De “hjemløse” eller “statsløse” er betegnelsen på statsløse personer, der var født i Sønderjylland efter 1864 og før 1898 som børn af indvandrede danske statsborgere. De havde hverken preussisk eller dansk statsborgerskab.

Ved Optantkonventionen af 1907 var denne gruppe blevet glemt.

Fra 1909 begyndte myndighederne at nægte dem tilladelse til bosættelse, og samtidigt afviste Danmark at give statsborgerskab til denne gruppe, da man betragtede deres problem som et indre tysk anliggende.

Ifølge den tyske militærlov kunne hjemløse indkaldes til den tyske hær, og det skete fra 1914 ved 1. Verdenskrigs begyndelse.

Det førte til mange klager, og på initiativ af H.P. Hanssen blev den danske regerings holdning ændret.

I november 1916 vedtog den danske rigsdag en lov, der gav statsborgerskab til de hjemløse nordslesvigere. Som følge heraf blev de hjemløse, der var tyske soldater, hjemsendt fra krigstjeneste.

Omkring 2.000 personer opnåede nu dansk statsborgerskab. Et vanskeligt spørgsmål, der havde givet anledning til strid og bitterhed, var hermed løst.

Af Inge Adriansen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011. Køb den her

Litteratur: Hans Lund: Tidsrummet 1864-1920, i: V. la Cour (red.): Sønderjyllands Historie, bd. 5. 1932-33.