Tag-arkiv: ægsalg

9. februar 1917 – Ribe Stiftstidende: mangel paa kul lukker skoler

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Kulnøden
I Sønderborg er kulnøden nu meget følelig. Der er hverken kul, koks eller briketter at faa hos kulhandlerne. Mange mennesker er ude af stand til blot at opvarme et eneste værelse. Skolen i Toftlund er bleven lukket paa grund af brændselnød. Fra i gaar af standsede undervisningen i skolerne i Flensborg paa grund af knaphed paa kul. Gasværket i Slesvig har onsdag formiddag kl. 9 maattet standse driften.

Ikke forelske sig i krigsfanger
En pige, Inger Marte, havde forset sig paa en russisk krigsfanges mørke øjne. Paa grund af hendes ungdom – hun er 25 aar – har Bisidderretten i Rødding anset en pengebøde paa 30 mark for tilstrækkelig.

Et fortjenstkors for krigshjælp
er, som meddelt, blevet indstiftet; det er et ottekantet kors af graat krigsmateriel. Paa forsiden staar “Für kriegshilfsdienst” og paa bagsiden kejserens navnetræk med krone over. Korset, der skal bæres i et hvidt baand med 6 sorte striber og rød kant, kan uden forskel paa rang og stand gives til kvinder og mænd, der ærlig har udmærket sig ved fædrelandsk hjælpetjeneste af enhver art.

Forbudet mod fordyrelse af levnedsmidler,
der i stor udstrækning har ramt landmændene med bøder for deres hustruers salg af æg til dagens og markedets pris, vil antagelig nu blive ophævet under denne form for nævnte ægsalgs vedkommende. Der er nemlig kommet en forordning, som fritager for straf, naar sælgeren har handlet af uvidenhed og ukendskab til lovens forskrifter. Som sagen blev dreven, gav den politimyndighederne meget arbejde og bryderi, skriver Hejmdal. Fra et enkelt sogn paa Als foreligger der saaledes over 60 anmeldelser, som nu skulde til behandling i Nordborg.