Tag-arkiv: artilleri

26. marts 1917. “Skal vi dø, saa vil vi dø sammen” – to kammerater i ildlinjen

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten ved Somme, hvor han blev tildelt IR357. I foråret 1917 blev han og hans bedste kammerat, Peter Hansen, sendt på forpost i ingenmandsland.

Saasnart vi kom ud i den Hulvej, vi skulde besætte, blev den Gruppe, vi to tilhørte, sendt ud paa Forpost.

Vi kom derud, og saa blev igen vi to sendt længere frem paa Patrulje for at udspejde Englænderne og se, hvor de stod, og muligvis, hvor mange de var.

Det var sort Nat. Vi sneg os frem i Mørket og fik ved at lytte Færten  af, at paa et bestemt Sted gik der en engelsk Dobbeltpost.

Vi gik tilbage og meldte vor Underofficer, at paa det og det Sted gik der en Dobbeltpost. ,,Sludder og Vrøvl,” svarede han. „I to gamle er blot bange, og saa ser I naturligvis Syner. Men vi sagde Nej; vi var sikre paa, at vi havde brugt baade vore Øjne og Øren, og at det var rigtigt, som vi sagde.

I det samme kom der en Ordonnans fra anden Side og meldte Underofficeren, at han skulde være særlig agtpaagivende overfor det Sted, vi netop havde betegnet for ham, for dér gik der en engelsk Dobbeltpost.

Saa  fik vi da en lille Sejr over ham.

Vi blev sendt tilbage igen, og mens vi gik og puslede rundt nede ved en sammenskudt Farm, saa vi igennem Mørket og Snetykningen en hel Række Skikkelser glide forbi. Vi vidste, at vort 10. Kompagni havde en Patrulje ude, 10 Mand stærk, og hviskede til hinanden: „Er det vort 10. Kompagni, som trækker sin Patrulje hjem?”

Vi kunde skimte Omridsene af Skikkelserne og talte op til 10. Saa var vi klar over, at det var vore egne.

Mens vi endnu stod paa samme Plet, lyttende og anspændende vore Synsnerver til det yderste, saa vi paany Skikkelser glide forbi, vel ca. 15-20 meter fra os.

Vi begyndte igen at tælle, men Skikkelserne blev ved med at komme, hvorfor vi forstod, at nu var det Englænderne, der kom, og at de gik
frem til Storm, dækket af Mørket.

Peter Hansen hviskede til mig: „Nu kunde vi ellers let komme i Fangenskab.” Jeg hviskede tilbage: „Der er jo intet, vi hellere vil, men jeg tør ikke gøre noget til det selv. Vi véd jo ikke, hvilke Hænder, vi falder i, men derimod, at i saadanne Øjeblikke sidder Kuglerne løst i Riflerne, men vil Gud lægge det saadan tilrette for os, at vi kan komme i Fangenskab, saa for mig gerne.”

Vi kastede Geværerne fra os, lagde os næsegrus ned i Pløret, hvor vi stod, fik Patronbæltet spændt af og laa parate til at springe op i det Øjeblik, vi blev anraabt. Vi skulde nok være kommet hurtigt paa Benene og have bedt om Pardon; men Englænderne saa os ikke.

Det var deres venstre Fløj, som var gaaet forbi os. Faa Minutter efter fløj Lyskugler i Tusindvis i Vejret, og Slaget var i fuld Gang.

Vi sprang op igen, tog vort Bælte og vor Patrontaske og Geværet, og saa sagde jeg til Peter Hansen: „Løb du nu, alt hvad du kan, op til vor egen Stilling. Underofficeren med sine 6 Mand er forlængst borte. Om et Øjeblik begynder det tyske Artilleri med en Spærreild, og saa har vi ingen store Chancer for at slippe levende, og du kan jo dog løbe; det kan jeg ikke, det er mit Pustetøj ikke indrettet efter.”

Men Peter Hansen traadte hen til mig og greb min Haand, idet han sagde: „Nej, jeg forlader dig ikke. Skal vi dø, saa vil vi dø sammen.”

Vi gav hinanden Haanden, og vort Venskab blev om muligt endnu inderligere i det Øjeblik, saa jeg er overbevist om, at det skal nok holde for Livet.

Vi tog derpaa hinanden under Armen og gik ganske langsomt op igennem Spærreilden, mens Maskingeværkuglerne peb os om Ørene, og vi slap uskadt igennem.

Da vi kom op til Kammeraterne, laa de i spredt Fægtning.

Englænderne havde trukket sig lidt længere til højre og stormet to af vore Kompagnier, som de havde kastet ud af Skytte gravene.

Saa sad da Englænderne i den ene Ende af Skyttegraven og vi i den anden; og der var vist ingen af os, der var særlig stolte af det Naboskab, vi havde med hinanden.

Mens vi laa dér i spredt Fægtning, skød vort eget Artilleri stadig for kort, saa de tyske Granater anrettede et større Mandefald mellem os end mellem Englænderne. En gik ned til vore fire Sygepassere, som faldt alle fire; en anden gik ind i den lille Hule, hvor vor Gruppe havde Tilhold.

Vi havde et større Antal Haandgranater liggende derinde, som Granaten antændte, idet den eksploderede, saa da vi kom tilbage, var alt fuldstændig raseret; Brød og Konservesdaaser, Tornystre og hvad vi ellers havde liggende derinde var fuldstændig forsvundet. En stor tyk Bjælke, som laa tværs over Hulen, og som bar Staalpladerne og den paadækkede Jord, var slaaet midt over, og den ene Halvdel var kastet langt ud paa Markerne.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

19. februar 1917 – Milert Schulz: “Ja Herren skal have Tak for saavidt …”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Skreven d. 19/2 17.
Mine kjere Allesammen! Guds Fred til Hilsen!
Mange Tak for Pakken No 7 med Pölse og- 2 Stykker Sösterkage som jeg i Forgaars har modtaget med Glæde. Kagen har jeg spiset strax. Det var jo naturligvis tör. Men her hvor man ikke nyder saadan noget saa tidt smager det alligevel. Pölsen har jeg spist det sidste Stykke idag. Det har smaget mig rigtig godt.

laften giver det jo Post igjen saa venter jeg jo noget at höre igjen fra Eder mine kjære. Jeg beder Eder sende mig igjen noget Skrivepapier ikke for lidt[.] Det andet har jeg allerede opskrevet.

Ellers gaar det mig jo endnu rigtig godt, er sund og rask. Ja Herren skal have Tak for saavidt han vil ogsaa holde sin beskÿtende Haand over mig i Fremtiden. Igaar blev vi beskudt af den fjentlige Artelleri. Ommendtrent 5 Meter fra vor Understandt slog en Granat ned. Nu har vi jo en Bombenfast Understand[,] saa han kan godt skyde saameget han vil. Jeg stod lige Posten[,] da kom den förste Granat og slog ned i Nærheden paa Bjerget. Jeg löb saa i en hast ned i vor Understand. Lige var jeg kommen ind da kom den neste Granat og slog endnu nermere ned. Lidt efter kom den tredie og slog 5 meter ned for vor Understand. Den slog lige ned i Klippen saa Stenene og Sprengstykker flöj omkring. En Steen floj ind i vor Understand.

Saa midt om Natten kl. 2 gjorde Fjenden en Ildoverfald. Da skoj Fjenden med Geverer og M.G. og Miner og Artelleri hvad Rem og Toj kun holde. Saadan blev han hved en halv Time. Herefter hvad [dvs. var] det alt rolig saa vi kunde legge os hen og sove igjen. Saadan bliver man jo lidt forstyrret i sin Sövn[,] hvor I derimod ligger trÿgt og godt i Federsengen og vi paa Halmen med en dekke over Hovedet. Ja jeg skal nok forteile Eder alt naar jeg engang[]kommer godt hjem. Herren give dog at Freden snart maatte komme over Landene og vi maatte komme lykkelig hjem igjen.

Altsaa er Fetter Anton fra Brede nu ogsaa dö. Jeg kan snart ikke tro at han nu oqsaa er borte. Han har ogsaa skrevet mig flittig og nu er han dö. Ja det gjelder om at vare rede til en hver Tid. Men lykkelig den som har sin Sjel frelst. Send mig dog ogsaa den lille Lommesangbog med.

Nu til Slut mange kjerlige Hilsener til Eder alle og paa snarlig Gjensyn fra mig Eders Sön og Broder
Milert

(Brev i privateje)

10. februar 1917. “Den nye stilling havde et mærkeligt, ja grotesk udseende”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 kom i december 1916 i stilling ved Ancre, en biflod til Somme. I begyndelsen af februar 1917 angreb englænderne og tvang tyskerne tilbage.

Den nye stilling havde et mærkeligt, ja grotesk udseende. For at ramme dækningsrummene havde englænderne skudt med granater med forsinket tænding. Disse eksploderer ikke ved anslaget, men først når de er trængt ned i jorden. Den dybfrosne jord bliver så revet op. Forrevet, skarpkantet som store kvadre indtil mandstørrelse lå de frosne jordklumper, sommetider i ligefrem forheksede former. Det hele var som frit rullende klippestykker efter et stenskred. Svært var det at komme forbi, hænder og støvler kunne blive forrevet af det. Området var forhekset. Intet træ, ingen stump, intet hus, intet tårn nær og fjern. Kilometervidt vandrede øjnene hen over den brune stenørken. Orientering om dagen var allerede vanskelig, om natten uden hjælpemidler umulig. Langs et hvidt sporbånd følte posterne sig om natten frem og tilbage fra deres dækningsrum. Dagposterne derimod måtte som følge af mangel på løbegrave holde ud hele dagen, og den varede dengang nøjagtig 12 timer. Ved fem til otte graders kulde, i åbne kratere! Hindenburgbrænderen [slags flagmuslygte med et fyrfadslys], der har gjort megen gavn i denne krig, var deres eneste formildende omstændighed.

