Tag-arkiv: artilleri

16. august 1917. Frederik Tychsen: “Gode kammerater er den halve krig …”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Jeg vil notere nogle af de kammerater, som jeg havde mest med at gøre ved 1. batteri bataljon 407:

Løjtnant Wiederholdt, leutnant Luker,  leutnant Hermann, leutnant Schultz. (Bataljonskommandøren var Hauptmann Kupke).

Unteroffizier, Brinkmann, sergeant Felix Ploschaizik, sergeant Pfale

Kanonerer:
Karl Skurmia Liban, Schlesien glaspuster
Bekmann, Dortmund, bjergmand [dvs. minearbejder]
Franz Nix, Dortmund, bjergmand
Otzel, Thüringen landmand
Desselman, Thüringen, fabriksarbejder

Ovenstående kanonerer alle på min alder.

Wipklo, Westfalen, arbejder
Willy Cramer, Hannover, mekaniker
Rudolf Winkler, Braunschweig, seminarist
Hübschmann, Bielefeldt, fabriksarbejder
Helferich, Westfalen, landmand
Zeidler, ?, bjergmand

Fritz Volmer, Baden, landmand
Neuhaus, ?, ?
Treptau, ?, arbejder
Ulvonu, ?, arbejder
Warres, Østpreussen, arbejder
Schäfer, Königsberg, snedkermester
Johann Winkler, Rhinland, arbejder

Det er navnene på dem, jeg havde mest med at gøre, og af dem havde jeg mest med Skurmia, Bekmann og Hubsmann at gøre.

Vi tre sov som regel i telt sammen, delte maden og tobak osv.

Man må sande “slagordet” ”Gute Kammeraten ist der halbe Krieg” (Gode kammerater er den halve krig).

Den 15. og 16. august var jeg i ildlinjen igen. Englænderne angreb ustandselig i 2 døgn. Vi kom næsten slet ikke bort fra kanonerne i de to døgn.

Vi havde 4 sårede den 16. august.

Der var også nogle døde, men dem kendte jeg ikke.

Det var 48 svære timer, vi tilbragte i ildstillingen, så vi var meget
trætte, da vi vendte tilbage til kvarteret.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

13. august 1917. Livsfarlig hvilestilling

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Langs banedæmningen  fører jeg kompagniet over Zonnebeke tilbage ind i Flandern-stillingen.

Her har vi nogle dages “hvile”, men slaget tager til. Jeg har den bestemte følelse af, at vi endnu engang skal ud foran.

Der ligger tung ild over forreste linje, Wilhelm- og Flandern-stillingen.

Tæt bag ved os står et batteri, der fyrer uafbrudt – og bliver beskudt; ikke noget rart naboskab!

Jeg havde mit leje i et murhjørne i et tidligere lille hus; da jeg engang vender tilbage fra en rundgang i kompagniet, er den lille mur styrtet sammen af et granatnedslag tæt ved; havde jeg i det øjeblik ligget på mit sædvanlige sted, var jeg blevet slået ihjel.

Af Regiment 84’s historie

10. august 1917 – Paul Paulsen: “… Igaar tromlede Englænderne hele Dagen”

Paul Paulsen blev indkaldt i slutningen af 1915 og kom først til at tjene ved Infanterie-Regiment Nr. 85. Efter i oktober 1916 at være blevet såret, blev han i foråret 1917 overført til Infanterie-Regiment Nr. 163.

Kjære Søster!
Har imorgen mo[d]taget dit Brev fra den 4 August [h]vofor jeg siger dig mange Tak. Vi er imorgen kommen ud af Stilling. Jeg maa rigtig nok takke Gud for at jeg igjen er kommen godt fra det. Igaar tromlede Englænderne hele Dagen paa vo[r] Stilling og greb saa an om Aftenen. Vi laa i Bere[d]skab og ma[a]tte saa ud til Forstærkning. Vi kom end[d]a held godt fra det og Angrebet blev afslaa[e]t. Men dem som laa i første Linie har lidt meget.

Ja kjære Søster [h]vis da Krigen snard ma[a]tte være til Ende[,] at vi ma[a]tte komme hjem igjen. Men vi maa jo være taalmodig. Gud skal nok føre alt til det be[d]ste for os. Vi maa takkke ham at han har bevaret os alle ind til nud. Haabentlig er det hans Vilie at vi alle maa komme sunde og raske hjem til eder igjen.

Jeg seer af dit Brev at du nok kan bruge lidt Sæbe[.] Jeg skal nok sende dig noget af og til ogsaa skal jeg nok sende noget Tobak[,] da jeg kan købe nok her og Betalingen skal du ikke sørge for. Jeg faa jo en stor Dagløn.

Haabentlig faa Morten ogsaa Orlov til Høsten. Min Orlov blev jo desvære ikke til noget men der er der jo ik[k]e noget at gøre ved. Jeg har det for saavidt godt som jeg ogsaa nok haaber om eder[.]

En kjærlig Hilsen
til eder alle fra din Broder
Paul.
Lev vel til vi sees.

(HBA8033, Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

9. august 1917. Frederik Tychsen nærmer sig fronten: “Det var en underlig tanke at tænke sig om få timer var man måske midt i det hele”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten til Fuss-Artillerie-Bataillon 407.

Den 8. august fik vi besked på, at vi skulle til fronten. Det blev en transport på ca. 20 mand. Det gik nemt med indklædningen, det eneste, det drejede sig om var den smule forplejning, som vi skulle have med på transporten, den fik vi udleveret om aftenen den 8. august.

Om morgenen den 9. august gik vi til Maubeuge til banegården.

Vi skulle med toget til Flandern til et bataljon 407, der lå et eller andet sted ved fronten i Flandern, altså det vestlige Belgien.

Til forplejningen hørte pr. dag, når man kørte med toget som selvstændig transport: 3/4 kg brød, 100 g pølse, 100 g smør, et lille stykke ost og måske en lille dåse med 50-100 g sylte – sardiner, leverpostej el.lign.

Feltflasken fik vi fyldt med kaffe før afrejsen. I tornysteren havde vi den såkaldte “Eiserne Portion” – jernportion, dvs. ½ kg kød (konservesdåse), 2 lærredsposer med beskøjter ca. 300g i hver.

Denne portion måtte vi kun spise, når vi havde fået tilladelse til det.

Meningen med denne var, at selv om vi blev afskåret fra køkkenet eller anden proviantering, så kunne vi holde livet oppe et stykke tid ved Jernportionen.

Toget førte os fra Maubeuge til Valencienne, Lille, Menin, Courtrai og Iseghem. Her steg vi ud og så kom vi med et lille tog til Vinkel St. Eloy. Fra Vinkel St. Eloy gik vi til Morslede og var der ved aftenstid. (I Vinkel St. Eloy lå bataljonsstaben).

Vi kom til 1. batteri, der havde deres Protzensammel-stelle i Morslede.

Vi kørte parallel med fronten om eftermiddagen, og kanonerne drønede ganske kolossalt.

Det var en underlig tanke at tænke sig om fa timer var man måske midt i det hele. Erindringen fra Verdun kom op i en, og i det hele og store var man en lille karl, når det gik mod fronten.

Det sidste tog, der bragte os fra Iseghem til Vinkel St. Eloy var præget af krigens ødelæggende vederstyggelighed. Vinduerne var i stykker i alle vogne. Maskinen var medtaget. Et sådant tog gik efter omstændighed.

Se foregående afsnit her

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

6. august 1917. Artillerist Frederik Tychsen på vej til fronten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var, efter et længere lazaretophold, i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten. Han havde tilhørt Reserve-Fußartillerie-Regiment 20, men blev ved sin tilbagekomst tildelt Bataljon 407.

Når man har været en gang ved fronten, været såret og gennemgået alle de lidelser, der følger med, og kommet tilbage, så holder man ikke af at komme til fronten igen. Dertil kom, at jeg havde kun dårlige minder og uhyggelige forestillinger om livet ved Vestfronten.

Medens den tid ved Verdun står for mig som en kæde af lidelser og angst, så må jeg indrømme, at i de 13-14 måneder, jeg herefter tilbragte ved fronten, oplevede jeg mange, mange bitre dage, ja til tider onde dage, men der var lyspunkter iblandt. Der var dage, hvor det var helt morsomt, jeg oplevede uhyre meget, og heldigvis er man mest tilbøjelig til at tænke tilbage på de lyse dage med morsomme og interessante oplevelser.

Krigen gik i langdrag, og man kunne overhovedet ikke skimte en udvej til, at massemyrderiet skulle få en ende. Amerika var gået ind i krigen som Tysklands modstandere, men foreløbig betød det ikke så meget. Virkningen kom først senere.

Nu er det ikke meningen, at jeg vil omtale de politiske begivenheder, dem kan man læse i krigsbøgeme, men mine egne oplevelser.

Medens man i garnisonen havde et regelmæssigt levnet med den sædvanlige nattero, undtagen når man var på vagt, så var der ved fronten ingen forskel på arbejdet, enten det var nat eller dag, søndag eller søgnedag. Man hvilede og sov, når der var tid og lejlighed, fik maden, når den kunne skaffes, spiste, når der kom noget, men det meste tid var man sulten.

Den 28. juli 1917 forlod jeg altså Wahn, vi var kun en ganske lille transport – 12 mand – og vi havde en Gefreiter som transportfører. Vi skulle først til et lille Ersatz depot, der lå i nærheden af Maubeuge og hed ‘Terriere la Grande”, en lille landsby omtrent som Agerskov.

Jeg kendte ingen af de andre, der var med i samme transport, men der var en, man måtte lægge mærke til, han hed Fritz Klohs, han var rhinlænder og havde ret godt med penge. Han sad på beværtningen “Zum Bienenhaus” hele tiden og bad mig om at sige besked, når vi skulle til banegården.

Ved middagstid fik vi besked om at vi skulle gøre os færdig. Jeg hentede Fritz Klohs, og han var temmelig fuld. Han sang, mens jeg fik tomisteren spændt fast på ham, og så gik vi til banegården.

Vi kørte først til Køln, og her havde vi et ophold på flere timer. Klohs benyttede tiden til at drikke i, og vi andre stavrede omkring på den mægtige banegård. Hele 4. klasses ventesal samt en stor kælder var reserveret for militærets menige og underofficerer. Her lå soldaterne på bænke og gulvet i hundredvis og sov og ventede på togene.

For 50 Pfennig kunne man købe en skål suppe, dvs. når man rejste på orlov eller hørte til en transport. Suppen var god, og man kunne godt blive mæt af en sådan portion.

Ved aftenstid steg vi ind i toget, der gik over Dirren, Aachen, Herbestal til Liittig (Liége). Vi kom ind i vogne, der medførte civil befolkning.

Fritz Klohs kom straks i gang med nogle unge piger, der skulle til Aachen. Han havde en flaske vin i hver lomme. Dem drak de af, Fritz kyssede pigerne osv.

Toget holdt 5 minutter i Duren. Jeg mindes de mange smukke tegltage og den smukke domkirke, der ragede op over det hele. Her lå Johannes’ Ersatzbataljon 258.

Transport igennem og ophold i Belgien Da vi kom til Aachen, var der mørkt, men hen på natten nåede vi Herbesthal, grænsebyen mellem Tyskland og Belgien. Alt og alle blev underkastet et streng revision, så fik vi kaffe ved “Røde Kors”.

Det var damer, der uddelte den. De bad os om at synge en sang for dem, og vi stemte så alle mand i med: “Argonnerwald in stiller Nacht’’.

Ved 9 tiden om formiddagen var vi i Lüttig. Vi gik ind på banegården og ventede til kl. 6.43 om eftermiddagen. I denne tid sov vi nogle timer, gik lidt rundt i byen i nærheden af banegården.

