Tag-arkiv: ammunition

28. maj 1917 – J.N. Jensen: Det hagler med jern fra granater og shrapneller

Journalist J.N. Jensen, Flensborg, havde siden krigens begyndelse gjort tjeneste ved en ammunitionskolonnne på vestfronten. Han havde håbet at komme hjem til pinse, men det blev ikke til noget. I et feltpostbrev, bragt i Flensborg Avis 16. juni 1917, beskrev han under titlen “Hvor Granaterne roder”, hvordan hans pinse 1917 forløb.

(læs første del)

Det er Pinse. Den ene Dag er alt gaaet, men en er jo dog tilbage. Her spørges kun lidet om Fest; den ene Dag gaar som den anden. Og dog kan man ikke andet end glæde sig. Minderne kaster Glans fra Fortiden ind over Nutiden og styrker Sindet, giver Haab og Tro ny Næring. Tankerne søger end mere hjem til alle kærre, man lever svundne Tider om igen og dvæler i Tanken ved dem, der var — men er ikke mere.

Det er tidligt paa Dagen, egentlig skulde man hvile endnu en Stund, men der er Larm og Uro, man vaagner og er hurtig klar over, at en betydelig Flyverkamp lige i Nærheden er i fuld Gang. Rask paa Benene. I flotte Baner kredses der Højt oppe i Luften. Maskingeværerne knatrer, det gælder Liv og Død. Hist daler alt en, mon den er ramt? Nej, den blev kun trykket ned, men hæver sig igen. Men der er en, den er vingeskudt, den arbejder forgæves for at holde Balancen. Nu daler den, et Par Kulbøtter, og saa i lynende Fart et Par Kilometer gennem Luften ned mod Jorden, hvor alt knuses og splintres. En anden følger snart efter og saa en tredje, og nu arbejder Afværgekanonerne med Voldsomhed igen. De fleste Kugler gaar forbi, men een rammer, det blev en Heltræffer, en Lysstraale skærer gennem Luften, og et Øjeblik efter staar en stærk mørk Røgsky op fra Jorden, saa er alt forbi. Flyverne deler sig, Kampen er endt. Før vi har drukket Morgenkaffen, ligger fire unge dristige Mennesker som Lig.
Saaledes den ene Dag, den anden Dag lidt anderledes, men Livets Forkrænkelighed mindes man dagligt om; man bliver fortrolig med Døden.

Hestene forfrisker sig i det grønne, og selv nyder man da godt af Solen, og man glæder sig for hver Dag, man fik Lov at nyde dens livøgende Virkning. Men hvad kommer der? Aa, det er nok bare en Lænkeballon fra den anden Side, der har revet sig løs og nu drives for Vinden[.] Flyverne har set den, det var noget for dem; nu er de rundt om den, og at jage paa den kan man vel kalde Sport. Snart er den skudt i Brand. Luer staar ud, et Øjeblik senere er den fortæret. Ja, men Folkene? Aa, hvad Folkene, de blev nok Hinsides Linjen: saa dumme er de vel ikke, de har jo da deres Faldskærm, og den overgiver de sig naturligvis til i godt Haab — og i Regelen med godt Resultat.

Dagen er til Ende. Pinsen er forbi. Tyve Aar tilbage i Tiden var man paa Hjemtur fra Høruphav, hvor man alsisk Overlevering tro havde fejret anden Pinsedag i herligt Pinsevejr mellem festklædt glad og lykkelig Ungdom. Dette Minde dukker frem, mens man sent paa Aftenen svinger sig i Sadlen og ikke uden Ængstelse ser fremad. Man har lært at tyde Tegnene, og man veed paa Forhaand. det bliver en haard Nat — maaske den sidste.

Langt tilbage staar alle Veje under Ild. Forude brænder det. Snart erfarer man, at man er naaet inden for det Omraade, der bestryges. Den første Granat høres fløjtende gennem Luften, før den med Brag borer sig ned i Jorden bare faa Meter til højre. Var det bare Sten og Jord, der slog mod Staalhjælmen, eller var der Jern derimellem? Man veed det ikke og tænker knap derpaa, bare videre. Den næste er en Shrapnel, der fra Luften spreder sine Blykugler om sig. Der ligger en knust Vogn, Heste og Mandskab ses ikke. For ikke at gøre Skaden værre end nødvendigt, marcheres der nu med større Afstande, en Tid senere er alt revet fra hinanden og nu er der intet frem eller tilbage mere muligt. Foran og bagude hagler det med Jern fra Granater og Shrapneller. Et Par Gange naar en ubehagelig Duft en. Man griber Gasmasken, klar over, at der er blevet afskudt Gasbomber. Dog Vinden er frisk heldigvis, den spreder hurtig Gassen, saa den fortyndes, og Faren mindstes. Der gøres Holdt, og man tager den Dækning, en højere Vold til højre Side yder, og i øvrigt afventer man taalmodigt Begivenhedernes Gang.

