Tag-arkiv: Aurillac

22. oktober 1916. “Allez lá-bas!” Hans Fuglsang-Damgaard tages til fange ved Somme

Senere biskop Hans Fuglsang-Damgaard gjorde krigstjeneste Infanteri-Regiment Nr. 215. I oktober blev det indsat ved Somme.

Det var i slaget ved Somme i efteråret 1916. Den 22. oktober har ætset sig uudsletteligt ind i min hukommelse. Det var den dag, da jeg, og mange kammerater med mig, blev overmandet efter nogle frygtelige døgn midt i trommeildens inferno. Sommeslaget er eet af de største slag i verdenshistorien; jeg deltog i det i ca. 3 uger, og det er ikke overdrevet, når jeg siger, at i dette tidsrum ophørte kanontordenen ikke et eneste sekund.

Vort kompagni lå i en lille skov, som kaldtes amboltskoven (bois d’enc-lume) i nærheden af byen Chaulnes. Jeg var blevet underofficer og havde sammen med en anden underofficer ansvaret for i alt 16 mand, der var sendt på forpost midt inde i skoven et par hundrede meter foran den egentlige skyttegrav. Regulære skyttegrave fandtes ikke, kun nogle jordhuller, og da det var efterår, var de fulde af vand og pløre. Her måtte vi ligge i mudder til knæene, for dog at søge nogen dækning.

Vi vidste ikke, hvor vore modstanderes skyttegrave befandt sig, men om eftermiddagen fik vi det brutalt at vide. På dette tidspunkt satte nemlig en frygtelig trommeild ind, og granater af alle kalibre haglede ned omkring os. Bogstavelig taget klippede granaterne grenene over, som var det med en saks, og bladene dryssede til jorden.

Splinter fra een af de første granater ramte en kammerat i rygmarven, og vi hørte ham råbe gennem larmen: »Kammeraden, ich muss sterben.« (Kammerater, jeg skal dø). Mens vi hjalp den sårede, ramte en ny granat en anden kammerat i hovedet.

På dette tidspunkt styrtede jeg tilbage gennem skoven for at få fat på nogle sanitetssoldater; da jeg endelig nåede frem, ville eller turde de ikke gå med gennem trommeilden, de fandt, at det var den visse død.

Så tog jeg selv en båre og slæbte den gennem regnen af granater hen til de sårede kammerater, og han, der var såret i ryggen, måtte nu bæres tilbage; også denne gang gik det godt – det var et under – og snart efter stod vi igen på vor post, fuldstændig ubeskyttet mod granatuvejret. Jeg forstår endnu ikke, at vi slap fra det med livet i behold!

Heldigvis var dagene korte, og med mørkets frembrud stilnede den frygtelige trommeild af. Vi vidste ikke, hvad der ventede os efter den. Den første del af natten gik i åndeløs venten. Først omkring midnat kom der en patrulje for at undersøge resultatet af det intensive bombardement. Som våben havde vi vore håndgranater, men jeg ventede med at give ordre til at kaste, til de fremrykkende franskmænd var helt inde på livet af os. Ikke endnu – ikke endnu – nu! Den eneste reaktion vi mærkede, var en drøj ed; men vort forsvar fik franskmændene til at gå tilbage.

I den tidlige morgen gik jeg gennem skoven til venstre for vor stilling og fandt til min overraskelse en mægtig bunker, som man i slagets hede ikke havde lagt mærke til, og omgående fik jeg fra den overordnede officer indhentet tilladelse til, at vi trak over i den beskyttende bunker.

Kort efter satte trommeilden igen ind, om muligt endnu heftigere end dagen før. Bunkeren blev vor redning, her ventede vi hele dagen til om eftermiddagen kl. 5, mens ilden og bragene udenfor var ved at gøre de fleste nervøse. Pludselig kunne vi høre en forandring i trommeildens lyd, og vi forstod, at ilden blev lagt frem. Underofficeren, der stod ved udgangen, råbte højt: »Sie greifen an« (De angriber).

Jeg kom ud i en fart, og vi opdagede at hele skoven var fyldt med tusinder og atter tusinder af franskmænd. Forrest i flokken var der en ældre landstormsmand, der søgte dækning bag et træ, da han opdagede os.