Klöhs fandt straks et horehus i en smal sidegade, han fortalte om sin smudsige håndtering, da han kom tilbage.

Prostituerede kvinder på vestfronten

Kl. 6.43 rejste vi videre og var i Namur ca. kl. 10. Toget gik ikke længere. Vi gik banegården hen til den belgiske Ulankaseme og blev der om natten.

Dagen efter gik toget videre her­på eftermiddagen og kl. 8 om aftenen var i Maubeuge.

Vi gik så gennem porten og gitterværket i jordvolden og et par km uden for byen lå Ferriere la Grande. Her kom vi til en Ersatz Abteilung, dvs. en afdeling, der var oprettet til at sende udfyldningsmandskab til det svære artilleri. Adressen var Fuhs Art. Ersatz Abteilung II. II Batterie. Deutsche Feldpost 44.

Opholdet i Ferriere la Grande varede ikke ret længe, 10 dage i alt.

Vi lavede ikke meget i disse 11 dage. Vi havde nogen eksercits om formiddagen med nogle gamle 9 cm kanoner. Vi havde en del instruktion om brug af gasmasker af forskellig art, og ved et af Maubeuges forter, ‘Terriere la petite’. havde vi karabinerskydning med gasmaske.

Vi var indkvarteret i en skole. Der var franske lærere og lærerinder, der underviste børnene i et par af klasserne, medens vi lå i de øvrige klasser.

En aften, den 7. august var jeg med på en hestetransport. Vi fik hver 2 heste. Vi skulle hen til er hestedepot med dem. Det lå i nærheden af den belgiske grænse. Det hed Udasolve. Vi kom gennem en by der hed Colleret.

Vi red til at begynde med, men det varede ikke længe, før vi blev ømme af at sidde på de nøgne hesterygge, så vi stod af og trak dem.

Det var en transport, der varede 6-7 timer De kørte os tilbage på en vogn, og vi var i Ferriere la Grande om morgenen. Vi fik så lov at sove til middag.

Søndagen den 5. august gik jeg ind i Maubeuge. Jeg travede hele dagen rundt i byen for at få den rigtig at se. Den havde mest snævre gader.

Jeg købte lidt brød og en ost i en butik, og om aftenen gik jeg i biograf i Ferriere la Grande. En sådan forestilling kostede 10 Pfennig. De fremviste en film fre havet, der viste, hvorledes de tyske ubåde skød handelsskibe i sænk. Endvidere blev der spillet er cowboyfilm med Henny Porten i hovedrollen.

Privattryk, venligst stillet til rådighed af familien.

6. august 1917. Ved Ypres: “Jernstumper, jordklumper, sten, betonklodser hvirvler gennem luften.”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa. I begyndelsen af august 1917 ankom regimentet til fronten ved Ypres.

Stadig tættere falder granaterne omkring os; vi kaster os ned, og vi springer fremad. Endelig når vi venstre fløj af det kompagni, vi skal afløse.

3. deling bliver her tilbage; bitte små dækningsrum og granathuller er, hvad  der er til dem.

Videre går det et godt stykke. I et betonhus, hvor grundvandet står højt, bliver 2. deling.

En sammenhængende linje findes der ikke. Den enhed, der skal afløses, er til dels allerede rykket ud. Tæt tåge ligger over jorden; man kan ikke orientere sig. Endelig finder vi det dækningsrum, hvor jeg og mine ordonnanser og en gruppe skal være.

Men 1. deling skal først være bragt på plads. Jeg beder indstændigt vor fører om nu at føre os derhen – men han indrømmer, at han ikke ved, hvor vi er. En skrækkelig situation!

Man kan ikke se 5 skridt frem for sig. Jernstumper, jordklumper, sten, betonklodser hvirvler gennem luften. Efter endeløs søgen finder vi indgangen til en minegang under banedæmningen Roulers-Ypern; her er der lavt, trykkende, fugtigt, men temmelig bombesikkert.

Sanitetsfolkene og maskingeværskytterne mukker over, at de ikke kan beholde stedet selv, men 1. deling skal altså med ind. – Efter lang flakken omkring finder jeg mit dækningsrum igen.

I mellemtiden er morgenen den 6. august brudt frem. Med optrukne ben og stive lemmer sidder vi og venter – og venter – på hvad?

Tidligere gik det fremad med frisk gå-på-mod; nu er krigen blevet til en materiale-kamp, et artillerislag. Den ene time går efter den anden, den ene dag efter den anden. Først når tusmørket sænker sig, løsnes den trykkende resignation.

Jeg inspicerer kompagniafsnittet, jeg besøger delingerne, tager imod meldinger om, hvad der er sket i løbet af dagen, om sundhedstilstanden, om sårede o.s.v. I løbet af natten indtræffer transportenheden: udsøgte, uforfærdede folk; de har en hård tjeneste, tungt belæsset med jerndragere, levnedsmidler, håndgranater må de ofte passere spærreild-zonen, men hos os er de altid velkomne.

Af Regiment 84’s historie

2. august 1917 – Johannes Ankersen: “… skyttegrave var der ikke nogen tilbage af”

Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern, og dagen efter blev regimentet alarmeret og rykkede frem mod fronten (læs om det her).

Den næste morgen modtog jeg ordre til igen at slutte mig til regimentet ved Becelaere. Bataljonen var efter at have ligget hele natten ude i regnen igen blevet trukket tilbage.

Det regnede stadig, da vi brød op, men jeg forventede hurtigt at kunne støde til regimentet, da det kun lå en halv time væk. Men denne gang forregnede jeg mig. På vejen stødte vi på en ammunitionskolonne, der var blevet stoppet af en kolonne i modsat retning. Nu hang vi også fast. Vende om kunne vi ikke, for vejen var for smal. Så måtte alt der kunne kravle og gå tage fat for at løse den sammefiltrede knude. Et vidunderligt arbejde, hvorunder det regnede uafbrudt, så skjorten snart klæbede til kroppen. Det tog over tre timer, før vi kom fri af det sammenrodede kaos. Endelig, til slut ankom vi til vores enhed. Desværre var der heller ikke her mulighed for at få tørret det våde tøj, så vi måtte fortsætte, som det var.

Der var heller ikke lang tid til at få sig udhvilet og tørret. Jeg fik straks ordre til at begive mig til staben for et infanteriregiment, som vi skulle afløse, for at orientere mig om minekasterstillingen. Med min feldwebel og to mand begav jeg mig på vej. I regimentets kommandostation fik vi en fører, og så gik det fremad. Det var højlys dag, og skyttegrave var der ikke nogen tilbage af, altså måtte alt foregå på åben mark. Fra Somme var vi jo allerede godt vant med kratermarker. Heller ikke her var der knapt et sted, hvor der ikke for hver ti kvardratmeter havde været et nedslag. Men her gjorde den omstændighed, at grundvandet står højt i Flandern, sig i aller højeste grad ubehageligt mærkbar. Alle granathuller var derfor fulde af vand eller rettere fuld af en tyk grød, der som en sugekop holdt alt fast. Langt bagud var jorden rodet op. Regnen havde ikke gjort vores vej bedre, og vi så ud som svin, da vi ankom til bataljonens kommandostation.

Underligt nok var vi stort set ikke blevet beskudt undervejs. Men knap var vi nået frem, før helvede brød løs. Englænderne skød som vanvittige og gjorde et lille angreb, som vi altså var nået rettidigt frem til, men som ikke blev kronet med held. Ved bataljonen var det til at holde ud, her var en stor, stærk betonbunker, der nok kunne holde til noget. Men vi måtte længere frem, minekasterne befandt sig videre fremme i den såkaldte ”Hølund”.

Kratermark i Flandern 1917 (Deutsches Museum Nordschleswig)

Det fjendtlige artilleri var endnu ikke faldet til ro, men det kunne jeg ikke vente på. Altså fremad, benene på nakken, og løbe om kap med døden. Vi nåede lykkeligt frem til Hølunden, men her så først for alvor slemt ud. I det lille skovstykke havde fjenden med rette formodet al muligt og hans kanoner havde derfor velsignet den rigeligt. Lunden var blevet en sand urskov. Granathul ved granathul. De få tilbagblevne træer sønderskudt og sønderrevet sammenfiltret til en ufremkommelig klump. I mellem dem resterne af feltbanesporet. Det var svært at arbejde sig fremad, og det var ubehageligt, for på grund af den kraftige, vedvarende beskydning ville man gerne fremad.

En af vores førere faldt i et granatkrater og kun med stort besvær kunne vi trække ham fri af det seje mudder. Når en såret først var havnet i sådan et hul, så var han med sikkerhed fortabt til jammerligt at blive hængende i mudderet og omkomme. Endelige nåede vi frem til føreren af minekasterafdelingen. Jeg havde knap troet, at vi ville være kommet frem, men det lykkedes alligevel. Jeg orienterede mig, så godt jeg kunne, og så hed det tilbage igen. Endnu engang et løb på liv og død til bataljonens kommandostation, og så var også det overstået. Derfra var det bedre, området lå ikke længere under så kraftig beskydning, og vi kom godt tilbage til vores enhed. Ganske vist var jeg møgbeskidt og våd til skinnet, men nu fandt jeg i det mindste et sted, hvor jeg kunne hvile ud og tørret mine ting. Dog ikke længe.

Om natten måtte jeg frem igen, denne gang med mandskab for at afløse forude. På trods af at vi måtte udholde en betydelig beskydning hele vejen, nåede vi frem uden tab. Selv i den forfærdelige Hølund skete os intet. Jeg fordelte folkene så godt jeg kunne på de otte minekasterpladser. De stakkels karle fandt kun dårligt ly, der var kun en ikke særlig god bunker, men jeg kunne ikke tilbyde noget bedre. Efter at alt var ordnet og overdraget, begav jeg mig selv til bataljonsstaben, hvor jeg skulle opholde mig som minekasterofficer. Her var det endelig til at holde ud at være.

Kommandostationen var, som jeg allerede har nævnt, et rigtigt godt dækningsrum af beton, der kunne holde til mangt en fjendtlig granat. Det var dog småt med pladsen, for her befandt sig ud over bataljonsstaben og min ringhed også forbindelsesofficeren for artilleriet, telefontropper, lystkastere, jordtelegrafer, ordonnanser og meldeløbere fra kompagnierne. Men der kan være mange tålmodige får i en stald, og når nøden er stor, kan man godt presse sig sammen.

(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

1. august 1917 – Johannes Ankersen: “steg … på min stridshest og red højt syngende af sted”

Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Her havde regimentets soldater i ugevis  igen og igen trænet på at indtage deres alarmstillinger. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern.

På grund af de mange prøvealarmer osv. var vi til sidst blevet så ligeglade, at vi da vi om morgenen den 1. august blev vækket af den sødeste søvn med det bekendte stikord, først ikke troede, det var alvor. Alt blev gjort klart og så af sted til vores post. Det var et ubehageligt regnfuldt vejr, det dog alligevel gav en del fordele, da vores modstander ikke kunne observere vores fremmarch. Trods det forefandt vi vores alarmstation under en svag spredningsild fra det fjendtlige artilleri. Det kostede nogle ubetydelige tab, og havde ikke den store betydning. Alligevel forstyrrede det naturligvis, da vi indtil videre måtte blive liggende og afvente nærmere ordre.

Til sidste erfarede vi, at fjenden havde angrebet over hele linjen. For an os, altså i vores kampområde, var han ikke trængt frem, men derimod så det til højre for os i området foran Becelaere værre ud. Efter forventningsfuldt at have tilbragt hele formiddagen på vores alarmstation, fik vi henimod middag ordre til at rykke frem mod Becelare. Ankommet til Becelaere gjorde vi igen holdt for at modtage nye ordre. Om aftenen indløb besked med ordre om at indtage en beredskabsstilling. Nu gik det atter løs.

