Tag-arkiv: 1. verdenskrig

23. februar 1918. Endelig kom der en hel stak med dine breve. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 23. febr. 1918

Min kære Jørgen!

Sikken mængde breve, der kom fra dig i dag. Jeg tror, der var ti i alt. Det første er fra den 2. febr., og så følger de jo senere, ligesom du har skrevet dem, også de fire smukke kort til børnene og mig.

Du kan tro, de var glade ved de kort. De talte dukkerne og drøftede det rigtigt. Fotografierne kom også, de er rigtignok også vellykkede, dyrene har stået så rolige, de er vel ikke så »spral« af sig. Det får de ikke havre nok til.

Havde alle de breve bare kommet på rad, som de plejer, kunne vi jo nok ha’ fået det ordnet med ansøgningerne efter dit ønske. Men nu er det hele jo en gang forkludret. Der er jo skrevet, at vi har en karl, en daglønner og en russer. Hvor var vi dumme i efteråret, da du kom hjem på orlov med den besked fra løjtnanten, at vi ikke rettede os efter den. Og dumme har vi jo været hele tiden, så længe du har været inde.

I førstningen har jeg sagt det, at vi kunne lade det hele ligge, så kunne det gå, som det ville, men da ville ingen høre efter mig. Nu begynder vi at få øjnene op, men det er jo lidt sent, nu har du døjet meget, og enden er der jo ikke endnu.

– Ellers var jeg rigtignok glad ved at læse alle dine breve. Jeg fik næsten ingen middagsmad, boghvedegrød og sylt, over alle de epistler…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

16. februar 1918. Hans ko hedder Lise. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

16.2.1918

Min egen kære Inger!
… Som du vel kan tænke, er jeg igen i Frankrig tæt ved det sted, hvor jeg var sidste sommer…. Posten henter jeg i Walincourt. Det var der, Hans Fink var sidste sommer, da jeg var på lazarettet i Cambrai. Da jeg i dag kørte her til byen, blev en tysk flyver skudt ned lige i vor nærhed. Det så frygteligt ud, som den kom susende ned mod jorden med hovedet nedad, om man ellers kan kalde det sådan. Længe efter kom halen, som var tabt oppe i luften, også susende ned. De to mænd, som sad i maskinen, en løjtnant og en feldwebel, var selvfølgelig døde. Samtidig blev en lænkeballon og nok en flyver skudt ned, begge tyske. Ellers er det endnu roligt ude ved fronten, men hvor længe vil det vare. Her har vi et temmeligt godt kvarter, vi er kun fire mand i en stor stue. Den fjerde, som er kommen til, er en, som passer bataljonskoen, et let arbejde, men han er også en ældre mand. Hans ko hedder Lise…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

13. februar 1918. Der skal vist ske noget her på Vestfronten. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag, d. 13.2.1918

Min kære, kære Inger! .
.. Jeg ved ikke, hvornår du får mine breve, for jeg kan forstå på mine kammerater, at deres pårørende heller ikke hører fra dem. Der skal jo vist ske noget her ved vestfronten, og derfor er det vel, at der gås så hemmelighedsfuldt til værks. Jeg vil ikke endnu skrive, hvor vi er, for jeg tænker, at brevet måske lettere når hjem, når der ikke står noget derom. Er i aften henne på et soldaterhjem, og der har jeg truffet på et par andre danskere, og nu har vi alle tre sat os til at skrive. Ja, tankerne går hjemad til alle de kære, som sidder der og længes. Det er et par unge mænd, og de er kede af, at de nu snart skal ud i stillingen igen, og det er ikke så sært. Hvis jeg skulle have været med derud, ville jeg også have været meget beklemt derved…

Torsdag d. 14.2.1918

Mange tak for brevet fra den 8. febr. Du fortæller deri, at du vil søge om at få mig hjem til såtiden, og det er jeg ikke glad ved. Og samtidig fik jeg brev fra Thaysen, at du allerede havde været ovre hos ham med ansøgningen, og at han allerede havde sendt den videre. Der har været postspærring i 14 dage, og så har du ikke fået mine breve, hvori jeg bad dig om at vente med at søge. Og den 6. febr. skrev jeg så, at du skulle søge om at få mig stillet tilbage i et fjerdingår eller mere.
Mon du ikke kan få denne ansøgning, som allerede er indsendt, til at gå tilbage, for jeg kan næsten ikke tænke mig at komme hjem en lille tid, selv om det blev i fire uger, og så skulle afsted igen. Det er så forfærdeligt, dette at skulle til at tage afsked fra jer alle mine kære. Og så er der endnu en grund… jeg er bange for at skulle miste min plads, og det værste var da, hvis jeg igen kom tilbage til kompagniet. Kære Inger, hvis det er muligt, så se at få ansøgningen tilbage, og hvis du synes det, så søg om at få mig sat tilbage, enten nu eller i det mindste til høsten. Jeg kan som sagt ikke tænke mig afskedstimen igen…

