Marine, tysk

Alfred_von_Tirpitz
Alfred von Tirpitz

Efter århundredeskiftet inden udbruddet af verdenskrigen, havde Tyskland haft en ambition om, som minimum, at have lige så stor flåde som henholdsvis Frankrig og Rusland. Det ultimative scenarie var at have en flåde på størrelse med Englands.
Under Admiral Tirpitz energiske indflydelse var de tyske udgifter til flåden voldsomt stigende. I 1907 blev der brugt 290 mill. Reichmark på flåden, stigende til 347 mill. Reichmark eller 24 procent af det nationale budget i 1908 og et forventet budgetunderskud på 500 millioner Reichmark.

Ved udbruddet af Første Verdenskrig var den tyske nationale gæld øget med 1 mia. Reichmark, alene på grund af flåden. Mens hvert tysk skib var dyrere end det sidste, lykkedes det englænderne at reducere udgifterne til de efterfølgende generationer slagskibe. Samlet set var de tyske skibe ca. 30 % dyrere end de engelske. Dette affødte en del politisk modstand mod hele projektet, specielt da det stod klart, at englænderne var villige til at møde enhver form for tysk ekspansion.

1 og 2 slagsskibs eskadre squadrons højsøflåden KIel
Højsøflådens 1. og 2. Eskadre, Kiel

Denne vold-somme flåde-oprustning havde ikke alene store økonomiske konsekvenser men skete på bekostning af hæren, hvil-ket skabte en del jalousi mellem de to militære grene.

Jyllandsslaget
Ikke mindst i de første krigsår var der en del mindre træfninger mellem engelske og tyske flådeenheder. Disse kulminerende med Jyllandsslaget 31. maj og 1. juni 1916.

Tyskland ville helst ikke møde den engelske flåde i et direkte større slag, men havde et ønske om at bryde, eller i det mindste svække, den engelske flådeblokade af de tyske Nordsøhavne, samt at blokere engelske havne mest muligt. Højsøflåden (admiralerne Hipper og Scheer) var sejlet ud for at øge blokade af engelske havne samt at opsøge mindre engelske flådeenheder og tilintetgøre dem. Samtidig var der en mulighed for at den engelske Grand Fleet ville blive lokket ud, og dermed havne i en udmattelseskrig med de tyske u-både der lå ud for de store engelske flådehavne.   Den materielle engelske overvægt var massiv – 33 slagskibe mod tyskernes 18. Under selve slaget var den engelske styrke (admiralerne Jellicoes og Beatty) styrke på 28 slagskibe og 9 slagkrydsere, mens tyskerne rådede over 16 slagskibe og 5 slagkrydsere.

HMS_Dreadnought_1906
HMS Dreadnaught 1906

Styrkeforholdet var reelt større en det blotte antal, idet 6 af de tyske slagskibe var pre-dreadnaught og dermed forældede mht. fart, pansring og skyts. Det engelske skyts generelt af større kaliber end de tyske og den engelske flåde havde også overvægt i de mindre fartøjer. Også i forhold til deplacement I havde englænderne overtaget, med 732.728 tons mod tyske 295.896 tons. Den engelske overlegenhed blev dog til en vis grad af teknologiske faktorer. De tyske kanoner var mere præcise, de tyske skibe havde tykkere pansring og deres konstruktion indebar, at deres vandtætte skotter var mere effektive. Også de tyske panserbrydende granater var mere effektive end de engelske. De1 engelske granaters drivmiddel var endvidere ret ustabilt og ammunitionsmagasiner ikke så godt beskyttet som de tyske. Endelig var den engelske kommunikation mellem skibene ret mangelfuld. I alt havde de to flåder 250 krigsskibe i søen bemandet med ca. 104.000 søfolk og 25 admiraler.

Sænkede Engelske Skibe:
Slagkrydsere :
– HMS Indefatigable
– HMS Queen Mary
– HMS Invincible
Panserkrydsere:
– HMS Black Prince
– HMS Warrior
– HMS Defence
Destroyere:
– HMS Tipperary
– HMS Shark
– HMS Sparrowhawk
– HMS Turbulent
– HMS Ardent
– HMS Fortune
– HMS Nomad
– HMS Nestor

Engelske tab: I alt 6.945, heraf 6.768 dræbte og sårede.

