Willemoës’ notesbøger bind 3

Hvis der er nogen, der har lyst til at hjælpe med afskrivning, så kontakt René Rasmussen

Side 456

4 russere til Brørup 4. sept. 1916
Mandag den 4. sept. Interneredes i Brørup 4 russere, der fra deres arbejdssted ikke langt fra grænsen var løbet over denne. De 4 var: 1) Ivan Blanchou, 31 år, af 225. inf.reg. ; 2) Alexander Benkin, 28 år, af 225. inf.reg.; 3) Baret Baskov (25 år) 14. inf.reg. og Zedge Bromnise [?] (38 år) 225. inf.reg.

1 russer til Taps
5. sept. 1916
Den 5. sept. Interneredes i Taps russeren Iwan Weis, flygtet fra Haderslev, hvor han arbejdede ved banen. Han stammer fra Riga.
Nogle dage senere interneredes samme sted russeren Stephan Schepeljuk fra Guv. Kiev.

2 russere til Ribe
11. sept. 1916
Tirsdag den 11. sept. 1916 interneredes to russere fra sygehuset i Ribe, nemlig: 1) Ivan Avetschkin, 93. reg. fra guv. Vjatka og 2) Vasilii Jemetjanivitsch Putschinja, 87. reg. fra guv. Minsk. – De er flygtet fra fangelejren i Gabøl. De var 10, der brød ud sammen, men de otte blev pågrebne; kun disse to lykkedes det at komme over.

4 russere til Assens fra Schikel v. Kielerkanalen.
11. sept. 1916.
Den 11. sept. 1916 landede ved Baagø fyr 4 russere, som derefter bragtes til Assens: 1) Alexander Damloff Tschugunoff, guv. Tver, 14. sib. Jægerreg.; 2) Vaselii Ivanoff, guv. Pskov, 272. reg. 3) Ananii Kotschkin, guv. Rejsan og 4) Nikolaj Beloi, guv. Minsk; sidstnævnte var soldat i fæstningen Novo Gjeorgitvsk.

Side 457

A.D. Tschugunoff fortæller:
Jeg og mine kammerater sender Dem vor bedste hilsen og hjertelig tak for Deres gaver. Vi er meget lykkelige. Danmark har modtaget os meget hjerteligt og gæstfrit, og vi vil aldrig glemme det, så længe vi lever. De og Deres landsmænd var Gud Jesu Kristi bud om forholdet til næsten. Vi var hungrige, og I gav os at spise; vi var nøgne, og I gav os klæder. Vi blev tilmed anbragte i en varm bygning i stedet for i en kold og fugtig, og de gav os alle de bekvemmeligheder, vi havde savnet i tysk fangenskab – vi har ikke ord nok til at udtrykke vor taknemmelighed.

Vi er jo 4 mand i alt og ankom til Danmark natten mellem den 10. og 11-. sept. 1916.

Jeg blev fanget den 11. okt. 1914 i nærheden af Warschau og førtes til krigsfangelejren ved Alten-Grabow i nærheden af Magdeburg, hvor jeg var i 12 døgn, hvorefter vi transporteredes til lejren Holebüll [Holbøl, RR] i egnen ved Flensborg, hvor jeg opholdt mig til den 23. juli 1915, da jeg kom på arbejde i byen Bürup, ca. 25 km fra Flensborg. Her var jeg så i 9 måneder, indtil jeg den 26. april 1916 forsøgte at flygte til Danmark, men blev pågrebet ved grænsen og blev ført til lejren i Tinglev, hvor jeg straffedes med en måneds arrest.

Efter at have udstået denne kom jeg igen på arbejde, denne gang i landsbyen Schikel ved Kielerkanalen. Få måneder efter, den 27. august 1916, flygtede jeg for anden gang, og denne gang lykkedes flugten. Om natten kl. 12 brød vi de stærke jernstænger for vinduet i stykker, tog alle vore pjalter på og krøb ud gennem vinduet. Ikke langt fra barakken var der et brødlager, og der forsynede vi os hver med 3 brød og begav os på vej.

Man kan nok forstå, at vor flugt var vanskelig. Vi havde hverken kort eller kompas, kunne ikke tysk ud over nogle brokker, vi havde lært, og havde ikke civile klæder; men vi gik på med godt mod. Vi besluttede at gå til Aabenraa og gik snart ad veje, snart over marker og enge, men vi gik kun om natten, mens alle tyskere sover. Den smule tysk, jeg kunne – jeg havde bl.a. lært at tælle – kom mig til god nytte, da jeg kunne tyde, hvad der stod på vejviserne og afstandene.

Kl. 6 en aften kom vi til byen Flensborg. Vort brød var næsten sluppet helt op, og der var langt endnu til den danske grænse, men vi tabte ikke modet – vi blev blot enige om ikke i nogen som helst tilfælde at overgive os. Føden skaffede vi os, hvor vi kunne, og således gik vi videre, idet vi levede af roer og æbler, som vi tog på marker og i haver.

Efter 10 dages forløb nåede vi til Aabenraa, og herfra besluttede vi at søge efter en fiskerbåd.

bind_iii_russere
De 4 russere fra Shikel ved Kierlerkanalen til Baagø, Fyn 11. sept. 1916

Side 459

Vi vandrede, som sagt, om natten – fra kl. 10 aften til kl. 4 morgen – og skjulte os om dagen et stykke fra boligerne enten i skove, i buskadser eller i den grønne havre og lå ganske stille. Således også her ved Aabenraa nær havets bred. Da det blev nat, gik vi langs kysten for at finde en båd – vi blev heller ikke skuffet. Efter at vi var gået ca. 6 km fandt vi en sådan og gik til søs. Båden var kun lille og skrøbelig, men vi ville – om galt skulle være – hellere drukne end tilbage i fangenskabet – til de forhadte tyskere.

Vi sejlede i to nætter, idet vi holdt os nær ved kysten hele tiden og om dagen slæbte båden op til buske ved kysten, medens vi selv skjulte os, indtil mørket faldt på igen. Hen på den tredje dag opdagede vi fra mit skjul på den tyske kyst Danmark, og vi var da netop over for byen Assens. ”Brødre”, råbte jeg, ”se der er Danmark, derhen må vi, thi det er vor frelse.

Vi var dødtrætte af udmattelse, sult og kulde, men nu hævedes modet igen. Nu faldt den tredje nats sejlads på, det var den værste, vi havde haft: det blæste stærkt og bølgerne kastede vor lille båd hid og did som en [?]. Men Gud være lovet, vi kom velbeholdne til Danmark”.

Side 460 – 461 – 462

3 russere til Ribe
12. sept. 1916
Onsdag den 12. sept. 1916 interneredes i Ribe 3 russere : 1) Korporal Pjotr Tschasden, 5. reg. guv. Moskva; 2) Underkorporal Ivan Ivanovitsch Schkolkin, 225. reg. guv. Orek; 3) menig Ivan Baschjenoff, 116. reg. guv. Perm. De kom fra Flensborgegnen, fra landsbyen Norderhackstedt ved stationen Schafflund, hvor de havde arbejdet et år. De var dér 25 mand, som sov i en lille bygning.

Den 28. august 1916 kl. 12 om natten slog de gitteret for vinduerne itu og slap ud. Uden at være i besiddelse af kort eller kompas – og tilmed i dårligt, regnfuldt vejr, vandrede de i 14 døgn, før det lykkedes dem at slippe over grænsen til Danmark.

1 russer til Brørup
13. sept. 1916
Den 13. sept. 1916 interneredes en russer i Brørup nemlig: Dinis Jimiljantsche Ivanoff af livgarderegimentet 12. kompagni, guv. Samara.

Ivanoff arbejdede hos en bonde Kubi (?) i Lille Nustrup. Han skriver:
”Hvis det er muligt, så send min husbond et brev med en hilsen fra mig: Hjertelig tak til alle fra Deres russiske arbejder. Han er nu rejst til Rusland”.

”Den russiske soldat sender Dem sin ærbødige hilsen og ønsker Dem i tak til Herren god sund[hed], held og lykke i hele deres liv. Jeg blev meget glad for Deres brev og alle Deres ord og Deres hilsen; jeg vil bringe Deres brev med hjem til Rusland. Endnu en gang min hjertelige, dybeste tak.

Her i Danmar[k] er alt anderledes end i Tyskland. Her er alle gode imod os og modtager os – jeg havde nær sagt som en far og mor modtager deres søn. Jeg beder Dem fra den russiske soldat O.J. Ivanoff af hele min sjæl overbringe en hjertelig tak til den danske hær og til de civile. Og så lidt om min flugt.

Den 11. sept. Kl. 7½ blev det sidste læs havre kørt ind. Alle søgte efter mig, men de kunne ikke finde mig – jeg havde skjult mig i roerne – og de vedblev at lede til kl. 12½. Da eftersøgningen var hørt op, gav jeg mig til at gå og gik til kl. 4-5 og i en anden retning end af grænsen – hen imod barakkerne ved Gabøl. Klokken kvart i fem krøb jeg ind i høet på loftet af en bondes gård, og der sad jeg i 2 døgn. Hos bonden arbejdede to russere.

Da jeg hørte, at der blev talt russisk, spurgte jeg:” Brødre, kan I skaffe mig brød?” De fik hver to stykker brød kl. 4 og kl. 8 om aftenen gav de mig det. De sov begge i bondens hus og opfordrede mig til at lukke dem ud: ”Vi vil så, broder, drage med dig!” ”Tag så kun alt med jer,” svarede jeg. Kl. 11 om aftenen tog jeg stangen fra døren, og kl. 12 gik vi alle afsted. Vi kom til et vandløb, de to af os kunne svømme, den ene ikke. Så fik jeg fat i [en] stang og søgte i halvanden time efter et lavt sted, og vi kom alle godt over. Vi nåede ind langs jernbanen, og da det lysnede søgte vi hver ro for dagen. Den følgende nat krøb vi videre. Der lå grænsen.

Vi gik endnu en halv kilometer og så vagtposterne en 15 sachere [?] fra os. Han havde opdaget os og råbte nu ”Halt!” ”Halt”. Jeg styrtede fremad; mine to kammerater løb tilbage. Jeg så ikke, at der foran mig var vand, men styrtede mig blot ud. Vagten skød to gange mod mig eller mine kammerater. Men jeg kom over vandet. Jeg ved ikke, hvad der blev af mine to kammerater, der hed Krasoff og Mankoff …

2 russere til Taps
13. sept. 1916
Den 13. sept. 1916 interneredes i Taps 2 russere. 1) Josef Bolischtuk, bonde fra guv. Vologda, og 2) Bronislaff Mankjevitch, klmd. Fra byen Jekaterinoslai.- De skriver:

Vi døjede meget i Tyskland, fordi der ikke er tilstrækkelig mad, og de prygler os til at arbejde. Til slut nåede vort mål at slippe bort.

Vi arbejdede hos Mathias Orom i Urstedt, og om aftenen blev vi lukket inde og vore klæder taget fra os; men vi fandt så gamle klæder, som vi gemte og ventede til det blev regn en nat.

Så brød vi jernstængerne i stykker, og flygtede hurtigst muligt over grænsen. Vi nærmede os ganske tæt til den og så efter, hvor vagtposterne stod og krøb så videre. Vi opdagede vagtposterne, og hver gang de fjernede sig fra vor nærhed krøb vi et lille stykke videre frem. I løbet af ca. 3 timer krøb vi omtrent en kilometer, og nu manglede de blot 50 skridt.

Vi så os om og løb så af alle kræfter. Vagten bemærkede os ikke, og vi gik så hen mod en mose, som vi slap heldigt over. Da vi rejste os og spurgte: ”Er det Danmark?” og fik til svar ”ja, det er Danmark”, fandt vi det udmærket; de danske tog godt imod os og var ikke bange for os, skønt vi var meget snavsede og våde. Og man gav os mad i et hus, og senere kom en soldat, der hilste på os, gav os cigaretter og førte os til hospitalet, hvor vi fik mad og rene klæder og god søvn. Vi ved nu, at det danske folk er gode og sympatiske mennesker, og vi vil mindes og takke Danmark, så længe vi lever. Lykken står den kække bi. Gud er ikke uden nåde, mennesket ikke uden lykke.

1 kosak til Ribe
3. oktober 1916
Putschikoff
Tirsdag den 3. oktober 1916 interneredes på sygehuset i Ribe. Kosakken Timofei Naumoff Putschikoff fra landsbyen Alimoff, de danske kosakken guv.
Putschikoff, der er et par og tredive år og hører til 40. kosakregiment, blev taget til fange den 18. aug. 1914 ved de masuriske sumpe, og han hævder bestemt, at den russiske general Sassonoff ikke ville lade sig tage til fange og derfor dræbte sig selv.

Side 464

I august 1915 interneredes en kosak i Ribe og i det til Ærø ankomne tredje hold flygtninge var der ligeledes en kosak. Disse såret som Putschikoff og de andre russiske flygtninge oplyser, at tyskerne, der under kampene frygter kosakkerne, hugger enhver af disse ned, hvor de tages til fange og ved, at de er kosakker. Ligesom de tidligere ankomne kosakker var det lykkedes Putschikoff at forandre sin uniform således, at tyskerne ikke mærkede noget til hans oprindelse.
Putschikoff forsøgte allerede at flygte den 31. oktober 1915, men han blev hurtigt pågrebet og det kort og kompas, han havde erhvervet, blev taget fra ham. – Den 11. august 1916 flygtede han for anden gang, og denne gang lykkedes flugten efter ca. 7 ugers forløb. En kosak og en anden russisk soldat flygtede sammen med ham. Den ene

Er rimeligvis blevet dræbt, da de en gang undervejs stødte på en vagtpost, medens den anden undersøges i Holsten blev så medtaget, at han ikke kunne gå videre, og bad Putschikoff lade ham blive liggende og selv flygte videre.

Putschikoff flygtede fra Bautzen nær Dresden og han og russeren Tschijikoff, der i sept. 1915 interneredes i Brørup efter at være flygtet fra Erfurt, må formentlig strides om æren af at være flygtet længst.

Over Kielerkanalen kom han på følgende måde:

Side 465

Han tog et markled, forsynede det yderligere med noget træværk, lagde mig fladt på det og brugte armene som årer. Til trods for, at kanalen (i midten?) blev oplyst af stærke elektriske lyskastere, og til trods for, at en damper passerede lige forbi ham og satte vandet i så stærk bevægelse, at han både blev oversprøjtet af vand og slået ud af kurs, nåede han efter et par timers arbejde over på den nordlige side af kanalen, halede ’fartøjet’ i land og slog det i stykker. Han var nu meget sulten og gik så ind i en gård og tog nogle kyllinger, tændte ild i noget træværk i en grøft inde i en skov og stegte kyllingerne.

Han er gentagne gange brudt ind i gårde om natten, helst mellem kl. 2 og kl. 3; hundene generede ham ikke videre, idet han altid passede på at stå stille, ganske stille, hver gang hunden blev holdt op med at gø, og gå roligt videre, når de slog an igen. I den tid, hans kammerater endnu var sammen med ham, slagtede de og fortærede det meste af 4 (fire) grise, 6 (seks) høns, og i de sidste 16 dage, da han var alene, ekspederede han 5 (fem) ænder og en høne og —–en gris! Da han ankom til Ribe Sygehus havde han endnu en halv høne til overs.

På flugten orienterede Putschikoff sig ved hjælp af et stort tysk udmærket kort, der var blevet en del medtaget over Kielerkanalen, og et tysk kompas. Han gik mod nordvest og til sidst langs Sønderjylland vestkyst.

Side 466

I Sønderjylland traf han en gang en russisk soldat, der uden opsyn gik og pløjede. De talte sammen og spurgte hinanden ud, og pløjeren fortalte ham, at Sønderjylland egentlig slet ikke var tysk jord men en erobring fra Danmark.

bind_iii_s_466

Putschikoff søgte forgæves at bevæge kammeraten til at flygte med – han turde ikke. Takket være de tyske vagtposters elektriske lommelygter og ilden fra deres cigarer slap han alligevel forbi dem, men han vidste blot ikke, om han – når han havde passeret sådanne – var nået over i Danmark, og han gik derfor stadig videre nordpå.

Om morgenen den 3. oktober skjulte han sig bag nogle træer, da det blev lyst. Men han lagde nu mærke til, at unge mennesker spadserede på landevejen og at folk kørte på cykler, og han fandt en konvolut med et grønt frimærke på. Han spurgte nu en dreng, om det var ”Wilhelm”. ”Nej”, svarede drengen, ” han hed Christian”. Så blev kosakken glad og søgte at forklare, at han var russer, men det forstod drengen ikke. Imidlertid stod der nogle soldater ved en bro, og til dem henvendte Putschikoff sig og derefter blev han ført til Ribe.

Side 467 + 468

Han påstod i øvrigt, at han den foregående nat havde passeret Ribe og på den tur tilegnet sig en overfrakke, da det var både råkoldt og regnfuldt.

Timofei Putschikoff, en meget høj og mørklødet mand, en af de mest imponerende skikkelser, der er flygtet til Danmark under Krigen. Han har aldrig gået i skole, da forældrene var fattige, og han måtte arbejde fra lille af, men desuagtet har han lært at læse og skrive og har selv skrevet den beretning, hvoraf dette er et uddrag.

1 russer til Brørup

29. sept. 1916

Den 29. sept. 1916 interneredes i Brørup underkorporal Gavril Schalochoff, 11. Pskovski Reg.’s spejderkommando, guv. Perm. Han var flygtet fra Moltrup og havde været 3 nætter undervejs. Sammesteds fra flygtede i slutningen af august 3 tartarer, som interneredes i Taps, og han blev henrykt over at høre, at de var nået velbeholdne over grænsen. Han skriver bl.a.:

I tre nætter flygtede jeg hertil Brørup; jeg kom sidst til en å, men kunne ikke finde en overgang. Det havde jeg ikke forudset. Så fløjtede et tog i nærheden. Jeg tog nu her togene her i øjesyn – der gik mange, og de kunne efter min mening ikke være tyske, fordi tyske tog i reglen var korte og sjældent udover 4-5 vogne mens disse var lange. Jeg fik så lyst til at se, hvem der sad i togene, og det lykkedes. Der var kun få mennesker i dem, og jeg troede så ikke, at jeg var i Danmark endnu. Jeg undersøgte nærmere husene, var også i en skov, men fik så lyst til at se banegården nærmere. Da jeg ikke så soldater der, gik jeg igen ned i skoven og faldt der i søvn.

Da jeg vågnede, var det mørkt endnu. Jeg så på mit ur. Klokken var 5, her var den 6 (han var interneret på Brørup Sygehus; den 1. oktober efter overgangen fra sommertid til vintertid, deraf forskellen). Jeg stod op og gik hen til en gård i nærheden, hvor jeg lagde mig på spånerne i et værksted og ventede på, hvad der ville ske – jeg troede stadig ikke, at jeg havde passeret grænsen. Først, da jeg så soldater i helt andre uniformer, først da var jeg klar over, at jeg var i Danmark – foruden gik jeg som i en drøm.

Farvel danske land; jeg rejser til Petrograd for dér at fortælle, hvor godt jeg er blevet modtaget i Danmark. Jeg flygtede ikke. Fordi jeg havde det dårligt hos bonden Anskudt (?) (Hans Knud Knudsen?) men for mit fædrelands skyld, og hvis det er muligt, så bring bonden min tak, fordi han var god mod os, og familien min tak, fordi den var venlig – jeg var så tilfreds og glad ved den.

5 russere i Grindsted fra Stettin egnen

7. oktober 1916
Den 7. oktober interneredes i Grindsted 5 russere, der var flygtet [fra] fangelejren ved Altdam ([regeringsdistriktet Stettin), hvorfra de var sat i arbejde i landsbyen Breitenfeld. De havde været to måneder undervejs.

De fem russere var 1) Timofei Brjuchnin fra guv. Samara; 2) Nikita Fjordoroff, guv. Tobolsk; 3) Andreu Mjedvjedjeff, guv. Vjatka; 4) Nikolaj Karpatjeff, guv. Moskva og 5) Alexander Popoff, guv. Vologda.

Side 469 + 470+ 471

Alexander Popoff skriver:
Vor flugt var lang og besværlig. Undervejs levede vi af kartofler, roer og gulerødder, som vi tog fra markerne. Vi havde også opsparet tvebakker, som er sendt fra Rusland og givet os af vore kammerater, samt nogle rationer brød. En af kammeraterne var såret af en kugle i foden, der undertiden smertede ham, men vi forlod ham alligevel ikke.

Flugten var vanskelig for os, fordi vort kort ikke var fuldstændig, men kun nåede til Rostock; for resten at vejene havde vi kun en løs skitse at rette os efter. Kompasset tabte vi en gang på halvvejen, men takket være kendskab til stjerne nåede vi fremad.

Vi er alle menige.

Nu takker vi Gud, fordi vi slap ud af fjendens hænder og befinder os i det lille Danmark, hvor vi er blevet modtaget som slægtninge eller gode gæster og fik bad og gode klæder. Så god en modtagelse havde vi ikke ventet. Nu har vi det så godt, som om vi var derhjemme.

Vi var ikke klar over, hvor grænsen var, fordi der intet som helst kendetegn var, og vi ikke mødte nogen. Vi mente, at vi passerede den første vagtpostkæde en nat, da vi gik over en mose, og vi troede allerede, at vi var kommet ud af Tyskland og glædede os højlig derover, da vi hen ad morgenstunden uventet stødte på en skildvagt.

Da det var tæt tåge, opdagede vi ham først i 15-20 skridts afstand.

Han råbte: ”Alt! Alt! Til os. Vi standsede et øjeblik og så, at det var en soldat med gevær, og gav os så til at løbe. Han råbte igen, men vi standsede ikke, og han skød tre gange efter os. Vi havde kastet os ned og hørte nu, at han brugte en alarmfløjte. En anden vagt kom til, og vi hørte dem tale om, at der var russere. Vi ville gå tilbage for at undersøge, hvorledes kæden var lagt, men det lykkedes ikke, og vi skjulte os for dagen. Næste nat stod vi op igen, tog vore støvler af og gemte dem i vore poser, og begyndte at gå frem igen. Nu ventede tyskerne rimeligvis på os. Da vi nåede hen til en vold eller dæmning, stod der mange vagtposter, og vi blev atter opdagede. De råbte ”Alt!”

Vi flygtede, og de skød. Vi vidste ikke, hvilken retning vi skulle gå, og hen ad morgenen gemte vi os i roerne tæt ved en landevej, hvor der arbejdede folk i nærheden af os. Den følgende nat opsøgte vi et sumpet sted for at søge over; det lykkedes; der var også noget buskads, og der lyttede vi; dér gemte vi os så om dagen og kunne nu iagttage posterne. Den følgende nat frøs det stærkt, og græsset var dækket af rim, men vi mærkede det ikke. Vi tog støvlerne af og krøb en kilometer og var så alle gennemvædede af duggen. Så rejste vi os alle og listede krumbøjede videre.

Ude på vejen så vi en del patruljer, der løb omkring som sultne hunde. Videre fremme stødte vi på mindre åer; vi tog vort tøj af og vadede over, og i nærheden varv der en dæmning på mose (engbund), og vi mener nu, at det må have været grænsen; thi efter denne å, mødte vi ingen. Da vi lå skjulte om natten, hørte vi en samtale, men da deres sprog ligner tysk, mente vi, at vi endnu stadig var i Tyskland og fortsatte vor flugt. Den 7. oktober standsede vi og tilbragte [dagen?] i en lille skov i nærheden af en landsby. Til vort held kom 6 raske unge jægere hen til os, og vi gav os til kende for dem. De tog sig venligt af os, og førte os her til Grindsted. Og alle behandler os venligt og godt.

Vi er flygtet fra lejren ved Altdam, hvorfra vi var sendt på arbejde til landsbyen Breitenfeld, og vi var to måneder undervejs.

bind_iii_s_471
Her er indsat et foto af de 5 russere dateret 7. okt.

Side 472

3 russere til Brørup
10. oktober
Den 10. oktober 1916 interneredes i Brørup 3 russere, flygtede fra Hellevad, hvorfra de var 4 døgn undervejs. Det er: 1) Paul [eller Taul?] Ivanovitsch Martjaschkoff af 101. Inf.reg., guv. Monetz; 2) Micail Coldalikoff, 37. sibiriske reg. korporal, guv. Nischnjegorvel; 3) Nikita Jermaschheff, 2866. reg.

2 russere til Brørup
13. oktober 1916
Den 13. oktober 1916 interneredes i Brørup de to russere 1) Jefim Butska og 2) Stefan Jefdijeff

5 russere til Lolland
22. okt. 1916
Søndag den 22. oktober landede ved Kramnitze på Lolland 3 russere, der interneredes i Nakskov. Det var 1) Pjotr Daniljevisch Omeljenki, bonde fra guv. Voronesch; 2) Ipolit Ivanoviitsch Djeminoff, gartner fra guv. Tula og 3) Ivan Ivanovitsch Gulikin, fisker fra guv. Penses.
De lavede sig en nøgle og fik døren for deres nattelokale åbnet. De fik fat i en båd, slæbte den ud til havet og satte over Østersøen. De var oprindelig i alt 7, men da båden skulle sejle, turde de 4 ikke gå om bord.

Samme dag interneredes 2 russere i Nysted.

5 russere til Brørup
25. oktober 1916
Den 25. oktober interneredes i Brørup 5 russere, nemlig 1) Stefan Maksimovitsch Panoff fra guv. Tobolsk; 2) Vasilii Fjodorovitsch Panoff, guv. Tobolsk (fætre) 3) Minail Posnyekoff, guv. Tambovsk; 4) Ivan Korch, guv. Kieff og 5) Anton Kurtjenko, guv. Korson. – De var flygtede fra          og var to dage undervejs ogblev beskudt af de tyske vagtposter ved grænsen 5 gange.

Side 473

4 russere til Assens i 2 vandtrug
26. oktober 1916
Den 26. oktober 1916 interneredes i Assens 4 russere: 1) Vasilii Gregorieff, 2) Makar Prafinoff, 3) Pjotr Mitjaroff og 4) Mikail Noroff.
Amtslæge Tiedler skriver:
”Den 26. oktober fik vi atter russerbesøg. De blev bjergede ude i Lillebælt af en Thorøhuse-skipper eller fisker, da de hen ad morgen søgte at nå Assens eller andet dansk land i to store trug af den slags, der står på markerne til kreaturvanding, medførende en spand til at øse med. De var undvegne en uges tid i forvejen og havde holdt sig skjult på Årø, indtil de så lejlighed il at tiltræde rejsen, som dog næppe var gået godt, dersom Thorøhus-skipperen ikke var kommet dem til hjælp. De var dygtigt forkomne, da de kom hertil.”

1 russer til Brørup
28. oktober 1916
Lørdag den 28. oktober interneredes en russer i Brørup: Simeon Filippovitsch Petjerleff, bonde fra guv. Perm.
Han blev taget til fange i december 1914 og førtes til fangelejren i Hammerstein, der får et meget slet skudsmål af fangerne, ikke blot fordi ernæringen er dårlig men også fordi fangerne mishandles.
Senere kom han til lejren i Perchim og efter 3 ugers ophold førtes han til arbejde i Breitenfeld i Holsten.

