Tag-arkiv: begravet levende

7. maj 1917. Levende begravet: “Jeg sad som i en rottefælde!”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Da vi havde ligget nogle Timer i og ved det nævnte Kalkbrud, kom der Ordre, at vi skulde frem. Jeg slap dog for at komme ud i Stilling denne Gang, men blev sammen med en Kammerat kommanderet til at være Løbepost fra Kamplinien tilbage til Bataillonskommandøren.

Vi fik en Plads anvist ved Siden af Artilleriet ved den store Landevej, der fører ned til Arras. Det var en lille Hule dækket med nogle Bjælker, et Par Jernplader og noget Jord, hvor vi havde Plads, naar vi ikke løb Ærinder frem og tilbage.

Det var to frygtelige Døgn. En Del Fanger og mange frygtelige saarede kom tilbage, og alle havde Rædselen malet paa deres Ansigt.

Dag og Nat snurrede Projektilerne i Luften; det var en fuldstændig Artilleriduel. Det blev endog saa galt, at Artilleristerne løb fra deres Kanoner, kun to Telefonister og vi to Løbeposter blev der.

Mange Køretøjer, baade Ammunitions- og Bagagevogne, blev trufne, til Dels skudt i Brand; snart laa døde og saarede, Heste og Kuske imellem hinanden, og naar Ammunitionsvognene brændte, plaffede baade Artilleri- og Infanteri-Ammunition, og selv om det ikke var i den Grad farligt, som naar de gik igennem et Kanonrør eller Riffelløb, kunde det alligevel være ubehageligt nok at komme i alt for nær Berøring med.

Den ene Telefonist og den ene Løbepost havde lagt sig til Hvile inde i den lille Hule. Den anden Telefonist sad ved Telefonapparatet, mens jeg sad paa mit Tornyster.

Pludselig siger Telefonisten: „Skal vi ikke hænge et Telt for  Aabningen, det ser saa uhyggeligt ud derude.” „Jo, det synes jeg ogsaa.”

Vi havde lige set en Kanon stejle baglæns ud af Stilling, og vi havde set, hvordan en Granat kom og borede sig ned i Jorden ved Siden af et stort Træ, og da den eksploderede, sprang Træet op som en Trold af en Æske og faldt ind paa Marken.

Vi havde da mange saarede og døde udenfor, uden at vi var i Stand til at hjælpe dem, saa det var uhyggeligt nok.

Telefonisten rejste sig og stod just og var i Færd med at hænge en Teltdug for Aabningen, da der kom en Granat, fo’r ned gennem Dækningen lige over Hovedgærdet af de to, som havde lagt sig til Hvile, borede sig ned i Jorden, men eksploderede ikke.

Jeg følte det, som om en pustede mig i Nakken med saa voldsom Kraft, at jeg gik næsegrus ned foran mit Tornyster. Bjælker, Jord og Jernplader kom ovenpaa mig, og jeg sad som i en Rottefælde, men mærkede iøvrigt slet ingenting, før de kom og gravede mig ud.

Kammeraten, som stod i Huleaabningen, var af Lufttrykket blevet  kastet ud paa Marken; men da han rejste sig op, fejlede han ingenting.

Saa løb han efter Hjælp, og der kom 5-6 Artillerister og gravede os ud, og da jeg laa lige inden for Aabningen til Hulen, kom de først til mig.

Saasnart de fik min Overkrop fri, rejste de mig op paa Knæ, og jeg var med det samme ved fuld Bevidsthed. Mine Ben sad stadig fast; men inde under det hele laa en af mine Kammerater og raabte hjerteskærende om Hjælp. Den anden var blevet kastet oven paa Jordbunken; han var tilsyneladende død.

De rakte mig en Spade, og mens jeg lænede mig over den døde og kastede Jord til Side for at faa den anden ud, som laa og skreg om Hjælp, begyndte den døde at røre sig, og hurtigt gjorde jeg Alarm, saa vi fik ham gravet ud først; hans Ben sad fast.

