John Nis Lorenzen: Erindringer fra fire år ved fronten

John Nis Lorenzen: Erindringer fra 4 år ved fronten

Efter et foredrag holdt i Dansk Militærlægeforening den 3. maj 1934

Udg. i: Særtryk af ”Militærlægen”, 3. Hefte, 1934

B1459_Tønder_feltlæge_Lorenzen
John Nis Lorenzen. Foto: Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Tønder Kommune

Min virksomhed ved sundhedstropperne begyndte i midten af januar 1916, da jeg en tidlig morgen som infanterisergent, efter at have tilbragt natten på landevejen og endnu med Champagne-kridtet fra skyttegraven ved Somme Py på tøjet, meldte mig ved et feltlazaret i Attigny ved Aisne som deltager i et kursus til uddannelse af underordnet sanitetspersonel (sygehjælpere).

Skolen skulle vare 2 måneder og afslutte med en eksamen. Lazarettets overlæge var skolens officielle chef, lærer var en reservelæge, desuden skulle en sergent varetage undervisningen i nogle praktiske fag. Lazarettets stabssergent førte tilsyn med den praktiske uddannelse på sygestuerne.

Vi var ca. 20 elever, deriblandt syv medicinske studenter, hvoraf to havde bestået første del. For dem der kom fra fronten, syntes det i begyndelsen dejligt at være fri for snavs, artilleriild og Champagne-slagmarkens ligstank. Senere kom man dog til at savne sit kompagni; tonen og hele atmosfæren ved lazarettet var anderledes end man var vant til fra infanteriet.

Lazarettet lå i Attigny, en lille, men meget gammel by, hvor efter traditionen saksernes hertug Widukind, besejret af Karl den Store, skulle have ladet sig døbe. Der var indrettet 2 kirurgiske og 1 medicinsk afdeling; den ene kirurgiske afdeling var indrettet i byens rådhus, den anden på det lokale sygehus (hvor en enlig katolsk søster endnu holdt til), den medicinske afdeling i en bygning, der vel nok havde været en skole.

Elevernes uddannelse foregik nu på den måde, at vi om formiddagen måtte gøre praktisk tjeneste på afdelingerne, mens vi om eftermiddagen havde nogle timers teoretisk undervisning, dvs. navnlig i anatomi og fysiologi væsentlig efter lærebogen for sygehjælpere. For os studenter frembød denne undervisning ingen vanskelighed, men var besværlig nok for vore andre kammerater.

Den praktiske uddannelse begyndte med, at der blev iværksat hovedrengøring i rådhusets mødesal, hvor vi studenter under vejledning af en sygepasser blev sat til at vaske panelerne, hvad vi dog ikke ville finde os i. Sagen gik til overlægen, der bestemte, at vi skulle udføre slige arbejder uden hensyn til, at vi tildels var befalingsmænd.

Vi 7 etablerede derefter en slags passiv modstand, og jeg mindes ikke, at vi senere atter har fået pålagt arbejde af den art. I øvrigt har vi medicinere vel været en slem plage for lazarettets befalingsmænd og næppe bidraget til at øge deres agtelse for den akademiske stand.

Vi boede på anden sal i et hus på torvet (der i nogen grad mindede om Sønderborg), som var kvarter for lazarettets faste underofficerer, soldede og holdt spektakel til sent ud på natten, kastede spande med vand ned i hovedet på sådanne ældre korporaler, der ville protestere, og havde meget sjældent vores ting i orden, når der var revision.

Da virksomheden ved fronten i den periode for det meste var ringe, og da der yderligere var etableret 2-3 feltlazaretter i omegnen, var tilgangen af sårede eller syge ikke videre stor. Patienterne blev derfor overvejende holdt tilbage, og kun undtagelsesvis sendt til de faste lazaretter.

På banegården var der indrettet en evakuationsstation, hvor der var beskæftiget Rødekors-mandskab. Nu og da blev der rekvireret folk fra lazaretterne som bæremandskab, og i så fald plejede vort lazaret at sende en del af eleverne. Da vor tur kom, mødte vi også op, men kom straks i håndgemæng med Rødekors-folkene, der efter vor mening kun ville trykke sig fra arbejdet, og forlod pladsen.

Efter de to måneders forløb bestod vi alle vor eksamen, og skolen blev derefter opløst.

Sammen med en anden mediciner blev jeg tildelt lazarettet; de andre kom tilbage til deres afdelinger. Min kammerat og jeg blev nu beskæftiget rundt omkring på operations- og sygestuer, idet vi tillige skiftevis med det andet personale en gang imellem havde nattevagt.

