Höeg, Mathias Peter (1889-1964)

Mathias Høeg i Rusland

Persondata
Født:  04/03-1889, Tirslund, Tirslund Sogn
Savnet:  30/08-1915, Slobota Slota, Rusland
Død: 02/03-1964, Toftlund.
Begravet på Toftlund sogns kirkegård.
Uddannelse: 
Erhverv:  Snedker, bygmester
Bopæl:  Toftlund
Hustru:  Auguste Kjerstine Hansen
Børn (før krigsafslutningen):  1

Militære løbebane før krigen

Militære løbebane under krigen
Indtrådt:  Februar 1915
Udtrådt:  Kigsfange i Rusland, kom hjem 10/12-1919
Enhed(er):  Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 223, 8. kompagni
Rang:   –
Såret: 
Udmærkelser:  –
Andet: I fødselsbiregisteret står ”Mathias Peter Höeg”, i kirkebogen ved dåb ”Matthias Peter Höeg”. I Vermisstenlisten er han opført som ”Hoeg, Mathias”, født i ”Fieslund”, der blev savnet 30-08-1915 ved Slobota Slota, Rusland.
Var 4 år i krigsfangenskab i Sibirien og vendte hjem december 1919 – se bogen: “Jeg har ikke flere patroner” som Mathias P. Høeg udgav på eget forlag 1943. Link til Krigsfangekort.

Kilder
Fødselsbiregisteret, Toftlund, LAA
Vielsesbiregister, Toftlund, LAA.
Kirkebog, fødte, Tirslund, LAA
Vermisstenlisten, 1919
Gravsten, Toftlund sogns kirkegård

Publikationer
Jeg har ikke flere patroner” ved Mathias Peter Høeg, udgivet 1943 på eget forlag.
Jeg har ikke flere patroner – fire år i sibirisk krigsfangenskab“, genudgivet i bearbejdet form af journalist Helle Rettbøl Carl, 2011.
Læs evt. denne boganmeldelse (eksternt link, september 2015).

Dan Obling, Carl Erik Christensen og Lis Mikkelsen: “Fra Vestergade til Vestfronten”, Toftlund sogn i 1. Verdenskrig 1914-1918.
Hjemmeside: www.toftlund-lha.dk

Fotos

Mathias P. Høeg og Auguste i Sønderborg 1915.
Auguste Høeg med barn.
Militærpas

Øvrige oplysninger:
Mathias P. Høeg, der var født i Tirslund, var uddannet i byggefagene.  Han havde i 1912 etableret egen virksomhed. Året efter opførte han Østergade 52 i Toftlund, og han giftede sig med Auguste Hansen. Straks efter krigsudbruddet blev mange af hans ansatte indkaldt. Den 24. februar 1915 blev han selv indkaldt, så han måtte lukke den nyetablerede virksomhed.

Han førte dagbog gennem hele krigen. Det var et lille hæfte, som han kunne have i lommen.

Den 23. december 1914 noterer han i dagbogen, at han har været på session i Arnum. Mathias Høeg blev i første omgang kasseret som soldat. Efter sessionen får han at vide, at han nu hører med til armeen. Grænsen for, hvem der skal kasseres, er flyttet siden krigens udbrud. Mathias Høeg får besked på, at han er indkaldt, men at han foreløbig har orlov.

”Tyskerne ofrer med glæde deres sønner for fædrelandet. Anderledes er det med danskerne!” skriver Mathias Høeg i sin dagbog.

Han får i februar besked om at give møde i Sønderborg. De sidste dage hjemme bliver brugt på at få bøgerne a jourført og på at lave regnskab.

Da han begyndte sin tjeneste, fik han udleveret et par bukser, der var revet helt i stykker. Soldaten foran fik også iturevne bukser, og han fik besked på, at i hæren kunne man ikke regne med, at alt var som nyt. Man kunne ikke få byttet af kosmetiske grunde.

