Damm, Rasmus Henriksen (1897-1978)

Persondata
Født: 17/05-1897, Gøtterup, Tirslund Sogn
Død: 14/02-1978, Toftlund. Toftlund Sogn
Uddannelse: Bygmester
Erhverv:
Bopæl: Toftlund
Hustru: Margrethe Callesen
Børn (før krigsafslutningen):
Andet: –

Militære løbebane før krigen
Indtrådt:
Udtrådt:
Enhed:
Rang:  –
Andet:

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 1916
Udtrådt: Dec. 1918
Enhed(er):  Westpreußisches Pionier-Bataillon Nr. 23
Minen-Werfer-Kompagnie Nr. 92
Rang:
Såret:
Udmærkelser: Jernkorset II Klasse
Andet:

Efter krigen
Medlem af DSK Toftlund afdeling.

Kilder
DSK Årbøger: Damm, Rasmus Henriksen, Toftlund, (F): 53/1968, 70/1968

Publikationer
Dan Obling, Carl Erik Christensen og Lis Mikkelsen: “Fra Vestergade til Vestfronten”, Toftlund sogn i 1. Verdenskrig 1914-1918
Hjemmeside: www.toftlund-lha.dk

Øvrige oplysninger: Rasmus Henriksen Damm blev indkaldt som 18-årig i 1916. Han havde været ved landbruget, og han havde en uddannelse som murer/tømrer/snedker. Den havde han fået i Agerskov.

Han var bror til Mathias Peter Damm (1895-1957) og Frederik Damm (1900-1984).

Hans far Andreas Damm (1870-1951), der også deltog i krigen, var meget dansksindet og havde ejendom i Gøttrup. Han havde været optant. Det vil sige, han var ikke tysk statsborger og skulle derfor ikke gøre tysk militærtjeneste. Prøjserne truede i Køller-tiden omkring århundredskiftet optanterne med, at deres ejendom ville blive beslaglagt, så Andreas Damm valgte at blive tysk statsborger. Han sagde senere, at det kostede ham 50 mark og 3 år i krig.

Som tysk statsborger havde man værnepligt, og i 1914 brød 1. Verdenskrig ud. Den ældste søn Mathias Damm blev indkaldt i maj 1915. Faderen Andreas Damm, der da var 45 år, blev indkaldt i december samme år, og i marts 1916 blev også Rasmus indkaldt.

Han skrev under hele krigen dagbog, som han sendte hjem til moderen.

Som illustration af hans lidt oprørske sind kan gengives en episode fra hans læretid i Agerskov. Rasmus Damm var i lære hos Chr. Lauenborg og arbejdede sammen med August Christensen fra Toftlund (se denne). De to arbejdede kun sammen i få måneder, men nok til at blive anklaget for højforræderi.

En eftermiddag var de to i færd med at reparere og kalke bygningerne på Agerskov mejeri. De var blevet færdige med deres arbejde et stykke tid før fyraften, så de blev enige om at drive tiden af, da de ellers ville blive sat i gang hjemme på værkstedet. En af dem lavede en rød plet på den nykalkede hvide mur. Den ene plet blev til 4. De fire pletter lignede felterne i Dannebrog og inden de så sig om, havde de også malet en nydelig flagstang.

Ved fyraftenstid kørte de hjem og glemte alt om deres fine Dannebrog. 3 uger senere blev de kaldt ind til mester. Her måtte de indrømme det skete. De syntes selv, det var ret uskyldigt, men deres maleri kom formanden for mejeriet for øre. Det var den meget tysksindede Johann Hoff.

En undskyldning til denne blev ikke modtaget. Hoff sagde:

”Hier gibt es keine Entschuldigung. Eine Dannebrog zu malen in offentlichen Gebaüde hier in Preussenland ist Vaterlandsverraterei, und Ihr soll bestrafft werden!”.

De to lærlinge var længe nervøse for, hvad der ville ske, men de hørte aldrig mere til episoden.