Til tider var der travlt, men som regel førte lazarettet en rolig tilværelse. Midt i juni kom, ikke uventet, befaling til opbrud. Da lazarettet havde været etableret i ca. ¾ år og i mellemtiden havde fået en del nyt mandskab, tog det tid at pakke vognene efter reglementet.

Da vi langt om længe kom afsted, kørte vi pr. jernbanetransport til La Fère, en gammel fæstning, og sneglede os derfra med kortere og længere mellemrum til Somme-området, hvor kampene dengang rasede. På vejen kunne det hænde, at lazarettets mandskab af den lokale militæradministration blev rekvireret til markarbejde og anden nyttig beskæftigelse, hvad vi dog ikke satte pris på. Jeg husker, at jeg en gang i spidsen af et lille kommando blev sendt ud for at luge. Marken var fyldt med ukrudt. Da det blev aften, havde mandskabet, der bestod af havnearbejdere, udryddet alt, rub og stub, hvad der var på ageren.

En dag havde kontorets cykelordonnans været næsvis overfor den ene af inspektørerne og i denne anledning fået tildelt 3 dages arrest, som skulle afsones i gårdens bagehus. I første døgn skulle jeg våge over arrestanten og fik dertil 3 sygepassere og en karabin uden ammunition.

Vagten blev inddelt, og om aftenen stod den ene af sygepasserne, som det skulle være, ved indgangen, der ikke kunne låses, mens arrestanten sad inde i huset og røg cigaretter. Vi andre etablerede vagtstue på et høloft i nærheden. Da jeg tidlig næste morgen vågnede, opdagede jeg, at ikke alene alle 3 vagtsoldater, men også arrestanten lå oppe hos mig.

Henimod det tidspunkt, hvor almindelige mennesker plejer at stå op, fik jeg arrestanten og en sygepasser purret ud, og da der ikke længe efter blev revideret, var alt rigtignok i skønneste orden.

Som man ser, var feltlazaret-disciplinen af en lidt særpræget beskaffenhed, hvad der dog ikke var til hinder for, at mandskabet såfremt situationen virkelig krævede det, kunne udrette noget.

Sidst i juni fik vi på en gang travlt og blev i en fart trukket frem til landsbyen Quivières, hvor feltlazarettet skulle etableres. Den eneste lokalitet, der efter forholdene overhovedet kunne komme i betragtning, var kirken. Hele personalet begyndte straks at fjerne alt løst inventar hvad der tildels var forbundet med større besvær, og at rense bygningen.

I hovedrummet blev der derefter anbragt sække med halm, der imidlertid nogle dage senere blev erstattet med rigtige senge. I det ene sideskib blev der bagved nogle ophængte tæpper indrettet operationsstue, mens sakristiet ved siden af blev sterilisationsrum samt opholdsrum for operationsstuens faste folk.

Lazarettets øvrige institutioner (kontor, apotek, køkken, officersmesse, vognpark, kvarter for trainmandskab og heste) blev anbragt rundt omkring i byen på dertil mere eller mindre egnede steder. Vistnok allerede den første aften kom nogle transporter med sårede fra kamplinjen, der var ca. 10 km borte. Ambulancen (sanitetskompagniet) lå i en naboby noget nærmere ved fronten.

Forholdene var i de første dage i høj grad improviserede, men efterhånden kom vi i orden. Ved siden af kirken blev der rejst et telt, og lige overfor dette en operationsbarak. I begyndelsen blev der udelukkende opereret i kirken, senere kun i barakken, hvor der arbejdedes i to afdelinger og jævnlig døgnet rundt.

Feltlazarettet disponerede over to fuldtuddannede kirurger, der tog sig af laparotomier (åben operation, der udføres gennem åbning af bugvæggen) og lignende mere komplicerede ting og som regel måtte overlade det andet til reservelæger og underlæger (der var ældre medicinstuderende); disse sidste udførte f.eks. ikke sjældent ganske selvstændig trepanationer (åbning af kraniet ved udboring af et eller flere huller), hvad der i den sædvanlige rutinemæssige udførelse (og når operatørens hæmmende forestillinger i krigens løb var gået af ham) ikke frembød nogen større vanskelighed. Nyankomne sårede blev anbragt i teltet, der i forbindelse med pladsen udenfor, hvor der stod en del af kirkens bænke, blev brugt som modtage- og sorteringsafdeling.

Marchdygtige sårede blev efterset og i kolonner sendt videre, siddende og transportable liggende blev evakueret med sanitetsmotorvogne, vistnok til St. Quentin. De opererede og dårlige kom i kirken, hvor de lå, til de enten døde eller kunne transporteres, hvad der på grund af pladsmangel som regel allerede skete efter få dages forløb, selv om nogle undertiden også lå der i flere uger.

