Dyrene i Den Store Krig

Omkring 9 millioner større pattedyr var ufrivillige deltagere i 1. verdenskrig. ca. 65 % dem døde i tjenesten.

Heste
Som traditionelt ride-, last- og trækdyr var der enorme mængder heste med i verdenskrigen. Eksempelvis mobiliserede Tyskland 715.000 og Østrig 600.000 heste bare i løbet af de første krigsuger.  Og mellem 1914 og 1918 sendte Amerika knap en million heste til Europa, medens de selv medbragte 182.000 heste da de indtrådte I krigen.
Heste blev brugt til utallige opgaver: Kavalleriheste, artilleriheste, trækdyr for transportvogne, herunder ambulancer, og lastdyr.

Artilleri_heste
Trukken feltkanon i terrænet

Medens heste i kavaleriet hurtigt viste sig at være meget sårbare i en mekaniseret krig, havde de anderledes succes i et terræn der var så ødelagt af granater, at automobiler kun vanskeligt kunne komme frem.

British_cavalry_1914
Engelsk kavaleri 1914

Som trækdyr for feltartilleriet var heste stadig at foretrække, da feltkanonerne ofte skulle ud i terrænet, hvor intet andet kunne færdes. Herudover anvendtes heste til alle mulige transportopgaver.

Som lastdyr anvendte både englænderne og amerikanerne også muldyr og æsler. Dette gav nogle udfordringer, idet mange af sol- daterne ikke var vant til at omgås dyr. Hestene kunne som regel styres af ukyndige, men muldyrene er meget stædige og har samtidig ikke hestens flugtinstinkt. Dette afstedkom en del konfrontationer med ukyndige soldater, og en del kom til skade.

Fransk_River_Crossing_mod_Verdun
Fransk kavaleri på vej mod Verdun 1916

Hestene var udsat for utallige farer. Sult var et problem i sig selv.
En engelsk hest skulle hver uge have “12 pund havre, 10 pund hø og noget klid.” Det var et enormt logistisk problem, når der var en halv million heste. De tyske heste blev ligesom alle andre ramt af fødeknaphed, og erstatningsfoder med bl.a. savsmuld blev forsøgt.

Herudover var der, bortset fra egentlige kamphandlinger, også udmattelse, sygdomme, bundløst mudder og granathuller. I 1916, under slaget ved Verdun mellem franske og tyske styrker, dræbtes 7.000 heste på en dag, herunder 97 af en enkelt granat fra en fransk marinekanon.

USArmyVetHospitalWWIOperationInProgress
Operaton af hest (US Army)

Da der var almindelig mangel på heste, iværksattes et omfattende program for at få disse heste tilbage til fronten. Det engelske Army Veterinary Corps hospitaler behandlede 725,216 heste i løbet af krigen og fik reddet 529,064.

Hunde
Hunde spillede en væsentlig rolle på Vestfronten.Det er estimeret, at Tyskland havde indsat ca. 40,000 hunde, England, Frankrig og Belgien over 20.000 og Italien 3000. Amerika brugte efter deres indtræden i krigen kun hunde til specielle opgaver. Der blev brugt mange racer, med de mest populære var af mellemstørrelse, intel-ligente og lærenemme. Hunde blev anvendt til utallige opgaver, alt efter deres størrelse, intelligens og lærevillighed. Generelt havde de følgende opgaver:

Patruljehunde
Disse hunde skulle fortrinsvis være sammen med samme fører. De blev styret med kort line, og skulle med gøen eller knurren markere på ukendte personer eller lyde i nærheden. Det var primært Dober- mann, der blev brugt til denne opgave.

Spejderhunde
Disse hunde var trænet på højt niveau og skulle have et stille, dis- ciplineret væsen. De skulle arbejde sammen med deres fører ved at afsøge terrænet foran ham, enten med lang line eller uden line. De var meget effektive, idet de kunne opdage fjendtlige bevægelser 3-400 meter fremme. I stedet for at gø, og dermed afsløre deres tilstedeværelse, skulle de markere med ører og hale.  Spejderhun- dene var særdeles effektive.

Redningshunde
Redningshunde havde en væsentlig funktion i første verdenskrig. De blev primært anvendt af Tyskland og Frankrig.
De blev indført i den Tyske hær i slutningen af 1800-tallet, hvorefter ideen spredte sig I Europa. Det originale navn på dem var ”Sanitäts-hunde”.

Ambulance_Dog
Redningshund

De blev trænet til at finde sårede og døende soldater på slagmarken og medbragte forbindsstoffer til dem. De, der var i stand til det, kunne nu iværksætte selvbehandling, medens de mere hårdt sårede havde selskab af hunden, medens de døde.