I et sådant terræn hørte det at fare vild med til dagsordenen. Poster forsvandt. Formodentlig var de let såret og havde så ikke kunnet finde vejen tilbage. Den 11. februar forsvandt en løjtnant og en oversergent sporløst efter kontrol af en post. Naturligvis forvildede også tommyer sig ind i vores forpostlinje og blev så taget til fange. Det nøjagtige forløb af den forreste linje kunne kun fastlægges af en infanteriflyver. Sådan en skød to lyskugler, hvorpå den forreste linje svarede ved afbrænding af magnesiumfakler.

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

30. december 1916. Levende begravet ved Somme-fronten

N.A. Christensen, Graasten, var indsat i Somme-slaget tre gange.

(… fortsat)

To Dage før vor Afløsning foretages der en Linieforskydning, og vor Gruppe kommer i en tilbagetrukket Reservestilling paa et mindre Højdedrag, 400 Meter bag forreste Linie. Her faar vi anvist Plads i en 6-7 Meter dyb Understand.

Vi anser den for bombesikker og er glade for den; den er 25 Trin dyb. Den sidste Dag før Afløsningen er der meget uroligt i vort Naboafsnit hos Mecklenborg- Grenadererne, hvor der foretages et Skin-Angreb. Ogsaa os bombarderer Fjenden uden Ophør.

Sammen med en Feldwebel ligger jeg og mine 8 Mand nede i den dybe Dækning og venter paa, at Uroen skal stilne af, saa vor Afløsning kan naa frem, og vi helskindet tilbage. Da pludseligt, — et Ildhav og et glohedt Pust! Jorden ryster og hæver sig, – et forfærdeligt Brag! Vi gisper efter Luft, – bidende Stank, Stønnen, Raab om Hjælp.

En Granat af meget svær Kaliber, en saakaldt „Stollenbrecher”, har ramt vor sikre Dækning og har trykket den ned over os og vore otte Kammerater. Vi to ligger uskadte i vort lille Hul, men vi er fuldstændigt afskaaret og begravet.

Rædslen griber os. Vi kan ikke røre os det mindste. Heldigvis kan vi dog faa en Smule Luft gennem en Revne i Jordskorpen. Kammeraterne jamrer og klager hjerteskærende. Vi formaar ikke at hjælpe dem.

Efter uendelig lange Timer, mens vore Kammeraters Liv ebber ud, er Artillerikampen omsider stilnet af.

Andre Kammerater bliver klar over vor Ulykke. Redningsarbejdet tager fat, og efter flere Timers haardt Slid kan vi halvkvalte hentes op til Dagslyset.

Af vore otte Kammerater i Dækningen kan to reddes. De er lettere saaret. For de andre seks af min Gruppe blev den dybe Dækning det sidste Hvilested.

Samme Nat kommer Afløsningen, og vi vandrer bort fra Rædslernes Verden, tilbage til Livet. Om Natten marcherer vi 30 km tilbage til X, hvor Resten af Kompagniet kommer i Massekvarter i Kirken. Saa hen til Feltkøkkenet. Hvor de gule Ærter smagte os, efter at vi i ti Dage ikke havde faaet et varmt Maaltid. Vi faar Juleposten udleveret med Breve og Pakker fra Hjemmet; de sidste Dages Lidelser og Savn skydes længere tilbage, og Livet ligger atter lysere foran os .

Det var kun ti Dage af vor Fronttilværelse; men de var uendelig lange, en eneste Række af Savn, Kulde og Strabadser, og Aar efter Aar ved Jul dukker de uhyggelige Minder frem og bliver levende paany.

DSK-årbøger 1951

18. december 1916 – Milert Schulz: “… Ich habe zu Gott geschrien …”

Milert Schulz arbejdede i Løgumkloster, da han blev indkaldt omkring årsskiftet 1915/16. Det meste af 1916 tilbragte han i garnison i Ostpreussen, men i november blev han sendt til Makedonien.

Geschrieben d. 18/12 16.

Weine lieben Eltern u. Geschw. !
Wie ich Euch schon mitgeteilt habe sind wir ja in ein andres Dorf in Reserve gekommen. Wir lagen in einem schönnen grossen Hause in Quartier mit 30 Infanteristen zusammen. Dieses wird der Feind wohl gemerckt haben, und nachts vom 16-17 um ½12 Uhr fing er an uns zu beschiessen. 5 Granaten hat er in das Haus wo wir lagen einge(pfeffert). 4 krepierten auf dem Boden und eine schlug durch die decke, das es man blos so Krachte.

Nun da eine Granate zwischen uns gesaust, waren die meisten von uns in die Luft geflogen. Glücklicher Weise ist aber keine Verwundet worden. In ein andres Haus schlug auch eine [d]rinn, da sind 2 Mann verwundet geworden. Wir sind denn ausgerückt und liegen nun oben auf einem hohen Berg zwischen den Felsen.

Ich bekam aber mit der Angst zu tun. Ich habe zu Gott geschrien und er hat mich bewahrt. Möge er doch bald dieser Elend ein Ende machen.

Diesen Brief schreibe ich sitzend unter freiem Himmel.  Heute ist es ziemlich kalt hier. Sonst bin ich ja noch immer gesund un munter. Bitte meine Briefe aus dem Felde aufzubewahren.

Viele herzl. Grösse und Küsse an Luch allen
meine Lieben Euer Sohn und Bruaer
Milert

(Brev i privateje)

30. oktober 1916. Hans Hostrup på vej til Makedonien

Hans Hostrup, Egebæk ved Hviding, havde som teenager i 1915 hjulpet desertører over grænsen til Danmark. I 1916 blev han indkaldt til Fodartilleriregiment Nr. 15 i Graudenz.

Den 12. Marts 1916 blev jeg indkaldt og kom, sammen med otte Landsmænd, deraf to fra min Hjemegn, Magnus Lund fra Normsted og Laurids Dollerup fra Endrupskov, til Graudenz i Vestprøjsen.

Vi kom til Fodartilleriet og blev uddannet paa Fæstningen Gobierre ved 15 cm Haubitser, tilhørende Fodartilleri Rgt. 15.

Fæstningen ligger højt oppe paa den vestlige Bred af den brede Weichselflod og har vel nok i gamle Dage med sine Volde og Grave været uindtagelig.

Selv om vi var kommet langt bort fra Hjemmet, var vi dog glade for, at vi var blevet tildelt Artilleriet og ikke Infanteriet, som vi var taget til paa Sessionen. Nu kunde vi da slippe fri for at komme i Skyttegravene.

To Gange var jeg hjemme paa Orlov fra Garnisonen. Vi Landmænd havde jo den Fordel frem for Byboerne, at vi lettere kunde faa Orlov, da vi skulde hjem og hjælpe baade i Saatid og Høst. Byboerne var meget utilfredse og knurrede, naar de saa os drage af Sted, og det var jo ikke saa sært.

Sidste Gang, jeg var hjemme, blev jeg tre Dage, før jeg skulde rejse, kaldt tilbage. „Sofort zuruckkommen!” hed det i Telegrammet. Jeg var ikke glad ved Situationen, da det jo kun kunde betyde, at vi skulde af Sted til Fronten.

De første to Gange kneb det med at faa sagt Farvel til Forældre og Søstre; men denne Gang var det meget svært. Vi vidste jo ikke, om det var sidste Gang, vi saa hinanden, og jeg kan saa levende sætte mig ind i, hvad det har rummet af Sorg og Lidelse for dem, der ogsaa skulde sige Farvel til Kone og Børn. Det forstaar kun de, der selv har prøvet det. At gaa over Grænsen faldt mig dengang slet ikke ind.

Da jeg kom tilbage til Deutsch-Wangerau, hvortil vi var flyttet for et Par Maaneder siden for at give Plads for nye Rekrutter, fik jeg Dagen efter paa Skrivestuen at vide, at det var Gendarmen derhjemme, der havde været paa Spil. Han havde i et Telegram til Batteriet fortalt, at jeg var „fahnenfluchtverdächtig” og øjeblikkelig skulde kaldes tilbage.

Han kunde nu godt have sparet sig Ulejligheden, for jeg var nu alligevel kommet. Der blev sagt, at der den sidste Nat stod Vagt ved Gaarden for at holde Øje med mig.

Her i D. W. boede vi i Træbarakker, der i uhyggelig Grad var befængt med Lopper. Jeg ved næsten ikke, hvad der er værst, disse sorte Springfyre eller Lusene, som vi senere stiftede Bekendtskab med.

Tiden gik her med Øvelser og Eksercits paa „Ellenitzer Platz“, hvor der stod nogle gamle russiske Kanoner.

Paa en længere Marchtur gjorde vi engang Holdt ved en Kro, og en Kanoner blev sat til at passe Løjtnantens Hest. Han syntes dog, det kunde være sjovt med en Ridetur og satte sig op paa Hesten, men med det Resultat, at den i fuld Galop stak af med ham. Til Straf fik vi alle paa Hjemturen en vældig Stroppetur.

Med et Hold lidt ældre Rekrutter, der kom til os i D.- W., var ogsaa den nuværende Konsulent Jørgen Frank. Vi fandt snart hinanden, og jeg mindes mange hyggelige Timer, naar vi fulgtes i det fri, og han sang for os af „Syng dig glad”.

(… fortsættes)

DSK-årbøger 1951

22. oktober 1916. “Pludselig er helvede løs!” Med materiel til forreste linje ved Somme

Matthias Møller, Sønderborg, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69.

Vi lå i ro i Moyencourt. Vi havde været indsat i første linje i Sommeegnen over for Chaulnes, oktober 1916. Sommeslaget var ebbet ud. Her havde der ikke været angreb.

Man var dog ikke sikker på, at ikke franskmanden og englænderen igen ville begynde med masseangreb. Artilleriilden var ofte endnu temmelig stærk.

Vi glædede os til nogle dage i ro. Men det med roen blev nu noget problematisk. Det begyndte straks med appel efter appel. Våben og munderingen skulle igen bringes i tip-top stand. Også eksercits, for disciplinen skulle jo vedligeholdes. Forholdet mellem menige og foresatte blev i stillingen mere kammeratligt. Det kunne ikke undgås. Det skulle der nu igen bødes på.