Vi to medicinere fik i denne periode lov til at gøre os gældende. Vi blev anvendt til journalskrivning (sådanne måtte føres selv i de travleste tider og fulgte så altid med patienten til de faste lazaretter), narkotiserede, assisterede, instrumenterede, ledede i perioder modtageafdelingen, fungerede som sektionskarle og deltog, når vi kunne undværes, i nattevagten i kirken.

Mortaliteten (dødeligheden) var stor. I kirken døde undertiden ca. 10 i løbet af en nat. En stor rolle spillede her gasphlegmonerne [koldbrand], hvis lumske og uhyggelige forløb ikke kunne undgå at gøre et dybt indtryk. De sårede havde undertiden ligget nogen tid på slagmarken og kom allerede ind med fulminante phlegmoner [koldbrand], andre viste først symptomer efter indlæggelsen til trods for, at der ved sårrevisionen altid blev taget særlig hensyn til muligheden eller sandsynligheden for anaerob [iltfri] infektion.

Arbejdet var overordentlig anstrengende, i hvert fald til tider og navnlig de første uger; vi måtte altid være tilstede, havde intet kvarter, men sov, når vi fik lidt tid, i en stald bagved kirken, ude i det frie eller på gulvet i barakkens forrum. Selv om landsbyen ikke lå så langt fra fronten, blev vi dog kun ganske få gange generet af artilleriild eller flyverbomber, derimod gik det en del ud over nabobyen, hvor ambulancen lå.

I en mere rolig periode fik lazarettet forsøgsvis tildelt to Rødekors-sygeplejersker. Disse svarede dog slet ikke til forventningerne, bestilte intet på afdelingerne, men holdt som regel til i officersmessen, hvor de virkede som gedder i karpedammen.

I begyndelsen af september forlod divisionen Somme-området og kom til Arras. Vores lazaret overtog det tilsyneladende temmelig nye og ganske moderne sygehus i Vitry en Artois, en mindre by mellem Douai og fronten.

Lokaliteterne kunne her ikke være bedre og at bestille var der kun lidt, men forplejningen var sløj. Jeg kan huske, at jeg havde fundet en have med grønne tomater, som jeg i ugevis spiste som en meget stor delikatesse, ligesom jeg opdagede, at kogte roer i grunden var en herreret.

Arbejdet var, som anført, minimalt; kun når der ved fronten skete patrouilleforetagender, kunne vi en kortere tid få travlt. Ved en sådan lejlighed kom der en mand spadserende, der havde en granatlæsion i præcordiet [hjerteregionen]. Han befandt sig dog meget vel, og man regnede til at begynde med ikke sagen for noget særligt.

Den følgende dag blev han pludselig dårlig og kom nu straks på operationsbordet. Det viste sig, at der i myokardiet [hjertemusklen] sad en granatstump så stor som yderleddet af en lille finger. Operationen blev gennemført, og manden døde næste dag.

Nogle dage senere forlangte overlægen, der ville demonstrere tilfældet på et møde, pludselig stumpen, som vi havde kastet bort for længe siden.

Situationen var farlig. Overlægen, en fast militærlæge i stabsofficersrang, allerede i fredstid ret frygtet, forstod ikke spøg. Vi fandt dog straks på en udvej, styrtede afsted og skaffede os i løbet af et øjeblik hos de indlagte soldater, der jo plejede at gå med granatstumper og andre sjældenheder i lommerne, en passende kollektion, hvoraf vi udvalgte et særlig smukt exemplar, som vor strenge chef fik lov til at vise frem på lægemødet.

I december afsluttedes virksomheden i Vitry; sammen med divisionen kom vi atter til Somme-området, uden at lazarettet dog blev etableret.

I januar 1917 måtte vi i landsbyen Fressies indrette et divisions-infirmeri, da der blandt kamptropperne var mange forkølelsessygdomme, og divisionen nødig ville miste alle disse mennesker ved at sende dem til lazaretterne.

Infirmeriet blev anbragt i en række større rum i en tom fabriksbygning, som stod i forbindelse med en vinterhave, der ligesom rummene var forsynet med centralvarme. Inventaret bestod af hjemmelavede borde og bænke samt sække med halm i soverummene. Det blev overdraget mig at lede virksomheden ved hjælp af nogle sygepassere. En af lazarettets reservelæger gik stuegang om morgenen, men i øvrigt måtte jeg sørge for resten og bestemme, hvad der skulle ske. Infirmeriet bestod ca. en måned.

I løbet af de sidste vintermåneder blev der i Somme-afsnittet truffet forberedelser til et såkaldt strategisk tilbagetog til den nye betonerede og åbenbart ret stærke ”Sigfred”-stilling. Hele området, der skulle rømmes, blev ved systematiske ødelæggelser gjort til en ørken. I de første martsuger blev de forskellige institutioner flyttet fra det pågældende område.