Side 474

Herfra flygtede Simeon og en kammerat. Simeon havde hos sin husbond tilegnet et stort, udmærket detaljeret kort. Ved Kielerkanalen fandt de en båd, hvori de kom over. De nåede til omegnen af byen Slesvig, men blev så pågrebet og sat i arrest i en lejr i Wastedt ved Neumünster. Efter udstået straf kom Simeon igen tilbage til Breitenfeld, flygtede imidlertid snart efter, blev atter grebet og atter ført til Wastedt lejren. Da fangerne en dag arbejdede ude på en mark løb Simeon og en kammarat ved middagstid deres vej, mens de øvrige fanger og vagten var i færd med at spise. Efter at de havde løbet ca. 5 km skjulet de sig i noget buskads. Der blev søgt efter dem, og hunde var også ude, men flygtningene blev ikke opdaget. Simeon havde denne gang ikke intet kort med, men et kompas, som gang en gang i sin fangetid havde købt for 3 mark i en tysk butik. Ved Kielerkanalen fandt han igen en båd, men uden årer. De brugte så nogle stænger i stedet for, kom heldigt over og flygtede videre nordpå og passerede tæt forbi byerne Slesvig og Flensborg.
Under flugten levede de af roer og kartofler, og drak af mælkespandene ved vejene.

S.F. mener at have passeret 3 kæder af vagtposter. Tæt ved grænsen opdagedes han af en civil person, der tændte en lommelygte og så at S. var i uniform.

Side 475

Han greb fat i Simeon, der imidlertid rev sig løs og løb videre nordpå. Han fandt nogle aviser, og da han kunne en lille smule tysk, ’så’ at sproget var et andet, var han klar over, at han måtte være i Danmark. Hans kammerat, der var i civilt tøj, skjulte sig, da Simeon blev antastet ved grænsen<, om kammaraten senere kom over, ved han ikke.

S.F., der gjorde et beskedent og sympatisk indtryk, fortalte – hvad der stemmer overens med udtalelser af mange andre fanger – at englænderne og franskmændene i de tyske fangelejre modtager mange pakker fra deres hjemland, mens russerne kun får meget lidt. I de henved 2 år, S.F. havde tilbragt i fangenskab, havde han aldrig modtaget nogen pakke hjemmefra, men der [er?] dertil at bemærke, at hans hjem ligger ca. 200 km fra den nærmeste station.
På begge sider af Kielerkanalen er der, meldte han, anbragt elektriske lyskastere med meget kort mellemrum, og han så en mængde krigsskibe og andre skibe i Kielrkanalen.

Side 476

2 russere til Taps
Slutningen af oktober 1916
I slutningen af oktober 1916 interneredes i Taps 2 russere 1) Andrei Kolesnikoff, guv. Moskva, 250. reg. og 2) Fjodor Venitschenko Obmalinski Oblast, 55. reg. De flygtede fra en landsby i nærheden af Haderslev og nåede efter to nætters vandring over den danske grænse.

2 russere til Ribe
30. oktober 1916
Mandag den 30. oktober interneredes i Ribe 2 russere 1) Vasilii Ivanovovitsch Gretschin, 10. turkest. Reg., bonde fra guv. Samara, og 2) Pjotr Silantjeff, 217. kovrovske reg., bonde fra guv. Vladimir; underofficer. – De havde bemægtiget sig et kort og flygtede efter det fra Kastrup, hvor de arbejdede. Flugten varede i 4 døgn, og undervejs levede de af de levnedsmidler, de just nu havde fået i en pakke fra Rusland. – Læser og skriver godt.

2 russere til Ribe
31. oktober 1916
Tirsdag den 31. oktober interneredes i Ribe 2 russere, flygtede lige over grænsen fra Hjortvad: 1) Matvjsi Pjetrovitsch Pjetroff, 61. vladimirske reg. Tver, og 2) Mixail Pjetrovitsch Maksimuschkin, 95. Krasnojarski reg., guv. Rjesan.  – Blæsten hjalp dem til at holde retningen den korte vej over grænsen. – Ligesom de foregående intelligente og flinke folk, der læser og skriver fortræffeligt.

2 russere, Brørup
31. oktober 1916
Tirsdag d. 31. oktober interneredes i Brørup 2 russere, der er løbet over fra Dover: 1) Lukjana Jermolova, 292. reg. , arbejdsma. Fra guv. Voronesch og 2) Prochora Mjekotkin, 292. reg. arbejdsm. Fra guv. Voronesch.

Side 477

1 russer til Brørup
1. november 1916
Den 1. november interneredes i Brørup 1 russer.

1 russer fra Rostock til Brørup
15. november 1916
Den 15. november 1916 interneredes i Brørup russeren sergent Pavel Schevtschuk, 150. reg. , bonde fra guv. Volbynim, flygtet fra et sted i nærheden af Rostock. Af hans beretning anføres der følgende:
Den 2. december 1914 kl. 11 aften omringede tyskerne os i nærheden af stationen Babu (?) i guv. Petrokovsk. Vi blev taget til fange og ført til byen Surajeff i guv. Kalisch.

Der blev jeg syg og efterladt og lå der fra den 5. til den 26. december, da jeg førtes til den tyske by Hammerstein, i hvis fangelejr vore folk blev plagede værre end kvæg. Vi fik kun kaffe og suppe, der næsten kun var vand, og vi fik for lidt deraf. I to måneder måtte vi holde ud her, indtil en morgen ved 9-tiden tolken råbte ”Til samling!”. Vi blev samlet og drevet af sted i flokke som kvæg; de tyske soldater slog os med stokke.

Heldigvis lå jernbanestationen ikke langt derfra; vi blev holdt sammen der til kl. 8 aften uden at få noget at spise og i kulde; så kom der et godstog, i hvilket vi blev læsset op på en måde, som vi i Rusland ikke engang ville byde vort kvæg.

Side 478

Toget førte os til lejren ved Güstrov i Mecklenburg. Her var vi en måned, da pludselig en nat tolken gik omkring i barakkerne, medens vagterne slog med geværkolberne mod væggene. Sultne og forkomne måtte vi op, og efter at opgivet navn og bopæl fik vi hver – vi var 1000 mand – en lille skål suppe, hvorefter vi blev drevet til jernbanestationen, læssede i vogne og ført – hvorhen vidste ingen.

Vi kom til en moseegn med 8 barakker, hvor vi blev sat i arbejde med at grave kanaler i en mose eller eng. Der var 100 skildvagter. Vi fik kun lidt at leve af [vand?) og det var meget fugtigt arbejde, så at 5-6 mand døde i døgnet. Også jeg blev syg igen af feber, og nogle af os blev ført tilbage til Güstrovlejren, hvor jeg lå syg på lazaret i 4 måneder 21 dage. Efter at jeg blev udskrevet som rask, blev jeg nogen tid sat til at arbejde i lazaretkøkkenet og skrællede kartofler. Vi skulle så en dag ud på civilt arbejde, og jeg sagde så til en [letter?]: ”Lad os komme med. Måske kommer vi ud på arbejde nær grænsen, og derfra kan vi så flygte til Rusland”. Han gik ind herpå, og endnu før der var udtaget fanger til arbejde, gik vi ind på kontoret og lod os udskrive til arbejde.

bind_iii_s_477
Her er indsat et foto af sergent Pavel Schovtschuk

Side 479, 480, 481, 482, 483, 484,485

To dage efter kom vi på arbejde hos en gårdejer Markin 12 km fra Rostock mellem Rostock og Rebniz. Godsets navn var ”Choberhagen”. Der arbejdede i forvejen 8 mand, og vi var nu 4, der kom til. Vi arbejdede fra kl. 7 morgen til kl. 9 aften, men fik kun dårlig mad.

Jeg sagde så til letteren: ” Nu må vi se at komme af sted”. ”Hvordan skal vi flygte uden kort?” spurgte han. ”Vi må have et kort”, tilføjede han. Så traf jeg aftale med en anden af vore soldater, Ivan Kozniroff, og en nat kl. 1 slog vi jernstængerne itu, og krøb ud gennem vinduerne og flygtede mod den russiske front. 12 dage havde vi været undervejs, da vi blev grebet og ført til Güstrow, hvor jeg sad i arrest i 12 døgn, hvorefter vi blev ført tilbage til godset Choberhagen.

Her traf jeg så efter nogle dages forløb aftaler med to af mine landsmænd, P. Rogoff og Gurja Schulgin, og vi 4 (Ivan Koz. og jeg) tilsluttede så den 4. september (russisk tid) at flygte. Den næste dag, altså den 5. sept., da vi kom fra arbejde, skyndte vi os at spise til aften og slap så bort. Målet var denne gang den danske grænse eller den hollandske. Vi gik i 2 uger, da Gurja Schulgin en dag udbrød:”

Hvor mange dage har vi gået?” – ”2 uger”, svarede jeg. ”hvor mange uger er der tilbage?” spurgte han videre. ”Det ved jeg ikke, det ligger i Guds hånd”, var mit svar. Men Paul Rogoff udbrød: ”der er endnu 4 uger tilbage, inden vi når grænsen”. Så solgte Gurja Schulgin mig sit ur og sine varme sokker. ”Jeg kan ikke mere”, sagde han. ”Jeg vil gå til stationen og så bliver jeg nok ført tilbage til Güstrow”. Så forlod han os, og vi tre andre fortsatte flugten.

Ivan Kozmenzoff kunne læse de tyske bogstaver, og heraf erfarede vi en dag, at vi var lige i nærheden af Hamburg. Da han på en vejviser havde læst navnet ”Hamburg”, gik vi mod Danmark. Vi havde gået i to nætter derfra og gik uden om en anden by; på vejen kom vi forbi et hus med en stor have. Ivan Kozmenzoff fik nu lyst til at tage nogle æbler i haven, men blev grebet.

Nu var vi kun to tilbage, P. Rogoff og mig.

Vi gik nu nogle dage sammen, da vi en nat hørte en stærk susen. ”Hvad er det?” spurgte jeg. ”Det er fra en skov!” svarede han. Vi gik videre, men det var ingen skov, men – havet! Kun vidste vi ikke, hvilket vand det var. Til venstre for os var der meget stærke lys fra lyskastere:” Hvad er det for en by?” spurgte jeg. ”det er nok en fæstning”, svarede han, og så gik vi i modsat retning i 2 nætter, men hvorhen vidste vi ikke, for det regnede, og vi kunne intet se. Vi kom imidlertid i nærheden af en lille by, og vi gemte os nu i en grøft i håb om at få russiske fanger at se, hvem vi så kunne udspørge.

Vi rystede både på hænder og fødder, mens vi lå i grøften og frygtede for, at en tysker skulle opdage os. Pludselig begyndte folk at pløje på marken foran, ca. 150 sachen fra os; det var 2 tyskere og 1 russer. Vi lå så stille som mus og holdt endog åndedrættet tilbage, og blev liggende ganske stille til kl. 5 om eftermiddagen. En kvinde arbejdede nu sammen med en russer; jeg kastede en sten hen efter ham, han så op og jeg vinkede ad ham. Han gættede, hvad det drejede sig om og sagde: ”Jeg kommer om lidt!”. Lidt efter kom han tilbage til mig og vi talte:

”Har I arbejdet længe her?” spurgte jeg
”Ja, i 7 måneder!”
”Hvad er det for en by?”
”Den hedder Pløn”.
”Men kender du ikke byen Kiel?”
”Jo, Kiel ligger 40 kilometer herfra; det siger de civile”.

Vor landsmand fortalte yderligere, at der anvendtes lyskastere til [at] oplyse omegnen med.

Så gik vi tilbage, og Gud være lovet var det nu lyse nætter. Vi nåede til Kielerkanalen, fik hurtigt fat i en båd og kom over kanalen. Efter at have gået i 2 nætter skjulte vi os ved daggry i en skov. Op ad dagen begyndte folk pludselig at jage vildt i skoven og en tysk jæger på ca. 45 år opdagede os og førte os med sig til en ca. 2 kilometer fra skoven liggende hus, hvor han telefonerede for at vi kunne blive afhentet. I huset arbejdede 2 russiske fanger af hvilke den ene kunne lidt tysk. Vi spurgte ham, hvem tyskeren var og erfarede, at han var skovrider. Vi fik nye støvler og nye klæder; jeg spurgte vor landsmand, hvor man ville føre os hen, og han svarede Saberae (?) (Satrup? Gabøl?). Klokken 5 om eftermiddagen.

Jeg sagde til min kammerat: ”Lad os nu løbe fra dem!” hvilket han svarede: ”Hvordan kan vi det; han har jo et gevær!” Jeg svarede: ”Jeg vil af sted”.

Det lykkedes mig i et ubevogtet øjeblik at slippe bort og jeg løb tilbage gennem skoven og fortsatte nu flugten i 7 nætter. Den 8. dag skjulte jeg mig i en lade for at udspørge landsmænd, hvor jeg nu var og hvor langt der var til den danske grænse. Det var en søndag. Kl. 4 om eftermiddagen fodrer de russiske fanger kvæget. Jeg kastede noget hø ned til en landsmand, og da han så op, vinkede jeg ad ham. Han forstod mig og lod en kammerat passe på, at ingen overraskede os. Han krøb så op til mig, og vi talte.
”Ved du”, spurgte jeg, ”hvor langt der er til den danske grænse?”
”Der er 25 kilometer”.
”Hvorfra ved du det?”
”Her er nogle russiske polakker, og de har fortalte det”, men nu kommer du ikke igennem, for nu er her mange soldater; det siges, at Danmark vil erklære Tyskland krig. Og her er der lavet skyttegrave.”

Jeg vidste i øjeblikket ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre men begav mig af sted og gik videre i et par timer, da jeg pludselig stødte på skyttegravene. Dem passerede jeg, men traf så pludselig på pigtråd. Efter et par timers arbejde kom jeg, Gud være lovet, igennem det og fortsatte flugten. Jeg tænkte mig, at når jeg havde gået to nætter, måtte jeg nå grænsen; kun vidste jeg ikke, hvor den var. Jeg gik nu hen i nærheden af en stor gård, hvor der nok skulle være nogle af mine landsmænd, for at få lidt besked. Men hvor var det vanskeligt for mig at holde mig skjult. Der arbejdede 12 russere i roerne, bevogtet af nogle tyske soldater, og jeg frygtede allerede for, at jeg skulle blive grebet, da mørket heldigvis faldt på og Vorherre reddede mig. Jeg krøb nu ud af mit skjul i en grøft og vandrede videre i 2 døgn og levede kun af roer. Der var nu kun meget lidt granskov (plantage).

Da jeg opdagede kartofler på en mark tog jeg nogle af dem og gik hen til en lille granskov, hvor jeg gav mig til at riste kartoflerne. Allerbedst som jeg sad der – klokken var 12 om natten – stod en mand pludselig tæt ved mig og spurgte på russisk: ” Hvem er du?” Jeg svarede ham aldeles ikke, men kastede kartoflerne fra mig og løb ind i skoven. Han råbte så efter mig i mit eget sprog: ”holdt, jeg er russer!” Så standsede jeg og råbte til ham: ”Hvem er du?” Så standsede jeg og råbte til ham: ”Hvem er du?” . ”Jeg er russer”, svarede han. ”Fra hvilket guvernement er du da?” ”Fra guvernement Sedlitz!” Hvorfor er du da her?” ”Jeg har været her her i 5 år og er skovfoged. Men fra hvilket guvernement er du? ”Fra Volhynien. Jeg er russisk soldat og er på flugt; men sig mig, er her langt til grænsen?” ”kun ca. 3 km, men du kommer ikke over  den.” ”Hvorfor ikke?” ”jo, nu er stærk vagt, fordi Danmark vil erklære Tyskland krig.”
Han skræmte mig nu nok, men jeg fattede mig og sagde: ”Vis mig nu den tjeneste at sige mig i hvilken retning grænsen ligger”. ”I den retning”, svarede han og pegede, men pas på – for en uge siden blev en russer skudt, da han ville gå over grænsen”. ”Giv mig lidt nærmere besked”, sagde jeg. ”Du ser nok”, Svarede han, den lille vej, som går fra skoven derhenne. Til højre ligger en stor gård og til venstre en landsby. Du må ikke gå ad vejen, for der er patruljer, men over markerne, og på markerne vil du komme til et hus. Dersom du når hen til det, kan du måske nok slippe over grænsen”.

Så tog jeg afsked med ham, takkede ham, gjorde korsets tegn og vandrede videre. Jeg kom ud af skoven, fandt landsbyen og den store gård og gik hen over markerne, men standsede hver øjeblik for at lytte. Pludselig hørte jeg et menneske hoste og forstod, at det var lige tæt ved mig. Så tog jeg støvlerne af og listede videre på hosesokker. Til venstre for mig fik jeg da øje på en skikkelse, der gik lige imod mig; jeg i det samme satte jeg i med at løbe hen mod grænsen. Vagtposten, for en sådan var det, skød efter mig, Gudskelov uden at ramme.

Jeg løb imidlertid videre, nåede et lille hus ved en lille vej, løb hen ad den, stod så stille og lyttede. Pludselig kom nogen gående; jeg satte mig ganske stille i nærheden af huset. Nu stod en skikkelse lige foran mig, det var en soldat med distinktioner på ærmerne og med gevær og en hue, der ikke var tysk. Jeg rejste mig op, gik lige hen til ham og sagde: ”Moi, moi (morgen = Guten Morgen). Han spurgte mig så ud, og jeg svarede, at jeg var russer. Så spurgte jeg ham: ”er dette Danmark?” Han tog så en lille lommelygte op og en lille seddel, på hvilken der på russisk stod skrevet Danmark.

Så blev jeg glad for, at jeg var sluppet over grænsen og satte mig ned og tog støvlerne på, og lidt efter førte soldaten mig et par kilometer videre til sit hus. Han bankede på ruden og en kvinde kom ud og åbnede døren, tændte ild og gav mig brød med smør. Da jeg havde spist, blev jeg kørt til byen Vantof (Vamdrup).

Sergent Pavel Schovtchuck
Guv. Volhynin. Kovet’amt, Ljubit herred
Landsbyen Balinja

Side 486

15 russere til Bornholm

7. november 1916

Den 7. november 1916 landede på Dueodden på Bornholm i en almindelig båd 15 flygtninge, hvoraf 12 var soldater og 3 civile.

Det var:

1) Underkorporal Vladimir Aleksandroff , 265. reg. fra guv. Tver;

2) Jakoff Smirnoff, 265. reg. fra guv.Tver (Georgskorsets 4. gr. fra den russisk-japanske krig);

3) Vasilii Romanoff, 267. reg. guv. Novgorod;

4) Aleksander Kunrjavroff 267. reg. guv. Novgorod;

5) Stepan Krasnoff do.do.;

6) Andrei Boiroff, do.do.;

7) Ivan Romanenkoff, 100. ostrovske reg., guv. Mogilef;

8) Ivan Jakovtjevetsch Schockoff, 141. reg. guv. Samara;

9) Mixail Ljedin, 200. reservebataljon, guv. Pensa;

10) Ivan Barbakoff, 119. reg. guv. Orenburg;

11) Kiril Agaroschin, 22. sib. Reg. Guv. Rjesan;

12) Kondratin Tuljaoff, 41. sib. Reg. guv. Tomsk.

De tre civile var:

13) Ivan Savestjanoff,

14) Ilja Karabin og

15) Mixail Parnoch.

Vasilii Romanoff skriver bl.a.:

Vi takker Dem alle inderligt for de gode gaver, De sendte os, og ligeledes for brevene. Vi har tilbragt fra 14 måneder til 23 måneder i Tyskland og blev taget til fange i 1914 og i 1915.

Side 487

Vi blev først ført til en fangelejr nær ved byen Bitevic (?), hvor vi var ca. 3 måneder for derefter at blive sendt ud på arbejde, der var meget besværligt. Det var udtørring af moser og omgravning af jorden.

Vi fik dårlig mad: ½ pund brød i døgnet og [ingen antalsangivelse] gange i døgnet varm mad med skrællede til dels rådne kartofler og i ringe mængde.

Nogle havde ikke kræfter nok til at udholde disse lidelser men faldt om og måtte bæres bort i bårer og adskillige døde.

Efter 8 måneders arbejde blev vi flyttet hen til en godsejer, hvis ejendom ligger nær ved havet og byen Stolminded (?), hvor vi havde det meget bedre. Vi måtte arbejde hårdt, men vi fik også bedre kost; brødrationerne var de samme, men vi fik flere kartofler.

Her arbejdede vi i et år indtil det lykkelige øjeblik, da vi slap bort.

Trods det strenge vagtopsyn, lykkedes det os at få at vide, hvor der lå en båd ved kysten. Vi fik også fat i et kompas og et kort. Da alt var rede, flygtede vi den 24. oktober (russisk tid). Vi gik gennem tagvinduet ad en rebstige, som i forvejen var klar. Ved Guds hjælp gik det godt. Det var lyst måneskin, hvad der ikke var heldigt for os, men Gudskelov nåede vi velbeholdne alle båden og bar den ud.

Det var en fiskerbåd, og sejlene var i orden.  Vi forlod den tyske kyst kl. 1 om natten og sejlede i 18 timer, da vi nåede Danmark, hvor vi blev modtaget meget kærligt og fik mad og drikke og et godt natteleje.

Den 26. oktober blev vi fremstillede for øvrigheden og nu er vi her på øen Bornholm. Kosten er fortræffelig og vi har det udmærket. Vi er alle bønder og arbejder ved landbrug. Vi ville gerne have vores velgørerindes fotografi. Men nu farvel. Vi er alle sunde og raske og i sikkerhed for vore tyske fjender.

Side 488

Syd for grænsen

Af et brev ved nytår 1917

Kære M…!

Efter megen besvær med at få attester i orden kom jeg da over den 24. decbr. (1916) om middagen. Mor har det ellers ganske godt, er så forunderlig stærk, både åndeligt og fysisk, hvad vi er meget taknemmelige for. Men lidt strengt var det at komme hjem i gården og ikke mere se fars lyse, milde skikkelse og høre hans hjertelige ”Velkommen hjem”. Ja, han savnes overalt i det kære gamle hjem, og dog ønsker vi ham ikke tilbage, han trængte så hårdt til hvilen og freden, disse tunge blodige tider var for svære for ham.

Og nu har han nok fejret en rig og lys jul sammen med alle sine kære i paradis, nærmere Gud end vi er.

Nu er det svært at komme derned (til Sønderjylland) og at se al den nød og alle deres savn. På gården sulter de jo ikke, men de savner mange ting, som vi jo før syntes, at vi ikke kunne undvære som f.eks. alle slags krydderier, sæbe og mange andre ting.

Hjemme havde de slagtet til jul, men kun i smug; de fik i efteråret lov til at slagte en gris, men har nu slagtet tre; kontrollen dér på egnen er ikke så streng, som den har været før, vel nok fordi hverken amtsforstanderen og kommuneforstanderen kan sige sig fri for at have overtrådt bestemmelserne.

Andre steder er de meget strengere, særlig i Sønderborg kreds, hvor grisene bliver talt, når de er 6-7 uger. Dernede bruger man derfor at slagte dem i den alder og så lave sylte af dem.

Ja, på landet kan de sagtens overgå bestemmelserne, men i byerne, hvor de skal leve fra kortene, der kniber det for alvor. Tænk dig, på ”Hejmdal” havde de levet ved tørt brød en tid. Men så kom de fra Nørremølle eller Ullerup – jeg kan ikke huske hvem – og så det og fik så fat i noget smør fra deres mejeri og sendt til dem ligesom der blev sendt noget kød. Nu har N.L. lånt dem en ko og den øvrige familie har samlet sammen til foder for den. Koen står opstaldet hos brødrene Fink, og Esther og Poula har også en, så nu kan de to køer være hinanden til selskab.

Et sted som på søsterhuset i Kristiansfeldt fik de juleaften kun bygvandsgrød med skummet mælk, men hverken kød, kartofler eller noget som helst andet.

Kartofler er det meget knapt med, hvorfor de tager kålrabi til hjælp.

Der er leveret en masse jernbanevogne fulde til ernæringsdepoterne, og da det er det meste kraftfoder de har til køerne, bliver det knapt tid for mælk og af den grund også for smør.

Side 490

I de større byer er der udbrudt en ny børnesygdom, som har fået navnet ”Marmelade kræft”. Den viser sig derved, at huden på hænderne revner, fordi børnene ikke får mælk eller fedtstoffer.

Revnerne går efterhånden over til at blive sår, ledsaget af feber. I Hamborg dør dagligt en mængde børn, mellem 30-50 lyder tallet. Hospitalerne er over fyldt af børn og gamle mennesker.

Morbror H.P. har også fortalt, at i Berlin fik de nu på det fine ”Hotel Fürstenhof” serveret sort kaffe med tørt krigsbrød om morgenen.

Siden august havde de ikke fået smør, en tid lang fik de marmelade, senere en dårlig kålrabi marmelade og nu i sidste samling kun tørt brød og sort kaffe. Han havde i sidste samling tabt 15 pund.

For øvrigt fortalte han, at det så mærkeligt [ud?] dér på hotellet. En af de fine herrer sad med en lille klat smør i et papir, en anden med lidt marmelade, en tredje havde købt sig lidt afskåret røget gåsebryst til 13,50 mark pr. pund. Tæt ved morbror sad en gammel general, der spiste sit tørre brød til en kop kaffe.

Morbror H.P. har jo været så tavs – jeg hørte for et års tid siden, at han sagde, han havde syv segl for munden. Nu samles han af og til hos en eller anden og meddeler en del mænd, som han stoler på, sandheden – så vidt han kan uden at komme i strid med sine løfter.

Og sandheden lyder ikke godt eller lys…

Du ved jo nok, at der nord for Åbenrå er lavet et stort skyttegravsanlæg med 4 m pigtrådshegn. Alt dette blev efter Hindenburgs råd lavet forinden tyskerne måtte begynde undervandskrigen. Og denne blev så sent vedtaget i efteråret, at nætterne var for lange og mørke, så den blev udsat til sidst i februar eller marts.

Morbror havde sagt lige før jul, at hvis fredsforhandlingerne nu ikke blev påbegyndt, så ville det for Tysklands side blive en ren desperationskrig – så vil det lade det briste eller bære, for Tyskland skal have fred i 1917 for ernæringens skyld. Det ville da blive en krig så grusom, at vi hidtil ikke havde kendt magen.

I Rigsdagen havde man erkendt, at den militære stilling var langt dårligere nu end i fjor ved samme tid trods de store sejre i Rumænien.

Hindenburg skulle have sagt, at skyttegravsanlæggene ved den hollandske og danske grænse skulle være i orden, thi når undervandskrigen begyndte, burde man være forberedte på krig med Skandinavien, Holland og Spanien samt Amerika. Det er jo en stor mundfuld at tage, men det kan jo også være beregning; det kunne måske nok se bedre ud at tabe, når de har det meste af verden imod sig.

Hindenburg skulle endvidere have udtalt, at samtidig med at undervandskrigen tog sin begyndelse, ville han anse det for rigtigst straks at gå op i Danmark, for det var klart, at England ville ikke godvilligt lade sin eksport fra Danmark gå til Tyskland, og så var det bedst at tage hvad der var, inden englænderne kunne nå at komme over til Danmark.

Vi må jo håbe, at Tysklands beregninger må slå fejl.