Meldehunde
Hunde blev også brugt til at bringe meldinger frem. De viste sig at være lige så pålidelige som menneskelige ordonnanser. Skytte-gravskrigens kompleksitet gjorde kommunikation vanskelig, og der var altid en høj risiko for, at ordonnansen og dermed meldingen, ikke nåede frem eller tilbage fra hovedkvarteret. Ordonnansen var ikke alene meget synlig for snigskytter, men også tynget af en måske våd uniform og dermed langsom. Chancen for at komme helskindet gennem artilleriilden under et bombardement var heller ikke stor. Brug af automobiler var heller ikke pålidelig. De kunne enten bryde sammen eller vejene kunne være ufremkommelige.

Meldehund
Meldehund passerer skyttegrav

Hunde var en oplagt løsning. En veltrænet hund var hurtigere, var et mindre mål for snigskytter og kunne færdes i alt terræn. Allervig- tigst var hundene både trofaste og pålidelige.

Eksempelvis løb en Engelsk hund 4 km. med en vigtig melding gen- nem noget, der af regimentet blev beskrevet som meget vanskeligt terræn, på én time. Alle andre måder at få meldingen igennem havde indtil da været resultatløse.

I IR31’s regimentshistorie fortælles det om to meldehunde:

“Forbindelsen mellem K.T.K. og Regimentsstaben blev fortrinligt opretholdt af vores to meldehunde: “Rex” en blanding af schæfer og ulevehund og “Greif”, en Doberman, der mindst fire gange om dagen tilbagelagde den farlige tur.

De havde på ægte hundemaner markeret deres rute på træstumper, sten og kratervolde, og sørgede på hver tur at holde markeringerne friske. Man kunne tit opleve, at “Rex” rasende gøede, når en granat eksploderede i hans nærhed, mens “Greif” var blevet en smule mere forsigtig efter at den var blevet ramt af et par jordklumper.

Vi holdt alle meget af disse vore firbenede krigskammerater, der med sikkerhed reddede mange en ordonnans liv og helbred.”

Rottefangere.
Til at fanger rotter (og mus) i skyttegravene anvendtes typisk terrier.

Maskotter
Endelig havde hundene en vigtig rolle som maskotter eller nærmest kollektive kæledyr.

For soldaterne, der var fanget i skyttegravens helvede var tilsyne-komsten af en hund noget, der afledte opmærksomheden, om så bare for en kort stund, fra de daglige rædsler.  Hunden har forment- lig mindet om hjemlig hygge og måske en hund eller et kæledyr soldaten havde hjemme.

Last- og trækdyr
Hunde har også været anvendt til lettere træk- og last opgaver.

Belgian_dogs_trained_to_draw_quick-firing_guns
Hunde som trækdyr i Belgien

Brug af hunde i Tyskland:
I Tyskland var specielt to racer foretrukket: Dobermann Pinscher og Schäfer, begge tyske racer. Udover de generelle egenskaber satte man speciel pris på Dobermanns styrke og territorialadfærd, vagtegenskaber og deres smidighed. Endelig var den sorte pels formålstjenlig som camouflage.

Schäferen blev foretrukket på grund af deres intelligens, lære- villighed og deres iver efter at behage ejeren.

Udover disse to racer brugtes også Rottweiler og Weimaraner. Der blev endvidere indkøbt Airedaleterrier og Collie i England gennem mellemhandlere.

Med omkring 40.000 trænede hunde, rådede Tyskland over den største hundestyrke i verden.

På den tyske hjemmefront blev der opfordret til at yde kontante bidrag til hunde eller at donere sin hund til den patriotiske sag.

22. Februar 1915 i Haller Tagesblatt:
”Det gælder om at lindre lidelserne for de sårede, der er overrasket af nat og tåge på slagmarken.. Antallet af forsvundne personer skal reduceres! … Vi har brug for Røde Kors-hunde, der med et vidunderligt instinkt og høj grad af pligtfølelse er parat til at redde livet for disse tapre krigere. … Vi har brug hunde, der er egnede, og især penge, for at opfylde opgaven med at redde tusindvis af sårede, der endnu lever efter hver kamp, og bløder i grøfter, hække og buske, selv om sanitetsholdene trods al omhyggelighed og al iver ikke har kunnet finde dem. Mange Hundrede Røde Kors-hunde arbejder allerede for dig, og alle du har kær, i felten.”

Hunden var i kontakt med samme fører, der sørgede for hundens daglige fornødenheder og dermed udviklede den nødvendige har- moni og ubetingede troskab.

Den tyske hær forplejede deres firbenede rekrutter eksemplarisk. De firbenede specialister var ofte sværere at erstatte end de to- benede.

Der var foreskrevet at hver hund dagligt skulle have “750 gram hundekiks, en liter varmt måltid, som for soldater, eller 500 gram kød, 800 gram til et kilo havregryn eller kartoffelmos. Knogler blev anset for specielle ration.

Der blev oprettet særlige hospitaler til medicinsk behandling af hunde.

Hundelazaret
Hundelazaret

Af Tysklands 40.000 krigshunde fungerede de 30.000 som melde-hunde. Anslået døde 20.000 af dem.