Vi fik fat paa Sanitetspersonalet, der bragte ham bort. Han var af en Jernplade blevet revet op i den ene Side helt fra Hofteskaalen og op til Hovedet; men seks Uger efter kom vi igennem en By, hvor han laa paa Lasaret; da var han saa vidt, at han kunde gaa udenfor. De havde faaet ham flikket sammen, og vi talte med ham.

Da han var borte, arbejdede vi igen for fuld Kraft paa at faa Staklen, der var indeklemt under Jernpladerne, ud. Hans Ben blev afdækket; saa greb vi fat i dem og halede ham frem, og da han kom ud, fejlede han ingenting. Saa blev endelig tilsidst mine Ben gravet løs. Da jeg kom ud, viste det sig, at mit ene Fodled var lidt forvredet, saa jeg paa Morgenstunden maatte køre tilbage til Lécluse, siddende paa en Kanonforstilling.

Efter at have hvilet nogle Timer og faaet Mad, blev vi straks sat i March og kom langt tilbage fra Fronten, men hvor var vort Kompagni blevet lille! Vi havde mistet saa mange af vore Venner og Kammerater derude.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

2. maj 1917. Levende begravet – og mødt sin Gud

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Vi havde lige ordnet os i Stilling, da Englænderne begyndte med at lægge Trommeild paa vor Skyttegrav, og Trommeild er jo skrækkelig, naar Granaterne bogstavelig talt hagler ned, og de store Shrapnels eksploderer oppe i Luften og hver for sig sender deres 250 smaa, runde Kugler ned over det i Skyttegraven uden Dækning staaende Mandskab.

Man kan forstaa, at det ikke varede længe, før de saaredes Jamren og de døendes Rallen lød rundt om os.

Trommeilden varede to Timer. Midt i det hele kom en Granat og fo’r ned i Jorden ved Siden af mig og min Sidekammerat til venstre. Da den eksploderede, væltede den Jord volden ud i den 3 Alen dybe Skyttegrav og begravede os under Jordmasserne.

For mit Vedkommende var det ikke saa slemt denne Gang.Jeg blev kastet ned paa Ryggen, mine Arme laa langs min Krop, og ovenpaa denne 3 Alen Jord, der trykkede helt forfærdeligt, men mit Ansigt var frit, og aldrig i mit Liv har jeg saadan raabt om Hjælp som i den Stund.

Der kom da ogsaa straks 5-6 Kammerater, deriblandt ogsaa min Sidekammerat til højre, Delingsføreren; de kastede Jord til Side og fik mig halet frem.

Saasnart jeg kom frem, saa jeg, at min Sidekammerat til venstre ogsaa var borte; det var en Kunstmaler fra Berlin.

Vi gravede af alle Livsens Kræfter for ogsaa at redde ham. Jeg vidste, hvor han havde staaet, og kunde derfor ogsaa regne ud, hvor omtrent han maatte ligge. Jeg kom saa med min lille Spade lige ned paa hans Hoved.

Han var sunket ned paa sine Knæ, og Staalhjelmen var gledet om for hans Ansigt. Saasnart jeg fik hans Hoved afdækket, fik jeg mine Hænder ned under hans Hage og Ansigtet trukket op i frisk Luft.

Han var dryppende vaad af Sved, men gav ikke Spor af Livstegn fra sig. Vi gravede ham alligevel ud og lagde ham ovenpaa Jorden; men da han havde ligget nogle Øjeblikke, begyndte han at drage Aande.

Han aandede underligt dybt og begyndte at røre sine Lemmer, og mens vi endnu stod og saa paa ham, rejste han sig op paa sine Knæ, foldede sine Hænder og begyndte at takke Gud.

Aah, jeg kunde ønske, mine Læsere havde hørt den Mand takke Gud! Ikke med en Stavelse takkede han, fordi han var gravet ud; men han takkede Gud af hele sit Hjerte, fordi han havde faaet en frelst Sjæl.

Han havde kæmpet sin Jakobskamp dernede under de 3 Alen Jord, og fortalte os bagefter, at hele hans Liv var passeret Revy forbi hans
indre Øje og var standset hjemme hos hans unge Søster i Berlin, som han vidste, bad for ham, og som han var overbevist om bad for ham netop i denne Stund.

