Tag-arkiv: alkohol

19. august 1917. “Kan I taale en lille Dram,« spurgte Kokken og kom med et Kogekar fuldt af Brændevin”

Adolf Nielsen fra Egernsund gjorde krigstjeneste ved IR91 og RIR465. Med det sidstnævnte regiment kom han til fronten ved Ypres i august 1917.

Det var det nye Regiments første Kamp; men vi skulde snart faa mere. I fire Dage lod han os ikke i Ro. Granater fik vi rigeligt af; men han stormede ikke.

Vore Fødevarer var sluppet op, og nogle Mand maatte til Reserven for at hente nye Spisevarer. Hvem kendte Vejen, og hvem vilde gaa?  Vor Kompagnifører kom frem og spurgte: »Er der ingen, der ved Vejen?«

Vejen vidste vi vel nok, men ingen turde gaa, for Fjenden bestrøg Terrænet med Granater og Mitrailløser [dvs maskingeværer, RR], saa det var farligt at vove sig ud af sit Hul.

Kompagniføreren kom hen til mig: »Du ved nok Vejen, Nielsen, ikke sandt?«

Jo, det kunde jeg jo ikke nægte.

»Naa, saa søg Du fire Mand ud og tag dem med og hent os Proviant.«
Ti Minutter senere krøb vi ud af Graven og krøb saa fra det ene Granathul til det andet og naaede paa den Maade Hovedgraven.

Nu kunde vi dog gaa og behøvede ikke mere at krybe. Vi havde nu 3½ Km. til Marketenderiet.

Da vi havde gaaet ca. 500 Meter, begyndte Engelskmanden at lade Granaterne regne. »Pas paa, nu griber han sikkert an igen, det er godt, at vi ikke er der i dette Øjeblik.«

Vi skyndte os, det vi kunde, for Granaterne blev os for nærgaaende. Vi naaede uskadt til Marketenderiet. Kokken havde lige faaet en Del Mad færdig.

»Nu, sæt jer ned og faa noget i Livet, for I er vist sultne.«

Vi spiste, saa vi var ved at revne.

»Kan I taale en lille Dram,« spurgte Kokken og kom med et Kogekar fuldt af Brændevin (2 Liter).

»Nu, drik I kun, det kan gøre godt oveni paa den Tur, I har taget.«
Og vi drak af Hjertens Lyst, saa han log den fra os, for at vi ikke skulde blive fulde, saa vi ikke kunde finde Vejen til Kammeraterne igen.

Kokken fyldte Maden i store Transport spande, og imens fyldte vi Feltflaskerne med Brændevin. Da vi skulde til at gaa, kom en Saaret og fortalte, at Fjenden havde stormet, og at vi skulde passe paa.

To Mand kom med fire Æsler, som vi læssede Provianten paa. Saa gik Turen tilbage til vore Kammerater.

Det var en besværlig Vej, for Dyrene kunde jo ikke krybe, da vi naaede dertil, hvor det ikke kunde gaa an at gaa, og Spandene var for tunge, til at vi Par Mand kunde bære dem.

Vi maatte se at finde paa noget, men paa hvad. Der stod nogle Graner, dem huggede vi af, og nogle af os bar Granerne foran os. Saa gik det frem igen. Og naar Engelskmanden brugte Lyskasterne, stod vi stille, saa det saa ud, som der stod nogle Graner.

Da vi var en 100 Meter fra Kammeraterne, gjorde vi Holdt, og jeg krøb hen, hvor de skulde være og gav en Lyd fra mig.

Jeg fik det Svar: Gaa til venstre! Til højre har Fjenden taget Graven. Jeg krøb saa tilbage til Provianten.

»Den er gal, vi maa til venstre, til højre er Fjenden kommet.« Vi kom ned i Graven og gik i den et Stykke til højre, til vi naaede Kompagniet, der ventede med Længsel.

Det varede kun et Øjeblik, saa var Maden fordelt og spist.

»I har haft Heldet med jer, for medens I har været borte, har Englænderne stormet og ligger nu paa Siden af os, men der er ikke saa mange, højst et halvt Hundrede Mand I Morgen Aften skal vi nok drive ham ud igen.

Adolf Nielsen: Fire Aar i Felten under den tyske Ørn. Oplevelser og Krigserindringer. 

12. august 1917. Artillerist ved Ypres: “Englænderne angreb hårdt i denne måned.”

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var efter et længere lazaretophold i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten ved Ypres til bataljon 407.

Jeg blev altså aftrækker eller Kan. 1 ved 4. Skütz. Jeg var glad for, at jeg fik denne bestilling der, og i forhold til omstændighederne kunne jeg ikke fa det bedre. Dog opdagede jeg, at telefonisterne havde det ikke så svært, som vi havde det ved Verdun.

En geschützbetjening holdt sammen i tykt og tyndt, og vi var de samme hver dag med undtagelse af de omskiftelser, som tabene måtte medføre, og det var ret hyppigt, at der kom andre.

Stillingen lå ved en korsvej, og det eneste tilflugtssted var en hvælving i et brændt hus. Hvælvingen kunne rumme ca. 10 mand, og når vi havde lidt tid til hvile, så kravlede vi ind under hvælvingen; her lå vi og sov, men i det hele og store gav det ikke ret megen ro i ildstillingen.

De fleste timer tilbragte vi ved Skützet, havde vi en ildpause, så arbejdede vi med at udbedre stillingen. Det var engbund, vi stod på, derfor stod kanonerne på “Bettung” dvs. de stod på svære egetræsplanker under, mens Lafettenswanzen (bagenden) borede sig dybt ned i jorden. Bag ved der fyldte vi så op med jord, sten, faskiner, men det vældige pres, gjorde, at vi måtte arbejde med kanonstandpladsen næsten hver dag.

Om natten gik hele tiden med at bære ammunition; skulle vi skyde samtidig, måtte 2-3 mand passe kanonen, resten bære ammunition, men var der hurtig i måtte alle ”ans Geschütz”.

Hver aften ved 10-11 tiden kom der 6 -8 lastbiler, de holdt på landevej og så skulle kanonererne bære granaterne 100-200 m.

Det drejede sig om et forbrug på ca. 1000 stk. daglig, og når så hver granat vejede ca. 50 kg, så betød det et mægtigt arbejde.

Var der så en smule ekstra tid, skulle vi frem og trække pigtråd foran stillingen.

Vi lå i ildstillingen 2 døgn ad gangen; så blev vi afløst af det andet hold og var så i ro to døgn.

Men de 2 døgn, vi lå i ildstillingen, kunne man ikke regne med nogen hvile, det kunne ske, at man kunne lægge sig et par timer et eller andet steds, men det var sjælden.

Officererne havde deres ophold i et hjørne af det brændte hus, der havde de noget bølgeblik over hovedet. Englænderne angreb flere gange hver eneste dag; når vi forlod kanonerne, blev de altid ladt og stod indstillet på spærreild, dvs. lige foran de engelske infanteristillinger.

Når det engelske infanteri gik af gravene og frem til storm, tog det kun nogle få sekunder (10-30) så fyrede samtlige kanoner og batterier, dvs. at i så kort tid kunne stilheden blive forandret til det mest øredøvende spektakel man til tider dårligt kunne råbe hverandre op.

Signalsystemet blev ordnet gennem telefonen, eller hvis denne svigtede, hvilket man kunne regne med under enhver større skærmydsel, så skete underretningen pr. ordonnans og lyssignaler.

Lyssignalerne bestod af lyskugler, der med en lille pistol blev skudt i vejret. Der var flere slags. Hvide, røde, gule, og hvide der opløste sig i perler, når de var på højdepunktet. Hver sort havde sin betydning.

De hvide var kun til at oplyse terrænet med. De andres betydning skiftede hver dag, tit flere gange om dagen.

De betød f.eks. gul: Fjenden angriber, mange på en gang: Fjenden angriber ganske voldsomt. Rød: Vi går frem, læg ilden længere frem. Hvid med perler: Vi går tilbage, læg ilden længere tilbage.

Så snart vi holdt op med at skyde, var der altid en, der holdt vagt. Han skulle holde øje med lyssignaler, der forekom i vort divisionsafsnit.

For at få dette konstateret, havde vi et bræt med søm, når vi stod bag dette og sigtede langs de to katedere, så var mellemrummet vort divisionsafsnit f.eks.

Englænderne angreb hårdt i denne måned. De begyndte som regel om aftenen ved 11-12 tiden. Så varede angrebet til ca. 4-5 om morgenen. Så gik de 3-4 km frem.

Om morgenen gjorde tyskerne et modangreb, dette tog ligeledes en 4-5 timer, og så var englænderne kastet tilbage igen. Disse kampe var ualmindelig hårdnakket.

Vi begyndte som regel med at skyde på 8000 m. – gik langsomt ned på 2000 – 3000 m. og så langsomt med at lægge 50 m. til ad gangen op på 8000 m. igen. Når englænderne var kastet tilbage, blev der en lille ildpause. Så kunne der ved middagstid blive ganske stille et par timer.