Det sanitære transportvæsen i disse egne var underlagt ”Krankentransportabteilung Cambray”, som bl.a. havde indrettet et samlingssted for syge og sårede i Quéant, en landsby, som lå lige i den nye stilling. Sammen med andre institutioner blev også dette samlingssted nedlagt og transportafdelingens personale trukket tilbage.

Imidlertid var det vel frontdivisionernes mening at holde samlingsstedet i gang indtil og under tilbagetoget; i hvert fald blev vores lazaret, som stadig uden at være etableret, lå i en landsby i nærheden, beordret til at afgive det fornødne mandskab, og jeg blev derefter med en lille flok sygepassere sendt til Quéant.

Transportafdelingens folk var lige ved at forsvinde, da vi kom. Vi fik overleveret nogle bygninger, der var ryddet for alt. Kun halm og en del sække var tilbage.

I begyndelsen gik alting ret glat. Forplejning og alt, hvad vi behøvede, blev sendt fra lazarettet, ligesom også en af lægerne en gang imellem dukkede op. Hver morgen kom et sygetog fra Cambray til Quéant jernbanestation, der lå i vores nærhed, og hentede, hvad der var af syge og letsårede. Tilfælde, der skønnedes at trænge til hurtig hjælp, blev sendt til Cambray i de 2 sanitetsmotorvogne, transportafdelingen havde stillet til vor disposition.

De sidste dage før tilbagetoget blev stillingen imidlertid ret ubehagelig for os, idet vort lazaret sammen med divisionskommandoen forlod egnen, mens kamptropperne endnu forblev i stillingen. Vi var således afskåret fra vores naturlige basis, og bestemte direktiver havde man ikke kunnet give mig udover, at jeg efter samlingsstedets ophævelse skulle søge tilbage til lazarettet.

Jeg henvendte mig til transportafdelingen i Cambray, som vi jo arbejdede sammen med og for, og anmodede om at blive forsynet med proviant og hjælpemidler. Afdelingen erklærede imidlertid, at samlingsstedet i Quéant ikke mere eksisterede, og at den ikke havde noget at gøre med os. Derefter blev der ringet til Proviantadministrationen i Cambray, som svarede, at der ikke kunne udleveres noget til os, da vi ikke mere var en selvstændig afdeling og vort lazaret ikke mere hørte til afsnittet. En henvendelse til generalkommandolægens kontor slog også fejl.

Det gik således efterhånden tydeligt op for os, at vi svævede i luften og selv måtte sørge for os. Da vi imidlertid havde tilgang, og fronttropperne tilsyneladende stadig regnede med os, kunne jeg ikke få mig til at gennemføre den tanke, jeg efter de forskellige afslag havde fået, nemlig allerede nu uden videre at lukke samlingsstedet og vende tilbage til lazarettet. Da situationen i løbet af dagen blev kritisk, og vi hverken havde forsyninger til de syge og sårede eller til os selv, sendte jeg et par kvikke sygepassere på en af motorvognene til Cambray og lod dem aflevere en melding til generalkommandolægen personlig, idet de samtidig skulle give en fremstilling af forholdene.

Denne gang havde vi heldet med os, idet ekspeditionen i løbet af nogle timer vendte tilbage med rigelige forsyninger, der var blevet udleveret efter generalkommandolægens henstilling, men under forbehold af senere refusion fra lazarettets side.

Tilbagetoget foregik vistnok i natten fra den 16. til den 17. marts 1917. Da vi aldrig modtog befalinger, måtte vi selv holde os underrettet om, hvad der skulle foregå.

Dagen og aftenen før tilbagetoget skilte kamptropperne sig af med alle dem, de ikke kunne have med. Da tropperne så i løbet af natten passerede byen, afleverede de yderligere en del sårede, som de havde taget med. Vi søgte at evakuere til Cambray, hvad vi kunne, men henimod morgenstunden havde vi dog vistnok ca. 40 sårede og syge tilbage, hvoraf den største del måtte transporteres liggende.

Jeg aftalte med Cambray, at der ved daggry skulle komme et sygetog til stationen, da sporene dertil endnu var i orden. Vi iværksatte straks flytningen til jernbanestationen, og da toget kom til den aftalte tid, forlod vi samlingsstedet. Mens vi var beskæftiget med indladningen, energisk understøttet af togpersonalet, faldt de første granater i nærheden som tegn på, at vi måtte skynde os.