Løjtnant Johannes Ankersen højt til hest (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Jeg var ved temmelig godt mod, da jeg som erstatning for middagsmad og som middel mod regnen, der havde gjort mig våd til skindet, havde drukket et par ordentlige glas cognac. Da alt var klart til opbrud, steg jeg på min stridshest og red højt syngende af sted. Det gode stemning forlod mig heller ikke, da vi måtte igennem en slugt, der lå under voldsom beskydning. Jeg kan nu kun huske, at jeg højt til hest med høj stemme sang ”Wintersturm wichen dem Wonnemond”, mens vi passerede et travlt skydende tysk batteri, og de engelske granater slog ned til alle sider. Nu drejede infanteriet af vejen og ud på åben mark ind i en sænkning for at her at holde sig klar. Vi havde endnu ikke været i berøring med fjenden, foran os lå stadig tyske tropper.

Men der var ikke plads til mig og min minekasterafdeling i sænkningen. Vi havde læsset vores svære minekastere á fire styk på store vogne. Hestespandene var utilstrækkelige, små panjeheste [dvs. russiske heste, red. ], der vel godt kunne trække vognene på gode veje, men ikke havde en chance på den regnopblødte jord. Allerede tidligere havde vi på dårlige veje haft problemer i den retning. Hvis jeg nu drejede af vejen, så ville vi være kørt uhjælpelig fast efter ti skridt. Det var altså nytteløst. Jeg orienterede regimentschefen om forholdene, han indså rigtigheden af min opfattelse, og gav mig frie hænder til at indrette mig passende i nærheden. Det gjorde jeg gerne, og fandt da også i nærheden snart en passende tom gård, hvor min deling slog sig ned. Jeg oprettede forbindelse med regimentet, og så lagde vi os alle dødsens trætte hen. Udenfor strømmede regnen uophørligt ned. Vi kunne være glade for at have tag over hovedet, mens vores arme kammerater vel måtte tilbringe natten i det fri.

(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

29. juli 1917. Varsel om døden ved Yserkanalen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

En Dag henimod Aften blev vi udkommanderet og marcherede udenfor Byen, hvor der holdt en Række Lastautomobiler.

Vi kom op, 30 Mand i hvert Automobil, og saa vidste vi Besked. Vi skulde hurtigt hen til et Sted, hvor der var Brug for os.

Henad de oprevne Landeveje kørte de med os op imod en lille By ved den engelske Kanal, som hed Middelkerke.

Medens vi kørte hen ad Landevejene, stod der foran mig midt i Lastautomobilet en af mine unge Venner og Kammerater. Han var altid en munter Fyr, til enhver Tid oplagt til Spøg og gale Streger; men den Aften stod han saa underlig tavs.

Jeg lagde min Haand paa hans Skulder og sagde til ham: „Hvad fejler du, Kammerat?”

Han saa op paa mig og sagde ganske stille: „Jeg kommer ikke med jer hjem igen.”

„Aa, det véd du dog ikke, Kammerat; vi har jo været ude i saa mangen haard Dyst og véd ganske vist nok, at vi ikke alle kommer tilbage; men om det bliver dig eller mig, der maa blive derude, kan ingen vide.”

Han svarede igen: „Jeg kommer ikke med hjem.”

Det gav en underlig alvorsfuld Stemning over os alle, og hvem der begyndte, véd jeg ikke, men i næste Nu stod vi 30 Mand med foldede Hænder, og saa begyndte vi at bede, og vi bad Rækken rundt Mand for Mand med Suk og med Skrig i vore Sjæle til den levende Gud om Naade og Forbarmelse baade for Legeme og Sjæl. Det er det mest gribende Bedemøde, jeg nogensinde har været med til.

Da vi kom til Middelkerke, kunde de store engelske Skibskanoner naa os. En Granat kom og huggede ned paa Chausseen, hvor vi var blevet opstillede, da vi kom ned af Lastautomobilerne; da den sprang, fløj vort Lastautomobil i Stumper og Stykker ind over Markerne, og der laa over 40 Mand døde og saarede, iblandt disse var hin unge Kammerat.

Skyndsomt gik vi ind i Løbegravene og fortsatte ud i Stilling.

[Dateringen af denne begivenhed er ret upræcis, og i betragtning af, hvad der senere sker, har den nok fundet sted for et par dage siden. RR]

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

17. juli 1917. Hans Hostrup i Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz, og i efteråret 1916 sendt til fronten på Balkan.

Nogle Dage var der Fare for Gennembrud ved Lomnitza, lidt til højre for os [Der er rod i geografien her, for Lomnica ligger i Galizien, RR]. Bulgarerne blev slaaet tilbage her. Vi havde Tornysteren pakket og sov med Klæderne paa om Natten, rede til Opbrud, hvis det skulde gaa galt. Der blev sendt Heste og Sprængstof ud til Kanonerne. Kunde de ikke føres bort, skulde de sprænges i Luften. Haandgranater blev ogsaa sendt ud til Besætningerne til Selvforsvar, men der blev dengang hverken Brug for det ene eller det andet.

Paa vor Side bestod Infanteriet af Bulgarer, og paa den anden Side af Serbere og græske Venizolister. Vi kom godt ud af det med vore Forbundsfæller og lærte efterhaanden lidt af Sproget, og ved Tegn og Fagter kunde vi nok gøre os forstaaelige for hinanden. Da vi altid var sultne, fik vi tit en Bønnesuppe eller et Majsbrød af dem.

Mange af dem havde ingen Støvler, men gik med Klude svøbt omkring Benene. De af dem, der havde tyske Militærstøvler, havde skaaret dem af i Vristen for at faa Plads til Kludene.

Helt stole paa dem kunde vi nu ikke, for de vilde stjæle vort Undertøj, naar vi havde haft Storvask og været saa letsindige at lade det hænge ude om Natten. Det var nu heller ikke nødvendigt, for det kunde tørres i Løbet af kort Tid. Solen skinnede Dagen lang fra en skyfri Himmel hele Sommeren igennem. Kun een Gang var der Optræk til Uvejr, men det blev kun til lidt Hagl.

Vi døjede meget med Varmen. Midt paa Dagen holdt vi os i Skyggen og fik Tiden til at gaa med at iagttage Flyverkampene, som jævnlig fandt Sted. Naar en Flyver blev skudt ned, blev Maskinen straks tilintetgjort af fransk Granatild, ogsaa, hvis det var en af deres egne.

Byen Gevgeli blev ogsaa af og til beskudt med det svære Skyts. Det var en smuk By med røde Tage mellem grønne Træer. Den var selvfølgelig rømmet, og der laa kun faa Tropper i den. En Fabrik var skudt i Grus, antagelig et Silkespinderi, da der her i Omegnen saa ud til at have været en blomstrende Silkeindustri. Det fremgik af de ret store Morbærplantager, der fandtes her, og hvor Silkeormene holdt til.

Vest for Byen laa den gamle romerske Hærvej, som vi var kommet ad, og Øst for Byen laa Jernbanestationen, hvor i Fredstid Orientekspressen for forbi. Den var selvfølgelig ude af Drift og ogsaa delvis skudt i Stykker. Kun ud til et Sted Nord for Byen gik der Motortog med Vogne fyldt med Materiale til Stillingerne. Man kørte kun om Natten, og det gik i en Fart med at faa Vognene tømte.

Inden vi fik en Løbegrav lavet, var det livsfarligt at vove sig ind til Byen om Dagen, og med Spænding har vi tit set Bulgarere eller nogle af vore løbe for Livet, springende fra Hul til Hul i det granatoppløjede Forland. Franskmændene morede sig ligefrem med at skyde efter enkelte Personer. Det var en almindelig Antagelse, at man var sikker i et Granathul, da der ikke kunde ske to Nedslag paa nøjagtig samme Sted. Om denne Teori har holdt Stik, er jeg ikke helt sikker paa, men i hvert Fald gjaldt det jo altid i en saadan Situation om at gøre sig saa lille som muligt.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

2. juli 1917. Frelst af en højere magt – eller tilfældet?

Anders Hansen, Gammelby pr. Visby, fortæller om en episode på Østfronten

En højere Magt frelste mit Liv

Vi havde ligget en kort Tid i Rostilling i Brygge og Omegn; men i Maj 1917 kom vor Division til Østfronten. Her afløste vi en tyrkisk Division i Omegnen af Brzezany (Galizien).

En tidlig Morgen i Begyndelsen af Juli aabnede Russerne et mægtigt Bombardement paa vor Stilling. Det var med Skyts af svært Kaliber. Bombardementet var næsten mere voldsomt, end vi havde oplevet det paa Vestfronten.

Vi havde dog en godt udbygget Stilling med gode Skulderværn og anbragte os med fire Mand imellem hvert.

Artilleriilden satte ind ved den Tid, da der skulde hentes Kaffe og Brød ved Feltkøkkenet. Dette befandt sig en ti Minutters Gang længere tilbage i Skoven. Vi skiftedes til at gaa to Mand af hver Gruppe.

Det var ikke min Tur den Morgen; men den Kammerat, der skulde med, vilde hellere blive i Skyttegraven. Jeg gik derfor med i hans Sted.

Det blev ingen Spadseretur som paa en god Chaussé, for vi maatte løbe fra det ene Granathul til det andet, og rundt omkring os eksploderede Granaterne. Da vi endelig naaede op i Skoven, var Køkkenpersonalet deserteret og havde efterladt Gullaschkanonen til sin egen Skæbne.

Vi fik i en Fart Kogekarrene fyldt, snappede et Par Brød, og saa gik det frem igen; men — da var Skyttegraven blevet forvandlet til store Granathuller.

Vi løb hen i en Understand, som endnu var i Behold, og som var forsynet med to Nedgange. Mens vi opholdt os dernede, fortalte en Kammerat, der havde staaet paa den anden Side af det Skulderværn, hvor jeg havde staaet, at det var i allersidste Øjeblik, jeg var kommet derfra. Nogle faa Sekunder efter at jeg var gaaet bort, slog en Granat ned umiddelbart foran Skyttegraven og væltede Jorden over paa de fire Mand, som havde deres Plads der. Hvis jeg var blevet der, vilde min Livsbane altsaa være endt der.

Det varede ikke længe, før det ogsaa begyndte at blive kritisk nede i Understanden. En Granat slog ned ved Siden af den ene Nedgang og lukkede den. Nu var det nok paa Tide at komme derfra. Det var imidlertid ikke helt fornøjeligt at sidde uvirksom i saadan en Jordhule og i Blinde vente paa, at ens Lod bliver udtrukket i det store Lotteri.

Efter et Par Timers Trommeild gik Russerne i Kompagnikolonner frem mod vor Stilling. Det tyske Artilleri tav, men der var et Maskingevær i vort Kompagniafsnit, som ryddede svært op i Russernes Rækker. Moskoviterne kom alligevel ind i vor Stilling, og vi maatte trække os tilbage til en længere bagud liggende Stilling.

Da vi nu i samme Øjeblik fik Forstærkning af Stødtropper, blev Russerne efter en kort, men haard Kamp kastet tilbage til deres Udgangsstillinger.

Derefter faldt der mere Ro over Fronten. Denne lyse Sommerdag blev for vort 150 Mand stærke Kompagni en sort Dag. Det blev næsten halveret. Selv i Sommeslagets Inferno, hvor Bataillonen var indsat en fjorten Dages Tid i Juli 1916, havde vort Kompagni kun et Tab af nogle faa Mand.