Vi fik os så noget at spise, tændte en cigar eller piben, men så måtte vi på benene igen og arbejde med ammunitionen, smøre og rense kanonen, pudse låsen, ordne alt til natskydningen, udbedre kanonstandpladsen, bære sårede tilbage osv.

Hen på eftermiddagen skød vi os ind efter nye mål. Det skete efter ordre fra iagttagelsesstanden, luftballonen, en flyvemaskine eventuelt ved lydmåling (når vejret var derefter) og ved vinkelmåling.

Det drejede sig om en 15-30 skud, men der var som regel 5-10 minutter mellem hvert skud, til gengæld kunne 3-4 mand betjene kanonen.

I mørkningen kom spisevognen, dvs. når den kunne komme ind for beskydningen. Den bragte varm mad, brød, tobak, lidt pålæg og 1/10 liter snaps, og når vi havde “Grosskampftage” (dage med voldsomme kampe), fik vi dobbelt ration, ja, til tider mer, end vi kunne spise.

Vi fik tit 10 cigarer og 20 cigaretter daglig, medens vi bag ved fronten fik 2 cigarer og 4 cigaretter daglig. Af vin og spiritus fik vi kun 1/10 liter på storkampdagene; men så fik vi så meget mere, når vi kom i ro.

Suppen fra køkkenvognen var varm.

Køkkenvognen medførte også postsækken. Det var jo altid spændende at få et brev eller en pakke hjemmefra. Pakkerne måtte veje indtil 500 g. Det tog ca. 8 dage med en pakke eller et brev, før man havde det. Pakkerne indeholdt som regel levnedsmidler såsom: flæsk, æg, brød. smør, fedt, lagkage, småkager, strømper, skjorter, undertøj osv. Levnedsmidlerne smagte vidunderlig.

Selv om det tit var muggen, det blev spist alligevel. Det, der kom hjemmefra, blev nydt med anden ærbødighed, end den, man nød kommismaden med. Så snart vi havde spist, tog køkkenvognen af sted, medtagende breve og andre papirer, der skulle tilbage. Køkkenvognen var den daglige forbindelse med ”Protzensammelstelle”.

Lige til venstre for stillingen gik landevejen. Her var der altid livlig trafik, den tog stærk til om natten.

Den strøm, der gik til og fra fronten, både af mennesker og materiel, var ganske kolossal. Menneskene gik endog mest tværs over markerne, hvorimod vognene og skytset måtte holde sig mest på landevejene.

Om aftenen kunne vi tælle 20 – 30 luftballoner ovre hos englænderne, om morgenen var det tyskerne, der havde ballonerne oppe (de så bedst med solen).

Den 11. og 12. august var jeg altså med i ildlinjen, og det gik i grunden bedre, end jeg havde regnet med. Alt var nyt, der var meget at se efter, og man stod jo ret fremmed over for frontlivet i førstningen.

Se foregående afsnit her

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.

6. august 1917. Artillerist Frederik Tychsen på vej til fronten

Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var, efter et længere lazaretophold, i slutningen af juli 1917 på vej tilbage til fronten. Han havde tilhørt Reserve-Fußartillerie-Regiment 20, men blev ved sin tilbagekomst tildelt Bataljon 407.

Når man har været en gang ved fronten, været såret og gennemgået alle de lidelser, der følger med, og kommet tilbage, så holder man ikke af at komme til fronten igen. Dertil kom, at jeg havde kun dårlige minder og uhyggelige forestillinger om livet ved Vestfronten.

Medens den tid ved Verdun står for mig som en kæde af lidelser og angst, så må jeg indrømme, at i de 13-14 måneder, jeg herefter tilbragte ved fronten, oplevede jeg mange, mange bitre dage, ja til tider onde dage, men der var lyspunkter iblandt. Der var dage, hvor det var helt morsomt, jeg oplevede uhyre meget, og heldigvis er man mest tilbøjelig til at tænke tilbage på de lyse dage med morsomme og interessante oplevelser.

Krigen gik i langdrag, og man kunne overhovedet ikke skimte en udvej til, at massemyrderiet skulle få en ende. Amerika var gået ind i krigen som Tysklands modstandere, men foreløbig betød det ikke så meget. Virkningen kom først senere.

Nu er det ikke meningen, at jeg vil omtale de politiske begivenheder, dem kan man læse i krigsbøgeme, men mine egne oplevelser.

Medens man i garnisonen havde et regelmæssigt levnet med den sædvanlige nattero, undtagen når man var på vagt, så var der ved fronten ingen forskel på arbejdet, enten det var nat eller dag, søndag eller søgnedag. Man hvilede og sov, når der var tid og lejlighed, fik maden, når den kunne skaffes, spiste, når der kom noget, men det meste tid var man sulten.

Den 28. juli 1917 forlod jeg altså Wahn, vi var kun en ganske lille transport – 12 mand – og vi havde en Gefreiter som transportfører. Vi skulle først til et lille Ersatz depot, der lå i nærheden af Maubeuge og hed ‘Terriere la Grande”, en lille landsby omtrent som Agerskov.

Jeg kendte ingen af de andre, der var med i samme transport, men der var en, man måtte lægge mærke til, han hed Fritz Klohs, han var rhinlænder og havde ret godt med penge. Han sad på beværtningen “Zum Bienenhaus” hele tiden og bad mig om at sige besked, når vi skulle til banegården.

Ved middagstid fik vi besked om at vi skulle gøre os færdig. Jeg hentede Fritz Klohs, og han var temmelig fuld. Han sang, mens jeg fik tomisteren spændt fast på ham, og så gik vi til banegården.

Vi kørte først til Køln, og her havde vi et ophold på flere timer. Klohs benyttede tiden til at drikke i, og vi andre stavrede omkring på den mægtige banegård. Hele 4. klasses ventesal samt en stor kælder var reserveret for militærets menige og underofficerer. Her lå soldaterne på bænke og gulvet i hundredvis og sov og ventede på togene.

For 50 Pfennig kunne man købe en skål suppe, dvs. når man rejste på orlov eller hørte til en transport. Suppen var god, og man kunne godt blive mæt af en sådan portion.

Ved aftenstid steg vi ind i toget, der gik over Dirren, Aachen, Herbestal til Liittig (Liége). Vi kom ind i vogne, der medførte civil befolkning.

Fritz Klohs kom straks i gang med nogle unge piger, der skulle til Aachen. Han havde en flaske vin i hver lomme. Dem drak de af, Fritz kyssede pigerne osv.

Toget holdt 5 minutter i Duren. Jeg mindes de mange smukke tegltage og den smukke domkirke, der ragede op over det hele. Her lå Johannes’ Ersatzbataljon 258.

Transport igennem og ophold i Belgien Da vi kom til Aachen, var der mørkt, men hen på natten nåede vi Herbesthal, grænsebyen mellem Tyskland og Belgien. Alt og alle blev underkastet et streng revision, så fik vi kaffe ved “Røde Kors”.

Det var damer, der uddelte den. De bad os om at synge en sang for dem, og vi stemte så alle mand i med: “Argonnerwald in stiller Nacht’’.

Ved 9 tiden om formiddagen var vi i Lüttig. Vi gik ind på banegården og ventede til kl. 6.43 om eftermiddagen. I denne tid sov vi nogle timer, gik lidt rundt i byen i nærheden af banegården.

Klöhs fandt straks et horehus i en smal sidegade, han fortalte om sin smudsige håndtering, da han kom tilbage.

Prostituerede kvinder på vestfronten

Kl. 6.43 rejste vi videre og var i Namur ca. kl. 10. Toget gik ikke længere. Vi gik banegården hen til den belgiske Ulankaseme og blev der om natten.

Dagen efter gik toget videre her­på eftermiddagen og kl. 8 om aftenen var i Maubeuge.

Vi gik så gennem porten og gitterværket i jordvolden og et par km uden for byen lå Ferriere la Grande. Her kom vi til en Ersatz Abteilung, dvs. en afdeling, der var oprettet til at sende udfyldningsmandskab til det svære artilleri. Adressen var Fuhs Art. Ersatz Abteilung II. II Batterie. Deutsche Feldpost 44.

Opholdet i Ferriere la Grande varede ikke ret længe, 10 dage i alt.

Vi lavede ikke meget i disse 11 dage. Vi havde nogen eksercits om formiddagen med nogle gamle 9 cm kanoner. Vi havde en del instruktion om brug af gasmasker af forskellig art, og ved et af Maubeuges forter, ‘Terriere la petite’. havde vi karabinerskydning med gasmaske.

Vi var indkvarteret i en skole. Der var franske lærere og lærerinder, der underviste børnene i et par af klasserne, medens vi lå i de øvrige klasser.

En aften, den 7. august var jeg med på en hestetransport. Vi fik hver 2 heste. Vi skulle hen til er hestedepot med dem. Det lå i nærheden af den belgiske grænse. Det hed Udasolve. Vi kom gennem en by der hed Colleret.

Vi red til at begynde med, men det varede ikke længe, før vi blev ømme af at sidde på de nøgne hesterygge, så vi stod af og trak dem.

