Tag-arkiv: artilleriet

14. august 1917. Efter indsatsen: To dages driverliv bag fronten ved Ypres

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Den 13. august om morgenen kom afløsningen. Det var dejligt at komme tilbage og få lidt ro, og vi trængte så sandelig til det.

Vi havde alt pakket sammen, vi afleverede kanonen, og ved 5 tiden gik vi tilbage, og efter en lille times march, var vi ved vognene, de holdt bag nogle træer og buske, i en fart kom vi på vognene og så kørte vi tilbage. Det varede ikke længe, inden vi lå hulter til bulter nede på bunden af vognen og sov.

Vi kørte ikke til Morslede, men til Beythem; Morslede var blevet skudt i brand i de dage, vi lå i ildstillingen. Da englænderne begyndte at beskyde den med svært kaliber, flygtede alt tilbage og tog kvarter i Beythem. Dette var gengældelse, fordi tyskerne havde skudt kvartererne i stykker bag den engelske front.

Da vi kom til Beythem, steg vi ned af vognen og fik et loft anvist på en bondegård. Det var en ret stor gård, hvor der kunne ligge 50 mand på loftet af stuehuset. Når vi kom til kvarteret, var klokken omkring 7-8 .

Først drak vi kaffe og spiste. Så vaskede vi os grundigt og så lagde vi os til at sove og sov fra kl. 9 – kl. 4. Vi stod så op, gabede, strakte os, og ved 5 tiden fik vi så middagsmad.

Om aftenen spadserede vi en tur, gik rundt i byen, drak et glas øl i kantinen, sad i vejgrøften og røg tobak, skrev breve m.m.

Ved 10 tiden gik vi til ro og sov så til om morgenen ved 8 tiden, stod op, vaskede os, drak kaffe, så gjorde vi støvlerne i stand, rensede vort tøj, syede, pudsede sabelen og karabineren, og hen på eftermiddagen stillede vi til parade med påklædning og våben. Spiste så til middag ved 5 tiden.

Tit kogte vi pærer eller æbler i denne tid om eftermiddagen, for der hørte en stor frugthave med til gården. Man kunne også komme til at skrælle kartofler, pille bønner eller komme med til at hente (plukke) bønner rundt omkring på markerne.

Man kunne også komme med hen til proviantdepotet for at hente brød og andre levnedsmidler, et sådant depot lå temmelig langt bag fronten. Eller vi begravede de faldne på en eller anden kirkegård. Ved 7-8 tiden gik vi så til ro, for ved 2 tiden blev vi vækket, og så gik det ud til ildstillingen igen.

Efter 2 døgns ro var vi udhvilet, men mindre kunne heller ikke gøre det, for når vi kom tilbage fra ildlinjen, var vi helt overtrætte.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

12. august 1917. Artillerist ved Ypres: “Englænderne angreb hårdt i denne måned.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Jeg blev altså aftrækker eller Kan. 1 ved 4. Skütz. Jeg var glad for, at jeg fik denne bestilling der, og i forhold til omstændighederne kunne jeg ikke fa det bedre. Dog opdagede jeg, at telefonisterne havde det ikke så svært, som vi havde det ved Verdun.

En geschützbetjening holdt sammen i tykt og tyndt, og vi var de samme hver dag med undtagelse af de omskiftelser, som tabene måtte medføre, og det var ret hyppigt, at der kom andre.

Stillingen lå ved en korsvej, og det eneste tilflugtssted var en hvælving i et brændt hus. Hvælvingen kunne rumme ca. 10 mand, og når vi havde lidt tid til hvile, så kravlede vi ind under hvælvingen; her lå vi og sov, men i det hele og store gav det ikke ret megen ro i ildstillingen.

De fleste timer tilbragte vi ved Skützet, havde vi en ildpause, så arbejdede vi med at udbedre stillingen. Det var engbund, vi stod på, derfor stod kanonerne på “Bettung” dvs. de stod på svære egetræsplanker under, mens Lafettenswanzen (bagenden) borede sig dybt ned i jorden. Bag ved der fyldte vi så op med jord, sten, faskiner, men det vældige pres, gjorde, at vi måtte arbejde med kanonstandpladsen næsten hver dag.

Om natten gik hele tiden med at bære ammunition; skulle vi skyde samtidig, måtte 2-3 mand passe kanonen, resten bære ammunition, men var der hurtig i måtte alle ”ans Geschütz”.

Hver aften ved 10-11 tiden kom der 6 -8 lastbiler, de holdt på landevej og så skulle kanonererne bære granaterne 100-200 m.