G. havde hørt, at man i England havde lavet i tusindvis af fladbundede både parat til landgang i Jylland!! Og forleden hørte jeg af en, der stod marinen nær, at englænderne havde lavet så mange vandflyvemaskiner, at de nok turde tage et tag med tyskernes undervandsbåde.

Der går i denne tid så voldsomt mange over grænsen både 17-årige og landstormsmænd, som er hjemme på orlov. Det er nemt at komme over, for vagten lader sig nemt købe med lidt levnedsmidler.

En mand jeg godt kender, er af selve vagten blevet opfordret til at gå over grænsen, blot han ville tage ½ pund margarine og et stykke vaskesæbe med tilbage. Den pågældende mand har været over grænsen flere gange på de betingelser.

Side 493 (Nytår 1917)

En dag i julen kom der pludselig en soldat ind ad døren med et brev og en lille pakke fra Stavnsbjerg; det var selve vagten, der havde sagt til Jacob, om han ikke kunne skaffe ham lidt margarine, så ville han gerne besørge noget for dem. Der stod for resten ikke noget farligt i brevet, men soldaten havde udtalt, at det var ham ganske ligegyldigt, hvad der stod, blot han fik noget margarine ….

Syd for grænsen

4. januar 1917

Landråd von Loew har til flere – bl.a. grosserer Outzen i Kolding, som får sit pas visiteret på landrådskontoret udtalt, at Danmark kan ikke undgå men vil blive tvunget til at gå med i krigen.

Korporalen, der slagtede så nydeligt.

På gården ”Kiddingen”, hvor en af Finnemanns døtre er gift og som var blevet idømt en mulkt på 1000 mark for for stærkt brug af brødkorn, spurgte en officer hende en dag, hvorfor hun dog ikke slagtede og hensaltede mere end hun gjorde.

Hun: Ja, men det kunne da aldrig falde mig ind; jeg er jo blevet højt mulktereret for brug af korn og kunne jo udsætte mig for endnu mere, Nej tak!

Officeren: Nå-åh, ja når det udføres forkert. Men jeg har en korporal, der har slagtet 82 svin for forskellige, og han gør det aldeles nydeligt. De skulle lade ham gøre det. Der [er] dog en ting jeg betinger mig. Jeg vil nok have et stykke flæsk til almindelig dagspris og korporalen må naturligvis også have et stykke.

Herefter blev det overdraget den omtalte korporal at slagte på Kiddinggård; han gjorde det også nydeligt og både han og officeren fik deres gode stykker.

Folk, der skal flytte!

Der har jo ved flere lejligheder været tale om, at folk skulle være forberedt på at flytte bort, når det begyndte at gå løs heroppe. Der er eksempler på, at folk allerede har købt eller lejet boliger i Mecklenborg for at have alt klart i givet øjeblik, og de har også forsøgt allerede nu at føre visse sager derned for at have lidt i behold at leve af; men de slipper ikke alle heldigt fra det, da jernbanevæsenet er begyndt at undersøge rejsegodset, når det går fra en kreds over i en anden!

Ved grænsen østpå er adskillige af de tyske vagtposter meget skikkelige, og for en mellemmad kan man uden synderlig vanskelighed på breve ucensureret over, skjult i felthuen. Det går endog så vidt, at vagtposter går over på dansk grund for at spise mellemmaden. Således blev for nogle dage siden en tysk vagtpost set løbende ad landevejen på den danske side ned mod den tyske grænse, idet han udtalte, at han håbede, at han nåede tidsnok over til appellen. Han havde været herovre for at få sin mellemmad.

Side 495

Hindenburg skal, da man i sin tid opfordrede ham til at overtage posten som generalissimus have udtalt, at skulle man tvinges yderligere ud i krig, burde der befæstes mod Holland og Danmark, og så var det vistnok for øvrigt vist nok bedst at tage Jylland straks!

Med hensyn til de økonomiske forhold er det ret illustrerende, at Haderslev kreds, der ved krigens begyndelse havde en gæld på 5 millioner mark, nu har en gæld på 100 mill. mark!

5. januar 1917

Der er i Tyskland og har allerede i lang tid været forbudt at avertere børns død.

To russiske krigsfanger, der er kommet til Brørup meddeler, at der ved Flensborg findes 2 rækker skyttegrave.

”Homøopatisk læge” (kvaksalver i Hvidding)                         familie, der har boet i den ham tilhørende villa klods op ad grænseskellet siden lægens flugt i sommer, gik i aftes ved 6-tiden i det forrygende vejr over grænsen. I mørket lykkedes dem at få en del sager transporteret over fra villaen, således sengetøj, en del spisestuestole, nogle polstrede stole m.m.

Det var hustruen og 4-5 børn, der gik over, og lægen selv var taget derned – ned til Vedsted for at tage mod dem og være dem behjælpelig.

Han færdedes ugenert på Vedsted station i dag, hvor tyskerne på Hvidding station jo ikke kunne undgå at se ham. Efter forlydende er forholdene angående hans villa således ordnet, at bygningen ikke kan fratages ham før efter krigen.

Side 496

6. januar 1917

Udvidet u-bådskrig

St. Den skildring, jeg gav Dem sidst fra god kilde, kan jeg fortsætte med, at fremgangen i Rumænien jo nok har udsat den udvidede u-bådskrig noget, men at denne alligevel nok vil komme, så snart vi kommer hen mod slutningen af februar – hvis ikke før.

Nye tyske gasbomber

Man ved, at der nu på ammunitionsfabrikkerne laves bomber til den kommende luftkrig med så stærke gasarter, at én indånding er tilstrækkelig til at dræbe et menneske.

Luftangreb på tyske byer

For øvrigt har luftangreb mod tyske byer udrettet langt større skade end tyskerne vil indrømme. Karlsruhe f.eks. havde den første gang i efteråret 125 dræbte og megen materiel skade.

Nøden er meget stor. Da H.P. nytårsdag fik besøg af sin bror med familie, sad han og hustru ved frokosten. Den bestod af bart brød – fedt af nogen art havde de ikke kunnet opdrive.

Side 497

Et brev fra østfronten fortæller om 9 soldater i skyttegrave, som havde slagtet en hund; 3 af dem kunne intet spise men – siger brevskriveren – de skal nok snart få det lært.

Stemningen

Stemningen i politiske kredse er meget trykket. Man ved, at forrådet af levnedsmidler trods de små rationer kun kan slå til i årets 9 af 10 måneder! Batocky (?) har sagt, at der kun var den ene vej til redning, og det var massebespisning, men nu var det for sent. –

Rumæniens beholdninger har været en fuldstændig skuffelse. Alt, hvad der havde kunnet nås, var ødelagt.

Militært er man enige i, at stillingen i år er betydelig ringere end i fjor ved denne tid.

En mystisk person

En person, der menes at drive en del nærgående spionage, er en kaptajn Rudolf Berg fra Løjt. Man siger, at han for tiden bor i Skolegade i Århus.

Zeppelin-ulykke i Tønder

28. dec. 1916
En mand i V. Vedsted har i går meddelt, at han fra Nordslesvig har erfaret, at Zeppelin katastrofen den 28/12 p.t. har krævet 117 ofre!

20. januar 1917

Små soldater

To unge mennesker henholdsvis fra Rejsby og Arnum kom i dag over grænsen – de var kun 17 år – fordi de ventede at skulle møde til session og senere indkaldes. De var så små, at de nærmest lignede et par konfirmander. På mit forundrede spørgsmål, om de ikke var alt for små til at kunne komme i tjeneste, svarede de, at ”man har taget dem, der var meget ringere endnu”; der var soldater i hundredvis, der var endnu mindre!

Den ene af dem oplyste, at der anlagdes en vidsporet bane fra Døstrup vestpå forbi Skærbæk til ”Brohovedet”, der er udsejlingssted til Rømø!

En anden bane går fra Døstrup østpå, men den er smalsporet ligesom småbanerne (dog ingen tipvognsbane).

Fra Skærbæk løber der hver nat lastautomobiler ud til skyttegravene med materiel.

Der anbringes stadig kanoner bag linjen mellem træer og frugthave og idet hele på steder, hvor der findes nogen dækning.

23. januar 1917

Større troppebelægninger

Eli: Der er i den sidste tid, sidst natten til i går, mandag, ankommet meget betydelige kavalleristyrker til Haderslev og omegn.

Mandag var staldene i Haderslev så besat, at bønderne ikke kunne få plads til deres heste, og i byerne nord for Haderslev. Bramdrup, Bjerndrup-Moltrup m.fl. var belægningen så tæt, at der faldt 20-30 ryttere til hver gård! Tropperne kommer fra østfronten. En officer medbragte to kaner, som [hjemmelsmanden har set?] stemningen i grænseegnene [er]meget foruroliget, og selv folk, der ellers er nervøse, er denne gang urolige.

Side 499

25. januar 1917

En ung mand, der er gået over for ikke at komme på session, meddeler, at skyttegraven går ca. ½ km norden om Toftlund, derfra over Allerup – Hønning til Høbjerg, hvor der står nogle 21 ctm kanoner og hvor der et stykke op ad bakken er lavet ”understand”.

I Brænderup lå ca. 100 mand infanteri og artilleri, da han forlod stedet den 19 dc. Ds. Han passerede et pigtrådsbælte, der var ca. 6 meter bredt og 1 meter højt; hvor der er bygget ”understand” er der foran anbragt 2 rækker pigtråd.

Sessioner i 1917

Det hedder, at der den 18. januar er session i Tønder kreds og at der ligeledes har været session i Flensborg kreds. I Haderslevs kreds har der endnu i år ikke været session, men den ventes i den nærmeste fremtid.

28. januar 1917

5 stg.

Den samme idé, som De og jeg ret ofte har mødt, den at Tyskland frivillig kunne tænke at give os en del af Sønderjylland tilbage, er nu oppe adskillige steder i politiske kredse i Tyskland. Men kilden oplyser nemlig, spørgsmålet er så stærkt fremme, at en ledende politiker havde ført min hjemmelsmand til Europakortet og bedt ham om at vise sig, hvor meget han mente, der i så tilfælde kunne ventes at blive tale om.

Side 500

Min kilde trak da efter nogen betænkelighed en linje Flensborg – Tønder, hvorefter spørgeren meget tøvende udbrød: ”Nå, meget vil De have!”

Betingelser som der fra danske skribenter, Reventlow, Barfod m.fl. har været tale om: Toldunion, militær afhængighed osv. har der fra den side ikke været nævnt; men det kommer jo nok, hvor danske skribenter selv ret flittigt antyder det!

Jeg har også haft en samtale med en god mand, som havde deltaget i et fortroligt møde, hvor dette kom frem. Han stadfæstede fuldstændig mit referat til Dem den 6. januar og siger, at den udvidede u-bådskrig kommer i februar. Han nærer nogen frygt for, at Danmark vil få fremmede inden ret længe.

Hos ham selv (i Østerlinnet) har de ordre til at give plads til meget rytteri, og de forlanger, at kommunen skal levere 2100 pund havre daglig. I Haderslev havde han været og bemærket ca. 6000 mand med artilleri og båd[træn?] og pontoner. Dette med både er vel kun noget, man altid har med i trænet i krigstid. Jeg vil helst tro, at det kun er en omlægning af tropper for at lette indkvarterings [???] længere sydpå.

For få dage siden kom ca. 1000 mand til Åbenrå lige fra skyttegravene på Østfronten; de så elendige ud. Der forefaldt 2 tilfælde af sorte kopper på ”Folkehjem”, hvilket imidlertid holdes meget strengt hemmeligt. – 2 ekstratog ankom om natten med pontoner, som førtes til kysten ved Kalø.

Der bygges en mængde barakker bag linjen. Togene på vestbanen har blændede vinduer. Gabøl har ligesom Østerlinnet ordre til at modtage 400 heste.

Side 501

29. januar 1917

Stg. Ved Zeppelin ulykken i Tønder blev begge zeppelinere ødelagt og 7 mand dræbtes. Der herskede nogen harme over, at ligene lagdes lige ind i togets godsvogne uden at der så meget som taltes nogle ord eller afholdtes nogen ceremoni.

Ulykken skete om aftenen. Det siges at være den 11-12 zeppeliner fra Tønder luftskibsstation, der er ødelagt siden krigens begyndelse. Blandt numrene er 7 -9 – 17 – 18 – 19 – 20.

Der ligger i øjeblikket i Nordslesvig et større antal tropper i det nordlige Nordslesvig end nogensinde før under krigen. I Åbenrå ligger således 1500 – 2000 mand, i Haderslev ca. 6000, i Flensborg formentlig 10.000.

De er ankommet i løbet af den sidste uges tid dels fra Rusland og dels fra vestfronten.

Der var endvidere til en del landkommuner meldt om stærk indkvartering, således 400 mand til Gabøl og 400 mand til Østerlinnet, og der var sendt brød og konserves forud. I onsdags kom imidlertid ordre til kommunerne om at sende disse ting tilbage, og tropperne er hidtil ikke ankommet dertil.

Brevvekslinger

Ribe, den 25. januar 1917

Kære hr. redaktør

Jeg har nu fået oversat så at sige alle de bedste beretninger fra de russiske krigsfanger, hvilket jo har været et meget stort arbejde, da de fleste beretninger er skrevet med blyant, er fulde af slemme stavefejl og ofte er kradset ned på små stumper papir.

Det har ved denne ny gennemgang af teksterne vist sig, at jeg …… [her mangler der tilsyneladende en del tekst]……. betaling.

Det er først lidt efter lidt, mens arbejdet skred frem og jeg tænkte på, hvor meget besvær jeg ganske alene har haft dels med at lære sproget og forstå de jævne folks udtryksmåde (deres rædsomme stavefejl!) – at det er blevet mig klart, at kun jeg kunne stå som udgiver af en sådan bog, hvor megen tak jeg end skylder Deres ansporelse fra første færd.

Jeg kan ikke tænke mig andet, end at De ved nærmere eftertanke vil være enig med mig i dette spørgsmål.

Med de venligste hilsener
Ingeborg v. Stemann

(Kopi)
Fra Århus har jeg fået fotografi – og venter nærmere oplysninger fra den elskværdige hospitalsinspektør.

Ribe 11/10 1916

Hr. redaktør!

Hermed kosakken, en Brørupmand og de 5 Grindstedfolk.
Desværre skriver De jo intet om, hvorledes de er flygtet over Kielerkanalen.

Jeg håber, at De har gode avisudklip om dem – og ligeledes om Laalandsfolkene [Lollandsfolkene?], som aldrig svarede mig.
I går interneredes 3 russere i Brørup. Jeg fører nu bog over, de fanger, hvorom jeg efter krigen gerne vil have oplysninger. – Senere hen vil jeg se at få et fotografi af de to døde russeres grav til vor bog*. Avisudklip om begravelsen kan jo også være nyttige.

[Willemoës kommentar i margin:

*Bog?!!  – Hvad er det! Aftalen er jo, at jeg skulle have materialet til Stiftstidende og har ladet lave clichéer til avisen i det øjemed.]

Kosakken var imponerende. Russerne i København var også betagede af ham. Hans egen beretning kommer senere fra mig. – Han bliver nok skyld i, at jeg er syg i 14 dage – men en samtale med ham var det værd!

Var der minesprængning i går kl. 12:15 form. Både pigerne og jeg hørte et brag og huset rystede stærkt. For 2-4 dage siden stod der i Flensborg Avis en meddelelse (under Fra provinsen om petroleumsmangel (der rådedes til gasindlæg i skoler – og eventuelt omlægning af skoletiden) – var den ikke af almen interesse!

Vil De hilse Deres kone. I morgen håber jeg at komme op. (nervøst hjerte – blegsot – hals).

Tak for papiret.
Ingeborg v. Stemann

(Kopi)

Ribe 30. januar 1917
Frk. cand.mag. Ingeborg v. Stemann
Meget arbejde og vigtige forhold har forhindret mig i at besvare frøkenens brev, som jeg modtog i går morges og har taget til efterretning.
Hvad clichéer angår er de ganske uanvendelige til en bog; der er jo efter aftalen i sommeren 1915 fremstillet til anvendelse i ”Ribe Stifts Tidende”, og clichéer til det ru avispapir kræver en anden art fremstilling end til anvendelse i bøger i glat papir, som kræver clichéer af betydelig finere og omhyggelige udførelse.
Med venlig hilsen
Deres ærbødige
C. Willemoës

Side 502 + 503

En mængde pontoner er blevet aflæsset ved Rødekro og Hovslund og transporteret til Kaløvig.

Der arbejdes med stor energi på opførelse af barakker, som ligger i linje med artilleristillingerne 4-6 km bag skyttegravslinjerne, som går fra Hoptrup – syd om Mastrup – syd om Vedsted – nord om Skovby – Bevtoft og nord for Toftlund videre vestpå.

Skyttegravslinjen er fortrinsvis lagt således, at der i for terrænet er moser, enge og oversvømmelser.

Ved Hovgård er et batteri anbragt lige midt i alléen. 38 ctm kanoner er anbragt i Lerskov Plantage og i plantagen vest for banen. Til disse batterier er der direkte banespor fra hovedlinjen.

Ingeniør hoveddepotet er ved Hovslund Station, hvor der bl.a. ligger store mængder – flere hundrede læs rør til afvanding, træ, sveller og jernbjælker (formentlig til opførelse af bombesikre rum.)

Det meste artilleri ser ud til at være 15 ctm, der kører på hjul.

Frk. Stemann og russiske fangers flugt.

Frk. Ingeborg Stemanns ovenstående brev om selv at udgive beretningerne om russiske fanges flugt fra Tyskland har virket både nedslående og meget ubehageligt. Hun har selv i sommeren 1915 truffet den aftale med mig, at jeg – når jeg ville lade være at bringe omtalen af russiske flygtninges ankomst – måtte få alle hendes optegnelser til gengivelse i ”Ribe Stiftstidende” efter krigen, i hvilken anledning jeg efterhånden anskaffede clichéer til bladbrug, forærede kort og 3-400 flag samt betalte frk. I        kr.; desuden skulle der jo selvfølgelig ydes noget honorar senere efterhånden som vi brugte beretningerne. – I den samme anledning skrev jeg da foranstående russeres beretninger således, at de kunne optages uden synderlig yderligere bearbejdelse, hvilket har voldt et betydeligt arbejde, som tog mangen en nat for mig, da oversættelsen er meget ubehjælpsom. –

Det er besynderligt, så lidt respekt folk har for [] gerne ords værdi, når forfængeligheden spiller ind. I dette tilfælde er det trangen til at komme til at spille en rolle gennem udgivelsen af en bod. Hun betænker ikke, at hun ville opnå meget mere ved at lade artiklerne til hvilke jeg jo upåtvivlelig er retmæssig parthaver [?] med hensyn til ejendomsretten – går gennem ”Ribe Stiftstidende”, hvis stof jo nu følges med stor interesse i udlandet.

Det var på min opfordring, at frk. Stemann – til brug for mig – talte med de russiske fanger, og det blev overenskomst mellem os at kun fortsætte dermed, indtil hun nu brød af.

1+2/ Fra Grænsen syd og øst for Ribe d. 22/1 -17

I den sidste måneds tid såvel har grænsespærringen ikke været overholdt så strengt som tidligere i 1916. Officielt er bestemmelserne for færdslen over grænsen vel nok de samme, og det er vist lige så vanskeligt at få pas til eller fra Tyskland som tidligere, men det er en kendsgerning, at der fra tyske grænsevagters side så vel af den menige soldat som af hans nærmeste overordnede ses gennem fingre med, at folk fra den anden side passerer over grænsen til Danmark og tilbage igen. Ja, grænsevagten er endog ofte folk behjælpelig hermed. Navnlig i sidste uge har færdslen over grænsen ved Gjelsbro, Hømlund og Høm, samt mellem disse steder været særdeles livlig, især er der kommet mange kvinder over til Danmark på besøg. –

Samme tider følger de, der vil over med en grænsesoldat hjemmefra, når han skal på vagt ved grænsen, men som oftest møder de til aftalt tid på et bestemt sted ved grænsen, hvor soldaten så lader dem gå over, og til aftalt tid, når den samme mand har vagt, vender de tilbage over grænsen igen. Det er sjældent, at folk går over på egen hånd.

Vagten er meget imødekommende og behjælpelig. Det er sket, at vagten har haft paraply, regnkapper eller overstykke med til grænsen til dem, som ventedes tilbage fra Danmark, når vejret gjorde dette ønskeligt. En tjener, gefreiter hos kaptajnen, ”Der Hauptmann”, fra grænsevagten i Spandet har især hjulpet mange over og tilbage igen.

Efter aftale med vedkommende går han over ved grænsekroen ved Hømlund og henter dem, når vejen er fri; de kan roligt blive siddende i kroen, til han henter dem. Hans herre ved besked dermed. En dag da han spurgte fri hos ”der Hauptmann”, spurgte denne ham, fortæller han, om han nu skulle til Danmark igen, og da han bejaede dette, sagde Hauptmanden: ” Se at få mig en flaske akvavit derovre!”

– Kvinder, hvis mænd er deserteret til Danmark, og forældre, som har sønner, ”den er gået herover, får rask væk lov til at komme over at besøge dem.

3/

En god del af befolkningen i Spandet, Fjersted og Roager har i sidste uge været herovre. En aften, da færdslen var stærkest, stod en stor og stærk vagthavende grænsesoldat bag pigtråden og løftede folk over dette midt på landevejen ved Hovslund, og over grøften til dansk side. Folk kunne selv om, hvad side de ville til, mente han.

Et par kvinder ville forleden aften på egen hånd gå over til Danmark, men da de kom til grænsen syd for Hømlund, blev de tiltalt af en soldat, en underofficer, der gik langs grænsen. De troede, at det nu så galt ud for dem, og da han spurgte dem, hvor de ville hen, foregav de, at de ville besøge en veninde i en gård, der lå noget derfra på tysk side. Den vej skulle underofficeren, og de fulgtes så ad, men da de var kommet i nærheden af gården, spurgte han dem igen, om de nu alligevel ikke ville have været til Danmark, og da de ikke kunne nægte, at de jo helst ville have været derover, sagde han<: ”Det kunne De have sagt straks, værsgo, gå De bare over!” Så gik de til Danmark. –

4/

Også længere borte fra kommer der folk, som får lov til at gå over grænsen. Først i ugen kom en bestyrer fra en Manheim Maskinfabrik i Aabenraa, der har filial i Fredericia, til grænsen syd for Høm for at tale med filialbestyreren fra Fredericia, der var ankommen til grænsen i en bil fra Ribe. Da det var vel kaldt til en længere konference på åben mark ved grænsen, og da grænsevagten ventede inspektionen, lod han Aabenraa borgeren gå over grænsen.

I et hus i Høm sad de to bestyrere så et par timer i en varm stue og fik deres fakturaer konfererede og flere forhold ordnede, og efter at de havde drukket kaffe, ved hvilken lejlighed der faldt nogle kroner af til husmandens børn, gik Aabenraa manden tilbage over grænsen igen.

I aftes kom en ung mand, en kommis, fra Haderslev, der var indkaldt til tysk soldatertjeneste, over grænsen syd for Høm ved hjælp af en tysk grænsesoldat. De soldater, der for tiden har vagttjeneste her ved grænsen, er nylig kommet hertil efter at have været til øvelse i Haderslev i 6 uger. Soldaten, der hjalp det unge menneske over, havde ligget i kvarter i Haderslev i det købmandshus, hvor den unge mand var kommis. Her var så rømningen blevet aftalt mellem dem. – Kommisen kom rejsende med toget fra Haderslev til Spandet.

På stationen blev han modtaget af soldaten og en kammarat af denne. Han havde to rejsekufferter med, som soldaterne ved højlys dag har ført ham til deres kvarter. Det hed sig jo, at han ville besøge dem. Ved aftenstid, da førstnævnte soldat havde vagt, gik kommisen til grænsen, talte lidt med ham her og gik så med sine to kufferter over grænsen til Danmark. –

I tråd hermed falder, at en tysk grænsesoldat for kort tid siden lod to nye værnepligtige karle fra Nordslesvig gå over grænsen til Danmark, idet han sagde til dem:” Gå I bare, jeg kommer måske bagefter!”

Fra grænsen syd og øst for Ribe, d. 29/1-17, fortsat

I sidste uge har der ikke været så megen færdsel frem og tilbage over grænsen i denne egn som i foregående uge. Man vidste, at grænsevagten skulle omskiftes, og man stræbte så at få aflagt besøg i Danmark, inden den gamle vagt, som man var kendt med, forflyttedes. –

Dette skete lørdag og søndag d. 20. og 21. januar. Vagten, der udgjordes af 27. bataljon af 9. Armékorps, mest ældre folk på indtil 47½ år, rejste til Haderslev til øvelse. – Den ny vagt, 29. bataljon af 11. Armékorps, består mest af yngre landstormssoldater, hvoraf en del har været ved fronten og er blevet sårede, medens andre har en eller anden legemlig svaghed, der gør dem uskikket til at udholde strabadserne ved fronten. Bataljonerne har været til øvelse i Haderslev, og de bedste af den måtte efter endt øvelse af sted til fronten. –

De ny grænsesoldater er lige så flinke og medgørlige over for grænselovene som de gamle. ”De gamle satte os ind i forholdene, for de rejste,” siger de, ”så vi ved nok, hvorledes madposen skal være her”.

Der er da også ved deres hjælp kommet en del folk herover til Danmark i sidste uge; deriblandt den mand, der blev skudt på i fjor ved Hømlund, da han ville gå over grænsen. Han har været herovre på besøg i nogle dage; nu havde han forvundet angsten fra i fjor.

I aftes gik tre unge karle fra Roager over grænsen til Danmark syd for Høm. De kom spadserende ad vejen fra Roager til Høm, passiarede lidt med soldaten, der havde vagt ved grænsen, og gik så nok så flot med cigar i munden over grænsen til Høm. De to var mellem 17 og 18 år og skal møde til førstkommende session derovre.

De ville nok herover for at se lidt på forholdene her for så måske at rejse herover nærmere op mod sessionen og blive her. – Den tredje var af de hjemløse. Han var blevet indkaldt, men havde så ifølge den ny traktat om de hjemløse, straks gjort sin ret gældende til selv at vælge sit undersåtsforhold og fastholdt trods overtalelse til at gå til tysk side, at han ville være dansk undersåt. Der blev så skaffet vidnesbyrd fra øvrigheden i hans hjemegn, og disse blev indsendt til generalkommandoen, og 4 uger efter kom meddelelse derfra om, at han skulle hjemsendes. Han havde da ligget i session i 6 uger.

Fra Høm telefonerede de efter bil, som så kørte dem til Ribe ved 10-tiden.

30/1-17

I aftes skulle de tre unge mennesker have været tilbage over grænsen igen syd for Høm; men de forbiede sig i Ribe, så at de ikke kunne nå til Høm, inden vagten, de havde truffet aftale med, var blevet afløst. De bilede så til Hømlund, og ved en velvillig grænsesoldats hjælp kom de to over der; den ene blev herovre.

