Tag-arkiv: artilleri

20 januar 1918: “… vi fyrede i “hurtig ild” fra om morgenen til hen på eftermiddagen.” Frederik Tychsen i blodig kamp

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten ved Fuß-Artillerie-Bataillon Nr. 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 20. januar gik vi om morgenen tidlig til stillingen. Vi sang det meste af vejen, eller vi fløjtede. Vi gik gennem Hochlede og den sædvanlige vej ud til stillingen ved “Wilden Mann”. Vi var næppe kommet derud, før vi blev ordret til kanoneme. Englænderne greb an.

Angrebet var voldsomt, og vi fyrede i “hurtig ild” fra om morgenen til hen på eftermiddagen. Pludselig blev vi afbrudt af en voldsom eksplosion. 3. Skyts var eksploderet. “Rohrkrepierer”. 3 – 4 store nedslag af svært kaliber kom samtidig med røreksplosionen, og der opstod et øjebliks forvirring.

(fortsættes under billedet)

“Rohrkrepierer” – en granat, der sprænges i kanonløbet

 De fleste løb tilbage, uden at bryde sig om de sårede. Dem lod de ligge.

Jeg løb imidlertid hen til 3. Skyts, og da krudtdampen og røgen fra nedslagene var borte, fandt jeg Obergefreiter Helferich og kanoner Desselmann ligge hårdt såret og kanoner Bernhard var let såret. Helferich havde fået en tommelfinger revet af, og Desselmann havde fået et svært skud i halsen. Pulsåren på venstre side af halsen var i stykker. Begge var besvimet.

Desselmann havde tabt meget blod. Jeg trak huden ud omkring såret, tog et stykke sejlgarn op af lommen og bandt det omkring huden, sådan, at blodet ikke kunne komme ud. Dernæst viklede jeg forbindingsstof omkring halsen på ham, hvorefter jeg ordnede Helferichs sår. Jeg bandt hånden af, så blodet blev standset, forbandt såret, og lidt efter lidt kom Helferich til sig selv. Jeg bar Desselmann tilbage, Helferich kunne gå alene; Bernhardt var allerede gået tilbage.

På min vej tilbage mødte jeg Officiersstelvertreter Würstenhagen. Han spurgte mig, hvor vi kom fra, hvor de andre var osv. (denne begivenhed bragte mig jernkorset). Desselmann var livløs og bevidstløs, jeg sørgede for, at han kom på feltlazarettet, hvor han straks kom under behandling, og senere fik jeg et kort fra ham, at han befandt sig vel.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

6. januar 1918 – Jens Thomsen: “… at vi straks vidste Besked — nu vilde han gribe an.”

Et afslaaet Angreb.
(Feltbrev til „Flensborg Avis”.)

Den 6. Januar 1918.
Natten er mørk, meget mørk, Maanen kommer først frem Klokken 12 og Klokken er først syv om Aftenen. Jeg er lige kommen ud i Granathullet og har afløst min Kammerat med hans Betjening. Jeg er nemlig ved et Maskingevær-Kompagni og er Geværfører; foruden en saadan gaar der tre eller fire Mand med ud i Linjen som Skytter. Den Geværfører, som jeg havde afløst, var nu gaaet ind i Houthoulst-Skoven i Reserve.

Den første Mand af min Betjening stod paa Vagt. Da pludselig begyndte Fjenden at lægge Trommeild paa mit Afsnit. Selv stod jeg ved min Vagtmand, da han var temmelig ny i Fronten, og spejdede ud i Mørket. Intet at se, blot Lynene af Granaterne og Shrapnellernes Eksplosioner blænder Øjet; efter et Kvarters Tid er det atter stille. Den første og den anden Time gaar rolig, Klokken 8,48 aabner Fjenden atter sin Trommeild, og denne Gang paa en saa forfærdelig Maade, at vi straks vidste Besked — nu vilde han gribe an.

Trommeilden tog til og alt paa et kort Afsnit, saa vidt jeg kunde fastslaa. En Dobbeltpost havde jeg opstillet for straks at være rede til at skyde, naar Fjenden kom. Et Teltstykke havde vi over os, det var det hele. Sprængstykker raslede imod og igennem dette Stykke Lærred. Klumper af Jord fløj ned paa os, uden at gøre os nogen Skade. Den ene Vagtpost fik et Sprængstykke paa den ene Arm, men det havde ingen Kraft til at slaa igennem. En anden Skytte, som laa hos mig, fik et Sprængstykke imod Haanden.

— Giv Agt! raaber Skildvagten, og med det samme fløj en Granat ned i min Fordybning. Den eksploderede dog ikke, men den ene Side af Fordybningen begravede os til Dels. Kort derefter kom nok en anden og satte sig ved Siden af den første. Heller ikke den eksploderede; det var vidunderlig, saadan et Held som vi havde — hvis blot en af de to var eksploderet, saa havde vi alle været i bore. Men Held maa man have i Krigen, siger Kammeraterne og saadan var det ogsaa her.

Efter halvanden Times Forløb ophørte Ilden, og Englænderne kom i Sneskjorter frem til Angreb. Dog havde vi opdaget dette i Tide. Saa let skulde det ikke blive for ham at trænge ind i vore Linje; pludselig satte alle Maskingeværer deres Ild i fuld Gang, og efter en halv Times Forløb var Kampen endt — Angrebet var afslaaet. Nu begyndte vore Sanitetstropper at bjærge de saarede, Fjender faavel som Venner. Resten af Natten forløb roligt. Saadanne Foretagender sker hver Nat paa Fronten i Flandern.

Gefr. Jens Thomsen, Ballum.

(Fra Flensborg Avis 23. januar 1918)

31. december 1917. Frederik Tychsen holder nytårsaften ved Vestfronten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

 Nytårsaftensdag kom, og den sædvanlige middagsspisning blev udsat til om aftenen. Nu er nytårsaften en stor begivenhed i Tyskland, de kalder den for Sylwesteraften – en aften på hvilken enhver tysker helst skal være fuld, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre, og denne skik skulle gerne holde sig også her ved Vestfronten.

Nogen officiel fest var der ikke tale om. Vi spiste vor aftensmad som sædvanlig, den var tilstrækkelig og efter omstændighederne god, vi fik så hver 1 liter øl og den sædvanlige ration snaps. Nogle flere cigarer end ellers, men intet overflødigt. Hvad vi ville have mere, måtte vi selv købe i kantinen. Efter aftensmaden sad vi som sædvanlig, når vi var i kvarteret: nogle spillede, nogle læste, andre sang eller skrev breve, der blev fortalt historier, og nogle sad i dybe tanker eller søgte ensomheden for at sende en tanke hjem til de kære, eller for at søge stilhed for Herren.

Lidt efter lidt begyndte stemningen at stige, der var flere der sang, der blev hentet vin og likør, ja, alle, der havde penge, strømmede til kantinen for at fa dem omsat i spiritus. Jeg deltog ikke i drikkeriet, og for at undgå fristelsen gik jeg til seng, dvs. lagde mig på brixen, der var i et hjørne, og derfra kunne jeg betragte livet ugenert. Ved tolv tiden var dem, der havde haft nogen penge, temmelig berusede. Obergefreiter Maas havde faet fat i en flaske ”Cacao de Cream”. Han rejste sig og holdt en tale, der dog mere blev til en brægen: ” 1914 drak vi brændevin, 1915 drak vi brændevin og rom, 1916 drak vi øl og brændevin, men 1917 drikker vi cacaosnaps”.

 Lidt før 12 rejste Unterofficier Reesen sig (han var overlærer i civil) og sagde: “Das alte Jahr im tausendneunhundert und sibzen geht bedenklig seinen Abschluss entgegen” (det gamle år nittenhundredeogsytten gør betænkelig sin undergang i møde). Dette gentog han hele tiden, og mere fik han ikke sagt. Et par minutter før tolv stormede eller dinglede alle ud af døren, de tog karabinerne med, pistoler, revolvere osv. og så knaldede de løs i luften i det uendelige. Jeg stod op og gik ud for at høre og se på herligheden, og det kan nok være, at der blev skudt. Allevegne både ud til fronten og ved siderne og tilbage, så langt, øjet kunne nå blev der skudt ganske kolossalt.

 Ude i stillingen drønede kanonerne både hos os og hos englænderne, og så alle bag fronten, der havde noget at skyde med, fyrede løs og lyskugler og lysraketter blev sendt til vejrs i titusindvis. Det hele drejede sig om 10-15 minutter – så var det nye år skudt ind, og ligeså voldsomt, som det begyndte, ligeså hurtigt tog det af. Mens det stod på, var det ganske oplyst, næsten som om dagen, det var i sandhed et prægtigt syn – men det var jo også nytårsskydning ved fronten.

Efter skydningen kom mandskabet ind i barakken igen, og drikkeriet fortsatte. Lidt efter lidt gik de i seng. Unteroff. Reesen lå nederst i en seng; oven over sov Unteroff. Jæger. Sengene var noget primitive, og Unteroff. Essel gik hen og trak i forenden af dobbeltsengen. Han rev enden ud, Unteroff. Jæger dumpede ned på Unteroff. Reesen, begge faldt på gulvet – alle var de mere eller mindre beruset – der blev en ganske mægtig hallo.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

25. december 1917. Julenat i en granathul i selskab med Gud

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern. Han har beskudt englænderne fra en fremskudt kanon indtil kl. 12.00 – og indstiller så skydningen resten af natten.

Vi stillede en mand ud, der holdt vagt. Vi var således kommet til ro og lå tæt sammenpakkede i den sødeste søvn. Vi fik ganske pludselig en fæl overraskelse. Engelskmændene havde vel opdaget gnisterne fra det korte kakkelovnsrør, for ganske umotiveret sendte han den ene salve over gården efter den anden, og det var granater af et svært kaliber, han sendte over.

En af de første granater slog ned lige foran kældervinduet og trykkede muren ind i kælderen. Stenbrokkerne fløj ind over os, og vi greb vor gasmaske og stålhjelm og skyndte os op af kælderen og bort fra huset.

Vi løb til alle sider, og det havde begyndt med at blæse og sne; jorden var allerede ganske hvid. Der var ingen andre tilflugtssteder end granathulleme, og dem sad vi i rundt omkring gården i ca. 500 m. afstand.

Englænderne blev ved med at beskyde gården ret voldsomt, og han indstillede skydningen først i morgenstunden ved 8-tiden.

I denne lange julenat sad vi i granathullerne, medens sneen føg os
om ørerne. Det var en ualmindelig lang julenat, jeg sad alene i et hul, jeg syntes, at jeg følte trang til at være ene denne nat, og de tanker, der går igennem ens hjerne under slige forhold, formår jeg ikke at nedskrive.

Men sikkert er det, at man beder til Gud af hele sit hjerte, og han forlader ikke den, der frygter ham af et sandt hjerte.

Jeg sad med frakken slået op om ørerne, dog sørgede jeg for at have
rigelig med tøj om vinteren, jeg havde altid to overfrakker og et par ekstra tæpper. Men tæpperne var blevet liggende i kælderen.

Ved 8-tiden om morgenen fik vi ordre til at skyde. Vi skrabede sneen af kanonen og ammunitionen og skød i ca. 4 timer, altså til middag på 1. juledag.

Sneen lå smukt over hele landskabet, så der var i grunden nogen julestemning. Men tankerne om hjemmet og ønskerne om at komme hjem fyldte sindet hele tiden, og det var også det eneste  samtaleemne i julen.

Ved middagstid gik vi tilbage til det andet hus, der lå i nærheden af den egentlige stilling ca. 2½ km længere tilbage. Her fik vi imidlertid varm mad og juleposten. Vi fyrede i kakkelovnen og lagde os til at sove en dejlig søvn, som vi godt kunne trænge til efter den lange nat.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

22. december 1917. Drukslagsmål mellem artilleristerne

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Lidt før jul flyttede vi kanonerne et par km til højre for “Wilden Mann”. De tre kanoner stod bag et hegn og 1 km. bag ved lå et hus, der var ubeskadiget. Her boede vi, når vi ikke skød eller arbejdede.

Den 4. kanon lå 2-3 km. længere fremme. Den blev anvendt til at beskyde visse punkter, der lå langt bag den engelske front. Den stod i en have ved en gård. Gården var delvis skudt i stykker.

