Forplejning

Forplejning og feltration ”Eiserne Ration”.
Indholdet i de tyske ”jern-rationer” havde stort set været uændret frem til den fransk-tyske krig i 1871. Den indeholdt skiver af bacon, tørrede bønner, hårdt brød, ost, salt, sukker og små mængder kaffe. Som udgangspunkt blev disse ting udleveret i regulerede mængder lige før træfninger, hvor feltkøkkenets almindelige rationer måske ikke var tilgængelige. En bærbar standardration fandtes ikke.

Erbswurst reklame
Produktionen blev købt af Knorr brødrene i 1889

Da man vidste at tropperne i kommende krige ville kunne komme til at operere langt fra de jernbaner, der skulle danne grund-stammen for den tyske troppe-forsyning, havde Preussen nedsat en forskningsgruppe til at undersøge mulighederne for en nødration og mulige langtidsholdbare fødeemner.

I denne forbindelse faldt de over et patent på komprimeret suppe.

Den gik under navnet Erbswurst, (ærte-pølse) og var I 1867 opfundet at en tysk fabrikant.

Dette var verdens første konserverede færdigret.

Produktet bestod af noget folie eller vokspapir, formet som en pølse. Pakken indeholdt 6 tabletter bestående af en komprimeret, hakket ærtesuppe. Suppen var en blanding af formalede ærter, oksefedt, affedtet bacon, krydderier og salt. Hver tablet skulle blandes med ¼ liter vand og koges i kort tid til en nærende suppe.

Sammen med Erbswurst blev de tyske tropper udrustet med nogle runde tvebakker (Hartkeks). Disse var kun en anelse bedre end en  beskøjt, idet de med noget besvær kunne tygges uden forudgående iblødsætning.

Med preussisk grundighed blev de nye rationer testet for egnethed og ernæringsværdi. Testen gik i al sin enkelthed ud på at nogle enheder kun fik  Erbswurst, brød og lejlighedsvis frugt eller grøntsager seks uger i træk.

Dette forblev standard rationen frem til 1888, hvor rationerne på ny blev underkastet et eftersyn. Selvom Erbswurst havde fungeret fint under den tysk-franske krig, stillede Tysklands nye status som global magt med soldater i både Middelhavet, Asien, Afrika og Arktis nye krav til forplejning.

Produkterne skulle opfylde de øgede krav til holdbarhed og samtidig soldaternes ændrede smagsvaner.

Det vigtigste var dog at det blev standardiseret.

Kommissionen kom med følgende anbefaling for en bærbar ration

(Eiserne Ration):
2 pakker á 130 gram Erbswurst
2 pakker á 125 gram tvebak
150 gram bacon
25 gram kaffe eller 3 gram the
1 pakke med 25 gram sukker
1 pakke med 25 gram salt

Dette blev standardrationen fra slutningen af det 1800-tallet til noget ind I 1900-tallet.

Den reglementerede tyske normalration bestod i 1914 af følgende:
750 gr brød eller 500 gr Feldzwieback (felt-tvebak) eller 400 gr æggebrød (Eiergebäck)
375 gr frisk kød eller frossent kød eller 200 g dåsekød
1.500 gr kartofler eller 125 til 250 gr grøntsager (Gemüse) eller 60 gr tørrede grøntsager eller 600 gr blandede kartofler og tørrede grøntsager.
25 gr kaffe eller 3 gr the
20 gr sukker og 25 gr salt
65 gr fedt
125 gr marmelade, ost eller smørepølse

Som krydderi kunne vælges imellem 25 gr løg, 0,4 gr peber, 0,1 gr paprika, 2 gr kommen, 0,1 gr nellike, 0,05 gr laurbærblade, 0,2 gr merian eller 3 gr stødt kanel.

2 cigarer og 2 cigaretter eller 28 gr pibetobak, eller 25,5 gr shagtobak, eller 5 gr snus.

Efter den kommanderende officers skøn kunne de udleveres
brændevin (0,08 l), vin (0,2 l) eller øl (0,4 l).

Feltkøkken 2Normalforplejningen blev tilberedt i store hestetrukne feltkøkkener (“Gullaschkanoner”),
hvorfra den også blev udleveret. Hvor små enheder ikke var i stand til at hente maden ved feltkøkkenet, kunne den bringes ud til dem i kantiner båret på ryggen.

Feltrationen skulle anvendes, hvis soldaterne ikke kunne få mad på enden vis, enten på grund af kampe eller beskydning.