Så var det Mathias Høegs tur.  Han ville ikke begynde tjenesten i hullede bukser, så han bad om at få dem byttet. På spørgsmålet om hvorfor bukserne skulle byttes, var Mathias Høeg smart nok til at sige, at bukserne var alt for små. Han fik et par nye, der også havde hul. Han klagede igen og fik et tredje par splinternye bukser. De var for lange, men det problem kunne let ordnes. På den måde fik Mathias Høeg en uniform, der var hel og i orden.

I Sønderborg fandt den første træning fandt sted, og   på fridagene nød han de historiske omgivelser på Dybbøl. Han blev indkvarteret hos en uvenlig gammel dame. Hun ændrede dog holdning, da han snakkede dansk til hende.

I marts 1915 blev Mathias Høeg syg. Han fik nyrebetændelse og var meget dårlig. Han fik ordineret et par aspirin, og det hjalp selvfølgelig ikke. Da dette var sket 3 gange, protesterede han. Overlægen blev rasende. Han mente ikke, patienterne havde noget at skulle have sagt.

Da han var gået, kom saniteteren og skældte Mathias Høeg ud. ”Her på stedet ligger patienterne ret i sengen, når overlægen kommer forbi,” sagde han.

Mathias Høeg lod sig ikke tryne. Han protesterede og kom på lazarettet og blev helbredt.

I slutningen af maj fik han besøg af sin kone Augusta, og der var tomt, da hun igen rejste hjem.

En underofficer gør, hvad der står i hans magt for at plage soldaterne under træningen i Sønderborg. En er for lille, en er for stor, og mange er for tykke. De får spydige bemærkninger og stroppeture. En af de indkaldte spørger forsigtigt underofficeren, om det ikke kan være en gene at være så høj, som hr. underofficeren er? Underofficeren aner måske en frækhed, men han spørger alligevel: ”Hvorfor?” og soldaten svarer: ”Det må ikke være let for folk som Dem i skyttegravene. De må være let at træffe!”

Officererne kalder soldaterne for ”Tyskland sidste håb” og Mathias Høeg konstaterer tørt, at enhver kan se, at de ikke er 1. klasses frontsoldater, så det må stå slet til.

En af Mathias Høegs kammerater, Bertel Kjær, skriver sit testamente, mens de er i Sønderborg. Det gør Maias Høeg ikke. Han agter at komme hjem.

”Der er omtrent lige så mange koner her som feltgrå soldater!” skriver Mathias Høeg, da afskedens time nærmer sig i Sønderborg.

Han kommer til Hamborg med tog den 16. juni 1915. Overalt modtages toget med jubel. De eneste, der ikke er i godt humør, er sønderjyderne. De har svært ved at klare krigseuforien.

De ved ikke, hvor de skal hen, men efterhånden går det op for dem, at de i hvert fald ikke skal til Frankrig.

Turen gennem Tyskland har flere dages ophold hist og her. Soldaterne modtages med jubel. Man hylder de ”nordtyske soldater”.

Mathias Høeg nyder på sin vis togturen. Han har ikke set bjerge før.

”På os Nordens fladlandsbeboere gør bjergene et vældigt indtryk!” skriver han.

De kører gennem Holstensk Schweiz. De kommer gennem Karpaterne og igennem en flere hundrede meter lang tunnel. Der kan være meget at kritisere undervejs – organiseringen af maden for eksempel, men landskabets skønhed kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Mathias Høeg er betaget.

De kører langs Donau til Budapest. Undervejs spekulerer soldaterne stadig på, hvor de mon skal hen. Morgenmaden på toget er to æg og et bæger vin. Det er noget, der forbavser de sønderjyske bondeknolde.

Soldaterne synger en sang, der hedder ”In der blauen Donau schwimmt ein Krokodil!” Krokodiller ser Mathias Høeg ikke, men han suger til sig af ”Budapest – sydens folkeliv!