Sænkede tyske skibe:
Slagkrydsere (dreadnoughts):
– SMS Lützow
Slagskibe:
– SMS Pommern
Krydsere:
– SMS Frauenlob
– SMS Elbing
– SMS Rostock
– SMS Wiesbaden
Torpedobåde:
V48, S35, V27, V4, V29

Tyske tab: I alt 3.058I, heraf 2.551 dræbte og 507 sårede.

Tyskerne forlod om aftenen og natten farvandet, medens englænderne blev og afventede udviklingen dagen efter. Begge hævdede at have vundet en stor sejr. Ganske vist vandt tyskerne slaget opgjort i antal, tonnage og menneskeliv, men England vandt nok strategisk, idet den tyske Højsøflåde ikke kom ud af deres havne i resten af krigen. Bl.a. dette var årsagen til indførelsen af den uindskrænkede ubådskrig i efteråret 1916.

Den Østasiasiske eskadre. (Ostasiengeschwader).
I 1914 bestod den Østasiatiske Eskadre (Ostasiengeschwader) af 6 større krigsskibe under kommando af Viceadmiral Maximilian, Reichsgraf von Spee:
Scharnhorst-klassen:
– SMS Scharnhorst
– SMS Gneisenau
Dresden-klassen
– SMS Dresden
– SMS Emden
Bremen-klassen
– SMS Leipzig
Königsberg klassen
– SMS Nürnberg

Ved udbruddet af krigen måtte Spee konstatere at han, i forhold til de allierede skibe i regionen, var underlegen i både antal skibe og armering.
Han var bekymret over den Japanske flåde, men især den Australske. Han beskrev specielt det Australske flagskib HMS Australia som stærkere end hele hans egen eskadre – tilsammen. Eskadrens situation beskrev han pessimistisk således:
“Jeg er ret hjemløs. Jeg kan ikke nå Tyskland. Vi har ingen anden sikker havn. Jeg må pløje igennem verdenshavene og gøre så megen skade jeg kan, indtil min ammunition er opbrugt eller en stærkt overlegen fjende har held til at uskadeliggøre mig”.  

SMS Emdens blev beordret til, alene, at foretage en operation mod handelsskibe i det Indidke ocean medens resten af eskadren satte kurs mod det østlige middelhav og den sydamerikanske kyst, hvor der var en del tysk-venlige neutrale lande, specielt Chile, hvor han kunne få forsyninger.

Madras SMS Emden 1914
Havnen i Madras

22.  september sejlede han ind i Madras havn, der trods ordre om mørklægning, var helt oplyst. På kun 2700 meters afstand åbnede han ild mod oliedepoterne. 2 olietanke blev ødelagt og tre andre beskadiget samt et handelsskib blev beskadiget. Dagen efter beordrede englænderne et stop for besejling af den Bengalske Bugt. Gennem SMS Emdens operationsperiode faldet eksporten fra området med 61,2 %.

Under slaget ved Penang i Britisk Malaya den 28. oktober 1914, sænkede Emden den russiske armerede krydser Zhemchug og den franske destroyer Mousquet. I slaget deltog også den ældre franske krydser D’Iberville og destroyeren Fonde. Angrebet på Penang var en stor overraskelse for de allierede, og tvang dem til at udsætte de store konvojer fra Australien til de kunne mønstre en mere kraftfuld eskorte.

9. november 1914 lagde Emden til på Direction Island (Cocos (Keeling) Island. Den oprindelige plan var at angribe og ødelægge de engelske kullagre, men da HMS Sydney dukkede op, kaldtes angrebsholdet tilbage efter kun at have ødelagt relæstationen. Efter en længere kamp blev SMS Emden sat på grund og herefter ødelagt på North Keeling Island, efter en længere kamp med HMAS Sydney.