Brødene blev bagt i store hestetrukne eller stationære feltbagerier

Omkring slutningen af 1915 eksisterede disse mængder kun i reglementet. Kødrationen blev i løbet af krigen gradvist nedsat og en kødløs dag blev indført fra juni 1916. Ved udgangen af 1916 var den daglige ration 250 gr fersk kød eller 150 gr dåsekød (for hjælpetropper dog kun 200 gr fersk kød.) Samtidig var sukker-rationen skåret ned til 17 gr.

Ved slutningen af krigen var både kød og grøntsager en mangelvare. Det konserverede kød var af både tvivlsom kvalitet og oprindelse og grøntsagerne var både sekundaprodukter og sekundakvalitet.

Brød blev tilsat savsmuld for at strække på melet.

Forsyninger af drikkevand til både mennesker og dyr var et enormt logistisk problem. I teorien skal en soldat dagligt have to liter væske, hvilket var næsten umuligt at gennemføre i de forreste linjer, da feltflasken kun rummede 0,8 liter. Det var strengt forbudt at drikke vand fra vandhuller, grøfter o.lign. da det var forurenet af mudder og forrådnede lig af både dyr og mennesker. Dette forbud blev dog ofte overtrådt.

Kogebog i skyttegraven
Kogebog til skyttegraven

En risikofri måde at skaffe sig vand var opsamling af dug og regnvand.

I begyndelsen af 1900-tallet var det kvinderne der stod for den daglige madlavning i hjemmet. Mange soldater stod derfor med i skyttegraven med råvarer de ikke vidste hvordan skulle tilberedes.
i 1915 udgives en Kogebog til brug i skyttegraven med enkle opskrifter og simple råd.

Som kuriositet kan nævnes, at bacon og æg nævnes som værende en engelsk ret, der dog også kan bruges i Tyskland.
Kogebog sideeksempel udsnit
Den reglementerede britiske dagsration var i 1914:
(vægtmål omregnet fra lb=0,45 kg)
(Væskemål er omregnet  fra Gill=1/4 pint=ca. 1,2 dl)
560 gr fersk eller frossent kød, eller 450 gr konserveret eller saltet kød
560 gr brød eller 450 gr kiks eller mel
310 gr bacon
225 gr friske eller 55 gr tørrede grøntsager
85 gr ost
17 gr the
310 gr marmelade
85 gr sukker
14 gr salt
0,7 gr peber
1,4 gr sennep
1 cl lime juice hvis der ikke var grøntsager*
0,6 dl rom;*
55 gram tobak pr. uge (maksimalt.)

(* efter ordre fra kommanderende officer.)

Følgende blev udleveret efter nærmere ordre.
110 gr havremel eller ris i steder for 110 gr brød eller kiks;
1 gr chocolade i stedet for 17 gr the
0,5 l porter i stedet for en ration spiritus
110 gr tørret frugt i stedet for 110 g marmelade
110 gram smør, svinefedt eller margarine, eller 1 dl olie, i stedet for 110 g bacon.

Felt transport
Mandbåren kantine

Britisk feltration:
450 gr konserveret kød på dåse
335 gr kiks
17 gr the
55 gr sukker
14 gr salt
85 gr ost
28 gr kød-ekstrakt (2 terninger)

Erindringsglimt

Søren P. Petersen, Christiansminde, Rødding, fortæller i DSK-årbøgerne 1963 om soldaterkosten

Uden mad og drikke duer helten ikke!

Så vidt jeg ved, har jeg aldrig været kræsen, som man siger, men har altid, uden at mukke, med sund appetit og god vilje taget for mig af de retter, der blev budt på.

Sådan var det skik og brug hjemme hos os, og jeg tør nok antyde, at jeg har fået brug for denne tilvænning, ikke mindst som soldat i den første verdenskrig.

Det var jo unægtelig en forandring at komme fra mors veldækkede bord og mors veltillavede mad til kejser Wilhelms soldaterkøkken, hvor servicet kun bestod af en bulet blikskål. hvor fortinningen tilmed var så afslidt, at man hverdag måtte skure den med sand for at få den til at se blot nogenlunde appetitlig ud.

Spisebestikket var nu heller ikke præg af kejserlig luksus. En blikspiseske med sammenfoldeligt skaft, der samtidig var gaffel var hele herligheden. Blev der endelig brug for andet og mere, ja, så måtte man bruge fingrene eller sin lommekniv.