Det var lyst, da toget kørte. Da vi forlod byen, eksploderede kort efter hinanden nogle granater på begge sider ikke langt fra toget. Vi kom nu til Cambray. Så vidt jeg kunne se, blev vi rangeret ind i et større sygetog med læger og sygeplejersker; toget skulle køre via Valenciennes og formentlig til Tyskland.

Da jeg havde hørt, at vor division skulle samles ved Valenciennes, besluttede vi at fortsætte med sygetoget, hvad vi også fik lov til som gæster, selv om sygeplejerskerne skævede noget til os. Det var i øvrigt første og sidste gang, jeg fik lejlighed til at iagttage virksomheden i et sådant tog.

I Valenciennes stod vi af og blev af myndighederne anbragt i en kaserne. Jeg nåede den dag endnu at se på malerisamlingen i museet og at gøre nogle indkøb af kniplinger.

Næste morgen blev vi pr. jernbane sendt til lazarettet, der lå i en stationsby i nærheden.

De følgende uger blev vi flyttet en del omkring. En kortere tid drev lazarettet et kantonnementssygehus for vores division, som var indkvarteret i landsbyerne rundt omkring.  Ligesom ved tidligere lejligheder blev der også her afholdt kliniske øvelser, bl.a. stethoskopikursus, for dem af divisionens medicinere, der havde bestået 1. del (Tentamen physicum).

I sidste halvdel af april blev jeg kommanderet til et andet feltlazaret, som var etableret i en skole i Douai. Da der på dette tidspunkt rasede svære kampe ved Arras, blev der opereret uafbrudt.

Byen Douai blev næsten daglig belagt med bomber. En dag fik vi efter et flyverbesøg en del hårdtsårede mere eller mindre nøgne franske kvinder ind sammen med nogle soldater, deriblandt efter sigende også en høj militærlæges oppasser. Dette sidste førte til en del vittigheder i lazaretkredse, idet sammenhængen var den, at ulykken var sket ved, at en bombe var faldet ned i byens bordel.

Den 26. april 1917 stod i dagsbefalingen, at jeg var blevet udnævnt til underlæge, og allerede næste dag blev jeg forflyttet til et fodfolksregiment (75. prøjss. Inf.-Rgt.), hvor en overlæge lige var faldet.

Da jeg vidste, at regimentet sammen med divisionens øvrige afdelinger skulle afløses og vistnok allerede var på vej til Cambray, følte jeg mig ikke fristet til at foranstalte en sandsynligvis forgæves eftersøgning i kamplinjen ved Arras, men rejste pr. jernbane til Cambray og sluttede mig ganske stille til mit gamle feltlazaret, som jeg mødte der.

Efter et større gilde med mine gamle kammerater, underofficererne, der i øvrigt foregik i en hestestald, hvor vi også boede, meldte jeg mig den følgende dag ved regimentet og de forskellige nye foresatte; jeg fik straks tildelt officerskvarter, en oppasser og måtte spise i messen, hvor jeg sad nederst ved bordet og måtte springe op, hver gang nogen ville mig noget.

I Cambray fik regimentet, der var ret medtaget og havde lidt svære tab, nogen hvile, og jeg blev i de dage af min overlæge sat ind i lægetjenesten ved en fodfolksbataillon, hvad der for en del var ensbetydende med at lære at behandle de talrige skinnebenssår, hvis dybere ætiologi (læren om sygdommenes årsager) var snavs og lus.

Kort efter blev vi sat ind i ”Sigfred”-stillingen syd for Cambray, ikke så langt fra Quéant, hvor jeg havde arbejdet for 6 uger siden. Det var et meget passende sted til at vænne sig til fronten igen. Vejret var dejligt, skydningen ringe og forbindingspladserne rummelige og dybt nede i jorden.

Som regel var der intet at gøre udover den daglige sundhedstjeneste, som plejede at foregå på den måde, at kompagniernes sygehjælper-underofficerer ca. kl. 7 om morgenen mødte op med deres patienter. Såfremt disse virkelig fejlede noget, kunne man enten sende dem tilbage til infirmeriet, der var knyttet til bataillonernes fægtningstrain, hvad der bedst skete med feltkøkkenet om aftenen, eller, såfremt det drejede sig om mere alvorlige lidelser, måtte der søges forbindelse med vognholdepladsen, der så sendte en vogn til et nærmere aftalt sted eller, især om natten, endda til selve forbindingspladsen.

Det blev i øvrigt allerede dengang for mig en fast regel om morgenen, hvor skydningen var mindst, i umiddelbar tilslutning til sundhedstjenesten, at gå gennem vort stillingsafsnit, at hilse på kompagnicheferne, at besøge de enkelte kompagniers sanitetsmandskab og at se på latrinerne, som jo tit var et vanskeligt problem. Resten af dagen sad man som regel i det for det meste meget kolde rum ca. 10 m under jordoverfladen – i en rolig stilling som denne en enestående og af mig stærkt benyttet lejlighed til læsning.