Betjeningerne var skiftevis ved 4. kanon. Det var længere at gå, og denne plads blev mere beskudt af englænderne.

Batteriføreren og officererne havde en stue, der lå i nærheden af de 3 kanoner, og hvor også den øvrige betjening lå. Vi lavede os nogle brixe og rettede os rigtig hyggeligt ind i gedestalden med døren i gavlen mod vest. Vi fik en kakkelovn anbragt, og rummet var ligefrem hyggeligt. Vi lavede et lille bord og et par bænke. Der var forholdsvis rolig. Dog skød vi hver eneste dag, ligesom vi også blev beskudt, og det var ikke sjældent vi blev beskudt med gas.

Men fra mørkets frembrud til det blev lyst igen sad vi i huset, og om natten sov vi. Ganske vist blev der skudt hver eneste nat, men det kunne besørges med en kanon, og så skiftedes vi til at skyde hver 3. eller 4. nat.

Når vi så sad i huset, sørgede vi for at have noget at putte i kakkelovnen. Brændet tog vi rundt omkring, hvor vi kunne få fat i det, og hvor der var noget. Kl. 4 tændte vi lyset, et ”Hindenburglys”, dem fik vi udleveret, men de kunne ikke slå til, men så skaffede vi os dem på en eller anden måde, eller vi fik dem sendt hjemmefra, men lys havde vi næsten altid.

Så blev der spillet kort, dam og skak. Der blev holdt snak, fortalt historier, læst og så sov man, når man følte trang til det, og tiden blev i grunden ikke lang. Dog var der jævnlig småforstyrrelser: Så kom der ammunition, så skulle der kløves brænde til officererne, så skulle der en ordonnans snart her, så derhen, der var jævnlig noget, men så var det jo, at hver mand sørgede for at smutte udenom, så godt det kunne lade sig gøre.

Køkkenvognen kom om aftenen. Det var et lysglimt i tilværelsen. Foruden den sædvanlige proviant, der bestod afbrød, lidt ost, pølse, en gang imellem lidt smør, leverpostej osv., fik vi tobak, cigarer og cigaretter samt snapsen. Jeg byttede altid cigaretterne med cigarer, da der var mange, der kun røg cigaretter.

Det var særlig spændende med postsækken. Der kom pakker, aviser og breve; middagsmaden var nogenlunde varm, men som regel for knap og lidt tynd. Så kunne vi sende brevene med tilbage, for her havde man lejlighed til at skrive hjem. Vi fik også brevpapir og postkort udleveret.

Min betjening var på dette tidspunkt en ret broget sammensætning. Den bestod af følgende:

1. Varras, østpreusser, arbejder. Han var meget ubehagelig, når han havde nydt spiritus. Han var en kraftig mand på ca. 40 år.
2. Johan Winkler, rhinlænder. 19 år. Asylbam, stærk og meget hidsig.
3. Grabowski, polak. 25 – 30 år. Fabriksarbejder.
4. Beckmann. 18 år. Dortmund. Minearbejder.
5. Karl Skumia, glaspuster, Schlesien (Libau). 19 år.
6. Hylsmann. Bielefeld, Vestfalen. 20 år. Væver.

En aften havde disse kadetter fået for meget at drikke, og medens jeg lå på brixen, spillede de kort.

De blev uklar over spillet, og det endte med vild slagsmål. Jeg lå på brixen og hørte, hvorledes de havde drillet Johan Winkler, indtil denne blev rasende, greb en økse og slog om sig med denne.

Han fik Hülsmann og Grabowski maset ned ved kakkelovnen sådan, at Grabowski fik hovedet hen imod den varme ovn, samtidig dunkede Winkler Grabowski med økseskaftet i ansigtet. Grabowski skreg ganske uhyggeligt, jeg tænkte til at begynde med, at det må de selv ordne, men så opdagede jeg, at situationen var temmelig alvorlig, og så sprang jeg ned af brixen og fik Johan revet bagover.

Han ville nu også gå løs på mig, men jeg fik ham hevet ud af døren, og så lukkede jeg for ham. Grabowski kom på benene med et forbrændt baghoved, næsen blødte, og han så farlig ud. Hülsmann var intet kommet til.

Imens jeg forbandt Grabowski, havde Winkler fundet en vognstang og med denne begyndte han at dundre på døren, og efter 5-6 stød gik den i stykker, og nu begyndte han at gå løs på os aldeles rasende.

Grabowski kunne ingen ting, Hülsmann flygtede ind under brixen, og så jeg stod ene tilbage, men da jeg ikke kunne undgå ham, greb jeg ham i halsen, klemte til, og så faldt han sammen.

Jeg smed ham ud af døren igen, og så faldt han ned i en skyttegrav, der var lige for enden af huset, og den var fyldt med sne. Her lå han nu og kom til sig selv.

Lidt efter gik han grædende ind til batteriføreren, løjtnant Wiederholdt, og meldte ham hele sagen. Der blev nu forhør i sagen med det samme, og jeg blev tilkaldt og måtte afgive en længere forklaring.

Imens sad de andre ude i vort opholdsrum, de havde faet en flaske snaps, som de var ved at dele, og da jeg kom tilbage, var de gode venner igen. Jeg meldte til løjtnanten, at de var forligte, han kaldte så hele betjeningen til sig og holdt en tale for os, hvor uforsvarlig slig en sådan opførsel var i fjendeland lige foran fjenden.

Da han havde holdt sin tale, opfordrede han Winkler og Grabowski til at række hinanden hænderne og så love hinanden gensidig tilgivelse og troskab. De gav hinanden hånden, men så omfavnede de hinanden og kyssede hinanden. Det var flaskens indhold, der havde virket, og nu blev de så hjertelige over for hinanden. Løjtnanten lo, og det gjorde vi andre også. Vi gik så om i stalden, og så lagde vi os til at sove.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

15. december 1917 – Peter Knudsen: “Granaterne slog ned rundt omkring os”

Peter Knudsen stammede fra Vogelsang i Töstrup Sogn få kilometer nordvest for Kappeln ved Slien. Han modtog læsestof fra Pastor Nic. C. Nielsen og sendte ham af og til et brev fra fronten. Knudsen var i 1917 Ersats-Reservist ved Infanterie-Regiment Nr. 28´s 4. kompagni, der lå i Flandern.

Im Felde d. 15 Detz 1917

Kære Hr. Pastor!
Deres kære Brev har jeg modtaget mange Tak derfor. For 3 Dag[e siden] er vi komne her til Meulebecke mellem Roilers og Kortryk og ligger her i Ro men inden Jul gaar det atter i Stilling d. 18 fejer vi her Festen[.]
Det gaar mig ellers Herren være takket godt, han den kære Frelser har atter flere Gange bevaret mig. En Gang floj en Granede ned lige for min Fod og dog kunde jeg gaa udskadt videre[.] Verdens Børn sige der har du havdt Lÿkke eller det platte Sold[at]erudtryk ”hast aber Schwein gehabt,” dog vi ved det er Herren der saa let kan bevare, ham Midler fattes ej.

Da vi blev afløste og gik i Reservestillingen[,] hvor vi boede i Baracker[,] blev en syg og slap og kunde ikke følge med. Jeg blev hos ham og Komp gik i Gåsegang videre[.] det er forfærdelig besværligt gennem Morasten som undertiden gaa til over Knæerne. Vi 2 gik saa helt langsomt bagefter, kom i den mørke Nat fra Stien og pa en Gang satte den engelske Artillerie forfærdelig an[,] Granaterne slog ned rundt omkring os; hvor nu hen[?] overalt kun Sump og store Granathuller, vi råbte til ham som har sagt kald paa mig paa Nødens dag og jeg vil udfri dig. vi fandt den rette Sti og kom lykkelige efter 6 Timer atter til Komp som for 2 Timer vare komne, Vejen er vel kun 7 Kilometer. Men Morasten gør Vandringen saa besværlig. Paschendale vil længe være i min Erindring.

Tak o Herre for din Naade og Godhed.

Min Broder Georg har i Gaar skreven fra Rumænien, det er jo nu meget rolig der. Vi vil haabe at Aaret 1918 vil bringe Freden, men give England ikke efter er vist endnu svære Kampe i vente her i West.
Min kære Moder maa jo lide meget dog hun er glad i Herren og skrive snart er jeg hjemme og staa for Tronen, hvad gør det da om Solen har os brendt.

Nu ønsker jeg Dem Kære Hr. Pastor en velsignet Julefest
Kærlig Hilsen sender fra Flandern Deres unge Ven P. Knudsen.

(Brev i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)

11. december 1917 – H.P. Hanssen: “et kort Besøg i de forreste Infanteristillinger”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede det blandt andet som medlem af den tyske rigsdag i Berlin. Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen. Den 8.  december havde fået besked om at hans søn var såret, og var straks rejst ned til ham.

Dagen efter blev jeg kaldt til Divisionslægen, som udtalte sig meget anerkendende om min Søn, der som Bataillons-Forplejningsofficer bl. a. ogsaa havde sørget for, at Divisionens Lazaretter altid var velforsynede med alle Fornødenheder. Han trøstede os med, at Faren nu var overstaaet, om 4 Maaneder vilde han forhaabentlig atter kunne sidde i Sadelen!

Da jeg kom tilbage til Hotellet, kom Regimentsadjudanten og overbragte mig en Indbydelse fra Bataillonschefen, Grev Blücher, til Middag hos Staben. Jeg vilde blive afhentet Kl. 12. Da vi kørte opad Dalen, var Vejen dækket med Kulisser, ved begge Sider af Vejen var Markerne fulde af Granathuller. Officeren, som ledsagede mig, sagde: „Naar Franskmændene skaaner Mühlhausen, er det sikkert kun, fordi de regner bestemt med at faa den ved Fredsslutningen.”

Ved Bordet spurgte Officererne mig meget ivrigt, hvorfor der ikke blev bygget Tanks, og jeg mærkede hurtigt, at de nærede en meget stærk Frygt for dette nye engelske Angrebsvaaben. Jeg svarede: „Alt hvad Tyskerne kan skrabe sammen af Arbejdskraft og Materiale anvendes til Bygning af Undervandsbaade. Det betragter Hærledelsen som vigtigere.”

En enkelt Ytring af Bataillonskommandøren, Grev Blücher, kastede et skarpt Strejflys over mange Officerers Tænkemaade. Greven udtalte sin stærke Misbilligelse af en ny Regimentsbefaling, hvorefter det var bleven Officererne forbudt at medtage „Souvenirs” og mere brugelige Ting fra de besatte Landsdele. „Vi laa,” sagde han, „forleden indkvarterede paa et smukt monteret fransk Slot. Jeg fandt der det dejligste Sévres Porcelæn og Krystal. Men maatte nu lade det staa. I Grunden er det jo ganske meningsløst, nu bliver det dog slaaet i Stykker, og hvor megen Glæde kunde jeg ikke have haft af det hjemme i Tyskland.” — Kommentarer er overflødige.

Staben laa en Mils Vej fra Mühlhausen og en tre Fjerdingvej fra den yderste Frontlinje. Bataillonskommandøren spurgte mig, om jeg havde Lyst og Mod til at tage en Tur med ham ud til den. Jeg svarede ja. Vi fik et lille Ponykøretøj og kørte af Sted. Først ud ad den samme, med malede Kulisser og Straaforhæng overdækkede Vej, som skjulte al Passage for Franskmændene. Et Stykke ude maatte vi stige ud og gaa videre til Fods. Markerne var nu helt øde, oprevne af Granater og overgroede med Ukrudt fra forrige Sommer.

Vi kom ind i den forreste Artilleristilling, hvor den kommanderende Officer, en Kaptajn, med Stolthed viste os, at hans Dækning Dagen før havde modstaaet en svær Fuldtræffer. I Luften over os svirrede fire franske Flyvere, paa hvem de tyske Batterier vedligeholdt en livlig Kanonade. Smaa hvide Shrapnellskyer omgav dem paa alle Sider, men det generede øjensynligt ikke Flyverne. Det store Rum var udenom.