For det meste kunne man dog klare sig med skeen, Den mad, vi hentede fra feltkøkkenet eller gullaschkanonen, som vi også kaldte det, var jo næsten altid sammenkogt. Flæsk eller kød, kogt med ærter eller bønner, linser, hvidkål, kålrabi eller ris … Det var i og for sig ret god og velsmagende mad og også populære retter.

I anden række kom nudler, sødsuppe og risvælling og sauerkraut. Til det sidstnævnte fik vi gerne et stykke kogt flæsk eller et par knækpølser.

Det værste var det såkaldte »Dörrgemüse«, høvlet og tørret kålrabi, gulerødder, hvidkål, selleri og forskellige andre ting, hvad nu ernæringseksperter havde fundet på kunne give styrke og mod og kærlighed til kejser og fædreland. Det smagte ækelt og blev kaldt »Drahtverhau«. Tilmed var det altid fuldt af sand.

Mærkeligt nok havde netop de retter, vi satte mindst pris på, fået deres navne, hvidkålssuppen hed »Fusslappen«, sødsuppe »Wochenbett-suppe« og risvælling kaldtes for »Blauer Heinrich«, vel nok, fordi mælken var så stærkt fortyndet.

Som tiden gik, og der blev mangel på mange ting, blev også forplejningen dårligere. I forsommeren 1915 var der langt mellem kartoflerne, og man savnede dem stærkt. Da så de nye kartofler begyndte at vokse til i haverne og på markerne, var der en del, som om natten gik ud for at »besørge« nogle. Hos militæret kalder man det ikke at stjæle, der »besørger« man. Jeg var med engang på en sådan natlig ekspedition, men kunne alligevel ikke lide at tage fra dem, der havde mindre end vi. Den civile befolkning bag fronten havde sikkert stort besvær med at skaffe til livets ophold, og så var det trods alt tyveri og ville blive strengt straffet, om man blev grebet på fersk gerning.

Engang i foråret 1915 holdt vore officerer klapjagt. Ikke engang dyrene havde fred, og det var tilmed i fredningstiden. Der var en del forstmænd blandt officererne, og det undrede mig, at de gik med til den slags overgreb.

Der blev nedlagt en del harer, kaniner og fuglevildt. Klapperne fik kaninerne. Vi var fire mand om en, der med hår og hud kun vejede omkring to og et halvt pund. Der blev anvendt megen kogekunst og ødslet meget smør på det lille kræ, og til sidst var der næsten ingen ting tilbage af det hele, men vi havde dog fået »stegt vildt«

… Vort regiment lå i lang tid i egnen omkring Noyon, og her drev vor bataljon en ret stor bondegård for alt forbedre vore levevilkår, som det hed sig. Menigmand fik dog næppe nok duften af herlighederne. Den store stab af hjælpere, og de mange, som snyltede på dette foretagende, hjalp officererne med at fortære alt det, de ikke kunne overkomme at sende hjem til familien. Ja, der blev endog fortalt, at mandskabets kantine var med til at betale underskuddet.

Når nogen gjorde vrøvl over, at vi aldrig fik noget af kantinens overskud, og at varerne var for dyre, fortalte man os, at overskuddet gik til et fond til hjælp for faldnes efterladte.

Så vidt jeg husker, fik vi udleveret et pund brød om dagen, og brødet var godt, men det kneb med pålægget. Efter reglementet skulle vi hver dag have lidt smør eller fedt og lidt pølse, ost, eller marmelade. Vi fik det bare så sjældent. Vi var derfor altid glade ved en pakke hjemmefra.

Da æblerne begyndte at vokse til, kogte jeg æblemos i lange haner. Som gryde brugte jeg en stor konservesdåse på en 4-5 liter, og sukker byttede jeg mig til ved artilleristerne, som fik det som tilskudsfoder til deres heste. Dermed havde jeg godt pålæg til brødet, og jeg lod også kammeraterne tage for sig; der var jo nok af det …

Sommetider købte jeg mælk af en hollænder, som havde en gård lige uden for byen, og så spiste jeg æblegrød. At det kunne jeg selvfølgelig kun lave, når vi lå i reserve, men når vi igen gik ud i de forreste stillinger, havde jeg en hel del fyldte glas med i min oppakning.

Det værste var, at det efter nogle få dages forløb ville gå i gæring, selvom jeg udfoldede al min viden. Siden har min kone gjort mig klogere, men nu har jeg jo ingen brug for det.

Det havde altid derhjemme været tradition, at vi fik den første æblekage på min fødselsdag, den 2. august. Nu sendte mor mig noget rasp, i kantinen købte jeg et glas rød frugtgele og lavede den dejligste æblekage, som gjorde megen lykke blandt mine kvarterfæller.