Det har jo også været en lang ventetid for dig, kære Inger, vel hele 14 dage, hvor du slet ikke har hørt fra mig, og derfra stammer det også med ansøgningen om orlov. Det er slet ikke blevet os fortalt, at der var spærret for posten, men nu i dag blev det fortalt, at det igen er åbnet for trafikken. Derimod er der i dag blevet spærret for orlov indtil videre. Der skal vist snart begyndes for alvor på offensiven. Det er noget, jeg tænker mig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

13. februar 1918. Herhjemme venter vi ikke andet af den fred, end at den kan forlænge krigen. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag d. 13.2.1918

Min egen kære Jørgen!
Der kommer bestandig ikke brev fra dig. Det er hårdt helt at være uden efterretninger fra dig, i dag er det akkurat 14 dage siden dit sidste brev er skreven. Jeg begynder at blive lidt urolig. Hvis I nu skulle være flyttet, er det jo vanskeligt, at du får det så godt, som du har haft det hidindtil…
Jeg havde så småt håbet på at få Jenny til forår, men nu er hun lejet til Mathias Johansens igen for en vældig stor løn, 300 M for sommeren. Petrine synes, hun vil prøve det et andet sted, men Sara vil nok blive. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal til sommer, Dimitri beholder vi jo sikkert ikke, nu da der fred med Rusland. Herhjemme venter vi ikke andet af den fred, end at den kan forlænge krigen.
Fredag d. 15. febr. 1918. Der er endnu ingen brev kommet fra dig. Så længe har det endnu aldrig varet, og du kan forstå, at jeg længes helt forfærdelig efter at høre fra dig. Efter avisen ser det ud, som der er uro i Vogeser- ne, så jeg kan ikke andet end være urolig for dig….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

11. februar 1918. Nu er der sluttet fred med Ukraine, men det gør vel hverken fra eller til. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Mandag d. ll.fébr. 1918.

Der er ikke kommet brev fra dig endnu. Hvor jeg dog længes efter at høre fra dig. Jeg er egentlig ikke så urolig for dig, jeg mener jo da, at der er postspærring, og jeg derfor ikke hører fra dig. Men du kunne jo også være flyttet. Der kan være sket meget siden den 30. jan., da er dit sidste brev skrevet. Det har været en dårlig postforbindelse helt siden jul…
I dag er det fastelavnsmandag. Der skal jo nok være en hel del folk i Haderslev, hestehandlen florerer stadig. Vi fik da grønlangkål og mælk og tvebakker i går til middag, og lidt hedeviger fik vi også bagt i går, men de er jo langtfra så gode, som dem vi før fik fra bageren. Børnene havde hver et fastelavnsris, som de så var inde at banke pigerne op med. Det morede dem meget… Sådan som børnene venter efter, at du skal komme hjem. De taler om dig hver dag. Louise kom hjem og fortalte, at Folmer var kommet hjem og var fri. Så sagde Kirstine: »Havde det endda været vor far«, og sådan siger de så tit. Nå, den 4 ugers orlov skal du jo da også nok få, men det andet havde jo været bedre, om du ikke skulle have været afsted igen. Nu er der sluttet fred med Ukraine, men det gør vel hverken fra eller til. Dimitri er ikke fra Ukraine, vi så efter på kortet i går, ellers skulle han jo vist have været hjem. Han går og er så veltilfreds og passer sin stald og malkningen nok så godt. Vi har fire små kønne kalve…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

9. februar 1918. Bare jeg havde været et par år ældre. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag aften d. 9.2.1918

… Du skriver om, at du vil søge om såorlov for mig. Men nu håber jeg, at du har fået mit brev fra d. 6, hvor jeg beder dig om at søge om at få mig stillet tilbage. Jeg håber, at ansøgningen om orlov ikke er sendt ind, når du får brevet fra d. 6. Jeg skal sige dig, jeg vil hellere herfra jo før des bedre, for man kan jo aldrig føle sig tryg, sålænge man er ved fronten… Alle de, som er 42 år hos os, bliver i disse dage sendt til Rendsborg, og måske de så bliver fri. Bare jeg havde været et par år ældre. Men der kan da være udsigt til, at jeg kan blive stillet tilbage, da der må være folk nok. Nu vil der nok gå nogle dage hen, hvor du ikke hører fra mig, da vi skal ud at rejse med toget. Men jeg ved selvfølgelig ikke, hvor vi skal hen i verden….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