Det drejede sig om et forbrug på ca. 1000 stk. daglig, og når så hver granat vejede ca. 50 kg, så betød det et mægtigt arbejde.

Var der så en smule ekstra tid, skulle vi frem og trække pigtråd foran stillingen.

Vi lå i ildstillingen 2 døgn ad gangen; så blev vi afløst af det andet hold og var så i ro to døgn.

Men de 2 døgn, vi lå i ildstillingen, kunne man ikke regne med nogen hvile, det kunne ske, at man kunne lægge sig et par timer et eller andet steds, men det var sjælden.

Officererne havde deres ophold i et hjørne af det brændte hus, der havde de noget bølgeblik over hovedet. Englænderne angreb flere gange hver eneste dag; når vi forlod kanonerne, blev de altid ladt og stod indstillet på spærreild, dvs. lige foran de engelske infanteristillinger.

Når det engelske infanteri gik af gravene og frem til storm, tog det kun nogle få sekunder (10-30) så fyrede samtlige kanoner og batterier, dvs. at i så kort tid kunne stilheden blive forandret til det mest øredøvende spektakel man til tider dårligt kunne råbe hverandre op.

Signalsystemet blev ordnet gennem telefonen, eller hvis denne svigtede, hvilket man kunne regne med under enhver større skærmydsel, så skete underretningen pr. ordonnans og lyssignaler.

Lyssignalerne bestod af lyskugler, der med en lille pistol blev skudt i vejret. Der var flere slags. Hvide, røde, gule, og hvide der opløste sig i perler, når de var på højdepunktet. Hver sort havde sin betydning.

De hvide var kun til at oplyse terrænet med. De andres betydning skiftede hver dag, tit flere gange om dagen.

De betød f.eks. gul: Fjenden angriber, mange på en gang: Fjenden angriber ganske voldsomt. Rød: Vi går frem, læg ilden længere frem. Hvid med perler: Vi går tilbage, læg ilden længere tilbage.

Så snart vi holdt op med at skyde, var der altid en, der holdt vagt. Han skulle holde øje med lyssignaler, der forekom i vort divisionsafsnit.

For at få dette konstateret, havde vi et bræt med søm, når vi stod bag dette og sigtede langs de to katedere, så var mellemrummet vort divisionsafsnit f.eks.

Englænderne angreb hårdt i denne måned. De begyndte som regel om aftenen ved 11-12 tiden. Så varede angrebet til ca. 4-5 om morgenen. Så gik de 3-4 km frem.

Om morgenen gjorde tyskerne et modangreb, dette tog ligeledes en 4-5 timer, og så var englænderne kastet tilbage igen. Disse kampe var ualmindelig hårdnakket.

Vi begyndte som regel med at skyde på 8000 m. – gik langsomt ned på 2000 – 3000 m. og så langsomt med at lægge 50 m. til ad gangen op på 8000 m. igen. Når englænderne var kastet tilbage, blev der en lille ildpause. Så kunne der ved middagstid blive ganske stille et par timer.

Vi fik os så noget at spise, tændte en cigar eller piben, men så måtte vi på benene igen og arbejde med ammunitionen, smøre og rense kanonen, pudse låsen, ordne alt til natskydningen, udbedre kanonstandpladsen, bære sårede tilbage osv.

Hen på eftermiddagen skød vi os ind efter nye mål. Det skete efter ordre fra iagttagelsesstanden, luftballonen, en flyvemaskine eventuelt ved lydmåling (når vejret var derefter) og ved vinkelmåling.

Det drejede sig om en 15-30 skud, men der var som regel 5-10 minutter mellem hvert skud, til gengæld kunne 3-4 mand betjene kanonen.

I mørkningen kom spisevognen, dvs. når den kunne komme ind for beskydningen. Den bragte varm mad, brød, tobak, lidt pålæg og 1/10 liter snaps, og når vi havde “Grosskampftage” (dage med voldsomme kampe), fik vi dobbelt ration, ja, til tider mer, end vi kunne spise.

Vi fik tit 10 cigarer og 20 cigaretter daglig, medens vi bag ved fronten fik 2 cigarer og 4 cigaretter daglig. Af vin og spiritus fik vi kun 1/10 liter på storkampdagene; men så fik vi så meget mere, når vi kom i ro.

Suppen fra køkkenvognen var varm.

Køkkenvognen medførte også postsækken. Det var jo altid spændende at få et brev eller en pakke hjemmefra. Pakkerne måtte veje indtil 500 g. Det tog ca. 8 dage med en pakke eller et brev, før man havde det. Pakkerne indeholdt som regel levnedsmidler såsom: flæsk, æg, brød. smør, fedt, lagkage, småkager, strømper, skjorter, undertøj osv. Levnedsmidlerne smagte vidunderlig.