Da jeg året efter lå på lazarettet, traf det sig så mærkeligt, at en søster forærede mig en æblekage til min fødselsdag. Uden at vide det, efterkom hun derved en skik fra mit hjem.

Officererne ville nu ikke nøjes med groft brød og marmelade. De havde på deres gård ladet bygge en bageovn, og en bager blev afkommanderet til at bage lækkert hvedebrød til dem. Ja, de undslog sig end ikke for at få morgenbrød bragt ud i forreste linie, og det på en tid, hvor man i Tyskland kun kunne få hvedemel efter lægens anordning.

Der løb tit en flok agerhøns foran vor stilling, og dem havde vi megen glæde af, men en dag skød en kammerat et par stykker af dem og bragte dem til vor bataljonskommandør, vel i håb om belønning, eller i det mindste anerkendelse, men han måtte nøjes med at stå ret og aflevere dem.

En morgen kom en kammerat hen til mig og fortalte, at der sad en hare ude foran pigtråden. Han vidste, at jeg var jæger. Om jeg havde lyst til at skyde den. Vor løjtnant, som også var jæger, havde hørt vor samtale og bad nu om at få lov til at nedlægge Morten, der havde valgt så farligt et sted at sove dagen væk på. Haren måtte lade livet, men der blev ingen steg til mig, og her ude i skyttegraven havde jeg vel heller ikke haft mulighed for at få den tilberedt, dersom jeg selv havde byttet.

Måske hører disse par jagtfortællinger slet ikke med her, men jeg synes, de viser os et bredt udsnit af den menneskelige psyke og livets modsætninger. Vi, som var sat til her for at udslette menneskelig liv og lykke, glædede os samtidig over skabelsens umælende væsener, men urmenneskets jagtinstinkt bød os dræbe dem, og vor organisme krævede føde.

En aften, mens vi lå i forreste linie, blev der bragt os noget, der skulle være vor middagsmad. Hvad det i grunden var, husker jeg ikke, men vi blev enige om at spørge kompagniføreren om det, og vi gik en efter en ned til ham i dækningen. Så snart den ene var borte, var den næste der. På den måde kunne det jo ikke tydes som sammensværgelse eller mytteri.

Nu kunne man naturligvis ikke koge ny mad og få den frem til forreste linie i den korte sommernat, men vi fik siden hen på aftenen hver et par knækpølser at trøste os med.

Kort efter fik vi lejlighed til at bringe forplejningsspørgsmålet frem for vor regiments-kommandør. Han gav forresten selv anledning dertil ved et besøg i vort kvarter, og en overgang blev det virkelig bedre. Oberst von Baltasar var en fin mand, jævn og ligetil overfor enhver og slet ikke nogen prøjsisk militærtype. Hans død vakte da også almindelig sorg. En dag ude i forreste linie ville han kigge lidt over dækningen og fik da en kugle gennem hovedet.

Under stillingskrigen var det vist meget sjældent, at forsyningerne svigtede. En dag havde vi dog ingen brød fået, og om aftenen skulle vi ud til skansearbejde. Ved solnedgang forlod vi kvarteret, og vi var knap kommet uden for byen, før der blev uro i rækkerne, og her og der råbtes der: »Kohldampf«, der vel betyder så meget som, at vi ikke kan blive mæt af dampen fra kålen, eller, vi er sultne og kan ikke arbejde, når vi ikke har fået noget at spise … Til sidst gik kolonnen helt i stå.

Vor kaptajn tog det meget roligt; han red op på siden af kompagniet. »Folkens«, sagde han, »begå nu ingen dumheder, jeg forstår udmærket, at I er utilfredse over ikke at have fået brød, jeg beklager det, men jeg ved ikke, hvor fejlen ligger, Jeg lover, at I nok skal få brød i morgen, og kender jeg jer ret, har I vist alligevel fundet lidt at stille sulten med, før I trådte an!«

Her antydede han måske til den såkaldte »jernportion«, som enhver soldat havde i sit tornyster.

»Nu tager vi et lille hvil«, fortsatte ham, »og så går vi lidt før hjem!«

Dermed var sagen bilagt, man havde fået luft … Så kan man gætte på, hvad der ville være sket, hvis kaptajnen havde været en vaskeægte prøjser, som havde brugt stærke ord, og måske truet med sin pistol og alle landsens ulykker. Han havde jo alligevel et par hundrede mand med skarpladte geværer overfor sig, og en enkelt kunne let tabe besindelsen. Sult og massepsykose er farlige i en givet situation.

