Artilleri

Artilleri inddeles normalt i feltskyts og positionsskyts.

Efter størrelse type inddeles artilleri i let, middeltungt og tungt.

Mindste artillerienhed er batteriet, der består at 2, 4 eller 6 stykker skyts (pjecer).

Det tungere skyts betegnes som enten kanoner (flad skudbane) eller haubits (krum skudbane).

Belejringskanoner blev på tysk betegnet som Mörser. I artilleriparken indgik endvidere morterer (engelsk: Mortars, tysk: Minenwerfer) der havde en endnu mere krum skudbane end haubitsen.

Let Feltartilleri

Feltskyts er mindre mobile enheder der relativt let lader sig transportere rundt i terrænet. Af hensyn til mobiliteten er feltskyts normalt kaliber 7-9 cm. Under 1. verdenskrig var kanoner hestetrukne, og besætningen sad under transport på henholdsvis bukke og kanonen.

Det mest almindelige lette feltartileri var:
Tyskland: 7.7 cm FK 96 n.A,
England: Ordnance QF 18 pounder (84 mm),
Frankrig: Canon de 75 modèle 1897,
Amerika: 3-inch M1902 field gun (76 mm.)
Østrig-Ungarn: 9 cm Feldkanone M 75/96

7_7_feltkanon_1914
7,7 cm. feltkanon 1914

Middeltungt og tungt feltartilleri

10 cm Kanone K 04 var en middeltung feltkanon med moderne rekylsystem. Den erstattede 10 cm K 99 og Lang 15 cm Kanone 92. Der var kun 32 pjecer som denne fordelt ved enhederne ved krigsudbruddet. Den kunne trækkes af 6 heste, men kunne også nedbrydes i to dele ved transport i hårdt terræn.

10_cm_kanon_K_04_ret
10 cm feltkanon K 04

13.5 cm Kanone K 09 var en  tung feltpjece.  Den var bygget af Krupp I 1909. Den skulle supplere 10 cm K04 kanonen. Kun 4 stk. var operative ved krigsudbruddet. Den blev trukket tilbage da den skønnedes at være for stor i forhold til dens lille granat. Den blev dog senere taget i brug igen da den allierede blokade ramte den tyske ammunitionsfremstilling.

15 cm schwere Feldhaubitze 1902 blev introduceret i 1903.
Det var den første middeltunge pjece med moderne rekylsystem i den tyske hær. 416 stk. var i brug ved krigsudbruddet. Dens mobilitet og den ret tunge granat gav Tyskland et overtag i krigens første kampe i Belgien og Frankrig, da England og Frankrig savnede noget tilsvarende. Frankrig havde Canon de 65 M med rekylsystem, men brugte kun denne som bjerghaubits. Som krigen frøs fast blev værdien af det lette mobile feltartilleri mindre og mindre.

15_cm_felthaubits
15 cm. felthaubits

Tunge Haubits og belejringsartilleri (Tysk: Mörser)

Positionsskyts var større og tungere end feltskytset og skulle da heller ikke være særligt mobilt. Pjecerne var opstillet i enten fæstninger eller forsvarslinier. De var placeret i faste stillinger og på faste briske (underlag til skytset) eller som belejringsskyts på transportable briske, bragt frem sammen med skytset.

Det tyske middeltunge og tunge positionsskyts fandtes i kalibrene 10 cm, 10,5 cm, 13,5 cm, 15 cm, 21 cm, 28 cm og 42 cm. Krupp begyndte i god tid inden krigsudbruddet konstruktion af en serie tungt belejringsskyts. Dette med henblik på en hurtig ødelæggelse af de belgiske og franske forter.

21 cm Mörser 16 (belejringskanon), eller langer 21 cm Mörser, var en tung haubits. Den brugte to typer granater 21 cm Gr 18 (HE) der vejede 113 kilo, og 21 cm Gr 18 der var betonknusende granat på 121.4 kilo med et indhold af 11.61 kilo TNT.

21cm_Morser_16_1918_ret
21cm Mörser 16, 1918

28 cm Haubitze L/12 in Mittelpivotlafette C/92 var I slutningen af det nittende århundrede udviklet til kystforsvaret. Den var monteret på en pivotplade ovenpå en brisk af bjælker. Dette gjorde det muligt at dreje kanonen i stillingen. Inden transport skulle kanonen nedbrydes i 4 større dele: Løbet, lavetten, drejeskiven og brisken. Hver del blev transporteret på en 3-akslet vogn. Flytning af kanonen tog 3-4 dage.