I mellemtiden havde resten af eskadren krydset Middelhavet og angrebet Papeete på Tahiti.
Byen blev bombarderet 22 September 1914, da SMS Scharnhorst og SMS Gneisenau sejlede ind i Papeete havn, sænkede den franske kanonbåd Zílée og fragtskibet Walkure, inden de bombarderede byens forsvarsværker. Målet var at erobre kullagrene i byen, men disse blev ødelagt af franskmændene i starten af angrebet.

Ostasiengeschwader Chile 3 nov 1914
Ostindiengeschwader i Chile 3. nov. 1914

Da Englænderne, via radiotrafik, opdagede at Spee’s Eskadre nu agtede sig mod den Sydamerikanske vestkyst for at angribe handels-trafikken, sendtes 4. krydser eskadre, bestående af de pansrede krydsere HMS Good Hope og HMS Monmouth, den moderne lette krydser HMS Glasgow, tre ældre lette krydsere, et ombygget pasagerskib HMS Otranto samt to andre armerede handelsskibe mod Spee. 1 November 1914 mødtes de to styrker, Den engelske, med forældede skibe, for let skyts og uøvet mandskab. HMS Monmouth begyndte at tage vand ind og måtte sættes på grund, HMS Good Hope (flagskibet) eksploderede og HMS Glasgow måtte trække sig ud. Samlede Britiske tab var 1,570 dræbte, herunder Eskadreshefen Cradock. 2 pansrede krydsere gik tabt. Tyske tab var 3 sårede og meget små materielle skader.

8. december 1914 forsøgte Spee’s eskadre at angribe Port Stanley på Falklandsøerne. Så sent som dagen før var en meget stærk engelsk eskadre ankommet til øerne. Slagkrydserne HMS Invincible og HMS Inflexible, de pansrede krydsere HMS Carnarvon, HMS Cornwall og HMS Kent, den armerede handelskrydser HMS Macedonia og de to lette krydsere HMS Bristol og Glasgow. Klokken 13,00 åbnede englænderne ild. Spee’s flagskib SMS Scharnhorst blev hårdt ramt af flere bredsider, sprang læk, og sank efter kort tid. Der var ingen overlevende.
SMS Gneisenau fortsatte med at skyde til ammunitionen slap op og mandskabet lod den synke under stadig beskydning.
190 blev reddet.

SMS Nürnberg blev efter en lang jagt indhentet af SMS Kent og eksploderede efter to træffere i kedlerne.

SMS Leipzig blev indhentet af krydserne HMS Glasgow og HMS Cornwall. Den var løbet tør for ammunition, men førte stadig kampflag. Den sank efter beskydning efterladende 18 overlevende. Kun hjælpekrydseren SMS Seydlitz og den lette krydser SMS Dresden undslap.
Samlede tyske tab var 1871 dræbte (herunder både Spee og hans to sønner) og 215 tilfangetagne. To pansrede krydsere og to lette krydsere gik tabt.
De engelske tab så små som 10 dræbte og 19 sårede.

14 Marts 1915 blev SMS Dresden blev omringet af en større britisk styrke (HMS Kent, HMS Glasgow og HMS Orama) ved Juan Fernández øerne, slaget ved Mas a Tierra. Efter en kort kamp sænkede kaptajnen selv Dresden.
Tyske tab var 4 dræbte, 14 sårede og 315 tilfangetagne.

Den tyske krig mod handelstrafikken med større regulære krigsskibe i Middelhavet og det sydlige atlanterhav ophørte herefter permanent. Dog opererede flere bevæbnede handelsskibe i området til krigens slutning.

Ubåde
Tyskland var allerede i 1850 fremme med de første ubådsforsøg, 3-mands u-båden Brandtaucher. Den sank dog i havnen i Kiel på første prøvetur.