DSK-årbøger 1951

30. juni 1917. Galizien: Russerne indleder bombardementet.

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917. Den 13. juni afløste hans regiment tyrkiske tropper ved fronten i Galizien. Russerne var i fuld gang med at forberede Kerenskij-offensiven, der skulle begynde 1. juli.

Det rygtedes snart, at Russerne tilsyneladende havde noget for i disse Egne. Derfor var vi vel også nok kommen derned. Vi fik Påbud om fra vor Skyttegrav at påbegynde Arbejdet med at grave nedgangsskakten til en Bunker.

Da det jo sikkert ikke var uden Grund, fik vi travlt. Og det lykkedes os også at få et Stykke på en 5-6 m Dybde færdig, inden det brød løs.

En Nat i Slutningen af Juni — jeg husker ikke Datoen [må være natten før 1. juli 1917, Kerenskij-offensiven, RR] — et Kvarter over 12, brød Orkanen løs. En mægtig Artilleriild forberedte Angrebet; vi fandt senere Sprængstykker, som man knap nok kunde bære, og som viste, at der var benyttet indtil 38 cm Kalibre. Vi var glade for det Hul, vi havde gravet og som hurtigt blev fuldt af Dækningssøgende.

Til al Held varede den morderiske Ild kun til Klokken 1. Så holdt den op ligeså pludseligt, som den var begyndt.

Angrebet begyndte. Afværgeforanstaltningerne trådte omgående i Kraft. Geværerne i første Linie smældede,

Maskingeværerne rasede. Lyskugler steg til Vejrs. Hvide for at oplyse Landskabet, røde fordrede Artilleriild.

Kanonerne spyede Granater ud over Terrænet foran første Linje. Jord- og Ildfontæner stod til Vejrs. Forskellige Slags og forskelligt farvede Lyskugler gav Tegn bagud til Artilleriet om Ildens Beliggenhed. Foran os, mellem 2. og 3. Linje, var en Skyttegrav med Minekastere.

Vi kunde se de tunge Miner flyve mod deres Mål, let glødende i en høj, stejl Bue. Det var i det hele taget et Syn så enestående, som jeg aldrig før eller senere har oplevet det. Det kunde måle sig med det skønneste Fyrværkeri, man kan tænke sig.

Vi havde hele Panoramaet foran os, uden selv at lide nogen Overlast. Men for dem, det gik ud over, var det blodig Alvor. Alt fungerede, som om det havde været gennemprøvet mange Gange. Resultatet var også, at Angrebet fuldstændigt brød sammen, og en halv Time senere var der en Ro over Fronten, som om der intet var sket. Der skete heller ikke mere den Nat.

DSK-årbøger 1944

 

23. juni 1917 – Peter Geil: “… mange Døde der og en hæsslig Lugt fyldte Luften”

Pastor Nicolai C.  Nielsen brevvekslede under krigen med mange nordslesvigske soldater, en af dem var Peter Geil.

Skreven d. 23.6. 1917

Kære Herr Pastor.
Det sidste Brev jeg fik fra Dem med 2 M var i ”Waziens.” Siger dem mange tak derfor. Pengene kunde jeg storartet bruge. Min Pengepung var snart tom; men det ere jo ingen Skam for en Soldat. Vi skulde lige en Badetour til Douai.

Vi rykkede saa nærmere til Fronten og d. 27. Mai kom de første af vore M.G. Kompagnier i Graven. Vi bragte baade Gewehrene og Patronkastene frem. Hver Mand havde 3 eller 4 Kastener med 250 Patroner i hver. Det var ikke en ledt Byrde. Vi gik i 2 Timer fra Vejen hvor vi blev kørt hen over fri Mark til Stillingerne. Der befandt sig kun Granathuller, som vore Tropper laa i. Helt vorne var der en Grav. Det lignede dog i hværtfald en. Her og der var den skudt sammen. Den var kort forinden stormet af vore Tropper og bleven omarbejdet i en tysk Grav. Kl. henimod 6 vare vi hjemme igen.

Vi vare saamange tilbage, saa vi kunde løse dem af der laa forne efter 3 Dage. De næste Aftener bragte vi dem spidse ud. Jeg skulde med en til, hen til Gewehr 1. Det laa helt forne i Graven. Vi viste ingen rigtig Besked og kom for langt fremad og til vendstre.

Lige med et bekom vi et Fyroverfald, det er karakteristisk for den lumske Engländer. Han skød strægvis og Salve paa Salve af Granater og Schappnells 15-20 Skud af Gangen. Der var Granathul ved Granathul. Et dækkede halv det andet. Saaddan var Jorden oppløjet. Men saa hurtig det gik løb vi. Af og til fald man med Spidsen. Saa godt det gik passede man paa, at man intet tabte. Schrapnellkuglerne og Granatstykkerne fløj til højre og vendstre for os. Jeg undrer mig endnu i dag , at vi kom udskadt derfra, da og Salverne kom længere frem. Herren havde bevaret os vidunderlig.

Tilbage ventede vi i et Granathul til Overfaldet var til Ende. Saa gik det frem igen og tilsidst fandt vi dem, der laa mange Døde der og en hæsslig Lugt fyldte Luften og Graven især om Natten. Efter 3 Dage løste vi saa af og kom til Gewehr een, da vi vidste, vor det laa. Englænderne laa 150 km fra os, og om Natten laa han i en fremskudt Sappe, hvorfra han skød sine Lyskugler over i vor Grav. Det fjendtlige Artillerie skød altid for vidt, omendskøndt stundom lige ved Gravkanten, saa Jordklumper fløj i Graven.

Det medste maatte vi passe paa for vor egen Artillerie. Det skød ofre for kort og den første aften vi vare der, slog en Fuldtræffer i Graven. En var død. En anden blev begge Been revet af, han døde ogsaa kort efter og to vare haardt og ledt saaret. Det var skrekkeligt. Vi skød ofte Lyskugler (røde) af, at vor Artilleri skulde lægge Ilden videre frem, men de næste Dage havde vi det[]samme igen. 2 Blindgængere slog i vor Dækning. En Lykke var det at de ikke exploderede. Man mærker Herrens bevarende Haand.

Næste Nat blev der begravet, 6 Englændere var det vel, som laa med Hovedet lige for Graven og altid var der jo en Horchposten ude fra os. Maskingewehrbetjeningen har det bedre, da de om Natten ikke behøver at arbejde; men een staar stadig Vagt. Den sidste Nat havde vi ”erhöhte Gefechtsberitschaft”. Man troede at Egnlænderen vilde gribe an. En Patroullie var ude fra os og skulde se at tage nogle til Fange i Sappen. Men de kunde ikke komme derhen, da de to Maskingewehre stod i den. Saa bleve vi alle afløst; en Time forinden blev en jødisk Leutnant saaret i Haanden, da han, gik oppe paa Dækningen og vilde søge alt muligt sammen.

Natten efter vi var bleven afløst og vare komne i Ro bleve Kompagnierne alarmeret. Jeg havde lige med mange flere fulgt en interessant Luftkamp, som endte med Englænderen styrtede ned. Fartøjet gik i veldig Fahrt kre[d]sende nedad og endnu 100 m over Jorden søgte Føreren at give Apperatet en Glideflug over Jorden men saa styrtede det ned. Mange løb derhen og jeg kunde ikke holde mig, endskønt det var langt borte, helt henne ved Douai. En mængde Mænnekser var stilmet sammen. Mig interesserede det blot om Englænderen ikke skulde være sluppet derfra med Livet.

Apperatet saa jeg, og Bagdelen var oversprøjtet af Blod, og det varede ikke længe inden man bar ham, der var kun en i Flugapperatet, bort. Det var nu ikke et smuk Syn og gjorde en stærk Indtryk paa mig. Det var en ung Englænderhauptmann, kraftig med sort lokket Negerhaar, klædt hel i Leder. Han havde i Luftkampen faaet et Skud i Hovedet og havde saa tabt Bevidstheden og var død, da han kom ned. Da jeg kom hjem blev det raabt Alarm og i nogle faa Minutter stod Kompagniet alt opladt paa Vognene. Englænderne havde grebet an, og to til 3 Nætter gik Kampen.

Mange Kammerater faldt eller blev saaret mit Kompagnie blev skaandt, det laa i Bereitschaft i Bahndammen Douai-Arras og et par Dage senere blev jeg afkommanderet til Telegraphvæsenet, snart imod min Vilie. Naar jeg kunde holde de[t] ud og kunde forrette det, skulde jeg, sagde Feldweblen. Jeg tog det saa, som en Gave fra Herren, og det er jo en beroligelse for mine Forældre. Jeg har Gærningen endnu.

Siger Dem mange tak fordi De har husket mig i Deres Bønner Herrens Bevarelse har været stor, især i de hæftige Fyroverfald som vi opleve 3 Gange. Mange Hilsener sender Dem Deres Peter Geil.
Undskyld at Brevet blev saa lang!

(Nic. C. Nielsen, P116-15, Arkviet ved Dansk Centralbibliotek)

Feltbrev: “Infanteriet og Artilleriet i Slaget ved Arras”

Infanteriet og Artilleriet i Slaget ved Arras.
(Feltbrev til ”Flensborg Avis”)

Jeg læste forleden en Artikel om Feltartilleriet ved Arras, skreven af ”Köllnische Volkszeitung´s” Krigskorrespondent, Hr. Hermann Kätsch, der begyndte saaledes: ”Artilleristen har det jo meget lettere end Infanteristen derude i Graven. Det er saadan en Mening, man altid hører; han skyder blot af, og Granaten flyver over til Fjenden osv.”

Hr. Kätsch, der i sin Artikel søger at stille Artilleriets Arbejde, Mod, Savn og Anstrengelser lige med dem, om ikke højere end Infanteristens, skriver videre, hvorledes Artilleristen, naar Munitionsvognen ikke kan kommer hen til Batteriet, maa slæbe Munition i sine Arme for det meste over fri Mark, 100 Meter, ja endnu længere, og ned i Munitionsdækningen, og alt dette om Natten, da der paa Grund af Lænkeballon og Flyver ikke kan arbejdes om Dagen.

Under Ild ligger Batteriet naturligvis, saa godt som Infanteristens Grav, saa et let Arbejde er det ikke for Betjeningsmandskabet; dog tror jeg ikke, ja kan godt paastaa det, at Kätsch selv har været ude i Ildstillingen hos det lette Artilleri, endsige hos Infanteristen i Graven, naar der gives Spærreild. Det er jo klart, at ingen Vaabenart udspurgt derom, forringer sine Ydelser, Arbejde og Anstrengelser, og jeg vil heller ikke i det efterfølgende forringe Artilleriets; tværtimod maa vi være glade ved, at det er saa godt; jeg vil kun forsøge at skildre Infanteriets Levned herude, og da jeg som Sygebærer ligger ved Infanteriet, ogsaa har været afkommanderet ved Artilleriet (der, naar det gaar hedt til, forlanger Sygebærere), kender jeg saa temmelig begge Vaabenarters Ydelser.

Som sagt er Batterierne selvfølgelig stærkt udsatte for Fjendens Ild, men der skydes jo ogsaa paa Gravstillingen med Artilleriet, og det ikke blot med let og mellemsvært, men ogsaa med svært Skyts, og herude er Dækningerne for det meste ikke nær saa gode og stærke som ved Batterierne. Infanteristen kan heller ikke gaa i Dækning; de, der er bestemte til at staa Vagt, maa blive for at holde et vaagent Øje med Fjenden og forhindre et pludseligt Overfald; han ligger maaske kun 20-30 Meter borte. Kammeraterne nede i Dækningen stoler paa, at der passes godt paa, saa han maa holde ud, til Afløsningen kommer.