Der mærkes en vis slaphed eller ligegyldighed hos grænseopsynet for tiden. Den strenge disciplin synes borte. Begejstringen for krigen er minimal. I begyndelsen hed det: ”Vi vil alle dø for fædrelandet!” man følte sit ansvar, når man gik på vagt her ved grænsen. Fodslaget var fastere. Nu hedder det: ”Vi er trætte af krigen; bare vi kan få fred, så er det snart lige meget, hvorledes det går”. Sejrsrusen er forduftet; man søger at stramme sig op på anden måde og ser at få lidt ud af forholdene, som de er. –

En aften i sidste uge var løjtnanten fra S. der for tiden er kompagnichef, over i grænsekroen fra Hømlund sammen med sin Feldwebel. De var begge kendeligt berusede, især løjtnanten, og begik en del excesser på drukken mands manér.

Beretningen herom gik fra mand til mand langs grænsen. De menige soldater godtede sig, og disciplinen led nederlag. –

En aften efter var en menig grænsesoldat gået af sin vagtpost på vejen ved Hømlund og over i kroen, hvor han opholdt sig et par timer. I den tid kom løjtnanten til grænsen ved Hømlund, men han red bort igen uden at se eller uden at ville se, at vagten havde forladt sin post.

Også eftersynet og kontrollen med befolkningen derovre med hensyn til anvendelsen af fødevarer til menneskene og foder til kreaturerne er slappet. Derom fortæller sønderjyderne, der kommer herover i denne tid meget. ”Vi fik jo lov at slagte et svin”, fortæller én, men så slagtede vi med det samme to”.

En anden fortæller: ”Vi slagtede et svin, der vejede 250 pd., men vi indberettede, at det vejede 150 pd. Slagteren var flink.” ”Man lærer os at lyve og stjæle derovre. Hvis vi ikke havde mere føde og foder en opgivet, så det galt ud. Hvis vi ikke stak til side og skjulte fødevarer, så måtte vi sulte”.

Side 504
1. februar 1917
Et tog med artilleri, der ankom til Haderslev i forgårs, ligger i Moltrup og Bramdrup. Hele mandskabet udgør nogle batterier. – Til Skærbæk er ankommet et detachement af blandede våbenarter. –
Overfor ganske vilde rygter, bl.a. om at der i omegnen af Gram ligger 60.000 mand! Kn det oplyses, at der i selve Gram ligger     mand, i Brundrup[?] 100 mand, i Rødding 100 mand, i Ø. Linnet 100 mand osv.
Der er på flere strækninger etableret elektrisk lys i skyttegravene, ligesom der er kommet elektricitet i pigtrådsspærringen.

5. februar 1917
Det meddeles, at et tog med maskingeværer og ammunition er dirigeret fra den østlige længdebane ud mod vest og rimeligvis er afladet i egnen ved Toftlund.
Ved Vojens og Jerstal er henlagt 30 pontoner hvert sted.
I Hoptrup, Sønderballe og Genner er der ret stærkt belagt med artilleri; i Mastrup er lagt fodfolk og 2 batterier. Ved Vennebjerg er opstillet 21 kanoner (?).
4 vagtposter, deriblandt folk med jernkors, gik den 4. om aftenen i civilt tøj over grænsen østpå og erklærede sig færdig med krigsvæsenet.

6. februar 1917
Det meddeles, at mandskaber på flere steder har nedtaget beredskabsstilling bag skyttegravene.
7.februar
Store troppetransporter er i dag og i går afgået fra Nordslesvig sydpå. De menes at være stammen eller rammerne til to divisioner, som mens at skulle til den hollandske grænse.
Den nuværende grænses styrke heroppe er kun svag, lidt mere end normalt.
Det har været en meget stærk færdsel på banerne i de sidste dage.
Armékorpsstab 63 ligger i Flensborg.
Spandet kommune skal levere 28 stk. kreaturer til hæren, Fjelstrup 29, ? kommune 39 stk.
En meddelelse om at der er udleveret kort over Jylland og kikkerter til styrken langs grænsen må formentlig rettes derhen, at de er udleveret til officerer og underofficerer- en meget naturlig ting.

29. januar 1917
I de sidste dage af december måned 1916 er der i den tyske hær udstedt en befaling af følgende indhold:
1)    Hvert af regimenternes kompagnier afgiver inden 15. januar ”gute kriegserprobte soldaten”, deriblandt også folk med jernkorset samt gefreitere, til opstilling af nye regimenter.
2)    Det til afgivelse mandskab må ikke være fyldt 30 år.
3)    Kompagnierne vil som erstatning for det afgående mandskab få et tilsvarende antal ”garnisonsdienstfähige”.
4)    Etapetropperne skal afløses og anvendes ved fronten.

Side 506
Fra Somme fronten 1917.
En fra kampfronten ved Somme hjemvendt soldat, der er gået over grænsen, oplyser bl.a.:
Tilstanden i kamplinjen er rædselsfuld. De forreste linjer er kun tyndt besat og kampenhederne ofte langt under krigsstyrke, ofte tæller f.eks. et kompagni kun 100-150 mand.
Vejene, der fører til skyttegravene, er næsten ufremkommelige dels på grund af slid, dels på grund af ødelæggelser ved bombardement.
Stemningen blandt tropperne er trykket og krigstrætheden gør sig stærkt gældende.
Der forefalder mange desertioner til fjenden, selv fra garderegimenter. De foregår, som oftest i morgendæmningen; soldaterne kryber da uden våben og med huen på hovedet. Dette forhold omtales meget gemytligt, idet de udtaler, at ”det er godt, at vi da på den måde har udsigt til at få nogle brugbare folk hjem igen efter krigen”.
Tyske tropper nærer nu stor respekt for de engelske troppers dygtighed og overordentlige dristighed.
Maskingeværernes antal er nu 3 gange så stort som før krigens begyndelse. Der er 3 maskingevær kompagnier ved hvert regiment.
Ammunitionen er nu meget rigelig; eksempelvis kan anføres, at minekasterkompagnierne har ordre til at afgive 2 skud for hvert fjendtligt.
Støvler mangler i følelig grad. Man har fået en del fra Sverige uden bagkapper, men de er meget dårlige.
Brød haves i tilstrækkelig mængde, men anden forplejning kniber det med. Pølser, som tidligere indeholdt en del fedtstof, er nu stærkt blandet med brød, som at de ikke kan skæres, men smuldrer hen.
Pikkelhuer er nu næsten overalt på vestfronten ombyttet med stålhjelme omtrent som franskmændenes.
Geværerne anvendes så godt som aldrig i skyttegravene, men henstår med hylster over låsedelene. Under kampen bruges derimod håndgranater i stor mængde; hver mand slæber så mange som muligt med sig, når han rykker ud i forreste linje.
Hver regiment har en ”Sturmtrup”, der består af 120 mand særlig udvalgte folk.
Artilleriet må ofte stå uden anden dækning end den, terrænet giver, og det lider store tab både af mandskab og materiel.
De 42 ctm. Mörsere synes ikke at være i kurs ved Somme, der er forefaldet. Sprængninger efter afgivelsen af 10 skud. 8 km bag den nuværende tyske linje er der bygget en ny, meget stærk stilling; den går vesten om St. Quentin og Chambrai over Lens, vest for Lille til den belgiske grænse.

2. februar 1917
Stærk nervøsitet i grænseegnene
Troppebevægelser
I går og i dag har der hersket en usædvanlig stærk nervøsitet langs grænsen på grund af den tyske blokadeerklæring over for England og de dermed samtidig indtrufne større troppestyrker i Nordslesvig. De sønderjyder, der er kommet hertil under krigen og som ikke hidtil har været at formå at søge plads andet steds, men på trods af al sund fornuft har opholdt sig her langs grænsen, flygter nu herfra i store skarer; enkelte af dem erklærer sig meget utilfredse med, at det kan antages at blive vanskeligt for alle at komme med toget en sådan dag!! – I Ribe benyttedes dagen til en hurtig udryknings-øvelse. Dragonerne styrtede med oppakning nord på ud af byen i galop uden at give svar på forespørgsler, hvilket foranledigede panik, da det meldtes, at tyskerne var på vej mod Ribe! Da dragonerne hen på eftermiddagen vendte tilbage og da masser af forespørgsler på R S T’s kontor efterhånden var blevet besvaret beroligende, kom befolkningen sig af den vakte panik. – Biskop Koch meddelte mig, at han havde erfaret, at der nu var kommet en 200.000 soldater til Nordslesvig, og borgmester Bruun forsikrede mig under dybeste tavshedsløfte indtil videre, dvs. den første måneds tid, at han fra ”aldeles pålidelig kilde”, en mand der havde været over grænsen i nat for at besøge sit hjem her, at der lå mindst 150.000 mand tropper og at de skulle dirigeres hertil. Den samme mand, der kunne oplyse dette, rejste straks videre med sin familie.
Se ”R.S.T.”

Side 508
Syd for grænsen
29.januar 1917.
Der arbejdes fremdeles på befæstningslinjen, og arbejdere nærmer sig nu – i hvert fald på adskillige steder –  deres afslutning; linjen er stærkt bevogtet og kan kun med stor vanskelighed passeres. Bevogtningstropperne er, så vidt det kan ses, landstorm.
Man har ikke mærket meget til en sammendragning af troppeenheder i afsnittet Åbenrå – Flensborg.
Der opstillede svære artilleri skal væsentligst bestå af 15 ctm. (russiske kanoner, der er udboret og gjort anvendelige til tysk ammunition) og har batterier på 4 kanoner.
Betjeningsmandskab er til stede, der ligger f.eks. artilleri i Rangstrup, dog ikke nogen særlig stærk belægning.
Der siges, at al orlov er tilbagekaldt foreløbig indtil den 15. februar, muligvis for at lette jernbanerne arbejdet med den forestående omgruppering. – Gods[?]delen er stærkt indskrænket.

9. februar 1917
En mand, der kommer fra Neumünster, meddeler, at der er udleveret gasmasker til mandskab ved grænsen, en anden del af mandskabet undervises i anlægning af forbindinger. Lockstedt lejren er fuldt belagt med alle våbenarter og mandskabet iklædes de feltgrå klæder og afgår derfra sydpå.

[Følgende er skrevet med en anden håndskrift og siderne er ikke nummererede] Fra grænsen syd og øst for Ribe, 11/2 17, fortsat
Færdslen over grænsen er i sidste uge igen tiltaget. Grænseboerne fra den anden side tager nu ikke så meget herover for at aflægge besøg hos slægt og venner, men mere for at smage den gode danske kost og for om muligt at få lidt med tilbage af den slags varer, der er mangel på eller som er ganske uerholdelige derovre, såsom mel, ris, kaffe, sukker, margarine, krydderier, sæbe og spiritus. Den tyske grænsevagt lige fra officerer til menige soldater støtter ’smugleriet’ og tager del i det. Man frygter nu mere for at blive grebet af den danske grænsevagt end af den tyske. De få danske gendarmer, der er stationeret langs grænsen, kan ikke hindre smugleriet, og befolkningen på denne side – de danske grænsegendarmer måske også – er nærmest tilbøjelige til at give de danske sønderjyder en håndsrækning i deres bestræbelser for at skaffe føden til dem og deres.
Da man herovre samlede penge ind til sønderjyderne og de faldnes efterladte blandt dem, sagde folk ofte her: ”Ja, hvad kan det hjælpe at give dem penge; de kan jo ikke få noget for pengene derovre; nej, kunne vi give den en madkurv, var det bedre”. Nu er dette i nogen måde ved at blive til virkelighed. Ganske vist nyder de tyske grænsesoldater i hjemmene, hvor de er indkvarteret, også godt af smugleriet, men de holder gennemgående med befolkningen i den kamp for udkommet og er d en behjælpelig med at omgå forbuddene med hensyn til slagtning, bagning, fodring osv. Der falder naturligvis af og til lidt af til soldaterne, som disse for det meste sender hjem til deres familier, især de fra købstæderne. Soldaterne er godt tilfredse med kosten, de får hos de sønderjyske landmænd, men de klager meget over at deres hustruer og børn lider nød derhjemme, medens de selv ’lever godt’ her, og hvis regeringen ikke, ytrer nogle med megen forbitrelse, sørger bedre herefter end hidtil for de familier, hvis forsørgere er soldater, så bliver der oprør i Tyskland. –
12/2 17
Besøgene herovre og smugleriet går som sagt strygende i denne tid. Når man ved 5-tiden om eftermiddagen tager fra grænsen ind til Ribe, møder man jævnlig sønderjyder, både enkeltvis og tre til fire i flok, tit unge piger, der hver bærer flere småpakker. De ser lidt ængstelige på folk, især hvis det er første gang, de er ude på eventur af den art, eller smiler lidt underfundigt til folk, de møder, og giver man sig i samtale med disse, kan man godt få at vide, hvad de har med sig i pakkerne; de kan jo ikke tro, at folk herovre vil gøre dem fortræd: ”De har været i Ribe, har fået nogle tyske penge byttet i banken og har så gjort lidt indkøb”. Javel, man forstår dem så godt og ønsker uvilkårligt, at de må komme godt over.
Ved en lille by ved grænsen øst for Ribe, hvorfra der er ca. 1½ mil til Ribe, kommer der mange over. De bruger der at leje vogn til Ribe, og det går tit på. En dag i sidste uge måtte der tre vogne af sted til Ribe med sønderjyder. Vognlejen er tyve rigsmark.
Enkelte træk noteres:
I foregående uge var et par drenge gået over grænsen og til Ribe, hvor de havde købt lidt mel og nogle andre småting og – en flaske rom. De kom nok så trygge gående med deres rygsække ad vejen til grænsen ved Hømlund; men de tog sig ikke i agt for den danske grænsevagt og blev anholdt af en dansk gendarm. Drengene græd og bad for sig. De fortalte, at deres fader var syg og kunne ikke tåle at spise det tyske krigsbrød, og da de ikke havde ret meget af forbudne varer, forbarmede man sig over dem og lod dem gå uden at tage noget fra dem.
Fredag den 3/2 gik en husmand fra den anden side og en tysk grænsesoldat over grænsen og hen til en brugsforening, som ligger ½ mil fra grænsen, for at gøre indkøb. Soldaten havde trukket en overfrakke over uniformen og agerede stum for ikke at røbe sig. Udbyttet var magert, da uddeleren fattede mistanke til de to fremmede mennesker.
Torsdag aften den 8/2 blev der på Høm Østermark i et hus, der ligger ca. 200 alen fra grænsen, banket på vinduerne af en tysk grænsesoldat. Da kun konen i huset og en voksen datter var hjemme, turde de ikke lukke op, men holdt sig rolige, og soldaten fjernede sig omsider, efter at han havde banket på de fleste af vinduerne. –
Næste aften kom han igen. Da var manden i huset og en voksen søn også hjemme, og man lod ham komme ind. Hans ærinde var da, at han gerne ville købe lidt vaskesæbe, som han manglede meget. Da konen erklærede, at man ingen sæbe havde, sagde han, at han ville komme igen om to dage, så håbede han, at man til den tid ville skaffe ham nogle stykker. Det kunne man dog ikke indlade sig på at love, hvilket han var meget ked af. Konen bød ham nu nogle klejner, som han spiste, og da han derefter ville gå, bad han om at få et par klejner med til sin kammerat, hvad han også fik. –
Fredag den 9/2 om morgenen kl. 8, gik en tysk grænsesoldat, da han var blevet afløst på vagten, hen til et hus på Høm Vestermark, der ligger ca. 300 alen fra grænsen, og fik nogen morgenkaffe og noget at spise til. Da husmanden nok kunne klinke med ham, vankede der også en kaffepunch. –
Lørdag aften den 10/2 kom to unge karle over grænsen til Høm. Her sad de en times tid i et hus og skrev breve og gik derefter tilbage over grænsen igen.
[her slutter de afsnittet med overskriften Fra grænsen syd og øst for Ribe, 11/2 17, fortsat]

Side 509
Rygte om tysk invasion i Jylland i Jylland 15. februar
(11. februar 1917)
En mand sydfra har i dag, den 11. februar, til Kolding bragt meddelelse om, at tyskerne den 15. februar vil besætte Jyllands vestkyst. Obert[?] Bentzien havde også fået denne meddelelse og spurgte mig, om jeg mente, der lå noget til grund for den? Jeg kan ikke se, at situationen i øjeblikket er en sådan, at man kan gå ud fra, at den nævnte invasion vil ske på det opgivne tidspunkt.

14. februar 1917
Det ovennævnte rygte har spredt sig langs grænsen og vakt megen uro.
En anden mand her i Ribe havde fra ”første hånd” her hjemme fået meddelelse om, at situationen vil blive farlig i den nærmeste fremtid. Mange er meget bekymret for, hvad der vil ske i de nærmeste dage, og der hersker hos mange en pinlig nervøsitet.

Møde i ministeriet den 19. februar
Søndag den 18. februar tog jeg efter telegrafisk anmodning fra konseilspræsident Zahle til Kbhvn. for at deltage i et møde mandag den 19. februar eftermiddag kl. 2 i indenrigsministeriet.
Til mødet var indbudt redaktørerne af de største hovedblade, 1 repræsentant for hver landsdels største blade, formændene for presseorganisationerne samt som særlig indbudt ”Ribe Stifts Tidende” på grund af den indflydelse under krigen og dens særlige forhold til denne.
Indenrigsminister Rode – konseilpræsident Zahle ledte mødet – opfordrede pressen til at finde en måde, på hvilken det kunne undgås fremtidig under krigen at give plads for meddelelser, der kunne virke skadeligt for den landspolitiske situation. Der sigtedes ved denne lejlighed særligt til en meddelelse i et lille blad ”B.T.”, hvori der – efter at det næsten var lykkedes at få den ved den tyske blokade standsede landbrugseksport bragt i stand igen – gaves den oplysning bl.a., at den således fra tysk side givne tilladelse til genoptagelse af eksporten kun var gyldig i tre uger.
En sådan betingelse skal England have fundet krænkende for dets herredømme på havet, og det havde så derefter pure forkastet den trufne dansk –tyske ordning, hvoraf følgen blev, at de i København henliggende ladede dampere måtte blive liggende yderligere.
Etatsråd N. Andersen og direktør Cold, der havde ført forhandlingerne i Berlin med stor dygtighed, var nu ude af sig selv af raseri, fordi deres fortroligt givne oplysninger var sivet ud og deres store arbejde nu ganske spildt.
Efter megen debat i 3 timer enedes man om, at pressen foreløbig skulle nøjes med at bringe de meddelelser om handelspolitiske forhold, som kommer fra udenrigsministeriets pressebureau, og at der så indkaldes til et almindeligt møde med hele den danske presse, antagelig mandag den 26. februar.

Side 511
Samme dag holdt Det konservative Folkeparti efter telegrafisk tilkaldelse et gruppemøde i landstinget, hvor de handelspolitiske forhold var til drøftelse.
Det oplystes her, at der i de sidste måneder var eksporteret for meget til Tyskland og at dette forhold var begyndt samtidig med at landstingsmand konsul Nørgaard havde dirigeret eksportordrerne [?] landstingsmand Sonne, der har undersøgt forholdene, gav en række interessante oplysninger om eksporten til England og Tyskland.
Priserne på smør havde været:     i England         i Tyskland
I august 1916            194        338
sept. 1916            182        334
okt. 1916            185        387
nov. 1916
dec. 1916            193        380
eksporten havde udgjort ugentlig:
af smør            1100 tons        650 tons

flæsk            2000 tons        300 tons
æg            200 snese        200 snese

Side 512
Af flæsket går 14 procent til Tyskland, 55 % til England og 31 % til Danmark.
Vor produktion af margarine udgør ugentlig 1100 tons.
Ved en samtale med en militærperson erfarede jeg, at Danmark antagelig havde eksporteret for 8-11 mill. kr. for meget til Tyskland. Det så i øjeblikket ud, som om det ikke var nogen hel tilfældighed.

20. februar 1917
Et dansk selvstændigt Slesvig
I ledende sønderjyske kredse i København er man meget ilde berørt af, at sønderjyden Wulff i Kolding udelukkende arbejder og agiterer for idéen at skabe et dansk selvstændigt Slesvig i stedet for at hellige sig for arbejdet, at den del, der ved fredsslutningen eventuelt kan blive tale om at afstå, bliver indlemmet i Danmark. Man betegner Wulffs arbejde dels som muldvarpearbejde, dels som grænsende klods op til landsforræderi.

22. februar 1917
En regimentskvartermester i Gøttrup ved Toftlund har udtalt, at der kan ventes et armékorps til Nordslesvig, men at det skal ligge i kvarter i barakkerne dels i fangelejren dels i barakkerne bag linjen.

26. februar 1917
I Rådager [Roager] sogn er udskrevet 20 heste til egt. kørsel. I sidste kvartal blev desuden udskrevet 7 heste til krigsbrug.

Side 513
26. februar 1917
En engelsk overordentlig udsending ankom til København på et (engelsk??) orlogsfartøj, der kom ind i Københavns havn om natten og atter forlod havnen tidlig næste morgen (for et par dage siden).

Når sognefogederne indkaldes og overgeneralen inspicerer
27. februar 1917
Ved kaffen efter festmiddagen for forhenv. amtsrådsmedlem Lam[bert?] Hansen indløb der telegram fra justitsministeriet til herredsfoged Sanild om, at han skulle indkalde jurisdiktionens sognefogeder til torsdag morgen kl. 9 den 1. marts for at give dem nærmere ordre efter instruktioner, som ville indløbe til herredsfogeden aftenen forud, onsdag.
Også stiftamtmanden fik besked derom.
Herredsfoged Müller i Varde havde efter modtagelsen af telegrammet fra justitsministeriet samme aften spurgt ministeriet, om han kunne være borte om onsdagen, da han var indbudt til middag hos stiftamtmanden i Ribe, hvortil departementschefen havde svaret, at man måtte anse det for rigtigst, at han ikke forlod hjemmet! Efterhånden sivede så det rygte ud, at sognefogedernes indkaldelse måtte stå i forbindelse med mobilisering.

1. marts 1917
Og dette rygte blev næste dag, 28. fundet flere steder langs grænsen og længere op i Jylland, og i dag 1. marts foranledigede rygtet en standsning i omsætningen på Esbjerg eksportmarked i 1 af 2 timer, indtil kommissionær Okholm ringede nu op og spurgte mig om grunden til sognefogedernes indkaldelse og generalløjtnant Tuxens inspektion af grænsen. – Generalen har i de foregående dage været i Kolding og Holsted og er her i dag. –
Jeg kunne heldigvis berolige ham med, at sognefogedernes indkaldelse til jurisdiktionen drejede sig om spiritus-optællingen, og at general Tuxens inspektion naturligvis rent tilfældig faldt sammen hermed.
Men rygtet mentes dog at have skadet omsætningen for ca. 200.000 kr.

Hungerurolighed i Harburg
1. marts 1917 og i Lybæk
En meddeler oplyser, at der for 2-3 uger siden var hunger uroligheder i Harburg, og at soldaterne blev kommanderet ud mod urostifterne men nægtede at skyde på dem.
I Lybæk ligger mange sårede på militærhospitalerne sårede ved urolighederne på grund af sult.

2. marts 1917
En soldat, der kom over grænsen den 25. februar, fortæller: Jeg er for få dage siden kommet fra et feltlazaret, der ligger tæt ved Breslau. Hver morgen kom kvinder og børn i stor mængde vandrende fra Breslau ud til lazarettet, hvor de rodede op i de derværende affaldsdynger, som var blandet med gamle brugte forbindsstoffer for muligvis at finde en smule føde. Soldaterne blev rædselsslagne ved dette syn.
Samme meddeler oplyser, at der omkring Haderslev og Åbenrå Fjord er skyttegrave – de sidste har han selv set; de første kender kan kun af omtale.
Den 21. februar stod han på Padborg Station og så da 7-8 militærtog, fuldt besatte, passere Padborg st. til Tinglev. Stationsforstanderen i Padborg sagde, at [de?] kom over Flensborg og var meldt til Tønder.

5. marts 1917
Nøden
Eli: Der er i Ødis en familie af navnet Dall – af samme slægt som kreaturhandleren i Hamborg. En mand af familien i Ødis er skibsmægler (handler) i Magdeburg og var lørdag den 3. marts heroppe, hvor han havde møde med mejerierne for at købeost. Efter forretningerne kom man naturligvis til at tale om krigen, og han udtalte da, at naturligvis manglede tyskerne nok en del levnedsmidler, men dog ikke mere end at de nok kunne holde ud til sejren. En mejerist Smidt i Brænderup [?] udtalte sig meget skarpt om den tyske ubådskrig, som han karakteriserede i meget skarpe udtryk. Skibsmægler eller provianteringshandler Dall blev ganske bleg og udtalte da, at de herrer måtte erindre, at forholdene var fortvivlende i Tyskland, hvor befolkningen dør af sult; der var ikke andet for Tyskland at gøre end at gå til dette middel. Han indrømmede tillige, at der også er blevet dræbt folk under uroligheder foranstaltet som følge af nøden.

Side 516
25. marts 1917
Ved Knag Mølle ca. 3-4 km øst for Skodborg hus bro har Kongeåen skyllet gangbroen bort og oprevet den nordlige bred, så at vejen var impassabel. Grænsesten nr. 58 er væltet og ligger i strømmen. Dette således forandrede løb af åen har bevirket, at den på tysk side liggende vandmølle, ”Knag Mølle” ikke kan drives.

Engelsk luftangreb på luftskibshallen ved Tønder
25. marts 1917
Det meddeles, at der i torsdags morges, den 22. marts skal være sket et angreb på den ene af luftskibshallerne ved Tønder, idet en engelsk flyver siges at have kastet bomber mod luftskibshallen, hvorved den skal være blevet stærkt beskadiget. Det menes at være hørt to eksplosioner. Det vides ikke, om noget luftskib har taget skade ved denne lejlighed.
Foreløbig har jeg ikke kunnet få meddelelsen bekræftet. Der har imidlertid bagefter [?] de sidste dage med en forøget trafik af tyske flyvere langs kysten af Jylland, og det kunne måske

[Her mangler der tilsyneladende noget tekst]

Side 517

19.marts 1917
Bagerbutikker stormes i Hamborg
H.ST. For ca. 3 uger siden blev ca. 100 bagerbutikker stormet og til dels ødelagt. Infanteri skulle gribe straks ind, men ville ikke, så greb Wandsbeck husarer ind og splittede mængden.

I Sønderjylland står der ikke tropper ud over den sædvanlige styrke. I Åbenrå ligger et par kompagnier, i Haderslev og omegn ca. 2000 mand og ca. 300 ryttere. I Flensborg er det væsentligst rekreationstropper.

Fra Petrograd
K.N. En mand fra Petrograd, der er ankommet til København i sidste uge, meddeler, at man der ikke frygter for at socialdemokraterne skulle modsætte sig krigens fortsættelse. I Rusland findes i alt 5 millioner socialdemokrater, hvoraf allerhøjst ¼ er stemt for fred nu. Resten er ivrige tilhængere af krigens fortsættelse, idet de frygter for, at Rusland ved at slutte fred skulle bevirke, at Tyskland skulle sejre. Og man mener, at en tysk sejr vil være ensbetydende med genindførelsen af det gamle regime i Rusland.

En dansk-tysk grænselinje
K.W. Det hævdes, at der har været ført uofficielle forhandlinger med diplomater indenfor ententemagterne om en eventuel grænselinje mellem Danmark og Tyskland. De hævder, at der kun kan være tale om én grænselinje, nemlig Dannevirke. – Der vil ikke blive tale om at foretage nogen afstemning, da Frankrig er imod en sådan af hensyn til forholdet over for Elsass-Lothringen.