Denne efterfulgtes i 1890 af by WW1 and WW2, bygget efter Nordenfelts konstruktion. I 1903 byggedes den første operationelle U-båd “Forelle” på  Germaniawerft i Kiel. Den blev solgt til Rusland under den Russisk-Japanske krig i 1904.
Herefter fulgte SM U-1 som var en helt nykonstrueret Karp-klasse U-båd (Russisk u-båd bygget i Tyskland), og kun denne ene blev bygget. Den blev kommisioneret i december 1906. Den havde dobbelt skrog og blev drevet af en Körting petroleumsmotor. Den havde et enkelt torpedorør.
Den næste, 50 % større SM U-2 fra 1908, havde to torpedorør. Dieselmaskiner blev ikke brugt I tyske U-både før U-19 klassen i 1912–13.

Ved begyndelsen af 1. Verdenskrig havde Tyskland 48 U-både i 13 klasser, kommisioneret eller under bygning. Gennem krigen brugtes SM U-1 til træning. Den blev taget ud af tjeneste i 1919.

Selvom tyskerne gjorde krav på sejren efter Jyllandsslaget, bibeholdt Royal Navy søherredømmet.
Det var derfor nødvendigt at Tyskland optrappede sin hidtil vellykkede u-bådskrig hvis man skulle blokere handelstrafikken til England.
Viceadmiral Scheer, pressede på for en udvidelse af U-bådskrigen. Han var overbevist om, at store tab af handelsskibe og laster til England kunne presse dem til en hurtig fred inden Amerika valgte at træde ind I krigen.

Den uindskrænkede U-bådskrig
Den nye tyske kampagne var effektiv med sænkningen af 1,4 mill. tons. tonnage mellem oktober 1916 og januar 1917. På trods af dette krævede udviklingen et endnu større pres på England, og 31. januar 1917, erklærede Tyskland uindskrænket U-bådskrig pr. 1. februar 1917. At en vellykket blokade af de fjendtlige handelsveje var vejen til en hurtig ende på krigen som Tyskland så det, understreges af Admiral Beatty, der 27. januar udtalte at “Sagens kerne er, hvorvidt vi blokerer fjenden i knæ eller han gør det samme ved os.”

Tyskland havde 105 U-både klar den 1. Februar 1917:
46 i Højsøflåden ved Nordsøen, 23 i Flandern ved den Engelske Kanal, 23 i Middelhavet, 10 i Østersøen og 3 ved Konstatinobel. Nybygninger skulle sikre, at der trods tab konstant ville være 120 U-både til rådighed I resten af 1917.

Kampagnen var indledningsvis en succes. I januar 1917, før kampagnen, mistede England 49 skibe. I februar, efter starten af u-bådskrigen, 105, og i marts 147. I Marts blev 25 % af alle skibe med destination England sænket. Næsten 500,000 tons blev sænket i både februar og marts og 860,000 tons i april. På dette tidspunkt havde England kun hvedelagre til 6 uger forbrug. I maj oversteg tabene af handelstonnage 600,000 tons, og i juni 700,000 tons. Tyskland havde kun mistet 9 undervandsbåde i disse tre måneder.

Den 3. februar 1917 afbrød Amerika de diplomatiske forbindelser med Tyskland på grund af U-bådskrigen og den 6. april erklærede kongressen krig efter sænkningen af SS Lusitania den 17. marts.

I maj og juni blev de transatlantiske konvojer under eskorte indført, og efter juli oversteg lå tabene konstant på mellem 300.000 og  500.000 tons månedligt resten af 1917.

De tyske tab lå på 5-10 U-både hver måned, og en forøgelse af antallet af nybygninger blev nødvendigt, selv på bekostning af bygningen af store overfladeskibe. Arbejdet blev dog forsinket af mangel på bade arbejdskraft og materialer.

I slutningen af 1917 havde de allierede mistet 6 million tons på hele året.

Konvojsystemet havde bragt tabene ned på et niveau der ikke var kritisk, medens antallet af mistede tyske U-både steg alarmerende. Fra i alt 48 i krigsårene op til februar 1917, var yderligere 61 mistet ved udgangen af 1917. Et svar på konvojens koncentrerede forsvar ville være en koncentreret angrebsstyrke, som det dog aldrig lykkedes tyskerne at skabe under 1. Verdenskrig.
Der blev kun gjort et forsøg med at samle et “Ulvekobbel” (som kendt fra 2. Verdenskrig) til samlet angreb. 6 U-både sejlede i maj 1918 som en gruppe. De observerede flere konvojer, og sænkede 3 skibe, men med tabet af 2 U-både herunder kommandørens U-103. Denne blev vædret  af et troppetransportskib. Det havde været svært at kommunikere og føre de mange U-både og det forholds-mæssigt store antal tabte U-både standsede yderligere eksperimenter.

