjælp, hans Mening med os, ogsaa under den frygtelige Krig; tilsidst sagde Fruen: „Her kan De faa Vand til Deres Heste, og De skal være velkommen  hernede i min Lejlighed, naar De har bragt Hestene Vand; og saa skal De vide, at De er den første prøjsiske Soldat, som er blevet budt velkommen her i min lille Lejlighed.”

Jeg var naturligvis hjertensglad, skyndte mig op paa Hotellet med Vand til Hestene og gik atter tilbage til den lille Kælderlejlighed.

Da jeg kom tilbage, var den unge Frues Svigerfader kommet, en gammel, svær Herre, en Rigmand inde fra Byen.

Han sad bred og magelig i en Lænestol midt paa Gulvet.

Da jeg kom ind, begyndte Fruen og jeg straks at tale om aandelige Spørgsmaal, mens den gamle sad uroligt i Stolen og gav nogle uartikulerede Lyde fra sig for at give sit Mishag til Kende. Jeg henvendte mig til ham og gjorde, som jeg saa tit gjorde baade før og siden: jeg trykkede paa den sønderjydske Knap og fortalte ham, at jeg var en dansk Mand fra Nordslesvig, der kun gik tvungent med i Krigen, at det var gaaet os i 1864, som det nu var gaaet Belgien i 1914, og at det var min Overbevisning, at Tyskerne nok skulde tabe i Krigen.

Den gamle saå op paa mig og spurgte: „Tror De virkelig det?” hvortil jeg svarede: „Ja, Tyskerne har jo baade Gud og Mennesker imod sig,” og mindede ham om, at han skulde bare prøve at se paa Historien, saa kunde han se, hvordan det var gaaet Folkeslag før; naar et Folk er kommet saa højt op i Gudløshed og Hovmod, saa kommer Gud og siger, at han lader sig ikke spotte.

Der var særlig to Ting, jeg pegede paa; det ene var Indfaldet i Belgien, hvor de sagde, at de kun agtede Traktater for Papirlapper, og det andet var, at de skiltede med en Kejserbibel, som i mine Øjne ligefrem var gudsbespottelig.

Det første syntes han godt om, det andet tror jeg ikke vejede noget for ham; men han sprang op og rakte mig sin Haand og sagde til sin Svigerdatter: „Den Mand kan du godt have i Kvarter her,” hvortil hun svarede, at det vilde hun med Glæde.

Jeg indvendte, at hvor gerne jeg end vilde, saa skulde jeg jo sove paa Hotellet hos Hestene; men den gamle sagde: „Lad du de Krikker staa selv, og kom her ned, vi skal nok skaffe dig et godt Leje.”

Jeg var heller ikke vanskelig at overtale, og efter at jeg, paany havde været oppe hos Hestene, givet dem Vand og en Haandfuld Havre, søgte jeg paany ned i Kælderlejligheden, hvor den gamle og hans Svigerdatter havde redt et Leje til mig ude i Forstuen under Trappen.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

6. august 1917. Artillerist Frederik Tychsen på vej til fronten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var, efter et længere lazaretophold, i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten. Han havde tilhørt Reserve-Fußartillerie-Regiment 20, men blev ved sin tilbagekomst tildelt Bataljon 407.

Når man har været en gang ved fronten, været såret og gennemgået alle de lidelser, der følger med, og kommet tilbage, så holder man ikke af at komme til fronten igen. Dertil kom, at jeg havde kun dårlige minder og uhyggelige forestillinger om livet ved Vestfronten.

Medens den tid ved Verdun står for mig som en kæde af lidelser og angst, så må jeg indrømme, at i de 13-14 måneder, jeg herefter tilbragte ved fronten, oplevede jeg mange, mange bitre dage, ja til tider onde dage, men der var lyspunkter iblandt. Der var dage, hvor det var helt morsomt, jeg oplevede uhyre meget, og heldigvis er man mest tilbøjelig til at tænke tilbage på de lyse dage med morsomme og interessante oplevelser.

Krigen gik i langdrag, og man kunne overhovedet ikke skimte en udvej til, at massemyrderiet skulle få en ende. Amerika var gået ind i krigen som Tysklands modstandere, men foreløbig betød det ikke så meget. Virkningen kom først senere.

Nu er det ikke meningen, at jeg vil omtale de politiske begivenheder, dem kan man læse i krigsbøgeme, men mine egne oplevelser.

Medens man i garnisonen havde et regelmæssigt levnet med den sædvanlige nattero, undtagen når man var på vagt, så var der ved fronten ingen forskel på arbejdet, enten det var nat eller dag, søndag eller søgnedag. Man hvilede og sov, når der var tid og lejlighed, fik maden, når den kunne skaffes, spiste, når der kom noget, men det meste tid var man sulten.

Den 28. juli 1917 forlod jeg altså Wahn, vi var kun en ganske lille transport – 12 mand – og vi havde en Gefreiter som transportfører. Vi skulle først til et lille Ersatz depot, der lå i nærheden af Maubeuge og hed ‘Terriere la Grande”, en lille landsby omtrent som Agerskov.

Jeg kendte ingen af de andre, der var med i samme transport, men der var en, man måtte lægge mærke til, han hed Fritz Klohs, han var rhinlænder og havde ret godt med penge. Han sad på beværtningen “Zum Bienenhaus” hele tiden og bad mig om at sige besked, når vi skulle til banegården.

Ved middagstid fik vi besked om at vi skulle gøre os færdig. Jeg hentede Fritz Klohs, og han var temmelig fuld. Han sang, mens jeg fik tomisteren spændt fast på ham, og så gik vi til banegården.

Vi kørte først til Køln, og her havde vi et ophold på flere timer. Klohs benyttede tiden til at drikke i, og vi andre stavrede omkring på den mægtige banegård. Hele 4. klasses ventesal samt en stor kælder var reserveret for militærets menige og underofficerer. Her lå soldaterne på bænke og gulvet i hundredvis og sov og ventede på togene.

For 50 Pfennig kunne man købe en skål suppe, dvs. når man rejste på orlov eller hørte til en transport. Suppen var god, og man kunne godt blive mæt af en sådan portion.

Ved aftenstid steg vi ind i toget, der gik over Dirren, Aachen, Herbestal til Liittig (Liége). Vi kom ind i vogne, der medførte civil befolkning.

Fritz Klohs kom straks i gang med nogle unge piger, der skulle til Aachen. Han havde en flaske vin i hver lomme. Dem drak de af, Fritz kyssede pigerne osv.

Toget holdt 5 minutter i Duren. Jeg mindes de mange smukke tegltage og den smukke domkirke, der ragede op over det hele. Her lå Johannes’ Ersatzbataljon 258.

Transport igennem og ophold i Belgien Da vi kom til Aachen, var der mørkt, men hen på natten nåede vi Herbesthal, grænsebyen mellem Tyskland og Belgien. Alt og alle blev underkastet et streng revision, så fik vi kaffe ved “Røde Kors”.

Det var damer, der uddelte den. De bad os om at synge en sang for dem, og vi stemte så alle mand i med: “Argonnerwald in stiller Nacht’’.

Ved 9 tiden om formiddagen var vi i Lüttig. Vi gik ind på banegården og ventede til kl. 6.43 om eftermiddagen. I denne tid sov vi nogle timer, gik lidt rundt i byen i nærheden af banegården.

Klöhs fandt straks et horehus i en smal sidegade, han fortalte om sin smudsige håndtering, da han kom tilbage.

Prostituerede kvinder på vestfronten

Kl. 6.43 rejste vi videre og var i Namur ca. kl. 10. Toget gik ikke længere. Vi gik banegården hen til den belgiske Ulankaseme og blev der om natten.

Dagen efter gik toget videre her­på eftermiddagen og kl. 8 om aftenen var i Maubeuge.