Som Soldat betragtet var han slet ingenting værd, ikke fire Skilling, han kom heller ikke mere med i Stilling, men fik Pladsen som Kompagnifotograf.

Han var paa sin egen Maade et stilfærdigt Vidne om Guds Barmhjertighed mod Syndere, og han fik en god Plads mellem Kammeraterne. Vi holdt allesammen af ham.

Da Trommeilden hørte op, ventede vi, at Stormen skulde bryde løs, men det blev ikke til noget. Derimod prøvede Englænderne ved Aftenstid at gaa frem til Storm, men det Angreb blev let afslaaet, uden at det kom til Nærkamp.

Næste Dag gentog det samme sig, og Englænderne prøvede paany
et Stormangreb, som blev afslaaet.

Ved Aftenstid blev vi udsat for et Gasangreb; vi stod seks Timer i Gas, men takket være de gode Gasmasker mistede vi den Gang ingen.

Under Gasangrebet kom min Kaptejn hen til mig og lagde Haanden paa min Skulder, idet han sagde: „Hør, Gamle, i Nat skal du skyde.”

Det gav et Gys i mig. Jeg tænkte: Hvor véd han, at du ikke skyder? Han sagde ogsaa: „Naar vi holder en jævn Ild vedlige, slipper vi muligvis for Englændernes Stormangreb, men tier vi, tror de, at vi er helt eller halvt døde af Gassen, og saa vil de storme bagefter.”

Jeg fyrede tappert ind i Jordvolden uden for vor Skyttegrav, saa mit Gevær knaldede ligesaa lystigt som de andres. Det er næsten den eneste Gang, jeg har haft mit Gevær ladt i de 28 Slag, jeg har været med i, og derfor gaar jeg ogsaa med den dejlige Tryghedsfølelse i mit Hjerte, at jeg hverken har gjort Englænderne eller Franskmændene Fortræd, og det har meget større Værd for mig, end jeg den Gang tænkte paa.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

3. april 1917. Retur til dødens hule: “Fra alle Sider lød Stønnen, Klagen og Raab om Hjælp.”

Den hule, hvori H.C. Brodersen opholdt sig sammen med adskillige hundrede andre soldater, er braset sammen og mange er blevet knust. Men Brodersen og hans nærmeste kammerater er sluppet ud.

De fleste af os fandt sammen nede i Dalen, hvor ogsaa en Løjtnant fra Kompagniet, men som vi ikke havde set i Hulen, blev antruffet. Han samlede sammen paa Resterne af dem, der hørte til  Kompagniet, og da han hørte, at vi var løbet fra det hele og ikke en Gang havde bjerget hverken Maskingeværer eller Gasmasker, gav han omgaaende Ordre til, at vi skulde hente det hele tilbage.

Berliner Justav, Skorstensfejeren og jeg samlede alt, hvad der var i Nærheden af Mandskab, og paany gik det tilbage til Hulen.

Skydningen var imidlertid aftaget betydeligt, og uden Tab naaede vi Hulen. Vi samlede, hvad vi mente, vi kunde bære og skyndte os  forøvrigt med at komme ud.

Opholdet var uhyggeligt. Fra alle Sider lød Stønnen, Klagen og Raab om Hjælp. Mange Gange lød det, som om Raabene kom fra Gravens Dyb. „Hier Hauptmann Reich,” lød det fra et Sted. „Hier Hauptmann Reich,” ikke mere, men det var nok til at vide, at Hauptmanden var indeklemt et Sted imellem Stenene og ikke ‘kunde slippe fri ved egen Hjælp.

Vi søgte at finde Stedet, hvorfra Raabene lød, men kunde ikke finde, hvorfra de kom. Det var som i en stor Grav, og Raabene gav Genlyd til alle Sider.

Under vor Vandring i Hulen kom vi forbi Døren til Spisekamret. Den var revet af sine Hængsler, og der var uhindret Adgang. Her var alt tænkeligt spiseligt opmagasineret, og selv under disse uhyggelige Forhold kunde Skorstensfejeren ikke lade være med at aflægge  Spisekamret et Besøg.