Dengang syntes vi, at det var meningsløst. Men nu på afstand af forholdene kan man godt se, at det kunne have en vis berettigelse. Kadaverdisciplinen kunne godt få betydning i situationer af særlig art.

Allerede den tredje dag fik vi besked om, at vi om natten skulle bringe materiel frem til den første linje, og vi bandede godt. Kan de nu ikke engang lade os være i ro her! Det er en skandale! Men hvad var der at gøre. Ordre var ordre – lige meget hvor den kom fra.

Om eftermiddagen, eller rettere sagt, i skumringen rullede lastvognene frem, vi kravlede op i dem, og så kørte vi. Vi rullede igennem mørkelagte landsbyer. Husene så skumle ud. I fantasien forestillede man sig, at spioner med vagtsomme øjne fulgte alt, hvad der foregik på vejen.

Efter en halv times kørsel nåede vi materialedepotet, som lå i en skov. Det var indhegnet af 2 meter højt jerntrådsnetværk og blev bevogtet af vagtposter.

Portene gik op, og vi kom ind på oplagspladsen. Nogle af os fik anvist træplanker til understandsrammer, andre pigtrådsruller, og den afdeling, jeg hørte til, miner.

De var anbragt i vidjekurve, og med en træ stang gennem kurven kunne de bæres af to mand med minen dinglende mellem sig. Det var nogle tunge krabater.

Vi fik anbragt »varerne« på bilerne og os selv ovenpå, og så gik det mod fronten.

Imens var det blevet nat. Granaterne faldt spredt. Ovre til højre i skovbrynet var en ammunitionsstabel skudt i brand. Med eksplosioner og ildtunger, der for i vejret, sendte eksplosionerne brag efter brag ud i luften.

Vejene var meget medtagne af eksploderede granater. Man måtte holde sig godt fast for ikke at blive slynget af, når vognen i fuld fart røg ned og op af hullerne.

Endnu gik snakken. Vi svovlede godt over »dem«, der var skyld i et eller andet, som ikke passede en, et ofte anbragt islæt i samtalen mand og mand imellem. »De« var altid et vagt begreb. Det kunne være kompagniet, bataljonen, regimentet, divisionen – men for det meste vel nok dem, som var skyld i krigen. Og det er rent menneskeligt set noget fornuftigt i, at de, som bestemmer over krig, også skulle være med – i første linje altså. Men det vil selvfølgelig aldrig ske.

Vi var nu nået ind i et dødmandsland. – Alt øde, alle træer flået og splintret, husruiner og murbrokker, al jord vendt af utallige granater, som var eksploderet her – et rent månelandskab.

Bag ved nogle husruiner standser vognene. Så hurtigt, som det er muligt, får vi vore »varer« ned fra bilerne. Og så går det i iltempo til næste løbegrav, hvor vi forsvinder mand efter mand. En kammerat fra stillingen er mødt op for at føre os til bestemmelsesstedet. –

Så går det fremad i hurtigt tempo. Lasten er tung, og minen svinger faretruende mellem kammeraten og mig. Gravene er meget ujævne, med mange huller, for det meste fyldt med en tyktflydende masse af ler og vand. Så går det fra mand til mand »pas på hul«. Ofte sker der standsninger. Så går meddelelsen fremefter fra mand til mand: »Forbindelsen afbrudt«, indtil der igen kommer et »videre fremad«.

»Pas på«, kommer det fra manden foran mig. Jeg sætter støvlen i siden af graven, men vægten af minen på skulderen er for stor, og støvlen glider og glider i det smørede ler, længere og længere ned.

Da den endelig når fast bund, er den flydende masse ved at løbe ned i støvlen. Jeg forsøger at trække støvlen op, men den følger ikke med, kun benet, men støvlen bliver stående. Vi må lægge lasten, og med begge hænder lykkes det omsider at vrikke støvlen fri.

Granaterne eksploderer til alle sider, men vi er jo mange undervejs, og det ene sted kan jo være lige så sikkert – eller usikkert – som det andet. Et sted har her været en by. Graven førte lige gennem husenes fundamenter. Nogle steder spænder rester af husmure over graven, og man kan godt få en uhyggesfornemmelse ved tanken om, at større husmure kunne brase sammen. –

Omsider nåede vi ud i skyttegravene. Her var der med større eller mindre mellemrum understande, og der stod vagtposter. Deres kammerater sov.

Vi misundte dem, for vi begyndte at blive godt trætte og udmattede.

Så nåede vi den første linje. Her skød de med mellemrum lysraketter op, og de oplyste landskabet, når skærmene langsomt dalede ned mod jorden.

Pludselig er helvede løs. Maskingeværer bjæffer. Lysraketter stiger op, så langt man kan se. Og så følger røde, gule, grønne lyskugler, så langt man kan se. Signalet til artilleriet: Spærreild – ilden længere frem – ilden længere tilbage. –

Landskabet ligger badet i lys fra lysraketterne. Og så hamrer granaterne ned i landskabet. Begge siders artilleri i fuld aktivitet.

Krigsmaskinen raser. Jordfontænerne skyder op på begge sider af graven. For dette i virkelighed pragtfulde fyrværkeri har vi slet ingen sans, og vi bander godt. Skal vi nu virkelig blandes ind i noget, som vi ikke har det mindste med at gøre. Vi har ikke engang våben at forsvare os med. Det er vel nok toppunktet af uretfærdighed. Vi er dog i hvilestilling og ro.

Hvor længe, bombardementet varede, kan jeg dog ikke mere huske, men vi slipper for at få en fuldtræffer i graven. Bare videre. – Hvad der var skyld i den pludselige igangsættelse af krigsmaskineriet, ved jeg ikke. Jeg tror ikke, at der var angreb. Hvis, blev det i hvert fald slået ned i opløbet. Jeg ved heller ikke, på hvilken side af fronterne det begyndte. Men mere sandsynligt var det, at en eller anden nervøs vagtpost havde set skygger eller måske en patrulje i ingenmandsland.

Efter nogen tids forløb stilnede ilden af til almindelig forstyrrelses- og spærreild. Vi havde ikke haft noget tab, men omsider nåede vi bestemmelsesstedet. Udmattet fik vi afleveret vore ting.

Vi var godt trætte efter ca. to timers march gennem løbegraven og skyttegraven med den tunge byrde på skulderen. Men nu havde vi ikke noget at bære på, og så gik det tilbage og ud af den forbandede stilling. Det lettede noget på humøret og gav os ligesom lidt kræfter tilbage.

Efter et kort hvil gik det videre. Vi gik og gik i endeløse grave. Vi var i første linje, i anden linje, løbegrave, anden linje, første linje – og sådan fortsatte det i timevis. Vi var så trætte, at vi næsten ikke kunne sætte den ene fod foran den anden. Det føltes, som havde man dykkerstøvler med blylodder på. –

Snakken var længst forstummet. Hver havde nok med sig selv at gøre for ikke at give op. Men hjernen arbejder, og tankerne maler. Det er ligesom, at episoder fra hele ens liv dukker op i erindringen.

Jeg oplever ligesom påny den dag, hvor vi for et par uger siden rykkede ind i en stilling som denne her. Det var her på egnen. Men om det var længere til højre eller mere til venstre, ved jeg ikke. – Vi havde marcheret hele eftermiddagen med fuld oppakning. Med fulde patrontasker og med ekstra patrongjord om halsen, gevær og hele ens »Habengut« i tornysteret var det langt over 100 pund.

Da det blev mørkt, nåede vi skyttegravssystemet. Vi var pjaskvåde af sved. Den løb os ned ad ryggen. Og så gik vi i timevis gennem grave. Jeg følte, at mine kræfter var ved at slippe op. Fødderne fulde af store vabler. Hvert skridt en helvedespine. Fald dog ned og bliv liggende! Og hvad så? Du er ene og forladt. Hvordan skal du nogen sinde finde tilbage?

Man sætter benet frem for ikke at tabe forbindelsen. Nej, gør slut! Det hele er dog så håbløst. Jeg tager geværet ned fra skulderen og afsikrer det. Bare nu trykke af, og du går ind til det bare intet. Sikken lise det må være. – Ja, men kan du det? Har dine forældre bragt dig så vidt, bare for at du skal tage en så letkøbt beslutning? Altid et pro og et contra. – Måske er vi der om et øjeblik.

Vi har allerede længe spurgt, om vi ikke snart er på bestemmelsesstedet. Jo, lige et øjeblik. Altid det samme. Skyttegrav, brystværn, skyttegrav, brystværn – lige om hjørnet må det være. Det kan dog ikke blive ved. Det må dog virkelig få en ende.

Og som alting fik også det en ende. Men spørg mig bare ikke, hvordan. Jeg var nærmest bevidstløs af overanstrengelse. Klokken var langt over midnat. –

Skal dette mareridt nu igen gentage sig? Vi synes efterhånden, at vi passerer steder, hvor vi allerede har været. På vore forespørgsler, hvor langt der er endnu, får vi først intetsigende svar, så henholdende, men efterhånden blev vi sikker på, at vi passerede steder, som vi havde set flere gange. Og til sidst må føreren indrømme, at han er løbet vild. –

I timevis farer vi allerede rundt i en labyrint af skytte- og løbegrave. Vi er så trætte, at vi næsten ikke kan holde os oprejst mere. Men tankerne maler. Jeg ser os i tankerne igen opstillet til mandskabsappel i Monchy Lagage. hvor bataljonen samledes sidste måned efter indsatsen i Sommeslaget. Tabene skulle slås fast.

Navneopråb! Navn – her, navn – her, navn – faldet, navn – såret, navn – bort-kommet, navn – skæbne ubekendt, navn – faldet. Og sådan fortsætter det hele rækken igennem. Sårede og savnede måtte man for den overvejende del anse for omkommet. Muligheden for sårede at nå tilbage var små. Det ene af bataljonens kompagnier samledes med 30 mand. Det var resten af over 200 – kun efter bare 5 dages indsats.

Hvor var det deprimerende. – Hvor var det hele meningsløst. Strabadser, strabadser, strabadser og slutresultatet – udslettelse. Hvad skal det hele til? Hvad er livets mening?