Det følgende er skrevet med en anden håndskrift end Willemoës’

22/2 – 17

I de sidste 14 dage er der fremdeles passeret mange sønderjyder over grænsen til Danmark og tilbage igen. Dog har sneen hæmmet færdslen noget, ikke just fordi det dårlige føre har lagt hindringer i vejen, men navnlig fordi de mange fodspor i sneen røber færdslen, og grænsevagten af den grund er blevet betænkeligved at lade så mange gå over. Hauptmanden for første kompagni af grænsevagten der står på strækningen fra Høm og vest på efter Hvidding, kom en dag til grænsen og ser en mængde fodspor i sneen i retning efter grænsen. Han spurgte da vagten, hvad det var, der her gik for sig, og da en soldat af grænsevagten dagen efter deserterede til Danmark, fik vagten streng ordre til at passe nøje på, at ingen passerede over grænsen, så nu lader soldaterne ved første kompagni ingen gå over. Derimod går det let ved andet kompagni, der bevogter strækningen fra Høm over Hømlund og ud efter Gjelsbro. Man har aftalt, at der lørdag den 17/2 gik 22 sønderjyder over og søndagen den 18/2 12 over på den strækning. En grænsesoldat har fortalt, at der en morgen fra 4 til 8, da han havde vagt syd for Hømlund, var gået 8 personer over til Danmark på hans vagtområde. Han havde ikke set nogen af dem, siger han, men fodsporene i sneen viste det tydeligt. – Samme grænsesoldat, der for øvrigt er akademiker og overlærer i Kassel, har ligget ved den danske grænse i fem måneder og har i den tid lært sig at læse dansk og at tale det ret godt.

Den 9/2 kom en kone fra Skærbækegnen her over syd for Høm i anledning af hendes herboendes bedstemors begravelse. I følge med hende var en ung pige, som har sin forlovede herovre. Et par dage efter kom to andre kvinder herover for at hente konen hjem.

Den 11/2 kom 5 kvinder i følgeskab over syd for Høm. De opholdt sig en times tid i et hus i Høm og ventede efter en bil fra Ribe. Da man spurgte dem, om de ikke skulle have nogle kaffebønner og lidt mere med hjem herovre fra, sagde den ene af dem, at de ikke gav sig af med at smugle, men hun tilføjede med det samme, at de der ovre hos tyskerne blev godt oplært i at lyve i disse tider. En anden ytrede ganske åbenhjertet, at hun da ikke var taget herover for ingenting.

Den 13/2 hen på aftenen, kom to sønderjyske kvinder ind i et hus i Høm og spurgte vej efter grænsen, da de var gået vild. Deres hjem lå omtrent en mil syd for grænsen. De var gået hjemmefra om morgenen, havde været en tur til fods i Ribe og skulle nu hjem igen. Trætte var de, og de kunne ikke finde det sted ved grænsen, post 21, hvor de skulle over, og var bange for at blive anholdt af de danske grænsegendarmer. Man viste dem vej. Da de var kommet i nærheden af grænsen, blinkede de med en lommelampe, og kort efter blinkede vagten på post 21 med sin lommelampe til tegn på, at vejen var fri.

En anden dag i samme uge kom et par kvinder gående ad vejen fra denne side til grænsen, men inden de nåede denne, blev de anholdt af en dansk grænsegendarm. De bad meget om at få lov at gå. Den ene fortalte grædende, at hun havde to sønner, der var faldet i krigen, at hendes mand nu også var indkaldt, og at det havde det meget fattigt derhjemme. Grænsegendarmens gode hjerte løb af med ham; han kunne ikke nænne at visitere dem, men lod dem gå.

Den 16/2 kom tre sønderjyske kvinder ned i et hus i nærheden af grænsen for at hvile sig lidt. Den ene af dem især var så udstoppet, at hun næsten ikke kunne sætte sig ned på en stol. Mens de fik en kaffetår, kom manden i huset under samtalen med en lille hentydning til, at der vist blev smuglet en del ved grænsen i denne tid; men en af kvinderne erklærede ganske frejdigt, at de ikke havde smuglergods med sig; de havde bare været herovre på besøg. – De kom over grænsen uden at blive opdaget af de danske grænsegendarmer.

Samme aften mødtes så samme sted en gårdmand fra den anden side, der er deserteret over grænsen med sine to børn, et par småpiger på 6 og 8 år. Gårdmanden er enkemand, og hans husholderske derovre havde ført børnene herover at besøge deres far.

Den ovenfor nævnte tysk grænsesoldats desertation gik for sig på den måde, at han en morgen, da han havde vagt, gik over grænsen ved Klaaby i fuld uniform og med sit gevær på skulderen. Han fortalte, at han skulle have været til fronten, men det gruede han for, og derfor løb han. Da han havde fået fat på noget civilt tøj, gik han til Ribe.

Den 21/2 om morgenen kl. 7, gik en tysk grænsesoldat, som stod på vagt syd for åen, ca. 800 alen ind over grænsen til en gård i Høm for om muligt at komme nemt til en tår morgenkaffe. Han havde sit gevær med og pikkelhuen på hovedet. Det første stykke brød han tog til kaffen, spiste han tørt. Da konen i huset gjorde ham opmærksom på, at der var smør på bordet, sagde han, at han ikke var i stand til at smøre smør på et stykke brød, fordi hans fingre var stive. Han havde været med i krigen og var blevet såret i begge arme, hvilket havde medført, at han havde fået stive fingre. Konen smurte så noget mad til ham. Han fik derefter sin pibe stoppet og tændt og var glad ved at få lidt tobak med i lommen, da tobakken, som han sagde, ovre hos dem kostede 3 mark pundet. Så skyndte han sig tilbage til grænsen, hvor han skulle være på sin post, inden afløsningen kom kl. 8.

Fra grænsen syd og øst for Ribe, d. 3/3 17, fortsat

Ved slutningen af sidste uge så det ud til, at der ville indtræde en standsning i færdslen over grænsen. Der var sket en del anmeldelser derovre om trafikken til Danmark. – En tysker (Jørs?) fra Birkelev, der ofte kom til Ribe og blandt andet drev en del smugleri, var en dag blevet anholdt i Ribe, frataget det indkøbte smuglergods og idømt, siger man, en bøde på 25 kr. Da han derefter tomhændet gik tilbage over grænsen, kom han ifølge med et par andre smuglere, som havde velfyldte rygsække med sig. Af misundelse fortæller man derovre far, meldte han sine to ledsagere.

En skolelærer fra Roager havde meldt en grænsesoldat, fordi denne havde ladet folk passere over, deriblandt skolelæreren selv. Soldaten fik 3 ugers fængselsstraf, men manden fra Birkelev og skolelæreren blev ikke straffet, fordi de, som det blev udtalt af præsten (Fischer Benzon) derovre, havde været i Danmark af ”politiske hensyn”.

Vedkommende soldat var meget forbitret over den straf, der overgik ham, og udtalte til værten i sit kvarter, at alle djævle var nu også løse i Tyskland for tiden, hvortil værten, en god dansk mand, bemærkede, at det havde de været længe.

En kone, der blev anholdt af en modvillig grænsesoldat, da hun ville gå over til Danmark, anførte til sit forsvar, at flere andre navngivne kvinder havde været herovre.

Der blev så rodet op i sagerne og gjort indberetning, hvad der medførte skærpede instrukser til grænsevagten om, at der slet ingen passage måtte finde sted over grænsen. Der gik så et par dage, da det var meget vanskeligt at kommer herover.

Den før omtalte husholdersker, der den 16/2 var gået herover med et par småpiger, for at de kunne få talt med deres far, der er deserteret herover, var nær ikke kommet tilbage igen med børnene. Hun gik fra den ene post til den anden og blev et stykke vej fulgt af en soldat på den anden side, indtil hun langt om længe ved midnatstid traf en medgørlig vagt, der lod hende gå over; men hun lovede for, at hun ikke skulle herover igen uden at have aftalt tid og sted med en vagt. – Børnene var naturligvis blevet instruerede om, at de ikke måtte fortælle nogen, at de havde været i Danmark at besøge deres far, og da den 6-årige pige en dag blev spurgt om hvorledes hendes far havde det, svarede hun, at han havde det godt, for han var derovre, hvor de spiste hvedekage.

Lørdagen den 24/2, kort efter at de skærpede instrukser var udstedt, kom en kone fra Spandet til grænsen ved Hømlund og bad en vagthavende grænsesoldat om at få lov til at gå over til Danmark. Han turde imidlertid ikke lade hende passere, men tog hende med hen til vagthuset, hvor feltwebelløjtnanten fra Spandet netop på den tid opholdt sig. Løjtnanten gav hende da lov til at gå over, når hun ville være tilbage igen om to timer. Den menige soldat fortalte naturligvis dette til sine kammerater, og så gik det lettere igen med færdslen til Danmark.

Samme aften gik en ældre mand fra Gabøl en ung utjenstdygtig karl fra [her mangler der tilsyneladende en fortsættelse at teksten]

Fra grænsen syd og øst for Ribe, 25/3 17, fortsat

En professionel smugler har man også i denne grænseegn; det er en ældre ungkarl, der har bopæl forskellige steder på den anden side grænsen, et ejendommeligt individ der går under navnet ”Tante Frederik”. Noget indskrænket er han, men til at smugle, har han gode gaver. Før krigen smuglede han varer ind i Tyskland fra Danmark, tændstikker og andre småting, som han kunne bære over. Det tyske toldvæsen var ofte efter ham, men han kom næsten altid alligevel godt fra smugleriet. Nu under krigen er han i travl virksomhed med at smugle varer ud fra Danmark til Tyskland. Han er godt kendt; han går i pjaltede klæder, om sommeren i bare fødder, om vinteren med træsko på duknakket og i en slæbende gangart. Når han toner frem ved et hegn eller på en afsides vej, omtrent som man tænker sig Jerusalems skomager færdes, hedder det gerne: ”nå, nu er Tante Frederik herovre igen!” Børnene især finder, at han er en interessant fremtoning, og de løber ofte efter ham for at få ham til at se på nærmere hold. Tidligere købte han sit smuglergods i grænseegnens brugsforeninger, men nu, da dette ikke kan lade sig gøre mere, går han til Ribe. Han bærer varerne i en stor rygsæk og har foran på sig en del pakker, der kan veje op mod denne. Når han kommer i nærheden af grænsen skjuler han varerne, som oftest i en lille fyrreplantage eller på en lynghede ikke langt fra grænsen. Derefter går han ud til en eller anden af grænseboerne med hilsen eller bud derovre fra, og han får sig da en hjertestyrkning i form af mad og drikke. På denne del af turen har han ikke noget imod at møde en af de danske grænsegendarmer; han er jo da uantastelig, og han vil godt, at de skal se ham færdes tomhændet derovre. Siden, når tiden er belejligt, bærer han smuglergodset over grænsen i mindre partier. – De danske grænsegendarmer har ofte været på vagt ved veje eller krat efter ham, men de kan ikke fange ham; han skifter stadig rute og forstår altid at krydse uden om dem.

Forrige søndag blev han dog pågrebet af den tyske grænsevagt. Han havde da taget sig for ved aftentid at føre et par børn over grænsen, syd for Høm, for at de kunne besøge deres bedsteforældre, som bor på denne side af grænsen.

Børnene blev ført til Roager, hvor de måtte blive natten over, men de blev næste dag ført til deres hjem i Fjersted af selve grænseløjtnanten fra Roager. Frederik måtte derimod under politiledsagelse en tur til Flensborg, hvortil han ankom anden dags morgen; men allerede samme dags aften var han fri og marcherede straks nord på, gik i sine fladbundede træsko fra Flensborg til Over Jerstal og tog derfra med lillebanetoget hjem til Fjersted. –

 Den 25/3

I går gik det omsider Frederik galt herovre. Han havde været i Ribe og gjort indkøb, men da han på vejen til grænsen var kommet omtrent en halv mil sydøst for Ribe, blev han indhentet af en cyklende statspolitibetjent fra Ribe og anholdt. Han søgte at sno sig fra betjenten ved at foregive, at han tjente på en gård i Høm, havde været i Ribe at gøre indkøb, da han skulle ud til sikringsstyrken osv. Hans udflugter hjalp ham imidlertid ikke. Varerne – han havde for 23 kr. – blev konfiskerede, og 10 kr., han havde hos sig i penge, måtte han betale i bøde. Det eneste, betjenten lod ham beholde, var et indrammet billede han havde fået i Ribe samme aften, kom han til Høm. Han var noget slukøret, da han fortalte om sit uheld i et hus, hvor han gik ind, og han var meget utilfreds med, at han denne gang måtte gå tomhændet tilbage over grænsen.

Fra grænsen syd og øst for Ribe, d. 4/4 17, fortsat

I den sidste del af marts måned var den ulovlige færdsel over grænsen fremdeles meget livlig; man har set folk komme over i flokke på indtil 7 personer, næsten udelukkende kvinder, og smugleriet drives i stort omfang.

Man fortæller ovre fra Roager sogn, at præsten derovre ved en lejlighed, hvor smugleriet kom på tale, udtalte, at der i hele sognet næppe var mere en ét hus, der kunne sige sig fri for smugleri. Dermed mente han præstegården. Men da præsten var gået, blev det snart oplyst, at præstens husholderske havde været i Danmark to gange for at hente fødevarer over. Præsten ville gerne have god mad, vidste hun.

Da det kniber med at gøre de indkøb man ønsker i Ribe, rejser der nu adskillige længere nord på til Bramminge eller Esbjerg, for at gøre indkøb. I toget, der kommer til Ribe kl. 6 om eftermiddagen, kan man stadig træffe sønderjyder. Man kan let kende dem. De er forsigtige i deres optræden, har et noget spændt ansigtsudtryk og er meget vagtsomme over for enhver ny person, der stiger ind i toget. Deres forehavende præger dem. Det var dem ikke i kødet båren at være smuglere; de er uvante med dette arbejde. Det var nøden, der drev dem til det. – Giver man sig i samtale med dem, røber sproget og udtryksmåden dem straks. Desuden medfører de velspækkede håndtasker eller rygsække, og lommerne i deres tøj bugner af velstand. –

Fra Ribe tager en del bil til grænsen, men mange må benytte apostlenes befordring, og det er ofte meget anstrengende ture, mange må gøre, førend de når over grænsen til deres hjem. På denne side er de danske grænsegendarmer efter dem, og på den anden side må de søge at undgå de tyske grænsesoldater, der ikke længere holder af at være medvidere i deres færd, siden flere soldater er blevet straffet for at have ladet folk passere over.

Man finder mange vidnesbyrd om sønderjydernes natlige færd ved grænsen. Et sted på en lille vej tæt ved grænsen er der spildt kaffebønner, et andet sted ligger der en lang stribe risengryn. Flere stykker vaskesæbe har man fundet på marker op til grænsen; på en mark endog et helt sigtebrød. Disse ting er snarest tabte, når smuglerne hat måttet løbe for at slippe fra grænsevagten.

Nogle få bliver grebet af de danske grænsegendarmer. De får da deres smuglergods konfiskeret, men drejer det sig kun om fødevarer eller lignende, som de bærer med sig, bliver de ikke idømt nogen bøde, men deres ”varer” bliver i reglen ikke konfiskeret, siger man derovre fra. I den sidste tid har der været så mange anholdelser derovre, at man har fundet det for besværligt at føre alle de anholdte til Flensborg; flere har fået deres ”forseelse” takseret i Skærbæk.

Der er visselig ikke lystture, sønderjyske kvinder foretager herover i disse tider for om muligt at skaffe sig lidt af det, de mangler mest til livets ophold. Et enkelt træk blandt mange skal anføres: Den 26/3 17 kom to kvinder derovre fra hen på aftenen ind i køkkenet i et hus på Høm Mark, hvor der endnu var lys. De var belæssede med mange pakker, var våde og meget trætte og forkomne. Da de læssede byrderne af, faldt en pakke ned på køkkengulvet. Papiret om den gik itu, og det dejligste danske vaskesæbe trillede ud på gulvet. Pakken indeholdt 20 stykker. – Kvinderne var gået vild; de troede, de var p tysk side; thi de var på deres vej fra Danmark kommet forbi den tyske grænsevagt og vidste ikke, at de igen var kommet til Danmark. Deres hjem lå omtrent en mil syd for grænsen. De turde ikke gå ud igen, troede ikke, at de kunne vende hjem den nat, men bad om at få lov til at blive siddende i køkkenet til det gryede ad dag. Konen i huset kogte kaffe til dem, og de fik noget at spise, for hvilket de var meget taknemmelige. Så sad de i køkkenet eller lå på køkkengulvet natten over, og det lykkedes dem at komme over grænsen ved daggry. –

Her stopper den indsatte tekst med en anden håndskrift end Willemoës’

Side 518
2. april 1917
”Koldinghus” blev opbragt
Eli: D.F.D.S.’ rutedamper ”Koldinghus”, der går mellem København – Fredericia – Middelfart – Kolding og omvendt, afgik fra København mandag den 26. marts kl. 6 aften og indkom først til Kolding fredag den 30. marts eftermiddag kl. 1½. – da damperen efter sin afsejling fra København havde passeret sundet, blev den i internationalt farvand (ved Nakkehoved) opbragt af et tysk krigsfartøj og ført til Svinemünde. Alt skibets gods og alle sager blev ransaget og alle toldregler blev brudt, men der blev intet taget. Behandlingen var høflig.
Passagererne, der nu er vendt hjem med skibet, beretter om rørende tiggeri fra befolkningens side i Svinemünde; man tiggede således endog om kartoffelskrællinger!
Passagerer iagttog, at havnearbejdere gik på arbejde med en roe og kaffe i en flaske!

Side 519
Fra Sommefronten og Champagne
3. april 1917.
(delvis optaget i Ribe Stifts Tidende for 11. april 1917)
A.S. blev taget til soldat den 15. marts 1916 i Flensborg, sendtes straks til Rostock, fik der 6-7 ugers uddannelse og sendtes derfra til Beverloo ved den belgisk hollandske grænse, hvor han var i 4½ uge for derfra at blive dirigeret til Sommefronten ved Sailly-Sailliset i slutningen af maj 1916. Da var alt roligt på det sted. Var der i 14 dage.
I Rostock var forplejningen god nok: daglig kogte og blandede retter f.eks. ærtesuppe med kød i, bønnesuppe med kød eller sødsuppe med spegesild i! Om aftenen gaves foruden brødet hver anden dag et stykke pølse eller ost, om søndagen sødsuppe uden spegesild, steg med asparges og kartofler.
I Beverloo, hvor lønningen var 10 mark 30 pfg. hver 10. dag, levede soldaterne særlig godt, og soldaterne kunne dér få næsten alt, hvad de ønskede. Lønningerne var så høj – den er ellers 5 mark 30 pfg. Hver 5. dag – fordi der ingen pølse eller aftenportioner blev udbetalt. I de sidste uger i Beverloo blev der udleveret pølse og ost, røget sild eller lign. om aftenen, og lønningerne blev så sat til 8 mark 21 pfg.
Fra Sailly-Sailliset kom afdelingen til le Prêtre skoven ved Rambecourt n.ø. for Jaulny og var der til begyndelsen af september 1916. Her var der jævnt roligt. Skuddene, der kom fra det franske artilleri blev talt, og franskmændene fik det samme antal skud tilbage fra os den næste dag. – Forplejningen var god om end ikke så god som tidligere. Om aftenen fik vi 3-4 skefulde marmelade. Skyttegravene var her næsten alle udmurede med cement i bunden og udrustningerne (til værn mod granaterne). Væggene var stivet af med fletværk, understand – opholdsrummene var udmærkede, næsten som stuer og lå 15-20 meter under jorden. Sengen bestod af brædder, over hvilken der var spændt hønsetråd (trådfletning), og enkelte steder var der endog elektrisk lys. –
På enkelte steder lå de franske og tyske skyttegrave kun ca. 30 meter fra hinanden, og det hændte sædvanlig hver morgen, at de tyske og franske soldater så op over skyttegravene i brysthøjde og hilste godmorgen ganske venskabeligt. Der blev ikke skudt af infanteriet dér, medens vi var der.
Den 2. september kom jeg sammen med en underofficer og en mand til Metz og derfra til Goudech [?] for at søge kvarter til kompagniet (2. kompagni og 363. reg.) I Goudech lå vi i 8 dage, derefter førtes vi fra bane i løbet af 5 dage til den østrigske grænse, da der imidlertid om natten kom ordre om at vende tilbage til Sommefronten.
Så kørte vi i en uges tid tilbage og kom til Fressin, hvor vi var i 4 dage for derefter at blive dirigeret til Sailly-Salliset, hvor vi var til slutningen af september. Her gik det meget hårdt til. Der blev stormet hver dag omtrent 5-6 gange fra tysk side, og englænderne brasede på endnu oftere. Det gik uafbrudt frem og tilbage. Den første dag, da tyskerne stormede, mistede 2. kompagni ved det første amgreb 145 mand faldne, sårede og fangne af 235 mand.

Side 521
Kompagniføreren blev fuldstændigt gennemskudt ag maskingeværer. Den dag gik tyskerne omtrent 150 meter frem. De nåede ikke frem til de engelske linjer, men lå i åbne granathuller. Skydningen var frygtelig, og det engelske artilleri bragte hurtig det tyske til tavshed. – om natten kl. 12 sprængte engelske granater det tyske ammunitionsdepot t luften 7-8 km fra Sailly med et vældigt brag. Et pragtfuldt men frygteligt syn.
Natten mellem den 23. og 24. september skød kun artilleriet, med den 24. om morgenen tog infanteriet fat igen, og man havde intet øjeblik ro for de engelske flyvere, der sværmede om i stort antal. – Jeg kunne se ca. 60 fra det sted, hvor jeg lå – og undertiden gik de ned til en højde af 30 meter og skød med maskingeværer og kastede håndgranater, hvor de så nogen røre sig i de åbne granathuller. Vi lå derfor ganske stille, som om vi var faldet. Atter stormedes der fra begge sider uden noget resultat. Sådan gik også den 25. og 26. sept.
Om natten mellem den 26. og 27. sept. Gravede vi os fra granathullerne ud til siderne for at lave lidt løbegrave – vi måtte ikke gå tilbage, og den 28. om morgenen kl. 67 stormedes igen; men der faldt da så mange af regimentet, at dette måtte afløses og trak sig tilbage til Sailly – Sailliset, medens et livjægerregiment nr. 12 rykkede ud i stedet for.

Side 522 – 526
Da vor regiment gik tilbage, så vi levnedsmidlerne ligge i dynger på åben mark, således som de var læsset af vognene, men man lod det ligge. Soldaterne havde overhovedet ingen videre appetit i de dage, de lå ude i den forreste linje og nøjedes med deres brød. Derimod lod soldaterne meget af tørst, og havde kun haft at drikke det snavsede vand, der stod i granathullerne. Da de på tilbagevejen opdagede, at bl.a. var henslængt en mængde flasker vin, tømte de disse og var næsten alle berusede, en d el endog fuldstændig døddrukne, da de nåede tilbage til Sailly-Sailliset. Da kompagniet næste dag, den 29. sept. Blev talt op, var der mødt i alt 50 mand.
Dagen derpå, den 30 sept., blev hvert kompagni forstærket med 80 mand, og den 1. oktober gik det atter frem. 3-4 km fra frontlinjen stak soldaterne imidlertid af i små hold på 5-6 mand, og da kompagniet nåede ud i nærheden af linjen, var der kun 60 mand tilbage. Da kompagnichefen intet kunne udrette med en sådan klat folk, beordrede han tilbage.
Sådan gik det også den næste dag; kompagniet ville ikke gå frem. Den 3. oktober kommanderedes så hele regimentet frem på én gang og nåede helt ud til linjen. Kl. 10 om formiddagen begyndte englænderne at skyde med gas i en halv times tid, men de blev slået tilbage. Om eftermiddagen kl. 2 fornyede englænderne deres gasangreb, først artilleriet med gasgranater og derefter blæste infanteriet sine gasbølger ud, og bag disse gasbølger trængte englænderne frem. Gassen bevirkede en stærk kløe bag de tyske soldaters gasmasker, så at de måtte rive sig, og derved trængte gassen ind i maskerne og fremkaldte stærk hoste og rindende øjne, så at de pågældende intet kunne se. Da vi mærkede det, lod vi være med at klø os. – På nogle steder kom også franske flammesprøjter, og for disse ildstråler trak tyskerne sig tilbage på de pågældende steder. Ved dette angreb måtte tyskerne gå 500-600 meter tilbage.
Den 5. oktober blev regimentet afløst og gik tilbage. På vejen gennem en landsby bag Sailly-Sailliset gik nogle af soldaterne ind i husene for at få noget at spise, men traf beboerne liggende døde i sengene, kvalte af gas; de var opsvulmede i ansigtet, der havde antaget forskellige farver.
På et gods – guvermenentsfarmen – var jeg nede i en stor kælder, der af tyskerne var indrettet som lazaret. Her lå der en mængde hårdt sårede f.eks. folk, der havde fået armene skudt af. Når en granat slog ned på gårdspladsen – der blev af englænderne her skudt væsentligst med 38 cmt. kanoner – så fór de sårede op og ville bort, og det så frygteligt ud.
I nærheden af godset sås hovedløse kroppe hænge i træerne – formentlig ligene af tyske observationsfortr.
4 kammerater drev omkring i 3 dage uden at bryde sig om noget som helst – helt tummelumske af alle begivenhederne og erfarede da, at regimentet var kommanderet tilbage til Præsteskoven. De kørte så tilbage til Metz, blev der i 2 dage, og meldte sig derefter til regimentet.
Nu lå vi i Præsteskoven til 8. nov., da det gik tilbage til Somme, denne gang til Haglincourt øst for Bapaume. Her lå vi i ro i 8 dage og gik så i stilling lige overfor Gucudecourt, hvor vi lå forholdsvis roligt indtil midt i januar 1917. Under opholdet her var skyttegravene gode, så længe frosten holdt, men da tøvejret indtraf og englænderne fyrede med granater, blev de til et fuldstændigt morads og styrtede sammen. Alt arbejde på at istandsætte dem viste sig forgæves. Et par soldater kvaltes i mudderet.
Mellem de engelske og tyske linjer lå mængder af lig, som det var umuligt at begrave. – De fleste, der faldt i denne tid, var ordonanser, der skulle over fri mark og blev skudt ned af engelske skarpskytter, som skyder forbløffende roligt og sikkert, ofte med snadden i munden.
Omkring midten af januar 1917 kom vi tilbage til Hermies mellem Bapaume og Cambrai; var der i 6 dage for så at afgå til Betheniville i Champagne. Her meldte jeg mig syg og kom på lazaret i Rethst i 14 dage, men da jeg egentlig ikke fejlede noget, sendtes jeg tilbage til kompagniet den 16. februar. Dagen efter gik vi i stilling ved Reine øst for Reims. Samme dag, den 17/2 blev der spurgt, hvem der ville melde sig frivillig til udforskning af den fjendtlige linje lige overfor. Der blev lovet orlov straks til dem, som kom tilbage med oplysninger. Der meldte sig en 60 mand af hele bataljonen. De gik så frem om aftenen kl. 8, medens artilleriet søgte at vildlede fjenden. Ca. 30 mand nåede ned i den forreste franske skyttegrav, udforskede den og nåede tilbage, men dog med mange af dem sårede. En kammerat og jeg bar således 15 sårede tilbage. Jeg fik min orlov den 19. februar og rejste hjem til Gram, hvortil jeg nåede den 23/2. 17 og den 27. marts gik jeg over grænsen ved Aarupgaard.
Forplejningen ved fronten ved Somme er upåklagelig ude i forreste linje, hvor der således gives hver mand 250 gr. rugbrød, dertil varm mad om middagen f.eks. ærter med kød, nudler, bønner, ris eller lignende. Til brødet lidt smør, pølse eller ost. På stormdagene leveres tillige 1 liter øl og ½ liter snaps – ikke nogen egentlig stærk spiritus – samt daglige 2 cigarer og cigaretter.
Bag fronten var forplejningen derimod meget dårlig og utilstrækkelig.
Den 24. april 1916 havde bayerne ved Somme taget et par engelske flammekastere til fange, som de i raseri slog dræbte med spaderne. Englænderne. Der formentlig har hørt dette og havde taget 14-15 mand til fange, stillede disse op på linje og skød dem ned på stedet.
Mellem Hermiers og Chambrai er der bygget meget stærke skyttegravssystemer – udført af russiske fanger – med pigtrådes forhindringer af et par kilometer i dybden. Disse [???] er så stærke, at de vil blive yderst vanskeligt at tage.