I begyndelsen af juni blev divisionen atter trukket tilbage fra stillingen. Vi kom igen til Cambray og førtes derfra, i begyndelsen tilfods, det sidste stykke pr. jernbane, til Flandern. I den tid kom jeg for første gang i mit liv til at sidde på en hest, eftersom en infanteribataillons læger begge to var beredne. Ved første forsøg faldt jeg af og blev en del forslået; næste dag lod jeg hesten gå bagved lægevognen, hvad den syntes vant til, således at den ikke følte sig fristet til forøget tempo.

Efter ankomsten i Flandern marcherede bataillonen fra jernbanestationen Lichtervede til Poelkapelle, et navn, der noget senere stod i alle krigsberetninger. Ved en lejlighed måtte jeg med bataillonsstaben på et vist tidspunkt ride forbi kompagnierne dels i trav, dels i galop, hvad der i betragtning af min ridekunst vakte en del jubel hos soldaterne, skønt jeg efter min egen mening klarede mig ganske godt.

Fra Poelkapelle blev kompagnierne om aftenen dirigeret til et stillingsafsnit noget længere til venstre, medens jeg fik befaling til at føre lægevognen og en del af bataillonens sanitetsmandskab til Moorslede, hvor fægtningstrænet vist allerede var. Det var en pragtfuld juninat. Vi kom gennem Paschendaele, som også senere blev kendt, og nåede efter midnat Moorslede. Byen syntes død. Man så en stor kirke og på torvet i nattens halvmørke bygninger af eventyrligt udseende. Da vi ikke kunne komme ind nogen steder, vendte vi tilbage til udkanten af byen, hvor en ammunitionskolonne havde slået sig ned og sov der mellem hestene.

Om morgenen så Moorslede mindre malerisk ud, men viste sig at være en renlig og pæn flamsk by. Nogle dage senere måtte jeg afløse en kollega ude i stillingen. Tidlig om morgenen kørte hestepasseren mig i forplejningsofficerens gig langs vejen Moorslede – Yperen til lige øst for vejkrydset ved Broodzeinde. Dette lå på et højdedrag, hvorfra man kunne se over til Yperen, men som ligeledes kunne observeres derfra, hvorfor jeg nu måtte fortsætte tilfods.

Ved Broodzeinde fandtes en stor soldaterkirkegård fra 1914. I en skovlejr i nærheden lå nogle kompagnier af reservebataillonen. Jeg passerede nu Zonnebeke, som var uden indbyggere, men i øvrigt bortset fra en del huller i væggene syntes ganske velbevaret.

Syd for byen på den anden side af jernbaneoverskæringen fandt jeg forbindingspladsen. Korpslægen ventede allerede, satte mig ind i sagerne og skyndte sig tilbage. Forbindingspladsen var af ejendommelig art. Den var ikke underjordisk som andetsteds på fronten, men var etableret i et betonhus, som for resten var ”kamufleret” på en fiks måde, idet det simpelthen var anbragt i stedet for et gammelt hus, hvis tag var bevaret, og hvis vægge og loft var blevet erstattet af eller suppleret med svære jernbetonmasser. Bygningen havde flere større og mindre rum; vinduerne havde form af en slags skydeskår, der gik skråt gennem væggen.

Oprindeligt havde der været ruder i vinduerne, og i rummene fandtes endnu elektriske ledninger og lamper, men englændernes tiltagende artilleriild havde for længst gjort ende på glasruder og elektrisk lys ikke alene på forbindingspladsen, men også på andre mere vigtige pladser i stillingen ved Yperen. Jeg har aldrig før eller senere set noget så mærkeligt; grunden var sikkert den, at der i disse egne lige siden foråret 1915 havde været fuldstændig ro.

Forbindingspladsen lå temmelig centralt i regimentsafsnittet, men nogle kilometer bagved den forreste linie ved Verlorenhoek, og var derfor nærmest beregnet til beredskabsbataillonen, hvis kompagnier var anbragt spredt i terrainet. Støttepunktet, som her blev anvendt som forbindingsplads, førte betegnelsen ”Kaffegut” (hvorfor kan ikke angives).

Længere fremme, men helt bagved afsnittets højre føj, var der endnu en forbindingsplads, ligeledes af beton, der kaldtes ”Kejser”. Lignende betonhuse, dog som regel af mindre størrelse, fandtes spredt i stillingen; de blev i hovedsagen anvendt som kommandostationer, eventuelt også maskingeværstøttepunkter. Skyttegravene var velholdte, men ikke videre modstandsdygtige, bestod stedvis overvejende af sandsække og manglede dybe dækningsrum, da vandforholdene ikke tillod at gå ned i jorden.