Imens trasker man videre – slæbende på benene, slingrende og støttende sig til løbe- eller skyttegravsvæggen. Endeløse grave – kilometer efter kilometer. Vi ved overhovedet ikke mere, hvor vi er. Vi kan lige så godt være 5, 10 eller 20 km fra vort bestemmelsessted, hvor bilerne venter.

Vi er fuldstændig udkørt. Skal vi virkelig ikke komme ud af den forbandede stilling, før dagen bryder frem? Det begynder allerede at lysne i øst. Der er en skråning i løbegraven. Vi kravler op for at se, om vi skulle kunne se noget. Vi stirrer. 50 meter fra os ved en husruin holder vore lastvogne. Vi vil ikke tro vore øjne. Det må være et fata morgana. Eller har en højere magt haft medlidenhed med os? Det er et under.

Mere sandsynligt var det naturligvis, at føreren i labyrinten af skytte- og løbegrave om-sider et eller andet sted, hvor gravene krydsede hinanden, havde fået fat i den rigtige fortsættelse, som førte ind på den rette vej.

Men otte timer havde vi trasket gennem løbe- og skyttegrave. Vi var næsten bevidstløse af overanstrengelse og træthed. Kun med besvær kom vi op i vognene. Og så gik det tilbage – lige tids nok til, at fjendtlige observationsposter i skumringen ikke kunne få øje på vognene.

Ankommet i kvarteret sank vi sammen som en stak ingenting. Vi havde kun et eneste ønske – aldrig at skulle åbne øjnene igen. –

Dette ønske blev ikke opfyldt. Hvor er det godt, at mennesker ikke kan se ind i fremtiden. Havde man dengang vidst, at krigen og dermed strabadserne ville fortsætte endnu i over to år, havde man sikkert givet blankt op. Men vi mennesker lever i håbet. Går det dårligt, håber vi på bedre tider. Går det godt, håber vi på, at det skal blive endnu bedre.

Og sådan løber tiden – dage, uger, måneder og år. Man kunne somme tider være tilbøjelige til at spørge, om det gode, glædelige og lykkelige i livet nu også kan opveje det slid, de skuffelser, sorger og bekymringer, som livet bringer med sig. Lykkelig den, som uden omsvøb og med fuld overbevisning kan svare bekræftende. Menneskers dygtighed og snilde har i mange år skabt og givet os mange goder. Men mere fuldkommen er verden ikke blevet.

DSK-årbøger 1972

19. oktober 1916. En livsfarlig pibe tobak

Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157 på Østfronten.

Efter nogle dages forløb blev jeg sendt til min troppedel. Det var Infanteriregiment 157, 7- kompagni.

Kompagniet lå i skyttegrav på en bjergkam. Bagtil, til venstre og til højre for os var der skov. Lige for os var der på en skråning en temmelig stor græsmark. Nede i dalen mellem os og russerne var der skov over det hele, og i denne havde russerne deres stillinger. Bag skoven var der bjerge igen.

Vi lå ret højt oppe, så der ofte kun var tåge eller skyer at se over det hele – set fra vor stilling – og alt så fredeligt ud.

Jeg spurgte så kammeraterne, hvordan forholdene var. “Vi har det roligt her”, var svaret.

Der var fuldt udgravede skyttegrave, og vor gruppe havde sin egen understand, som dog ikke var særlig solid.

Den første aften skulle jeg så også stå vagt i skyttegraven, og jeg lavede straks en stor brøler. Jeg var dengang allerede en stor piberyger, og da jeg havde stået et stykke tid, syntes jeg, at det ville være godt med pibe tobak.

De havde alle sagt, at her var meget roligt, og der var langt til den fjendtlige side, da der jo var en stor græsmark imellem os.

Knap nok havde jeg fået tændt piben, før der blev skudt nogle salver af granater over os. Kammeraterne kom farende fra understanden og var meget opbragte.

Granaterne var slået ned lige foran og bag skyttegraven – en enkelt lige ved understanden.

Jeg blev selv chokeret, men fortalte selvfølgelig ikke, at jeg havde revet tændstikker. Om det var min skyld, ved jeg ikke, jeg tror dog ikke, at de på den anden side kunne have reageret så hurtigt. Det har nok været et tilfælde.

Heldigvis blev ingen ramt. Jeg var jo selv den, der havde været mest udsat. Det viste sig også senere, da vi for alvor blev beskudt, at granaterne slog ned, hvor de gjorde den aften.

Senere tændte jeg dog ikke mere min pibe om aftenen i skyttegraven.

Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)

Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.

thode-510x762_cropped

 

30. september 1916. Ved Somme: “Hist og her laa en uformelig Masse, der ved nærmere Eftersyn viste sig at være de til Ukendelighed sammenskudte Rester af et Menneske”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni. I september 1916 kom han til Somme-fronten.

I Pierre-Vaastskoven

Der var 20 Kilometer at gaa,. forinden vi naaede ud til Stillingen. Berliner Justav var sendt afsted i Forvejen for at udspejde, hvor Kompagniet skulde afløse, og bagved en Skov ventede vi paa, at han skulde komme tilbage, men det blev en lang Ventetid, og da franske Granater tilsyneladende havde opdaget os, og af den Grund „gjort os Helvede hedt”, fortrak vi uden at vente paa Justav.

Videre gik det i Retning af Saily-Sailissel ad en Vej igennem en Skov. Her havde vort svære Artilleri taget Opstilling, og det var et  eftertragtet Maal for Fjendens ditto. Det var et Helvede at skulle igennem. Den ene Salve efter den anden kom hujende og hvæsende, og hvor de slog ned, forblev intet levende.

Vi blev nu inddelt i mindre Afdelinger og fik Ordre til at samle os ved en Farm, der laa paa den anden Side af Skoven. Videre afsted i Galop gik det langs ad Vejen. Hist og her laa en uformelig Masse, der ved nærmere Eftersyn viste sig at være de til Ukendelighed  sammenskudte Rester af et Menneske, en Bylt af sammenvredne og indfiltrede Dele af Ben, Arme og Uniform og anden Udrustning, og hvorfra en Knoglepibe hist og her stak lige i Vejret. Uhyggeligt var det at se paa, og med Væmmelse søgte enhver udenom.

Et Par Bagagevogne, der havde søgt at bane sig Vej ud t i l Fronten, og som havde været læsset ved Vandflasker til Styrkerne forude, var blevet ramt af en Fuldtræffer. Foruden nogle faa Stumper, der kunde ses at hidrøre fra Hjulene, og 6 ubevægelige Hestekroppe, var saa godt som intet blevet tilbage.

Pulveriseret til en eneste, stor ukendelig Masse af Træ, Glas, Kød- og Jernstumper laa det hele spredt over Vejen og ind i Skoven.

Da vi endelig atter laa samlet bagved „Farmen”, var det Nat.

Endnu var Justav ikke ankommet eller havde ladet høre fra sig, og Kompagniføreren var af den Grund i fuldstændig Uvished om, hvor vi skulde hen. Imidlertid havde vi erfaret, at vi skulde i Stilling i Retning af Byen Maryal, der laa til venstre forude, og at der førte en Hulvej i den Retning.

Der blev nu givet Ordre til Opbrud, og videre gik det, igennem Sai-Sailissel, ad Hulvejen til Skyttegravene.

Det viste sig, at det franske Artilleri var indskudt paa et bestemt Sted i Hulvejen, og at dette Sted stadig laa under Shrapnelild. To Mand ad Gangen sprang vi igennem efter hver Salves Ophør og naaede over til en Skyttegrav. Ingen vidste, om det var den rigtige, og medens Granaterne hujende og hvæsende fo’r hen over Hovederne paa os, laa vi her stuvet sammen Mand ved Mand og ventede paa, at vi skulde blive ført i den rigtige Stilling og blive inddelt i Afsnit, som vi var vant til. Dog ingen vidste noget, og ingen Officer viste sig.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

6. september 1916. “Jeg rystede over hele Kroppen, jeg var hundeangst” – Matthias Møller ved Somme

Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste ved Reserve-Infanteri-Regiment 69. Han fik sin ilddåb ved Somme

Matthias_Møller_Sønderborg
Matthias Møller (1897-1983)

Den 6. Septbr. henimod Aften blev vi stillet op, forsynet med Stormbagage, og fik uddelt Lyspistoler og Lyskuglemunition. Der blev sagt, at vi skulde kun ud og lave Skansearbejde. (For at ingen skulde tage „Afgangs-billet”). Vi troede ikke rigtig på det. Men det „kunde” dog være sandt.

Gruppevis (4 Mand) i Afstand forlod vi Byen. Fjendtlige Observationsballoner kunde overse Landskabet, og for at undgå for store Tab ved Ildoverfald gik vi i Afstand.

Da Mørkningen begyndte, rykkede vi sammen og marcherede i Række på een.

Rundt i Landskabet eksploderede Granaterne. Terrænet var gennempløjet af Eksplosioner, Granathul ved Granathul. Alle Ejendomme var Ruiner. Træerne strakte splintrede Grene og Stammer ud i Luften, alt virkede så uvirkeligt og uhyggeligt ved den Ødelæggelse, det var undergået.

Natligt_angreb_måske_Somme

Henimod Klokken 11 samledes vor Bataillon på en Mark ved Siden af en Hulvej.

Geværerne blev stillet sammen og Bagagen taget af. Kornet, som endnu stod skokket på Marken, blev hentet, for at blive benyttet som Underlag til Hvile. Det var bleven forbudt at tænde Cigarer, Cigaretter eller Pibe. Men det varede ikke længe, før man trods Forbudet hist og her så små Lysglimt.

Kort Tid senere kunde vi høre fjendtlige Observationsmaskiner over os, og ikke længe efter begyndte et fjendtligt Batteri at beskyde os.

Den første Granat gik for kort — jeg skal love for, vi fik Næsen ned — den anden gik for langt. Men den tredie sad midt i det ene Kompagnis Geværpyramider. Straks kom Råbet: Saniteter, Saniteter!

