Tag-arkiv: blokade

21. december 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: “Smaabørn [dør] i store Mængder”

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Det.m. Fredericia. Fra en ganske sikker, meget paalidelig og forsigtig Kilde, der bl.a. driver Kornforretning i en af Byerne i Nordslesvig, og som er nøje kendt med Forholdene i Tyskland, meddeles, at Nøden i Tyskland er langt større end almindelig antaget. Bl.a. dør Smaabørn i store Mængder af Mangel paa Ernæring (navnlig Mælk), og der er derfor nu sat Mælketog i Gang fra Nordslesvig til Hamborg. Han hævder ganske afgjort, at Tyskland ikke har Korn nok til Foraaret, og sker der ikke nu et Gennembrud paa Vestfronten, ventes almindeligt – som en Følge af Hungersnød et Sammenbrud i Tyskland inden Foraaret.

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

9. december 1917. Ugens kampe fra The Great War

Youtube-kanalen The Great War bringer hver uge en oversigt over den forgangne uges kampe i Første Verdenskrig. Vært er historikeren Indiana Neidell.

Denne gang handler det navnlig om østrigernes offensiv i Italien, om de vestallieredes konference i Versailles, hvor det besluttes ikke at indlede flere offensiver foreløbig, og om forholdene på hjemmefronten i Tyskland og Østrig, hvis kræfter også er udtømte, selvom våbnene nu tier på Østfronten. Den tyske modoffensiv ved Cambrai gør gode fremskridt og tilbageerobrer det meste af det, briterne havde vundet tidligere. Og tyskerne går i gang med at flyttet 500.000 mand fra Østfronten til Vestfronten. På Østfronten må tjekkiske frivillige i den russiske hær sætte kursen østover mod Vladivostok! Den 5. december indgår Rusland og Tyskland en foreløbig våbenhvile i Brest-Litovsk. Ruslands frafald får også konsekvenser for Rumænien, der tvinges til fredsslutning. Finland erklærer sin selvstændighed. I Halifax i Nova Scotia (Canada) eksploderer er fransk fragtskib, lastet med sprængstoffer. Ødelæggelserne er enorme og henved 25.000 mennesker bliver enten dræbt eller såret ved eksplosionen, der var den kraftigste menneskeskabte eksplosion, indtil udviklingen af A-våben. Ugen ender med briternes erobring af Hebron og USA’s krigserklæring til Østrig-Ungarn.

22. oktober 1917 – Enkefru Røgind: “Scener fra Sænkningen er saa hjærteskærende”

Enkefru Røgind fra København var på sommerbesøg hos sin broder på Damager i Haderslev, da krigen brød ud. Hun besluttede sig for at blive i Sønderjylland og førte gennem hele krigen dagbog om sin hverdag i Haderslev.

22. Oktbr.
Beretning fra London: 5 norske, 1 [to?] danske og 3 svenske Skibe blev sænket af Kanonild. To britiske Torpedojagere skudt ned, [osv.]. Der er to danske Skibe »Margrethe« og »Stella« sænkede. Alt Mandskab fra Stella er reddet. Ni danske Sømænd omkommet.

Scener fra Sænkningen er saa hjærteskærende, at man ikke kan holde dem ud. Tyskerne skød uden Varsel, to Kvinder viftede fra et af Skibene med et hvidt Klæde, det tog de ingen Notits af, men sendte den ene Granat efter den anden. Begge dræbte. Redningsbaadene beskød de endogsaa, da de var satte i Vandet. 14 Mand og 3 Kvinder blev dræbt. En Mængde Søfolk laa og flød paa Vandet og raabte til Tyskerne, men de tog intet Hensyn. Fra Kristiania skrives, at man antager, der er druknet 250—300 Mennesker.

Kaptajn From paa Stella reddede sin lille Hund, en Terrier, som han trofast bar paa sin Arm, da han kom i Land i Bergen. Hvor har jeg glædet mig derover, midt i al den Elendighed. Jeg vil aldrig glemme ham. Mon egentlig Tyskerne gør sig klart, hvilke Følger det har. Der vil komme en Tid for Tyskland, der hedder Gengældelsens Time, og jo flere Forbrydelser de ophober, des større bliver den. Der vil komme en Tid, da Tyskerne maa skjule deres Nationalitet for at blive fri for Folks Foragt. De stakkels Mennesker rejste ud i deres lovlige Kald og lumskelig myrdede. Det skete midtvejs mellem Shetlandsøerne og Norge.

(Sønderjyske Årbøger 1935, s. 142)

12. september 1916. Sønderjysk møde i Kissaki, Østafrika

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepot i Morogoro. I begyndelsen af september ankom han til Kissaki.

[Nis Kocks personlige tjener] Ramasan havde med sikker Sporsans fundet Magasinerne og havde provianteret rigeligt. Da jeg kom hen til vor Lejr, havde han allerede arrangeret et herligt Aftensmaaltid rigeligt med Ris, og ogsaa noget Kød havde han faaet fat paa.

Samtidig kunde han fortælle mig, at Peter Hansen opholdt sig i Lejren — eller rettere i Urskoven udenfor Byen — og at han vidste, hvor han befandt sig.

Jeg spiste hurtigt færdig og bad Ramasan følge mig til Peter Hansens Lejr, og efter en kort Spadseretur gennem Skov og Krat naaede vi frem til en Lejr i Skoven, hvor vi hurtigt fandt Peter Hansen siddende ved et Baal. Han var noget langskægget og ikke saa lidt hulkindet, men ellers rask og frisk og stadig den gode gamle Kammerat.

Han blev overstrømmende glad ved at se mig og bød mig straks en Plads paa en tom Petroleumsdunk. Et Par Cigaretter blev fundet frem, og Snakken tog sin Begyndelse, medens Stjernerne tændtes over vore Hoveder og Baal paa Baal sprang frem imellem Træer og Buske.

Omkring dem færdedes, sad eller laa de forskellige Skygger — hvide Soldater med Tropehjelme, letkendelige selv paa Afstand, Askarier, Bærere, Kvinder og Børn. Det var  et helt Krigerfolk paa March som paa Folkevandringens Tid — eller var det snarere Trediveaarskrigens Landsknægthære med deres Tros, det bragte frem i Erindringen.

Peter Hansen fortalte, at Størstedelen af Hæren laa her i en Bue omkring Kisakki, men en Del Kompagnier havde dog Stilling langt Østpaa. Det var dem, der var gaaet Øst om Ulugurubjergene. Der havde staaet svære Kampe baade her og dér, og Peter gav mig nu en malende Beskrivelse af sine Oplevelser fra Kondoa-Irangi og hertil.

Hans Arbejde havde jo ført ham saa nær ind paa Livet af Kampene som nogen, da han ofte maatte færdes mellem Linierne for at faa de saarede ind. Det var begyndt at knibe med Forbindsstofferne, fortalte han, og han imødesaa med Gru den Dag, da man ikke længere havde tilstrækkeligt til at forbinde de saarede med.

Han fortalte om de dygtige og opofrende Lægers Arbejde og Kamp mod Sygdomme og frygtelige Kvæstelser. Meget ofte maatte de af deres sparsomme Forraad ogsaa forbinde engelske saarede, og det gjorde de pligtskyldigst, men stadigvæk med den uhyggelige Bevidsthed, at engang kunde de være saa udgaaet for Forbindsstoffer og Lægemidler, at de ikke kunde hjælpe deres egne.

Man var nu kommet dertil, at man kogte Gazebindene, der havde været anvendt én Gang, for at kunne bruge dem igen, og nogle af Lægerne var kommet ind paa at anvende en bestemt Slags Bark til Forbindingerne.

Peter Hansen gav iøvrigt Boerne den Ros, at de sloges modigt og behandlede deres Modstandere ordentligt, men ikke desto mindre havde Kampene ved Kondoa-Irangi været frygtelige. Der var blevet anvendt Artilleri i udstrakt Grad paa begge Sider. Tyskerne havde brugt „Königsberg“ Kanoner og Englænderne svært Artilleri, som  var slæbt frem. Generalen selv var blevet lettere saaret af en engelsk Granat, uden at det dog havde svækket hans Arbejdskraft det ringeste.

— Jeg har set ham, sagde jeg, han saa knap saadan ud, som jeg havde forestillet mig ham efter alt det, jeg har faaet fortalt.
— Du kan ellers være overbevist om, at der ikke er sagt noget overdrevent om ham, svarede Peter Hansen. Han kan simpelthen ikke overdrives — han er noget helt for sig. Jeg har set ham paa nær Hold Masser af Gange — han er et mærkeligt Menneske.
— Under en Fægtning, fortalte Peter Hansen videre, havde vore Folk forsøgt et Angreb paa en fjendtlig Stilling oppe ved Kondoa-Irangi. Angrebet var slaaet tilbage, og der laa en hel Del saarede paa en Skraaning. Jeg kravlede ud til dem og forbandt dem, og efterhaanden fik vi dem ogsaa slæbt ind til Forbindspladsen, skønt der blev skudt en Del paa os.

Efterhaanden som vi kom bærende med dem, blev Stabslægen mere og mere gal i Hovedet, fordi Forbindingerne jo var lagt lidt hastigt og maaske ikke lige efter Reglementet. Medens han stod og skældte mig ud over det, kom Generalen til og hørte lidt paa det i Tavshed, men jeg kunde godt se, at han havde Lyst til at sige et eller andet. Endelig drejede han Hovedet og saa Stabslægen lige ind i Ansigtet og sagde paa sin sædvanlige knappe og spydige Maade: — Jamen, Hr. Stabslæge — hvorfor gjorde De det dog ikke selv?

— Jeg blev indstillet til Jernkorset af første Klasse, føjede Peter Hansen halvflov til.

Jeg gratulerede ham. Det var en meget stor Udmærkelse for en menig Mand og i øvrigt ogsaa for en Underofficer.

Peter Hansen slog det hen, men jeg kunde se paa ham, at han alligevel glædede sig over Æren.

Vi talte længe videre og talte begge Dansk. Efter i lang Tid at være henvist til at tale Tysk eller Kisuaheli var det herligt at komme til at tale det Sprog, der nu engang laa mig lettest paa Tungen.

Vi talte om Udsigterne for at komme hjem, men dem vurderede ingen af os særlig højt. Det saa ud til, at Krigen skulde fortsættes til den bitre Ende, og saa holdt den vel ikke op, før de blev færdige hjemme i Europa, eller før Lettow-Vorbecks Hær var smeltet ind til ingenting.
— Naar vi nu maa opgive Kisakki, sagde Peter Hansen, saa er den nærmeste Stilling, vi kan indtage, Rufijifloden. Dér tænker jeg ikke, Boerne kan følge efter os — dels fordi deres Heste ikke kan færdes dernede, og dels fordi de ikke selv kan taale Klimaet. Der er meget usundt, og hvide Mennesker faar uvægerlig Malaria.

— Jamen, hvad saa med os andre? spurgte jeg.
— Jeg tror ikke, der bliver spurgt om vor Mening, svarede Peter Hansen. Jeg har hørt lange Diskussioner om det Emne, men de er allesammen endt med, at vi bliver tvunget til at affinde os med Malariaen, som vi kan — for ned paa den anden Side af Rufijifloden skal vi. Boerne derimod er ikke tvunget dertil og vil sikkert hellere lade sig sende hjem end udsætte sig for Malaria — og saa maa de vel trække sorte Tropper hertil igen for at føre Krigen videre. — Det trækker altsammen Tiden ud, og det er det, Generalen vil opnaa.

Vi talte om Kammeraterne fra „Kronborg“ . Peter Hansen vidste bedre Besked om dem end jeg. Han nævnede mig et Par Navne, som ikke var mere. Kort efter tog jeg Afsked og ønskede ham god Rejse.

Jeg kaldte paa Ramasan, og han fulgte mig tilbage til vor Lejr, hvor Baalene var ved at brænde ned, og hvor Bærerne sov fast efter den lange Safari gennem Ulugurubjergene.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

10. august 1916. Østafrika: Det vrimlede med bærere i byen.

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Det vrimlede med Bærere i Byen, og de drog af Sted i Safarier af meget forskellig Størrelse, lige fra et halvt Hundrede til flere Hundrede Mand. De var under Anførsel af en Bærerfører, men aldrig ledsaget af Militær.