Vi gik så gennem porten og gitterværket i jordvolden og et par km uden for byen lå Ferriere la Grande. Her kom vi til en Ersatz Abteilung, dvs. en afdeling, der var oprettet til at sende udfyldningsmandskab til det svære artilleri. Adressen var Fuhs Art. Ersatz Abteilung II. II Batterie. Deutsche Feldpost 44.

Opholdet i Ferriere la Grande varede ikke ret længe, 10 dage i alt.

Vi lavede ikke meget i disse 11 dage. Vi havde nogen eksercits om formiddagen med nogle gamle 9 cm kanoner. Vi havde en del instruktion om brug af gasmasker af forskellig art, og ved et af Maubeuges forter, ‘Terriere la petite’. havde vi karabinerskydning med gasmaske.

Vi var indkvarteret i en skole. Der var franske lærere og lærerinder, der underviste børnene i et par af klasserne, medens vi lå i de øvrige klasser.

En aften, den 7. august var jeg med på en hestetransport. Vi fik hver 2 heste. Vi skulle hen til er hestedepot med dem. Det lå i nærheden af den belgiske grænse. Det hed Udasolve. Vi kom gennem en by der hed Colleret.

Vi red til at begynde med, men det varede ikke længe, før vi blev ømme af at sidde på de nøgne hesterygge, så vi stod af og trak dem.

Det var en transport, der varede 6-7 timer De kørte os tilbage på en vogn, og vi var i Ferriere la Grande om morgenen. Vi fik så lov at sove til middag.

Søndagen den 5. august gik jeg ind i Maubeuge. Jeg travede hele dagen rundt i byen for at få den rigtig at se. Den havde mest snævre gader.

Jeg købte lidt brød og en ost i en butik, og om aftenen gik jeg i biograf i Ferriere la Grande. En sådan forestilling kostede 10 Pfennig. De fremviste en film fre havet, der viste, hvorledes de tyske ubåde skød handelsskibe i sænk. Endvidere blev der spillet er cowboyfilm med Henny Porten i hovedrollen.

Privattryk, venligst stillet til rådighed af familien.

22. maj 1917 – Flensborg Avis: “De 45-aarige ved Fronten”

Under rubrikken “Dags Nyt – Det tyske Rige” meddelte Flensborg Avis tirsdag den 22. maj 1917 blandt andet:

De 45-årige ved Fronten
Den frisindede Rigsdagsmand Dr. Müller-Meiningen har fra Krigsministeren modtaget et Reskript af 7. maj angaaende de 45-aarige.

Ifølge denne skal de 45-aarige og Folk, som er endnu ældre, naar de har været mindst 6 Maaneder i “forreste Linje”, trækkes tlibage derfra. Ved forreste Linje forstaas de Tropper, som umiddelbart deltager i Kampene. Ikke indbefattede heri er Formationerne bagved som kolonner, ogsaa Munitionskolonner, Etappetropper, Armeringstropper osv.

Hvis Folkene tror, at de med Urette holdes, hvor de er, skal de henvende sig til deres foresatte. Mange tror tilsyneladende, naar de ikke straks tages bort, at dette skyldes deres foresattes Mangel paa Omsorg. Skulde Anordningen nogle Steder ikke blive gennemført, kan Tilfældet kun prøves af Krigsministeriet, naar dette faar Navnet paa vedkommende og hans Troppeafdeling at vide.

Afløsningen af det gamle Mandskab paa denne Maade er omtrent gennemført. I Februar Maaned var der kun omtrent 1000 Mand tilbage, der ikke var afløste paa Grund af Mangel paa Erstatning; men siden den Tid er Afløsningen bleven fortsat, saa det kun kan dreje sig om faa Tilfælde, hvor den endnu ikke er gennemført.

Berlinske Børn til Danmark
Fra Berlin meldes Søndag til “Kieler Zeitung”: De første berlinske Piger vil tillige med Wilmersdorferne i Fællesskab tiltræde Rejsen til Danmark i de nærmeste Dage, hvis der ikke kommer noget i Vejen. Det drejer sig ved denne Rejse til Danmark ikke om den, som berlinske Skolebørn skulde foretage efter Tilskyndelse fra en dansk Læge. I det foreliggende Tilfælde drejer det sig om en Forholdsregel af det sociale Arbejderfælleskab i Byens østlige Del. Der udsendes fra Berlin henved 400 Skolebørn.

3. maj 1917 – Flensborg Avis: “… strafbart, at Børn driver omkring”

Uddrag af Flensborg Avis´s meddelelser fra provinsen.

Kvindelig Arbejdskraft til Landet.
Paa Landet er der stor Mangel paa Arbejdskraft. Der kan ikke skaffes Krigsfanger mere og kan ikke regnes med omfattende Orlovsbevillinger. Det maa derfor hilses med særlig Glæde, hedder det i en Meddelelse til Bladet, at der er skabt en omfattende Organisation for at faa Kvinder, som stammer fra Landet, og som er kendt med Arbejdet der til at vende tilbage dertil. Der har allerede meldt sig mange Kvinder. Landmændene bør henvende sig til Kommuneforstanderne og i rette Tid meddele deres Behov, hvis der skal tages Hensyn dertil.

Kødkortene.
De nye Huslister til de næste Tilskuds-Kødkort bæres rundt i disse Dage. Ved de første Lister er det hyppig sket, at Husholdninger har krævet og faaet Kødkort til Fortrinspriser, skønt de efter de udstedte Bestemmelser ikke var berettigede dertil. Der gøres opmærksom paa Magistratens Bekendtgørelse i Dag.

 En Paamindelse.
„Sonderburger Zeitung” i Sønderborg er bleven anmodet om paa ny at henvise til den stedfortrædende Generalkommandos Forbud, hvorefter det er strafbart, at Børn driver omkring paa Gaderne efter Klokken 8 om Aftenen og at unge Mennesker ryger.

Kanintyveri. (Hmb.)
Hos Skomagermester Karl Kjer Nygade 50 i Aabenraa er der i Gaar Nat blevet stjaalet en stor sort Kanin. Ved Ellevetiden om Aftenen var den endnu paa sin Plads. En Kanin med 3 Unger i en Kasse ved Siden af var bleven forsmaaet af Tyven. Den har vist næppe syntes Tyven fed nok til at slagtes.

Mejeriet i Løjt har fra Tirsdag den 1. Maj af igen optaget Driften hver Dag.

Telefonspærringen inden for Haderslev Kreds kan, efter hvad der skrives i ”Schleswigsche Grenzpost”, nu som før ikke ophæves i Almindelighed. Men Krigsøkønomistedet har af den stedfortrædende Generalkommando i Altona faaet Tilsikring om, at der over for enkelte begrundede Andragender om Frigivelse af bestemte Telefontilslutninger i Betragtning af den store Betydning, som Landbruget har i denne Tid, vil blive udvist den største Imødekommen. For de paagældende Kredse bekendtgøres dette ad denne Vej, skriver Bladet, idet det overlades vedkommendes forgodtbefindende at indsende Andragender om Frigivelse af Telefontilslutninger til Krigsøkonomistedet i Haderslev

Sorrig og Glæde. (Dv.)
Landstormsmand Harald Fogt fra Tiset, som har faaet otte Ugers Orlov for at faa sin Foraarssæd lagt, modtoges ved sin Hjemkomst med den sørgelige Efterretning, at hans ældste Barn, en fire Aars Dreng, var bleven syg og under Sygdommen ramt af et Slagtilfælde og død. Han laa Lig, da Faderen kom hjem.

Ny Gennemgangspost.
I „Haderslev Kredsblad” for 26. April 1917 bekendtgøres af Landstorms-Inspektion I i Flensborg, at indtil videre er ogsaa Grænseovergangsstedet Farris (Jels Sogn) tilladt som Gennemgangspost. Gennemgangsbeviser for denne Gennemgangspost udstedes af Grænseovergangskommandoeni Farris paa Grundlag af de af Landraaden i Haderslev udstedte Passer med Viseringsanmærkning. Grænsekommandoen bestemmer de Tog, som maa benyttes paa Gennemgangsbeviser.