32a Transport såret_cropped

Da Splinterne var fløjet, fo’r alle op og af Sted mod Hulvejen. Det var et forfærdeligt Kaos. Geværerne og Bagagen blev trampet ned.

Den første Ordre lød på, at vi skulde tage vore Ting med. Men den blev straks annulleret ved en ny Ordre om, at alt skulde blive liggende.

Tre Kompagnier styrtede ned i Hulvejen, hvor vi lå Mand ved Mand, så tæt, som Sild i en Tønde.

Granaterne kom nu susende i uafbrudt Række. Hvert Øjeblik ventede man at se en Fuldtræffer lande i Hulvejen, for Franskmændene måtte jo have nøjagtige Generalstabskort og altså kende Terrænet. En sådan Træffer måtte få frygtelige Følger.

Jeg rystede over hele Kroppen, -— jeg var hundeangst. Den halve Time, vi lå der under dette Ildoverfald, mit første, har i hele min Fronttid været den eneste Gang, hvor mine Nerver fuldstændig svigtede, hvor jeg havde en håbløs Angstfølelse. Jeg har i de næste 2 År været udsat for Situationer, der har været mere farlig og nervepirrende, men jeg har aldrig haft en lignende Følelse.

Midt under det hele kom Lastbiler frem med Håndgranater. Jeg blev sammen, med andre Kammerater afkommanderet for at modtage Forsyninger. Da vidste vi sikkert, at nu gik det i Stilling.

Ilden stilnede af og vi slap med Skrækken.

Imidlertid var der kommet Kammerater fra Stillingen, som skulde føre os frem.

I Hast gik det så videre. Spærreilden var sat ind. og enhver havde kun den ene Tanke, hurtigst at nå Må let. At gå i Stilling i et Kampafsnit, er værre, end at ligge i Stillingen.

Den Del af Kompagniet, jeg hørte til, skulde besætte Stafetposterne mellem Bataillonskommandoen og de forreste Linjer.

Da vi nåede den Løbegrav, vi skulde besætte, fik vi anvist vore Pladser.

Det hele gik i en rygende Fart. Der var ingen Tid til Forklaringer. Sammen med 3 Mand stod jeg pludselig ovenpå en Løbegravsdækning og så Resten af Kompagniet forsvinde i Nattens Mørke.

IMG_2011_11_30_6426_Vestfront_skyttegrav_cropped

Kammeraterne, vi skulde afløse, var færdige til at stikke af. De gav sig lige Tid til at sige: nærmeste Post til venstre ca. 150 meter Bataillonsunderstand og til højre ca. 200 meter indtil Romerchausseen og så lige ovre på den anden Side, 20 meter herfra, ligger der en Falden — ham skal I ikke blive bange for. Og væk var de — ikke et Ord mere. Resten skulde vi nok finde ud af.

Vort Opholdssted var et Stykke Løbegrav på en 6-7 meters Længde med nogle små Udgravninger i Leret ved Siden, hvor man lige kunde krybe ind for at søge Dækning for Splinter. Ellers ikke noget. Jeg syntes i min Uerfarenhed, at det var umenneskeligt at skulle tilbringe Dage og Nætter under sådanne Forhold.

Men vi havde det godt i Forhold til dem i Kamplinien. Der lå Tropperne kun i Granathuller i ganske kort Afstand fra Fjenden. En sammenhængende Linie eksisterede ikke. Dag og Nat bølgede Angreb frem og tilbage. De Faldne blev smidt op på Randen af Granathullerne og benyttet som Dækning. Sårede var så godt som fortabt. De kunde ikke bringes tilbage. Jeg har ikke set mange gå eller blive transporteret tilbage fra forreste Linie i de 7 Dage, vi lå der.

Soldaten_Kleinwiehe_Bd_1_189

Behagelig var vor Lod nu heller ikke. Jo værre det stod til med Angreb og dermed Trommeild på hele Egnen bagud, jo mere Meddelelser, Ordrer og Forespørgsler skulde bringes frem eller tilbage. Kun, hvis vort Afsnit ikke lå under stærk Artilleriild, gik vi alene — ellers altid to.

Det varede heller ikke længe, før vi måtte af Sted. Det var godt, at vi havde fået Besked på, at der lå en Falden i Graven. Ellers havde vi sikkert fået en alvorlig Forskrækkelse. Da vi kom omkring et Hjørne, lå han der på Ryggen, det ene Ben og den ene Arm bøjet opefter. Man kunde ikke komme forbi, uden at træde ham på Livet. Det løb mig koldt ned ad Ryggen. Og hver Gang, jeg den Nat måtte over ham, havde jeg en Uhyggefornemmelse.

Når Artilleriilden tillod det, sprang jeg, før jeg nåede Stedet, op på Dækningen og ned på den anden Side.

Næste Dag skovlede vi Løbegravsvæggen ned over ham. Der fandt en af de mange en Grav. Vi måtte Dag og Nat utallige Gange over den.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1972

 

 

1. september 1916. Russiske fly samarbejder med artilleriet

Andr. Bøgen, Vennemose, blev indkaldt i sommeren 1915 og blev efter træning i Slesvig i november transporteret til Østfronten. I 1916 var han på orlov i foråret og igen i august, da hans kone døde. I september gik turen tilbage til øst fronten.

Da jeg kom tilbage fra min Orlov, laa vi i en Skov, kaldet „Westfalen Lager”. Her skulde jeg sammen med nogle Kammerater transportere nogle Brædder over en aaben Plads i Skoven.

Russerne kunde ikke se os; men vi havde ikke regnet med en russisk Flyvemaskine, der netop var oppe for at rekognoscere.

Det russiske Artilleri traadte i Virksomhed og beskød os. Vi spredte os hurtigt.

Da Skydningen aftog, raabte Henrik Lund fra Hjordkær — han var ogsaa med — Om jeg endnu var i Live. Det var jeg jo altsaa, men vi samlede vore Brædder sammen og forsvandt skyndsomt.

DSK-årbøger 1952

20. august 1916. Østafrika: Engelske fly bomber igen

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. Han fik til opgave at føre tilsyn med evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter.

Den næste Dag, præcis paa samme Tid, kom Englænderne igen, og denne Gang løb Bærerne, længe før de var kommet ind over Hovedet paa os.

Vi andre kom hurtigt saa langt væk fra Magasinerne, som vi kunde naa, og vi fik alle fat i vore Rifler og begyndte at skyde paa Flyverne.

Det hjalp ingenting. Jeg har aldrig set Virkning af Geværild paa Flyvemaskiner, skønt jeg ofte har været med til at skyde paa dem.

Sandsynligvis ramte en Del af vore Projektiler, men blot ikke paa  Steder, hvor de kunde gøre Skade.

Englænderne kastede deres Bomber som Dagen i Forvejen, men maaske paa Grund af Geværilden holdt de sig saa højt oppe, at deres Træfning ikke blev god.

Da de atter var ude af Sigte, kunde vi tage nogle gabende Sprængkratere i Øjesyn og forbinde nogle lettere saarede Bærere.

Og den tredie Dag gentog dette nedslaaende Skuespil sig, men nu gik Wisner, som var gammel Artillerist, over til Handling.

Vi lod Bærerne slæbe en gammel Feltkanon, Model 73, ned til Jernbanestationen, hvor den blev anbragt paa en Drejeskive med Mundingen pegende skraat opad i den Retning, hvorfra Flyverne plejede at komme. Kanonen blev ladt med en Kardus gammelt Krudt, en gammel Granat, og en Tændsnor blev sat i.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

10. august 1916. “… næste gang ved vi, at det gælder.” Under flydirigeret artilleriild ved Verdun

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste i RIR 88, der deltog i kampene ved Verdun.

Res. infanteri reg. nr. 88 var med til den sidste storm på Verdun den 1. august 1916, og jeg var blandt dem, der kom tættest ind på byen. Regimentet havde fået den opgave at gå 800 meter frem til forterne »Tavamses« og »Souville« og holde stillingen i fire dage, så skulle vi blive afløst.

Stormen lykkedes også, og stillingen blev også uden store tab holdt i fire dage. Men da vi efter de fire dage kom tilbage i ro – 30 mand af 200 – var der ingen ny division til at afløse, og vi måtte ud i stillingen igen i fire dage.

Da var det forholdsvis roligt, og vi led ikke større tab.

Da vi skulle afløses, kom der besked fra regimentet, at en underofficer og to mand skulle blive 24 timer længere i stillingen for at orientere de nye. Jeg blev en af de to mand.

Da vi ved daggry havde fortalt de nye, hvad vi vidste om stillingen, hvor vi mente, franskmændene lå, hvor der var særlig fare for at blive set o.s.v., var vor opgave jo egentlig endt, og vi bad kompagniføreren om lov til at forsvinde. Det måtte vi også godt. Han bad os dog tage en melding med ned til bataljonen, så var hans ordonans jo fri for den tur.

Det gjorde vi selvfølgelig gerne, da vi skulle der forbi alligevel. Men da vi kom ind til majoren, var han i dårligt humør. Han skældte os ud, hvad vi egentlig bildte os ind. Ordren lød på 24 timer, omkring og op i stillingen igen.

Vi gjorde det, havde det været 2 år senere, tror jeg ikke, vi havde gjort det.

Nu var det jo bleven op ad formiddagen og klar luft, og vi skulle over åbent terræn, og franskmændene skød også efter enkelte soldater. Vi kom dog godt op i stillingen igen, der var jo granathuller nok at søge dækning i.

I selve skyttegraven var der ingen plads til os, så vi lavede os nogle små huller bagved, hvor vi dog i det mindste var dækkede for geværild. Indtil middag var alt roligt.

Vi lå og svedte, vi kunne jo ikke røre os, og der var ingen skygge.

Men så kom der ti franske flyvere, som fløj langs fronten frem og tilbage, ganske lavt, vi kunne tydeligt se flyveren. Da de havde fløjet fronten af et par gange, hører vi ovre fra fortet tre kanoner blive affyret og lidt efter granatnedslagene et par hundrede meter til højre for os.

Fem minutter efter det samme igen, men denne gang tættere ved.