De venlige ungarere forstår soldaterne ikke. Deres sprog er en glad, ubegribelig pludren, men de forstår ungarernes ”Liebesgaben” der uddeles på stationen. Der uddeles blomster og små lækkerbidskner til soldaterne, før togturen fortsættes. Nogle af soldaterne har ungarske adresser på små sedler i lommerne. ”Om de vil bruge dem, ved jeg ikke” skriver Mathias Høeg.

I Ungarn får soldaterne fri. En gruppe sønderjyske soldater på 9 går ud for at opleve den nye verden. Mathias Høeg bemærker, at de passerer mange par bestående af en tysk soldat og en ungarsk pige, da de går hjem.

Vel hjemkommet til kvarteret, skriver de 9 sønderjyder et fælles kort hjem til Nordslesvig. Mathias Høeg skriver i dagbogen: ”Når vi kommer ud i verden, så holder vi sønderjyder sammen. Selv om vi godt kan forliges med tyskerne i al almindelighed, så har vi dog ikke noget at drøfte med dem i fritiden. Det kan vi bedre, når vi er under os selv!”

Den 29. juni er soldaterne kommet til Galizien. Man kan tydeligt se, at der har været kampe her. Broer over floder og kløfter er ødelagt, og tyske pionerer har erstattet dem med midlertidige overgange. Bygmesteren Mathias Høeg må nødtvungent beundre det tyske håndværkerarbejde.

Da troppetoget stopper for sidste gang, holder transportføreren en rørstrømsk tale for soldaterne. ”Han talte i smukke, bevægende, patriotiske ord og takkede for den ære, det havde været for ham at føre os til ærens slagmarker. Da han tav, var der et øjebliks stilhed. Så stemte vi i med sangen ”Nach der Heimat möcht ich wieder”. De dejlige toner rev os med i denne på en gang smukke og dog så triste aften.” skriver Mathias Høeg.

Soldaterne marcherer fra Kaliz, hvor togrejsen stoppede, og til Borcikow, hvor de blev fordelt til regimenterne. Efter endt uddannelse blev Mathias Høeg og en gruppe andre sønderjyder i juli 1915 overflyttet til den tyske Süd-Armee i Galizien (den nuværende sydøstlige del af Polen), og blev her tildelt Reserveinfanterie-Regiment Nr. 223, 8. Kompagnie, hvor hovedparten af regimentet bestod af folk fra Hessen. Regimentet var opstillet i Wiesbaden.

De var på vej mod fronten. Overalt er der spor af krigens ødelæggelser. Undervejs overnatter soldaterne i de huse, de kommer forbi. Et sted bor de hos en jøde. Han har absolut ingen halm, de kan sove i. Da de betaler kontant, fremtryller han så meget halm, at de kan hvile hovedet på det.

Lidt senere kommer der to hærgede frontsoldater. Med deres bajonetter overbeviser de jøden om, at det er klogest at komme frem med halmen – og det endda gratis.  Mathias Høeg spørger frontsoldaterne, om det er fronten, de kan høre i det fjerne. Frontsoldaterne ler. Når man er ved fronten, er man ikke i tvivl, siger de!

Den 4. juli noterer Mathias Høeg, at han nu har skrevet 61 kort hjem.

”Det er da noget!” skriver han.

Soldaterne nærmer sig fronten, og de nærmest dumper ned i en halvt færdig skyttegrav. De får besked på, at hvis de har livet kært, så graver de skyttegraven færdig, før det bliver lyst.

Den første dag i skyttegraven forløber roligt. I begyndelsen dukker de nye frontsoldater sig, hver gang de hører noget, men de gamle, hærdede soldater lærer dem at kende forskel på de forskellige lyde. Nogle af lydene er ufarlige. Andre skal de vare sig for.

Efter nogle dage får de ”ilddåben”.