25. marts 1917. Storsmugleren “Tante Frederik”

Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende var usædvanligt velinformeret om forholdene syd for Kongeågrænsen. I hans notesbøger findes talrige notater om stort og småt.

Fra grænsen syd og øst for Ribe, d. 3/3 17, fortsat

Ved slutningen af sidste uge så det ud til, at der ville indtræde en standsning i færdslen over grænsen. Der var sket en del anmeldelser derovre om trafikken til Danmark. – En tysker (Jørs?) fra Birkelev, der ofte kom til Ribe og blandt andet drev en del smugleri, var en dag blevet anholdt i Ribe, frataget det indkøbte smuglergods og idømt, siger man, en bøde på 25 kr. Da han derefter tomhændet gik tilbage over grænsen, kom han ifølge med et par andre smuglere, som havde velfyldte rygsække med sig. Af misundelse fortæller man derovre fra, meldte han sine to ledsagere.

En skolelærer fra Roager havde meldt en grænsesoldat, fordi denne havde ladet folk passere over, deriblandt skolelæreren selv. Soldaten fik 3 ugers fængselsstraf, men manden fra Birkelev og skolelæreren blev ikke straffet, fordi de, som det blev udtalt af præsten (Fischer Benzon) derovre, havde været i Danmark af ”politiske hensyn”.

Vedkommende soldat var meget forbitret over den straf, der overgik ham, og udtalte til værten i sit kvarter, at alle djævle var nu også løse i Tyskland for tiden, hvortil værten, en god dansk mand, bemærkede, at det havde de været længe.

En kone, der blev anholdt af en modvillig grænsesoldat, da hun ville gå over til Danmark, anførte til sit forsvar, at flere andre navngivne kvinder havde været herovre.

Der blev så rodet op i sagerne og gjort indberetning, hvad der medførte skærpede instrukser til grænsevagten om, at der slet ingen passage måtte finde sted over grænsen. Der gik så et par dage, da det var meget vanskeligt at kommer herover.

Den før omtalte husholdersker, der den 16/2 var gået herover med et par småpiger, for at de kunne få talt med deres far, der er deserteret herover, var nær ikke kommet tilbage igen med børnene. Hun gik fra den ene post til den anden og blev et stykke vej fulgt af en soldat på den anden side, indtil hun langt om længe ved midnatstid traf en medgørlig vagt, der lod hende gå over; men hun lovede for, at hun ikke skulle herover igen uden at have aftalt tid og sted med en vagt. – Børnene var naturligvis blevet instruerede om, at de ikke måtte fortælle nogen, at de havde været i Danmark at besøge deres far, og da den 6-årige pige en dag blev spurgt om hvorledes hendes far havde det, svarede hun, at han havde det godt, for han var derovre, hvor de spiste hvedekage.

Lørdagen den 24/2, kort efter at de skærpede instrukser var udstedt, kom en kone fra Spandet til grænsen ved Hømlund og bad en vagthavende grænsesoldat om at få lov til at gå over til Danmark. Han turde imidlertid ikke lade hende passere, men tog hende med hen til vagthuset, hvor feltwebelløjtnanten fra Spandet netop på den tid opholdt sig. Løjtnanten gav hende da lov til at gå over, når hun ville være tilbage igen om to timer. Den menige soldat fortalte naturligvis dette til sine kammerater, og så gik det lettere igen med færdslen til Danmark.

Samme aften gik en ældre mand fra Gabøl en ung utjenstdygtig karl fra [her mangler der tilsyneladende en fortsættelse at teksten]

Fra grænsen syd og øst for Ribe, 25/3 17, fortsat

En professionel smugler har man også i denne grænseegn; det er en ældre ungkarl, der har bopæl forskellige steder på den anden side grænsen, et ejendommeligt individ der går under navnet ”Tante Frederik”. Noget indskrænket er han, men til at smugle, har han gode gaver.

Før krigen smuglede han varer ind i Tyskland fra Danmark, tændstikker og andre småting, som han kunne bære over.

Det tyske toldvæsen var ofte efter ham, men han kom næsten altid alligevel godt fra smugleriet. Nu under krigen er han i travl virksomhed med at smugle varer ud fra Danmark til Tyskland. Han er godt kendt; han går i pjaltede klæder, om sommeren i bare fødder, om vinteren med træsko på duknakket og i en slæbende gangart.

Når han toner frem ved et hegn eller på en afsides vej, omtrent som man tænker sig Jerusalems skomager færdes, hedder det gerne: ”nå, nu er Tante Frederik herovre igen!” Børnene især finder, at han er en interessant fremtoning, og de løber ofte efter ham for at få ham til at se på nærmere hold.

Tidligere købte han sit smuglergods i grænseegnens brugsforeninger, men nu, da dette ikke kan lade sig gøre mere, går han til Ribe. Han bærer varerne i en stor rygsæk og har foran på sig en del pakker, der kan veje op mod denne.

Når han kommer i nærheden af grænsen skjuler han varerne, som oftest i en lille fyrreplantage eller på en lynghede ikke langt fra grænsen. Derefter går han ud til en eller anden af grænseboerne med hilsen eller bud derovre fra, og han får sig da en hjertestyrkning i form af mad og drikke.

På denne del af turen har han ikke noget imod at møde en af de danske grænsegendarmer; han er jo da uantastelig, og han vil godt, at de skal se ham færdes tomhændet derovre. Siden, når tiden er belejligt, bærer han smuglergodset over grænsen i mindre partier. – De danske grænsegendarmer har ofte været på vagt ved veje eller krat efter ham, men de kan ikke fange ham; han skifter stadig rute og forstår altid at krydse uden om dem.

Forrige søndag blev han dog pågrebet af den tyske grænsevagt. Han havde da taget sig for ved aftentid at føre et par børn over grænsen, syd for Høm, for at de kunne besøge deres bedsteforældre, som bor på denne side af grænsen.

Børnene blev ført til Roager, hvor de måtte blive natten over, men de blev næste dag ført til deres hjem i Fjersted af selve grænseløjtnanten fra Roager. Frederik måtte derimod under politiledsagelse en tur til Flensborg, hvortil han ankom anden dags morgen; men allerede samme dags aften var han fri og marcherede straks nord på, gik i sine fladbundede træsko fra Flensborg til Over Jerstal og tog derfra med lillebanetoget hjem til Fjersted. –

 Den 25/3

I går gik det omsider Frederik galt herovre. Han havde været i Ribe og gjort indkøb, men da han på vejen til grænsen var kommet omtrent en halv mil sydøst for Ribe, blev han indhentet af en cyklende statspolitibetjent fra Ribe og anholdt. Han søgte at sno sig fra betjenten ved at foregive, at han tjente på en gård i Høm, havde været i Ribe at gøre indkøb, da han skulle ud til sikringsstyrken osv. Hans udflugter hjalp ham imidlertid ikke. Varerne – han havde for 23 kr. – blev konfiskerede, og 10 kr., han havde hos sig i penge, måtte han betale i bøde. Det eneste, betjenten lod ham beholde, var et indrammet billede han havde fået i Ribe samme aften, kom han til Høm. Han var noget slukøret, da han fortalte om sit uheld i et hus, hvor han gik ind, og han var meget utilfreds med, at han denne gang måtte gå tomhændet tilbage over grænsen.

Redaktør Willemoës’ notesbøger

5. marts 1917 – Ribe Stiftstidende: en trist orlov

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Ikke opvarmede jernbanetog

Efter hvad der meddeles skal opvarmningen af jernbanetogene, der i fjerntrafikken allerede er meget begrænset, nu helt ophøre af mangel paa opvarmningsslanger, til hvis fremstilling, der skal bruges gummi.

Mangel paa gas

er der nu ogsaa i Tønder. Dér vil gasværket fra 1. marts ikke levere gas fra 1 til 6 om eftermiddagen.

