Maskingeværet

Maskingeværets historie
Maskingeværet var et resultat af et udbredt ønske om et feltegnet flerskudsvåben allerede tidligt i det 19. århundrede. Det danske bud i århundredets første halvdel var en espignol, der dog aldrig vandt større udbredelse.

Richard Jordan Gatling havde i 1861 opfundet er hånddrevent flerskudsvåben med flere roterende løb. Dette havde dog ikke vakt militær interesse under borgerkrigen.
I lyset af at mange ofre i den Amerikanske borgerkrig tilsyneladende bukkede under for sygdom snarere end krigsskader, videudviklede Gatling sit våben. I 1877 beskrev han sin filosofi bag våbnet således:

”Det forekom mig, at hvis jeg kunne opfinde en maskine – et våben – der ved dets hurtige skudafgivelse kunne øge en mands kampkraft til 100 mands, så ville det i vid udstrækning overflødiggøre nødvendigheden af ​​store hære og følgerne af både slag og sygdom ville blive stærkt formindsket.”

Det blev ikke Gatling med derimod Hiram Maxim der blev det moderne maskingeværs ophav. Som barn var Maxim blevet overrasket over rekylen da kan skød med en riffel, hvilket inspirerede ham til at udnytte rekylen til at genlade et våben.
Maxims teknologi vandt frem, og alle hære havde før 1914 indført maskingeværet, men oftest i tunge versioner på 40-60 kilo, så det ikke kunne bæres af infanteriet under angreb.

Hurtigt inde i krigen opdager man maskingeværets åbenbare feltmæssige fordele. Som flankerende våben i feltaffutage, helst  placeret på skyttegravenes fløje og gerne i en vinkel af 45 grader i forhold til de uendelige rækker af angribende soldater. I denne vinkel fik våbnet maksimal effekt.

Maskingeværet i 1. verdenskrig
Den tyske hær var fra 1908 udstyret med Maxim-maskingeværer, mindst 24 stk. i hver infanteri-division. Maxim maskingeværet var placeret på en trefod eller slæde og blev betjent af 3-4 mand. Ammunitionen fandtes i udskiftelige magasiner eller bælter og våbnet kunne affyre 400-600 skud i minuttet.
Luft- eller vandkøling forhindrede at løbet blev overophedet og dermed smeltede sammen.
Den tyske udgave kendes også under navnet MG 08 (Maschinengewehr 08) eller Spandau 08. Taller 08 efter årstallet 1908 hvor våbnet blev indført, og sidstnævnte Spandau efter våbenfabrikkens beliggenhed.

MG08_1
Tysk MG08

Det engelske modstykke var Vickers maskingeværet der vejede 23 kg. Det var baseret på Maxim maskingeværet.

Vickers_machine_gun_crew_with_gas_masks
Engelsk Vickers maskingevær.

Det franske hær brugte er det luftkølede 8 mm. Hotchkiss maskingevær, der vejede 24,4 kg.

U.S._Hotchkiss_Machine_Gun_1918
Fransk Hotchkiss maskingevær med amerikanske skytter 1918

I 1915 indfører den tyske hær et mere infanteri-egnet maskingevær MG08/15. I stedet for den 32 kg tunge affutage er det monteret med to støtteben. Det vejer dog stadig 26.5 kg.

Maskingeværet var stærkt medvirkende til, at krigen på Vestfronten blev en stillingskrig.
Op mod 5 mill. soldater har været anslået dræbt af dette våben alene og en engelsk historiker har beskrevet det således:
“Statsmænd og generalerne kunne starte denne krig; men efter at de havde sat den i gang, var de hjælpeløse marionetter i Hiram Maxims teater. For hans gevær fratog offensiven al kraft – og det
eneste statsmændene kunne gøre, var at rejse gravsten og monumenter.”

Fra 1915 udvikledes lettere luftkølede maskingeværer. De kunne dog kun skyde kortere salver for ikke at overophede.
Sent i krigen udvikledes også maskinpistoler. De fandtes dog kun i meget lille antal.

I Danmark udviklede tidligere krigsminister Madsen i samme periode sit lette rekylgevær der blev anvendt overalt i verden det næste halve århundrede.

Link til Wikipedia https://en.wikipedia.org/wiki/Maxim_gun

BBC’s Dan Snow demonstrerer MG08, Vickers og Lewis (eksternt link)

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918