Efter afslutningen på krigen, blev Europas hære af dyr opløst, og de tyske hunde blev sendt hjem sammen med tropperne. De blev afleveret til deres tidligere ejere, medens enkelte forblev i hæren. De blev igennem “Deutscher Verein für Sanitätshunde“ trænet til førerhunde til blinde veteraner.

Mange af de hjemvendte heste gik det værre. De landede i slagte- huset og var dermed med til at lindre sulten hos Tysklands nød- lidende befolkning.

Duer:
Brevduer har været brugt som kommunikation i mange år og mange krige, helt op til moderne tid. “Royal Signal Corps” indstillede først avlen af brevduer i 1957.

Under første verdenskrig brugtes duer i udpræget grad. Ved Marne i 1914 fulgte 72 dueslag de franske tropper.

Bus_pigeon_loft_WW1
Mobilt fransk dueslag

Duerne levede et farligt liv, idet soldater ofte forsøgte at skyde dem, vel vidende at de formentlig bar på vigtige meldinger. Når duen an- kom til dueslaget, fortalte en lille klokke vagthavende soldat, at en due var landet, hvorefter han fjernede meldingen fra beholderen på duens ben og bragte den videre.

De amerikanske tropper brugte 600 duer alene i Frankrig. En af disse duer, ”Cher Ami”, modtog senere den franske medalje “Croix de Guerre” med Palme for heltemodig tjeneste. Den leverede 12 vigtige meldinger under slaget ved Verdun. På den sidste mission blev den skudt gennem bryst og vinge, men fik alligevel afleveret meldingen. Dette reddede 194 mand der var kommet under ild fra eget artilleri, (Friendly Fire). Først da duen afleverede meldingen, blev ilden standset.

Mere end 100.000 duer var i tjeneste i alle hære og afleveringsraten var ca. 95 %.

Tyskland udviklede et kamera, der kunne monteres på en dues bryst, hvorefter duen nu, trods mange udfordringer, kunne foretage luft- recognoscering.

Kameradue
Tysk due med kamera

Præsenteret for ideen var det tyske krigsministerium positive, men skeptiske.

Man forsøgte dog at sende de kombinerede mobile dueslag og frem- kaldervogne til slaget ved Verdun. Det faldt så heldigt ud, at duer og mobile dueslag sattes ind i et større antal ved Sommeslaget. Efter krigen blev det tyske projekt skrinlagt.

Redimentsmaskot Cambrin, France, February 6th, 1918
Regimentsmaskot Cambrin, 1918

Katte
Det antages, at der blev sendt op imod 500.000 katte til Vestfronten. De skulle være med til at begrænse antallet af rotter og mus. De blev også uden held forsøgt anvendt til tidlig sporing af gas.

Der findes mange billeder af soldater der omgås kattene som kæle- dyr. Kattene har formentlig også haft en vis psykoterapeutisk effekt på den enkelte soldat, der oplevede nærhed eller minder om kæledyr hjemme.

Redimentsmaskot Cambrin, France, February 6th, 1918
Redimentsmaskot Cambrin, 1918

Kanariefugle
Ligesom i kulminerne var de, der arbejdede med at grave tunneler og contratunneler under skyttegravene, i fare for af dø af iltmangel.

Man medbragte derfor ligesom hjemme i kulminerne kanariefugle i små bure i tunnelerne. Døde fuglen, var tunnelarbejderne også i fare, og søgte herefter ud af tunnelen hurtigst muligt.

Tunnelbygger
Tunnelgraver med kanariefugl

Skovsnegle.
I juni 1918 indsatte amerikanerne et nyt dyr til tidlig sporing af gas. Indtil da var der forsøgt flere muligheder, bl.a. hunde, katte og insekter, men uden held.

En amerikansk forsker havde ved et tilfælde flere å inden opdaget, at skovsnegle reagerede på alm gas. Sneglens evne til at spore en partikel pr. 10-12.000 luftpartikler er 3 gange bedre end den menneskelige evne, og den reagerede på sennepsgas ved at lukke åndehullerne og trække sig sammen. Herefter kunne soldaterne kunne nå at anlægge beskyttelse inden de blev udsat for farlige mængder.

Sennepsgassens blistereffekt kunne godt behandles, hvis man satte tidligt ind, men ofte opdagede man først flere timer efter symptomerne, hvorefter det var for sent. Sneglene påstås at have reddet mange amerikanske soldater.

They had no choise
Til minde om dyrenes tvungne deltagelse i Britiske krige, er der lavet et mindesmærke for dem. „They had no choice“. Der findes også andre steder rejst mindesmærker,  for bl.a. brevduerne.

animals-war-memorial
Mindesmærket “They had no Choice”

BBC’s Dan Snow fortæller om dyrene i Den store Krig 1914-1918 (eksternt link)

Den skotsk-australske sangskriver Eric Bogle har skrevet sangen “It’s as if he knows” (eksterne link til Youtube) om de tusindvis af heste, som australske og new zealandske tropper måtte efterlade i Mellemøsten pga. karantænebestemmelser.

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918