Det var 15 cm haubitzgranater, så vi kunne høre afskuddene og også granaten inden nedslaget.

De kommende timer er vistnok de længste, jeg har oplevet. Franskmanden beskød nu systematisk vor stilling, idet de lagde ilden et stykke til siden hver gang, og når de ikke skulle længere, så tilbage igen, og stadig kredser de to flyvere deroppe og dirigerer.

De timer glemmer jeg aldrig. Ligge der i et lille hul og kunne høre afskuddene og granaterne komme. Denne gang gik de ned 20 m til højre for os, men næste gang ved vi, at det gælder.

Så hører vi afskuddene igen og granaterne komme, det er som lyden trykker en helt flad. Men så er de der. Den ene går ned lige ved mit hul og dænger mig til med jord og sten, men ellers skete der ikke noget.

Men stadig hænger flyverne deroppe. En times tid senere er de i nærheden igen. Denne gang går der en fuldtræffer ned i selve skyttegraven og dræber seks mand.

Således forløber nogle timer, hvor vi hverken kan røre eller værge os. Endelig ved fire-tiden forsvinder flyverne, og skydningen hører op.

Vi får så igen lov hos kompagniføreren til at forsvinde. Men denne gang skal vi ikke ind og hilse på majoren.

Vi kom også alle tre godt over det åbne terræn ned i Fiumeslugten, gennem den fuldstændige pulveriserede by Vauze og op på Hardoumont-højen.

Nu er vi udenfor det almindelige skudfelt, og vi vender os om og ser tilbage. Et øde månelandskab. Hvor der før var skov og marker, er der ikke et træ eller et græsstrå tilbage. Til en artillerist, som beklagede sig over forholdene, sagde vor korporal: »Her oppe har I ikke noget og beklage jer over, men dernede – og så pegede han ned på byen Vauze – der begynder helvede«.

I hærberetningen var der ikke noget nyt fra Verdunfronten, alt var roligt. Men for mig var det en urolig og lang dag.

DSK-årbøger 1967

5. august 1916. Kresten Andresen: “… det kan ikke nægtes, at hjertet tit står stille i brystet på én, når den svære haubitzer kommer susende”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Ablincourt den 5. august 1916

Kære forældre!
Nu har jeg overstået et skrækkeligt mareridt og sidder nu vel beholden langt bag fronten – d.v.s. jeg ligger på maven i græsset og skriver til jer. Om aftenen må man ikke gerne fortælle spøgelseshistorier, men ved højlys dag gør det ikke så meget. Og jeg kan da gerne fortælle jer, at det har været en hård omgang hernede. Ganske vist kom jeg aldrig i nogen berøring med englænderne selv, men så meget mere med deres artilleri, og det var aldeles forfærdeligt.

Jeg tror ikke, der er en eneste tysker her, som ikke bærer al mulig respekt for det engelske artilleri, men aldrig har jeg oplevet værre trommeild end den, vi var udsat for i nat, lige et par timer før vi blev afløst. Det lader sig umuligt skildre i ord og ikke forestille i tankerne. Vi holdt en smal løbegrav i tredje linje besat; arbejdede om natten og gravede den dybere, dækkede den omhyggeligt med græs, og når morgenen kom, lagde vi os på langs i graven og dækkede os, så at flyverne, der stadig svirrede over os, ikke kunde opdage os. Og det gik godt to døgn og endnu en dag.

Den tredje dags aften hen ved kl. halv elleve kom der pludselig som et rasende brøl af tusinde uhyrer. Jorden gungrer og ryster, jord og sten og kvalm og krudtdamp hyller det hele i en røg. Og dækninger har vi ikke; vi sidder pressede ind mod væggen, stålhjelmen ned om ørerne og éns oppakning stablet op til dækning for bryst og underliv. Og så overgiver man sig til sin gode lykke. Men det kan ikke nægtes, at hjertet tit står stille i brystet på én, når den svære haubitzer kommer susende.

Tænk, der var 38 cm granater iblandt, og de eksploderer med en så uheldsvarslende torden, at man næsten kan tabe besindelsen ved det. Intet hører man, intet ser man. Sagtner det et par sekunder, spørger man til sin sidemand. Til tider får man hele ladninger af jord og sten ned over sig, stålhjelmen klirrer ordentlig. Pludselig suser en shrapnelflaske, en tingest, der vejer en syv-otte pund, ned på mit skinneben, og jeg griber ned efter benet for at se, om det endnu hænger ved; jeg kan bevæge foden, som ved et under har benet slet ingen skade taget.

Én kommer styrtende gennem graven: spader! spader! råber han, tre af hans kammerater ligger levende begravet. Han kommer tilbage, det er ikke til at komme frem; graven ligger jævnet. Omsider kommer en saniteter igennem med spader. De bliver gravet ud og er endnu i live; blandt dem er Ebsen fra Nybøl. Da kommer der pludselig bevægelse i graven. Alle stormer og maser på: Gas! Gas! brøles der; en tyk sort kvalm fylder hele graven, så man knap kan ånde; nogle styrter op over dækning og afsted over fri mark. Det var kun pulverdamp. Men nu må vi afsted, i halvanden time har vi holdt ud; de fleste sager er begravede af jord.

Så stålhjelmen ned om ørerne, kroppen bøjet sammen og afsted. Over bjerg og dal i graven. Gudskelov, her er der roligere, og her er graven til at være i. Selv har man en mærkelig ro og beslutsomhed. Den kommer, når man har ligget her et kvarters tid. 

Nu er jeg helt mig selv igen og tænker kun derpå som et mareridt. Hvem Gud vil bevare, han er uden fare, og Guds vilje med én er og bliver altid den bedste.

Mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn
Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

30. juli 1916. Kresten Andresen: “Jeg tror, at offensiven snart vil være forbi her”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Somme.

Søndag den 30. juli 1916

Kære forældre!
Ja, søndagsvejr er det, men stemningen er ikke rigtig derefter. Jeg har nemlig hele natten igennem slæbt seltersvand ud i skyttegraven, og alt imens gjorde englænderne et angreb derude; men det førte ikke til videre.

Jeg tror, at offensiven snart vil være forbi her. Tyskerne har kørt for meget svært artilleri op, at det kan være muligt for englænderne at komme videre frem. Ellers giver det indtryk af, at englændernes artilleri er tyskernes meget overlegent.

Men navnlig er flyverne overlegne; de lammer hele trafikken bag ved fronten. De kommer ned over skyttegravene i en højde af tit ikke mere end halvtreds meter; leder artilleriilden derhen, hvor de opdager noget, og angriber ofte selv med maskingeværer tropperne i skyttegraven. De får ikke et skud, for så snart der skydes, ved de besked om, hvor det batteri står, og så vil det også snart blive hjemsøgt af de svære 18 cm skibskanoner.

Soldaterne er rasende på vore flyvere, der så godt som aldrig viser sig. Men hen imod aften kommer der gerne en flåde forsigtig frem og iagttager i respektfuld afstand. Men ofte stikker fem flyvemaskiner af, når der så nærmer sig en englænder. – I dag er jeg ved byen Pys, en fem-seks km bag fronten. Her skydes der ikke.

Mange kærlige hilsner fra eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

28. juli 1916. Jakob Moos: “Jeg løb bogstavelig talt med livet i hænderne”

Jakob Moos gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31. I juli 1916 kom regimentet til fronten ved Somme. Efter flere dage i anden og første linje, bliver hans kompagni trukket tilbage.

(… fortsat)

Og afløsningen kom. Kaptajnen sagde, at enhver selv kunne vælge, på hvilken måde han ville gå tilbage. Vi skulle kun alle samles ved det gamle kloster.

Det var midnat, da de første gik tilbage. Jeg besluttede, at jeg ville vente, til det blev lyst, for jeg havde lagt mærke til, at skydningen ikke var så stærk mellem klokken syv og otte.

Nu ville skæbnen, at der om morgenen, da jeg startede min tilbagemarch, lå en tæt tåge over egnen. Jeg havde svært ved at orientere mig. Medens jeg løb omkring på lykke og fromme, rendte jeg på et granathul.

Her sad en løjtnant sammen med sin oppasser. Løjtnanten kaldte mig hen til sig og spurgte, om jeg kendte vejen til en nærmere betegnet landsby. Jeg gav ham oplysning om, i hvilken retning jeg mente, landsbyen lå. Derpå skyndte jeg mig videre.

Kort efter dukkede en række popler op i tågen. Så vidste jeg, hvor jeg var. Ved at løbe parallelt med disse, ville jeg nå til en landsby, men jeg var ikke enig med mig selv om, hvorvidt jeg turde løbe risikoen og forcere byen, der lå under heftig granatregn. Der var dog ikke tid til lang overvejelse, for der, hvor jeg stod, peb geværprojektilerne om ørerne på mig, og granaterne hylede hen over mit hoved og kreperede rundt omkring med øredøvende brag.

Da jeg var bange for at løbe vild, når jeg løb uden om byen — tågen lå meget tæt — besluttede jeg mig til at løbe gennem byen. Og jeg løb bogstavelig talt med livet i hænderne. Hvert øjeblik måtte jeg søge dækning i et eller andet hul; men omsider nåede jeg gennem byen og — helskindet.

Nu gjaldt det om endnu at komme ned ad en vej, der var omkring ved en kilometer lang, men den lå under meget stærk artilleriild. Fjenden havde vel nok iagttaget, at denne vej var meget befærdet. Her havde tyskerne også opstillet en mængde batterier, som det fjendtlige artilleri søgte at få ram på. Af selve vejen var der egentlig ikke meget tilbage. Den var fuldstændig oprevet af granater. Jeg var igen heldig og kom uskadt ned ad vejen, men jeg var så udmattet, at jeg næsten ikke kunne løbe mere.

Jeg gik ind i en dækning til artilleristerne. De gav mig en tår kaffe. Det livede lidt op, og — endelig nåede jeg da tilbage til det gamle kloster.