Der spares ikke paa Ammunitionen, og Maalet kendes forbavsende godt. Man kan ikke andet end beundre det, kun føles det noget ubehageligt selv at være Maal. Den første Time er omme, og den følges af en anden, og endnu opgives Ævred ikke: dog det maa vel faa Ende, og det er snart paa Tide, vi har lang Vej frem.

Endelig sagtnes Ilden. Men hvad nu, kan man vove sig frem? Er det maaske bare en List. Er det kun for at faa mere Fart i Tropperne, for saa at sætte ind paa ny? Saadan eller saadan, lige meget, nu taales ingen Forsinkelse mere, hvis det ikke skal blive langt op ad Dagen, før Turen er endt, altsaa paa den igen

Vognene samles nu. I Hast frem. Førerne venter. Det dages alt, men eet Gode har det, man kører sikrere og raskere. Ind imellem Granathuller gaar det. Disse øges her og der ved nye Kugler, der slaar ned, men nu kommer de bare spredt, man ænser dem ikke, man hører dem knap for Batteriernes Larm. Skønt disse har arbejdet flittigt i Nattens Løb. lader det ikke til, de vil sove Morgenstunden bort.

Paa Hjemvejen følger man Sporene fra Nattens Færd. og man gør sine Beregninger. Hvis man havde holdt her eller netop var standset der? Og saa er man da glad og taknemmelig for, at man netop fandt den bedste plads, mens det var værst: lidt Stank blev alt: i øvrigt alle Mand vel tilbage.

Den nye Dag er oprunden. Pinse er omme. Men det er, ligesom der er Pinsefryd i Fuglenes Røst: de synger jublende højlydt deres Morgensang, og alt i Naturen aander en venligt og mildt i Møde. Man finder Hvile og Fryd deri. Og mens man følger den stigende Sol, spørger det inde i en, hvornaar skal den atter lyse over en Menneskehed, der lever i Fred og under Fredens Kaar.  

J.N. Jensen.

27. maj 1917 – J.N. Jensen: “Hvor Granaterne roder”

Journalist J.N. Jensen, Flensborg, havde siden krigens begyndelse gjort tjeneste ved en ammunitionskolonnne på vestfronten. Han havde håbet at komme hjem til pinse, men det blev ikke til noget. I et feltpostbrev, bragt i Flensborg Avis 16. juni 1917, beskrev han under titlen “Hvor Granaterne roder”, hvordan hans pinse 1917 forløb.

Dagen hælder. Solens sidste Straaler forgylder Himlen, efter en solfyldt Eftermiddag en sidste venlig Hilsen.

Flyverne kredser i Luften. De gaar deres sikre Færd tilsyneladende uberørte af Granatregnen, hvormed man prøver at hindre dem. Fra Frontbatterierne lyder Drønene, snart fra mange Munde paa een Gang, snart mere enkeltvis. Tæt mod hinanden staar de derude, og sultne, ligefrem forslugne er de alle; de kræver dagligt et rigeligt Foder. Og i Nat er der din Tur at bringe Foder derud, men endnu er det for tidligt, altsaa til Køjs og rask til at sove. Et Par Timers Hvil før den lange trættende Tur er ikke til at kimse af.

Da Posten vækker, er det mørk Nat. Nu er Tiden inde. Altsaa rask i Tøjet. Forbindspakkerne er paa Plads og lette at faa [fat i], der maa regnes med alt: Gasmasken er alt efterset og i Orden, den slænges over Skuldren, mens den elektriske Lampe fæstnes paa Brystet. Man er rede. Et „Paa godt Gensyn” følger fra en Kammerat, der endnu er vaagen eller er kaldt tilbage fra Drømmenes Verden, og saa af Sted.

Vejene er endnu opblødte efter den foregaaende Nats og Formiddagens Regn. Det er en følelig Forskel, om Jorden er tør eller vaad. Er den tør, kommer man igennem hvor som helst. Klumper Jorden sig fast om Hjulene, eller synker man i, kan det give kedelige Standsninger. Naa, Overvejelser frugter kun lidt, og foreløbig holder man sig til Vejen, en fin Chausse med den herligste Allé af Pyramidepopler. I Parentes bemærket, et Træ, vi burde give mere Raaderum hjemme, himmelstræbende og smukt som det er, pryder det i Landskabet.

Det lange Vogntog rasler hen over Stenene. Det gælder om at holde Føling indbyrdes, og dog maa der være nogen Afstand, at en lille Standsning ikke straks volder Ubehageligheder eller Uheld. Man ønsker sig Katteøjne.
Nærmere Fronten gøres der Holdt, og Inddeling foretages. Med Vejvisere foran opløses Toget snart i mindre Delinger, der lidt efter lidt mister Føling med hinanden og forsvinder fra Hovedvejen ud til Siderne.