De kom saa selvfølgeligt og sindigt vandrende ud fra et ganske bestemt Punkt i Landskabet og forsvandt igen paa den samme selvfølgelige Maade, uden at jeg rigtig gjorde mig klart, hvor de egentlig kom fra, og hvorhen de gik. Der var noget upersonligt over deres Vandringer — noget, der lignede et Jernbanetog, som maa følge de samme Skinner og holde den samme Fart.

Men jeg spurgte dog Stache: — Hvor gaar de egentlig hen?

— Til Kisakki — Syd for Bjergene. Dér lægger vi det næste Depot, og dér skal Hæren samles, hvis den kommer ud af den Klemme, den er i for Øjeblikket.

Baade denne første Dag og en Del af Natten stod jeg i Magasinet og førte Opsyn med Uddelingen af Ammunitionen.

Den var af meget forskellig Art. Der var engelske Riffelpatroner, flotte, solide Sager af tykt, velhavende Messing og Nikkel, der var tyske sortkrudtpatroner til 71-Geværet med troskyldige, buttede Blysnuder, som man brugte dem i vore Forfædres Barndom, og moderne tyske Mauserpatroner i Maskingeværbaand.

Der var smaa spidse 6,5 Mauserpatroner til det portugisiske Gevær — et Tegn paa, at Portugal nu var kommet med i Krigen og havde maattet aflevere sin Tribut, og der var belgiske Geværpatroner med runde Næser. Man havde ikke endnu faaet indført den spidse Kugle i den belgiske Hær, men Patronen laa dog meget over 71-Geværet.

Der fandtes lange, spidse 10,5 cm Granater til „Königsberg“ Kanonerne, som nu trillede Landet rundt paa deres Jernbanehjul — hvem havde mon drømt om det, da disse Kanoner blev støbt? — og der var tykke, klodsede Støbejernsgranater til 73-Kanonerne. I et af Magasinerne var der Granatkarduser og Krudt i løs Vægt, og i et andet laa erobret engelsk Ammunition til. Minekastere og til 4-Tommers Kanoner. Et Sted stod der endogsaa en Kanon, der formentlig havde staaet der lige siden Wissmanns Dage.

Ved en grundig Gennemgang af disse Magasiner kunde man følge hele Koloniens Historie i de sidste Snese Aar, og én Ting var ganske øjensynlig — nemlig, at tysk Østafrika havde været fuldstændig uforberedt paa Krigen.

Stache fortalte mig i en Pause i Arbejdet:

— Ikke en eneste moderne Kanon havde vi her i Kolonien, og vi havde ikke 1000 moderne Militærrifler. Ingen havde sagtens regnet med, at de sorte Beskyttelsestropper [Schutztruppen – de tyske kolonitropper] nogen Sinde skulde komme til at staa overfor en moderne udrustet Hær, og derfor lod vi dem beholde de gamle 71-ere. De var gode nok til at gøre Øvelse med og til at dæmpe et lille lokalt Oprør med — men der har for Resten ikke været Uroligheder siden 1905-06, saa Meningen var vist, at Beskyttelsestropperne efterhaanden helt skulde forsvinde til Fordel for en Politistyrke.

— Nu har vi jo faaet en Del Vaaben fra Blokadebryderne, mente jeg.

Stache trak paa Skuldrene: — Generalen mener, at det er bedre, Folkene vænnes til at tage deres Vaaben og Ammunition fra Fjenden. Han siger, at Englænderne har vi altid ved Haanden, mens der er lidt længe imellem Blokadebryderne. Men det giver jo et vældigt Arbejde for os ved Ammunitionen, naar der findes 3-4 forskellige Geværer i Hæren, og vi altid skal sørge for at have rigelig Ammunition ved Haanden til Tropperne. Her tror jeg nu, at vi har faaet samlet lidt for meget, og jeg er bange for, at vi ikke naar at faa ført det altsammen tilbage, inden vi har Englænderne her.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

 

9. august 1916. Med ammunition over Uruguru-bjergene

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Nogle Hundrede Kilometer fra det flade Kystland ved Dar-es-salam, kantet af Kokuspalmeskove, der følger Kysten saa langt til begge Sider, som Øjet rækker, ligger Urugurubjergene, der er Østafrikas vildeste og mest uf arhare Bjerge med Tinder, som først standser 2500 meter over Havoverfladen, med gabende Afgrunde, dybe Kløfter, sumpede Dale og kompakte Urskovsmasser, med de mægtigste Træer, der findes i Østafrika.

Det er et Land for sig, tyndt befolket af Stammer, der intet eller kun lidet kender til Civilisationen. Det er ikke noget stort Land, kun godt 120 km langt og det halve bredt, men en afgrænset Verden midt i Steppelandet og de lave Urskoves Land.

Paa Nordsiden af dette Bjergplateau, hvis Fod Centralbanens træfyrede Lokomotiver hvæsende arbejder sig ind over, ligger Morogoro med sine Depoter og sin Missionsstation.

Her havde Stache arbejdet siden den store Offensivs Begyndelse; herfra havde Snese af Bærerkolonner baaret Ammunition til de kæmpende Tropper ved Kondoa-Irangi og Stillingerne Østpaa, og det var klart, at disse Depoter hurtigst muligt maatte rømmes, naar Fjenden var ved at trænge frem til Centralhanen.

Ryggen havde de de uoverstigelige Urugurubjerge, og al Trafik maatte derfor foregaa Øst eller Vest for Bjergplateauet og var derfor afhængig af, om disse Veje var fri. Depoterne skulde, havde Stache forklaret mig, da jeg paa Vejen til mit Rekreationsophold gjorde Ophold i Morogoro, være leveringsdygtige, saa længe Hæren kæmpede Nord for Banelinien, men skulde rømmes, i samme Øjeblik som den blev tvunget til at opgive Banen.

Det var en meget vanskelig Opgave, thi en Troppeafdeling, der var blevet afskaaret, kunde til Nød kæmpe sig igennem Fjendens Rækker, men en Bærerkolonne var hjælpeløs prisgivet. Jeg forstod derfor, at der ventede nogle kritiske Dage i Morogoro, naar Stache havde sendt Bud efter mig.

Stache tog imod mig paa Stationen og forklarede mig hurtigt Stillingen. Der var endnu en Mængde Ammunition i Morogoro, gamle og nye Patroner, Granater fra Wissmanns Tid og hypermoderne „Königsberg“-Granater (dér er de igen, tænkte jeg), Mængder af gammelt Sortkrudt og moderne Sprængstoffer, og det skulde væk hurtigst muligt.

Stillingen ved Kondoa-Irangi var ikke mere. Tilbagetoget var i fuld Gang, men Lettow-Vorbeck trak Tiden ud med stærke Modstød for at faa reddet forsprængte Afdelinger, og for at saa lidt som muligt af Depoternes Indhold skulde gaa tabt. Mod Øst var Tilbagetoget i fuld Gang, og det var kun et Spørgsmaal om Dage, hvornaar de Afdelinger, som holdt til dér, vilde komme dragende forbi Morogoro med Englænderne i Hælene.

Englænderne trængte frem direkte fra Nord, fra Vest og fra Øst. Bærerne kunde endnu benytte Vejen Vest om Bjergene, men hver Time var kostbar.

Jeg blev noget betuttet over disse Oplysninger. Saa fortvivlet
havde jeg ikke forestillet mig, at Stillingen var.

Der var imidlertid ikke andet at gøre end at tage fat. Jeg lod Ramasan og Ali finde en tom Hytte — dem var der nok af i Byen, sagde Stache — og fulgte saa med min Chef op ad de Skraaninger, som Morogoro laa paa.

Ved det første Magasin saå jeg en Mængde Bærere sidde udenfor og vente paa deres Byrder, og inde i Magasinet blev jeg præsenteret for Staches hvide Hjælpere, Fyrværker Zeller, Hamborg-Sømanden Weiss og Plantageassistenten Wisner, tre raske, unge Mænd, der var i Færd med at uddele Patronbyrder til en endeløs Række Bærere, der langsomt paraderede forbi dem.

— Du gode Gud, sagde jeg, da jeg saå de uhyre Mængder af Ammunition, der var stablet op i Magasinet, er det Meningen, at de skal bære alt det bort?

— Alt, hvad de overhovedet kan overkomme, inden Englænderne lukker for os, svarede Stache, men lad os gaa op til et andet Magasin. Der er Mandskab nok her.

Saa vandrede vi videre op ad Højen til et andet Magasin, og Stache gav en Afdeling Bærere, vi mødte, Ordre til at følge med os.

Det var jo ikke første Gang, jeg havde set, hvorledes Transporter i Almindelighed foregik i Afrika — jeg havde set Snese af Safarier, navnlig da i Mansabugten, men det var første Gang, jeg var disse Bærere saa nær paa Livet, at jeg kunde undre mig over den Rutine, hvormed alt, hvad de foretog sig, foregik.

Vi lod dem vandre ind i Magasinet i Gaasegang og lod dem forsyne sig med de Patronkasser, der stod dér. De var vejet omhyggeligt af i lige store Byrder paa omkring ved 60 Pund, og det var det store Arbejde i Depoterne at pakke Ammunitionen saadan ind, at den hurtigt lod sig transportere bort.

De fleste tyske Originalpakninger baade af ny og gammel Ammunition havde dog lige bestemt den Vægt, de skulde have. Vort Arbejde bestod i at føre Regnskab  over den udleverede Ammunition og sørge for, at Bærerkolonnerne ikke laa og drev i Dagevis i Byen, men straks blev sendt af Sted, naar de havde hvilet sig efter sidste March.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

29. juli 1916. Hele Sønderjylland efterhånden flyttet til Østafrika!

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Den næste Morgen stillede han til sædvanlig Tid, medførende sin Protegé, den nye Boy. Han var unægtelig ikke andet end en Dreng. Han saa ud til at være allerhøjest 10 Aar gammel og tilmed temmelig mager og forsømt. Af Hudfarve var han meget lysere end Ramasan, og han havde smukke og regelmæssige Træk. Desuden saa han meget kvik og opvakt ud.

Alligevel kunde jeg ikke skjule min Forbavselse, da Ramasan præsenterede ham:
— Dette er din nye Boy, Bwana, og hans Navn er Ali!
Dermed var der efter Ramasans Mening ikke mere at sige om den Ting, men jeg kunde dog ikke lade være med at spørge Barnet:

— Jamen, kan du være Boy for mig — du er jo kun en Dreng — hvad vil dog dine Forældre sige?

Drengen saa paa mig med et Par smukke og udtryksfulde Øjne, der sagde saa meget som, at den Sag var forlængst afgjort mellem ham og Ramasan, og at mit Samtykke var ganske overflødigt. For en Forms Skyld sagde han dog langsomt og alvorligt, med en lille, spinkel Drengestemme:
— Jeg har ingen Forældre, og jeg vil gerne følge med dig, Bwana. Du skal nok blive tilfreds med mit Arbejde.

Ja, saa var Sagen jo afgjort. Jeg maatte overgive mig paa Naade og Unaade til Ramsans og Alis samlede Tillid til min Fornuft og Dømmekraft. Jeg nikkede til den lille Dreng og bad Ramasan finde noget Tøj til ham og gik saa til mit Arbejde.

Da jeg et Øjeblik vendte mig om, saå jeg dem begge to staa i Døren, en lille og en stor, en lys og en mørk Skikkelse ved Siden af hinanden, og saadan kom jeg til at huske dem. Skønt vi senere oplevede Dage, der var baade farlige og anstrengende, saa erindrer jeg dem klarest og tydeligst fra den Dag, da Ali kom til os, og de to stod i Døren og saa efter mig. Øjne, der følger os med Tillid og Omsorg, kan vi ikke glemme.

Den samme Dag om Aftenen sad jeg som sædvanlig paa Hotellet og spiste sammen med en ung Plantageassistent, som jeg havde kendt længe. Et Stykke fra os sad der en ung Mand, som jeg ikke tidligere havde set i Daressalam, men som alligevel forekom mig bekendt paa en ejendommelig hjemlig Maade.

Med ét slog det ned i mig: — Jamen, Manden er jo fra Kajnæs!

Det maatte simpelthen være saadan, selv om jeg ikke« havde faaet Vished. Men hvordan i Alverden var han dog kommet her? Han var ikke med „Kronborg“ , det vidste jeg da, og jeg vidste bestemt, at jeg aldrig havde hørt om, at han var rejst til Østafrika før Krigen  derhjemme.

Hvordan det nu var eller ikke var, saa maatte jeg have fat paa Manden. Maaske vidste han noget om dem derhjemme — maaske havde han en frisk Hilsen med hjemmefra.