Det var ikke mange beskåret at se verden på den tid, og Rasmus Damm var videbegærlig og havde øjne og ører åbne for det, han så. Indkaldelsen betød jo også et blik på den store verden.

Først rejste han med sit kompagni gennem Tyskland. Han undrede sig over, at man i Nordslesvig var meget længere fremme i landbruget, end man var i det øvrige Tyskland. På et tidspunkt kom han til Køln. For en bygmester var Kølner Dom et mirakel, og Rasmus Damm gik rundt om kirken mange gange for at beundre arkitekturen.

Det stod straks klart for ham, at den civile befolkning i Tyskland havde det værre end den militære. Civilbefolkningen sultede. I Køln så han en ung kvinde, der stod i kø i timevis ved en butik. Han snakkede med hende, og hun viste ham sine indkøb. Det var en lille klat margarine og 3 pund kartofler. Hun citerede et ironisk vers, som florerede:

”Oh Tyskland højt i ære
du kan dit folk ej mer’ ernære!”

Først i oktober 1916 kom Rasmus Damm til fronten. Han sendtes østpå, og han bemærker i sin dagbog:

”Hidtil har de patriotiske været så kæphøje, og de har gået mig på nerverne med deres halløj og patriotisme. Nu hvor det er alvor, er de sure og småbander!”

Før soldaterne rejste til fronten, blev de fodret med kål og flæsk og ærter. Maden var federe end længe. De fik alle mavepine.

Rasmus Damm var et meget lunt gemyt. Han så begivenhederne i fugleperspektiv og havde fra begyndelsen det ene mål at komme levende hjem. Han forklarede en feldwebel, hvad hans indstilling var:

” Jeg er nordslesviger og har som sådan ingen interesse i at være tysk soldat. Nordslesvig blev i 1864 røvet af tyskerne og indlemmet i Prøjsen mod Danmarks og nordslesvigernes vilje. For mig og især efter min religiøse opfattelse er en russer, en franskmand eller hvad det nu er, lige så godt et menneske som en tysker. Som prøjsisk statsborger gør jeg min pligt som soldat, og jeg har lært, at en soldat kun er et led i den store krigsmaskine, og som sådan kun har at udføre de ordrer, som bliver givet mig af foresatte. Jeg melder mig ikke frivilligt til nogen krigshandling.”

De første måneder var rolige og gik med at vente på at komme i krig. Da frontordren kommer, er den lange ventetid forbi. Soldaterne rejser gennem Polen til Rusland og når frem til fronten. Der er elendige forhold. Soldaterne må ofte grave huller, hvor de kan overnatte kun dækket af deres frakker.

Nogle af kompagnicheferne er uduelige. En af dem beordrer i fuldskab soldaterne til at affyre al ammunitionen. Det var ellers ikke meningen, at russerne skulle opdage, hvor de var, men det var jo så afsløret. De henter ny ammunition, og det kommer til en træfning. 300 russere overgiver sig med det samme. ”De lader til at være godt tilfredse med at være taget til fange”, skriver Rasmus Damm i sin dagbog.

I det hele taget omgås soldaterne venskabeligt med ”panje”, som russerne kaldes. De handler med dem og besøger nogle gange russiske familier.

Soldaternes værste fjende er lusene. Det er umuligt for dem at holde sig rene. Lige før jul 1916 er der bad og aflusning. Det er svært at holde lusene på afstand, også fordi der sover flere soldater i samme seng, og det er ikke altid, man har samme krav til renlighed.

Rasmus Damm var en skrivende mand. Foruden dagbogen skriver han julen 1916 nogle julevers:

Kære kammerat
sådan er det at være soldat
man må slide og slæbe
og vaske uden sæbe.
I stillingen kaldes vi Kinder
bag fronten Mistvieh und Rinder
sådan går det til
man må, om ej man vil.
Det var den 16. december klokken en
hver minekaster var pudset og ren
på slaget 1 da lød der et brag
ret som man tænker sig dommedag—
Rasmus fortæller videre på vers, hvordan det frygtelige slag den 16. december forløb.

Mange flere vers kan læses i Rasmus Damms erindringer.