8. februar 1918. Blot jeg ikke havde betænkt mig så længe. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

 Fredag d. 8.2.1918

Hvor jeg da blev glad, da jeg så der var brev fra dig i dag. Jeg havde ingen breve fået i et par dage, og så begynder jeg straks at længes. Du skriver, at Fedder vil få Johansen til at skrive en ansøgning, og så vil du en af dagene gå over til Thaysen med den. Men inden det er så vidt, så har du jo vist fået mit brev, hvori jeg skriver, at du ikke skal søge endnu. Blot jeg ikke havde betænkt mig så længe, for nu går der jo en 8-10 dage hen, inden ansøgningen kommer i gang… Det vil nok ikke vare længe, inden vi kommer bort herfra. Noget bestemt ved jeg ikke, men der ymtes om, at vi snart skal på rejse. Det har jo også været en ualmindelig lang hviletid for os, men ikke for lang, for her ved man, hvordan man har det, men man ved ikke, hvordan man får det.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

19. januar 1918. De går og tager masser af penge ind og nyder fordelene ved krigen. Brev fra Inger til Jørgen.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag eftermiddag 19.1.18

Kæreste Jørgen!
… I går formiddag gik jeg over til Thaysen for at tale med ham om en ansøgning. Det var en helt anstrengende tur, for der lå megen sne, og det sneede hele tiden, og meget opmuntrende var det heller ikke at tale Thaysen.

At søge om at få dig »entlassen« nyttede slet ikke, sagde han, du var ikke gammel nok. Jeg blev så ked af det, nu har vi troet og håbet så bestemt, at du skulle blive fri til foråret, og så biir det igen en skuffelse.

Nej, vi skal nok rette os ind efter at bie, til vi får fred.

Men hvor er det svært altsammen. Jeg længes meget efter at få dig hjem, og du er jo så led og ked af soldaterlivet og ville så gerne hjem. Det er jo en hel ulykke for hvem, det har truffet på at være indkaldt. De andre herhjemme mærker ikke til krigen. De går i deres gode hjem og nyder jo alle fordelene ved krigen, tager masser af penge ind på alle måder. Kun der, hvor manden er indkaldt, kan de fordele jo slet ikke udnyttes, og så skal I endda lide savn og døje ondt oven i købet.

Jeg kan sommetider se mig lidt gal på alle de »Reklamationsfolk«. En lille forskrækkelse i form af en lille indkaldelse kunne jeg næsten unde dem.

Jeg spurgte så Thaysen, om der da slet ikke kunne søges. Ja, så mente han jo da, at vi godt kunne forsøge med en »Zurückstellung« i længere tid; og det kunne vi begynde med straks.

Jeg gik op til Fedders i går aftes for at høre hans mening, og han syntes så, at jeg skulle spørge dig først, om du vil have, at jeg søger om det sidste.

Kan du ikke spørge Harden, om det er helt sikkert, at pladsen kan holdes åben til dig, når den orlov er forbi, for så kunne det jo da være godt nok at komme hjem. Se at få det at vide, for så vil vi jo straks få en ansøgning i gang. Måske jeg skulle få Thaysen til at søge, du kunne jo også selv skrive til ham og bede ham om det. –

Hvorfor mon Thaysen sagde det til dig til Finnemanns begravelse, at det var helt sikkert til foråret? Det har holdt modet oppe hos mig helt siden. Jeg har stolet helt bestemt på det, derfor er skuffelsen jo så meget større nu.