Det var en transport, der varede 6-7 timer De kørte os tilbage på en vogn, og vi var i Ferriere la Grande om morgenen. Vi fik så lov at sove til middag.

Søndagen den 5. august gik jeg ind i Maubeuge. Jeg travede hele dagen rundt i byen for at få den rigtig at se. Den havde mest snævre gader.

Jeg købte lidt brød og en ost i en butik, og om aftenen gik jeg i biograf i Ferriere la Grande. En sådan forestilling kostede 10 Pfennig. De fremviste en film fre havet, der viste, hvorledes de tyske ubåde skød handelsskibe i sænk. Endvidere blev der spillet er cowboyfilm med Henny Porten i hovedrollen.

Privattryk, venligst stillet til rådighed af familien.

1. august 1917 – Johannes Ankersen: “steg … på min stridshest og red højt syngende af sted”

Flensborgeren Johannes Ankersen var løjtnant ved Infanterie-Regiment Nr. 63, der siden midten af juni havde ligget i reserve bag fronten ved Ypres i Flandern. Her havde regimentets soldater i ugevis  igen og igen trænet på at indtage deres alarmstillinger. Den 31. juli indledte briterne deres offensiv i Flandern.

På grund af de mange prøvealarmer osv. var vi til sidst blevet så ligeglade, at vi da vi om morgenen den 1. august blev vækket af den sødeste søvn med det bekendte stikord, først ikke troede, det var alvor. Alt blev gjort klart og så af sted til vores post. Det var et ubehageligt regnfuldt vejr, det dog alligevel gav en del fordele, da vores modstander ikke kunne observere vores fremmarch. Trods det forefandt vi vores alarmstation under en svag spredningsild fra det fjendtlige artilleri. Det kostede nogle ubetydelige tab, og havde ikke den store betydning. Alligevel forstyrrede det naturligvis, da vi indtil videre måtte blive liggende og afvente nærmere ordre.

Til sidste erfarede vi, at fjenden havde angrebet over hele linjen. For an os, altså i vores kampområde, var han ikke trængt frem, men derimod så det til højre for os i området foran Becelaere værre ud. Efter forventningsfuldt at have tilbragt hele formiddagen på vores alarmstation, fik vi henimod middag ordre til at rykke frem mod Becelare. Ankommet til Becelaere gjorde vi igen holdt for at modtage nye ordre. Om aftenen indløb besked med ordre om at indtage en beredskabsstilling. Nu gik det atter løs.

Løjtnant Johannes Ankersen højt til hest (Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Jeg var ved temmelig godt mod, da jeg som erstatning for middagsmad og som middel mod regnen, der havde gjort mig våd til skindet, havde drukket et par ordentlige glas cognac. Da alt var klart til opbrud, steg jeg på min stridshest og red højt syngende af sted. Det gode stemning forlod mig heller ikke, da vi måtte igennem en slugt, der lå under voldsom beskydning. Jeg kan nu kun huske, at jeg højt til hest med høj stemme sang ”Wintersturm wichen dem Wonnemond”, mens vi passerede et travlt skydende tysk batteri, og de engelske granater slog ned til alle sider. Nu drejede infanteriet af vejen og ud på åben mark ind i en sænkning for at her at holde sig klar. Vi havde endnu ikke været i berøring med fjenden, foran os lå stadig tyske tropper.

Men der var ikke plads til mig og min minekasterafdeling i sænkningen. Vi havde læsset vores svære minekastere á fire styk på store vogne. Hestespandene var utilstrækkelige, små panjeheste [dvs. russiske heste, red. ], der vel godt kunne trække vognene på gode veje, men ikke havde en chance på den regnopblødte jord. Allerede tidligere havde vi på dårlige veje haft problemer i den retning. Hvis jeg nu drejede af vejen, så ville vi være kørt uhjælpelig fast efter ti skridt. Det var altså nytteløst. Jeg orienterede regimentschefen om forholdene, han indså rigtigheden af min opfattelse, og gav mig frie hænder til at indrette mig passende i nærheden. Det gjorde jeg gerne, og fandt da også i nærheden snart en passende tom gård, hvor min deling slog sig ned. Jeg oprettede forbindelse med regimentet, og så lagde vi os alle dødsens trætte hen. Udenfor strømmede regnen uophørligt ned. Vi kunne være glade for at have tag over hovedet, mens vores arme kammerater vel måtte tilbringe natten i det fri.

(Oversat fra tysk efter erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

11. april 1917. Tanks! “Uhyret sneglede sig altid nærmere …”

Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I foråret 1917 lå han i Frankrig. Om kampene ved Arras skrev han i et længere brev den 17. april.

Somain (Frankrig), 17. April 1917.

Min kære, kære Ven!

Solen er forlængst gaaet ned i sin Seng af rosenrøde Dyner, som Olfert Ricard siger, — der er Fred og Stilhed her, kun de tunge Drøn høres i det Fjerne.

Jeg er 25 Kilometer bag Fronten mellem Arras og Valenciennes.

Vi skal hvile et Par Dage oven paa den skrækkelige Tur.

Nu vil jeg kort fortælle, hvad jeg har oplevet, hvad jeg led, og hvad jeg vandt. —

Anden Paaskedag lød Alarmsignalet, og allerede en halv Time senere var vi undervejs til Fronten, som laa 12 Kilometer fra Byen, hvor vi laa. Englænderne var brudt igennem ved Wancourt, og vi maatte ind i Aabningen.

Klokken 5 om Eftermiddagen begyndte Kompagnierne at grave sig ned ved Landevejen til højre for Landevejen bag Monchy. I Snevejr og Regn arbejdedes der uafbrudt i fjorten Timer.

Da fik Bataillonen Befaling til at gaa frem og tage Føling med Fjenden.

Foran Briterne, — til venstre for Landevejen Cambrai-Arras, maatte Soldaterne nu begynde forfra at grave sig ned, udsat for Ilden fra Englændernes Kanoner og Maskingeværer.

Tre Gange blev engelske Infanteriangreb afslaaede af vore Kompagnier i Dagens Løb. De engelske Stormkolonner kom altid i en Snestorm, som de havde i Ryggen, men deres Storm var forgæves, ikke mindst, og vel kun, fordi de var aldeles berusede.

Den Dag og den følgende Nat arbejdede 84erne ustandseligt.

Sammen med Bataillonsstaben laa jeg i et Skur paa en Højde bag Monchy, hvorfra vi kunde overse hele Terrænet, hvor vore Kompagnier laa, og hvorfra vi havde en nogenlunde Ordonnansforbindelse med Tropperne. Her fejrede jeg Din Fødselsdag. Min Tanke var hjemme hos Dig, jeg havde Ro til inderligt og længe at dvæle i Bøn for Dig og Dine.

Paa Ordonnansturen tænkte jeg paa Dig og glemte Kulden og Trætheden.

Om Aftenen kom Brev fra Dig, og jeg var lykkelig og mærkelig rolig.

Da jeg om Aftenen gik gennem Stillingen forude, kunde jeg opmuntre de forfrosne, gennemblødte og forvaagede Kammerater.

Ved Tilbagekomsten til Staben blev der meldt, efter engelske Fangeudsagn, som syntes aldeles tilforladelige, at et engelsk Angreb paa Monchy blev forberedt til Onsdag Morgen den 11. April.

Straks blev jeg sendt afsted til vor Bagage, som laa 10 Kilometer bag os, i Byen Sailly, for at hente Patronvognen med 24,000 Patroner.

Klokken 5 om Morgenen kom jeg tilbage med Vognen. Midt paa Skraaningen opad Højen til Stabslageret saa jeg, at der forude signaliseredes et engelsk Angreb. Brandgule Lyskugler svævede over en bred Front, — der var alvorlig Fare.

I en Fart blev Patronerne udladede og Kammeraterne hentede for at slæbe dem op til vort Lagersted.

Det var næsten lyst, og fra Højden kunde jeg se, hvorledes Tropperne, der dækkede 84ernes Flanke, veg tilbage i vild Uorden.

Kanonerne drønede foran og bag os, og Skæret fra Tusinder af eksploderende Granater lyste i Morgengryet.

Da saa jeg noget mærkeligt, noget, som jeg aldrig vil kunne glemme. 84erne sprang ud af deres Skyttegrave og bombarderede en stor graa Kolos, som drejede sig rundt og gav Ild, saa det lyste som Lyn fra dens Sider.

Det var en engelsk »Tanks«. Snart fik vi Øje paa tre andre, og en af dem var os ganske nær. Den listede sig op ad Bakkeskraaningen fra Monchy op til os, og nu gav den Ild mod os.

Som Hagl smældede Kuglerne mod Barakkerne og Træerne, og snart var Staben der med Geværer og Karabiner. Men Uhyret sneglede sig altid nærmere.

Linjen foran os var gennembrudt. Briterne stormede og tog Monchy, vi, omkring ved en Snes Mand, var de eneste Forsvarere af Højden.

Da blev der givet Ordre til Tilbagetog.