Al Længsel efter Hjemmet, som jeg ellers maatte holde nede, vældede nu op i mig, og jeg var spændt og urolig, da jeg rejste mig og gik hen til Manden.

— Er du ikke fra Kajnæs?
— Jo, det er jeg, svarede Manden og saa smilende paa mig.
— Saa er du altsaa Peter Christensen
— Ja, det er jeg, og du er Nis Kock.
— Jamen, hvordan i Alverden er du dog kommet herover — du var jo ikke med os, og du var da ikke herovre før Krigen.
— Nej, jeg kom saamænd sejlende for et Par Maaneder siden — akkurat paa samme Maade som I …
— Ogsaa under dansk Flag?
— Ja, lige præcis paa samme Maade, under dansk Flag og med dansktalende Besætning — paa Damperen „Marie“ af København.

Vi saa paa hinanden og kunde ikke lade være med at le.

Paafundet var jo ypperligt, men kunde Østafrika ikke undsættes paa anden Maade, vilde hele Sønderjylland jo efterhaanden blive flyttet herned.

Jo — Damperen „Marie“ af København var da kommet godt gennem Blokaden baade derhjemme og ved Kysterne. Den havde ikke behøvet at tage Hensyn til nogen blokeret Krydser, men var ganske stille løbet ind i Sudibugten i den sydlige Del af Kolonien og havde losset sin Ladning i god Behold.

Den medførte blandt andet et Batteri paa fire Haubitzere med en Mand til Betjening af hver, og Peter Christensen var den ene af dem. Han og de tre andre var blevet tilbage i Østafrika, medens „Marie“
havde lettet og var sejlet igen — hvorhen vidste han ikke.

Jeg maatte nu spørge efter Nyheder fra Hjemmet, men dem fik jeg ikke mange af. Selv om Peter Christensen anstrengte sin Hukommelse nok saa meget, var det ham ikke muligt at finde noget, der kunde interessere mig.

Han kendte kun lidt til mig og næsten intet til min Familie, og han havde kun én Gang været hjemme paa Orlov senere end jeg. Han vidste dog intet opsigtvækkende nyt fra Kajnæs, og det var jo ogsaa en Slags Trøst — ingen Nyheder er gode Nyheder.

Den unge Plantageassistent, som jeg havde holdt med Selskab, kom nu hen til vort Bord, og som det gerne gaar ved den Slags Lejligheder — en Del Drikkevarer fandt ogsaa Vej derhen.

Til sidst, da det var allermorsomst,lukkede Hotellet, men der var andre Beværtninger, som holdt længere aabent, og de blev nu hjemsøgt. Gensynet med en Mand fra min egen Halvø skulde fejres, og de sidste Dages Uro og pinlige Uvished druknes

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

29. marts 1916. Østafrika: “Hver eneste Nat svirrede Trommesignaler gennem Luften …”

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Lige efter Nytaar 1916 fik jeg Tyfus og var temmelig længe om at komme over det, hvorfor jeg paa ny blev sendt paa Rekreation, men denne Gang til Byen Mpapua, der ligger ved Midtbanen. Paa Vejen passerede jeg den store Depotby Morogoro, hvor min Overordnede, Stache, havde til Huse.

Han ventede paa Stationen og meddelte mig, at der var Ugler i Mosen. Englænderne havde begyndt en Offensiv paa Nordfronten, og det saa ud, som om de havde sat meget store Styrker ind for at slaa den nordlige tyske Hær afgørende. Den tidligere Boerfører, nu General i den sydafrikanske Hær, Smuts, havde ført en stor Styrke Sydafrikanere til Kenya, og de trængte meget haardt paa.

— Boerne, sagde Stache og trak paa Skuldrene, det var dem, vi holdt med under deres Krig. Nu maser de os.
— De maa, sagde han, inden vi skiltes, holde Dem rede til at rejse til Morogoro, saa snart De faar Besked fra mig. Vi har en Mængde Ammunition liggende i Depoterne deroppe — han pegede op ad Bjergskraaningen, som Morogoro ligger paa — og skulde Boerne trænge hurtigere frem, end vi haaber, maa Depoterne rømmes i en Ruf. Men se nu at komme til Hægterne først!

Jeg lovede ham at sørge for alle Dele og rejste videre til Mpapua, en større Landsby, der var kendt for sin Markedsplads i vid Omkreds. Byen laa ikke højt som Korokve i Usambarabjergene, men havde et tørt og sundt Klima, som nu skulde komme mig til Gode.

Mpapuas Omegn var et nyt Afrika for mig. Hidtil havde jeg kendt sumpede Kystlandskaber, Bjerglandskaber, og paa Vejen fra Daressalam til Mpapua kørte vi, med et Lokomotiv med Brændefyring gennem næsten uendelige Urskove.

Den sidste Strækning før Mpapua var imidlertid Græssletter, i Familie med Sydafrikas „Veldt“ , og her, hvor Beboelsen var sparsom, og hvor de halvvilde, tyskfjendtlige Yagoger og Massajer levede deres Nomadetilværelse, vrimlede det med Vildt.

Vi saa Giraf er, der nysgerrigt stirrede paa Toget, Strudse,
Steppeantiloper og mange andre Slags Dyr, som jeg end ikke kendte Navnet paa. I Mpapua, hvor jeg fandt et brillant, men interimistisk Rekreationshjem et Stykke fra Militærstationen, mødtes jeg af vilde Rygter om den engelske Offensiv mod Nord.

Der var, navnlig da Efterretningerne fra Fronten tog fastere Form, ingen, der følte sig sikker i denne By. Sletterne laa ganske vist langt fra Fronten, men de var som beregnet til Boernes Rytteri, og Indbyggerne omkring Byen var fjendtlige og krigerske.

Hver eneste Nat svirrede Trommesignaler gennem Luften og hindrede mig til at begynde med i at sove. Ingen vidste, hvor de kom fra, og ingen vidste, hvor de skulde hen. Det var en Lyd, som blev skabt af Natten, og som jeg endnu den Dag i Dag kan høre klinge i mine Øren — utroligt dybe Toner skiftende om til højere, svirrende Toner, men i det store og hele en uendelig ensformig Gentagelse af de samme Lyde, som maatte gaa enhver Hvid paa Nerverne.

Da jeg hørte disse Lyde første Gang, gik jeg ned til Underofficeren, der kommanderede Militærstationen, og spurgte ham, hvad det skulde betyde. Han havde været dér længe og maatte vide det, men han rystede blot paa Hovedet.

— Der er ingen, der forstaar det, sagde han, herude kalder vi det for Poritelegrafen. De Indfødte kan telegrafere til hinanden fra den ene Ende af Afrika til den anden, og de forstaar det, uanset deres Sprog eller Stamme. Det er muligt, at de former hele Ord med deres Trommesignaler, men maaske ogsaa kun Følelser og Stemninger — vi véd det ikke — vi véd blot, at de Indfødte véd fantastisk god Besked om alt, hvad der sker i hele dette store Land — og det skyldes sikkert Trommesignalerne.

Trommerne kan give Meldinger, som er af Værdi for alle, de kan ophidse til Oprør og advare mod Fare. Jeg har selv hørt Signalerne i Nat og har tidligere hørt dem — jeg tror, det er Stammerne mod Nord, Massajerne, som fortæller om den engelske Offensiv.

Den sidste Uge jeg var i Mpapua, tog Efterretningerne fra Fronten yderligere Fart. Den tyske Hær havde rømmet de nordlige Stillinger i Bjergene og var paa Tilbagetog mod Syd. I Virkeligheden var Mpapua ikke længere noget sikkert Sted for Rekonvalescenter, men der skete dog intet i den Tid, jeg var dér.

Da jeg kom tilbage til Daressalam, hørte jeg hele Sandheden om Offensiven. Det rige Nordland var saa at sige helt oversvømmet af Boerne, der nu trængte frem mod selve Centralbanen. Tanga stod for Fald, og Daressalam var ikke længere den sikreste By i Ostafrika.

Boerne nærmede sig hurtigt Jernbanen og kunde snart afskære Forbindelsen mellem Byen og den tyske Hær.

Endnu nogle Uger arbejdede jeg paa Værkstedet med Fremstilling af Granater, saa slog de første Bølger af Smuts’ store Offensiv mod Byen og gjorde en Ende paa min fredelige Tilværelse i Afrika.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

15. februar 1916 – Hilfskreuzer Marie passerer ækvator

Friedrich Christiansen dåbsbevis udstedt af Neptun, da han ombord på hjælpekrydseren Marie passerede ækvator den 15. februar 1915 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)
Friedrich Christiansen dåbsbevis udstedt af Neptun, da han ombord på hjælpekrydseren Marie passerede ækvator den 15. februar 1915 (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

Hjælpekrydseren Marie er stadig på vej mod Østafrika, den 15. februar passeres ækvator og det markeres behørigt:

“Ved krydsningen af ækvator (15. februar) blev kaptajn von Kaltenborn og alle de andre udøbte døbt efter gammel sømandsskik. Den smukkeste havfrue i Neptuns følge, skibskok Spanger, vakte stor munterhed med sin lange blonde hørparyk”.

Harboe Kardel: Schleswig-Holsteiner im Weltkrieg, 1933

18. september 1915. Nis Kock i Østafrika

Nis Kock sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. Skibet blev opdaget ud for kysten og blev skudt i brand den 13. april 1915. Det lykkedes imidlertid at redde lasten. I begyndelsen af juli kom han med resten af besætningen til Dar es Salaam, hvor de blev indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Et Par Maaneder efter, at jeg var kommet til Daressalam, kort Tid efter, at jeg var blevet Ammunitionsunderofficer, blev jeg nødt til at gøre en anden Forandring i mit daglige Liv. Min Boy, Saidi, som havde fulgt mig fra Mansabugten, blev mere og mere umulig, og da han en Dag ødelagde mit Lommeur — noget, der næsten ikke var til at opdrive for Penge i Østafrika, i det mindste ikke i den Kvalitet — maatte jeg bede ham om at forsvinde.

I Stedet for fik jeg en Tjener fra en Plantage i Omegnen, som maatte indskrænke sit Folkehold paa Grund af Blokaden, der næsten havde stands’et Driften af Plantagen. Min nye Boy hed Ramasan og var en kulsort Neger fra det Indre af Landet — fra Egnen omkring Kondoa-Irangi, midtvejs mellem de to Baner. De Folk, der kom derfra, gjaldt ellers for at være temmelig upaalidelige, men Ramasan, der bar sin Stammes Kendetegn — et A filet ind mellem Overtænderne — maa saa have været den Undtagelse, der bekræfter Reglen. Hvad jeg skylder ham, er egentlig først gaaet op for mig i Aarene efter Krigen, og i min Erindring staar den høje, alvorlige sorte Mand med sine utydelige Tatoveringsstreger i Ansigtet — et Bevis paa Stammens nære Slægtskab med Urskovens Vilde — som den smukkeste og bedste Repræsentant for det Afrika, jeg har kendt.

Jeg var ved at tage fejl af Ramasan allerede ved hans Ansættelse, idet han forlangte to Maaneders Gage forud. Da jeg temmelig forbavset spurgte ham, hvad han dog skulde bruge alle disse Penge til, svarede han lige ud, at han skulde giftes paa sin nye Stilling, men Pigens Far holdt den Skønne i en temmelig høj Pris. Jeg gav ham straks Pengene, mens jeg i mit stille Sind funderede over det mærkelige i, at jeg kunde spille Forsyn for to unge Mennesker — jeg, som var revet bort fra alt mit derhjemme og tit syntes, at  jeg havde forspildt hele mit Liv ved denne Ekspedition.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

IMG_2011_11_22_4728 Nis_Kock_mindre
Nis Kock (med tropehjelm) i Østafrika

 

 

2. september 1915. Østafrika: Nis Kock fremstiller granater

Nis Kock sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. Skibet blev opdaget ud for kysten og blev skudt i brand den 13. april 1915. Det lykkedes imidlertid at redde lasten. I begyndelsen af juli kom han med resten af besætningen til Dar es Salaam, hvor de blev indrulleret i det tyske forsvar af kolonien.