Nu gør jeg jo vist også dig ked med mit brev; men jeg er jo nødt til at skrive det som det er.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918

26. december 1917. Der måtte tales tysk under julemiddagen. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

2. juledag 1917

Min egen kære Jørgen!
… [Børnene] har jo fået mange sager til jul, og de er jo så glade ved det alt sammen. Ellers kneb det lidt for mig juleaften, der var ingen rigtig stemning over det. Begge vore soldater spiste også med os, og når man så skal sidde og tale tysk med dem, det er vi jo ikke vant til, og den ene af dem var ikke sådan videre flink den aften. Han sad næsten, som lo han lidt af det hele. De har jo kun været i fjorten dage, så vi kender dem jo egentlig slet ikke. Du kan tro, jeg savnede dig meget, kære, kære Jørgen. Jeg er lidt bekymret for, at du ikke har fået den store pakke til jul, det var da nu kedelig, for der var jo både pebernødder og brune kager og andet…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

22. december 1917. Man må hjælpe sig som man kan. Og det er ikke smukt. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag aften d. 22.12.1917

Min egen kære Inger!
I de sidste dage har det været småt med posten. Det må jo være postvæsenet, som er overlæsset med arbejde nu indtil jul. Men der er jo da to dage til jul endnu, og da kan der komme gang i sagerne inden den tid. Det går måske dig ligeså, at du ikke hører fra mig, men du kan være rolig, for at jeg har det godt, er endnu i Muhlhausen. N år jeg kører med æslerne hen til stalden, er der gerne nogle drenge, som kommer og spørger på deres plattysk: »Schal ick fiihren«, eller også er der nogle, der råber: »Iah, iah«, ligesom når æslerne skryder. Nå, det anfægter mig ikke det mindste, jeg passer min dont…
Du må forresten gerne sende min lædervest, for nu da jeg er kørende, kan jeg nok bruge den. Og ligeledes er den god, når jeg skal strigle de langørede, den tager lidt af for den uldne vest. Måske vesten er for tung af sende? Sådan som der da bliver stjålet, man må sådan passe på den lille smule foder, man har til dyrene, for ellers går det væk. Det gik sådan for mig en af de første dage, at de tog alt, hvad jeg havde, hø og halm, så jeg bare havde lidt havre tilovers. Det var slemt for æslerne i et par dage, men jeg har også fået lært at tage igen. Man må hjælpe sig som man kan. Det er ellers ikke smukt.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

15. december 1917. Nu skal der lægges rent på sengen hver 14. dag.

Brev fra Inger til Jørgen
Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag d. 15. dec. 1917

Min egen kære Jørgen!
Mange tak for dit gode brev fra den 11. Det var rigtignok godt at høre, at du har fået sådan en ansættelse. Så har du det bedre, og vi herhjemme kan være mere rolige. Det må jo være et stolt syn at se dig komme kørende med æsler. Du må se at få dig fotograferet, det kunne da more børnene meget. Nu er det ligesom, jeg kan glæde mig mere til jul. Jeg har været så bange for, at du skulle komme ud i stillingen til den tid, og så måske ingen pakker få. Så havde det rigtignok ikke været meget ved at fejre jul med juletræ, gaver og hvad der ellers hører til herhjemme. Jeg skal nok få de omtalte pakker sendt, mindre kan jo ikke gøre det. – 1 dag er vore soldater rejst igen, nu skal der skiftes hver 14. dag. Sikken idé, så skal der lægges rent på de senge to gange om måneden. Folk og soldater er da også meget utilfredse med det…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

14. december 1917. Man må næsten slæbe sit spisekammer med hvis man vil have noget. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag, den 14. dec. 1917

Min egen kære Jørgen!
I eftermiddag er jeg i Haderslev. Det er igen belysningen, det er galt med. Jeg har været hos Holm for at høre om sprit, men han havde selvfølgelig ikke noget. Det har han nu nok alligevel; men sagen er jo vist den, at penge ikke så lige kan gøre det længere. Uh, hvor bliver man da ked af al den komedie, man kan næsten slæbe hele sit spisekammer med, når man vil have noget. Og det kan man jo heller ikke blive ved med, så kommer vi jo i det mindste til at slagte en stud! Jeg tænkte, jeg ville have besøgt Andreas og Marie lidt nu, da butikkerne er lukkede. Men de er ikke hjemme, så sidder jeg nu her på Harmonien og skriver på fru Carlsens papir, hun bad mig om at hilse dig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

6. december 1917. Hvad siger du til denne store ære, som er blevet din mand til del? Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Torsdag d. 6.12.1917

Min egen kære Inger!

Endelig i dag har jeg fundet kompagniet. I formiddag kl. 10 kom jeg hertil. Vi ligger i en fabrik i Muhlhausen, så ved du jo nok, hvor det er.

Modtagelsen var meget god, der var ingen, som havde savnet mig endnu. Den første, jeg talte med på skriverstuen, var Suhr, og han var som sædvanlig meget flink. Han fortalte mig, at han havde skrevet til mig 3 gange og var meget forundret over, at jeg ikke havde fået brevene. Måske kunne jeg være blevet en dag længere hjemme. Det havde jo været meget rart, hvis fødselsdagen kunne have været fejret lidt mere i ro. Nå, nu er det jo overstået med at tage afsked denne gang. Og så vil vi håbe, at det ikke skal ske tiere, at jeg skal rejse fra jer, men at jeg, når jeg igen kommer hjem, kan blive hjemme altid.