Endnu i Dag maa jeg le over den »Flugt«. Bag os sprængte Artilleriet frem med deres svære Heste for at hente Kanonerne ud. Alt løb, som om det var betalt for det, — uden Maal, blot tilbage.

Jeg travede, fuldt belæsset, skydende min Cykle gennem den vaade, granatpløjede Jord, — bag efter hele Kolonnen. — En Gang før har jeg fortalt om den Evne jeg har til at finde ud af vanskeligt Terræn, med andre Ord, — finde de mindst udsatte Steder i Terrænet.

Ikke en eneste Gang kastede jeg mig ned, og naaede snart Sukkerfabrikken — vort foreløbige Maal.

Englænderne, som vi ventede i Hælene paa os, havde endnu ikke naaet Bakkens Top, hvor vor Barakke laa. Hvad var der sket?

Straks maatte vi kaste vor Oppakning og frem til vore Kompagnier. Vi er jo »Gefechtsordonnanser« og maa frem for alt holde Forbindelsen vedlige.

Skrækkeligt var det at se de lange Rækker af Saarede, som kom fra forreste Linje, skrækkelige var de engelske Granaters Eksplosioner
paa Vejen Arras-Cambrai, som vi maatte frem ad.

Vi mødte flere af vore Folk, som dog ingen Oplysninger kunde give om Hovedstyrken. De var om Morgenen sendt bort for at hente Kaffe, og da de vilde vende tilbage til Linjen, rasede Kampen i Skyttegraven. De lod alting staa og løb med Flokken tilbage, og tog de Saarede, som havde slæbt sig ud af Tummelen, med tilbage.

Snart naaede vi vore Linjer. Kuglerne peb fra Hundreder Bøssepiber
mod os, det gik fra Hul til Hul, endeligt naaede vi ind. Stillingen var holdt.

Vel Tusinde engelske Lig laa foran Skyttegraven, og mange Saarede laa og jamrede sig. De kunde ikke hentes ind, thi blot et Hoved oven for Skyttegravens Rand, og en engelsk Kugle peb om Ørerne paa det.

Løjtnanten afgav følgende Melding: En engelsk »Tanks« havde kunnet nærme sig, uden at det ved Geværkugler og Haandgranater var muligt at forhindre det, dens Panser var uigennemtrængelig for disse Forsvarsmidler.

Foran Graven drejede den Siden til, og kørende langs Skyttegravens Rand havde den mejet Besætningen ned, som ikke vilde vige, før der blev givet Kommando dertil.

Det var dog lykkedes en stor Del at redde sig i Granathuller bag Skyttegraven, og denne Flok havde afslaaet de engelske Regimenters Angreb, som fulgte umiddelbart bagefter.

Det havde været Massemord. Englænderne var døddrukne, og oprejst kom de i tætsluttet Linje. Maskingeværerne ‘havde mejet alt ned. Paa samme Maade var de engelske Kavalerilinjer, som sprængte frem, bleven mejede ned.

De fire »Tanks« var bleven tilintetgjorte ved det tyske Artilleri.

Til højre for Landevejen trængte Englænderne frem, men var udsatte for 84ernes Flankeild.

Derfor var Højden, hvor vi havde haft vor Bolig, endnu ubesat.

Med denne Melding gik vi tilbage til Sukkerfabrikken, som laa under koncentreret Artilleriild. Vi blev der Dagen over og den følgende Nat, — da vor Bataillon endelig blev afløst, den 12. om Morgenen.

Til venstre og til højre for Bataillonen laa Englænderne saa langt fremme, at 84erne laa i en Sæk, som de dog kom godt ud af, men Afløsningen tabte straks Stillingen, som ikke var sært.

Vi kom ikke tilbage i Ro, men som Reserve til Chirissy, nær den engelske Linje ved Heninel. Der laa vi tre Dage, udsat for morderisk Ild, og der modtog jeg den 12. om Aftenen Din Pakke. Tak, min Ven,  for alt.»Valhalla« ligger ganske sikkert endnu i Flandern, maaske ser jeg den aldrig mere, men saa har jeg Mindet.

Der har jeg levet mange glade, lykkelige Timer sammen med Dig, disse glade Timer, som Dine dejlige Breve gav mig. —

Kommer en Offensiv i disse Egne, er Hytten snart en Grushob. Ikke et Hus i Chirissy blev ‘hel. Jeg blev ganske, ganske let saaret, da Vinduerne sprang i den Stue, hvor jeg laa. Men det var kun Draaber Blod, der flød, og Bulen svinder for hver Dag. —

Om Aftenen blev jeg ofte sendt tilbage, og det var en drøj Tur, thi Dyndet laa 10 Centimeter tykt paa Vejen og Hundrede  Munitionsvogne sprængte forbi.

Værre har jeg ikke oplevet. For hver 100 Meter slog en Granat ned paa Vejen eller ved Siden af, og utallige Shrapnel eksploderede. Men alt gik godt. Skrækkeligt var det at se Soldaterne fra Skyttegraven.

Leret klæbede ved alt deres Tøj, tommetykt sad det, vaadt, klæbrigt Ler. — Og saa tavse gik de tilbage, uden at dække sig, naar en Granat suste lige over deres Hoveder, — de var hærdede, eller snarere sløve.

Nu er vi her i Somain. I Morgen rejser vi til Valenciennes som Armee-Reserve. Altid maa vi være parate til at gaa i Ilden paa ny. — —

84erne har faaet en glimrende Ros, — som ingen agter paa. De sikrede højre Flanke, men der randt Blod, ungt Blod i Strømme. Vor Bataillon tabte 2 Kompagniførere og 3 Løjtnanter, og Major Koiler,
— Chefen for anden Bataillon faldt. —

Om Tabene tør jeg ikke skrive i Dag, — maaske en anden Gang.

Om Slaget ved Arras, hvis første Storm vi kom ind i, kan der ikke siges meget i Dag. Hvad der er tabt, er ikke opgivet med god Vilje, — men hvis England fremdeles vil sende berusede Sønner i Kamp, vil England aldrig kunne vinde.

Englands Taktik fra Somme var: Stærk ruinerende Artilleriforberedelse forud for Infanteristormen, som ofte blev aldeles glimrende udført.

Her ved Arras, — og i private Breve skildres det samme ved de øvrige engelske Angrebssteder, — kom de oprejst, og altsaa Skive for Infanteriilden, ravende, totalt berusede. Det var en Indsats af Menneskemateriale, som ligner de alleruforsigtigste russiske Masseangreb.

Vore Fanger var stolte, kønne Skikkelser, men sanseløs berusede allesammen. Det var rørende, med hvilken Omhu de forbandt de saarede tyske Fanger.

Selv er jeg ikke Øjenvidne dertil; men fra flere Sider, fra aldeles paalidelige Kammerater har jeg de kønneste Skildringer af Englændernes Menneskelighed og humane Optræden over for den slagne Fjende.

Det er haardt at se Lidelser, — Medlidenhedsfølelse er tung Smerte. Disse stovte, bredskuldrede, ranke Gutter, som gaar i Slag, vaager, lider i Døgn, sulter, tørster, staar der, — men bliver. Mange finder deres Grav derude, andre lemlæstes. Man holder af disse Gutter; thi man deler alt med dem, den sidste Rest af Humøret, den sidste Mundfuld Vand, og den sidste Bid Brød.

Det er dem, der i Dødens Stund forbinder det blødende Saar, dem, der varsomt hyller den døde Kammerat ind i Kappen og gemmer ham i Moder Jords Skød. Og saa spænder de den tunge Hjelm af og bøjer Hovedet i Bøn for den døde Kammerat. —

Det er Ting, som binder en til disse Krigere, det gør ondt at se dem segne, segne uden Smil.

Kærlige Hilsener til Jer alle, men mest til Dig. Mikael

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

25. september 1916. Den franske fange er død: “Et unødvendigt offer for krigens grusomhed.”

H.C. Brodersen fra Nordborg har vi fulgt siden mobiliseringen 1. august 1914. Han blev indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, fra efteråret 1915 til foråret 1916 var han i Leib-Kompagni 118, og efter en periode på lazaret kom han til Regiment 186, 2. kompagni.

(… fortsat)

Overfaldet på den franske forpost lykkedes – men franskmændene er alarmeret. Hvordan skal H.C. Brodersen og hans kammerater komme tilbage til egne linjer igen?

Nu kunde vi høre, at det blev levende i Skyttegraven bag ved os og sluttede deraf, at det var den bortløbne Franskmand, der havde hentet Forstærkning.

Skorstensfejeren og Sepl fik fat i Kraven paa Sepls haardtsaarede Modstander og slæbte ham op af Hullet, medens jeg med Revolveren og et Par Haandgranater dækkede Tilbagetoget. Da de andre var naaet noget ud til Siden, søgte jeg bagefter, og i et Mosehul afventede vi, hvorledes Situationen videre vilde udvikle sig.