Sent i krigen besluttede den tyske overkommando at føre krig ved de amerikanske kyster. Dette skete med de store type U-151 og type U-139 både, de såkaldte U-kreuzer. U-151 medbragte 18 torpedoer og U-139 24 torpedoer. Begge havde 2 stk. 150 mm dæks kanoner: De havde aktionsradius på 25,000 sømil (46,300 km). Der var bygget 7 stk af U-151 klassen og 3 styk  af U-139 klassen. U-151 klassen var oprindeligt et stort undervandshandelsskib, beregnet til at transportere fragt til og fra farvande Tyskland ellers ikke kunne operere i. 6 styk af U-151 klassen blev ombygget til krigstjeneste i 1917. U-139 klassen var den største U-båd under 1. verdenskrig.

Af de 360 U-både der blev bygget, blev de 178 ødelagt. De sænkede i alt 11 mill. tons allieret og neutral tonnage.

Matrosoprøret 1918
Efter jyllandsslaget havde stort set alle de store skibe ligget inaktive i havn. Mange matrose og officerer havde meldt sig til u-bådene eller de mindre enheder der stadig spilled en rolle I krigen. Moral og disciplin var lav hos de tilbageblevne, der på nedsatte rationer stadig var på de fortøjede skibe. 2. August 1917, foranstaltede 350 matroser fra dreadnoughtskibet Prinzregent Luitpold en protestdemonstartion I Wilhelmshaven. To af lederne blev dømt og henrettet medens andre fik fængselsstraffe. I de resterende måneder af krigen dannedes matros-råd på flere af de store skibe.

Medens de krigstrætte soldater og befolkningen afventede en hurtigt afslutning på krigen, udstedte admiralerne Franz von Hipper og Reinhard Scheer 24. oktober 1918 en ordre til et alt-eller-intet angreb på Royal Navy. De to admiraler beordrede denne storstilede aktion på eget initiativ og uden kejserens eller andre højere instansers godkendelse, hvilket i sig selv var højest usædvanligt.
>>Flådeordren af 24. oktober 1918>>

kort
Angrebsplanen 24. oktober 1918

Planen var at lokke store dele af dele af den engelske flåde til den sydlige del af Nordsøen, for der at tage et stort afgørende slag mellem Højsøflåden og Royal Navy.
Mytteriet startede i Wilhelmshaven, hvor dele af den tyske flåde lå opankret. Om natten mellem den 29. og 30 oktober nægtede nogle besætninger at parere ordre. Besætninger på tre skibe i 3. Eskadre nægtede at lette anker og  dele af besætningen på SMS Thüringen og SMS Helgoland fra 1. Eskadre lavede direkte mytteri og sabotage.

Da nogle torpedobåde dagen efter rettede deres kanoner mod Thüringen, gav mytteristerne op og blev arresteret. Dette førte dog til at flådekommandoen mistede troen på besætningernes pålidelighed og annulerede ordren af 24. oktober. 3. Eskadre blev beordret tilbage til Kiel. Chefen for 3. Eskadre afholdt på turen nogle øvelser I Helgolandsbugten, der forløb upåklageligt. Han mente derfor at have fået kontrol over situationen. Da Eskadren nåede Kaiser Wilhelm Kanal lod han derfor de ledende 47 matroser på SMS Markgraf arrestere. De blev ved ankomsten til Holtenau (kanalens udmunding i Østersøen) anbragt i Arrestanstalt i Kiel samt i Fort Herwarth nord for Kiel. Dette førte til omfattende protester og oprør blandt både matroser og arbejdere med krav om fred og mad. I sidste ende førte dette til Kejserens afgang og udråbelse af republikken.