Hen imod mig kom nu en ung franskmand styrtende med hævet revolver. Jeg var forrest, fordi jeg kunne tale fransk og eventuelt kunne få lejlighed til at parlamentere. Den unge franskmand skød imidlertid ikke; midt i våbenbraget fik vi os derimod en lille samtale om den forfærdelige krig, og vore ønsker om, at den snart måtte høre op, var fælles. Han sagde så: »Allez lá-bas« (Skynd jer at komme over på den anden side).

Jeg kaldte mine soldater frem fra bunkeren. Vi var nu alle fanger og på vej over mod de franske skyttegrave.

I mellemtiden var den tyske artilleriild sat ind, og under tilbageførslen faldt nogle af vore kammerater. Da jeg nåede over ingenmandsland og gled ned i skyttegraven, mødte jeg en fransk officer, der hilste mig med et venligt: »Bon jour?« En soldat gav mig et ordentligt slag over ryggen med en stok og tog min hue. »Vous n’avez pas besoin d’une casqu ene vous« (Du har ikke brug for en kasket). Han tog den som souvenir, og jeg fik senere lavet en hovedbeklædning af en sandsæk.

Jeg arbejdede mig videre frem gennem skyttegraven, og da jeg kom forbi en sidegrav, kom der ud fra denne en marokkaner med blodet styrtende ud af munden; han havde fået et skud i lungen, og med hinanden under armen vandrede nordens og sydens søn hen til den franske kommandopost. Her var intet nag; her var en broder i nød.

Først om aftenen blev vi tilfangetagne ført til den egentlige samlingsplads, og det viste sig efterhånden, at der i alt var faldet 6000 i fangenskab den pågældende dag.

Vi blev stillet op til appel. Det første, den franske officer spurgte om, var: »’aben Sie Messer?« (Har De knive?). Så lød der et kraftigt bump. Det var en tysk kæmpegranat, der faldt. Men den eksploderede ikke. Det var en blindgænger, og det var vor redning.

Det, at jeg kom i fransk fangenskab, kom til at betyde et vendepunkt i mit liv. Det førte mig til den sønderjyske fangelejr i Aurillac, oprettet af professor Verrier, og herfra hjem til Danmark. Det bragte mig i forbindelse med fransk åndsliv og kultur, som har betydet så meget for min udvikling og for min livsgerning — og i fangelejren kom jeg gennem korrespondance i forbindelse med min kone, dengang en ung pige på 17 år. Det var mit livs største lykke.

Hans Fuglsang-Damgaard: Fra skyttegrav til bispestol. Frimodts Forlag 1975

Aurillac-efterkommere

Vi har fået en henvendelse fra Cantal-provinsen i Frankrig, hvor den særlige fangelejr for dansksindede sønderjyder lå 1915-1919.

De efterspørger i første omgang, om der er nogen sønderjyske efterkommere af Aurillac-fanger, der har kontakt til efterkommere til de franske familier, hvor sønderjyderne var ude og arbejde i landbruget eller på anden måde arbejdede for? De har selv ingen anelse om, hvilke familier, det kan dreje sig om – og det vil de gerne vide med henblik på eventuelt at retablere kontakt mellem Cantal og Sønderjylland.

Skriv gerne en besked i kommentarfeltet under dette opslag!

Det er i første omgang kun de familier, der allerede har kontakt til franske familier eller som kender navnet på de franske familier, hvor deres forfædre opholdt sig som krigsfanger.

Hvis det lykkedes at skabe kontakt og interesse, kan der måske komme en udflugt til Sydfrankrig ud af det 🙂

/RR

27. juli 1916. Krigsfange i Frankrig: Vinen der blev væk …

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. I sommeren 1915 blev han taget til fange og kom i fransk krigsfangenskab.

”En Gaade”

”Efter vi havde presset Hø i Fjorten Dage, skulde vi levere Knipperne paa Banegaarden. Niels og Peter læssede i Laden; Søren Urmager og jeg læssede Vaggonen.