28_cm_kusten_L12_ret
28 cm. Haubitze L/12 in Mittelpivotlafette C/92

42 cm Gamma Mörser, oprindeligt kurze Marinekanone L/16. Den var den tredie store udgave i serien, derfor navnet Gamma-Gerät. I princippet var det en forstørret 30,5 cm Beta-gerät. Det var en stor operation at flytte en 42 cm. Gamma Mörser. Den skulle skilles i 10 større dele. Det var en såkaldt bettungsgeschütz (skulle opstilles på en transportabel brisk). 42 cm. haubitsen krævede en betonbrisk, hvilket krævede nøje planlægning, da betonen skulle have en uge til at hærde. Herefter kunne haubitsen samles, hvilket tog nogle dage, selv hvis man havde en mobil jernbanekran til rådighed.

Gamma_og_M_Gerat
42 cm. Mörser Gamma Gerät (TV) og haubits M-Gerät (TH)
Kaliber Type Egenvægt Granatvægt Skudafstand
13,5 cm Kanon 6,7 tons 42 kg 16,5 km
15 cm Felthaubits 2,0 tons 40,5 kg 7,4 km
21 cm Mörser 6,6 tons 120 kg 11,1 km
28 cm Haubits 50,3 tons 350 kg 10,4 km
42 cm Mörser 140 tons 760-880 kg 14,2 km

Morterer (Minenwerfer)

7.58 cm leichter Minenwerfer (LMW) var den lette version. Den var under udvikling ved krigsudbruddet, men blev hurtigt sat i produktion. Også dette våben var langt mere effektivt end dets artilleristiske pendant, 7.7 cm FK 96 n/A. Den skulle trækkes af 6 heste, hvor KMW kunne trækkes af kun en. Den kunne også flyttes rundt af 4 mand.

17 cm mittlerer Minenwerfer (MMW) var den middeltunge version. Den blev indført i 1913 og  ved krigsudbruddet var 116 stk. blevet leveret.

25 cm schwerer Minenwerfer (forkortet “SMW”) introduceredes i 1910. På trods af den kun vejede  955 kg havde den samme virkning som 28 cm og 30.5 cm haubits, der vejede 10 gange så meget. Ved krigsudbruddet rådede Tyskland over 44 af disse. De blev med stort held brugt ved de belgiske fæstninger Namur og Liége og det franske fort Maubeuge.

Minenwerfer
De tre almindelige Minenwerfer. 7,58 cm (TV) 17 cm. (M) 25 cm. (TH)

I.J.I Bergholt om granater:

“Inden jeg går videre, skal jeg ganske kort give en beskrivelse af de forskellige granater, som skyttegravssoldaten lærte dem at kende, hvis han ellers blev gammel nok i gårde.

Navnene på de forskellige granattyper har måske været anderledes ved
andre regimenter. Måske har man haft andre »kælenavne« til dem, men angsten og respekten for granaterne har sikkert været den samme.

De granater, vi frygtede mest, når vi lå ude i skyttegravene, var ikke, som man skulle tro, de svære kalibre. De kom jo langvejs fra, og dem kunne man høre et par sekunder, før de nåede målet, så man havde tid til at  »falde ned«. Nej, vi frygtede langt mere den såkaldte »Ratsch-bumm«.

Det var »kun« en ganske almindelig 7,5 granat. Kanonen var imidlertid anbragt så langt fremme, at afstanden til målet var mindst mulig, måske kun 100 meter, og det bevirkede, at den lyd , man hørte først, var »ratsch«, nemlig eksplosionen af granaten, og »bum« var selve lyden fra af skuddet, der først nåede målet, når granaten var detoneret.

En sådan fyr kunne man ikke tage sig i agt for, så alene heldet var her det afgørende. Det var overraskelsesmomentet, der gik én på nerverne.

Brisant-granaten – mærkeligt nok, har jeg aldrig hørt et kælenavn til den – var den granat, der havde den største sprængvirkning til siderne. Ved nedslaget frembragte den kun et ganske lille hul, ikke dybere end højst ti cm, det kom an på, hvor hård grunden var på nedslagsstedet. Var jorden
blød, blev hullet lidt dybere – var jorden hård, kom der næsten intet hul.

Sprængstykkerne var ganske små og spredtes i en meget stor omkreds. Hvis et sådant bæst eksploderede inden for 50 meters afstand, og man ikke lå i et hul eller havde anden dækning, skulle man være heldig for ikke at blive »skrammet« eller det, der var værre.

Disse granater blev for det meste brugt i åbent terræn, men også til  beskydning af tropper, der opholdt sig i byerne, da granaterne »kreperede« ved selv den mindste modstand, de mødte.