kaiser abdicerer

U-båds klasser

U-både med Körting petroleumsmotor.
– Type U 1, Type U 2, Type U 3, Type U 5, Type U 9, Type U 13, Type U 16, Type U 17
Mittel-U MAN diesel U-både:
– Type U 19, Type U 23, Type U 27, Type U 31, Type U 43, Type U 51, Type U 57, Type U 63, Type U 66, Type Mittel U
U-krydsere (U-kreuzer) og handels U-både:
– Type U 139, Type U 142, Type U 151, Type UD 1
UB kyst angrebs U-både:
– Type UB I, Type UB II, Type UB III, Type UF, Type UG
UC kyst minelægger U-både:
– Type UC I, Type UC II, Type UC III
UE oceangående minelægger U-både:
– Type UE I, Type UE II

 

Den tyske flåde ved udbruddet af krigen:
24 ældre pre-Dreadnought slagskibe:
Brandenburg- klassen (leveret 1893-1894)
– SMS Brandenburg
– SMS Kurfürst Friedrich Wilhelm
– SMS Weissenburg
– SMS Wörth
Kaiser Friedrich III klassen (alle leveret 1901)
– Kaiser Friedrich III
– Kaiser Friedrich II
– Kaiser Wilhelm der Grosse
– Kaiser Barbarossa
– Kaiser Karl der Grosse

KFIII_SMS_Kaiser_Barbarossa
SMS Kaiser Barbarossa

Wittelsback-klassen (leveret 1904)
– SMS Wittelsbach
– SMS Wettin
– SMS Zähringen
– SMS Schwaben
– SMS Mecklenburg.
Braunschweig-klassen (Leveret 1906)
– SMS Braunschweig
– SMS Elsass
– SMS Hessen
– SMS Preussen
– SMS Lothringen
Deutschland-klassen (leveret 1908)
– SMS Deutschland
– SMS Hannover
– SMS Pommern
– SMS Schlesien
– SMS Schleswig-Holstein.

På grund af udviklingen af Dreadnaught-skibene, var Deutschland-klassen teknologisk forældede allerede inden leveringen i 1908.

14 Dreadnought slagskibe:
Nassau-klassen. (Leveret 1910)
– SMS Nassau
– SMS Rheinland
– SMS Posen
– SMS Westfalen
Helgoland-klassen. (leveret 1912)
– SMS Helgoland
– SMS Oldenburg
– SMS Ostfriesland
– SMS Thüringen
Moltke-klassen (leveret 1910)
– SMS Molkte
– SMS Goeben
2 slagkrydsere yderligere (Leveret 1910 og 1913)
– SMS von der Tann
– SMS Seydlitz

SMS_von_der_Tann 2
SMS von der Tann

I løbet af krigen blev følgende leveret:
König-klassen (Leveret 1914)
– SMS König
– SMS Grosser Kurfürst
– SMS Markgraf
– SMS Kronprinz.
Derfflinger-klassen (Leveret i henholdsvis 1914, 1916 og 1917):
– SMS Derfflinger
– SMS Lützow
– SMS Hindenburg
Bayern-klassen (Leveret 1916).
– SMS Bayern
– SMS Baden

Herudover rådede Tyskland over et stort antal mindre flådeneheder som patrulje- og torpedobåde og ikke mindst U-både.

Yderligere 2 bestilte slagskibe af Bayern-klassen,blev aldrig bygget færdig:
– SMS Sachsen
– SMS Württemberg

4 slagkrydsere af Mackesen-klassen blev køllagt i 1914/15, men aldrig færdiggjort:
–  SMS Mackesen
–  SMS Graf Spee
–  SMS Prinz Eitel Friedrich
–  SMS Fürst Bismarck

3 Slagkrydsere af Erzatz York-klassen blev køllagt i 1916 men aldrig færdiggjort.
– SMS Ersatz Yorck
– SMS Ersatz Gneisenau
– SMS Ersatz Scharnhorst

Se også The Great Wars udsendelse om ubåde:

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918