Fra Hullet, som vi lige havde forladt, kunde vi høre Banden og Raaben, der beviste, at det atter var fyldt med Franskmænd. Vor Fange aandede svagt, og vi maatte fuldstændig slæbe ham efter os, da vi noget efter saa smaat søgte at naa tilbage til vore egne Skyttegrave. Det var vanskeligt nok, thi vore egne Kammerater har vel troet sig angrebet af Fjenden og skød som vilde.

Haandgranaterne røg ud over Skyttegravskanten og eksploderede i ubehagelig Nærhed. Der var ikke andet for end at raabe til dem om ikke at skyde, og først efter at de havde faaet Feltraabet, kunde vi slippe ind.

Det viste sig, at vi var kommet saa langt ud af Retningen, at vi laa overfor 2. Kompagni, der ikke vidste, at der var nogen ude ved den Tid. Klokken var allerede henad Morgenstunden, da vi endelig naaede hen til Kompagniføreren med vor Fange.

Vi var næsten mere døde end levende, men Kompagniføreren havde  en Flaske Cognac i Nærheden, og han vilde hellere ofre den og have os velbeholdne tilbage, end at indsende vore Navne til Listen over de faldne, hvilket han saa smaat havde forberedt sig paa.

Vi fik nu Tid til at se paa vor Fange, og han var ikke mange sure Sild værd. Frygtelig var han tilredt af Sepls Kniv, og han blødte af mange Saar, og fra et dybt Hul ved Halsen strømmede ved hvert Pulsslag  det varme, dampende Blod ud. En Cognac blev hældt i Munden paa ham. Han aabnede Øjnene og saa sig forvildet omkring. Et Par store Taarer banede sig Vej ned ad Kinderne og forsvandt i Fuldskægget.

Af nogle Optegnelser i hans Dagbog fremgik det, at han havde været med i Krigen fra Begyndelsen. Et Fotografi viste, at han var Tjenestemand, at han var gift og havde et Barn. Det var en Pige i 12 Aars Alderen, som paa Fotografiet stod lænet op til ham, der sad ved et Bord.

Kompagniføreren anbragte Fotografiet imellem hans foldede Hænder. Kort efter hørte vi en sagte Jamren, der endte i et dybt Suk. Vor Fange var død og havde i sine sidste Minutter trykket Billedet til sine Læber.

carte-postale17_fransk_soldat_cropped

For ham var Krigen forbi, men han syntes at være blevet et unødvendigt Offer for dens Grusomhed.

Vi har lige været hos Kompagniføreren, der paany har lovet „at tænke paa os ved næste Lejlighed”. Han mente det vel godt nok, men baade Skorstensfejeren og jeg har lovet os selv, at intet Avancement oftere skal friste os til at deltage i en lignende Ekspedition. Den  syntes os hensigtsløs og uden Led i Afgørelsen om Krigens endelige Udfald.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

18. september 1916. “Søren Hansen, I presume?” Sønderjysk kaffepunch ved Rufijifloden

Nis Kock fra Sønderborg  deltog  i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki.

Da jeg vaagnede, kom Ramasan, der havde indrettet en lille Lejr til mine tre Bærere, sig selv og Ali et Stykke fra mit Leje, hen til mig og fortalte, at der var gaaet en hvid Mand over Broen og havde slaaet Lejr nede ned Floden.

Jeg kunde se hans Lejrbaal og besluttede at hilse paa ham. Det kunde muligvis være en, jeg kendte, men selv om dette ikke var Tilfældet, saa var det Skik her i Landet, at hvide Mænd hilste paa hinanden, naar de mødtes paa Safari.

For ikke at dumpe lige ned i Hovedet paa en Officer, der maaske ikke i Øjeblikket ønskede mit Selskab, nærmede jeg mig langsomt Baalet og saå mig godt for, indtil jeg blev klar over, at her var enhver Forsigtighed overflødig. Manden, der sad ved Baalet, kendte jeg godt, endda før han kom til Østafrika. Det var en Sønderjyde,
Søren Hansen fra Haderslevegnen.

Han havde en Tid været Lokomotivfører paa Amtsbanerne, men havde fundet Forholdene for smaa og var rejst til Sydvestafrika, hvor han havde faaet en treaarig Kontrakt som Lokomotivfører. Da de tre Aar var udløbet, var han kommet en Tur hjem, men Eventyret sad ham i Blodet, og han lod sig ansætte paa en ny Kolonikontrakt — denne Gang i Østafrika. Da jeg boede i Daressalam, havde jeg hørt, at han var ansat paa Centralbanen, men han kom ikke til Byen, da han arbejdede mellem Morogoro og Tanganyika Søen. Nu sad han altsaa her ved Rufijifloden ved et muntert blussende Lejrbaal og lignede sig selv.

Jeg gik hen til Baalet og hilste: — God Dag, Søren! og for en Gangs Skyld havde jeg den Triumf at se den rolige og uforstyrrelige Søren Hansen blive virkelig forbavset: — Men hvor i den vide Verden kommer du dog fra, Nis? fik han dog efterhaanden fremstammet.

Jeg fortalte ham, at jeg kom fra Kisakki og sagde et Par Ord om, at nu var det nok forbi med at køre i Lokomotiv. Søren Hansen grinede: — Ja, det er en ny Maade at være Lokomotivfører paa, men sæt dig nu ned og faa en Bid Brød med.

Jeg tog mod Indbydelsen, og Søren anviste mig høfligt Plads paa en Feltstol, hvilket var et Særsyn paa disse Breddegrader. Jeg havde set en enkelt Officer sidde paa disse Stole, men de fleste af de andre, der kun havde tre Bærere, havde maattet give Afkald paa denne Luksus.

Søren Hansen satte sig ned paa den Kasse, der indeholdt hans Tøj, og saa gik Snakken. Midt under den kom hans Boy med den herligste Aftensmad, hvoraf jeg kunde se, at Søren hernede i Afrika var en betydelig og formaaende Mand, for ved Siden af dette blegnede alle Ramasans Arrangementer.

Medens vi spiste, fortalte Søren videre om sine Oplevelser paa sin lune og stilfærdige Maade. Han var jo blevet ved at køre frem og tilbage med Toget, saa længe der var nogenlunde Plads til at køre paa. De havde kørt Tropper mod Øst og flyttet andre mod Vest, og Søren havde aldrig bestilt saa meget i hele sit Liv.

Til sidst var der jo kun nogle faa Alen Skinne i tysk Besiddelse, sagde Søren, og Mandskabet paa Lokomotivet puttede saa et Par Dynamitpatroner ind i Maskinen og gik videre.

Nu var han Lokomotivfører til Fods paa Jagt efter en ny Jernbanelinie.

Han talte om Sønderjyder, som han havde mødt ved Jernbanen, og han kendte flere af dem fra Blokadebryderen. Deres videre Skæbne kendte han derimod ikke meget til. Kun havde han fæstnet sig ved Navnet Chr. Hansen, vor første Maskinmester. Han havde vist sig som en overordentlig dygtig og modig Soldat og vilde sandsynligvis avancere til Officer.

Jeg tænkte paa Chr. Hansen, som jeg kendte ham fra Blokadebryderen, en kammeratlig og djærv Mand, der aldrig kommanderede, men hellere tog et Tag med selv, naar det kneb, og jeg kunde ikke rigtig tænke mig ham som militær Vovehals. Men saadan var det nu. Søren Hansen nikkede energisk. Maskinmesteren
er en Mand, som de snakker om ude ved Fronten.

Vi talte om løst og fast, medens vi spiste den gode Mad, og til sidst kom vi da ogsaa til at tale om dem der hjemme.

Det var det Emne, vi altid sluttede med, naar vi var sammen med Landsmænd. Naar vi hørte det gamle Sprog igen, saa kom Tankerne om Hjemmet af sig selv, og vi kunde sidde i Timevis og drøfte, hvorledes de kunde have det derhjemme — uden at have et eneste Holdepunkt i Virkeligheden. Ikke en eneste af dem, jeg talte med, havde faaet en Linie hjemmefra, skønt der sikkert var skrevet Hundreder af Breve via de neutrale Lande til dem.

Og som sædvanlig, naar vi talte om Hjemmet og dem derhjemme, forsvandt al Stemning, og det endte med, at vi begge sad og kiggede ind i Baalet uden at sige noget. Vi kunde have det saa godt vi vilde hernede, have rigelig med Proviant, være raske og godt udhvilede —
Talen om Hjemmet og Længslen efter det gjorde os saa ynkelig fattige, og vi følte, at alt det, vi færdedes imellem, kun betød saa lidt i Sammenligning med det, vi havde lagt bag os.

Med ét hævede Søren Hansen Hovedet: — Op med Humøret, Nis, nu skal vi have Kaffe! og virkelig — jeg kunde spore en stærk Kaffeduft lige i Nærheden, og et Øjeblik efter stod to duftende Krus Kaffe paa den Kasse, der tjente os til Bord. Jeg havde ikke smagt det i lange Tider, og — saa underligt er Mennesket ogsaa indrettet — jeg glemte et Øjeblik mine Sorger ved Synet og Smagen af den brune Drik.