Vejen bliver nu daarligere, Larmen voldsommere, men Mørket mindre generende. Lyskuglerne, der som fra et vældigt Fyrværkeri sendes til Vejrs til alle Sider, kaster stærkere eller svagere Lys, alt efter Afstanden, langt ud over Landskabet. Hestene veed ogsaa, hvor de er; det er ikke nødvendigt at drive dem, de har forlængst faaet nogen Uro i Blodet og begynder alt at dampe, og dog er der flere Kilometer igen. Gaar alt vel kan vejen dog snart tilbagelægges.

Den Vej, vi kom i Forgaars, er den nærmeste og var den bedste, men den er ikke mere til at passere, forsikrer Føreren. Den har været under Ild, saa den ikke er til at kende, vi faar prøve ad en Omvej, om vi kan komme frem. Altsaa ind til højre. Det er Pløjemark det første Stykke; den tunge Vogn synker i, og de fire Heste skummer, men der hjælper ingen Kære Mor, frem maa vi. Noget senere er vi havnet paa en Eng, og her smyger vi os frem langs med et Hegn, hvor gamle stuntede Piletræer rager op.
Saa, nu drejer vi straks af til venstre ind over en anden Eng op til Skoven, den finder vi nok igennem, saa op over Banen og dernæst lige frem til Højen, der er Maalet, saadan mente Vejviseren.

At forregne sig er menneskeligt, og derfor hænder det da ogsaa nu og da, saadan ogsaa her. En Dobbeltpost standser Vognene for at meddele, al Vejen frem er spærret, da Broen, der var Forudsætningen, kun lige er paabegyndt. Den Meddelelse var slem at faa. Og da Vejviseren er ukendt med dette Terræn, begynder det hele at blive noget pinligt. Hvad nu? Drøn følger Drøn. Batterier er der nok af, de rager bare ikke os i Øjeblikket, men generer kun med deres Helvedeslarm. Dog det faar være. Værre er det med de syngende „Fugle”, der kommer fra hinsides Skoven og pluter sig ned, hvor de lyster. Et knust Køretøj med døde Heste foran hist henne vidner om, at de ikke spørger om Forlov.

Ja, havde man nu bare en Telefon, saa var man maaske endda hjulpen. Men søg nu en saadan paa en aaben opreven Mark et Steds under Jorden. Dog der er intet andet at gøre end at prøve. Altsaa Mandskabet ud i de forskellige Retninger paa Lykke og Fromme. Den enkelte fa[a]r handle, som han kan bedst, man faar stole Paa sig selv. Huler, hvor Menneskebørnene bor og bygger, finder man endda, og Lykken er med, her har vi den ønskede Genstand. Men ak, Betjeningen meddeler, at Traadene er skudt sønder og sammen, kun een lystrer: men heldigvis er det nok, Batteriet faar Meddelelse og giver nu ønskede Oplysninger, samt sender Mandstab til at lede videre frem. Vi mødes ved Banen, er det sidste Ord.

Der var ikke saa langt til Banen, men Vejen frem bliver spærret af et Par Køretøjer. Nu sidder vi godt i det. Vognen synker stadig dybere i. Men Klokken bliver snart mange, om lidt vil det begynde at dages, og inden er det bedst at komme bort. Kræfterne lægges i baade fra Dyrs og Menneskers Side. Sveden staar i klare Draaber paa Panden, men gode Raad synes dyre. Dog Vanskeligheder er til for at overvindes. Een Vogn kommer i Bevægelse efter mange Anstrengelser. Det giver Mod paa ny, og lidt efter lidt klares Skæret; man er igen paa Vandring.

Det lange vaade Græs snor sig om Hjulfælgene, hvortil Jorden klumper sig, Hestene stønner og puster, men fremad gaar det. Dog her gælder det at være vaagen med alle Sanser; Granathul ved Granathul saa store, at de kan tage mod baade Vogn og Heste, det er knap til at komme forbi. De første klarer sig, snart er de ved Maalet. Den sidste kommer for tæt til Randen af et mægtigt Hul, Vognen glider, Kuske og Heste gør deres bedste, og man tror, alt gaar vel? men nu er der kommet Uro ind i det, Vognen slingrer, og vel gaar man fri for det ene Hul, man havner et Øjeblik senere i det næste et Par Skridt længere frem til modsat Side. Et Brag, der dog knap høres eller anses, og Vognen staar fast med Vognstangen lige mod Himlen. En Hest, der tumlede, er straks paa Benene. Det gik godt, hverken Folk eller Dyr led noget. Altsaa Hestene bort, her er dog intet at gøre før næste Nat; saa kan man jo prøve med Spader og Hejseapparater. Foreløbig lader vi den nok staa, som Bonden sagde om Rundetaarn.