Gravene er udsatte for Fjendens Mineild; falder en saadan paa en Dækning, skal denne være temmelig stærk for at modstaa Trykket; kan den ikke det, er han begravet dernede, og hvad det koster for Arbejde og Anstrengelser at grave Mandskabet ud af en saadan sammenskudt Dækning, for ikke at tale om Faren derved, kan jeg af egen Erfaring tale med om. Hvor ofte er Infanteristen ikke, ved Sprængningen af Gravstillingen, som Fjenden har undermineret, revne i Stykker og slyngede højt i Vejret eller begravede under Jordmasserne, og saa begynder for dem, der er slupne heldige derfra, Kampen om Sprængtragten. Gevær-, Maskingeværild og Haandgranatkamp raser nu heftigt fra begge Sider. Til andre Tider gaar han ud paa farlige Patrouillegange, maa ofte storme Fjendens godt befæstede Stillinger eller afværge hans rasende Angreb; han er paa første Haand udsat for Gasangrebene og alle andre moderne Angrebsvaaben, der bruges i denne Krig.

Nu kommer Arbejdet. Traadforhindringen og Graven er skudt sammen af Fjendens Granater og Miner og skal nu udbedres saa rask som muligt i Nattens Løb. Der skal nye Dækninger mineres, saa Infanteristen faar ikke den velfortjente Hvile; han maa nu med Spade og Hakke arbejde i flere Timer. Alt, hvad der bruges af Materiel, saasom Pigtraad, Pæle, Træ, Cement osv., skal hen selv slæbe ud i Stillingen; hvad der bruges af Munition og Haandgranater, maa han ogsaa selv skaffe derud, og det er ikke en-to Hundrede Meter, men lige saa mange Kilometer, somme Steder endnu længere. Han har heller ikke altid en Løbegrav, hvor han kan gaa saa nogenlunde sikker, men maa ogsaa gaa, som vi siger oven paa Dækningen. Det sidste Stykke, hvor den forreste Gravstilling begynder, har han maaske mere Dækning, dog maa alt foregaa med største Ro for ikke at henlede Fjendens Opmærksomhed derpaa.

Er han nu endelig saa vidt, saa han kan tænke paa Maden, ja saa maa denne jo ogsaa hentes. Mindst to Mand [a]f hver Gruppe (8 Mand) maa af Sted ned til Køkkevognen, der kommer saa langt frem som muligt; hvert Bæger Kaffe, hvert Stykke Brød, han nyder, maa han selv hente sig. Vil han vaske sig, maa Vandet ogsaa hentes, eller han faar vente, til han kommer tilbage i Ro.

Tit er det umuligt at faa Levnedsmidler hentet; Fjenden lægger Spærreild bag ved Stillingen for at forhindre Forstærkninger i at komme ind i Graven; saa maa han nøjes med det Forraad af Kødkonserver, Kiks og Seltervand, der altid ligger parat for saadanne Tilfælde ude i Stillingen.
Dette er Infanteriets Levned herude i forreste Linje. Megen Tid til Søvn er der ikke, et Par Timer paa en Halmsæk, naar han er saa lykkelig at have en, indviklet i sin Kappe eller et Tæppe, og han er igen frisk og kan staa sin Mand i denne forfærdelige Kamp mod Overmagten.

H.F.

(Bragt i Flensborg Avis 12. juni 1917]

28. maj 1917 – J.N. Jensen: Det hagler med jern fra granater og shrapneller

Journalist J.N. Jensen, Flensborg, havde siden krigens begyndelse gjort tjeneste ved en ammunitionskolonnne på vestfronten. Han havde håbet at komme hjem til pinse, men det blev ikke til noget. I et feltpostbrev, bragt i Flensborg Avis 16. juni 1917, beskrev han under titlen “Hvor Granaterne roder”, hvordan hans pinse 1917 forløb.

(læs første del)

Det er Pinse. Den ene Dag er alt gaaet, men en er jo dog tilbage. Her spørges kun lidet om Fest; den ene Dag gaar som den anden. Og dog kan man ikke andet end glæde sig. Minderne kaster Glans fra Fortiden ind over Nutiden og styrker Sindet, giver Haab og Tro ny Næring. Tankerne søger end mere hjem til alle kærre, man lever svundne Tider om igen og dvæler i Tanken ved dem, der var — men er ikke mere.

Det er tidligt paa Dagen, egentlig skulde man hvile endnu en Stund, men der er Larm og Uro, man vaagner og er hurtig klar over, at en betydelig Flyverkamp lige i Nærheden er i fuld Gang. Rask paa Benene. I flotte Baner kredses der Højt oppe i Luften. Maskingeværerne knatrer, det gælder Liv og Død. Hist daler alt en, mon den er ramt? Nej, den blev kun trykket ned, men hæver sig igen. Men der er en, den er vingeskudt, den arbejder forgæves for at holde Balancen. Nu daler den, et Par Kulbøtter, og saa i lynende Fart et Par Kilometer gennem Luften ned mod Jorden, hvor alt knuses og splintres. En anden følger snart efter og saa en tredje, og nu arbejder Afværgekanonerne med Voldsomhed igen. De fleste Kugler gaar forbi, men een rammer, det blev en Heltræffer, en Lysstraale skærer gennem Luften, og et Øjeblik efter staar en stærk mørk Røgsky op fra Jorden, saa er alt forbi. Flyverne deler sig, Kampen er endt. Før vi har drukket Morgenkaffen, ligger fire unge dristige Mennesker som Lig.
Saaledes den ene Dag, den anden Dag lidt anderledes, men Livets Forkrænkelighed mindes man dagligt om; man bliver fortrolig med Døden.

Hestene forfrisker sig i det grønne, og selv nyder man da godt af Solen, og man glæder sig for hver Dag, man fik Lov at nyde dens livøgende Virkning. Men hvad kommer der? Aa, det er nok bare en Lænkeballon fra den anden Side, der har revet sig løs og nu drives for Vinden[.] Flyverne har set den, det var noget for dem; nu er de rundt om den, og at jage paa den kan man vel kalde Sport. Snart er den skudt i Brand. Luer staar ud, et Øjeblik senere er den fortæret. Ja, men Folkene? Aa, hvad Folkene, de blev nok Hinsides Linjen: saa dumme er de vel ikke, de har jo da deres Faldskærm, og den overgiver de sig naturligvis til i godt Haab — og i Regelen med godt Resultat.

Dagen er til Ende. Pinsen er forbi. Tyve Aar tilbage i Tiden var man paa Hjemtur fra Høruphav, hvor man alsisk Overlevering tro havde fejret anden Pinsedag i herligt Pinsevejr mellem festklædt glad og lykkelig Ungdom. Dette Minde dukker frem, mens man sent paa Aftenen svinger sig i Sadlen og ikke uden Ængstelse ser fremad. Man har lært at tyde Tegnene, og man veed paa Forhaand. det bliver en haard Nat — maaske den sidste.

Langt tilbage staar alle Veje under Ild. Forude brænder det. Snart erfarer man, at man er naaet inden for det Omraade, der bestryges. Den første Granat høres fløjtende gennem Luften, før den med Brag borer sig ned i Jorden bare faa Meter til højre. Var det bare Sten og Jord, der slog mod Staalhjælmen, eller var der Jern derimellem? Man veed det ikke og tænker knap derpaa, bare videre. Den næste er en Shrapnel, der fra Luften spreder sine Blykugler om sig. Der ligger en knust Vogn, Heste og Mandskab ses ikke. For ikke at gøre Skaden værre end nødvendigt, marcheres der nu med større Afstande, en Tid senere er alt revet fra hinanden og nu er der intet frem eller tilbage mere muligt. Foran og bagude hagler det med Jern fra Granater og Shrapneller. Et Par Gange naar en ubehagelig Duft en. Man griber Gasmasken, klar over, at der er blevet afskudt Gasbomber. Dog Vinden er frisk heldigvis, den spreder hurtig Gassen, saa den fortyndes, og Faren mindstes. Der gøres Holdt, og man tager den Dækning, en højere Vold til højre Side yder, og i øvrigt afventer man taalmodigt Begivenhedernes Gang.

Der spares ikke paa Ammunitionen, og Maalet kendes forbavsende godt. Man kan ikke andet end beundre det, kun føles det noget ubehageligt selv at være Maal. Den første Time er omme, og den følges af en anden, og endnu opgives Ævred ikke: dog det maa vel faa Ende, og det er snart paa Tide, vi har lang Vej frem.

Endelig sagtnes Ilden. Men hvad nu, kan man vove sig frem? Er det maaske bare en List. Er det kun for at faa mere Fart i Tropperne, for saa at sætte ind paa ny? Saadan eller saadan, lige meget, nu taales ingen Forsinkelse mere, hvis det ikke skal blive langt op ad Dagen, før Turen er endt, altsaa paa den igen

Vognene samles nu. I Hast frem. Førerne venter. Det dages alt, men eet Gode har det, man kører sikrere og raskere. Ind imellem Granathuller gaar det. Disse øges her og der ved nye Kugler, der slaar ned, men nu kommer de bare spredt, man ænser dem ikke, man hører dem knap for Batteriernes Larm. Skønt disse har arbejdet flittigt i Nattens Løb. lader det ikke til, de vil sove Morgenstunden bort.

Paa Hjemvejen følger man Sporene fra Nattens Færd. og man gør sine Beregninger. Hvis man havde holdt her eller netop var standset der? Og saa er man da glad og taknemmelig for, at man netop fandt den bedste plads, mens det var værst: lidt Stank blev alt: i øvrigt alle Mand vel tilbage.

Den nye Dag er oprunden. Pinse er omme. Men det er, ligesom der er Pinsefryd i Fuglenes Røst: de synger jublende højlydt deres Morgensang, og alt i Naturen aander en venligt og mildt i Møde. Man finder Hvile og Fryd deri. Og mens man følger den stigende Sol, spørger det inde i en, hvornaar skal den atter lyse over en Menneskehed, der lever i Fred og under Fredens Kaar.  

J.N. Jensen.

27. maj 1917 – J.N. Jensen: “Hvor Granaterne roder”

Journalist J.N. Jensen, Flensborg, havde siden krigens begyndelse gjort tjeneste ved en ammunitionskolonnne på vestfronten. Han havde håbet at komme hjem til pinse, men det blev ikke til noget. I et feltpostbrev, bragt i Flensborg Avis 16. juni 1917, beskrev han under titlen “Hvor Granaterne roder”, hvordan hans pinse 1917 forløb.

Dagen hælder. Solens sidste Straaler forgylder Himlen, efter en solfyldt Eftermiddag en sidste venlig Hilsen.

Flyverne kredser i Luften. De gaar deres sikre Færd tilsyneladende uberørte af Granatregnen, hvormed man prøver at hindre dem. Fra Frontbatterierne lyder Drønene, snart fra mange Munde paa een Gang, snart mere enkeltvis. Tæt mod hinanden staar de derude, og sultne, ligefrem forslugne er de alle; de kræver dagligt et rigeligt Foder. Og i Nat er der din Tur at bringe Foder derud, men endnu er det for tidligt, altsaa til Køjs og rask til at sove. Et Par Timers Hvil før den lange trættende Tur er ikke til at kimse af.

Da Posten vækker, er det mørk Nat. Nu er Tiden inde. Altsaa rask i Tøjet. Forbindspakkerne er paa Plads og lette at faa [fat i], der maa regnes med alt: Gasmasken er alt efterset og i Orden, den slænges over Skuldren, mens den elektriske Lampe fæstnes paa Brystet. Man er rede. Et „Paa godt Gensyn” følger fra en Kammerat, der endnu er vaagen eller er kaldt tilbage fra Drømmenes Verden, og saa af Sted.