Herregud, det gjorde jo ogsaa kun ondt værre at gaa og ødelægge sig selv med Længsel og Sorg.

— Og her skal du se, fortsatte Søren Hansen, her er noget, som du heller ikke har set for nylig. Det var en Flaske Snaps — en Helflaske!

Jeg havde ikke set noget lignende, siden jeg rejste hjemmefra. Denne Søren Hansen var ikke alene en velhavende Mand, han var noget af et Mirakel. Hvordan i Alverden kunde han fremtrylle en Flaske Snaps midt i det gloende Afrika?

. . . og nu skal vi have os en god gammeldags sønderjysk Kaffepunch af den Slags, som vi lavede i Sandby Kro, hvor jeg er fra, fortsatte Søren Hansen og lod Handling følge paa Ordene.

Solen var forlængst gaaet til Hvile bag Træerne, og Natten havde sænket sig over Skovene og Floden. Langt borte hørte vi Hyænehyl og mange andre Lyde, som jeg endnu ikke kendte, men som jeg snart skulde stifte Bekendtskab med, og her midt i Junglen sad vi to Sønderjyder og drak Kaffepunch. Intet Under, at vi følte Trang til at synge, navnlig da vi havde faaet den anden og tredie Knægt.

Med Søren Hansens Bærere og Flodens Krokodiller som tavse, men sikkert interesserede Tilhører, afsang vi: „Der er et yndigt Land“ , og saa snart de sidste Toner var døet bort mellem Træerne og vi havde faaet endnu en Kaffeknægt, tog vi fat paa den næste danske Sang.

Det blev en uforglemmelig Nat. Siden jeg kom i Land fra Blokadebryderen, havde jeg ikke haft Lejlighed til at synge danske Sange sammen med Landsmænd, og Søren Hansen havde naturligvis heller ingen Lejlighed haft. Derfor skulde der synges meget. Sønderjyder elsker at synge, og vi var ingen Undtagelse fra Reglen. Alle danske Sange, som vi kunde huske, og det var egentlig ikke saa faa, blev afsunget den Nat ved Rufijifloden.

Det var en Oplevelse af den Slags, som man altid vil huske. Lad være, at vor Begejstring havde nogen Forbindelse med de mange Kaffepunche, lad være, at vi ikke sang saa rent, som vi maaske burde — tilbage blev alligevel Erindringen om et Møde med en Mand, der var baade Kammerat og Landsmand, og som ofrede den værdifuldeste Del af sit jordiske Gods, sin Brændevinsflaske, for at
mørke og triste Stemninger ikke skulde forbitre vort Sind.

Da Solen stod op, var Flasken tom. Søren Hansen tog Afsked med mig med mange gode Ønsker, og jeg gik tilbage til det gode Leje, som Ramasan havde redt mig. Da jeg vaagnede, var Søren Hansen draget videre mod Syd.

Den næste Gang, jeg saa ham, var Genforeningsdagen paa Dybbøl.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

8. august 1916. Vin, kvinder og øretæver

Niels H. Lustrup, Spandet, gjorde krigstjeneste i Regiment 361, 10. kompagni.

Efter en hård omgang nede ved Somme er resterne af vort regiment blevet trukket tilbage bag fronten, for at sårene kan blive lægt og hullerne udfyldte med nyt tilgået opfyldningsmandskab.

Vi ligger, som det hedder, for tiden i arméreserve og prøver på at glemme de hårde og ret krævende dage forude.

I to dage har vi nu opholdt os i denne lille belgiske by. Vi har gode dage, får rigeligt at spise og har ingen tjeneste. Vejret er efter årstiden fint. Jeg og et par kammerater har derfor besluttet os til en tur rundt i byen. Noget spændende kan vi vel i grunden ikke vente. Hvad skulle det vel være – ?

Men vi går altså en tur i byen, ser på husene, som mestendels er rekvireret og taget i brug som massekvarter for trætte tyske frontsoldater, der er kommet hertil for at hvile ud.

Nå, bare frontsoldater er det nu ikke, der ligger her. Vi har set folk fra landstormens rækker samt folk fra et eller andet arbejdskommando drive om her. Disse sidste vil vel være bedst kendt under benævnelsen »Schipp-Schipp-soldater«. Det var arbejdstjenestens våbenløse folk.

Vi er nået ned til en af byens mindre gader og standser op uden for et lille værtshus, en »Estaminet«, som det kaldes på fransk, Der lyder ingen larm derindefra, Man må formode, at her er der endeligt et sted, hvor der hersker ro og fred, Vi åbner nysgerrigt døren og træder indenfor, Ikke en sjæl at se – og dog – lidt efter dukker en midaldrende kvinde op fra et værelse i baggrunden.

– Oh-la-la! – Hun hilser smilende på os. Vi må have set ret tilforladelige ud, for efter en kort præsentation beder hun os med en lille håndbevægelse følge med ind i hendes bagved liggende private stue, – for, siger hun, her ude i skænkestuen passerer der jo så mange mennesker forbi ude på gaden, og, I forstår, sladderen går jo!

– Jo, da, vi har forstået hende, eller vi lader da, som vi gør det! Så sidder vi da straks efter inde i hendes fine stue. – Her er der lunt og hyggeligt.

Damen lader til at have sans for fine møbler. Der er billeder på væggen, nips og blomster; og, som i alle belgiske hjem, et husalter, og under en glasklokke henne i det ene hjørne en Jomfru Marie-skikkelse med Jesusbarnet.

Værtinden! Ja, jeg skal love for, hun kan snakke! Hun har snart fået os anbragt omkring bordet, til dels på ret par magelige stole eller for mit vedkommende i sofa en bag bordet.

Vi bestiller en flaske vin … – Et øjeblik, mine unge herrer! svarer hun og fjerner sig. – Lidt efter kommer hun atter tilbage med den ønskede vin. – Ih, glassene! Et øjeblik! Og som hun sådan går fra og til, lader hun hele tiden munden løbe.

Vinen perler i glassene og forsvinder i vore tørre halse. – Ha! – Mutter – den er go’! Vi må nok hellere få en mere med det samme, siger min kammerat, Frantz Hänelt fra Westfalen, til vor gode, ja, ret så rare værtinde. Hun er ikke sen om at komme ud efter det ønskede. Vi har jo i dag penge på Lommen, og – mon hun ikke har en lille anelse om det, og at disse hersens penge nok »trykker os« …! – Nå, lige meget! – Vi får have endnu en flaske, kommer det fra Friedrich Mackel

Hm! Ja, vi er lige ved at være i vinkel nu! Jo om ikke det tegner godt her … Damen forstår at spørge … Hun skulle da vel aldrig være, ja, være spion – hemmelig spion. Man kan jo aldrig vide.

Vi er kåde, ja, lystige. Vinen har begyndt at virke, føler jeg … 

Pludselig er vort lille selskab blevet forøget med et par nydelige, unge piger. – Hvor kom de fra? – Ja, spørg mig ikke – men de var der, et par unge piger på omkring de tyve. – Ja, sagde vor værtinde stolt, det er mine to pigebørn; hende der, det er Namie, og gav-strikken her hedder Maria.

Pigebørnene her var nok ikke »fødte i går«, for de var ikke spor knibske. –

Ja, sagde moderen, det er slet ikke så let for sådan en gammel kone som mig at holde styr på sådan et par tossede pigebørn.

Vi drak vin, egentlig mere, end vi havde godt af, men hvad, vi var jo i godt selskab, og her var der jo glæde og gemytlighed, så hvorfor skulle vi ikke også tage det med! Tiden gik i idel lystighed og glæde.

Jeg følte, at jeg havde nydt mere, end godt er, og at det var på tide at holde op. – En flaske vin til, lallede en af kammeraterne. Han var allerede på vej ned under bordet …

I det øjeblik sprang døren op, og ind stormede en flok råbende og støjende soldater. Under vilde skrig for de løs på os. Vi anede ikke, hvad der gav anledning til al den ballade midt i al lystigheden. Muligvis har vi været lidt for meget interesseret i pigebørnene.

Nu skulle vi altså have klø, og vi fik virkelig en læsterlig omgang tærsk, for ingen af os var i stand til at yde nogen rigtig modstand.

Disse arbejdskulier, eller hvad de var, slæbte os til sidst ud på gaden, hvor de lod os ligge, indtil en landstormspatrulje dukkede op og fik os transporteret hen på vagten.

Her fik vi lov til at tilbringe natten i arresten. Den følgende morgen havde vi alle tømmermænd, men det var nu langtfra det værste. Vi var alle til grin i de følgende dage, og så måtte vi endda lide den tort, at feldwebelen hånede os og skældte os ud for svin og meget mere ..

DSK-årbøger 1963

25. juli 1916. H. Rathje græd: Franske flygtninge på vej ud af Peronne

H. Rathje, Ragebøl, fortæller om en episode i Peronne

Det var i 1916 i Sommeslaget, en af de sidste Dage i Juli. Den stærke Trommeild, som varede i 8 Døgn, var hørt op. Civilbefolkningen søgte uophørligt tilbage bag første Linie. I Peronne saa jeg et Syn, som har brændt sig fast i min Bevidsthed.