»Ein Kohlenkasten« var en af de sværeste kalibre, helt op t i l 28 cm. Hvor sådan én landede, blev der et hul så stort, at et lille hus kunne få plads deri.

»Fallt dir so einer auf den Kopf, kriegst du Plattfüsse!« (Får du sådan én oven i hovedet, får du platfødder).

Det var den trøst, de »nye« fik første gang, de hørte sådan én komme sejlende.

»Ein Stollen-Kwätscher« var en svær granat med tidstænding. Den gik et par meter i jorden, inden den detonerede, og splintvirkningen blev derved nedsat betydeligt, men gennemslagskraften var enorm.

Mange »Stollen« [dækningsrum] og deres besætninger har måttet kapitulere for denne type, som derfor med god grund var frygtet.

Gasgranaten var også en af de store, men var kun forsynet med en ganske lille sprængladning, der bevirkede, at granaten kun slog en revne, hvorfra gassen så strømmede ud.

Den lyd, de fleste frygtede mest, var den, som disse granater frembragte ved nedslaget. Dette dumpe »bum« var tegn på, at den »snigende død« var i anmarch, og derfor hadede v i stille vejr med tyk og tåget luft, for det var i disse nætter »gasmanden« var på færde.”

I.J.I. Bergholt: Pligtens vej. (1969)

Jacob Moos om minekastere:

Et andet ækelt mordinstrument var minekasterne. De lignede en morter og vejede flere hundrede pund, Når sådan en minekaster udslyngede en mine, kunne det høres viden om.

Man kunne se den flyve gennem luften og nogenlunde beregne dens bane. Derfor var der en lille chance for at søge dækning. Dette gjaldt dog kun om dagen, om natten var det anderledes. Da kunne man godt høre minen, men man kunne ikke se den. Og da man ikke måtte
forlade sin post, var man vældigt udsat for minens frygtelige eksplosionsvirkning.

Hvor en mine havde ramt skyttegraven, så det frygteligt ud. Alt træværk var revet i tumper og stykker i lang udstrækning, selv jernbaneskinner, som brugtes til afstivning af gravens sider, var
bøjede, som om de kun var af bly; træstubbe blev revet op med rode, og jorden skred naturligvis sammen eller røg til alle sider.

De svære miner havde sammen med artilleriet en kolossal demoraliserende virkning på mandskabet. – Nerverne kunne i længden ikke holde til det.

Rundt omkring var der opstillet vagtposter, som ene og alene skulle give agt på minerne, og når de så en af disse tingester komme flyvende, blæste de i et horn, hvorefter vi skyndsomt søgte dækning.

Englænderne brugte et lignende system. Når vi sendte en mine over til dem, kunne vi altid høre et gennemtrængende hvin fra en fløjte …

Frederik Tychsen om det svære artilleri:

I Vinkel St. Eloy sov vi en nat, og dagen efter gik vi til Morslede, hvor 1. Batterie havde Protzensammelstelle. Dvs. her var skrivestuen, hestestaldene, Protzeme (forpartiet til kanonerne), ammunitionsvognene, bagagevognene, feltkøkkenet, smeden, kantinen (marketenderiet), barberen, reservemandskabet.

“Feuerstellungen” dvs. skydestillingen var i Ledighem.

I ildstillingen var der 4 kanoner med en samlet besætning på 30 mand, 1 officer, 1 Vizefeltwebel, 1 sergeant og 2-3 underofficerer.

Ved hver kanon var der 5 mand:

1. Geschützfuhrer (Obergefreiter) Kanonier

2 Richtkanonier (tit en Gefreiter) skulle sigte

1 Abzugskanonier (aftrækkeren)

3 Venstre side af Lafettensvanzen

5 Ammunitionsbæreren

4 Højre side af Lafetten

Foruden kanonererne var der en 5-6 telefonister.

En officer var i ildstillingen, medens en anden tit var på iattagelsesposten.

Fra ”Protzensammelstelle” til “Feuerstellung” var der en afstand af 15-25 km.

I Morslede lå mandskabet oppe på loftet af en 2 etages bygning. Hestene stod rundt omkring i byen i stalde og huse.

Samtidig med os, der gik under navnet ”der Ersatz vom 9. august”, kom der en ny batterichef. Han hed løjtnant Wiederholt – en ung mand på 24 år, men meget dygtig. Han lod os træde an, talte med hver enkelt, spurgte om alder, hjemsted, profession osv. Han var dekoreret med jernkorset af 1. grad.

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918