I den første tid var forholdene således, at man godt kunne færdes ude, i hvert fald om morgenen, og endda gå en længere tur helt igennem den forreste linie, men som dagene gik, blev englændernes artillerivirksomhed efterhånden stærkere. Zonnebeke blev en del beskudt, ligeledes skiftende punkter i terrainet. Forholdene på forbindingspladsen var gode; om aftenen kunne man få sygevogne helt til indgangen; undertiden gjorde vi det også om dagen.

Vi læger havde vore hvilekvarterer i Moorslede, hvorfra vi skiftevis for ca. 10 dage ad gangen tog ud til de 2 forbindingspladser i stillingen, mens 1 plejede at være i lejren ved Broodzeinde. Regimentslægen havde fast ophold i Moorslede. Når jeg var i byen, boede jeg i klosteret, hvor jeg havde et lille værelse, som min hestepasser nidkær vågede over, når jeg var borte.

I løbet af juli blev hele frontafsnittet stadig mere beskudt. Også det tyske artilleri svarede meget kraftigt. Mellem Broodzeinde og Moorslede stod der vistnok ret tæt ved vejen en 42 cm kanon, som skød over til Yperen. Overalt i terrainet ved Zonnebeke kunne man se depoter af gasgranater (såvidt vi kunne se, overvejende sennepsgas). Også englænderne arbejdede med gas, dels i granater, dels i miner. Om dagen gjorde det ikke så meget, men om natten, hvor kompagnierne arbejdede, kunne det være ret generende. Som regel kunne en erfaren mand nogenlunde efter detonationen bedømme, hvorvidt det drejede sig om gas eller ej, men såsnart der anvendtes en kombination, blev sagen vanskeligere.

Gassen gjorde soldaterne nervøse; de måtte stadig lytte og snuse og gang på gang afbryde deres arbejde og anlægge gasmaskerne. Gasdisciplinen var trods megen umage fra ledelsens side ikke altid god. Nogle var for langsomme i vendingen, nogle kunne på grund af nervøsitet og travlhed ikke få deres masker til at slutte [tæt], andre mente ikke at kunne få luft.

Om natten lå som regel dis og tåge over det lave sumpede terrain ved Yperen. Den ubehagelige gaslugt holdt sig allevegne, man havde irriterede slimhinder og var utilpas. På forbindingspladsen måtte vi undertiden om natten anlægge gasmaskerne.

En nat vistnok i midten af juli iværksatte englænderne et særligt ondartet gasoverfald og ramte i vort afsnit navnlig et kompagni, som var ved at arbejde. Angrebet kom så overraskende, at en del ikke havde nået at få maskerne på, andre havde revet dem af igen. Vel nok ca. ved 3-4 tiden om morgenen kom de første styrtende til forbindingspladsen. De lugtede alle af gas, men gjorde dog ikke indtryk af at fejle noget særligt. De følgende timer kom syge dels gående, dels båret af kompagniernes sanitetspersonel og kammeraterne. Tilsidst havde vi vist ca. 20-25 mand liggende, der efterhånden var kommet ind.

Hos en del var tilstanden straks alvorlig, hos andre blev den det senere. Blandt disse var en meget dygtig reservesygebærer, der i begyndelsen havde været en af de ivrigste til at bære de syge ind og som, da jeg første gang talte med ham, hverken sagde noget om eller gjorde indtryk af at være påvirket.

Da han var vendt tilbage til sit kompagni, begyndte han efterhånden at vise symptomer, og da han et par timer senere selv blev båret ind, var han i ganske elendig tilstand og døde forresten senere på forbindingspladsen. Om gassens art var vi ikke i tvivl: det var phosgen. De syges tilstand var også typisk: gråcyanotisk farve, udtalt dyspnø [åndenød], skummende serøs expectoration [ophostning af slim], dårlig puls.

Med hensyn til behandlingen var jeg noget i forlegenhed. Da vi havde lidt ilt, fik de dårligste med mellemrum deraf. I øvrigt blev der stimuleret med kamferolie. Jeg gav dem en del morfin, hvad der jo velnok ikke har været så heldigt, men undlod dog andre fejlgreb, en ukyndig kunne finde på, f.eks. kunstig respiration, og sørgede i det hele for, at de kunne ligge i ro. At jeg f.eks. også kunne have foretaget åreladning, gik først nogle dage senere op for mig.

I løbet af dagen fik vi nogle sygevogne frem til Zonnebeke, hvor patienterne måtte bæres hen; resten kom afsted i løbet af natten. Nogle af de dårligste døde på forbindingspladsen. En del af medløberne, der indfandt sig, blev om aftenen sendt til Moorslede, hvorfra regimentslægen hurtigt returnerede de fleste; andre suspekte eller let angrebne befordrede sig selv til ambulancen.