Det var ogsaa Anstrengelserne værd. Det  varede heller ikke længe, før vi havde tømt vore Tornystre for alt overflødigt Indhold, og Brød, Skinker og Pølser forsvandt ned i dem i Stedet for. Store Kurveflasker fyldt med Rom og Cognak blev hældt over i mindre Vandflasker og fordelt i alle Lommer.

Det sidste vi hørte, forinden vi forlod Hulen, var: „Hier Hauptmann Reich.”

Da vi naaede Dalen, laa denne fyldt med Gas. De afhentede Gasmasker kom os nu til god Nytte, og med dem for Ansigtet søgte  vi at finde Kammeraterne. De var dog ikke til at finde noget Steds, i hvert Fald ikke samlet, men enkelte traf vi, som, væltende sig i  Smerter, allerede nu havde indaandet saa meget Gas, at de var prisgivet denne snigende Død. Af og til hørte vi dette velkendte  „Plump” fra en Gasgranat, der eksploderede med en Lyd, som om en  Tallerken smadres. Gassen, der strømmede ud fra Granaten, var gulIiggraa, men efterhaanden antog Farven samme Farve som Luften og var nu saa meget farligere, da den nu ikke kunde ses.  Smagen var sødlig, men vi skulde helst lade være med at smage paa den.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

3. april 1917. Klippehulens loft styrtet sammen: “Som fladtraadte Frøer laa de stakkels Mennesker inde under Stenkolossen”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

Vailly, den 3. April 1917

Slaget er i fuld Gang. Fjenden har taget den 1. Stilling. Artilleriet har raset i flere Dage, og i det uendelige er Granater kommet over til os.

Dog, nu er han foreløbig stoppet; thi i vor 2. Stilling er der anbragt 7,5 cm Kanoner, der er opstillet paa en saadan Maade, at de kan  beherske de Dalsænkninger, ad hvilken han skal igennem.

Vort Kompagni har været i Ilden og er nu trukket tilbage. Vi ligger i en stor Hule, der bliver kaldt for „Prinz Heinrich Hohle”.

Hulen gælder for at være „bombesikker” og Opholdet er derfor behageligt, i hvert Fald i den Retning. Den er tilgængelig i den fra Fjenden bortvendende Side, men ligger paa en Højderyg og er Genstand for fjendtlige Flyveres Bevaagenhed.

Den er inddelt i Kamre, der er saa store, at Artilleriet med deres Heste forspændt Kanonerne kan vende i dem. Overalt er der Militær, Stabe og indbyggede Feltkøkkener. Der siges, at Hulen kan rumme 2000 Mand.

 Gennem Loftet, der er 4-5 Meter tykt, er der boret Lufthuller til Ventilation, der er haardt tiltrængt. Nær Udgangen er der en Latrine, der kan optage ca. 50 Mand. Foruden et stort Lager af Ammunition er der et stort Lager af Levnedsmidler.

Dog, Døren til disse Herligheder er forsynet med et Skilt om, at Adgangen er forbudt. En Mand med opplantet Bajonet sørger for, at dette Forbud bliver overholdt. Levnedsmidlerne var imidlertid ikke beregnet for de Delinger, der var indkvarteret i Hulen, men var udset til „Jernportion” for paakommende Tilfælde.

I Dag fik vi den første Forstyrrelse i Idyllen. Store franske Granater har i længere Tid beskudt Hulen, dog uden at vi har ænset det.  Flyverne har dirigeret Artilleriets Granater saa nøjagtig, at næsten hvert Skud var en Træffer, og Rystelserne ved Indslagene har været saa store, at Granitblokkene har slaaet Revner.

Omkring ved Kl . 4 i Eftermiddags hørte vi i vor Afdeling et voldsomt  Brag, der efterfulgtes af de mest hjerteskærende Skrig. Det var øjeblikkelig blevet mørkt over det hele, og det forøgede Uhyggen. Der blev en voldsom Opstandelse; thi vi var klar over, at der var sket noget frygteligt.