Rasmus Damm var lidt af en opfinder. I begyndelsen har man stearinlys ved fronten, men da de bliver umulige at få fat i, udleveres der petroleum og karbid. Rasmus opfinder en petroleumslampe af brugte konservesdåser. Han konstruerer en indretning, så man kan skrue op og ned for lyset.

Han skriver i dagbogen:

”Det er ikke første gang, de duperes af Damms opfindersnilde. Det bliver kanske heller ikke sidste gang!”

Rasmus Damm i Rusland

Det bliver frygtelig koldt i Rusland. Det fryser 30 grader, og når Rasmus Damm kommer ind fra en vagt, er støvlerne blevet så stive af kulde, at han ikke kan få dem af, før de er tøet op ved kakkelovnen. Rasmus Damm skriver i dagbogen:

”Mantlerne er stive af frost, så vi kan bare sætte dem på gulvet, så står de selv!”

Frontsoldaterne får pakker hjemmefra, men pakkerne er ”udsat for attentat”, som Rasmus skriver. Civilisterne sulter, og ofte er det for fristende at se en pakke fra Danmark og vide, at den indeholder mad.

Den 08.02.1917 uddeles der Jernkors i gruppen. Nu er der 30, der har fået udmærkelsen, men Rasmus Damm imponeres ikke af en tom dekoration. Han ved, den skal holde moralen oppe hos soldaterne, og han tror ikke på de patriotiske forsikringer.

I foråret 1917 affyrer Rasmus for første gang sin bøsse. Han skyder efter Morten hare, men han rammer ikke.

Da foråret kommer, smelter sneen, og det er næsten lige så slemt som de voldsomme kuldegrader om vinteren. Rasmus Damm skriver:

”Smeltevandet har den kedelige tilbøjelighed, at det vil ned i vore understande. Der er ellers masser af plads ovenfor!”

Livet ved fronten er ofte kedelige rutiner, og enhver afveksling er velkommen. Soldaterne kommer den 15.04.1917 til Vladimir Volinsk i det nuværende Ukraine, og de handler i et jødekvarter. Det meget fremmedartede miljø gør dybt indtryk på Rasmus Damm.

Han køber æg hos en russisk bondefamilie og oplever, at mennesker har fælles skæbne, lige meget hvor de bor. Den russiske familie har manden i huset ved fronten. Rasmus fortæller om sin egen mor hjemme i Gøtterup, der har to sønner og en mand ved fronten. De taler sammen på det sprog, de nu kan. Han opfatter ”panje” som renere og ærligere end jøderne.

Den 16.05.1917 har Rasmus endnu ikke haft orlov, så han bliver glad, da han skal hjem. Det er pinse, og der er nok at gøre i marken hjemme i Gøtterup. Han blev indkaldt i marts 1916. Han er så heldig, at faderen samtidig er hjemme på orlov. Det ved Rasmus ikke på forhånd, og han genkender ikke faderen, da han kommer hjem. Han har nemlig barberet sit store skæg af. Han har været ved Vestfronten, og her er giftgas en daglig trussel. Andreas Damm er bange for, at gasmasken ikke kan dække, hvis han har skæg, så han er glatbarberet, og sådan har Rasmus aldrig set ham. Han giver ham hånd og er lige ved at præsentere sig, før han opdager, at det er faderen, der står foran ham.

Den 13. juni er orloven forbi, og Rasmus Damm er tilbage i kompagniet. Den dag, han rejser tilbage, passerer hans tog broderen Mathias’ tog ved Flensborg. Broderen Mathias er da på vej hjem på orlov.

Mens han er hjemme, er Rasmus fristet til at flygte over grænsen til Danmark, men han er patriot, så han gør det ikke, men vender tilbage til fronten.

Tilbage i Rusland er det blevet sommer. Lige så kold vinteren var, lige så varm er sommeren. Der er ikke meget at fordrive tiden med, så soldaterne danner et orkester, hvis instrumenter er tomme konservesdåser med en ståltråd som streng. Instrumentet kaldes en ”teufelsgeige,” og det skal efter sigende være et instrument, der kræver gode trommehinder af den, der hører det.

