Tunnel-krig

De første tunneler 1914 og første engelske tunnel-enhed 1915

Som krigen på Vestfronten blev statisk, begyndte man at grave minegange under ingenmandsland. Formålet var at placere sprængladninger, først mindre, men senere kæmpeladninger på op til 25 tons amatol under fjendens stillinger. Detonationen blev så fulgt op af infanteriangreb.

Første tunnelsprængning foretoges af Tyskland den 20. december 1914 mod en indisk enhed ved Givenchy-Festubert fronten. Der blev gravet 10 tunneler, hvoraf de 9 blev armeret med 50-kilos ladninger. Den tiende, under et besat hus, blev armeret med 300 kg.

Efter denne sprængning blev de engelske enheder pålagt at gå fra den foreløbig defensive indsats med kun at detektere fjendtlige tunnelarbejder, til at udføre offensivt tunnelbyggeri.

Royal Engineers begyndte nu at hverve de første minearbejdere. 19. februar 1915 godkendtes oprettelse af 8 tunnelkompagnier.

Allerede 21. februar 1915 gravede det første hold kloakarbejdere fra Manchester i området ved Givenchy. Det hastede, så de havde fået 5 dages sporadisk militær uddannelse og dårlig udrustning. Sammen med tidligere minearbejdere fra forskellige infanteribataljoner udgjorde de nu kernen i The Royal Engineers 170. (Tunnelling) Company. Disse tunnelarbejdere stod i begyndelsen slet ikke mål med de både flere, og bedre udrustede, tyske pionerer. I begyndelsen anvendte man sortkrudt til tunnelladninger, men man opdagede hurtigt at f.eks. skydebomuld og det brisante Ammonal havde væsentlig større effekt.

Tunnelbyggeriet eskalerer
Fra februar1915 til juni 1916 (indtil Somme) voksede antallet af tunneler drastisk. England havde et stort hvervemateriale til tunnelkompagnierne i form af ca. 1 million kulminearbejdere i primært Wales og Northumberland. Disse minearbejdere lokkedes yderligere af en højere løn end andre soldater.

Ved starten af Somme-offensiven i 1916 fandtes der 25 Britiske, tre Canadiske, tre Australske og et New Zealandsk tunnel-kompagni (25.000 mand). Hertil kom ca. samme antal hjælpetropper fra almindelige enheder til ikke-specialist arbejde som f.eks. skjule spor, betjene luftpumper m.m. De betegnedes som “lastdyr” (”beasts of burden”).

Selve arbejdet var langsommeligt. Det kunne tage op til et år at grave en tunnel og placere en sprængladning. Tilstedeværelsen af tunnelgravere i nærheden vakte en del uro blandt de regulære tropper og disse “muldvarpe” (“moles”) var ikke populære. Man følte, at de tiltrak sig unødig opmærksomhed både i form af artilleribeskydning, opmærksomhed fra fjendens tunnelgravere samt mulighed for at blive ramt af egne detonationer under angreb.

Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86. Han fortæller:

“Det værste var alligevel, at vore Pionerer og flere Vagtposter længe havde mærket, at »Frands« gravede og borede underjordiske Minegange ind under vor Skyttegrav.”  Læs videre

Lytterne
Samtidig med at man gravede, skulle ingeniørsoldaterne også lytte efter udgravning af fjendtlige kontra-tunnelser. Nogle gange var tunnelerne kun ganske få meter fra hinanden. Den klaustrofobiske tilværelse i de snævre gange med risiko for sammenstyrtning eller oversvømmelse berettigede tunnelarbejderne til en dobbelt ration rom om dagen. De var dog frygten for eksplosioner eller indtrængen fra en kontratunnel der var den største belastning. Dygtige lyttefolk var derfor efterspurgt, men at kunne høre fjendens stemmer måske 2-3 meter væk var en stor belastning for disse. I ugevis at høre blæsebælgen puste luft til tunnelbyggerne og høre deres hakker for derefter intet at høre. Var tunnelen nu armeret – og hvornår detoneredes den ? Nervesammenbrud blandt lytterne var ikke usædvanligt.

En af måderne at angribe en fjendtlig tunnel var en ”Camoflet”. En lille kontrolleret sprængning der ikke ødelagde overfladen. Ofte en lille torpedolignende sprængladning, der blev slået ind i væggen mod den fjendtlige tunnel for derefter at blive detoneret. Mindst en ”torpedo” var altid klar og armeret for enden af arbejdsholdet. Som tunnelnettet spredte sig i alle retninger, specielt i 1916, skete det, at man kom til at bryde gennem væggen til en fjendtlig tunnel. Vilde kampe, mand til mand, udspandt sig så i de snævre gange – ofte i totalt mørke. Nogle har fortalt at man måtte føle på hinandens uniformer for at skelne ven fra fjende. Tunnelbyggerne medbragte bl.a. oversavede .303 rifler, knive, skarpslebne spader, køller og Totenschlägere til selvforsvar.