Selv om det tit var muggen, det blev spist alligevel. Det, der kom hjemmefra, blev nydt med anden ærbødighed, end den, man nød kommismaden med. Så snart vi havde spist, tog køkkenvognen af sted, medtagende breve og andre papirer, der skulle tilbage. Køkkenvognen var den daglige forbindelse med ”Protzensammelstelle”.

Lige til venstre for stillingen gik landevejen. Her var der altid livlig trafik, den tog stærk til om natten.

Den strøm, der gik til og fra fronten, både af mennesker og materiel, var ganske kolossal. Menneskene gik endog mest tværs over markerne, hvorimod vognene og skytset måtte holde sig mest på landevejene.

Om aftenen kunne vi tælle 20 – 30 luftballoner ovre hos englænderne, om morgenen var det tyskerne, der havde ballonerne oppe (de så bedst med solen).

Den 11. og 12. august var jeg altså med i ildlinjen, og det gik i grunden bedre, end jeg havde regnet med. Alt var nyt, der var meget at se efter, og man stod jo ret fremmed over for frontlivet i førstningen.

Se foregående afsnit her

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

11. august 1917. “Krigen havde udviklet sig til det værre, siden jeg var ved Verdun.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten til bataljon 407.

Den 11. august var jeg med i ildstillingen. Jeg var ikke glad for det. Aftenen i forvejen blev jeg tildelt 4 Geschütz som kanoner 1, altså jeg skulle være aftrækningskanoner (Abzugskanonier).

Jeg sov ikke meget om natten, jeg læste i mit Testamente, bad til Gud om han ville beskærme mig, imens kunne man høre den evindelige kanontorden, der lyder mindst lige så frygtelig på en 20 kilometers afstand som når man befinder sig midt i den.

Det hele var jo ganske nyt, og krigen havde udviklet sig til det værre, siden jeg var ved Verdun.  Således fik vi nu stålhjelm, gaskrigene var mere almindelig.

Vi blev vækket kl. 2 om natten, fik kaffe, spiste, tog bagagen op, denne bestod af Sturmgepäck dvs. karabiner, patroner, brødtaske, mantel, kogespand, gasmaske, stålhjelm og evt. et tæppe (om vinteren). Vi trådte an, blev endnu en gang nøje inddelt og så kunne vi stige til vogns.

Der blev 4 heste spændt for hver af de to store høstvogne, som batteriet havde kapret et eller andet sted. Officererne red på deres heste, og disse vogne kørte os så et godt stykke på vejen sådan, at vi havde kun 5-6-7 kilometer at gå efter som beskydningen var i øjeblikket. Vejene kunne til tider være så voldsom under ild, at vi måtte gå det meste af vejen, så gik vi tværs over markerne i
gåserække.

Vi kørte så cirka 1½ time, stod af vognene og marcherede en lille time.

Da vi kom til stillingen, var de i fuld gang med skydningen. Vi lagde vor oppakning, overtog kanonerne og fortsatte den givne kommando. De gamle spurgte kort, om de havde haft tab – døde og sårede – det hele tog kun nogle få minutter, mandskabet fra den gamle besætning forsvandt, og vi fortsatte skydningen.

4 kanoner spyede ild, og granaterne gik over til englænderne i og omkring Ypern.

Jeg var som før nævnt kanoner 1. Mit arbejde under skydningen var: På kommando ”4. Geschütz Feuer!” trak jeg af.

Men lød kommandoen: 4. Geschütz 50 skud – eller 100 skud eller 150 skud, så trak jeg af, når vi var færdig.

Når skuddet var faldet, bragte jeg ved hjælp af en mekanisme røret i vandret plan (Røret på en Felthaubitze peget næsten lige i vejret ved skydningen på store afstande) med højre hånd åbnede jeg låsen, og fangede med venstre hånd den udflyvende ”Kartuschhylse” – krudtpatronen. Denne kastede jeg hen til siden.

Imens havde kanoner 5 puttet en ny granat ind i løbet og sammen med kanoner 3 presset denne ved hjælp af en svær stang godt ind i løbet. Kanoner 4 bragte mig en ny Kartusche, denne satte jeg bag ved granaten, lukkede låsen, brage atter røret i skydestilling, trak af og så den samme fremgangsmåde igen.