I midten af oktober 1915 blev vi sat ind på de store slagmarker omkring Vimy og Gisseler-højene i Nordfrankrig. Måske var det en følge af de hårde strabadser, vi her kom ud for, at forplejningen blev bedre. Der er dog også grund til at tro, at det var, fordi vi her havde så svære tab. Der var hver dag færre om at dele rationerne. Man kunne simpelthen ikke følge at føre mandskabslisterne a jour.

I de dage, vi lå ude i forreste linie, fik vi heller ikke anden forplejning end den, vi kunne tage med, og da vi ingen tornystre havde med, var det begrænset, hvor meget vi kunne slæbe på. I stillingen havde vi ingen dækninger og derfor heller ingen steder at opbevare brødet.

Da det var om vinteren, og det næsten altid regnede, blev brødet tit gennemblødt og fuld af jord. – Det skete også, at det frøs og blev hårdt; så måtte vi putte en skive ind under Jakken og få det optøet.

Det samme måtte vi gøre med feltflasken for at holde kaffen flydende.

Man kan nøjes med meget lidt fast føde i nogle dage, det er meget værre med tørsten, og når man kun får brød at spise, skal der noget at skylle det ned med.

Vandpytterne kunne vi ikke risikere at drikke af, der lå overalt fuldt af døde mænd, og rotterne færdedes overalt. Vi spændte teltsejlet ud for at opfange lidt regnvand.

For at pynte lidt på disse umenneskelige forhold, fik vi udleveret snaps, når vi lå i forreste linie. Kvaliteten var mere eller mindre god, den dårligste brugte jeg til at fyre op med under mit drikkebæger, for at få en tår varm kaffe.

Også med hensyn til spritten gjorde de store tab sig gældende, Vort kompagni var snart svundet ind til langt under det halve. Derved blev rationerne, som kom til uddeling, alt for store, og det endte sommetider med, at nogle drak sig fra sans og samling. Hvem kunne vel fortænke dem i det under disse forhold. Der har været dage, hvor franskmændene sikkert kunne have taget hele stillingen, uden at der ville være blevet løsnet et skud …

I min gruppe var der kun fire tilbage. Den ene drak ingen sprit, og jeg var meget mådeholden. For at have lidt kontrol med drikkeriet, tilbød jeg en dag at hente noget mere end den vante ration. Underofficeren, som uddelte snapsen, var i opstemt humør og kunne godt unde en tørstig kammerat en hjertestyrkning.

Han fyldte mit kogekar og gav mig en hilsen med til kammeraterne.

Undervejs tilbage til min gruppe hældte jeg det meste bort og fik et syndigt hus, fordi jeg ikke havde bragt mere. Jeg havde forøvrigt altid en lille lommelærke med snaps. På de lange vagter om natten kunne en snaps varme helt ned i de våde støvler.

Kom vi så tilbage fra dette helvede af ild og vand, tilsølede og gennemvåde, forfrosne, sultne og trætte, ja, så frådsede vi i mad. En dag havde jeg fået fat i en dåse med oksekød. Den vejede to pund. Jeg skar den over på midten og varmede begge halvdele, som jeg så spiste til et stykke brød, men jeg må indrømme, at jeg kunne ikke tåle at se kød de første dage.

Når vi så havde skrutten fuld og det værste skidt jævnet, kunne vi hente »Glühwein« ved køkkenet. – Den hede drik skyllede som en varm bølge gennem hele kroppen og prikkede helt ud i huden. Man blev døsig, naturen krævede sin ret, og snart sov man trygt på det hårde leje, mens man i drømme var langt borte, hjemme, hvor der var smil og kærlighed, men i underbevidstheden fornam man alligevel frontens aldrig hvilende lyde.

Det var en underlig følelse igen at sidde ved et bord og spise rigtig mad. Reserve-infanteri-regiment 84 var blevet trukket tilbage fra fronten for at hvile ud i Douai og slikke sine sår. Jeg var blevet afkommanderet som ordonnans i officersmessen. Det menige mandskab bestod her af kokken, oppasseren og ordonnansen, Vi drog omsorg for kompagniets fem officerer.

Vi tog os betalt ved at spise af deres mad og drikke af deres vin, og vi var samvittighedsløse nok til at tage de bedste bidder, men sommetider skete det da også, at vi spenderede lidt af vore egne pakker for til fælles bedste at gøre maden mere interessant. Det hændte da, at de spurgte efter produktets oprindelse, og det fik de uden forbehold at vide, og vi var lige gode venner.