De rædselsfuldeste Skrig lød i Retning fra Udgangen, og alle banede vi os Vej derhen. Hvilket forfærdeligt Syn. En flere Tons stor  Granitblok havde under de fortsatte Rystelser løsnet sig og var styrtet ned over de ulykkelige Mennesker, der da just sad paa Latrinen.

Virkningen var ubeskrivelig frygtelig. Som fladtraadte Frøer laa de stakkels Mennesker inde under Stenkolossen. Enkelte med Hovedet udenfor, men med Benene eller hele Underkroppen indenunder. Andre med eet Ben eller Arm udenfor, men med Hovedet indeklemt og ude af Stand til at kunne arbejde sig fri. Det var et frygteligt Syn.

Ingen kunde hjælpe. Med flere Hundrede Hænder blev der foretaget  et Angreb paa Stenkolossen, men den var urokkelig. En Officer foreslog at sprænge den, men det blev ham dog fraraadet. Faren var dog for stor, syntes vi.

Endnu lyder de ulykkeliges Skrig over til vor Afdeling, hvor Kortspillet er indstillet, og hvor vi lytter til Drønene, der med ca. 10 Minutters Mellemrum naar ind til os, og medens vi i ængstelig Spænding betragter Loftet over os. Bare det vil holde.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

10. februar 1917. “Den nye stilling havde et mærkeligt, ja grotesk udseende”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage.

Den nye stilling havde et mærkeligt, ja grotesk udseende. For at ramme dækningsrummene havde englænderne skudt med granater med forsinket tænding. Disse eksploderer ikke ved anslaget, men først når de er trængt ned i jorden. Den dybfrosne jord bliver så revet op. Forrevet, skarpkantet som store kvadre indtil mandstørrelse lå de frosne jordklumper, sommetider i ligefrem forheksede former. Det hele var som frit rullende klippestykker efter et stenskred. Svært var det at komme forbi, hænder og støvler kunne blive forrevet af det. Området var forhekset. Intet træ, ingen stump, intet hus, intet tårn nær og fjern. Kilometervidt vandrede øjnene hen over den brune stenørken. Orientering om dagen var allerede vanskelig, om natten uden hjælpemidler umulig. Langs et hvidt sporbånd følte posterne sig om natten frem og tilbage fra deres dækningsrum. Dagposterne derimod måtte som følge af mangel på løbegrave holde ud hele dagen, og den varede dengang nøjagtig 12 timer. Ved fem til otte graders kulde, i åbne kratere! Hindenburgbrænderen [slags flagmuslygte med et fyrfadslys], der har gjort megen gavn i denne krig, var deres eneste formildende omstændighed.

I et sådant terræn hørte det at fare vild med til dagsordenen. Poster forsvandt. Formodentlig var de let såret og havde så ikke kunnet finde vejen tilbage. Den 11. februar forsvandt en løjtnant og en oversergent sporløst efter kontrol af en post. Naturligvis forvildede også tommyer sig ind i vores forpostlinje og blev så taget til fange. Det nøjagtige forløb af den forreste linje kunne kun fastlægges af en infanteriflyver. Sådan en skød to lyskugler, hvorpå den forreste linje svarede ved afbrænding af magnesiumfakler.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

30. december 1916. Levende begravet ved Somme-fronten

N.A. Christensen, Graasten, var indsat i Somme-slaget tre gange.

(… fortsat)

To Dage før vor Afløsning foretages der en Linieforskydning, og vor Gruppe kommer i en tilbagetrukket Reservestilling paa et mindre Højdedrag, 400 Meter bag forreste Linie. Her faar vi anvist Plads i en 6-7 Meter dyb Understand.

Vi anser den for bombesikker og er glade for den; den er 25 Trin dyb. Den sidste Dag før Afløsningen er der meget uroligt i vort Naboafsnit hos Mecklenborg- Grenadererne, hvor der foretages et Skin-Angreb. Ogsaa os bombarderer Fjenden uden Ophør.