Alt imens kunne kanoner 2 uhindret sigte og bringe den ind i den nøjagtige stilling ved hjælp af sigteindretningen. (Teilscheibe, Nonins und Kreuzvage).

Hvorledes sigtningen foregik ved nat og dag, direkte og indirekte ville være for vidtløftig at komme ind på her, tilmed er hele fremgangsmåden kun forståeligt for kanonerer. Vor kanontype var “Schwere Felthaubitze 1913 mit verlangertem Rohr”. De havde 8 detailladninger og kunne skyde 9000 m.

Granaterne vejede ca. 50 kg og kostede før krigen 100 Mark pr. skud

Bataljonens oprindelse

Bataljon 407 blev sammenstillet i foråret 1917 i Køln. Mandskabet bestod af en del ældre kanonerer og underofficerer, der var kommet nede fra Tyrkiet, hvor de havde ligget ved et par batterier, der bevogtede Dardanellerstrædet. Resten var ungt mandskab omkring ved 19-20 år.

Efterhånden kom der flere og flere ældre til. Batteriet rykkede ud fra Køln og kom med i offensiven ved Arras og Duai 1917; i juni kom det til Flandern, og her stødte jeg til det den 9. august 1917.

Den 31 juli havde de haft en vældig batalje, med svære tab af mandskab og heste. Bataillonet havde 3 batterier a 4 Skütz (4 kanoner).

I. bat. havde Feldhaubitz 1913 II. bat. havde 10 cm. langrøret kanoner III. bat. havde 21 cm. Mørsere af nyeste type.
Bataillonet var ifølge det Skütz et stærkt bataillon og et moderne batl, hvilket bevirkede, at det blev indsat, hvor kampen rasede hårdest.

Se foregående afsnit her

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

10. august 1917. “I ildstillingen var der 4 kanoner med en samlet besætning på 30 mand.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten til bataljon 407.

I Vinkel St. Eloy sov vi en nat, og dagen efter gik vi til Morslede, hvor 1. Batterie havde Protzensammelstelle. Dvs. her var skrivestuen, hestestaldene, Protzeme (forpartiet til kanonerne), ammunitionsvognene, bagagevognene, feltkøkkenet, smeden, kantinen (marketenderiet), barberen, reservemandskabet.

“Feuerstellungen” dvs. skydestillingen var i Ledighem.

I ildstillingen var der 4 kanoner med en samlet besætning på 30 mand, 1 officer, 1 Vizefeltwebel, 1 sergeant og 2-3 underofficerer.

Ved hver kanon var der 5 mand:

1. Geschützfuhrer (Obergefreiter) Kanonier

2 Richtkanonier (tit en Gefreiter) skulle sigte

1 Abzugskanonier (aftrækkeren)

3 Venstre side af Lafettensvanzen

5 Ammunitionsbæreren

4 Højre side af Lafetten

Foruden kanonererne var der en 5-6 telefonister.

En officer var i ildstillingen, medens en anden tit var på iattagelsesposten.

Fra ”Protzensammelstelle” til “Feuerstellung” var der en afstand af 15-25 km.

I Morslede lå mandskabet oppe på loftet af en 2 etages bygning. Hestene stod rundt omkring i byen i stalde og huse.

Samtidig med os, der gik under navnet ”der Ersatz vom 9. august”, kom der en ny batterichef. Han hed løjtnant Wiederholt – en ung mand på 24 år, men meget dygtig. Han lod os træde an, talte med hver enkelt, spurgte om alder, hjemsted, profession osv. Han var dekoreret med jernkorset af 1. grad.

Se foregående afsnit her

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

21. november 1916 – Ribe Stiftstidende: skarpskydningsøvelser i Nordslesvig

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

 

Artilleriet holder skarpskydningsøvelser

I dag, mandag, fra formiddag kl. 11 til eftermiddag kl. 3 har der fundet en artilleri-terrænskydning sted i et felt, begrænset omkring linien Arrild-Rugbjerg-Fiskholm-Allerup-Lindholmgaard-Højrup II-Lindet kro-Hønning-Arrild. Landsbyerne Hønning og Fiskholm samt gaardene mellem Arrild og Hønning var, saalænge skydningen varede, rømmet for mennesker, og for saa vidt det var nødvendigt, ogsaa for kreaturer. Naar skydningen er til ende, anmeldes det ved magnesiumfakler fra Højbjerg. Skydningen fra dette felt, der udgør en del af den strækning, paa hvilken der i den senere tid er bleven truffet krigsmæssige foranstaltninger, som ifølge tyske blades udtalelser er af defensiv natur, kunde tydelig høres i Ribe.