Jeg fortsatte et Par Maaneder min Tjeneste i Skyttekompagniet og vilde vel engang være blevet udtaget og sendt til en af Fronterne, som flere af Kammeraterne allerede var blevet det, da Overfyrværker Stache tilfældigvis kom gennem Byen. Han havde alt, hvad der sorterede under Ammunition og Tilberedning af Ammunition, under sig, og han søgte en Mand, der kunde være ham behjælpelig med at behandle Ammunition. Tilfældigvis kom han i Forbindelse med vor Intendant paa „Kronborg“ , Anker Nissen fra Haderslev, der varmt anbefalede mig til dette Arbejde.

Stache kom samme Dag til mig og spurgte, om jeg havde Lyst til at blive Ammunitionsunderofficer. Det var, sagde han, et farligt Arbejde, men det var jo ikke den eneste Risiko, man løb her i Østafrika i Øjeblikket. Jeg var parat til, hvad det skulde være, til at afgaa til Fronten, til at skille og samle Granater og andet Djævelskab, blot jeg kunde blive fri for at gøre Geværgreb i Daressalam, og allerede samme Dag blev jeg taget ud af Skyttekompagniet, dog med den Forpligtelse at skulle møde ved Havnen, hvis Englænderne forsøgte Landgang. Jeg blev endvidere udnævnt til Underofficer, hvilket gav højere Løn, jeg fik anvist et Værksted og en Del Indfødte til at gøre det grovere Arbejde, og i næsten et Aar boede jeg nu i Daressalam i Egenskab af „Vaabenfabrik“ og lærte Byen at kende som kun faa Byer, jeg har boet i.

Jeg havde et udmærket Logi, kunde tillade mig at spise paa et godt Hotel, havde Saidi til min personlige Opvartning hjemme hos mig selv og en Mængde Sorte under mig paa Værkstedet. Jeg var min egen Herre, hvad Arbejdet angik, og havde ofte megen Tid til min Raadighed, saa jeg kunde tillade mig at besøge Plantageejere i Omegnen af Daressalam, hvor jeg efterhaanden erhvervede mig en ret stor Bekendtskabskreds. Det var et stilfærdigt og heldigt Aar for mig, kun nu og da afbrudt af Sygdom og meget strengt Arbejde, naar der stilledes store Krav fra Fronterne, som dog foreløbig laa stille.

Daressalam var en stor, smuk By, med brede smukke, rene Gader, og en talrig Befolkning. Den bestod som Tanga af en hvid By, en Inderby og en Negerby. Tre Verdensdele mødtes her paa denne Plet Jord, men holdt sig dog skarpt adskilt. Den hvide Stenby laa for sig, de indiske Bazargader for sig, og Negrenes Græshytteby for sig, men Bydelene gled dog jævnt over i hinanden. Havnen var meget stor og havde været meget kostbar at bygge, da der ikke er nogen naturlige Betingelser for Havneanlæg. Der laa en Del sænkede Skibe i den, sænket dels af Tyskerne selv og dels af Englænderne ved Beskydning, og i den Tid, jeg var der, kom der ikke et eneste Skib ud eller ind i Havnen — saa fuldstændig var Byen blokeret af de engelske Skibe, hvis Skorstensrøg man næsten daglig kunde se langt ude i Horisonten.

Mit Arbejde var meget forskelligt. Min første Opgave var at lave Tændrør og montere en Mængde smaa 3,7 cm Granater til Revolverkanoner. Det lykkedes saa godt, at Stache var himmelhenrykt og beroliget rejste sin Vej til Byen Morogoro, hvor han havde Opsynet med de store Ammunitionsdepoter. I lang Tid arbejdede jeg med disse Granater, hvoraf jeg kunde montere ca. 30 om Dagen, hvilket var, hvad en Revolverkanon kunde haspe af paa et halvt Minut, men dog bedre, end hvis der slet ikke blev gjort noget.

Senere konstruerede jeg efter Staches Anvisning en Del Jordminer, der blev sendt til Nordfronten, og senere igen begyndte jeg at dreje engelske 4 Tommer Granater ned til tyske 8,8 cm Kaliber. Man havde taget de lette 8,8 Kanoner fra Krydseren „Kønigsberg“ s Vrag og anvendte dem nu som Feltskyts rundt omkring paa Fronterne. Det var i Øjeblikket det kraftigste og mest moderne Skyts, som de tyske Tropper raadede over, og det drejede sig jo kun om nogle ganske faa Kanoner.

Men kort Tid efter lykkedes det at bjerge alle „Kønigsberg“ s store, langtrækkende 10,5 cm Kanoner, hvortil der fandtes en Mængde Ammunition. De blev monteret paa Hjul fra Jernbanevogne og slæbt til alle Fronter, hvor de gjorde en forfærdelig Virkning, navnlig i Begyndelsen, da Englænderne ikke anede, at de kunde blive udsat for Beskydning af Kanoner af dette ret svære Kaliber. Denne  Ammunition fik jeg dog intet at gøre med i Daressalam, men kort Tid efter at jeg var kommet til Byen, blev der opstillet to „Kønigsberg“-Kanoner i et Batteri bagved Byen for at forsvare den mod Beskydning fra Søsiden, hvad dog kun til Dels lykkedes.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

IMG_2011_11_22_4728 Nis_Kock_mindre
Nis Kock (med tropehjelm) i Østafrika

 

 

12. juli 1915. Sønderjyderne indtager Dar es Salaam

Nis Kock var med en besætning af dansktalende sønderjyder kommet til Østafrika med blokadebryderen S/S Kronborg. Skibet var skudt i sænk og besætningen blev nu indrulleret i de tyske styrker i området. Det skib, de skulle undsætte, SMS Königsberg, blev skudt i sænk den 11. juli 1915.

Paa 10 Dage drog vi langs Kysten fra Tanga til Østafrikas Hovedstad, Regeringsbyen Daressalam, en stor, smuk By, hvis Navn er Arabisk og betyder Fredens By.

Meget fredelig var den dog ikke i disse Aar. De engelske Blokadeskibe havde beskudt den og blandt andet ødelagt Guvernørens Palads, og de beskød den jævnligt endnu under Paaskud af, at den var befæstet. Dette sidste var for saa vidt rigtigt nok, som Byens faste Forsvarsstyrke, et Skyttekorps sammensat af Byens og Omegnens Indbyggere, havde gravet Skyttegrave nede ved Havnen for at kunne afslaa mulige Landgangsforsøg. Netop i de Dage, vi var paa Safari fra Tanga til Daressalam, havde Byen været udsat for Beskydning, og Befolkningen var meget opskræmt. Det havde været et usædvanlig haardt Bombardement, hvori mange Skibe havde deltaget.

Englænderne havde nu Raad til at gøre noget ekstra ved Daressalam, da de ikke længere behøvede at blokere Rufijifloden. Da vi opholdt os paa Rekreationshjemmet i Korokve, havde vi faaet de første Efterretninger om Krydseren „Kønigsberg“ s Ødelæggelse, og her i Daressalam traf vi Størstedelen af Krydserens Besætning formeret som et Kompagni, der gæstfrit aabnede sine Arme, ja, ligefrem gjorde Krav paa alle dem af „Kronborg“ s Besætning, der var i aktiv Tjeneste, da Krigen brød ud.

De pillede den første Dag Peter Hansen, Bror Johansson, Svensson og mange andre ud af vore indskrumpede Rækker, medens jeg og en Del andre, der først blev indkaldt, da Krigen udbrød, blev optaget i Skyttekorpset og i de følgende Dage og Uger maatte gøre Felttjeneste i Daressalam og Omegn i den brændende Solhede, hvilket ikke bekom os allesammen lige godt.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

IMG_2011_11_22_4728 Nis_Kock_mindre
Nis Kock (med tropehjelm) i Afrika

 

 

25. juni 1915. Nis Kock i Østafrika: HMS Hyacinth vender tilbage!

Nis Kock sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. Skibet blev opdaget ud for kysten og blev skudt i brand den 13. april 1915. Det lykkedes imidlertid at redde lasten.

[kan også være en anden dato: slutningen af juni]

Men medens vi langsomt forvandledes til Afrikanere, stiftede vi ogsaa Bekendtskab med en anden og meget vigtig Side af Livet i Afrika — Malariaen. I den sumpede Strækning ved Kysten og midt i Regntiden var vi dens sikre Bytte, og havde „Kronborg“ s Ladning ikke været saa overordentlig værdifuld, var vort Ophold dér næppe bleven af lang Varighed.

Mand efter Mand maatte forlade Lejren med Malariafeberen kogende i Blodet — nogle blev baaret bort, og andre vaklede af Sted selv. Een for én havnede i Sygehuset i Tanga og blev derfra sendt videre til Rekreationshjem i de sunde Usambarabjerge. Skønt jeg ogsaa havde følt Sygdommen og navnlig lidt under dens modbydelige Træthedsfornemmelser, var jeg næsten nødt til at holde Stillingen, da jeg stadig maatte være til Rede for at reparere Grejer, der var brudt itu under Bjergningen. Det blev da ogsaa mig, der sammen med Peter Hansen pillede „Kronborg“s Radioanlæg ned og forlod Bjergningspladsen som de sidste hvide Mænd i Slutningen af Juni Maaned.

Netop den Dag, da vi brød Lejren op og begav os paa Safari til Tanga, kom den engelske Krydser „Hyacint“ , som havde skudt „Kronborg“ i Sænk, dampende ind i Mansabugten og begyndte til vor store Overraskelse at beskyde de usselige Rester af „Kronborg“, der laa og ragede op over Vandet. Det helt tomme Skib blev ramt af en Mængde Granater, der dog ikke formaaede at sænke det yderligere, og efter at have udført denne Bedrift vendte Englænderen og dampede ud igen.

Saaledes forlod vi Mansabugten og dens sumpede, usunde Omgivelser med ganske det samme Billede præget i vort Sind som den Dag, vi ankom til Bugten — en Krydser indhyllet i Røg fra Skorstene og Kanoner, spyende Ild mod et Skib, der allerede laa paa Havets Bund. Peter Hansen mente, at Englænderne gennem Spioner havde faaet at  vide, at vi bjergede det sunkne Skibs Ladning, og derfor havde villet afbryde Bjergningsarbejdet. De kom imidlertid for sent.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

24. april 1915 – U38 opbringer dansk skib

U38´s fordæk, fra "Der Schrecken der Meere"
U38´s fordæk, fra “Der Schrecken der Meere”

Kommandanten på U38, Max Valentiner der voksede op på Als, opbringer det danske skib Nidaros, der tages som prise og bringes tilbage til Tyskland. Den danske kaptajn var dog mere end modvillig, i sin erindringsbog “Der Schrecken der Meere” beskriver Max Valentiner episoden:

“Kaptajnen  på den danske damper “Nidaros” var den eneste, der viste en smule tænder. “Nidaros” var ladet med fedt, smør, æg og lignende fødevare.
“Forlad Deres skib”, sagde jeg kort. Danskeren grinede mig op i mit åbne ansigt: “Den kunne aldrig falde mig ind.” Jeg så op: “Så sænker jeg skibet med mand og mus.” “Gør De blot det. Hvis De sænker skibet, så skal der blive sørget for, at Danmark ikke sender et eneste pund smør, ikke et eneste æg til det forbandede Tyskland. Så kan I sulte ihjel…” Samtidig så kaptajnen så udfordrende på mig, at min styrmand trak sin pistol og satte den ham for brystet. Han grinede blot af styrmanden, og Gud ved hvad der var sket, hvis ikke jeg havde lagt mig imellem. Jeg overvejede situationen. Sænkede ikke skibet, men tog det med som prise. Senere erfarede jeg, at kaptajnen i havn længe arbejdede så energisk, at det det lykkedes ham at få sin ladning frigivet.”

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk

16. april 1915. Strandet i Østafrika. Hvad nu?

Nis Kock var med blokadebryderen S/S Kronborg kommet til Østafrika. Skibet var skudt i sænk af briterne, men det var lykkedes at redde dets last af våben, ammunition og sprængstof. Men hvad skulle der nu sket?

Vi gled saaledes … hurtigt ind i det Liv, der levedes af hvide Mennesker i tysk Østafrika i de halvandet Aar, der fulgte efter Slagene ved Tanga og ved Jassini.