Faktor Larsen syg
Faktor Larsen, der var meget træt og sløj, da jeg kom hjem fra København 22. marts og samme aften måtte melde sig syg, vil næppe komme sig de første måneder, hvis han overhovedet kommer sig igen. Dr. Agerbæk kan ikke blive klog på, hvad sygdommen er. – det er et yderligere arbejde for mig i en højst vanskelig tid.

Mellem side 525 og 526 er indsat et løst ark:
Engelske flyver over Tønder (21. eller 22. marts)
3. april 1917
Levnedsmidler udskrives 9/4 17
K.K. Tyske politigendarmer, ledsaget af soldater, går for tiden rundt i sognene (f.eks. Lintrup) og udskriver levnedsmidler, formentlig til forsendelse til Berlin.
Jens (Horsens). Søndag den 25. marts 1917 stod pastor Thonnesen i Hellevad kirke på sin prædikestol og bad menigheden tage børn til sig fra storbyerne, thi mangt et sted sad børnene på skolebænken og døde af underernæring.

Flyvere over Tønder?
4. april
K.K. Det meddeles nu, at det engelske flyverangreb på luftskibsbatteriet ved Tønder fandt sted den 21. marts omkring middagstid, og det påstås, at den ene hal og et luftskib er ødelagt.

Side 526 fortsat

7. april 1917

Langs grænsen

H.K. (eller H.H.?) Det ser ud, som om passagen mellem posterne langs grænsen på tysk side bliver vanskeligere, idet general Müller har givet streng ordre til at kontrollere trafikken. En karl fra Aarupgaard er i aften arresteret og ført til Flensborg. – Posterne straffes hårdt, når de arresterede opgiver, hvor de er gået over.

Broerne mellem Skodborg og Foldingbro (broen ved ”Frihed”, mergelbroen vest for ”Frihed” og overgangen over Aalegård udfor Egerisgård) er blevet stærkere afspærret med pigtrådsforhindringer. Porten ved mergelbroen, der tidligere stod længere bag broen, er nu rykket helt hen til denne.

Store masser af pigtråd med 1½ tom. lange pigge ophobes på Vojens banegårdsterræn.

Side 527

4. april 1917

En zeppeliner

Amtsfuldmægtig Rosenmeier meddeler: Jeg gik i går eftermiddags sammen med min datter i engene ved Tange øst for byen, da vi observerede en stor zeppeliner, der gik mod sydvest. Den syntes at være dårlig afbalanceret, thi den stak snart næsen nedad, snart opad og ofte i en stilling af 45 gr. Da den var kommet om i sydvest, stillede den sig pludselig lige lodret i luften og dalede hurtigt ned. Om det er en manøvre for at lande eller om det er en fejl, der er særlig for luftskibe, ved jeg ikke, jeg konstaterer kun faktum.

Kaptajn Ullidtz forklarer på min forespørgsel, at dersom et luftskib kommer til at stå lodret, styrter det ned. Det kan tænkes, at R. har set luftskibet under en aldeles bestemt synsvinkel, eller rettere uden vinkel ved at gå ned, og det ser da ud, som om luftskibet står lodret.

11. april 1917

Eli. Strejken i Kiel siges at være bilagt ved løfte om flere kartofler.

I Haderslev går de badensiske ryttere rundt og tigger brødkort.

En kritisk dag?

I Kbhvn hos en læge betroet Dr. P. Nielsen i Ribe, at den 28. dec. 1916 var Jylland lige på nippet til at blive besat. Forslaget herom blev i den tyske generalstab forkastet med kun 2 stk. majoritet.

 

Side 528

Spionage

15. april 1917

En dansk mand (en købmand i Neümünster) var deserteret over grænsen. Hans hustru og børn var her allerede.

De gik ind på en restauration i Kolding, nød noget kaffe og kom i tale med værten. Denne spurgte om rædslerne i Belgien; de var vel ikke så slemme, som det fortælles osv. Den fremmede erklærede, at de var meget værre, men den fulde sandhed ville man først erfare efter krigen.

Ved denne udtalelse sprang en civil herre op, som sad sammen med en dansk sergent ved musikken i Kolding, skældte den fremmede ud for en landsforræder, som han nok skulle sørge for osv. Den fremmede og hans familie samt en ven stod op og gik for at undgå spektakel. Men den vrede tysker – en mand fra paskontoret i Kolding – og sergenten forfulgte dem alle vegne. *slutningen på næste side.

*side 529 fortsat fra side 528: {De gik nu op og klagede til obertløjtnanten.

Man traf senere de to herrer. Sergenten var imidlertid blevet meget beruset. Næste dag lovede han bod og bedring. Ikke desto mindre sås han aftenen efter atter sammen med tyskeren. De forfulgte atter den fremmede, der denne gang slap fra dem.

Tyskeren afspurgte senere hans logi – gennem kaféværten – og ville true hans værtinde til at jage ham ud, idet han påstod, at den fremmede var en tyv, der havde stjålet det tøj, han gik i. Dette lykkedes dog ikke. Men da den fremmede senere via Frederikshavn søgte til Norge, mødte ham på Frederikshavn banegård en dansk politimand og to tyskere! Han søgte senere andre veje.}

En dansk sergent (formentlig på detachementskontoret i Kolding) er ofte sammen med personalet fra det tyske paskontor. Han skal da ofte være beruset. Man har en gang set ham sidde noget afsides på en restaurant og studere meget ivrigt et dansk generalstabskort sammen med to af herrerne på det tyske paskontor.

Chefen for paskontoret har ofte damer hos sig om natten. Der nydes megen vin hos ham. *en af hans damer viste sig at være en meget ung pige fra Sydjysk Telefonselskabscentral i Kolding. Hun er senere blevet afskediget.

 

Side 529

19. april 1917

Flyveren over Tønder?

En mand, der kom over i nat, beretter bl.a. at der for 3 uger siden viste sig en flyver over den befæstede linje omkring Toftlund. Bevogtningen spurgte telefonisk i Tønder, om nogen tyske flyver var ude for tiden, men fik benægtende svar. Det har senere vist sig, at det var en fremmed flyver, formentlig en engelsk vandflyver, der har optaget fotografier af befæstningslinjen. Den pågældende oplyser endvidere, at man for tiden arbejder på at give de synlige dele af befæstningslinjen et forandret udseende bl.a. ved en anden anbringelse af de passive hindringer (?) som pigtrådshegn m.m. (se flyveren under 21. marts).

Side 530

20. april 1917.

Spionage Danmark

Stbg. Min hjemmelsmand, en forretningsmand i Åbenrå, var for nogle dage siden stævnet til Flensborg til politipræfekturet i anledning af en formentlig pasforseelse. Mens han ventede i forværelset, blev han vidne til en samtale, som den ledende politimand i et værelse ved siden af – hvortil døren stod åben – førte i telefonen med militæret i Farris. Han hørte da følgende brudstykker: I Kolding er det udmærket; også i Fredericia – i det hele taget østpå. Men vi må have en mand til Esbjerg og vestpå.

På så at sige alle jernbanestationer langs grænsen findes der tyske spioner; i virkeligheden tyske kriminalbetjente i civil. På fredericiabanegård er der næsten altid en sådan tilstede. Jeg har flere gange tiltalt vedkommende, der har svaret genkendende men noget forlegen. I reglen plejer betjentene at forsvinde ind i ventesalen, så snart han frygter for at blive genkendt af visse personer.

På Vamdrup station har jeg flere gange set en mig bekendt tysk kriminalbetjent, og jeg har en gang sagt det til den danske statsbetjent, der flegmatisk svarede:” Det kan jo enhver komme og sige”. Jeg skal ikke nægte, at det har irriteret mig stærkt at se en dansk statsbetjentkonversere netop de pågældende person, hvor jeg senere rejste igennem.

En anden nordslesvigsk hjemmelsmand oplyser os om, at tyske kriminalbetjente ofte er set på banegården i Horsens.

Side 531

21. april 1917

Syd for – langs grænsen

32. bataljon, der har udført grænsebevogtningen mellem Fladså og ”Friheds”broen, er afgået for nogle dage siden til Haderslev (vistnok den 717.) og mandskabet fordelt til forstærkning af de øvrige afdelinger til grænsevagt.

– Bevogtningsstyrken ved den befæstede linje synes at bestå af 3 bataljoner. – Bag ved linjen ligger en række optiske signalstationer på Knivsbjerg, Over Jerstal, Bjørneskov, Toftlund og i Vognshøj. En linje går mod syd (?)

– Skyttegravslinjen ved Toftlund er udgravet i ½meters dybde; ”understand” (de bombesikre rum er derimod helt færdige i størrelse 2X4 meter)

Der er udstukket en ny linje parallelt med gamle, fra hvilken der udgår gange i zigzag.

Pigtrådsbælter på ca. 5 meters bredde ligger foran linjen.

Et 15 cmt. batteri a 4 kanoner er opstillet lige vest for Galsted =Bevtoft, dog nærmest ved Galsted.

Vedkommende meddeler har intet set til større troppe[vandringer?] i tiden 15. januar til udgangen af februar.

Hos landboerne er der tilsyneladende ikke større forplejningsvanskeligheder.

Al telefonering er forbudt eller under censur.

Side 532

25. april

K.K. Tilsynet med den befæstede linje føres af oberstløjtnant von Kerzmann [?] i Toftlund. Bevogtningen af linjen Hyrup-Arrild afsnittet besørges af Ersatzbataljon 35, der har et kompagni i Toftlund og de 3 andre kompagnier i de omliggende byer: Arrild-Allerup-Hønning, Højrup II, Åbøl, Hølleskov. Lidt rytteri ligger indkvarteret i Brænderup og Roust.

I Toftlund ligger foruden [et] kompagniet Brotnen [?] med ca. 200 mand, 100 heste og 20 pontoner med tilhørende vognpark samt 10 ingeniører til betjening af Funken [?] = stationen. Ca. 1000 fæstningsfanger er indkvarteret i barakker i nærheden af Toftlund kirke. – Funken=stationen er etableret i et skur nær møllen.

Der har ikke været troppesamlinger i januar og februar i Flensborg ud over dem, der hurtigt afgik til Leckstedt lejren.

En armékorpsstab var ventet til ”Sommers Hotel[?]” men kom ikke.

Vagttjenesten i Flensborg besørges af mandskab, der er hjemme på rekreation.

29. april 1917

U.K. På Gassehøjene ved Skærbæk er der anbragt 4 svære kanoner (15 cmt.) og ved Ø. Gassehøj 2 af samme slags og 8 stk. anbragt i Kolby Skov, der ligger lige vest for Øbjerg.

I Husum findes der ingen garnison.

En mand, der er hjemme fra østfronten, meddeler, at der er mængder af soldater på østfronten, som får orlov.

Forplejningen ved østfronten er ret ordentlig og der er ingen forskel ude i linjen og længere inde; men der foretages heller intet som helst fra nogen af siderne.

Side 533 + 534

5. maj 1917
En mand, der i de sidste dage af april er kommet fra Tyskland, har meddelt følgende:
Efter at jeg i 8 måneder havde opholdt mig ved Verdunfronten, blev jeg syg og kom på lazaret; derfra efter et 3 måneders ophold til Køln til min udfyldningsbataljon, hvorfra jeg er kommet nu. Tilstandene er med hensyn til levnedsmidlerne der, som i andre storbyer, nemlig meget dårlige. Civilbefolkningen må udstå store lidelser, da de kvantum de forskellige slags kort berettiger til, ofte slet ikke kan fås. Forholdene er selvfølgelig ikke blevet bedre siden brødrationerne er blevet nedsat. Desuden er nu kålrabierne ved at slippe op, og grøntsager er der endnu ingen af, da vinteren har været så langvarig. Der dør derfor også mange af underernæring, især småbørn, men det tages der jo intet hensyn til.
Tumulter rundt omkring i byerne hører jo heller ikke til sjældenheder, men politiet skrider så straks ind, og hvis dette ikke forslår, så militæret.
I den senere tid har der også mange steder været strejke blandt ammunitionsarbejderne på fabrikkerne. Men tyskerne ved jo råd for alt. Blandt arbejderne er der nemlig en stor del, som er militærpligtige. Så snart der laves strejke bliver disse straks sendt til fronten, og et tilsvarende antal sendt hjem i stedet for. Disse er naturligvis godt tilfredse med den handel og derfor og så lettere at styre.
Mange er jo af den mening, at Tysklands reserver er ved at slippe op. Det er jo nok muligt, at det tynder ud i rækkerne, men endnu har de folk nok.
Det er selvfølgelig infanteriet, det går mest ud over. Man må imidlertid betænke, at en meget stor del af de lande, atter bliver krigsdygtige, og for de hårdtsårede og faldne kaldes der stadig nye folk ind. Desuden sendes der stadig folk fra artilleri og train til infanteriet og en del derfra, som ikke mere kan bruges kommer så til artilleriet eller trainet. Der udveksles stadigt rundt omkring på kontorer og skrivestuer har også hidindtil mange trykket sig, men også disse folk må med.

Side 535 + 536

14. maj 1917
Skal afslutningen på krigen derfor komme på grund af at Tysklands folk slipper op, kan det efter min mening vare længe. Jeg tror, at indre uroligheder og sulten må gøre udslaget. Dog tror jeg sikkert, at Tyskland holder ud til den nye høst, og så går det sikkert videre ind i det fjerde krigsår.             I.S.

14. maj 1917
Krigsskibe og lufttrafik langs kysten
Oksby pr. Oksbøl 14.05.17.
Der har i længere tid næsten hver dag været observeret flådeafdelinger, luftfartøjer samt hørt kanonade, men beboerne er nu så vant til den slags begivenheder, så de en dag eller to efter ikke kan tid- eller stadfæste, hvad de har bemærket.
I torsdags (10. maj) ca. kl. 10 passerede 14 skibe (5 jagere og 9 armerede trawlere) kommende syd fra og gik igennem slugen. Dagen efter observeredes 8 fartøjer i 2 afdelinger, som krydsede omkring syd for Gashøjen. I går – søndag – ved middagstid kom en flådeafdeling på 14-16 store kolosser for nordgående og stod ud efter før de nåede hukket; om der var mindre skibe med kunne ikke ses fra land, da luften var diset ude over havet.
I dag har der siden kl. 9 fmd. krydset en zeppeliner her uden for fyret. Den har skudt 4 gange; 2-3 skud hver gang, men der har ikke været observeret noget fartøj, så det er muligvis en undervandsbåd den har jaget. Luftskibet skyder endnu – kl. 2 – herude, så det har næppe nået noget resultat endnu.
En del af befolkningen heromkring er tilbøjelig til at mene, at hvad der foregår her i nærheden af kysten, må anses for at være tyske flådeøvelser. Hvad kanonaden, man jævnlig har hørt til søs, angår, da ved ingen heromkring, hvad det har haft at betyde.

18. maj 1917
En ældre mand, der er kommet hertil fra Tønderegnen og har bosat sig her i egnen meddeler, at den eng. flyver den 21. marts ødelagde den ene af hallerne ved Tønder fuldstændigt og beskadigede den anden stærkt, ligesom der også var tab af menneskeliv. Meddelelsen er holdt fuldstændig hemmelig.

Side 537 + 538

18. maj 1917
Kaptajn Hansen i Hjerting meddeler, at der i går sås 4 armerede trawlere, to og to, der stod til søs og formentlig fiskede eng. miner.
K.H. meddeler, at der næsten daglig ses flere tyske skibe på minefiskeri. Et enkelt skib har for et par dage siden meddelt, at det på én dag havde optaget ca. 90 miner.

26. maj 1917
Intet flyverangreb ved Tønder 21.- 22- marts 1917
Luftskibshallen i Tønder har ikke været angrebet af nogen flyver i tiden omkring 21. marts. Meddeleren har været i Tønder dels den 22. marts og 2-3 gange senere, har talt med danske om det, men de kender intet som helst dertil. Meddeleren har (været) med egne øjne set, at hallerne er fuldstændig ubeskadigede. Der er, som bekendt, en dobbelt hal (længst mod nord) og to mindre enkelthaller; de sidstnævnte er bygget først.

29. maj 1917
Spionage
Eh: Man har i Kolding lagt mærke til, at når der ved visse lejligheder står et eller andet i ”Kolding Avis”, bliver der efter dennes ankomst til paskontoret på dette travlt med skrivemaskiner, hvorefter der afsendes post med toget sydpå kl. 3½ efterm.
Det oplyses fra militær side, at undersøgelsen i en affære i Grenå- Århus har givet til resultat, at der i Rostock er en station for trådløs telegrafering; dertil indgår der rapporter fra Danmark og derfra udgår der atter ordrer til ubådende f.eks. i følgende form: Fisk12. Dette betyder ubåd i den og den kvadrat. – Telegrammer fra Danmark er i kopi fundet hos spioner, og koden til telegrammerne fandtes hos den i Århus arresterede tysker, gemt i hans vest.
I Kolding har E. personligt konstateret, at der afgår overordentlig hyppig korrespondance sydfra, dels besøget til posthuset, dels til banegården ved toget, og paskontorets personale har overordentlig stærk forbindelse med banegården.
Stvbg. Arbejdsmandskabet ved de tyske befæstningsanlæg i Nordslesvig er delt i 3 klasser, formodentlig efter straffegraden. 1. klasse får 10 pfg. daglig i lønning, 2. klasse 7 pfg. og 3. klasse 3 pfg. daglig. Når mandskabet opfører sig godt og melder sig frivilligt til tjeneste ved fronten, afgår de straks og straffen eftergives.
Der arbejdes bestandig på befæstningslinjen i Nordslesvig med 10-20.000 mand.

Side 539

Her er der indsat et udklip fra Ribe Stifts Tidende med følgende tilføjet med håndskrift:
Barkskibet
Sænkning i Atlanterhavet
Af kaptajn Poulsens beretning til Ribe Stifts Tidende 30/5 – 16
Desuden er der i margin tilføjet: Det indstregede ikke offentliggjort.

Side 540 – 545
3. juni 1917
Syd for grænsen
En mand fra Skrydstrup melder, at der er ankommet til Vedsted ved Haderslev et stort brotræn med 40 pontoner på 4 spændige vogne kommet fra Rusland, og opkørt i parken ved skolen.

Samme meddeler siger, at der af en stor pionerstyrke arbejdes på udstikning af en ny linje 10 km syd for den nuværende af ca. 7000 soldater.
Samme meddeler oplyser, at de svære kanoner (12-25 cmt.) er stillet op, de stammer fra Rusland og Belgien.

7. juni 1917
Eli: Den tyske sikringsstyrke i Stubbom syd for Hejlsfjord er i færd med at lave skyttegrave ud til Hejlsbugt.
Dette sætter man i forbindelse med den omstændighed, at man for nogle dage siden så et tysk opmålingsfartøj lodninger i Hejlsbugt.

Skyttegrav nord for Haderslev Fjord
En russer – der er kommet 4 over grænsen s.f. Kolding i dag, hvoraf de 3 var gået øst om Haderslev Fjord, meddeler, at de ikke ret langt n.f. Haderslev stødte på en skyttegravslinje.

Efter det lukkede Rigsdagsmøde
Minister Stauning
Der fremkom efter det lukkede Rigsdagsmøde den       i  ”Berlingske Tidende” og i ”Nationaltidende” meddelelse om, at der var rettet angreb mod minister Stauning for hans optræden i Stokholm.
Som bekendt dementeres dette officiøst gennem Ritz.Bur.
Der blev heller ikke rettet noget angreb på Stauning i Rigsdagsmødet, men derimod i det bagefter stedfindende ministermøde, hvor I.C. Christensen stærkt kritiserede hans optræden, ligesom Rottbøl fandt, at dette I.C. C’s angreb ikke var uberettiget, hvortil Stauning svarede, at han først og fremmest var international socialdemokrat, og at den stilling han havde fået i ministeriet havde han ikke valgt selv, men fået overdraget af partiet.
Udenrigsministeren Scavenius var, som sædvanlig, ved at tabe hovedet, da denne udtalelse kunne tyde på en mulig sprængning af ministeriet, men mødet havde dog den følge, at Stauning nu ikke rejser til konferencen i Stokholm.
Når Stauning derfor i et interview til journalist har udtalt, at det ikke var givet, at han fik lejlighed til at komme til Stokholm, står dette i forbindelse med det på ministermødet forefaldne.

Spionage
Eli: Det tyske paskontors bestyrer i Kolding v. Küchler, har siden sin ankomst været bekendt som en stor elsker af det smukke køn. Han har længe levet sammen med en husholderske som af flere af husets gæster kaldes frøken men af andre frue. Vedkommende dame er nu rejst og her. V. Küchler har meget ofte damebesøg fra byen. Blandt disse besøgende er en telefondame frk. Jensen, datter af en portør ved Sydbanen. Hun havde kun været en kort tid på centralen som elev, da man opdagede, at hun var noget letlevende. Samtidig kom der en påstand op om, at hun ved visse lejligheder holdt herr v. Küchler underrettet om telefonsamtaler, navnlig med 861 (militærets). Der ymtedes om, at hun samtidig med at stille 861 i forbindelse med folk i byen, stillede paskontoret med, men centralen har dog stillet sig meget tvivlende om, at hun virkelig har udført det. Hun blev imidlertid afskediget, dog vel nærmere p.g.a. letsindighed og desuden for urenlighed, idet hun 2 gange har vist sig at være befængt med lus.

13. juni 1917
Fra Arrasfronten
Skomager N.P. Nielsen, Fohl, der er landstormsmand, og som har deltaget i krigen sidst ved Arrrasfronten, hvorfra han kom 3.-4. juni og gik over grænsen i lørdags 9. juni, meddeler, at hans division (7. eller 17.) består af regimenterne 163, 86 og 76. Af hans bataljon – 2. bataljon 163 reg. – var der efter at de havde været i kamp kun ca. 200 mand tilbage af ca. 1000 mand. Tabene var sket så hurtigt, at feldwebelerne fik ordre til hurtigst muligt at samle resterne af deres respektive styrker, og disse kom tilbage kun med stormoppakning, medens tornystrene blev tilbage.
Helt igennem viste det sig, at englænderne var dem overlegne i alle henseender.
En stor del af det tyske mandskab, blev taget til fange, fordi angrebet skete så pludseligt, at soldaterne ikke kunne nå op af deres opholdsrum.
Mht. levnedsmidler gik det tåleligt. Men brødrationerne er blevet nedsat fra 1½ pund til 1 pund dagligt. Middagsmaden var som sædvanlig slappere.
Fedtstoffer er det uhyre nøjsomt med. Heldigvis kommer der endnu pakker hjemmefra.

Oksby 13/6
Trafikken langs vestkysten
N.R.P. Der vedbliver stadig at være livlig trafik her langs kysten uden for Blåvandshuk, såvel af krigsskibe som af luftskibe og flyvemaskiner. Der ses så at sige al tid krigsskibe her uden for og i længere tid har 2 armerede trawlere ligget opankret syd for slugen. I den senere tid iagttager man jævnligt, at der fra luftfartøjer nedkastes lys eller signalbomber. Det er som regel hen imod aften dette sker, og er et interessant og pragtfuldt skue, da lyskuglen har temmelig stor udstrækning og daler forholdsvis langsomt. De fleste luftskibe man ser nu, har 3 gondoler. (der siges, at nogle har 4 gondoler, og at de to midterste kun forskydes mellem de to yderste; dette anser jeg ikke for pålidelig). Når vinden ikke er fralands, hører man næsten hele dagen igennem lyden af flyvemotorerne ofte uden at kunne øjne hvorfra lyden kommer. I den sidste tid har man ikke her hørt noget til kanonade.

24. juni 1917
Syd for grænsen
Boghandler G. Møller i Skærbæk havde i nogen tid ikke kunnet få danske bøger, f.eks. ikke ”Danmarks Melodier” osv. Da han erfarede, at boghandlere i Åbenrå solgte sådanne bøger, tilskrev han censuren, at hvad der var ret for den ene, måtte kræve ret til at forhandle de omtalte bøger, hvis forhandling hidtil var nægtet ham. Efter nogen tids forløb spurgte censuren ham om bøgerne skulle anvendes til forevisningsbrug eller til salg, og da Møller naturligvis måtte svare, at de skulle forhandles i åbent salg, fik han tilladelsen til at forhandle dem.

Side 546
P.Hn.N. har for ca. 14 dage siden været på Vestkysten og besøgte bl.a. dr. Thomsen, der da var hjemme, hvor Jepsen og Jørgen Møller var til stede. H.P.H. så nu lyst på forholdene og mener, at grænsepælen nok skal blive flyttet.

Ingen gardiner i Berlin
Jørgen Møllers svigerinde var nylig blevet gift, og parret havde taget ophold i Berlin, hvor de havde lejet sig en lille lejlighed, men det var ikke muligt i hele Berlin at opdrive gardiner til lejligheden!

Brød der stinker
I Skærbæk kniber det meget stærkt med levnedsmidler. Brødet består af ”pillemel” (det er hvad man plukker af byg), tørret og malet halm og lidt rug, der ofte er fordærvet. Derfor lugter meget af brødet stramt. Det kniber også meget stærkt med smør.

Side 547
27. juni 1917
Oberstløjtnant Holten –Nielsen meddeler under sit besøg her i dag, at da grosserer Thøgersens sag i sin tid kom til ministeriet og også sendtes op i handelsministeriet til dettes erklæring udtalte handelsminister Hassing Jørgensen, at den sag var der ingen anledning til at gøre noget ud af. Departementschef Busck[?] Nielsen (en halvbror til oberst H.N.), som havde undersøgt sagen, fandt imidlertid, at den var oplagt? (kæltringstreger), hvortil ministeren svarede, at sådan så måske den udprægede jurist på den, men derimod ikke den praktiske forretningsmand. Da ministeren vedblivende ikke ønskede sagen for domstolene, meddelte departementschefen, at han på det bestemteste måtte modsætte sig en sådan afgørelse og ville tage sit forbehold i enhver henseende med hensyn til, hvad han ville foretage, dersom ministeren fastholdt sit standpunkt.

