Gasmasken

Hvem der egentlig opfandt åndedrætsværnet er ikke entydigt. Nogle mener det var den canadiske læge Cluny McPherson medens det var amerikaneren Garret Morgan der udtog patent på det i 1914. Udviklingen var dog startet et par år før. Den var oprindeligt udviklet til brandfolk.

Alle de tidlige gasmasker var primitive. Der var ikke forberedt egentlige gasmasker til militært brug, idet brug af krigsgas var forbudt efter Haag-konventionen fra 1898. Ingen havde troet, at giftgas nogensinde ville blive brugt i krigsførelse. Ved 2. slag ved Ypres i foråret 1915 var tyskerne selv så usikre på våbnets virkning, at kun det personel der håndterede gassen fik beskyttelsesudstyr.

Tyske gasmasker.
Under Første Verdenskrig var det på tysk side kemikeren Richard Willstätter der var ansvarlig for udviklingen af ​​beskyttelse mod gas, herunder især gasmasker. Udleveringen af den første generation af gasmaske til de tyske enheder begyndte i efteråret 1915. Det var en ansigtsdækkende model fremstillet af gummieret stof, hvor både ind- og udåndingsluft gik gennem et udskifteligt filter. For at aflaste filteret, blev luften på de senere modeller kun filtreret ved indån-ding, mens luften blev pustet ud af masken via en ventil.

1Weltkrieg_Tysk_Gasmaske
Tysk gasmaske 1916

Den første gasmaske havde et enkelt ark filtre til beskyttelse mod klor bestående af kiselgur, som blev imprægneret med en 40 % pot-askeopløsning og pudret over med trækul. Dette filter erstattedes allerede i begyndelsen af ​​1916 af en trelags filter, hvor kiselgur blev yderligere imprægneret med piperazin og urotropin. Dette filter beskyttede både mod phosgen og den giftige formaldehyd der opstår ved nedbrydning af Phosgen. Tyskland anvendte som de eneste Piperazin til at binde denne formaldehyd.

Filteret var også effektivt mod andre gasser som chlorpicrin. Denne model blev senere leveret med et ekstra forstærket lag af aktivt kul. Maskernes tæthed blev også løbende forbedret.

På grund af mangel på gummi i Tyskland, gik man i 1917 over til at bruge imprægneret og olieret gedeskind. Dette blev valgt på grund af sin for sin smidighed og specielle tæthed, der opstår fordi geder ikke har svedkirtler.

Øjenglassene i maskerne blev belagt med en speciel gelatine for at forhindre dannelse af dug. De duggende briller var et problem for alle typer masker. Dette søgtes bl.a. afhjulpet med et rensesystem, så brugeren kunne rense brillerne ved at gnide på brillen med fingrene. Øjenglassene var nu lavet af celluloid. (Celon) For brille-bærere blev udviklet specielle hjælpemidler, så briller kunne bæres under masken. I stedet for brillestænger som ville have nedsat maskes tilslutning til ansigtet, lavedes briller med tekstilremme.Tysk_soldat_maske

I marts 1918 indførtes blev et filter der var endnu mere effektiv mod stofferne phosgen, chlorpicrin og blåsyre med et væsentligt forøget lag af aktivt kul. Til de nye filtre med forbedrede egenskaber blev et snap-on låg indført, så der kunne anvendes løse filterind-satser. Disse filtre øgede dog luftmodstanden ved indånding.
Ved nedbrydning udvikler phosgen den giftige luftart formaldehyd. Tyskland anvendte som de eneste Piperazin til at binde denne formaldehyd, hvilket øgede filterets effektivitet.
Der var ingen virksom beskyttelse mod de såkaldte Blaukreutz gasarter tyskerne også selv brugte (Blaukreutz henviser til farve-koden på ammunitionen) . Blaukreutz var fællesbetegnelsen for kvalmegasser der spredtes med andre gasser. De trængte igennem filteret og fremkaldte stærk kvalme, hvorefter soldaten tog masken af og dermed var eksponeret for de mere dødelige gasarter. For heste, der under ammunitionstransporter var specielt udsat for gasangreb, anvendte tyskerne masker lavet af fodersække. De blev trukket over næseborene og indeholdt absorberende stoffer som f.eks. fugtigt hø.

Engelske gasmasker
Under det andet slag ved Ypres i foråret 1915 konstaterede en Canadisk læge, der også var kemiker, at hans enhed blev angrebet af chlorgas. I mangel af bedre anbefalede han tropperne at urinere på et stykke tøj og dække mund og næse med det. Det første officielle gasbeskyttelsesudstyr var næsten lige så primitivt. Et stykke tekstil, som regel imprægneret med et kemikalie, skulle bindes om under-ansigtet. Dette kaldtes ” the Black Veil Respirator”. For at beskytte soldaterne mod tåregas fik de udleveret gasbriller.