Regimentet deltager her i kampene mod russiske styrker, efter den tyske offensiv mod Przemyl og Lemberg i juli 1915, og senere sammen med østrig-ungarnske tropper, i gennembrudskampene ved floden Zlota Lipa.

De skal fordele maden i mørke, og det er slet ikke så let, så de tillader sig at tænde lidt lys for at se. Det giver russerne en ide om, hvor de er, så pludselig ” overøste russerne os med shrapnel- og maskingeværild.” Der sker ikke større skade med soldaterne. Enkelte får et stejfskud. Værst går det ud over maden. Kogekarrene er væltet. Der røg den aftensmad.

Næste morgen vækkes soldaterne kl. 4 og beordres på marchtur. De føres over et stejlt terræn, der er så ufremkommeligt, at de må kravle på hænder og fødder for at komme frem. Endelig når de op, og til deres forbavselse mødes de af en ”Hauptman” højt til hest. Han siger til dem:

” Karle ved I, hvorfor I står her? I står her for at I kan få bibragt den såkaldte militæriske opdragelse. Der er jo forekommet skandaløse ting hos Eder. Der er jo tilfælde, hvor en menig har sagt du til en underofficer og meget andet. Men det her skal nok få jer opdraget til den rette tro.”

Det var et godt bevis på den fantasifulde chikane, en veløvet preussisk befalingsmand kan fostre i sin fantasirige hjerne!” skriver Mathias Høeg i dagbogen.

Det er ikke kun officererne, der plager soldaterne. Også vejret er svært at leve med. Det bliver et frygteligt regnvejr, og pludselig er der nærmest floder på den lejrplads, der var tør, da soldaterne slog teltene op. De bliver alle våde og forkomne.

En nat marcherer de og kommer på afveje. Da det gryer, opdager de, at de står lige foran de russiske skýttegrave. Bag soldaterne er der en lav skov. De trækker sig skyndsomst tilbage til den. Russerne har dog opdaget gruppen, og der er store tab blandt de tyske soldater.

Mathias Høegs gruppe trækker sig tilbage, men retræten forsinkes af, at mange af dem er blevet syge. De har fået dårlig mave og skal hele tiden stoppe og træde af på naturens vegne. Også Mathias Høeg er ramt af lidelsen.

”Det sled på kræfterne og bukseknapperne!” skriver han.

De kommer tilbage i skyttegraven. Her er der leret og mudret. Soldaterne bliver aldrig vasket og skyttegravens bund er et ælte.

De drikker vand fra en nærliggende flod, hvor ligene flyder med strømmen. Om natten kommer forsyningerne, men det er svært at få dem frem. Officererne får bedre forplejning end de menige, og Mathias Høeg spekulerer på, om en officersmave kræver mere end en soldatermave.

En af kammeraterne, Hebbel, får et skud i foden. Det er det mest eftertragtede sted at blive skudt. Det er alvorligt nok til at være et ”Heimatschuss”, men det er ikke livstruende.

Om natten skiftes man til at have vagt, og kampen mod søvnen er her værre end kampen mod russerne. Bliver man opdaget i at sove på vagten, er der strenge straffe.

Soldaterne længes efter klart kildevand. Flodvand er ikke godt at drikke.

”I nøden spiser selv Djævelen fluer!” skriver Mathias Høeg.

Mavesygdommen bliver værre og Mathias Høeg bliver forladt af sit kompagni. Han opsøger et lazaret og afvises af en hoven officer. Da han vil drikke vand i byens brønd, får han at vide, at brønden er ”kolerafordægtig”. Mathias Høeg tænker ved sig selv, at han nok allerede har kolera, så det kan være lige meget, og han skal lige til at drikke, da en venlig officer griber ham i armen og tager ham med. Han får en ”selter” serveret og et stykke brød. Brødet kan han ikke spise i sin svækkede tilstand, men ”selteren” kommer på et tørt sted.