For Høvaggonen stod en Vaggon med en Vintank fra Bordeaux. Vingrosseren var netop den Dag ved at tappe Vinen fra Tanken over i tyve Vinfade og hvert Fad kunde rumme seks Hundrede Liter. Naar et Fad var saa fuldt, at Skummet løb oven ud af Hullet, lagde Grosseren Slangen over i et Kar. Karret var halv fuldt af Vin, og ved Siden stod et Krus, hvoraf han ofte tog en Slurk. Han bød ogsaa Hans, Søren og mig tage et Krus fuldt, naar vi havde lyst dertil.

Hans Jørgensen og jeg syntes det vare en dejlig Vin, og vi var ret ofte tørstige den Formiddag.

Om eftermiddagen kom Grosseren ikke før Klokken fem. Han havde siddet inde paa Beværtningen og drukket Hvidvin med Vagtmanden. Men da havde vi for længe siden gættet paa, at han vist ikke vilde komme mere den Dag, og vi gik i bange Anelser for, hvad der skulde blive af den Vin, der stod i Karret. Vi tænkte os flere for Vinen uheldige Tildragelser. Hvis nu en Hund sprang op i Karret saa var Vinen jo ødelagt. Nej, da maatte vi hellere drikke den.”

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab.

3. juli 1916. Aurillac: “… her er Sager for en Krigsfange!

”Fangepost”

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. I sommeren 1915 blev han taget til fange og kom i fransk krigsfangenskab.

”Mandag middag fik Vagtmanden Besked fra Posthuset, at der var ankommet noget til hans Fanger. Hvor vi glædede os, og sikken et Humør der var over os den Eftermiddag. Vi var meget spændte. Paa Vejen hjem om Aftenen standsede vi foran Posthuset, og Vagtmanden hentede en hel Favn fuld af Pakker og Breve. Ankommet til vores lille Stue fik vi ikke engang Tid til at tage Kasketten af. Brevene blev slugt først, og de blev læst baade to og tre Gange. Hver Mand sad stille i sit Hjørne med sine egne Tanker og dvælede ved de hjemlige Forhold.”

”Der var Brev til mig fra en ung Student. N. J. Rald, København, og fra overretssagfører Friderichsen, København. Desuden havde Lektor Scheller fra Birkerød sendt mig en dejlig Bog, ”Dyre Rein” af Jonas Lie.

Fra Mor var der en lille Pakke med Smaakager. Der var rigtignok stor Forskel paa Kvaliteten fra før Krigen, men Mor havde bagt dem af det allerbedste Mel, der kunde faas, og hun havde sendt dem til mig de allerbedste Tanker.

Saa laa der endnu en Pakke til mig, den største af dem alle sammen, og den var afsendt fra en Dame, som jeg ikke kendte, nemlig Fru Ingeniør Rump, København.”

”Ved at aabne Laaget paa den hvide Papæske undslap der mig et Udbrud: ”No, skal do da ha’ Tak, kom her hen og se, Hans Jørgensen, her er Sager for en Krigsfange!” Se her, du, to Pakker Tobak, to Stykker Toiletsæbe, der dufter af Roser og blaa Viol, en Daase Kakao, et Halmaspil, en Pengepung, – aa, laan mig din Lommekniv, du saa vil vi med det samme se paa indholdet af den lille Kasse, – jo minsandten, det er rigtige Cigarer, prægtige Danske Cigarer fra C. W. Obel.”

”Aha, nu blev jeg klar over, at jeg i Fru Rump uventet havde faaet en ”Gudmoder” og det endda én af allerbedste Slags”

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab.

7. april 1916. På høpreskommando i Auvergne

Hans Petersen fra Skodsbøl gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. I sommeren 1915 blev han taget til fange og kom i fransk krigsfangenskab.

HØPRESNING

Vi havde det godt i Massiac, og Befolkningen var os meget venligsindet. Vort daglige Arbejde bestod i at presse hø i Knipper for et Konsortium, der sendte Høet som Hestefoder til Fronten.

Høet blev presset ved Haandkraft, og hvert Knippe blev derefter bundet med tynde Staaltraadsbaand og vejede gennemsnitlig 30 Kilo.

Pressen bestod af en firkantet, aflang og stærk Trækasse, som blev fyldt og stampet med Hø, derefter blev Laaget lagt paa og presset ned ved Hjælp af en Vægtstang ved hver Ende. Naar  Staaltraadsbaandene var lagt omkring Knippet, blev Kassens Forside slaaet ned. og det fuldt færdige Knippe trukket frem.