Vejene er endnu opblødte efter den foregaaende Nats og Formiddagens Regn. Det er en følelig Forskel, om Jorden er tør eller vaad. Er den tør, kommer man igennem hvor som helst. Klumper Jorden sig fast om Hjulene, eller synker man i, kan det give kedelige Standsninger. Naa, Overvejelser frugter kun lidt, og foreløbig holder man sig til Vejen, en fin Chausse med den herligste Allé af Pyramidepopler. I Parentes bemærket, et Træ, vi burde give mere Raaderum hjemme, himmelstræbende og smukt som det er, pryder det i Landskabet.

Det lange Vogntog rasler hen over Stenene. Det gælder om at holde Føling indbyrdes, og dog maa der være nogen Afstand, at en lille Standsning ikke straks volder Ubehageligheder eller Uheld. Man ønsker sig Katteøjne.
Nærmere Fronten gøres der Holdt, og Inddeling foretages. Med Vejvisere foran opløses Toget snart i mindre Delinger, der lidt efter lidt mister Føling med hinanden og forsvinder fra Hovedvejen ud til Siderne.

Vejen bliver nu daarligere, Larmen voldsommere, men Mørket mindre generende. Lyskuglerne, der som fra et vældigt Fyrværkeri sendes til Vejrs til alle Sider, kaster stærkere eller svagere Lys, alt efter Afstanden, langt ud over Landskabet. Hestene veed ogsaa, hvor de er; det er ikke nødvendigt at drive dem, de har forlængst faaet nogen Uro i Blodet og begynder alt at dampe, og dog er der flere Kilometer igen. Gaar alt vel kan vejen dog snart tilbagelægges.

Den Vej, vi kom i Forgaars, er den nærmeste og var den bedste, men den er ikke mere til at passere, forsikrer Føreren. Den har været under Ild, saa den ikke er til at kende, vi faar prøve ad en Omvej, om vi kan komme frem. Altsaa ind til højre. Det er Pløjemark det første Stykke; den tunge Vogn synker i, og de fire Heste skummer, men der hjælper ingen Kære Mor, frem maa vi. Noget senere er vi havnet paa en Eng, og her smyger vi os frem langs med et Hegn, hvor gamle stuntede Piletræer rager op.
Saa, nu drejer vi straks af til venstre ind over en anden Eng op til Skoven, den finder vi nok igennem, saa op over Banen og dernæst lige frem til Højen, der er Maalet, saadan mente Vejviseren.

At forregne sig er menneskeligt, og derfor hænder det da ogsaa nu og da, saadan ogsaa her. En Dobbeltpost standser Vognene for at meddele, al Vejen frem er spærret, da Broen, der var Forudsætningen, kun lige er paabegyndt. Den Meddelelse var slem at faa. Og da Vejviseren er ukendt med dette Terræn, begynder det hele at blive noget pinligt. Hvad nu? Drøn følger Drøn. Batterier er der nok af, de rager bare ikke os i Øjeblikket, men generer kun med deres Helvedeslarm. Dog det faar være. Værre er det med de syngende „Fugle”, der kommer fra hinsides Skoven og pluter sig ned, hvor de lyster. Et knust Køretøj med døde Heste foran hist henne vidner om, at de ikke spørger om Forlov.

Ja, havde man nu bare en Telefon, saa var man maaske endda hjulpen. Men søg nu en saadan paa en aaben opreven Mark et Steds under Jorden. Dog der er intet andet at gøre end at prøve. Altsaa Mandskabet ud i de forskellige Retninger paa Lykke og Fromme. Den enkelte fa[a]r handle, som han kan bedst, man faar stole Paa sig selv. Huler, hvor Menneskebørnene bor og bygger, finder man endda, og Lykken er med, her har vi den ønskede Genstand. Men ak, Betjeningen meddeler, at Traadene er skudt sønder og sammen, kun een lystrer: men heldigvis er det nok, Batteriet faar Meddelelse og giver nu ønskede Oplysninger, samt sender Mandstab til at lede videre frem. Vi mødes ved Banen, er det sidste Ord.

Der var ikke saa langt til Banen, men Vejen frem bliver spærret af et Par Køretøjer. Nu sidder vi godt i det. Vognen synker stadig dybere i. Men Klokken bliver snart mange, om lidt vil det begynde at dages, og inden er det bedst at komme bort. Kræfterne lægges i baade fra Dyrs og Menneskers Side. Sveden staar i klare Draaber paa Panden, men gode Raad synes dyre. Dog Vanskeligheder er til for at overvindes. Een Vogn kommer i Bevægelse efter mange Anstrengelser. Det giver Mod paa ny, og lidt efter lidt klares Skæret; man er igen paa Vandring.

Det lange vaade Græs snor sig om Hjulfælgene, hvortil Jorden klumper sig, Hestene stønner og puster, men fremad gaar det. Dog her gælder det at være vaagen med alle Sanser; Granathul ved Granathul saa store, at de kan tage mod baade Vogn og Heste, det er knap til at komme forbi. De første klarer sig, snart er de ved Maalet. Den sidste kommer for tæt til Randen af et mægtigt Hul, Vognen glider, Kuske og Heste gør deres bedste, og man tror, alt gaar vel? men nu er der kommet Uro ind i det, Vognen slingrer, og vel gaar man fri for det ene Hul, man havner et Øjeblik senere i det næste et Par Skridt længere frem til modsat Side. Et Brag, der dog knap høres eller anses, og Vognen staar fast med Vognstangen lige mod Himlen. En Hest, der tumlede, er straks paa Benene. Det gik godt, hverken Folk eller Dyr led noget. Altsaa Hestene bort, her er dog intet at gøre før næste Nat; saa kan man jo prøve med Spader og Hejseapparater. Foreløbig lader vi den nok staa, som Bonden sagde om Rundetaarn.

De andre Vogne er tømte og læssede igen med tomt Gods. Og nu bort. Flyverne gør sig alt bemærkede, lænkeballonen vil ikke  lade vente længe paa sig, og hvad det betyder, veed man. „Giv dem nu Tømmen, de pumrede Øg, lad dem Galop over Toftene tage”, men man smiler ved det, naar man ser, hvor lidet pumrede Hestene er efter Nattens Anstrengelser.

(fortsættes)

17. maj 1917. Sønderjysk ved Verdun: To landsmænd i én maskingeværrede ved Höhe 304

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun og indsat først fem dage på Toter Mann, derefter på Höhe 304, hvor bataljonen lå fem-seks dage.

Under skyttegravskrigen på vestfronten skete det vist meget sjældent, at et helt regiment blev sat ind i første linie på én gang. De tre bataljoner lå »stablet« bag hinanden. En bataljon lå helt fremme i første linie, en anden lå i såkaldt beredskab og en tredie i reserve.

Da de fem dage [ved Toter Mann] var gået, blev vi flyttet over på højde 304. Efter fem eller seks dages ophold der, blev de sørgelige rester af vor bataljon trukket tilbage igen. Intet kompagni havde da mere end 30 mand tilbage ud af 250. Dette må være nok til at give et indtryk af, hvordan »klimaet« var på dette frontafsnit. Luften var, billedlig talt, alt for »jernholdig«.

Hvordan det gik regimentets to andre bataljoner, kan jeg ikke huske, men det er sikkert ikke gået dem meget bedre.

Disse fem skæbnesvangre dage tilbragte jeg i en MG-rede, der gik under navnet »Entenschnabel«.

Det var et lille højdedrag ca. 500 meter bag første linie. Herfra  kunne man beskyde en mellemliggende dal, hvor en løbegrav førte op til højde 304.

Om dagen var trafik gennem løbegraven så godt som udelukket, da den som følge af grundvandet ikke var særlig dyb. Et par hundrede meter af den ydede næsten ingen beskyttelse, og fjenden kunne fra lænkeballonerne ret sikkert iagttage, hvad der færdedes på denne strækning.

C a . 200 meter bag »Entenschnabel« var der også en dal, og der lå bataljonsstaben. Hver dag sendte det fjendtlige artilleri med korte mellemrum en hilsen til staben, hvorimod vor lille »rede« ikke blev
generet.

Den fjerde dag først på eftermiddagen »sad« jeg på vagt klods op ad løbegraven. Jeg skriver udtrykkeligt »sad«, fordi vi var klar over, at det gjaldt om ikke at gøre sig bemærket på nogen som helst måde.

Pludselig blev jeg opmærksom på, at der kom en mand pustende og stønnende op gennem løbegraven. Franskmændene havde  bemærket ham, for de sendte salver ned i dalen.

Jeg var spændt på, om han klarede frisag; det gjorde han dog. Da han nåede op til mig, hvor der var temmelig god dækning, og hvor  fjenden ikke kunne se ham mere, smed han sig ned ved siden af mig mere død end levende.

Jeg konstaterede straks, at han ikke var fra mit regiment, og at han nok var en halv snes år ældre end jeg, altså først i trediverne.

Da han var kommet nogenlunde t i l hægterne, betydede jeg ham, at han havde været svineheldig, men bebrejdede ham samtidig, at han ved fuldt dagslys var gået gennem løbegraven. “Du er vel ikke
“lebensmüde” (livstræt), eller er du måske ordonnans?”

Han benægtede begge dele, men meddelte, at han var syg og på vej til læge. Han tilføjede, at der for resten heller ikke var helt ufarligt ude i første linie. Manden så virkelig syg ud.

Det var nu ikke så meget hans udseende, der tiltrak sig min opmærksomhed, men mere hans dialekt.

Han forklarede, at han var fra regiment 155, hvor næsten alle var østtyskere, og at han var syg i maven.

Jo mere han talte, desto mere sikker blev jeg på, at vi var landsmænd.

Jeg afbrød hans talestrøm og sagde til ham på dansk: “Tror du ikke, vi hellere skulle tale dansk? Det kan vi vist bedst begge to.”

Jeg har næsten aldrig set en mand blive så forbavset og glad. Han
faldt mig bogstavelig talt om halsen og råbte: “Er du virkelig dansk?”

Vi fik os en hyggelig passiar om hjemstavnen og om chancerne for at slippe ud af det helvede, som vi var havnet i. Han skulle imidlertid  videre, og vi tog afsked med hinanden med ønsket om alt godt for den kommende tid.

Jeg har glemt hans navn, og jeg har glemt navnet på den by, han var fra; men jeg kan se manden for mig endnu. Han var ikke ret stor,  mager og nærmest gusten i ansigtet. Uniformen var efter turen gennem løbegraven tilsølet fra øverst til nederst. Han var kort sagt et ynkeligt syn og for at bruge et tysk udtryk – “abgekämpft”.

Dog havde modersmålets toner for en kort stund kvikket ham op, så han nærmest blev veltalende.

Da han var gået, sad jeg og funderede over mangt og meget.

Hjemstavnen og de kære derhjemme var i tankerne rykket mig nær.

Jeg kom i tanker om Grundtvigs vers:

Modersmål er vort hjertesprog,
kun løs er al fremmed tale,
det alene i mund og bog
kan vække et folk af dvale.

Jeg havde fået et stærkt bevis på, at det stadig var gyldigt. – Men jeg skal love for, at jeg blev vækket af min »dvale«.

Der lød et brag, da en granat af svær kaliber slog ned ca. 50 meter bag mig.

Jeg tænkte ved mig selv, at fjenden for en gangs skyld havde skudt for kort, og at granaten sikkert havde været tiltænkt staben i den næste dal. Men jeg blev hurtig klar over, at jeg var forkert på den, for den næste granat, der fulgte umiddelbart efter, »sad« nemlig 50 meter foran mig.

Det var ikke til at tage fejl af, at det var vor lille rede, det gjaldt.