Det lykkes ham endelig til sidst at komme ind på et lazaret. De øvrige patienter har en seddel med deres henvisning. Det har Mathias Høeg ikke.

 ”Gå De kun ind uden seddel. De har seddel nok i deres ansigt” siger overlægen, da han ser Mathias Høeg. Da Mathias Høeg ser sig selv i spejlet, forstår han, hvad overlægen mente. Han har tabt sig næsten til ukendelighed, og han ser forfærdelig ud.

Efter et par kritiske dage vender sygdommen, og Mathias Høeg begynder langsomt at komme sig. I slutningen af august 1915 er han så frisk, at han atter kan opsøge sin enhed og blive sendt tilbage til fronten. Enheden ligger da i stilling ved floden Strypa.

Lige før de skal angribe russerne, formaner kompagniføreren dem om ikke at tage fanger.  De skal skyde russerne, ikke fange dem. Krigsfanger spiser alt for meget af den knappe fødevaretildeling, som Tyskland råder over, siger kompagniføreren.

Det bliver en frygtelig kamp, der dog går værst ud over russerne. Under fremrykningen må soldaterne sine steder træde på døde og døende.

Mathias Høeg deltager i adskillige træfninger, og han bliver den 30. august 1915 taget til fange af russerne.

”Jeg har ikke flere patroner,” sagde Felsted.

”Det er de sidste,” sagde Boysen og anbragte dem i bøssen.

Flere geværsalver bragede hen over kartoffelmarken, der bølgede af lufttrykket. Ikke længe, så hørtes der et enkelt skud, og til sidst ingen.

”Schiesst doch, Kerle!” råbte løjtnant Hippe.

”Vi har ikke mere at skyde med,” blev der svaret fra alle sider.

Løjtnanten rejste sig, og vi andre fulgte ham. Nu så vi russerne storme frem fra tre sider.

”Kast geværerne bort!” kommanderede løjtnanten.

Med fældede bajonetter stormede russerne nu ind på os.”

Således indleder Mathias P. Høeg sine erindringer i bogen fra 1942 ”Jeg har ikke flere patroner.”. Bogen er baseret på dagbogsoptegnelser fra de 4 års krigsfangenskab i Sibirien. Her overlevede Mathias P. Høeg takket være sin fantasi, sin opfinderevne og sin fingersnildhed. I bogens slutning skriver han:

”I Chan Chung var lejemålet for vor vogn nr. 56603 udløbet, så vi nu måtte forlade vort rullende hjem, der i uger havde giver os husly. Vi havde pakket vore ting og var ved at fjerne os fra vognen; jeg vender mig endnu en gang og så da Dannebrogsflaget sidde på samme sted på vognen som for 4 uger siden i Omsk, da det med sine røde og hvide farver viste mig vej. Uden at sige et ord gik jeg stille tilbage, løsnede det og pakkede det ned i min kuffert. (Jeg gemmer det derhjemme som et dyrebart minde og tager det frem ved visse lejligheder). ”

Flaget eksisterer endnu og opbevares på Toftlund Lokalhistoriske Arkiv

Mathias Høeg kom hjem fra fangenskabet med ØK-skibet Mitau, der ankom til Skovshoved havn den 10. december 1919.  Han genoptog sin lukkede virksomhed, og det blev en af byens største arbejdspladser.

Ud over arbejdet med den store virksomhed fik Mathias P. Høeg tid til at engagere sig frivilligt i mange sammenhænge.  Han var med i utallige foreninger og gjorde en stor indsats for Toftlund og omegn.

I 2011 blev Mathias Høegs erindringer med tilføjelse af Helle Retbøl Carl genudgivet på Gads forlag.

Foruden sønnen Niels, som Mathias Høeg først så efter at være kommet hjem fra fangenskab, fik ægteparret sønnerne Hans Christian og Gunnar.

Mathias Høeg søgte, men fik ingen krigsskadeerstatning.

I-akter lb. nr. 4584 og nr. 5604

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918