I disse to Slag havde Tyskerne sejret og skaffet sig Ro baade paa Fronterne og til Dels ved Kysten, og i Tiden, der fulgte efter, levedes Livet endnu nogenlunde normalt i den tyske Koloni. Ganske vist var alt vaabenført tysk Mandskab udskrevet til Soldat, men en Mængde Plantere fik Lov til at blive paa deres Farme og Plantager endnu i 1915, selv om deres Arbejde dér var ret haabløst, da Landet var blokeret. Stillingen ved Fronterne var den, at den Øverstkommanderende over alle tyske Tropper i Afrika, Oberst Lettow-Vorbeck, laa med Hovedstyrken af Hæren ved Taveta mod Nord paa Grænsen til Kenya, Generalmajor i den sachsiske Hær Wahle, der tilfældigt opholdt sig i Østafrika, da Krigen brød ud, laa med en mindre Styrke paa Grænsen til belgisk Kongo og ved de store Søer, og ogsaa mod Syd, mod Nord-Rhodesia, laa der mindre tyske Styrker.

Oberst Lettow-Vorbeck støttede sine Styrker til Landets nordligste Jernbane, Usambarabanen, og General Wahle støttede sig til Dels til den sydlige Jernbane, som kaldtes Midtbanen eller Centralbanen, fordi den delte Landet over i to lige store Halvdele. Dette blev vi snart helt paa det rene med. De talrige Europæere, der Tid til anden besøgte vor Lejr under Bjergningsarbejdet, fortalte beredvilligt om alt, hvad de havde oplevet og vidste, mod at faa Lov til at spørge ud om Forholdene i Hjemlandet, som de omfattede med en rørende Interesse.

Vi fik at vide af disse Folk, at Krigen havde truffet Østafrika fuldstændig uforberedt. Koloniens samlede Hær bestod af 4000 Mand sorte „Beskyttelsestropper“ , hvis Opgave egentlig kun var at holde Ro inde i Landet, og som derfor var udrustet med gammeldags Rifler af Model 71. Disse Tropper havde maattet kæmpe mod moderne udrustede engelske Tropper ved Tanga og Jassini, men havde sejret, og det havde givet baade deres Befalingsmænd og dem selv Mod paa Fremtiden.

I Øjeblikket var der omkring ved 10,000 Mand af de gode Negerstammer fra Egnene omkring Søerne under Uddannelse i talrige Rekrutlejre, men trods det store Bytte ved Tanga og til Dels Jassini og trods vore 2000 Mauserkarabiner havde man ikke Vaaben nok til dem allesammen, men maatte uddanne dem uden Vaaben eller forsyne dem med Restoplaget af de gamle 71-ere, som man skrabede sammen omkring i Provinsernes Magasiner, hvor de havde ligget i en Menneskealder.

Værst følte man dog Savnet af moderne Artilleri. Man maattet klare sig med Revolverkanoner fra Boerkrigens Tid og med Feltkanoner Model 1873. I Timevis kunde Kolonisterne fortælle om alt det, Kolonien manglede for at kunne forsvare sig, men naar vi paa Slutningen af saadan en Samtale uvægerligt spurgte dem, hvorledes det havde været muligt for Kolonien at forsvare sig saa heldigt, medens alle de andre tyske Kolonier forholdsvis hurtigt var bukket under, saa svarede de fuldstændig enstemmigt: — Det er Lettow-Vorbecks Skyld. Uden hans Villiekraft havde Kolonien været fortabt allerede i November. Han vandt Slaget ved Tanga med 1400 Mand mod 8-10.000 Englændere og Indere.

I disse Maaneder, medens der var Ro paa Fronterne efter de to Sejre, naaede Forgudelsen af Lettow-Vorbeck sit Højdepunkt i Østafrika. Senere, da Fronterne ikke længere kunde holdes, fik man Øjnene op for de ubehagelige Sider, denne Mands Energi og Handlekraft havde, men jeg tvivler om, at nogen Hær i noget Land har set op til sin øverste Chef med en saadan Tillid og Beundring som de tyske Tropper i Østafrika under hele den lange og for denne Koloni næsten totalt ødelæggende Krig.

IMG_2011_11_22_4728 Nis_Kock_mindre
Nis Kock (med tropehjelm) i Afrika

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

 

15. april 1915. I Østafrika: S/S Kronborgs last bjærges

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.

Nis Kock fortæller:

I de to Maaneder, der nu fulgte, bjergede vi „Kronborg“’s Last, Stykke for Stykke, Kasse for Kasse. Det var midt i Regntiden. Vi boede i en Landsby, som Indfødte havde bygget til os, saaledes som man nu bygger i Afrika, Græshytter med udskaarne Vinduer og Døre, og som laa ikke langt fra det Sted, hvor vi var kommet saa hovedkulds i Land.

Hver Dag roede nogle ud til Vraget sammen med de nødvendige indfødte Hjælpere og dykkede ned i de vandfyldte Lastrum for at sætte Gribere fast omkring Kasserne i Lasten. Griberne fabrikerede jeg paa Skibets Smedie, som var bragt i Land. Den sidste Maaned fik vi Forstærkning af Dykkere fra Krydseren „Königsberg“ , der var gaaet fra den ene Ende af Kolonien til den anden for at komme os til Hjælp.

Vi bjergede 5 Millioner Geværpatroner, 2000 Mauserkarabiner, et let Batteri, nogle Tusinde Skud 10,5 cm Granater til „Königsberg“, en Mængde Sprængstof, Lægemateriel, Telefonudstyr, Telte og meget mere. Alt dette blev baaret af sorte Bærere til Tanga og derfra med Jernbanen sendt gennem Usambarabjergene og videre med Bærere ud til den nordlige og vigtigste Front, Taveta Fronten, ved Foden af Afrikas højeste Bjerg, Kilimandjaro.

Det var et Bjergningsarbejde, som Afrika talte om i de Aar, der fulgte, og som selv Englænderne efterhaanden fik noget at vide om — dog heldigvis for sent til, at de kunde hindre det. I de to Maaneder, dette Arbejde stod paa, stiftede vi Bekendtskab med nogle af Afrikas Skikke og lærte os lidt af Sproget, som det tales af de Indfødte, og uden hvilket man ikke kan klare sig gennem Østafrika, da kun de færreste forstaar den mindste Smule af det tyske Sprog, der aabenbart ikke faldt de Indfødte let. For et saa almindeligt Ord som Tjener anvendte man overalt den engelske Betegnelse Boy, og min Boy, der hed Saidi, kendte ikke andre europæiske Ord end dette.

Vi saa, hvorledes store Safarier kom og gik, hørte deres langtrukne, ensformige Sange og saa, hvorledes Negrene levede deres primitive daglige Liv i Lejren. Vi lærte den afrikanske Mad at kende i al dens afskrækkende Ensformighed, lærte, hvorledes Europæere skal føre sig overfor de Indfødte, og gled saaledes under Arbejdet paa vort gamle Skib, der stadig mindede os om, hvor vi kom fra, hurtigt ind i det Liv, der levedes af hvide Mennesker i tysk Østafrika i de halvandet Aar, der fulgte efter Slagene ved Tanga og ved Jassini.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

IMG_2011_11_22_4741 Askari_2
Fra tysk Østafrika (privateje)

 

 

14. april 1915. “Velkommen til Afrika!”

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.

Nis Kock fortæller:

Vi var nu ikke længere alene. Ud fra Buskene var myldret en Mængde Sorte, som stod og saå paa os med nysgerrige Øjne, og kort efter kom en lille Afdeling sorte Soldater sammen med en hvid Officer og en Læge med Røde Kors-Rind paa Armen.

Soldaterne, der var klædt i brungule Uniformer og bar Huer med Nakkeklæde mod Solen, havde gammeldags Rifler over Nakken, men satte et fuldt moderne Maskingevær fra sig, da de gjorde Holdt. Det var sikkert dem, der havde skudt mod den engelske Baad med saa stor Virkning.

Lægen gav sig straks til at undersøge Kaptajnen, der nu var kommet til Bevidsthed og saå sig omkring med forvirrede Øjne. Da Lægen forbandt ham, kunde jeg se, at han var ramt lige over Knæet, og havde faaet et dybt, gabende Saar. Ikke saa faa af de menige var lettere saaret og nærmede sig nu Lægen for at blive forbundet, naar han var færdig med Kaptajnen, der aabenbart var den mest medtagne.

De sorte Soldater, som man ikke kunde lade være med at se paa, havde tilsyneladende ganske den samme Interesse for os som vi for dem. De havde sat sig paa Hug i Græsset og snakkede ivrigt og under mange Fagter med hinanden paa deres eget Sprog, alt imens de holdt nøje Øje med os. De saa intelligente og veldisciplinerede ud og nikkede forstaaende, da Officeren talte til dem paa deres eget Sprog og aabenbart havde sagt noget om os.

Officeren var en temmelig svær Mand, der svedte voldsomt, hvoraf jeg skønnede, at han og hans Folk havde skyndt sig meget for at naa frem til os. Efter at have tørret sig i Ansigtet med et stort, hvidt, tilsyneladende nystrøget Lommetørklæde, der tydede paa, at han ikke til daglig opholdt sig her i Mangrovekrattet, kom han hen til os og sagde:

— Velkommen til Afrika!

IMG_2011_11_22_4731 Askari_1
Blandt Askari-krigere i Østafrika (privateje)

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

13. april 1915. S/S Kronborg brænder!

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 13. april blev skibet opdaget af HMS Hyacint, tvunget ind i en bugt og beskudt. Besætningen flygtede i land.

Nis Kock fortæller:

Vi var kommet helt ind til Land, eller rettere ind i det tætte Mangrovekrat, der løb ud i Vandet. Jeg vendte mig et Sekund og saa det brændende Skib, hvor Flammerne og Røgen slog helt op til Mastetoppen, mens Skroget næsten var forsvundet, og desuden den anden Baad, hvis Besætning var ved at springe i Vandet et Stykke fra vor Baad, der stod ensomt og forladt midt i Kugleregnen. Saa forsvandt jeg mellem Mangrovebuskene og satte for første Gang Foden paa Afrikas Jord — troede jeg da. Det viste sig imidlertid at være en Misforstaaelse. Der var aabenbart endnu et Stykke Vej til det mørke Fastland.

Den Jord, jeg nu betraadte, bestod fortrinsvis af Vand og Dynd, der sugede mine Ben til sig. Kun langsomt, Skridt for Skridt, kunde jeg arbejde mig frem, og bedst gik det, naar jeg tog fat i Grenene paa Busken foran og saaledes trak mig selv frem ved Armene. Rundt omkring mig kunde jeg høre Kammeraterne stønne og puste, plaske og bande, men kun glimtvis saa jeg noget til dem. Ogsaa Englænderne kunde jeg høre, men ikke se. Bag mig rungede deres Kanoner uophørlig, og over Hovedet paa mig skraldede deres Shrapnels, medens Blykuglerne smeldede gennem Buskene i tætte Byger. Nu var der flere Kanoner, der brugte denne infame Ammunition. Gid Fanden havde dem, at de skulde jage os arme skibbrudne Mennesker saa langt, som deres Skyts rakte. Var det nu ogsaa nødvendigt, naar de havde faaet Skibet?

Men det var jo øjensynlig Folk, som ikke gjorde deres Ting halvt. De havde jo ogsaa Ord for at være grundige. — Bang! Den var nær ved. Skraldet klang i mine Øren, og Kuglerne fejede en Busk foran mig, saa Bladene røg af den. Jeg kunde lugte den sure Bøg af Sprængladningen, og forude var der en, der skreg. Det var nok kun en af de mange. Maaske var de fleste skudt ned allerede. Bang! Lige bagved mig. Kuglerne sang om Ørene paa mig fulgt af et Føg af Smaakviste, Grene og Blade. Det var dog rent forbandet — aabenbart en Kanon, der skød med fast Indstilling paa et bestemt Punkt i Skoven, som jeg var lige i Nærheden af. Jeg løb en halv Snes Skridt til Siden stadig med en Fornemmelse af, at et Kanonløb pegede lige mod min Byg: — Bang! Det var vist omtrent dér, hvor jeg før havde staaet. Jeg kunde mærke Lufttrykket af Eksplosionen og hørte en Busk blive gennempisket af Blykuglerne. Men nu var det, ligesom Jorden blev mere tør og det var lettere at faa Benene med. Et Øjeblik efter havde jeg fast Grund under Fødderne, men Besværlighederne var ikke forbi dermed. Over mit Hoved skraldede Shrapnellene Slag i Slag, og over Jorden laa Mangroverødderne som tykke Tove og spændte Ben for mig, saa jeg faldt den ene Gang efter den anden. Hvor langt skulde man dog bort fra Kysten for at komme ud af denne Skydning?