Juni 1916 var tunnelbyggeriet på det højeste. Denne måned detonerede de allierede 79 og tyskerne 73 ladninger. I alt blev der i 1916 detoneret 466 allierede ladninger og 385 tyske.

Højde 60
Højde 60 lå på den sydlige flanke af Ypres. Denne sprængning var den første større kombineret med et større infanteriangreb. Man påbegyndte de tre første tunneler tidligt i marts 1915, i retning de tyske linier 50 meter væk. Der blev lavet 6 tunneler i alt, (Eng: Mine) ved højde 60. De var færdige den 10.april 1915. De to nordligste (M2 og M2a) var armeret med i alt 910 kg. sortkrudt, de to midterste (M1 og M1a) med 1200 kg. sortkrudt og de to sydligste (M3 og M3a) med 230 kg. skydebomuld. Arbejdet havde været indstillet en kort periode fordi man både 2. april og 16 . april hørte tysk aktivitet tæt på det sted hvor tunnelerne M3 og M3a mødtes. Tyske fanger fortalte efterfølgende, at de havde haft planer om at sprænge skyttegrav 38, tæt sydvest for det sted hvor M3 senere blev sprængt.

Den 16. april var artilleriet på plads til angrebet og efter mørkefald blev de infanteristyrker der skulle deltage samlet.
Den 17. april 1915 kl. 19:05 blev tunnelerne detoneret, og alle gik af indenfor 10 sekunder. Eksplosionen rejste en knap 100 meter høj jordsøjle og spredte jord og sten omkring 300 meter omkring. De angribende allierede enheder led også mindre tab ved spræng-ningen. Den forsvarende enhed, et kompagni fra Sächsische Infanterie-Regiment Nr. 105, blev nærmest udslettet. De overlevende var rystede, og de få der var i stand til at forsvare sig blev nedkæmpet med bajonetter. Dette indledte en stor periode for tunnelbygning og sprængning af enorme sprængladninger. I maj 1915 ved Aubers Ridge, Hooge og Givenchy og i september 1915 slaget ved Loos.

Iver Gemmer fra Bevtoft gjorde krigstjeneste ved Reserve-Pionier-Bataillon Nr. 27. Han fortæller:

“I juli 1915 begyndte pionererne at grave tunneller i den hårde kalksten ved Priesterwald (Bois de Prêtre) syd for Metz.”
Læs mere

Hawthorne Ridge
Da Somme-offensiven begyndte 1. juli 1916, var planen at detonere en gruppe af 8 store og elleve små tunneler. De indeholdt i alt 24.000 kg. Ammonal. De vigtigste var under stillingen på Hawthorn Ridge ved Beaumont-Hamel, under en tysk feltbefæstet stilling kendt som Schwalbenhöhe lige syd for La Boiselle samt tre ladninger under en sektor kaldet The Tambour nær Fricourt.

Troops_passing_Lochnagar_Crater_Oct_1916
Tropper passerer Lochnagar krateret (Schwalbenhöhe) okt. 1916
La Boiselle (Somme) 1916
Krater ved La Boiselle 1916

Tunnelen under Hawthorne Ridge indeholdt 18.000 kilo Ammonal og detoneredes som den første, to minutter før det planlagte infanteriangreb skulle sættes ind. Da eksplosionen indtraf blev ca. 40 tyskere dræbt øjeblikkeligt og ca. 50 mand begravet levende. Dette skabte et krater på 50-60 meter i diameter og ca. 30 meter dybt.

Hawthorn_Ridge_mine_1_July_1916_2
Sprængningen ved Hawthorne Ridge 1. juli 1916

Messines
De allierede forberedte et tredje slag ved Ypres, hvilket skulle indledes med et angreb på Messines højderne. Tyskerne havde fra disse højder et fremragende udsyn over Ypres, og ville herfra kunne dirigere artilleriilden over de allieredes angreb.
Det engelske angreb begyndte den 7. juni 1917 med en hidtil uset anvendelse af sprængstof.

Siden midten af 1915 havde englænderne bygget minegange under de tyske linier.

I juni 1917 var der lavet 22 gange, der i alt var fyldt med næsten 450.000 kilo sprængstof. To ved Højde 60 på nordflanken, en ved St Eloi, tre ved Hollandscheschur Farm, to ved Petit Bois, en ved henholdsvis Maedelstede Farm, Peckham House og Spanbroek-molen, fire ved Kruisstraat, en ved Ontario Farm and to ved hver af skyttegravene 127 og 122 på sydflanken. Endelig en gruppe på fire ladninger under det tyske støttepunkt Birdcage ved Le Pelerin.

Den største ladning var placeret ved St Eloi (43,400 kg ammonal). Tunnelen ved Maedelstede Farm var armeret med 43,000 kg og under de tyske linier ved Spanbroekmolen lå 41,000 kg. Sidstnævnte detonerede med 15 sekunder for sent, hvilket var årsag til flere engelske tab. Spanbroekmolen ladningen efterlod et krater med en diameter på 140 meter. I dag en 13 meter dyb sø, kaldet Lake of Peace.