Det engelske artilleri sendte dog også sine granater herhen, men virkningen var dog ikke så ødelæggende som længere fremme. Den  værste fare var overstået. Resterne af første kompagni var samlet her. Jeg var den sidste, der ankom. Mine kammerater hilste på mig med glæde. De havde for anden gang troet, at jeg var faldet, og i kompagniets rapport havde man allerede opført mig som savnet.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

28. juli 1916. Kresten Andresen: Håber at Gud stadig er med mig og giver mig den lod, som han holder for bedst

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der fra slutningen af juli 1916 befandt sig ved Bapaume.

Den 28. juli 1916

Kære far og mor!
Nu er jeg efter nogle hårde dage kommet tilbage i en roligere stilling og er uskadt på liv og lemmer. Forrykt eller nervøs er jeg heller ikke blevet, skønt der var al mulig grund til det. Det så virkelig til tider sort ud, men jeg var mærkelig rolig, og trommeild vænner man sig også til, skønt I kan jo nok forstå éns stemning, når man sidder i et lille jordhul og der i timevis hugger svære 28 cm granater ned rundt om.

En sådan luftmusik, som her var, har jeg i mine levedage ikke hørt. Englænderne er forfærdelige modstandere, og nu har de fået de sorte tropper hertil også, i et styrkeforhold siges der, at der er to sorte for hver hvid.

Nu er jeg for denne gang kommet helskindet ud af det og håber, om jeg end skulde komme derud igen – hvad jeg ikke tror – Gud stadig er med mig og giver mig den lod, som han holder for bedst.

Jeg vil bede jer sige morbror Hans Peter, at jeg foreløbig ikke ser mig i stand til at skrive noget til almanakken. I må også undskylde brevet lidt, for jeg har i mange døgn ingen søvn fået; nu i nat har jeg fået et par timer; vi ligger ellers på bar jord eller graver os ned og sover siddende. Som oftest har vi ikke kunnet løse oppakningen og tage kappen over, og så kan man ikke sove for kulde. Så begynder først benene at blive kolde. Men mærkværdigvis er jeg under disse forhold bleven helt rask, skønt jeg i længere tid har haft influenza og dårlig mave; det mærker jeg slet ikke mere. 

Endelig i dag har jeg fået post, efter at jeg intet har fået de sidste 10 dage. Der var en hel del pakker: to med smør, en med skinke og en med kiks og heilkraft. Mange tak for dem. Og tak for brevene af 16. og 19. juli. Jeg håber, at I har fået nogle af mine breve også. For fremtiden skal jeg nok se at skrive så tit, som jeg kan komme af med brevene. Og så vil vi håbe, at disse skrækkelige tider snart er forbi. Mange af mine kammerater er sårede, men ingen faldne. Gudskelov.

Andet komp. har jeg slet ikke set truffet. Den eneste, jeg har mødt, er Rasmus Nissen fra Lendemark, han kom i fuldt løb ude fra forreste stilling og gjorde et meget forstyrret indtryk; vi gav hinanden hånden, men måtte hver til sin side, da shrapnellerne hvæsede over hovedet på os. Lille Karl Hansen fra Skærbæk har fået en shrapnelkugle i det ene ben. Han var et øjeblik før henne at snakke med mig og var meget nervøs og urolig. Det glæder mig sandelig, at han er sluppet så godt fra det.

Nu skal I ikke være urolige for mig, jeg stoler fast på, at jeg nok skal komme hjem igen. Så mange kærlige hilsner fra

eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

26. juli 1916. Jakob Moos ved Somme: “Stanken var ulidelig. Vi var kommet i helvede.”

Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 kom til Somme-fronten.

(… fortsat)

Vi lå i tre dage i anden linie. Så fik vi befaling til at afløse tredie bataillon, som lå i første linie.

Da vi led meget af tørst, ville jeg gerne have lidt drikkevand med mig. Jeg løb derfor tilbage til landsbyen for  at forsyne mig; men da jeg kom tilbage, var kompagniet allerede rykket frem.

Det var imidlertid blevet højlys dag, men der var ikke andet for end at styrte frem over markerne, og som ved et under kom jeg intet til.

I  landsbyen havde jeg set ting, der fik det til at løbe iskoldt ned ad ryggen på mig. Det var ikke blot det uhyggelige kaos af sammenstyrtede huse, men der fandtes lemlæstede lig i hobetal, og der var en fæl lugt. Samtidig hamrede granaterne ubarmhjertigt ned i byen.

Da jeg endelig var nået ud til mine kammerater, blev der stor glæde. De troede nemlig, at jeg var faldet.

Vestfront Stormet skyttegrav

Her i første linie var vi ustandseligt udsat for en rasende trommeild, og vi måtte belave os på, at der kunne blive stormet hvert øjeblik. Vi var ikke ukendte med artilleriild, men dette her overgik i  voldsomhed alt, hvad vi hidtil havde oplevet. Mange af vore  kammerater faldt, og foran og bagved vor usle grav lå døde soldater spredt ud over terrænet.

"Hvor døden rasede." I Baggrunden Bourlon Byen og dens nermeste Omegn ligg[er] [--] 40. ødelagte Tanks

Stanken var ulidelig. Vi var kommet i helvede. Her havde død og elendighed herredømmet.

Der var ingen af os, der regnede med at slippe levende bort. Vi var imidlertid allesammen så medtaget, at man nødvendigvis måtte trække os ud af linien, og da der kom budskab om, at vi skulle afløses, havde vi kun een tanke, og det var at hytte skindet, indtil afløsningen kom.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

25. juli 1916. Verdun: Træning for stormen

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gjorde krigstjeneste ved RIR88, der i juli ankom til Verdun

Nu begyndte træningen til vor opgave, som bestod i at erobre et område ca. 7-800 meter dybt fra fort Vaux over mod forterne Tavannes og Souvillers og så holde stillingen i fire dage, hvorefter vi ville blive afløst af en ny division, der så skulle bryde igennem til Verdun. Det første magtede vi at gennemføre: det sidste lykkedes ikke.

Træningen bestod i først og fremmest at bringe os fysisk i form efter de syv måneders skyttegravsliv i en forholdsvis rolig stilling. Men her gik det ikke som under rekruttiden i Aabenraa med, at vi for frem med et »Sprung auf marsch, marsch« og så storme stillingen med hurraråb. Nej, vore øvelser var mere realistiske: Håndgranatkastning, rulle en skyttegrav op, brug af flammekastere osv.

Den 20. juli okkuperede vi et større ubeboet areal ved byen Loisson, der lå endnu tættere ind på Verdun, og her fortsattes øvelserne på bataljons- og regimentsbasis, hver dag ledet af regimentsføreren, en både dygtig og sympatisk oberst.

Området, som skulle erobres, var blevet nøje udforsket og kortlagt i forvejen, så tyskerne havde nøjagtig rede på, hvor franskmanden lå og havde sine udbyggede støttepunkter. Disse blev markerede, og de forskellige delinger fik deres opgaver som at likvidere en maskingeværrede i et stenbrud og længere til højre at ødelægge nogle minekastere, der var installeret i en hulvej o.s.v., o.s.v. – men alt dette på øvelsesbasis. – Ja, alt var planlagt i de mindste enkeltheder.

For os menige var det i grunden en ret behagelig uge. Når vi havde klaret vor opgave, så var vort arbejde jo slut, og vi kunne ligge og sole os, mens officerer og underofficerer var til kritik hos obersten, så det var lige så meget træning og uddannelse af disse, det hele tog sigte på.

Til sidst fik vi alle af obersten forklaret, hvordan alt skulle foregå: Natten mellem den 30. og 31. skulle stormstillingerne besættes, hvorpå alle skulle holde sig skjult efter bedste evne for så den 1. august klokken fire om morgenen at være parate til angrebet.

Efter en forberedende trommeild på seks timer – altså klokken ti – skulle angrebet startes, idet alle kanoner nu skulle »Feuer vorverlegen« med 100 meter, mens vort infanteri i hurtigt tempo skulle fare frem og så »rulle skyttegraven op«, næsten inden de derovre kunne nå at få hovedet løftet op over dækningen. –

Så kom det, der kaldtes »Feuerwalzen«: Altså for hvert minut flytte spærreilden 100 meter frem, mens infanteristerne i hælene på alt dette søgte at erobre grav efter grav, så hele aktionen kunne blive afviklet i løbet af en halv snes minutter; og det klappede fuldstændigt, som det var planlagt.

Men her ved oberstens redegørelse fik vi et indblik i det store koordinerings- og planlægningsarbejde, som staben udførte, og det gjaldt alle våbenarter, artilleri, minekastere med videre, så lidt respekt fik vi da for dem, der efter vor mening »ellers ikke bestilte noget« – staben altså.

Kompagniet var jo på 250 mand, men de 50 var afkommanderet til skrivestue, køkken, håndværkere, sygebærere, telefonister o. s. v. Af de resterende 200 mand dannede 150 angrebskæden, mens 50 blev tilbage for at bringe forsyninger frem til kamptropperne m. m. –

Jeg slap for at komme med blandt stormtropperne, da jeg sammen med fem andre blev udtaget som stafetløber, der skulle holde forbindelsen mellem bataljon og regiment intakt.

DSK-årbøger 1970

22. juli 1916. Jakob Moos ankommer til helvedet ved Somme: “Hele horisonten var et eneste flammehav”

Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 kom til Somme-fronten.

(… fortsat)

Vi hørte ustandseligt den heftige kanontorden, og vi vidste, at vi skulde frem i den. Vi ventede kun på ordren til fremrykning.

Ventetiden er det værste af det hele. Når først man er fremme, midt i det hele, går det altid lettere. Forplejningen bød på det allerbedste.

To gange om dagen fik vi en varm ret, godt med kød. Det var ellers noget, der var sparsomt tildelt. Om eftermiddagen den tredie dag blev der ved parolen oplyst, at vi skulle være beredt til at rykke frem om aftenen klokken ti. Vi så tavse på hinanden, men så fik vi travlt med at skrive hjem, og for mange blev det det sidste brev. Endnu en  gang serveredes god mad, lige så meget vi kunne få ned; der  uddeltes tobak, cigarer, ja endogså vin. Officererne var ligefrem helt venlige og kammeratlige imod os.