En trist orlov

Murer Berliner fra Slotsgade i Aabenraa kom for nogle dage siden hjem fra fronten for at besøge sin hustru, der laa syg. Nu er hustruen i søndags afgaaet ved døden, og om nogle faa dage skal manden ifølge Flensborg Avis atter af sted til fronten, efterladende 6 moderløse børn i hjemmet. 

Faldne

Enke Berteline Schmidt i Høgsbro ved Hvidding har modtaget budskab om, at hendes eneste søn, Søren Knudsen Schmidt, er død i et feltlazaret, 23 aar gl.

 

24. februar 1917. Sultne tyske børn tigger mad hos soldaterne

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen, men i februar 1917 gik det til Vestfronten.

Den 24. Februar gik vi bort fra Gnesen, kom tværs igennem Tyskland og havde mange smaa Oplevelser undervejs.

En af de mest gribende var i Essen; der gjorde Toget Holdt. Vi var meget velforsynede med Proviant. Der blev stillet en Vagtkæde op udenfor Toget, og udenfor denne Kæde var der Tusinder af Kvinder og Børn, som tiggede om Brød, men det blev dem forment.

De maatte ikke komme hen til Toget til Soldaterne. Vagten gik med skarpladte Geværer og opplantede Bajonetter.

Vi ynkedes over de sultende Mennesker, som stod og bad om Brød, og nogle, som havde været ved Fronten før, gik fra Vogn til Vogn og spurgte, om vi var villige til at staa bagved dem, saa vilde de forsøge at faa Lov til at faa Børnene over til os, saa de kunde faa noget Brød.

Det var hele Transporten villig til.

Paa et givet Signal styrtede vi alle ud af Toget, Ordføreren traadte frem for Transportføreren og begærede under Trusel om, at vi ikke godvillig vilde gaa ind i Toget igen, at Børnene skulde komme over til os og faa noget Brød.

Officeren maatte bide i det sure Æble, og Børnene kom i store Skarer; vi var glade over at kunne dele Brødet med dem.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

6. februar 1917 – Avisen Hejmdal: “Fra Provinzen … Frosten har ogsaa sine gode sider”

Avisen Hejmdal udkom i Aabenraa.

Ingen anbefalede Pakker.
Postvæsenet meddeler os: Fra den 7. d.M. af vil der af Posten paa Grund af Driftsvanskeligheder indtil videre ikke blive taget imod privat anbefalede Pakker.

Rugeæg.
Handelen med Rugeæg er ifølge en Bekendtgørelse i ”Amtsblatt” tilladt for Gaaseæg fra 20. Januar, for andre Æg fra 10. Februar af under følgende Betingelser:

Æggene maa kun sendes af Fjerkræholdere direkte til Fjerkræholdere, og der maa kun sendes Æg af Afsenderens Fjerkræ. Hvem der sælger Hønseæg til Rugeformaal, skal skrive op: Køberens Navn og Bopæl, Antallet af Æg, og hvad Slags de var, samt Forsendelsesdagen. Paa Forlangende skal det forelægges Kommunalforbundene.

Æg, der er solgt som Rugeæg, maa kun bruges dertil. Rugeæg-Sendinger maa tydeligt kendetegnes som saadanne. Overtrædelser straffes.

Standset Dampskibsfart.
Paa Grund af Isen er Damskibsforbindelsen mellem Aabenraa og Sønderborg foreløbig standset. Dermed er ogsaa al Fragtforsendelse ad den Vej standset.

I Vandet.
Da en Dreng i Forgaars løb paa Skøjter paa Aabenraa Fjord, brast han gennem Isen. Nogle andre Drenge fik ham heldigvis op paa det Tørre igen og bragte ham ind til Gæstgiveriet Sølyst, hvor han snart kom til Kræfter igen.

To mindre Børn, en Dreng og en Pige, vilde i Forgaars, da de skulde hente Mælk, gaa over Bryggeridammen i Aabenraa. De lagde imidlertid ikke Mærke til, at der var blevet iset og gik derfor i Vandet. Heldigvis var det ikke dybere, end at de kunne bunde, og de slap saaledes med et koldt Bad.

Dræbt af Tog (S.Zeit.)
Ved Rangeringen i Hovslund blev forleden en Straffefange fra Bajstrup grebet af Toget, hvorved han fik saa slemme Brystkvæstelser, at han kort efter døde.

Hussalg
Et Hus i Broager, der tidligere har tilhørt Maler og Fotograf Lerche, og som i de senere Aar har været beboet af Kaptajn Petersen, er af Byens Sparekasse blevet solgt til Glarmester P. Clausen der i Byen for 6800 Mark. Tiltrædelsen sker til 1. April i Aar.

Købt en Gaard (Dv.) Hestehandler Carstensen i Haderslev har købet Enkefru Petersens Gaard i Tagkær ved Tyrstrup for 50,000 Mark uden Besætning.

Grisemarkedet i Haderslev
var ifgl. ”Dv.” i Gaar tilført med 41 Grise og Ungsvin. Grise fra 5-6 Uger kostede 15-18 Mark; fra 7-8 Uger 19-27 Mark; Ungsvin fra 30-60 Pund 28-62 Mark; 100 Pund 115-120 Mark. Handelen var flov.

Optagelsesprøven
paa Skolelæreseminariet og Præparandanstalten i Haderslev afholdes Onsdagen den 11. April 1917. Seminarieforstander Dr. Müller modtager allerede nu Anmeldelser.

Faldne
Krigen har bragt Sorg til Huse i mange Hjem i Skærbæk Sogn; saavidt vides er det indtil 1. Februar i Aar faldet 27. De fleste af de Faldne er fødte og opvoksede i Sognet, og flere af dem var Familiefædre.

Tyveriet i Bredebro Mejeri”
Vestslesvigs Tidende”s Redaktion har modtaget følgende:

Angaaende Tyveriet i Bredebro Mejeri ønsker J. Friis i Sølsted Svar paa sin Meddelse i ”Flensborg Avis”.

At vi straks skulde have meldt Tyveriet kan vi nu godt indse, men dengang haabede vi at faa Sagen opklaret enten paa den ene eller anden Maade.

Straks da vi opdagede at der manglede Penge i Kassen, tænkte vi, om der muligvis var sket en Fejl ved Overførelsen i Bøgerne; da det viste sig, at det ikke var Tilfældet, var Tiden gaaet, og vi blev saa enige om at vente med Meddelelsen om Tyveriet til Tilsynsraadsmødet, og paa det Møde først i Januar blev det vedtaget, at Tyveriet skulde bekendtgøres efter Generalforsamlingen, som vi nu har gjort.

For Tyveri og Ildebrand har Regnskabføreren og Mejeristen intet Ansvar. Paa de andre Spørgsmaal kan vistnok kun en Advokat give svar.

Frosten
har ogsaa sin gode Side, skrives der fra Rens ved Tønder til ”Tondersche Zeitung”, idet den hjælper Landmanden at udrydde Musene, der var blevne saa dristige, at de stjal af Kornet, alt imedens det blev tærsket.

I Løbet af to Timer slog en Landmand saaledes 17 Mus ihjel med den flade Haand; det var kun dem, der kom ham nær. Nu hjælper Frosten at rydde op blandt de smaa Gnavere.

Diamantbryllup. (Fl.N.Z)
Torsdag d. 8. Februar kan tidligere Skomager J.H. Fehrmann og hustru i Aabenraagade 30 i Flensborg fejre Diamantbryllup. Brudgommen, der er 89 Aar, er desværre sygelig, medens Diamantbruden med sine 82 Aar endnu stadig er temmelig rask og rørig. Fehrmann har i 20 Aar været Skoletjener ved den tidligere St. Marie-Drengeskole i Duborggade.