Paa Raadhuspladsen staar en Statue af Jeanne d’Arc. Her havde en Bataillon Infanteri faaet et stort Anker Cognak paa flere Hundrede Liter anbragt, og iført al Slags Civil tøj, med høj Hat eller anden civil Hovedbeklædning, drak de sig fra Sans og Samling.

Saa kom et Tog af Hestekøretøjer paa en 4-5 km Længde, i Bunden af Vognene var der stuvet det allernødvendigste Sengetøj og lidt Køkkentøj, ovenpaa sad tæt pakket gamle Mænd og Kvinder, unge Mødre og Børn, tavse og alvorlige, men da de saa de forklædte og fulde Soldater, knyttede de deres Hænder og spyttede efter dem, nogle græd. Ogsaa jeg græd.

En Soldat tilraabte mig: „Bist du schon so besoffen Kammerat!”

Jeg tænkte paa mit Hjem, paa Far og Mor.

DSK-årbøger, 1945

19. juli 1916. Jakob Moos på vej til Somme

Jakob Moos fra Holm på Nordals gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31.

Jeg deltog i krigen ved infanteriregiment 31, 1. kompagni. Den 18. juli 1916 blev vi om aftenen klokken 11 afløst af infanteriregiment 11, som kom nede fra Verdun. Man fortalte hårrejsende historier om kampene dernede.

Vi havde i mange måneder ligget på højderne ved Loretto og Vimy; det var gået frem, og det var gået tilbage, og vi var glade for at blive afløst. Vi slæbte alle vore ejendele med os tilbage, og hen på morgenstunden nåede vi Mericour-Caronne, der var vort samlingssted. Vore gamle kvarterer var allerede optaget af andre troppeformationer. Vi hørte altså ikke mere hjemme her.

Allerede klokken fire om morgenen trådte vi an på pladsen foran kirken. Stabssergenten uddelte appelsiner og chokolade, og efter en times forløb marcherede vi af sted. Vi kom til en by, der hed  Nouelles-Gardeauet. Her blev vi indkvarteret hos civilbefolkningen og fik lov til at gøre, lige hvad vi ville, men så snart vi havde fået udleveret vor middagsmad, fik vi befaling til at blive i vort kvarter.

Vi brugte tiden til at vaske os grundigt, vi fik snavset fra skyttegraven fjernet fra vore uniformer, og enhver fik udleveret en splinterny skjorte. Efter denne renselsesproces gik jeg til landsbyens franske barbér for at blive klippet og barberet. Det var en mærkelig barberforretning, for barberen var samtidig kromand, og barberingen foregik midt imellem syngende og drikkende gæster, der jo hovedsagelig var tyske soldater.

Ved totiden marcherede vi videre. Det var en frygtelig varme, og sveden drev af os i stride strømme. Efter to timers march naaede vi en lille jernbanestation. Her holdt et tog, og vi blev stuvet ind i det. Vi var nu så langt fra fronten, at vi kun svagt hørte artilleriilden som en fjern torden. Toget kørte ikke særlig hurtigt. Jeg fik derfor god lejlighed til at se på landskabet, som vi kørte igennem. Overalt var der frugtbare marker, hist og her kønne skovpartier. Venlige og fredelige landsbyer med kønne kirker optog landskabet og forstyrredes ikke af krigen. Hist og her så man enkelte bønder høste korn, og unge piger hakkede roer.

Ved seks-tiden standsede toget ved en lille station, og vi steg ud. Efter en times march naaede vi vort kvarter. Det var en nydelig og  tiltalende landsby i nærheden af Cambrai. Nu begyndte rygterne at  tage fart. Vi troede, at vi for længere tid skulle blive her i de idylliske omgivelser; men det kom anderledes. Klokken fem om  eftermiddagen marcherede vi videre, igennem Cambrai. En af  kompagniets spøgefugle var saa heldig at faa fat i en gammel høj silkehat, som han satte oven over staalhjelmen, og hvor vi kom frem,  gjorde han uhyre lykke. Ikke mindst morede civilbefolkningen sig kosteligt.

Efter en times march på den anden side Cambrai gjorde vi holdt. Vort kompagni tog kvarter i en lade. Den var fyldt med halm. Vi fik  ordre til at være parat til at bryde op med øjeblikkelig varsel. Dette  havde til følge, at ingen følte trang til at sove. Nogle satte sig til at spille kort, andre gav sig til at drikke, og andre lavede halløj på anden måde. Vi var vel to hundrede mand i alt i laden, og alle de helt eller halvfulde folk røg tobak, cigarer, cigaretter eller pibe; de tumlede  rundt i halmen med stearinlys og lamper; det var et Guds under, at  der ikke gik ild i laden. Bondekonen kom hvert øjeblik ind til os og bad os om at være forsigtige, men man lo kun ad hende, og hendes bøn om at udvise forsigtighed gjorde kun ondt værre.

(… fortsættes)

DSK-årbøger, 1957

8. marts 1916 – Matthias P. Branderup: “… fyldt med døde”

Matthias P. Branderup fra Rødekro blev indkaldt i december 1914 og kom til at gøre tjeneste ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 37 på vestfronten. Først på året 1916 deltog regimentet som del af 10. Reservedivision i offensiven ved Verdun.

Efter optegnelserne i min soldaterbog har jeg været med til at storme følgende byer: Den 28.2.1916 Bezonvaux og Hardemont. Noget senere byen og fæstningen Vaux. Hvis jeg skulle skrive om alle oplevelser i denne tid, ville det fylde mange sider. Jeg vil kun nævne nogle enkelte.

En af de mest rædselsfulde var en nat vi lå i en skov, hvor vi ikke blot blev beskudt at af fjenderne, men også af vort eget artilleri. Vi  sendte lyskugler op med tegn om, at de skulle forlægge ilden længere frem. Men det tog sin tid, inden de blev klar over den fadæse, de havde lavet.
Det var også i denne skov, at vi en nat skulle tilbage for at hente vort feltkøkken. Da vi var med på det sidste hold, fik vi to mand besked om at tage en ballonflaske med 20 liter brændevin med tilbage, som dagen efter skulle fordeles i kompagniet.  Med vilje sakkede vi lidt bagud, for at få vore feltflasker fyldte med de klare dråber. Men vi to var også de eneste, som fik noget ud af denne snaps, for den næste morgen foretog fjenden et modangreb, så vi hurtigt måtte trække os tilbage, og overlade de kostbare dråber, som skulle have givet os lidt varme i kroppen, til franskmændene. Forhåbentlig har de så haft glæde af den.

At være ordonnans kunne i en rolig stilling være en “druckposten”. Men i en offensiv var den lidet misundelsesværdig. For at være sikker på, at en melding kom frem, blev to mand altid sendt afsted. Den ene kunne jo blive såret eller falde. Så kunne den anden bringe meldingen videre. Om dagen var det næsten umuligt at lade sig se, så al meldetjeneste foregik derfor om natten i ly af mørket.

Vort kompagni lå i en hulvej, hvor vi benyttede os af de bunkers, som franskmanden havde lavet. For at komme i forbindelse med batl, måtte vi over en vej og en grøft. Det var uhyggeligt at passere denne, da den var fyldt med døde, som ikke kunne skaffes væk. Mangen gang var vi ikke klar over, om en by var besatte at de franske eller tyskerne. Byen kunne den ene dag være besat af den ene part, og den næste dag af den anden. Vi fik således en nat til opgave af vor batl.-fører, at udforske,om en by, der lå lidt til venstre for os, hvem den var besat af. Det var ikke nogen hyggelig opgave. Da vi sneg os frem i mørket, opdage vi pludselig en fransk dobbelpost. De havde heldigvis ikke bemærket os. Vi kunne godt have skudt på dem. Men det var slet ikke vor opgave. Det var bare om hurtigst muligt – at komme tilbage igen og aflægge beretning.

Det var en nat med heftigt skyderi, at vi befandt os hos batl.-føreren. “I kan vente her, til det bliver lidt mere roligt, inden I går tilbage til kompagniet”, mente han. I det samme dumpede en ordonnans fra en jægerbatl. ned hos os. “Hvor kommer du fra?”, spurgte majoren. “Vi har lige afløst Deres batl., men fandt først nu Deres understand.” Sikken redelighed”, mente majoren, “Her sidder deres fører og har ingen anelse om, at hans batallion er afløst. Hurtigt tilbage”. Og denne ordre var vi ikke sene til at efterkomme. Med majoren, hans oppasser og vi to ordonnanser i hælene gik det hurtigt ned ad bjerget.

Det var ved at blive lyst, og franskmændene havde opdaget os og begyndte at åbne en kraftig ild. Vi var så uheldige, at vi ikke kunne finde nogen åbning i den brede pigtrådsspærring, så vi et stykke tid måtte løbe langs med denne, inden vi fandt igennem. Da vi var kommet så vidt, at vi var uden for skudvidde, kunne vi tage den mere med ro. Men vi var kommet så langt til siden, at vi først nåede frem, da vores batl.  var færdig med at spise. Men mad var der nok af, for der var mange, som aldrig nåede tilbage.

