Grau, Peter Otto (1898-efter 1950)

Senest ændret den 4. august 2021 19:46

Persondata
Født:
07/04-1898 i Sebbelev, Ketting sogn.
Død:  efter 1950
Uddannelse: Efter krigen læreruddannelse
Erhverv: Landbrug. Uddannet lærer fra Haderslev Seminarium i  1921-1925. Fra 1925 lærer i Hellevad sogn.
Bopæl: Sebbelev, Ketting sogn.   Haderslev (i 1920´erne).
Fra 1925 bosat i Hellevad sogn.
Hustru : Gift 04/01-1927 med Christine Marie Dahl, Pøl pr. Nordborg.
Børn (efter krigsafslutningen): 2 sønner, 2 døtre (heraf 1 død)

Militære løbebane før krigen
Andet:

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 28/11-1916
Udtrådt: Taget til fange 30/08-1918. Til Aurillac.
Enhed(er): I.R. 201, komp. 1; I.R. 444, komp. 3
Rang:
Såret: I skulderen af håndgranat.
Udmærkelser:
Andet:  
Ven med Nicolai Nielsen Bock (1892-1961), som omtales herunder.

Efter krigen
Var ca. 1919 til 1921 ved landbruget.
Læste til lærer i 1921-1925 på Haderslev Seminarium.

Fra 1925 lærer i Hellevad sogn.

Omtale af Peter Otto Grau (født 1898), Hejmdal den 21. januar 1951.

Kilder
Alfabetiske lister 1898. Link.

Publikationer
Aurillac-Bogen 1936.

25-aars lærer-jubilæum“, Hejmdal, 21/01-1951.

Fotos

Uddrag af Aurillac-Bogen, 1936:
Født d. 7. April 1898 i Sebbelev ved Augustenborg, hvor Forældrene havde en Gaard.

Min Barndom har jeg tilbragt i mit Hjem. Efter min Konfirmation i 1912 var jeg hjemme til 1. November 1913, da jeg fik Plads som Karl i Dynved. November 14 kom jeg atter hjem, idet mine to Brødre var indkaldt. Dengang var det min Mening at blive Landmand.

Den 28. November 1916 indkaldtes jeg til Krigsuddannelse ved I. R. 1/201 i Wynsdorf ved Berlin, fra 15. Januar 1917 kom jeg til I. R. 3/444 i Zossen og var der til 30. Marts 1917. — Den 24. April kom jeg til Fronten til St. Mihiel Buen ved Thiaucourt sydfor Verdun. Min Deltagelse i Krigen falder fra denne Dag til min Tilfangetagelse den 30. August 1918. Jeg var med I. R. 444 forskellige Steder paa Fronten og jeg lærte Krigen at kende i al dens Gru. Jeg var blevet saaret af en Haandgranat i Skulderen Dagen før, jeg egentlig skulde have været til Fronten. Jeg kom dog ikke paa Lazaret, men kom derved først til Fronten en Maaned senere, end jeg skulde have været.

Tilfangetagelsen skete den 30. August 1918 ved Avricourt mellem Roye og Noyon. Vort Kompagni skulde dække Tilbagetoget, da vor Deling paa 11 Mand blev afskaaret. Vi sad i en Kælder og ventede paa Franskmændene i to Timer, mens vi skiftedes til at holde Udkig. Da det var min Tur, kom Franskmændene, tre Mand, fra modsat Side, end vi havde ventet det. Da de sigtede paa mig, bad jeg om Pardon. Alt imens hørte jeg mine Kammerater bagved le ad mig, men da de opdagede, at det var Alvor, kom de skyndsomst ud. Mit Indtryk af Franskmændene, da de tog os til Fange, var, at vi var de bedste Kammerater. Vi havde ikke noget imod hinanden, de havde ikke villet Krigen, og vi heller ikke.

Fra 1. til 22. September 1918 var jeg i Clermont ved Paris, der var bekendt for dens smaa Rationer og kaldtes Hungerlejren. En fhv. tysk Officer havde her indyndet sig hos Franskmændene, og han behandlede os forfærdeligt, med Slag af Ridepisk og Spark. Hver Dag lod han Fangerne af min Division, 231. I. D., som han kaldte »Die Räuber von Chateau Thierry«, træde an, og saa maatte vi skiftevis løbe og marchere i to Timer. Da jeg dristede mig til at spørge ham, om jeg ikke kunde komme til en Speciallejr for dansktalende Krigsfanger, spurgte han mig, om jeg saa bagefter vilde i Fremmedlegionen og gav mig et Spark bagi, saa jeg nær var faldet paa Næsen. Jeg kom i en anden Lejr og henvendte mig dér til en Tolk, som saa fik udvirket, at jeg og en Kammerat, Nic. Bock, Skærbæk, efter et Ophold i Rouen paa 5 Dage kom til Aurillac. Bock kom dog til en Lejr for Sygepassere.

Den 1. Oktober 1918 kom jeg sammen med 8 andre til Aurillac; efter et Forhør viste der sig dog kun at være to dansktalende deriblandt, og de fik Lov at blive. Inden jeg endnu var kommet ud til Flokken, hørte jeg en af dem sige: »Der er kommet to til, den ene er fra Als.« »Ja«, sagde den anden, »alle Alsingere er Overløbere.« I det Stykke havde jeg dog min Samvittighed ren. Vi blev godt modtaget af Kammeraterne, og særlig vil jeg fremhæve Fuglsang Damgaards store Tjenstvillighed. Det var ligemeget ved hvilken Tid og med hvilket Anliggende, man kom til ham, han lovede altid at hjælpe, og han gjorde det.