De flensborgske Skibe. (Fl.A.)
Bestyrelsen og Tilsynsraadet for Dampskibsfartselskabet af 1869 har besluttet at foreslaa Generalforsamlingen, der finder Sted den 3. Marts, at udbetal 10 Procent Dividende for Aaret 1916.

Tyverier (Fl.A.)
Ud af en Kælder i Vanggade i Flensborg er der blevet stjaalet 8 Pund Smør.

I Forhallen til Statsbanegaarden blev der i Forgaars Aftes i et ubevogtet Øjeblik stjaalet en brun Rejsetakse, der indeholdt en Del Linned, Arbejdstøj samt en hel Del Levnedsmidler saasom Flæsk, Ærter osv.

Hos en paa Havretorv boende Destillatør blev der i forrige Nat ved Indbrud stjaalet 12 Flasker Rom.

Ulykkestilfælde. (Fl.N.)
Ved Anlægget af Ledningen for den store elektriske  Landcentral, er Hjælpemontør Gustav Karasch, der bor Slotsgade 26 i Flensborg, i Nærheden af Bov bleven ramt af en Gren fra et Træ, de var ved at fælde. Han blev derved haardt kvæstet i Skulder og Bryst: desuden gik den ene Arm af Led. Den Tilskadekomne førtes til Diakonissestiftelsen.

Arbejdsmand Andresen, sysselsat hos Firmaet Jepsen & Søn i Flensborg fik i Gaar Formiddags den ene Fod kvæstet af et tungt Jernstykke. Med Byens Sygevogn blev han bragt til sit Hjem i Pottergade 31.

Høj Alder.
Aftægtsmand Bohn i Sæd i Angel fyldte den 1. Februar 96 Aar. I Maj kan Bohn fejre, Guldbryllup med sin anden Kone.

11. december 1916 – Jörgen Möller: “Lieber Onkel”

Skoledrengen Jörgen Möller, Gåskærgade 66, Haderslev, skrev i løbet af krigen flere breve til sin onkel boghandler Hans Chr. Møller, der gjorde tjeneste på østfronten.

Hadersleben den 11 Dez. 1916.

Lieber Onkel!
Als ich gestern zu Hause war, da sagte Onkel Frederich mir deine Adresse, den Groβmutter hat jetzt in 15 [Tage] nicht von Dir gehört, da sollte ich ja die neue adresse mit haben. Groβmutter [hat] Sonnabend den 9. Dez. ein Paket nach der Alten Adresse geshikt. Deine Adrese kann garnicht auf einer Feldpostkarte stehen, denn die ist viel zu groβ.

laa_moeller_hans_chr_ra1438-2__2011_10_29_4111

jetzt haben Brot-Petroleum-Butter-Kunsthonig-Weizengrieβ-Bugweizen-Shucher- und Sacharinkarten viele nicht. Hast du schon die photographie uns alle drei bekommen.

Sonst geht alles wohl hier unten und Dich gewiβ auch da oben in Polen in Biala.

Dein Neffe Jörgen

Grüβe von Groβm. und Tante Kjestine

(Brev i Hans Chr. Møllers Arkiv, LAA)

 

30. november 1916 – Jörgen Möller: “Lieber Onkel”

Skoledrengen Jörgen Möller, Gåskærgade 66, Haderslev, skrev i løbet af krigen flere breve til sin onkel boghandler Hans Chr. Møller, der gjorde tjeneste på østfronten.

Hadersleben den 30.11.1916

Lieber Onkel!

Groβmutter hat eine ganze menge Garn(g) von Scherrebek gekriegt, sie soll Strümpfen strecken. Groβm. schreibt bald einen langen Brief zu Dir. Du leigst ja zwischen Warschau und Brestlitowsk das ist ja dickt an einen groβen Mor, das habe ich auf der Landkarte von Ruβland gesehen.

Tanta Anna, Onkel Frederik, Mama, Papa, die zwei alten von Scherrebeck, Onkel Philip, Tanta Tora und Martha von Hammeleff waren gestern hier, denn da war ja Groβmutter Geburtstag. Mit Gruβ dein Neffe Jörgen

Willst du mir ein paar Polnische Freimarken besorgen?

(Brev i Hans Chr. Møllers Arkiv, LAA)

31. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: danske tjenestefolk i Nordslesvig

Myndighederne og tjenestefolkene

Som følge af den høje løn, der varierer fra 40 kr. til 75 kr. om maaneden alt efter vedkommendes kvalifikationer, har en del danske tjenestefolk, navnlig karle, i det forløbne aar taget tjeneste i Nordslesvig og har derved ydet en betydelig støtte ved driften af landejendomme, hvor det ellers kniber med at faa denne besørget.

Imidlertid er der et forhold, der truer med at berøve den nordslesvigske befolkning denne gode hjælp, og det er myndighedernes færd over for de danske tjenestefolk, idet man nægter dem tilladelse til under deres ophold i Nordslesvig at tage paa besøg hos deres slægtninge i Danmark. De kan godt nok faa pas til at komme til Danmark, men det betydes dem saa samtidig, at de ikke ville kunne faa tilladelse til at vende tilbage til deres plads igen….

Hjempermitteret

Landmand Scheel i Stenderup ved Toftlund, der for kort tid siden mistede sin hustru efter det tiende barn, er nu bleven fri for militærtjeneste og kommen hjem til sin store børneflok.

En ny session

Generalkommandoen har efter forlydende anordnet en ny session for alle de ikke-uddannede værnepligtige, der endnu ikke er bleven indkaldte, men ved sidste mønstring er bleven betegnede med bogstaverne “gv” og “av” og som er født 1876 og senere, desuden for dem, der for tiden ikke er duelige til garnisons og arbejdstjeneste. Der meddeles ikke, naar den session skal finde sted.

Faldne

Værkmester Richard Hansen,  broder til maskinbygger H. i Egernsund ved Graasten, er falden.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at August Dethleffsen fra Neder Aastrup og Hans Jensen fra Bolderslev er falden.

Meddelelsen om at en søn af landmand Clausen ved Sønderskoven ved Aabenraa er falden, er ikke rigtig; han er udenfor livsfare.

Maler Jakob Lorenzen, søn af bagermester Lorenzen i Genner ved Aabenraa, er død paa et lazaret i Berlin.

Gaardejer Hans Bladt og hustru i Felsted sogn har modtaget efterretning om, at deres eneste søn, Nis, er falden den 8. juli, 27 aar gl.

Gaardejer Jørgen Mortensen fra Arnitlund i Bedsted sogn ved Flensborg er falden den 18. juli, 37 aar gl. Han efterlader sig hustru og en søn tilligemed sine gamle forældre.

Tidligere degn og lærer Sørensen i Øsby, nu i Haderslev, har mistet sin næstældste søn, Marius, der er falden den 14. juli, 31 aar gl.

Købmand Rolf Ulrik Andreas Bentzen i Haderslev er falden den 20.juli, næppe 25 aar gl.

Smedemester Hans Schmidt og hustru i Hyrup ved Toftlund har modtaget budskab om, at deres søn Peter er falden ved Somme.

Peter Boysen fra Laasled ved Gram er ved Somme falden den 22. juli, Han efterlader enke og et lille barn.

Saarede

Hans Bruhn, søn af slagtermester Bruhn i Bolderslev, er bleven haardt saaret ved Vestfronten.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Niels Christensen fra Gestrup og Karl Adamsen fra Gabøl er haardt saarede.

Endvidere meddeles, at Martin Jørgensen fra Hvinderup [?] er bleven saaret den 19. september 1914.

Landmand Iver Christensen i Barlund ved Rødekro er bleven haardt saaret paa Vestfronten.

Murermester Mathias Hansen fra Over Jerstal er ved Vestfronten bleven haardt saaret.

Bagermester Hans Sørensen i Haderslev er bleven haardt saaret og ført til et reservelazaret i Tyskland.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Nikolaj Nielsen 1. fra Ringsbjerg i Aabenraa amt er haardt saaret

Savnede

 og Niels Fogd fra Sønderborg er savnet.