Ordonnansen var den, der havde mest tid. Så slentrede jeg ofte  omkring i byen, studerede civilbefolkningens kår og byens arkitektur, gik på torvet og i butikker eller ind på en »Estaminet« for at nyde et glas vin eller drikke en øl. En dag købte j eg en flaske vin i en beværtning. Damen kom med en meget støvet flaske. Jeg må vist have set lidt misbilligende på den, for hun skyndte sig at forklare mig, at den var »bon«, og hun pegede på årstallet, der angav årgangen. Jo, jeg nød nuet, man vidste jo aldrig, hvor længe …

Et par uger hen i det nye år gik vi igen i stilling i de forreste linier. Denne gang ved foden af Loretto-højen. Det var en meget god, udbygget stilling, men det hjalp jo ikke på forplejningen, der blev mere og mere sløj. Nu kunne de unge ikke længere få brødet til at slå til. De spiste de skorper, vi ellers plejede at lægge til side til køkkenets heste. Det eneste pålæg, vi fik, var nu næsten marmelade, og der blev digtet mange og lange vers om den undergørende marmelade og den tapre marmeladehær, som pigerne så godt kunne lide.

Disse åndsprodukter kom endog på postkort, udstyret med talende billeder. Når vi havde lejlighed til det, ristede vi brødet på kakkelovnen, lagde et lag marmelade imellem to skiver og kaldte det kejsertærte.

En gang imellem fik vi udleveret en slags blodpølser. Man sagde, at de var lavet af hesteblod og savsmuld, men det var nu nok ikke sandt. De var lavet i tynde tarme, som tilmed kun var halvfyldte, og de syntes helt uegnet til menneskeføde. De burde rimeligvis have været kogt.

Så var den norske sild alligevel bedre, men de var gloende som salt, og det var ikke så heldigt, når vi lå ude i skyttegravene. Vi havde ikke vand til udvanding og da slet ikke drikkelse til at slukke tørsten med efter et sådant måltid. Der var godt nok en brønd i vort afsnit, men den stod i kalkundergrund. Vandet var helt mælkehvidt og uegnet til drikkebrug. Der blev sagt, at det gav syge nyrer. – Mange kastede simpelthen silden ud til rotterne.

Som ivrig fisker var jeg vant til hjemmefra at behandle fisk, og når vi kom i reserve, vandede jeg mine sild ud og lagde dem i eddike med løg og peber. – Så kunne kammeraterne også lide dem, men mange gad ikke gøre sig den ulejlighed. Jeg mener også, at det var noget, køkkenet bunde have taget sig af.

En morgen, da jeg stod på valgt foran kompagnifører-dækningen, så jeg, da det blev lyst, ved indgangen et sammentømret kors, som var sømmet fuldt af saltede sild, fæstnede ved halen. Da kompagniføreren lidt senere så det, udbrød han: »Hvad er det!« »Ja, jeg synes, det ligner et kors med sild på«, svarede jeg. Om jeg havde stillet det op? Nej, det havde jeg da ikke. Jeg måtte da hellere fjerne det, mente han, og så hørte jeg ikke mere om den sag.

Som ordonnans havde jeg fået lidt Indblik i gangen med forplejningen, og når jeg fra forreste linie bragte meldinger tilbage til bataljonen, som lå i reservestillingen, og det skete altid et par gange i døgnet, opsøgte jeg gerne et køkken. Der var altid en lille rest at få.

Det skete et par gange, at jeg overraskede vort køkkenpersonale, forplejningsunderofficeren, feldwebelen og hvem der ellers havde deres arbejde her, omkring et veldækket bord. Det var der måske ikke noget alt sige til, men maden var alligevel, taget fra den fælles tildeling, og det foreholdt jeg da også forplejningsunderofficeren i temmelig stærke vendinger, da jeg noget senere kom på kant med ham. Jeg vidste noget, som de ikke ønskede at få publiceret.

Vor kompagnifører blev såret, og vi fik en ny. Dermed blev jeg afløst som ordonnans og havde ikke mere adgang til lidt ekstra mad, i hvert fald ikke, når vi lå forude, og samtidig blev mit arbejde strengere. Det forår skar jeg 10 cm af min livrem. I forvejen havde jeg taget 12 cm.