Jeg blev præsenteret som tysk Rigsdagsmand og Artilleriofficerens første Spørgsmaal til mig var atter: „Hvorfor bygger vi dog ikke flere Tanks? Ser De Marken derovre,” fortsatte han, „ad den vil der en Dag bryde Tanks frem. Vi kan sende dem et Par Salver, paa det indøver jeg mit Mandskab, men naar de er affyrede, er vi i Virkeligheden værgeløse. Det er absolut nødvendigt, at Hæren faar Tanks.” Under mine følgende Samtaler med Officerer gentog det samme sig Gang efter Gang. „Tanks! Tanks! Tanks!” lød det fra alle Sider. Det var tydeligt nok, at Englændernes sidste Angrebsvaaben er meget frygtet.

Efter endnu at have aflagt et kort Besøg i de forreste Infanteristillinger, kørte et Par Officerer mig tilbage til Mühlhausen. Paa Gaden stødte jeg uventet sammen med Byens Repræsentant i Rigsdagen, Emmel, som saa meget mørkt paa Situationen. Dagen efter rejste jeg hjem.

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925, s. 179-81)

3. december 1917. Frederik Tychsen opdager en spion!

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.

Om morgenen flyttede vi over i en betonunderstand, her fik vi et rum anvist, og her boede vi ret sikkert, indtil kommandoen var forbi. Det var kun et ganske lille rum, der var lige 4 brixe, et lille sammentømret bord, et par bænke, en kakkelovn samt en telefon, der satte os i forbindelse med de andre understande.

Her sad vi sikkert, dvs. hvis ikke englænderne skød med et kaliber, der var over 24 cm.

En eftermiddag, medens vi sad og hyggede os, kom der en soldat og bad om lov til at måle understanden op, han angav til grund, at vi stod over for en offensiv, og så skulle han nøjagtig vide besked med, hvor mange mand en sådan understand kunne rumme.

Han havde en meterstok med, han målte flere steder, men noterede ingen ting, og han stak heller ikke meterstokken ind i hjørnerne (det var ikke nødvendigt, at måle dem, generalstaben vidste meget vel, hvor store de var, og hvor de lå).

Dette forekom mig noget mistænkeligt. Han var Gefreiter og talte med en iblanding af saksisk accent.

Han spurgte efter den næste understand, og så gik han. Da han gik hen til den anden understand, telefonerede jeg over til dem, at de skulle undersøge manden, når han kom. De stod parate til at tage imod fyren, og det viste sig, at det var en engelsk spion. Han blev ført tilbage, og vi hørte ikke mere til ham (dog er han næppe blevet skudt).

De, der arresterede ham, fik jernkorset, Jeg fik ingen ting.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

2. december 1917 – Mathias Damm: “Franskmanden spiller op til Dans hver Aften”

Mathias Damm var landmand i Gøttrup, og var blevet indkaldt i foråret 1915. I efteråret 1917 tilhørte han Infanterie-Regiment Nr. 129, der befandt sig nord for Rheims.

Søndag den 2 Dec 17.

Kære Moder!
Mange Tak for Pakke 28 og et Brev fra den 26 som jeg modtog igaar. Ser at i have faaet Pakken med Jærnkorset. Det sendte jeg med en, der reiste paa Orlov. Det er her meget koldt og Storm idag. Og vor Barakker er utædt, saa det er lidt koldt, thi vi have jo heller ikke saa meget at fyre med som i Rusland. Pakken jeg skrev om har nok været fra Klautoft. Saa det behøver ingen at bryde Hovedet med mere. Naar Du har det, kære Moder, maa Du nok sende mig en Pakke uden No. engang imellem. Thi nu er det lidt knap især da det er koldt og man er den hele Dag i Bevægelse. Og saa tidt det er lidt tørret regner det, saa man ælter rundt i Kridt og Kalk, saa det er en Lyst. Jeg kan foreløbig ikke forstaa hvordan Champagnevinen har faaet sit Navn, thi den er sikkerlig ikke af Kridt og Kalk.

At jeg er bleven tykhovedet, er ikke saa, saadanne moderne Udtryk har jeg ikke hørt i Rusland og ialfald ikke paa Dansk.

Jeg er idag bleven mønstret, eller rettere mine Pjalter, om de vare værdige til at ombyttes mod ny. Nutildags bliver man forestillet for den ene Beklædningskommission efter den anden, inden man kan faa en ny Klædning. Jeg har endnu den samme som i Sommer og Trøien har jeg snart 1 Vi Aar. Haaber nu snart at faa nye. Det gøres ogsaa nødig. Det ere koldt med saadanne opslidte Pjalter og lappe kan man hver Dag.

Franskmanden spiller op til Dans hver Aften omkring KJ 5. Det varer saa en ‘A – Vi Time, saa er det atter rolig, vore gør naturligvis ligesaa, og saa hører det sig bagfra ud, som om det var meget værre. Vi ere jo et godt Stykke bagved Fronten. Vi øve, nogle med M.G. jeg ved min gamle Trop og s.v. hele Kompagniet er snart afkommanderet. Jeg faar minsandten kolde Fingre herved. Saa jeg maa hellere holde op. Derfor mange Hilsner til eder alle fra eders Søn og Broder
Mathias.

(Renskrift af Alan Damm, Museum Sønderjylland – Museet på Sønderborg Slot, N.12.11)

20. november 1917. “Ca. 300 Tanks krøb sikkert og støt frem imod de tyske Linjer …”

Den anonyme “Chr.” gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment Nr. 84.

Den 20. November Kl. 7 Morgen aabnede det engelske Artilleri et Bombardement paa vore Stillinger med en Virkning, som om Verden skulde forgaa.

Understandene gyngede, og det var umuligt under Beskydningen at slippe ud af dem. Det tyske Artilleri havde skudt hele den foregaaende Nat for at svække Angrebet, men ganske uden Virkning, og da det engelske Artilleri tog fat, forstummede det tyske næsten ganske.

I Ly af Artilleriets tilintetgørende Ild gik engelske Tanks frem til Angreb. Et kæmpemæssigt Opbud af ca. 300 Tanks krøb langsomt, men sikkert og støt frem imod de tyske Linjer, spyende Død og Fordærvelse omkring sig. Disse Tanks lod sig ikke standse af nogen Ting, de gik over Lig, over Granathuller, over Skyttegrave og trængte efterhaanden langt ud over de tyske Linjer og afskar i Løbet af 2 Timer flere Regimenter.

Tyskerne ydede en fortvivlet Modstand, og det kom i Løbet af den sidste Time til forbitrede og blodige Nærkampe.

Al Modstand var forgæves. Efter de 300 Tanks fulgte det engelske Infanteri, som i Løbet af Formiddagen sendte 12,000 tyske Fanger tilbage. Blandt dem var ogsaa alle de overlevende fra 84ernes 2. Batl. Ved Haurincourt den 20. Novbr. 1917 fandt Bataillonen sit Waterloo. Dets Saga var ude. Vi var afløst for bestandig.

Jeg laa under Bombardementet i en lille Understand og ventede paa, at Ilden skulde dø hen. Ved 9:30 Tiden syntes jeg, det blev »Opholdsvejr«, og jeg krøb derfor frem af mit Skjul.

Vore egne saa jeg intet til. Jorden var gennemrodet af Granaterne. I en Sænkning et Stykke borte laa en havareret Tank. Flyverne kredsede over og bagved de tyske Linjer, hvor jeg nu ogsaa saa de engelske Tanks i Virksomhed. Jeg følte mig ene og fremmed, forladt og afskaaret, og jeg var klar over, at jeg nu var i Fangenskab. Jeg løb tilbage til Understanden for at samle mine Ting sammen. Mens jeg var optaget heraf, hørte jeg nogen rumstere oppe ved Indgangen.

Der var flere, som talte sammen, men i et Sprog, jeg ikke forstod. Det var Englændere. Der lød Skud, og Kuglerne peb ned i Understanden til mig. De deroppe raabte noget, jeg ikke forstod. Jeg stod alene midt paa Gulvet og vidste ikke mit levende Raad. Skulde jeg forholde mig rolig, eller skulde jeg gaa op til dem?

I det samme hørte jeg en Genstand komme hoppende ned ad Trapperne. Jeg vidste, det var en Haand-granat, og at i næste Nu vilde Understanden ryge i Luften med mig. Hvordan skulde jeg kunne redde mig fra Granatstumperne og fra den Geværammunition, som laa opmagasineret i Understanden, og som sikkert vilde blive antændt samtidig? De Sekunder, der gik, indtil Haandgranatens Eksplosion rystede Rummet, var nogle af de længste og værste, jeg har oplevet. Da Eksplosionen endelig kom med et voldsomt Brag, sad jeg sammenkrøbet bag en Smule Afklædning ved Siden af Døren. Understanden kom i Brand, og en kvælende Røg fyldte det snævre Rum. Jeg havde nu Valget imellem at indebrænde eller berøve mig selv Livet. Jeg havde fat i Revolveren, spændte Hanen og løftede den mod Hovedet.

Men — nej, det kunde jeg alligevel ikke. Flammerne slikkede, og hvert Øjeblik kunde Geværammunitionen ryge i Luften.

Jeg sprang mod Udgangen. Muligvis stod Englænderne deroppe og ventede mig med en ny Haandgranat. Muligvis var de gaaet deres Vej. Det var min eneste Chance. Saa krøb jeg ud, op ad Trapperne og naaede ud i det fri — uskadt.

Der var ingen til at tage imod mig. Jeg var lige saa ene som før.              

2—300 Meter bagved de tyske Linjer saa jeg det engelske Infanteri i stadig Fremrykning. Jeg vendte mig og saa til den anden Side og opdagede nu to Skotter oppe paa Understanden med et Maskingevær. Jeg rakte begge Hænder i Vejret for at tilkendegive, at jeg var i deres Vold. De lo af mig og gjorde Tegn til, at jeg skulde komme nærmere.

De gloede paa mig og spurgte, om jeg havde et Lommeur, hvad jeg benægtede. Saa tog de mit Armbaandsur og gjorde Tegn til, at jeg kunde gaa.

Jeg gik i Retning af Hulvejen, og kom til det Sted, hvor Bataillonsstaben holdt til under Slaget. Det Syn, som mødte mig i Hulvejen, kan ikke tolkes med Ord. Blodet flød fra Døde og Levende, der laa i Bunker mellem hinanden. Her i denne Hulvej søgte de sidste Rester af 84’ernes 2. Bataillon sammen, efterhaanden som de trængtes tilbage af de angribende Englændere. Til sidst var der kun Bataillonskommandøren, Kaptajn Soltau, hans Adjudant, Løjtnant Elson, og nogle faa Mænd tilbage.

Soltau kæmpede som en Løve. Selv saaret holdt han ud med de sidste. Med sin Revolver som Vaaben laa han mellem Skytterne i den haabløse Kamp mod de angribende Tanks. Da han saa, at alt var ude og Stillingen var afskaaret, gik han ned i Bataillonsunderstanden, skød først sin Hund og derefter sig selv; han vilde ikke i Fangenskab. Det samme gjorde hans Adjudant.

Da jeg kom til Understanden, var de forlængst døde, og engelske Officerer var i Færd med at gennemrode Understanden efter Kort og andre Papirer.

Ogsaa Soltau var en god og retfærdig Officer. Han havde som ung Løjtnant tjent ved Garnisonen i Haderslev, og var ikke ukendt med Forholdene i Nordslesvig. Engang, mens han gik forbi i Skyttegraven, hvor jeg sad og læste i »Modersmaalet«, standsede han, pegede paa Bladet og sagde: »Na, sind Sie auch einer von denen« — — ? Men han ventede ikke paa Svar, klappede mig blot paa Skulderen og gik videre. Det lille Træk karakteriserede Manden. Ved Verdun fik alle Nordslesvigere ved Bataillonen en Dag Ordre til at møde, Kaptajn Soltau vilde tale med dem Anledningen var, at ikke saa faa Nordslesvigere efterhaanden ikke vendte tilbage fra Orlov, men gik over Grænsen til Danmark. Det var af den Grund paalagt ham at tage Nordslesvigerne ordentlig i Skole. Men Soltau indskrænkede sig til at sige: »Kinder, seid vernünftig!«

Jeg blev endnu engang omringet af engelske Soldater, som spurgte efter mit Lommeur. Jeg viste dem Lommekniv, Pung og hvad jeg ellers havde, men det vilde de ikke have. Tilsidst maatte jeg udlevere mit Lommeur, som en af dem puttede til sig. I min venstre Lomme sad en halvlang Pibe, som jeg havde reddet ud af Understanden, og som var mig næsten dyrebarere end Uret. En saadan Indretning havde Englænderne aabenbart ikke set før. De tog den, endevendte den og betragtede den undrende fra alle Ender og Kanter. Jeg vilde meget nødig af med Piben og rakte Haanden frem for at faa den tilbage. Enten har jeg eller ogsaa de misforstaaet Situationen, thi i det samme sprang en af dem frem imod mig med fældet Bajonet, og var jeg ikke skyndsomst sprunget til Side, var jeg ganske utvivlsomt blevet gennemboret for Pibens Skyld. Saa maatte jeg ogsaa opgive den, og efter nogen Tids Forløb blev jeg sammen med andre tyske Fanger ført tilbage. Jeg og en til bar en saaret engelsk Soldat imellem os.

Det tyske Artilleri skød nu kraftigt. Vi skulde igennem denne Ild og havde saaledes endnu paa det sidste en Chance for at blive ramt af vore egne Granater. Vi slap dog ogsaa helskindede gennem denne Skærsild, men kun for at gaa ind til en ny.

Undervejs tilbage kom vi forbi en engelsk Forbindingsplads, og det var os her en Tilfredsstillelse at se, hvorledes engelske og tyske Soldater med samme Saar fik nøjagtig ens Behandling; der blev ikke gjort Forskel, fordi nogle var Fanger. Vi fik Kiks og The og blev derefter ført tilbage til et Sted i Nærheden af Bapaume.

Overalt vrimlede det med tyske Krigsfanger. Englænderne var ikke forberedt paa at modtage 12,000 paa en Gang fra et saa forholdsvis lille Omraade. Der var ingen Steder, de kunde faa os anbragt, de kunde ikke overkomme at faa os bespist. I 3 Døgn stod vi pakket som Sild i en Tønde paa et indhegnet Stykke Mark. Stod op Nat og Dag og uden at faa hverken vaadt eller tørt. Det var en forfærdelig Tid.

Almanak for  Nordslesvig 1935, s. 62-95.

20. november 1917. Engelske tanks ved Cambrai: “Uhyrerne kommer stadig nærmere”

C.J. Beuck  var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84). Han blev senere tysk præst i Aabenraa.

Det var kl. 7,25 om morgenen, da med et slag en trommeild satte ind. Det var “trommeild” i ordets sande betydning; det trommede på vort dækningsrum og stillingen i det hele taget. Med et ryk farer jeg op. Det trykkende rum er kun sparsomt belyst af en acetylenlampe. Jeg ser endnu for mig ganske tydeligt, hvordan jeg halvt oprejst stirrer ind i  lyset, idet jeg støtter på en arm og støder hovedet mod loftet. Finnern er vågen i samme øjeblik og kommer med det samme. Jeg siger til ham:”Finnern, nu bliver det alvor; nu kommer englænderne!” “Javel, hr. løjtnant.”

Jeg løber halvvejs op ad dækningsrummets trappe og kan gennem udgangen se ud i den gryende dag. Jeg ser en uopholdelig lynen og bragen; sjældent har jeg oplevet noget lignende. Det var umuligt at gå ud og havde iøvrigt også været meningsløst. Jeg sætter mig på et trappetrin og venter. Uafbrudt trommer det videre; det er, som om helvede er sluppet løs; skyttegravsvæggene styrter sammen; det ene krater bliver dannet efter det andet; jern suser summende og klirrende gennem luften. Men efter forløbet af kun et kvarter holder ilden op hos os; den er forlagt længere bagud. Jeg får Finnern til at række mig gasmasken; han spørger mig, om jeg ikke også vil have min frakke; jeg afslår: i den forestående kamp vil jeg  være så uhæmmet som muligt – senere har jeg bittert måttet fortryde, at jeg ikke tog frakken med; i måneder måtte jeg fryse forfærdeligt, indtil min frakke hjemmefra indtraf i England.

Jeg styrter ud, “Koch-vejen” er næsten ikke til at kende igen. Jeg løber til de nærmeste dækningsrum, da de første folk allerede kommer ud; hurtigt besætter de skyttetrinene. Jeg løber frem og tilbage for at se efter den til højre. Pludselig råbes der: “Hr. løjtnant, der kommer tanks!” “Hvad! tanks?” Jeg springer op på et skyttetrin og vil ikke tro mine egne øjne. Som en skyttelinje, men ikke af soldater, engelske khakiuniformer, men af små pansrede huse, kommer de mod os, og de “små huse” bliver til kolosser. I  dusinvis ser vi dem.

Da jeg er kommet mig over den første målløse forbavselse – sådanne tingester havde vi jo endnu aldrig set – brøler jeg bare ud; “Skytteild!” Og skuddene farer ud af løbet – og preller af på pansertårnene som ærter på en blikdåse. Uhyrerne kommer stadig nærmere; det synes dem helt ligegyldigt, om vi skyder eller ej. De to forreste kompagnier må være fuldstændig løbet over ende; der er intet af dem at se eller høre. Jeg kigger mod højre ind i dalsænkningen: og sandelig! da er de allerede kørt ind over vore linjer og kommer os nu i ryggen. Min anden deling er allerede afskåret fra os.

Da farer der også skud hen over vore hoveder; tanks’ne skyder med deres små kanoner. Stadig nærmere kommer de uden ophold. Af støtte fra vort artilleri er der ikke det mindste spor; det er for svagt, men også generet af tåge. Da bliver det helt klart for mig; vi kan intet udrette her; tanks’ne vil ganske enkelt køre hen over os og skyde os ned. Hvad er der at gøre? Da kommer løjtnant Saucke med resten af sit 6. kompagni; han skubber sig gennem vor grav videre gennem K 2 linjen mod venstre; jeg følger efter med min folk: vi vil hen til hulvejen.

Denne, der løber lodret ned i stillingen, er spærret af fældede træstammer, der er faldet tværs over vejen; her kan tanks’ne ikke komme frem. 5. kompagni forsvarer fra hulvejen et stykke af K 2 linjen; også i selve hulvejen indretter vi os til forsvar. 6. kompagni står til venstre for os og ud over hulvejen. Her er vi mere beskyttet. Vi har et langt tilbageblik ind i terrænet til Ribécourt og Flesquières; Til højre og venstre er fjenden brudt langt igennem, ja, allerede trængt  igennem disse byer; vi danner endnu en forsvarsø i den fjendtlige stormflod. Til halv højre, foran os og til halv venstre samles tanks’ne; vi er som et sammenrullet pindsvin, og tanks’ne er piggene.

De kommer ikke længere; vi opholder dem; det forstærker vor vilje til at holde ud. Sammenbidt klamrer hånden sig til kolben: vi vil sælge vort liv dyrt! Så let skal de ikke få os! Jeg kigger mig bagud, om der ikke kommer noget støtte; men intet er at se; tanks’ne behersker den brede slagmark. – Vi undrer os over, at fjenden ikke rykker nærmere, men grunden er enkel:  hvis der viser sig levende væsner, de brune englænderuniformer, henter de sig blodige hoveder. Det engelske infanteri viser sig sandelig ikke fra sin tapre side i dag; det vover sig ikke frem foran sine tanks; kan tanks’ne ikke komme videre, bliver også infanteriet liggende bag dem.

Alle, der endnu har en arm, skyder, også officererne. Et maskingevær, der står posteret på et gunstigt sted, har ingen ammunition mere. Jeg sender bud til  kaptajn Soltau, hvis dækningsrum ligger længere tilbage på hulvejen, og beder om ammunition; Ordonnansen kommer tilbage med den besked, at der intet er, forstærkning vil sikkert snart komme, vi skal blot holde ud. Soltaus sidste melding til regimentet sluttede med sætningen: “Vi holder os til sidste mand.” Vi har ikke længere håb om forstærkning, men alligevel: vi bliver stående! “Det lykkedes kun få at undslippe”, således kan man læse i  beretninger om dette slag eller om lignende forløb. Os havde det også kunnet “lykkes”, hvis ikke vor pligtfølelse havde fået os til at blive.

Timerne udrinder! Vi har betydelige tab; døde og sårede fylder vor grav; Tanks’ne har skudt sig helt godt ind på vor grav og på hulvejsranden; vor modstand forringes.  Jeg kommer næppe til besindelse; tanken om et muligt fangenskab  har slet ikke strejfet mig; Øjeblikket kræver anspændelse af alle kræfter og tanker. – Jeg går hen til kaptajn Soltau. Da jeg betræder bataljonens dækningsrum, står han  med blottet overkrop midt i sit opholdsrum; hans adjudant, løjtnant Elson, løjtnant af reserven Saucke og løjtnant af reserven Langfeldt er tilstede. Hurtigt udveksler vi vore opfattelser af situationen.

Soltau er såret i ryggen. Han siger til mig: “De overtager føringen af bataljonen.” Praktisk har det ikke meget at sige; Vi er nu kun en håndfuld  folk tilbage. Jeg går ud foran igen. Klokken er ca. 11,30. Nu rykker fjenden frem. Tanks’ne skyder stærkere og mere systematisk; jeg såres let på halsen. Mens én lægger en forbinding om halsen på mig, råber en: “Løjtnant Hallum er lige faldet”, en anden: “Nu  kommer de ned ad hulvejen.” – Nu er det ved at være forbi. Hvordan det hele afspilledes i disse minutter, ved ingen mere nøjagtigt. Vi hørte senere, at kaptajn Soltau og løjtnant Elson var gået ind i en sidegrav til venstre; her er de faldet næsten samtidigt.

I min nærhed, rundt omkring mig er der 2 Vizefeldwebel og 10 til 12 mand. Kampen er overalt forstummet; det er uhyggeligt stille. Fra højre og venstre, gennem hulvejen, kravlende mod os, indeslutter fjenden os. Yderligere modstand er nytteløs. Jeg lader de menige gå ned i en minegang. Med mine to Vizefeldwebel står jeg foran mineindgangen, til højre for mig Vizefeldwebel Jacobsen, til venstre for mig Vizefeldwebel Frahm. Pladsen er så snæver, at vi rører hinanden. Vi har stillet vore geværer ved siden af os lænet op ad væggen.

Der er næppe forløbet et minut, før en lang kanadier kommer til syne ved vejkanten overfor, vel 8 til 10 meter borte. Da han ser de tre tyskere, lægger han geværet til kinden og skyder. Med et skrig falder Frahm tilbage; min venstre arm opfanger ham; han  er skudt midt igennem brystet. For anden gang hæver den “tapre” sit gevær mod os; igen rammer hans skud: Jacobsens højre arm er splintret; en vanvittig smerte trækker gennem ham. Hvornår bliver det min tur? Fuldstændig rolig hæver fjenden geværet for tredje  gang og sigter; jeg  venter et skud; endnu  holder min venstre arm den sårede kammerat og den højre den anden; alle tre ser vi, stående oprejst, fjenden i øjnene: da sænker han  geværet, strækker sin arm ud mod os og siger: “Come on!” Jeg vender mig om og råber min sidste ordre ind i dækningsrummet: “Kom ud!” Og de kommer ud, nedkæmpet, viljeløse.

Straks bliver vi omringet af en stor skare “Tommys”. Men et mærkeligt syn viser sig for os. Næsten alle har deres hjelm i hånden, fyldt med “Souvenirs” af enhver art: Ure, jernkors, punge,  lommeknive o.s.v. Begærligt tigger de om tingene; hvis én ikke straks er føjelig, hjælper bajonetten. En griber ud efter mit jernkors af I. klasse; jeg afværger, hæfter det langsomt af og vil stikke det i bukselommen, men rasende hænder river det fra mig.

Pludselig kommer jeg i tanker om en ramme patroner, som jeg har i lommen. Hvis kanadierne opdager den, kan de  – fulde som de er – i deres dumhed  anse den for at være et skjult eksplosivt stof. Jeg henter den op af lommen og vil ubemærket lade den falde til jorden. Men næppe ser de Tommyer, der står i en tæt kreds omkring mig, det, før de med funklende øjne og blottede tænder lader 4-5 bajonetspidser pege mod mit bryst. Det er som på knivens æg. Idet jeg trækker på skulderen,  ser jeg roligt på dem en efter en  uden at vende blikket fra dem, – da sænker de bajonetterne. De søger sig andre ofre.

En viser os med hånden retningen; vi skal gå hen imod de gamle engelske stillinger. Da løsnes de sidste timers spænding, og et hult tryk lægger sig på mig: jeg er fanget! Fanget! – Hvilket kosteligt gods frihed er, ved kun den, der har været fanget! – Måske vil en anden påtage sig at tegne et alment billede af fangenskabets lidelser; jeg tror da, at det lader sig indføje et eller andet sted inden for rammerne af vore “Erindringsblade”.

Af Regiment 84’s historie

4. november 1917 – Fra Efterretningssektionens journal: En dansk grænseoverløber

Under verdenskrigen indsamlede det danske militær løbende oplysninger fra Sønderjylland. De blev samlet af Generalstabens Efterretningssektion og løbende indført i en journal. Oplysningerne kom fra mange forskellige kilder, og var af svingende pålidelighed, og de kan derfor ikke uden videre tages for pålydende.

Detachmentet mod Fcia.

Paategning paa Melding fra Lunderskov-Afsnittet: Oplysninger fra en Desertør. Melding er saalydende:

Den paa Andet Bro optagne Desertør Navn er Carl Emil Rasmussen, der er født i Odense, og hvis Fader er bosiddende i Nyborg som Redaktør og Vægter.

Han er dansk Marinesoldat, permitteret 17/2 14. Han sejlede paa Amerika til Foraaret 1917. Rejst 24/4 over Gedser til Berlin efter at være ansat som Jernbanearbejder af en tysk Agent Kjøbenhavn ved Navn ”Fülsing”; da han kom til Berlin fik han Ordre til at skulle arbejde paa en Fabrik i Meisen i Sachsen. Fabrikken ligger udenfor Byen i en Landsby, der hedder Mehnen. Her arbejdede han i 3 Maaneder for en Kontrakt, som man sagde, at han havde underskrevet, men man havde kalkeret hans Navn over fra Jernbanearbejderkontrakten.

Han kom nu til ”Røde Kro”, hvor han arbejdede paa en Fæstning (med Cementfundament og Opstilling af Kanoner). Dette varede 7 Uger, hvorfra han blev sendt til Aarøsund, hvor han arbejdede paa et Batteri mod Lillebælt (Støbning af et Krudtkammer), dette varede i 3 Uger, og dette er nu 4 Uger siden.

Kontrakten ophørte nu, og han søgte derfor i Haderslev Pas til Danmark, og da dette blev nægtet, om Tilladelse til at søge Arbejde paa Landet. Denne Tilladelse opnaaede han paa Betingelse af, at han skulde søge Plads gennem en tysk Agent. Han fik nu Plads paa Domænegaarden Lundgaard ved Knagmølle og var her 14 Dage. Han gik fra Gaarden iaftes Kl. 6, svømmede over Kongeaaen, hvorfra han gik N. paa, indtil han standsedes af Post Nr. 2 og indbragtes til Vagten. Da han svømmede over Aaen, blev der affyret 2 Skud efter ham.

Kosten var særlig sløj i Sachsen: 3 pund Kartofler, 1½ pund Rugbrød og 50 g Fedtstof o.l. Den varme Mad bestod af varme Roer, malet Græs og Kløver. Mel og Gryn fandtes ikke. Soldaterne ved Grænsen har det bedre, faar saaledes 1 pund Brød om Dagen. For 14 Dage siden stormede Kvinder og Børn en Slagterbutik i Flensborg.

Arbejdstiden var 12 Timer daglig med en Løn af 72 Pf.p. Time.
Manden har intet Kendskab til Styrkeforhold, men vedlagde følgende 2 Skitser, som han har tegnet efter Hukommelsen af de Fæstningsværker, hvor han har arbejdet.

(Disse Oplysninger er fremskaffet af Kornet Ahrenfeldt, der var Vagtkommandør paa Andet Bro). ”Desertøren” var civil og afleveredes til Gendarmstationen Skodborghus.

Det er den samme Mand, som er omtalt i Detachmentets Melding 190 af 1/11 dst.

(Bilaget aftegnet; i E-Arkivet)

(Rigsarkivet København, 0201-018, Generalstaben, Generalstabens Efterretningssektion, 1915-1923, V. Efterretningsjournaler.)

28. oktober 1917. Sønderjysk møde ved Middelkerke: “Er der ingen fra Als hos jer?”

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres (Passchendaele).

Efter nogle Dages Forløb var jeg kommet saa meget til Hægterne, at jeg atter kunde komme ud i Stilling; den Dag, jeg gik ud, mødte jeg min trofaste Ven Peter Hansen. Da gik han syg tilbage.

Efter igen at have været nogle Dage ude i Kampen, kom vi tilbage til Middelkerke og var dér i Ro en Dag. Mens jeg gik paa Gaden og talte Dansk med en Kammerat, raabte en Stemme fra et Vindue ovre paa den anden Side af Gaden paa Dansk: „Hvor er du fra?”

Jeg sagde det og spurgte: „Hvor er du fra?” Ja, han var da fra Nordborg paa Als.

„Er der ingen fra Als hos jer?” raabte han. Jo, jeg nævnede saa Peter Hansen fra Pøl. Han raabte tilbage: „Vent lidt, til jeg kommer ned!”

Og da han kom ned, viste det sig, at her skulde jeg paany finde en trofast Ven og Kammerat. Han hed Christian Jørgensen og var Malermester i Nordborg. Vi vendte straks om og gik paany hen til Peter Hansen, som ogsaa blev glædelig overrasket.

Vi fik den Dag nyt Mandskab, 4 Mand i vor Gruppe.

Næste Morgen, da jeg kom ud af min Hule for at hente Kaffe, sad de 4 nye Kammerater ved Hjørnet af en Hule og var i Færd med at skrælle Kartofler; en Granat fo’r hvinende gennem Luften og slog ned midt i deres Kreds; alle 4 døde.

Endnu en Gang maatte vi ud i Sandklitterne. Da vi denne Gang kom derud, var næsten hver eneste Hule sammenskudt af det engelske Artilleri. Tre Gange tre Dage var vi der, saa kom vi endelig ud af denne Slagterbod, og Regimentet blev samlet i Ostende. Dér havde vi nogle rolige Dage, og blev saa i November Maaned ført op paa Jernbanestationen, indkommanderet i et Jernbanetog og kørt ned til Roulers.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).

24. oktober 1917 – Johannes Ankersen: “ved 6-tiden åbnede tilintetgørelsesilden”

Johannes Ankersen fra Flensborg tjente som løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der i oktober var kommet til Alperne for at deltage i den tyske og østrig-ungarske offensiv mod Italien.

Hvornår angrebet skulle finde sted, vidste vi endnu ikke, endelig hed det om morgenen den 24. oktober. Dagen inden skød artilleriet og minekasterne sig ind. Nu kunne det gå løs.

Om morgenen den 24 ved 6-tiden åbnede tilintetgørelsesilden, meget livligt, det må jeg sige, selvom det måske lød værre i bjergene end det virkeligt var tilfældet. Jeg stod i mit observationsstade og observerede skuddenes virkning, men kunne så ikke se mere, da røg og støv skjulte det meste. Under beskydningen gik de angribende grupper fra anden og tredje linje frem i beredskabsstillingerne. Tropperne fra første linje var allerede gået i stilling om natten. Desværre havde en af mine minekastere en rørsprængning, hvorved to mand af mandskabet døde. Det fjendtlige artilleri svarede kun megt svagt igen.

Tysk bombardement af de italienske stillinger ved Isonzo, oktober 1917 (Franz Kaiser: Das königl. Preuß. Infanterie-Regiment Nr. 63. Deutsche Tat im Weltkrieg 1914/1918, Berlin 1940)

Omkring kl. 7½ holdt ild på de forreste fjendtlige linjer op, og vores artilleri holdt nu kun de fjendtlige kanoner under ild. Jeg kikkede længere ind i dalen. Først så jeg ikke meget, kun her og der enkelte tyske soldater og mindre grupper, som gik frem, men også tilbage. Da på samme tid bjergsiden, som italienerne sad på, blev holdt under beskydning af vores maskingevær, så lod det sig overhovedet ikke fastslå, om angrebet var lykkedes eller ej. Pludselig, jeg troede ikke mine egne øjne, kom de imod os i store mængder, uden våben og svingende med lommetørklæder, tilfangetagne italienere, hele tiden flere, så at de ikke var til at få tal på. Da glædede hjertet sig.

Jeg lod nu også vores minekastere pakke sammen og bringe ned i dalen. Det var et svært arbejde og tog ret lang tid. Da var endelig var kommet ned, manglede vores køretøjer, der ikke var til stede. I mellemtiden passerede uafbrudt ammunitions- og forplejningskolonner til forbi os, alt sammen på pakdyr. Tyske og østrigere mellem hinanden. Vores division havde angrebet Isonzo-dalen, med regiment 63 i første linje. Til venstre for os arbejdede alpekorpset sig langsomt henover bjergene. Deraf kom det, at italierne stadig beskød bjergene, mens vores division befandt sig længere inde i dalen.

Italienernes tab af sårede og døde var ikke særligt stort, dog var de arme fyre til dels slemt tilredte af stenslagene, som opstår når skuddene rammer klippen. Derimod var antallet af fanger enormt. Kom de først i enkeltvis eller i små grupper, så var de til sidst så mange, at hele gaden var fuld af dem. De ankom uden bevogtning vinkende med deres lommetørklæder og spurgte, hvor de skulle hen.

Vi måtte vente længe på vores køretøjer, det var sen eftermiddag, da de endelige nåede frem. Nu kunne vi også sætte i march, men også det gik temmelig langsomt. Man kan let forestille sig, hvor overfyldte vejen var, for et var den eneste vej langs Isonzo, som kunne benyttes af vogne. Og den var naturligvis fuld af vogne af en hver art. Hvert øjeblik bremsede en kolonne op på grund af hindringer på vejen. Vi led særlig derunder, da vores heste trak så dårligt, jeg tror at folkene ydede mere end hestene. Imod os kom uophørlige strømme af tilfangetagne italienere. Alle soldaterne var godt klædt og så velnærede ud. De synes at nære store frygt for tyskerne, mens de ikke var bange for østrigerne.

(Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, oversat fra tysk)

23. oktober 1917. Den trøstesløse slagmark. Brev fra Jørgen til Inger

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Rusland, tirsdag d. 23. oktober 1917

… Jo, det var nogle slemme ture, når vi skulle ud med maden. For det var også et farligt arbejde, idet englænderne holdt vejene ud til stillingen under ild; men vi kom dog godt igennem hver gang. Det så ellers forfærdeligt ud på vejene. Somme steder var granaterne slåede ned på vejene og havde lavet nogle vældige huller så store som kulen ude i den lille mark, hvor fårene gik, og så lå der ituskudte vogne, døde heste og desværre også mennesker. Mange steder lugtede det så fælt, for hestene blev ikke begravede eller i det mindste ikke tilstrækkeligt. Og skoven, du skulle bare se, hvordan den så ud. Mange af træerne lå knækkede og oprevne med rod, for ikke at tale om de batterier, som havde fået fuldtræffere. Ja, hvem der ikke har set det, kan ingen forestilling gøre sig om, hvordan det ser ud. Længere ude ved fronten var der det ene granathul ved siden af det andet. Så ødelagt er jorden, så den er fuldstændig værdiløs. Derude i disse huller sidder soldaterne så og afventer, hvad der vil komme. Officererne boede i nogle små cementhuler, men de var heller ikke bombesikre. Hvis der slog en granat ned på en sådan, så var beboerne ødelagt, og det skete ofte

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

22. oktober 1917. “Stillingen ved Vest Rosebecke blev mere og mere ‘brenzlig'”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

Den 22. oktober blev Gefreiter Popp såret. Han kom tilbage, og jeg så ham ikke senere. Kanoner Hackmann blev såret samme dag; han døde et par dage senere på lazarettet.

Stillingen ved Vest Rosebecke blev mere og mere ”brenzlig” (dvs. farlig). Englænderne beskød os jævnlig med lettere og sværere kaliber. Vi fik ild af 5 batterier, ofte samtidig.

Mens de således tromlede på vor stilling, sad vi nede i understanden, dvs. når forholdene tillod det; men angreb infanteriet samtidigt med
artilleriet, måtte vi holde stand.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

20. oktober 1917. “En engelsk granat af svært kaliber slog ned i latrinen …”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebeke i Flandern.

I nærheden af vor stilling havde der været en mægtig latrine, denne var blevet benyttet da fronten lå nærmere Ypern, af de i ro liggende soldater.

Indholdet var dækket til med jord, men så slog der pludselig en engelsk granat af svært kaliber ned i latrinen, og hele herligheden blev slynget rundt og tilsmurte og overstænkede hele stillingen. Det kan nok være, at der blev stank. Det var lige meget, hvor man gik og hvad man tog fat på – der var latrin allevegne.

Der var uhyre mange rotter i denne stilling. De løb i rækker rundt omkring i stillingen og når vi var henne at skyde, åd de vort brød.

Det varede et stykke tid før Gefreiter Popp opdagede, hvem der tog
hans brød. Han mærkede, at hans brød forsvandt gang på gang, og han mistænkte alle os andre.

Han satte sig på lur en hel nat, men rotterne kom ret tidlig på aftenen, han opdagede dem, men han kunne ikke fange dem. Han sad så resten af natten med sabelen i hånden og ventede på dem, han ramte også et par stykker, men det forslog kun så lidt.

Når vi havde tid, skød vi dem med karabineren. I ledige timer stod vi tit og skød til måls efter håndgranater, når vi ramte disse,  eksploderede disse med et tydeligt brag, det var dog kun i de forholdsvis stille vintermåneder.

Vejen eller gangen fra og til stillingen ved Vest Rosebecke var meget vanskelig. Der lå som regel spærreild over artilleristillingeme, vi måtte næsten altid løbe det sidste stykke vej. Jordsmonnet var pløjet op af granater, og når vi befandt os i spærreilden, sprang vi fra det ene granathul til det andet.

Det var fed lerbund, og når det havde regnet, var det hele opblødt, og man sank langt ned i leret. Det kunne hænde, at man ikke kunne komme op ved egen hjælp, men kammeraterne måtte trække en op; så blev støvlerne som regel siddende. Det var ikke sjældent, at man så nogle i strømpesokkerne eller bare ben; så viklede de en tom sandpose om benet eller om begge ben, og så fortsatte de på denne måde.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

15. oktober 1917 – Ribe Stiftstidende: artilleri-terrænskydning ved Lindet kro

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Begrænsning af jernbanerejser

Den tyske jernbaneledelse har paa grund af, at trafikken stadig er i tiltagende og næsten uoverkommelig for personalet, besluttet med det første at forhøje billetpriserne paa ekstratog med omtrent 100 procent for paa denne maade at begrænse den. Desuden skal orlovsrejserne begrænses, idet 70 procent af de rejsende er militærpersoner. Forhøjelsen vil ikke omfatte persontog og skal gennemføres ved indførelse af tillægskort, der for billetpriser paa indtil 5 mark skal lyde paa indtil 3 mark, fra 5-10 mark paa 8 mark, fra 10-15 mark paa 13 mark, fra 15-25 mark paa 20 mark og fra 25-30 mark paa 30 mark. (Vognklassen er ligegyldigt, det er kun billetprisen, ekstrabetalingen gælder). Desuden vil der blive indført begrænset billetsalg til persontogene, rejsegodsets vægt maa ikke overstige 50 kilogram, togene venter ikke mere paa tilslutning, indskrænkning af søndagstrafikken og ingen opvarmning af togene.

En artilleri-terrænskydning

blev foretaget i den vestlige del af Haderslev kreds paa to steder i lørdags fra klokken 9 formiddag til kl. 5 eftermiddag. I den anleding var fra kl. 8 morgen til 5 eftermiddag landsbyerne og beboelsesstederne rømmet, eller maatte ikke forlades i følgende omraader: 1) Indenfor en linie Enemark (ved Højrup 2.), skovfogedhuset Lindet Skov, Lindet kro, Vestergaard, Arrild, Rugbjerg, Hummelhave, Allerup og Enemark. 2) Indenfor en linie Skærbæk, Øster Gasse, den kongelige skov, Gaansager, Vodder kirke, Frifelt, Ullemølle, Ullerup.

10 tyske dampere er bleven beslaglagt i Peru,

deriblandt Callao damperen Marie tilhørende rederiet M. Jepsen i Aabenraa.

Falden

Enkefru Høeg i Bøgelundsbæk ved Aabenraa har modtaget meddelelse om, at hendes eneste søn Hans er falden. Hans Høeg var djærv og frejdig i al sin færd og havde et lyst syn paa livet og fremtiden.  Hvor han færdedes i fredstid, virkede hans unge sunde livsmod velgørende og smittende. I godt tre aar har Hans Høeg været med paa de forskellige krigsskuepladser, en streng tid, der kun blev afbrudt af et lazaretophold efter et saar, han fik nede i Rumænien. Det varede dog kun kort, saa maatte han atter i forreste linie. En del læsere vil kende Hans Høeg igennem brevene fra Hans i bladet Hejmdal, hvorfra vi ogsaa her i bladet har gengivet enkelte.

Faldne

P. Paulsen og hustru i Arnitlund har modtaget budskab om, at deres søn Niels er falden den 15. september, 23 aar gl.

I tabslisten meddeles, at Sophus Ahrenkiel fra Bolderslev, Peter Lorenzen fra Kværs, Peter Orbesen fra Sønderballe og Niels Paulsen fra Arnitlund er faldne, at Peter Bojsen fra Egernsund er død af sine saar.

Saarede

Theodor Faaborg fra Løjtkirkeby er haardt saaret og at Mathias Frank fra Iller er saaret.

Savnede

Jokum Hjort fra Frørup, Knud Nielsen fra Ørbyhage, Anton Nissen fra Stenderup i Haderslev kreds og Chr. Tonnesen fra Skodborg er savnede.

9. oktober 1917. I Flandern: “Kl. 6 om morgenen angreb fjenden – det var franskmænd”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Natten til den 9. oktober sendte fjenden stærk forstyrrelsesild ned over kamp- og beredskabsterrænet. Adskillige fuldtræffere ramte beredskabsbataljonen fra regiment 58 og satte den delvist ud af spillet. Trods forstyrrelsen lykkedes med tab afløsningen af den forreste linje (III bataljon regiment 86 af III bataljon regiment 58).

Kun bataljonsstaben og 3. maskingeværkompagni var endnu oppe foran.

Da hylede en ildkraft så stor ned, at der måtte følge et angreb efter. En ulykkelig situation, ligesom i sin tid ved Moulin. Den første time efter afløsning er den svageste i forsvaret, de ny enheder har slet ikke lært forholdene at kende, deres nerver er slet ikke vænnet til de forfærdelige indtryk. Af mængden og styrken af de sidste dages fjendtlige ild kan det give et indtryk, at førerne fra III bataljon regiment 86, som skulle bringe staben for III bataljon regiment 58 til kamptroppekommandørens stilling (KTK), gik vild kun 300 meter fra dækningsrummet. De ville orientere sig efter højskoven; men denne var på to dage forsvundet. Tykke egestammer var stampet ned i sumpen.

Kl. 6 om morgenen angreb fjenden – det var franskmænd. Hans venstre angrebsgrænse var Corver-bækken, et sideløb til Steen-bækken, som løb i angrebsretningen. Nord for Corver-bækken lagde han en kraftig afskæringsild, blandet med røggranater. 58’ernes første linje blev løbet over ende, reservekompagniet ligeså.

Fjenden trængte videre frem. Han kom ind i beredskabsbataljonens zone. Denne – II bataljon af regiment 58 – var, som nævnt, allerede dagen i forvejen slemt rystet og kunne ikke yde nævneværdig modstand. Snart var fjenden nået hen foran gården Papegut, centrum for beredskabsfronten. Da standsedes hans fremrykning. Han fik i sin venstre flanke en rasende maskingeværild. Den rev nogle blodige huller i hans linjer og trykkede ham ned i kraterne.

Ilden kom fra KTK. Der havde kaptajn Brunk, fører for III bataljon fra regiment 86, løjtnant Petersen fra 3. maskingeværkompagni og nogle folk holdt ud af ansvarsfølelse, skønt de netop var blevet afløst.

Tre maskingeværer bliver bragt i stilling på bunkerens tag. De bestryger hele regimentsstillingen flankerende og trænger frem til foran 31’erne. Ved skovkanten foran Papegut bliver fjenden smidt ned i kraterne. Endnu to maskingeværer foran dækningsrummet holder alle fjender, der kommer forfra, fra livet.  Da går to nye kompagnier franskmænd frem i linje mod Papegut.  Man lader dem komme ind på 500 meter; så knitrer tre maskingeværer løs. I løbet af få sekunder bliver kompagnierne splittet ad, og så vidt som de ikke bliver ramt, søger de beskyttelse i kraterterrænet.

I løbet af eftermiddagen tilkæmpes ildoverlegenheden fra de indsatte fjendtlige maskingeværer. De tre maskingeværer affyrede på denne dag 16.000 skud!

Så vidt havde fronten hjulpet sig selv. Fjendens yderligere fremrykning blev opholdt af reserverne. Kl. 12 om middagen trådte kaptajn Bade an til modangreb med II bataljon. Han besatte den omtrentlige linje mellem KTK og Papegut. Også infanteripionerkompagniet og fjerde delingerne blev mobiliseret.

Disse spredte sig ind i II bataljon, infanteripionerkompagniet forlængede mod venstre. Kl. 6 om aftenen indtraf også løjtnant Hasselmann med sin minekasterenhed. Han var uden ordre brudt op bag fra og forlængede med sine folk linjen længere mod venstre.

Bataljonen led om aftenen kl. 8 under fornyet beskydning svære tab og blev til dels splittet ad. Den blev nu forstærket med to kompagnier 46’ere, som var stillet til rådighed for regimentet. Således kunne linjen KTK. – Mangelare holdes med en tilbagebøjet venstre fløj.

Fra disse kampe bør nævnes en episode, der viser, hvor højt mandsmod og beslutsomhed skal vurderes, selv i et materielslag.  Den sidste deling af 10. kompagni var om morgenen en 9. oktober blevet afløst og på tilbagemarch. Så satte det ind med beskydning, delingen kom ind i den tætteste spærreild. Som ved et under når de en betonbunker i Draibank og forefinder der andre folk fra III bataljon. I alt er der med føreren for 10. kompagni løjtnant Becker 15 mand.

Fra Draibank iagttager de gennem røg og tåge franskmændenes fremrykning på deres venstre flanke. De sender deres kugler ind i fjendens flanke, men kan kun forsinke hans fremrykning, ikke standse den. De må se på, at den store minekasterbunker bliver taget og besætningen – det var 58’ere – bliver ført bort. Så forsvandt en del af angriberne ind i betonklodsen, mens en anden bølge rykkede videre frem.

Nu modnedes hos løjtnant Becker beslutningen om at rydde den rede. Det støttede ham i beslutningen, at bunkeren kun havde åbninger fortil og bagtil. Således gik den lille skare med utrolig dristighed løs på bunkeren. De nåede til en side uden åbninger, fra hvis bagvæg geværer stak ud. Lynhurtigt stormer de om hjørnet; den franske post fyrer, men fejler og bliver slået ned. 86’erne trænger ind i bunkeren.

Et vildt håndgemæng udspiller sig. Skrig, skud og håndgranater. Dækningsrummets og nabogravens talrige besætninger bliver enten nedkæmpet eller flygter; resten, syv mand, bliver taget til fange. På tysk side falder én mand og to bliver såret. I rummene befandt sig endnu nogle tyske sårede. To gang forsøgte fjenden igen at sætte sig i besiddels af dækningsrummene, to gange afviste den lille skare fjenden med betragtelige tab for ham.

Kl. 2½ om eftermiddagen sendte løjtnant Becker en melding til KTK med anmodning om støtte. Ordonnansen, der med stort besvær og smidighed kæmpede sig igennem, bragte den besked tilbage, at der ikke var mandskab til rådighed, og at de selv måtte sørge for at komme tilbage.

Det var nedslående; ikke så meget fordi besætningen var bekymret for deres egen skæbne, som fordi den sidste mulighed for at vende slagets gang på dét regimentsafsnit dermed forsvandt. Disse to store dækningsrum ville sammen med dem i Draibank have kunnet rumme adskillige kompagnier, havde kunnet være kernen i en modstand af udslagsgivende betydning. Det var ikke mere muligt.

Besætningen måtte nu se, hvordan den kunne slå sig igennem; at blive ville have været vanvittigt. For et planmæssigt angreb på denne rede i ryggen på fjenden ville kun være et spørgsmål om tid. Således besluttede man sig til at slå sig igennem. De sårede måtte man med tungt hjerte lade blive tilbage; men de tilfangetagne tog man med og det som skjold. Efter at det var betydet dem, at ethvert flugtforsøg ville blive besvaret med de skarpeste midler, lod man franskmændene med hænderne i vejret danne en kreds om det lille mandskab; så gik det ellers tilbage gennem Flandern-mudderet.

Det fantastiske foretagende lykkedes. Den franske skyttelinje gjorde respektfuld plads. Uforstyrret også af det tyske artilleri og infanteri ankom denne blandede formation til Draibank. Dér befandt sig endnu et maskingevær, som kunne holde franskmændene, der fulgte i nogen afstand, i skak. Velbeholden nåede denne sælsomme trop til regimentets kampledelse i Houthulster-skoven, hvor man allerede havde opgivet folkene.

En helt anden opgave end de andre bataljoner tilfaldt I bataljon. Efter at den allerede den 7. og 8. oktober var blevet alarmeret og trukket frem, men ikke indsat, blev den den 9. oktober underlagt infanteriregiment 85. Om middagen trådte bataljonen an til modangreb langs banen Staden-Langemark. Den stødte på fjendens første bølge, gik i stilling og fordelte reserverne. Så gik den videre frem, kastede trods skarp flankeild fjenden tilbage til banegården Poelcapelle.

Om aftenen stødte den endnu længere frem sammen med fremrykkende bataljoner fra venstre. Men i mørket opstod der almindelig forvirring og blanding af enhederne. Risikoen for gensidig beskydning var stor; derfor gik bataljonen tilbage på højde med banegården Poelcapelle lige som de tilstødende enheder.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

8. oktober 1917. I en bunker i Flandern: “Ved fuldtræffere bliver folkene vanvittige”

Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev kaldt et “danskerregimentet”, fordi usædvanligt mange sønderjyder gjorde krigstjeneste i det.

Allerede om natten til den 8. oktober blev beredskabsbataljonen (II) afløst af II bataljon fra regiment 58 og gik som korpsreserve til Mispelareik.

Om dagen fik regimentet hele tyngden af den fjendtlige ild at mærke. Svære tab ved den nye beredskabsbataljon; et kompagni 58’ere blev næsten revet op. Ikke mindre i den forreste linje. Her blev på denne og de følgende dage næsten alle betonbunkere ramt og for en stor del sønderskudt.

Denne ild er anderledes end ved Somme. Nedslagene trommer ikke mere så hagltæt, til gengæld er kalibrene sværere. 20-24 cm er ikke sjældne. ”Tunge brokker”, ”kufferter” siger soldaten.

Hvor de slår ned i nærheden, forårsager de lammende forfærdelse.  Soldaterne roder med ansigtet i mudderet, hager sig med hænderne fast i en trærod for ikke at skulle springe op og som en vanvittig løbe bort. Andre kryber sammen i betonklodserne i dump fortvivlelse.

Med planmæssig beskydning er ophold her det rene helvede. Når det flandernske mudder sprøjter til himmels og jorden ligger i krampe, så gynger klodsen op og ned som et skib på bølgerne. Slemt er det, når den bliver underskudt, d.v.s. når en granat borer sig gennem det fugtige jordlag og eksploderer under den. Så river den bunden op og slår besætningen ihjel, eller den kaster hele klodsen med indgangene ned i mudderet. Så er mandskabet redningsløst fortabt.

Loftet og væggene derimod kan holde kalibre ind til 15 cm ude; men detonationerne forplanter sig med uformindsket kraft indad og virker nervenedbrydende. Ved fuldtræffere bliver folkene vanvittige. En sygebærer rasede i to dage gennem bunkeren og lallede lystige melodier.

Sårede bliver bragt ind og fylder det trange rum med deres stønnen og skrigen. En ny fuldtræffer; en springer som en gal op og styrter ud i det fri. Efter få skridt fanger en granat ham med en hurtig næve.

Vort artilleri svarede, som der var kræfter til.  Men det kunne hverken i antal eller i ammunitionsmængde måle sig med det fjendtlige. Pjecernes antal forholdt sig ca. som 5:3, ammunitionen som 5:2.

Fra: Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i Verdenskrigen 1914-1918

16. september 1917. Døden har mange navne – på soldaterslang

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915 og tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Den 5. maj 1917 kom han til Verdun.

Inden jeg går videre, skal jeg ganske kort give en beskrivelse af de forskellige granater, som skyttegravssoldaten lærte dem at kende, hvis han ellers blev gammel nok i gårde. Navnene på de forskellige granattyper har måske været anderledes ved andre regimenter. Måske har man haft andre “kælenavne” til dem, men angsten og respekten for granaterne har sikkert været den samme.

De granater, vi frygtede mest, når vi lå ude i skyttegravene, var ikke, som man skulle tro, de svære kalibre. De kom jo langvejs fra, og dem kunne man høre et par sekunder, før de nåede målet, så man havde tid til at “falde ned”. Nej, vi frygtede langt mere den såkaldte »Ratsch-bumm«. Det var “kun” en ganske almindelig 7,5 granat. Kanonen var imidlertid anbragt så langt fremme, at afstanden til målet var mindst mulig, måske kun 100 meter, og det bevirkede, at den lyd, man hørte først, var “ratsch”, nemlig eksplosionen af granaten, og “bum” var selve lyden fra af skuddet, der først nåede målet, når granaten var detoneret. En sådan fyr kunne man ikke tage sig i agt for, så alene heldet var her det afgørende. Det var overraskelses-momentet, der gik én på nerverne.

Brisant-granaten – mærkeligt nok, har jeg aldrig hørt et kælenavn til den – var den granat, der havde den største sprængvirkning til siderne. Ved nedslaget frembragte den kun et ganske lille hul, ikke dybere end højst ti cm, det kom an på, hvor hård grunden var på nedslagsstedet. Var jorden blød, blev hullet lidt dybere – var jorden hård, kom der næsten intet hul. Sprængstykkerne var ganske små og spredtes i en meget stor omkreds. Hvis et sådant bæst eksploderede inden for 50 meters afstand, og man ikke lå i et hul eller havde anden dækning, skulle man være heldig for ikke at blive “skrammet” eller det, der var værre. Disse granater blev for det meste brugt i åbent terræn, men også til beskydning af tropper, der opholdt sig i byerne, da granaterne “kreperede” ved selv den mindste modstand, de mødte.

“Ein Kohlenkasten” var en af de sværeste kalibre, helt op til 28 cm. Hvor sådan én landede, blev der et hul så stort, at et lille hus kunne få plads deri. “Fällt dir so einer auf den Kopf , kriegst du Plattfüsse!” (Får du sådan én oven i hovedet, får du platfødder). Det var den trøst, de “nye” fik første gang, de hørte sådan én komme sejlende. –

“Ein Stollen-Kwätscher” var en svær granat med tidstænding. Den gik et par meter i jorden, inden den detonerede, og splintvirkningen blev derved nedsat betydeligt, men gennemslagskraften var enorm. Mange “Stollen” og deres besætninger har måttet kapitulere for denne type, som derfor med god grund var frygtet.

Gasgranaten var også en af de store, men var kun forsynet med en ganske lille sprængladning, der bevirkede, at granaten kun slog en revne, hvorfra gassen så strømmede ud. Den lyd, de fleste frygtede mest, var den, som disse granater frembragte ved nedslaget. Dette dumpe “bum” var tegn på, at den “snigende død” var i anmarch, og derfor hadede vi stille vejr med tyk og tåget luft, for det var i disse nætter “gasmanden” var på færde.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

30. august 1917. Der skydes spurve (og franske lokummer) med skibskanoner

A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33

I Slutningen af August 1917 blev vi flyttet ned foran Verdun, paa den østlige Side af Meuse. Vi blev anbragt en 5-6 km bag forreste Linie i nogle store Skove. Jeg synes aldrig i mit Liv, at jeg har været i mere intim Berøring og Kontakt med Naturen end i de ca. seks Uger, vi var der. De ikke saa tætbevoksede Steder af Skoven var fyldt med Hindbær- og Brombærkrat med Bær paa. Der var ogsaa Skovjordbær, tror jeg.

Solen skinnede hele Dagen, og der var varmt uden at være for varmt. Vi havde bygget os et stort Telt paa den bare Jord og faaet lagt vore Telefonforbindelser til Divisionen, Artillerikommandøren og de to nærmeste militære Centraler, og vi var saa heldige, at Ballonen med hele Mandskabet og Officerer et Par Dage efter flyttede et Par Kilometer længere bort til en bedre Opstigningsplads.

Men da vi nu engang havde vor Telefoncentral installeret, skulde vi ikke flyttes. Min Kammerat og jeg var altsaa helt uden for Syns- og Rækkevidde. Vi skulde kun passe Telefoncentralen, og vi gik halvnøgne omkring og gjorde, hvad vi selv vilde. Men hvor længe var Adam i Paradis?

En Dag, jeg gik paa Opdagelsesrejse, ser jeg et lille Kommando paa en halv Snes Artillerister, der er ved at sætte store Beggryder op med en 50 meters Afstand, ikke mere end en 100 meter fra vor luftige Bungalow.

„How, Kammerater,” siger jeg, „hvad laver I her?“ — Jo, de var ved at sætte disse Beggryder op i en stor Halvkreds, for inde i Halvkredsen var der paa et nyt anlagt Jernbanespor ankommet en paa Jernbanevogne monteret 21 cm Skibskanon. Den skulde til at beskyde Verdun, og naar den skød, skulde alle disse Beggryder tændes for at „forneble” Stillingen, saa Franskmændene ikke kunde observere, hvor den stod.

Hver Dag, naar den var færdig med at skyde, skulde den pr. Lokomotiv trækkes ud af Stillingen, for at Franskmændene ikke skulde ramme den ved Strø-Beskydning. „For,“ sagde han, „Franskmændene vil jo gøre alt, for ved Hjælp af Lydmaalere og meget andet at finde ud af, hvor den staar. Men det bliver svært, og det mest sandsynlige er, at de saa samler en Bunke Artilleri og beskyder det Omraade, som de formoder, Kanonen staar paa, i Haab om at ramme den.”

„Naa,“ sagde jeg, „det er jo kønne Udsigter! Jeg maa ned og se paa Kalorius.”

Ca. 500 meter fra Gryderingen fandt jeg Skibskanonen; gigantisk langt forekom Løbet mig. „Naa,“ spurgte jeg, „hvornaar er I klar til at skyde?” —- „I Morgen!” var Svaret. Man fortalte mig, at de i alt var lige ved 200 Mand for at betjene Kanonen. Om det nu var Løgn eller Latin, skal jeg lade være usagt.

Jeg skyndte mig hjem til vort fredelige Telt og fortalte min Kammerat, hvorledes Udsigterne var. Vi fik travlt med det samme med at grave os et Par Meter ned i Jorden for i hvert Tilfælde at være sikret mod Sprængstykker, naar Franskmændene begyndte at skyde.

Dagen derpaa — om Formiddagen, da jeg sad og passede Telefonen — meldte Skibskanonens Kommandant sig hos vor nye Ballonzugfører, Lt. Klister, og meddelte, at han af Artillerikommandøren havde faaet Ordre til at søge Kontakt med os, da vi skulde være Observationsballon for dem for de Maal, han havde faaet opgivet at skulle beskyde i Verdun.