Efter et Par Dages Ophold i Lejren kom jeg med ud at tærske hos Bønderne, et dejligt Tidsfordriv, ikke overlæsset med Arbejde, godt at spise og saa den udmærkede Vin. Efter Tærsketiden kom jeg til Høpresning, først i Riom es Montagnes, saa til Murat og Allanche. En Dag paa Banegaarden i Murat, hvor vi læssede Hø, kom to amerikanske Soldater hen til os og sagde: »God Dag I Danskere«. Det viste sig, at den ene var af norsk Afstamning og den anden, der hed Andersen, stammede fra Nørrejylland, hvor hans Fader boede. Dem fik vi Besøg af næsten hver Dag, de forærede os mange Cigaretter, som jo var kærkomne.

Vaabenstilstandsdagen oplevede jeg i Riom es Montagnes, hvor Befolkningen blev vild af Begejstring, da Kirkeklokkerne begyndte at ringe Freden ind. I deres Ukendskab til, hvad Landsmænd vi var, raabte de »Les Boches« efter os. Vi tilbragte Dagen hjemme i vort Logi ved en Kande Vin og lystige Historier, som der ikke var Knaphed paa, nu da Udsigterne til at komme hjem, som ogsaa drøftedes, var rykket nærmere.

Hjemrejsen fandt Sted fra Aurillac den 4. April 1919 og den 7. April med »St. Thomas« over Odense, hvor vi ankom den 13. April og til mit Hjem paa Als den 16. April. Turen fra Aurillac til Dunkerque var jo nok en dejlig Tur, for det gik jo hjemad, men m. H. t. ydre Bekvemmeligheder var det en drøj Omgang. Vi havde en Dags Ophold i Dunkerque, det var netop min Fødselsdag, og den blev fejret ved god Stemning i Kammeraters Kreds. Det blev en dejlig Tur med Skibet, kun syntes vi, det gik for langsomt. Jeg oplevede dog et af de største Øjeblikke i mit Liv — da vi saa Jyllands Kyst stige frem af den disede Horisont. Da var der Jubel og Sang paa alles Læber. Nu er vi snart hjemme, jublede det i os, hjemme i Danmark og fri for Krigens Gru og Fangenskabets Opsyn. Fri og hjemme! Modtagelsen i Odense var herlig, og især staar Festaftenen paa Grand Hotel som en af de bedste Aftener i min Erindring.

I Odense boede jeg hos en Onkel og Tante. Dagen før Skærtorsdag rejste jeg hjem, hvor Gensynet med mine Forældre og min Søster og ikke mindst med mine to Brødre, som jeg ikke havde set i flere Aar og som var kommen sunde og raske hjem fra Krigen, gjorde et uudsletteligt Indtryk paa mig. Den største Forandring, der var sket, siden jeg tog hjemme fra, var det straalende Haab, der lyste ud af alles Øjne om, at vi nu snart skulde komme hjem til Danmark.

Efter Hjemkomsten arbejdede jeg to Aar ved Landbruget og var en Vinter paa Højskole. Saa læste jeg paa Haderslev Statsseminarium fra November 1921 til Juli 25 og blev i Februar 1926 ansat som Lærer i Hellevad, hvor jeg stadig er.

Den 4. Januar 1927 blev jeg gift med Christine Dahl, Pøl ved Nordborg. Vi har tre Børn, 2 Drenge paa 8 og 6 Aar og en Pige paa 2 Aar. Imellem de to sidste har vi haft en lille Pige, som er død.

En tanke om “Grau, Peter Otto (1898-efter 1950)”

  1. ‘Mellemnavnet’ “O.” står for Otto. Så fulde navn er Peter Otto Grau.
    Dette finder man ved søgning på nettet på: Peter O. Grau
    Nogle af svarene er fra historisknordborg.dk
    Født i Sebbelev, Ketting Sogn.

    Søgning på: “Peter Otto Grau” 1898
    giver svar om Peter Otto Grau (og hans 4 ældre søskende).
    Der er dog ikke nye oplysninger, ud over at hans hustrus fulde navn er Christine Marie Dahl.

    Under navnet P.O. Grau er han med på et “Skolebillede Hellevad 1944” på https://arkiv.dk/vis/3496144

    Som “lærer Grau” er han nævnt som medlem af Hellevad Frivillige Brandværn.

    Lokalhistorisk Arkiv for Augustenborg og omegn oplyser på
    http://augustenborg-arkiv.dk/arkivkasser/Pa-perssoner/Pa-G1.htm
    at en arkivæske “Pa – G 1” bl.a. indeholder
    “9. 1982/43 GRAU,Peter Otto. Hellevad”

    Dette arkiv i Augustenborg omfatter bl.a. Ketting Sogn, hvor Peter Otto Grau er født i Sebbelev.

    – – –
    Som “P. Grau, Hellevad” har Peter Grau skrevet beretningen “En tilfangetagelse” i DSK årbog 1972. Første del heraf er gengivet på
    https://denstorekrig1914-1918.dk/30-august-1918-pardon-monsieur-taget-til-fange-af-franskmaendene/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918