Mon man virkelig skulde midt ind paa Fastlandet for at faa Fred for disse paagaaende og stædige Englændere? Rundt omkring i Krattet hørte jeg nu Raab fra de andre, som hidtil havde nøjedes med at bande lavmælt. De havde nok faaet Øje paa et eller andet, der fik dem til at meddele sig til hinanden, men jeg forstod ikke, hvad det var, før jeg et Øjeblik efter saa, at Krattet blev tyndere, og at en Skraaning hævede sig foran mig. Med Opbydelse af mine sidste Kræfter naaede jeg ud af Krattet, stadig faldende og snublende, og saå en ubevokset Høj hæve sig foran mig. Et Stykke fra mig kravlede en meget snavset Mand paa alle fire op ad Højen, og saa vidt jeg kunde se, var det Peter Hansen, min Makker fra Fyrpladsen.

Jeg vilde raabe noget til ham, men det blev kun til en hæs Lyd, da jeg var meget forpustet og havde nok at gøre med at faa Vejret igen. Jeg erindrede saa, at Peter Hansen jo altid havde været en rolig og betænksom Mand, der nøje overvejede, hvad han gjorde, saa naar han kunde kravle paa alle fire op ad den ikke videre stejle Skraaning, saa kunde jeg gøre det samme, hvorpaa jeg lod mig falde om og blev liggende et Øjeblik, før jeg begyndte at kravle. En enkelt Shrapnel, der eksploderede i Luften over mig, satte Fart i mig igen, og jeg begyndte at kravle op. Da jeg langt om længe var naaet op paa Højens Top paa denne ydmyge og stilfærdige Maade, saå jeg, at der allerede laa nogle deroppe i Forvejen, men hvem det var, stod mig ikke klart lige i Øjeblikket. Jeg var for træt til at interessere mig for andre end mig selv. Saadan omtrent maa  Marathonløbere have haft det efter endt Bedrift, og de er endda ikke tvunget til at løbe mellem Mangrover.

Og nu kom der ogsaa andre vandrende op ad Højen. Nogle kravlede, medens andre gik stærkt foroverbøjet med Armene hængende ned ligesom Aber. Alle uden Undtagelse var meget let paaklædt, og de fleste af dem havde faaet Tøjet revet i Laser under deres kilometerlange Løb mellem Mangroverne. Desuden var de uden Undtagelse tilsølet af Dynd og Mudder, og kun ganske faa havde noget paa Hovedet. Hvilken Forandring fra den forholdsvis pæne og rene Besætning, der færdedes paa „Kronborg“ s Dæk for blot en Time siden. Det mest forbavsende var dog, at der var saa mange i Live trods den stærke Beskydning, men det bekræftede, hvad jeg havde hørt før, at Skydning i Blinde  næsten aldrig gør nogen Virkning, selv om den er nok saa voldsom.

Nogle var dog ramt. Ud af Krattet kom to Mænd slæbende paa en tredie, der hang som livløs i deres Hænder. De to Bærere gik med krumme Knæ, og det saa ud, som om de kunde styrte om, hvad Øjeblik det skulde være. Paa lang Afstand kunde jeg se, at det var Kaptajnen, de bar paa. De slæbte ham møjsommeligt op ad Højen, og da de naaede op, rev en Mand noget af sin Skjorte og gav sig til at forbinde ham.

Jeg havde rejst mig op og stod og saa ud over Bugten. Fra Højen kunde jeg lige skimte „Kronborg“, der endnu brændte stærkt. Den engelske Krydser havde holdt op med at skyde, og mens jeg saa til, skete der en kraftig Eksplosion i „Kronborg“ s Forskib, hvorved en Mængde brændende Brædder og ogsaa Trædele, som Ilden ikke havde haft fat paa, blev hvirvlet højt op i Luften. Fra Krydseren blev en stærkt bemandet Baad sat i Vandet og nærmede sig med hurtige Aaretag det brændende Skib. Nu skulde „Kronborg“ sikkert have en sidste grundig Behandling med Sprængpatroner. Der var intet, der kunde hindre Englænderne i at gøre, hvad de vilde. Vi havde ikke Vaaben, og denne Bugt var tilsyneladende helt blottet for Forsvar.

Da: — Rat-rat-rat-rat-rat! Det var en ny Lyd. Et eller andet Sted fra Mangrovekrattet i Land begyndte et Maskingevær at brage, og jeg saa Nedslagene rejse sig i en smuk Stribe ud mod Baaden, der hurtigt vendte om og gik tilbage i stor Hast. Naa, saa megen Vagt var der da heldigvis paa Kysten, at Englænderne ikke kunde undersøge et Skib, der laa kun et Par Hundrede Meter fra Land.

Maskingeværet skød kun nogle faa Salver endnu, saa forstummede det, da Afstanden blev for lang. Men nu skød Englænderne. Endnu inden deres Baad var naaet tilbage til Skibet, blinkede alle Kanonerne i Bredsiden, én Gang, endnu en Gang og én Gang til, medens de sørgelige Rester af „Kronborg“ næsten skjultes af Granatnedslag i Vandet og Sprængninger paa Dækket. Saa var Baaden naaet ud og blev hejst om Bord, medens Krydseren, der virkelig kun var et temmelig lille Skib med tre høje, gammeldags Skorstene, begyndte at spy Røg ud af dem og vende Næsen udefter. Kun nogle faa Minutter efter var den naaet gennem Indsejlingen og forsvundet bag Landtangen.

Da jeg saa ud paa „Kronborg“, opdagede jeg, at Ilden brændte mere dæmpet. Dækslasten var nok helt brændt op, og alt brændbart paa Dækket havde gjort den Følgeskab. Den ene Mast, der var af Staal, var knækket sammen, og man kunde se tværs gennem Kommandobroen, hvor alt Træværk var brændt væk. Alle, der kunde staa op, stod og saa ud mod det Skib, der havde ført os saa langt og saa vel og nu laa med Rælingen kun en Meter over Vandfladen og Overdelen helt ødelagt af Ilden.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

BlokadebryderenKronborg_ødelagt
Kronborg udbrændt ud for Afrikas kyst

 

13. april 1915. “Do you speak english?” – “Hold din snut!”

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar 1915 forlod de Wilhelmshafen. Men kort for ankomsten, 13. april 1915, blev de opdaget af en engelsk krydser.

Nis Kock fortæller:

Inde fra Land var der kommet en Robaad ud imod os, roet af Negre med en hvid Mand ved Roret. Den passerede os, da vi endnu havde lidt Fart paa, og den hvide Mand, hvis Ansigt næsten var skjult af en Tropehjelm, var øjensynlig i Vildrede med, hvad det var for et Skib, han havde for sig. Han satte Hænderne for Munden som en Raaber og prajede os tre-fire Gange, men først, da han kom os helt nær, kunde vi høre, at han foreløbig forsøgte sig med det engelske.

— Do you speak English? raabte han op til Tømmermanden, der stod og kiggede ned paa ham. Tømmermanden maa have følt sig irriteret over at blive tiltalt paa dette Sprog, som han og vi andre havde holdt os længst muligt paa Afstand fra. Han tog et ekstra Tag i Bukserne, satte en foreløbig Skibsrekord i Langspyt og svarede paa jævnt Sønderjysk: — Hold din Snut! hvorpaa han bed sig en ny Skraa.

Det, jeg kunde se af Mandens Ansigt, forvandledes fra Tvivl til et straalende Smil, og han raabte glædestraalende op til Tømmermanden: — Hurra — Sie sind Hamburger!! Hvortil Tømmermanden intet svarede og vi andre heller ikke sagde noget.

Endnu engang vendte vi os om som paa Kommando. For med en Helvedes Larm af skurrende, skruende, hvinende og hvæsende Lyde slog et glat Lag Granater ned i Vandet kun et lille hundrede Meter fra os, medens et Brøl af Kanoner rungede over Bugten og fik mig til at se mod Indsejlingen. Dér laa ganske rigtig den engelske Krydser med Bredsiden til, og i samme Øjeblik jeg saa derhen, blinkede det endnu engang fra Kanonerne, og et nyt Lag gik lige over „Kronborg“ . Granaterne passerede os som et Uvejr af  Mislyde og rejste en temmelig velordnet Stribe af Nedslag inde under Land i det lave mudrede Vand.

I et Glimt saa jeg Negrene i Robaaden vende om og ro mod Land i en rasende Fart, Aarerne gik som Trommestikker, og samtidig rungede det næste Brøl fra Kanonerne ind over Bugten.

Fra Kommandobroen hørte jeg Kaptajnens rolige Stemme: — Klar til at sænke Skibet og klar ved Baadene. Der slog en Salve ned tæt omkring Skibet, og jeg hørte et dumpt Brag mod Skibssiden. Det var jo nok den første Træffer. Jeg maatte hellere se at foretage mig noget, inden Træfferne blev mere almindelige. Jeg var paa Vej ind mod vort Rum for at hente nogle personlige Ejendele og et Fotografi af min Hustru, som jeg havde haft med paa Rejsen, men det var for sent nu. Fra Baadene blev der raabt til mig om at skynde mig lidt, og jeg vendte derfor om og løb over til Baadene.

Den, jeg skulde med, var allerede firet ned, og Folkene var ved at tage Plads i den. Det gik meget roligt for sig, uden det mindste Tilløb til Panik, skønt de engelske Salver faldt Slag i Slag og Skibet allerede var ramt flere Gange. Kaptajnen stod endnu paa Kommandobroen og raabte til en eller anden, hvordan det gik, og nikkede, da han fik et Svar nede fra Skibets Dyb. Det var sikkert Sænkningen af Skibet, det drejede sig om. Jeg bemærkede nu ogsaa, at Dækket var begyndt at skraane meget stærkt, og samtidig med, at jeg gjorde denne Opdagelse, slog et nyt Lag ned omkring os, en Granat sprang paa den anden Side Kommandobroen, og Splinterne hvinede til alle Sider. Det var dog ejendommeligt, at vor Dynamitladning, vore mange Millioner Geværpatroner og vore Granater til „Königsberg“ ikke havde ladet høre fra sig for længe siden.

Tanken om vor Ladning satte imidlertid Fart i mig, og et Øjeblik efter stod jeg i Baaden, som straks efter lagde fra. Det sidste, jeg saå paa Dækket, var et Par Mand i Færd med at hælde Indholdet fra nogle store Spande ud over Dækslasten. Det lugtede infamt af Petroleum, og nu blev jeg først klar over, hvor den Lugt stammede fra, som jeg havde bemærket om Natten. Petroleumsspandene havde staaet parat hele Tiden. Da vi kom nogle Meter fra Skibet, begyndte det allerede at brænde i Bræddestablerne fra for til agter, og jeg bemærkede, at Skibet laa meget dybt med Agterenden. Alle Bundventilerne maatte være blevet lukket op, siden vi havde faaet saa meget Vand ind paa et Øjeblik.

Der blev roet meget stærkt. Da vi var kommet et Hundrede Meter fra Skibet, lagde en anden Baad fra det brændende Skib, og der var én, der sagde: — Nu er der ikke flere tilbage. Skipperen tog sin Hund med.

Røgen fra det brændende Skib lagde sig som et Slør over Vandet, og det generede vel Englændernes Skydning noget. Det hindrede dog ikke, at alle de Granater, der gik for langt, slog ned i umiddelbar Nærhed af Baaden, og til sidst blev jeg klar over, at de ligefrem fyrede efter os. Da vi sprang i det lave mudrede Vand for at vade det sidste Stykke ind, skiftede Englænderne ved en eller flere Kanoner om til Shrapnel og skød direkte paa os. Jeg kunde høre de skarpe, skrattende Skrald oppe i Luften, der var helt forskellig fra de almindelige Granaters dumpe, rungende Bulder, og et Sekund efter hvinede en Byge af Blykugler ned over os og rejste Brakvandet i Hundreder af Sprøjt. Ganske køligt og nøgternt arbejdede min Hjerne og undrede sig over, at ingen var blevet ramt.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Anker Nissen fortæller:

Vi blev nogle timer forsinkede og nåede ikke kysten og målet som planlagt, da vi pludselig fik øje på en stærk røgsøjle fra et skib, der viste sig at være den engelske krydser Hyacinth. Vi blev straks opdaget og et skud for boven var signal til at vi skulle stoppe, men kaptajnen gav ordre til at lukke søventilerne og skibet kunne sætte farten op og nu fulgte en beskydning, hvorunder granaterne fløj os om ørerne. Heldigvis var de fleste forbiere, og da kaptajnen kunne se, at vi ikke kunne nå frem til Tanga, uden at blive indhentet, bøjede vi ind i Manzabugten.