I et nu var jeg henne hos kammeraterne og fik dem alarmeret. Det var ikke et øjeblik for tidligt, for det tredie skud ramte akkurat dér, hvor jeg havde ligget.

En situation som denne var forudset, og vejen for et tilbagetog var for længst bestemt. Vi mavede os ud t i l højre og overlod vor rede til sin skæbne. Den blev i løbet af den næste time kulegravet i ordets egentlige forstand.

Da vi ved mørkets frembrud vendte tilbage, var det hele som et månelandskab, krater ved krater. Vort MG , som vi havde ladet
i stikken, havde mærkværdigvis ikke taget skade.

Det havde undgået en fuldtræffer, men var så godt som begravet i jord. – Der blev spekuleret en del over, hvordan fjenden havde opdaget reden, for man mente, at vi ikke havde givet os nogen  blottelse.

Kun jeg var klar over, hvordan det hele  sandsynligvis var foregået.

Da fjenden havde “forfulgt” min landsmand gennem dalen, var han forsvundet ud af syne på det sted, hvor jeg lå. Man har så taget stedet i nærmere øjesyn og fundet ud af, at det egnede sig glimrende til en MG-rede og var et nærmere eftersyn værd.

Jeg beholdt min formodning for mig selv, men min landsmands hasarderede færd gennem løbegraven ved højlys dag var nær blevet skæbnesvanger for os.

Det var mit første bekendtskab med en MG-rede, men langtfra det sidste.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

7. maj 1917. Levende begravet: “Jeg sad som i en rottefælde!”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357.

Da vi havde ligget nogle Timer i og ved det nævnte Kalkbrud, kom der Ordre, at vi skulde frem. Jeg slap dog for at komme ud i Stilling denne Gang, men blev sammen med en Kammerat kommanderet til at være Løbepost fra Kamplinien tilbage til Bataillonskommandøren.

Vi fik en Plads anvist ved Siden af Artilleriet ved den store Landevej, der fører ned til Arras. Det var en lille Hule dækket med nogle Bjælker, et Par Jernplader og noget Jord, hvor vi havde Plads, naar vi ikke løb Ærinder frem og tilbage.

Det var to frygtelige Døgn. En Del Fanger og mange frygtelige saarede kom tilbage, og alle havde Rædselen malet paa deres Ansigt.

Dag og Nat snurrede Projektilerne i Luften; det var en fuldstændig Artilleriduel. Det blev endog saa galt, at Artilleristerne løb fra deres Kanoner, kun to Telefonister og vi to Løbeposter blev der.

Mange Køretøjer, baade Ammunitions- og Bagagevogne, blev trufne, til Dels skudt i Brand; snart laa døde og saarede, Heste og Kuske imellem hinanden, og naar Ammunitionsvognene brændte, plaffede baade Artilleri- og Infanteri-Ammunition, og selv om det ikke var i den Grad farligt, som naar de gik igennem et Kanonrør eller Riffelløb, kunde det alligevel være ubehageligt nok at komme i alt for nær Berøring med.

Den ene Telefonist og den ene Løbepost havde lagt sig til Hvile inde i den lille Hule. Den anden Telefonist sad ved Telefonapparatet, mens jeg sad paa mit Tornyster.

Pludselig siger Telefonisten: „Skal vi ikke hænge et Telt for  Aabningen, det ser saa uhyggeligt ud derude.” „Jo, det synes jeg ogsaa.”

Vi havde lige set en Kanon stejle baglæns ud af Stilling, og vi havde set, hvordan en Granat kom og borede sig ned i Jorden ved Siden af et stort Træ, og da den eksploderede, sprang Træet op som en Trold af en Æske og faldt ind paa Marken.

Vi havde da mange saarede og døde udenfor, uden at vi var i Stand til at hjælpe dem, saa det var uhyggeligt nok.

Telefonisten rejste sig og stod just og var i Færd med at hænge en Teltdug for Aabningen, da der kom en Granat, fo’r ned gennem Dækningen lige over Hovedgærdet af de to, som havde lagt sig til Hvile, borede sig ned i Jorden, men eksploderede ikke.

Jeg følte det, som om en pustede mig i Nakken med saa voldsom Kraft, at jeg gik næsegrus ned foran mit Tornyster. Bjælker, Jord og Jernplader kom ovenpaa mig, og jeg sad som i en Rottefælde, men mærkede iøvrigt slet ingenting, før de kom og gravede mig ud.

Kammeraten, som stod i Huleaabningen, var af Lufttrykket blevet  kastet ud paa Marken; men da han rejste sig op, fejlede han ingenting.

Saa løb han efter Hjælp, og der kom 5-6 Artillerister og gravede os ud, og da jeg laa lige inden for Aabningen til Hulen, kom de først til mig.

Saasnart de fik min Overkrop fri, rejste de mig op paa Knæ, og jeg var med det samme ved fuld Bevidsthed. Mine Ben sad stadig fast; men inde under det hele laa en af mine Kammerater og raabte hjerteskærende om Hjælp. Den anden var blevet kastet oven paa Jordbunken; han var tilsyneladende død.

De rakte mig en Spade, og mens jeg lænede mig over den døde og kastede Jord til Side for at faa den anden ud, som laa og skreg om Hjælp, begyndte den døde at røre sig, og hurtigt gjorde jeg Alarm, saa vi fik ham gravet ud først; hans Ben sad fast.

Vi fik fat paa Sanitetspersonalet, der bragte ham bort. Han var af en Jernplade blevet revet op i den ene Side helt fra Hofteskaalen og op til Hovedet; men seks Uger efter kom vi igennem en By, hvor han laa paa Lasaret; da var han saa vidt, at han kunde gaa udenfor. De havde faaet ham flikket sammen, og vi talte med ham.

Da han var borte, arbejdede vi igen for fuld Kraft paa at faa Staklen, der var indeklemt under Jernpladerne, ud. Hans Ben blev afdækket; saa greb vi fat i dem og halede ham frem, og da han kom ud, fejlede han ingenting. Saa blev endelig tilsidst mine Ben gravet løs. Da jeg kom ud, viste det sig, at mit ene Fodled var lidt forvredet, saa jeg paa Morgenstunden maatte køre tilbage til Lécluse, siddende paa en Kanonforstilling.

Efter at have hvilet nogle Timer og faaet Mad, blev vi straks sat i March og kom langt tilbage fra Fronten, men hvor var vort Kompagni blevet lille! Vi havde mistet saa mange af vore Venner og Kammerater derude.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

6. maj 1917. Bergholt: Forskellen på østfronten og vestfronten

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. I maj 1917 kom han til Vestfronten. I sine erindringer funderer han over forskellen på Østfront og Vestfront.

Østfront og vestfront, hvori lå forskellen? På østfronten var russernes indsats af menneskemasser en helt afgørende faktor. Der kunne gå dage, hvor man næsten ikke hørte et kanonskud, til gengæld var riffelskydningen – særlig efter mørkets frembrud – overvældende og gav mange tab.

Det eneste effektive våben t i l at standse disse menneskemængder var maskingeværerne. Når blot de var intakte, var resultatet på forhånd givet.

På vestfronten var det omvendt, der kunne gå dage, hvor man næsten ikke hørte et riffelskud. Til gengæld var artilleriilden så enorm, at den, der ikke har været på vestfronten, næppe kan forestille sig det.

MG-ernes anvendelse blev her en helt anden af flere grunde. For det første var afstanden mellem skyttegravene de fleste steder meget kort, 50 meter var ikke ualmindeligt. MG08, der var den officielle betegnelse for det tyske vandkølede maskingevær – krævede en vis udbygning af standpladsen for at kunne virke effektivt. Den korte afstand til fjendens skyttegrav gjorde denne udbygning umulig; den ville straks være blevet observeret og omgående tilintetgjort af artilleriet.

For det andet var det såkaldte lette MG blevet indført i infanteriet – en forløber for maskinpistolen. Da det var luftkølet og kun vejede en brøkdel sammenlignet med det vandkølede MG08, var det meget mere håndterligt, og en udbygning af standpladsen var ikke nødvendig. MG08 blev derfor »forvist« til reservestillingen, eller til maskingeværreder på strategiske punkter i terrænet, for dér at
kunne opfange fjenden.

Det er indlysende, at disse reder havde fjendens bevågenhed i en helt uhyggelig grad. Han skyede intet middel for at tilintetgøre dem, velvidende, at var der et eneste intakt MG08 på et bataljonsafsnit, var fremtrængen på dette sted meget problematisk, for ikke at sige umulig. Mange, mange MG-folk har måttet lade livet i en sådan rede.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

26. marts 1917. “Skal vi dø, saa vil vi dø sammen” – to kammerater i ildlinjen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten ved Somme, hvor han blev tildelt IR357. I foråret 1917 blev han og hans bedste kammerat, Peter Hansen, sendt på forpost i ingenmandsland.

Saasnart vi kom ud i den Hulvej, vi skulde besætte, blev den Gruppe, vi to tilhørte, sendt ud paa Forpost.

Vi kom derud, og saa blev igen vi to sendt længere frem paa Patrulje for at udspejde Englænderne og se, hvor de stod, og muligvis, hvor mange de var.

Det var sort Nat. Vi sneg os frem i Mørket og fik ved at lytte Færten  af, at paa et bestemt Sted gik der en engelsk Dobbeltpost.

Vi gik tilbage og meldte vor Underofficer, at paa det og det Sted gik der en Dobbeltpost. ,,Sludder og Vrøvl,” svarede han. „I to gamle er blot bange, og saa ser I naturligvis Syner. Men vi sagde Nej; vi var sikre paa, at vi havde brugt baade vore Øjne og Øren, og at det var rigtigt, som vi sagde.

I det samme kom der en Ordonnans fra anden Side og meldte Underofficeren, at han skulde være særlig agtpaagivende overfor det Sted, vi netop havde betegnet for ham, for dér gik der en engelsk Dobbeltpost.

Saa  fik vi da en lille Sejr over ham.

Vi blev sendt tilbage igen, og mens vi gik og puslede rundt nede ved en sammenskudt Farm, saa vi igennem Mørket og Snetykningen en hel Række Skikkelser glide forbi. Vi vidste, at vort 10. Kompagni havde en Patrulje ude, 10 Mand stærk, og hviskede til hinanden: „Er det vort 10. Kompagni, som trækker sin Patrulje hjem?”

Vi kunde skimte Omridsene af Skikkelserne og talte op til 10. Saa var vi klar over, at det var vore egne.

Mens vi endnu stod paa samme Plet, lyttende og anspændende vore Synsnerver til det yderste, saa vi paany Skikkelser glide forbi, vel ca. 15-20 meter fra os.

Vi begyndte igen at tælle, men Skikkelserne blev ved med at komme, hvorfor vi forstod, at nu var det Englænderne, der kom, og at de gik
frem til Storm, dækket af Mørket.

Peter Hansen hviskede til mig: „Nu kunde vi ellers let komme i Fangenskab.” Jeg hviskede tilbage: „Der er jo intet, vi hellere vil, men jeg tør ikke gøre noget til det selv. Vi véd jo ikke, hvilke Hænder, vi falder i, men derimod, at i saadanne Øjeblikke sidder Kuglerne løst i Riflerne, men vil Gud lægge det saadan tilrette for os, at vi kan komme i Fangenskab, saa for mig gerne.”

Vi kastede Geværerne fra os, lagde os næsegrus ned i Pløret, hvor vi stod, fik Patronbæltet spændt af og laa parate til at springe op i det Øjeblik, vi blev anraabt. Vi skulde nok være kommet hurtigt paa Benene og have bedt om Pardon; men Englænderne saa os ikke.