De andre Vogne er tømte og læssede igen med tomt Gods. Og nu bort. Flyverne gør sig alt bemærkede, lænkeballonen vil ikke  lade vente længe paa sig, og hvad det betyder, veed man. „Giv dem nu Tømmen, de pumrede Øg, lad dem Galop over Toftene tage”, men man smiler ved det, naar man ser, hvor lidet pumrede Hestene er efter Nattens Anstrengelser.

(fortsættes)

15. september 1916. Antilopejagt på safarien til Rufijifloden

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki.

Der er lidt over fire Dagsrejser fra Kisakki til Kungulio ved Rufijifloden. Landskabet bestaar af Krat isprængt med Græssletter, men aabne Sletter af større Omfang fandtes ikke. Derimod var der ikke saa faa smukke Søer langs Vejen, som vi fulgte, og det var noget af en Seværdighed i Afrika, hvor man ellers sjældent træffer aabent Vand udenfor Regntiden og hvor Floderne tørrer ind om Sommeren.

Med Mellemrum fandtes der Magasiner, hvor vi kunde supplere vort Forraad af Proviant baade til Bærerne og til min private Husholdning, og naar vi slog Lejr, tog jeg Karabinen med mig og gik paa Jagt.

IMG_2011_11_22_4732_Afrika_Nis_Kock
Originaltegning fra Nis Kocks arkiv (privateje)

Vildt var her dog ikke overvældende meget af, navnlig ikke paa de to første Dagsmarcher, men jo længere vi kom mod Syd, desto talrigere blev det. Den sidste Rastdag før vi skulde være fremme ved Kungulio, havde jeg et sjældent Held med mig.

Efter at vi havde slaaet Lejr og jeg havde spist min Ris, tog jeg Riflen paa Nakken og søgte ned mod en lille Sø for at se, om der skulde være Jagtheld ved den. En af Bærerne, der saa mig gaa, spurgte, om han skulde gaa med og bære Byttet, men jeg rystede paa Hovedet. — Du vil nok hellere blive ved Lejrilden.Jeg gik alene.

Vildt saa jeg ikke noget af, men blev alligevel ved at gaa en Timestid, indtil Solen var ved at gaa ned. Saa vendte jeg om for at naa tilbage til Lejren, inden det blev mørkt, men med ét stod jeg stille, som naglet til Stedet. Paa en aaben Plads, skarpt belyst af Solen, stod en pragtfuld Antilope — en Kongoni —ubevægeligt foran mig. Det var et Mirakel, at den ikke havde set eller hørt mig, men stort nærmere kunde jeg ikke komme den.

Afstanden til det pragtfulde Dyr anslog jeg til 400 meter og besluttede at tage min Chance. Min Riffel — en af de  Mauserkarabiner, som vi havde med i Lasten paa „Kronborg“ — var et fortræffeligt Vaaben, der skød godt og sikkert.

Jeg knælede forsigtigt ned i Græsset og tog omhyggeligt Sigte paa Kongonien. Skuddet gik af med et Brag, der lød som et Kanonskud i det stille Aftenlandskab, og Kongonien gav et Par lange Hop og forsvandt i et Buskads.

— Skudt forbi -— Pokkers ogsaa! Arrig over Uheldet smed jeg Riflen over Nakken, men gik for en Sikkerheds Skyld hen imod Stedet, hvor det store og smukke Dyr havde staaet. Der var Blodspor i Græsset. Jeg fulgte dem hurtigt til det lille Buskads tæt ved, hvor det store Dyr var forsvundet ind, og dér lige i Udkanten laa Kongonien — et flot Eksemplar, som jeg ikke kunde bære.

Det ærgrede mig grundigt, at jeg ikke havde taget nogle Bærere med mig, for inden vi naaede at komme tilbage til det skudte Dyr, havde Hyænerne sikkert begyndt at æde af den. Jeg tog dog Chancen og skyndte mig tilbage til Lejren, hvor jeg standsede nogle af Folkene og fortalte dem, at de kunde hente et Dyr ude i Skoven.

Et Øjeblik efter havde jeg saa mange frivillige, som jeg kunde ønske,
til Arbejdet, og kort efter var jeg atter paa Vandring ned til Søen.

Det var Maaneskin, og vi fandt uden Besvær det kongelige Dyr, der laa, som om det sov, i et Leje af dugperlende Græs. Ikke langt fra hørte vi Grene rasle, da Hyænerne sneg sig bort, og kort efter lød deres hæslige Hyl ud gennem Natten.

Bærerne bandt Kongoniens Ben sammen, stak en lang Stang imellem dem, og fem Mand bar nu det store, pragtfulde Dyr hjem til Lejren, hvor det blev hilst med Jubel af de andre, der var vaagnet op.

Kort efter var det parteret og delt ud mellem de mange sultne Mennesker i Lejren, hvis daglige Maaltider bestod af Majsgrød eller en Vælling lavet af en af de mange forskellige Sorter Korn, der dyrkes af den indfødte Befolkning i Afrika.