Den første engelske gasmaske var den såkaldte Hypo-hjelm der indførtes i maj 1915. Denne primitive maske gav en vis beskyttelse, men dens øjenstykke viste sig at være meget svagt og let at bryde – og dermed var den beskyttende værdi af hypo-hjelmen begrænset.  Masken filtrerende egenskab fremkaldtes ved at stoffet dyppet i en anti-gas blanding af natriumhyposulphit (natriumthiosulfat), soda, glycerin og vand. Heraf navnet Hypo-hjelm. Der var ingen ventil, så man belastede lungerne voldsomt ved at trække vejret gennem stoffet. Selv om den var primitiv, var hypo hjelmen et tegn til britiske tropper i skyttegravene om, at noget blev gjort for at hjælpe under gas angreb og at de ikke blev overladt til sig selv. Også på denne maske var der problemer med dug på øjenglassene. Når man gik i kamp, ​​blev gas hjelme typisk båret oprullet oven på ​​hovedet.  De kunne så trækkes ned og fastgøres ved halsen når gasalarmen lød.

Hypo-helmet
Soldater med HYPO-hjelme

I September 1915 afløstes de 2,5 millioner Hypo-hjelme af P-gas-hjelmen som var delvis effektiv mod phosgen, og som alle infan-terister vart udstyret med ved i efteråret 1915. Den var impræg-neret med natrium-phenolat. Et mundstykke bar isat, hvorigennem brugeren kunne puste ud for at forhindre kuldioxid ophobning. En adjudant af 1/23. Battalion, The London Regiment, huskede oplevel-sen af P hjelmen ved Loos: ”Brillerne duggede hurtigt, og luften kom igennem i så kvælende små mængder, at det krævede en kontinuer-lig viljestyrke hos brugeren.”En modificeret version, PH Hjelmen, blev indført i januar 1916. Den var yderligere imprægneret med hexamethylen-tetramin at forbedre beskyttelsen mod phosgen.

PH_hood_Loos_1915
Soldat med PH-hjelm ved Loos 1915

Som månederne gik og anvendelsen af ​​giftgas forekom hyppigere, blev mere sofistikerede masker udviklet og introduceret.
Den britiske boks respirator blev introduceret til britiske soldater i April 1916 – et par måneder før Slaget ved Somme. Selvstændige filterbokse på gasmaskerne repræsenterede kulminationen af ​​de engelske gasmaskers udvikling. De anvendte en todelt konstruk-tion. Et mundstykke forbundet var via en slange forbundet til en filter-kasse. Denne kasse  indeholdt et granulat af kemikalier, der neutraliserede gassen og dermed gav
luft til brugeren. Adskillelse af filteret fra masken tillod et mere omfangsrigt, men også mere effektivt filter. Dog blev den første version, kendt som LBR (Large Box Respirator) eller “Harrisons Tower”, bedømt til at være for stor. Den var så stor, at filteret skulle bæres på ryggen. LBR havde ingen maske men bare et mundstykke og en næseklemme. Man måtte så bære separate gasbeskyttelses-briller. Man udviklede nu SBR (Small Box Respirator).

SBR
Small Box Respirator (SBR)

SBR kom med en enkelt tætsiddende gummieret maske med øjen-stykker. Boksfilter var kompakt og kun-ne bæres om halsen. SBR kunne let opgraderes i takt med at mere effektiv filter teknologi blev udviklet. LBR blev dog fortsat udleveret til artilleriet, medens SBR var forbeholdt infanteriet. Den var en værdsat udrustning for den almindelige infanterist. Da briterne blev tvunget til at trække sig tilbage under det tyske forårsoffensiv i 1918, blev det konstateret, at medens nogle tropper havde bort-kastet deres rifler, var der ingen der havde efterladt deres gas-masker.

SBR blev også godkendt til brug af den amerikanske Expeditionary Force. Mennesker var ikke de eneste, det havde brug for beskyttelse mod gasskyerne.

Pigeon gas Box
Dueslag med gasfilter

Heste og muldyr var vigtige til transportopgaver, og de kunne være i fare hvis de kom i tæt kontakt med gas. Det blev først et stort pro-blem da det var muligt levere gassen overe store afstande. Der blev nu udviklet masker, der kunne anvendes på dyr, såsom hunde, heste, muldyr, og selv brevduer.
Gas alarmer blev rutine for tropperne ved fronten. For at advare mod gasangreb ringede man på en klokke, ofte lavet af et granat-hylster. I de larmende belejringsbatterier brugtes et Strombus horn med komprimeret luft og en gennemtrængende lavfrekvent tone, der kunne høres 14 km. væk. Advarsler blev sat op på alle indfalds-veje til det berørte område .

De forskellige modforanstaltninger viste sig ret effektive. I 1915, da giftgas var relativt nyt, døde mindre end 3 % af de engelske gasofre. I 1916 var andelen af ​​dødsfald steget til 17 %, men i 1918 var tallet tilbage under 3 %, selvom det samlede antal engelske gas ofre nu var ni gange større end antallet i 1915.

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918