Først da gik ministeren med til at lade den Thøgersenske assurancesvigsag m.m. komme for retten. Thøgersen er, som bekendt, blevet idømt flere års tugthus!

Side 547

2. juli 1917

En ”Grundlovsfest” i Københoved

R. Strbg s. Min hentydning i telefonsamtalen til en Grundlovsfest gjaldt Københoved, hvor H.P.H. holdt sammenkomst med ca. 30 mand. Man var meget forbavset over hans frejdighed og glimrende humør og min meddeler (formentlig Appel i Askov, C.W.) siger, at deltagerne syntes, at det var en fest, der overgik festerne i Skibelund før krigen.

[Fortsættes efter det indsatte brev]

Her er indsat et brev:

Bolderslev, 5. juli 1917

Til ”Ribe Stiftstidendes” Ekspedition

Jeg har i længere tid været holder af Deres ærede blad, og har også fået det nogenlunde regelmæssigt i hænde indtil d. 13. juni så er det holdt helt op at komme, og flere henvendelser til Postvæsenet her har ikke hjulpet. Jeg vil derfor bede den ærede Ekspedition om muligt, at bringe sagen i orden igen. Jeg har for længst betalt et nyt kvartal af bladet.
Med megen agtelse
Jacob Jepsen
Landmand

Her er indsat et Postkarte med teksten:
Adresseret til:
Ribe Stifts tidendes kontor
Ribe

Jeg ville nok have givet 2 a 3 mark mere pr. kvartal dersom det var ved at komme ud.

Side 548

[Fortsat fra side 547]

Han havde indledet med at bede dem stille spørgsmål om alt vedrørende situationen – han var villig til at svare på alt. Han sluttede redegørelsen med at udtale, at nu har vi så lov til at håbe, at vi næste år må holde Grundlovsfest under vort gamle flag. Han mente, at Bethmann-Holweg [? ulæseligt på grund at det postkort, som er indsat i lommebogen] ville blive afløst af fyrst Bülow hvilket ville betyde [? ulæseligt på grund af det indsatte postkort] så lidt for ordningen af en grænseregulering, da Bülow [? ulæseligt pga. postkortet] var godt inde i forholdene i Sønderjylland.

Som bevis på stemningen i Berlin fortalte han, at fr. [? ulæseligt pga. postkortet], der havde været i Wien, var kommet ganske fortvivlet hjem og havde sagt, at nu var Centralbåndet (Centralforbundet?) bristet. Forholdene var nu så fortvivlede i Østrig, at alt håb var ude.

Nu kunne man vente det muligt, Østrig søgte nu at få en separat fred – så [? ulæseligt pga. postkortet] Tyskland selv om resten.

En forbindelse efter vor samtale i går meddeltes, at [? ulæseligt pga. postkortet] søn havde været med til førnævnte møde og var kommet meget glad hjem. Hun (en større gårdmandsenke) havde fået bud fra gode mænd om, at hun måtte endelig af høsten stikke noget byg til side til nødhjælp, da sæden når den først er kørt sammen, ville blive behandlet helt af fremmede, hvert tærskeværk af 13 soldater og sæden ført bort med det sammen.

Angående den befæstede stilling meddelte hun, at man havde udtaget mandskab ved vestfronten til arbejde ved Hoptrup, og blandt dem havde hun to kendinge, der er med til at montere de

[side 549] svære kanoner. – Denne front volder dem nok fremdeles bekymring; det må vel være Amerika der virker.

[Her er indsat et postkort med teksten:]

Adresseret til:
Ribe Stifts Tidendes kontor
Ribe
Danmark

Toftlund 25/8 1917

Har forespurgt angående Ribe Stifts Tidende men de vidste [?] ikke af hvad grund det ikke kom ud. Jeg ville være glad dersom det kunne lade sig gøre at sende mig pr. efterkrav eller også jeg sendte pengene at sende mig gamle Stifts Tidende fra 15. juli indtil dato.
Jeg holder Dagens Nyheder, som jeg ikke holder så meget af som Ribe bladet, og det er der mange flere end jeg der savner særlig på vestkanten.
Venlig hilsen
Laura From
Toftlund
Nordslesvig

NB.
Mellerup pr. Agerskov
”Ribe Stifts Tidende” er blevet forbudt hernede. De vil vel nok være så venlig at sende mig pengene tilbage for juli kvartal.
Med agtelse
Henrik Thim

[Her er indsat et brev skrevet med gotisk håndskrift – ej skrevet!!!]

Daler, den 4 juli 1917

Ærede redaktør
Må jeg spørge? af hvad grund Ribe Stifts Tidende ikke mere kommer til os om det er af? grund at det ikke mere kommer herud [?] til os, eller af hvilken grund det er, og kan det ikke komme mere? vil jeg få? mig første kvartal tilbage betalt.
Med venlig hilsen
Marius Petersen
Adresse Marius Petersen, Daler pr. Daler Østerby

Side 549

Fra Haderslev og omegn
3. juli 1917
A.V. En ung pige, der har været i Haderslev fra 1. november 1916 til 1. maj 1917, meddeler, at der ved Haderslev er 2 store flyvehaller til hydro aeroplaner.

Med levnedsmidler er det meget knapt; hver person fik ugentlig 90 g smør, 125 g kød og 3 [?] brød, og desuden kunne en familie på 4 personer få ½ kd skummet mælk daglig. Omtrentlig hver 14 dag bliver der udleveret kartofler eller kålrabi, men de er næsten uspiselige enten frosne eller halvrådne, og et æg til hver person. På landet er der indtil 1. maj også blevet udleveret byggryn, men nu er de også sluppet op. I Haderslev blev det i februar forbudt at sende pakker til fronten. Grunden hertil er, at soldaterne bliver rigeligere forsynet end den civile befolkning, der kun må spise højst 3 gange dagligt.

Rundt om i Haderslev kreds er der sidst i april kommet børn fra de store byer, som skal være der i ferien og samle kræfter og alle, der ikke selv har mindst 5 børn, skal have ét eller to børn. Børnene er meget underernærede og kan ikke tåle at spise ret meget i begyndelsen. En dreng fra Kiel på 12 år fik den første aften han var i Haderslev, en lille portion vandgrød og 2 stykker rugbrød; deraf blev han så syg, at han måtte bæres i seng og først flere dage efter, kom han op igen.

Indført i marts måned 1917

3. juli 1917

Hvorledes tyske soldater tegner krigslån.

At tyskerne er dygtige og opfindsomme, må man indrømme, ikke mindst når det gælder om, at få krigslånene tegnet. Mange soldater, der ligger ved fronten, hvis lønning er mark 5,20 hver 10. dag, tegner krigslån. For at lette disse indbetalinger, får soldaten der ønsker at tegne, udleveret et købekort, hvori der er plads til 30 mærker. Når så soldaten får sin løn, [?], tilbageholdes der 3 mrk og for disse penge indkøber et mærke, lydende på samme sum. På mærket står der ”Krigssparmarke”  3 mark. Købekortet er udstedt af et såkaldt ”Deutscher Sparkasseverbant” og kortet kaldes ”Kriegsanleihe- Sparkarte”.

På forsiden af kortet ser man to soldater i feltmæssig udrustning med gevær og opplantet bajonet, holdende den tyske kejserkrone højt i vejret.

Derunder står soldatens navn, tjenestegrad, regiment – og kompagninummer.

På anden side finder man betingelserne for tegningen:

Oversættelse:

Gælder kun som kvittering/kontonummer/ opbevares omsorgsfuldt.
1.    De indbetalte bidrag er af sparekassen at anlægge i rigskrigslån.
2.    Sparekassen har ved modtagelsen af den første indbetaling at anlægge en sparekonto for indbetalingerne. På indbetalerens ønske har den at udfærdige en sparekassebog. Om anlæggelsen af sparekontoen må indbetaleren ved modtagelsen af første indbetaling underrettes.
3.    De indbetalte bidrag er at forrente med 5 procent, såfremt de ikke hæves inden to år efter fredsslutningen. Hæves pengene før, kan sparekassen nedsætte rentefoden til de for sparekassen almindelige gældende takster.
4.    Forrentningen af de indbetalte bidrag begynder den 1. i måneden efter at indbetalingen finder sted ved kasseforvaltningen.
5.    Så snart de indbetalte bidrag har nået mark 100,- har sparekassen på indbetalerens ønske at købe et stykke krigslån på hver 100 mark til kursværdi og opbevare samme. Rentefoden er den samme som i Ziffer III.
6.    I tilfælde af indbetalerens død, kan udbetaling af indskuddene samt udgivelsen af krigslånstykkerne finde sted til enhver efter loven berettiget forsørgelses-efterladte.
7.    Skulle den af indbetaleren angivne sparekasse nægte at modtage indskuddene, vil disse blive overvist til en af hærforvaltningen bestemt sparekasse (Ersatz-Sparkasse).

Her er indsat et foto af det tidligere beskrevne købekort- både for og bagside

(På forsiden af kortet ser man to soldater i feltmæssig udrustning med gevær og opplantet bajonet, holdende den tyske kejserkrone højt i vejret + felter til indsættelse af sparemærkerne)

Dette var betingelserne. På 3. og 4. side kommer så 30 felter til indklæbning af mærkerne. Unægtelig er det en ret snild måde at få krigslån tegnet på. Kortet er vi overladt af en tysk soldat, der er kommet fra Rumænien. Han påstår, at det var enhver soldats pligt hver 10. dag at afstå til indbetaling på hans konto mark 3,-. At dette imidlertid ikke er tilfældet, men at det er frivilligt, ser man jo af betingelserne. Det ville jo også for mangen fattig soldats vedkommende være en stor uret, om han af sin lønning skulle afstå over halvdelen. Men at der på denne måde samles en del penge til tegning af krigslån, er temmelig sikkert. Og når det sker ad frivillighedens vej, er der jo heller ikke noget at indvende herimod.

Side 550

Flensburg, 4.7. 1917.

Her er indsat et brev skrevet på tysk med gotisk håndskrift- ej skrevet!!!

Nyt brev!
Jagtvej 197, III
København                     København 9. juli 1917

Herr redaktør Willemoes,  Ribe

Om end jeg naturligvis var klar over, at når jeg blev sendt et sted hen med hilsen fra Dem, ville jeg være velkommen, var jeg dog en lille smule beklemt, fordi jeg aldrig havde truffet Dem personlig og ikke kunne sige, at jeg kendte Dem i den forstand, som folk almindelig mener, når de siger, de kender et menneske. Dog syntes jeg nok, jeg var enig med mig selv om, at jeg kendte Dem tilstrækkeligt til at gå Deres ærinde.

Og jeg må sige, at den måde, jeg blev modtaget på, overtraf alt, hvad jeg havde tænkte. Nils Vogt mødte mig med tillid, fordi jeg kom fra Dem, og der kommer i morgen et udmærket interview med ham. Svarene har han ikke selv skrevet, men jeg måtte love, at der ikke fremkom antydning af vores navn.

Overstrømmende elskværdigt blev jeg modtaget ad Dr. Gade og hans frue, i hvis dejlige hjem jeg tilbragte en hel aften. Doktoren lå desværre i sengen på grund af noget vand i knæet, men var ellers ikke syg.

Jeg kan sige, at glæden lyste ud af ansigterne på både Nils Vogt og Dr. Gade over at få en hilsen fra Ribe, og de bad mig overbringe Dem deres bedste hilsner til gengæld. Selv har jeg kun at sige, at jeg er taknemmelig over den lille mission, De havde overdraget mig.

Deres forbundne
S. Jarris.

Brev fra C. Willemoës – skrevet på Ribe Stifts-Tidendes brevpapir

10. juli 1917

Til Postüberwachungskommando,
Flensburg!

Jeg tillader mig at anmode censuren være mig behjælpelig med oplysninger i følgende sag:
”Ribe Stifts Tidende” har en del abonnenter i Nordslesvig. Fra postvæsnet dér har jeg for længst erfaret, at bladet ikke er ankommet dertil siden 13. juni, og der er indløbet en del besværinger fra abonnenterne til mig derover. Bladet er besørget herfra og af det danske postvæsen indtil 1. juli nøjagtig som hidtil.
Jeg er klar over, at årsagen til denne beklagelige standsning må være at søge i en eller anden meddelelse i bladet, men jeg ved blot ikke hvilken.
Da jeg mener, at jeg udviser en overordentlig hensyntagen ved optagelse af de enkelte meddelelser blandt de mange, der tilstilles mig, ville jeg være meget taknemmelig for at erfare den af mig søgte årsag, således at jeg muligen fremtidig kunne undgå lignende standsninger i forsendelsen til abonnenterne.

C. Willemoës

Her er indsat et svar fra Postüberwachungsstelle Flensburg skrevet med gotisk håndskrift – ej skrevet!!!

Side 552+ 553

Den tyske flåde
Nye skibe
11. juli 1917
(se pag 435 og 568)
Af nye krigsskibe, der er bygget under krigen, kan foruden ”Bayern” (se pag 425) anføres ”Hindenburg”, ”Mackensen”[?] og ”Manteuffel”[?] tilhørende den såkaldte Hindenburgklasse.

Hvert af disse skibe er på ca. 30.000 tons og er armeret med 10 stk. 38 cm kanoner, anbragt i 5 stk. dobbelt pansrede tårne med 2 kanoner i hvert: 16 stk. 15 cm, 2 stk. 8,8 cm og 5 torpedoudskydningsrør. De drives ved 3 turbiner og har hver en besætning af 14-1500 mand.

”Hindenburg” blev færdig i maj måned 1917 på kaisl. Werft i Wilhelmshafen, og skibet lå i juni måned i Kiel. ”Mackensen”, der ligeledes bygges på Kaisl. Werft Kiel, og ”Manteuffel”, der bygges hos Blokm Voss Werft i Hamborg, var endnu ikke færdig i september måned d.å.

Foruden disse store kolosser, er der bygget en række små hurtigt sejlende krydsere, nemlig ”Karlsruhe”, ”Emden”, ”Königsberg”, ”Bremen”, Brümmer”, ”Scorpion”, ”Natter” og ”Graudenz”, hvis navne [?] er erstatning for dem, der blev skudt ned i den første del af krigen.

Det meget omtalte tyske kaperskib ”Möwe II” var oprindelig en russisk (?) ammunitionsdamper ”Succex”, der en gang i vinterens løb 1916-1917 blev slæbt ned fra Ishavet af en ubåd. Den blev derefter omdannet til tyske hjælpekrydser, armeret med 4 stk. 15 cm kanoner og 2 torpedorør og sendt på kaperjagt i maj 1917. Første artilleriofficer om bord var kaptajnløjtnant Rüdiger. Der var en dansk sønderjyde om bord ved navn …….

I februar måned 1917 var der mytteri om bord i slagskibet ”Bayern” på grund af mangel på levnedsmidler, under hvilket man bl.a. bandt en vagtmester fast til ankerkettingen for at lade ham gå ned med ankeret. Mytteriet blev dæmpet og hele besætningen sendt til fronten undtagen et par hundrede mand, der førtes til marinefængslet i Køln – et fængsel for marinere, der idømmes tugthusstraf.

Om bord i ”König Albert” (af Kaiserklassen) var der i vinter en tyfus epidemi.

Siderne 556 – 559 (indtil datoen 10. juli 1917) er oplysninger om de skibe, der var  involveret i Nordsøslaget.

Side 556
I slaget deltog endvidere et betydeligt antal torpedobåde og jagere, men ingen ubåde.

”König Albert” af kaiserklassen deltog ikke i slaget, da det lå på værftet i Wilhelmshafen.

Det er bekendt, at de gik til bunds, den første på hjemfarten.

Side 557

”Seydlitz” lykkedes det med nød og næppe at bjerge, men skibet strandede dog, før det lykkedes at få det slæbt ind i slusen ved ”Wilhelmshafen” og derefter i dokken. Da den kom ind, var kun forstavnen over vandet (se tag 426) og en del af mandskabet sad flere dage nede i skibet og kunne ikke komme op. Man pumpede både luft og mad ned til dem. Flere kunne imidlertid ikke holde situationen ud og døde.

I margin udfor nedenstående 3 afsnit er tilføjet:

”V.d. Tann” fik en fuldtræffer af skorstenen skudt bort. Skroget blev stærkt hullet og 2 kanontårne totalt ødelagt. På nogle af kanonerne blev rørene som følge af ophedningen lidt bøjede så at projektilerne blev siddende i kanonrørene og kanonerne derefter ubrugelige. Ved ankomsten til Wilhelmshafen blev de demonterede og pr. jernbane sendt til Krupp med påskriften: ”Vorsicht scharffgeladen”.

”Derfflinger” var også meget hårdt medtaget, og det forstås, at den har haft 18 (!!) fuldtræffere. Pansertårnene var sprængt i stykker på flere steder og endog en kanon sprængt på langs. En fuldtræffer i forstavnen havde lavet et hul på 2-3 m i diameter. Skibet var repareret færdig i februar 1917 og fik påbygget en trebenet pansret mast.

”Molkte” (af Derfflingerklassen) blev ligeledes hårdt medtaget og fik træffere i to tårne, hvis store kanoner blev ubrugelige. Endvidere ramtes kommandobroen. Skibet havde mange sårede og gik til reparation på Blohm Voss værft i Hamborg, hvor det blev færdigt vistnok i løbet af 3-4 måneder.
”König” var ligeledes hårdt medtaget og repareredes på Howaldt værft.

Side 558

”Kronprinz” (Königklassen) fik et par træffere og repareredes i Wilhelmshafen, hvor det blev færdig i løbet af omkring en måneds tid.

”Grosser Kurfürst” fik vistnok 2-3 fuldtræffere og blev ikke stærkere beskadiget end at skibet kunne repareres færdig i løbet af ca. 3 uger.
”Kaiser” ramtes kun af én fuldtræffer og 1 splittræffer dvs. et stykke af en granat. Fuldtræfferen slog ned i kulrummet uden at eksplodere, medens splittræfferen ramte officerskahytten. Skibet havde kun én såret, og han døde, da skibet kom ind i Wilhelmshafen.
Alle skibe havde fuld fart på, da de efter slaget sejlede hjemad. (Der menes at være sunket 12-15 torpedobåde og jagere).

Med hensyn til træfsikkerheden regnes der med 3 procent træffere fra krigsskibe, men 97 procent træffere fra Helgoland.

Den lille krydser ”Stralsund” blev meget hårdt medtaget og blev næsten lavet helt om.

Den lille krydser ”Hamburg” er ledsagerskib for ubådene ud til ”Helgoland”, hvor de får ordrer om deres togter.

Side 559

Af handelsubådene ”Bremen” og ”Deutschland” forsvandt i sin tid ”Bremen”. I stedet for den byggedes en ny ubåd, der døbtes ”Hamburg”. De to handelsubåde, der er på ca. 900 tons hver, er imidlertid nu blevet armerede med hver 2 stk. 15 cm. Kanoner og 6-7 torpedorør og gør antagelig tjeneste som [prøve?skibe].

10. juli 1917

Over grænsen

Poul [?]meddeler, at for nogle dage siden er to unge piger gået over grænsen. De kom fra Skærbæk og er et stykke af vejen gået gennem havet langs kysten. Den ene er sygeplejerske (og siges at have jernkorset) har været ved fronten og nu i nogen tid hjemme på grund af nervøsitet; hun tjener nu hos direktør Helle; den anden har også fået tjeneste her i byen. Den førstnævnte er forlovet med en tysk underofficer, og han havde søndag den 8. juli om aftenen den dristighed at gå over grænsen i fuld uniform med [?]og helt ned til Ribe for at formå kæresten til at vende tilbage, hvad hun dog ikke ville. Han gik så tilbage igen ganske uantastet. Han skulle jo have været sat fast og interneret.

12. juli 1917
Ved Skodborghus kniber det med brødet, og der kommer ikke mere brød før den 16. juli. – Der er ingen aviser i 5 dage.

Side 560

Flyvestationen i Åbenrå

12. juli 1917
I Åbenrå er der 14 flyvemaskiner og flyverskole.

Der tilbydes landboerne 10 mark ekstra pr. 100 kilo, dersom de får den nye rug frem i august måned.

12. juli 1917
Der spørges fra den anden side grænsen, om vi kender noget til revolte i Berlin og Køln under hvilke der skal være forsøgt attentat mod kejser Wilhelm. Vi kender intet dertil.

K.K.
Knag Mølle er i går 11. juli blevet undersøgt og opmålt af 5 tyske officerer.

Det såkaldte ”Oel u Feltkompagnie” i Haderslev udsender personer langs grænsen. Disse personer siges at have adgang til at passere grænsen hvor som helst og når som helst for at søge at bringe fedtstoffer over.

18. juli 1917
K.K. Der har i fredags været omfattende uroligheder i Flensborg, hvorunder navnlig en del bagerbutikker blev stormede.

19. juli 1917
Der kommer, ligesom hidtil, en del desertører og faneflygtninge over grænsen; men de er meget utilbøjelige til at udtale sig til mig; derimod kan man høre dem – og sådan har det næsten været hele krigen igennem – sidde og tale højt om krigsforholdene og deres viden på gæstgiverier og i jernbanen. De gode flygtninge er for åbenmundede overalt på offentlige steder, men for tavse over for mig.

Side 561

Luftskibsulykken i Tønder 28. dec. 1916

K.C. Ved luftskibsulykken i Tønder den 28. dec. 1917 [1917? det må være 1916] dræbtes 166 mennesker og såredes 42.- ulykken opstod ved at to luftskibe stødte sammen tæt ved hallerne, hvorved der i det ene luftskib opstod en kortslutning, der fremkaldte den frygtelige eksplosion (?), hvorved den ene zeppeliner ødelagdes totalt, medens den anden blev delvis ødelagt.
Ofrene førtes til Kiel i særtog; de døde begravedes der, og de sårede blev indlagt på hospitalerne.
På ulykkesstedet blev der øjeblikkelig spærret af og enhver omtale af ulykken forbudt, så at det har været ganske umuligt at få pålidelige oplysninger om denne ulykke før.

(Meddelelsen, der er givet meget hemmelighedsfuldt fortrolig, lyder usandsynligt. C.W.)

Ved en luftskibsulykke i Tønder i 1915 omkom 14 mennesker.

21. juli 1917
I selve Skærbæk er der anbragt én kanon og i den nærmeste omegn 13.

På Rømø er der militær og kanoner.

Endelig tilbage
21. juli 1917
Frk. Windfeld, der har været husbestyrerinde hos Truels Jensen i Rejsby i flere år, er endelig kommet tilbage over grænsen i går.

Side 562

6. august 1917

En mand, der kom over grænsen 30. juni, er ankommet hertil i dag. Han var på kontoret for at annoncere om en lejlighed og en kokkepige. Ved samtale med ham erfarede jeg, at han i nogen tid havde boet hos gårdejer Vind i Obbekær, var taget til Esbjerg for at tale med den engelske konsul, hvem han dog ikke traf, hvorefter han på en Petersen-Paulis [?] råd var taget til Kbhvn.

Der havde han været i den engelske legation, hvor man havde udspurgt ham om en hel del i et par dage. Så havde han – således fortæller han – af den engelske konsul fået udbetalt et beløb af 1000 kr., og der var lovet ham 200 kr. månedlig, dersom han ville sørge for at sende desertører til Sjælland, navnlig marinere, til en bestemt adresse, som han dog ikke opgav. Han var meget forvirret og havde en hel del planer for, som jeg dog bestemt frarådede ham. – Da han fra sit 15. år har været i tjeneste i marinen vidste han tilsyneladende god besked om dens organisation m.v.

Han meddelte, at ”Hindenburg” ikke havde været med i søslaget 31. maj 1916 og kunne i det hele bekræfte beretningen pag. 554 flg., men der var dog enkelte ting, han ikke kunne udtale sig om, da han ikke vidste besked dermed.

Om aftenen, da han kom igen, for at jeg kunne få nærmere at vide, var kontorchef Deber [?] og frue her, og politibetjent Sørensen mødte og spurgte om den pågældende desertør var her, da han skulle anholdes som mistænkt for tyveri i København!

Side 563+ 564

Jeg udtalte, at jeg troede politiet var på vildspor i så henseende, men politiet havde sine ordrer. Manden fik dog lov at blive her til kl. 10, da han blev afhentet; men beklageligvis kunne han under sådanne forhold, da han var meget nervøs, ikke meddele noget, man kunne fæste lid til. *se pag. 564

7. august 1917

Den unge mariner blev ikke anholdt, men har fået tilladelse til at bo i sit logi mod at deponere sine penge.

11. august 1917

Borgmesteren meddeler mig, at han har anholdt den unge mand og har henstillet til mig ikke at offentliggøre noget af det, han har meddelt mig, da sagen med hans anholdelse udvikler sig meget og en del andre bliver indviklet deri. Borgmesteren kunne ikke udtale sig nærmere i øjeblikket.

I dag kom en sønderjyde og meddelte, at politiet havde været på gæstgiveriet ”Sønderjylland” og spurgt om en Petersen-Pauli, der skulle være tysk spion!!

Petersen-Pauli er sønderjyde, der mindst af alt kunne tænkes at ville gå i tysk efterretningstjeneste.

Blot borgmesteren nu ikke laver en frygtelig buk [?] – der er, synes jeg, al udsigt til, at han gør det.

12. august 1917

I eftermiddag var jeg i anledning af forandringerne ved ”Posborg” har borgmesteren, og han fortalte da uden foranledning af mig, at den unge sønderjyde efter Justitsministeriets ordre var sendt til København og nu i forvaring hos Kbhvns politi. Borgmesteren var meget glad ved, at han ikke havde mere med ham at gøre.

Den unge mand, (dette skal tilføjes pag. 563) var meget opsat på at få trykt her ”nogle sedler” der skulle sendes over grænsen og hvis indhold skulle være baseret på at få lavet uroligheder i Sønderjylland!

Jeg gjorde ham begribelig, at den slags historier kunne ikke tåles her og at hvis han ytrede noget herom til andre eller forsøgte at få sådanne sedler trykt, ville han uvægerligt blive udleveret til Tyskland og blive skudt.

Han kom efterhånden lidt til ro og kunne nu begynde at indse, at han vistnok havde indladt sig på dumheder, og han lovede at tage sig i agt og forholde sig roligt, mens han var her i byen.

Jeg havde netop stillet spørgsmål til ham om ubådstogterne og glædede mig til at høre derom, da han havde gjort tjeneste på en ubåd i længere tid, da politibetjent Sørensen hentede ham. Det var meget kedeligt. –

Lærer Bennedsen meddeler i dag, at den unge mand ved sin optræden i Høm bl.a. havde ytret, at han havde solgt et tysk ubåds [?] (formentlig ubådskonstruktioner] til englænderne og havde fået det godt betalt!

Side 565

16. august 1917

Fra Flensborg

En infanterist af 362. reg., der har ligget i Flensborg siden 11. maj 1917, meddeler, at der dér ligger en militærstyrke på ca. 2000 mands infanteri + 1 kompagni maskingeværer. Der findes kun ganske enkelte kanoner, som alle er af forældet dato.

Forplejningen er ret tilfredsstillende og består hovedsagelig af grøntsager. Der finder stadig små skærmydsler sted. Den 13. juli d.å. stormede ca. 500 kvinder en bagerbutik; enkelte soldater deltog. Kvinderne fik alt brød godvilligt udleveret, men soldaterne tog broderparten.