Et stykke tid skjultes skibet af høje palmer, men fristen var kun kort, krigsskibet nærmede sig med stærk fart og nu fulgte salve efter salve, vort skib kom i brand, faren for en stor eksplosion var stor, søventilerne blev åbnet igen og skibet sat på grund, hvorefter ordren lød: Alle mand i bådene!

Det gjaldt om at komme hurtigst muligt bort fra skibet. Blev ammunitionen ramt, ville skibet ryge i luften — og vi med. Vi forsøgte a t ro mod land, men nu satte Hyacinth ind med schrapnellgranater, så vi måtte forlade bådene. 5 mand blev såret, derunder kaptajnen hårdt. Nu fik vi imidlertid også ild fra land, idet de indfødte tyske vagtposter jo ikke kunne ane hvem vi var; men heldigvis ramte de ikke — de fleste kugler går jo da forbi.

Det lykkedes trods alt dog os alle at komme i land, og et stykke inde i land, samlet under et træ på et højtliggende sted, kunne vi iagttage det brændende skib og englændernes forsøg på at komme om bord. Hen på dagen forlod de skibet, gik om bord i krydseren og forlod bugten vel menende, at skibet var udbrændt.

Nissen, Anker: Sønderjylland-Afrika retur (1962)

BlokadebryderenKronborg_ødelagt
S/S Kronborg – udbrændt

 

 

 

13. april 1915. Reddet? Blokadebryderen S/S Kronborg ved vejs ende

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar 1915 forlod de Wilhelmshafen. Men kort for ankomsten, 13. april 1915, blev de opdaget af en engelsk krydser.

I en mægtig Bue ændrede „Kronborg“ sin Kurs, og i rivende Hast forandrede Billedet sig. Vi satte nu Næsen direkte mod Land, og det saå ud, som om vi skulde løbe paa Grund, men et Øjeblik efter viste det sig, at vi sejlede mod Indløbet til en Bugt, som næsten var lukket af en lang, kratbevokset Tange.

En høj, klar Vandsøjle skød op paa vor Styrbords Side, og jeg hørte en dyb Buldren langt borte. Det var et Stoppeskud. Kunde de naa at faa Barn paa os, inden vi naaede ind i Bugten, hvor vi var beskyttet af Landtangen?

Endnu en Vandsøjle skød op ledsaget af en halvkvalt Buldren af en Granat, der eksploderede i Vandet, men nu var vi kommet paa Højde med Indsejlingen til Bugten, og et Øjeblik efter var Krydseren ikke at se over den kratbevoksede Tange.

Det forekom mig, at der var Tilløb til et Hurra paa Dækket, men det blev ikke til ret meget. Et Blik op paa Kommandobroen paa Kaptajnens sammenbidte og alvorlige Ansigt var nok til at overbevise mig om, at Faren ikke var overstaaet endnu. Det var da heller ikke til at tage fejl af, at vi kun havde faaet en Galgenfrist. Foran os bredte sig en rundagtig Bugt, der kun var 4-5 km i Dybden og hvis Bredder hele Vejen rundt var bevokset med Krat. Hvis vi var sluppet herind, uden at nogen havde set os, vilde det have været et glimrende Skjulested, eller hvis der havde været en Flod her, saa kunde det ogsaa gaa an, selv om vi var blevet set. Men her saa ikke ud til at være Floder, der søgte deres Udløb i Bugten, og da vi var set, kunde der jo ikke være Tale om at skjule os her.

Et tilstrækkelig let engelsk Krigsskib kunde lægge sig i Indløbet og ramme os, hvor vi saa end var ankret op i Bugten.

Vi nærmede os imidlertid hurtigt det inderste af Bugten, og jeg lagde Mærke til, at Farten gradvis var taget af. Vi havde sikkert ikke meget Vand under os, og det var paa høje Tid, at der blev gjort noget for at hindre, at vi løb paa Grund.

— Den engelske Krydser er vendt om og staar mod Nord! raabte Udkigsmanden med saa megen Befrielse og Lettelse i Stemmen, at jeg ikke kunde lade være at se op. Der var flere, der gjorde det samme, som om de vilde spørge Manden, om han nu ogsaa havde set rigtigt.

Vi var reddet. Hvorfor Englænderen vendte, kunde jeg ikke forstaa, men maaske laa der et Batteri skjult i Bugten, som han kendte og havde Bespekt for — maaske var Vandet for grundt selv udenfor Bugten, saa han ikke kunde komme paa Skudhold. Hvad nu Grunden end kunde være, saa var vi frelst, og vi havde virkelig sejlet en Ladning Krigsmateriel fra Wilhelmshafen til Mansabugten i Østafrika, uden at den havde taget mindste Skade.

Jeg saa ind mod det Land, som havde været i vore Tanker hver Dag under den lange Rejse. Det var altsaa Afrika. Tæt Mangrovekrat, som voksede helt ud i Vandet, og foreløbig ikke et Menneske at se paa Land. Bag Mangroverne saa jeg Palmer. Vi var kommet til et af disse Lande, som alle Mennesker, der er født i det kolde Norden, bærer en hemmelig Længsel efter.

Vi var kun nogle faa Hundrede Meter fra Land, da Maskinen helt standsede, og et Øjeblik efter raslede Ankeret ud. Det havde ikke nogen lang Vej at gaa, kunde jeg høre. Vi maatte aabenbart ligge paa næsten grundt Vand med kun nogle faa Meter Vand under Kølen. Nu havde vort Anker fat i den afrikanske Strandbund. Vor Rejse var til Ende.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Raid_hyacinth-rubens_east_africa1915-04-14
Skibenes bevægelser – i engelsk krigshistorie kaldes S/S Kronborg for “Rubens”, som var skibets oprindelige navn. Fra Wikipedia http://en.wikipedia.org/wiki/HMS_Hyacinth_%281898%29

 

 

 

13. april 1915. “Krigsskib med tre Skorstene for fuld Damp efter os!”

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.

Nis Kock fortæller:

Det var Peter Hansen og mig, der skulde have Vagten paa Fyrpladsen, da Viseren gled ind i den nye Dag, den 13. April. Da vi kom ned, mødte vi en af Mestrene, der fortalte os, at han lige havde skruet Sikkerhedsventilerne fast.

— Hvad skal det tjene til? spurgte vi.

— Har I ikke læst Mark Twain, grinede Mester. Naar Skipperne paa Mississippi sejlede om Kap, saa satte de en Niggerdreng paa Sikkerhedsventilen — saa kom de enten igennem, eller ogsaa sprang de i Luften. Her var vi ingen Niggerdreng, saa her klarer vi os med en Skruenøgle.

— Det er maaske Meningen, at vi skal sejle stærkt? spurgte Peter Hansen roligt og hængte sin Frakke paa et Søm.

— Det varer nok ikke saa længe. Skaf jer nogle Kul frem, mens I har Tid endnu. Jeg tænker, at Kedlerne holder, for det er godt engelsk Kram.

Vi fulgte hans Raad og skrabede saa mange Kul frem, som vi kunde overkomme, inden der kom Ordre til at sejle for fuld Kraft. Saa gik det løs. Fra det Øjeblik sagde vi ikke et Ord til hinanden. Saa hurtigt som vi overhovedet var i Stand til at bevæge os, øste vi Kul paa Ilden. Aldrig i mit Liv har jeg arbejdet som i disse Timer. Huden gik i store Vabler paa Hænderne, Kroppen drev af Sved, og Benene rystede under mig af Overanstrengelse.

Én Mand raabte ned til os: Nu gik vi forbi Pemba Øen!

Vi var ligeglade. Vi rasede som Djævle i vort ophedede Rum, og Mester raabte ind til os: — Det gaar strygende — bliv ved lidt endnu! Heller ikke det svarede vi paa. Manometret, der var engelsk, havde en rød Streg ved 180, men den var for længe siden overskredet.

Skibet rystede og dirrede i sine Sammenføjninger under det voldsomme Pres, og Kullemperen stønnede: — Vi springer Gud hjælpe mig i Luften alle Mand! Men ogsaa han fik Lov til at tale ud i det frie Rum. Vi øste og øste Kul paa, og det eneste, vi havde Øje for, var Manometret. Ikke en eneste Streg maatte det falde fra den Højde, vi havde tvunget det op paa. Det var blevet vor rent private Galskab.

Inde i mig voksede et dumpt Raseri mod „Königsberg“, der havde tvunget os ind i dette Slæbearbejde, mod alle dem, der havde fri, ja, mod hele Verden. Det overmenneskelige haarde Arbejde skal nok være Forklaringen paa, at Klassekampene altid er saa rasende og bitre. De, der maa overanstrenge sig, holder af at tænke paa Fjender og Uvenner og ikke med kærlige Tanker. Der skabes ikke idylliske Syner af haardt og slidsomt Arbejde.

Mærkeligt nok følte jeg mig ikke videre træt af det haarde Slæb, men et Sted i Baghovedet lurede en Anelse om, at jeg hvert Øjeblik kunde styrte om med Skovlen i Haanden, hvis jeg ikke holdt en vis Kontrol med mig selv. (…)

— Røg ret agterude! meldte Udkigsmanden, og som paa Kommando drejede hele Besætningen omkring og søgte agterud. Nu saa jeg dem først allesammen. De fleste af dem havde staaet samlet i Forskibet og stirret forud efter det første Glimt af Tanga, som vi jo snart maatte være i Nærheden af. Nogle havde raabt, at de kunde se Fyrtaarnet ved Indsejlingen, men andre havde bestridt det. Jeg havde hørt det som noget mig forholdsvis uvedkommende, medens jeg stod og saa ind mod Bjergene.

Men var det Tanga, de havde set, og var det et engelsk Krigsskib, der dampede agterude, saa var det altsaa gaaet i Opfyldelse, som jeg havde frygtet mest af alt, at vi skulde blive standset lige paa Tærsklen til vor Triumf.

Fra Broen spejdede Kaptajnen og en af Styrmændene i deres Kikkerter efter Røgen agterude, og i Bagstavnen stod det meste af Mandskabet og stirrede den samme Vej. Jeg gik hen til dem. Det var en tavs Forsamling. Ikke en eneste talte højt. Alle ventede paa, hvad Udkigsmanden, der havde Kikkert, kunde sige om det Skib, der kom dampende efter os. For mine Øjne var der ikke andet at se end en kulsort Røgsky, der syntes at vokse i Størrelse og Tykkelse for hvert Minut.

— Krigsskib med tre Skorstene for fuld Damp efter os! brølede Udkigsmanden, og der gik en bølgende Bevægelse gennem hele Klyngen. Jeg saa op paa Kommandobroen.

Kaptajnen og Styrmanden havde taget Kikkerten fra Øjnene, og Kaptajnen nikkede betydningsfuldt til sin Styrmand.

— Færdig! sagde en Mand lige med ét, færdig med fyrre. Saa satte han sig ned paa Spillet og tændte en Cigaret. Hver en Havn spærret af de Sataner!

Ja, hver en Havn spærret: Engelske Krydsere stængte hver Havn — inde i Land var der Mangel og Nød. . . Hans Ord vakte en lille forglemt Versestump til Live hos mig, og den blev ved at synge i Hovedet paa mig længe efter, at andre var begyndt at tale. Det var jo Terje Vigen om igen. Det var hundrede Aar siden, men stadig beherskedes Havene af „den engelske man of war — med Ørneøje fra Mærs“ .

I hundrede Aar havde disse Skibe under det hvide Krigsflag afgjort, hvad der skulde være lukket, og hvad der skulde være aabent. Stor og mægtig var Englands Flaade. Den havde Raad til at lade os luske igennem Skagerak og til at gaa gennem Blokaden ved den skotske Kyst, for den vidste, at hvad den ene ikke saa, det saa den anden.

Nu havde Røgskyen hævet sig, og jeg saa tydeligt Dele af Rigningen og af Skroget paa den engelske Krydser. Det var ikke noget særlig stort Skib, saa vidt jeg kunde se, men det var stort nok for os. Saadan var det ved Falkland, saadan ved Dogger Banke og saadan ogsaa her, hvor „Kronborg“ løb for sit Liv. Jeg saa op mod Flaget, men det var der ikke længere. Dannebrog var strøget under dette sidste Kapløb.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

BlokadebryderenKronborg
S/S Kronborgs rute

 

 

11. april 1915. Er blokadebryderen S/S Kronborg opdaget af englænderne?