Det var deres venstre Fløj, som var gaaet forbi os. Faa Minutter efter fløj Lyskugler i Tusindvis i Vejret, og Slaget var i fuld Gang.

Vi sprang op igen, tog vort Bælte og vor Patrontaske og Geværet, og saa sagde jeg til Peter Hansen: „Løb du nu, alt hvad du kan, op til vor egen Stilling. Underofficeren med sine 6 Mand er forlængst borte. Om et Øjeblik begynder det tyske Artilleri med en Spærreild, og saa har vi ingen store Chancer for at slippe levende, og du kan jo dog løbe; det kan jeg ikke, det er mit Pustetøj ikke indrettet efter.”

Men Peter Hansen traadte hen til mig og greb min Haand, idet han sagde: „Nej, jeg forlader dig ikke. Skal vi dø, saa vil vi dø sammen.”

Vi gav hinanden Haanden, og vort Venskab blev om muligt endnu inderligere i det Øjeblik, saa jeg er overbevist om, at det skal nok holde for Livet.

Vi tog derpaa hinanden under Armen og gik ganske langsomt op igennem Spærreilden, mens Maskingeværkuglerne peb os om Ørene, og vi slap uskadt igennem.

Da vi kom op til Kammeraterne, laa de i spredt Fægtning.

Englænderne havde trukket sig lidt længere til højre og stormet to af vore Kompagnier, som de havde kastet ud af Skytte gravene.

Saa sad da Englænderne i den ene Ende af Skyttegraven og vi i den anden; og der var vist ingen af os, der var særlig stolte af det Naboskab, vi havde med hinanden.

Mens vi laa dér i spredt Fægtning, skød vort eget Artilleri stadig for kort, saa de tyske Granater anrettede et større Mandefald mellem os end mellem Englænderne. En gik ned til vore fire Sygepassere, som faldt alle fire; en anden gik ind i den lille Hule, hvor vor Gruppe havde Tilhold.

Vi havde et større Antal Haandgranater liggende derinde, som Granaten antændte, idet den eksploderede, saa da vi kom tilbage, var alt fuldstændig raseret; Brød og Konservesdaaser, Tornystre og hvad vi ellers havde liggende derinde var fuldstændig forsvundet. En stor tyk Bjælke, som laa tværs over Hulen, og som bar Staalpladerne og den paadækkede Jord, var slaaet midt over, og den ene Halvdel var kastet langt ud paa Markerne.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

19. februar 1917 – Milert Schulz: “Ja Herren skal have Tak for saavidt …”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Skreven d. 19/2 17.
Mine kjere Allesammen! Guds Fred til Hilsen!
Mange Tak for Pakken No 7 med Pölse og- 2 Stykker Sösterkage som jeg i Forgaars har modtaget med Glæde. Kagen har jeg spiset strax. Det var jo naturligvis tör. Men her hvor man ikke nyder saadan noget saa tidt smager det alligevel. Pölsen har jeg spist det sidste Stykke idag. Det har smaget mig rigtig godt.

laften giver det jo Post igjen saa venter jeg jo noget at höre igjen fra Eder mine kjære. Jeg beder Eder sende mig igjen noget Skrivepapier ikke for lidt[.] Det andet har jeg allerede opskrevet.

Ellers gaar det mig jo endnu rigtig godt, er sund og rask. Ja Herren skal have Tak for saavidt han vil ogsaa holde sin beskÿtende Haand over mig i Fremtiden. Igaar blev vi beskudt af den fjentlige Artelleri. Ommendtrent 5 Meter fra vor Understandt slog en Granat ned. Nu har vi jo en Bombenfast Understand[,] saa han kan godt skyde saameget han vil. Jeg stod lige Posten[,] da kom den förste Granat og slog ned i Nærheden paa Bjerget. Jeg löb saa i en hast ned i vor Understand. Lige var jeg kommen ind da kom den neste Granat og slog endnu nermere ned. Lidt efter kom den tredie og slog 5 meter ned for vor Understand. Den slog lige ned i Klippen saa Stenene og Sprengstykker flöj omkring. En Steen floj ind i vor Understand.

Saa midt om Natten kl. 2 gjorde Fjenden en Ildoverfald. Da skoj Fjenden med Geverer og M.G. og Miner og Artelleri hvad Rem og Toj kun holde. Saadan blev han hved en halv Time. Herefter hvad [dvs. var] det alt rolig saa vi kunde legge os hen og sove igjen. Saadan bliver man jo lidt forstyrret i sin Sövn[,] hvor I derimod ligger trÿgt og godt i Federsengen og vi paa Halmen med en dekke over Hovedet. Ja jeg skal nok forteile Eder alt naar jeg engang[]kommer godt hjem. Herren give dog at Freden snart maatte komme over Landene og vi maatte komme lykkelig hjem igjen.

Altsaa er Fetter Anton fra Brede nu ogsaa dö. Jeg kan snart ikke tro at han nu oqsaa er borte. Han har ogsaa skrevet mig flittig og nu er han dö. Ja det gjelder om at vare rede til en hver Tid. Men lykkelig den som har sin Sjel frelst. Send mig dog ogsaa den lille Lommesangbog med.

Nu til Slut mange kjerlige Hilsener til Eder alle og paa snarlig Gjensyn fra mig Eders Sön og Broder
Milert

(Brev i privateje)

10. februar 1917. “Den nye stilling havde et mærkeligt, ja grotesk udseende”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage.

Den nye stilling havde et mærkeligt, ja grotesk udseende. For at ramme dækningsrummene havde englænderne skudt med granater med forsinket tænding. Disse eksploderer ikke ved anslaget, men først når de er trængt ned i jorden. Den dybfrosne jord bliver så revet op. Forrevet, skarpkantet som store kvadre indtil mandstørrelse lå de frosne jordklumper, sommetider i ligefrem forheksede former. Det hele var som frit rullende klippestykker efter et stenskred. Svært var det at komme forbi, hænder og støvler kunne blive forrevet af det. Området var forhekset. Intet træ, ingen stump, intet hus, intet tårn nær og fjern. Kilometervidt vandrede øjnene hen over den brune stenørken. Orientering om dagen var allerede vanskelig, om natten uden hjælpemidler umulig. Langs et hvidt sporbånd følte posterne sig om natten frem og tilbage fra deres dækningsrum. Dagposterne derimod måtte som følge af mangel på løbegrave holde ud hele dagen, og den varede dengang nøjagtig 12 timer. Ved fem til otte graders kulde, i åbne kratere! Hindenburgbrænderen [slags flagmuslygte med et fyrfadslys], der har gjort megen gavn i denne krig, var deres eneste formildende omstændighed.

I et sådant terræn hørte det at fare vild med til dagsordenen. Poster forsvandt. Formodentlig var de let såret og havde så ikke kunnet finde vejen tilbage. Den 11. februar forsvandt en løjtnant og en oversergent sporløst efter kontrol af en post. Naturligvis forvildede også tommyer sig ind i vores forpostlinje og blev så taget til fange. Det nøjagtige forløb af den forreste linje kunne kun fastlægges af en infanteriflyver. Sådan en skød to lyskugler, hvorpå den forreste linje svarede ved afbrænding af magnesiumfakler.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

30. december 1916. Levende begravet ved Somme-fronten

N.A. Christensen, Graasten, var indsat i Somme-slaget tre gange.

(… fortsat)

To Dage før vor Afløsning foretages der en Linieforskydning, og vor Gruppe kommer i en tilbagetrukket Reservestilling paa et mindre Højdedrag, 400 Meter bag forreste Linie. Her faar vi anvist Plads i en 6-7 Meter dyb Understand.

Vi anser den for bombesikker og er glade for den; den er 25 Trin dyb. Den sidste Dag før Afløsningen er der meget uroligt i vort Naboafsnit hos Mecklenborg- Grenadererne, hvor der foretages et Skin-Angreb. Ogsaa os bombarderer Fjenden uden Ophør.

Sammen med en Feldwebel ligger jeg og mine 8 Mand nede i den dybe Dækning og venter paa, at Uroen skal stilne af, saa vor Afløsning kan naa frem, og vi helskindet tilbage. Da pludseligt, — et Ildhav og et glohedt Pust! Jorden ryster og hæver sig, – et forfærdeligt Brag! Vi gisper efter Luft, – bidende Stank, Stønnen, Raab om Hjælp.

En Granat af meget svær Kaliber, en saakaldt „Stollenbrecher”, har ramt vor sikre Dækning og har trykket den ned over os og vore otte Kammerater. Vi to ligger uskadte i vort lille Hul, men vi er fuldstændigt afskaaret og begravet.

Rædslen griber os. Vi kan ikke røre os det mindste. Heldigvis kan vi dog faa en Smule Luft gennem en Revne i Jordskorpen. Kammeraterne jamrer og klager hjerteskærende. Vi formaar ikke at hjælpe dem.

Efter uendelig lange Timer, mens vore Kammeraters Liv ebber ud, er Artillerikampen omsider stilnet af.

Andre Kammerater bliver klar over vor Ulykke. Redningsarbejdet tager fat, og efter flere Timers haardt Slid kan vi halvkvalte hentes op til Dagslyset.

Af vore otte Kammerater i Dækningen kan to reddes. De er lettere saaret. For de andre seks af min Gruppe blev den dybe Dækning det sidste Hvilested.

Samme Nat kommer Afløsningen, og vi vandrer bort fra Rædslernes Verden, tilbage til Livet. Om Natten marcherer vi 30 km tilbage til X, hvor Resten af Kompagniet kommer i Massekvarter i Kirken. Saa hen til Feltkøkkenet. Hvor de gule Ærter smagte os, efter at vi i ti Dage ikke havde faaet et varmt Maaltid. Vi faar Juleposten udleveret med Breve og Pakker fra Hjemmet; de sidste Dages Lidelser og Savn skydes længere tilbage, og Livet ligger atter lysere foran os .

Det var kun ti Dage af vor Fronttilværelse; men de var uendelig lange, en eneste Række af Savn, Kulde og Strabadser, og Aar efter Aar ved Jul dukker de uhyggelige Minder frem og bliver levende paany.

DSK-årbøger 1951

18. december 1916 – Milert Schulz: “… Ich habe zu Gott geschrien …”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 18/12 16.

Weine lieben Eltern u. Geschw. !
Wie ich Euch schon mitgeteilt habe sind wir ja in ein andres Dorf in Reserve gekommen. Wir lagen in einem schönnen grossen Hause in Quartier mit 30 Infanteristen zusammen. Dieses wird der Feind wohl gemerckt haben, und nachts vom 16-17 um ½12 Uhr fing er an uns zu beschiessen. 5 Granaten hat er in das Haus wo wir lagen einge(pfeffert). 4 krepierten auf dem Boden und eine schlug durch die decke, das es man blos so Krachte.

Nun da eine Granate zwischen uns gesaust, waren die meisten von uns in die Luft geflogen. Glücklicher Weise ist aber keine Verwundet worden. In ein andres Haus schlug auch eine [d]rinn, da sind 2 Mann verwundet geworden. Wir sind denn ausgerückt und liegen nun oben auf einem hohen Berg zwischen den Felsen.

Ich bekam aber mit der Angst zu tun. Ich habe zu Gott geschrien und er hat mich bewahrt. Möge er doch bald dieser Elend ein Ende machen.

Diesen Brief schreibe ich sitzend unter freiem Himmel.  Heute ist es ziemlich kalt hier. Sonst bin ich ja noch immer gesund un munter. Bitte meine Briefe aus dem Felde aufzubewahren.

Viele herzl. Grösse und Küsse an Luch allen
meine Lieben Euer Sohn und Bruaer
Milert

(Brev i privateje)