Pakkerne hjemmefra begyndte for alvor at få betydning, også for mig. Vi kunne en enkelt gang købe lidt smør i kantinen. Man fortalte at det var mejerismør fra Belgien, men det var dårligt æltet og fuldt af vand, sikkert fremstillet af ukyndige tyske soldater. Det skete også, at jeg købte lidt smør hos civilbefolkningen, men det var for det meste uappetitligt. Det var ikke farvet og kunne have mørke rande, som om det var rullet sammen på et snavset bord.

Dansk smør så jeg aldrig, men jeg tænkte sommetider på, om det flæsk, vi fik i dåser, var fra Danmark. Jeg så da danske bønder med brede smil indkassere gode penge for indleverede søer og orner. De kunne jo altid være gode nok til de forsultne tyske soldater. Jeg ville vel have sagt det samme, om jeg tilfældigvis havde været en af dem, der måtte hale flæskestykkerne op af dåsen ved deres egne børster.

Nej, appetitligt var det ikke, men sult giver en vidunderlig appetit og slører så rart begreberne om æstetik og hygiejne. Jeg kommer i tanker om et billede, jeg så i et tysk vittighedsblad, som jeg fik fat i. Billedet var taget fra »Blæksprutten« og forestillede en typisk dansk bondegård. Manden og konen stod brede og veltilfredse midt på gårdspladsen, og rundt om så man husdyr; gennem stalddøren så man køer, på møddingen stod hanen og galede midt i hønseflokken; der var gæs og grise, og der var duer på taget. Alt var der hæftet pris ved. »Trofast« var vurderet til 100 kr., katten i loftslugen til 25 kr., og selv pærerne, som lå bag »Lotte«, var sat til 25 øre. Alt var tilfals og alt var efterspurgt, for Tyskland sultede.

Den 6. juni 1916 blev jeg såret, og dermed var min helterolle i denne tragedie udspillet, men skal livet leves, stiller legemet krav til føde, selv om man ikke mere er helt, det er tilværelsen i al sin enkelthed. »Giv os i dag vort daglige brød« – det synes for vor tid slet ikke ikke at være noget problem, men før min generation var det engang en inderlig bøn …

Hejmdal den 7. oktober 1914 skriver om forsyningstjenesten:

Millionhærens Forplejning.

Med Etappevæsen forstaar man – populært defineret – alle de Anstalter, det maa etableres i Arméens Ryg for at besørge alle Tilførsler til og Tilbageførsler fra Arméen. Det har endvidere til Opgave at beskytte, vedligeholde og udbedre Kommunikationer, Telegraf, Telefon etc., komplettere Arméens Forsyninger af alle Slags m.m. Man maa specielt have studeret Etappevæsenet for til fulde at forstaa, hvilket stor Apparat det repræsenterer.

Etappevæsenet vil altsaa bl.a. hjælpe til med Hærens Forplejning. Med de Millionhære, som under den nuværende Krig sættes paa Benene, vil alene denne Opgave antage kolossale Dimensioner. Dette vil man faa et godt Indtryk af, hvis man f.Eks. undersøger, hvad der formentlig maa medgaa til Forplejningen af den tyske Vesthær.

Vi sætter – skriver norsk “Aftenposten” – skønvis denne til ca. 1½ Mill. Mand og ca. 100,000 Heste, hvilke ikke vil slaa meget fejl, naar ogsaa de bagerste Linjer regnes med, og gaar ud fra, at det tyske Regulativ for Feltportioner og Feltrationer er omtrent som det norske. Dette ser eksempelvis saaledes ud (der er nemlig flere Variationer af Dagsprotionerne):

Fersk, raat Oksekød                    450 Gr.
Tørrede Grønsager                          5   ”
Hele Byggryn                                  50  ”
Salt                                                    10   ”
Margarine                                      80   ”
Brændt Kaffe                                 30   ”
Sukker                                             30   “

Tilsammen 655 Gram. Hertil kommer imidlertid 750 Gram Brød og en Tolvtedel Bor usukret kondenseret Mælk (ca. 45. Gr.). Tilsammen altsaa pr. Mand pr. Dag: 1450 Gr. eller afrundet 1½ Kg. (Emballage ikke medregnet). Feltrationen bestaar af 6,5 Kg. Havre og 4,5 Kg. Hø eller tilsammen 11 Kg. pr. Hest pr. Dag.

Der maa altsaa daglig tilføres den tyske Hær 2,25 Millioner Klg. Feltportioner og 1 Million Klg. Feltrationer eller tilsammen ca. 3,35 Millioner Klg. Proviant og Fourage. I Sanshed svimlende Tal!

For at tilvejebringe alt dette har Intendanturen naturligvis mange Midler til sin Raadighed. Først og fremmest forsøger man i fjendtligt Land at udnytte Distriktets Underholdningsevne og lade Hæren – som man siger – “leve paa Distriktet”. Der rekvireres i saa Fald – afpasset efter Egnens Evne – hos de kommunale Myndigheder, der saa har at besørge afleveret det rekvirede til given Tid og Sted til vedkommende militære Afdelinger. “Kvarterforplejning”, hvorved Soldaterne faar Forplejning af Kvarterværterne, benyttes ogsaa. Der betales enten kontant eller – hvad der er Reglen – med Anvisninger paa Statskassen. Det hænder imidlertid, at Distrikterne kun har ringe eller ingen Ydeevne, fordi de efter Ordre bliver “evakueret” dvs. tømt for deres Forraad eller disse kan være ødelagt, noget, som imidlertid stiller meget store Krav til Befolkningens Offervilje og Patriotisme.

Den tyske Hær er næppe nu særlig heldig stillet i Frankrig med Hensyn til Distrikernes Ydeevne; thi baade den franske og den tyske Hær har jo tidligere opereret gennem disse Egne, saa det altsaa nu er tredje Gang i Løbet af en Maaned, at en Millionhær gør sine voldsamme Indhug i deres Forraad.

Hvad Hæren ikke kan faa i Distriktet, maa tilføres den. Det bliver da Jernbanerne, som faar den Opgave at transportere frem den fornødne Proviant og Fourage, og i dette Øjemed lægges der jævnt og stærkt Beslag paa dem. Togene vil dog kun sjældent – særlig i fjentligt Land – kunne gaa saa langt frem i Hærens Ryg, at der kan udlastes direkte i Afdelingernes Proviant og Fouragevogne. I Reglen vil det blive de store Forplejningskolonner, som medtager Lasten fra Jernbanevognene for derpaa at føre den videre frem til Afdelingernes Proviant og Fouragevogne. For øvrigt er der visselig paa et saa sent Stadium i Krigen som nu etableret Magasiner paa de vigtigere Etappestationer, hvor Forplejningskolonnerne altsaa kan afhente Proviant og Fourage.

I Almindelighed vil hver Armé – bestaaende af 4-5 Armékorps dvs. ca. 200,000 Mand – faa sig tildelt en Jernbanelinje som Etappelinje. Da man regner, at 10,000 Dagsportioner Proviant med Brød kan indlastes i 4 almindelige Jernbanevogne, vil der altsaa være 80 saadanne nødvendige for at bringe en Dags Behov af Proviant frem til én Armé. Gaar man ud fra, at en Armé skønsvis har ca. 10,000 Heste, og at 1000 Rationer Fourage kan indlastes paa 2 Vogne, vil altsaa 20 Jernbanevogne være tilstrækkelige til at transportere en Dags Behov af Fourage til Arméen. I alt behøves der altsaa for Proviant og Fourage ca, 100 Vogne eller ca. 5 Tog. I Virkeligheden vil dog kun sjældent saa meget Vognmateriel være nødvendig i dette Øjemed, da Armékorpsene ved Hjælp af deres egne Feltbagerier vil kunne skaffe en stor Del af det Brød, som trænges, og ved Hjælp af deres Slagtekvægkolonner meget af det nødvendige Kød. Ligesaa vil man – i alt Fald i denne Aarstid – kun sjældent behøve at føre Hø frem til Hestene.

Soldaten bærer selv Dagens Proviant (hvoraf dog Kogeføden køres) og 2 Reserveportioner, i alt altsaa 3 Dages Proviant. Paa Afdelingens Bagagetræn køres Provianten for næste Dag, og i Forplejningskolonnerne medbringes almindelig 4 Dages Proviant (dette variere dog i de forskellige Lande.) Altsaa skulde en Afdeling i de højeste kunne klare sig i 8 Dage uden at faa noget fra Magasinerne.

Faar Soldaterne megen og kraftig Føde, kan der stilles utrolig store Krav til deres Udholdenhed og Energi, mens derimod Sult foruden at svække dem legemligt ogsaa virker i høj Grad slappende paa Disciplinen. I Erkendelsen heraf er der i den senere Tid i de fleste europæiske Lande indført “Køkkenvogne” saaledes at Afdelingen om nødvendigt kan faa sig et godt Maaltid Mad under Hvil paa Marchen. Der benyttes til Dels ogsaa som hos os Høkogekasser, disse kaldes i Frankrig la marmite norvégienne dvs. den norske Gryde.

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918