Meddeleren gik fra Flensborg fredag den 10. august og nåede over grænsen onsdag den 15. aug. Han gik kun om natten og holdt sig skjult om dagen i en lade eller lignende.

I pigtrådshegnene om skyttegravene fra Haderslev og vestpå var han nær blevet fanget, men kom dog lykkelig ind i en tilstødende kornmark og derfra videre.

Fra Rumænien

18. aug. 1917

N.J. har ligget ude siden krigens udbrud, sidst i Rumænien, hvorfra han fik orlov 1. august. Forplejningsforholdene i Rumænien gode. Der kunne fås både øl, brød, smør, vin og lignende. Stemningen i hæren mellem kammerater

[Her slutter de nummererede lommebogssider. Det følgende er et 7- [’lommebogs’]siders notat, der er skrevet med en meget lille og svært læselig håndskrift. Det er betegnet ”Strengt fortroligt” og overskriften er: Sunderjutiana. Til sidst er der et 3-siders notat Fra grænsen syd og øst for Ribe 1/8 17 fortsat fra april]

Siderne 556 – 559 (indtil datoen 10. juli 1917) er oplysninger om de skibe, der var  involveret i Nordsøslaget.

Side 556

I slaget deltog endvidere et betydeligt antal torpedobåde og jagere, men ingen ubåde.

”König Albert” af kaiserklassen deltog ikke i slaget, da det lå på værftet i Wilhelmshafen.

Det er bekendt, at de gik til bunds, den første på hjemfarten.

Side 557

”Seydlitz” lykkedes det med nød og næppe at bjerge, men skibet strandede dog, før det lykkedes at få det slæbt ind i slusen ved ”Wilhelmshafen” og derefter i dokken. Da den kom ind, var kun forstavnen over vandet (se tag 426) og en del af mandskabet sad flere dage nede i skibet og kunne ikke komme op. Man pumpede både luft og mad ned til dem. Flere kunne imidlertid ikke holde situationen ud og døde.

I margin udfor nedenstående 3 afsnit er tilføjet:

”V.d. Tann” fik en fuldtræffer af skorstenen skudt bort. Skroget blev stærkt hullet og 2 kanontårne totalt ødelagt. På nogle af kanonerne blev rørene som følge af ophedningen lidt bøjede så at projektilerne blev siddende i kanonrørene og kanonerne derefter ubrugelige. Ved ankomsten til Wilhelmshafen blev de demonterede og pr. jernbane sendt til Krupp med påskriften: ”Vorsicht scharffgeladen”.

”Derfflinger” var også meget hårdt medtaget, og det forstås, at den har haft 18 (!!) fuldtræffere. Pansertårnene var sprængt i stykker på flere steder og endog en kanon sprængt på langs. En fuldtræffer i forstavnen havde lavet et hul på 2-3 m i diameter. Skibet var repareret færdig i februar 1917 og fik påbygget en trebenet pansret mast.

”Molkte” (af Derfflingerklassen) blev ligeledes hårdt medtaget og fik træffere i to tårne, hvis store kanoner blev ubrugelige. Endvidere ramtes kommandobroen. Skibet havde mange sårede og gik til reparation på Blohm Voss værft i Hamborg, hvor det blev færdigt vistnok i løbet af 3-4 måneder.

”König” var ligeledes hårdt medtaget og repareredes på Howaldt værft.

Side 558

”Kronprinz” (Königklassen) fik et par træffere og repareredes i Wilhelmshafen, hvor det blev færdig i løbet af omkring en måneds tid.

”Grosser Kurfürst” fik vistnok 2-3 fuldtræffere og blev ikke stærkere beskadiget end at skibet kunne repareres færdig i løbet af ca. 3 uger.

”Kaiser” ramtes kun af én fuldtræffer og 1 splittræffer dvs. et stykke af en granat. Fuldtræfferen slog ned i kulrummet uden at eksplodere, medens splittræfferen ramte officerskahytten. Skibet havde kun én såret, og han døde, da skibet kom ind i Wilhelmshafen.

Alle skibe havde fuld fart på, da de efter slaget sejlede hjemad. (Der menes at være sunket 12-15 torpedobåde og jagere).

Med hensyn til træfsikkerheden regnes der med 3 procent træffere fra krigsskibe, men 97 procent træffere fra Helgoland.

Den lille krydser ”Stralsund” blev meget hårdt medtaget og blev næsten lavet helt om.

Den lille krydser ”Hamburg” er ledsagerskib for ubådene ud til ”Helgoland”, hvor de får ordrer om deres togter.

Side 559

Af handelsubådene ”Bremen” og ”Deutschland” forsvandt i sin tid ”Bremen”. I stedet for den byggedes en ny ubåd, der døbtes ”Hamburg”. De to handelsubåde, der er på ca. 900 tons hver, er imidlertid nu blevet armerede med hver 2 stk. 15 cm. Kanoner og 6-7 torpedorør og gør antagelig tjeneste som [prøve?skibe].

10. juli 1917

Over grænsen

Poul [?]meddeler, at for nogle dage siden er to unge piger gået over grænsen. De kom fra Skærbæk og er et stykke af vejen gået gennem havet langs kysten. Den ene er sygeplejerske (og siges at have jernkorset) har været ved fronten og nu i nogen tid hjemme på grund af nervøsitet; hun tjener nu hos direktør Helle; den anden har også fået tjeneste her i byen. Den førstnævnte er forlovet med en tysk underofficer, og han havde søndag den 8. juli om aftenen den dristighed at gå over grænsen i fuld uniform med [?]og helt ned til Ribe for at formå kæresten til at vende tilbage, hvad hun dog ikke ville. Han gik så tilbage igen ganske uantastet. Han skulle jo have været sat fast og interneret.

12. juli 1917

Ved Skodborghus kniber det med brødet, og der kommer ikke mere brød før den 16. juli. – Der er ingen aviser i 5 dage.

Side 560

Flyvestationen i Åbenrå

12. juli 1917

I Åbenrå er der 14 flyvemaskiner og flyverskole.

Der tilbydes landboerne 10 mark ekstra pr. 100 kilo, dersom de får den nye rug frem i august måned.

12. juli 1917

Der spørges fra den anden side grænsen, om vi kender noget til revolte i Berlin og Køln under hvilke der skal være forsøgt attentat mod kejser Wilhelm. Vi kender intet dertil.

K.K.

Knag Mølle er i går 11. juli blevet undersøgt og opmålt af 5 tyske officerer.

Det såkaldte ”Oel u Feltkompagnie” i Haderslev udsender personer langs grænsen. Disse personer siges at have adgang til at passere grænsen hvor som helst og når som helst for at søge at bringe fedtstoffer over.

18. juli 1917

K.K. Der har i fredags været omfattende uroligheder i Flensborg, hvorunder navnlig en del bagerbutikker blev stormede.

19. juli 1917

Der kommer, ligesom hidtil, en del desertører og faneflygtninge over grænsen; men de er meget utilbøjelige til at udtale sig til mig; derimod kan man høre dem – og sådan har det næsten været hele krigen igennem – sidde og tale højt om krigsforholdene og deres viden på gæstgiverier og i jernbanen. De gode flygtninge er for åbenmundede overalt på offentlige steder, men for tavse over for mig.

Side 561

Luftskibsulykken i Tønder 28. dec. 1916

K.C. Ved luftskibsulykken i Tønder den 28. dec. 1917 [1917? det må være 1916] dræbtes 166 mennesker og såredes 42.- ulykken opstod ved at to luftskibe stødte sammen tæt ved hallerne, hvorved der i det ene luftskib opstod en kortslutning, der fremkaldte den frygtelige eksplosion (?), hvorved den ene zeppeliner ødelagdes totalt, medens den anden blev delvis ødelagt.

Ofrene førtes til Kiel i særtog; de døde begravedes der, og de sårede blev indlagt på hospitalerne.

På ulykkesstedet blev der øjeblikkelig spærret af og enhver omtale af ulykken forbudt, så at det har været ganske umuligt at få pålidelige oplysninger om denne ulykke før.

(Meddelelsen, der er givet meget hemmelighedsfuldt fortrolig, lyder usandsynligt. C.W.)

Ved en luftskibsulykke i Tønder i 1915 omkom 14 mennesker.

21. juli 1917

I selve Skærbæk er der anbragt én kanon og i den nærmeste omegn 13.

På Rømø er der militær og kanoner.

Endelig tilbage

21. juli 1917

Frk. Windfeld, der har været husbestyrerinde hos Truels Jensen i Rejsby i flere år, er endelig kommet tilbage over grænsen i går.

Side 562

6. august 1917

En mand, der kom over grænsen 30. juni, er ankommet hertil i dag. Han var på kontoret for at annoncere om en lejlighed og en kokkepige. Ved samtale med ham erfarede jeg, at han i nogen tid havde boet hos gårdejer Vind i Obbekær, var taget til Esbjerg for at tale med den engelske konsul, hvem han dog ikke traf, hvorefter han på en Petersen-Paulis [?] råd var taget til Kbhvn.

Der havde han været i den engelske legation, hvor man havde udspurgt ham om en hel del i et par dage. Så havde han – således fortæller han – af den engelske konsul fået udbetalt et beløb af 1000 kr., og der var lovet ham 200 kr. månedlig, dersom han ville sørge for at sende desertører til Sjælland, navnlig marinere, til en bestemt adresse, som han dog ikke opgav. Han var meget forvirret og havde en hel del planer for, som jeg dog bestemt frarådede ham. – Da han fra sit 15. år har været i tjeneste i marinen vidste han tilsyneladende god besked om dens organisation m.v.

Han meddelte, at ”Hindenburg” ikke havde været med i søslaget 31. maj 1916 og kunne i det hele bekræfte beretningen pag. 554 flg., men der var dog enkelte ting, han ikke kunne udtale sig om, da han ikke vidste besked dermed.

Om aftenen, da han kom igen, for at jeg kunne få nærmere at vide, var kontorchef Deber [?] og frue her, og politibetjent Sørensen mødte og spurgte om den pågældende desertør var her, da han skulle anholdes som mistænkt for tyveri i København!

Side 563+ 564

Jeg udtalte, at jeg troede politiet var på vildspor i så henseende, men politiet havde sine ordrer. Manden fik dog lov at blive her til kl. 10, da han blev afhentet; men beklageligvis kunne han under sådanne forhold, da han var meget nervøs, ikke meddele noget, man kunne fæste lid til. *se pag. 564

7. august 1917

Den unge mariner blev ikke anholdt, men har fået tilladelse til at bo i sit logi mod at deponere sine penge.

11. august 1917

Borgmesteren meddeler mig, at han har anholdt den unge mand og har henstillet til mig ikke at offentliggøre noget af det, han har meddelt mig, da sagen med hans anholdelse udvikler sig meget og en del andre bliver indviklet deri. Borgmesteren kunne ikke udtale sig nærmere i øjeblikket.

I dag kom en sønderjyde og meddelte, at politiet havde været på gæstgiveriet ”Sønderjylland” og spurgt om en Petersen-Pauli, der skulle være tysk spion!!

Petersen-Pauli er sønderjyde, der mindst af alt kunne tænkes at ville gå i tysk efterretningstjeneste.

Blot borgmesteren nu ikke laver en frygtelig buk [?] – der er, synes jeg, al udsigt til, at han gør det.

12. august 1917

I eftermiddag var jeg i anledning af forandringerne ved ”Posborg” har borgmesteren, og han fortalte da uden foranledning af mig, at den unge sønderjyde efter Justitsministeriets ordre var sendt til København og nu i forvaring hos Kbhvns politi. Borgmesteren var meget glad ved, at han ikke havde mere med ham at gøre.

Den unge mand, (dette skal tilføjes pag. 563) var meget opsat på at få trykt her ”nogle sedler” der skulle sendes over grænsen og hvis indhold skulle være baseret på at få lavet uroligheder i Sønderjylland!

Jeg gjorde ham begribelig, at den slags historier kunne ikke tåles her og at hvis han ytrede noget herom til andre eller forsøgte at få sådanne sedler trykt, ville han uvægerligt blive udleveret til Tyskland og blive skudt.

Han kom efterhånden lidt til ro og kunne nu begynde at indse, at han vistnok havde indladt sig på dumheder, og han lovede at tage sig i agt og forholde sig roligt, mens han var her i byen. Jeg havde netop stillet spørgsmål til ham om ubådstogterne og glædede mig til at høre derom, da han havde gjort tjeneste på en ubåd i længere tid, da politibetjent Sørensen hentede ham. Det var meget kedeligt. –

Lærer Bennedsen meddeler i dag, at den unge mand ved sin optræden i Høm bl.a. havde ytret, at han havde solgt et tysk ubåds [?] (formentlig ubådskom[?] til englænderne og havde fået det godt betalt!

Side 565

16. august 1917

Fra Flensborg

En infanterist af 362. reg., der har ligget i Flensborg siden 11. maj 1917, meddeler, at der dér ligger en militærstyrke på ca. 2000 mands infanteri + 1 kompagni maskingeværer. Der findes kun ganske enkelte kanoner, som alle er af forældet dato.

Forplejningen er ret tilfredsstillende og består hovedsagelig af grøntsager. Der finder stadig små skærmydsler sted. Den 13. juli d.å. stormede ca. 500 kvinder en bagerbutik; enkelte soldater deltog. Kvinderne fik alt brød godvilligt udleveret, men soldaterne tog broderparten.

Meddeleren gik fra Flensborg fredag den 10. august og nåede over grænsen onsdag den 15. aug. Han gik kun om natten og holdt sig skjult om dagen i en lade eller lignende.

I pigtrådshegnene om skyttegravene fra Haderslev og vestpå var han nær blevet fanget, men kom dog lykkelig ind i en tilstødende kornmark og derfra videre.

Fra Rumænien

18. aug. 1917

N.J. har ligget ude siden krigens udbrud, sidst i Rumænien, hvorfra han fik orlov 1. august. Forplejningsforholdene i Rumænien gode. Der kunne fås både øl, brød, smør, vin og lignende. Stemningen i hæren mellem kammerater

[Her slutter de nummererede lommebogssider. Det følgende er et 7- [’lommebogs’]siders notat, der er skrevet med en meget lille og svært læselig håndskrift. Det er betegnet ”Strengt fortroligt” og overskriften er: Sunderjutiana. Til sidst er der et 3-siders notat Fra grænsen syd og øst for Ribe 1/8 17 fortsat fra april]

Fra grænsen syd og øst for Ribe 1/8 17, fortsat fra april
Angående livet og forholdene her ved grænsen er der i månederne april, maj, juni og juli ikke sket megen forandring. Færdslen over grænsen er foregået omtrent samme omfang som tidligere. Næsten daglig eller rettere ved nat er der kommet sønderjyder herover, deriblandt adskillige desertører, der var hjemme på orlov, eller unge mennesker, som var indkaldt eller ventede at blive det. En del ældre bosiddende mænd har af og til været på besøg herovre, og flere af dem har haft penge med, som de uanset den lave kurs har anbragt i danske banker eller Sparekasser. Men de fleste, der er gået herover, er kvinder og drenge, og formålet med deres besøg i de allerfleste tilfælde har uden al tvivl været at drive lidt smugleri. Næsten tiltrådte stier i kornet flere steder ved grænsen vidner om livlig færdsel.

Enkelte smuglere bliver grebet af tyske grænsesoldater, og hvis forseelsen bliver indmeldt, får vedkommende en mindre bøde. – En pige fra R, der af og til er kommet til H for at besøge sin derboende kæreste, blev en aften i juli måned anholdt af en tysk patrulje og måtte en tur til Flensborg. At hun angav som grund til sit besøg herovre, at hun havde besøgt sin forlovede, kunne ikke hjælpe hende. Hendes anden grund, at hun havde hentet lidt fødevarer til familien derhjemme, var mere en formildende omstændighed, mente hun. Hun blev idømt en bøde på 100 rigsmark, en sum, hun dog mente at kunne få nedsat. Pas herover kan hun ikke få, da hun har en broder, der er gået til Danmark.

De danske sønderjyder klager over, at det mest er tyskere, der får de såkaldte dags-pas til Danmark, som er gyldige i 3 måneder. Hvem der har slægtninge, der er deserterede, kan ikke få pas. Et par kvinder hvoraf den ene har to brødre, der er gået herover, den anden én, havde dog fået pas og har adskillige gange været herovre. De havde ikke hjemme i samme kommune, som deres brødre og autoriteterne kendte derfor ikke til at begynde med forholdet, men da de opdagede det, blev passene dem frataget skønt den ene kvindes mand er falden i krigen. Man mener, at udstedelsen af disse pas afhænger af de lokale myndigheders, kommuneforstanderes og amtsforstandernes skøn og velvilje.

Men fra dansk side begynder man at forlange pas af alle, der vil gå over grænsen.

Det ser underligt ud og gør os ondt, siger de danske sønderjyder, at danskerne begynder at gøre vor tilladelse til at gå over grænsen til Danmark afhængig af de tyske pas, som næsten ingen af os kan få, og at de danske grænsegendarmer begynder at vise os tilbage, når vi ikke har pas, medens de lader tyskerne, der kan få pas, gå over. Vi synes da ikke, at vi forbryder os mod Danmark ved, at vore sønner og brødre unddrager sig kampen for Tyskland og drager over til det land, der er vort rette fædreland.

Sønderjyderne påstår, at det ingen steder langs grænsen har været let at komme over til Danmark, og tilbage igen som i grænsehjørnet sydøst for Ribe, hvor soldater af 1. og 2. kompagni af 29. bataljon i lange tider har haft grænsevagt. Disse soldater ligger indkvarteret hos privatfolk i Spandet, Roager og Aabling. Derved er der opstået et mere fortroligt forhold mellem befolkningen og soldaterne, så at disse ser gennem fingre med, ja ofte hjælper folk fra deres kvarter eller af deres bekendtskab med at komme over. Hvor soldaterne derimod ligger i fælles kvarter i barakker, som vest på og længere øst på, får de mindre kendskab til beboerne. Dette er grunden til, at det er vanskeligere for beboerne andre steder at komme over.
Folk derovre ved godt dette, og hvem der har pårørende i denne egn, rejser derfor herud for at komme over. Helt fra Haderslev er der rejst folk herud [med?] den hensigt.

Desertører derovre fra, som opholder sig i denne egn, har ofte ved soldaternes hjælp fået besøg af deres hustruer eller børn og flere har lidt efter lidt fået adskilligt af gangklæder, sengetøj og mindre ejendele herover. Grænseboerne på denne side bliver ikke længere forbavsede over at finde fremmede kufferter og pakker m.m. i deres porte eller udhuse, når de om morgenen kommer derud, de ved, hvor disse ting er kommet fra og lader dem roligt stå, indtil de bliver afhentet. Man kender her 5 tilfælde i de foran nævnte måneder, hvor mænd, der er gået til Danmark uden at tilladelse har fået deres hustruer og børn over til sig her. En kone fra Fjersted, der i juli måned flyttede herover til sin mand, havde efterhånden ved en hos hende indkvarteret soldats hjælp fået næsten alt sit indbo herover. Soldaten hjalp ved nattetid med at bære sagerne over grænsen. Mere kunne man næsten ikke forlange. ”Men det kostede også 100 mark”, bemærkede konen.

Med hensyn til smugleriet er beboerne derovre ikke så bange for den tyske grænsevagt, som for de danske grænsegendarmer. Enkelte af disse er efterhånden blevet mere og mere ihærdige efter at fange smuglere. Når det drejer sig om større partier og om folk, der driver smuglerier som en forretning, er dette selvfølgelig prisværdigt, og ifølge deres skrevne instrukser har grænsegendarmerne jo ret og pligt til at anholde alle smuglere, men det virker alligevel pinligt, når f.eks. en kvinde derovre fra, der har trodset faren ved at vove sig herover og med besvær har fået købt lidt af de ting, man mangler så hårdt derovre, eller har fået lidt i foræring af slægtninge eller venner her, og at dette så skal fratages hende ved grænsen. Beboerne her under den danske befolkning på den anden side det ligeså godt, som de selv har det, og det kan ikke benægtes, at de undertiden har været venner eller bekendte derovre fra behjælpelige med at undgå de danske grænsegendarmer. Folk synes, det er lige hårdt nok når f.eks. en kone derovre fra – hun sidder ved en lille ejendom og har 6 børn at forsørge – når hun af den danske grænsevagt bliver frataget, som sket er, ½ pd. Kaffe og 2 stykker vaskesæbe, som hun ville føre med sig over, eller når 4 ruller skråtobak, som hun havde købt herovre og ville sende til sin mand ved fronten. Gendarmen, der øvede denne dåd, blev da også meget skarpt afvist, da han til en nabo ville vælge en rulle af nævnte skrå, skønt han kun forlangte 12 øre eller ca. halv pris for den. Folk synes ikke, det er nødvendigt, at en grænsegendarm, som sket er, ligger ude på marken i nærheden af grænsen ved nattetid med sin hund for at opsnappe smuglere, og det på en tid, da vedkommende gendarm ikke ”har tur”, som det hedder, eller at en anden gendarms hustru, der har været i Ribe og på hjemvejen cykler forbi nogle sønderjyske kvinder, da hun kommer hjem lader sin mand – således er det – cykle efter dem og anholde dem.

De fleste grænsegendarmer er hensynsfulde og lempelige i deres optræden over for de danske sønderjyder, der passerer grænsen; de forstår, at de i udøvelsen af deres skrevne instrukser bør vise en vis skønsomhed, og det vides, at deres foresatte giver dem medhold i dette. ”Tie stille med den slags”, hedder det. Kun enkelte er hildet til bogstavens væsen. Folk siger, at de benytter lejligheden til på en billig måde at forøge indboet og forsyne spisekammeret. Sagen er, at gendarmerne må beholde 60 p. C af de mindre partier smuglergods, de beslaglægger, og resten vurderer de og betaler efter priser, der gjaldt før krigen. Det kan derfor nok være fristende for en lavt lønnet grænsegendarm at benytte sig af sin ret i disse dyre tider. Det er nemlig ikke så lidt, der kan ”reddes” på den måde; men der falder uartige bemærkninger af mellem folk når det ses, at den eller den gendarmfamilie går i tøj eller fodtøj, der er erhvervet fra sønderjyder der.

Fra et enkelt gendarmhjem et det sivet ud, at man nu havde et helt lispund smuglerkaffe oplagret. Så syntes folk, at dette nu gerne kunne slå til, og da gendarmen fra dette hjem en aften kom ”slæbende” med et par stakkels kvinder til ”afklædning” i bogstavelig forstand hos hans hustru råbte en del unge efter ham, om han ikke snart havde nok.

Sønderjyderne ved godt, hvem af gendarmerne de især skal tage sig i agt for, og de er meget forbitrede på de værste af dem. Det lød ganske tragikomisk, da en sønderjysk kvinde efter at hun havde udstået en grundig afklædning og var kommet hen til en bekendt, i sim harme mod gendarmerne udbrød: ” Bare vi havde vore unge folk hjemme derovre; de skulle gå herover og gennembanke sådanne karle”.

(Forsigtighed udbedes, at ikke meddeleren skal blive udsat for dette sidste fra gendarmkorpsets side).

II Fortsat
Et andet forhold, der bliver set på med nogen betænkelighed af en del folk her ved grænsen, er de mange sønderjyders – desertørers – ophold her. – En del sønderjyder, der er kommet over, tager på højskole eller landbrugsskole og får understøttelse til disse kursus af S.S. i Danmark, andre søger plads i Danmark kort fra grænsen. De bestræbelser, der har været fremme (dr. Swits virksomhed) for at få desertørerne kort fra grænsen, har ført til, at adskillige er rejst til Norge, men mange opholder sig her endnu, især gifte folk. Disse vil nødig fra grænsen, da det af og til lykkes dem at komme i forbindelse med familien derovre, ja, undertiden som før nævnt at få besøg af deres hustruer derovre fra, hvem de således kan stå bi og give vejledning med hensyn til ejendommens drift m.m. – De fleste beboere her ved grænsen ser ikke nogen fare i dette forhold, men antager rask nok desertører i deres tjeneste. Det giver billig arbejdskraft og dr. Swits virksomhed er meget upopulær.

Faren for den danske stat ved at huse desertørerne uomtalt – Disse desertører er efterhånden blevet ret ligegyldige ved forholdet; de har undertiden over for den tyske grænsevagt udvist en upassende optræden, der godt kan sætte ”ondt blod”, og for resten kan være risikabel for dem selv. Derpå haves flere eksempler. – En holstener, der var deserteret herover, gik en dag til grænsen og gav sig i snak med et par tyske grænsesoldater. Under samtalen fortalte han dem, at han var deserteret, og han opfordrede dem til at gå herover også. Da en af soldaterne bebrejdede ham, at han havde svigtet sit fædreland og var løbet fra ”Vagten ved Rhinen”, svarede han, at tyskerne jo ikke stod ved Rhinen, men langt inde i Frankrig. Hvad ville de dér? For resten var han ikke tysker, men slesvigholstener, tilføjede han.

En anden desertør, som har ejendom på den anden side tæt ved grænsen har i over et år haft sit ophold forskellige steder her ved grænsen. I påsyn af de tyske grænsesoldater, som godt kender ham, har han gået ved arbejdet på marken lige op til grænsen og har undertiden vinket til sin kone og sine børn ved ejendommen derovre. Samme mand var et par måneder bestyrere for en bolsmand, der var indkaldt til Sikringsstyrken, og hvis ejendom ligger få alen fra grænsen. Her boede han som eneste mandsperson i huset, og folk talte tit om, at han risikerede, at et par tyske soldater en nat gik over og hentede ham.

I Hømlund Kro lige ved grænsen har der i godt et par måneder opholdt sig en mand fra Spandet, der deserterede her over den 28. maj i år. De tyske grænsesoldater kender ham meget godt. Han taler af og til med dem   har flere gange fået bud eller brev sendt med dem til sin hustru derovre, og en enkelt gang har hun ved en grænsevagts hjælp været herovre at besøge ham. Et par grænsesoldater har engang forsøgt at narre ham til at gå over grænsen. Den ene kom med et bud til ham fra hans kone, at hun var i en gård i nærheden af grænsen. Hun havde en pakke tøj, som han manglede, med til ham, men hun turde ikke gå til grænsen. Soldaten påstod, at han var ene om vagten; løjtnanten var i Skærbæk, så der var fred og ingen fare; han kunne godt gå over. Derpå ville han dog ikke indlade sig, og det viste sig da også, at der stod en anden soldat skjult ved vejen til gården. – Kort efter havde det nær gået galt for desertøren. Der var en aften kommet 5 tyske soldaterover i grænsekroen. Her sad han og kromanden og talte med dem i længere tid. Hen på aftenen gik desertøren ud, og soldaterne forlod straks efter kroen. Udenfor greb de fat på ham og begyndte at slæbe af sted med ham hen ad vejen til grænsen. Da kromanden hørte spektaklet udenfor, anede han uråd, løb ud og så, hvad der foregik. Under sine bestræbelser for at få soldaterne til at slippe ham, fik kromanden et næveslag i nakken. Han råbte da af alle kræfter: ”Politi, Politi!” Så slap soldaterne desertøren, og et øjeblik efter var denne og kromanden indenfor og havde låset døren efter sig, det bedste de kunne gøre, da der hverken var politi eller grænsegendarmer på den kant.

Dette skete den 21. juli d.a.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918