 

24. juli 1916 – Ribe Stiftstidende: måske er alt håb ikke ude…

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Tøjet kunne ikke sendes, da englænderne beholdt valpladsen

I den sidste tabsliste, som vi bragte forleden, var anført, at gaardejer Jesper Skovs søn, Bille Skov, fra Raadager Mark [Roager Mark] i nærheden af grænsen, var falden i kampene ved Somme. Den første meddelelse fra fronten til forældrene gik ogsaa ud paa, at han var falden, men senere meddeltes, at man ikke kunde sende hans tøj, da englænderne efter slaget beholdt valpladsen. Efter dette syntes alt haab om, at han maaske er i live og i engelsk fangenskab ikke helt udelukket. Fejltagelser af den art har før fundet sted.

Udvisning

Jernstøberiejer Peter Gade i Sønderborg er bleven udvist af det prøjsiske statsomraade.

Tyfus – kun en krigsfange tilbage

Gaardejer Bertram Poulsen i Øster Løgum, hans hustru, deres søn, og deres tjenestepige er for tiden syge af tyfus. De er ifølge Hejmdal alle fire bleven indlagte paa kredssygehuset i Aabenraa. Hjemme paa gaarden er kun en russisk krigsfange bleven tilbage.

Krigens haardhed

Handelsmand Nis Jensen i Neder Jerstal, der har været indkaldt siden krigens begyndelse og næsten hele tiden har ligget ved Vestfronten, kom hjem paa orlov for 10 dage siden. Faa dage efter hans hjemkomst blev hans hustru ifølge Hejmdal syg af en ondartet mavesygdom, som i løbet af et par dag lagde hende i graven. Manden skal om et par dage forlade sine 5 smaa børn for at vende tilbage til hæren.

Faldne

Landstormsmand Peter Thomsen af Ellund er falden, 41 aar gl. Han efterlader hustru og 4 børn.

Hjulmand og sparekassebestyrer Johan Rølck er falden ved Somme. Han er den 14., som er falden fra Kliplev kommune.

Efter 22 maaneders forløb har fru Marie Albrechtsen i Borup nu faaet vished for, at hendes mand Klaus Albrechtsen er død i fangenskab den 26. september 1914, 30 aar gl. Han efterlader hustru og 2 smaa drenge.

Mathias Hansen af Sønder Hostrup er falden ved Verdun den 11. juli, 37 aar gl. Han efterlader en sørgende moder.

Anton Holt [?] fra Bredebro er den 11. juli falden paa Østfronten, 38 aar gl.

Anton Hansen fra Vinum er falden.

Malermester Bernhard Kier fra Haderslev er falden den 16. juli og bogholder Niels Winge, søn af fisker Mathias Winge i Haderslev er falden den 13. juli.

Thomas Hansen fra Broager er falden; han blev 24 aar gl.

Den 4. juli faldt paa Vestfronten Hans J. Damm fra Bovrup i en alder af 34 aar.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Peter Lund 4. fra Skudstrup, Andreas J. Hansen fra Arnitlund og Jakob Hansen fra Fjelby i Sønderborg amt er faldne.

Landstormsmand Math. Bruun fra Jaruplund døde den 15. juli af haard sygdom paa et feltlazaret, 38 aar gl. Han efterlader hustru og 2 børn.

 Saarede

Maler Marius Bahrt er ved Verdun bleven haardt saaret og ligger paa lazaret i Küstrin. 5 sønner af Bahrt deltager i denne tid i kampene paa de forskellige krigsskuepladser.

Malermester Jes Petersen fra Hokkerup er blevet saaret i slaget ved Somme.

3 mænd fra Bjolderup sogn H. Clausen, Bolderslev, Paulsen fra Smedager og Rettig fra Bolderslev er bleven saarede den 12. juli ved Somme.

Malersvend Lorenzen, som før krigen arbejdede hos maler Tønder i Aabenraa, er bleven haardt saaret ved Luck.

Arbejdsmand Jens Laumand fra Øsby er bleven haardt saaret.

Savnede

Gaardejer P. S. Rosenberg fra Nørre Bollum savnes.

 

19. juni 1916. Da en meget lille soldat i fuld uniform kom tudbrølende ud af majsmarken.

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten.

Billedet er fra Lockstedter Lager, foråret 1916. Bergholt står i bagerste række, nr. 2 fra venstre.

“Semko -12 årig dreng”

Mens jeg sad og tænkte over min samtale med min nye Feldwebel, suste pludselig to granater ned i en majsmark lige ved huset. De var afskudt fra stor afstand, og jeg havde hørt dem komme. Endnu inden de detonerede, lå jeg for længst på maven, men stor var min forbavselse, da en meget lille soldat i fuld uniform kom tudbrølende ud af majsmarken.

Han var ikke større end en tolvårs dreng, og det viste sig senere, at det netop var det, han var. »Hvad er du for en fyr? Det var nok ved at gå galt,« sagde jeg og gik hen imod ham. Da drengen så, at jeg var en fremmed soldat, kvitterede han prompte med et »Hold kæft« og pilede af sted alt hvad han kunne. 

Senere fik jeg en forklaring. MG-afdelingen havde været indkvarteret i drengens hjemby. Han havde ingen forældre; faderen var blevet skudt, og moderen havde russerne taget med ved tilbagetoget. Han havde fået sin mad ved feltkøkkenet i den tid, delingen lå i byen.

Da man drog videre, var drengen simpelt hen fulgt med og havde nu været hos delingen i flere måneder. »Sternigel« havde for egen regning ladet sy en uniform til ham og givet afdelingens skomager og sadelmager, der var en mand på ca. 40 år, ordre til at tage sig af drengen. I øvrigt blev Semko, sådan hed drengen, og jeg senere hen meget fine venner. 

Den kvikke dreng havde forbavsende hurtigt lært slet ikke så lidt tysk, og man benyttede ham som tolk, da befolkningen næsten kun talte polsk. 

Da regimentet i april 1917 blev flyttet til vestfronten, fulgte drengen med. Han var selvfølgelig hele tiden bag fronten ved bagagen, som var nogenlunde i sikkerhed, men efterhånden, som flyvervirksomheden tog til, var det ikke helt ufarligt at være dér.

Det var meningen, at en ældre, gift kusk, der ingen børn havde, ville adoptere drengen efter krigens afslutning, men han overlevede desværre ikke. 

I efteråret 1917 fik Semko pludselig hjemve, årsagen var følgende: Vi lå i »ro« i en by i Lothringen, der jo endnu den gang hørte til Tyskland. I byen var der en artillerist hjemme på orlov fra østfronten, og skæbnen ville, at han netop kom fra Semkos fødeby i Galicien og skulle tilbage dertil.

Da Semko fik talt med ham, var det sket. Hjemlængselen meldte sig. Regimentskommandøren blev underrettet, og det blev besluttet, at Semko skulle rejse tilbage sammen med artilleristen. Semko fik rejselegitimationen udstedt, og sådan endte drengens eventyr, som han sikkert aldrig har glemt. 

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

23. maj 1916. Flagning for Italien – og flere dødsbudskaber

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Syd for grænsen under krigen.

Der flagedes

og ringedes ifølge ”Dannevirke” med kirkeklokkerne i Haderslev i lørdags i anledning af Østrigernes sejr over italienerne, og børnene fik fri fra skole.

Faldne, sårede og fangne.

Gårdejer H. Nørrelykke i Nørrelykke ved Holm på Als har efter en lang og pinlig uvished fået meddelelse om, at hans længe savnede søn er faldet i Frankrig i juni måned 1915.

Enke Helene Møller i Rougstrup ved Haderslev modtog i fredags det sorgens budskab, at hendes dattersøn Laurids Møller er faldet.

Jens Jørgensen fra Sverdrup, der tidligere har været meldt savnet, er faldet.