Da jeg nogle dage senere kom til Moorslede, hørte jeg, at vore gaspatienter lå på et feltlazaret i Roeselaere. Jeg cyklede dertil og fandt dem også; enkelte var afgået ved døden, nogle havde det dårligere, de fleste var i bedring; jeg blev klar over, at min bedømmelse af tilstanden havde været ret usikker.

I sidste 1/3 af juli var forholdene i stillingen meget vanskelige. Artillerikampen var voldsom, rasede uafbrudt dag og nat. Zonnebeke var skudt i grus. Stillingerne var udslettede. Tropperne holdt til i granattragterne og måtte ustandselig flytte omkring, for at undgå ilden, og fik aldrig hvile. Betonværkerne gav nogen støtte, men blev efterhånden knust. Den anden forbindingsplads ”Kejser” blev ilde tilredt. Mens ”Kaffegut” tidligere havde haft nogenlunde fred, kunne man konstatere, at den blev beskudt; formentlig havde vi selv været ude om det ved vore transporter om dagen.

En nat svulmede skydningen op til trommeild og senere hørtes maskingeværskydning. Nogen tid efter kom pludselig en større flok skotter løbende ned gennem indgangen. De var temmelig medtagne, delvis sårede, alle øjensynlig glade for at have fundet et smuthul. Forklaringen på besøget var den, at en engelsk afdeling efter artilleriforberedelse havde gennembrudt regimentets forreste linie, som dog på grund af, at besætningen havde været på sin post, straks var blevet lukket igen. Hoveddelen af angrebsstyrken var veget tilbage eller var blevet liggende gemt i tragtene i ”ingenmandsland”. De forreste, som var nået igennem og nu var indesluttede, blev jaget en del frem og tilbage og måtte tilsidst overgive sig. De blev derefter sendt til forbindingspladsen, der jo kan være god til mange ting. Vi tog os af de sårede, og efter nogen tids forløb blev hele flokken hentet og ført tilbage.

Vort betonhus lå efterhånden under vedvarende artilleriild, jernstumper trængte ind gennem skydeskårene og sårede enkelte, af og til blev det ramt af mindre projektiler, hvad der gav voldsomme brag og rystelser. Husets ydre blev mere og mere defekt. Som følge af de rundt omkring nedgående tildels svære kalibre gyngede den stærke jernbetonbygning næsten uafbrudt som et skib.

Lægetjenesten frembød de største vanskeligheder. Det var næsten udelukket at færdes i terrainet. Den sædvanlige sundhedstjeneste om natten eller tidlig om morgenen var der ikke noget af, idet de syge ikke kunne komme frem. Der indbragtes en del sårede, men jævnlig skete det, at nogle på vejen blev dræbt eller såret en gang til. Vi kunne modtage dem, men det var svært at få dem tilbage.

Ambulancen kom kun frem under svære tab af vogne, heste og mandskab. Som regel måtte vi selv sammen med det tildelte båremandskab fra ambulancen bære de sårede til Zonnebeke.

Uhyggen blev forøget ved den stærke flyvervirksomhed. Navnlig morgen og aften optrådte store sværme på begge sider. Daglig så vi nedstyrtninger. Et par engelske flyvere, der tilsyneladende blev ”skruet ned”, sprang i lav højde ud af deres maskine og faldt lige ned i en vandfyldt granattragt, hvor de forsvandt; de blev fisket op som lig.

Infanteriet, der lå gemt i terrainet, og alle på nogen måde mistænkelige punkter blev beskudt af ”neddykkende” flyvere.

De sidste julidage var bataillonernes sjælelige og legemlige modstandskraft udtømt, hvad der bl.a. gav sig til kende ved, at jævnlig dele af mandskabet grebet af rædsel mere eller mindre planløst styrtede afsted. Dette hændte også nogle af vore ellers pålidelige sygebærere. Stillingen var fortvivlet. Så skete det, at divisionen den 29. juli om natten blev afløst. Mens artillerikampen rasede og regnen øsede ned, marcherede vi øst om Becelaere, som blev stærkt beskudt, til Sveveghem ved Kortrijk. Den 31. juli, da vi endnu var ved at forlade Flandern, stormede og gennembrød englænderne de tyske linier ved Yperen på en bred front og indtog bl.a. stillingen ved Zonnebeke.

Her slutter fortællingen – lidt brat… – efter et kort resume på fransk, af hvem forfatteren er, og hans indsats ved Somme i 1916 og ved Ypres i juni-juli 1917.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918