Under Pressens Bund var anbragt fire Hjul, saa den med Lethed kunde transporteres. I et Halvtag, som tilhørte Byens Savskæreri, havde Konsortiet faaet Lov at installere Pressen.

Der var ogsaa god Plads for løst Hø og de færdige Knipper.

Høet blev opkøbt i Massiacdalen og de nærmeste Bjergegne. Naar der var Mangel paa Hø, kom Bønderne ofte langvejs fra med store Læs paa de smaa, spinkle, lavhjulede Vogne, der var forspændt med et Par Køer eller Stude.

Mens Manden og Studene styrkede sig efter den lange Tur, læssede vi Høet af Vognen, hvorfor vi ofte modtog en Franc eller en Liter Vin i Drikkepenge.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab (1925)

Læs den her: http://denstorekrig1914-1918.dk/litteratur/

30. marts 1916. Blandt sønderjyske krigsfanger i Frankrig

Hans Petersen (FR86) blev taget til fange ved Moulin-sous-Touvent den 16. juni 1915. I oktober kom han til den særlige fangelejr for dansksindede sønderjyder i Aurillac. Men i marts blev han sendt på arbejde uden for lejren.

De smukke timer fik for mig en brat Ende midt i Marts Maaned 1916, idet jeg fik Ordre til at overtage Pladsen for en af mine Kammerater ude paa Landet. Han var blevet syg og skulde under Lægebehandling i Lejren.

Det var for mig en stor Skuffelse at skulle af Sted. Jeg kunde ikke tænke mig noget andet, der tilnærmelsesvis kunde erstatte mig Samværet med Pastor Jensen.

Under Bevogtning af en elskværdig Vagtmand tog jeg en Morgenstund af Sted til min nye Plads, og Bestemmelsesstedet, en lille Stationsby ved Navn Massiac med omkring et Tusind Indbyggere, naaede vi henimod Aften. I Udkanten af Byen var et Hotel, og i dets Bilgarage var der indrettet Opholdssted til os fem Fanger.

Vagtmanden sov paa Hotellet ved Siden af. Hans Jørgensen fra Skodborgskov var Holdets Tolk; med de Par Brokker Fransk, han havde lært af Befolkningen, klarede han alle Vanskeligheder for os Han var en stovt og bredskuldret Fyr, en Gaa-paa-Natur; han havde tykke, røde Kinder, et skarpt Blik og rank Holdning. Alle ældre Fanger i Lejren kendte ham. Han var en Type paa den flittige, sønderjydske Landmand.

Forholdene derhjemme havde tidlig gjort ham moden. Han var fra et lille Jordbrug. Lige efter hans Konfirmation døde hans Far, og nu maatte han som den ældste træde i Fars Sted, hjælpe sin Mor med

at drive Gaarden samt forsørge sine seks mindreaarige Søskende.

Søren Jensen fra Jægerup var firskaaren og stærk som en Bjørn, godmodig, spekulativ og indesluttet. Til Tider kunde han dog bryde ud af denne Skal, og da kunde han være morsom, blive helt overgiven, og bad man ham om at klare en vanskelig Situation, da var han i sit Es.

Søren havde lært at være Urmager, og han havde et lige saa sikkert Tag paa den mindste Skrue i et Ur som paa Spade, Skovl og Le. Ofte har han med sit primitive Lommeværktøj repareret Lommeure, Vægure, glasmontrer og fotografiske Kameraer, ofte Ting, som af den stedlige Urmager var betegnet som kassable. Søren Urmager kunde alting, og han afslog altid at modtage Godtgørelse for sit Arbejde.

Thomas Christensen fra Dyntmark var rolig, pligtopfyldende og gjorde alt for at holde sig gode Venner med alle Mennesker. Da han var den yngste af Holdet, maatte han ikke sjældent være Skydeskive for de andres Spottegloser; men Thomas fandt desværre ikke Ord til Imødegaaelse; allerhøjst kunde hans Sjælsrørelser undertiden give sig Udtryk i en stor Taare.