I den sidste prøjsiske tabsliste meddeles, at Jørgen Christensen fra Høruphav er hårdt såret, Henrik Christensen 2. fra Søgårds Mark såret den 2. oktober 1914, Jens Lorenzen fra Skodsbøl såret og at Christian Skov fra Vanvraal (?) [sic!] i Haderslev amt har været savnet siden 2. oktober 1914 samt gefr. Anders Krogh fra Spandetgård er savnet.

Enkefru Moos i Nordborg har modtaget budskab om, at hendes eneste søn, købmand Johan Moos, er faldet den 12. maj.

28. marts 1915. Sultne belgiere

Paa Vej til Krigsskuepladsen

Lidt op ad Formiddagen ruller Toget ind paa Briissels Banegaard. Her er stærk Færdsel af alle de mange Militærtog. Befolkningen gør et fredeligt Indtryk, men Mænd og Kvinder staar tavse paa Gaderne og ser efter det bortilende Tog. De fleste Kvinder er sortklædte, maaske ligger en af deres Nærmeste allerede under sorten Muld, ramt af det dræbende Bly. Er det saa underligt, at mangt et brunt Øje lyner os imøde? Vi tilhører jo Landets Fjender, og det er vel umuligt at betragte os med venlige Øjne.

Vi forstaar deres fjendtlige Sindelag, men til Trods derfor behandler vi dem som Medmennesker. Et Par Mil sydfor Brüssel ser man et Syn, der maaske mest af alt giver et Indblik i Krigens Elendighed. Langs Banelinjen staar Hundreder af Kvinder, Børn og gamle Mænd, strækker bedende Hænderne ud mod os og raaber om Brød. Man spørger hos Baneposterne, og Svaret lyder, at Befolkningen mangler Brød, Kul og Petroleum. Kød har man, men ikke en Smule Brød. Da kaster enhver Soldat sin sidste Rest af Brød ud af Vinduet, og som en Flok Spurve kaster Menneskeflokken sig over det. Det blinker atter vaadt i mangt et Krigerøje, man tænker paa sine Kære derhjemme. Lykkelig vor Hjemstavn, at den er forskaanet for Krigens Rædsler!

Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve

brøduddeling mindre

22. marts 1915. Privat indkvartering: “… i grunden nogle små søde belgiere!”

Flandern, den . . . .

Saa blev vi afløste i Skyttegravene igen. I roligt Marschtempo, som det sømmer sig fbr Landeværnsmænd, tilbagelægges de ca. 10 Kilometer til Kvartererne.

Efter et Par smaa Timers Forløb er vi der. Halløj i — Mo’r staar allerede i Døren og vinker, og hun smiler med hele Ansigtet. „Ja, ja Mo’r, nu er vi her igen!“

Snart har enhver fundet sit gamle Kvarter, og vi 7-8 Nordslesvigere vort.

Mo’r tager imod os i Køkkenet. Hendes Ansigt er et eneste stort Smil. „Sættje bettje, sættje bettje!“, siger hun. Hun er nu saadan en lille flink gammel Mo’r, selv om hun ikke altid er saa renlig paa det. Det kommer sig ikke saa nøje i Krigens Tid; vi er saamænd ogsaa tit alt andet end rene.

Fatter sidder paa sin vante Plads henne ved Komfuret. Han siger ikke meget. Han tygger sin hjemmeavlede Tobak og spytter store Klatter ud paa Gulvet og ned i Kulspanden. Bliver Børnene for uregerlige, behøver han bare at true med Kæppen, saa er der straks Ro igen. — Al Respekt for Fatter.

Henne ved Vinduet sidder „Mari“ ved sit Knipleskrin. Sikken Fart hun har paa. Uha, som Fingrene spiller. Hun har rigtignok Haandelag, saa det duer noget.

En Del mindre Børn flokkes omkring os. De er unægtelig noget skidne og snottede, men alligevel i Grunden nogle smaa søde Belgiere.

Nu gælder det om at gøre sig det saa hyggeligt som muligt og søge Oprejsning for, hvad vi har maattet savne ude i forreste Linje

Harald Nielsen: “Sønderjyske Soldaterbreve).

RIR242 Indkvartering med kaniner_mindre
Soldater fra RIR242 i privat indkvartering i Belgien (Foto: Museum i Langå)

 

12. marts 1915. Krigsfanger i Sønderjylland

Ribe Stiftstidende

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen

Sønderjylland og Krigen

Krigsfanger til Landbrugsarbejde

Den haderslevske Kredslandboforening holdt Møde i Mandags Eftermiddags. Landråd Löw meddelte ifølge ‘Flensborg Avis’ nogle Oplysninger om Krigsfanger som Arbejdskraft. For de vordende Fangelejre ved Slavgaard, Gabøl, Bovlund, Toftlund og Ullemølle ville der kunne faas Fanger til Markarbejde. Fangerne kan føres til Arbejde indtil 8 Kilometer fra Lejren. Drejede det sig om større Afstande, maatte de indkvarteres hos vedkommende Landmand, hvilket ikke ville være forbundet med særlige Vanskeligheder. Der blev kun afgivet Smaadelinger paa 10 Mand med 1 Soldat.

Der nedsattes et Udvalg til Indkøb af Lægge- og Spisekartofler

Et kolossalt Tab

Af den sidste Tabsliste ses det ifølge Kolding Folkeblad, at det 130. prøjsiske Regiment i Kampen paa Østfronten den 18.-20. Februar har haft et Tab paa 910 Mand.

Skolebørnene og Guldpengene

 Lærerne ved Skolen i Skærbæk har i den sidste Tid opmuntret Børnene til at medbringe Guldstykker, som de atter bytter med Papirspenge. Børnene i første Klasse faar en Fridag, naar de har medbragt 200 Mark i Guld. I Tirsdags var de naaede op paa dette Tal, og i Onsdags fik de ifølge Flensborg Avis den første Fridag.

En Krigsfanges Jordefærd

I Mandags Formiddags blev en engelsk Krigsfange fra Fangelejren ved Bajstrup begravet paa Tinglev Kirkegaard. Soldaten døde ifølge Flensborg Avis pludseligt i Fredags. Tyve af hans Landsmænd, deriblandt en Korporal og en Sergent, fulgte ham til Graven. Seks Kammerater bar ham på deres Skuldre, og her læste en engelsk Korporal et Stykke af det nye Testamente. Derefter holdt Fangelejrens Overløjtnant en kort Tale paa Engelsk samt bad Fadervor sammen med Soldaterne. Derpaa blev Liget sænket i Graven, hvorefter Korporalen igen læste et Stykke af Bibelen. Dermed var Højtideligheden forbi, og Fangerne blev igen af seks Soldater førte tilbage til Fangelejren. Kirkeklokken ringede over den døde som ellers ved en Jordefærd.

6a41-061 Krigsfangelejren i Bajstrup_3

 

 

7. marts 1915. Krestens franske familie

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86) på Vestfronten. Bag fronten var soldaterne ofte indkvarteret hos private.

Søndag den 7. marts 1915

Det er søndag igen. Dampmaskinen brummer et stykke henne i gaden og tærsker franskmændenes korn; men selv får han intet deraf. Han har ikke engang lov til at pløje sin egen mark – det forbud kom for et par uger siden, da havde de allerede begyndt at så. Nu begynder man vel at fortryde, at man har ødet så meget korn her uden nytte.

Da jeg kom her, slæbte vi hver aften utærsket hvede ind for at bruge den til leje. Gaderne i Lassigny var belagt med et tykt lag havre, for at man ikke skulde lave for megen støj med vogne o.s.v. Tænk engang, hvad havre der har ligget – en vejstrækning på over en halv mil, og så var det kun her på det par km af den uhyre lange front. Nå, hvad der er gået til grunde, er gået til grunde, så er den slags værdier dog kun intetsigende mod så meget andet, der ødes.