Regiment 86 010 Feltkøkken

Da klokken var ti, var det bælgmørkt, og kompagniet tiltrådte marchen fremad. Uden for byen, hvor vi havde frit udsyn, mødte vi et  storslået syn. Hele horisonten var et eneste flammehav. Slaget var i fuld gang, og luften var fyldt med et vanvittigt spektakel.

Efter en times march gjorde vi holdt ved landsbyen Ligny. Kaptajnen formanede os til at holde sammen, ikke at blive nervøse, for når vi nu var ude på den anden side af landsbyen, var vi i kamplinien. Han ville  især henlede vor opmærksomhed på en korsvej, som vi skulle  passere. Dette skulle ske i hurtigt løb.

Så gik det videre. Kaptajnen var i spidsen. Ti minutter senere fik vi den første granat. Den gik ned lidt til højre for os, men i vort  kompagni kom ingen til skade.

Kort efter nåede vi korsvejen. Som  ved et trylleord satte vi alle i stærkt løb. Vi rendte, som om vi var gale, og vi kom alle uskadte over det farlige sted. Foran os lå et gammelt munkekloster, Aucur de la Boye. Der hørte en stor herregård til klosteret, men både det og gården var skudt sønder og sammen. Vi søgte ly og læ bag klosterets murværk og ventede på nærmere ordre.

1916-06-13 LIR84 Otto Theodor Wagner - Karten von Bruder Willy von der Westfront 1916

Den kom ret hurtigt. Kompagniets tre delinger skiltes og gik hver for sig frem, tværs over markerne. Her nåede vi en chaussé. Vi gik i gåsegang ned ad den.

Det blev en forfærdelig vandring. Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde i mit liv har været med til noget lignende.  Granaterne eksploderede rundt omkring os, shrapnels over vore hoveder, geværkugler piftede og hvinede om ørerne på os. Fra alle sider lød skrig og jammer. Rækken blev tyndere og tyndere; men frem gik det.

Rundt omkring os var det mørk nat. Vi passerede en landsby og kom ned i en hulvej, som førte op til en anden landsby, der lå oppe på en bakketop. Landsbyen lå under et frygteligt artilleribombardement fra fjendens side.

Langs med hulvejen stod flere tyske batterier, der fyrede løs alt det, de kunne. I hulvejen lå også på den ene side en lang række mennesker, tæt sammenpakket. Man kunne ikke se, om de var levende eller om de var døde, og for at få vished om sagen bøjede jeg mig ned og tog fat i benene på en af dem. Men i samme øjeblik råbte lian arrigt: »Hvad vil du?« Jeg fik travlt med at komme videre.

Vi nåede hen til et sted, hvor vejen førte under en jernbanebro. Her var der lidt dækning. Kaptajnen kaldte korporalerne hen til sig for at instruere dem. Jeg fik ordre til — selv om jeg ikke var korporal — at løbe frem med mit mandskab til et træ, som stod ca. hundrede meter foran os på en mark. Det var ret utydeligt at øjne det. Derefter skulle vi svinge til venstre og fortsætte vort løb, indtil vi nåede en grøft.  Den skulle vi besætte.

Vi sprang frem fra granathul til granathul. Af og til snublede vi over en falden soldat, men da vi nåede grøften, var vi kun tre mand tilbage af vor gruppe.

Lidt efter lidt samledes resterne af kompagniet, og der ankom også enkelte, der var blevet borte i mørket. Vi lå her i anden linie, men fuldstændig uden dækning.

Vi lå oppe på en bakke, og første linie lå fem hundrede meter længere  fremme på marken. De lå hele tiden under et skrækkeligt  bombardement. Jord, træer, sten fløj hushøjt i vejret.

DSC_0158_ruiner_vestfront

Vor linie blev ikke ramt. Granaterne gik hen over vore hoveder og ind i landsbyen  bag os. Der var der ikke et menneske.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

20. juli 1916. Jakob Moos ankommer til Somme-fronten

Jakob Moos fra Holm på Nordals gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. I juli blev hans regiment sendt til Somme-fronten. Det skulle afløse det hårdt medtagne Füsilierregiment “Königin” Nr. 86.

(… fortsat)

Næste dags morgen klokken otte marcherede vi videre, men allerede efter en halv times march gjorde vi holdt og fik lov til at smide os ned i grøften. En time senere kørte en mængde lastbiler  frem. Saa vidste vi, hvad der ventede os.

Med omkring ved tredive mand paa hver vogn kørte vi nu fremad i hele tre timer. Da vi omsider standsede, blev vi helt overrasket ved at høre en frygtelig artilleriild. Den var på grund af bilernes støj og larm helt undgået vor opmærkomhed.

Vi var nået til en lille landsby, Bancourt. Hele første bataillon blev indkvarteret på en herregård, og her opholdt vi os i tre dage.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

20. juli 1916. Somme: “Tåge, gas, røg og støv gør fronten usynlig selv på kort afstand”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Således oprandt den 20. juli, en stor slagdag. Den ramte regimentet i stærk rystet tilstand. Den ene halvdel af dets kompagnier havde lidt svære, den anden halvdel betragtelige tab. Ingen af kompagnierne var friske mere.

Også füsiliererne nerver var stærkt rystede. Ti dage i åben stilling, delvist i morderisk ild, næsten uden søvn. Forplejningen kom kun frem meget uregelmæssigt. Først kunne madhenterne og feltkøkkenet ikke finde frem, som det ofte var tilfældet med nye stillinger. En anden gang kunne madhenterne ikke komme frem for spærreild. Så var måske opmarchvejene gasset til, eller kunne køkkenet være ramt af en granat. Hvis det ellers alt sammen lykkedes, så var portionerne rigelige, for de faldnes rationer kom de levende til gode.

Ikke mindre opslidende end disse legemlige afsavn var den følelse at være fjenden materielt underlegen. Således var det ikke lykkedes vort artilleri at bringe de minekastere i Belloy til tavshed, der i dagevis havde drevet kompagnierne til fortvivlelse. Ammunitionen slog ikke til. En minekaster på vor side ville have været sat ud af spillet på få timer. Således måtte füsilierernes blod udligne fjendens tekniske og materielle overlegenhed.

I sådan en stemning skulle füsiliererne udholde det hårde angreb den 20. juli.

Fordelingen den dag var følgende: i fronten lå fra højre til venstre 8., 5., 2. og 4. kompagni, bagved i beredskab 7., 6., 10. og 9. kompagni. Regimentsreserve omkring Berny og ved banedæmningen foran Miséry var 11., 12. og 13. kompagni, og som divisionsreserve trukket helt frem til vejen Berny-Horgny 1. og 3. kompagni, eller rettere hvad der var tilbage af dem.

I de tidlige morgentimer bliver samtlige reserve- og artilleristillinger gasset til. Langt ind i bagterrænet er der gaslugt.

Fra kl. 5 om morgenen tung mineild, fra kl. 6 trommeild mod hele regimentsafsnittet samt mod infanteriregiment 85. Det er det kraftigste, man ind til nu har hørt. Tåge, gas, røg og støv gør fronten usynlig selv på kort afstand. Kort efter kl. 6 er samtlige telefonforbindelser ødelagte. Ind til 20 km ind i bagterrænet ligger byerne under beskydning.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

17. juli 1916. Somme: “En ligefrem overvældende og ubegribelig ammunitionsmængde”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 17. juli. I de tidlige morgentimer – det er vindstille – skyder modstanderen med gasgranater mod Berny og de nærliggende dalsænkninger og hulveje. Derved bliver færdslen gjort vanskelig, på nogle strækninger umulig. Tabene er dog ringe.

I Licourt falder I bataljons adjudant, løjtnant Remmers, ved en fuldtræffer.

Fra middag til kl. 10 uafbrudt stærk artilleriild, stærkest på venstre fløj. Omkring 600 miner går ned på den højre bataljon. 6. kompagni har svære tab og bliver afløst af 8. kompagni. Den ammunitionsmængde, som fjenden har til rådighed, er ligefrem overvældende og ubegribelig.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

15. juli 1916. Somme: Svær effektskydning

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.

Den 15. juli om middagen var der svær effektskydning på III bataljon og venstre fløj af II bataljon.

På Romervejen lå der konstant spærreild.

Om eftermiddagen skød franskmanden sig ind på vigtige punkter i terrænet bagved ved hjælp af tre flyvere.

Kl. 6 kom der trommeild, 9., 10. og 11. kompagnis grave blev svært beskadiget. II bataljon ville afløse sine frontkompagnier, men den fjendtlige spærreild gjorde det umuligt. 5. og 6 kompagni havde denne aften særligt svære tab.

Füslilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen

22. juni 1916. Kresten Andresen: “… der kom mærkværdigvis ingen til skade”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i juni 1916 befandt sig ved Douai.

Den 22. juni 1916

Kære forældre!
Jeg skrev til jer i går; men jeg har nu gjort mig til forsæt at skrive alle lige dage, så vidt muligt da. Men så må I heller ikke vente brevene så lange.

Jeg er endnu i ro og bliver det til mandag aften. Vi har det helt hyggeligt her; bor i en arbejderkoloni, som hører til en kulskakt. De fleste huse står tomme; hvor beboerne er henne, ved vel ingen. Vi har for det meste dejligt vejr, og det falder svært at tænke sig, at I hjemme har regn og kulde. Her er mange gode venner, og vi besøger gensidig hinanden, går små ture sammen o.s.v. Byen her bliver ikke beskudt, så vi kan da nyde roen i den henseende, men der bliver jo ansat en hel del i tjeneste fra kompagniet, hvad der just ikke er så morsomt.

I dag eksercerede vi ude på en mark. Så kom der engelske flyvere, og vi måtte smide os plat ned, hvor vi stod. Flyverne blev imidlertid stærkt beskudt af vort artilleri, og det varede ikke længe, før shrapnelkuglerne suste ned rundt om os, men der kom mærkværdigvis ingen til skade.

Mange hilsner til Bodil og Johanne og jer fra jer hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve