Sanitetstjeneste og transport

Indretningen af sanitetstjenesten var ikke så forskellig fra England til Tyskland. Systemet bestod af en tre- eller firedelt række af behandlings-faciliteter sluttende med et hospital og rekonvalescens hjemme.
Da begge lande skulle bruge alt hvad de kunne få ved fronten, havde man faciliteter meget nær fronten til behandling af let sårede og syge, således at de nemt kunne returneres.
Begge lande havde ligeledes stort behov for frivillige i sygeplejen.

Hvervning_Red_Cross_Nursen
Engelsk hverveplakat

Tyskland
Skyttegravskrigen fra slutningen af ​​1914 gav sanitetstjenesten opgaver, som den var helt uforberedt på. Evakueringen af ​​sårede og syge blev udført ved en trinvis behandling, dvs., at de indgik et trinvist system fra troppeforbindepladser, hovedforbindepladser, felt- og krigslazaretter, etapelazaretter og hjemmehospitaler). Dette princip modvirkedes i praksis, da det erklærede mål var, så hurtigt som muligt at få soldaterne egnet til tjeneste igen, og via rekon-valescens danne den vigtigste del af erstatningen.
De typiske for sygdomme i skyttegravskrigen var forkølelse, nyre-, mave- og tarmsygdomme. Disse var årsag til stort fravær, ligesom forekomsten af granatchok var stigende. Gennem medicinske fremskridt og gunstige behandlingsmuligheder på lazaretterne (1915-1917 mest stationeret i de samme steder nær fronten), forblev dødeligheden relativt lav. På grundlag af antisepsis og aseptik og anæstesi kunne der opnås bedre resultater end i tidligere krige, selv om brugen af ​​nye våben med stor ødelæggende effekt ændret strukturen af ​​sårene.
Brugen af kemiske våben var sanitetstjenesten helt uforberedt på.

På tyske hospitaler var, udover ​​de gamle sygeplejeordner, kun Røde Kors frivillige godkendt af hæren. Da krigen startede i 1914 stillede Tysk Røde Kors omkring 5.000 uddannede sygeplejersker, 1000 assisterende sygeplejersker og et uspecificeret antal assistenter fra kvindeforeninger. Da antallet af sygeplejersker efter kort tid var helt utilstrækkeligt, blev der i 1914 påbegyndt nøduddannelse af ​​syge- plejepersonale.
På felthospitalerne blev de så udover sår, konfronteret med sygdomme og epidemier. Tyfus eller mave-tarmsygdomme florerede på grund af de uhygiejniske forhold i skyttegravene. Tyfus hørte i dens forskellige former overalt til de mest frygtede epidemier.

Tysk lazaret
Tysk lazaret

I det operationelle område nær fronten var ansvaret for den ind- ledende behandling pålagt den enkelte og kammerathjælp efter- fulgt af sanitetsunderofficeren og hjælpeportører, der ofte var ofte militærmusikere. Disse brugte de sårede i ofte besværlig trans-porter troppeforbindepladser, hvor bataillons- eller regimentslæger med hjælp fra nogle sanitetsunderofficerer forestodden lægelige førstehjælp som nødamputationer under ubeskrivelige hygiejniske betingelser, ofte under fjendtlig artilleriild. Den vigtigste opgave for divisionens selvstændige sanitetskompagni (9 læger, ca. 200 bårebærere og tilhørende køretøjer) var oprettelsen af hoved-forbindepladsen (Det lægelige tyngdepunkt for nye sårede) og transporten af sårede til feltlazaratterne (3 pr. division)
Desuden måtte de varetage forskellige hygiejne funktioner såsom badning og aflusning.

På feltlazaretterne udførtes mere komplekse operationer, og foranstaltet yderligere transport bagud. Til dette formål var seks læger og fjorten militære sygeplejersker til 200 sårede teoretisk tilgængelig. De allerede i de første uger af krigen massivt forøgede tabstal førte til en mangedobling af antallet af sårede og en enorm overbelastning af det involverede personale. Som krigen skred frem, var der en signifikant stigning i både antallet af felthospitaler og sanitetskompagnier.

I etapeområdet (baglandet) skulle man både modtage etapens syge soldater og den videre pleje og hjemsendelse af de sårede fra fronten. Med henblik herpå blev dannet talrige særlazaretter med forskellige specialer f.eks. infektionssygsomme, gasofre og kriegszitterer (granatchok). I etapeområdet forekom også en sammenblanding mellem den militære sanitetstjeneste og de frivillige sygeplejeorganisationer.

I Generalgouvernementerne (de bag etapen liggende besatte om- råder) lå tyngdepunktet for indsamling og pleje for soldater med forskellige skadestyper i egnede Lazaretfaciliteter inden transport til hjemlandet med militære eller civile hospitalstog.

Lazarettog pleje og operationvogn
Operationsstue og plejeafsnit i lazarettog

I reserven, fæstninger og rekonvalescenthjem i hjemegnen fulgte den endelige pleje og den ofte langvarige og komplicerede proces med rehabilitering af de sårede. Derhjemme var størstedelen af plejepersonalet hovedsageligt fra frivillige sygeplejeorganisationer, som blev ofte utilstrækkeligt uddannet med korte kurser, men alligevel opnåede fine resultater.
Også i Tyskland blev offentlige bygninger inddraget som hospitaler.

Kriegslazarett_Kunstakademie_Berlin_1914
Kunstakademiet i Berlin indrettet som lazaret. 1914

England:
I England meldte der sig i løbet af krigen over 90.000 mennesker til Engelsk Røde Kors til både tjeneste ude og hjemme.
Som førstehjælp havde hver soldat en individuel feltforbinding, der kunne bruges til straks at bremse eller stoppe en blødning eller forhindre at der kom yderligere snavs i såret. Herefter har den tilskadekomne har sandsynligvis fået første lægehjælp ved ”First Aid Stations” beliggende umiddelbart bag frontlinjen. Enheder i skyttegravene opstillede sådanne første hjælps stationer der normalt havde en læge (Medical Officer) og mænd trænet som båre bærere.

Stretcher_bearers_Passchendaele_August_1917
Båretransport

Feltambulancen (en lægelig enhed og ikke et køretøj) havde udsat nogle stationer (Bearer Posts) med bårebærere og mænd uddannet i førstehjælp langs evakueringsruten fra skyttegravene. Alle disse var i et område der kunne være under beskydning.
Transport af sårede foregik de første uger i hestevogne med plads til 12 siddende eller 4 liggende patienter.

sanitetstransport 2
Mark V hestevognsambulance bygget i 1880’erne

September 1914 ankommer de første 50 automobilambulancer til Vestfronten og de hidtidige hestevogne fra 1880’erne blev gradvis udfaset. Man beholdt dog nogen til barsk terræn hvor automobiler- ne ikke kunne køre, som f.eks. ved Somme hvor også vejene var forvandlet til månelandskaber. Da der i 1918 opstod brænd-stofmangel, blev hestevognene hentet frem igen.

sanitetstransport
Automobilambulance

Hver Engelsk division havde tre feltambulancer, samt en specialist medicinsk sanitær enhed. Feltambulancen udstillede stationerne med bårebærere, opstillede både hoved- og fremskudte forbinde-pladser hvor de sårede kunne modtage yderligere behandling og bringes i en tilstand, hvor de kunne evakueres til et CCS (Casualty Clearing Station).
Nogle syge og sårede blev returneret til kampenhederne efter endt behandling på forbindepladserne.
Der var ingen ufravigelig regel om placeringen af ​​en forbindeplads. Eksisterende bygninger, udgravede underjordiske anlæg eller bunkers var mest almindelige fordi de gav en vis beskyttelse mod fjendens granatild og luftangreb. Forbindepladser blev som regel bemandet af Feltambulancer fra Royal Army Medical Corps.

Blev den sårede ikke sendt tilbage, blev han efter behandling på forbindepladsen flyttet nogle kilometer bagud til en CSS. Dette kunne foregå til fods eller på en hest trukket vogn, automobil-ambulance eller lastbil. I nogle tilfælde med smalsporsbane.
Hooge Chateau hovedforbindepladsen behandlede 3395 tilskadekomne i perioden 1. til 14. august 1917, hvoraf de knap 1000 var i dagene 10.-11. August alene. Omkring en tredjedel var bårepatienter medens resten var i stand til at transportere sig selv til en vis grad. Disse tal var ikke atypisk for en sådan enhed der lå tæt på et større slag.

CCS var den første store, veludstyrede og stationære lægelige facilitet, de sårede kom til. Dens rolle var at behandle og returnere mindre alvorlige tilfælde til fronten og evakuere alle andre til feltlazaretterne.
Det var ofte teltlejre, eller hvis muligt i hytter. CCS’er blev ofte grupperet i klynger af to eller tre i et lille område, som regel et 3-4 kilometer bag linjerne og ved en jernbanestrækning. En typisk CCS kunne til enhver tid rumme ca. 1.000 tilskadekomne, og hver ville modtage yderligere 150-300 sårede ved spidsbelastning. Alvorlige operationer såsom amputationer blev udført her. Nogle CCS’er var specialistenheder, for enten granatchok, hudsygdomme, infektions-sygdomme, visse typer sår o.s.v.
CCS skulle ikke flyttes ofte, og transportinfrastruktur med jern- baner dikterede normalt deres placering. Sårede der skulle evakueres videre bagud til feltlazaretterne, transporterredes med jernbane eller automobilambulancer. Også flodpramme har været anvendt. Evakuering direkte til en havn hvis den sårede vurderedes som “Blighty” (Blighty var soldaterslang for England).
I 1916 blev på Vestfronten alene evakueret 734,000 sårede fra CCS’er med tog, og andre 17.000 med pram.
Der var 4 lazarettog i 1914 og 28 i 1916 .
Den alvorlige karakter af kvæstelserne udfordrede de medicinske faciliteter og færdigheder i en CCS, og mange CCS positioner er i dag præget af nærliggende store militære kirkegårde.

CCS tog også højde for sygdom. Generelt, forholdene taget i betragtning, blev tropperne holdt ved godt helbred. Der blev rapporteret med stor omhu rapportering af sygdom og infektion så hurtige forebyggende foranstaltninger blev truffet. De største procentdele af syge var kønssygdomme med 1,81 % og skyttegravs-fødder med 1,27 %.

Var den sårede først indlagt på hovedlazaret havde han en rimelig chance for at overleve. Mere end halvdelen blev evakueret fra et hoved- eller stationært lazaret til yderligere behandling eller rekonvalescens i England. De stationære lazaretter, to pr Division, kunne rumme 400 sårede hver. Et hovedlazaret kunne rumme 1040 patienter. De var placeret i nærheden af hærens vigtigste baser i Boulogne, Le Havre, Rouen, Le Touquet og Etaples. Etableringen af et hovedlazaret kluderede 32 læger (Medical Officers) fra Royal Army Medical Corps, 3 feltpræster, 73 kvindelige sygeplejersker og 206 sanitetssoldater. Sidstnævnte optrådte som portører m.v. Sygehusene blev udvidet i 1917, med op til 2.500 senge.

I England blev eksisterende militære hospitaler udvidet og mange civile hospitaler omdannet helt eller delvis til militær brug. Ekstra enheder blev også åbnet i lagerbygninger eller offentlige bygninger. En del private hospitaler blev ligeledes inddraget.

Efter udskrivelse fra hospitaler blev patienterne nu sendt til forskellige steder på rekonvalescens, alt efter deres situation. Mange gik til hånde på de militære depoter.

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918