Nogle dage senere blev et af vore store ammunitionslagre skudt i brand. Det var nu også fjollet at opbevare så meget på et sted, i stedet for at lægge det i mindre depoter. Dette var måske også medvirkende til, at vor fremrykning ikke gik så hurtigt, da et stort frontafsnit blev forsynet fra dette depot. Efter hvad der blev fortalt, ramte en granat noget letfængeligt materiale.  Og så fulgte den ene store detonation efter den anden. Da vi lå lige op ad depotet, var det bare om at komme så langt væk derfra som muligt og finde dækning. Vi fik besked om at åbne munden og stoppe ørerne til, for at trommehinderne ikke skulle sprænges. Sprængningen havde været så voldsom, at et større hus kunne have ligget i hullet bagefter.

Efter en uges hvil gik det atter til fronten. Noget af det farligste var at komme frem og tilbage. Franskmændene havde altid observationsballoner oppe, og ligeledes var flyverne igang hele dagen for at udspejde vore troppebevægelser.

En nat var jeg med til at hente mad, men kunne ikke finde køkkenet. Endelig løb vi på et stort lager af konserves, og det tog os ikke lang tid at forsyne os, med alt hvad vi lige kunne slæbe. Vi fyldte de store kaffebeholdere med vand, og så hurtigt tilbage, inden det blev lyst. Da vi led mest af tørst, var vandet lige så velkommen, som om det havde været kaffe. Under sådanne omstændigheder er det bare om at hjælpe sig, som man bedst kan.

(Efter Matthias P.  Branderup: Verdenskrigen 1914 — 1918, renskrift af upublicerede erindringer på Lokalhistorisk Arkiv i Rødekro)

 

12. februar 1916. Angreb: “En forbitret nærkamp begyndte …”

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118.

Paa Slaget 6 lød det sidste Skud fra Artilleriet. Delingsførernes Fløjte skingrede, og afsted udover Brystværnet gik det i Galop.

Mange blev allerede hængende i vores egen Pigtraadsforhegning, thi Franskmanden var nemlig forberedt paa, hvad der var i Gære. En morderisk Granatild søgte at spærre os Vejen, og krydsende fra alle Sider peb Maskingeværernes Kugler os om Ørerne. Artilleriet til begge Sider arbejdede som irriterede, bjæffende Terrierhunde, og der var en Helvedeslarm.

Dog snart naaede vi foran Fjendens Pigtraad og indenfor det Omraade, hvor Franskmanden ikke uden Fare for at beskyde sine egne Tropper, kunde gøre os nogen Skade. Af det dertil inddelte Mandskab blev der ustandselig kastet Haandgranater ned i Skyttegraven for at aflede Opmærksombeden fra dem, der med de medbragte Sakse ivrigt klippede i Fjendens Pigtraad. Da der endelig var skaffet Adgang, sprang vi alle ned i Graven.

En forbitret Nærkamp begyndte. Haandgranater eksploderede rundt omkring. Dødsskrig fyldte Luften. Dolkene blev taget i Brug. Blodet løb os ned ad Fingrene. Stønnen og Jamren lød fra alle Sider. Geværkolberne suste igennem Luften og krævede ved hvert Slag sin Mand. Mand imod Mand kæmpedes der. Det var en Samling  altforglemmende Mennesker, der hensat i dyrisk Raahed ikke alene kæmpede for deres eget Liv , men for at tage saa mange af de andres som muligt.

Da de sidste Haandgranater var kastet og den sidste Patron i Revolveren var afskudt, søgte vi endnu med den bloddryppende Bajonet eller med den blodige Kniv i Haanden ned i Understandene for om muligt dér at antræffe et Offer, der kunde tænkes at have skjult sig.

Endelig blev det roligt omkring os, og ogsaa Granaterne gik højere paa deres Bane og søgte længere tilbage at spærre for eventuel Forstærkning.

Skyttegraven frembrød et grufuldt og forfærdende Syn. Ven og  Fjende laa imellem hinanden, døde eller saarede, der ventede paa at blive hjulpet. Frygtelige Skrig og Raab om Hjælp lød til alle Sider, og fra de døende hørtes svag Klynken. Geværer, Haandgranater, Tornystre og anden Udrustning flød til alle Sider og laa spredt over det hele.

Dog, vi kunde ikke give os Tid til lange Betragtninger. Stillingen skulde omarbejdes til Forsvar fra den modsatte Side. Spader og Hakker kom i Brug, og døde — Ven eller Fjende, ligemeget — blev lagt ovenpaa hinanden for at afgive Dækning.

De medbragte „spanske Ryttere” blev slæbt fremefter for at afspærre Løbegravene over imod Franskmanden. Maskingeværerne skulde bringes i Stilling for at være klar til Brug, naar Fjenden satte ind til Modangreb. Imedens sænkede Mørket sig over hele  Elendigheden, og mange saarede Kammerater kunde nu bringes tilbage.

Vi Underofficerer søgte det spredte Mandskab sammen, men der var tyndet slemt ud iblandt dem.

Bag ved et Skulderværn fandt jeg et Par af mine Folk, der kom slæbende paa en dødlignende Skikkelse. Det var Max. „Han er død som en Sild,” erklærede Skorstensfejeren, „vi fandt ham liggende med en Franskmand over sig, og vi syntes, det var Synd at lade ham ligge, han var en god Kammerat.”

De lagde ham ned, og fra hans Læber lød der et dybt Suk.

„Minsandten, om han ikke lever,” sagde Skorstensfejeren, „han skal have en ordentlig Slurk.” Skorstensfejeren løsnede Feltflasken fra Bæltet, satte den for Munden paa Max og hældte hele Indholdet i Halsen paa ham.

Det syntes at hjælpe, i hvert Fald kastede han op, men det var ogsaa en ordentlig Dosis, der blev hældt i ham. Da der noget efter kom Sanitetssoldater tilstede, blev han taget med tilbage og kom under kyndig Behandling. Der blev gjort et stort Bytte af fyldte Feltflasker, og da de alle indeholdt Vin, var de kærkomne.

Brodersen, H.C.: I Ildlinien (1933)

 

16. november 1914. Kvarter i en hestestald – og 15 liter Cognac

FR86’eren Hans Petersen fra Skodsbøl ved Broager fortæller:

Alle Rum var belagt med Mandskab undtagen Hestestalden. I den vilde ingen bo; thi der laa et Lag Gødning paa en halv Meter, og det lugtede ikke godt.

Jeg saa derind og syntes, det var Skade, at her ingen boede. Det kunde endda blive en fin Stue. Jeg havde arbejdet i Gødning før, og resolut tog jeg fat paa at kaste Gødningen ud paa Møddingen, som laa midt paa Gaardspladsen lige ud for Storstuedøren. Saa fejede jeg det gamle Spindelvæv ned fra Loftet og skrubbede Gulvet med Vand.

Da saa Gulvet var tørt, og der var luftet godt ud, bar jeg et Par Knipper Halm derind og strøede det ud over Gulvet. Jeg bar mine Sager derind, og samtidig kom 3 frivillige med deres Tornystre i Haanden og spurgte, om de maatte bo sammen med mig. Den ene var en Referendar og hed Lindlof, den anden var Dr. phil. Kurt Hayer, begge fra Kiel. Lille Frits Wolf, som var Jernbaneembedsmand fra Hamborg, var den tredie.

Saa skaffede vi et Bord, fire Stole, et stort Spejl og et Par Billeder. En Rulle Tapet, som jeg fandt oppe paa Loftet, fastgjorde vi paa Væggen med store Søm, som vi tog ud af gamle Brædder.

Dernæst hentede vi oppe i Byen en Kakkelovn, som vi kogte paa efter Evne. Røgen havde vi ledet langs Trappen op paa Loftet; vi maatte jo nok have lidt Ild; men det maatte ikke ryge. Der var dog ialt 15 Fyrsteder paa Gaarden.

Ved at rode i det gamle Skrammel oppe paa Loftet for at finde noget Bohave til vor Stue, fandt jeg en stor Glasflaske til 25 Liter. Jeg tog Proppen af og lugtede til den. Tænk! Det var den rene, skære Kognak, og der var omkring ved 15 Liter i den. Den, der blev mest glad, var Dr. Hayer. Han sprang op paa en Stol og lovpriste det store, vigtige Fund. Han sagde: “Det er jo et helt Apotek. Den Medicin er god, naar man faar ondt i Maven eller Tandpine, eller naar vi bliver forkølet. Den skal være vor fuldtro Ven lige til sin sidste Draabe, og den skal være vor Trøst, naar vi kommer i daarligt Humør.”

Til Slut udbragte han et rungende Leve for de klare Draaber, som har vist saa mangen brav Mand Vejen til Rendestenen, og saa vraltede han lidt ubehjælpsomt ned af Stolen.