Rasmus Damm har et motto, som han selv siger, han har haft fra skoletiden.: ”Forbud er til for at overtræde.”

Det gør han sig stor umage for at leve op til, og han sætter sig ofte op mod sine overordnede. Især hvis de er idealistiske og unge.

Den 19. juli 1917 beskyder Rasmus Damms bataljon en russisk stilling og dræber mange russere. De plyndrer de døde og sårede russere. Rasmus Damm er ærlig i sin dagbog. Han er ikke bedre end de andre, men han skriver:

”Hvad er det dog, der gør, at vi mennesker bliver som vilde dyr?

Rasmus’ bytte er en frakke, brød og cigaretter.

Samme dag tror han, han har fået et ”Heimatschuss”. Han tror, han er skudt i skulderen. Men det er bare et slag, og smerten går efterhånden over.

Det bliver en hård tur i march mod Tarnopol i Ukraine. Mange af soldaterne bliver syge, da de sover på den bare jord. De sørger for sig selv og bjærger et russisk proviantdepot. Provianten er skarp bevogtet under hele turen. Gruppen køber (eller måske stjæler de?) en ko, og to mand deriblandt ”murer, tømrer snedker, landmand Rasmus Damm bliver bossekoens plejeforældre”. Også 3 svin optages i kompagniet.

For en ung mand, der ikke har set meget i verden, er der mange ting at opdage. Rasmus beskriver de hyggelige russiske hjem, han møder, og han beskriver forundret, hvordan kvinderne går klædt. Han studerer deres vasketøj og ser til sin forundring, at de ikke bruger underskørter, men lange særke. ”Når kvinderne bærer deres smukke nationaldragter, er de lige til at blive forelskede i!” skriver den sønderjyske knøs.

Den 23.08.1917 tildeles Rasmus Jernkorset II Klasse. Han har ingen illusioner. Han har ikke fået jernkorset, fordi han er en helt, men fordi befalingsmanden skylder ham 10 mark for den frakke, Rasmus stjal af en død russer.

Sommeren går. Hjemme er det høst, og Rasmus Damm bliver deprimeret Han får diarre, og hans humør er i bund. Han fryser altid, og han har fået gigt, skønt han kun er en ganske ung mand. Han kan næsten ikke holde ud at se på krigens spild. F.eks. fælder soldaterne de skønneste egetræer og bruger dem til understande. Spild!

Moralen i hæren er:”I må stjæle så meget I vil, bare I ikke bliver opdaget!”

Det prøver soldaterne at udnytte.

Rygtet breder sig, at krigen snart er forbi. Der har været revolution i Rusland, og de tyske tropper omfordeles.

Juleaften 1917 bager Rasmus kartoffelpandekager til hele gruppen. Alle giver lidt fedt at stege i. Rasmus giver mest, for han får så megen god mad hjemmefra. Ellers sulter soldaterne, og det gør civilbefolkningen også. Dem, der sulter mest, er imidlertid hestene. Hver morgen må soldaterne rejse hestene op og tvinge dem til at stå et øjeblik. De er så afkræftede.

Rasmus skriver ironisk: ”Bedst var det, om de helt kunne vænne os af med at spise. Så var forsyningsproblemet løst!”

Den 13.02.1918 bliver der fred på Østfronten og den 06.03. sendes soldaterne til Vestfronten. Rasmus kommer over Estricourt til Billicourt. Der er stor forskel på Østfronten og Vestfronten. På Vestfronten er alt ødelagt. Det er ikke usædvanligt at se flyvemaskiner. På Østfronten kom der en gang imellem et enkelt fly, men her er der mange. Soldaterne går igennem de sønderskudte byer til skyttegravsstillingen. De bærer 100 kg miner på skulderen to mand. Rasmus Damm er flere gange i livsfare. I perioder har han store bylder på skulderen af trykket af minerne.  Ind imellem kalder situationen på humoren. Da Rasmus f.eks. ser en soldat, der dækker sit hoved med frakken, skriver han:

”Han mente nok som strudsen, at var hovedet gemt, var alt godt!”