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.

Nis Kock fortæller:

I disse Dage forstummede Harmonikaen, som havde været lidt i Gang ved Altapraøen. Der var igen langt flere Udkigsmænd end nødvendigt og vi hørte igen Raab om Røg, hvor der ingen Røg var. Styrmændene og Mestrene passede deres Arbejde med Ro og Rutine og var et godt Eksempel for os andre, der dog ogsaa gjorde alt, hvad vi kunde, for ikke at røbe vor stigende Spænding.

Men det var to lange Dage. Der er ikke meget fra Samtalerne dengang, der huskes, udover at Tømmermanden en Dag brød sin Ro og sagde uden at henvende sig til nogen bestemt:
— I Tanga den 13. April — ja, det er let nok sagt. Det er ligesom at skrive til en Pige, at hun skal være paa Banegaarden ved 4-Toget. Det kan de sagtens sige, de guldgallonerede Hundestejler paa „Königsberg“ , men det er sgu’ os, som skal gøre det. Selv kommer de ikke ud — og hvorfor? Selvfølgelig fordi de ikke kan. Men vi skal med vore 10 Knob.

Telegrafisten fortalte os jævnligt, at Englænderne stadig var tossede. Luften svirrede af Telegrafi. Derimod var „Königsberg“ blevet tavs, hvad vi var meget glade for. Vi havde imidlertid en tydelig Fornemmelse af, at den havde telegraferet tilstrækkeligt til at ødelægge alle vore Chancer.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Blokadebryder

10. april 1915. Blokadebryderen S/S Kronborg får ordre om at sejle til Tanga

Anker Nissen og Nis Kock var om bord på blokadebryderen S/S Kronborg, der med dansktalende besætning skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.

Anker Nissen fortæller:

Om bord på skibet havde vi en hemmelig radiostation, anbragt i et rum under kaptajnens kahyt og hvortil adgangen var skjult af kaptajnens servante, der havde dobbeltbund.

Vi fik en nat over radioen ordre til at anløbe en af koloniens havnebyer Tanga den 14. april ved daggry. Vi var uvidende om at den telegrafkode, som blev anvendt, var kendt  af englænderne og at vi derved var blevet opdaget.

Nu kom der en spændende nat. For fuld kraft, med slukkede lanterner, ingen måtte ryge, gik det mod den østafrikanske kyst. Alle var på vagt, og enhver skulle melde så snart eventuelle blokadeskibe var i sigte.

Nis Kock fortæller:

Der er to Dages og én Nats Sejlads fra Fredens Ø, Altapraøen, hvor Skildpadderne gaar nede paa Havbunden, til den sumpede og sandede afrikanske Østkyst. I disse to Dage og én Nat blev der bandet mere om Bord end paa hele den øvrige Rejse sammenlagt, og det var lige fra øverst til nederst. Der er heller ikke nogen Tvivl om, at der blev svedt mere. Der blev sejlet for fuld Fart hele Tiden, og det var ingen Spas for os nede i Fyrrummet. Men det, der navnlig bragte Sveden frem, var den tavse Spænding, som steg fra Time til Time og gjorde en Ende paa det fredelige, dagligdags Liv om Bord. Den var meget højere — og her hjalp den stegende Varme vel ogsaa til — end da vi gik gennem Blokaden i Skagerak, for dengang havde vi kun lige begyndt, men nu havde vi næsten fuldført vort Arbejde, og nu kunde et eneste Uheld ødelægge det hele.

Nissen, Anker: Sønderjylland-Afrika retur (1962)

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Nissen, Anker_1915
Anker Nissen (1915)

 

 

5. april 1915. Blokadebryderen: Sørøvere i Det indiske Ocean?

Anker Nissen deltog om bord på en tysk blokadebryder med dansktalende besætningn(“S/S Kronborg”), der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika.

Da vi siden vor afrejse ikke havde vovet at have nogen kontakt, hverken med Tyskland eller kolonien Østafrika, idet vor eksistens da let kunne være blevet røbet, og da det i vore instruktioner var angivet, at vi skulle afvente nærmere ordre, forinden vi anløb nogen havn, satte vi kursen mod øgruppen Seychellerne, der ligger i det indiske ocean nord for Madagaskar, for der at afvente den endelige ordre til anløb af kolonien.

Vi var bekendt med, at hele den østafrikanske kyst var stærkt bevogtet af den engelske flåde, idet englænderne ville forhindre enhver forbindelse mellem koloni og moderland. Yderligere var vi bekendt med, at det eneste tyske krigsskib i området: krydseren Königsberg, som i givet fald skulle yde os nogen beskyttelse mod englænderne, var søgt ind i Rufidji flodmundingen på grund af mangel på brændsel, og der var krydseren blevet opdaget af englænderne, som holdt det fast u nder streng bevogtning.

I henhold til de oplysninger vi havde ombord om øgruppen skulle denne være ubeboet, men til vor store overraskelse iagttog vi om morgenen, da vi nærmede os den største ø, at flere småbåde blev sat i vandet og kom ud til os. I første omgang troede vi det var sørøvere. Bådenes besætninger – delvis negre og en del af blandet race — kom om bord og så meget faretruende ud. Det viste sig efter at lederen — en franskmand — var kommet om bord, fortalte kaptajnen, at der på øen var en straffekoloni med en mængde farlige forbrydere.

Efter en meget lang forhandling med lederen og efter at vi havde forsynet dem alle med the, sukker, salt og andre rare ting, for hvilke vi til gengæld modtog en stor levende skildpadde, der nok vejede ca. 500 pund, fik vi endelig banden losset fra borde igen.

Forinden havde de dog været meget nysgerrige og nærgående, og de forsøgte alt muligt for at få noget at vide om det store mystiske skib. De anede på dette tidspunkt (april 1915) ikke, at der var krig, idet øgruppen kun fik besøg 2 gange om året og der havde ikke været skib siden juli 1914. (…)

Vi forhalede nu skibet ind i en lagune og blev liggende dagen over, og en del af besætningen, også jeg sammen med styrmand Elberg fra Åbenrå, aflagde øen et besøg. Dette kunne være blevet skæbnesvangert for os, for da vi igen skulle ombord, havde strømmen forandret sig til en mægtig styrke, så vi flere gange af denne blev fø rt til havs. Først sent på aftenen lykkedes det at komme om bord igen.

Anker Nissen: Sønderjylland-Afrika tur/retur

BlokadebryderenKronborg_i_orkan-mindre
Foto taget på dækket af M/S Kronborg i hårdt vejr

 

 

4. april 1915. Radiokontakt med SMS Königsberg ud for Østafrika

Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle sejle våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar forlod skibet Wilhelmshafen, camoufleret som det danske handelsskab S/S Kronborg – med en besætning af dansktalende sønderjyder.

Et Par Dagsrejser eller tre Syd for Ækvator kunde vi mærke Luftforandringen, og da vi nærmede os Afrikas Sydspids, blev Vejret ikke alene køligere, men ogsaa stormfuldt og haardt. Søsygen begyndte atter at stikke Hovedet frem hist og her, og vor ulykkelige Kullemper laa atter i Kulbunkerne uden at kunne røre sig. En Dag saå vi gennem Dis og under forrevne Skyer Afrikas Kyster ved Kap det gode Haabs Forbjerg graane om Bagbord, og inden længe havde vi atter vendt Næsen mod Nord og nærmede os igen Varmen.

Nu ændrede alle Samtaler sig. Fra at snakke om Hjemmet og Krigen i Europa gik vi alle som én, fra den Dag, vi atter stævnede mod Nord, over til at tale om, hvor vi skulde hen, og hvordan vi skulde komme uset til Kysten.

Et Kort over den afrikanske Kyst blev atter fundet frem, og et Navn dukkede op. Vi fandt det i den allersydligste Del af Kolonien, en lille Havneby, Lindi. Kunde vi snige os langs Kysten af den portugisiske Koloni, hvor der jo ingen Blokade var, og saa en mørk Nat stikke ind i Lindis Havn — hvilken Triumf vilde det ikke være at gøre Rejsen saa omgaaende og prompt! Vi svælgede allerede i den Triumf, der ventede os, naar vi lagde til i Lindi, og efterhaanden som Dagene gik, blev dette Navn mere og mere sandsynligt. Styrmændene nikkede betydningsfuldt, naar vi nævnede det. Jo, Kaptajnen havde selv talt om det, og foreløbig havde vi da ogsaa Kursen efter Mozambique Strædet — alt tydede paa, at vi skulde til Lindi.

Men om Morgenen den fjerde April, da jeg kom op efter en Vagt, kunde jeg se, at der var sket noget. Vi havde faaet Radioforbindelse med „Königsberg“ og havde faaet vor første Ordre.

— Bare de vilde lade være med deres forbandede Telegrafi, sagde Tømmermanden, som var af den gamle Skole, hvis Englænderne ellers kan høre, saa er de klar over, at
der er Ugler i Mosen. Det siges, at de kender vor Kode.

— Hvor skulde de kende den fra? var der én, der spurgte.

— Hvordan Fanden skulde jeg vide det? gensvarede Tømmermanden fortrydeligt, jeg kender s’gu ikke noget til Englændernes Fiduser. Men jeg siger, at de siger — at Officererne siger, altsaa — at de har fundet vor Kode et eller andet Sted — en af vore Officerer har tabt den et eller andet Sted, da han skulde tage sit Lommetørklæde frem, fordi han havde Snue, eller ogsaa faldt den ud af Vinduet, da de støvede af, men de kender den altsaa. De vidste før Slaget ved Doggerbanken, at vore Skibe vilde komme, og nu skal den være forandret.

— Hvorfor bruger „Königsberg“ den saa?

— Hvor kan jeg svare paa alt det Sludder, som I kan hitte paa at spørge om. „Königsberg“ har jo ikke været hjemme siden Krigen, og derfor telegraferer den vel efter den gamle Kode.

— Hvad har „Königsberg“ egentlig lavet? var der én, der spurgte.

— Den har ligget og flakket omkring hernede og standset Handelsskibe og saadan. Engang gik den ind i Zanzibar og knaldede en lille engelsk Krydser ned — „Pegasus“, hed den vist. Jeg læste noget om det hjemme.

— Hvorfor Fa’n blev den ikke ved med det? spurgte Karl Sørensen.

— De blev vel for mange om den, mente Peter Hansen, og den havde vel heller ikke Kul nok. Vi har jo Kul med til den. Dens Kanoner er heller ikke stærke nok mod de engelske Skibe — det er de aldrig — vore Krydserkanoner er alt for smaa. De kan ramme, men de kan ikke slaa haardt nok. Det saa vi jo ved Falkland. Desuden ligger der en Mængde engelske Skibe her ved Kysten.

— Her skulde Grev Spees Eskadre bare være sluppet over, var der én, der sagde, saa var der blevet ryddet op i Blokadeskibene — det er vel bare nogle gamle Krydsere.

— Store nok til os, mente Tømmermanden med en meget vidende Mine.

— Jamen, hvad siger du til, hvis „Scharnhorst“ og „Gneisenau“ var sluppet herover, uden at nogen havde vidst noget af det — Vorherre bevares, hvor vilde Englænderne have gloet!

— Det havde de ikke faaet ret megen Tid til, indskød en anden, jeg kendte de to Skibe. De var farlige for Krydsere.

Telegrafisten kom hen til os og sagde fortroligt: — Nu har vi faaet Forbindelse med „Königsberg“ igen og faaet nye Ordrer …

— Fanden staa i den skaldede Krydser — kan den ikke holde sin Kæft!

— Hvad gik den Ordre ud paa?

— Vi skal lægge ind til Altapraøen og afvente nærmere Ordre.

— Hvor ligger saa den Ø? spurgte jeg.
— Langt til Søs, svarede Telegrafisten.
— Ja, de skal nok faa forkludret det hele med deres forbandede Telegrafi, sagde Tømmermanden bittert og spyttede sin Skraa ud i Mozambique Strædet, hvorpaa han fiskede en ny op af Lommens Dyb.

Inden Aften fik vi at vide af Styrmændene, at nu sejlede vi med Kurs mod den engelske ø Altapra, hvor vi skulde ligge og vente, til „Königsberg“ var brudt igennem den engelske Blokade paa Rufijifloden.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

SMS Königsberg_mindre