Sous sidder og piller bønner. I vil vide, hvad familien lever af – ja, det er uhyre ensformigt. De får nogle runde kringler udleverede af borgmesteren, halvt af hvede og halvt af rug, og så store som almindeligt trillebørhjul. Det spiser de som oftest tørt, eller med en lille bid kød eller et par stegte kartofler til. For øvrigt har de mælk at leve af, og så bønner og roer.

Forleden dag spurgte de mig, når der dog gav fred, men det vidste jeg jo lige så lidt som dem; jeg trøstede dem så godt, jeg kunde; de gav sig til at græde over al den elendighed. Ellers ser man dem sjældent græde, skønt de har grund dertil. Sous fortalte mig, at hendes mor og hun ellers boede i Candor; det er en lille landsby midt i ildlinjen, ikke så langt herfra. De var flygtet hjemmefra, da krigen drog til disse egne, og de har ikke hørt fra manden siden sidst i august. Nu har vi prøvet at skrive til det internationale bureau i Genève for at skaffe oplysninger om ham.

Jeg har lovet Sous at lave hende en lille vogn til Rigmors dukke, som har fået navnet Lotte efter en historie, som Sous sidste dag havde for i lektier, og som jeg hørte hende i. Hidtil har hun jo kørt rundt med dukken i en tom cigarkasse. Det er helt rørende at se hende med dukken, som hun blev så sjæleglad for.

Her på gården er der endnu en lille pilmager kørehest og så et uhyre komisk æsel, som hedder Paptiste; det er så uendelig dumt og dovent; når man endelig bliver det for nærgående, så giver det et lille grynt og et vrik med halen, som den sidste rest af at slå bagen op. Jeg har taget et portræt af ham, som han står midt i solskinnet, så dovent, at det slet ikke kan beskrives. Det er jeg ude at hilse på, hver gang jeg kommer her til Cuy. –

Ellers er der ikke noget særligt at bemærke, jo vor geniale snedker fra Altona har fået et ben, idet han er bleven afkommanderet for at hjælpe til med at bygge de belgiske fæstninger op igen. Men du godeste, nu er brevet jo blevet længere end beregnet; jeg har fået et kort af kirken i Lassigny, det sender jeg jer hermed.

Jeres hengivne søn
Kresten

JN_Jensen med fransk pige
Sønderjyden J.N. Jensen fra Østerby i Daler sogn med en lille fransk pige på skødet. J.N. Jensen var i det civile liv journalist på Flensborg Avis.

 

Fra “Krestens breve og dagbøger”, udgivet af Claus Bundgård Christensen, 2012

Krestens breve

8. februar 1915. Johs. Jessen i slaget ved de Masuriske søer

Johannes Jessen fra Korup gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 262.

Den 8. om morgenen var der afmarch mod fronten, da vi kom ind i de store skove blev der kommanderet “halt” og vi fik befalet: “mit scharfen patronen laden und sichern”, så vidste vi at det næste skridt gjaldt et menneske.

Vi kom forbi mange byer hvor kun skorstenspiben ragede op af sneen. Russerne havde afbrændt alt.

Fra sikringsstyrkerne på begge sider af marchruten lød der nu skud og kl. 9 fløjtede de første kugler om ørerne på os, som egern fløj vi ind mellem træerne ved siden af vejen, vi kunne ikke se hvor de kom fra, men vi sneg os fremad for at opdage hvor fjenden opholdt sig og kom til en landsby i udkanten af skoven, fra den kunne vi se over en dalsænkning til en anden by med stråtækte huse og gårde og en kirke.

Nede i engene var et åløb som havde oversvømmet omgivelserne, en vej førte over åen, men broen var naturligvis revet bort, Byen hed Gehsen og russerne havde opholdt sig der i 12 uger. Vi fik nu ordre til at storme den, men da russerne så os komme frem bag husene begyndte de en frygtelig skydning, 1. delingsfører v. Prittwitz u. Gaffron var med 8 mand sendt ud på rekognosering, dem fandt vi døde nede ved åen bag nogle høstakke, hvor de havde søgt at skjule sig.

Efter som vi løb frem blev skydningen værre. Køster og jeg sprang over et raftehegn, her fik han et skud gennem højre lår og blev liggende, jeg fortsatte ned mod åen. Hans løb op på et lille bjerg, hvor han fik underkæben skudt i stykker. Phillip fik venstre pegefinger skudt af. Søren [Møller] blev ramt i hovedet og døde.

Jeg løb sammen med underofficer Zimmerman, og da vi smed os ned i den høje sne blev han ramt i hovedet og var død på stedet. Sneen sprøjtede mig op i hovedet, når kuglerne slog ned foran mig, men jeg kom heldig ned bag nogle store elletrunder nede ved vandløbet og var nogenlunde i ro for kuglerne, da var kl. ca. 10 og så lå vi her udstrakt på isen til kl. 3.

Henved middagstid kom vores kaptajn gående ud fra samme indkvarteringsby som vi var kommet fra. Han var en stor kraftig mand på små 100 kg han blev med det samme ramt af et strejfskud i kinden. Efter at han lige var blevet forbundet blev han ramt igen, denne gang i skulderen så armen faldt slap ned, efter at have råbt til os at nu skulle vi selv gik han tilbage og vi så ham først igen de sidste dage i marts.

Russerne havde for at beskytte sig selv beordret hele befolkningen udenfor byen på den side, vi kom fra, så vi infanterister ikke kunne skyde for ikke at ramme kvinder og børn, men artilleriet kom så og skød byen i brand, mens vi stormede løs og da vi kom op på hovedgaden, stod der 800 mand opmarcheret klar til at gå i fangenskab.

De fleste havde et friskbagt sigtebrød under armen, det tog vi selvfølgelig, og så begyndte vi at rense husene for fjender, men de stod alle på gaden, En gammel kone lå med smadret hoved i køkkenet, vi så nogle små børn ligge døde i sengene og kirken var ødelagt, alt inventaret var smidt ud og rummet benyttet til hestestald, alterskranken brugt til w.c. I tårnet lå en død mand, formodentligt klokkeren, resten af besætningen var stukket af, de kunne spores i sneen, kl. 6 begyndte så forfølgelsen. Det var altså min ilddåb.

Johannes Jessen, Korup: Krigserindringer fra 1. Verdenskrig

19. august 1914. Belgiske civilister: “I alles ansigter stod der malet rædsel og skræk.”

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager gjorde krigstjeneste i infanteriregiment 86

Om Formiddagen kom vi forbi et Par Familier, som flygtede for Krigens Rædsler. I smaa Bylter medførte de det nødvendigste Tøj og Ting, som de ikke vilde lade i Stikken. Jo nærmere vi kom dem, desto mere angst blev de. En gammel Kone slæbte sig møjsommeligt af Sted ved Hjælp af Krykker. Børnene skreg. De unge rakte begge Hænder i Vejret. En Mand, som havde sin lille Pige siddende paa Cyklen, græd og rakte begge Hænder ud imod os. En ung Moder, der bar sit spæde Barn paa Armen, trykkede under stadig Hulken og Kys det lille Væsen til sin Barm. Hun troede sikkert, at de om et Øjeblik skulde skilles i denne Verden. I alles Ansigter stod der malet Rædsel og Skræk.

I Byen Roosbeck saa det forfærdeligt ud. Her laa en Mængde Kanoner og Vogne og døde Heste imellem hinanden. Hvert eneste Hus i Byen brændte. Spær og Lægter stod brændende og forkullede paa Enden og pegede anklagende op mod Himlen. Murene faldt med et Brag til Jorden og hvirvlede en Sky af Støv og Røg op i Lutten. Man sagde, at den civile Befolkning havde overfaldet vort Artilleri om Natten, og derfor blev Byen nu lagt i Aske.

Tysk proviantkolonne i belgisk landsby
Tysk proviantkolonne i belgisk landsby august 1914. (Fra Geschichte des Völkerkrieges)