Soldaterne bærer de tunge miner to og to. De bærer dem imellem sig og løber somme tider med lasten.

”Vi sendte minerne over til Tommy” skriver Rasmus. ”Så slap vi for ulejligheden med at fragte dem bort fra stillingen bagefter.”

Rasmus Damm er kendetegnet ved, at han altid bevarer roen i pressede situationer. Flere gange vil man forfremme ham, men han ønsker det ikke. Han gør sig umulig eller nægter simpelthen at modtage forfremmelsen. Han skriver selv, at han tror, roen hænger sammen med hans kristentro.

Frontlivet er hårdt. Ofte må soldaterne undvære mad og søvn i flere dage, men som Rasmus skriver: ”Vi får masser af spænding!”

Langfredag den 28.03.1918 er Rasmus ved fronten, og han noterer:

”Hvilken verden, hvor man er tvunget til at slå ihjel på en langfredag!”

Forholdene ved fronten er slemme. Soldaterne ligner kludesamlere fra storbyen og ikke soldater i den tyske hær.

Kønssygdomme florerer. Der er strenge regler for kønssygdomme i hæren. Men mange pådrager sig bevidst smitte for at undslippe frontrædslerne. Rasmus fortæller om bordellerne i Lille. Her står soldaterne i kø. Han tæller 80 soldater i kø ved et bordel med 6 kvinder.  Han konstaterer:

”Den tyske hær er ved at være degenereret, og der er ikke megen moral eller disciplin tilbage!”

Katedralen i Reims er heldigvis ikke skudt ned, men netop i Reims breder rædslen sig. Franskmændene har nemlig et kompagni negre, som er udstationeret der. De skulle være sande mestre i at kaste med krumkniv, så angsten for at møde dem er stor. Da man finder en befalingsmand med overskåret hals, er man sikker på, negrene er nær. Og de vil garanteret slå til om natten, hvor man ikke kan se dem!

Fra den 21.06. -13.07.1918 får Rasmus orlov. Det er skønt at være hjemme på besøg. Rasmus skriver: ”Jeg kom ligefrem i vane med at spise regelmæssigt flere gange om dagen.”

De soldater, der kommer til fronten, er nu drenge på 18 år. De er opfostret på krigskost, så de er spinkle som børn. ”De skulle have medbragt barnevogn”, mener Rasmus. En ung dansktalende flensborger kommer under den erfarne frontsoldats vinger, og Rasmus giver ham det vigtigste råd: ”Tag den med ro!”

Rasmus Damm kommer med i slag mange af de kendte steder: Ved Marne, ved Metz, ved Lille. Han får en avis hjemmefra og læser, at der er faldet 11 millioner soldater på begge sider. I alt er 19 mio soldater sårede eller krøblinge. Rasmus regner ud, hvor meget de ville fylde, hvis de blev stillet op, og han når frem til, at de ville fylde 1500 tønder land.  ”Krig er til ingen verdens nytte” konkluderer han.

Man forlanger, at der er rent i kvarteret, men der uddeles ingen remedier – ingen kost eller spand. Rasmus fremstiller en lyngkost, der fungerer udmærket. Han laver til alle kvartererne. ”Nu fejes der alle steder med Damms lyngkost!” skriver han.

I august 1918 fotograferes soldaterne. Rasmus Damm bruger normalt ikke spejl, så da han ser billedet af sig selv, skriver han:

”Jeg kunne slet ikke kende mig selv. Tyksakken Damm er blevet et magert fugleskræmsel ligesom alle de andre!”

Soldaterne er på retræte gennem Frankrig og Tyskland. Rasmus Damm kommer til fæstningsbyen Metz, hvor han indkvarteres på et gammelt fort. Her sover man ikke i senge, men i hængekøjer, og bæsterne snurrer rundt, når man søger at komme op i dem.