Maal 1. 3 Skud mod en Badeanstalt og Bro ved Meuse inde i Verdun.

MaaL 2. 3 Skud paa en tidligere Skolebygning paa et nærmere betegnet Sted inde i Verdun, der nu var kendetegnet som Lazaret ved et stort rødt Genferkors paa Taget og med et do. i røde Mursten paa hvid Sandbund i Gaarden, og Maal 3. 3 Skud mod et Vejkryds lige udenfor Verdun.

Jeg spidsede Øren. Jeg kunde ikke lide Maal 2, og det kunde vor Lt. Klister heller ikke.

„Hør, Hr. Kammerat,” sagde han; „det kan da ikke passe med Maal 2! Mon der ikke foreligger en Fejltagelse her?”

„Nej,” sagde Kommandøren, „det gør der ikke, men det glæder mig, at De reagerer paa samme Maade som jeg. For da jeg fik Ordren, sagde jeg det samme som De, men saa oplyste Artillerikommandøren mig om, at de ogsaa der havde været forbavset, da de fik Ordren, og de havde ringet op til højeste Kommandosted, 5. Armé i Rethel, men dér faaet en over Næsen; de skulde bare udføre Ordrer og ikke spørge.

Men Artillerikommandøren havde bedt Kanonkommandøren, om han ikke ogsaa kunde gøre et Forsøg paa at faa denne famøse Ordre omstødt. Han havde saa ringet til sin højeste Instans, men der faaet Ordren bekræftet, dog med den Forklaring, at det skulde være en Slags Gengældelsesakt, fordi franske Flyvere for et Par Dage siden om Natten havde bombarderet et tysk Lazaret oppe i Nærheden af Sedan.

Kanonkommandøren vilde dog gerne røre mere op i den Sag, for den franske Bombning kunde jo være sket ved en Fejltagelse, og han vilde derfor bede vor Fører om at tale med sin højeste Instans, om denne Ordre ikke kunde omstødes.

Og saa begyndte vor Telefon at gløde. Jeg fik efter Ordre Forbindelse med „Koluft“ (Kommandør der Luftstreitkrafte) ved 5. Armé. Herfra forsøgte man ogsaa at indvirke paa højeste Sted, hvorfra Ordren var kommet, men ogsaa de fik en Næse og lod selvfølgelig Næsen gaa videre til Lt. Klister. Og saa var der ikke mere at gøre. Ordre var Ordre.

Nu forstod jeg ogsaa bedre det første Maal. For egentlig var det da det rene Galimatias at skyde med en saa stor og dyr Kanon paa en Badeanstalt og en Badebro. Det var som at skyde Spurve med Kanoner. Men det var naturligvis Meningen, at nu skulde Franskmændenes sanitære Indretninger ødelægges.

Kl. 1 3/4 om Eftermiddagen gik vor Ballon i Vejret for at være Observatør og Korrektør for Skibskanonens tre, mindre glorværdige Maal, og jeg maa sige, vore Officerer var ikke stolte over Opgaven. Kl. 2 begyndte Skydningen, og efter hvert Skud kom den lakoniske Meddelelse fra Observatøren: Schuss sitzt!

Det viser jo, hvilken fin Mekanisme en saadan Skibskanon er, og med hvilken Præcision den kan indstilles paa Landjorden.

Kl. ½ 2 havde man tændt alle disse Beggryder, og der var tyk Luft omkring os. Vi sad med daarlig Samvittighed i vort Hul og rystede for det, der kunde komme om et Par Dage.

Næste Formiddag ringede Kanonkommandøren igen og opgav tre nye Maal for Eftermiddagens Skydning, som igen skulde begynde Kl. 2. Denne Gang var det mere fornuftige Maal.

Kl. 2 sad jeg igen ved Telefonen og hørte igen Kommandoerne: Schuss kommt! — Schuss ab! Men det var det underligste Skud, jeg nogen Sinde har hørt. Det gav ikke saadant Rabalder, som Skuddene Dagen i Forvejen, men det lød saa underlig tomt, og i samme Øjeblik raslede nogle Sprængstykker igennem Luften. Et Øjeblik efter hørte jeg Aarsagen. Det var en saakaldt „Frühkrepierer”, der var eksploderet inde i selve Røret. Den havde foraarsaget en stor Bule i Løbet, og Projektilet var sprøjtet ud til alle Sider af Mundingen.

Dagen efter drog Skibskanonen med samt dens Betjening af Sted. Kanonen skulde til Krupp og Mandskabet sandsynligvis i en Forstærkningslejr. Og hvem der var glade? Det var vi! Nu kunde vi igen aande lettet op og nyde Naturen og Skønheden.

DSK-årbøger 1951

27. august 1917. Ved Ypres: Skudkadence: 150 granater à 50 kilo i timen

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Den 27. august om natten gik vi ud i stillingen igen. Englænderne skød så voldsomt med svært artilleri denne morgen, at vi kunne svært komme hen til kanonerne.

Vi løb spredt over markerne. En granat slog ned ved siden af mig, den slog min karabiner i stykker og gennemhullede min frakke. Jeg beholdt remmen i hånden. Senere sendte jeg remmen hjem som erindring. Den er anbragt på karabiner 3899 i min samling.

Vi havde et par svære dage. Englænderne angreb ganske voldsomt, vi skød på en kort afstand ca. 3000 m., og kampen rasede i flere døgn uden at tage af i styrke og voldsomhed.

Den 27. august om natten nåede de hen til lige foran kanonerne, men vi holdt stillingen til om morgenen; da kom der forstærkning, det var en hel marinedivision, der blev sat ind; det var næsten, som om de kom op af jorden, sådan vrimlede det med soldater.

De gik straks over til angreb, og englænderne blev kastet tilbage til deres oprindelige stilling.

Det var en hård kamp, vi skød hele tiden alt det vi kunne, dvs. indtil 150 granater pr. time pr. Skyts.

Under sådan en kanonade kunne vi dårligt tale sammen, rørene blev ophedet, og der kunne blive ladebesværligheder, låsen kunne sidde fast, men så måtte man passe at smøre alle vegne. Der var 76 smørehuller at iagttage.

Det varede ikke længe, inden de sårede begyndte at komme. De kunne komme enkeltvis, flere sammen, i små flokke, to letsårede kunne støtte en hårdt såret, eller bære ham, eller slæbe ham, køre ham på en hjulbør, eller bære ham i teltdugen på en stang og så fremdeles. Jeg mindes, at der kom to og stillede sig op ved huset på hjørnet. Den ene viste os, hvorledes en kugle var trængt ind igennem patrontasken og to rammer patroner og ind og sad fast i uret. Han havde fået et skud i siden.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

20. august 1917. “Hvad, er du ikke død?” Rohrkrepierer! Hele kanonbesætningen undtagen én dræbt

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

En uhyggelig nat
Den 20 august havde vi en uhyggelig nat. Vi var kommet ind i stillingen den 19. august. Vi havde skudt meget og var midt i hurtigskydningen, da 3. Geschütz springer.

Dette skyts stod tæt ved venstre side, cirka 10 meter fra os, da det pludselig eksploderer.

En sådan eksplosion blev kaldt for ”Rohrkrepierer”. Selve granaten, der normalt skal eksplodere, når den efter affyringen berører jorden
eksploderer allerede i røret, før denne har forladt dette.

Årsagen er ubekendt. Skyldes vistnok unøjagtigheden i forarbejdning af tænderen.

Der lød et voldsomt brag. Splinter og stumper fløj om ørerne af os, og det var indhyllet i en sort røg.

Vi ved 4. skyts indstillede skydningen og ilede over til 3. skyts.

Kanonen var fuldstændig i stykker. Røret var sprængt, hjulene revet af, og alt så frygteligt ud. Kanoner Sondermann (familiefar fra Hamborg 40 år og 7 børn) lå ved siden af skytset med låsen oven på brystet. Låsen vejede 96 kilo. En svær splint havde trængt ind i brystet. Han var død.

Ved siden lå kanoner Emerich, han var også død.

Kanoner Poul Hahn havde slæbt sig cirka 25 meter fra skytset, der lå han og var død. Han havde fået benene og underlivet revet i stykker.

3 andre af besætningen blev i meget hårdt såret tilstand bragt til
feltlazarettet (døde om natten). Der var kun en af hele besætningen, der undslap.

Denne begivenhed gjorde et uhyggeligt indtryk på os, og særlig på mig. Jeg havde nok set døde og sårede i massevis, men dem kendte jeg kun – lidt eller slet ikke. Men her var gamle Sondermann faldet, og han var sådan en god mand, jeg gik og tænkte på al den sorg, der ville blive, når efterretningen nåede hjem til hans kone og 7 børn.

Øtzel og jeg var lige modfaldne. Vi gik hen og satte os et øjeblik ved enden af det sammenskudte hus og talte om gamle Sondermann, det var ham, vi kendte bedst.

Vi faldt i søvn, og jeg vågnede ved, at to mand tog på mig en under hovedet og en ved benene, de ville kaste mig op på en vogn, der var
læsset med døde soldater, de mente, at vi var døde, for der lå døde rundt omkring os. Jeg gav et vræl og spurgte, hvad der var løs.

“Hvad, er du ikke død?” spurgte de. ”Nej”, sagde jeg. Det var kun i
nærheden af landevejen, de døde blev samlet op, alt i forhold til situationen, og om skydningen og forholdene tillod det. Det var almindeligt at se vognene belæssede således at først blev undervognen fyldt med lig, og så lagde man dem på tværs over undervognen og bandt dem fast med reb. Det så uhyggeligt ud men hele krigen var uhyggelig.

Vi havde vel hvilet 3 kvarter, så fortsattes skydningen – i  morgenstunden kom en anden kanon i stedetfor skytset no. 3.

Vi satte andre hjul på no. 3, fik det ud af stillingen, det nye blev bragt ind i stillingen, skudt ind, og da alt var færdig kom afløsningen.

Der var en vogn med til at hente de tre lig som skulle begraves på en kirkegård ved byen Hochlede mellem Bethem og Morslede.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

16. august 1917. Frederik Tychsen: “Gode kammerater er den halve krig …”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Jeg vil notere nogle af de kammerater, som jeg havde mest med at gøre ved 1. batteri bataljon 407:

Løjtnant Wiederholdt, leutnant Luker,  leutnant Hermann, leutnant Schultz. (Bataljonskommandøren var Hauptmann Kupke).

Unteroffizier, Brinkmann, sergeant Felix Ploschaizik, sergeant Pfale

Kanonerer:
Karl Skurmia Liban, Schlesien glaspuster
Bekmann, Dortmund, bjergmand [dvs. minearbejder]
Franz Nix, Dortmund, bjergmand
Otzel, Thüringen landmand
Desselman, Thüringen, fabriksarbejder

Ovenstående kanonerer alle på min alder.

Wipklo, Westfalen, arbejder
Willy Cramer, Hannover, mekaniker
Rudolf Winkler, Braunschweig, seminarist
Hübschmann, Bielefeldt, fabriksarbejder
Helferich, Westfalen, landmand
Zeidler, ?, bjergmand

Fritz Volmer, Baden, landmand
Neuhaus, ?, ?
Treptau, ?, arbejder
Ulvonu, ?, arbejder
Warres, Østpreussen, arbejder
Schäfer, Königsberg, snedkermester
Johann Winkler, Rhinland, arbejder

Det er navnene på dem, jeg havde mest med at gøre, og af dem havde jeg mest med Skurmia, Bekmann og Hubsmann at gøre.

Vi tre sov som regel i telt sammen, delte maden og tobak osv.

Man må sande “slagordet” ”Gute Kammeraten ist der halbe Krieg” (Gode kammerater er den halve krig).

Den 15. og 16. august var jeg i ildlinjen igen. Englænderne angreb ustandselig i 2 døgn. Vi kom næsten slet ikke bort fra kanonerne i de to døgn.

Vi havde 4 sårede den 16. august.

Der var også nogle døde, men dem kendte jeg ikke.

Det var 48 svære timer, vi tilbragte i ildstillingen, så vi var meget
trætte, da vi vendte tilbage til kvarteret.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.