Sammen med en Feldwebel ligger jeg og mine 8 Mand nede i den dybe Dækning og venter paa, at Uroen skal stilne af, saa vor Afløsning kan naa frem, og vi helskindet tilbage. Da pludseligt, — et Ildhav og et glohedt Pust! Jorden ryster og hæver sig, – et forfærdeligt Brag! Vi gisper efter Luft, – bidende Stank, Stønnen, Raab om Hjælp.

En Granat af meget svær Kaliber, en saakaldt „Stollenbrecher”, har ramt vor sikre Dækning og har trykket den ned over os og vore otte Kammerater. Vi to ligger uskadte i vort lille Hul, men vi er fuldstændigt afskaaret og begravet.

Rædslen griber os. Vi kan ikke røre os det mindste. Heldigvis kan vi dog faa en Smule Luft gennem en Revne i Jordskorpen. Kammeraterne jamrer og klager hjerteskærende. Vi formaar ikke at hjælpe dem.

Efter uendelig lange Timer, mens vore Kammeraters Liv ebber ud, er Artillerikampen omsider stilnet af.

Andre Kammerater bliver klar over vor Ulykke. Redningsarbejdet tager fat, og efter flere Timers haardt Slid kan vi halvkvalte hentes op til Dagslyset.

Af vore otte Kammerater i Dækningen kan to reddes. De er lettere saaret. For de andre seks af min Gruppe blev den dybe Dækning det sidste Hvilested.

Samme Nat kommer Afløsningen, og vi vandrer bort fra Rædslernes Verden, tilbage til Livet. Om Natten marcherer vi 30 km tilbage til X, hvor Resten af Kompagniet kommer i Massekvarter i Kirken. Saa hen til Feltkøkkenet. Hvor de gule Ærter smagte os, efter at vi i ti Dage ikke havde faaet et varmt Maaltid. Vi faar Juleposten udleveret med Breve og Pakker fra Hjemmet; de sidste Dages Lidelser og Savn skydes længere tilbage, og Livet ligger atter lysere foran os .

Det var kun ti Dage af vor Fronttilværelse; men de var uendelig lange, en eneste Række af Savn, Kulde og Strabadser, og Aar efter Aar ved Jul dukker de uhyggelige Minder frem og bliver levende paany.

DSK-årbøger 1951

6. oktober 1916. Granatchok: De begravede kammerater gravet fri – men to er blevet vanvittige

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, men efter et lazaretophold kom han til Regiment 186, 2. kompagni, der i efteråret 1916 lå ved Somme-fronten.

Da vi havde modtaget Melding om, at Kompagniføreren og 10 Mand  var begravet under nedstyrtede Stolper, Brædder og Jordmasser, besluttede Skorstensfejeren sig til at grave ham ud.

Tanken var vanvittig, thi det var faktisk ikke til at opholde sig i Skyttegraven. Dog, med 3 Mand til Hjælp lykkedes det Skorstensfejeren at skaffe Luft ned til de indespærrede  Kammerater, der nu selv kunde skaffe sig Adgang til mere Plads.

Dermed var det værste overstaaet, thi naar blot de havde Luft, kunde de jo altid selv arbejde sig videre ud. Efter et Par Timers  Anstrengelser var de komme fri af Hindringerne, men desværre var 2 Mand blevet saa haardt medtaget af Skræk, at de ikke vilde med ud.

Det var tydeligt nok, at de havde taget Skade paa deres Forstand. De lo og sang, og var ikke til at tale tilrette. Kompagniføreren havde  faaet et betydeligt Chok og laa altopgivende i Graven. Han bad om at lade tilgaa Løjtnanten af 1. Deling Besked om at overtage  Kommandoen, da han enten vilde se at komme tilbage, eller ogsaa afvente Døden, hvor han laa.

Ordonnansen kom imidlertid tilbage fra 1. Deling med Melding om, at Løjtnanten var falden ved Middagstid, og da Kompagniføreren hørte dette, besluttede han at blive, vi skulde bare lade ham ligge,  hvor han laa. Hensigten hermed var tydelig nok, men vi kunde ikke  overtale ham til at søge Dækning.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)