En Kontrast til Thomas var »Niels«; thi som Thomas gjorde alt for at vedligeholde det bedste Kammeratskab og Venneforhold indenfor Holdet, søgte Niels med alle Midler at forstyrre dette og skabe Splittelse blandt de fem Mand, som dog under slige Forhold burde holde sammen.

Holdets femte Mand var »Peter«, som var Familiefar og den ældste af Holdet, og som saadan burde have været den fornuftigste. Det hændte ogsaa virkelig af og til, at han var fornuftig; men grundet paa, at han en Gang i en Rus var faldet ned af en Vogn og havde slaaet Hovedet, kunde han nu hverken taale Vin eller  olskin, to Ting; som netop Frankrig byder saa rigeligt paa; paa Grund heraf skete det ofte, at han blev  tovlig«.

Niels og Peter havde fundet hinanden og harmonerede sammen i ét og alt. Ret ofte gik det ud over Thomas, og denne, som gennem det lange Samvær med dem nu syntes at have faaet nok, mente ikke at kunne holde Stillingen længere og meldte til Depotet, at han følte sig træt og syg. Det var ham, jeg skulde afløse, og Thomas var henrykt af Glæde, da han fik Lov til at rejse.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab (1925)

12. februar 1916. Krigsfanger – faldne og sårede

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholde syd for Kongeåen.

Sønderjyder i krigsfangenskab

De sidste oplysninger.

Man har under krigens gang ikke haft autentiske oplysninger om antallet af de sønderjyder, der befinder sig i krigsfangenskab.

Vi har undersøgt dette spørgsmål, der sikkert vil interessere mange, og skal meddele, at så vidt man gennem ”Røde Kors” har kunnet få oplyst, stiller forholdet sig således:

Det største antal krigsfangne sønderjyder opholder sig i England i fangelejre dels på øen Isle of Man, dels i nærheden af Manchester.

I den nordfranske by, Aurillac findes ca. 800 sønderjyder internerede, og rundt om i det øvrige Frankrig, mener man, at der opholder sig ca. 100.

For Ruslands vedkommende er tallet vanskeligere at opgive. De russiske myndigheder har ikke deres administration i så god en orden som de øvrige krigsførende lande, og tallet på de fangne sønderjyder kan derfor kun opgives omtrentlig. Man regner med 3-400 sønderjyske krigsfanger i Rusland, og af disse er efterhånden de fleste samlet i en fangelejr i byen Pawlow-Possad i Guvernementet Moskow. Tallet bliver således alt i alt 2.200-2.300.

I almindelighed kan det siges, at krigsfangerne vistnok lever under tålelige forhold. Bedst i Frankrig, hvor fangerne særligt i Aurillac er genstand for en god og human behandling. Vanskeligst stiller forholdene sig i Rusland, hvor alt jo er mere primitivt end i de øvrige lande. Her må fangerne – i modsætning til fangerne i Tyskland, Frankrig og England, hvor staten sørger for forplejningen, – selv sørge for deres mad. Den russiske regering anviser hver krigsfange 50 kopek daglig i papirspenge, hver officer får 50 rubler månedlig og opad efter rang. I Rusland er begrebet fangelejr kun lidt udviklet. De fleste fanger opholder sig hos befolkningen, naturligvis under streng bevogtning. I øvrigt synes det, som om de krigsfanger, der befinder sig i Sibirien, gennemgående lever under bedre forhold end fangerne i det europæiske Rusland.

Hvad krigsfangerne i Tyskland angår, kan det oplyses, at deres kost selvfølgelig på grund af dyrtiden og mangel på adskillige fødemidler, er blevet afknappet, særligt hvad brød og smør angår. Det gælder jo i mange tilfælde, at fangerne får fødemidler o.a. tilsendt fra deres slægtninge gennem Røde Kors i de neutrale lande, men i den senere tid har det vist sig, at særligt de serbiske krigsfanger er dårligt stillede og yderst forarmede.