Da kompagniføreren og feldwebel Harden kom tilbage fra tjenesten, blev jeg og en mere, som også var kommet fra orlov, kaldt hen på skriverstuen, og her gav kompagniføreren os begge jernkorset samt ønskede os til lykke. Hvad siger du til denne store ære, som er blevet din mand til del? Ja, du har måske fået det at vide førend jeg, da Suhr har sendt tilladelsen til at bære det hjem, og om et par dage får du også korset, som Suhr ligeledes sender. Nu ved du så det. Jeg er såmænd ikke blevet mere stolt for det, men jeg vil da nok sige, at skulle jeg have jernkorset, så har jeg fortjent det lige så godt som alle de andre. Men det allerbedste er, at jeg håber at få en eller anden bestilling her lidt bagved fronten, det mente Suhr. Hvis det kan blive tilfældet, så var jeg da meget glad. Så længe vi ikke er i stilling, kan jeg jo sagtens holde det ud.

Hvordan har du og vore små piger det, kære Inger, jeg længes meget efter jer, og det gør I jo også efter mig.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

5. december 1917. Jørgen har fået Jernkorset. Brev fra Inger til Jørgen

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

4 ugers uventet orlov kompenserer for afslag på ansøgningen om »Zuriickstellung«. Kompagniføreren, løjtnant Rerne, har forinden givet Jørgen Friis et tip med hensyn til en ny ansøgning om »Entlassung«, og under orloven kommer amtsforstander Thaysen med en bemærkning, som vækker forhåbninger til foråret. Indtil da får Jørgen Friis i Muhlhausen en god bestilling ved »den store bagage«. Postspærring bringer væsentlige forstyrrelser, tyskerne liner op til den store offensiv. (red)

Onsdag, ri. 5. dec. 1917

Min kære, kære Jørgen!
Tak for de to kort fra Hamborg og Berlin, som jeg fik i dag. Jeg ser, at du rejser østpå. Der var jo heller ikke andet at gøre, for så længe det kun var rygter, at dit kompagni var kommet til Frankrig, kunne du da egentlig heller ikke godt rejse den vej. Vi ser jo da også, at det ikke passede, at de var var kommet til Cambrai, heldigvis. Bare du da var blevet hjemme, til alle de kort og efterretninger var kommet, så havde vi da haft den søndag i ro. I går var der to kort, begge fra Suhr. I det ene meddeler han, at de befinder sig i Muhlhausen, »Fabrik Engel«. Det andet kort er vel egentlig fra kompagniet, der skriver han, at du er blevet tildelt jernkorset, og i dag er der kommet et indskreven brev fra Reg. 85 med et bevis for, at du har fået samme kors. Det er vist fordi, de nu afslår vore ansøgninger, at dette så skal være en erstatning. Det er i hvert fald en dårlig erstatning…
I går aftes var Valborg og jeg hos Fedders. Der var Joh. Froms, Jørgen Froms, Møllers, Rasmus Møllers, Niels Schultzes og Erik- sens. Et helt stort besøg ser du. Det er muntre folk alle sammen, så bliver der ikke tænkt så meget på krigen og heller ikke talt om den. De lever ikke sådan med i det, som vi andre gør; og vi kan jo også nok sige, at der er meget andet, som er bedre at tale om, for- krigen er altid det samme og altid lige håbløs og endeløs. – Våbenstilstand er der jo i Rusland, men om de kommer til at slutte fred, ved man ikke. Der er jo ingen, som de kan slutte fred med. Det bliver ved at være lige forvirret derovre. Når I nu bare kan blive der i Muhlhausen til jul, for der må jo da være nogenlunde. Jeg længes efter at få et rigtigt brev fra dig. Du kan tro, der var et langt brev fra »Reginenstrasse« i dag; meget tak nemlig. Begge dele var ankommet i god behold, men de ville gerne vide, hvor meget der var at betale, ellers var det hende »peinlich«. Vi glemte jo at veje de to sidste pakker. Tror du ikke, der har været 3 og 4 pd? Jeg må jo vist hellere sende en regning; ligeledes til fru Suhr. »Familien Harden« bad mig hilse dig. Hun havde skrevet det til sin søn.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.