Nogle befalingsmænd prøver at peptalke de trætte frontsoldater:

”Mand jer op soldater! Vis ingen skånsel!” siger de, men det har ingen virkning. Soldaterne vil hjem!

Rasmus Damm og hans gruppe ender på en jernbanestation midt i Frankrig, hvor der nærmest opstår mytteri. Efter rygtet er banegårdskommandanten skudt, da han nægter at stille tog til rådighed mod Tyskland. Da der ikke er mulighed for transport, begynder soldaterne at gå mod Danmark. Tilbage på banegården står 30 oppakninger fra soldater, der simpelthen har efterladt deres bagage og har begivet sig hjemad som civilister på egen hånd.

En aften ringer en kirkeklokke, og soldaterne spidser øren.  Alle steder, hvor de ellers er kommet, er kirkeklokkerne støbt om til krigsmateriel.

Soldaterne drøfter den 08.11.1918 muligheden for våbenhvile. En af soldaterne håber dog, det vil vare lidt, før våbenhvilen er aktuel. Pågældende soldat har nemlig lige organiseret en sæk kartofler og et fad vin, og det ville da være ærgerligt at skulle forlade det.

Alt er i opløsning. Ingen ved noget, men alle har et gæt.  Der tales om revolution i Tyskland, men ingen ved rigtig noget. De marcherer gennem Luxemborg, Trier, Mainz, Rüdesheim. Sådan set er det en munter hjemtur. De modtages venligt overalt. Mange steder arrangeres der baller og fester, hvor soldaterne kommer frem.

Den 17. december er Rasmus endelig hjemme i Gøtterup. Han når hjem til jul og udtrykker sin taknemlighed over for moderen, der har holdt skansen derhjemme, og som har sendt breve og pakker.

Rasmus konkluderer: Disciplinen er vigtig. Kammeratskabet er vigtigt. Mennesket er sejlivet

Rasmus Damm blev gift med Margrethe Callesen. Han byggede hus på Storvig og fik her en børneflok. Hans lillebror Hans Peter byggede hus på hjørnet. Imellem de to byggede de sammen hus til forældrene. Rasmus’ kones bror byggede hus ved siden af på Bevtoftvej. Han kom således til at bo omgivet af familie på ”Calle-Damm” hjørnet.

I det lille røde hus boede hele familien med lærlingene boende på loftet.

I mange år drev Rasmus Damm bygmestervirksomhed fra huset på Storvig. Hans opfindsomhed og snilde blev egenskaber, hans kunder kom til at sætte pris på. I mange år underviste Rasmus Damm på Teknisk skole i Toftlund.

Da Rasmus Damm blev ældre og stoppede med at arbejde, indrettede han sit skriveværksted i sit tidligere tømrerværksted. Her renskrev han sin krigsdagbog, han skrev sine erindringer til Dansk Folkemindeforskning, han skrev indlæg til DSK Årbogen, og han skrev skuespil.

Fotos

Tung minekaster.
Rasmus Damm liggende til venstre.

En tanke om “Damm, Rasmus Henriksen (1897-1978)”

  1. Det er min bedstefar og han havde i mange år en kanonkugle og støvleskafterne gemt på overloftet over værkstedet, og da jeg senere var med ham deroppe kort før hans død; spurgte jeg til disse ting – “Kan du huske dem? – de er blevet fjernet!”. Kunne godt have tænkt mig at få at vide, hvorfor han havde slæbt på den kanonkugle. Støvleskafterne brugte de til at binde kludene fast omkring, da der ikke var såler tilbage.
    Bedstefar og jeg havde et godt venskab, og han skrev takkesangen for mig til min konfirmation i 1967.
    Han fik en udposning på hovedpulsåren til benene, som trykkede på tarmene, hvilket var smertefuldt for ham – og da han blev indlagt på sygehuset i Odense for at få fjernet udposningen, slog han sig og blødte. De kunne ikke standse blødningen, hvorfor de ikke turde operere ham, og han blev sendt tilbage til Haderslev Sygehus, hvor han sultede sig selv ihjel.
    Ære være bedstefars minde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918