Messines_1919
Krater ved Messines 1919

Tyskerne havde uden held kontragravet tunnelen ”Peckham 2” med de tre kontratunneler (Ebbo, Ernst og Emil) og tunnelen ved Hollandscheschur Farm med kontratunnelerne Köln og Kassel. Det lykkedes dem at dog at angribe og lukke en stor tunnel ved gården La Petite Douve med en ”camouflet” sprængning 27/28 August 1916. Det lykkedes næsten tyskerne at få lukket Spanbroekmolen med en ”camoflet” den 3. marts 1917.  Ved sidstnævnte var gravet 4 kontra-tunneler (Erich, Ewald, Elsa og Frieda)

Tysk stilling Messines 1917
Tyske ofre for tunnelladninger ved Messines

Da tyskerne observerer den store engelske opbygning, aner man et kommende angreb og en tilbagetrækning bringes på bane, bl.a. for at undgå tunnelangreb. Oberst Füsslein, chef for den tyske tunnelindsats i området, rapporterede den 28. april til divisionshovedkvarteret at den tyske kontraindsats havde været så effektiv, at et engelsk underjordisk angreb ikke var muligt. Bl.a. på baggrung af dette opgiver man tilbagetrækning som upraktisk.

10. maj ændrer Füsslein dog opfattelse og rapporterer nu risiko for angreb fra adskillige dybtliggende tunneller ved bl.a. Hill 60, Caterpillar, St. Eloi, Spanbroekmolen and Kruisstraat. 24. maj genvinder han dog optimismen, og opfattelsen er nu at risikoen for fjendtlige tunnelangreb er jern og at modforholdsregler måtte påhvile de lokale kommandører.

Af de 21tunneler detoneredes de 19 den 7. juni klokken 03,10.

De engelske militære mål blev stort set nået inden aften, med væsentligt færre tab end de 50 % der var forudsat. Anslået omkom 10.000 tyske soldater ved de enorme eksplosioner.

Den samlede eksplosion regnes stadig for at være en af verdens største ikke-atomare eksplosioner.

Af de i alt 22 ladninger blev 6 ikke detoneret. Gruppen (Birdcage 1-4) på den yderste sydflanke da tyskerne havde trukket sig tilbage fra dette område inden 7. juni. Peckham 2 med 9.100 kg ammonal blev forladt efter en sammenstyrtning, og som nævnt tunnelen under La Petite Douve. Resterne af tunnel og ladning ligger stadig under laden af den genopbyggede gård der i dag hedder La Basse Cour.

17 juli 1955 tændte et lyn en af de fire fjerntliggende ”Birdcage”-
ladninger, dog uden større skade.

Offensive tunneler opgives.
Fra foråret 1917 blev krigen, med de store offensiver ved Arras 9. April til 16. Maj 1917, Messines (7. juni til 14. juni 1917) og Passchendale (Det tredie slag ved Ypres juli til november 1917), igen bevægelig. Der var ikke længere behov for offensive tunneler der var afhængig af en fuldstændig statisk krig. Samtidig var begge parter blevet så dygtige og udholdende, at tunnelerne blev dybere og dybere og dermed mere tidskrævende. Den sidste mine der blev detoneret af englænderne var ved Givenchy den 10. august 1917. Man anlagde dog stadig store underjordiske anlæg, men nu til opbygning af tropperstyrker samt underbringelse. Især ved Arras findes nogle meget store anlæg der er bygget sammen tidligere tunneler og spildevandskanaler under byen.

German_dugout_steps_Bernafay_Wood_Somme_1916
Nedgang til tyske dækningsanlæg (Bernafay Wood) Somme 1916

Tunnelkrig i alperne
Også I Alperne havde man taget store sprængladninger I brug. Hele bjergtinder fortælles sprængt væk, som f.eks. Col di Lana, Lagazuoi and Marmolata, under den Italienske kampagne i Alperne. Col di Lana og nabotinden Monte Sief var genstand for voldsomme kampe mellem Østrig og Italien. Italienerne lavede en plan for minering af den 2400 høje Col de Lana med hånddrevne boremaskiner og mejsler og så lydløst som muligt. Man havde tidligere anvendt tilsvarende metode mod Østrigerne på Monte Tofana, men medens den Østrigske garnison overlevede angrebet, mistede Italienerne et stort antal mænd p.gr.a. nedfaldende sten og klippestykker. I begyndelsen af 1916 opdagede Østrigerne via en artilleriobservatør på Pordoi Pass at positionen var blevet mineret. Østrigerne gravede en kontra-tunnel og bragte en ladning til eksplosion 5. april 1916. Den var dog for langt væk til at anrette skade på den Italienske minering, der indeholdt 5 tons sprænggelatine. Natten mellem 17. og 18. april 22,30 udløstes ladningen og stillingen matte opgives. De fortælles at hele bjergtinden delte sig.

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918