Faldne, sårede og fangne

  • Ingvard Petersen, en svigersøn til banevogter Eriks i Ris ved Aabenraa, er falden i de sidste hårde kampe ved Dixmuiden. Den faldne, der stammer fra Tønder amt, efterlader sig hustru og fire små børn.
  • Johan Peter Petersen, søn af enke Cathrine Petersen på ”Vingelby” ved Elisenlund i nærheden af Aabenraa, er den 25. januar blevet såret af et strejfskud i den venstre skulder.
  • Jens Petersen fra Smedager ved Bolderslev er ved østfronten blevet såret af et skud i underlivet.

6. februar 1916. Brev fra fangenskab: “Sløvhed og interesseløshed …”

En anonym sønderjyde skriver hjem fra krigsfangenskabet

Brev fra Fangenskab.

A., 6. Februar 1916.

Kære Forældre.

Jeg har faaet det Indtryk af forskellige Breve, at I hjemme tænker, naar vi nu engang vender tilbage, vil det være Mennesker helt forskellige fra dem, der droge bort. Mere alvorlige, fyldte af det store, enhver har medoplevet. Set Krigens Brutalitet paa nært Hold. Staaet Øje til Øje med Døden. Levet i en Tid, saa eventyrlig, som aldrig før. En Tid, hvor Millionhære kæmper imod Millionhære. Kampen ført saaledes, at selv den dristigste Fantasi før Krigen maa blegne overfor Virkeligheden. En Kamp, som har en Udstrækning, saa to Tredjedele af Jordens Befolkning bor i krigsførende Lande.

Jeg kan godt forstaa, om det i Forening med egne Erfaringer gør, at I kommer til at tænke, det maa præge dem, gøre at de kommer tilbage anderledes, end de droge ud. Men det stemmer ikke, — ikke endnu da, om det senere — ? — fraregnet en større Tolerance overfor andres Meninger og Opfattelse i Spørgsmaal vedrørende Kristendommen, tror jeg nok, at de fleste er som før Krigen. I hvert Fald da dem, som jeg har levet sammen med i Fangenskabet.

Og er det nu ogsaa saa mærkeligt, om det er saaledes?

De fleste af os har kun deltaget i Krigen i forholdsvis kort Tid. I de Øjeblikke, da det store oplevedes, det at staa Ansigt til Ansigt med Krigen, Døden, da var Sindet tillige Modtager af mange andre Indtryk, brogede, mangeartede. Bevidstheden optog i kort Nu en „ stor Mængde Begivenheder, men intet fik rigtig Tid til at prente sig fast, førend det var trængt i Baggrun­den af det næste.

Kun et Helhedsbillede blev, uden nogen egentlig Hovedbegivenhed, hvorom det hele kan samles. Et Billede, hvori det Moment, da man ventede Døden, kun kan blive og kun blev — i Reglen da — en Del af det hele. Kommer saa dertil en stærk fysisk Udmattelse og det saa sløvende virkende „sig vænnen til Faren“, da kan det i Grunden ikke undre, at man kun er saa lidt mærket af det oplevede. Og hvad Bevidstheden om at leve i en vældig verdenshistorisk Tid angaar, da trænges den i Baggrunden af samme Aarsag og ved den Afsky, man føler for det, der har foraarsaget den, Krigen.

Ja, men selve Kampens Timer da, kunde I maaske spørge, virker de da ikke saa mægtigt, at Virkningen bliver?

Jeg tror det ikke. Det er ikke da, de vægtige Tanker tænkes, dem man husker, naar alt andet er glemt. I de Timer tænkes der nærmest slet ikke, de gaar, uden at man ved hvor kort eller hvor længe, de har varet. Saaledes gik det mig, og jeg ved, at det er gaaet flere paa samme Maade.

Derimod i de Øjeblikke, der gaar forud, da man venter, mens alt endnu er roligt, kun Omgivelserne er svangre med Anelser om det, der vil komme, da arbejder Tankerne. —

Dog Fangenskabet vil lidt efter lidt mærkes paa de fleste. Om det vil virke ud over selve den Tid, ja —?

Men Sløvheden og Interesseløsheden breder sig og truer med at kvæle Lysten til alt alvorligt Selvarbejde. Vi lever mere og mere i Nuet, i Latter over Ting, ingen ellers vilde ofre et Smil. — Dette her er maaske en Skuffelse, men desværre, det er Virkeligheden.

Med mine kærligste Hilsener, kære Forældre.

Jer Søn.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)