Det var ved at være en Bjørnetjeneste, jeg havde gjort mig selv ved at skyde Kongonien, thi det var umuligt at lukke et Øje den første Halvdel af Natten paa Grund af Bærernes Trommer og Sang, medens de fejrede mig som Manden, der skaffede dem alle Kød, og mange andre smigrende Ting.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

13. september 1916. Ud af Kissaki med englænderne i hælene

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepot i Morogoro. I begyndelsen af september ankom han til Kissaki.

Tidligt den næste Morgen kom Stache til mig. Han havde benyttet den korte Hviletid til at faa sig barberet og Skægget studset og lignede nu sig selv, som da jeg saa ham første Gang i Daressalam. Under vor Safari i Ulugurubjergene frygtede jeg en Overgang stærkt for, at han skulde lægge sig Fuldskæg til ligesom Wisner, der var en temmelig ung Mand, men alligevel optraadte med et stort, blondt Fuldskæg.

Stache havde Ordre fra Generalen. Alle de Bærere, som vi kunde skrabe sammen, skulde uophørligt sendes med Ammunitionen til Kungulio ved Rufijifloden. De skulde være ude af Byen, saa hurtigt det kunde lade sig gøre, da Englænderne kunde angribe hvert Øjeblik og lukke Tilbagetogsvejene, saa ubevæbnede Safarier ikke kunde slippe igennem.

Altsaa paa den igen! Jeg var ikke meget begejstret for Tanken, men der var jo ikke noget at gøre ved det. Vi kaldte paa Bærernes Formand og forklarede ham Situationen, saa han kunde kalde sine Folk sammen, og gik saa sammen hen til Magasinet, foran hvilket der ogsaa laa en Del Ammunitionskasser opstablet, og tog fat paa Arbejdet.

Een for én kom de sorte Bærere vandrende forbi, tog deres Ammunitionsbyrde og vandrede bort. Det gik ganske af sig selv som en vel smurt Maskine, og vor Tilstedeværelse var egentlig temmelig overflødig, naar undtages, at vi skulde afgøre, hvilken Slags Ammunition der skulde føres bort.

Efterhaanden som de var blevet forsynet med Ammunition, samledes de i Safarier paa ca. 150 Mand og afmarcherede samlet. Man hørte Bærerførerens Raab: — Gør Byrderne færdig! og Bærernes Svar: Færdig! og et Øjeblik efter hørte vi deres Opsang, naar de drog af Sted. Bærerne sang ikke altid, men ofte ved Begyndelsen eller Slutningen af en Safari.

Vi havde sendt en tre-fire Bærerkolonner ud af Byen, da de første Skud faldt ikke langt fra os, og snart bredte Skydningen sig langs hele Linien mod Vest. Geværskuddene faldt som Trommehvirvler og ind mellem blandede sig Maskingeværernes tikkende, skrattende Lyd.

Man kunde kende de engelske Riflers skarpe Knald fra de tyske
71-eres dumpe Drøn og de langsomme engelske Lewis Geværer fra de hurtige tyske Maskingeværer. Naar Ilden blev afgivet lige i den Retning, hvor vi stod, lød det som Smeld af Kæmpepiske. Det var ikke langt borte, der blev kæmpet.

Vi arbejdede hurtigt for at faa sendt vore sidste Bærere af Sted, men de var blevet skræmte af Skydningen og trykkede sig. Kuglerne begyndte nu at pibe over Hovedet paa os. Først drejede det sig kun om nogle forvildede Projektiler, men efterhaanden kunde vi mærke, at Kampen rykkede nærmere, idet hele Byger af Geværprojektiler fløjtede om Ørene paa os.

Om de, der skød, kunde se os, vidste vi ikke, men vi kunde i det mindste ikke se dem, og Skydningen voldte intet Tab, men derimod Afbræk i Arbejdet. Vi maatte Gang paa Gang have fat paa Bærerne og tale dem til Rette.

Hvad der foregik udenfor Byen, havde jeg kun en vag Anelse om, da jeg ikke kendte Stillingerne, men Stache, der havde været kaldt til Generalen i nogle Timer, meddelte mig, da han kom tilbage, at Englænderne en Overgang var trængt farligt frem, men nu overalt var standset eller slaaet tilbage. Det var blot en af de mange Fægtninger, som havde staaet om Kisakki i den sidste Uge, men den tilkendegav, at det var paa Tide at faa saa store Forraad som muligt transporteret mod Syd.

Alt imens vi talte, peb Kuglerne lystigt over Hovedet paa os, men mærkeligt nok blev ingen af os ramt, og ingen af vore Bærere alvorligt saaret.

Ud paa Aftenen døde Skydningen hen. Den havde en Overgang været temmelig nærgaaende, idet Kugler var gaaet gennem Magasinets Tag og andre var slaaet ind i Træerne. Deres Virkningsløshed havde gjort Bærerne trygge, og den ene Safari drog af Sted mod Syd efter den anden.

Da Mørket faldt paa, holdt al Skydning op, og kort efter blev Stache igen kaldt til Generalen. Han kom tilbage til mig nogen Tid efter og meddelte, at han maatte blive i Byen, medens jeg skulde drage af Sted med den sidste Safari. Den var først marchklar ved Midnatstid, og skønt jeg var meget træt af en hel Dags anspændt Arbejde, maatte jeg jo med.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

22. august 1916. Østafrika: Sprængt i småstykker

Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.

Hvis Englænderne indfandt sig den næste Dag, har de faaet Lov at kaste deres Bomber i Fred. Fra en Station Vestpaa, der endnu havde
Forbindelse med Morogoro, var der i Mellemtiden kommet et Telegram til Stache. Det gik ud paa, at Morogoro skulde rømmes inden to Timer, og at Vejen Vestpaa var truet af Englænderne.

Vi kom nu i rasende Virksomhed. Alle Bærere i Byen og Omegnen blev trommet sammen, og der viste sig at være ialt 450 Mand — en meget stor Safari. I største Hast fik de udleveret deres Byrder — det var mest Infanteriammunition, men dog ogsaa en Del  Granatammunition pakket i Tomandsbyrder.

— Vi prøver mod Øst, raabte Stache til mig midt under Arbejdet. Vi gaar en Dagsmarch ind i Bjergene og prøver saa paa, om vi ikke kan slippe udenom Englænderne.

Jeg nikkede blot til Svar. Jeg havde ikke noget Kendskab til Landet heromkring og havde nok at gøre med at sørge for, at Bærerne fik, hvad der tilkom dem af Byrde. Fik de for meget, skulde de nok selv gøre Vrøvl.

Det lykkedes os at rømme et af Magasinerne for næsten alle de gamle 71-Patroner, men et stort Parti Granater maatte vi lade ligge af Mangel paa Bærere, og et stort Parti Sortkrudt i løs Vægt og i Karduser maatte vi ogsaa give Afkald paa at føre med os.

Det var nødvendigt at sprænge alt dette, som vi ikke kunde føre med os, da Ammunitionen ikke maatte falde i Fjendens Hænder, skønt Englænderne sikkert ikke kunde drage megen Nytte af dette gamle og forældede Materiel, og der var ogsaa noget andet, som skulde ødelægges ved Sprængning. Paa Banegaarden stod saaledes to  gamle Rangerlokomotiver, der skulde gøres ubrugelige, og Feltkanonen, som endnu stod paa sin Drejeskive, maatte heller ikke efterlades i brugbar Stand til Fjenden.

Og alt dette skulde gøres i en rivende Fart. Ganske vist hørte vi ingen Skydning lige i Nærheden, men den kunde komme, hvilket Øjeblik det skulde være, thi her eksisterede ingen fast Fronter. En  engelsk Kolonne kunde med Lethed slippe frem til Morogoro og hindre os i at drage Nytte af vore møjsommeligt sammenskrabede 450 Bærere.

Da alle Bærerne havde faaet deres Byrder, gav Stache dem Ordre til at begive sig et Stykke op i Bjergene og vente paa os dér. Den uendelig lange Safari drog af Sted under Istemmelse af en af de sædvanlige Safarisange, der ganske vist ikke lød videre opmuntrende, men dog aldeles ikke stemte med Situationens Alvor.

— Lad blot de Mænd blive hjemme, som er skinsyge paa deres Koner.
Safariføreren sang for, og de andre stemte i med paa Omkvædet. De trak de enkelte Ord saa langt ud og udstyrede dem med saa mange Forsiringer, at man skulde høre godt efter for at forstaa Meningen af det, de sang, skønt det blev sunget paa deres sædvanlige Sprog — Kisuaheli.

Vi havde dog ikke megen Tid til at høre efter. Et stort og farligt Arbejde ventede paa os. Stache og jeg lagde en stor Sprængladning med en lang Lunte ind i det Magasin, hvor de gamle Granater laa, og Wisner løb ned til Banen for at anbringe Sprængladninger i de gamle Lokomotiver, Kanonen, Drejeskiven og hvad ellers kunde ødelægges paa det Sted. Weiss begav sig op ad Bjergskraaningen til det gamle Krudttaarn, som han skulde tage paa sin Kappe.

Da han naaede derop, stod han stille midt i Solen og vinkede til os med sin Tropehat.

Nogle faa Minutter efter skete den første Eksplosion. Det var Weiss, der saa hurtigt havde sendt det gamle Krudttaarn i Luften. Braget var saa voldsomt, at Jorden rystede, og vi næsten blev tvunget i Knæ. Jeg kiggede derop og saå Bjælker og Sted fra Taget af Bygningen blive slynget højt op i Luften, og en mægtig Røgsky bredte sig over Bjergene og blev hængende dér i lang Tid. Hvis Englænderne blot var nogenlunde nær ved, saa maatte de vide, hvad dette betød.

Stache satte en Tændstik til Tændsnoren, og vi løb alt, hvad vore Ben kunde bære os, hen til en Dækning, som vi havde udsøgt os i Forvejen. Inden vi naaede derhen, begyndte Wisners Sprængladninger at arbejde nede ved Jernbanen. Eksplosion efter Eksplosion gennemrystede Luften. Jorden rystede, og Røgskyer væltede imod os fra alle Kanter, mens vi i Hurtigløb nærmede os Dækningen.

Nede paa Jernbaneterrænet slyngedes hele Læs af Jord og Sten i Luften, og i det samme Øjeblik som vi forpustede kastede os ned i vor Dækning, sprang vort eget Magasin i Luften med saa forfærdeligt et Brag, at jeg uvilkaarligt trykkede mig saa langt ned mod Jorden som muligt, da jeg havde en Fornemmelse af, at den vældige Eksplosion truede med at løfte mig højt op i Luften.

Et Vindstød af brændende varm Luft jog ind over os, og jeg kunde se Træer og Buske svaje som i Storm. Aldrig i min vildeste Fantasi havde jeg forestillet mig, at en Sprængning kunde virke saa voldsomt.

Og denne blev ved. Inde i et rødglødende Baal, som jeg kunde skimte gennem Krudtrøgen, hørtes Eksplosion efter Eksplosion fra alle de gamle Granater, der nu gjorde deres sidste Pligt og Skyldighed efter at være oplagret her maaske i 25 Aar.

Vi laa trykket fladt mod Jorden som under den heftigste Granatild. En Mængde af de gamle Granater var slynget ud til alle Sider og laa nu og eksploderede langt borte fra Magasinet eller højt oppe i Luften, og omkring os svirrede det med Sprængstykker og Kugler fra Granatkardæskerne.

Endelig — jeg syntes, at det varede en Evighed — holdt det forfærdelige Fyrværkeri op, og vi rejste os, børstede Støv og Grus af vort Tøj og begyndte langsomt at vandre op ad Bjerget til en Samlingsplads, som vi havde aftalt før Sprængningen.

Her var Wisner allerede ankommet, men han havde ikke set noget til Weiss, skønt dennes Krudtmagasin laa ikke ret langt fra det Sted, hvor vi skulde samles. Det laa endnu som en rygende Ruin tæt ved, med tykke Røgskyer væltende ud af sit sprængte Tag og vældige Revner i Murene.

Vi saa paa hinanden med blege Ansigter og anede, at der var sket en Ulykke. Saa begyndte vi at raabe paa Weiss, men fik ikke noget Svar, og nu steg Ængstelsen.

Det var begyndt at mørknes, og inden længe vilde vi ikke kunne se en Haand for os. Vi vandrede rundt om Krudtmagasinet og undersøgte Omegnen i stedse større og større Omkredse, men stadig uden at finde det mindste Spor af Weiss. Saa faldt Skæret fra min Lommelygte paa noget, der laa og glimtede paa Jorden. Jeg tog det op, og det viste sig at være et Prismeglas til en Kikkert — og Weiss havde netop haft sin Kikkert om Halsen, da han gik op for at foretage Sprængningen.

Den frygtelige Anelse var omtrent blevet til Vished. Jeg kaldte paa de andre og viste dem Fundet. Stache blev dybt bevæget, thi han satte stor Pris paa Weiss, der længe havde arbejdet sammen med ham, men der var ikke andet for os at gøre end at bøje os for den triste Kendsgerning og at søge op til vore Bærere.

Vi kom derop med trætte Fødder og tunge Hjerter og traf de henved 500 Sorte vaagne og forskræmt af de voldsomme Eksplosioner, som de havde kunnet se i hele deres Magt og Vælde heroppe fra Bjerget.

Saa snart Stache havde sagt et Par Ord til dem, blev de dog beroligede og lagde sig til at sove.

Jeg kunde ikke sove, skønt jeg var meget træt, men spurgte Stache, om jeg ikke skulde søge efter Weiss endnu engang. Maaske var han saaret og laa under en eller anden Busk, men var nu kommet til Bevidsthed og kunde høre, naar jeg kaldte paa ham.

— Ja, gaa derned engang til, sagde Stache. Maaske kan De faa Missionæren til at lede efter ham i Morgen og tage sig af ham, hvis han skulde dukke op.

Jeg rejste mig straks og fik fat paa en af Bærerne, der kendte Vejen.

Det var godt, at jeg tog ham med, for jeg havde aldrig været oppe i Bjergene før, og kunde ikke have fundet Vejen alene i Mørket.

Efter en lang Vandring, hvor jeg stadig kaldte paa Weiss og forsøgte at gennemtrænge det tætte Mørke med min tarvelige Lommelygte, naaede jeg frem til Missionsstationen og fik banket den gamle Missionær op.

Han blev dybt rystet, da han hørte, hvad der var sket, idet han kendte Weiss, som havde besøgt ham et Par Dage før. Han lovede at gennemsøge hele Egnen med sine Folk, saa snart det blev lyst, men han tvivlede dog om at finde ham i Live.

Jeg takkede den gamle Mand og spurgte ham, om han ikke vilde drage bort fra Morogoro, da Englænderne sandsynligvis kunde være her hvert Øjeblik.

— Nej, svarede han. Her har jeg nu haft min Gerning i over tyve Aar og her vil jeg blive, hvad der end sker. Jeg er nu saa gammel, at jeg ikke maa tage Hensyn til mig selv, men maa blive hos min Menighed.

Jeg tog Afsked med den gamle Mand, der løftede sin Haand velsignende over mig, og søgte tilbage til de andre deroppe paa Bjerget.

Det var begyndt at blive lyst, da jeg kom derop, og jeg behøvede ikke at sige mange Ord til de andre, før de forstod Situationen.

Nede i Dalen brændte det endnu i de sprængte Magasiner. Naar Englænderne nu kom, vilde de ikke faa noget Bytte. Morogoro var rømmet.

Jeg kastede mig ned i Græsset og sov næsten, saa snart jeg havde lagt mig ned. Jeg fik Lov at sove indtil Middag. Da blev jeg vækket af Bamasan, der serverede mig min kombinerede Morgen- og Middagsmad.

Kort efter satte Safarien sig i Bevægelse, men denne Gang uden at synge. Vi vidste ikke, hvor vi skulde gaa hen, og vi havde ingen Anelse om, hvor vi kunde risikere at møde Englænderne. Det eneste sikre var Staches Ord: — Vi maa have denne Safari ført igennem til Kisakki, ligemeget hvad det koster.

[Englænderne indtog Morogoro den 26. august 1916 /RR]

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

2. juli 1916. »Tror De måske, at jeg er flyttemand?«

I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra juni 1916 begyndte den nye tilværelse som frontsoldat på Østfronten og i juli 1916 blev han overført til maskingeværafdelingen.

»I Maskingeværafdelingen«

Et nyt afsnit af min fronttilværelse tog nu sin begyndelse. Det var vel ikke så underligt, at jeg var spændt på, hvordan det ville gå. 

Jeg opdagede ret hurtigt, at det mere var kræfterne end mekanisk snilde, det kom an på, thi udrustningen var meget tung. Maskingeværet bestod af to hoveddele, selve geværet og en såkaldt slæde til at montere det på. Til at transportere disse to ting var to mand nødvendige.

Da en maskingeværbesætning bestod af en underofficer og seks mand, var der kun fire mand tilbage til at transportere ammunitionen, og da 4.000 patroner var det minimum, som til enhver tid skulle være til rådighed, måtte disse fire mand hver bære 1.000 patroner, som var anbragt i to metalkasser med 500 i hver. Sådan to kasser vejede op imod 50 kg, og da det ofte hændte, at de skulle transporteres flere kilometer, når delingen var under fremrykning, kunne de to bæster godt trykke lidt på »samvittigheden«. 

V i havde blandt flere nye mænd fået én, der var skolelærer. En dag, vi lå bag fronten og eksercerede bravt, satte han pludselig sine to kasser foran fødderne af sin underofficer og sagde: »Tror De måske, at jeg er flyttemand?« Det gik ham ikke så godt, men det er en anden historie. 

Heldigvis var jeg sund og stærk, så jeg tog sagen med godt humør. Det mekaniske voldte mig heller intet besvær, og ved skydeøvelser, der blev afholdt, så snart delingen havde lejlighed til det bag fronten, viste det sig, at jeg var endda en meget habil skytte.

Selv om en mand er en god skytte med et almindeligt gevær, er det langtfra givet, at han er det, når han skal betjene et maskingevær, der skyder mellem 500 og 600 skud i minuttet. Man må huske på, at geværet vibrerer voldsomt, og det er så afgjort en følelsessag at få kuglerne dirigeret derhen, hvor de skal. Der er mange, der aldrig lærer det. 

MG-afdelingerne gjaldt på østfronten for at være elitetropper, og noget var der om det. Der var godt nok adskillige hårde halse imellem dem, men jeg tror, at det gode ry især skyldtes, at MG-afdelingerne blev skånet i alle måder. Under de store marcher havde de som sagt intet at slæbe på. Soldaterne skulle kun bære deres karabiner.

Bortset fra arbejdet på egne opholdssteder og geværstillinger deltog de ikke i udbygningen af skyttegravene. Forplejningen var rigeligere, og folkene var altid udhvilede, da de kun havde ca. 4 timers vagt i døgnet. De havde tid til at holde sig rene og dermed nogenlunde fri for lus. Det siger sig selv, at en mæt og udhvilet soldat er betydelig mere værd end én, der altid er halvsulten og overanstrengt på grund af manglende søvn.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)